61992J0405

++++

1. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° Faellesskabets kompetence ° foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i det aabne hav ° omfattet

2. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° tekniske bevaringsforanstaltninger ° forordning om begraensning i anvendelsen af drivgarn ° hjemmel ° bestemmelser om den faelles fiskeripolitik ° hensyn til miljoebeskyttelse taget i betragtning samtidig ° ingen betydning

(EOEF-traktaten art. 39 og 130 S; Raadets forordning nr. 345/92)

3. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° Faellesskabets folkeretlige forpligtelser ° tekniske bevaringsforanstaltninger ° Raadets skoen uanset afgivne videnskabelige udtalelser ° forbud mod anvendelse af visse drivgarn ° lovligt

(Raadet forordning nr. 170/83, art. 2, og forordning nr. 345/92)

4. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° tekniske bevaringsforanstaltninger ° forbud mod anvendelse af drivgarn ° en begraenset undtagelse udstedt af Raadet inden for rammerne af dets skoen ° tilsidesaettelse af princippet om relativ stabilitet hvad angaar fangstmaengder og af formaalene med den faelles fiskeripolitik ° ingen

(EOEF-traktaten art. 39; Raadets forordning nr. 170/83, art. 4, stk. 1, og forordning nr. 345/92, art. 1, nr. 8)

1. Faellesskabet har for saa vidt angaar det aabne hav paa de omraader, der henhoerer under dets kompetence, den samme lovgivningskompetence, som den der efter folkeretten tilkommer flagstaten eller den stat, hvor fartoejet er registreret. Det er navnlig kompetent til i forhold til fartoejer, der foerer en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, at traeffe foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i det aabne hav.

2. Begraensningen i anvendelsen af drivgarn, der fremgaar af forordning nr. 345/92 om ellevte aendring af forordning nr. 3094/86 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne, er blevet vedtaget med det primaere formaal at sikre bevarelse og rationel udnyttelse af fiskeressourcerne samt en begraensning af fiskeriindsatsen. Disse bestemmelser indgaar derfor som en integrerende del af den faelles landbrugspolitik, som ifoelge traktatens artikel 39 bl.a. har til formaal at sikre en rationalisering af produktionen og at sikre forsyningerne, og kunne derfor gyldigt udstedes af Raadet alene med hjemmel i af bestemmelserne om den faelles fiskeripolitik. Selv om hensyn til miljoebeskyttelse ligeledes blev taget i betragtning ved udstedelsen af den naevnte forordning, er den ikke alene af denne grund omfattet af traktatens artikel 130 S.

3. Det fremgaar af artikel 2 i forordning nr. 170/83 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, at de naevnte bevaringsforanstaltninger ikke noedvendigvis skal vaere i fuld overensstemmelse med den foreliggende videnskabelige raadgivning, og en manglende eller ikke entydig raadgivning ikke kan forhindre Raadet i at traeffe de foranstaltninger, som det finder noedvendige for at gennemfoere maalsaetningerne i den faelles fiskeripolitik.

Raadet har derfor ved forordning nr. 345/92 kunnet forbyde anvendelsen af store drivgarn uden at overskride graenserne for sit skoen ved gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik. Dels behandler den foreliggende videnskabelige raadgivning nemlig ikke spoergsmaalet om en afbalanceret udnyttelse af havets biologiske ressourcer paa et varigt grundlag og paa tilfredsstillende oekonomiske og sociale betingelser, og dels har Raadet ved at udstede det paagaeldende forbud som foelge af Faellesskabets folkeretlige forpligtelse til at samarbejde om bevarelse og forvaltning af havets biologiske ressourcer kun handlet i overensstemmelse med en holdning, der er bred international tilslutning til.

4. Raadet, som har haft til hensigt gradvist at gennemfoere det endelige maal, som er et forbud mod ethvert drivgarn med en laengde paa mere end 2,5 km, har hverken tilsidesat princippet om relativ stabilitet eller andre maalsaetninger med den faelles fiskeripolitik, naar det, henset til sin skoensbefoejelse i artikel 1, nr. 8, i forordning nr. 345/92, har begraenset undtagelsen fra forbuddet mod drivgarn paa mere end 2,5 km til 5 km ° og kun til den 31. december 1993. Dels vedroerer princippet om relativ stabilitet hvad angaar fangstmaengder, der fremgaar af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 170/83, kun fordelingen mellem medlemsstaterne af de fangstmaengder, der er til raadighed for Faellesskabet, med hensyn til hver af de paagaeldende bestande, og princippet beroeres derfor ikke, naar medlemsstaternes fiskere fortsat kan fiske, selv om de maa give afkald paa at anvende visse fangstmetoder. Dels skal faellesskabsinstitutionerne ved forfoelgelsen af de forskellige maal for den faelles landbrugspolitik, herunder for den faelles fiskeripolitik, der fremgaar af traktatens artikel 39, til stadighed soerge for at udjaevne en eventuel indbyrdes modstrid mellem disse maal betragtet saerskilt samt om noedvendigt give det ene eller det andet af dem midlertidig forrang, hvis de oekonomiske forhold eller omstaendigheder, med henblik paa hvilke de traeffer afgoerelse, kraever det.

