61992A0005

++++

1. Tjenestemaend ° administrationens bistandspligt ° raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 24)

2. Tjenestemaend ° bebyrdende afgoerelse ° begrundelsespligt ° genstand

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2)

1. Selv om vedtaegtens artikel 24 foerst og fremmest er udformet med henblik paa at beskytte Faellesskabernes tjenestemaend mod angreb mv. fra tredjemands side, gaelder bistandspligten ifoelge denne bestemmelse ogsaa i tilfaelde, hvor ophavsmanden til de af bestemmelsen omfattede forhold er en anden tjenestemand i Faellesskaberne.

Administrationen skal, naar der er indtraadt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den noedvendige fasthed og saa hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, konstatere, hvad der er sket, for paa baggrund heraf at kunne afgoere hvilke konsekvenser der vil vaere passende.

2. Pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets doemmende instanser at udoeve deres kontrol med hensyn til den anfaegtede afgoerelses lovlighed, og at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, hvorvidt afgoerelsen er korrekt eller behaeftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfaegtes.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, Santo Tallarico, er tjenestemand i kategori C ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet"). Han blev ansat den 1. december 1983 paa grundlag af de saerlige vilkaar for handicappede og udnaevnt til tjenestemand pr. 2. februar 1986.

2 Det fremgaar af sagens akter, at sagsoegeren i flere aar har vaeret udsat for forskellige forulempelser, bl.a. foelgende, der har fundet sted paa hans kontor i Parlamentets bygning i Luxembourg: en opbrudt skuffe i april 1986; oedelaeggelse af en stikkontakt i april 1986; anonyme telefonopkald og fornaermelser i loebet af 1986; tyveri af to personlige fotografier med rammer den 13. juli 1987; tyveri af et vaegtaeppe den 17. juli 1987; beskadigelse af tre billeder den 20. og 21. juli 1987; fjernelse af specialbygget stol den 5. august 1987; beskadigelse og blokering af laasen til kontordoeren den 21. december 1988 og 13. januar 1989; beskadigelse af kontordoeren den 5. januar 1990; fjernelse af en skrivemaskine fra hans kontor den 5. november 1990.

3 Sagsoegeren har endvidere naevnt andre forulempelser af ham, som har fundet sted uden for hans kontor: "pillen ved" de forstaerkere, han passer i Parlamentets bygning i Strasbourg, den 11. og 12. juni 1991; beskadigelse af karrosseriet paa hans bil paa Parlamentets parkeringsplads i Luxembourg den 27. maj og 31. oktober 1991.

4 Parlamentets sikkerhedstjeneste gennemfoerte efter hver af disse handlinger en undersoegelse, saaledes som det fremgaar af bl.a. notatet af 19. august 1987 fra X, der er tjenestemand i Direktoratet for Infrastrukturer og den Interne Tjeneste, til sikkerhedstjenestens direktoer, notatet af 26. maj 1988 fra sikkerhedstjenestens direktoer til generalsekretaeren, notatet af 24. januar 1989 fra sikkerhedstjenestens direktoer til sagsoegeren, notatet af 7. februar 1989 fra sikkerhedstjenestens direktoer til generalsekretaeren, notatet af 4. oktober 1989 fra generaldirektoeren for administrationen til den ansvarlige for sikkerhedstjenesten og endelig notatet af 5. februar 1991 fra sikkerhedstjenestens direktoer til Parlamentets juridiske konsulent. Ingen af disse undersoegelser resulterede i, at de skyldige blev fundet, og ifoelge sidstnaevnte notat "har alle disse undersoegelser foert til den konklusion, at Tallarico ikke kommer godt ud af det med sine kolleger, og at man ikke kan konkludere, at der er tale om egentlige kriminelle handlinger". Dette notats konklusioner bekraeftes af et notat af 29. april 1991 fra Den Juridiske Tjeneste til Parlamentets generalsekretaer indeholdende udtalelserne fra de raadspurgte personer, nemlig sikkerhedstjenestens direktoer, generaldirektoeren for administrationen, institutionens raadgivende laege og Parlamentets juridiske konsulent.

5 Endvidere besluttede Parlamentet paa et moede den 30. juni 1988, hvori sikkerhedstjenestens direktoer, et medlem af Den Juridiske Tjeneste, et medlem af Personaleudvalget og sagsoegeren deltog, at traeffe forskellige foranstaltninger for at bringe ovennaevnte handlinger til ophoer. Det blev aftalt, at Tallarico i tilfaelde af problemer straks kunne henvende sig til chefen for sikkerhedstjenesten, saaledes at der kunne foretages en grundig undersoegelse og rejses sag mod gerningsmaendene.

6 Efter et nyt moede den 13. juli 1988 mellem direktoeren for den interne tjeneste og sagsoegeren, der var ledsaget af et medlem af Personaleudvalget, vedtog Parlamentet foelgende foranstaltninger: tildeling af eget kontor til sagsoegeren og udlevering af en noegle til kontordoeren, screening af interne og eksterne telefonopkald til sagsoegeren og derefter tildeling af hemmeligt telefonnummer, som ikke var opgivet i Parlamentets telefonbog.

7 Den 14. september 1988 lod sagsoegeren sig undersoege af den raadgivende laege efter anmodning fra generaldirektoeren for personale, budgetter og finanser. Efter denne undersoegelse erklaerede Tallarico sig meget tilfreds med sin situation og meddelte, at han ikke var interesseret i en forflyttelse.

8 I forbindelse med nye foranstaltninger, som Parlamentet vedtog for at bringe haendelserne til ophoer, meddelte direktoeren for sikkerhedstjenesten ved notat af 7. februar 1989 Parlamentets generalsekretaer, at han for det foerste havde gjort overvaagningstjenestens personale opmaerksom paa problemet og for det andet havde paabudt "observation og overvaagning" i form af hyppige patruljeringer i naerheden af sagsoegerens kontor. Endelig havde han udtrykkeligt naevnt problemet over for sikkerhedstjenestens overinspektoer i bygningen. I internt notat af 27. september 1989 for sikkerhedstjenesten blev disse foranstaltninger omtalt endnu en gang.

9 Ved udgangen af 1990 blev Tallarico' s situation undersoegt paa ny af hans overordnede, sikkerhedstjenesten, Den Juridiske Tjeneste og den raadgivende laege. Man konstaterede, at der havde vaeret forskellige haendelser, som ikke kunne betegnes som alvorlige eller kriminelle. Gerningsmaendene havde ikke kunnet identificeres. Det blev ligeledes fastslaaet, at problemerne ikke var loest til trods for de foranstaltninger, der var truffet til fordel for sagsoegeren. Det blev endvidere fastslaaet, at sagsoegeren var meget naertagende, kom daarligt ud af det med sine kolleger og undertiden reagerede overdrevent paa haendelserne. Efter denne undersoegelse blev der truffet nye foranstaltninger:

° Efter forslag fra den raadgivende laege foreslog man sagsoegeren at lade sig behandle af en specialist for at overvinde problemerne. Dette naegtede sagsoegeren.

° Det blev tilbudt ham, at han kunne henvende sig til socialraadgiveren og et medlem af generalsekretaerens kabinet, som var rede til at droefte hans eventuelle oensker med ham.

10 Ved skrivelse af 12. november 1990 til Parlamentets Generaldirektorat for Protokollen (sikkerhedstjenesten) indgav Tallarico en ansoegning om anvendelse af artikel 24 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), idet han anmodede institutionen om beskyttelse under henvisning til dens bistandspligt. Sagsoegeren anmodede endvidere ved skrivelse af 27. februar 1991 til generaldirektoeren for personale, budgetter og finanser i henhold til vedtaegtens artikel 25 om ivaerksaettelse af en undersoegelse vedroerende de naevnte ondsindede handlinger, der havde fundet sted inden denne dato. Parlamentet har fortolket denne skrivelse som en ny ansoegning om bistand, der supplerede sagsoegerens ovennaevnte ansoegning af 12. november 1990.

11 Parlamentets generalsekretaer besvarede ved skrivelse af 10. maj 1991 sagsoegerens ansoegning om bistand saaledes:

"Efter modtagelsen af Deres ansoegning har jeg anmodet de kompetente tjenestegrene om endnu en gang at kontrollere samtlige de omstaendigheder, De redegoer for i Deres ansoegning, og om at traeffe alle foranstaltninger, der kan forebygge denne type haendelser. Resultatet af denne undersoegelse er imidlertid, at der i afdelingen ikke er en truende eller aggressiv holdning over for Dem eller Deres ejendele, og at der ikke er mulighed for andre forebyggende foranstaltninger end dem, der har vaeret ivaerksat siden september 1988.

Jeg beklager oprigtigt, at Deres sind er moerkt og mistaenksomt, men maa bede Dem om at tro paa mig, naar jeg siger, at ingen paa Deres arbejdsplads vil Dem noget ondt. Hav tillid til Deres kolleger, for jeg er sikker paa, at Deres kolleger har og fortsat vil have tillid til Dem.

Jeg er ikke upaavirket af Deres ansoegning, men maa lige ud minde Dem om, at et godt forhold mellem kolleger bygger paa gensidighed. Selv om De er blevet drillet lidt, boer De ikke lade Dem knaekke af drillerierne og se Dem selv som et offer. De boer reagere positivt og imoedekommende over for Deres kolleger i stedet for at isolere Dem yderligere.

Jeg maa derfor appellere til Deres mod og aabne sind, da skaden endnu er begraenset. Ud fra den betragtning, at man maa hjaelpe hinanden, kan De kan altid ° om noedvendigt ° henvende Dem til vor socialraadgiver. For mit eget vedkommende kan jeg fortaelle Dem, at X fra mit kabinet ogsaa er rede til at se Dem og droefte Deres eventuelle oensker.

De er staerk og maa ikke lade Dem slaa ud. Alle Deres kolleger har i oevrigt udtrykt vilje til at fremme det tillids- og samarbejdsklima, som ethvert arbejdsfaellesskab kraever."

12 Sagsoegeren indbragte ved skrivelse af 5. juli 1991 en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Han gjorde herved bl.a. gaeldende, at de haendelser, han havde vaeret ude for, alle var blevet bekraeftet af sikkerhedstjenesten, og at han ikke kunne acceptere generalsekretaerens konklusioner, som gik ud paa, at hans klage var grundloes. Han fastslog, at der ikke var ivaerksat nogen undersoegelse for at finde gerningsmaendene til de gentagne forulempelser af ham. Hans vilje til at samarbejde med institutionen fremgik af, at han havde anmeldt alle ondsindede handlinger mod ham til sikkerhedstjenesten. Han fandt, at generalsekretaeren ved sin stillingtagen udviste klart manglende vilje til at finde frem til de skyldige.

13 Parlamentets generalsekretaer afviste ved notat af 28. oktober 1991 sagsoegerens klage og bekraeftede indholdet af sin skrivelse af 10. maj 1991, som han udtrykkeligt henviste til.

Retsforhandlinger og parternes paastande

14 Dette er baggrunden for, at sagsoegeren ved staevning indgivet den 29. januar 1992 til Rettens Justitskontor har anlagt denne sag.

15 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen admitteres, og sagsoegerens paastande tages til foelge.

° Det fastslaas, at Parlamentet har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til vedtaegtens artikel 24.

° Det paalaegges Parlamentet at yde sagsoegeren bistand "som foelge af truslerne mod og angrebene paa hans person og formue".

° Parlamentet doemmes til at betale ham én ECU i erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt.

° Parlamentet tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

16 Parlamentet har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning, subsidiaert frifindelse.

° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i henhold til gaeldende bestemmelser.

17 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Dog har Retten besluttet at anmode Parlamentet om at fremlaegge samtlige dokumenter vedroerende den undersoegelse, der er omhandlet i generalsekretaerens svar af 10. maj 1991 paa sagsoegerens ansoegning om bistand, samt i givet fald dokumenterne vedroerende eventuelle andre undersoegelser, der maatte vaere foretaget tidligere vedroerende Tallarico' s situation. Som svar paa denne anmodning fremlagde Parlamentet den 23. november 1992 en raekke dokumenter.

