61992J0382

++++

1. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° overdragerens og erhververens pligt til at informere og konsultere arbejdstagernes repraesentanter ° den nationale lovgivning indeholder ikke bestemmelser om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter, naar arbejdsgiveren modsaetter sig det ° retsstridighed

(Raadets direktiv 77/187, art. 6)

2. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° anvendelsesomraade ° ikke-erhvervsdrivende virksomheder ° omfattet

(Raadets direktiv 77/187, art. 1, stk. 1)

3. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° overdragerens og erhververens pligt til at informere og konsultere arbejdstagernes repraesentanter ° den nationale lovgivning fastsaetter ikke en forpligtelse til at soege at opnaa en aftale ° retsstridighed

(Raadets direktiv 77/187, art. 6)

4. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° medlemsstaternes pligt til at sanktionere overtraedelser af faellesskabsretten ° raekkevidde ° sanktionen over for en arbejdsgiver, som ikke har overholdt forpligtelsen til at informere og konsultere arbejdstagernes repraesentanter ° godtgoerelse, som kan traede i stedet for de beloeb, der skal udbetales som foelge af tilsidesaettelse af bestemmelserne om afskedigelse af oekonomiske aarsager ° ikke en afskraekkende sanktion ° retsstridighed

(EOEF-traktaten, art. 5; Raadets direktiv 77/187, art. 6)

1. Til trods for den begraensede harmonisering af reglerne vedroerende varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, som direktiv 77/187 har villet gennemfoere, maa en national lovgivning, som ikke indeholder bestemmelser om udpegelse af repraesentanter for arbejdstagerne i virksomheden, naar arbejdsgiveren naegter at anerkende saadanne repraesentanter, og som derved giver arbejdsgiveren mulighed for at goere indgreb i beskyttelsen efter direktivets artikel 6, stk. 1 og 2, anses for at vaere i strid med direktivets bestemmelser.

2. Artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder er til hinder for, at en medlemsstat begraenser anvendelsen af de nationale gennemfoerelsesregler til overfoersel af erhvervsdrivende virksomheder.

En enhed kan nemlig udoeve oekonomisk virksomhed og blive betragtet som en "virksomhed" med henblik paa anvendelsen af faellesskabsrettens regler, selv om den ikke er erhvervsdrivende.

3. En national lovgivning, hvorefter den overdrager eller erhverver, som overvejer at traeffe foranstaltninger for de arbejdstagere, der beroeres af en overfoersel, kun er forpligtet til at indlede konsultationer med repraesentanterne for de af dem anerkendte fagforeninger, at tage hensyn til alle de bemaerkninger, der fremsaettes af disse repraesentanter, at svare paa disse bemaerkninger og, hvis de ser bort fra dem, at angive grunden hertil, hvorimod arbejdstagerrepraesentanterne efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal konsulteres "med henblik paa at opnaa en aftale", gennemfoerer ikke direktiv 77/187 korrekt.

4. Naar et faellesskabsdirektiv ikke fastsaetter en saerlig sanktion for overtraedelser eller med hensyn hertil henviser til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, skal medlemsstaterne i medfoer af traktatens artikel 5 traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft. Medlemsstaterne har et skoen med hensyn til valget af sanktioner, men skal dog drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstaendigheder vaere effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning.

En godtgoerelse, som helt eller delvis traeder i stedet for de beloeb, der eventuelt skal udbetales som foelge af tilsidesaettelse af bestemmelserne om afskedigelse af oekonomiske aarsager, kan ikke anses for tilstraekkelig afskraekkende over for en arbejdsgiver, som ikke overholder sin forpligtelse til at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i henhold til artikel 6 i direktiv 77/187.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. oktober 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til traktaten, idet det ikke har gennemfoert en raekke bestemmelser i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter benaevnt "direktivet") korrekt i national ret.