1 Ved dom af 24. november 1992 indgaaet til Domstolen den 3. december 1992 har Tribunal de commerce de La Roche-sur-Yon i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende gyldigheden af artikel 1, nr. 8, i Raadets forordning (EOEF) nr. 345/92 af 27. januar 1992 om ellevte aendring af forordning (EOEF) nr. 3094/86 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne (EFT L 42, s. 15).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag mellem Établissements Armand Mondiet (herefter benaevnt "Mondiet"), Frankrig, og rederiet Armement Islais, ligeledes Frankrig, vedroerende betalingen af 200 drivgarn til tunfiskeri, som sidstnaevnte virksomhed havde bestilt hos Mondiet i august 1991.

3 Det fremgaar af sagens akter, der er fremsendt til Domstolen, at Armement Islais, som anvender drivgarn med en laengde paa ca. 7 km til tunfiskeri i Nordoestatlanten, i november 1991 har annulleret den naevnte ordre paa grund af Raadets udstedelse af ovennaevnte forordning nr. 345/92.

4 Ved artikel 1, nr. 8, i denne forordning er der i Raadets forordning (EOEF) nr. 3094/86 af 7. oktober 1986 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne (EFT L 288, s. 1) indfoejet en ny artikel 9a, hvorefter det for ethvert fartoej er forbudt at have ombord eller drive fiskeri med drivgarn, hvis individuelle eller samlede laengde er stoerre end 2,5 km; bestemmelsen indeholder dog en undtagelse indtil 31. december 1993, hvorefter fartoejer, som har fisket langfinnet tun med drivgarn i det nordoestlige Atlanterhav i mindst de to aar, der gik forud for ikrafttraedelsen af forordning nr. 345/92, kan anvende drivgarn, hvis samlede laengde ikke overstiger 5 km.

5 Denne bestemmelse finder i henhold til artikel 9a, stk. 4, anvendelse i alle farvande, bortset fra OEstersoeen, Baelterne og OEresund, der henhoerer under medlemsstaternes hoejhed eller jurisdiktion, og uden for disse farvande, paa alle fiskerfartoejer, der foerer en medlemsstats flag eller er indregistreret i en medlemsstat.

6 Som foelge af Armement Islais' annullation af ordren har Mondiet anlagt sag ved Tribunal de commerce de La Roche-sur-Yon med paastand om betaling for varen.

7 Den forelaeggende ret har fundet, at udstedelsen af ovennaevnte forordning nr. 345/92 kan udgoere et tilfaelde af force majeure, som frigoer Armement Islais for forpligtelsen til at opfylde den indgaaede aftale, dog paa betingelse af at forordningen ikke er ulovlig.

8 Da sagens afgoerelse saaledes afhaenger af en vurdering af gyldigheden af de paagaeldende faellesskabsbestemmelser, har Tribunal de commerce de La Roche-sur-Yon besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1.1. Kan Raadets forordning nr. 345/92 af 27. januar 1992 om aendring af gennemfoerelsesforordningen til forordning nr. 170/83 begraense den frie adgang til fiskeri paa det aabne hav for EOEF' s statsborgere?

1.2. I benaegtende fald, kan forordningen for saa vidt angaar medlemsstaternes jurisdiktionsomraader (eksklusive oekonomiske zoner og territorialfarvande) forbyde, at drivgarn af en vis laengde opbevares om bord, idet et saadant forbud goer fiskeri med drivgarn, der hovedsageligt udoeves paa det aabne hav, umuligt?

2.1. Kan forordningen uden videre se bort fra de eneste videnskabelige udtalelser, der foreligger, nemlig:

° rapporten fra Den Permanente Komité vedroerende Forskning og Statistik under Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet

° og navnlig rapporten fra IFREMER/IEO, der oven i koebet er bestilt af Kommissionen, idet denne rapport anfoerer, at der ikke er problemer med tunbestanden eller med skade paa andre dyrearter?