18 Den 3. december 1992 fremlagde sagsoegeren sine bemaerkninger til de af Parlamentet fremlagte dokumenter.

19 Parternes repraesentanter har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 11. december 1992.

20 Ved retsmoedets afslutning suspenderede formanden for Tredje Afdeling den mundtlige forhandling for at give parterne mulighed for at forlige sagen.

21 Ved skrivelse af 12. februar 1993 meddelte Parlamentet Retten, at det ikke var lykkedes at forlige sagen paa grund af manglende tilslutning fra sagsoegeren og fordi denne som led i det tilstraebte forlig havde stillet nye krav, nemlig om en oekonomisk godtgoerelse og en forfremmelse til kategori B.

22 Ved skrivelse af 15. februar 1993, suppleret ved en ny skrivelse af 25. februar 1993, meddelte sagsoegeren Retten, at forlig ikke havde vaeret muligt, ikke paa grund af oekonomiske betragtninger, men fordi parterne ikke havde kunnet blive enige om en forligstekst. Samtidig bekraeftede han, at han den 7. januar 1993 af Parlamentet havde kraevet en godtgoerelse, som, selv om den indgik i et samlet forlig, vedroerte andet og mere end den for Retten forelagte tvist.

23 Under disse omstaendigheder blev den mundtlige forhandling afsluttet den 17. februar 1993.

Paastanden om annullation af afgoerelsen af 28. oktober 1991 om ikke at yde sagsoegeren den i vedtaegtens artikel 24 omhandlede bistand

24 Sagsoegeren har til stoette for denne paastand fremfoert to anbringender, nemlig for det foerste at generalsekretaerens afgoerelser af 10. maj og 28. oktober 1991 ikke var begrundet, og for det andet, at vedtaegtens artikel 24 er blevet tilsidesat. Da disse to anbringender er naert forbundne, finder Retten, at de boer gennemgaas sammen.

Parternes argumenter

25 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Parlamentet i sin afgoerelse af 28. oktober 1991 om afvisning af klagen alene baserede sig paa indholdet af skrivelsen af 10. maj 1991, der var et svar paa hans ansoegning af 12. november 1990. Men denne skrivelse, ifoelge hvilken man ikke kan konkludere, at der i afdelingen er en truende eller aggressiv holdning over for sagsoegeren, forklarer ikke, hvorfor forulempelserne af ham, der er behoerigt konstateret af personer, der har kompetencen hertil, skulle vaere ikke-eksisterende. Sagsoegeren har tilfoejet, at Parlamentets svar ikke giver ham mulighed for at bevise det modsatte og goere sine anbringender gaeldende.

26 Sagsoegeren har endvidere bemaerket, at alle de forulempelser, han har vaeret udsat for, er konstateret af Parlamentets sikkerhedstjeneste. Derfor har Parlamentets generalsekretaer aabenbart skoennet forkert, naar han udtaler, at klagen er grundloes. Parlamentet burde, saa snart de kompetente tjenestegrene havde konstateret, at handlingerne havde fundet sted og var omfattet af vedtaegtens artikel 24, have truffet de noedvendige foranstaltninger for at beskytte ham. Sagsoegeren finder ikke, at Parlamentet er fremkommet med noget konkret forslag til effektiv loesning af problemet. Han er af den opfattelse, at Parlamentets generalsekretaer blot generelt har bestridt overgrebene imod ham. Sagsoegeren finder derfor ikke, at Parlamentet har opfyldt den pligt til at yde bistand, der er fastsat i vedtaegtens artikel 24.

27 Endelig har sagsoegeren gjort gaeldende, at man ikke kan bebrejde ham, at Parlamentets loesninger ikke har vaeret tilstraekkelige til at forbedre hans situation. Han finder, at institutionen maa fremsaette nye forslag til afhjaelpning af situationen og ikke anmode ofret om at resignere.

28 Parlamentet har bemaerket, at sagsoegerens paastand kun kan tages til foelge, saafremt institutionen har tilsidesat sin omsorgspligt over for sagsoegeren. Og Parlamentet har gentagne gange forsoegt at hjaelpe Tallarico. Parlamentet har i denne forbindelse opregnet samtlige de foranstaltninger, det har truffet, jf. ovenfor (se praemis 4-9). Parlamentet har endvidere paapeget, at alle de ondsindede handlinger, der er anmeldt af sagsoegeren, straks er blevet efterforsket af sikkerhedstjenesten, og at sagsoegerens umiddelbare overordnede samt de ansvarlige i administrationen og den raadgivende laege har haft moeder med ham om sagen og givet ham mulighed for at fremkomme med sine klager. Derfor finder Parlamentet, at det har opfyldt sin omsorgspligt fuldt ud, og at det endog har gjort mere, end hvad en tjenestemand har krav paa, ogsaa selv om han befinder sig i en vanskelig situation. Ifoelge Parlamentet er der i vedtaegtens artikel 24 tale om en beskyttelse af tjenestemanden, der bygger paa princippet om omsorgspligt, dvs. at ansaettelsesmyndigheden skal behandle alle tjenestemaend som "bonus pater familias". Parlamentet finder, at denne forpligtelse er mere end opfyldt fra dets side.

Rettens vurdering

29 Vedtaegtens artikel 24, stk. 1, har foelgende ordlyd: "Faellesskaberne yder deres tjenestemaend bistand, isaer ved retsforfoelgning mod personer, der har fremsat trusler, kraenkelser, injurier, aereroerige beskyldninger eller foretaget angreb paa person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie paa baggrund af hans stilling eller hverv."

30 Det bemaerkes, at ifoelge fast praksis er det saaledes, at selv om artikel 24, og saerlig ovennaevnte stk. 1, foerst og fremmest er udformet med henblik paa at beskytte De Europaeiske Faellesskabers tjenestemaend mod angreb mv. fra tredjemands side, gaelder bistandspligten ifoelge artikel 24 ogsaa i tilfaelde, hvor ophavsmanden til de af bestemmelsen omfattede forhold er en anden tjenestemand i Faellesskaberne (jf. Domstolens dom af 14.6.1979, sag 18/78, fru V. mod Kommissionen, Sml. s. 2093, praemis 15, og af 17.12.1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci mod Kommissionen, Sml. s. 3187, praemis 23).

31 Det fremgaar endvidere af denne retspraksis, at institutionen, naar der er indtraadt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal skride ind med den noedvendige fasthed og saa hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, konstatere, hvad der er sket, for paa baggrund heraf at kunne afgoere, hvilke konsekvenser der vil vaere passende.

32 Det skal derfor undersoeges, om Parlamentet i den foreliggende sag som haevdet af sagsoegeren har undladt at skride ind med den noedvendige fasthed og derved har tilsidesat den i vedtaegtens artikel 24 omhandlede bistandspligt.

33 Retten skal fastslaa, at ifoelge sagens akter har Parlamentet i forbindelse med forulempelserne af sagsoegeren truffet en raekke foranstaltninger for at finde frem til ophavsmaendene til handlingerne, forebygge en gentagelse og berolige sagsoegeren, idet:

° Sikkerhedstjenesten har udarbejdet rapport og indledt undersoegelser efter hver ondsindet handling, som sagsoegeren anmeldte.

° Overvaagningen af den etage, paa hvilken sagsoegerens kontor befinder sig, er blevet skaerpet, idet der gennemfoeres flere vagtrunder, og idet vagtpersonalet udtrykkeligt er gjort opmaerksom paa sagsoegerens saerlige tilfaelde.

° Der er (jf. ovenfor) afholdt mange moeder mellem sagsoegeren og de ansvarlige for institutionens administration og sikkerhedstjeneste for at undersoege sagen og finde frem til de skyldige.

° Sagsoegeren har faaet mulighed for til enhver tid at henvende sig til direktoeren for sikkerhedstjenesten, til et medlem af Parlamentets generalsekretaers kabinet eller til institutionens sociale tjenester.

° Sagsoegeren har faaet sit eget kontor, som kan aflaases.

° Omstillingen har screenet telefonopkaldene og derefter, da screeningen ikke var effektiv, tildelt sagsoegeren hemmeligt telefonnummer.

° Der er fremsat tilbud om en eventuel forflyttelse.

34 Retten finder under disse omstaendigheder og i betragtning af forulempelsernes karakter og raekkevidde, at de af Parlamentet trufne foranstaltninger, jf. ovenfor, under ét maa betragtes som vaerende rimelige og afpassede efter omstaendighederne. Foranstaltningerne gaar nemlig ud paa saa vidt muligt at finde frem til ophavsmaendene til forulempelserne, forebygge gentagelser og berolige sagsoegeren. Denne holdning er netop kendetegnende for generalsekretaerens skrivelser af 10. maj og 28. oktober 1991. Heraf foelger, at Parlamentet ikke har tilsidesat sin pligt til at yde bistand i henhold til vedtaegtens artikel 24.

35 Med hensyn til begrundelsen for afgoerelsen af 28. oktober 1991 bemaerkes det, at afgoerelsen udtrykkeligt begrundes med en henvisning til generalsekretaerens svar af 10. maj 1991 paa sagsoegerens ansoegning. Efter Domstolens og Rettens faste praksis har pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, til formaal at goere det muligt for Domstolen eller Retten at udoeve sin kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed, og at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, hvorvidt afgoerelsen er korrekt eller behaeftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfaegtes (Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, Rettens dom af 21.10.1992, sag T-23/91, Maurissen mod Revisionsretten, Sml. II, s. 2377).

36 I den foreliggende sag er det tilstraekkeligt at fastslaa, at den anfaegtede afgoerelse, selv om den generelt konkluderer, at der ikke "i afdelingen er en truende eller undertrykkende holdning", ikke trods sagsoegerens paastande om det modsatte benaegter rigtigheden af de paastaaede ondsindede handlinger, men soeger at berolige sagsoegeren og bekraefter, at alle hensigtsmaessige foranstaltninger allerede er truffet for at undgaa en gentagelse af handlingerne. I oevrigt har sagsoegeren haft mulighed for paa et kvalificeret grundlag at bestride lovligheden af den anfaegtede afgoerelse ved at goere samtlige sine anbringender og argumenter mod afgoerelsen gaeldende. Retten har endvidere haft mulighed for fuldt ud at udoeve sin legalitetskontrol. Foelgelig maa det konkluderes, at afgoerelsen af 10. maj 1991 og dermed ogsaa afgoerelsen af 28. oktober 1991 ikke som paastaaet af sagsoegeren mangler begrundelse.

Paastanden om, at Parlamentet skal doemmes til at betale sagsoegeren én ECU i erstatning for ikke-oekonomisk skade

37 Retten finder det tilstraekkeligt at konstatere, at ovennaevnte afgoerelser af 10. maj og 28. oktober 1991 som naevnt ikke er ulovlige som foelge af nogen tjenstlig fejl fra Parlamentets side, som berettiger til at doemme Parlamentet til at erstatte den ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren paastaar at have lidt. Da sagsoegeren alene har baseret sin erstatningspaastand paa afgoerelsernes ulovlighed, maa naevnte paastand under alle omstaendigheder forkastes.

Paastanden om, at Retten paalaegger Parlamentet at yde sagsoegeren bistand

38 Efter fast praksis tilkommer det ikke Retten inden for rammerne af sin legalitetskontrol hverken at give faellesskabsmyndighederne paabud eller at saette sin egen afgoerelse i stedet for disse myndigheders (se senest Rettens dom af 16.3.1993, sag T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, Sml. II, s. 249). Denne paastand skal derfor under alle omstaendigheder afvises.

39 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagsoegte skal frifindes paa alle punkter, uden at det er noedvendigt at tage stilling til den fremfoerte afvisningsindsigelse.

Sagens omkostninger

40 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.