61993J0056

++++

1. Statsstoette ° begreb ° oekonomisk berettiget favoerpris for naturgas til fordel for en kategori af virksomheder ° ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

2. Statsstoette ° Kommissionens beslutning, hvorved det konstateres, at en national foranstaltning er forenelig med traktatens artikel 92, stk. 1 ° kompliceret oekonomisk bedoemmelse ° Domstolens proevelse ° graenser

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

3. Statsstoette ° traktatens bestemmelser ° anvendelsesomraade ° statslige oekonomiske indgreb, der paavirker konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater, hvorimod de forfulgte formaal er uden betydning

(EF-traktaten, art. 92)

4. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° hensyntagen til sammenhaeng og tidligere faser

(EF-traktaten, art. 190)

1. Naar en medlemsstat eller den enhed, som den har indflydelse paa, fastsaetter en tarif paa et lavere niveau end det, som normalt ville vaere blevet valgt, kan dette betegnes som stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand. I en saadan situation handler staten eller enheden ikke som en almindelig erhvervsdrivende, men anvender praeferencetariffen til at begunstige visse virksomheder med en oekonomisk fordel ved at give afkald paa den fortjeneste, som den normalt kunne faa. En praeferencetarif, der paa baggrund af det paagaeldende marked er objektivt berettiget af oekonomiske hensyn, som f.eks. noedvendigheden af at tage konkurrencen op paa dette marked, er derimod ikke en stoetteforanstaltning.

En favoerprisordning for leverancer af naturgas, som en medlemsstat anvender til fordel for meget store industrikunder, der tilhoerer en bestemt produktionssektor, er herved ikke statsstoette, naar denne pris for det foerste er berettiget af, at det er noedvendigt at tage konkurrencen op med indfoersler fra tredjelande for at bevare en vigtig, bestaaende kundekreds, og, for det andet, hvis den graensepris, der indroemmes en distributoer af naturgas med hjemsted i en anden medlemsstat kan give denne mulighed for at indroemme en tilsvarende pris til meget store industrikunder, der hoerer til samme produktionssektor i denne anden medlemsstat.

2. Domstolens proevelse af en retsakt, som indebaerer en kompliceret oekonomisk bedoemmelse, og hvorved Kommissionen fastslaar, at en national foranstaltning er forenelig med traktatens artikel 92, stk. 1, maa begraenses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl ved vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning.

3. Traktatens artikel 92 omfatter ikke statslige interventioner som foelge af grundene til eller hensigten med dem, men som foelge af deres virkninger paa konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater. Det foelger heraf, at en adfaerd, der kan tilskrives en medlemsstat, og som er objektivt berettiget af kommercielle grunde, ikke kan anses for at vaere statsstoette, blot fordi den ogsaa goer det muligt at naa et politisk maal.

4. Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal tilpasses karakteren af den paagaeldende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte parter kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret. Det kraeves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

I et tilfaelde, hvor der forud for en beslutning fra Kommissionen, hvorved det fastslaas, at en national foranstaltning er forenelig med traktatens artikel 92, stk. 1, er gaaet en anden beslutning fra Kommissionen vedroerende samme foranstaltning, en dom afsagt af Domstolen, som er uddybet i generaladvokatens forslag til afgoerelse, og hvorved denne beslutning blev annulleret, og en meddelelse fra Kommissionen om genoptagelse af proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, som der henvises til i beslutningen, skal disse tidligere faser tages i betragtning ved afgoerelsen af, om beslutningen er tilstraekkeligt begrundet.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. marts 1993 har Kongeriget Belgien i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, som den 29. december 1992 er meddelt de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter, angaaende en nederlandsk favoerpris for leverancer af naturgas til nederlandske fabrikanter af kvaelstofgoedning (EFT C 344, s. 4, herefter "beslutningen").

2 Den 25. oktober 1983 havde Kommissionen indledt proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende en favoerpris for leverancer af naturgas, som blev anvendt til fordel for nederlandske fabrikanter af kvaelstofgoedning af Nederlandse Gasunie NV (herefter "Gasunie"), en privatretlig virksomhed, hvis kapital for 50%' s vedkommende besiddes direkte eller indirekte af den nederlandske stat.

3 Under denne procedure aendrede Gasunie strukturen i sin prisordning, bl.a. ved med tilbagevirkende gyldighed, med virkning fra den 1. november 1983, at indfoere en ny pris, den saakaldte "F-pris", til brug for de meget store industrikunder med hjemsted i Nederlandene, bortset fra kunderne i energisektoren, der opfyldte betingelser vedroerende gasforbrugets stoerrelse, belastningsfaktoren og accept af en eventuel afbrydelse af leverancerne samt accept af levering af gas med varierende termisk virkningsgrad. I praksis var F-prisen i det vaesentlige til fordel for de nederlandske producenter af ammoniak til fremstilling af kvaelstofgoedning. Den svarede til den pris, der blev anvendt for de store industrikunder, formindsket med en variabel rabat, hvis maksimale vaerdi var 5 cents/m3.

4 Den 17. april 1984 havde Kommissionen besluttet at afslutte proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, da F-prisen ikke indeholdt noget element af statsstoette. Den fandt bl.a., at Gasunie opnaaede betydelige leveringsbesparelser paa grund af den betydelige belastningsfaktor og de leveringsbetingelser, som de store industrikunder gav, isaer producenterne af kvaelstofgoedning.

5 Efter at nogle franske ammoniakproducenter havde anlagt sag, annullerede Domstolen denne beslutning ved dom af 12. juli 1990, CdF Chimie AZF mod Kommissionen (sag C-169/84, Sml. I, s. 3083). Denne dom var baseret paa en sagkyndig erklaering, som Domstolen havde indhentet, og hvoraf det fremgik, at Gasunie' s besparelser ved leverancer af naturgas til F-prisen hoejst androg 0,5 cent/m3 for faktorer, som Kommissionen havde anslaaet til over 5 cents/m3, og at de rabatter, der blev indroemmet de kunder, som F-prisen gjaldt for, foelgelig maatte vaere begrundet i andre hensyn. Domstolen konkluderede derfor, at Kommissionen havde begaaet en aabenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder.

6 Efter en ny undersoegelse af F-prisens forenelighed med traktatens artikel 92 og 93, som den dernaest foretog, kom Kommissionen til det resultat, at denne pris kunne vaere berettiget af kommercielle grunde, at den ikke havde begunstiget de nederlandske producenter af ammoniak i forhold til producenterne i de oevrige medlemsstater, og at den nederlandske stat ikke havde haft en indflydelse paa fastsaettelsen af priserne, som var stoerre end den indflydelse, som en aktionaer normalt har, for saa vidt den ikke havde lidt noget indtaegtstab. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at denne pris var forenelig med det faelles marked, og besluttede at afslutte proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2.