2.2. Skal forordningen ikke tvaertimod vaere i overensstemmelse med disse videnskabelige udtalelser?

2.3. Kan forordningen gyldigt udstedes alene af symbolske grunde?

2.4. Kan forordningen lovligt begraense undtagelsen fra forbuddet til 5 km og til den 31. december 1993?

2.5. Kan det i forordningen dernaest, for saa vidt angaar en eventuel midlertidig undtagelse, bestemmes, at undtagelsen kun vil blive forlaenget paa 'grundlag af videnskabelige undersoegelser, der godtgoer, at det ikke medfoerer nogen risiko for miljoeet' ? Er dette ikke en omvendt bevisbyrde?

Er der ikke tale om et vilkaarligt indgreb, der medfoerer forordningens ugyldighed for saa vidt angaar begraensningen af undtagelsen til at gaelde fartoejer, der i Nordoestatlanten har fisket med drivgarn i to aar foer forordningens ikrafttraeden?

3. Er den begraensning, der er fastsat for undtagelsen, og som ikke ses at vaere begrundet, derfor ikke ogsaa i strid med princippet om relativ stabilitet og formaalene med den faelles politik, saa meget desto mere som de franske fiskere, der fanger langfinnet tun med drivgarn, er de eneste, der har fisket mindst to aar forud for forordningens ikrafttraeden og derfor er omfattet af undtagelsen?

4.1. Er forordningen ikke ugyldig, naar den er udstedt paa grundlag af miljoemaessige overvejelser, selv om der er tale om en forordning 'om ellevte aendring af forordning (EOEF) nr. 3094/86 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne' , der i sig selv er en gennemfoerelsesforordning til grundforordning nr. 170/83 'om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne' ?

4.2. Kan forordningen ogsaa anses for gyldigt udstedt, selv om det er sket ud fra miljoemaessige hensyn, der er uden videnskabeligt grundlag, men tilsyneladende afspejler en pression fra visse multinationale oekologiske sammenslutninger med omfattende finansielle midler og betydningsfuld lobbyvirksomhed, som anfoert af kommissaer Marin, selv om det paa ingen maade er sagligt motiveret, og selv om andre oekologiske sammenslutninger forsvarer de erhvervsudoevende, som har anmodet om en begraensning til fem soemil?

5. Kan forordningen anses for gyldigt udstedt paa grundlag af, at 'oekologiske organisationer og utallige fiskere herunder EF-fiskere har givet udtryk for alvorlige betaenkeligheder ...' ?

Er der ikke tale om en vilkaarlig afgoerelse, der tilintetgoer den svage til fordel for den staerke?

6. Er der ikke tale om forskelsbehandling af fiskere i betragtning af, at forordningen gaelder overalt i Atlanterhavet, der er kompetenceomraade for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet, men ikke i OEstersoeen, Baelterne og OEresund, der er kompetenceomraade for Den Internationale OEstersoefiskerikommission?

Er der ikke tale om sammenlignelige situationer, der skal behandles paa samme maade?

7.1. Er der ikke tale om uoverensstemmelse mellem betragtningen vedroerende FN-resolutionen, der i oevrigt ikke er bindende, og forbuddet?

7.2. Kan konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bern-konventionen) begrunde den paagaeldende forordning, da konventionen alene synes at forbyde forsaetlig indfangning, eller at der anvendes garn, naar disse anvendes til massiv og ikke-selektiv fangst eller slagtning af visse beskyttede arter, herunder delfiner, de pattedyr som miljoeaktivisterne henviser til?

Er der ikke ogsaa her tale om en uoverensstemmelse mellem sekstende betragtning og forordningens tekst?

7.3. Kan forordningen formindske fiskeriet, naar den angiver, at det alene er noedvendigt at undgaa 'den kraftige og ukontrollerede stigning' (attende betragtning)?"

9 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, de relevante retsforskrifter i hovedsagen samt retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Det fremgaar af de praejudicielle spoergsmaal, at Armement Islais har anfaegtet gyldigheden af artikel 1, nr. 8, i den naevnte forordning nr. 345/92, idet rederiet hovedsageligt har gjort gaeldende, at Faellesskabet ikke har kompetence til at regulere bevarelsen af fiskeressourcerne i det aabne hav, at Raadet ikke kunne udstede forordningen alene med hjemmel i bestemmelserne vedroerende den faelles fiskeripolitik, at forbuddet mod drivgarn med en laengde paa mere end 2,5 km er ulovligt, at den paagaeldende bestemmelse ikke gyldigt kan begraense den deri indeholdte undtagelse fra forbuddet, og endelig at bestemmelsen er et udtryk for forskelsbehandling mellem fiskerne i de forskellige medlemsstater. Disse punkter vil derfor blive behandlet efter hinanden.