2 Formaalet med direktivet, som bl.a. er udstedt under henvisning til traktatens artikel 100, er "beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af ny indehaver, isaer for at sikre varetagelsen af deres rettigheder" (anden betragtning). Det konstateres, at der stadig er forskelle mellem medlemsstaterne for saa vidt angaar omfanget af beskyttelsen af arbejdstagerne paa dette omraade, og at disse forskelle maa mindskes (tredje betragtning). Det understreges, at disse forskelle kan indvirke paa det faelles markeds funktion (fjerde betragtning). Det findes derfor noedvendigt at "fremme tilnaermelsen af lovgivningerne paa dette omraade paa et stadigt stigende niveau i henhold til artikel 117 i traktaten" (femte betragtning).

3 Direktivet finder i henhold til artikel 1, stk. 1, anvendelse paa "overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion".

4 Det bestemmes i direktivets artikel 3, at rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold alene som foelge af overfoerslen overgaar til erhververen. Ifoelge direktivets artikel 4 kan overfoersel af en virksomhed ikke give overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Direktivets artikel 5 beskytter under visse omstaendigheder den retsstilling og funktion, repraesentanterne for de af overfoerslen beroerte arbejdstagere har. Endelig paalaegger direktivets artikel 6 overdrageren og erhververen visse pligter med hensyn til information og konsultation af de arbejdstagere, som beroeres af overfoerslen.

5 I medfoer af direktivets artikel 8 skulle medlemsstaterne efterkomme direktivet inden to aar efter dets meddelelse. Da direktivet blev meddelt Det Forenede Kongerige den 16. februar 1977, udloeb denne frist den 16. februar 1979.

6 Direktivets bestemmelser blev gennemfoert i Det Forenede Kongerige ved Transfer of Undertakings (Protection Employment) Regulations 1981 (herefter benaevnt "the Regulations"). Disse Regulations blev efter sagens anlaeg aendret paa visse punkter ved Trade Union Reform and Employment Rights Act 1993.

7 Kommissionen er af den opfattelse, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til direktivet og traktatens artikel 5 af foelgende grunde. For det foerste er det efter the Regulations ikke muligt at sikre information og konsultation af arbejdstagerrepraesentanterne i alle de i direktivet omhandlede tilfaelde, da der hverken efter the Regulations eller nogen anden bestemmelse i britisk lovgivning skal udpeges arbejdstagerrepraesentanter, naar arbejdsgiveren naegter at anerkende saadanne repraesentanter. For det andet er anvendelsesomraadet for the Regulations begraenset til situationer, hvor den virksomhed, der overfoeres, ejes af overdrageren. For det tredje omfatter anvendelsesomraadet for the Regulations ikke virksomheder, som ikke er erhvervsdrivende. For det fjerde er den overdrager eller erhverver, der overvejer foranstaltninger for deres respektive arbejdstagere, ikke efter the Regulations forpligtet til i rimelig tid at indlede konsultationer om disse foranstaltninger med repraesentanterne for deres arbejdstagere med henblik paa at opnaa en aftale. For det femte indeholder the Regulations ikke effektive sanktioner over for den arbejdsgiver, som tilsidesaetter den i direktivet fastsatte forpligtelse til at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne.

Det foerste klagepunkt

8 Kommissionens foerste klagepunkt vedroerer gennemfoerelsen af direktivets artikel 6 i britisk ret.

9 Ifoelge denne artikel skal overdrageren og erhververen underrette repraesentanterne for deres respektive arbejdstagere, som beroeres af en overfoersel, om grunden til overfoerslen, overfoerslens juridiske, oekonomiske og sociale foelger samt paataenkte foranstaltninger for arbejdstagerne. Overdrageren skal give repraesentanterne for sine arbejdstagere disse oplysninger i rimelig tid inden overfoerslens gennemfoerelse. Erhververen skal give disse oplysninger til repraesentanterne for sine arbejdstagere i rimelig tid, og under alle omstaendigheder inden disse arbejdstageres beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar beroeres direkte af overfoerslen (stk. 1). Saafremt overdrageren eller erhververen overvejer foranstaltninger for deres arbejdstagere, er de endvidere forpligtet til i rimelig tid at indlede konsultationer om disse foranstaltninger med repraesentanterne for deres respektive arbejdstagere med henblik paa at opnaa en aftale (stk. 2).

