61992J0414

++++

1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° anerkendelse og fuldbyrdelse ° begrebet "retsafgoerelse" ° raekkevidde ° retsforlig ° ikke omfattet

(Konventionen af 27.9.1968, art. 25)

2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° anerkendelse og fuldbyrdelse ° grunde til naegtelse heraf ° streng fortolkning ° afgoerelse der er uforenelig med en afgoerelse truffet i den stat, begaeringen rettes til ° sidestilling af et retsforlig indgaaet i den stat, begaeringen rettes til, med en retsafgoerelse truffet af en retsinstans i samme stat ° udelukket

(Konventionen af 27.9.1968, art. 27, nr. 3)

1. Begrebet retsafgoerelse ° som er defineret i artikel 25 i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager ° skal med henblik paa anvendelsen af de bestemmelser i konventionen, hvori begrebet benyttes, udelukkende forstaas som retsafgoerelser, der rent faktisk traeffes af en ret i en kontraherende stat, som har kompetence til at traeffe afgoerelse i stridsspoergsmaal mellem parterne. Dette er ikke tilfaeldet, naar der er tale om et forlig, heller ikke selv om det er kommet i stand for en ret i en kontraherende stat og bringer sagen til afslutning. Retsforlig har saaledes i det vaesentlige kontraktmaessig karakter i den forstand, at forligsindholdet foerst og fremmest beror paa parternes vilje.

2. Konventionens artikel 27 boer fortolkes strengt, idet den indebaerer en hindring for at realisere et af konventionens grundlaeggende maal, som er i saa vidt omfang som muligt at opnaa fri bevaegelighed for domme ved hjaelp af en enkel og hurtig eksekvaturprocedure. Konventionens artikel 27, nr. 3, skal derfor fortolkes saaledes, at et eksigibelt forlig, der under en retssag og til bilaeggelse af denne er indgaaet for en ret i den stat, begaeringen rettes til, ikke udgoer "en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til" i artikel 27, nr. 3' s forstand, som i henhold til konventionens bestemmelser kan vaere til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, der er truffet i en anden kontraherende stat.

1 Ved kendelse af 5. november 1992 indgaaet til Domstolen den 15. december 1992 har Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "konventionen"), forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 27, nr. 3.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som verserer mellem Solo Kleinmotoren GmbH (herefter benaevnt "Solo Kleinmotoren"), der har hjemsted i Forbundsrepublikken Tyskland, og Emilio Boch, der er indehaver af en italiensk virksomhed, som driver detailhandel med landbrugsmaskiner. Sagen drejer sig om, hvorvidt der i Tyskland kan gives fuldbyrdelsespaategning paa en endelig dom, som er afsagt af en italiensk civilret.

3 Det er oplyst, at Emilio Boch indtil 1966 forhandlede landbrugsmaskiner i Italien under firmanavnet "Solo". Maskinerne blev leveret af Solo Kleinmotoren. Derefter blev de af Solo Kleinmotoren fremstillede maskiner markedsfoert i Italien af Solo Italiana SpA (herefter benaevnt "Solo Italiana"), og den tyske producent indstillede som foelge heraf sine leverancer til Emilio Boch' s virksomhed. Emilio Boch anlagde derpaa to retssager.

4 Den ene sag, som blev anlagt mod Solo Kleinmotoren ved Tribunale civile di Milano (Italien), vedroerte misligholdelse af leveringskontrakten. I 1975 tilpligtede Corte d' appello di Milano Solo Kleinmotoren at betale et beloeb paa over 48 000 000 LIT med rente. Paa begaering af Emilio Boch blev denne dom forsynet med fuldbyrdelsespaategning i Tyskland efter konventionens bestemmelser. Afgoerelsen herom blev appelleret af Solo Kleinmotoren, og den 24. februar 1978 indgik parterne for Oberlandesgericht Stuttgart (Forbundsrepublikken Tyskland) et forlig af foelgende indhold:

"1 (Solo Kleinmotoren) betaler mandag den 27. februar 1978 et beloeb paa 160 000 DM (til Emilio Boch) ved overlevering af en check til advokat X.