Faellesskabets kompetence til at regulere bevarelsen af fiskeressourcerne i det aabne hav (spoergsmaal 1.1 og 1.2)

11 Armement Islais har anfoert, at artikel 1, nr. 8, i forordning nr. 345/92 er ugyldig, fordi Faellesskabet ikke er kompetent til at udstede tekniske bevaringsforanstaltninger for fiskeressourcerne i de maritime farvande, der ikke hoerer under medlemsstaternes hoejhedsomraade eller jurisdiktion.

12 Med henblik paa en besvarelse af spoergsmaal 1.1 bemaerkes, at det foelger af Domstolens faste praksis (jf. dom af 14.7.1976, forenede sager 3/76, 4/76 og 6/76, Kramer, Sml. s. 1279, af 16.2.1978, sag 61/77, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 417, af 25.7.1991, sag C-258/89, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 3977, og af 24.11.1992, sag C-286/90, Poulsen og Diva Navigation, Sml. I, s. 6019), at Faellesskabet for saa vidt angaar det aabne hav paa de omraader, der henhoerer under dets kompetence, har den samme lovgivningskompetence, som den der efter folkeretten tilkommer flagstaten eller den stat, hvor fartoejet er indregistreret.

13 Paa fiskeriomraadet fremgaar denne kompetence af Geneve-konventionen af 29. april 1958 om fiskeri paa det aabne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder (Danmarks Traktater 1969, s. 245), som paa dette punkt kodificerer de almindelige regler, der er skabt ved international saedvane, og af De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (De Forenede Nationers tredje havretskonference ° Official Documents, bind XVII, 1984, Doc. A/Conf. 62/122 med berigtigelser s. 157-231, herefter benaevnt "FN' s havretskonvention"). Sidstnaevnte konvention er endnu ikke traadt i kraft, men en stor del af dens bestemmelser betragtes imidlertid som udtryk for allerede gaeldende international havretlig saedvaneret.

14 Artikel 6 i Geneve-konventionen af 29. april 1958 anerkender kyststaternes interesse i de biologiske ressourcer i den del af det aabne hav, der stoeder op til farvandene under deres jurisdiktion. Dernaest indeholder artikel 117 og 118 i FN' s havretskonvention en forpligtelse for alle medlemmer af det internationale samfund til at samarbejde om bevarelse og forvaltning af de levende ressourcer i det aabne hav (jf. ovennaevnte dom i Poulsen og Diva Navigation-sagen, praemis 11).

15 Det foelger heraf, at Faellesskabet er kompetent til i forhold til fartoejer, der foerer en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, at traeffe foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i det aabne hav.

16 Da spoergsmaal 1.1 saaledes maa besvares bekraeftende, er det ufornoedent at behandle den forelaeggende rets spoergsmaal 1.2 vedroerende Raadets kompetence til at udstede forbud mod at have drivgarn ombord.

Hjemmelen for forordning nr. 345/92 (spoergsmaal 4.1, 4.2 og 5)

17 Armement Islais har gjort gaeldende, at forordning nr. 345/92, der er udstedt under henvisning til Raadets forordning (EOEF) nr. 170/83 af 25. januar 1983 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne (EFT L 24, s. 1) med senere aendringer, er ugyldig, fordi den ikke er vedtaget af hensyn til bevarelse af ressourcerne, men af miljoehensyn vedroerende beskyttelse af arter, der fanges som bifangster sammen med maalarten. Den paagaeldende forordning burde derfor vaere vedtaget af Raadet med enstemmighed i henhold til traktatens artikel 130 R og 130 S.

18 Hertil bemaerkes for det foerste, at den paagaeldende forordning indeholder visse tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne, herunder navnlig en begraensning i anvendelsen af drivgarn.

19 Det skal for det andet fremhaeves, at det fremgaar af forordningens betragtninger, at disse foranstaltninger er udstedt af Raadet med det primaere formaal at beskytte fiskebankerne, bevare havets biologiske ressourcer og sikre en afbalanceret udnyttelse heraf samt at begraense fiskeriindsatsen.

