61992J0200

1 Retspleje - intervention - formaliteten - fornyet undersoegelse efter en tidligere kendelse om tilladelse til intervention

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 2)

2 Retspleje - intervention - begaering om at indtraede i sagen til stoette for en af parternes paastande, men under fremfoerelse af en anden argumentation - formaliteten

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 4)

3 Appel - anbringender - urigtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - afvisning - Domstolens proevelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket, medmindre de er gengivet forkert - afslag paa at genaabne en mundtlig forhandling - Domstolens proevelse - graenser

(EF-traktaten, art. 168 A (nu art. 225 EF); EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)

4 Retspleje - begaering om bevisoptagelse - begaeringen fremsat efter afslutningen af den mundtlige forhandling - begaering om genaabning af den mundtlige forhandling - betingelser for at tage begaeringen til foelge

(Rettens procesreglement, art. 62)

5 Retspleje - mundtlig forhandling - genaabning - pligt til ex officio at rejse argumenter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af den anfaegtede beslutning - foreligger ikke

(Rettens procesreglement, art. 62)

6 Institutionernes retsakter - formodning om gyldighed - nullitet - begreb

(EF-traktaten, art. 189 (nu art. 249 EF))

1 Det forhold, at Domstolen ved en tidligere afsagt kendelse har givet en person adgang til at intervenere til stoette for en parts paastande, er ikke til hinder for, at der foretages en fornyet undersoegelse af, om interventionen kan admitteres.

2 Artikel 37, stk. 4, i statutten for Domstolen er ikke til hinder for, at en intervenient paaberaaber sig andre argumenter end dem, der er fremsat af den part, der stoettes, forudsat at intervenienten stoetter den paagaeldende parts paastande.

3 I medfoer af traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51 i statutten for Domstolen kan appel kun stoettes paa, at Retten har tilsidesat retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Rettens vurdering af beviser, der er fremfoert for den, udgoer ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal, som er undergivet Domstolens proevelsesret.

Heraf foelger, at appellantens klagepunkter ikke kan paakendes under appel, for saa vidt som de tager sigte paa den bedoemmelse, Retten skal have foretaget af de bevisforhold, den havde faaet forelagt i forbindelse med en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling.

4 En parts begaering om bevisoptagelse efter afslutning af den mundtlige forhandling kan kun imoedekommes, hvis den angaar forhold, som kan faa afgoerende betydning, og som den paagaeldende ikke kunne have gjort gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling. Samme loesning traenger sig paa hvad angaar begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. I medfoer af artikel 62 i Rettens procesreglement raader den paa dette omraade vel over et frit skoen. Men Retten er ikke pligtig at imoedekomme en saadan begaering, medmindre den paagaeldende part paaberaaber sig faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning, som parten ikke havde kunnet goere gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling.

5 Retten har ikke pligt til at anordne genaabning af den mundtlige forhandling paa grund af en angivelig pligt til ex officio at fremkomme med argumenter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af en kommissionsbeslutning. En saadan pligt til ex officio at rejse argumenter af ordre public-karakter kan potentielt kun eksistere ud fra de faktiske oplysninger, som er tilfoert sagens akter.

6 For Faellesskabets institutioners retsakter gaelder der i princippet en formodning om lovlighed, og de derfor affoeder retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage.

Imidlertid boer, som en undtagelse fra dette princip, retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, imidlertid anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevaegt mellem to grundlaeggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav.

De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Faellesskabets institutioner er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. maj 1992 har Imperial Chemical Industries plc (herefter »ICI«) i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom, som Retten i Foerste Instans afsagde den 10. marts 1992 i sagen ICI mod Kommissionen (sag T-13/89, Sml. II, s. 1021, herefter »den appellerede dom«).

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger ved Retten

2 De faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for appellen, og som fremgaar af den appellerede dom, er foelgende.

3 En raekke virksomheder i den europaeiske petrokemiske industri anlagde sag ved Retten med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«).

4 Kommissionen fastslog, hvilket Retten tiltraadte paa dette punkt, at polypropylen-markedet foer 1977 blev daekket af ti producenter, hvoraf fire (Montedison SpA (herefter »Monte«), Hoechst AG, ICI og Shell International Chemical Company Ltd, herefter »de fire store«) tilsammen havde en markedsandel paa 64%. Efter udloebet af de patenter, som Monte var indehaver af, kom der nye producenter paa markedet i 1977, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten uden dog at medfoere en tilsvarende stigning i efterspoergslen. Dette medfoerte en udnyttelse af produktionskapaciteten paa mellem 60% i 1977 og 90% i 1983. Hver enkelt af de producenter, der var etableret i Faellesskabet paa det paagaeldende tidspunkt, solgte i alle eller i naesten alle medlemsstaterne.

5 ICI var blandt de nye producenter, der kom ind paa markedet i 1977, og var en af de fire store. Selskabets markedsandel i Vesteuropa laa paa mellem 10,6% og 11,4%.

6 Efter en raekke undersoegelser foretaget samtidig i flere af sektorens virksomheder fremsatte Kommissionen til flere polypropylen-producenter anmodninger om oplysninger i medfoer af artikel 11 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). Det fremgaar af praemis 6 i den appellerede dom, at Kommissionen paa grundlag af de tilvejebragte oplysninger konkluderede, at de paagaeldende producenter fra 1977-1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor at indlede proceduren efter artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 og at fremsende en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til flere virksomheder, herunder ICI.

7 Efter procedurens afslutning vedtog Kommissionen polypropylen-beslutningen, ved hvilken den fastslog, at ICI havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved, sammen med andre virksomheder - hvad ICI angaar - fra medio 1977 og mindst til november 1983 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen til Faellesskabets omraade:

- kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

- fra tid til anden fastsatte »maalpriser« (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

- vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et »kundeledelsessystem« med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

- indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

- delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig »kvote« (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981 og 1982).

8 Kommissionen opfordrede derpaa de forskellige virksomheder til omgaaende at bringe disse overtraedelser til ophoer og for fremtiden at afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende formaal eller virkning. Kommissionen paalagde dem tillige at afstaa fra enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder og paase, at enhver udveksling af generelle oplysninger (f.eks. via Fides) skulle vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes (polypropylen-beslutningens artikel 2).

9 ICI blev paalagt en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 GBP (polypropylen-beslutningens artikel 3).

10 Den 6. august 1986 rejste ICI annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen for Domstolen, som ved kendelse af 15. november 1989 henviste sagen til Retten i medfoer af Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1).

11 For Retten nedlagde ICI paastand dels, om annullation af polypropylen-beslutningen i det omfang, hvori den vedroerer sagsoegeren, dels om ophaevelse eller nedsaettelse af den sagsoegeren paalagte boede. For det tilfaelde, at ICI maatte blive tilpligtet at betale boeden uden at kunne opnaa udsaettelse af betalingen, nedlagde sagsoegeren ogsaa paastand om, at Kommissionen maatte blive tilpligtet at tilbagebetale sagsoegeren det af boeden betalte beloeb eller en rimelig del af denne med rente til en sats paa over 1% af bankrenten i den bank, der udpegedes i artikel 4 i polypropylen-beslutningen, og til hvilken sagsoegeren skulle indbetale boeden. ICI paastod tillige Kommissionen tilpligtet at betale sagens omkostninger.

12 Kommissionen nedlagde paastand om frifindelse og om, at sagsoegeren tilpligtedes at betale sagens omkostninger.

13 Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 4. marts 1992 fremsatte sagsoegeren begaering til Retten om, at denne genaabner den mundtlige forhandling og anordner bevisoptagelse paa grund af de erklaeringer, Kommissionen fremsatte under retsmoedet i de forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, og under den pressekonference, som Kommissionen afholdt den 28. februar 1992, efter at der var blevet afsagt dom i sidstnaevnte sag.

Den appellerede dom

14 I praemis 399 afgjorde Retten begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling, hvorpaa den efter at have hoert generaladvokaten fandt, jf. praemis 400, at det var ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte den af ICI oenskede bevisoptagelse.

15 I praemis 401 udtalte Retten:

»Det bemaerkes, at dommen i ovennaevnte sager (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315) ikke i sig selv kan begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling i denne sag. Retten skal nemlig konstatere, at en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig. Det paahviler derfor den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne Retten med de grunde, der goer det muligt for den at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed af den formelt meddelte og offentliggjorte retsakt. I denne sag har sagsoegeren ikke fremlagt noget bevis, som kan godtgoere, at den meddelte og offentliggjorte retsakt ikke var blevet godkendt og vedtaget af Kommissionens medlemmer som kollegial enhed. Navnlig har sagsoegeren i modsaetning til i PVC-sagerne (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, praemis 32 ff.) ikke fremfoert noget som helst bevis for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat gennem en aendring af beslutningens ordlyd efter det kommissionsmoede, hvorunder den blev vedtaget.«

16 Retten nedsatte stoerrelsen af den boede, der var paalagt sagsoegeren ifoelge polypropylen-beslutningens artikel 3, og fastsatte den til 9 000 000 ECU eller 5 803 173 GBP. I oevrigt frifandt Retten sagsoegte og paalagde ICI at betale sagens omkostninger.

Appellen

17 I appelsagen har ICI nedlagt foelgende paastande:

- Den appellerede dom ophaeves.

- Der traeffes endelig afgoerelse under appellen, idet polypropylen-beslutningen annulleres og Kommissionen tilpligtes at betale ICI's omkostninger i sagen for Domstolen saavel som Retten.

- Subsidiaert hjemvises sagen til Retten hvad angaar spoergsmaalet, om polypropylen-beslutningen boer annulleres, ligesom Kommissionen paalaegges at betale ICI's omkostninger ved behandlingen af denne del af sagen.

18 Ved Domstolens kendelse af 30. september 1992 har det nederlandske selskab DSM NV (herefter »DSM«) faaet tilladelse til at intervenere til stoette for ICI's paastande. DSM har nedlagt foelgende paastande:

- Den appellerede dom ophaeves.

- Det fastslaas, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller at den boer annulleres.

- Det fastslaas, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller at den boer annulleres for samtlige adressater, i hvert fald for DSM uafhaengigt af, om adressaterne for polypropylen-beslutningen har anlagt sag til proevelse af den appellerede dom, eller om deres appel er blevet forkastet.

- Subsidiaert hjemvises sagen til Retten med henblik paa dennes afgoerelse af, om polypropylen-beslutningen er en nullitet eller om den boer annulleres.

- Under alle omstaendigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger saavel i sagen for Domstolen som i sagen for Retten, herunder DSM's omkostninger ved interventionen.

19 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Appellen afvises, da den angaar Rettens konklusion om, at ICI ikke havde foert bevis for, at der var indfoejet aendringer i polypropylen-beslutningen efter dens vedtagelse, ligesom appellen i oevrigt forkastes.

- Subsidiaert forkastes appellen i det hele, da den ikke har fornoedent grundlag.

- Under alle omstaendigheder tilpligtes ICI at betale sagens omkostninger.

- Interventionsbegaeringen afvises i det hele.

- Subsidiaert afvises interventionspaastandene om, at Domstolen boer fastslaa, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller at den boer annulleres for samtlige adressater, dog i hvert fald for DSM, uafhaengigt af, om beslutningens adressater har ivaerksat appel til proevelse af den dom, der vedroerer dem, eller om deres appel er blevet forkastet, ligesom interventionspaastandene boer foere til frifindelse, da de er uden grundlag.

- Under alle omstaendigheder tilpligtes DSM at betale omkostningerne ved interventionen.

20 Til stoette for appellen har ICI paaberaabt sig anbringender om rettergangsfejl og tilsidesaettelse af faellesskabsretten, hvilke staar i forbindelse med Rettens afslag paa at genaabne den mundtlige forhandling og at anordne bevisoptagelse med henblik paa at afsloere mulige mangler ved den procedure, der foerte til polypropylen-beslutningen, saaledes at denne maa anses for en nullitet eller boer annulleres.

21 Paa begaering af Kommissionen og uden hensyn til ICI's protest blev sagens behandling udsat ved beslutning af 28. juli 1992 fra Domstolens praesident indtil den 15. september 1994 med henblik paa at undersoege, hvilke konsekvenser der skal drages af dommen af 15. juni 1994 i sagen Kommissionen mod BASF m.fl. (sag C-137/92 P, Sml. I, s. 2555, herefter »Domstolens PVC-dom«), som blev afsagt i en appelsag indledt til proevelse af Rettens PVC-dom.

Spoergsmaalet, om interventionen boer admitteres

22 Ifoelge Kommissionen boer DSM's interventionsbegaering afvises. DSM har forklaret, at man som intervenient har en interesse i, at dommen vedroerende ICI ophaeves. Efter Kommissionens opfattelse kan ophaevelsen ikke vaere til fordel for samtlige individuelle adressater for en beslutning, men alene for dem, der har rejst soegsmaal med henblik herpaa. Det er netop en af forskellene mellem annullation af en retsakt og retsaktens karakter af nullitet. At bortse fra denne sondring betyder, at man frakender enhver bindende virkning af de frister, inden for hvilke annullationssoegsmaal skal rejses. DSM kan derfor ikke paaberaabe sig en eventuel annullation, eftersom selskabet undlod at rejse sag ved Domstolen til proevelse af Rettens dom af 17. december 1991 i sagen DSM mod Kommissionen (sag T-8/89, Sml. II, s. 1833), som angaar selskabet. Med sin intervention soeger DSM blot at komme uden om en bindende soegsmaalsfrist.

23 Den foernaevnte kendelse af 30. september 1992, der tillod DSM at intervenere, blev afsagt paa et tidspunkt, hvor Domstolen endnu ikke havde udtalt sig om spoergsmaalet om annullation eller nullitet i sin PVC-dom. Ifoelge Kommissionen kan, efter afsigelsen af den paagaeldende dom, de paaberaabte mangler, saafremt de maatte vaere reelle, alene medfoere annullation af polypropylen-beslutningen, ikke en fastslaaelse af, at den er en nullitet. Under disse omstaendigheder har DSM ikke laengere interesse i at intervenere.

24 I oevrigt har Kommissionen gjort indsigelse mod realitetspaakendelsen af den paastand fra DSM, hvorefter Domstolens dom efter sit indhold skal fastslaa nullitet eller annullation af polypropylen-beslutningen for samtlige adressater, dog i det mindste for DSM, uafhaengigt af spoergsmaalet, om disse har ivaerksat appel til proevelse af dommen vedroerende dem, eller om appellen er blevet forkastet. Denne paastand kan ikke tages under paakendelse, da DSM soeger at rejse et spoergsmaal, som kun angaar dette selskab, men det kan kun beskaeftige sig med tvisten, saaledes som den foreligger. I medfoer af artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen kan en intervenient kun understoette en anden parts paastande, men ikke selv nedlaegge paastande. Dette punkt i DSM's paastande bekraefter, at selskabet vil benytte interventionen for at komme uden om den udloebne frist for at ivaerksaette appel af dommen i sagen DSM mod Kommissionen, som vedroerer selskabet.

25 Med hensyn til den formalitetsindsigelse, der er blevet fremsat mod interventionen i det hele, maa det indledningsvis bemaerkes, at kendelsen af 30. september 1992, ved hvilken Domstolen gav DSM adgang til at intervenere til stoette for ICI's paastande, ikke er til hinder for, at der foretages en fornyet undersoegelse af, om interventionen kan admitteres (jf. i den retning dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333).

26 I den forbindelse maa det paapeges, at retten til at indtraede i retstvister indbragt for Domstolen ifoelge artikel 37, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen tilkommer alle personer, der godtgoer at have en berettiget interesse i afgoerelsen af tvisten. I medfoer af samme bestemmelses stk. 4 kan de paastande, der fremsaettes i interventionsbegaeringen, kun gaa ud paa at understoette parternes paastande.

27 De af ICI nedlagte paastande under appellen tager navnlig sigte paa at opnaa ophaevelse af den appellerede dom med den begrundelse, at Retten undlod at fastslaa, at polypropylen-beslutningen er en nullitet. Det fremgaar af praemis 49 i Domstolens PVC-dom, at som en undtagelse fra denne formodning om lovlighed, som gaelder for institutionernes retsakter, boer retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter.

28 I modsaetning til det af Kommissionen antagne bortfaldt DSM's interesse ikke efter afsigelsen af den dom, ved hvilken Domstolen ophaevede Rettens PVC-dom og fandt, at de mangler, Retten havde antaget, ikke var af en saadan karakter, at den i PVC-sagerne anfaegtede beslutning maatte anses for at vaere en nullitet. Domstolens PVC-dom vedroerte ikke nulliteten af polypropylen-beslutningen og fjernede derfor ikke DSM's interesse i at soege fastslaaet, at nullitet forelaa.

29 Det er vel korrekt, at ICI i bemaerkningerne til DMS's interventionsbegaering har frafaldet en del af sine anbringender for at tage hensyn til Domstolens PVC-dom vedroerende spoergsmaalet om nullitet.

30 For saa vidt som ICI fortsat paastaar ophaevelse af den appellerede dom og til stoette herfor goer gaeldende, at polypropylen-beslutningen blev udstedt paa ulovlig vis, og at Retten burde have foretaget de noedvendige undersoegelser for at bringe disse mangler paa det rene, er det imidlertid berettiget, at DSM stoetter disse paastande i forbindelse med interventionen med den begrundelse, at disse mangler burde have foranlediget Retten til at fastslaa, at naevnte beslutning var en nullitet.

31 Ifoelge fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 19.11.1998, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. I, s. 7235, praemis 36) er artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen ikke til hinder for, at en intervenient paaberaaber sig andre argumenter end dem, der er fremsat af den part, der stoettes, forudsat at intervenienten stoetter den paagaeldende parts paastande.

32 Konkret tager DSM's argumentation vedroerende spoergsmaalet om nullitet af polypropylen-beslutningen navnlig sigte paa at bevise, at Retten, ved at afslaa ICI's begaering om genaabning af den mundtlige forhandling og om bevisoptagelse, undlod at tage stilling til, om beslutningen var en nullitet og hermed tilsidesatte faellesskabsretten. Samtidig med, at DSM argumenterer anderledes end ICI, indeholder intervenientens argumentation foelgelig bemaerkninger vedroerende de af ICI fremsatte anbringender under appellen og tager sigte paa at stoette ICI's paastand om ophaevelse af den appellerede dom, saaledes at der maa tages stilling til argumentationen.

33 Vedroerende Kommissionens formalitetsindsigelse mod den del af paastandene, i hvilken DSM kraever, at Domstolen fastslaar, at polypropylen-beslutningen er en nullitet eller annullerer beslutningen for samtlige adressater, dog i det mindste for DSM, maa det fastslaas, at denne paastand specifikt angaar DSM og ikke er i overensstemmelse med de af ICI nedlagte paastande. Foelgelig opfylder paastanden ikke betingelserne i artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen, saaledes at paastanden maa afvises.

Anbringenderne til stoette for appellen: rettergangsfejl og tilsidesaettelse af faellesskabsretten

34 Til stoette for appellen har ICI med henvisning til den appellerede doms praemis 399, 400 og 401 gjort gaeldende, at for saa vidt som Retten for det foerste fastslog, at polypropylen-beslutningen ikke var en nullitet og ikke skulle annulleres, og for det andet afslog begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling og om, at der skulle traeffes de noedvendige foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelsen, tilsidesatte den faellesskabsretten og gjorde sig skyldig i rettergangsfejl til skade for ICI's interesser i den betydning, der forudsaettes i artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

35 ICI goer gaeldende aldrig at have haevdet, at Rettens PVC-dom »i sig selv« begrundede genaabningen af den mundtlige forhandling for Retten. Appellanten praeciserer, at en saadan genaabning var begrundet som foelge af Kommissionens udtrykkelige erkendelse under retsmoedet i PVC-sagen for Retten og som foelge af andre erklaeringer, der var tillagt Kommissionen af pressen, og hvorefter samtlige nyere beslutninger var blevet vedtaget paa samme maade som beslutningerne i PVC-sagerne, alt i strid med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Rettens afvisning af at tage BASF's begaering om ekstraordinaer genoptagelse til foelge (kendelse af 26.3.1992, sag T-4/89 REV., BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1591) maa i oevrigt forklares med, at BASF var blevet bekendt med relevante faktiske forhold inden udloebet af den frist, BASF havde til at appellere den naevnte dom til Domstolen.

36 ICI bestrider Rettens raesonnement, hvorefter den ydre, formentlige gyldighed af en meddelt og offentliggjort retsakt foerst kan undersoeges, efter at sagsoegeren har fremlagt begrundelser for en saadan undersoegelse. Ifoelge ICI havde man ikke faaet raadighed over aktstykker, der var noedvendige til stoette for argumentationen vedroerende de naermere omstaendigheder omkring vedtagelsen af polypropylen-beslutningen. Det er saaledes i strid med ret og billighed samt med principperne om ligebehandling og retssikkerhed at laegge hindringer i vejen for at anfaegte gyldigheden af en beslutning med den begrundelse, at de, der var beroert af den, ikke var i besiddelse af de oplysninger, som maatte kraeves for rettidigt at anfaegte den.

37 ICI bemaerker, at man for saa vidt som man faktisk havde pligt til at fremkomme med beviser, der var tilstraekkelige til at godtgoere Kommissionens overtraedelse, absolut havde opfyldt sin pligt. Herved burde denne institutions erklaering om, at de foreskrevne procedurer ikke var blevet overholdt, have vaeret tilstraekkelig. Paa baggrund af denne erkendelse burde Retten ikke have afslaaet den begaering om genaabning af den mundtlige forhandling, som ICI havde fremsat. Det forhold, at Kommissionen i PVC-sagerne gjorde meget ud af at forsvare sin praksis, er en legitim grund til at naere mistanke om, at den havde handlet paa samme maade ved udarbejdelsen af polypropylen-beslutningen, der tidsmaessigt laa foer.

38 ICI erkender, at man ikke var i stand til at fremlaegge oplysninger, der kunne afsloere, at Kommissionen havde foretaget aendringer i polypropylen-beslutningen efter dens udstedelse. Appellanten praeciserer ikke desto mindre, at teksten til den beslutning, man fik tilstillet, ikke viste, at den havde kunnet aendres senere, og at manglen paa beviser maa forklares med holdningen i Kommissionen og i Retten, en holdning, som ikke satte appellanten i stand til at foretage de hensigtsmaessige sammenligninger. Under alle omstaendigheder kunne de manglende beviser, der ville afsloere aendringerne i polypropylen-beslutningen, ikke underminere begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling for Retten, naar forholdet var det, at det groveste retsbrud, nemlig den manglende meddelelse, var blevet erkendt af Kommissionen selv.

39 Endelig tilsidesatte Retten ifoelge ICI faellesskabsretten og overholdt ikke sine egne procedureregler, for saa vidt som den ukorrekt antog, at polypropylen-beslutningen var gyldig uanset eksistensen af overbevisende og entydige argumenter for det modsatte; Retten tilsidesatte hermed sin pligt til at annullere beslutningen; den afslog ogsaa fejlagtigt at udsaette sagen, genaabne den mundtlige forhandling og anordne de noedvendige foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og til bevisoptagelsen; Retten tilsidesatte saaledes sin juridiske pligt til spontant at rejse det spoergsmaal, som der toges sigte paa i ICI's begaering af 4. marts 1992; endelig overdrev Retten det omfang, i hvilket det paahvilede en sagsoeger at fremkomme med bevis, for at der kan traeffes afgoerelse om et af parten rejst spoergsmaal for Retten, henset til de absolut uigendrivelige beviselementer, Retten havde til raadighed.

40 DSM har bemaerket, at en ny udvikling fandt sted i de oevrige sager for Retten. Disse forhold bekraefter, at det paahviler Kommissionen at bevise, at den fulgte de vaesentlige procedureregler, den selv har fastsat, og at Retten for at afklare dette punkt enten ex officio eller paa begaering af en part skal anordne bevisoptagelse for at faa undersoegt de relevante dokumentbeviser. I de sager, som foerte til dommene af 29. juni 1995 (sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, herefter »soda-sagerne«), gjorde Kommissionen gaeldende, at det tillaeg til replikken, som ICI fremlagde i disse sager efter Rettens afsigelse af PVC-dommen, intet bevis indeholdt vedroerende Kommissionens tilsidesaettelse af sin forretningsorden, og at ICI's begaering om bevisoptagelse udgjorde et nyt anbringende. Ikke desto mindre stillede Retten spoergsmaal til Kommissionen og ICI vedroerende konsekvenserne af Domstolens PVC-dom, ligesom den ikke desto mindre anmodede Kommissionen om, hvorvidt den henset til praemis 32 i Domstolens PVC-dom var i stand til at fremlaegge uddragene af protokollen og de autentiske tekster til de anfaegtede beslutninger. Efter en yderligere udvikling i proceduren erkendte Kommissionen til slut, at de dokumenter, der var fremlagt som autentiske, foerst var blevet det, efter at Retten havde fremsat krav om fremlaeggelse.

41 Ifoelge DSM paalagde Retten ogsaa i de saakaldte sager om »polyethylen med lav massefylde« (dom af 6.4.1995, forenede sager T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, herefter »polyethylen-sagerne«) Kommissionen at fremlaegge en bekraeftet udgave af den anfaegtede beslutning. Kommissionen erkendte, at der ikke fandt stadfaestelse sted under det moede, hvor kommissaerkollegiet skulle vedtage beslutningen. Foelgelig fremhaever DSM, at proceduren for stadfaestelse af Kommissionens retsakter maa vaere sket efter marts maaned 1992. Heraf foelger, at den samme mangel, der foreligger i forbindelse med manglende stadfaestelse, maa haefte ved polypropylen-beslutningen.

42 DSM tilfoejer, at Retten argumenterede paa samme maade, som den gjorde i polypropylen-sagerne, i dommene af 27. oktober 1994, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen (sag T-34/92, Sml. II, s. 905, praemis 24-27) og Deere mod Kommissionen (sag T-35/92, Sml. II, s. 957, praemis 28-31), da den forkastede sagsoegernes anbringender med den begrundelse, at de ikke havde fremlagt det mindste bevis, der kunne afkraefte formodningen om gyldighed af den beslutning, som de anfaegtede. I Rettens dom af 7. juli 1994, Dunlop Slazenger mod Kommissionen (sag T-43/92, Sml. II, s. 441), forkastedes sagsoegernes argumentation med henvisning til, at beslutningen var blevet vedtaget og meddelt i overensstemmelse med Kommissionens forretningsorden. I ingen af de naevnte sager forkastede Retten sagsoegernes argumentation om, at der forelaa en mangel i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede retsakt med den begrundelse, at procedurereglerne ikke var blevet overholdt.

43 De eneste undtagelser fremgaar af kendelsen i ovennaevnte sag, BASF mod Kommissionen, og af 4.11.1992, sag T-8/89 REV., DSM mod Kommissionen (Sml. II, s. 2399); dog er forholdet det, at sagsoegerne i disse sager ikke havde paaberaabt sig Rettens PVC-dom som en ny faktisk omstaendighed, men andre omstaendigheder. I dommen af 15. december 1994 i sagen Bayer mod Kommissionen (sag C-195/91 P, Sml. I, s. 5619) forkastede Domstolen argumentet om, at Kommissionen havde tilsidesat sin egen forretningsorden, for dette var ikke gyldigt blevet fremlagt for Retten. I polypropylen-sagen blev det samme anbringende derimod fremlagt for Retten, men Retten forkastede det med den begrundelse, at det ikke havde tilstraekkeligt grundlag.

44 Det er DSM's opfattelse, at Kommissionens indsigelser i denne sag hviler paa proceduremaessige argumenter, der er irrelevante henset til indholdet af den appellerede dom, som i alt vaesentligt vedroerer spoergsmaalet om bevisbyrde. Ifoelge DSM maa det antages, at naar Kommissionen i polypropylen-sagerne ikke selv har fremlagt bevis for lovligheden af de procedurer, der skal foelges, skyldes det, at den ikke er i stand til at bevise, at den har overholdt sin egen forretningsorden.

45 Kommissionen har foerst bemaerket, at spoergsmaalet om retsaktens nullitet ikke laengere er aktuelt efter Domstolens PVC-dom, hvorfor appellen herefter skal begraenses til spoergsmaalet, om Retten burde have annulleret polypropylen-beslutningen. Heraf foelger det ogsaa, at det paahviler parterne at fremlaegge afgoerende bevis for de paaberaabte mangler, og at de skal goere det rettidigt, altsaa i staevningen, medmindre de paagaeldende forhold kommer frem under sagens behandling.

46 Ifoelge Kommissionen foreholder ICI Retten, at den ikke har gentaget Domstolens PVC-dom, som var den almengyldig. I PVC-sagerne fremlagde visse parter - i modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i polypropylen-sagerne - i staevningen de forskellige fejl ved overensstemmelsen, der var kommet frem under sagens behandling. Retten bekraeftede allerede en saadan analyse i dommene i sagerne Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen og i sagen Deere mod Kommissionen.

47 Ifoelge Kommissionen bestaar der i lyset af Domstolens PVC-dom heller ikke nogen grund til annullation i naervaerende sag. I den sag, der foerte til den appellerede dom, opfyldte sagsoegeren ingen af de proceduremaessige krav, som naevnes af Retten i dommen, og som blev stadfaestet af Domstolen i PVC-dommen. De angivelige mangler ved overensstemmelsen eksisterede pr. definition i april maaned 1986, saaledes at sagsoegeren burde have paaberaabt sig dem allerede fra begyndelsen, men ikke senere. Selv om artikel 62 i Rettens procesreglement ikke udtrykkeligt praeciserer det, er genaabningen af den mundtlige forhandling, ligesom ekstraordinaer genoptagelse af en dom, betinget af, at der opdages et nyt og afgoerende faktisk forhold, idet ellers samme procesreglements artikel 48, stk. 2, beroeves enhver effektiv virkning. Appellanten foregiver vel ikke at paaberaabe sig Rettens PVC-dom, men Kommissionens udtalelser under retsmoedet i PVC-sagen for Retten, som i oevrigt allerede fandt sted i november 1991. Den omstaendighed, at begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling foerst blev indgivet efter Rettens afsigelse af PVC-dommen, viser imidlertid, at appellanten i virkeligheden paaberaaber sig denne dom som en ny faktisk omstaendighed, og at begaeringen om genaabning, selv om ICI skulle vaere berettiget til at paaberaabe sig udtalelserne fra november og december 1991, er blevet indgivet for sent.

48 Kommissionen anfoerer herefter, at spoergsmaalet om eksistensen af en ny faktisk omstaendighed allerede er blevet undersoegt i kendelsen i sagen DSM mod Kommissionen. Retten bemaerkede dér korrekt og navnlig, at den angiveligt manglende overensstemmelse mellem teksterne allerede bestod i 1986 og havde kunnet paaberaabes dengang. Desuden kunne Rettens PVC-dom ikke udgoere en ny faktisk omstaendighed, eftersom en dom ikke er en faktisk omstaendighed, men anvendelse af retsregler paa faktiske omstaendigheder, som allerede er kendt af den doemmende instans og af parterne. Det samme raesonnement maa foere til at afvise den opfattelse, hvorefter Retten burde have genaabnet forhandlingen.

49 For saa vidt som ICI har foreholdt Retten, at den urigtigt naaede til det resultat, at der ikke fandtes bevis for den angivelige proceduremangel, maa appellen delvis afvises. ICI erkender ifoelge Kommissionen udtrykkeligt, at man aldrig har fremlagt bevis for de angivelige aendringer i polypropylen-beslutningen efter dens vedtagelse. Henset til denne erkendelse er den appellerede doms praemis 401 ifoelge Kommissionen ikke kritisabel, og appellen indeholder intet retligt nyt i den henseende.

50 For saa vidt som der ved appellen er rejst kritik af Retten vedroerende beviset for uregelmaessigheder ved proceduren for udstedelse af polypropylen-beslutningen, maa appellen forkastes. At haevde, at Retten burde have undersoegt, om beslutningen eventuelt var behaeftet med saadanne mangler, tager ikke hoejde for den formodning for gyldigheden af faellesskabsretsakter, som Domstolen bekraeftede i sin PVC-dom, og formodningens noedvendige konsekvens, der er, at det kun er i de tilfaelde, at sagsoegeren rejser alvorlig tvivl om lovligheden af sagsbehandlingen, at det kan komme til en undersoegelse af saadanne paastande og de til stoette herfor fremlagte beviser.

51 Selv om den appellerede dom ikke udtrykkeligt naevner artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, hviler den delvis paa det forhold, at begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling og om bevisoptagelse var blevet for sent fremsat uden gyldig grund. Naar det er forbudt at fremlaegge beviser paa et fremrykket stadium uden saerlig begrundelse, er det saa meget desto mere uacceptabelt, at en part for Retten fremsaetter begaering om paa et fremrykket tidspunkt at anordne bevisoptagelse med henblik paa at fremskaffe beviser, som parten ikke var i stand til at foere. Endelig kan Retten ikke kritiseres for at have stillet for staerke beviskrav, da et saadant krav faktisk blev opfyldt i PVC-sagerne.

52 Vedroerende DSM's argumenter anfoerer Kommissionen, at der i dem er indbygget en uhelbredelig mangel, eftersom de ikke tager hensyn til forskellene mellem PVC-sagerne og naervaerende sag, samt at de hviler paa en daarlig fortolkning af Domstolens PVC-dom.

53 I oevrigt fastholder Kommissionen, at sagsoegerne i soda-sagerne ikke havde fremlagt tilstraekkelige indicier for at begrunde det krav om udlevering af dokumenter, som Retten tilstillede Kommissionen. I oevrigt udtalte Retten sig saavel i de naevnte sager som i polyethylen-sagerne, som DSM ogsaa har paaberaabt sig, i relation til de saerlige omstaendigheder i den sag, den havde faaet forelagt. I polypropylen-sagen havde man kunnet goere opmaerksom paa de angivelige ufuldstaendigheder ved polypropylen-beslutningen allerede fra 1986, men intet blev gjort.

54 Naar Retten i de ovennaevnte domme i sagerne Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen og Deere mod Kommissionen forkastede sagsoegernes rettidigt fremsatte anfoersler og begrundede dette med, at disse ikke var ledsaget af beviser, maa samme loesning saa meget mere traenge sig paa i denne sag, hvori argumenterne om formelle mangler ved polypropylen-beslutningen blev fremsat for sent og uden beviser.

55 ICI's anbringender boer paakendes under ét. Den af ICI paaberaabte tilsidesaettelse af faellesskabsretten angaar de tilsidesaettelser, Retten skal have gjort sig skyldig i ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og foranstalte bevisoptagelse, hvorfor det saaledes falder sammen med anbringendet om rettergangsfejl.

56 Det maa undersoeges, om Retten ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og foranstalte bevisoptagelse har gjort sig skyldig i rettergangsfejl.

57 Herved maa der laegges vaegt paa, at appel i medfoer af traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen kun kan stoettes paa, at Retten har tilsidesat retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Rettens vurdering af beviser, der er fremfoert for den, udgoer ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal, som er undergivet Domstolens proevelsesret (jf. navnlig dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 10 og 42).