7 Kongeriget Belgien har anlagt naervaerende sag til proevelse af denne beslutning om at afslutte proceduren. Under sagen har det fremfoert tre anbringender, nemlig henholdsvis en aabenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder, fejlagtig fortolkning af traktatens artikel 92 og manglende begrundelse.

8 Det fremgaar af sagen, at Gasunie har indfoert en ny prisordning, saaledes at F-prisen ikke er blevet anvendt siden den 31. december 1991.

Anbringendet vedroerende en aabenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder

9 Med dette anbringende har Kongeriget Belgien bestridt Kommissionens to konklusioner, hvorefter F-prisen var berettiget af kommercielle grunde og ikke har begunstiget de nederlandske producenter af ammoniak i forhold til de samme producenter i andre medlemsstater.

Kommissionens konklusion om, at F-prisen var berettiget af kommercielle grunde

10 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at naar en medlemsstat eller den enhed, som den har indflydelse paa, fastsaetter en tarif paa et lavere niveau end det, som normalt ville vaere blevet valgt, kan dette betegnes som stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand. I en saadan situation handler staten eller enheden ikke som en almindelig erhvervsdrivende, men anvender praeferencetariffen til at begunstige visse virksomheder med en oekonomisk fordel ved at give afkald paa den fortjeneste, som den normalt kunne faa. En praeferencetarif, der paa baggrund af det paagaeldende marked er objektivt berettiget af oekonomiske hensyn, som f.eks. noedvendigheden af at tage konkurrencen op paa dette marked, er derimod ikke en stoetteforanstaltning (se herved dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, praemis 28, 29 og 30).

11 Da der herved er tale om en kompliceret oekonomisk bedoemmelse, bemaerkes ligeledes, at Domstolens proevelse af en kommissionsretsakt, der hviler paa en saadan bedoemmelse, ifoelge fast retspraksis maa begraenses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl ved vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (se bl.a. dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333, praemis 25, af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 62, af 10.3.1992, sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, Sml. I, s. 1335, praemis 68, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 25).

12 Kommissionen har, stoettet af Kongeriget Nederlandene, gjort gaeldende, at F-prisen var berettiget, fordi det var noedvendigt for Gasunie at tage konkurrencen op paa markedet for ammoniak med indfoerslerne af ammoniak fra tredjelande.

13 Kommissionen har forklaret, at naturgas er det vigtigste raastof ved fremstilling af ammoniak og udgoer ca. 75% af dennes kostpris. Ammoniak er igen et raastof til fremstilling af kvaelstofgoedning og udgoer ca. 60% af dennes kostpris. De nederlandske producenter af kvaelstofgoedning producerer i almindelighed selv den ammoniak, de har brug for, og forbruger aarligt ca. 30% af den naturgas, som Gasunie leverer til den nederlandske industri. Hvis prisen paa den naturgas, der anvendes til fremstilling af ammoniak, er for hoej, vil goedningsproducenterne imidlertid vaelge at koebe den andetsteds frem for selv at producere den.

14 Ifoelge Kommissionen og Kongeriget Nederlandene var situationen i ammoniakindustrien i Faellesskabet i 1980' erne den, at hvis Gasunie ikke havde indroemmet de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning saerlige priser, ville selskabet have risikeret at miste dette vigtige afsaetningsmarked. De mener saaledes, at der ikke er noget grundlag for at konkludere, at Gasunie ved at levere naturgas til F-prisen til de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning har baaret sig anderledes ad end en privat virksomhed under normale markedsvilkaar.

15 Kongeriget Belgien har anfoert, at F-prisen ikke var berettiget af kommercielle grunde, men er blevet anvendt af politiske aarsager for at give de nederlandske ammoniakproducenter en fordel. Det har herved paa flere punkter bestridt den anfaegtede beslutnings begrundelse.

16 Kongeriget Belgien har ganske vist erkendt, at F-prisen ikke var fortrolig, og at den var en ledende pris for naturgas leveret til ammoniakproducenterne i det kontinentale Nordvesteuropa, men har for det foerste anfoert, at da prisen ikke blev offentliggjort ° i modsaetning til Gasunie' s oevrige priser ° var denne pris ikke offentlig.

17 Dette argument maa forkastes. Det er herved tilstraekkeligt, som Kommissionen har gjort, at henvise til praemis 15 i den naevnte dom i sagen CdF Chimie AZF mod Kommissionen, hvori det er fastslaaet, at F-prisen var en offentlig pris, og at betingelserne for at opnaa denne var offentlige og helt gennemskuelige.

18 Kongeriget Belgien har for det andet anfoert, at Kommissionens udtalelse om, at Gasunie hele tiden har haft overskud i den periode, hvor F-prisen var gaeldende (se beslutningens 16. afsnit), ikke kan bevise, at denne pris var almindelig handelsmaessig praksis, fordi den var oekonomisk forsvarlig. Det har i denne forbindelse henvist til, at Gasunie' s aarlige fortjeneste er sat til et fast beloeb paa 80 mio. HFL i henhold til en aftale indgaaet mellem Gasunie' s aktionaerer og de nederlandske naturgasproducenter. Gasunie forsyner sig med naturgas hos Nederlandse Aardolie Maatschappij (herefter "NAM"), et konsortium, der hovedsagelig ejes af selskaberne Shell og Esso. NAM driver de nederlandske naturgasfelter for sammenslutningen Groningen' s regning, i hvilken NAM er indehaver af 60% af andelene og den nederlandske stat af 40%. Sidstnaevnte modtager ca. 80% af fortjenesten ved salg af naturgas. I henhold til den prisfastsaettelsesmekanisme, der benaevnes "netback", koeber Gasunie naturgas hos NAM til en pris, som svarer til selskabets endelige salgspris paa dets forskellige markeder med fradrag af dets transportomkostninger og andre udgifter og af dets faste aarlige fortjeneste. Gasunie er altsaa blot et center for omkostninger og loeber ingen risiko, da selskabets omkostninger og fortjeneste er sikret, uanset hvilken pris det beregner sig af sine kunder.

19 Kommissionen har, stoettet af Kongeriget Nederlandene, gjort gaeldende, at den aarlige fortjeneste paa 80 mio. HFL udgoer det maksimum, som Gasunie kan beholde, idet alt, hvad der ligger herudover, betales til NAM. Gasunie' s faktiske fortjeneste i den periode, da F-prisen blev anvendt, har i virkeligheden vaeret betydeligt hoejere, og det var denne faktiske fortjeneste, som Kommissionen henviste til i sin beslutning.