20 Det hedder saaledes i tredje betragtning til forordning nr. 345/92, at "mange fiskebestande i Faellesskabets farvande er i en foruroligende situation, som kraever, at der traeffes bevarelsesforanstaltninger, der er afpasset efter omstaendighederne, for at kunne opretholde den erhvervssektor, der er afhaengig af disse fiskeressourcer, og dette skal ses paa baggrund af den allerede vanskelige situation, som denne sektor befinder sig i".

21 I fjortende betragtning til forordningen henvises til resolution nr. 44/225, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 22. december 1989, om fiskeri med store pelagiske drivgarn og dets konsekvenser for havenes biologiske ressourcer. Denne resolution, hvori det blev henstillet, at alle medlemmer af det internationale samfund senest den 30. juni 1992 fastsaetter "moratoria ... on all large-scale pelagic driftnet fishing", og at "further expansion of large-scale pelagic driftnet fishing on the high seas of the North Pacific and all the other high seas outside the Pacific Ocean" straks ophoerer, er ifoelge betragtningerne begrundet med, at fiskeri med saadanne redskaber "is widely considered to threaten the effective conservation of living marine ressources ...".

22 I syttende betragtning til forordningen oplyses det, at Faellesskabet har undertegnet De Forenede Nationers havretskonvention, som i artikel 117 og 118 paalaegger alle medlemmer af det internationale samfund at samarbejde om bevarelse og forvaltning af de levende ressourcer i det aabne hav og selv eller i samarbejde med andre stater over for deres respektive statsborgere at traeffe foranstaltninger til bevarelse af disse ressourcer.

23 Endelig hedder det i attende betragtning til forordningen, at "den kraftige og ukontrollerede stigning i fiskeriet med drivgarn kan medfoere alvorlige ulemper med hensyn til en udvidelse af fiskeriet ...", saaledes at "fiskeri med saadanne garn ... derfor [boer] reguleres".

24 Det maa herefter laegges til grund, at begraensningen i anvendelsen af drivgarn, saaledes som den fremgaar af den paagaeldende forordning, er vedtaget med det primaere formaal at sikre en bevarelse og rationel udnyttelse af fiskeressourcerne samt en begraensning af fiskeriindsatsen. Disse bestemmelser indgaar derfor som en integrerende del af den faelles landbrugspolitik, som ifoelge traktatens artikel 39 bl.a. har til formaal at sikre en rationalisering af produktionen og at sikre forsyningerne, og kunne derfor gyldigt udstedes af Raadet alene med hjemmel i bestemmelserne om den faelles fiskeripolitik.

25 Denne konstatering aendres hverken af den omstaendighed, at sekstende betragtning til forordning nr. 345/92 omtaler Bern-konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (EFT 1982 L 38, s. 3), og at nittende betragtning til forordningen henviser til, at "oekologiske organisationer ... har givet udtryk for alvorlige betaenkeligheder", eller af det forhold, at attende betragtning til den anfaegtede forordning anfoerer, at faellesskabslovgiver oensker at beskytte arter, der fanges som bifangster i store drivgarn.

26 Det foelger nemlig af Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 29.3.1990, sag C-62/88, Graekenland mod Raadet, Sml. I, s. 1527, praemis 19), at traktatens artikel 130 R og 130 S har til formaal at give Faellesskabet kompetence til at goere en saerlig indsats paa miljoeomraadet. Disse artikler paavirker dog ikke de befoejelser, som Faellesskabet har i henhold til andre bestemmelser i traktaten, selv om de foranstaltninger, der skal traeffes i henhold til de sidstnaevnte bestemmelser, samtidig forfoelger et af miljoebeskyttelsesformaalene.

27 Denne fortolkning bekraeftes desuden af traktatens artikel 130 R, stk. 2, andet punktum, som fastslaar, at "[k]ravene med hensyn til miljoebeskyttelse er en vigtig bestanddel af Faellesskabets politik paa andre omraader". Denne bestemmelse, som udtrykker det princip, at alle faellesskabsforanstaltninger skal opfylde kravene om miljoebeskyttelse, indebaerer, at en faellesskabsforanstaltning ikke kan vaere omfattet af Faellesskabets virke paa miljoeomraadet, alene fordi den tager hensyn til disse krav (jf. ovennaevnte dom, Graekenland mod Raadet, praemis 20, og dom af 11.6.1991, sag C-300/89, Kommissionen mod Raadet, Sml. I. s. 2867, praemis 22).