2 (Solo Kleinmotoren) afhenter for egen regning de i 'lastefortegnelsen' anfoerte varer hos speditionsfirmaet Y senest den 31. marts 1978. Afhentningen skal ske efter at der er givet en uges varsel (til Emilio Boch). (Emilio Boch) indestaar for, at oplagringsomkostningerne er betalt til og med den 31. marts 1978, og at varerne ikke paa anden maade er behaeftet; (Solo Kleinmotoren) giver afkald paa garanti for de tilbagetagne varer.

3 Dermed er alle indbyrdes krav mellem parterne i anledning af deres forretningsforbindelse ophoert; endvidere er indbyrdes krav mellem (Emilio Boch) og Inter Solo, Zug, ophoert.

(Emilio Boch) forpligter sig til ikke at goere de krav, der har vaeret genstand for naervaerende retssag, gaeldende over for Solo Italiana, Bologna.

4 (Solo Kleinmotoren) baerer sagens omkostninger, sine egne udenretslige omkostninger samt de omkostninger, der skal godtgoeres (Emilio Boch' s procesbefuldmaegtigede) i den foreliggende retssag; (Emilio Boch) baerer selv sine oevrige omkostninger."

5 Den anden af de to sager blev anlagt mod Solo Kleinmotoren og Solo Italiana ved Tribunale civile di Bologna (Italien), og den vedroerte en paastaaet kraenkelse af firmanavnet "Solo" samt illoyal konkurrence fra de sagsoegtes side. I 1979 afsagde Corte d' appello di Bologna dom om, at Solo Kleinmotoren og Solo Italiana i forening havde kraenket firmanavnet "Solo" og havde gjort sig skyldige i illoyal konkurrence til skade for Emilio Boch. Ved dommen blev de to sagsoegte selskaber tilpligtet som solidariske skyldnere at betale Emilio Boch en erstatning, hvis stoerrelse skulle opgoeres under en saerskilt sag. I dommens praemisser tog retten stilling til en af Solo Italiana fremsat indsigelse om, at Emilio Boch' s krav var ophoert som foelge af det naevnte retsforlig. Den fandt, at forliget ikke kunne paaberaabes under den for retten verserende sag, da forliget ikke var erklaeret eksigibelt i Italien, og da det fremgik af forligets ordlyd, at genstanden for den sag, retterne i Bologna skulle traeffe afgoerelse i, var blevet holdt uden for aftalen mellem parterne. Den af Corte d' appello di Bologna afsagte dom fik retskraft.

6 I l981 anlagde Emilio Boch sag ved Tribunale civile di Bologna med henblik paa at faa opgjort stoerrelsen af den erstatning, Solo Kleinmotoren og Solo Italiana skulle betale til opfyldelse af dommen fra Corte d' appello di Bologna. Den 18. februar 1986 doemte Tribunale civile de to sagsoegte selskaber til at betale Emilio Boch en erstatning paa 180 000 000 LIT. Solo Kleinmotoren ankede til Corte d' appello di Bologna, som imidlertid stadfaestede dommen. Begge retsinstanser afviste Solo Kleinmotoren' s indsigelse om, at parternes mellemvaerende var endeligt afgjort ved det retsforlig, der var indgaaet i Stuttgart. De fandt, at dette spoergsmaal var endeligt afgjort ved den dom, Corte d' appello di Bologna havde afsagt i l979.

7 Emilio Boch indgav derefter begaering til Landgericht Stuttgart med henblik paa at faa den dom, Tribunale civile di Bologna havde afsagt den 18. februar 1986, fuldbyrdet i Tyskland. Landgericht imoedekom begaeringen. Solo Kleinmotoren appellerede afgoerelsen herom til Oberlandesgericht Stuttgart, som stadfaestede den. Derefter indbragte Solo Kleinmotoren sagen for Bundesgerichtshof ved Rechtsbeschwerde med paastand om ophaevelse af Oberlandesgericht' s afgoerelse og om, at begaeringen om fuldbyrdelsespaategning paa den italienske dom blev afslaaet.

8 For Bundesgerichtshof gjorde Solo Kleinmotoren gaeldende, at konventionens artikel 27, nr. 3, var til hinder for, at den italienske dom blev fuldbyrdet i Tyskland, idet dommen var uforenelig med det forlig, parterne havde indgaaet den 24. februar 1978 for Oberlandesgericht Stuttgart. Til stoette herfor anfoerte Solo Kleinmotoren, at forliget indebar, at alle rettigheder i henhold til de tidligere forretningsforbindelser mellem parterne var bragt til ophoer, herunder ogsaa Emilio Boch' s krav, som var kendt berettigede ved Tribunale civile di Bologna' s dom af 18. februar 1986.

9 Bundesgerichtshof fandt det tvivlsomt, om et retsforlig kan sidestilles med en "afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til", jf. konventionens artikel 27, nr. 3, og dermed efter konventionens bestemmelser kan vaere til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, som er truffet i en anden kontraherende stat, og som er uforenelig med forliget. Paa denne baggrund har Bundesgerichtshof udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Kan en afgoerelse ° jf. konventionens artikel 27, nr. 3 ° som den afgoerelse, der begaeres anerkendt, er uforenelig med, ogsaa vaere et eksigibelt forlig, der under en retssag og til bilaeggelse af denne er indgaaet af de samme parter for en ret i den stat, begaeringen rettes til?

2) Gaelder dette i bekraeftende fald for de i forliget aftalte forhold som helhed eller kun for de forhold, som kunne danne grundlag for en selvstaendig fuldbyrdelse i medfoer af konventionens artikel 51, og eventuelt foerst naar fuldbyrdelsesbetingelserne er opfyldt?"

Det foerste spoergsmaal

10 Med henblik paa besvarelsen af det foerste spoergsmaal bemaerkes indledningsvis, at konventionens artikel 27 og 28 ° som undtagelse fra det i konventionens artikel 26, stk. 1, fastsatte princip om, at retsafgoerelser, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes i de oevrige kontraherende stater, uden at der stilles krav om anvendelse af en saerlig fremgangsmaade ° indeholder en udtoemmende opregning af grundene til at naegte anerkendelse af disse retsafgoerelser.

11 Konventionens artikel 27 indeholder saaledes foelgende bestemmelse:

"En retsafgoerelse kan ikke anerkendes

...

3) saafremt afgoerelsen er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til

..."

12 Konventionens artikel 31, stk. 1, bestemmer foelgende:

"De i en kontraherende stat trufne retsafgoerelser, som er eksigible i den paagaeldende stat, kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, naar de paa begaering af en berettiget part er blevet erklaeret eksigible i sidstnaevnte stat."

13 Konventionens artikel 34, stk. 2, bestemmer foelgende:

"Begaeringen kan kun afslaas af en af de i artikel 27 og 28 anfoerte grunde."

14 Med hensyn til, om et retsforlig som det, der er tale om i hovedsagen, er en "retsafgoerelse", jf. artikel 27, nr. 3, bemaerkes, at konventionens artikel 25 ° som findes i konventionens afsnit III, der har overskriften "Anerkendelse og fuldbyrdelse" ° indeholder foelgende bestemmelse:

"I denne konvention forstaas ved 'retsafgoerelse' enhver afgoerelse truffet af en ret i en kontraherende stat, uanset hvorledes den betegnes, saasom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder justitssekretaerens fastsaettelse af sagsomkostninger."

15 Det fremgaar af selve ordlyden af artikel 25, at begrebet "retsafgoerelse", som defineres i bestemmelsen ° med henblik paa anvendelsen af de bestemmelser i konventionen, hvori begrebet benyttes ° udelukkende skal forstaas som retsafgoerelser, der rent faktisk traeffes af en ret i en kontraherende stat.

16 Som det forklares i den rapport, et sagkyndigt udvalg har afgivet om konventionen (EFT 1979 C 59, s. 42 in fine), betegnes en justitssekretaers fastsaettelse af sagsomkostninger udtrykkeligt som en "retsafgoerelse", da justitssekretaeren efter den tyske civilproceslov, som indeholder bestemmelser herom, optraeder som repraesentant for den retsinstans, der har truffet afgoerelse i sagen, og da et egentligt judicielt organ traeffer afgoerelse om sagsomkostningerne, hvis justitssekretaerens afgoerelse anfaegtes.

17 Af det anfoerte foelger, at en retsakt ° for at kunne kvalificeres som en retsafgoerelse i konventionens forstand ° skal vaere udstedt af et judicielt organ, der har saede i en kontraherende stat, og som har kompetence til at traeffe afgoerelse i stridsspoergsmaal mellem parterne.

18 Denne betingelse er imidlertid ikke opfyldt, naar der er tale om et forlig, heller ikke selv om forliget er kommet i stand for en ret i en kontraherende stat og bringer sagen til afslutning. Retsforlig har saaledes i det vaesentlige kontraktmaessig karakter i den forstand, at forligsindholdet foerst og fremmest beror paa parternes vilje, jf. den naevnte rapport fra det sagkyndige udvalg (s. 56).

19 Det bemaerkes endvidere, at der ikke vil kunne anlaegges en anden fortolkning med henblik paa anvendelsen af konventionens artikel 27, nr. 3.

20 Som det allerede er fremhaevet ovenfor i praemis 15 i denne dom, gaelder definitionen af begrebet "retsafgoerelse" i artikel 25 for alle de konventionsbestemmelser, hvori begrebet er benyttet. Hertil kommer, at artikel 27 indebaerer en hindring for at realisere et af konventionens grundlaeggende maal, som er i saa vidt omfang som muligt at opnaa fri bevaegelighed for domme ved hjaelp af en enkel og hurtig eksekvaturprocedure. Denne undtagelsesbestemmelse boer dermed fortolkes strengt, saaledes at et retsforlig ikke i henhold til bestemmelsen kan sidestilles med en afgoerelse, der er truffet af en retsinstans.

21 I oevrigt udtales det i den naevnte rapport fra det sagkyndige udvalg (s. 45) med hensyn til den i konventionens artikel 27, nr. 3, omtalte grund til at naegte anerkendelse, at "retstilstanden i en stat ville blive alvorligt forstyrret, saafremt man kunne paaberaabe sig to modstridende domme". En saadan forstyrrelse af retstilstanden vil saaledes kun vaere af saa alvorlig karakter, at den kan begrunde, at man i henhold til konventionen naegter at anerkende og fuldbyrde en retsafgoerelse, som er truffet i en anden kontraherende stat, og som haevdes at vaere uforenelig med en afgoerelse truffet mellem de samme parter i den stat, begaeringen rettes til, hvis den sidstnaevnte retsakt er en afgoerelse fra en retsinstans, som selv har truffet afgoerelse i et stridsspoergsmaal.

22 Endvidere bemaerkes, at der er optaget udtrykkelige bestemmelser om retsforlig i konventionens artikel 51, som findes i konventionens afsnit IV under overskriften "Officielt bekraeftede dokumenter og retsforlig", og som indeholder saerlige regler om fuldbyrdelse af retsforlig.

23 Konventionens artikel 51 bestemmer foelgende:

"Forlig, der er indgaaet for retten under en retssag, og som er eksigible i den stat, hvor de er indgaaet, kan fuldbyrdes i den stat, som begaeringen rettes til, paa samme betingelser som officielt bekraeftede dokumenter."

24 Som en undtagelse fra reglerne om fuldbyrdelse af retsafgoerelser bestemmes det i konventionens artikel 50, stk. 1, at en begaering om fuldbyrdelse af et officielt bekraeftet dokument i en anden kontraherende stat end den, hvori det er udstedt og eksigibelt, kun kan afslaas, saafremt fuldbyrdelsen vil stride mod grundlaeggende retsprincipper i den stat, som begaeringen rettes til.

25 Under hensyn til det anfoerte maa det foerste spoergsmaal, Bundesgerichtshof har stillet, besvares med, at konventionens artikel 27, nr. 3, skal fortolkes saaledes, at et eksigibelt forlig, der under en retssag og til bilaeggelse af denne er indgaaet for en ret i den stat, begaeringen rettes til, ikke udgoer "en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til" i artikel 27, nr. 3' s forstand, som i henhold til konventionens bestemmelser kan vaere til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, der er truffet i en anden kontraherende stat.

Det andet spoergsmaal

26 Under hensyn til besvarelsen af det foerste spoergsmaal findes det ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og den italienske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 5. november 1992, for ret:

Artikel 27, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at et eksigibelt forlig, der under en retssag og til bilaeggelse af denne er indgaaet for en ret i den stat, begaeringen rettes til, ikke udgoer "en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til" i artikel 27, nr. 3' s forstand, som i henhold til konventionens bestemmelser kan vaere til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, der er truffet i en anden kontraherende stat.