20 Som Kongeriget Belgien anfoerte under retsmoedet, er den faktiske fortjeneste, som Kommissionen henviser til, i virkeligheden Gasunie' s leverandoerers fortjeneste, saaledes at Kommissionens beslutning faktisk savner klarhed og praecision paa dette punkt. Man kan dog ikke heraf drage den konklusion, at Kommissionen har begaaet en aabenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder. Som Kongeriget Nederlandene har anfoert, havde Kommissionens udtalelse til formaal at vise, at anvendelsen af F-prisen var en almindelig og oekonomisk forsvarlig forretningsmaessig adfaerd. Herved har spoergsmaalet, om fortjenesten i sidste ende er opnaaet af sammenslutningen Groningen snarere end af Gasunie, ikke afgoerende betydning. Kongeriget Belgiens argument maa foelgelig forkastes.

21 For det tredje har Kongeriget Belgien bestridt Kommissionens opfattelse, hvorefter Gasunie' s variable omkostninger og faste omkostninger laa langt under F-prisen, saaledes at selskabet var i stand til at foroege sin nettoindtjening ved salg til denne pris og samtidig sikre sig fastholdelse af en vigtig kundekreds, som det risikerede at miste, hvis det ikke indroemmede denne pris (se beslutningens 17. afsnit). Ifoelge Kongeriget Belgien modsiges dette af Gasunie' s aarsberetninger fra 1990 og 1991, hvoraf det fremgaar, at Gasunie' s gennemsnitlige koebspris for naturgas var hoejere end F-prisen.

22 I denne forbindelse bemaerkes, at den omstaendighed, som i oevrigt er bekraeftet af Kommissionen og Kongeriget Nederlandene, at den gennemsnitlige koebspris var hoejere end F-prisen, ikke afkraefter Kommissionens opfattelse. Det skal herved blot konstateres, at Gasunie' s gennemsnitlige koebspris er sammensat af forskellige endelige salgspriser paa selskabets forskellige markeder med fradrag af dets omkostninger og dets fortjeneste. Oplysninger om den gennemsnitlige koebspris kan foelgelig ikke vaere tilstraekkeligt grundlag for at afvise det af Kommissionen anfoerte om Gasunie' s variable og faste omkostninger. Dette argument maa foelgelig ligeledes forkastes.

23 For det fjerde har Kongeriget Belgien gjort gaeldende, at Kommissionen ikke kan begrunde, at det er noedvendigt for Gasunie at fastholde de nederlandske kvaelstofgoedningsproducenter som kunder, med en henvisning til, at selskabet i 1982 netop havde mistet en betydelig del af det franske marked (se beslutningens 24. afsnit). Dette tab var nemlig en foelge af Gasunie' s egen politik, efter at Nederlandene i 1970' erne havde besluttet at begraense de maengder naturgas, der var bestemt til eksport, for at imoedegaa den foerste oliekrise i 1973-1974.

24 Som Kommissionen og Kongeriget Nederlandene med rette har gjort gaeldende, har Kongeriget Belgien ikke godtgjort, at der er en relevant forbindelse mellem den beslutning, der blev truffet i 1974, og den omstaendighed, at Gasunie i 1982 netop havde mistet en del af det franske marked. Dette argument maa foelgelig forkastes.

25 Kongeriget Belgien har for det femte bestridt foelgende udtalelse fra Kommissionen: "... Hvis prisen paa den gas, som anvendes til ammoniakfremstillingen, er for hoej, kan [en kvaelstofgoedningsproducent], hvis det er muligt, vaelge at koebe ammoniakken et andet sted og til en lavere kostpris, end han selv kunne have fremstillet den til (dette var f.eks. situationen i Belgien i 1983) ..." (beslutningens 21. afsnit). Kongeriget Belgien har herved anfoert, at de belgiske producenter af kvaelstofgoedning hvert aar indfoerer ammoniak for at daekke en produktionsmanko i forhold til forbruget, og at det hverken er anfoert, at indfoerslerne i 1983 havde en anden aarsag, eller at produktionsniveauet havde vaeret unormalt lavt.

26 Kommissionen har fremlagt oplysninger vedroerende de belgiske indfoersler af ammoniak mellem 1980 og 1991, som viser et betydeligt fald i den belgiske produktion af ammoniak. Den del af det belgiske behov for ammoniak, der daekkes af indfoersler, steg saaledes fra 38% i 1982 til 51% i 1983, dernaest til over 70% i begyndelsen af 1990' erne. Disse tal, som ikke er blevet gendrevet af Kongeriget Belgien, viser, at Kommissionen med rimelighed har kunnet henvise til Belgien som et eksempel, der stoetter dens opfattelse vedroerende kvaelstofgoedningsproducenternes reaktion paa den forholdsvis hoeje pris paa naturgas. Dette argument maa derfor ligeledes forkastes.

27 For det sjette har Kongeriget Belgien anfoert, at Kommissionen henviser til markeder, som ikke er sammenlignelige, naar den udtaler, at de leveringspriser for naturgas, der blev noteret, eller som formentlig blev anvendt i USA, Venezuela, Trinidad og Tobago og i Mellemoesten, stort set laa under de nederlandske priser (se beslutningens 22. afsnit). Ifoelge Kongeriget Belgien repraesenterer de lave priser i disse lande naturgassens reelle vaerdi paa deres respektive markeder, mens F-prisen laa under naturgassens vaerdi paa det europaeiske marked. Det har i denne forbindelse fremlagt tal, som viser, at F-prisen var lavere end den pris, der blev anvendt i forskellige europaeiske lande paa markedet for leveringer, som kan afbrydes, til store industriforbrugere, der raader over braendere til to slags braendstof.

28 Endvidere har Kongeriget Belgien anfoert, at til forskel fra det sidstnaevnte marked stoeder eventuelle afbrydelser af leveringen paa markedet for ammoniak paa tekniske og handelsmaessige hindringer, som vanskeligt kan overvindes, fordi ammoniakproducenterne ikke raader over noget erstatningsraastof. Da disse leveringer skal vaere regelmaessige og kontinuerlige, har naturgas en hoejere reel vaerdi for ammoniakproducenterne end for producenterne i andre industrisektorer.

29 Disse argumenter maa forkastes. For det foerste er det med rette, at Kommissionen har anfoert, at den ikke har villet sammenligne markederne i de naevnte tredjelande og i Faellesskabet, men at den blot har paavist, at producenterne af ammoniak med oprindelse i disse tredjelande er reelle og betydelige konkurrenter til de ammoniakproducenter, der har hjemsted i Faellesskabet.

30 Det maa dernaest fastslaas, at Kongeriget Belgiens anbringende om, at F-prisen var lavere end naturgassens vaerdi paa det faelles marked, er uden betydning i betragtning af prisdannelsessystemet for naturgas. Da naturgassens vaerdi bestemmes af det marked, som denne er bestemt for ° nemlig i dette tilfaelde den del, der udgjordes af ammoniakproducenterne ° er forholdet mellem F-prisen og prisen paa naturgas, der leveres til det marked, der udgoeres af de store industrikunder, som raader over braendere til to slags braendstof, uden betydning for afgoerelsen af spoergsmaalet, om Kommissionen kunne begrunde sin beslutning med henvisning hertil. Det afgoerende spoergsmaal er nemlig, om konkurrenceforholdene paa markedet havde en saadan karakter, at de berettigede, at Gasunie indroemmede de nederlandske producenter af ammoniak en lavere pris end den, der gjaldt for andre industrisektorer. Dette spoergsmaal vil imidlertid blive behandlet i det foelgende.

31 Kongeriget Belgiens argument om, at der ikke er reel mulighed for at afbryde leverancerne af naturgas til ammoniakproducenterne, og om den indflydelse, som denne omstaendighed har paa vaerdien af den gas, der er bestemt for dette marked, er heller ikke relevant. Selv hvis det antages, at dette argument er begrundet, afkraefter det paa ingen maade Kommissionens konklusion om, at hvis prisen paa gas er for hoej i forhold til prisen paa den indfoerte ammoniak, vil producenterne af kvaelstofgoedning opgive deres egen produktion af ammoniak.

32 For det syvende har Kongeriget Belgien bestridt Kommissionens opfattelse, hvorefter eksport, navnlig til Belgien, Tyskland og Frankrig, ud fra et prismaessigt synspunkt var mindre fordelagtig, fordi den ville kraeve nyinvesteringer (se beslutningens 24. afsnit). Det har gjort gaeldende, at eksportpriserne var hoejere end F-prisen, at den bestaaende infrastruktur gjorde det muligt at foroege omfanget af eksporten uden nyinvesteringer, og at der var tilstraekkelig efterspoergsel paa eksportmarkederne til at opveje et fald i salget til de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning. Ifoelge Kongeriget Belgien har dette fald sandsynligvis vaeret voksende i betragtning af de betydelige investeringer, som producenterne af kvaelstofgoedning i Nederlandene har foretaget.

33 Kongeriget Belgien har tilfoejet, at Kongeriget Nederlandene ogsaa kunne have besluttet at begraense produktionen af nederlandsk naturgas og saaledes forlaenge sine naturgasfelters levetid.

34 Kommissionen og Kongeriget Nederlandene har anfoert, at hvis ikke F-prisen var blevet anvendt, ville Gasunie pludselig have mistet en betydelig afsaetningsmulighed uden at kunne erstatte den med afsaetning til eksport. Kontrakterne om eksport af naturgas indgaas paa langt sigt af hensyn til forsyningssikkerheden, og det ville derfor have vaeret umuligt for Gasunie i loebet af kort tid at erstatte sit salg til nederlandske ammoniakproducenter med eksport. Gasunie' s salg til de nederlandske ammoniakproducenter udgoer nemlig en tredjedel af salget til den nederlandske industri og er praktisk talt lige saa stort som Gasunie' s samlede salg af naturgas i Belgien. En foroegelse af eksporten ville desuden have stoedt paa tekniske problemer vedroerende naturgassens kvalitet, dens tryk osv. I oevrigt var eksportprisen hoejere end F-prisen, fordi den afspejlede gennemsnittet af forskellige priser paa markederne i forskellige sektorer i indfoerselslandet. Eftersom eksportmarkedet var maettet, kunne de store yderligere maengder naturgas kun vaere eksporteret til betydeligt lavere priser. Ifoelge Kommissionen er det et bevis paa den risiko, som Gasunie stod over for, at talrige ammoniakfabrikker i Faellesskabet blev lukket i loebet af 1992 og 1993 paa grund af vaeldige indfoersler af ammoniak fra oestlandene.

35 I lyset af de argumenter, som Kommissionen og Kongeriget Nederlandene har fremfoert, maa det fastslaas, at Kongeriget Belgien ikke har godtgjort, at Kommissionen har gjort sig skyldig i et aabenbart fejlagtigt skoen, da den antog, at Gasunie ikke var i stand til at opveje et fald i salget til de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning med en foroegelse af salget til eksport.

36 Med hensyn til muligheden for at begraense produktionen bemaerkes, som generaladvokaten har anfoert i punkt 71 i sit forslag til afgoerelse, at en saadan begraensning ville have medfoert et fald i indtaegter og foelgelig en mindre hurtig tilbagebetaling af de investerede penge. Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at Kongeriget Belgien paa ingen maade har godtgjort, at den loesning, som det har foreslaaet, ville have vaeret oekonomisk rimelig.

37 Kongeriget Belgien har endelig bestridt selve kernen i Kommissionens argumentation, hvorefter F-prisen var berettiget af, at det var noedvendigt at tage konkurrencen op paa markedet for ammoniak med indfoerslerne fra tredjelande. Det har gjort gaeldende, at denne konklusion modsiges af den omstaendighed, at F-prisen blev indroemmet de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning, selv da det ikke var noedvendigt at tage konkurrencen op med den indfoerte ammoniak, fordi ammoniakprisen var hoej. Kongeriget Belgien har herved henvist til de oversigter, som Kommissionen har fremlagt, og hvoraf det fremgaar, at den maksimale rabat paa 5 cents/m3 som foelge af F-prisen var blevet givet paa tidspunkter, hvor prisen paa indfoert ammoniak var hoej, og at der var blevet givet en lavere rabat paa andre tidspunkter, selv om ammoniakpriserne var lave.

38 Som Kommissionen og Kongeriget Nederlandene med rette har gjort gaeldende, skal svingningerne i F-prisen vurderes under hensyntagen til priserne for industrigas og for indfoert ammoniak uanset deres absolutte niveau. Naar prisen paa naturgas er forholdsvis hoej i forhold til prisen paa indfoert ammoniak, kan det vaere oekonomisk fordelagtigt for en producent af kvaelstofgoedning at koebe ammoniak i stedet for at producere den selv.

39 Som generaladvokaten har fastslaaet i punkt 86-91 i sit forslag til afgoerelse, fremgaar det af de oversigter, som Kommissionen har fremlagt, at F-prisen i almindelighed fulgte svingningerne paa markederne for naturgas og for ammoniak, og visse tidsmaessige forskydninger kan forklares med lejlighedsvise tilpasningsproblemer. I mangel af yderligere oplysninger og beviser fra Kongeriget Belgien maa det foelgelig fastslaas, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen har overskredet graenserne for sit skoen paa dette omraade, da den fandt, at F-prisen var noedvendig for at tage konkurrencen op paa markedet for ammoniak med indfoerslerne fra tredjelande for at bevare en vigtig, bestaaende kundekreds.

40 Det foelger af det foregaaende, at det foerste led af dette anbringende maa forkastes.

Kommissionens konklusion om, at F-prisen ikke har begunstiget de nederlandske ammoniakproducenter i forhold til de samme producenter i andre medlemsstater

41 Der er enighed mellem parterne om, at fastsaettelsen af den graensepris, der er aftalt mellem Gasunie og det belgiske distributionsselskab Distrigaz, var baseret paa den saakaldte "netback"-mekanisme, hvorefter koebsprisen fastsaettes ud fra naturgassens markedsvaerdi afhaengigt af de forskellige formaal, den anvendes til i indfoerselslandet, med fradrag af Distrigaz' transport- og distributionsomkostninger og fortjeneste. Graenseprisen udgjorde et gennemsnit af naturgassens forskellige markedsvaerdier afvejet efter de maengder, der var bestemt for hver sektor. Naturgassens markedsvaerdi i hver sektor var igen i vidt omfang dikteret af prisen paa de konkurrerende olieprodukter ° fyringsolie til husholdnings- og handelssektoren og svaer braendselsolie til industrisektoren ° med tillaeg af en praemie paa grund af naturgassens stoerre fordele.

42 Det staar ligeledes fast, at denne model kun var grundlaget for de forretningsmaessige forhandlinger mellem parterne, under hvilke hver af dem forsoegte at opnaa den gunstigste pris af den anden. Disse forhandlinger foerte til fastsaettelsen af en samlet pris, der gjaldt for alle salg af naturgas fra Gasunie til Distrigaz. Denne graensepris blev genforhandlet hvert tredje aar.

43 Kongeriget Belgien har bestridt Kommissionens udtalelse om, at de franske, belgiske og tyske distributionsselskaber for de maengder, der skulle anvendes i kvaelstofgoedningsindustrien, af Gasunie blev indroemmet en graensepris, der stort set svarede til F-prisen (se beslutningens 8. afsnit, fjerde led).

44 Det har derved for det foerste anfoert, at graenseprisen for udfoersler af nederlandsk naturgas til Belgien i lange perioder har vaeret hoejere end F-prisen.

45 Dette argument kan ikke tiltraedes. Som Kommissionen og Kongeriget Nederlandene har anfoert, er der sektormarkeder, som f.eks. husholdningsmarkedet, hvor der kan opnaas hoejere salgspriser end dem, der gaelder for industrisektorerne, herunder den sektor, der udgoeres af producenterne af kvaelstofgoedning. Det er derfor naturligt, at graenseprisen som samlet pris, der tager hensyn til et gennemsnit af de forskellige priser paa de forskellige sektormarkeder, kan vaere hoejere end F-prisen.

46 Kongeriget Belgien har for det andet gjort gaeldende, at graenseprisen var en enhedspris, der blev forhandlet for hele markedet, uden at det er muligt objektivt at adskille de bestanddele, der svarer til forskellige sektormarkeder. Til stoette for dette argument har Kongeriget Belgien anfoert, at den praemie, der betales for naturgas i forhold til erstatningsenergikilder, var en samlet praemie aftalt for hele markedet. I oevrigt blev den godtgoerelse, der skulle betales i tilfaelde af underaftagning ("take or pay"-princippet), eller salgsprisen i tilfaelde af koeb af yderligere maengder i forhold til de aarlige kontraktmaessige maengder, faktureret paa grundlag af enhedsgraenseprisen, uanset paa hvilken del af markedet der skete en maengdemaessig formindskelse eller foroegelse.

47 Denne argumentation kan heller ikke tiltraedes. Selv hvis det antages, at graenseprisen er en enhedspris, hvoraf det er umuligt efterfoelgende at udlede de oprindelige bestanddele, kan dette ikke vaere afgoerende, for saa vidt det staar fast, at denne graensepris delvis er bestemt paa grundlag af en prisdannelsesmekanisme, som tager hensyn til naturgassens markedsvaerdi inden for de forskellige sektorer af markedet.

48 For det tredje og sidste har Kongeriget Belgien bestridt, at der under forhandlingerne mellem Gasunie og Distrigaz om graenseprisen specielt blev taget hensyn til markedet for de belgiske producenter af kvaelstofgoedning. Ifoelge Kongeriget Belgien var den markedsvaerdi, der blev taget i betragtning for de maengder, der var bestemt for dette marked, ikke forskellig fra den, der blev taget i betragtning for de oevrige former for industriel anvendelse, og laa foelgelig ikke paa et niveau, der stort set var det samme som F-prisen.

49 Det skal hertil bemaerkes, at ifoelge Kommissionen og Kongeriget Nederlandene bliver markedsvaerdien af naturgas, der ikke anvendes som braendstof, men som raastof, ikke blot paavirket af prisen paa de konkurrerende olieprodukter, men ogsaa af prisen paa andre raastoffer, herunder i dette tilfaelde indfoert ammoniak.

50 Kongeriget Belgien synes ikke at bestride, at markedsvaerdien for naturgas bestemt til producenter af kvaelstofgoedning ogsaa paavirkes af prisen paa indfoert ammoniak. Det har i oevrigt selv bemaerket, at Distrigaz har givet de belgiske producenter af kvaelstofgoedning en rabat svarende til F-prisen i en stor del af den i sagen omhandlede periode.

51 Denne opfattelse bekraeftes i oevrigt af den sagkyndige udtalelse, som paa Domstolens anmodning blev udarbejdet i den foernaevnte sag CdF Chimie AZF mod Kommissionen, og hvorfra den relevante passus er citeret i den omtvistede beslutnings 18. afsnit. De sagkyndige fastslog saaledes, at naar naturgas anvendes som raastof i en fremstillingsproces, og naar prisen paa dette raastof spiller en vigtig rolle ved fastsaettelsen af prisen paa faerdigvaren, er det ikke blot prisen paa substitutionsraastoffer, der spiller en rolle ved fastsaettelsen af markedsprisen for raastoffet, men ogsaa markedsprisen for faerdigvaren, som er en faktor af altovervejende betydning. De sagkyndige anfoerte endvidere, at det er vanskeligt at fastslaa, hvilken maksimumspris en fabrik, der fremstiller ammoniak, kan betale for raastoffet (f.eks. naturgas), naar den samtidig skal vaere konkurrencedygtig paa markedet for faerdigvaren (f.eks. ammoniak).

52 Kongeriget Belgien har heroverfor anfoert, at salget af naturgas til de belgiske producenter af kvaelstofgoedning under forhandlingerne mellem Gasunie og Distrigaz ikke blev anset for at udgoere en saerskilt del af markedet ved fastsaettelsen af graenseprisen. Ifoelge Kongeriget Belgien blev dette salg simpelt hen inkluderet i salget af naturgas paa det industrielle marked i almindelighed, og prisen for dette salg blev derfor kun paavirket af prisen paa svaer braendselsolie og ikke af prisen paa ammoniak. Gasunie havde faktisk altid naegtet at tage hensyn til salgsprisen for naturgas til de mindst givtige industrisektorer, som f.eks. ammoniaksektoren, da selskabet fandt, at nedsaettelser for de maengder, der blev solgt til disse sektorer, maatte opnaas hos Distrigaz' norske og algeriske leverandoerer.

53 Desuden har den belgiske regering haevdet, at den kontraktligt fastsatte graensepris kun var pristalsreguleret efter udviklingen i prisen paa olieprodukter. Der var ikke foreskrevet nogen pristalsregulering efter udviklingen i prisen paa ammoniak.

54 Til stoette for denne argumentation har regeringen fremlagt en oversigt med titlen "Simplified Presentation of Netback Analysis", hvori der kun redegoeres for to sektorer: husholdnings- og handelssektoren, hvor markedsvaerdien beregnes ved henvisning til prisen paa fyringsolie, og industrisektoren, hvor markedsvaerdien beregnes paa grundlag af svaer braendselsolie.

55 Kongeriget Belgien har bestridt, at den oversigt over prisdannelsesmekanismen, som Kommissionen har fremlagt, kan anvendes som grundlag for afgoerelsen af denne sag. Under alle omstaendigheder kan oversigten ifoelge Kongeriget Belgien ikke stoette Kommissionens opfattelse. Det har herved anfoert, at selv om det antages, at der ved fastsaettelsen af graenseprisen er blevet taget hensyn til en saerskilt markedsvaerdi for hver industrisektor, fremgaar det af oversigten, at markedsvaerdien for sektoren for kvaelstofgoedning ogsaa er blevet fastsat paa grundlag af prisen paa svaer braendselsolie og under hensyn til prisen paa ammoniak.

56 Endelig har Kongeriget Belgien anfoert, at Distrigaz ved at lade sin salgspris for naturgas bestemt til de belgiske producenter af kvaelstofgoedning foelge den nederlandske ledende pris har lidt betydeligt tab paa denne del af markedet. Det er kun i perioden fra oktober 1984 til oktober 1986, i hvilken Gasunie gav Distrigaz en rabat for en saakaldt "defensiv" del paa 20% af den samlede koebte maengde naturgas, at Distrigaz kunne levere naturgas til de belgiske ammoniakproducenter til en pris svarende til F-prisen uden at lide tab. Distrigaz' samlede fortjeneste i den relevante periode var betydeligt lavere end Gasunie' s.

57 Kommissionen og Kongeriget Nederlandene har anfoert, at der med den del af graenseprisen, der afspejler den markedssektor, der udgoeres af industrikunderne, blev taget hensyn til alle dele af industrien, heriblandt producenterne af kvaelstofgoedning. Derfor kunne den graensepris, som blev indroemmet Distrigaz, give dette selskab mulighed for at indroemme de belgiske producenter af kvaelstofgoedning en pris, der kunne sammenlignes med F-prisen. Det kan derfor siges, at Gasunie for de maengder, der var bestemt for kvaelstofgoedningsindustrien, anvendte en graensepris, der stort set svarede til F-prisen. Kommissionen har til stoette for det anfoerte henvist til en oversigt udarbejdet af det nederlandske OEoekonomiministerium, som underinddeler industrisektoren i forskellige saerskilte omraader, herunder goedning, papir, maskinbygning, kemi osv.

58 Med hensyn til den defensive del, der blev indroemmet Distrigaz, har Kommissionen anfoert, at den udgjorde ca. 7,5% af det belgiske forbrug af naturgas, hvilket svarer til de maengder naturgas, som de belgiske producenter af kvaelstofgoedning anvendte i referenceperioden. Kommissionen har fremhaevet, at der er parallelitet mellem anvendelsen af den defensive del for salget til Distrigaz og den rabat, som indroemmes de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning. Det var nemlig alene, mens den defensive del var gaeldende, at rabatten som foelge af F-prisen, som blev undersoegt med mellemrum og omberegnet under hensyn til prisen paa ammoniak, laa paa sit maksimale niveau paa 5 cents/m3. I de oevrige perioder laa den paa et lavere niveau.

59 Hvad endelig angaar de tab, som Distrigaz led paa salget til producenterne af kvaelstofgoedning, mener Kommissionen, at de var fiktive og skyldtes Distrigaz' regnskabsmaessige praksis, hvorefter selskabets fortjeneste i alle tilfaelde blev beregnet med henvisning til den samlede graensepris. I virkeligheden blev disse tab udlignet af salg til andre forbrugere til en hoejere pris end graenseprisen. Distrigaz havde faktisk en vaesentlig og stigende samlet indtjening i den relevante periode.

60 Det bemaerkes foerst, som generaladvokaten har anfoert i punkt 46 i sit forslag til afgoerelse, at den af Kongeriget Belgien fremlagte oversigt, som det erklaerer er en forenklet version, ikke direkte modsiger den af Kommissionen fremlagte oversigt, som mere detaljeret redegoer for dannelsen af priserne i de forskellige sektorer. I oevrigt har Kongeriget Belgien ikke fremfoert argumenter, som kan godtgoere, at Kommissionens oversigt ikke var en noejagtig gengivelse af det formelle grundlag for forhandlingerne mellem Gasunie og Distrigaz.

61 Det er derimod rigtigt, som Kongeriget Belgien har anfoert, at der i anden spalte i den af Kommissionen fremlagte oversigt vedroerende "bestemmelse af alternativt braendstof" naevnes "den stoerste del svaer braendselsolie" for alle dele af industrien, herunder goedningsindustrien.

62 Imidlertid bemaerkes, at oversigten desuden indeholder en tredje spalte vedroerende "markedsvaerdien for hver del af markedet", hvoraf det fremgaar, at markedsvaerdien for naturgas er beregnet saerskilt for delmarkedet for goedning. Som det allerede er anfoert i praemis 49-51, paavirkes markedsvaerdien af den naturgas, der er bestemt til kvaelstofgoedningssektoren, ikke blot af prisen paa de konkurrerende olieprodukter, men ogsaa af prisen paa ammoniak. Paa denne baggrund er den blotte omstaendighed, at det ikke udtrykkeligt er naevnt i oversigten, at prisen paa ammoniak har indflydelse paa prisen paa naturgas bestemt til kvaelstofgoedningssektoren, som generaladvokaten har anfoert i punkt 47 i sit forslag til afgoerelse, ikke tilstraekkelig til at bevise, at der ikke er taget hensyn hertil ved fastsaettelsen af graenseprisen.

63 Endvidere bemaerkes, saaledes som Kommissionen har gjort gaeldende, at den omstaendighed, at Distrigaz har haft tab paa sit salg til sektoren for kvaelstofgoedning, ikke beviser, at der med graenseprisen ikke blev taget hensyn til dette marked, da disse tab er beregnet med henvisning til den samlede graensepris og altsaa opvejes af fortjeneste paa andre dele af markedet, hvor der kan opnaas en salgspris, der er hoejere end graenseprisen. Den omstaendighed, at Distrigaz' samlede procentvise fortjeneste var lavere end Gasunie' s, kan, som generaladvokaten har naevnt i punkt 37 i sit forslag til afgoerelse, forklares ved andre faktorer og er foelgelig heller ikke tilstraekkelig til at bevise Kongeriget Belgiens opfattelse.

64 Endelig bemaerkes, at selv om Kongeriget Belgien ses at have ret i, at den del af graenseprisen, der afspejler markedet for kvaelstofgoedning, var pristalsreguleret efter udviklingen af prisen paa olieprodukter og ikke efter udviklingen af prisen paa ammoniak, kan dette ikke vaere afgoerende.

65 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 41, 42, 48 og 49 i sit forslag til afgoerelse, maa det paa grundlag af de oplysninger, som Domstolen raader over i sagen, antages, at den defensive del var en undtagelsesforanstaltning, som skulle supplere den rabat, der blev indroemmet Distrigaz som foelge af graenseprisen for den naturgas, der var bestemt til producenterne af kvaelstofgoedning, paa det tidspunkt, da den rabat, der blev givet i Nederlandene som foelge af F-prisen, naaede sit maksimum paa 5 cents/m3, saaledes at denne undtagelsesforanstaltning altsaa erstattede en egentlig pristalsreguleringsmekanisme.

66 Det foelger af disse betragtninger, at Kongeriget Belgien ikke har godtgjort, at Kommissionen har vurderet de oekonomiske forhold aabenbart fejlagtigt, da den antog, at den af Distrigaz indroemmede graensepris kunne give selskabet mulighed for at indroemme de belgiske producenter af kvaelstofgoedning en pris, der kunne sammenlignes med F-prisen.

67 I replikken har Kongeriget Belgien gjort gaeldende, at der forelaa en fordrejning til skade for den belgiske ammoniaksektor, fordi graenseprisen omfattede en nederlandsk miljoeafgift, "Milieuheffing", mens denne afgift blev tilbagebetalt til de nederlandske ammoniakproducenter. Kongeriget Belgien har desuden forklaret, at de belgiske ammoniakproducenter er forpligtet til at betale et tillaeg paa 5 BFR pr. gigajoule.

68 I denne forbindelse bemaerkes, at ifoelge artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Da dette ikke er tilfaeldet her, maa dette anbringende afvises.

69 Under disse omstaendigheder savner det andet led af det foerste anbringende ligeledes grundlag, og dette anbringende maa derfor forkastes i sin helhed.

Anbringendet vedroerende en fejlagtig fortolkning af traktatens artikel 92

70 Kongeriget Belgien har for det foerste gjort gaeldende, at naar der for at retfaerdiggoere F-prisen henvises til de lavere priser paa naturgas i andre lande, er dette i strid med Domstolens praksis, som den fremgaar af dommen af 22. marts 1977, Steinike & Weinlig (sag 78/76, Sml. s. 595, praemis 24), hvorefter en medlemsstats kraenkelse af traktatens artikel 92 ikke kan retfaerdiggoeres med, at andre medlemsstater heller ikke overholder denne bestemmelse. Desuden har Kommissionen ikke undersoegt de saerlige forhold paa markederne for naturgas og ammoniak i de medlemsstater, hvor priserne er lavere end i Nederlandene.

71 Kongeriget Belgien har herved henvist til Kommissionens udtalelse om, at ammoniakproducenterne i Italien, Det Forenede Kongerige og Irland fik deres gasleverancer til priser, der i meget stor udstraekning laa under priserne i Nederlandene, Belgien og Frankrig (jf. beslutningens 8. afsnit, tredje led).

72 Det kan imidlertid konstateres, at Kommissionen ikke i dette afsnit haevder, at de priser, der gjaldt i de naevnte medlemsstater, var statsstoette. Tvaertimod naevner den der udtrykkeligt, at de paagaeldende priser var kommercielt forsvarlige. Foelgelig maa det foerste led af det andet anbringende forkastes.

73 Kongeriget Belgien har for det andet henvist til Kommissionens opfattelse, som ogsaa er fremfoert i den i praemis 51 naevnte sagkyndige udtalelse, og hvorefter prisen paa naturgas, hvis naturgassen anvendes som raastof, og hvis dens pris som raastof spiller en vaesentlig rolle ved fastsaettelsen af prisen paa faerdigvaren, ikke kun afhaenger af substitutionsvaren, men ogsaa af faerdigvaren selv (se beslutningens 18. afsnit). Ifoelge Kongeriget Belgien er denne opfattelse i strid med den holdning, som Domstolen indtog i dommen af 14. februar 1978, United Brands mod Kommissionen (sag 27/76, Sml. s. 207, praemis 229), hvori den bemaerkede, at loven om udbud og efterspoergsel efter sin natur kun maa anvendes i det led, hvor den rent faktisk har virkning.

74 Dette andet led af anbringendet maa ligeledes forkastes. Med sin begrundelse for den naevnte United Brands-dom har Domstolen villet fastslaa, at markedsmekanismerne aendres, saafremt prisen ikke beregnes ud fra udbuddet og efterspoergslen mellem saelger og koeber, her distributoerer, men saafremt der springes et led over, og prisen beregnes ud fra udbud og efterspoergsel mellem saelgeren og den endelige forbruger (se dommens praemis 230). Denne begrundelse modsiger altsaa paa ingen maade Kommissionens argumentation, hvorefter kvaelstofgoedningsproducenternes efterspoergsel efter naturgas reelt paavirkes af konkurrencen fra importeret ammoniak.

75 Kongeriget Belgien har for det tredje anfoert, at Kommissionen, i modsaetning til hvad der kraeves ifoelge praemis 30 i den tidligere naevnte dom i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, ikke i sin beslutning har taget hensyn til de omkostninger, som producenterne af kvaelstofgoedning maa paatage sig for at omstille sig fra produktion af ammoniak ved hjaelp af naturgas til direkte koeb af ammoniak.

76 Som Kommissionen har anfoert, var der ikke i naervaerende sag tale om, at producenterne af kvaelstofgoedning skulle ombygge deres installationer, men kun om, at de skulle give afkald paa en fase i produktionen, nemlig produktionen af ammoniak. Ifoelge Kommissionen kunne de udgifter, der skulle afholdes i denne forbindelse, kun vaere marginale. Da Kongeriget Belgien ikke har soegt at godtgoere, at denne sidstnaevnte udtalelse fra Kommissionen er urigtig, maa dette tredje led af anbringendet forkastes.

77 For det fjerde har Kongeriget Belgien under henvisning til den naevnte dom i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, praemis 28, anfoert, at Kommissionen skulle have undersoegt, om Gasunie havde givet afkald paa en fortjeneste, som selskabet kunne have faaet. Det har endvidere paapeget, at F-prisen fortsat har karakter af en statslig foranstaltning, som skal give visse virksomheder en oekonomisk fordel, selv om en politisk beslutning om at stoette producenterne af kvaelstofgoedning i Nederlandene maaske ogsaa er i Gasunie' s oekonomiske interesse, saaledes som det er blevet fastslaaet i den sagkyndige udtalelse, der blev udarbejdet i forbindelse med den naevnte sag CdF Chimie AZF mod Kommissionen.

78 Dette fjerde led af anbringendet maa ligeledes forkastes. For det foerste kan det ikke bebrejdes Kommissionen, at den ikke udtrykkeligt har fastslaaet i sin beslutning, at Gasunie ikke havde givet afkald paa en fortjeneste, som selskabet normalt kunne have faaet, da den netop har opregnet grundene til, at der efter dens opfattelse ikke er grundlag for at konkludere, at Gasunie ved at levere gas til F-prisen til de nederlandske producenter af kvaelstofgoedning har baaret sig anderledes ad end en privat virksomhed under hensyn til forholdene paa markedet.

79 Dernaest bemaerkes, at ifoelge fast praksis sondres der ikke i traktatens artikel 92 efter grundene til eller hensigten med de paagaeldende interventioner, men bestemmelsen definerer dem alene efter deres virkninger (dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, og af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, praemis 8). Naar en adfaerd er objektivt berettiget af kommercielle grunde, indebaerer den omstaendighed, at den ligeledes opfylder et politisk formaal, ikke, at den er statsstoette i traktatens artikel 92' s forstand.

80 For det femte har Kongeriget Belgien gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har forklaret modstriden mellem de officielle betingelser for anvendelse af F-prisen og Gasunie' s adfaerd, idet selskabet dels anvendte denne pris for store forbrugere, der opfyldte de fastsatte betingelser, men ikke hoerte til sektoren for kvaelstofgoedning, dels anvendte den for producenter af kvaelstofgoedning, som ikke opfyldte de stillede maengdemaessige betingelser.

81 Det bemaerkes i denne forbindelse, at traktatens artikel 92 kun gaelder for statsstoette eller stoette, der ydes ved hjaelp af statsmidler, som begunstiger visse virksomheder eller visse produktioner. I den tidligere naevnte dom i sagen CdF Chimie AZF mod Kommissionen, praemis 23, fastslog Domstolen, at F-prisen havde karakter af en speciel pris for en sektor, idet den fandt anvendelse paa visse virksomheder, nemlig de nederlandske ammoniakproducenter.

82 Kommissionen har i beslutningen erkendt, at F-prisen havde karakter af en speciel pris for en sektor. Den har saaledes paapeget, at Gasunie ogsaa havde nogle andre kunder, hvis gasforbrug maengdemaessigt var sammenligneligt med visse goedningsproducenters forbrug, men at disse dog ikke var truet paa deres eksistens. Den har forklaret, at det er almindelig kommerciel praksis, at en virksomhed indroemmer en rabat, hvis den er oekonomisk forsvarlig, saafremt det er kommercielt noedvendigt. Det er ikke tilfaeldet for disse kunder, der ikke trues af substitution (jf. beslutningens 15. afsnit).

83 Under disse omstaendigheder kan Kommissionen ikke kritiseres for, at den ikke har soegt at forklare grundene til, at Gasunie eventuelt kunne have interesse i at fastsaette formelle og tilsyneladende neutrale betingelser, i stedet for udtrykkeligt at fastslaa, at der var tale om en speciel pris for en sektor.

84 Da dette sidste led af det andet anbringende ligeledes maa forkastes, maa anbringendet forkastes i sin helhed.

Anbringendet om manglende begrundelse

85 Kongeriget Belgien har gjort gaeldende, at beslutningens begrundelse ikke opfylder kravene i EOEF-traktatens artikel 190, fordi den er uforstaaelig og utilstraekkelig, og at Kommissionens konklusion desuden ikke er baseret paa begrundelsen.

86 Det bemaerkes, at ifoelge fast praksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, tilpasses karakteren af den paagaeldende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte parter kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret. Det foelger i oevrigt af denne praksis, at det ikke kraeves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (jf. bl.a. dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 15 og 16, og af 9.11.1995, sag C-466/93, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 16).

87 I den foreliggende sag skal det tages i betragtning, at Kommissionens beslutning er senere end en beslutning truffet af Kommissionen, en dom afsagt af Domstolen, hvorved denne beslutning blev annulleret, og en meddelelse fra Kommissionen om genoptagelse af proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, hvori de interesserede parter blev opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger (EFT 1992 C 10, s. 3), hvilke der i oevrigt henvises til i beslutningen.

88 Kongeriget Belgien har anfoert, at beslutningen ikke beskriver F-prisen og betingelserne for dens anvendelse og ikke praeciserer, at rabatten som foelge af F-prisen var variabel.

89 Dertil bemaerkes, at disse omstaendigheder er naevnt baade i Domstolens dom om annullation af den tidligere beslutning og i generaladvokat Mischo' s forslag til afgoerelse i samme sag samt i Kommissionens meddelelse om genoptagelse af proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2. Det maa derfor antages, at de beroerte parter har haft lejlighed til at skaffe sig kendskab hertil og til at goere deres opfattelse herom gaeldende for Domstolen.

90 I oevrigt er de omstaendigheder, som den belgiske regering har fremfoert i forbindelse med dette anbringende, som generaladvokaten har fastslaaet i punkt 110 og 111 i sit forslag til afgoerelse, en gentagelse af de argumenter, som den tidligere har paaberaabt sig til stoette for anbringendet om en fejlagtig fortolkning af traktatens artikel 92. De maa foelgelig ligeledes forkastes i denne sammenhaeng.

91 Det foelger af det foregaaende, at det tredje anbringende maa forkastes.

92 Da ingen af de anbringender, som Kongeriget Belgien har fremfoert, kan tages til foelge, maa sagsoegte frifindes.

Sagens omkostninger

93 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har nedlagt paastand herom, og da Kongeriget Belgien har tabt sagen, skal det betale sagens omkostninger. I henhold til samme artikels stk. 4, andet afsnit, skal Kongeriget Nederlandene, som har interveneret i sagen, baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

3) Kongeriget Nederlandene baerer sine egne omkostninger.