28 Det foelger heraf, at selv om hensyn til miljoebeskyttelse ligeledes blev taget i betragtning ved udstedelsen af den anfaegtede forordning, er den ikke alene af denne grund omfattet af traktatens artikel 130 S.

Forbuddet mod drivgarn paa mere end 2,5 km (spoergsmaal 2.1, 2.2, 2.3, 7.1, 7.2 og 7.3)

29 Armement Islais har for det foerste anfoert, at forbuddet mod drivgarn paa mere end 2,5 km ikke har noget videnskabeligt grundlag. Forordningen, der indeholder forbuddet, henviser hverken til videnskabelige oplysninger eller rapporter. Ifoelge de foreliggende videnskabelige udtalelser er bestanden af langfinnet tun i Nordoestatlanten ikke udsat for den trussel, som forbuddet skal imoedegaa.

30 Hertil bemaerkes, at de noedvendige bevaringsforanstaltninger i henhold til artikel 2 i ovennaevnte forordning nr. 170/83 "udarbejdes paa grundlag af foreliggende videnskabelig raadgivning, herunder isaer rapporten fra den ... Videnskabelige og Tekniske Komité for Fiskeri", der er nedsat ved artikel 12 i forordningen, hvis trettende betragtning understreger komitéens raadgivende status.

31 Det foelger af denne bestemmelses ordlyd, at foranstaltninger til bevaring af fiskeressourcerne ikke skal vaere i fuld overensstemmelse med den videnskabelige raadgivning, og at en manglende eller ikke entydig raadgivning ikke kan forhindre Raadet i at traeffe de foranstaltninger, som det finder noedvendige for at gennemfoere maalsaetningerne i den faelles fiskeripolitik.

32 Hertil kommer, at Domstolen allerede (jf. dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa, Sml. I, s. 4023, praemis 8), for saa vidt angaar Raadets hensyntagen til videnskabelige oplysninger har fastslaaet, at domstolskontrollen i denne situation ° henset til Raadets skoensbefoejelse ved gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik ° maa begraenses til en undersoegelse af, om den paagaeldende foranstaltning er behaeftet med aabenbare fejl eller magtfordrejning, eller om den paagaeldende myndighed aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen.

33 Hvad angaar de omtvistede bestemmelser er det indledningsvis vigtigt at fastslaa, at de foreliggende videnskabelige udtalelser begraenser sig til at undersoege den tilstand, som bestandene af langfinnet tun befinder sig i, samt samspillet mellem de forskellige fiskeredskaber, hvorimod den ikke behandler spoergsmaalet om en afbalanceret udnyttelse af havets biologiske ressourcer paa et varigt grundlag og paa tilfredsstillende oekonomiske og sociale betingelser, hvilket er et af den faelles fiskeripolitiks maal, der naevnes i artikel 1 i ovennaevnte forordning nr. 170/83.

34 Dernaest bemaerkes, at det fremgaar af betragtningerne til forordning nr. 345/92, at Raadet har udstedt det paagaeldende forbud som foelge af Faellesskabets folkeretlige forpligtelse til at samarbejde om bevarelse og forvaltning af de biologiske havressourcer for at imoedegaa stigningen i fiskeriaktiviteterne og sikre beskyttelsen af de forskellige fiskebestande.

35 Det er i oevrigt en kendsgerning, at disse overvejelser har foert talrige stater og internationale organisationer til at forbyde store drivgarn eller at anbefale, at de forbydes, fordi anvendelsen heraf medfoerer store bifangster.

36 Raadet har derfor ved at traeffe den paagaeldende foranstaltning kun handlet i overensstemmelse med en holdning, der er bred international tilslutning til. Paa dette grundlag kan det ikke haevdes, at Raadet har overskredet graenserne for sit skoen ved at forbyde anvendelsen af drivgarn med en laengde paa mere end 2,5 km.

37 Armement Islais har for det andet gjort gaeldende, at visse af betragtningerne til forordning nr. 345/92 indeholder fejl og derfor ikke kan vaere gyldigt grundlag for forbuddet mod drivgarn paa mere end 2,5 km.

38 I denne sammenhaeng har rederiet indledningsvis anfoert, at resolution nr. 44/225, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 22. december 1989, og som forordningens fjortende betragtning henviser til, ikke kan vaere grundlag for udstedelsen af forordningen. Resolutionen omhandler kun store pelagiske drivgarn, der kan have en laengde paa mere end 50 km, hvorimod franske fiskere har accepteret en selvbegraensning til en garnlaengde paa 5 soemil og faktisk kun anvender garn, der ikke overstiger 7 km.