10 Medlemsstaterne kan begraense de i stk. 1 og 2 fastsatte forpligtelser til overfoersler, der foraarsager en aendring af selve bedriften, som kan medfoere vaesentlige ulemper for en stor del af arbejdstagerne, naar der i den nationale lovgivning aabnes mulighed for, at repraesentanterne for arbejdstagerne kan rette henvendelse til en voldgiftsinstans for at opnaa afgoerelse vedroerende de foranstaltninger, der skal traeffes for arbejdstagerne (artikel 6, stk. 3). Medlemsstaterne kan begraense de i stk. 1, 2 og 3 fastsatte forpligtelser til virksomheder eller bedrifter, der for saa vidt angaar antallet af arbejdstagere opfylder betingelserne for valg eller udpegelse af en kollegial instans, der repraesenterer arbejdstagerne (artikel 6, stk. 4). Endelig kan medlemsstaterne traeffe bestemmelse om, at beroerte arbejdstagere, i de tilfaelde hvor der ikke findes repraesentanter for arbejdstagerne i en virksomhed eller bedrift, paa forhaand skal underrettes om en naert forestaaende overfoersel (artikel 6, stk. 5).

11 Ifoelge direktivets artikel 2, litra c), forstaas ved "repraesentanter for arbejdstagerne" i direktivet "repraesentanter for arbejdstagerne i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne med undtagelse af personer, der har saede som repraesentanter for arbejdstagerne i bestyrelses-, ledelses- eller tilsynsorganer for selskaber i visse af medlemsstaterne".

12 Kommissionen har gjort gaeldende, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i medfoer af direktivets artikel 6, idet det ikke har indfoert en ordning med henblik paa at udpege arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden, naar arbejdsgiveren naegter at anerkende saadanne repraesentanter. Ifoelge Kommissionen indebaerer hensynet til den effektive virkning af direktivets artikel 6, at medlemsstaterne skal traeffe alle forholdsregler med henblik paa, at der ° med visse undtagelser ° udpeges arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden, idet forpligtelsen til at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i henhold til direktivets artikel 6 ellers ikke kan opfyldes. Kommissionen har gjort gaeldende, at britisk ret ikke opfylder denne betingelse, idet den forhindrer, at der udpeges arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden, naar arbejdsgiveren ikke er indforstaaet hermed.

13 Det Forenede Kongerige har indroemmet, at arbejdstagerrepraesentationen i virksomheden i Det Forenede Kongerige traditionelt er baseret paa arbejdsgiverens frivillige anerkendelse af fagforeningerne, og at forpligtelsen til at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i henhold til direktivets artikel 6 foelgelig ikke kommer til at gaelde for den arbejdsgiver, som ikke anerkender fagforeninger. Det Forenede Kongerige har imidlertid anfoert, at det ikke har vaeret hensigten med direktivet at aendre nationale regler eller national praksis med hensyn til at udpege arbejdstagerrepraesentanter. Det har understreget, at det i direktivets artikel 2, litra c), praeciseres, at der ved repraesentanter for arbejdstagerne forstaas repraesentanter for arbejdstagerne "i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne". Det har ogsaa gjort gaeldende, at der ved direktivet blot sker en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne ved overfoersel af virksomheder, at direktivet ikke paalaegger medlemsstaterne at drage omsorg for en saerlig arbejdstagerrepraesentation med henblik paa at opfylde de forpligtelser, der fastsaettes i direktivet, og at faellesskabslovgiver selv har taget hoejde for, at det kan forekomme, at national ret ikke paabyder arbejdstagerrepraesentation i den overfoerte virksomhed, saaledes som det fremgaar af direktivets artikel 6, stk. 5.

14 Der kan ikke gives Det Forenede Kongerige medhold i dette synspunkt.

15 Ved at harmonisere de regler, der gaelder for varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, har faellesskabslovgiver baade villet sikre en sammenlignelig beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i de forskellige medlemsstater og en tilnaermelse af de byrder, disse beskyttelsesregler indebaerer for virksomhederne i Faellesskabet.

