EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61993CJ0071

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 24. marts 1994.
Guido Van Poucke mod Rijksinstituut voor de Sociale Verzekeringen der Zelfstandigen og Algemene Sociale Kas voor Zelfstandigen.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Arbeidshof Gent - Belgien.
Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - lovvalg.
Sag C-71/93.

Samling af Afgørelser 1994 I-01101

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1994:120

61993J0071

DOMSTOLENS DOM (TREDJE AFDELING) AF 24. MARTS 1994. - GUIDO VAN POUCKE MOD RIJKSINSTITUUT VOOR DE SOCIALE VERZEKERINGEN DER ZELFSTANDIGEN OG ALGEMENE SOCIALE KAS VOOR ZELFSTANDIGEN. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: ARBEIDSHOF GENT - BELGIEN. - SOCIAL SIKRING AF VANDRENDE ARBEJDSTAGERE OG SELVSTAENDIGE ERHVERVSDRIVENDE - LOVVALG. - SAG C-71/93.

Samling af Afgørelser 1994 side I-01101


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsbestemmelser - personelt anvendelsesomraade - ansat ved militaeret i aktiv tjeneste omfattet af den almindelige syge- og invalideforsikringsordning for arbejdstagere - omfattet - omfattelsen begraenset af national lovgivning til en bestemt social sikringsgren - ingen betydning

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 2, stk. 3)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - loennet beskaeftigelse som omhandlet i artikel 14c i forordning nr. 1408/71 - begreb - beskaeftigelse udoevet som tjenestemand af en person omfattet af forordningens anvendelsesomraade - omfattet

(EOEF-traktaten, art. 48; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 14c)

3. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - lovgivning der finder anvendelse - loenmodtager, som er beskaeftiget i en medlemsstat, og som samtidig udoever selvstaendig virksomhed i en anden medlemsstat - omfattet af lovgivningen i den foerste stat - den loennede beskaeftigelses omfattelse begraenset til en bestemt social sikringsgren - ingen betydning for anvendelsen af den lovgivning, som vedroerer den selvstaendige beskaeftigelse

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 14c og 14d)

Sammendrag


1. En ansat ved militaeret, som goer aktiv tjeneste i en medlemsstat, er omfattet af det personelle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71, naar han efter national ret er omfattet af den almindelige syge- og invalideforsikringsordning for arbejdstagere (daekning af udgifterne til laegehjaelp).

Den omstaendighed, at en person, der befinder sig i denne situation, kun er omfattet af en bestemt social sikringsgren, er uden betydning. Naar den paagaeldende sociale sikringsgren nemlig er omfattet af en lovgivning, som forordningen finder anvendelse paa i henhold til artikel 2, stk. 3, er en person, der er omfattet af den paagaeldende sikringsgren, faktisk omfattet af denne lovgivning med den foelge, at den paagaeldende henhoerer under forordningens personelle anvendelsesomraade.

2. Efter traktatens ordning anses tjenestemaend for arbejdstagere. Dels skal faellesskabsbegrebet arbejdstager, som omhandlet i traktatens artikel 48, defineres efter objektive kriterier, som karakteriserer arbejdsforholdet, og hvoraf det vaesentlige kriterium er den omstaendighed, at en person praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Dels viser placeringen i traktatens bestemmelser og ordlyden af artikel 48, stk. 4, der naevner ansaettelse i den offentlige administration, som udelukket fra sit anvendelsesomraade, uden at sondre mellem tjenestemandsansaettelser og andre ansaettelser, at tjenestemaend er funktionaerer eller arbejdstagere i oevrigt.

Heraf foelger, at den beskaeftigelse, der udoeves som tjenestemand af en person omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, er loennet beskaeftigelse, som omhandlet i artikel 14c, der fastsaetter saerlige regler for personer, som samtidig har loennet beskaeftigelse paa én medlemsstats omraade og selvstaendig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade.

3. En person, som samtidig har loennet beskaeftigelse i én medlemsstat og selvstaendig beskaeftigelse i en anden medlemsstat, skal i henhold til artikel 14c og 14d i forordning nr. 1408/71 for sidstnaevnte beskaeftigelses vedkommende vaere omfattet af lovgivningen i den foerstnaevnte stat paa samme betingelser, som om den paagaeldende ogsaa udoevede den selvstaendige beskaeftigelse dér. At den lovgivning, som forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa, er begraenset til visse sociale sikringsgrene, er uden betydning for anvendelsen af den lovgivning, som vedroerer den selvstaendige beskaeftigelse.

Bestemmelserne i forordningens afsnit II, som denne artikel hoerer til, udgoer et fuldstaendigt og ensartet system af lovkonfliktregler, hvis formaal er, at en arbejdstager, der flytter inden for Faellesskabet, skal vaere omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat, saaledes at overlapninger mellem gaeldende nationale lovgivninger og de vanskeligheder, som dette kan give anledning til, undgaas.

Dommens præmisser


1 Ved dom af 9. marts 1993, indgaaet til Domstolen den 16. marts s.aa., har Arbeidshof, Gent, i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 1, 2, 13 og 14c i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, i den ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 kodificerede udgave (EFT L 230, s. 6, herefter benaevnt "forordningen").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem Guido Van Poucke og Rijksinstituut voor de Sociale Verzekeringen der Zelfstandigen og Algemene Sociale Kas voor Zelfstandigen vedroerende bidrag, som sagsoegeren har betalt til den sociale sikringsordning for selvstaendige erhvervsdrivende i Belgien.

3 Van Poucke udoever to erhverv, nemlig som militaerlaege i Belgien og som selvstaendig laege i Nederlandene. Paa grund af sidstnaevnte virksomhed skulle han betale bidrag til de belgiske sociale sikringsinstitutioner for selvstaendige.

4 Van Poucke bestred, at han var omfattet af de sociale bestemmelser om selvstaendige erhvervsdrivende i Belgien, og indbragte sagen for Arbeidsrechtbank, Bruegge, for at opnaa tilbagebetaling af de beloeb, som han havde betalt i henhold til de naevnte bestemmelser. Da denne ret ikke gav ham medhold, appellerede han til Arbeidshof, Gent.

5 Arbeidshof, Gent, der fandt, at tvistens udfald afhang af fortolkningen af forordningen, besluttede at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) a) Skal artikel 1, litra a), nr. i), og artikel 2, stk. 3, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at en ansat ved militaeret, som goer aktiv tjeneste i Belgien, og som bestemmelserne om den obligatoriske forsikring mod sygdom og invaliditet (daekning af udgifterne til laegehjaelp) for arbejdstagere er bragt i anvendelse paa, er omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade?

b) For det tilfaelde, at en bestemt social sikringsgren - en syge- og invaliditetsforsikring, hvorefter der ydes daekning af udgifterne til laegehjaelp - kun rent administrativt henhoerer under en medlemsstats lovgivning, som forordning (EOEF) nr. 1408/71 finder anvendelse paa, maa det da udledes heraf, at de i artikel 2, stk. 3, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 naevnte personer ogsaa rent faktisk er eller har vaeret omfattet af en medlemsstats lovgivning, paa hvilken forordningen finder anvendelse, jf. artikel 2, stk. 3, i forordning (EOEF) nr. 1408/71?

c) Saafremt Domstolen besvarer spoergsmaal a) og b) bekraeftende: Skal ordene 'for saa vidt' i artikel 2, stk. 3, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 da fortolkes saaledes, at forordningen kun finder anvendelse paa de deri naevnte personer, for saa vidt angaar en medlemsstats lovgivning, paa hvilken forordningen finder anvendelse?

2) Skal artikel 13, stk. 2, litra d), og artikel 14c i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at beskaeftigelse som tjenestemand - for en person, som er omfattet af forordningens anvendelsesomraade - skal ligestilles med 'loennet beskaeftigelse' i artikel 14c' s forstand?

3) Skal afsnit II i forordning (EOEF) nr. 1408/71, herunder forordningens artikel 14c, fortolkes saaledes, at den omstaendighed, at en person, der med hensyn til sin 'loennede beskaeftigelse' er omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade, i denne egenskab kun er forsikret mod én enkelt risiko (i dette tilfaelde en syge- og invaliditetsforsikring, der yder daekning for udgifter til laegehjaelp), medfoerer, at den paagaeldende med hensyn til sin 'selvstaendige beskaeftigelse' kun er forpligtet til at betale forsikringspraemier for den samme risiko, selv om der i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gaelder en obligatorisk og generel forsikring mod flere risici?"

Foerste spoergsmaal

6 Med sit foerste spoergsmaal, afsnit a), oensker den forelaeggende ret afklaret, om en ansat ved militaeret, som goer aktiv tjeneste i Belgien, og som bestemmelserne i national ret om den obligatoriske forsikring mod sygdom og invaliditet (daekning af udgifterne til laegehjaelp) for arbejdstagere er bragt i anvendelse paa, er omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade.

7 Forordningens personelle anvendelsesomraade defineres i dens artikel 2. Ifoelge denne artikels stk. 1 finder forordningen anvendelse paa "arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater ...". Ifoelge samme artikels stk. 3 finder forordningen anvendelse paa "tjenestemaend og paa personer, som efter den lovgivning, som skal anvendes, ligestilles med tjenestemaend, for saa vidt de paagaeldende er eller har vaeret omfattet af en medlemsstats lovgivning, paa hvilken denne forordning finder anvendelse".

8 Forordningens saglige anvendelsesomraade defineres i artikel 4. I stk. 1 opregnes de forskellige sociale sikringsgrene, som henhoerer under dette omraade. Blandt dem figurerer bl.a. ydelser i anledning af sygdom og ydelser ved invaliditet. I stk. 4 bestemmes, at forordningen ikke finder anvendelse paa "saerlige ordninger for tjenestemaend og dermed ligestillede personer".

9 I dette tilfaelde fremgaar det af forelaeggelsesdommen, at den paagaeldende er omfattet af den belgiske tvungne forsikring mod sygdom og invaliditet (daekning af udgifterne til laegehjaelp) for arbejdstagere, som ved kongelig anordning af 28. november 1969 er blevet udvidet til at omfatte tjenestemaend og ansatte ved militaeret med tjenestested i Belgien. En lovgivning af denne art er en lovgivning, som forordningen finder anvendelse paa i henhold til artikel 2, stk. 3. For saa vidt en person, der befinder sig i den af den forelaeggende ret beskrevne situation, er omfattet af en saadan lovgivning, er den paagaeldende derfor omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade.

10 Med sit foerste spoergsmaal, afsnit b), oensker den nationale ret imidlertid afklaret, om de personer, der er naevnt i forordningens artikel 2, stk. 3, faktisk er omfattet af den lovgivning, der skal anvendes i henhold til denne artikel, naar de kun er omfattet af en bestemt social sikringsgren.

11 Den omstaendighed, at en person, der befinder sig i den i forelaeggelsesdommen beskrevne situation, kun er omfattet af en bestemt social sikringsgren, kan ikke aendre svaret paa det foerste spoergsmaal, afsnit a). Naar den paagaeldende sociale sikringsgren er omfattet af en lovgivning, som forordningen finder anvendelse paa i henhold til artikel 2, stk. 3, er en person, der er omfattet af den paagaeldende sikringsgren, faktisk omfattet af denne lovgivning.

12 Med sit foerste spoergsmaal, afsnit c), oensker den forelaeggende ret at faa oplyst den noejagtige raekkevidde af udtrykket "for saa vidt" i forordningens artikel 2, stk. 3.

13 Artikel 2, stk. 3, hvis ordlyd er gengivet i naervaerende doms praemis 7, er en generel bestemmelse, som fastlaegger forordningens personelle anvendelsesomraade. Den betyder blot, at tjenestemaend og personer, der ligestilles med disse, er omfattet af dette anvendelsesomraade, naar de er eller har vaeret omfattet af en lovgivning, som forordningen finder anvendelse paa.

14 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at en ansat ved militaeret, som goer aktiv tjeneste i Belgien, er omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade, naar han efter national ret er omfattet af den almindelige syge- og invalideforsikringsordning for arbejdstagere (daekning af udgifterne til laegehjaelp).

Andet spoergsmaal

15 Den forelaeggende rets andet spoergsmaal er, om den beskaeftigelse som tjenestemand, der udoeves af en person, som er omfattet af forordningens anvendelsesomraade, og som er naevnt i forordningens artikel 13, stk. 2, litra d), er loennet beskaeftigelse som omhandlet i artikel 14c, der fastsaetter saerlige regler, som finder anvendelse paa personer, der samtidig har loennet beskaeftigelse paa én medlemsstats omraade og selvstaendig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade.

16 Dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende.

17 Som Kommissionen med rette har anfoert, anses tjenestemaend efter traktatens ordning for arbejdstagere. Ifoelge Domstolens praksis skal faellesskabsbegrebet arbejdstager efter betydningen i traktatens artikel 48 defineres efter objektive kriterier, som karakteriserer arbejdsforholdet, og hvoraf det vaesentlige karakteristikum er den omstaendighed, at en person praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, praemis 17). Placeringen i traktatens bestemmelser og ordlyden af artikel 48, stk. 4, der naevner ansaettelser i den offentlige administration som udelukket fra sit anvendelsesomraade uden at sondre mellem tjenestemandsansaettelser og andre ansaettelser, viser, at tjenestemaend er funktionaerer eller arbejdstagere i oevrigt. Endvidere bemaerkes, at da forordningen kun gjaldt for arbejdstagere og ikke for selvstaendige erhvervsdrivende, fandtes de saerlige bestemmelser om tjenestemaend allerede i forordningens tekst.

18 I forordningens artikel 13, stk. 2, som fastsaetter de almindelige regler for fastlaeggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse, naevnes tjenestemaend ganske vist i litra d), mens personer med loennet beskaeftigelse naevnes under litra a). Imidlertid bemaerkes, at dette stykkes foerste to litraer, litra a) og litra b), vedroerer henholdsvis personer med loennet beskaeftigelse og personer med selvstaendig beskaeftigelse, mens de foelgende litraer vedroerer visse saerlige persongrupper, som ogsaa kan udoeve en af disse former for beskaeftigelse, hvilket f.eks. gaelder soefolk, der naevnes i litra c). Den omstaendighed, at tjenestemaend naevnes i et saerskilt litra i artikel 13, stk. 2, litra d), beroever dem saaledes ikke deres egenskab af arbejdstagere med henblik paa anvendelsen af forordningen.

19 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at den beskaeftigelse, der udoeves som tjenestemand af en person omfattet af forordningens anvendelsesomraade, er loennet beskaeftigelse som omhandlet i artikel 14c, der fastsaetter saerlige regler for personer, som samtidig har loennet beskaeftigelse paa én medlemsstats omraade og selvstaendig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade.

Tredje spoergsmaal

20 Den nationale rets tredje spoergsmaal er, om anvendelse af den i artikel 14c, stk. 1, litra a), fastsatte lovgivning for selvstaendig beskaeftigelses vedkommende skal begraenses til alene at omfatte de sociale sikringsgrene, for hvilke den paagaeldende er omfattet af forordningens anvendelsesomraade med hensyn til sin loennede beskaeftigelse.

21 Dette spoergsmaal maa besvares benaegtende.

22 Ifoelge Domstolens faste praksis udgoer bestemmelserne i forordningens afsnit II, som artikel 14c hoerer til, et fuldstaendigt og ensartet system af lovkonfliktregler, hvis formaal er, at arbejdstagere, der flytter inden for Faellesskabet, skal vaere omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat, saaledes at overlapninger mellem gaeldende nationale lovgivninger og de vanskeligheder, som dette kan give anledning til, undgaas (jf. bl.a. dommen af 10.7.1986, sag 60/85, Luijten, Sml. s. 2365).

23 Forordningens artikel 14c, stk. 1, litra a), bestemmer, at en person, der samtidigt har loennet beskaeftigelse paa én medlemsstats omraade og selvstaendig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, medmindre andet er fastsat, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade vedkommende har loennet beskaeftigelse.

24 Endvidere praeciserer artikel 14d, stk. 1, at en saadan person, for saa vidt angaar anvendelse af den lovgivning, der fastlaegges i overensstemmelse med forordningens bestemmelser, behandles, som om vedkommende havde hele sin erhvervsmaessige beskaeftigelse paa den paagaeldende medlemsstats omraade.

25 En person, som befinder sig i den i forelaeggelsesdommen beskrevne situation, og som samtidig har loennet beskaeftigelse i Belgien og selvstaendig beskaeftigelse i Nederlandene, skal derfor for sidstnaevnte beskaeftigelses vedkommende vaere omfattet af den tilsvarende belgiske lovgivning paa samme betingelser, som hvis den paagaeldende udoevede denne selvstaendige beskaeftigelse i Belgien. At den lovgivning, som forordningen finder anvendelse paa, med hensyn til den loennede beskaeftigelse er begraenset til visse sociale sikringsgrene, er uden betydning for anvendelsen af den lovgivning, som vedroerer den selvstaendige beskaeftigelse.

26 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at den lovgivning, der naevnes i forordningens artikel 14c, stk. 1, litra a), for saa vidt angaar selvstaendig beskaeftigelse, skal anvendes paa samme betingelser, som hvis denne beskaeftigelse blev udoevet i den paagaeldende medlemsstat.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arbeidshof, Gent, ved dom af 9. marts 1993, for ret:

1) En ansat ved militaeret, som goer aktiv tjeneste i Belgien, er omfattet af det personelle anvendelsesomraade for Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, naar han efter national ret er omfattet af den almindelige syge- og invalideforsikringsordning for arbejdstagere (daekning af udgifterne til laegehjaelp).

2) Den beskaeftigelse, der udoeves som tjenestemand af en person omfattet af forordningens anvendelsesomraade, er loennet beskaeftigelse som omhandlet i artikel 14c, der fastsaetter saerlige regler for personer, som samtidig har loennet beskaeftigelse paa én medlemsstats omraade og selvstaendig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade.

3) Den lovgivning, der naevnes i forordningens artikel 14c, stk. 1, litra a), skal, for saa vidt angaar selvstaendig beskaeftigelse, anvendes paa samme betingelser, som hvis denne beskaeftigelse blev udoevet i den paagaeldende medlemsstat.

Top