58 Heraf foelger, at appellantens klagepunkter ikke kan paakendes under appel, for saa vidt som de tager sigte paa den bedoemmelse, Retten skal have foretaget af de elementer, den har faaet forelagt inden for rammerne af begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling.

59 Derimod maa Domstolen tage stilling til, om Retten har begaaet en retlig fejl ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og foranstalte bevisoptagelse, saaledes som appellanten har begaeret.

60 Vedroerende begaeringen om bevisoptagelse fremgaar det af Domstolens praksis (jf. isaer dommene af 16.6.1971, sag 77/70, Prelle mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 149, org. ref.: Rec. s. 561, praemis 7, og af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 53), at en parts begaering om bevisoptagelse efter afslutning af de mundtlige forhandlinger kun kan imoedekommes, hvis den angaar forhold, som kan faa afgoerende betydning, og som den paagaeldende ikke kunne have gjort gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling.

61 Samme loesning traenger sig paa hvad angaar begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. I medfoer af artikel 62 i Rettens procesreglement raader den paa dette omraade vel over et frit skoen. Men Retten er ikke pligtig at imoedekomme en saadan begaering, medmindre den paagaeldende part paaberaaber sig faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning, som parten ikke havde kunnet goere gaeldende foer afslutningen af den mundtlige forhandling.

62 Konkret var begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling og om anordningen af bevisoptagelse, der blev fremsat for Retten, begrundet med henvisning til Rettens PVC-dom samt til erklaeringer afgivet af Kommissionens befuldmaegtigede under retsmoedet i PVC-sagerne eller under en pressekonference, som fandt sted efter dommens afsigelse.

63 I den forbindelse maa det fastslaas, for det foerste, at bemaerkninger i almindelige vendinger vedroerende en formodet praksis hos Kommissionen, som fremgik af en dom afsagt i andre sager eller af erklaeringer fremsat under andre sager, ikke som saadanne kunne betragtes som afgoerende for loesningen af den tvist, Retten skulle paadoemme.

64 For det andet maa det bemaerkes, at appellanten var i stand til allerede i staevningen at forelaegge Retten i det mindste et minimum af elementer, der kunne godtgoere nytten af foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse eller bevisforanstaltninger til brug for sagen, for at bevise, at polypropylen-beslutningen var blevet aendret efter vedtagelsen af kommissaerkollegiet, saaledes som visse af sagsoegerne i PVC-sagerne gjorde (jf. i denne retning dom af 17.12.1998, sag C-185/95, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, praemis 93 og 94).

65 I modsaetning til det af ICI haevdede paa grundlag af den ovennaevnte kendelse i sagen BASF mod Kommissionen var den forsinkede fremlaeggelse af de faktiske forhold, som kunne have foranlediget Retten til at anordne bevisoptagelse, en yderligere grund til at afslaa begaeringen, uden at dette modsiger Rettens argumentation i den appellerede dom.

66 Det maa tilfoejes, at Retten ikke var pligtig at anordne genaabning af den mundtlige forhandling paa grund af en angivelig pligt til ex officio at fremkomme med argumenter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af polypropylen-beslutningen. En saadan pligt til ex officio at rejse argumenter af ordre public-karakter kan potentielt kun eksistere ud fra de faktiske oplysninger, som er tilfoert sagens akter.

67 Det maa saaledes konkluderes, at Retten ikke har gjort sig skyldig i nogen retlig fejl ved at afslaa at genaabne den mundtlige forhandling og at foranstalte bevisoptagelse.

68 I betragtning af ICI's argumentation vedroerende de mangler, polypropylen-beslutningen skal have vaeret behaeftet med, samt DMS's opfattelse, hvorefter dette forhold medfoerer, at beslutningen retligt er en nullitet, maa det tillige undersoeges, om Retten med sin fortolkning af betingelserne for at stemple en retsakt som nullitet har tilsidesat faellesskabsretten.

69 Herved fremgaar det navnlig af praemis 48, 49 og 50 i Domstolens PVC-dom, at der i princippet for Faellesskabets institutioners retsakter gaelder en formodning om lovlighed, og at de derfor affoeder retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage.

70 Imidlertid boer, som en undtagelse fra dette princip, retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, imidlertid anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevaegt mellem to grundlaeggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav.

71 De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Faellesskabets institutioner er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde.

72 Ligesom i PVC-sagerne maa det antages, at de angivelige, af ICI paastaaede uregelmaessigheder ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen ikke - uanset om de betragtes isoleret eller under ét - ses at vaere saa klart grove, at beslutningen juridisk maa anses for en nullitet.

73 Hvad angaar betingelserne for at fastslaa en retsakt som en nullitet findes Retten herefter ikke at have tilsidesat faellesskabsretten.

74 Det foelger af det ovenstaaende, at appellen maa forkastes i det hele.

Sagens omkostninger

75 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som finder tilsvarende anvendelse paa appelsager i medfoer af artikel 118, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. ICI har tabt sagen og paalaegges derfor at betale appelsagens omkostninger. DSM betaler sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Imperial Chemical Industries plc (ICI) betaler appelsagens omkostninger.

3 DSM NV betaler sine egne omkostninger.