39 Armement Islais har dernaest anfoert, at Bern-konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, der er omtalt i sekstende betragtning til forordningen, heller ikke er relevant. Denne konvention er begraenset til et forbud mod massiv og ikke-selektiv fangst eller slagtning af visse beskyttede arter, hvorimod anvendelsen af drivgarn paa ingen maade foerer til et saadant resultat.

40 Endelig kan attende betragtning, hvorefter en kraftig og ukontrolleret stigning i fiskeriet med drivgarn boer undgaas, ikke lovligt begrunde en begraensning af fiskeriet med fartoejer, som allerede anvender saadanne garn.

41 Disse argumenter kan heller ikke tiltraedes.

42 Hvad angaar Armement Islais' argument vedroerende forordningens fjortende betragtning, maa det konstateres, at selv om De Forenede Nationers resolution nr. 44/225 omhandler store pelagiske garn, der kan have en laengde paa mere end 50 km, definerer den ikke store drivgarn og giver ikke grundlag for at antage, at garn paa mere end 2,5 km ikke falder ind under dens anvendelsesomraade.

43 Hertil skal foejes, at Den Videnskabelige og Tekniske Komite for Fiskeri, der er oprettet ved artikel 12 i forordning nr. 170/83, anser garn med en samlet laengde paa mere end 1 km som store drivgarn. Den den 24. november 1989 i Wellington indgaaede konvention om forbud mod fiskeri med store drivgarn i det sydlige Stillehav finder i oevrigt anvendelse paa garn med en laengde paa mere end 2,5 km.

44 Hvad angaar argumentet om, at Bern-konventionen ikke er relevant som begrundelse for det anfaegtede forbud, bemaerkes, at artikel 8 i konventionen bestemmer, at de deltagende stater skal forbyde anvendelsen af ikke-selektive fangst- og drabsmetoder og af alle midler, som vil kunne medfoere, at bestande af en art forsvinder i et lokalt omraade eller forstyrres alvorligt. Som det er anfoert ovenfor (praemis 36), er anvendelsen af store drivgarn ifoelge en bred international opinion en ikke-selektiv fangstmetode, som medfoerer store bifangster, der udgoer en fare for andre arters overlevelse end maalarten.

45 Hvad angaar Armement Islais' argument vedroerende forordningens attende betragtning skal blot bemaerkes, at Raadet uden at overskride graenserne for sit skoen har kunnet mene, at den forudsigelige foroegelse af fiskeriet med drivgarn gjorde det noedvendigt at begraense laengden af disse garn for alle fiskere for at beskytte de forskellige fiskebestande.

Begraensningen af undtagelsen fra forbuddet mod garn paa mere end 2,5 km (spoergsmaal 2.4, 2.5 og 3)

46 Armement Islais har anfoert, at artikel 1, nr. 8, i forordning nr. 345/92 ikke lovligt kan begraense undtagelsen fra forbuddet mod at anvende drivgarn til 5 km og kun indtil den 31. december 1993. I denne sammenhaeng har selskabet i alt vaesentligt gjort gaeldende, at en saadan begraensning ikke er forenelig med princippet om relativ stabilitet eller med maalsaetningerne for den faelles fiskeripolitik.

47 Ved bedoemmelsen af, om disse anbringender er begrundede, bemaerkes indledningsvis, at det foelger af fast praksis (ovennaevnte Fedesa-dom, praemis 8), at domstolskontrollen ° henset til Raadets skoensbefoejelse ved gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik ° er begraenset til en undersoegelse af, om den paagaeldende foranstaltning er behaeftet med aabenbare fejl eller magtfordrejning, eller om den paagaeldende myndighed aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen.

48 Det maa konstateres, at der ikke i dette tilfaelde er grundlag for at antage, at Raadet ved at begraense den paagaeldende undtagelse har begaaet en aabenbar fejl eller udoevet magtfordrejning, eller at det aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen.

49 Det kan heller ikke bebrejdes faellesskabslovgiver, at den paagaeldende undtagelse er begraenset til fartoejer, som har fisket langfinnet tun med drivgarn i det nordoestlige Atlanterhav i mindst de to aar, der gik forud for ikrafttraedelsen af den paagaeldende forordning, med det formaal at indfoere en etapevis tilpasning for de fiskere, der er oekonomisk afhaengige af anvendelsen af denne type garn, saaledes som det fremgaar af tyvende betragtning til forordning nr. 345/92. Den paagaeldende overgangsbestemmelse har nemlig til formaal at gennemfoere en gradvis begraensning af laengden af drivgarn, saaledes at forordningens maal, nemlig en begraensning af disse garn til 2,5 km, gennemfoeres gradvist.

