61992J0343

++++

1. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7 - artikel 4, stk. 1 - direkte virkning - for sent udstedte nationale gennemfoerelsesbestemmelser, hvorefter gifte kvinder for at faa tilkendt ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed skal opfylde krav, som maend ikke tidligere skulle opfylde, og hvorved kvinder mister rettigheder, som de havde i medfoer af direktivet - ulovligt

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

2. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7 - national lovgivning, hvorefter opretholdelsen af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som baade maend og kvinder skal opfylde - bestemmelse hvorved kvinder mister rettigheder erhvervet i henhold til artikel 4, stk. 1 - lovligt

(EOEF-traktaten, art. 117 og 118; Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

3. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7 - artikel 4, stk. 1 - national lovgivning, hvorefter tilkendelse af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed goeres betinget af, at ansoegeren tidligere har haft en vis indkomst - krav, som skal opfyldes uden hensyn til koen, men som hovedsagelig rammer kvinder - ulovligt i mangel af en objektiv begrundelse - budgetmaessige hensyn - ingen begrundelse

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

4. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7 - artikel 4, stk. 1 - direkte virkning - alene personer, der er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade, og personer, der rammes af virkningerne af en national bestemmelse, der diskriminerer over for en omfattet person, kan paaberaabe sig artikel 4, stk. 1

(Raadets direktiv 79/7, art. 2 og art. 4, stk. 1)

1. Private kan i mangel af passende gennemfoerelsesforanstaltninger paaberaabe sig artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 over for de nationale domstole og paa dette grundlag forhindre anvendelsen af enhver national retsforskrift i strid med artiklen, og siden den 23. december 1984, da direktivet skulle have vaeret gennemfoert, har kvinder krav paa at blive behandlet paa samme maade og efter samme regler som maend i samme situation, hvilke regler er de eneste, man gyldigt kan henholde sig til, saa laenge direktivet ikke er korrekt gennemfoert.

For sent udstedte nationale gennemfoerelsesbestemmelser skal fuldt ud tage hensyn til de rettigheder, som artikel 4, stk. 1, tillaegger medlemsstaternes retsundergivne, med virkning fra udloebet af den frist, medlemsstaterne havde til at gennemfoere direktivet.

Heraf foelger, at faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning til gennemfoerelse af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, som er vedtaget efter den i direktivet fastsatte frist, og hvorved gifte kvinder mister rettigheder, som de, efter udloebet af denne frist, havde i medfoer af den direkte virkning af direktivet, fordi retten til ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som maend ikke tidligere skulle opfylde.

2. Direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring griber hverken ind i den kompetence, som i henhold til traktatens artikel 117 og 118 tilkommer medlemsstaterne med henblik paa fastlaeggelsen af deres socialpolitik inden for rammerne af et snaevert samarbejde tilrettelagt af Kommissionen, eller i arten og omfanget af socialsikringsforanstaltningerne, bl.a. for saa vidt angaar den sociale tryghed, og de konkrete betingelser for deres gennemfoerelse.

Heraf foelger, at faellesskabsretten ikke er til hinder for indfoerelsen af en national lovbestemmelse, hvis virkning er, at kvinder mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fordi opretholdelsen af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som baade maend og kvinder skal opfylde.

3. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en national bestemmelse, som - selv om den er koensneutral - indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Den sidstnaevnte betingelse er opfyldt, saafremt de valgte midler er i overensstemmelse med den paagaeldende medlemsstats socialpolitik, er egnede til at naa det af den forfulgte maal og er noedvendige hertil.

Selv om budgetmaessige hensyn kan vaere afgoerende for en medlemsstats socialpolitiske valg og paavirke arten og omfanget af de socialsikringsforanstaltninger, staten oensker at traeffe, udgoer de imidlertid ikke i sig selv et maal for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde en forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Heraf foelger, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tilkendelse af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed goeres betinget af, at ansoegeren har haft en vis indkomst i det aar, der ligger forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, naar betingelsen, om end der ikke herved sondres mellem maend og kvinder, rammer langt flere kvinder end maend, og selv om vedtagelsen af denne nationale lovgivning er begrundet i budgetmaessige hensyn.

4. Saafremt en national lovgivning er uforenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, kan alene personer, der ifoelge direktivets artikel 2 er omfattet af dets personelle anvendelsesomraade, og personer, der rammes af virkningerne af en national bestemmelse, der diskriminerer over for en anden person, som er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, paaberaabe sig den foerstnaevnte direktivbestemmelse for de nationale domstole og paa dette grundlag udelukke anvendelsen af den nationale lovgivning.

