1. 

Nærværende sag drejer sig om præjudicielle spørgsmål, som Pretura circondariale di Lecce som arbejdsret i medfør af artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har forelagt Domstolen med henblik på at opnå en fortolkning af Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (herefter »direktivet«) ( 1 ).

2.

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem L. Spano og de øvrige sagsøgere i hovedsagen og selskaberne Fiat Geotech SpA (herefter »Fiat Geotech«) og Fiat Hitachi Construction Equipment SpA, senere Fiat Hitachi Excavators SpA (herefter »Fiat Hitachi«). Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at sagsøgerne var ansat i selskabet Fiat Geotech, der producerede entreprenørmateriel. Efter en omstrukturering på teknisk plan af selskabet blev sagsøgerne suspenderet i deres stillinger og i virksomheden placeret som ansatte med fuld lønkompensation fra Cassa integrazione guadagni-gestione straordinaria (særlig lønudligningsfond, herefter »CIGS«), der er oprettet ved italiensk lov nr. 1115 af 5. november 1968 med henblik på at sikre arbejdstagerne udbetaling af en del af deres løn i tilfælde af en virksomhedskrise ( 2 ).

3.

Den 11. november 1992 indgik Fiat Geotech for at løse det problem, som et for stort antal beskæftigede gav anledning til, en aftale med de mest repræsentative faglige organisationer og med de forskellige fagpolitiske virksomhedsafdelinger på virksomheden i Lecce. Denne aftale blev afsluttet i henhold til den fagpolitiske samrådsprocedure, der er omhandlet i artikel 47 i den italienske lov nr. 428 af 29. december 1990 (herefter »lov nr. 428/1990«) ( 3 ). Som nævnt i forelæggelseskendelsen indeholdt denne aftale følgende vedtagelser:

4.

På denne baggrund blev sagsøgerne, der tilhørte den gruppe arbejdstagere, der forblev i ansættelse hos Fiat Geotech med fuld lønkompensation gennem CIGS med virkning fra den 1. januar 1993, nervøse for, at de ved udløbet af den periode, i hvilken der kunne ydes sådan lønkompensation, ville blive afskediget, hvorfor de anlagde sag ved Pretura di Lecce med påstand om, at det blev fastslået, at den faglige aftale var uden retsvirkninger, hvorfor der skulle gives sagsøgerne adgang til i medfør af artikel 2112 i codice civile at genindtræde i ansættelse hos Fiat Hitachi. Sagsøgerne har først og fremmest gjort gældende, at afgørelsen om nedskæringen af det overskydende personale skulle træffes enten af overdragerselskabet forud for eller samtidig med overførslen af fabrikken eller af erhververselskabet efter selve overførslen, således at det blev muligt at gennemføre valget af de arbejdstagere, der skulle afskediges efter en sammenlignende undersøgelse af samtlige ansatte, dvs. både de arbejdstagere, der fortsat var ansat hos Fiat Geotech, og dem, der var blevet overført til Fiat Hitachi. De sagsøgte i hovedsagen, selskaberne Fiat Geotech og Fiat Hitachi, har anført, at aftalen af 11. november 1992 var absolut i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 47, stk. 5, i lov nr. 428/1990.

5.

I den forbindelse må det, som det nævnes i forelæggelseskendelsen, lægges til grund, at formålet med nævnte artikel 47 i lov nr. 428/1990 er at gennemføre direktivet i italiensk ret. Ved denne artikels stk. 5 fraviges navnlig artikel 2112 i codice civile, hvorefter en ansættelse i tilfælde af virksomhedsoverførsel automatisk fortsætter i forhold til den nye ejer og arbejdstagerne bevarer de rettigheder, de har i henhold til ansættelsesforholdet. Som det siges i forelæggelseskendelsen, er der med undtagelsen fra artikel 2112 navnlig tænkt på tilfælde, »hvor overførslen vedrører virksomheder eller produktionsenheder, vedrørende hvilke CIPI har truffet afgørelse om, at der foreligger virksomhedskrise, jf. artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675 af 17. august 1977, eller virksomheder, der er under konkurs eller omfattet af en konkurslignende procedure, når det ikke er vedtaget at fortsætte driften, eller denne er standset, eller subsidiært, når der ikke er opnået en faglig, eventuelt delvis aftale om bevarelse af beskæftigelsen«.

6.

I forelæggelseskendelsen nævnes det yderligere, at det i henhold til artikel 47, stk. 5, inden for rammerne af en aftale med de faglige organisationer er muligt »fra overførslen at udelukke overskydende personale, der fortsat helt eller delvis forbliver ansat hos overdrageren, med bevarelse af fortrinsret ved kommende ansættelser i overdragervirksomheden«. På forslag af arbejds- og socialministeren træffer CIPI i henhold til nævnte artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675/1977 afgørelse om, at der med henblik på anvendelse af CIGS-ordningen, jf. artikel 2 i lov nr. 1115 af 5. november 1968, foreligger en virksomhedskrise af særlig social betydning på baggrund af de lokale beskæftigelsesforhold og produktionssituationen i sektoren.

7.

På baggrund af, at direktivets gennemførelse i italiensk ret sker ved artikel 47 i lov nr. 428/1990, har den nationale ret anset det for nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål i medfør af EF-traktatens artikel 177 for at opnå en afgørelse af, om nævnte artikel 47, stk. 5, er i overensstemmelse med direktivet i det omfang, der efter denne bestemmelse principielt ikke bliver tale om, at en ansættelse automatisk fortsætter hos erhververen, når en overførsel vedrører en virksomhed eller en produktionsenhed, for hvilken CIPI har truffet afgørelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, jf. artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675/1977.

8.

Pretura di Lecce har ved kendelse af 2. december 1993 anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål: ( 6 )

Spørgsmålet bliver herefter, om direktivets bestemmelser på baggrund af Domstolens praksis vedrørende overførsler, der gælder virksomheder, der er underkastet en konkurs- eller en konkurslignende procedure, er til hinder for nationale bestemmelser som bestemmelsen i artikel 47, stk. 5, i den italienske lov nr. 428/1990, hvorefter reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne i direktivet kan fraviges, når der er tale om overførsel af virksomheder, virksomhedsafdelinger eller produktionsenheder, for hvilke der er truffet afgørelse om, at der foreligger en virksomhedskrise.

9.

De sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan admitteres, for det første fordi de er uden betydning for afgørelsen af tvisten, for det andet fordi Pretura di Lecce ex officio har rejst spørgsmålet om fællesskabsrettens anvendelse og formuleret det i den forbindelse relevante præjudicielle spørgsmål, mens en ret ikke ifølge italiensk ret er beføjet til ex officio at rejse et spørgsmål, som parterne ikke har været inde på, og som ikke er blevet gjort til genstand for drøftelse under sagen, og endelig, for det tredje fordi det omtvistede direktiv som alle direktiver ikke har nogen direkte horisontal gyldighed overhovedet.

10.

Vedrørende den første afvisningsindsigelse bemærkes det, at det efter Domstolens faste praksis tilkommer de nationale retsinstanser, som alene har direkte kendskab til sagens omstændigheder, og som har ansvaret for den afgørelse, der skal træffes, at bedømme, om de retsspørgsmål, tvisten giver anledning til, er relevante, og om en præjudiciel afgørelse er nødvendig, for at retten kan afsige dom ( 7 ). De nationale domstole har altså vide muligheder for at anmode Domstolen om præjudicielle afgørelser, når de finder, at de for dem verserende sager rejser fællesskabsretlige spørgsmål. Ifølge Eurico Italia m.fl.-dommen ( 8 ) tilkommer det de nationale retsinstanser på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Det er imidlertid anerkendt, at de har adgang hertil, fordi det skal være muligt for dem at afgøre de tvister, der er blevet indbragt for dem. Afvisning fra realitetsbehandling af en præjudiciel anmodning fra en national retsinstans er således mulig, hvis det viser sig, at den fortolkning af fællesskabsretten, som den pågældende instans har anmodet om, åbenbart savner forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand ( 9 ). Om noget sådant er der bestemt ikke tale i den foreliggende sag. Artikel 47 i italiensk lov nr. 428 af 1990 og navnlig denne artikels stk. 5, som denne sag specielt drejer sig om, blev vedtaget som et led i gennemførelsen af direktivets bestemmelser i italiensk ret. En afgørelse af tvisten i hovedsagen afhænger, som det fremgår af forelæggelseskendelsen, af en afgørelse af, i hvilket omfang denne bestemmelse efter direktivet kan anses for lovlig. De elementer med henblik på en fortolkning af direktivet, som Domstolen vil give den nationale ret, skal lette denne dens vurdering og dermed gøre det muligt for den at afgøre den tvist, den har fået forelagt. Det kan følgelig ikke gøres gældende, at de forelagte spørgsmål ikke har nogen som helst betydning for udfaldet af hovedsagen.

11.

For så vidt angår den anden afvisningsindsigelse skal det først fremhæves, at Domstolen har fastslået, »at den omstændighed, at parterne i hovedsagen ikke for den nationale ret har anført, at sagen rejser et fællesskabsretligt spørgsmål, ikke hindrer den nationale domstol i at forelægge en anmodning for Domstolen. Artikel 177, stk. 2 og 3, i traktaten, hvorefter Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål, ’såfremt et sådant spørgsmål rejses af en ret i en af medlemsstaterne’, indebærer ikke, at Domstolen kun kan behandle de sager, i hvilke en af hovedsagens parter har rejst spørgsmålet om fællesskabsrettens fortolkning og gyldighed. Domstolen kan også behandle de sager, hvori et sådant spørgsmål rejses ex officio af den nationale ret, når denne skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål ’er nødvendigt, før den afsiger sin dom’« ( 10 ). Den ret, der anerkendes for borgerne til at påberåbe sig fællesskabsretlige bestemmelser for de nationale retter, udelukker følgelig ikke, at disse kan tage disse bestemmelser i betragtning, selv om parten ikke har påberåbt sig dem, og fremsætte en præjudiciel anmodning ex officio i det omfang, det er dens opfattelse, at tvistens afgørelse kræver en afgørelse vedrørende fortolkningen af fællesskabsretlige bestemmelser ( 11 ).

12.

Desuden er det ganske uden hensyn til, hvorledes spørgsmålet om, hvorvidt det er i en god retsplejes interesse, at et præjudicielt spørgsmål først stilles efter en kontradiktorisk drøftelse, skal afgøres, i Domstolens praksis anerkendt, at »en forudgående kontradiktorisk retsforhandling ikke er en af de betingelser, der skal være opfyldt for, at den i traktatens artikel 177 fastsatte procedure kan iværksættes, og det tilkommer alene den nationale retsinstans at afgøre, om sagsøgte skal have lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, inden den afsiger en kendelse om forelæggelse« ( 12 ).

13.

Hvad den tredje afvisningsindsigelse angår bemærkes det, at det af Domstolens praksis fremgår, at den nationale ret, når den skal træffe afgørelse om, hvorvidt en national bestemmelse efter fællesskabsretten er lovlig, kan spørge Domstolen om fortolkningen af et direktiv, som allerede er blevet gennemført i national ret, også selv om direktiver ikke i retssager mellem private kan være umiddelbart anvendelige ( 13 ). Som det vil huskes, har Domstolen i den forbindelse fastslået, at ved anvendelsen af national ret, »det være sig bestemmelser, der er udstedt før eller efter direktivet, er den nationale ret, der skal fortolke det, forpligtet til herved i videst muligt omfang at gå ud fra direktivets ordlyd og formål, således at det med dette tilsigtede formål nås i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3« ( 14 ).

14.

Pretura di Lecce har derfor kunnet forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af det omtvistede direktiv, idet Domstolens svar vil kunne være til nytte for denne ret ved fortolkningen og anvendelsen af de nationale bestemmelser, mere specielt artikel 47 i italiensk lov nr. 428/1990, hvorved det omhandlede direktivs bestemmelser er blevet gennemført i national ret. De sagsøgte selskabers argumentation til støtte for en afvisning af de præjudicielle spørgsmål kan derfor ikke anerkendes.

15.

Domstolen har haft lejlighed til at udvikle en righoldig retspraksis vedrørende fortolkningen og anvendelsen af direktivets bestemmelser. Det hedder i præamblen til direktivet, at »det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af ny indehaver (anden betragtning), og at det derfor er nødvendigt at fremme tilnærmelsen af lovgivningerne på området på et stadigt stigende niveau i henhold til artikel 117 i traktaten, der omhandler forbedring af arbejdskraftens leve- og arbejdsvilkår (femte betragtning til direktivet). Der er således tale om en lovgivning, der ganske klart har et socialt formål, hvilket Domstolen i øvrigt har fremhævet. Ifølge retspraksis har direktivet til formål at sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes i videst muligt omfang, når virksomheden skifter indehaver, idet arbejdstagerne ifølge direktivet kan forblive ansat i virksomheden under den nye indehaver på de vilkår, der var aftalt med overdrageren« ( 15 ). Med direktivets bestemmelser skal i arbejdstagernes interesse de eksisterende arbejdsforhold opretholdes i tilfælde, hvor der sker udskiftning på kontraktmæssigt grundlag af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som af den grund påtager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i den pågældende virksomhed.

16.

Ifølge direktivets artikel 1 »finder direktivet anvendelse på overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som følge af overdragelse eller fusion«. I direktivets artikel 3 er det endvidere bestemt, at »overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen i henhold til artikel 1, stk. 1, overgår som følge af denne overførsel til erhververen«. I artikel 4, stk. 1, hedder det, at »overførsel af en virksomhed, bedrift eller dele af en bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser«, hvorved tilføjes, at denne bestemmelse »... ikke [er] til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer«. Ved direktivets artikel 6 pålægges der overdrageren og erhververen en pligt til at give repræsentanterne for de arbejdstagere, som berøres af en overførsel, underretning om forskellige forhold samt en pligt til at indlede konsultationer med de nævnte repræsentanter. Ifølge artikel 7 har medlemsstaterne mulighed for at anvende eller indføre administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.

17.

Domstolen har i forbindelse med fortolkningen af direktivets bestemmelser, og navnlig dets artikel 1, stk. 1, i Abels-dommen ( 16 ), Mikkelsen-dommen ( 17 ) samt D'Urso m.fl.-dommen ( 18 ) udtalt, at direktivet ikke finder anvendelse på overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, der sker inden for rammerne af en kreditorforfølgningsprocedure, der har til formål at realisere aktiverne i den virksomhed, der skal overføres under den kompetente retlige myndigheds kontrol. Dette resultat støttede Domstolen i første række på konkursrettens særlige karakteristika. Navnlig fremhævede den i nævnte Abels-dom ( 19 ), at konkursretten i modsætning til direktivet, der har til formål at beskytte arbejdstagerne for at sikre varetagelsen af deres rettigheder i forbindelse med virksomhedsoverførsel, er karakteriseret ved særlige procedurer, som har til formål at afveje de forskellige interesser, herunder de enkelte kreditorgruppers interesser. Med henblik herpå er der i alle medlemsstaterne blevet indført særlige regler, som kan bevirke en fravigelse af andre generelle bestemmelser, herunder inden for sociallovgivningen.

18.

Konkursrettens særlige karakter, som genfindes i alle medlemsstaternes retsordener, genfindes også ifølge Domstolen i fællesskabsretten. Rådets direktiv 75/129/EØF af 17. februar 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser ( 20 ), der som direktiv 77/187 blev vedtaget til gennemførelse af målsætningen ifølge traktatens artikel 117, finder ifølge direktivets artikel 1, stk. 2, litra d), ikke anvendelse på arbejdstagere, som berøres af standsning af en virksomheds aktiviteter, »som følge af en retsafgørelse«. Endvidere har konkursrettens særlige karakter ifølge Domstolen givet sig udtryk i udstedelsen af Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens ( 21 ). Ved dette direktiv indføres en garantiordning for ubetalte lønkrav, som ligeledes finder anvendelse på virksomheder, der er omfattet af en kollektiv kreditorforfølgningsprocedure til ligelig fyldestgørelse af kreditorerne som konkurs. Det er i den forbindelse betydningsfuldt at nævne, at konkursrettens særlige karakter har bevirket, at forfatterne til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser har holdt konkurs, akkord og andre lignende ordninger uden for konventionens anvendelsesområde, jf. konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 2.

19.

Denne konkursrettens særlige karakter, som genfindes både i medlemsstaternes retsorden og i fællesskabsretten har i forbindelse med konstateringen af, at reglerne om konkursbehandlinger og om tilsvarende procedurer er meget forskellige i de forskellige medlemsstater, foranlediget Domstolen til at fastslå, at »hvis direktivet var bestemt til også at omfatte overførsler af virksomheder, foretaget inden for rammerne af sådanne procedurer, ville der have været indsat en udtrykkelig bestemmelse herom« ( 22 ).

20.

Den anden grund, som Domstolen har støttet det ovenfor omtalte synspunkt på, vedrører direktivets formål. Domstolen nævner allerførst, at det med direktivet er hensigten at forhindre, at omstruktureringen inden for fællesmarkedet sker på bekostning af arbejdstagerne i de berørte virksomheder. Herved tilføjes, at meningerne med hensyn til virkningerne af direktivets anvendelse på overførsler, der sker inden for konkurs eller tilsvarende procedurer, er delte. Nogle gør på den ene side gældende, at direktivet skal anvendes i sådanne situationer, fordi de lønmodtagere, hvis arbejdsgiver erklæres konkurs, netop er dem, der har størst behov for beskyttelse, mens andre er af den opfattelse, at en udvidelse af direktivets anvendelsesområde som nævnt ville kunne afholde en potentiel erhverver fra at købe virksomheden på betingelser, der er acceptable for samtlige boets kreditorer. Dette ville føre til en afhændelse af virksomhedens aktiver enkeltvis, hvilket på sin side ville indebære, at alle arbejdspladser ville gå tabt, og dette ville være i strid med direktivets tilsigtede virkning. Domstolen fastslår følgelig, at der »hersker stor usikkerhed om indvirltningen på arbejdsmarkedet af virksomhedsoverførsler i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens og om, hvilke foranstaltninger, der er egnede til bedst muligt at beskytte arbejdstagernes interesser i denne situation« ( 23 ). Med udgangspunkt i disse betragtninger konkluderer Domstolen, at »man ikke kan udelukke en alvorlig risiko for en generel forværring af arbejdernes leve- og arbejdsvilkår, i strid med traktatens sociale formål, og at man derfor ikke kan konkludere, at direktiv 77/187 pålægger medlemsstaterne en pligt til at udvide de bestemmelser, som direktivet fastsætter, til at omfatte overførsler af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, som sker inden for rammerne af en konkursbehandling, der har til formål at realisere overdragerens aktiver under den kompetente retlige myndigheds kontrol« ( 24 ).

21.

I samme dom nåede Domstolen til det modsatte resultat for så vidt angår procedurer, der som »surséance van betaling« (betalingshenstand) i henhold til nederlandsk rets bestemmelser, har til formål at give debitor en almindelig betalingshenstand samt evt. på visse betingelser at eftergive ham en del af skylden. Domstolen har i Abels-dommen, som den bekræftede ved tre andre afgørelser af samme dato ( 25 ), udtalt, at direktivets bestemmelser finder anvendelse på overførsel af en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift til en anden indehaver, foretaget inden for rammerne af en procedure såsom »surséance van betaling«. Ifølge Domstolen frembyder en procedure af denne art afgjort visse fælles træk med konkursbehandling, idet den i lighed med denne navnlig har retslig karakter, men den adskiller sig fra konkursbehandling på to afgørende punkter. For det første »... [er] dommerens kontrol, såvel med procedurens indledning som dens forløb ... af mere begrænset omfang« ( 26 ). Det andet punkt gælder procedurens formål. Mens konkursen har til formål at opgøre debitors formue og afhænde de bestående aktiver med henblik på kreditorernes fyldestgørelse, er formålet med en procedure som »surséance van betaling« først og fremmest »at bevare aktiverne og i givet fald fortsætte virksomhedens drift gennem en kollektiv betalingshenstand med henblik på at opnå en ordning, der gør det muligt at sikre driften i fremtiden« ( 27 ). Den karakteriseres altså navnlig af nødvendigheden af at imødegå midlertidige betalingsvanskeligheder, uden at der bliver tale om en afvikling af debitors formue, således at det netop er meningen at undgå konkurs, selv om procedurer af denne art, når det er umuligt at opnå enighed med kreditorerne, kan føre til debitors konkurs. Domstolen nåede således til det resultat, at de grunde, som er til hinder for at anvende direktivet på overførsler af virksomheder i forbindelse med en konkursbehandling, ikke gælder for en procedure af den nævnte art, som gennemføres på et tidligere trin ( 28 ).

22.

Domstolen indtog samme holdning med hensyn til ordningen om særlig administration af større kriseramte virksomheder i henhold til italiensk lov af 3. april 1979. Denne procedure blev indført i italiensk lovgivning for tilfælde, hvor en virksomhed ikke længere er i stand til at opfylde sine forpligtelser. Domstolen fremhævede under undersøgelsen af bestemmelserne i den italienske lov af 3. april 1979, at når det i dekretet om »anvendelse af denne procedure også bestemmes, at virksomheden skal fortsætte driften under ledelse af den for proceduren ansvarlige kommissær, [er formålet med anvendelsen af proceduren for særlig administration] i første række at opnå en balance i virksomheden, der kan give sikkerhed for den fremtidige drift« ( 29 ). Domstolen nævnte under henvisning til forelæggelseskendelsen forskellige for denne procedure særlige karakteristiske træk, f.eks.

Med udgangspunkt i disse faktorer nåede Domstolen til det resultat, at det med denne procedure tilstræbte økonomiske og sociale formål hverken kunne give en forklaring på eller en begrundelse for, at arbejdstagerne i virksomheden, når denne helt eller delvis overføres, skulle miste de rettigheder, som de har ifølge direktivet. Domstolen nåede således til det resultat, at direktivets bestemmelser »finder ... anvendelse, når det inden for rammerne af en i lovgivningen fastlagt ordning som ordningen om særlig administration af større kriseramte virksomheder er vedtaget at fortsætte en virksomheds drift, så længe vedtagelsen herom er i kraft« ( 30 ).

23.

Domstolen når omvendt i samme dom til det resultat, at direktivets bestemmelser ikke finder anvendelse på overførsel af virksomheder, der sker inden for rammerne af en kreditorforfølgningsprocedure som den i italiensk lovgivning omhandlede tvungne administrative likvidation. Den fremhæver desuden, at formålet med, følgerne af og risikoen i forbindelse med en procedure som proceduren for tvungen administrativ likvidation kan ligestilles med de formål, følger og risici, på baggrund af hvilke den i Abels-dommen fastslog, at direktivet ikke finder anvendelse på overførsel af en virksomhed (eller en del af en virksomhed) i en situation, hvor overdrageren er erklæret konkurs. Domstolen nævner i den forbindelse, at »gennem denne procedure skal der ligesom i konkurs ske en realisering af debitors aktiver med henblik på fyldestgørelse af samtlige anmeldte fordringer, og de overførsler, der gennemføres inden for rammerne af den, falder derfor uden for direktivets anvendelsesområde ... såfremt dette ikke var tilfældet, kunne det ikke udelukkes, at der opstår alvorlig risiko for en generel forværring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår, i strid med traktatens formål« ( 31 ).

24.

Af denne praksis fremgår det, at det kriterium, der bliver afgørende for, om direktivet skal anvendes på de forskellige former for kollektiv administration og/eller afvikling af virksomheder, der er i vanskeligheder, beror på det formål, der forfølges med disse procedurer. Direktivet finder ikke anvendelse på procedurer som konkurs eller tvungen (administrativ eller retslig) likvidation, der har til formål at realisere debitors aktiver med henblik på fyldestgørelse af kreditorerne. Dette mål søges sædvanligvis nået gennem en række strenge foranstaltninger, gennem hvilke aktivmassen skal beskyttes og samtlige kreditorers interesser varetages. I disse tilfælde kendetegner det altså proceduren, at der føres en meget omfattende retslig kontrol i forbindelse med en form for administration eller tilsyn, der er ganske nøjeregnende, og hvorigennem konkursmassen eller bomassen med størst mulig præcision opgøres, og aktiverne afhændes, og som efter selve foranstaltningernes art fratager debitor beføjelsen til at disponere over og administrere sine formuegoder.

25.

Omvendt finder direktivet anvendelse, når de omhandlede procedurer konkret ikke har til formål at opgøre debitors formue med henblik på en afvikling, men at imødegå midlertidige vanskeligheder, således at det bliver muligt at fortsætte virksomhedens drift. Sædvanligvis har den retslige kontrol, som de fleste af disse procedurer medfører, begrænset rækkevidde og består først og fremmest i en efterprøvelse og godkendelse af bestemte retshandler fra debitors side, uden at denne fratages beføjelsen til at råde over eller administrere aktiverne. Procedurer af denne art fører i øvrigt ofte til, at debitor erklæres konkurs. Denne eventualitet er imidlertid ikke tilstrækkelig til at udelukke direktivets anvendelse, ligesom ej heller den omstændighed, at betingelserne for at erklære overdrageren konkurs er opfyldt, afgiver tilstrækkeligt grundlag for at udelukke en virksomhedsoverførsel fra dettes anvendelsesområde, når konkursen dog faktisk endnu ikke er erklæret. Dette fremgår af den nævnte Mikkelsen-dom, der drejede sig om overførsel af en virksomhed, efter at den overførte virksomhed havde standset betalingerne, men før den var erldæret konkurs, i hvilken forbindelse Domstolen fastslog, at»den omstændighed, at overdragelsen af en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift er sket efter det overdragne selskabs betalingsstandsning, [er] ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udelukke de nævnte transaktioner fra direktiv 77/187's anvendelsesområde. Direktivet finder derfor anvendelse på en overførsel i henhold til definitionen i artikel 1, stk. 1, som sker inden for rammerne af en procedure eller på et stadium, der går forud for åbningen af en eventuel konkursbehandling« ( 32 ).

26.

For at besvare Pretura di Lecce's spørgsmål må man ud fra den ovennævnte praksis og navnlig på grundlag af det just anførte kriterium undersøge, hvilke særegenheder og virkninger den procedure, hvorved en virksomhed erklæres for kriseramt, har, jf. bestemmelserne i artikel 2, stk. 5, litra c).

Af forelæggelseskendelsen og de skriftlige svar fra sagens parter på spørgsmål, Domstolen har stillet, fremgår det, at den akt, hvorved en virksomhed erklæres for kriseramt, har til formål at sanere nævnte virksomhed for at beskytte beskæftigelsen og yde finansiel støtte til personale, så længe krisen varer. En konstatering af, at der foreligger en virksomhedskrise, sker først og fremmest på grundlag af overvejelser af politisk og samfundsmæssig og ikke økonomisk og regnskabsmæssig art, som tilfældet er inden for konkurs og konkurslignende procedurer. Dette ses navnlig deri, at virksomheden skal fremlægge en saneringsplan med opmærksomheden særligt henvendt på de foranstaltninger, hvorved problemerne for de arbejdstagere, der har fået tildelt status med lønkompensation fra CIGS, skal løses. Procedurens formål er altså ikke at afvilde debitors virksomhed, men derimod at gøre det muligt for ham at komme igennem midlertidige vanskeligheder og fortsætte driften.

Desuden findes der ikke bestemmelser om retslig kontrol i forbindelse med procedurens igangsætning og afvikling. De betingelser, hvorunder kriseordningen kan bringes i anvendelse for en virksomhed, fastlægges på forhånd ved en af CIPI truffet afgørelse samt ved afgørelse truffet af Det Ministerielle Udvalg for Samordning af Industripolitikken.

27.

Denne ordning omfatter til forskel fra konkurs og lignende procedurer ingen betalingshenstand og fratager ikke debitor rådigheden over hans formue. Mens en konkurserklæring indebærer, at debitors formue skal opgøres, og at der skal ske tvungen afhændelse af de aktiver, han endnu er i besiddelse af, fører en erklæring om, at der foreligger en virksomhedskrise ikke nødvendigvis til, at den pågældende virksomhed afvikles. Den vigtigste og mest indgribende virkning af en konstatering af, at der foreligger en virksomhedskrise, er, at vedkommende virksomheds arbejdstageres aflønning kan ske gennem CIGS, hvilket indebærer en fuldstændig eller delvis ophævelse af arbejdsforholdene for alle eller nogle af virksomhedens ansatte samt direkte eller indirekte tilkendelse til de nævnte arbejdstagere af finansiel støtte. Afgørelse om anvendelse af CIGS-ordningen træffes af arbejds- og socialministeren, efter høring af et teknisk udvalg, der afgiver sin udtalelse på grundlag af de kompetente arbejdsafdelingers, den regionale beskæftigelseskommissions og eventuelt Arbejdsinspektoratets vurderinger.

28.

Det fremhæves i selve forelæggelseskendelsen, at en eventuel overførsel af virksomheder, for hvilke det er fastslået, at der foreligger en virksomhedskrise enten efter overdragelse af virksomheden i dens helhed eller afhændelse af en del af den i modsætning til, hvad der er tilfældet ved en afvikling af virksomheder, der er under konkurs eller underkastet lignende procedurer, er en foranstaltning, der afvikles under driften, uden standsning af produktionen og i sammenhæng med konkrete genoprettelsesperspektiver, hvilket også fremgår af den omstændighed, at virksomheden skal forelægge CIPI saneringsplaner for at opnå godkendelse af, at der foreligger en krisesituation. Den omhandlede procedure frembyder altså ikke særegenheder og har ikke virkninger, der kan sammenlignes med særegenhederne og virkningerne ved procedurer, for hvilke Domstolen som anført ovenfor har fastslået, at de ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde i tilfælde af virksomhedsoverførsel.

I øvrigt angår en afgørelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, virksomheder, der har problemer med hensyn til beskæftigelse og produktion, men hvis økonomiske og finansielle situation er mindre truet end situationen i virksomheder, der går konkurs. Således forholdt det sig også ifølge oplysningerne i forelæggelseskendelsen i Fiat Geotech's tilfælde.

29.

Som fremhævet af den italienske regering og Kommissionen, fører de problemer, som en virksomhed, for hvilken det er konstateret, at der foreligger en virksomhedskrise, er ude i, sandsynligvis til, at virksomheden standser produktionen. Denne eventualitet kan i det foreliggende tilfælde ikke spille nogen rolle, idet formålet med proceduren for kriseramte virksomheder netop er at undgå, at det går sådan. Som det vil være fremgået af det ovenfor anførte, har direktivet til formål at genskabe en balance i virksomheden, navnlig når det gælder arbejdsforholdene, hvorigennem den bliver i stand til at sikre driften i fremtiden. Derfor kan overførsel af en virksomhed, for hvilken det er konstateret, at der foreligger en virksomhedskrise, ikke anses for at være en afhændelse, hvis formål er at opgøre aktiverne og fyldestgøre samtlige kreditorer, som tilfældet er ved en overførsel, der sker inden for rammerne af konkurs eller lignende procedurer. Inden for disse sidstnævnte procedurer er formålet ikke som i forbindelse med førstnævnte procedure at fortsætte produktionsvirksomheden, naturligvis gennem en omstrukturering inden for virksomheden. Dette synes at have været situationen i det foreliggende tilfælde, hvor det nye selskab, Fiat Hitachi, fortsatte driften af de overførte virksomhedsafdelinger, uden at der i mellemtiden efter forelæggelseskendelsen var nogen afbrydelse af produktionsvirksomheden. Det fremgår under alle omstændigheder af Domstolens praksis i nævnte Mikkelsen-dom, at direktivet også finder anvendelse i forbindelse med procedurer eller på et stadium, der går forud for åbningen af en eventuel konkursbehandling. Det må derfor fastslås, at direktivet også finder anvendelse på en overførsel af virksomheder, for hvilke der er truffet afgørelse om, at der foreligger en virksomhedskrise i den ovenfor omtalte italienske lovgivnings forstand.

30.

På baggrund af det anførte foreslår jeg Domstolen at besvare spørgsmålet fra Pretura circondariale di Lecce — Arbejdsretten — på følgende måde:

»Bestemmelserne i Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter finder også anvendelse på overførsler af virksomheder, for hvilke der er truffet afgørelse om, at der foreligger en virksomhedskrise i henhold til en procedure som den, der er omhandlet i italiensk lov nr. 675 af 12. august 1977.«