50 Det skal dernaest fremhaeves, at en teknisk foranstaltning, som begraenser visse fiskeres adgang til at anvende en fangstmetode, som de tidligere har anvendt, ikke kan anses for uforenelig med princippet om relativ stabilitet. Dette princip, som fremgaar af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 170/83, vedroerer nemlig kun fordelingen mellem medlemsstaterne af de fangstmaengder, der er til raadighed for Faellesskabet, med hensyn til hver af de paagaeldende bestande. Dette princip beroeres ikke, naar medlemsstaternes fiskere fortsat kan fiske, hvilket de kan efter de i sagen omhandlede bestemmelser, der indskraenker sig til at begraense anvendelsen af visse fangstmetoder.

51 Hvad angaar de andre maalsaetninger med den faelles fiskeripolitik skal blot fremhaeves, at Domstolen allerede har fastslaaet (dom af 20.10.1977, sag 29/77, Roquette mod Frankrig, Sml. s. 1835, praemis 30), at faellesskabsinstitutionerne ved forfoelgelsen af de forskellige maal for den faelles landbrugspolitik, der fremgaar af traktatens artikel 39, til stadighed skal soerge for at udjaevne en eventuel indbyrdes modstrid mellem disse maal betragtet saerskilt samt om noedvendigt give det ene eller det andet af dem midlertidig forrang, hvis de oekonomiske forhold eller omstaendigheder, med henblik paa hvilke de traeffer afgoerelse, kraever det.

52 Armement Islais har endvidere gjort gaeldende, at den paagaeldende bestemmelse er ulovlig, naar det deri bestemmes, at undtagelsen kun kan forlaenges "paa baggrund af videnskabelige undersoegelser, der godtgoer, at dette ikke medfoerer nogen risiko for miljoeet".

53 Hertil skal blot anfoeres, at faellesskabslovgiver til enhver tid kan aendre sin lovgivning, ogsaa selv om dette ikke fremgaar af en udtrykkelig bestemmelse.

Forskelsbehandling mellem fiskere (spoergsmaal 6)

54 Armement Islais har anfoert, at den anfaegtede artikel 9a er udtryk for forskelsbehandling mellem fiskerne fra de forskellige medlemsstater. Det forhold, at forbuddet mod drivgarn med en laengde paa mere end 2,5 km i henhold til bestemmelsens stk. 4 ikke finder anvendelse i OEstersoeen, Baelterne og OEresund, er udtryk for en urimelig forfordeling af fiskerne i Nordoestatlanten i forhold til fiskerne i OEstersoeen, idet disse kan fiske med drivgarn paa op til 21 km.

55 I denne sammenhaeng skal blot bemaerkes, at den paagaeldende bestemmelse ikke finder anvendelse i OEstersoeen paa grund af, at Faellesskabet ikke har kompetence i dette farvand. Som foelge af Faellesskabets tiltraedelse af OEstersoe-konventionen (EFT 1983 L 237, s. 5, og EFT 1984 L 96, s. 42) tilkommer kompetencen til at fastsaette regler for alle arter i dette farvand Den Internationale OEstersoefiskerikommission, hvilket i oevrigt fremgaar af 22. betragtning til forordning nr. 345/92. Da Faellesskabet derimod ikke er part i konventionen om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet, er dets kompetence til at traeffe foranstaltninger om forvaltning af fiskeriet i Nordoestatlanten ikke beroert. Under disse omstaendigheder kan situationen i OEstersoeen ikke sammenlignes med situationen i Nordoestatlanten, og der foreligger derfor ikke forskelsbehandling mellem fiskere, der fisker i det ene omraade, og dem, der fisker i det andet.

56 Af disse grunde maa de praejudicielle spoergsmaal besvares med, at gennemgangen heraf intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 1, nr. 8, i Raadets forordning (EOEF) nr. 345/92 af 27. januar 1992 om ellevte aendring af forordning (EOEF) nr. 3094/86 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne.

Sagens omkostninger

57 De udgifter, der er afholdt af Raadet og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de commerce de La Roche-sur-Yon ved dom af 24. november 1992, for ret:

Gennemgangen af de praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 1, nr. 8, i Raadets forordning (EOEF) nr. 345/92 af 27. januar 1992 om ellevte aendring af forordning (EOEF) nr. 3094/86 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne.