61992J0327

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° faellesskabsbestemmelser ° sagligt anvendelsesomraade ° national lovgivning, der koordinerer forskellige sociale sikringsgrene i en medlemsstat ° omfattet

(Raadets forordning nr. 1408/71)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° faellesskabsbestemmelser ° sagligt anvendelsesomraade ° hovedentreprenoerens solidariske ansvar for de sociale bidrag, som ikke er betalt af en insolvent underentreprenoer ° ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 51; Raadets forordning nr. 1408/71)

1. En national lov, som har til formaal at koordinere forskellige sociale sikringsgrene i en medlemsstat, er omfattet af det saglige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71, uanset om den er naevnt i den paagaeldende medlemsstats erklaering i henhold til den naevnte forordnings artikel 5.

2. Nationale bestemmelser, hvorefter en hovedentreprenoer, uanset om han har begaaet svig, er solidarisk ansvarlig for betaling af bidrag og forskud paa bidrag, som ikke er betalt, og som en insolvent underentreprenoer skal betale i anledning af arbejde, der er praesteret af hans arbejdstagere som led i en entreprise, der er bestilt af hovedentreprenoeren, er ikke omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71.

Selv om saadanne bestemmelser nemlig findes i en lov, som er omfattet af forordningens saglige anvendelsesomraade, har de ikke en direkte og tilstraekkelig relevant forbindelse med dette anvendelsesomraade, idet de paalaegger hovedentreprenoeren et ansvar, som ikke er baseret paa et arbejdsgiver-loenmodtagerforhold mellem denne selv og de arbejdstagere, for hvilke bidragene skal betales, men foelger af den omstaendighed, at der er benyttet en underentreprenoer, som ikke har overholdt sine forpligtelser som arbejdsgiver, der er forpligtet til at betale sociale sikringsbidrag for sine egne loenmodtagere, og som i virkeligheden er en forpligtelse til at erstatte det indtaegtstab, som et socialt sikringsorgan lider.

1 Ved kendelse af 26. juni 1992, indgaaet til Domstolen den 31. juli s.aa., har Raad van Beroep, Haag (herefter benaevnt "Raad van Beroep"), i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 stillet to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret i Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter benaevnt "forordning nr. 1408/71"), og af EOEF-traktatens artikel 51.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem selskabet Rheinhold & Mahla NV (herefter benaevnt "Rheinhold") og Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor de Metaalnijverheid (direktionen for metalindustriens faglige sammenslutning, herefter benaevnt "Bedrijfsvereniging") vedroerende sociale bidrag, som sidstnaevnte har afkraevet foerstnaevnte.

3 I aarene 1983 og 1984 udfoerte virksomheden Van Breugel Isolatie BV (herefter benaevnt "Van Breugel"), som har hjemsted i Nederlandene, en raekke isoleringsarbejder i Belgien som underentreprenoer for Rheinhold, der er et belgisk selskab.

4 I 1985 gik Van Breugel konkurs som foelge af oekonomiske vanskeligheder. Under afviklingen viste det sig, at selskabet ikke havde indbetalt forskellige bidrag til Bedrijfsvereniging ° som er den institution, der varetager opkraevningen af sociale bidrag i den oekonomiske sektor, som Van Breugel tilhoerer ° som selskabet skyldte institutionen for arbejde udfoert af dets i Nederlandene bosiddende arbejdstagere i henhold til den ovennaevnte underentreprisekontrakt. Det samlede ikke-betalte bidragsbeloeb var paa 49 263,42 HFL.

5 Da Van Breugel' s aktiver var utilstraekkelige, afkraevede Bedrijfsvereniging den 30. december 1986 Rheinhold betaling af disse bidrag i henhold til artikel 16b, stk. 5, litra a), og artikel 16b, stk. 8, i den dagaeldende Cooerdinatiewet Sociale Verzekering af 24. december 1953 (lov om koordinering af bestemmelser vedroerende social sikring med bestemmelser om beskatning af loenindkomst, Stb. 577).

6 Denne lov (herefter benaevnt "CwSV") har til formaal at koordinere dels de forskellige sociale sikringsgrene (arbejdsloeshed, sygdom, invaliditet osv.) indbyrdes, bl.a. ved indfoerelse af et enhedsbidrag, og dels de forskellige sociale sikringsgrene og den nederlandske lovgivning om beskatning af loenindkomst, bl.a. ved definition af faelles begreber og fastsaettelse af identiske regler om opkraevning.

7 Ifoelge CwSV, artikel 16b, stk. 5, litra a), haefter entreprenoeren solidarisk for betaling af bidrag og forskud paa bidrag, som underentreprenoeren skal betale i forbindelse med virksomhed udoevet af de arbejdstagere, han beskaeftiger som led i den paagaeldende entreprise.

8 Artikel 16b, stk. 8, bestemmer, at entreprenoerens solidariske ansvar, som er fastslaaet i samme artikels stk. 5, kun kan goeres gaeldende, saafremt underentreprenoeren undlader at betale de forfaldne bidrag eller forskud paa bidrag.

9 Disse bestemmelser blev indsat i CwSV ved Wet Ketenaansprakelijkheid af 4. juni 1981 (lov om kaedeansvar, Stb. 370), bl.a. for at goere en ende paa problemet med tvivlsomme underentrepriser. Bestemmelserne har til formaal at sikre opkraevningen af bidrag i de oekonomiske sektorer, navnlig byggesektoren, hvor underentreprenoerer og leverandoerer paa lejlighedsbasis ofte undlod at foretage indbetalinger. Foer disse regler blev udstedt, var det ikke altid muligt at inddrive forfaldne beloeb, naar disse virksomheder gik konkurs.

10 Der gaelder to betingelser for hovedentreprenoerens ansvar. For det foerste kan det ikke goeres gaeldende, hvis der er nogen som helst grund til at antage, at den manglende betaling af forfaldne beloeb hverken kan tilregnes underentreprenoeren eller entreprenoeren (artikel 16b, stk. 9). Dernaest kan entreprenoeren forsoege at sikre sig mod dette ansvar ved paa en spaerret konto, som aabnes i underentreprenoerens navn, at indbetale den til bidragene svarende del af underentreprisesummen. Denne konto skal oprettes i en bank og udelukkende tjene til betaling af bidrag. Det fremgaar i alle tilfaelde, at hovedentreprenoerens ansvar kan goeres gaeldende, selv om han er i god tro.

11 Rheinhold indbragte den foernaevnte beslutning om, at selskabet skulle betale de bidrag, som ikke var betalt af Van Breugel, for Raad van Beroep. For denne retsinstans haevdede Bedrijfsvereniging, at artikel 16b, stk. 5, litra a), og artikel 16b, stk. 8, i CwSV i henhold til forordning nr. 1408/71 ligeledes fandt anvendelse paa en entreprenoer med hjemsted i udlandet.

12 Da retten fandt det tvivlsomt, om CwSV, og isaer artikel 16b, stk. 5, litra a), og artikel 16b, stk. 8, er omfattet af forordning nr. 1408/71, besluttede den at stille Domstolen foelgende to praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er Cooerdinatiewet Sociale Verzekering omfattet af det saglige anvendelsesomraade for forordning (EOEF) nr. 1408/71?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, betyder det da, at de i Cooerdinatiewet Sociale Verzekering indsatte artikler 16a-16e (Wet Ketenaansprakelijkheid) hverken kan eller skal undtages fra det saglige anvendelsesomraade, naar henses til formaalet med EOEF-traktatens artikel 51?"

Det foerste spoergsmaal

13 Med sit foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa en national lovgivning, der som CwSV koordinerer forskellige sociale sikringsgrene i en medlemsstat.

14 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal skal det foerst bemaerkes, at denne forordnings artikel 4, stk. 1 og 2, bestemmer foelgende:

"1. Denne forordning finder anvendelse paa enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedroerer:

a) ydelser i anledning af sygdom og moderskab

b) ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte paa at bevare eller forbedre erhvervsevnen

c) ydelser ved alderdom

d) ydelser til efterladte

e) ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme

f) ydelser ved doedsfald

g) ydelser ved arbejdsloeshed

h) familieydelser.

2. Denne forordning finder anvendelse paa alle almindelige og saerlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt samt paa ordninger, der paalaegger arbejdsgiveren eller rederen forpligtelser med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ydelser."

15 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i dom af 5. maj 1977 (sag 104/76, Jansen, Sml. s. 829, praemis 7), har fastslaaet, at denne artikel fastlaegger anvendelsesomraadet for bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 ved udtryk, som viser, at faellesskabsreglerne finder anvendelse paa samtlige nationale sociale sikringsordninger.

16 Det maa derfor antages, at ikke blot de specielle love om forskellige sociale sikringsgrene, som naevnes i artikel 4, stk. 1, men ogsaa lovgivning, der som den nederlandske CwSV har til formaal at sikre koordinering dels mellem flere af disse grene, bl.a. ved at indfoere et enhedsbidrag, og dels mellem disse forskellige sociale sikringsgrene og lovgivningen vedroerende beskatning af loenindkomst ° ved fastlaeggelse af faelles begreber og indfoerelse af identiske opkraevningsregler ° falder ind under det saglige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71.

17 Det er herved uden betydning, at CwSV ikke er angivet i den erklaering, som den nederlandske stat har afgivet i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71.

18 Domstolen har nemlig gentagne gange fastslaaet, at den omstaendighed, at en medlemsstat ikke har naevnt en lov i denne erklaering, ikke i sig selv bevirker, at denne lov ikke falder ind under det saglige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 (jf. dom af 29.11.1977, sag 35/77, Beerens, Sml. s. 2249, praemis 9, og af 27.1.1981, sag 70/80, Vigier, Sml. s. 229, praemis 15).

19 Det foerste praejudicielle spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa en lovgivning, der som CwSV koordinerer forskellige sociale sikringsgrene i en medlemsstat.

Det andet spoergsmaal

20 Indledningsvis skal det bemaerkes, at det ifoelge forelaeggelseskendelsen kan laegges til grund, at det i det foreliggende tilfaelde er i sin egenskab af underentreprenoer, at Van Breugel har udfoert visse isoleringsarbejder for Rheinhold' s regning i Belgien. Det er derfor under hensyntagen til denne egenskab, at spoergsmaalet skal besvares.

21 Det fremgaar foelgelig, at den forelaeggende ret med sit andet spoergsmaal i det vaesentlige oensker oplyst, om bestemmelser, der som artikel 16b, stk. 5 og 8, i CwSV paalaegger hovedentreprenoeren at betale de sociale sikringsbidrag, der ikke er betalt af en insolvent underentreprenoer, er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, naar henses til formaalet med traktatens artikel 51.

22 Hertil bemaerkes, at den omstaendighed, at en regel findes i en lov, som falder uden for forordningens anvendelsesomraade, ikke noedvendigvis indebaerer, at denne regel ligeledes falder uden for dette (se herved dom af 10.1.1980, sag 69/79, Jordens-Vosters, Sml. s. 75, og af 3.6.1992, sag C-45/90, Paletta, Sml. I, s. 3423). Omvendt betyder den omstaendighed, at en lov som CwSV falder ind under det saglige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71, ikke, at hver enkelt af dens bestemmelser noedvendigvis er omfattet af forordningen.

23 Som generaladvokaten med rette har fremhaevet i punkt 16 i sit forslag til afgoerelse, er det afgoerende kriterium den forbindelse, som findes mellem den paagaeldende bestemmelse og de love, som regulerer de sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 4 i forordning nr. 1408/71, idet denne forbindelse skal vaere direkte og tilstraekkelig relevant.

24 Med hensyn til forordningens anvendelsesomraade bemaerkes, at ifoelge artikel 4, stk. 1 og 2, finder forordningen bl.a. anvendelse paa ordninger vedroerende arbejdsgiverens forpligtelser med hensyn til ydelser i anledning af sygdom og moderskab, invaliditet, alderdom, ydelser til efterladte, ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, ydelser ved arbejdsloeshed samt ydelser ved doedsfald og familieydelser.

25 I dom af 24. juni 1975 (sag 8/75, Foot-Ball Club d' Andlau, Sml. s. 739) har Domstolen i oevrigt fastslaaet, at i henhold til forordning nr. 3, som gik forud for forordning nr. 1408/71, gaelder forpligtelsen til at betale de bidrag, der er fastsat i den sociale sikringslovgivning, ogsaa for en arbejdsgiver etableret i en anden medlemsstat, paa hvis omraade arbejdstageren midlertidigt udoever sin virksomhed.

26 Det tilfaelde, som den paagaeldende bestemmelse anvendes paa i den foreliggende sag, har imidlertid en vaesentlig anden karakter. Det vedroerer nemlig ikke forpligtelsen for en arbejdsgiver med hjemsted i en anden medlemsstat til at afregne de sociale bidrag, som han skal betale, i henhold til nederlandsk lovgivning, men forpligtelsen for en tredjemand etableret i en anden medlemsstat til at betale de beloeb til Bedrijfsvereniging, som svarer til de sociale bidrag, der ikke er blevet betalt af en arbejdsgiver etableret i Nederlandene.

27 Skoent det ikke kan benaegtes, at der bestaar en vis forbindelse mellem arbejdsgiverens forpligtelser med hensyn til social sikring og hovedentreprenoerens ansvar, saaledes som det er udformet ved bestemmelser som artikel 16b, stk. 5 og 8, i CwSV, maa det noedvendigvis fastslaas, at denne forbindelse kun er indirekte.

28 Reglen om hovedentreprenoerens ansvar, som er indfoert ved den nederlandske lovgivning, er ikke baseret paa et arbejdsgiver-loenmodtagerforhold mellem hovedentreprenoeren og de arbejdstagere, for hvilke der skal betales bidrag, men foelger af den omstaendighed, at hovedentreprenoeren har benyttet tjenesteydelser udfoert af en underentreprenoer, som ikke har betalt de sociale bidrag, han skal betale i anledning af arbejde, der er praesteret af hans arbejdstagere som led i en entreprise, der er bestilt af hovedentreprenoeren.

29 Foelgelig er denne entreprenoer i henhold til artikel 16b, stk. 5 og 8, i CwSV ikke i egentlig forstand forpligtet til at betale sociale bidrag. Han skal i virkeligheden erstatte det indtaegtstab, som Bedrijfsvereniging lider som foelge af, at arbejdsgiveren ikke betaler de sociale bidrag.

30 Under disse omstaendigheder kan denne tredjemandshaeftelse ikke anses for at have en direkte og tilstraekkelig relevant forbindelse med anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, saaledes som det er defineret i dennes artikel 4.

31 Forholdet kunne vaere et andet, hvis anvendelsen af de i sagen omhandlede bestemmelser var betinget af, at det blev paavist, at der forelaa svig fra hovedentreprenoerens side. Dette kunne vaere tilfaeldet, hvis det blev bevist, at sidstnaevnte faktisk var den virkelige arbejdsgiver for de arbejdere, for hvilke de sociale sikringsbidrag ikke var blevet betalt.

32 Det foelger af det foregaaende, at bestemmelser, der som artikel 16b, stk. 5 og 8, i CwSV foreskriver, at hovedentreprenoeren haefter solidarisk for betaling af bidrag og forskud paa bidrag, som ikke er blevet betalt, og som underentreprenoeren skal betale i anledning af arbejde praesteret af de arbejdstagere, som han beskaeftiger i forbindelse med den paagaeldende entreprise, ikke falder ind under anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71.

33 Dette resultat bekraeftes i oevrigt af, at den eneste bestemmelse i forordning nr. 1408/71, som behandler forpligtede institutioners krav over for erstatningspligtige tredjemaend, er artikel 93, og at denne artikel paa ingen maade angaar det tilfaelde, at sociale bidrag, som skal betales af arbejdsgiveren, inddrives hos tredjemand.

34 Det andet spoergsmaal maa derfor besvares med, at bestemmelser, der som artikel 16b, stk. 5 og 8, i CwSV paalaegger hovedentreprenoeren at betale de sociale sikringsbidrag, der ikke er betalt af en insolvent underentreprenoer, ikke falder ind under anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71.

Sagens omkostninger

35 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den nederlandske og den graeske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Raad van Beroep, Haag, ved kendelse af 26. juni 1992, for ret:

1) Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret i Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, finder anvendelse paa en lovgivning, der som Cooerdinatiewet Sociale Verzekering koordinerer forskellige sociale sikringsgrene i en medlemsstat.

2) Bestemmelser, der som artikel 16b, stk. 5 og 8, i Cooerdinatiewet Sociale Verzekering paalaegger hovedentreprenoeren at betale de sociale sikringsbidrag, der ikke er betalt af en insolvent underentreprenoer, falder ikke ind under anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71.