61992A0034

++++

1. Institutionernes retsakter ° gyldighedsformodning ° indsigelse ° bevisoptagelse ved Faellesskabets retsinstans ° betingelser

(EOEF-traktaten art. 189)

2. Konkurrence ° administrativ procedure ° hoeringer ° referat ° aendring ° underretning af de paagaeldende virksomheder ° fremgangsmaade

3. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning i overensstemmelse med tidligere beslutninger ° en udtrykkelig begrundelse alene noedvendig, saafremt en beslutning gaar videre end hidtidig praksis

(EOEF-traktaten, art. 190)

4. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne ° Kommissionens beslutning om afslag paa fritagelse

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3, og art. 190)

5. Konkurrence ° karteller ° forbud ° ophoer af overtraedelserne ° paabud til virksomhederne ° den deklaratoriske karakter af et paabud om ikke at deltage i et samarbejde som det, med hensyn til hvilket fritagelse var blevet afslaaet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

6. Konkurrence ° karteller ° konkurrencebegraensning ° aftale uden konkurrencebegraensende formaal ° bedoemmelse efter dens virkninger paa markedet ° kriterier

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Konkurrence ° karteller ° konkurrencebegraensning ° aftale om en informationsudvekslingsordning, der ikke vedroerer priser og ikke stoetter en anden konkurrencebegraensende foranstaltning ° lovlig paa et konkurrencepraeget marked ° ulovlig paa et oligopolistisk marked

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8. Konkurrence ° karteller ° forbud ° fritagelse ° fritagelsesbetingelserne kumulative

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3)

9. Konkurrence ° karteller ° forbud ° fritagelse ° pligt for virksomheden til at dokumentere ansoegningens berettigelse

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3)

1. Saafremt der ikke foreligger nogen som helst omstaendighed, der kan rejse tvivl om dens gyldighed, maa en beslutning fra Kommissionen vaere omfattet af den gyldighedsformodning, der knytter sig til Faellesskabets retsakter. Da sagsoegerne ikke har fremlagt det mindste bevis, der kan afkraefte denne formodning, boer Faellesskabets retsinstans ikke anordne bevisoptagelse for at fastslaa, om de formaliteter, som er foreskrevet i Kommissionens forretningsorden, konkret er blevet overholdt.

2. Den omstaendighed, at en aendring af referatet af hoeringen af en virksomhed, der undersoeges i forbindelse med en procedure om anvendelse af konkurrencereglerne, direkte er bragt til virksomhedens kendskab, men ikke til dens advokats kendskab, kan ikke begrunde, at der rejses tvivl om gyldigheden af de saaledes meddelte oplysninger.

3. Selv om en beslutning, der er i overensstemmelse med en fast beslutningspraksis, kan begrundes kortfattet, isaer ved en henvisning til denne praksis, paahviler det Kommissionen at give en udtrykkelig begrundelse, saafremt en beslutning gaar vaesentlig laengere end de tidligere beslutninger.

4. For saa vidt angaar fortolkningen af traktatens artikel 85, stk. 2, bemaerkes, at selv om ugyldigheden af en kontrakt boer begraenses til de af dens bestemmelser, der goer indgreb i konkurrencen, i alle de tilfaelde, hvor saadanne bestemmelser kan adskilles fra resten af kontrakten, og selv om det i modsat fald foelgelig paahviler Kommissionen i begrundelsen at goere rede for, hvorfor disse dele forekommer den uadskillelige fra aftalens oevrige bestemmelser, kan denne fortolkning ikke uden videre overfoeres paa en sag vedroerende behandling af en ansoegning om fritagelse i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 3. I denne sidstnaevnte situation er det nemlig Kommissionen, der med henblik paa besvarelsen af den anmodning, den har faaet forelagt af de virksomheder, der har indsendt anmeldelsen til dens bedoemmelse, skal tage stilling ud fra kontrakten, saaledes som den er blevet anmeldt, medmindre den under behandlingen af sagen opnaar, at parterne aendrer den anmeldte kontrakt paa det ene eller det andet punkt.

5. Traktatens artikel 85, stk. 1, fastslaar et principielt forbud mod aftaler, der begraenser konkurrencen. Denne bestemmelse, der er ufravigelig, gaelder derfor for de beroerte virksomheder, uafhaengigt af ethvert paabud, som Kommissionen maatte kunne rette til dem.

Det maa derfor betragtes som et rent deklaratorisk forbud, naar det i en beslutnings konklusion, der indeholder afslag paa fritagelse i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 3, forbydes de virksomheder, der har foretaget anmeldelsen, at deltage i enhver form for samarbejde med det samme eller et lignende formaal som den anmeldte aftale.

6. Saafremt en aftale ikke har konkurrencebegraensende formaal, kan der kun goeres indsigelse mod den under henvisning til dens virkninger paa markedet. I saa fald skal dens eventuelle konkurrencebegraensende virkninger bedoemmes med udgangspunkt i konkurrenceforholdene, som de faktisk ville vaere uden den omtvistede aftale.

7. En aftale om en informationsudvekslingsordning, der ikke vedroerer priserne og ikke stoetter en anden konkurrencebegraensende foranstaltning, kan paa et virkeligt konkurrencepraeget marked skaerpe konkurrencen paa udbudssiden, da den omstaendighed, at en erhvervsdrivende tager hensyn til de oplysninger, han raader over, for at tilpasse sin adfaerd til markedet, naeppe, naar henses til udbuddets opsplittede karakter, for de andre erhvervsdrivende vil formindske eller fjerne usikkerheden med hensyn til forudsigeligheden af deres konkurrenters adfaerd. Derimod er en generel ordning mellem de erhvervsdrivende, der staar for hovedparten af udbuddet, vedroerende udveksling af detaljerede oplysninger med korte mellemrum paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked, hvor konkurrencen allerede er staerkt svaekket og informationsudvekslingen gjort lettere, egnet til maerkbart at begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende. Under disse omstaendigheder har en ordning, hvorefter der regelmaessigt og hyppigt udveksles oplysninger om markedets funktion, til foelge, at de forskellige individuelle konkurrenters placering og strategi med jaevne mellemrum afsloeres over for samtlige konkurrenter.

8. De fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, for, at en aftale, der er forskriftsmaessigt anmeldt til Kommissionen, kan fritages ved en individuel beslutning, er kumulative, saaledes at Kommissionen, saafremt en af dem ikke er opfyldt, lovligt kan afslaa den anmodning, den har modtaget.

9. Saafremt der indgives ansoegning om en individuel beslutning om fritagelse for forbuddet mod karteller, paahviler det i foerste raekke de ansoegende virksomheder at forelaegge Kommissionen beviser for, at aftalen opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Agricultural Engineers Association Limited (herefter benaevnt "AEA") er en erhvervssammenslutning for alle fabrikanter eller importoerer af landbrugstraktorer, der driver virksomhed i Det Forenede Kongerige. Paa tidspunktet for de i sagen omhandlede omstaendigheder havde sammenslutningen ca. 200 medlemmer, heriblandt bl.a. Case Europe Limited, John Deere Limited, Fiatagri UK Limited, Ford New Holland Limited, Massey-Ferguson (United Kingdom) Limited, Renault Agricultural Limited, Same-Lamborghini (UK) Limited og Watveare Limited. Sagsoegerne er saaledes begge medlemmer af AEA.

a) Den administrative procedure

2 Den 4. januar 1988 anmeldte AEA, primaert for at opnaa en negativattest og subsidiaert en individuel fritagelseserklaering, en aftale til Kommissionen vedroerende en ordning for udveksling af oplysninger, der var baseret paa data vedroerende indregistreringer af landbrugstraktorer, der findes i Det Forenede Kongeriges Transportministerium, og som var benaevnt "UK Agricultural Tractor Registration Exchange" (herefter benaevnt "foerste anmeldelse"). Denne aftale om udveksling af oplysninger afloeste en tidligere aftale fra 1975, der ikke var blevet anmeldt til Kommissionen. Denne var blevet opmaerksom paa den sidstnaevnte aftale i 1984 i anledning af undersoegelser, som den foretog, efter at den havde faaet forelagt en klage over, at der blev lagt hindringer i vejen for parallelimport.

3 Medlemskab af den anmeldte aftale kan opnaas af alle fabrikanter eller importoerer af landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, uanset om de er medlemmer af AEA. Denne er sekretariatet for aftalen. Ifoelge sagsoegerne har medlemsantallet varieret i den periode, hvor undersoegelserne i sagen har staaet paa, i overensstemmelse med den omstrukturering, branchen har gennemgaaet; paa tidspunktet for anmeldelsen deltog otte fabrikanter i aftalen, heriblandt sagsoegerne. Parterne i aftalen er de otte virksomheder, der er naevnt i praemis 1 ovenfor, og som ifoelge Kommissionen har 87-88% af det britiske traktormarked, mens resten af markedet deles af flere smaa fabrikanter.

4 Den 11. november 1988 sendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til AEA, til hver af de otte medlemmer, der var omfattet af den foerste anmeldelse, og til Systematics International Group of Companies Limited (herefter benaevnt "SIL"), et edb-serviceselskab, der er ansvarlig for behandlingen og anvendelsen af de data, der findes i V55-blanketten (se praemis 6 nedenfor). Den 24. november 1988 besluttede parterne i aftalen at suspendere den. Ifoelge sagsoegerne blev aftalen senere sat i kraft igen, men uden udsendelse af oplysninger ° om navngivne virksomheder eller i aggregeret form ° der goer det muligt at faa kendskab til konkurrenternes salg. Under en hoering i Kommissionen gjorde parterne gaeldende, idet de isaer henviste til en undersoegelse, der var foretaget af professor Albach, der er medlem af Berlin Science Center, at de meddelte oplysninger havde en gavnlig virkning paa konkurrencen. Den 12. marts 1990 anmeldte fem parter i aftalen, herunder sagsoegerne, en ny aftale til Kommissionen (herefter benaevnt "anden anmeldelse") vedroerende udsendelse af oplysninger, der benaevntes "UK Tractor Registration Data System" (herefter benaevnt "Data System"), og forpligtede sig til ikke at gennemfoere det nye system, foer de havde modtaget en reaktion fra Kommissionen paa deres anmeldelse. Ifoelge sagsoegerne sker der ved den nye aftale en vaesentlig begraensning med hensyn til, hvor mange og hvor hyppige oplysninger der indsamles som led i aftalen, og denne afskaffer ogsaa alle de "institutionelle" elementer, som Kommissionen havde kritiseret i sin ovenfor naevnte meddelelse af klagepunkter.

5 Ved beslutning 92/157/EOEF af 17. februar 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.370 og 31.446 ° UK Agricultural Tractor Registration Exchange, EFT L 68, s. 19) (herefter benaevnt "beslutningen") har Kommissionen

° fastslaaet, at aftalen om udveksling af oplysninger om indregistreringer af landbrugstraktorer er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, "i det omfang den medfoerer udveksling af oplysninger, der tjener til at bestemme de enkelte konkurrenters salg, samt oplysninger om forhandlernes salg og import af egne varer" (artikel 1)

° afslaaet ansoegningen om fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, (artikel 2)

° paalagt AEA og parterne i aftalen at indstille overtraedelsen, dersom det ikke allerede er sket, og for fremtiden at undlade at indgaa nogen aftale, der kan have det samme eller et lignende formaal eller den samme eller en lignende virkning (artikel 3).

b) Aftalens indhold og retlige baggrund

6 Efter lovgivningen i Det Forenede Kongerige skal alle koeretoejer indregistreres i Department of Transport, saafremt de skal anvendes paa offentlig vej i Det Forenede Kongerige. Ansoegningen om indregistrering af et koeretoej skal indgives paa en saerlig blanket, blanket V55. Efter aftale med Department of Transport tilsender dette SIL nogle af de oplysninger, det modtager i forbindelse med indregistrering af koeretoejer. Ifoelge sagsoegerne er denne aftale identisk med den, der er indgaaet med fabrikanter og importoerer af andre kategorier af koeretoejer.

7 Parterne har forskellige opfattelser med hensyn til en raekke faktiske forhold vedroerende de oplysninger, som den naevnte blanket indeholder, og anvendelsen af disse oplysninger. De punkter, hvorom der er uenighed, kan sammenfattes som foelger.

8 Sagsoegerne har understreget, at der som foelge af den administrative oprindelse af de oplysninger, der udsendes til deltagerne i aftalen, samt som foelge af, at forhandlernes lagre er begraensede, kan gaa en laengere periode mellem datoen for bestillingen af en traktor og datoen for dens levering, hvorved sidstnaevnte tidspunkt ligger foer ibrugtagningen af koeretoejet paa offentlig vej og foelgelig foer fremsendelsen af oplysningerne til deltagerne i aftalen. Der kan saaledes gaa en kortere eller laengere periode mellem salgsdagen og indregistreringstidspunktet, og sagsoegerne mener derfor ikke, at der er et "oejebliksbillede" af markedet, hvorfor de indsamlede oplysninger kun er af tilnaermelsesvis karakter. SIL uddrager de oplysninger, som den administrative blanket indeholder, hvorefter den makuleres; den sendes ikke direkte til deltagerne i aftalen.

9 Sagsoegerne bestrider ikke, at blanket V55 foreligger i flere varianter, der er nummereret V55/1-V55/5. De har imidlertid anfoert, at kun blanket V55/1 er "udfyldt paa forhaand". Blanketterne V55/2 og V55/4, som kun blev brugt af British Leyland, anvendes ikke laengere, mens blanket V55/3, der anvendes, saafremt blanket V55/1 er bortkommet, udfyldes i haanden. Endelig bruges blanket V55/5 af uafhaengige importoerer, samt naar et brugt koeretoej saelges. En traktor bliver ganske ofte indregistreret, efter at den udelukkende har vaeret anvendt paa privat ejendom og ikke paa offentlig vej. I alle disse tilfaelde har deltagerne ikke direkte adgang til blanketterne.

10 Kommissionen har paa sin side anfoert, at blanketterne hovedsagelig findes i varianter, dels blanketterne V55/1-V55/4, som "bliver udfyldt paa forhaand" af fabrikanterne og eneimportoererne, og som benyttes af eneforhandlerne til indregistrering af de koeretoejer, som de faar leveret, dels blanket V55/5, der benyttes ved parallelimport.

11 Ifoelge Kommissionen indeholder blanketten foelgende oplysninger, hvilket i visse henseender bestrides af sagsoegerne:

° Fabrikat (fabrikant).

° Model-, serie- og chassisnummer, indregistreringsdato; det fremgaar af moedet mellem parterne og den refererende dommer den 7. december 1993, at oplysningerne vedroerende serienummer (eller chassisnummer) registreres af SIL. Efter den ordning, som omhandles i den foerste anmeldelse, udsendes disse oplysninger imidlertid ikke laengere til deltagerne i aftalen, da det siden den 1. september 1988 har vaeret aftalt, at SIL ikke mere skal sende indregistreringsblanketten for koeretoejer til deltagerne i aftalen. Ifoelge sagsoegerne har fabrikanterne brug for disse oplysninger med henblik paa at gennemfoere deres tilbagekaldekampagner og for at kontrollere rigtigheden af garantikrav, der indsendes til dem; sagsoegerne har anfoert, at dette er begrundelsen for, at de naevnte oplysninger, som ogsaa udsendes til deltagerne i medfoer af Data System, blev sendt til deltagerne indtil september 1988.

° Den oprindelige og den saelgende forhandler (kodenummer, navn, adresse og postnummer); ifoelge sagsoegerne registreres disse oplysninger ikke af SIL.

° Det fulde postnummer for koeretoejets registrerede ejer. Ifoelge sagsoegerne bliver kun de foerste fem cifre i den registrerede ejers postnummer noteret af SIL for at kunne fastslaa postnummeromraadet, og nummeret begraenses nogle gange til tre eller fire tal; paa moedet med parterne den 7. december 1993 forklarede SIL, at hvis dette postnummer ikke findes paa blanketten, bruger det det postnummer, der er naermest ved den endelige brugers nummer, nemlig den saelgende forhandlers nummer. Hvis sidstnaevnte nummer ikke foreligger, anvender det den oprindelige forhandlers postnummer, og hvis dette postnummer ikke findes paa blanketten, anvender det postnummeret for det Local Vehicles Licensing Office (herefter benaevnt "LVLO"), som det paagaeldende omraade hoerer under. SIL forklarede paa moedet, at det er noedvendigt, at alle oplysningerne er knyttet til et postnummeromraade, saaledes at forhandlernes salgsomraader kan fastlaegges.

° Navn og adresse paa den registrerede ejer af koeretoejet. Paa moedet med parterne den 7. december 1993 forklarede sagsoegerne, hvis forklaringer blev bekraeftet af SIL, at selv om denne oplysning eventuelt kan findes paa s. 3 i blanket V55, som er den eneste side, der sendes til SIL, bliver denne oplysning under alle omstaendigheder ikke registreret af SIL, saaledes at den ikke bliver meddelt til deltagerne i aftalen.

12 Der er enighed mellem parterne om, at de oplysninger, som SIL sender til deltagerne i aftalen, kan inddeles i tre grupper, men de afgraenser disse tre grupper forskelligt.

13 Ifoelge sagsoegerne er de tre grupper oplysninger, som de faar tilsendt af SIL, foelgende:

° Branchedata: Disse omfatter aggregerede tal vedroerende indregistrering af traktorer solgt af branchen som helhed, opdelt efter perioder, antal hk, kraftoverfoerselsform og postnummeromraade for koeretoejets registrerede ejer.

° Identifikationsdata: Disse vedroerer indregistreringer af traktorer, der er solgt af hver deltager i aftalen, inddelt efter salgsdatoen, traktormodellen og postnummeromraadet for koeretoejets registrerede ejer.

° Egne data, der kun meddeles vedkommende deltager i aftalen: Disse vedroerer salget af indregistrerede traktorer fra hver enkelt af de forhandlere, som hoerer til den paagaeldende deltagers forhandlernet, data vedroerende de to foranstaaende kategorier med en geografisk opdeling, der svarer til salgsomraaderne inden for vedkommende deltagers forhandlernet, saerlige undersoegelser, som en deltager anmoder om, samt indregistreringstal for traktorer, som virksomheden har solgt.

14 Ifoelge Kommissionen er de tre informationsgrupper foelgende:

° Aggregerede oplysninger for branchen: Disse vedroerer branchens samlede salg, eventuelt opdelt efter antal hk og kraftoverfoerselsform; disse oplysninger meddeles for et tidsrum paa et aar, et kvartal, en maaned eller en uge.

° Data vedroerende hver deltagers salg: Disse vedroerer antal solgte enheder for hver enkelt fabrikant og dennes markedsandel paa forskellige geografiske omraader: Det Forenede Kongerige som helhed, en egn, et grevskab og et forhandleromraade som fastlagt ved hjaelp af de postnummeromraader, som hvert enkelt omraade omfatter; disse oplysninger meddeles for tidsrum paa en maaned, et kvartal eller et aar (og i sidstnaevnte tilfaelde for de sidste tolv maaneder, for kalenderaaret eller for loebende perioder).

° Data vedroerende salg gennem de forhandlere, der hoerer til den enkelte deltagers forhandlernet, navnlig deltagernes import og eksport inden for deres respektive omraader. Det er dermed muligt at faa oplysning om import og eksport mellem de forskellige forhandleromraader og at sammenligne disse salg med forhandlernes salg inden for deres egne omraader. Som det isaer fremgaar af beslutningens punkt 29, 30, 55 og 56, ville en fabrikant, hvis han oenskede det, vaere i stand til at begraense forhandlernes detailsalgsaktivitet uden for deres tildelte omraader, saavel i som uden for Det Forenede Kongerige, idet de solgte produkters bestemmelsessted kan fastslaas paa den naevnte maade. Paa moedet med parterne den 7. december 1993 haevdede sagsoegerne, at kun den enkelte fabrikant, men ikke hans konkurrenter, kan sammenligne sine egne forhandleres salg, og at informationsudvekslingsordningen modsat det i beslutningen anfoerte, ikke gjorde det muligt for de forskellige fabrikanter at sammenligne forhandlernes salg inden for det enkelte forhandlernet.

15 Sagsoegerne har understreget, at oplysningerne om "forhandlerimport" og "forhandlereksport" ikke er omfattet af aftalen selv og kun meddeles af SIL til deltagerne i aftalen paa grundlag af individuelle aftaler med SIL. Saadanne oplysninger, som ikke laengere er til raadighed efter den aftale, der omhandledes i den anden anmeldelse, vedroerer salg, som en forhandler foretager uden for sit omraade (forhandlereksport), og salg, som andre forhandlere i Det Forenede Kongerige gennemfoerer inden for en given forhandlers omraade (forhandlerimport). Oplysningerne vedroerer derfor ikke eksport til andre medlemsstater eller import fra disse stater.

16 Kommissionen har anfoert, at SIL indtil 1988 forsynede deltagerne i aftalen med kopier af blanket V55/5, der bruges af uafhaengige importoerer. Efter 1988 forsyner den kun medlemmerne med oplysninger taget fra denne blanket, som nu makuleres, efter at SIL har udtaget oplysningerne. Kommissionen goer gaeldende, at disse indregistreringsdokumenter gjorde det muligt at identificere parallelimport, isaer ved hjaelp af koeretoejets serienummer. Hvad denne oplysning angaar forklarede Kommissionen paa moedet med parterne den 7. december 1993, at der efter dens opfattelse skal sondres mellem paa den ene side blanketterne V55/1, 3 og 4 og paa den anden side blanket V55/5. Blanketterne V55/1, 3 og 4 forhaandsudfyldes nemlig af fabrikanten, saaledes at oplysningen om serienummeret findes paa den blanket, der foelger med hvert koeretoej, og der er foelgelig fuld kontrol med, hvem fabrikanterne leverer disse traktorer til. Hvad omvendt angaar blanket V55/5, sendte SIL denne blanket til medlemmerne indtil september 1988, hvilket gjorde det muligt for dem at spore det enkelte koeretoejs oprindelse. Under det naevnte moede erklaerede Kommissionen sig dog enig i, at ordningen efter den 1. september 1988 ikke saetter fabrikanterne i stand til at overvaage parallelimporten. Sagsoegerne anfoerte paa dette moede, at de heller ikke foer den 1. september 1988 havde mulighed for at overvaage parallelimporten, fordi koeretoejets chassisnummer ikke systematisk var angivet paa blanket V55/5.

Parternes paastande

17 Sagsoegerne har herefter anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. maj 1992.

18 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

"° Det paalaegges sagsoegte at fremlaegge referatet fra kommissaerkollegiets moede, hvorunder Kommissionens beslutning C(92) 271 af 17. februar 1992 vedroerende sag IV/B-2/31.370 og 31.446 (UK Agricultural Tractor Registration Exchange) blev vedtaget, samt beslutningens tekst, der er vedlagt naevnte referat; det paalaegges endvidere sagsoegte at fremlaegge de aendringer, som Kommissionen foretog i referatet af hoeringen, foer dette blev fremsendt til det raadgivende udvalg.

° Det fastslaas, at beslutningen er en nullitet; subsidiaert admitteres soegsmaalet og beslutningen annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger."

19 I replikken har sagsoegerne endvidere fremsat anmodning om, at sagen forenes med sag T-35/92, der er anlagt af John Deere Limited.

20 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

"° Frifindelse.

° Det afslaas at imoedekomme sagsoegernes begaering om fremlaeggelse af referatet fra kommissaerkollegiets moede, hvorunder Kommissionens beslutning 92/157/EOEF af 17. februar 1992 vedroerende sag IV/B-2/31.370 og 31.446 (UK Agricultural Tractor Registration Exchange) blev vedtaget, samt af beslutningens tekst, der er vedlagt det naevnte referat.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger."

21 I duplikken meddelte Kommissionen Retten, at den ikke modsatte sig, at naervaerende sag forenes med sag T-35/92, der er anlagt af John Deere Limited, med henblik paa den mundtlige forhandling, forudsat, at der afsiges en saerskilt dom i de to sager. Efter afslutningen af den skriftlige forhandling har formanden for Rettens Anden Afdeling ved kendelse af 28. oktober 1993 bestemt, at naervaerende sag med henblik paa den mundtlige forhandling forenes med sag T-35/92, John Deere Limited mod Kommissionen, med den bemaerkning, at visse dele af staevningen i sag T-35/92 og visse af bilagene til denne staevning skal behandles som fortrolige i forhold til sagsoegerne i naervaerende sag.

22 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den har dog anmodet parterne om at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal og at fremlaegge nogle dokumenter. Sagsoegerne og sagsoegte har besvaret disse spoergsmaal den 2. december 1993. Endvidere er parterne samt SIL blevet anmodet om at deltage i et moede med den refererende dommer efter de naermere bestemmelser i procesreglementets artikel 64. Dette moede fandt sted den 7. december 1993. Parterne afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens mundtlige spoergsmaal i det offentlige retsmoede den 16. marts 1994. Under det offentlige retsmoede blev Hodges som repraesentant for SIL afhoert som vidne efter bestemmelserne i procesreglementets artikel 68 ff.

Parternes anbringender og argumenter

23 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at beslutningen

° blev vedtaget ved en ulovlig procedure

° ikke indeholder en tilstraekkelig begrundelse

° hviler paa en forkert definition af produktet og det relevante marked

° er behaeftet med faktisk vildfarelse i forbindelse med bedoemmelsen af de meddelte oplysninger

° er behaeftet med en retlig mangel vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 85, stk. 1

° med urette anser traktatens artikel 85, stk. 3, for uanvendelig i denne sag.

Anbringendet om, at beslutningen blev vedtaget ved en procedure, der ikke er forskriftsmaessig

24 Sagsoegerne har til stoette for deres paastand om, at beslutningen erklaeres for en nullitet, for det foerste anfoert, at det boer undersoeges, hvorvidt Kommissionens forretningsorden faktisk er blevet overholdt, og for det andet, at Kommissionen ensidigt foretog flere aendringer i referatet af hoeringen.

Anbringendets foerste led: tilsidesaettelse af Kommissionens forretningsorden

25 Sagsoegerne har anfoert, at de, naar henses til beslutningens tekst, saaledes som den er blevet meddelt dem, har grundlag for at betvivle, at de formaliteter er overholdt, som er foreskrevet i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden 63/41/EOEF af 9. januar 1963 (EFT Anden serie VII, s. 9), foreloebigt opretholdt ved artikel 1 i Kommissionens afgoerelse 67/426/EOEF af 6. juli 1967 (EFT Anden serie VII, s. 14), senest aendret ved Kommissionens afgoerelse 86/61/EOEF, Euratom, EKSF af 8. januar 1986 (EFT L 72, s. 34), der gjaldt paa det paagaeldende tidspunkt. Sagsoegerne har foelgelig anmodet Retten om at foranstalte bevisoptagelse, saaledes at det kan fastslaas, at der er fulgt en korrekt procedure, og, hvis der bestaar tvivl herom, at erklaere beslutningen for en nullitet (Rettens dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315).

26 Kommissionen har anfoert, at de faktiske omstaendigheder i naervaerende sag er meget forskellige fra dem, der var baggrunden for den naevnte dom BASF m.fl. mod Kommissionen. I naervaerende sag har Retten ingen anledning til at bestemme, at referatet fra kommissaerkollegiets moede skal fremlaegges, og sagsoegerne har ikke ret til at stille et saadant krav.

27 Retten bemaerker, at eftersom der ikke foreligger nogen som helst omstaendighed, der kan rejse tvivl om gyldigheden af den beslutning, der er genstanden for naervaerende soegsmaal, saaledes som den er blevet meddelt sagsoegerne, maa den vaere omfattet af den gyldighedsformodning, der knytter sig til Faellesskabets retsakter. Eftersom sagsoegerne ikke har fremlagt det mindste bevis, der kan afkraefte denne formodning, boer Retten ikke anordne den begaerede bevisoptagelse. Hvad endvidere angaar spoergsmaalet om, hvorvidt proceduren for vedtagelsen af kopien af beslutningen og meddelelsen af denne var forskriftsmaessig, finder Retten, at selv om det blev bevist, at der er mangler ved denne kopi, eller at den ikke blev meddelt virksomhederne forskriftsmaessigt, ville saadanne mangler under alle omstaendigheder vaere uden betydning for beslutningens lovlighed og saa meget mindre for spoergsmaalet om dens eksistens, og ville alene have betydning for saa vidt angaar den dato, paa hvilken fristen for indbringelse af et soegsmaal vedroerende beslutningen begynder at loebe. Hertil kommer, at sagsoegerne, saaledes som det fremgaar af selve staevningens indhold, her har vaeret i stand til fuldt ud at faa kendskab til beslutningen og til at goere deres proceduremaessige rettigheder gaeldende i fuldt omfang. I naervaerende sag blev der saaledes tilsendt sagsoegerne en kopi af beslutningen, der var forsynet med overensstemmelsespaategning fra Kommissionens generalsekretaer. Da der ikke foreligger nogen konkret omstaendighed, paa grundlag af hvilken der kan rejses tvivl om, at den er forskriftsmaessig, er en saadan kopi autentisk (Domstolens dom af 17.10.1989, forenede sager 97/87-99/87, Dow Chemical Iberica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 59, og Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000, praemis 24 og 25). Under hensyn til alle disse omstaendigheder maa anbringendets foerste led herefter forkastes.

Anbringendets andet led: mangler ved referatet af hoeringen

28 Sagsoegerne har understreget, at Kommissionens skrivelse af 14. oktober 1991, hvorved de blev underrettet om de foretagne aendringer i referatet af hoeringen, blev sendt til virksomhederne selv og ikke til deres advokater. De har anfoert, at de efter at have faaet underretning om beslutningen blev opmaerksomme paa, at Kommissionen havde foretaget ensidige aendringer i referatet af hoeringen, foer det blev fremsendt til Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal. De har anmodet Retten om at foretage den fornoedne bevisoptagelse for at fastslaa, om de foretagne aendringer i referatet har forvansket deres argumenter.

29 Ifoelge Kommissionen er sagsoegernes anbringende om, at de ikke blev underrettet om aendringerne af referatet, uden grundlag i de faktiske omstaendigheder. Den har i saa henseende henvist til et brev, der blev sendt til sagsoegerne den 14. oktober 1991. Kommissionen mener under alle omstaendigheder, at aendringerne ikke forvansker indholdet af det, parterne anfoerte under hoeringen.

30 Retten konstaterer for det foerste, at sagsoegerne ° over for Kommissionens argument om, at de omhandlede aendringer af referatet af Kommissionens hoering af sagsoegerne i modsaetning til, hvad sagsoegerne paastaar, blev meddelt dem ved en skrivelse fra Kommissionen af 14. oktober 1991 ° blot har anfoert, at den naevnte skrivelse var blevet sendt direkte til virksomhederne og ikke til deres advokater. Denne omstaendighed kan ikke begrunde, at der rejses tvivl om gyldigheden af de oplysninger, som dermed blev bragt til virksomhedernes kendskab. Retten bemaerker endvidere, at virksomhederne, der paa denne maade var blevet behoerigt underrettet om aendringerne af referatet, ikke goer gaeldende, at disse aendringer forvanskede indholdet af, hvad de anfoerte, og heller ikke, at aendringerne bevirker, at udtalelsen fra Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal er ugyldig. Foelgelig og i overensstemmelse med fast retspraksis maa ogsaa anbringendets andet led forkastes, uden at der er behov for at ivaerksaette bevisoptagelse om dette spoergsmaal (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 44/69, Buchler mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 151, org. ref.: Rec. s. 733, praemis 17, af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, praemis 31, og af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229; Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 45, og Rettens domme af 17.12.1991, sag T-4/89, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1523, praemis 47, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, praemis 47, af 10.3.1992, sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, praemis 79, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, praemis 67, og sag T-15/89, Chemie Linz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, praemis 76).

31 Det foelger af det anfoerte, at begge led af det foerste anbringende maa forkastes, og at paastanden om, at det fastslaas, at beslutningen er en nullitet, herefter ikke kan tages til foelge, uden at det er noedvendigt for Retten at bestemme, at de af sagsoegerne oenskede dokumenter skal fremlaegges.

Anbringendet om, at beslutningens begrundelse er utilstraekkelig

32 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at beslutningen dels ikke har en fyldestgoerende begrundelse, dels at beslutningens betragtninger ikke er tilstraekkelige til at begrunde dens konklusion, hvis indhold ikke er klart.

Anbringendets foerste led: Kommissionen har ikke taget fornoedent hensyn til sagsoegernes argumentation

33 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at den omstaendighed, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har taget hensyn til deres argumenter, svarer til, at begrundelsen mangler. Denne begrundelsesmangel illustreres godt derved, at Kommissionen fastsatte en graense paa ti enheder for salg, som en deltager i aftalen foretager paa en forhandlers omraade, idet der under denne graense ikke maa meddeles aggregerede oplysninger; dette tal er for hoejt og tager ikke hensyn til de virkelige forhold paa markedet, som er opdelt i overordentlig hoej grad. Det kan heller ikke godtages, at et aar er valgt som referenceperiode. I denne forbindelse er beslutningens punkt 61 i oevrigt saa uklar, at deltagerne i aftalen ikke har kunnet finde en faelles fortolkning af den. Virksomhederne har for det andet anfoert, at beslutningen med undtagelse af en fodnote ikke omtaler Data System, hvilket er ensbetydende med, at der savnes en begrundelse i beslutningen for saa vidt angaar dette system. For det tredje har sagsoegerne anfoert, at beslutningen ikke tager hensyn til, at det efter de fleste nationale lovgivninger er lovligt at meddele fabrikanterne oplysninger om indregistreringer. For det fjerde og sidste har de anfoert, at Domstolen i "Papiers peints de Belgique"-dommen har fastslaaet, at det paahviler Kommissionen udfoerligt at goere rede for sin argumentation, naar beslutningen, som det er tilfaeldet i naervaerende sag, "gaar vaesentligt laengere end de forudgaaende beslutninger" (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl., Sml. s. 1491, praemis 33). Denne forpligtelse har Kommissionen klart ikke opfyldt i naervaerende sag.

34 Kommissionen har anfoert, at der i dens beslutningspraksis findes adskillige beslutninger vedroerende udveksling af oplysninger. Disse beslutninger kan ikke frakendes betydning som fortilfaelde for naervaerende sag, blot fordi de ikke vedroerer varige forbrugsgoder. Sagsoegernes anbringender om, at beslutningen er den foerste, der vedroerer udveksling af oplysninger om tidligere salg, er ogsaa forkert. Kommissionen har anfoert, at beslutningen under alle omstaendigheder er tilstraekkeligt begrundet, hvorfor argumentet om, at der er sket en tilsidesaettelse af de principper, der blev fastslaaet i den naevnte dom i Papiers peints de Belgique-sagen, maa afvises. Beslutningen gaar ikke laengere end de tidligere fastslaaede principper, men anvender blot disse principper paa det konkrete tilfaelde vedroerende det relevante marked. Den er derfor tilstraekkeligt begrundet i henhold til Papiers peints de Belgique-dommen. Navnlig goeres der i beslutningen klart rede for, at de konkurrencebegraensninger, der skyldes informationsudvekslingen, ikke er uundgaaelige, og at Kommissionen, saafremt én af betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke er opfyldt, kan afslaa anmodningen om fritagelse uden at undersoege de andre betingelser (Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429).

35 Retten bemaerker, at Kommissionen, der i beslutningens punkt 33 og 65 dels har fastslaaet, at Data System er uforeneligt med traktatens artikel 85, stk. 1, fordi denne informationsudvekslingsordning med de fornoedne aendringer viderefoerte den tidligere ordning, og dels fastslaaet, at informationsudvekslingen er uforenelig med traktatens artikel 85, stk. 3, fordi konkurrencebegraensningerne ikke var uundgaaelige, har begrundet beslutningen i fornoedent omfang paa dette punkt, hvorved der paa dette trin af sagens behandling ikke er taget stilling til rigtigheden af denne begrundelse. For saa vidt angaar argumentet om, at de principper er tilsidesat, som Domstolen fastslog i den tidligere naevnte dom i Papiers peints de Belgique-sagen, bemaerker Retten, at det fremgaar af denne dom, at mens Kommissionen kan give en forholdsvis kortfattet begrundelse for en beslutning, som er paa linje med fast retspraksis, paahviler der derimod Kommissionen en videre begrundelsespligt, naar den beslutning, som den vedtager, gaar "vaesentligt laengere" end den retspraksis, der foreligger paa tidspunktet for beslutningen (praemis 31 ff.). I naervaerende sag finder Retten, at beslutningen, saaledes som det med rette er anfoert af Kommissionen, og som det vil blive omtalt nedenfor i naervaerende doms praemisser (jf. nedenfor, praemis 90), paa et bestemt marked, nemlig markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, blot anvender de principper, som er fastlagt i Kommissionens tidligere beslutningspraksis. Sagsoegerne kan foelgelig, og uden at det herved er noedvendigt at foretage en undersoegelse af medlemsstaternes forskellige retsordener, ikke goere gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat de ovennaevnte principper, som Domstolen fastslog i Papiers peints de Belgique-dommen.

Anbringendets andet led: Beslutningens konklusion er uklar

36 Sagsoegerne har anfoert, at raekkevidden af beslutningens konklusion ikke fremgaar klart af dens betragtninger, hvilket er i strid med retspraksis (jf. den tidligere naevnte dom i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen). Artikel 1 og 2 i beslutningens konklusion hviler ikke alene paa faktisk og retlig vildfarelse, men de har heller ingen stoette i beslutningens betragtninger, saaledes at det var umuligt for dennes adressater at efterkomme den. Hertil kommer, at konklusionens artikel 2 vedroerende bedoemmelsen af aftalen i forhold til traktatens artikel 85, stk. 3, er uforenelig med Kommissionens tidligere beslutninger. Det foelger saaledes af proportionalitetsprincippet, at naar Kommissionen som i naervaerende sag i en aftale finder bestemmelser, der ikke kan fritages, skal den meddele fritagelse paa betingelse af, at disse bestemmelser fjernes. Endelig har det ikke vaeret muligt at fastslaa den praecise udstraekning af den forpligtelse, som ved artikel 3 i beslutningens konklusion paalaegges sagsoegerne, og hvorefter de skal undlade at deltage i en aftale, der har samme eller lignende formaal som den omtvistede informationsudveksling. Manglen paa klarhed i beslutningens konklusion er saa stor, at AEA blev noedt til at foretage en ny anmeldelse.

37 Kommissionen finder ikke, at henvisningen til dommen i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen er relevant. I naervaerende sag er det aftalen om informationsudveksling, der i sig selv begraenser konkurrencen, og ikke den ene eller den anden af bestemmelserne heri. Kommissionen angav, paa hvilke betingelser den ikke ville have indvendinger mod aftalen om informationsudveksling, og den har dermed behoerigt opfyldt kravet i Consten og Grundig-dommen, hvorefter Kommissionen, saafremt den ikke i beslutningens konklusion naevner, hvilke dele af en aftale der rammes af traktatens artikel 85, stk. 1, i betragtningerne skal anfoere, hvorfor den ikke mener, at disse dele kan adskilles fra aftalen som helhed. Under henvisning til princippet om, at en konklusion skal fortolkes, hvilket Domstolen har fastslaaet i dom af 16. december 1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663), finder Kommissionen, at beslutningens konklusion er klar, navnlig under hensyn til dens punkt 61.

38 Retten bemaerker, at Domstolen i Consten og Grundig-sagen med hensyn til fortolkningen af traktatens artikel 85, stk. 2, fastslog, at virkningen af disse bestemmelser, nemlig at kontrakten bliver ugyldig, boer begraenses til de kontraktbestemmelser, der goer indgreb i konkurrencen efter betydningen i traktatens artikel 85, stk. 1, i alle de tilfaelde, hvor saadanne bestemmelser kan adskilles fra resten af kontrakten. Det fremgaar saaledes af den anfoerte dom, at kun saafremt kontrakten har en saadan enhedskarakter, at de konkurrencebegraensende bestemmelser ikke kan udskilles af den, skal kontrakten i sin helhed erklaeres for stridende mod traktatens artikel 85, stk. 1. I denne forbindelse praeciserede Domstolen, at det i sidstnaevnte tilfaelde paahviler Kommissionen "i begrundelsen at goere rede for, hvorfor disse dele forekommer den uadskillelige fra aftalens oevrige bestemmelser" (naevnte dom i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, paa s. 257). Retten finder herefter, at sagsoegernes argumentation paa dette punkt ikke er begrundet. For det foerste fremgaar det klart af beslutningens ordlyd, saaledes som det ogsaa haevdes af Kommissionen, at det er informationsudvekslingsordningen som helhed, der i denne sag anses for at vaere konkurrencebegraensende, og ikke, at der mellem virksomhederne udveksles den ene eller den anden enkeltstaaende oplysning inden for rammerne af en aftale om informationsudveksling mellem virksomhederne. For det andet finder Retten, at Domstolens praksis vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 85, stk. 2, saaledes som den er udtrykt i Consten og Grundig-dommen, i hvert fald ikke uden videre kan overfoeres paa en sag vedroerende behandling af en ansoegning om fritagelse i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 3, da det i denne sidstnaevnte situation er Kommissionen, der med henblik paa besvarelsen af den anmodning, den har faaet forelagt af de virksomheder, der har indsendt anmeldelsen til dens bedoemmelse, skal tage stilling ud fra kontrakten, saaledes som den er blevet anmeldt, medmindre den under behandlingen af sagen opnaar, at parterne aendrer den anmeldte kontrakt paa det ene eller det andet punkt.

39 For saa vidt angaar anbringendet om, at det er vanskeligt at fortolke artikel 3 i beslutningens konklusion, hvorefter virksomhederne skal undlade at deltage i nogen informationsudvekslingsordning, der har det samme eller et lignende formaal, som den aftale, der er anmodet om fritagelse for, bemaerker Retten, at den naevnte artikel er rent deklaratorisk. Traktatens artikel 85, stk. 1, fastslaar et principielt forbud mod aftaler, der begraenser konkurrencen. Denne bestemmelse, der har ordre public-karakter, gaelder derfor for de sagsoegende virksomheder, uafhaengigt af, om Kommissionen har givet noget paalaeg herom, i hvert fald naar Kommissionen, saaledes som den i dette tilfaelde har gjort det i beslutningens punkt 16 og 61 og i den ovenfor citerede artikel 1 i dens konklusion, saetter virksomhederne, som har krav paa retssikkerhed, naar de disponerer, i stand til at faa kendskab til, i hvilket omfang den informationsudvekslingsordning, de deltager i, er lovlig. I saa henseende fremgaar det navnlig af beslutningens punkt 50, der paa ingen maade modsiger konklusionen, at et kendskab til konkurrenternes salg i "historisk" oejemed ikke er ulovligt. Det bemaerkes i det hele, at saafremt Kommissionen ville forbyde en anden informationsudvekslingsordning, som sagsoegerne deltog i, kunne den direkte anvende traktatens artikel 85, stk. 1, uafhaengigt af artikel 3 i beslutningens konklusion. Som det haevdes af Kommissionen, er beslutningens konklusion, naar den laeses i lyset af betragtningerne, isaer punkt 16 og 61, saaledes klar.

40 Anbringendets andet led maa herefter forkastes.

Anbringendet om, at beslutningen hviler paa en forkert definition af det relevante produkt og det relevante marked

Sammenfatning af parternes argumentation

41 Ifoelge sagsoegerne er det afsnit i beslutningen, der beskriver de faktiske omstaendigheder, mangelfuldt for saa vidt angaar beskrivelsen af produktet og undersoegelsen af markedet. Disse mangler vedroerende de faktiske omstaendigheder goer beslutningen ugyldig, eftersom de udgoer selve det grundlag, som Kommissionen bygger sin juridiske bedoemmelse paa.

42 Sagsoegerne har anfoert, at beslutningen ikke indeholder nogen beskrivelse af produktet og proever at give et billede af markedet som et koncentreret marked, selv om der er tale om et aabent, konkurrencepraeget marked. Hvad for det foerste angaar efterspoergslen, indeholder beslutningen intet om markedets egenskaber og naar foelgelig nogle forkerte resultater. Da der er tale om et marked, der er baseret paa genanskaffelse, kan efterspoergslen alene stimuleres ved differentiering og fornyelse, og saafremt der ikke foreligger et indgaaende kendskab til denne efterspoergsel, udsaetter fabrikanterne sig for risiko ved deres investeringer. For saa vidt angaar efterspoergslen giver beslutningen et urigtigt billede af markedet. De fire stoerste fabrikanter, hvis markedsandele svinger, har saaledes under 50% af faellesmarkedet, er ved at gennemgaa en dybtgaaende omstrukturering og staar over for en skarp konkurrence. De stoerste leverandoerers markedsandele er gaaet staerkt tilbage, mens de andre konkurrenters markedsandele er vokset. Der er sket udskiftninger blandt disse virksomheder, saaledes at de virksomheder, der har stilling som "foerende", ikke er de samme som dem, der havde denne stilling, da informationsudvekslingsordningen blev skabt. Kommissionens paastand om, at markedet er staerkt beskyttet, er urigtig. Aftalen goer ikke markedet stivere, men bidrager tvaertimod til at goere det gennemsigtigt.

43 For saa vidt angaar beskrivelsen af produktet bestrider sagsoegerne beslutningens bemaerkning om, at de forskellige produkttyper i det store og hele er substituerbare. De har anfoert, at aftalen ikke inddelte traktorerne alene paa grundlag af antal hk og kraftoverfoerselsform, men ogsaa, og mere karakteristisk, efter model. Sagsoegerne finder, at Kommissionen har grebet ind over for den kritiserede adfaerd uden at have foretaget nogen virkelig undersoegelse af vilkaarene paa markedet, og Kommissionen har dermed fastslaaet en "per se"-overtraedelse, hvilket er i strid med saavel Domstolens praksis som med Kommissionens tidligere beslutningspraksis og dens politik, saaledes som denne er udtrykt i en raekke "meddelelser" og i dens aarlige beretninger om konkurrencepolitikken.

44 Hvad endelig angaar markedets geografiske afgraensning har sagsoegerne anfoert, at henvisningen til den relevante nationale lovgivnings anvendelsesomraade er en temmelig forenklet maade til geografisk afgraensning af markedet. Da Fiat koebte Ford New Holland Limited, indtog Kommissionen i sin beslutning om forenelighed af 8. februar 1991, der blev vedtaget i medfoer af artikel 6, stk. 1, litra b), i Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (berigtiget udgave offentliggjort i EFT 1990 L 257, s. 13), en holdning, der var modsat den, den har indtaget i naervaerende sag, idet den lod forstaa, at der muligvis ikke laengere kunne vaere nationale markeder inden for Faellesskabet. I den foreliggende sag er definitionen af det nationale marked saa meget vigtigere, som det i beslutningen antages, at de stoerste fabrikanter har en staerk stilling, og at markedet er beskyttet, to betragtninger, der ikke ville vaere relevante, saafremt det ikke var godtgjort, at det relevante marked er det nationale marked. Paa grundlag af visse omstaendigheder maa det faktisk antages, at markedet er om ikke verdensomspaendende, saa i det mindste europaeisk.

45 Ifoelge Kommissionen vedroerer parternes uenighed i det vaesentlige den naermere karakter af traktormarkedet i Det Forenede Kongerige og de konsekvenser, der foelger af faellesskabsrettens konkurrenceregler. Efter sagsoegtes opfattelse er markedet snaevert, staerkt koncentreret og beskyttet. Kommissionen har anfoert, at den ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de faktiske omstaendigheder, som virksomhederne har henvist til, og at den kunne henholde sig til den opfattelse, den gav udtryk for i meddelelsen af klagepunkter, for saa vidt den havde undersoegt alle de af sagsoegerne fremlagte beviser (forslag til afgoerelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn i forbindelse med Domstolens dom af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, jf. s. 913). Efter Kommissionens opfattelse er det endvidere urigtigt, naar sagsoegerne paastaar, at den ikke foretog nogen undersoegelse af produktet.

46 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at den, i modsaetning til hvad sagsoegerne haevder, har undersoegt markedet, men at den paa grundlag af denne undersoegelse har draget andre konklusioner end sagsoegerne. Med hensyn til undersoegelsen af produktet afviser Kommissionen de differentieringskriterier, som sagsoegerne har lagt til grund. Den er heller ikke enig i sagsoegernes bedoemmelse af markedet, hvorefter dette er et aabent marked. Markedet er i det vaesentlige et genanskaffelsesmarked, der er praeget af en ufuldkommen konkurrence, er oligopolistisk og domineres af fem virksomheder, og inden for hvilket der er en staerk loyalitet over for maerket. Udbuddet bestaar af substituerbare produkter. Kommissionen bestrider ikke, at traktoren er et "heterogent" produkt, men den er uenig med sagsoegerne i, hvorvidt denne forskellighed raekker. Selv om udbuddet er forholdsvis forskelligartet, skal denne forskelligartethed bedoemmes under hensyn til efterspoergslens art. Den omstaendighed, at de respektive markedsandele for hver af de stoerste konkurrenter har svinget, skyldes ikke noedvendigvis, at der er en staerk konkurrence paa det relevante marked.

47 Sagsoegernes anbringende om, at leverandoererne foroeger deres investeringer med henblik paa at tilpasse sig en stagnerende efterspoergsel, er ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold paa et marked, hvor der er en stigende tendens til virksomhedsovertagelse og fusioner. Kommissionen afviser ligeledes sagsoegernes opfattelse, hvorefter den med urette har beskrevet markedet som et lukket og staerkt beskyttet marked. Ifoelge Kommissionen er et marked, hvor de fire stoerste fabrikanter har en overvejende andel, og hvor der er en stor forskel mellem denne andel og de andre erhvervsdrivendes andele, et staerkt beskyttet marked.

48 Hvad endelig angaar den geografiske afgraensning af det relevante marked mener Kommissionen med foeje at have begraenset dette til markedet i Det Forenede Kongerige, da den i sagen omhandlede informationsudvekslingsordning bygger paa indsamling af oplysninger, der indsamles ved hjaelp af en administrativ blanket, der alene finder anvendelse paa Det Forenede Kongeriges territorium. Kommissionen har endelig anfoert, at som foelge af loyaliteten over for maerket er efterspoergselselasticiteten i forhold til priserne lille. Informationsudvekslingsordningen goer det saaledes muligt for deltagerne i aftalen at opretholde et generelt hoejt prisniveau i Det Forenede Kongerige.

Rettens bemaerkninger

° Produktmarkedet

49 Traktatens artikel 85 forbyder aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen. Det er i naervaerende sag ikke gjort gaeldende, at den omtvistede informationsudvekslingsordning har til formaal at begraense konkurrencen. Foelgelig kan der kun goeres indsigelse mod den under henvisning til dens virkninger paa markedet (jf. modsaetningsvis den tidligere naevnte Consten og Grundig-dom). Efter fast praksis skal aftalens eventuelle konkurrencebegraensende virkninger i saa fald bedoemmes med udgangspunkt i konkurrenceforholdene, som de faktisk ville vaere "uden den paagaeldende aftale" (Domstolens dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société technique minière, Sml. 1965-1968, s. 211, org. ref.: Rec. s. 337).

50 Retten finder, at det med henblik paa besvarelsen af spoergsmaalet, om Kommissionen i naervaerende sag i beslutningen har taget hensyn til det paagaeldende markeds saerlige traek, skal bedoemmes, for det foerste, om definitionen af produktmarkedet er rigtig, og for det andet, om der i beslutningen er givet en rigtig beskrivelse af vilkaarene paa markedet.

51 Hvad foerst angaar definitionen af produktmarkedet bemaerkes, at det maa fastslaas, i hvilket omfang produktet er substituerbart. I saa henseende finder Retten, at sagsoegernes argument om, at der ikke i beslutningen er foretaget nogen som helst undersoegelse af produktmarkedet, maa forkastes, da det i fornoedent omfang fremgaar af beslutningen, at det i denne er lagt til grund, at det relevante marked er markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige. Naar endvidere henses til, at deltagelsen i den omtvistede informationsudvekslingsordning alene er betinget af, at den paagaeldende er fabrikant eller importoer af landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, derimod ikke af nogen bestemt kategori af landbrugstraktorer, kan sagsoegerne ikke haevde, at definitionen af produktmarkedet er forkert, og at de forskellige typer landbrugstraktorer ikke i vidt omfang er substituerbare. Retten laegger paa baggrund af det netop anfoerte til grund, at virksomhederne i forbindelse med aftalen selv angiver deres stilling i konkurrencen i forhold til det generelle begreb landbrugstraktor, saaledes som det er anvendt af Kommissionen.

52 Hvad dernaest angaar spoergsmaalet, om det relevante marked har karakter af et oligopol, maa sagsoegernes kritiske bemaerkninger til Kommissionens konklusion om, at markedet domineres af fire virksomheder, der har mellem 75 og 80% af markedet, afvises, eftersom det fremgaar af den oversigt over markedets udvikling, som sagsoegerne selv har fremlagt som bilag 10 til staevningen, at dettes vigtigste egenskab, nemlig dets udpraegede karakter af oligopol, er stabil. Det fremgaar saaledes af det naevnte dokument, at de fire stoerste leverandoerers samlede markedsandel udgjorde 82,4% i 1991 sammenlignet med 82,3% i 1979. Hertil kommer, at det fremgaar af et naermere studium af naevnte dokument, at de vigtigste virksomheders individuelle placeringer, modsat det af sagsoegerne anfoerte, er forholdsvis stabile, hvis man bortser fra virksomheden John Deere, hvis markedsandel blev fordoblet i det naevnte tidsrum. Som Kommissionen imidlertid med rette har understreget, er dette enkeltstaaende tilfaelde af indtraengen paa markedet, som en staerk amerikansk fabrikant staar bag, ikke nok til at afkraefte sagsoegtes konklusioner, hvorefter markedet er kendetegnet ved, at konkurrenternes placeringer er forholdsvis stabile, og at markedet er beskyttet.

53 Den naevnte beskyttelse skyldes navnlig, at det for en ny konkurrent er noedvendigt at raade over et tilstraekkeligt taet forhandlernet. Endvidere fremgaar det af de under sagens behandling fremlagte oplysninger, at der, saaledes som det anfoeres i beslutningen, isaer i punkt 35, 38 og 51, er tale om begraensede indfoersler til Det Forenede Kongerige af landbrugstraktorer med en motorkraft paa over 30 hk, hvilket ogsaa bekraeftes af den rapport om EF' s landbrugsmaskinsektor, som Kommissionen har fremlagt under sagen som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, saavel som af de oplysninger, sagsoegerne selv har meddelt, og som viser, at indfoerslerne vedroerer produkter, der for en stor dels vedkommende ikke er substituerbare, for saa vidt som det fremgaar af toldstatistikken, at ud af 3 862 nye koeretoejer, der blev indfoert i 1991, har 2 212 en motorkraft paa under 25 kw. Endelig beroeres det anfoerte ikke af en undersoegelse af strukturen af det oevrige udbud, hvis yderst opdelte karakter, anderledes end haevdet af sagsoegerne, styrker de placeringer, som de stoerste virksomheder har.

54 Retten finder herefter i det hele, at Kommissionen med foeje goer gaeldende, at det relevante marked har karakter af et lukket oligopol.

55 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegerne ikke har fremfoert nogen vaesentlige omstaendigheder, der godtgoer, at Kommissionens definition og beskrivelse af det relevante markeds funktion hviler paa en aabenbar fejlbedoemmelse.

° Det geografiske marked

56 Retten bemaerker, at det relevante marked geografisk kan defineres som det omraade, hvor konkurrencebetingelserne og navnlig forbrugernes efterspoergsel har tilstraekkeligt homogene traek (jf. analogt Domstolens dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 11). Det er herefter ikke udelukket, at markedet for landbrugstraktorer maa karakteriseres som et marked, der daekker hele Faellesskabet, saaledes som Kommissionen gjorde det i sin tidligere naevnte beslutning af 8. februar 1991. Selv om dette maatte vaere rigtigt, er det dog ikke under alle omstaendigheder udelukket, at det relevante marked, inden for hvilket adfaerdens virkninger skal maales, kan defineres som et nationalt marked, naar ° som i naervaerende sag ° den kritiserede adfaerd geografisk er begraenset til én af medlemsstaternes territorium. I en saadan situation er det leverandoererne selv, som alene ved deres egen adfaerd har givet dette marked de egenskaber, som et nationalt marked har.

57 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerne ikke har bevist, at Kommissionen har foretaget en aabenbar fejlbedoemmelse, da den definerede det relevante marked og undersoegte, hvorledes det fungerer, og at dette anbringende derfor maa forkastes.

Anbringendet om, at bedoemmelsen af de anmeldte oplysninger hviler paa faktisk vildfarelse

Sammenfatning af parternes argumentation

58 Sagsoegerne har anfoert, at for saa vidt angaar beskrivelsen af aftalen og af Data System er det forkert at haevde, som det goeres i beslutningen, at aftalen som anmeldt i 1988 har eksisteret siden 1975. Den anmeldte ordning adskiller sig nemlig fra den tidligere ordning. Det i beslutningens punkt 14 og 15 anfoerte, hvorefter blanket V55 indeholder koeretoejets registrerede ejers navn, og at denne oplysning meddeles til deltagerne i aftalen, er urigtig. Ifoelge sagsoegerne anmoder administrationen alene forhandlerne om at angive postnummeret for koeberens bopael, men denne oplysning goer det ikke muligt for fabrikanten at faa kontakt med koeberen. Sagsoegerne har anfoert, at faktisk udtog SIL med henblik paa behandling og udsendelse til deltagerne i aftalen fra V55-blanketterne ikke hele postnummeret for koeretoejets registrerede ejer, men noejedes med at registrere de fire eller fem tal i dette nummer, der goer det muligt at fastslaa indregistreringsstedet blandt de ca. 8 250 postnummeromraader i Det Forenede Kongerige. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692A0034.1

59 Denne opdeling i territorier giver imidlertid ikke anledning til betaenkelighed i modsaetning til, hvad der haevdes i beslutningens punkt 6 og 49. Forhandleromraaderne fastlaegges selvstaendigt af den enkelte fabrikant og kendes kun af denne og af SIL, som modtager meddelelse herom, med henblik paa udarbejdelsen af statistikkerne. Sagsoegerne tager forbehold over for begrebet "forhandleromraade paa grundlag af (et) femcifret postnummer", hvilket efter deres opfattelse giver det forkerte indtryk, at forhandleromraadet er sammenfaldende med de omraader, der hoerer under et bestemt postnummer. De bestrider ogsaa beslutningens anbringende om, at de formidlede oplysninger skaber et helt gennemsigtigt system, for paa et heterogent produktmarked, hvor der forekommer priskonkurrence side om side med konkurrence paa andet end pris, kan oplysninger om tidligere salg kun give en meget ufuldkommen gennemsigtighed.

60 Sagsoegerne har anfoert, at de udvekslede oplysninger vedroerer indregistreringer og ikke salg. Eftersom der ikke udveksles prisoplysninger, beroeres priskonkurrencen ikke, og enhver sanktion ville vaere umulig i tilfaelde af, at der blev tilbudt nedslag eller rabatter. Beskrivelsen i beslutningens punkt 26 om de data, der sendes til medlemmerne vedroerende deres egne forhandleres salg, maa berigtiges, eftersom de derved indsamlede oplysninger alene bruges i forholdet mellem fabrikanten og dennes forhandler og ikke som en informationsudveksling mellem de forskellige fabrikanter.

61 Hvad endelig angaar den forbindelse, som beslutningen proever at paavise mellem informationsudvekslingsordningen og begraensninger for parallelimporten, har de paagaeldende medlemmer af AEA godtgjort, at de oplysninger, som de havde om denne import, ikke stammede fra den omtvistede informationsudvekslingsordning. Sagsoegerne mener, at Kommissionen har uret i sin bemaerkning om, at aendringerne i henhold til den nye anmeldelse ikke er vaesentlige, fordi Kommissionen ikke har taget i betragtning, at efter det nye system vedroerer oplysningerne om en fabrikants salg gennem dennes egne forhandlere kun de salg, som en forhandler har foretaget inden for sit eget omraade. Sagsoegerne har anfoert, at fortegnelsen over de foretagne aendringer af ordningen i forbindelse med den anden anmeldelse, som findes i Kommissionens svarskrift, ikke tager hensyn til, at oplysningerne om indregistreringsdata for de enkelte medlemmer ikke udsendes maanedligt, men hvert kvartal.

62 Ifoelge Kommissionen bestrider sagsoegerne fortolkningen af de anmeldte oplysninger for saa vidt angaar aftalens varighed, betydningen af postnumrene for aftalens gennemfoerelse og endelig raekkevidde af den anden anmeldelse.

63 Hvad foerst angaar aftalens varighed er det et nyt anbringende fra sagsoegerne, at aftalen ikke har eksisteret siden 1975. Indtil indgivelsen af staevningen sondrede sagsoegerne saaledes ikke mellem den anmeldte aftale og den tidligere eksisterende informationsudvekslingsordning.

64 Hvad for det andet angaar betydningen af postnumrene for aftalens gennemfoerelse fremgaar det af aftalen, og isaer dens punkt 6 og 49, at det var Kommissionens opfattelse, at deltagerne i aftalen havde aftalt en ordning for opbygning af forhandlernes omraader, der, selv om den overlod det til den enkelte fabrikant at tilrettelaegge sit forhandlernet, gjorde de formidlede oplysninger mere praecise og gennemsigtige. Bemaerkningerne i staevningen om navn og adresse for den registrerede ejer af koeretoejet skal endvidere forstaas under hensyn til den foretagne anvendelse af postnummeret: Argumentationen i staevningen vedroerende dette punkt er irrelevant. Aftalen og Data System goer det saaledes muligt at udveksle data paa et standardiseret grundlag. De goer deltagerne opmaerksom paa, at oplysninger, der svarer til de statistikker, som de har adgang til, ogsaa foreligger for de andre deltagere i aftalen. Efter Kommissionens opfattelse har denne ordning til foelge, at der bliver mindre usikkerhed mellem konkurrenterne, og at den "skjulte konkurrence" begraenses, saaledes som denne er defineret i beslutningens punkt 37, foerste afsnit.

65 Hvad for det tredje angaar raekkevidden af den anden anmeldelse har Kommissionen anfoert, at beslutningens punkt 65 anfoerer begrundelsen for, at Kommissionen fandt, at den anden anmeldelse ikke indeholdt nogen vaesentlig forskel i forhold til aftalen. Efter Kommissionens opfattelse goer Data System, lige saavel som den ordning, der var genstand for den foerste anmeldelse, det muligt at faa oplysninger om konkurrenternes salg og ogsaa om salg, som en forhandler foretager uden for sit eget omraade. Selv om Kommissionen ikke bestrider, at den anden anmeldelse indfoerer visse forbedringer i forhold til den foerste anmeldelse, kunne den ikke meddele fritagelse efter traktatens artikel 85, stk. 3, idet den anmeldte ordning opretholdt princippet om en maanedlig udveksling af oplysninger, herunder oplysninger opdelt efter model, saaledes at det var muligt at fastslaa hver enkelt konkurrents salg og markedsandel paa grundlag af en geografisk opdeling, der daekkede fra lands- eller regionalt plan og ned til forhandleromraade og postnummeromraade. Med hensyn til beslutningens punkt 61, andet afsnit, har Kommissionen anfoert, at sagsoegerne er helt paa det rene med, at det er Kommissionens standpunkt, at de ikke maa udveksle oplysninger paa lokalomraadeniveau, og endvidere, at informationsudveksling for store geografiske omraader kun maa ske paa aarsbasis og skal vedroere aaret foer det aar, hvor oplysningerne udsendes. Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten har Kommissionen henvist til afsnit B og C i bilag 2 til den anden anmeldelse vedroerende oplysninger, der angiver deltagernes og forhandlernes salg og markedsandele paa maanedsbasis.

Rettens bemaerkninger

° Fortolkningen af beslutningens punkt 14

66 Retten bemaerker indledningsvis, at Kommissionen under det uformelle moede med parterne den 7. december 1993 udtrykkeligt tiltraadte, at beslutningens punkt 15, ifoelge hvilken de oplysninger, der omtales i punkt 14, stilles til raadighed for aftalens deltagere "i form af rapporter og analyser som beskrevet nedenfor", skal fortolkes saaledes, at de oplysninger, som SIL har registreret, meddeles til deltagerne i aftalen i form af rapporter og analyser som beskrevet i de foelgende afsnit af beslutningen, og ikke betyder, at alle de oplysninger, der omhandles i punkt 14, sendes til deltagerne i aftalen, efter at SIL har bearbejdet dem. Retten finder, at denne fortolkning, ogsaa selv om det antages, at den maaske kan betragtes som faktisk forkert, ikke kan rejse tvivl om beslutningens gyldighed, eftersom beslutningens punkt 18, 37, 38, 40, 41, 45, 55 og 63 paa ingen maade beroeres af denne faktiske vildfarelse. Beslutningens punkt 18 findes i det afsnit, hvor de faktiske omstaendigheder bedoemmes, mens sagsoegerne, i modsaetning til hvad de gjorde gaeldende under retsmoedet, ikke har bevist, at den sidste saetning i punkt 37, den sidste saetning i det tredje led i punkt 38, den foerste saetning i punkt 40, den sidste del af saetningen i det andet led i punkt 41, den anden saetning i punkt 45, punkt 55, den sidste saetning i punkt 63 og den tredje saetning i punkt 65 beroeres af den faktiske vildfarelse, som Kommissionen maaske har befundet sig i i forbindelse med beslutningens punkt 14.

67 Det bemaerkes naermere, at udtalelsen i den sidste saetning i beslutningens punkt 37 om, at "det sandsynlige resultat heraf er, at initiativet neutraliseres, og at oligopolisternes markedspositioner saaledes stabiliseres, fordi medlemmerne af informationscentralen ikke er udsat for ekstern konkurrence, bortset fra parallelimport, der som beskrevet ovenfor imidlertid ogsaa overvaages", ikke er urigtig, da det som anfoert i det foregaaende (jf. ovenfor, praemis 52) i tilstraekkeligt omfang er godtgjort, at markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige har karakter af et lukket oligopol.

68 Paa samme maade indeholder den sidste saetning i det tredje led i beslutningens punkt 38, hvorefter "disse oplysninger ... ogsaa [kan] opnaas hos kunder, der underretter forhandlerne om konkurrenternes priser inden for et givent omraade", blot en beskrivelse af, hvorledes markedet sandsynligvis fungerer i betragtning af dets egenskaber, som er beskrevet i det foregaaende, men den fastslaar ikke under nogen omstaendigheder, at der er en forbindelse mellem markedets naevnte funktion og den omtvistede informationsudvekslingsordning.

69 For saa vidt angaar den foerste saetning i beslutningens punkt 40, hvori det siges, at "paa det britiske traktormarked er den eneste vigtige markedsoplysning, der kun kan fremskaffes med vanskelighed, den noejagtige stoerrelse af hver enkelt fabrikants/forhandlers salgsvolumen, saaledes at det bliver muligt straks at notere aendringer i salgsvolumen og markedsandele for hvert enkelt medlem af oligopolet og for hver enkelt forhandler paa forhandleromraadeniveau", paaviser sagsoegerne paa ingen maade, at denne saetning, saaledes som de haevdede under retsmoedet, skal forstaas som en henvisning til baade forhandlere, der er medlemmer af et forhandlernet, og forhandlere inden for konkurrenternes forhandlernet.

70 Med hensyn til den sidste del af saetningen i det andet led i punkt 41, hvori det hedder, at de indsamlede oplysninger saetter hver deltager i stand til "at foelge, om og i hvilket omfang konkurrenterne faar gode resultater af pris- eller andre markedsfoeringsstrategier", kan det ikke bestrides, at den omtvistede informationsudvekslingsordning ved at saette den enkelte deltager i stand til at se sin placering paa markedet i forhold til konkurrenternes placering samtidig goer det muligt for vedkommende at bedoemme effektiviteten af konkurrenternes markedsfoeringsstrategi.

71 Det hedder i det andet punktum i punkt 45, at "et detaljeret kendskab til salgsmoensteret for traktorer paa det britiske marked forbedrer medlemmernes evne til at forsvare deres positioner mod ikke-medlemmer". Som det vil fremgaa i det foelgende (se praemis 91), kan der naeppe vaere tvivl om, at informationsudvekslingsordningen giver deltagerne i aftalen en konkurrencemaessig fordel, og det er herved ikke noedvendigt, anderledes end haevdet af sagsoegerne, at deltagerne i aftalen i dette oejemed har oplysninger om fabrikanter og forhandlere, der ikke er deltagere i aftalen.

72 Beslutningens punkt 55 og det sidste punktum i punkt 63 vedroerer salg, som foretages paa hver forhandlers omraade inden for en deltagers forhandlernet. Sagsoegerne bestrider ikke den bedoemmelse af ordningen, der findes i beslutningens punkt 55 og 63, men bemaerker blot, at informationsudvekslingsordningen som beskrevet er den, som er baseret paa den foerste anmeldelse, og vedroerer ikke Data System. Eftersom det i beslutningen paa ingen maade goeres gaeldende, at ordningen som beskrevet i beslutningens punkt 55 og 63 ogsaa finder anvendelse paa Data System, beviser sagsoegerne paa ingen maade den paastaaede fejltagelse.

73 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerne som bemaerket ovenfor (jf. praemis 66) i modsaetning til, hvad de goer gaeldende, ikke har bevist, at de faktiske vildfarelser, som Kommissionen maaske har gjort sig skyldig i i beslutningens punkt 14, kan rejse spoergsmaal om dennes lovlighed.

° De oevrige anbringender om faktisk vildfarelse

74 Hvad for det foerste angaar SIL' s behandling af data vedroerende postnummeret for den registrerede ejer af koeretoejet fremgaar det af selve ordlyden af beslutningens punkt 14, hvori der udtrykkeligt naevnes et postnummer til femte ciffer, at sagsoegernes anbringende om, at Kommissionen var i en faktisk vildfarelse, da den lagde til grund, at SIL fra blanket V55 udtog de syv cifre i postnummeret for koeretoejets registrerede ejer, er uden grundlag i de faktiske omstaendigheder.

75 Hvad for det andet angaar opbygningen af forhandleromraaderne har sagsoegerne ikke bevist, at der indgaar faktiske fejltagelser i Kommissionens bedoemmelse, hvorefter disse omraader bestemmes ved henvisning til postnummeromraader, enten individuelt eller i grupper.

76 For det tredje maa sagsoegernes anbringende om, at det sidste led i beslutningens punkt 26 skal fortolkes saaledes, at fabrikanterne har etableret en informationsudveksling indbyrdes og ikke en informationsudveksling vedroerende forbindelserne mellem den enkelte fabrikant og dennes forhandlere, anses for at savne faktisk grundlag, eftersom det alene anfoeres i beslutningen, at paa grundlag af analysen af forhandlernes salg "kan fabrikanterne fastslaa, hvem der er saelgende forhandler i et bestemt postnummeromraade, og kan sammenligne deres salg med branchens salg i det paagaeldende postnummeromraade".

77 Hvad for det fjerde og sidste angaar anbringendet om, at Kommissionen i sin undersoegelse af Data System ikke tog hensyn til, at der efter dette system sker en kvartalsvis indberetning af de salg, som den enkelte fabrikants forhandlere gennemfoerer inden for hver forhandlers omraade, bemaerker Retten, at i henhold til afsnit B og C i bilag 2 til formularen, hvorved Data System blev anmeldt, bliver visse oplysninger vedroerende indregistrering af koeretoejer tilsendt deltagerne i aftalen maanedligt, mens andre oplysninger, isaer om salg, som de enkelte forhandlere foretager inden for deres salgsomraade, udsendes kvartalsvis. Foelgelig er Kommissionens vurdering i beslutningens punkt 65, hvorefter der inden for Data System "fortsat vil blive udvekslet oplysninger, der kan tjene til at bestemme medlemmernes og forhandlernes salgsvolumen og markedsandele for perioder paa en maaned", ikke behaeftet med nogen faktisk vildfarelse.

78 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegernes anbringende om, at Kommissionens bedoemmelse hviler paa faktisk vildfarelse, saaledes at beslutningen bliver ugyldig, maa forkastes.

Anbringendet om, at traktatens artikel 85, stk. 1, er blevet anvendt forkert

Sammenfatning af parternes argumentation

79 Sagsoegerne bestrider Kommissionens konklusion, hvorefter oplysninger om konkurrenternes salg af nyere dato uundgaaeligt begraenser konkurrencen ved at ophaeve den "skjulte konkurrence" og ved at goere det endnu vanskeligere at komme ind paa markedet. De bestrider ogsaa Kommissionens anbringende om, at deltagerne i aftalen ved hjaelp af de indhentede oplysninger og deres egne forhandleres salg kan begraense forhandlernes virksomhed og parallelimporten.

80 Ifoelge sagsoegerne siges det ikke udtrykkeligt i beslutningen, at aftalen har til formaal at begraense konkurrencen. Naar som i naervaerende sag en aftale har til formaal at gavne konkurrencen for at forbedre udbuddet, kan den ikke kritiseres paa grundlag af de foelger, den har, foer der er foretaget en noejagtig undersoegelse af disse foelger. Med hensyn til bedoemmelsen af aftalens foelger har sagsoegerne fremfoert to hovedklagepunkter. De har for det foerste anfoert, at Kommissionens fejltagelser vedroerende de faktiske omstaendigheder logisk foerer til forkert retsanvendelse, og, for det andet, at undersoegelsen af aftalens foelger paa et oligopolistisk marked er forkert.

81 For saa vidt angaar det foerste punkt har sagsoegerne i det vaesentlige anfoert, at de antagelser, der ligger til grund for beslutningens punkt 35 ff., isaer punkt 37, 40, 44-48, 49, 51 og 52, saavel som de konklusioner, der naas i beslutningens punkt 56 og 57, er helt eller delvis forkerte. I beslutningens punkt 37-52 fremsaettes der tvivlsomt rigtige eller ligefrem urigtige udtalelser, som om de var uangribelige sandheder. Punkt 44-48 viser en modsigelse i Kommissionens opfattelse, for Kommissionen kan ikke paa en og samme tid haevde, at alle kan deltage i aftalen, og at den beskytter markedet.

82 For saa vidt angaar det andet punkt har sagsoegerne ° som isaer henviser til de sagkyndige udtalelser, der er afgivet af professor Albach, og som der henvises til ovenfor i praemis 4 ° anfoert, at selv om Kommissionen goer gaeldende, at en aftale som den omhandlede noedvendigvis haemmer konkurrencen paa et oligopolistisk marked, har markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige paa ingen maade en saadan karakter. Selv om markedet havde karakter af et oligopol, viser de oekonomiske undersoegelser under alle omstaendigheder, at Kommissionens analyse er summarisk. Sagsoegerne finder foelgelig, at Kommissionen synes at gaa ind for teorien om en overtraedelse "per se", men at den ikke faktisk har bevist, at der foreligger en tilstraekkelig maerkbar begraensning af konkurrencen paa grund af aftalens potentielle foelger. For at goere dette skulle Kommissionen have bedoemt aftalen med udgangspunkt i konkurrenceforholdene, som de ville vaere uden den. I stedet for har den slet og ret fastslaaet en "per se"-overtraedelse. Anvendelsen af et princip om, at noget er forbudt "per se", har intet grundlag i praksis. Sagsoegerne goer gaeldende, at konkurrencen ikke er blevet begraenset, men tvaertimod er blevet styrket af den omhandlede informationsudveksling. Naar, som det er tilfaeldet i denne sag, enhver konkurrent har adgang til de udvekslede oplysninger, bliver informationsudvekslingsordningen et redskab i konkurrencen.

83 Beslutningen har ikke stoette i noget fortilfaelde, hverken med hensyn til fremgangsmaaden for undersoegelsen eller de anvendte retsprincipper. Det fremgaar tvaertimod af en gennemgang af fortilfaeldene, at de modsiger Kommissionens undersoegelse af informationsudvekslingsordningen i naervaerende sag. Sagsoegerne har i denne forbindelse henvist til den Syvende Beretning om Konkurrencepolitikken, der udkom i 1978. Kommissionen har i denne sag ikke overholdt den retningslinje, som den har angivet for sig selv.

84 Sagsoegerne har endvidere anfoert, at de informationsudvekslingsaftaler, som Kommissionen har kritiseret, vedroerte udveksling af oplysninger om enten priser eller homogene produkter. Kun én kommissionsbeslutning har vedroert informationsudveksling om varige forbrugsgoder, netop en sag vedroerende traktorer. Der er tale om beslutning 83/361/EOEF af 13. juli 1983 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (sag IV/30.174 ° Vimpoltu, EFT L 200, s. 44). I den naevnte sag havde de erhvervsdrivende, som havde udvekslet prisoplysninger, udvist en adfaerd, der mindede om den adfaerd, der udvises af deltagere i et kartel. Kommissionen kan heller ikke finde stoette i beslutning 87/69/EOEF af 15. december 1986 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.458 ° X/Open Group, EFT 1987 L 35, s. 36), hvori den dels gav en vid definition af informationsudvekslingens potentielle foelger for konkurrencen, som gik videre end den, der er lagt til grund i Domstolens praksis, dels meddelte fritagelse for informationsudvekslingen. Domstolen har aldrig faaet forelagt en sag, der udelukkende vedroerer udveksling af oplysninger. Kommissionens bemaerkning om, at det er uden betydning, om det relevante produkt er et homogent eller tvaertimod et differentieret produkt, er i direkte modstrid med den oekonomiske teori. Heraf maa det foelgelig udledes, at beslutningens andre punkter ikke er relevante i denne sag. Sagsoegerne haevder sammenfattende, at ikke alene findes der ingen fortilfaelde til stoette for beslutningen, men det fremgaar endvidere af en undersoegelse af de naermere omstaendigheder i de sager, der har vaeret omhandlet af en beslutning, at de er i direkte strid med den opfattelse, der er anlagt i naervaerende sag.

85 Kommissionen har anfoert, at den opfattelse, den anlagde med hensyn til den omtvistede informationsudvekslingsordning, er helt den samme som den, den fremlagde i den Syvende Beretning om Konkurrencepolitikken. Ved behandlingen af denne sag anvendte den ikke et "per se"-forbud med hensyn til informationsudvekslingsordninger. Hvad navnlig angaar beslutningens punkt 51 har Kommissionen anfoert, at sagsoegerne ikke kan benaegte, at beslutningen indeholder en noejagtig analyse af, hvorledes markedet virker, selv om de bestrider denne analyse. Anbringendet om, at det ikke siges klart i beslutningen, at aftalen havde til formaal at begraense konkurrencen, er baseret paa paastanden om, at aftalen var til gavn for konkurrencen. Der er ingen stoette for denne paastand. Kommissionen finder foelgelig, at der ikke for Retten foreligger noget bevismaessigt grundlag for at fastslaa, at der foreligger en aabenbar vildfarelse eller magtfordrejning. Sagsoegernes anbringende om, at Kommissionen kun kan undersoege, om en aftale har til foelge at begraense konkurrencen, saafremt den har fastslaaet, at aftalen har til formaal at begraense konkurrencen, er hverken i overensstemmelse med Domstolens praksis eller med de beslutninger, Kommissionen har vedtaget. Ifoelge Domstolens dom af 1. februar 1978, Miller mod Kommissionen (sag 19/77, Sml. s. 131), skal Kommissionen for at paavise, at aftalen har potentielle foelger for konkurrencen, bevise, at aftalen kan have saadanne foelger, hvilket fremgaar af beslutningens punkt 43 og punkt 51, fjerde afsnit. Sagsoegernes anbringende er uforeneligt med den omstaendighed, at Kommissionen, naar den tager stilling til, hvorvidt der skal meddeles negativattest eller en individuel fritagelse, ogsaa skal tage hensyn til aftalens potentielt negative virkninger for konkurrencen i fremtiden. I naervaerende sag havde Kommissionen paa et marked, der var oligopolistisk og derfor praeget af ufuldkommen konkurrence, afvist at godkende konkurrencebegraensninger, der fulgte af informationsudvekslingsordningen mellem de stoerste erhvervsdrivende.

Rettens bemaerkninger

86 Retten bemaerker, at det fremgaar af beslutningen, at undersoegelsen af informationsudvekslingens virkninger for konkurrencen paa markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige i punkt 35-56 udelukkende gennemfoeres med henblik paa aftalens virkninger. Undersoegelsen foretages ved anvendelse af to sondringskriterier. For det foerste sondrer beslutningen mellem, paa den ene side, de begraensninger af konkurrencen, der foelger af udsendelsen af data vedroerende hver enkelt konkurrent (punkt 35-52), og, paa den anden side, konkurrencebegraensninger som foelge af udsendelsen af data vedroerende virksomhed udoevet af hver enkelt deltagers forhandlere (punkt 53-56). For det andet sondrer beslutningen i forbindelse med undersoegelsen af virkningerne af oplysninger om hver enkelt konkurrents salg paa den ene side mellem den negative virkning for "den skjulte konkurrence" (punkt 37-43) og paa den anden side de negative virkninger for adgangen til markedet for fabrikanter, der ikke er deltagere i aftalen (punkt 44-48).

87 Hvad for det foerste angaar den konkurrencebegraensende virkning af udsendelsen af oplysninger om hver enkelt konkurrents "salg" anfoeres det for det foerste i beslutningen, at informationsudvekslingsordningen skaber fuldstaendig gennemsigtighed mellem leverandoererne med hensyn til forholdene paa markedet. I betragtning af markedets egenskaber, saaledes som de tidligere er beskrevet (jf. praemis 52 og 53 ovenfor), vil en saadan gennemsigtighed oedelaegge, hvad der endnu maatte vaere tilbage af "skjult konkurrence" mellem de erhvervsdrivende, og fjerne enhver usikkerhedsmargen med hensyn til forudsigeligheden af konkurrenternes adfaerd. For det andet anfoeres det i beslutningen, at informationsudvekslingsordningen foerer til en grundlaeggende forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for adgang til markedet mellem ordningens deltagere, som har oplysninger, hvorved de kan forudsige deres konkurrenters adfaerd, og erhvervsdrivende, der ikke er deltagere i aftalen, og som ikke alene befinder sig i en tilstand af uvished med hensyn til deres konkurrenters adfaerd, men hvis dispositioner ogsaa oejeblikkeligt vil blive afsloeret over for deres stoerste konkurrenter, hvis de tilslutter sig ordningen for at overvinde dette handicap.

88 Hvad dernaest angaar den konkurrencebegraensende virkning som foelge af udsendelsen af forhandlernes "salg" anfoeres det i beslutningen (punkt 53-56), at informationsudvekslingsordningen kan afsloere de forskellige konkurrenters salg paa hvert enkelt forhandleromraades niveau. Beslutningen anfoerer, at naar der er tale om salg under en vis graense inden for en bestemt forhandlers omraade, er det sandsynligt, at man kan faa praecis oplysning om hver enkelt af de paagaeldende salg. I beslutningen har Kommissionen givet udtryk for, at for en bestemt periode og et bestemt produkt er ti enheder den graense, hvorunder det er muligt at individualisere oplysningerne og identificere det enkelte salg (punkt 54). Ved hjaelp af den viden, ordningen giver om konkurrenternes salg inden for en forhandlers omraade saavel som om en forhandlers salg uden for sit omraade, goer ordningen det muligt at overvaage forhandlernes virksomhed og faa oplysninger om importen og eksporten, saaledes at "parallelimporten" kan overvaages (punkt 55). I denne situation er det sandsynligt, at konkurrencen mellem maerkerne begraenses, hvilket kan have negative virkninger paa priserne.

89 Hvad for det foerste angaar de spoergsmaal vedroerende de faktiske omstaendigheder, som sagsoegerne har rejst, og disses mulige betydning for den retlige kvalificering, der er foretaget i beslutningen, bemaerker Retten, saaledes som den allerede har fastslaaet (jf. praemis 66-78 ovenfor), at sagsoegerne ikke, modsat hvad de goer gaeldende, har bevist, at Kommissionens eventuelle vildfarelser med hensyn til de faktiske omstaendigheder kan rejse tvivl om beslutningens gyldighed.

90 Hvad for det andet angaar den af sagsoegerne paastaaede uoverensstemmelse mellem beslutningen og Kommissionens tidligere beslutningspraksis finder Retten, at beslutningen ikke under nogen omstaendigheder er i uoverensstemmelse med Kommissionens tidligere beslutningspraksis. De naevnte kommissionsbeslutninger vedroerer enten informationsudveksling, der vedroerer andre oplysninger end dem, der omhandles i naervaerende sag, eller markeder, hvis egenskaber og funktioner efter deres art er forskellige fra det relevante markeds. Sagsoegerne har heller ikke bevist, at Kommissionen ved beslutningen har tilsidesat nogle af de principper, som den har forpligtet sig til at overholde, navnlig i den Syvende Beretning om Konkurrencepolitikken. Som allerede anfoert (jf. ovenfor, praemis 35) er beslutningen foelgelig tilstraekkeligt begrundet, naar henses til Kommissionens tidligere beslutningspraksis, og sagsoegerne kan ikke haevde, at beslutningen er i strid med de principper, som Domstolen fastslog i den tidligere naevnte dom i Papiers peints de Belgique-sagen.

91 Retten bemaerker imidlertid, at beslutningen som anfoert af sagsoegerne er den foerste, hvorved Kommissionen har forbudt en informationsudvekslingsordning, der ikke direkte vedroerer priserne, og som heller ikke stoetter en anden konkurrencebegraensende foranstaltning. Som det med rette anfoeres af sagsoegerne, er det paa et virkeligt konkurrencepraeget marked sandsynligt, at gennemsigtige forhold mellem de erhvervsdrivende principielt vil skaerpe konkurrencen mellem leverandoererne, for den omstaendighed, at en erhvervsdrivende i denne situation tager hensyn til de oplysninger, han har, for at tilpasse sin adfaerd til markedet, vil naeppe, naar henses til udbuddets opsplittede karakter, for de andre forhandlere formindske eller fjerne usikkerheden med hensyn til forudsigeligheden af deres konkurrenters adfaerd. Paa den anden side finder Retten ° her ligesom det anfoeres af Kommissionen ° at en generel ordning mellem de vigtigste leverandoerer vedroerende udveksling af detaljerede oplysninger med korte mellemrum, hvorved der gives oplysninger om indregistrerede koeretoejer og disses indregistreringssted, paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked som det relevante marked (jf. praemis 52 ovenfor), hvor konkurrencen saaledes allerede er staerkt svaekket og informationsudvekslingen gjort lettere, sandsynligvis maerkbart vil begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende. Under disse omstaendigheder har en ordning, hvorefter der regelmaessigt og hyppigt udveksles oplysninger om markedets funktion, til foelge, at de forskellige individuelle konkurrenters placering og strategi med jaevne mellemrum afsloeres over for samtlige konkurrenter.

92 Denne bedoemmelse kan ikke anfaegtes med den begrundelse, at det fremgaar af undersoegelsen af sagen, og isaer af SIL' s forklaringer, som Kommissionen har godtaget, at deltagerne i aftalen siden den 1. september 1988 ikke laengere mere end en gang om aaret modtager et samlet billede af markedet, opdelt efter maerke og model, eftersom de oplysninger, der udsendes til hver deltager i ordningen mellem to aarlige serier, kun vedroerer den enkelte fabrikants placering paa markedet som helhed. Formidlingen af disse oplysninger til samtlige leverandoerer forudsaetter nemlig for det foerste en aftale, i det mindste stiltiende, mellem de erhvervsdrivende om, at graenserne for forhandlersalgsomraaderne fastlaegges med henvisning til Det Forenede Kongeriges postnummersystem, saavel som en institutionel struktur, saaledes at oplysningerne kan udveksles mellem de erhvervsdrivende gennem den erhvervsorganisation, de tilhoerer, og, for det andet, naar henses til disse oplysningers hyppighed og systematiske karakter, goer de det ogsaa muligt for den enkelte erhvervsdrivende mere praecist at forudsige sine konkurrenters adfaerd, idet den grad af usikkerhed, der knytter sig til markedets funktion, og som ville have foreligget uden en saadan informationsudveksling, derved bliver mindre eller fjernes. Hertil kommer, at Kommissionen i beslutningens punkt 44-48 med rette goer gaeldende, at uanset hvilken beslutning der traeffes af en erhvervsdrivende, som oensker at komme ind paa markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, og uanset om vedkommende bliver deltager i aftalen, er denne aftale noedvendigvis til skade for den erhvervsdrivende, hvorved det er uden betydning, hvorvidt informationsudvekslingsordningen i betragtning af dens beskedne pris og reglerne for deltagelse principielt er tilgaengelig for alle. Enten bliver vedkommende erhvervsdrivende ikke deltager i informationsudvekslingsaftalen, og han giver da i modsaetning til sine konkurrenter afkald paa de udvekslede oplysninger og paa kendskab til markedet; eller ogsaa bliver virksomheden medlem af aftalen, og i saa fald bliver dens forretningsstrategi oejeblikkeligt afsloeret over for alle dens konkurrenter via de oplysninger, som de modtager.

93 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerne ikke med rette kan haevde, at den omtvistede informationsudvekslingsaftale er egnet til at skaerpe konkurrencen paa markedet, og heller ikke har foert det fornoedne bevis for, at den omtvistede aftale begraenser konkurrencen. Den omstaendighed, at sagsoegte ikke er i stand til at bevise, at der foreligger en faktisk paavirkning af markedet, hvilket bl.a. kunne forklares med, at gennemfoerelsen af aftalen har vaeret udsat siden den 24. november 1988, er uden betydning for sagens afgoerelse, eftersom traktatens artikel 85, stk. 1, forbyder saavel faktiske konkurrencebegraensende virkninger som rent potentielle virkninger, forudsat at disse er tilstraekkeligt maerkbare, hvilket er tilfaeldet i naervaerende sag i betragtning af markedets egenskaber som omtalt ovenfor (jf. ovenfor, praemis 52). Paa denne baggrund er det under alle omstaendigheder ikke noedvendigt for Retten at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen har ret i, at flere virksomheder under hoeringen tilkendegav, at udsaettelsen af aftalens gennemfoerelse vaesentligt havde paavirket deres mulighed for at forudsige markedsudviklingen. Kommissionen har endvidere i beslutningens punkt 55 og 56 med rette anfoert, at den omtvistede informationsudvekslingsordning i det mindste indtil den 1. september 1998, hvor SIL ophoerte med at tilsende virksomhederne et eksemplar af blanket V55/5, gjorde det muligt at overvaage parallelimporten af landbrugstraktorer til Det Forenede Kongerige ved hjaelp af oplysningen om koeretoejets chassisnummer, der paa forhaand var anfoert paa formularen af fabrikanten. Endelig bliver bedoemmelsen af aftalens konkurrencebegraensende virkninger ikke beroert af indholdet af den anden anmeldelse, som fandt sted den 12. marts 1990, da der efter den nye ordning, saaledes som det anfoeres i beslutningens punkt 65, og som det i oevrigt fremgaar af oplysningerne i bilag 2 til anmeldelsesformularen, "fortsat vil blive udvekslet oplysninger, der kan tjene til at bestemme medlemmernes og forhandlernes salgsvolumen og markedsandele for perioder paa en maaned, samt oplysninger om chassisnummer og indregistreringstidspunkt for hver enkelt solgt traktor. Sidstnaevnte oplysninger goer det ligesom V55/5-blanketterne muligt at bestemme oprindelse og bestemmelsessted for alle traktorer."

94 Det foelger af det anfoerte, at anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, maa forkastes.

Anbringendet om, at det med urette blev afslaaet at anvende traktatens artikel 85, stk. 3

Sammenfatning af parternes argumentation

95 Sagsoegerne har anfoert, at de har forelagt Kommissionen et detaljeret bevismateriale for aftalens fordele. Det anerkendes i beslutningens punkt 60, at deltagerne anvender de indhentede oplysninger til at skaerpe konkurrencen, navnlig med henblik paa at forbedre distributionen af produkterne, uden at dette dog kan opveje de konkurrencebegraensninger, der foelger af aftalen. De har endvidere anfoert, at Kommissionens hovedbegrundelse for at indtage en afvisende holdning til informationsudvekslingsaftalen er, at denne goer det muligt oejeblikkeligt at opdage konkurrenternes foranstaltninger, ligesom den goer det muligt at overvaage parallelimporten og forhandlernes salg uden for deres omraade. Data System giver ikke sine deltagere en saadan kontrolmulighed, for efter ordningen indefryses data, der indeholder oplysninger, i en periode paa tre maaneder.

96 Sagsoegerne har endvidere gjort gaeldende, at den nye ordning under alle omstaendigheder maa kunne fritages efter traktatens artikel 85, stk. 3, da de oplysninger, der udsendes vedroerende deres egne forhandleres salg, ikke laengere goer det muligt for deltagerne i aftalen at paavise og stedfaeste salg, der foretages af forhandlere uden for deres omraade. Hertil kommer, at i medfoer af Data System sender SIL ikke laengere blanket V55 til deltagerne i aftalen. De oplysninger, der fremsendes, er herefter begraenset til koeretoejets chassisnummer og datoen for dets indregistrering.

97 Kommissionen har anfoert, at sagsoegernes argumentation hviler paa en fejlfortolkning af beslutningen. Den bestrider, at den har godtaget, at udveksling af oplysninger har en gavnlig virkning for konkurrencen. Der er intet grundlag for at konkludere, at Kommissionens bedoemmelse, hvorefter en af de fire betingelser i artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt, er aabenbart forkert. Foelgelig afslog den med foeje ansoegningen om fritagelse. Denne opfattelse er upaavirket af den anden anmeldelse, hvorved der kun skete mindre aendringer af informationsudvekslingsordningen, saaledes at den bedoemmelse, der blev anlagt efter den foerste anmeldelse, staar ved magt med hensyn til bedoemmelsen af den anden anmeldelse.

98 Kommissionen har anfoert, at naar "voluntary statistical section" (det ikke-obligatoriske statistiske afsnit) i blanket V55 er udfyldt, indeholder det den registrerede ejers navn og adresse. Inden for Data System udtager SIL fra V55-blanketterne detaljerede oplysninger om chassisnumrene og indregistreringstidspunktet for de solgte traktorer og sender oplysningerne til deltagerne i aftalen. Efter Kommissionens opfattelse goer disse oplysninger det muligt for deltagerne i aftalen at bestemme oprindelsen og bestemmelsesstedet for hver enkelt solgt traktor. I modsaetning til hvad sagsoegerne har anfoert, er disse oplysninger dernaest ikke noedvendige med henblik paa kontrollen med garanti- eller bonuskrav, hvilket fremgaar af beslutningens punkt 59-65. Behandlingen af bonus- eller garantikrav forudsaetter paa ingen maade, at fabrikanterne deltager i en informationsudvekslingsordning sammen med konkurrenterne, og hver enkelt fabrikant kan paa individuel basis fastlaegge og anvende en egnet fremgangsmaade til at kontrollere saadanne krav.

Rettens bemaerkninger

99 Retten bemaerker indledningsvis, at det foelger af fast retspraksis, at de fire betingelser i artikel 85, stk. 3, for, at en aftale, der er forskriftsmaessigt anmeldt til Kommissionen, kan fritages ved en individuel beslutning, er kumulative, saaledes at Kommissionen, saafremt en af dem ikke er opfyldt, lovligt kan afslaa den anmodning, den har modtaget. Retten bemaerker endvidere, at det i foerste raekke paahviler de virksomheder, der anmelder en aftale med henblik paa at opnaa en individuel fritagelsesbeslutning fra Kommissionen, at forelaegge denne de beviser, hvoraf det fremgaar, at aftalen opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3 (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19; Rettens dom af 9.7.1992, sag T-66/89, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. II, s. 1995). I naervaerende sag laegges det i beslutningen til grund, at de konkurrencebegraensninger, der foelger af informationsudvekslingen, ikke er uundgaaelige, eftersom "tal for fabrikantens eget selskab og aggregerede tal for branchen er tilstraekkelige til at kunne drive virksomhed paa markedet for landbrugstraktorer" i Det Forenede Kongerige. Denne konstatering, der foretages i beslutningens punkt 62 for den foerste anmeldelse, gentages i punkt 65 med hensyn til den anden anmeldelse. Retten finder, at Kommissionen med foeje mener, at dens argumentation vedroerende den foerste anmeldelse gaelder paa tilsvarende vis for den anden, eftersom der i henhold til Data System, som det er anfoert ovenfor, "fortsat vil blive udvekslet oplysninger, der kan tjene til at bestemme medlemmernes og forhandlernes salgsvolumen og markedsandele for perioder paa en maaned". Som det fremgik under moedet med parterne den 7. december 1993, ville Kommissionen hermed goere gaeldende, at det ikke er noedvendigt at have oplysninger for korte perioder vedroerende de enkelte konkurrenters salg for at de kunne virkeliggoere de haevdede formaal. Sagsoegerne, som blot har anfoert, at de indhentede oplysninger er noedvendige for at sikre service- eller garantiydelser, har ikke godtgjort, at konkurrencebegraensningerne som foelge af informationsudvekslingsordningen, saaledes som de er gennemgaaet i det foregaaende (jf. praemis 91 ovenfor), er noedvendige, isaer naar henses til de paastaaede formaal. Det fremgaar saaledes, at service- eller garantiydelser meget vel kan udfoeres, uden at der findes nogen informationsudvekslingsordning af den art, der omhandles i sagen. Informationsudvekslingsordningen, saaledes som den fremgaar baade af den foerste og den anden anmeldelse ° af 12. marts 1990 ° opfyldte foelgelig ikke betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.

100 Det fremgaar af det anfoerte, at anbringendet om, at Kommissionen med urette afslog anmodningen om individuel fritagelse, som den fik forelagt, maa forkastes, og at sagsoegte foelgelig i det hele skal frifindes.

Sagens omkostninger

101 I medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger in solidum.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger in solidum.