1 Ved kendelse af 30. juni 1992, indgaaet til Domstolen den 20. august s.aa., har Raad van Beroep, Hertogenbosch (Nederlandene), i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under seks sager anlagt af M. A. Roks og fem andre personer mod Bedrijfsvereniging voor Detailhandel, Ambachten en Huisvrouwen ved direktionen og andre faglige sammenslutninger, som administrerer Algemene Arbeidsongeschiktheidswet (nederlandsk lov om almindelig forsikring mod uarbejdsdygtighed, herefter benaevnt "AAW") af 11. december 1975.

3 Ifoelge AAW, der traadte i kraft den 1. oktober 1976, havde maend og ugifte kvinder efter en uarbejdsdygtighedsperiode paa et aar oprindelig ret til en ydelse, som hverken afhang af den ydelsesberettigedes eventuelle andre indtaegter eller af, at vedkommende havde haft et indtaegtstab.

4 Ved Wet invoering gelijke uitkeringsrechten voor mannen en vrouwen af 20. december 1979 (lov om indfoerelse af lige ret til ydelser for maend og kvinder) blev retten til ydelser i henhold til AAW udvidet til at omfatte gifte kvinder. Samtidig blev retten til ydelser for alle de forsikredes vedkommende - med undtagelse af visse kategorier - gjort betinget af, at modtagerne i det aar, der gik forud for uarbejsdygtighedens indtraeden, ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse havde haft en bestemt indkomst, oprindelig mindst 3 423,81 HFL (herefter benaevnt "indkomstkrav"). Dette indkomstkrav gjaldt for alle de personer, som var blevet uarbejdsdygtige efter den 1. januar 1979.

5 Ifoelge overgangsbestemmelserne i ovennaevnte lov af 20. december 1979 havde maend og ugifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, fortsat ret til ydelser uden at skulle opfylde indkomstkravet. Gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. oktober 1975, havde ikke ret til ydelser, selv om de opfyldte indkomstkravet. For saa vidt angaar gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige mellem den 1. oktober 1975 og den 1. januar 1979, havde de kun ret til ydelser, saafremt de opfyldte indkomstkravet.

6 Ved en raekke domme af 5. januar 1988 fastslog Centrale Raad van Beroep, at de naevnte overgangsbestemmelser indebar en forskelsbehandling paa grundlag af koen, der er i strid med artikel 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 16. december 1966 (Danmarks traktater, 1976, s. 154), og at gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, med virkning fra den 1. januar 1980, da loven af 20. december 1979 traadte i kraft, havde ret til en ydelse efter AAW paa samme betingelser som maend, dvs. uden indkomstkrav, selv om de var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. oktober 1975.

7 Overgangsbestemmelserne, der saaledes var kendt diskriminerende over for gifte kvinder, blev ophaevet ved lov af 3. maj 1989. Loven bestemte imidlertid i artikel III, at personer, der var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, og som indgav en ansoegning om AAW-ydelser efter den 3. maj 1989, skulle opfylde indkomstkravet, mens artikel IV bestemte, at AAW-ydelser frakendes personer, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, saafremt de ikke opfyldte indkomstkravet. Frakendelsen, som oprindelig skulle vaere sket pr. 1. juni 1990, blev ved en senere lov udsat til 1. juli 1991.

8 Ved dom af 23. juni 1992 udtalte Centrale Raad van Beroep, at stoerrelsen af indkomstkravet, som i 1988 androg 4 403,52 HFL pr. aar, indirekte diskriminerede kvinder og derfor var i strid med artikel 26 i ovennaevnte internationale konvention samt med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, og at indkomstkravet skulle anses for opfyldt, saafremt den sikrede i aaret forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden havde haft en "vis indkomst".

9 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 bestemmer med hensyn til social sikring, at der ikke maa finde nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar anvendelsesomraadet for socialsikringsordningerne samt betingelserne for adgang til disse.

10 Ifoelge artikel 2 i direktiv 79/7 finder direktivet anvendelse paa den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstaendige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde paa grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsloeshed, og personer, der soeger arbejde, samt paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er fratraadt med alders- eller invalidepension.

11 Direktivet skulle gennemfoeres inden for den i artikel 8 fastsatte frist paa seks aar, der udloeb den 23. december 1984.

12 Den 8. maj 1989 ansoegte M. A. Roks, der var blevet uarbejdsdygtig den 1. januar 1976, Bedrijfsvereniging voor Detailhandel, Ambachten en Huisvrouwen om en ydelse i henhold til AAW. Ansoegningen blev afslaaet under henvisning til artikel III i loven af 3. maj 1989. De andre sagsoegere i hovedsagen oppebar ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed, som de faglige sammenslutninger imidlertid frakendte dem med virkning fra 1. juli 1991 under henvisning til artikel IV i loven af 3. maj 1989 med den begrundelse, at de ikke opfyldte indkomstkravet.

13 M. A. Roks og de andre sagsoegere i hovedsagen anlagde sag ved Raad van Beroep, Hertogenbosch, til proevelse af afslaget eller frakendelsen. Retten fandt, at sagerne rejste spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, og besluttede at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er en bestemmelse som artikel III i den nederlandske lov af 3. maj 1989, Staatsblad 126 - hvorved gifte kvinders ret til AAW-ydelser, som de med virkning fra 23. december 1984 har erhvervet i henhold til faellesskabsretten, men (endnu) ikke udnyttet paa grund af for sent indgivne ansoegninger, helt ophaeves ved indfoerelsen af et nyt krav som forudsaetning for retten til ydelser - i strid med det faellesskabsretlige retssikkerhedsprincip eller med andre faellesskabsretlige principper, saasom kravet om forskriftsmaessig gennemfoerelseslovgivning?

2) Er en bestemmelse som artikel IV i den nederlandske lov af 3. maj 1989, Staatsblad 126 (aendret ved lov af 4.7.1990, Staatsblad 386) - hvorved gifte kvinders ret til AAW-ydelser (samt andres ret til saadanne ydelser), som de med virkning fra 23. december 1984 har erhvervet i henhold til faellesskabsretten og (normalt foerst senere) udnyttet, ophaeves med virkning fra 1. juli 1991 ved indfoerelsen af et nyt krav som forudsaetning for retten til ydelser - i strid med det faellesskabsretlige retssikkerhedsprincip eller med andre faellesskabsretlige principper, saasom kravet om forskriftsmaessig gennemfoerelseslovgivning?

3) Kan bestemmelser som de i artikel III og IV i den nederlandske lov af 3. maj 1989, Staatsblad 126, indeholdte - hvorved (praktisk talt) udelukkende (artikel III), henholdsvis de fleste (artikel IV), gifte kvinder rammes, og hvorved der saaledes principielt sker en indirekte forskelsbehandling af kvinder som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF - objektivt begrundes i budgetmaessige hensyn?

Er dette tilfaeldet, saafremt det kan faa samfundsmaessigt uacceptable foelger for statsbudgettet og/eller for finansieringen af socialsikringsordningen, hvis den i bestemmelserne fastsatte ordning ikke indfoeres? Kan udgifter paa omkring 85 mio. HFL om aaret og ca. 1 mia. HFL i engangsudgifter anses for saadanne uacceptable foelger?

4) Skal en ordning som den i artikel III og IV i den nederlandske lov af 3. maj 1989, Staatsblad 126, indeholdte - saafremt spoergsmaal 1 og/eller spoergsmaal 2 besvares bekraeftende - erklaeres ugyldig erga omnes?"

14 Indledningsvis har de faglige sammenslutninger - sagsoegte i hovedsagen - anfoert, at sagerne delvis vedroerer personer, som ikke er omfattet af direktiv 79/7' s personelle anvendelsesomraade, jf. direktivets artikel 2, eftersom de ikke havde arbejdet eller oppebaaret en indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, hvorfor de ikke kan paaberaabe sig direktivets bestemmelser. Den nederlandske regering har tilfoejet, at naar henses til Centrale Raad van Beroep' s fortolkning af indkomstkravet i ovennaevnte dom af 23. juni 1992, vedroerer artikel III og IV i loven af 3. maj 1989 under alle omstaendigheder nu kun personer, som, da de ikke har oppebaaret nogen arbejdsindkomst i det aar, der gaar forud for det aar, hvor de blev uarbejdsdygtige, ikke er erhvervsaktive, jf. artikel 2 i direktiv 79/7, og derfor ikke kan paaberaabe sig direktivet. Foelgelig er de fleste af de praejudicielle spoergsmaal genstandsloese.

15 Det bemaerkes foerst, at den nationale rets praejudicielle spoergsmaal netop vedroerer indkomstkravet som kriterium for den forskellige behandling af maend og kvinder samt spoergsmaalet om, hvorvidt kravet er foreneligt med direktiv 79/7.

16 Det bemaerkes videre, at det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den nationale ret, som ud fra omstaendighederne i den enkelte sag tager stilling til, om det er noedvendigt at anmode om en praejudiciel afgoerelse, samt om spoergsmaalene, der forelaegges Domstolen, er relevante, er opmaerksom paa, at visse af sagsoegerne i hovedsagen ikke kan antages at vaere erhvervsaktive og derfor ikke er omfattet af direktiv 79/7' s personelle anvendelsesomraade. Den nationale ret finder imidlertid, at i det omfang, disse personer paavirkes af de omhandlede nationale regler, kan de praejudicielle spoergsmaal i givet fald ogsaa vaere relevante for afgoerelsen af de sager, der vedroerer dem. Det fjerde praejudicielle spoergsmaal vedroerer i oevrigt udtrykkeligt spoergsmaalet om, hvorvidt virkningerne for den nationale retsorden af det forhold, at artikel III og/eller IV i loven af 3. maj 1989 maatte vaere uforenelige med direktiv 79/7, hvilket vil fremgaa af besvarelsen af de to foerste spoergsmaal, ogsaa skal komme de personer til gode, der befinder sig i samme situation som sagsoegerne i hovedsagen.

Foerste spoergsmaal

17 Med det foerste praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige afgjort, om faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, hvorefter gifte kvinder mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fordi retten til ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed undergives en betingelse, som maend ikke tidligere skulle opfylde.

18 Det bemaerkes foerst, at private i mangel af passende gennemfoerelsesforanstaltninger kan paaberaabe sig artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 over for de nationale domstole og paa dette grundlag forhindre anvendelsen af enhver national retsforskrift i strid med artiklen, og at kvinder fra den 23. december 1984, da direktivet skulle have vaeret gennemfoert, har krav paa at blive behandlet paa samme maade og efter samme regler som maend i samme situation, og at disse regler er de eneste, man gyldigt kan henholde sig til, saa laenge direktivet ikke er korrekt gennemfoert (jf. bl.a. dom af 24.6.1987, sag 384/85, Borrie Clarke, Sml. s. 2865, praemis 11 og 12).

19 Derfor havde gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, fra den 23. december 1984 i henhold til den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 krav paa AAW-ydelser paa samme betingelser som maend i samme situation, dvs. uden at opfylde indkomstkravet.

20 Det bemaerkes videre, at for sent udstedte nationale gennemfoerelsesbestemmelser fuldt ud skal tage hensyn til de rettigheder, som artikel 4, stk. 1, tillaegger medlemsstaternes retsundergivne, med virkning fra udloebet af den frist, medlemsstaterne havde til at gennemfoere direktivet (jf. bl.a. dom af 13.3.1991, sag C-377/89, Cotter og McDermott, Sml. I, s. 1155, praemis 25).

21 Heraf foelger, at en medlemsstat ikke i sin nationale lovgivning til gennemfoerelse af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, som vedtages efter udloebet af direktivets gennemfoerelsesfrist, kan fastsaette en betingelse, hvorved gifte kvinder mister rettigheder, som ved udloebet af fristen kunne stoettes paa den direkte virkning af faellesskabsbestemmelsen.

22 De faglige sammenslutninger har heroverfor anfoert, at alene gifte kvinder, der indgiver en ansoegning om ydelser efter den nationale lovgivnings ikrafttraeden, mister rettigheder i henhold til den direkte virkning af direktivets artikel 4, stk. 1, og at lovgivningen ogsaa finder anvendelse paa maend, som indgiver en ansoegning efter denne dato.

23 Hertil bemaerkes, at maend, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, inden vedtagelsen af loven af 3. maj 1989 havde ret til AAW-ydelser uden at opfylde indkomstkravet og derfor havde skellig grund til at ansoege om disse ydelser inden denne dato, mens det for gifte kvinder, som ikke opfyldte indkomstkravet, ikke havde nogen mening at indgive en ansoegning, da de ifoelge den dagaeldende nationale lovgivning ikke havde ret til saadanne ydelser.

24 Ved under saadanne omstaendigheder at kraeve, at disse kvinder skulle have soegt om ydelser foer ovennaevnte lovs ikrafttraeden den 3. maj 1989, opretholder lovens artikel III den tidligere bestaaende forskelsbehandling, idet de kvinder, der blev forskelsbehandlet som foelge af indkomstkravet, ikke laengere efter denne dato kunne goere krav paa AAW-ydelser, som de dog siden den 23. december 1984 havde ret til ifoelge den direkte virkning af direktivets artikel 4, stk. 1.

25 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, hvorefter gifte kvinder mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fordi retten til ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som maend ikke tidligere skulle opfylde.

Andet spoergsmaal

26 Med det andet praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige afgjort, om faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, hvis virkning er, at kvinder for fremtiden mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fordi opretholdelsen af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed undergives en betingelse, som baade maend og kvinder skal opfylde.

27 Som det fremgaar af direktivets titel og yderligere praeciseres i artikel 1, tilsigter direktiv 79/7 gradvis gennemfoerelse for saa vidt angaar den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring. Domstolen har i en dom af 4. december 1986 (sag 71/85, Federatie Nederlandse Vakbeweging, Sml. s. 3855, praemis 17) udtalt, at dette formaal konkret gennemfoeres ved direktivets artikel 4, stk. 1.

28 Direktiv 79/7 griber dog ikke ind i den kompetence, som i henhold til traktatens artikel 117 og 118 tilkommer medlemsstaterne med henblik paa fastlaeggelsen af deres socialpolitik inden for rammerne af et snaevert samarbejde tilrettelagt af Kommissionen, og, som foelge heraf, i arten og omfanget af socialsikringsforanstaltningerne, bl.a. for saa vidt angaar den sociale tryghed, samt de konkrete betingelser for deres gennemfoerelse (jf. bl.a. dom af 9.7.1987, forenede sager 281/85, 283/85, 284/85, 285/85 og 287/85, Tyskland m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3203, og af 7.5.1991, sag C-229/89, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2205).

29 Domstolen har i oevrigt allerede fastslaaet, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat i forbindelse med kontrollen af de sociale udgifter traeffer foranstaltninger, hvorved visse kategorier af personer mister socialsikringsydelser, forudsat at staten herved overholder princippet om ligebehandling af maend og kvinder, som fastslaaet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 (jf. bl.a. dom af 11.6.1987, sag 30/85, Teuling, Sml. s. 2497, og ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien). Om denne betingelse er opfyldt ved en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, er genstand for det tredje praejudicielle spoergsmaal.

30 Foelgelig skal det andet spoergsmaal besvares saaledes, at faellesskabsretten ikke er til hinder for indfoerelsen af en national lovbestemmelse, hvis virkning er, at kvinder for fremtiden mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fordi opretholdelsen af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som baade maend og kvinde skal opfylde.

Tredje spoergsmaal

31 Med det tredje praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret afgjort, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tilkendelse af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed goeres betinget af, at ansoegeren har haft en vis indkomst i det aar, der ligger forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, naar betingelsen, om end der ikke herved sondres mellem maend og kvinder, rammer langt flere kvinder end maend, og selv om vedtagelsen af denne nationale lovgivning er begrundet i budgetmaessige hensyn.

32 Spoergsmaalet er genstandsloest for saa vidt angaar en regel som artikel III i loven af 3. maj 1989, hvorefter gifte kvinder mistede de rettigheder, der fra udloebet af gennemfoerelsesfristen for direktiv 79/7 stoettedes paa den direkte virkning af direktivets artikel 4, stk. 1, saaledes at den direkte forskelsbehandling, som de allerede var udsat for, foer loven af 3. maj 1989 traadte i kraft, blev opretholdt.

33 Det bemaerkes yderligere, at i henhold til Domstolens faste praksis er artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 til hinder for en national bestemmelse, som - selv om den er koensneutral - indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. bl.a. ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien, praemis 13).

34 Den sidstnaevnte betingelse er opfyldt, saafremt de valgte midler er i overensstemmelse med den paagaeldende medlemsstats socialpolitik, er egnede til at naa det af den forfulgte maal og er noedvendige hertil (jf. dom af 19.11.1992, sag C-226/91, Molenbroek, Sml. I, s. 5943, praemis 13).

35 Selv om budgetmaessige hensyn kan vaere afgoerende for en medlemsstats socialpolitiske valg og paavirke arten og omfanget af de socialsikringsforanstaltninger, staten oensker at traeffe, udgoer de imidlertid ikke i sig selv et maal for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde en forskelsbehandling paa grundlag af koen.

36 En anerkendelse af, at budgetmaessige hensyn kan begrunde en forskellig behandling af maend og kvinder, som uden saadanne hensyn ville udgoere en indirekte forskelsbehandling, der er omfattet af forbuddet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, ville indebaere, at anvendelsen og raekkevidden af en saa grundlaeggende faellesskabsretlig bestemmelse som princippet om ligebehandling af maend og kvinder i henseende til tid og sted kan variere alt efter medlemsstaternes finansielle situation.

37 Det bemaerkes endelig, at som fastslaaet i forbindelse med behandlingen af det andet praejudicielle spoergsmaal er faellesskabsretten ikke til hinder for, at medlemsstaterne af budgetmaessige hensyn fastsaetter saadanne betingelser for fortsat at oppebaere socialsikringsydelser, at visse kategorier af personer mister disse ydelser, forudsat at medlemsstaterne herved overholder princippet om ligebehandling af maend og kvinder, jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7.

38 Det tredje spoergsmaal skal herefter besvares saaledes, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tilkendelse af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed goeres betinget af, at ansoegeren har haft en vis indkomst i det aar, der ligger forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, naar betingelsen, om end der ikke herved sondres mellem maend og kvinder, rammer langt flere kvinder end maend, og selv om vedtagelsen af denne nationale lovgivning er begrundet i budgetmaessige hensyn.

Fjerde spoergsmaal

39 Med det fjerde praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret afgjort, om alene personer, der i henhold til artikel 2 i direktiv 79/7 er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade, saafremt en national lovgivning er i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, kan paaberaabe sig denne bestemmelse for de nationale domstole og paa dette grundlag udelukke anvendelsen af den nationale lovgivning, eller om ogsaa andre personer, der ikke er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade, kan paaberaabe sig direktivet.

40 Domstolen har allerede i dom af 27. juni 1989 (forenede sager 48/88, 106/88 og 107/88, Achterberg-te Riele m.fl., Sml. s. 1963, praemis 17) fastslaaet, at en person, som ikke er omfattet af direktivets artikel 2, ikke kan paaberaabe sig dettes artikel 4.

41 Det fremgaar yderligere af Domstolens dom af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl., Sml. I, s. 3757), at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ikke kan paaberaabes af personer, som ikke er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade, selv om personerne er omfattet af en national socialsikringsordning som AAW, der er omfattet af direktivets saglige anvendelsesomraade.

42 Endelig har Domstolen i sidstnaevnte dom fastslaaet, at retsundergivne, der rammes af virkningerne af en national bestemmelse, der diskriminerer over for en anden person, som selv er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, ogsaa kan paaberaabe sig direktiv 79/7.

43 Det fjerde spoergsmaal skal herefter besvares saaledes, at saafremt en national lovgivning er uforenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, kan alene personer, der ifoelge direktivets artikel 2 er omfattet af dets personelle anvendelsesomraade, og personer, der rammes af virkningerne af en national bestemmelse, der diskriminerer over for en anden person, som er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, paaberaabe sig den foerstnaevnte direktivbestemmelse for de nationale domstole og paa dette grundlag udelukke anvendelsen af den nationale lovgivning.

Sagens omkostninger

44 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og den irske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Raad van Beroep, Hertogenbosch (Nederlandene), ved kendelse af 30. juni 1992, for ret:

1) Faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, hvorefter gifte kvinder mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring, fordi retten til ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed undergives en betingelse, som maend ikke tidligere skulle opfylde.

2) Faellesskabsretten er ikke til hinder for indfoerelsen af en national lovbestemmelse, hvis virkning er, at kvinder for fremtiden mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF, fordi opretholdelsen af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som baade maend og kvinde skal opfylde.

3) Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tilkendelse af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed goeres betinget af, at ansoegeren har haft en vis indkomst i det aar, der ligger forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, naar betingelsen, om end der ikke herved sondres mellem maend og kvinder, rammer langt flere kvinder end maend, og selv om vedtagelsen af denne nationale lovgivning er begrundet i budgetmaessige hensyn.

4) Saafremt en national lovgivning er uforenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF, kan alene personer, der ifoelge direktivets artikel 2 er omfattet af dets personelle anvendelsesomraade, og personer, der rammes af virkningerne af en national bestemmelse, der diskriminerer over for en anden person, som er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, paaberaabe sig den foerstnaevnte direktivbestemmelse for de nationale domstole og paa dette grundlag udelukke anvendelsen af den nationale lovgivning.