16 Med henblik herpaa opstilles der i direktivets artikel 6, stk. 1 og 2, et princip om obligatorisk information og ° i givet fald ° konsultation af arbejdstagerrepraesentanterne, saavel hos overdrageren som hos erhververen, dog med visse undtagelser, som navnlig fastsaettes i bestemmelsens stk. 4.

17 Efter direktivets artikel 8, stk. 1, havde medlemsstaterne en frist paa to aar fra meddelelsen af direktivet til om noedvendigt at aendre deres nationale lovgivning med henblik paa at bringe den i overensstemmelse med direktivet paa dette punkt.

18 I modsaetning til, hvad Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, rejser affattelsen af direktivets artikel 2, litra c), ikke tvivl om fortolkningen af direktivets artikel 6. Direktivets artikel 2, litra c), henviser ikke uforbeholdent til de gaeldende regler i medlemsstaterne om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter. Bestemmelsen overlader det udelukkende til medlemsstaterne at afgoere, efter hvilke regler de arbejdstagerrepraesentanter, som skal informeres og konsulteres i medfoer af direktivets artikel 1 og 2, skal udpeges.

19 Den af Det Forenede Kongerige foreslaaede fortolkning ville berettige medlemsstaterne til at afgoere, i hvilke tilfaelde arbejdstagerrepraesentanterne kan blive informeret og konsulteret, eftersom det kun er muligt at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i de virksomheder, hvor der efter den nationale lovgivning skal udpeges arbejdstagerrepraesentanter. Efter denne fortolkning ville medlemsstaterne derfor kunne opnaa, at direktivets artikel 6 ikke fik sin fulde virkning.

20 Domstolen har imidlertid allerede, navnlig i dommen af 6. juli 1982 (sag 61/81, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 2601), fastslaaet, at en national lovgivning, hvorefter der kan laegges hindringer i vejen for den beskyttelse, som ubetinget er tilsikret arbejdstagerne ved et direktiv, er i strid med faellesskabsretten.

21 Det Forenede Kongerige har ogsaa over for Kommissionens klagepunkt gjort gaeldende, at det fremgaar af selve ordlyden af direktivets artikel 6, stk. 5, at faellesskabslovgiver har taget den mulighed i betragtning, at der efter national lovgivning eller praksis ikke findes arbejdstagerrepraesentation i andre end de meget begraensede tilfaelde, Kommissionen har haft for oeje, idet medlemsstaterne uden nogen begraensninger bemyndiges til at traeffe bestemmelse om, at beroerte arbejdstagere kan underrettes direkte om en naert forestaaende overfoersel, naar der ikke findes repraesentanter for arbejdstagerne i en virksomhed eller bedrift.

22 Direktivets artikel 6, stk. 5, tager ganske vist den mulighed i betragtning, at der ikke findes arbejdstagerrepraesentanter i en virksomhed eller bedrift. Bestemmelsen kan imidlertid ikke laeses isoleret og uafhaengigt af de oevrige bestemmelser i direktivets artikel 6.

23 Som anfoert ovenfor fastsaetter direktivets artikel 6, stk. 1 og 2, en forpligtelse til at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i forbindelse med overfoersel af virksomheder. Bestemmelsens stk. 3 og 4 opregner de tilfaelde, hvor medlemsstaterne paa visse betingelser kan begraense denne forpligtelse. Navnlig kan medlemsstaterne efter stk. 4 fritage virksomheder eller bedrifter, som for saa vidt angaar antallet af arbejdstagere ikke opfylder betingelserne for valg eller udpegelse af en kollegial instans, der repraesenterer arbejdstagerne, for denne forpligtelse. For at undgaa, at arbejdstagerne staar helt uden beskyttelse, kan medlemsstaterne i saa fald efter direktivets artikel 6, stk. 5, traeffe bestemmelse om, at arbejdstagerne ikke desto mindre skal underrettes om en naert forestaaende overfoersel.

24 Faellesskabslovgiver har derfor ikke haft til hensigt at tillade de forskellige nationale retsordner at tolerere, at der ikke udpeges arbejdstagerrepraesentanter, naar det er noedvendigt at udpege saadanne repraesentanter for at opfylde de i direktivets artikel 6 fastsatte forpligtelser.

25 Det Forenede Kongerige har ogsaa gjort gaeldende, at direktivet ikke paalaegger medlemsstaterne at indfoere en saerlig ordning med henblik paa arbejdstagerrepraesentation med det ene formaal at opfylde forpligtelserne i direktivet, naar der ikke findes arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden i medfoer af national ret.

26 Selv om direktivet ikke indeholder nogen bestemmelse, der udtrykkelig skal regulere et saadant tilfaelde, beroerer dette ikke bestemmelserne i direktivets artikel 6, sammenholdt med artikel 8, som paalaegger medlemsstaterne at traeffe alle de foranstaltninger, der er noedvendige for, at arbejdstagerne i forbindelse med overfoersel af virksomheder informeres og konsulteres via deres repraesentanter.

27 Endelig kan Det Forenede Kongerige ikke paaberaabe sig, at direktivet kun gennemfoerer en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne, og at hensigten med det ikke har vaeret at aendre de nationale regler om arbejdstagerrepraesentation.

28 Direktivet sikrer ganske vist kun en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af ny indehaver (jf. bl.a. dom af 11.7.1985, sag 105/84, Danmols Inventar, Sml. s. 2639, praemis 26, og af 10.2.1988, sag 324/86, Daddy' s Dance Hall, Sml. s. 739, praemis 16). Der tilsigtes derfor ikke med direktivet en harmonisering af alle de nationale ordninger med hensyn til arbejdstagerrepraesentation i virksomheden. Imidlertid kan en saadan begraenset harmonisering ikke fratage bestemmelserne i direktivet, herunder i artikel 6, deres effektive virkning. Den kan navnlig ikke vaere til hinder for, at medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe alle de fornoedne foranstaltninger til, at der udpeges arbejdstagerrepraesentanter med henblik paa den i direktivets artikel 6 foreskrevne information og konsultation.

29 Det Forenede Kongerige har selv indroemmet, at de arbejdstagere, der beroeres af en overfoersel af en virksomhed, paa britisk rets nuvaerende udviklingstrin ikke nyder godt af beskyttelsen efter direktivets artikel 6, naar arbejdsgiveren modsaetter sig arbejdstagerrepraesentation i sin virksomhed.

30 Under disse omstaendigheder maa den britiske lovgivning, som giver en arbejdsgiver mulighed for at goere indgreb i den beskyttelse, direktivets artikel 6, stk. 1 og 2, har indfoert til fordel for arbejdstagerne, anses for at vaere i modstrid med bestemmelserne i direktivets artikel 6 (jf. analogt den ovenfor naevnte dom i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige).

31 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i dens foerste klagepunkt.

Det andet klagepunkt

32 Med det andet klagepunkt har Kommissionen gjort gaeldende, at the Regulations, saaledes som de fortolkes af de britiske domstole ° i modsaetning til, hvad der bestemmes i direktivets artikel 1, stk. 1, saaledes som denne bestemmelse fortolkes af Domstolen ° ikke finder anvendelse paa overfoersler, hvor der ikke samtidig sker en overdragelse af ejendomsretten til virksomheden. Kommissionen har paa dette punkt henvist til dommen af 17. december 1987 (sag 287/86, Ny Moelle Kro, Sml. s. 5465) og til ovennaevnte dom i Daddy' s Dance Hall-sagen.

33 Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, at eftersom the Regulations ifoelge House of Lords' praksis skal fortolkes i lyset af direktivet og Domstolens fortolkning af det, er deres anvendelsesomraade identisk med direktivets, selv om det ikke udtrykkeligt angives i the Regulations, at en overfoersel i deres forstand ikke noedvendigvis indebaerer en overdragelse af ejendomsretten til virksomheden.

34 Regulation 3 bestemmer, at the Regulations finder anvendelse paa "overfoersel fra en person til en anden af en virksomhed eller en del af en virksomhed, som umiddelbart foer overfoerslen var beliggende i Det Forenede Kongerige".

35 Disse bestemmelser udelukker ikke i sig selv de tilfaelde, hvor der sker en udskiftning af arbejdsgiveren, uden at der samtidig sker en overdragelse af ejendomsretten til virksomheden, fra anvendelsesomraadet for the Regulations.

36 Desuden skal raekkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser bedoemmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem (jf. dom af 16.12.1992, forenede sager C-132/91, C-138/91 og C-139/91, Katsikas m.fl., Sml. I, s. 6577, praemis 39).

37 Det bemaerkes, at de britiske retsafgoerelser, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for sit andet klagepunkt, er truffet foer House of Lords' dom, som Det Forenede Kongerige henviser til, og som er afsagt den 16. marts 1989. Af denne dom fremgaar det ° som Kommissionen har erkendt ° at the Regulations, saa vidt det overhovedet er muligt, skal fortolkes i overensstemmelse med direktivets ordlyd og formaal samt Domstolens fortolkning af det. Kommissionen har ikke henvist til retsafgoerelser, der er truffet efter denne dom, og som er i modstrid med bestemmelserne i direktivets artikel 1, stk. 1, som fortolket af Domstolen.

38 Under disse omstaendigheder findes Kommissionen ikke at have godtgjort, at Regulation 3 paa det tidspunkt, hvor den i den begrundede udtalelse fastsatte frist udloeb, nemlig den 26. maj 1991, havde den raekkevidde, Kommissionen tillaegger den.

39 Der kan foelgelig ikke gives Kommissionen medhold i det andet klagepunkt.

Det tredje klagepunkt

40 Med det tredje klagepunkt har Kommissionen gjort gaeldende, at the Regulations, saaledes som de fortolkes af de britiske domstole, ikke finder anvendelse paa ikke-erhvervsdrivende virksomheder, hvilket er i modstrid med bestemmelserne i direktivets artikel 1, stk. 1, saaledes som de fortolkes af Domstolen. Kommissionen har paa dette punkt henvist til dommen af 19. maj 1992 (sag C-29/91, Redmond Stichting, Sml. I, s. 3189).

41 Regulation 2(1) definerer begrebet "virksomhed" saaledes, at det omfatter "enhver fremstillings- eller handelsvirksomhed", men den udelukker udtrykkeligt "enhver virksomhed eller del af en virksomhed, som ikke har karakter af et erhvervsforetagende". Saaledes som Kommissionen har fremstillet det ° og som Det Forenede Kongerige ikke for alvor har bestridt ° skal the Regulations fortolkes saaledes, at de ikke finder anvendelse paa overfoersel af ikke-erhvervsdrivende virksomheder.

42 Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, at direktivet ikke ° som Kommissionen haevder ° kan finde anvendelse paa overfoersel af ikke-erhvervsdrivende virksomheder, da disse virksomheder, som ikke udoever "oekonomisk virksomhed" i traktatens forstand, ikke falder ind under dennes anvendelsesomraade.

43 Dette kan ikke tiltraedes.

44 Domstolen har nemlig allerede, i hvert fald indirekte, bl.a. i konkurrenceretlig sammenhaeng (jf. dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979) og socialretlig sammenhaeng (jf. netop med hensyn til anvendelsen af direktivet den ovenfor naevnte dom i Redmond Stichting-sagen), antaget, at en enhed kunne udoeve oekonomisk virksomhed og kunne betragtes som en "virksomhed" med henblik paa anvendelsen af faellesskabsrettens regler, selv om den ikke var erhvervsdrivende.

45 Det fremgaar af disse afgoerelser, at det forhold, at den aktivitet, der udoeves af en virksomhed, ikke har til formaal at indvinde oekonomisk udbytte, ikke i sig selv kan bevirke, at den mister sin oekonomiske karakter, eller at virksomheden ikke er omfattet af direktivets anvendelsesomraade.

46 Direktivets anvendelsesomraade kan derfor ikke vaere begraenset til alene at omfatte de erhvervsdrivende virksomheder, saaledes som Det Forenede Kongerige har anfoert.

47 Heraf foelger, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til direktivets artikel 1, stk. 1, idet det har begraenset anvendelsen af de nationale regler til gennemfoerelse af direktivet til overfoersel af erhvervsdrivende virksomheder. Der maa derfor gives Kommissionen medhold i dens tredje klagepunkt.

Det fjerde klagepunkt

48 Kommissionen har gjort gaeldende, at the Regulations' gennemfoerelse af bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2, er ufuldstaendig, idet den overdrager eller erhverver, som overvejer at traeffe foranstaltninger for de arbejdstagere, der beroeres af en overfoersel, efter the Regulations kun er forpligtet til at indlede konsultationer med repraesentanterne for de af dem anerkendte fagforeninger, at tage hensyn til alle de bemaerkninger, der fremsaettes af disse repraesentanter, at svare paa disse bemaerkninger og, hvis de ser bort fra dem, at angive grunden hertil, hvorimod arbejdstagerrepraesentanterne efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal konsulteres "med henblik paa at opnaa en aftale".

49 Det Forenede Kongerige har medgivet, at dets lovgivning ikke er i overensstemmelse med direktivet paa dette punkt.

50 I den anledning er det tilstraekkeligt at bemaerke, at bestemmelserne i the Regulations ikke paalaegger den overdrager eller erhverver, som overvejer at traeffe foranstaltninger for de arbejdstagere, der beroeres af en overfoersel, at konsultere arbejdstagerrepraesentanterne "med henblik paa at opnaa en aftale", saaledes som det kraeves efter direktivets artikel 6, stk. 2.

51 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i det fjerde klagepunkt.

Det femte klagepunkt

52 Kommissionen har gjort gaeldende, at de sanktioner, der er fastsat i Regulation 11 for det tilfaelde, at overdrageren eller erhververen ikke overholder deres forpligtelse til at konsultere og informere arbejdstagerrepraesentanterne, ikke virker tilstraekkelig afskraekkende paa arbejdsgiverne. Kommissionen har anfoert, at den godtgoerelse, arbejdsgiveren i givet fald kan blive tilpligtet at betale til arbejdstagerne i henhold til Regulation 11, og som der i oevrigt er lagt loft over, skal traekkes fra det beloeb, som arbejdsgiveren desuden kan blive tilpligtet at betale til arbejdstagerne i henhold til en saakaldt "protective award", hvis han ikke overholder bestemmelserne i section 99 i Employment Protection Act 1975 (herefter benaevnt "EPA"), hvorefter arbejdsgiveren skal konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i tilfaelde af afskedigelser af oekonomiske aarsager.

53 Klagepunktet omhandler saaledes det tilfaelde, hvor arbejdsgiveren samtidig med en overfoersel af virksomheden eller bedriften foretager afskedigelser af arbejdstagere af oekonomiske aarsager.

54 Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, at dets lovgivning er i overensstemmelse med direktivet, for saa vidt som der i lovgivningen laegges loft over de beloeb, arbejdsgiveren kan blive tilpligtet at udbetale til sine arbejdstagere, men har indroemmet, at den ikke er i overensstemmelse med direktivet derved, at det bestemmes, at den godtgoerelse, der udbetales til arbejdstagerne, helt eller delvis traeder i stedet for de beloeb, arbejdsgiveren i oevrigt er forpligtet til at udbetale til dem. Det Forenede Kongerige har ogsaa gjort gaeldende, at et lovforslag, som er under vedtagelse, vil aendre lovgivningen paa disse to punkter.

55 Naar et faellesskabsdirektiv ikke fastsaetter en saerlig sanktion for overtraedelser eller med hensyn hertil henviser til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, skal medlemsstaterne i medfoer af traktatens artikel 5 traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft. Medlemsstaterne har et skoen med hensyn til valget af sanktioner, men skal dog drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstaendigheder vaere effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning (jf. for saa vidt angaar faellesskabsforordninger dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 2965, praemis 23 og 24, og af 2.10.1991, sag C-7/90, Vandevenne m.fl., Sml. I, s. 4371, praemis 11).

56 I medfoer af Regulation 11(4) kan den arbejdsgiver, som undlader at konsultere arbejdstagerrepraesentanterne i forbindelse med overfoersel af en virksomhed, tilpligtes at betale de arbejdstagere, der beroeres af overfoerslen, en passende godtgoerelse. I medfoer af Regulation 11(11) kan godtgoerelsen ikke ligge over et loft, som ved Trade Union Reform and Employment Rights Act 1993 er haevet fra to til fire ugers loen for den paagaeldende arbejdstager. Naar arbejdsgiveren desuden afskediger arbejdstagere af oekonomiske aarsager, og han i modstrid med section 99 i EPA undlader at konsultere arbejdstagerrepraesentanterne, skal godtgoerelsen imidlertid traekkes fra det beloeb, som arbejdsgiveren senere ved en saakaldt "protective award" kan blive tilpligtet at betale til arbejdstageren i henhold til EPA, og omvendt skal dette beloeb traekkes fra den godtgoerelse, arbejdsgiveren senere kan blive tilpligtet at betale til arbejdstageren.

57 Naar arbejdstagerne i den overfoerte virksomhed afskediges af oekonomiske aarsager, og arbejdsgiveren ved en "protective award" tilpligtes at udbetale dem et beloeb, fordi han ikke har overholdt forpligtelsen til at konsultere og informere arbejdstagerrepraesentanterne i overensstemmelse med section 99 i EPA, straffes han kun ved den oekonomiske sanktion, der paalaegges ham i henhold til the Regulations, i det omfang sanktionen overstiger det beloeb, der tilkendes ved "the protective award". Den oekonomiske sanktion er saaledes afsvaekket eller endog ophaevet. Desuden begraenser loftet over den godtgoerelse, arbejdsgiveren kan blive tilpligtet at betale i henhold til the Regulations ° isaer paa det niveau den laa paa, foer Trade Union Reform and Employment Rights Act 1993 traadte i kraft ° antallet af tilfaelde, hvor godtgoerelsen overstiger det beloeb, der tilkendes ved "the protective award".

58 Heraf foelger, at sanktionen ikke er virkelig afskraekkende i det tilfaelde, hvor arbejdsgiveren ogsaa domfaeldes i henhold til EPA. Den britiske lovgivning er derfor ikke i overensstemmelse med kravene i traktatens artikel 5 paa dette punkt.

59 Heraf foelger, at der maa gives Kommissionen medhold i det femte klagepunkt.

60 Efter det anfoerte har Det Forenede Kongerige tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til direktivet og EOEF-traktatens artikel 5, idet det ikke har fastsat bestemmelser om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter, naar der ikke opnaas samtykke hertil fra arbejdsgiveren, har udelukket ikke-erhvervsdrivende virksomheder fra anvendelsesomraadet for the Regulations, ikke har forpligtet den overdrager eller erhverver, der overvejer foranstaltninger for sine arbejdstagere, til i rimelig tid at indlede konsultationer om disse foranstaltninger med arbejdstagerrepraesentanterne med henblik paa at opnaa en aftale og ikke har fastsat effektive sanktioner for det tilfaelde, at arbejdsgiveren undlader at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne.

Sagens omkostninger

61 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Domstolen kan imidlertid i medfoer af artikel 69, stk. 3, foerste afsnit, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter.

62 Da Det Forenede Kongerige i det vaesentlige har tabt sagen, boer det betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i medfoer af direktivet og EOEF-traktatens artikel 5, idet det ikke har fastsat bestemmelser om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter, naar der ikke opnaas samtykke hertil fra arbejdsgiveren, har udelukket ikke-erhvervsdrivende virksomheder fra anvendelsesomraadet for de Regulations, som skulle gennemfoere Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, ikke har forpligtet den overdrager eller erhverver, der overvejer foranstaltninger for sine arbejdstagere, til i rimelig tid at indlede konsultationer om disse foranstaltninger med arbejdstagerrepraesentanterne med henblik paa at opnaa en aftale og ikke har fastsat effektive sanktioner for det tilfaelde, at arbejdsgiveren undlader at informere og konsultere arbejdstagerrepraesentanterne.

2) I oevrigt frifindes Det Forenede Kongerige.

3) Det Forenede Kongerige betaler sagens omkostninger.