61993J0292

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° enekompetence ° sager om "rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom" ° begreb ° krav om godtgoerelse for brugen af en ejendom efter at en overfoersel af ejendomsretten hertil er ophaevet ° ikke omfattet ° beregning af godtgoerelse efter de retningslinjer, der gaelder ifoelge retsreglerne om leje og forpagtning ° uden betydning

(Konventionen af 27.9.1968, art. 16, nr. 1)

Et krav om godtgoerelse for brugen af en bolig, der er opstaaet, efter at en overdragelse af ejendomsretten er blevet ophaevet, er ikke omfattet af de omraader, der er reguleret i artikel 16, nr. 1, i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse.

Artikel 16 boer ikke boer fortolkes videre, end dens formaal kraever, da bestemmelsen har den virkning, at parterne fratages den ret til valg af vaerneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfaelde kan sagsoeges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting. Den omstaendighed alene, at godtgoerelsen skal beregnes efter de retningslinjer, der gaelder ifoelge retsreglerne om leje og forpagtning, kan ikke begrunde, at artikel 16, nr. 1, bringes i anvendelse paa et forhold, der ikke omfatter en aftale om leje eller forpagtning. Hvor der ikke findes et ejer-lejerforhold ° som er reguleret af saerlige lovbestemmelser, der til dels er praeceptive, i den stat, hvor den ejendom, der er genstand for leje- eller forpagtningsaftalen, er beliggende ° goer de hensyn, der ligger til grund for den enekompetence, der ved artikel 16, nr. 1, er tillagt retterne i den paagaeldende stat i sager om leje eller forpagtning, nemlig forholdets komplekse karakter samt hensynet til, at staten kan paase, at de naevnte lovbestemmelser overholdes, sig saaledes ikke gaeldende.

1 Ved kendelse af 10. juni 1992 indgaaet til Domstolen den 19. maj 1993 har Oberlandesgericht Frankfurt am Main i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 16, nr. 1, i den naevnte konvention (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "Bruxelles-konventionen").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som verserer mellem Norbert Lieber og aegtefaellerne Goebel.

3 Af sagens akter fremgaar, at aegtefaellerne Goebel, der har bopael i Tyskland, ejer en lejlighed i Cannes (Frankrig).

4 Norbert Lieber, der ligeledes har bopael i Tyskland, anlagde i 1978 sag ved Landgericht Frankfurt am Main mod aegtefaellerne Goebel. I anledning af sagen indgik parterne et udenretligt forlig, hvorefter ejendomsretten til lejligheden skulle overgaa til Norbert Lieber. Til gennemfoerelse af forliget indsatte aegtefaellerne Goebel Norbert Lieber i besiddelsen af lejligheden. Han havde derefter brugen af lejligheden indtil 1987.

5 Paa dette tidspunkt blev forliget af 1978 om overfoerslen af ejendomsretten til lejligheden erklaeret ugyldigt ex tunc i henhold til tysk ret. Norbert Lieber anlagde derefter sag ved Landgericht Frankfurt am Main. AEgtefaellerne Goebel fremsatte under sagen en modfordring, der gik ud paa, at Norbert Lieber tilpligtedes at betale dem en godtgoerelse for de ni aar, han havde haft brugen af lejligheden i Cannes.

6 Landgericht Frankfurt am Main imoedekom modfordringen for et beloeb paa 200 791,78 DM efter at have indhentet en erklaering hos en fransk sagkyndig om vaerdien af brugen af lejligheden.

7 Norbert Lieber ankede afgoerelsen til Oberlandesgericht Frankfurt am Main, idet han gjorde gaeldende, at modfordringen i medfoer af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, skulle paakendes af en ret i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende, dvs. af en fransk og ikke en tysk ret.

8 Oberlandesgericht Frankfurt am Main fandt, at sagen rejste spoergsmaal om fortolkning af Bruxelles-konventionen. Retten besluttede derfor at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Omfatter de omraader, der er reguleret i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, ogsaa spoergsmaal om godtgoerelse for brugen af en bolig efter en fejlslagen ejendomsoverdragelse?"

9 Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, bestemmer foelgende:

"Enekompetente, uden hensyn til bopael, er:

1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende

..."

10 Indledningsvis bemaerkes, som den tyske regering med rette har anfoert, at et forlig som det foreliggende, der havde til formaal at overfoere ejendomsretten til en fast ejendom, ikke udgoer et lejemaal eller en forpagtning af fast ejendom, jf. Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1. Denne bestemmelse finder anvendelse paa aftaler om leje af fast ejendom (jf. dom af 15.1.1985, sag 241/83, Roesler, Sml. s. 99, praemis 24 og 25). Heraf foelger, at en godtgoerelse for brugen af en ejendom, der skal ydes som foelge af, at en overfoersel af ejendomsretten hertil er blevet ophaevet, ikke kan anses for at vaere en rettighed, der angaar leje eller forpagtning af fast ejendom, saaledes at den paa dette grundlag er omfattet af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1.

11 Det skal dernaest undersoeges, om en saadan godtgoerelse kan anses for at vaere omfattet af begrebet rettigheder over fast ejendom i samme bestemmelses forstand.

12 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 10.1.1990, sag C-115/88, Reichert og Kockler, Sml. I, s. 27, praemis 9) boer artikel 16 ikke fortolkes videre, end dens formaal kraever, da bestemmelsen har den virkning, at parterne fratages den

ret til valg af vaerneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfaelde kan sagsoeges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting.

13 Det fremgaar af samme dom samt af dom af 17. maj 1994 (sag C-294/92, Webb, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 14), at det forhold, at en rettighed over fast ejendom beroeres af sagen, eller at sagen har forbindelse med en fast ejendom, ikke er tilstraekkeligt til, at artikel 16, nr. 1, finder anvendelse. Soegsmaalet skal vaere baseret paa en tinglig ret, ikke paa en personlig ret, idet der dog gaelder en undtagelse for saa vidt angaar leje og forpagtning af fast ejendom.

14 Forskellen mellem en tinglig ret og en personlig ret er, at en tinglig ret, der paahviler en fysisk genstand, har virkning over for enhver, mens en personlig ret kun kan goeres gaeldende over for skyldneren (jf. Schlosser-rapporten, EFT 1979 C 59, s. 71, punkt 166).

15 Det er imidlertid klart, at et krav om godtgoerelse for brugen af en fast ejendom kun kan goeres gaeldende over for skyldneren, og at der saaledes er tale om en personlig ret, i hvert fald naar skyldneren ikke bestrider, at den paagaeldende ejendom tilhoerer fordringshaveren.

16 Norbert Lieber har dog gjort gaeldende, at Domstolen i Roesler-sagen har fastslaaet, at den i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, fastsatte enekompetence er begrundet i den naere forbindelse mellem leje og forpagtning og retsreglerne om fast ejendom og de bestemmelser af saedvanligvis praeceptiv karakter, som regulerer brugen heraf, som f.eks. lovgivningen om kontrol med lejens stoerrelse og om beskyttelse af lejeres og forpagteres rettigheder. Dette er ifoelge Norbert Lieber begrundelsen for, at Domstolen fastslog, at inddrivelse af husleje hos lejeren til opfyldelse af en lejeaftale er omfattet af denne bestemmelse.

17 Norbert Lieber har endvidere anfoert, at det samme goer sig gaeldende for saa vidt angaar et krav om godtgoerelse for brugen af en ejendom som det, der er fremsat i sagen for den nationale ret, navnlig fordi en saadan godtgoerelse skal beregnes efter tilsvarende retningslinjer som dem, der gaelder for leje og forpagtning. Denne beregning kan kun foretages af en sagkyndig i Frankrig, eftersom kendskab til de lokale forhold er en forudsaetning for udarbejdelsen af en sagkyndig erklaering.

18 Dette kan ikke tiltraedes.

19 For det foerste bemaerkes, at Roesler-sagen ° til forskel fra den foreliggende sag ° angik en lejeaftale, der som saadan var omfattet af begrebet "leje eller forpagtning af fast ejendom".

20 For det andet bemaerkes, at den omstaendighed alene, at godtgoerelsen i en sag som den foreliggende skal beregnes efter de retningslinjer, der gaelder ifoelge retsreglerne om leje og forpagtning, ikke kan begrunde, at artikel 16, nr. 1, bringes i anvendelse paa et forhold, der ikke omfatter en aftale om leje eller forpagtning. Det indbyrdes forhold mellem ejer og lejer omfatter nemlig en raekke rettigheder og forpligtelser ud over den forpligtelse, der angaar lejen. Dette forhold er reguleret af saerlige lovbestemmelser, der til dels er praeceptive, i den stat, hvor den ejendom, der er genstand for leje- eller forpagtningsaftalen, er beliggende, f.eks. bestemmelser om, hvem der har ansvaret for vedligeholdelsen af ejendommen og for betaling af ejendomsskatter, eller om de pligter, der paahviler brugeren af ejendommen i forhold til dennes naboer, samt om kontrol med eller begraensning af ejerens ret til at tage ejendommen i sin besiddelse ved leje- eller forpagtningsaftalens ophoer. Den enekompetence, der i sager om leje eller forpagtning af fast ejendom er tillagt den stat, hvor ejendommen er beliggende, er begrundet i forholdets komplekse karakter samt hensynet til, at den stat, hvor ejendommen er beliggende, kan paase, at saadanne bestemmelser overholdes. Disse hensyn gaelder imidlertid ikke, hvor der ikke findes et ejer-lejerforhold.

21 For det tredje bemaerkes, at selv om det er korrekt, at en ret i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende, har lettere adgang til, med henblik paa at fastsaette godtgoerelsens stoerrelse, at faa kendskab til det saedvanlige lejeniveau inden for omraadet, har en ret i en anden medlemsstat imidlertid ogsaa mulighed for at benytte en lokal sagkyndig for at faa de noedvendige oplysninger, saaledes som Landgericht Frankfurt am Main i oevrigt har gjort under hovedsagens paakendelse i foerste instans.

22 Den forelaeggende rets spoergsmaal maa herefter besvares med, at et krav om godtgoerelse for brugen af en bolig, der er opstaaet, efter at en overdragelse af ejendomsretten er blevet ophaevet, ikke er omfattet af de omraader, der er reguleret i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den franske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Oberlandesgericht Frankfurt am Main ved kendelse af 10. juni 1992, for ret:

Et krav om godtgoerelse for brugen af en bolig, der er opstaaet, efter at en overdragelse af ejendomsretten er blevet ophaevet, er ikke omfattet af de omraader, der er reguleret i artikel 16, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse.