Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61992CJ0066

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 2. august 1993.
Genaro Acciardi mod Commissie beroepszaken administratieve geschillen in de provincie Noord-Holland.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Raad van State - Nederlandene.
Social sikring - anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 - social fordel.
Sag C-66/92.

Samling af Afgørelser 1993 I-04567

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1993:341

61992J0066

DOMSTOLENS DOM (FEMTE AFDELING) AF 2. AUGUST 1993. - GENARO ACCIARDI MOD COMMISSIE BEROEPSZAKEN ADMINISTRATIEVE GESCHILLEN IN DE PROVINCIE NOORD-HOLLAND. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: RAAD VAN STATE - NEDERLANDENE. - SOCIAL SIKRING - ANVENDELSESOMRAADET FOR FORORDNING NR. 1408/71 - SOCIAL FORDEL. - SAG C-66/92.

Samling af Afgørelser 1993 side I-04567


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° faellesskabsbestemmelse ° materielt anvendelsesomraade ° omfattede ydelser og ikke omfattede ydelser ° sondringskriterier ° ydelse til aeldre eller delvis uarbejdsdygtige arbejdsloese arbejdstagere, som tildeles paa grundlag af objektive, lovbestemte kriterier ° omfattet ° bidragsuafhaengig ydelse ° uden betydning

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 2)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° arbejdsloeshed ° beregning af ydelser ° national lovgivning, hvorefter ydelsernes stoerrelse afhaenger af den familiemaessige situation ° hensyntagen til familiemedlemmer, som er bosat i en anden medlemsstat

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 68, stk. 2)

Sammendrag


1. Sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, og ydelser, der er omfattet af denne forordning, er hovedsagelig baseret paa de enkelte elementer i den paagaeldende ydelse, navnlig dens formaal og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke paa om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning.

En ydelse kan anses for en ydelse ved arbejdsloeshed i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 1408/71, saafremt den uden nogen individuel skoensmaessig bedoemmelse efter lovbestemte kriterier alene tildeles aeldre eller delvis uarbejdsdygtige arbejdsloese arbejdstagere, og i givet fald deres aegtefaelle, traeder i stedet for den offentlige arbejdsloeshedsunderstoettelse, kun udbetales indtil pensionsalderen og forudsaetter, at den ydelsesberettigede staar til raadighed med henblik paa at besaette en stilling.

Den omstaendighed, at en saadan ordning finansieres af det offentlige, er uden betydning, eftersom det i forordningens artikel 4, stk. 2, er foreskrevet, at den finder anvendelse paa ordninger uden bidragspligt.

2. I henhold til artikel 68, stk. 2, foerste punktum, i forordning nr. 1408/71 skal den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning arbejdsloeshedsydelsernes stoerrelse afhaenger af antallet af familiemedlemmer, ved beregningen af ydelserne ogsaa tage familiemedlemmer, der er bosat paa en anden medlemsstats omraade, i betragtning, som om de paagaeldende var bosat paa den kompetente stats omraade. Naar stoerrelsen af en ydelse ved arbejdsloeshed, som er indfoert ved en lovgivning, kan variere efter den ydelsesberettigedes familiemaessige situation, falder en national lovgivning uafhaengig af de beregningsmekanismer, som den foreskriver, ind under anvendelsesomraadet for denne bestemmelse, der, jf. dog de tilfaelde, som er omfattet af stk. 2, andet punktum, er til hinder for, at de ydelser, der tildeles en statsborger fra en anden medlemsstat, beregnes, uden at der tages hensyn til dennes aegtefaelle, der er bosat i en anden medlemsstat.

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 28. februar 1992 indgaaet til Domstolen den 4. marts 1992 har Nederlandenes Raad van State i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4 og 68 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og af det almindelige faellesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem G. Acciardi og Commissie beroepszaken administratieve geschillen in de provincie Noord-Holland (herefter benaevnt "sagsoegte") om beregningen af en ydelse i henhold til Wet inkomensvoorziening oudere en gedeeltelijk arbeidsongeschikte werkloze werknemers (lov om minimumsindkomst for aeldre og delvis uarbejdsdygtige arbejdsloese arbejdstagere ° herefter benaevnt "IOAW").

3 Det fremgaar af sagen, at G. Acciardi er italiensk statsborger, og at han paa tidspunktet for sagens faktiske omstaendigheder var bosat i Nederlandene. Efter at han dér havde haft loennet beskaeftigelse ° i hvilken periode hans aegtefaelle og soen var blevet boende i Italien ° blev G. Acciardi i juli 1985 arbejdsloes i Nederlandene. I to aar, nemlig fra juli 1985 til juli 1987, modtog han ydelser i henhold til Wet werkloosheidsvoorziening (lov om offentlige tilskud til arbejdsloese arbejdstagere, herefter benaevnt "WW").

4 Ved afgoerelse af 5. februar 1988 fik G. Acciardi tildelt en ydelse i henhold til IOAW fra det tidspunkt, da ydelserne i henhold til WW ophoerte.

5 Det bestemmes i IOAW' s artikel 9, at den ydelse, der skal udbetales i henhold til denne lov, er lig med forskellen mellem det grundbeloeb, der finder anvendelse, og indtaegten. I henhold til artikel 4, stk. 2, har den arbejdsloese arbejdstager og dennes aegtefaelle samme ret til ydelsen, som udbetales med halvdelen til hver. I henhold til samme artikels stk. 3, svarer det grundbeloeb, som finder anvendelse for den arbejdsloese arbejdstager og dennes aegtefaelle, til halvdelen af nettominimumsloennen, mens grundbeloebet for enlige arbejdsloese arbejdstagere er 90% eller 70% af nettominimumsloennen, alt efter om den paagaeldende har boern eller ikke. Ifoelge IOAW' s artikel 5 anses den arbejdsloese arbejdstager som enlig, saafremt aegtefaellen er bosat uden for Nederlandene.

6 Paa grundlag af denne artikel 5 blev G. Acciardi af sagsoegte anset som enlig uden boern, da hans aegtefaelle og soen var bosat uden for Nederlandene.

7 G. Acciardi, der var af den opfattelse, at han havde ret til en ydelse efter satsen for gifte, indgav klage over ovennaevnte afgoerelse, men College van Burgemeester en Wethouders, Amsterdam, afviste klagen. Da G. Acciardi' s klage over sidstnaevnte afgoerelse blev afvist af Gedeputeerde Staten ved afgoerelse af 6. juni 1989, indbragte G. Acciardi sagen for Raad van State.

8 Denne ret har ved kendelse af 28. februar 1992 besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal artikel 4, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, der bestemmer, at forordningen finder anvendelse paa bestemte sociale sikringsgrene, fortolkes saaledes, at en ordning som den i IOAW fastsatte, som har karakter saavel af social sikring som af social forsorg, er omfattet af forordningens anvendelsesomraade?

2) Hvis spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, skal artikel 68, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 da fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for, at en medlemsstat opretholder en lovbestemmelse, hvorefter en ydelse til en i Nederlandene bosat EF-borger, som maa anses for arbejdsloes arbejdstager i IOAW' s betydning, og hvis aegtefaelle er bosat eller har mere end midlertidigt opholdssted i en anden medlemsstat, fastsaettes, uden at der tages hensyn til aegtefaellen?

3) Hvis spoergsmaal 1) besvares benaegtende, er det i faellesskabsretten indeholdte forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet da til hinder for, at der anvendes en lovbestemmelse, hvorefter en ydelse til en i Nederlandene bosat EF-borger, som maa anses for arbejdsloes arbejdstager i IOAW' s betydning, og hvis aegtefaelle er bosat eller har mere end midlertidigt opholdssted i en anden medlemsstat, fastsaettes, uden at der tages hensyn til aegtefaellen?"

9 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de relevante faellesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, der er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

10 Med sit foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret at faa oplyst, om en lovbestemt ordning som den i IOAW indeholdte er omfattet af forordning nr. 1408/71' s anvendelsesomraade.

11 Det bemaerkes indledningsvis, at forordning nr. 1408/71 i henhold til artikel 4, stk. 1, finder anvendelse paa enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedroerer bl.a. ydelser ved invaliditet og arbejdsloeshed. Derimod finder forordningen i henhold til artikel 4, stk. 4, ikke anvendelse paa bl.a. offentlig social og sundhedsmaessig forsorg. Det bestemmes i forordningens artikel 5, at medlemsstaterne i erklaeringer, der meddeles og offentliggoeres i overensstemmelse med artikel 97, skal angive deres lovgivning og ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1.

12 Det er ubestridt, at IOAW ikke er angivet i den erklaering, som Nederlandene har meddelt i medfoer af artikel 5 og 97 i forordning nr. 1408/71.

13 Ifoelge Domstolens praksis beviser den omstaendighed, at en national ordning ikke er angivet i de i forordningens artikel 5 naevnte erklaeringer, ikke i sig selv, at ordningen ikke falder ind under forordningens anvendelsesomraade (jf. navnlig dom af 29.11.1977, sag 35/77, Beerens, Sml. s. 2249, praemis 9). Domstolen har gentagne gange udtalt, at sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, og ydelser, der er omfattet af denne forordning, hovedsagelig er baseret paa de enkelte elementer i den paagaeldende ydelse, navnlig dens formaal og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke paa, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning (jf. isaer dom af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, praemis 28, og af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, praemis 11).

14 Endvidere har Domstolen flere gange fastslaaet, at en ydelse kan anses for en social sikringsydelse, saafremt den for det foerste tildeles de berettigede uden nogen individuel skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og for det andet, forudsat, at den vedroerer en af de risici, der udtrykkeligt er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (jf. navnlig ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Luxembourg, praemis 29).

15 Med hensyn til den foerste af disse betingelser afhaenger det beloeb, som ansoegeren skal have udbetalt, ganske vist i det foreliggende tilfaelde af hans og hans aegtefaelles indtaegt, da ydelsen i henhold til IOAW' s artikel 9, svarer til forskellen mellem det grundbeloeb, der finder anvendelse, og indtaegten, men dette er et lovbestemt, objektivt kriterium, der giver ret til ydelsen, uden at den kompetente myndighed kan tage hensyn til andre personlige omstaendigheder. Tildelingen af denne ydelse afhaenger saaledes ikke af en bedoemmelse af den enkelte ansoegers personlige behov, som er karakteristisk for social forsorg (jf. dom af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839).

16 Med hensyn til den anden betingelse skal der for det foerste henvises til, at IOAW' s artikel 4 begraenser retten til den deri naevnte ydelse til den arbejdsloese arbejdstager og i givet fald til hans aegtefaelle. For det andet bortfalder retten til ydelsen, naar den berettigede naar pensionsalderen paa 65 aar. For det tredje opstaar der for en person i samme situation som sagsoegeren i hovedsagen umiddelbart ret til en IOAW-ydelse, naar WW-ydelsen ophoerer. Endelig har den arbejdsloese arbejdstager, bortset fra visse undtagelser, i henhold til IOAW' s artikel 26 kun ret til ydelsen, saafremt han opfylder bestemte betingelser med henblik paa hans genindslusning paa arbejdsmarkedet, navnlig, at han lader sig registrere som arbejdssoegende ved arbejdsformidlingen, at han efter evne forsoeger at faa loennet beskaeftigelse, og at han accepterer et passende arbejde.

17 Det fremgaar af denne gennemgang, at en lovbestemt ordning som IOAW er knyttet direkte til risikoen for arbejdsloeshed. Det bemaerkes endvidere, at den nederlandske regering i sit skriftlige indlaeg har erkendt, at fortsat arbejdsloeshed er en betingelse for, at der opnaas ret til den paagaeldende ydelse.

18 Mod denne fortolkning kan det ikke goeres gaeldende, saaledes som den nederlandske regering har gjort, at IOAW-ordningen finansieres af det offentlige. Det bestemmes nemlig udtrykkeligt i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, at forordningen ogsaa finder anvendelse paa ordninger uden bidragspligt.

19 Den forelaeggende rets foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at en ydelse af den art, der er foreskrevet i en lovbestemt ordning som IOAW, er en ydelse ved arbejdsloeshed og er derfor omfattet af forordning nr. 1408/71.

Det andet spoergsmaal

20 Med sit andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret at faa oplyst, om artikel 68, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 er til hinder for en bestemmelse som den i IOAW, hvorefter ydelserne til en EF-borger fastsaettes, uden at der tages hensyn til aegtefaellen, der er bosat i en anden medlemsstat.

21 Der skal foerst henvises til forordningens artikel 68, stk. 2, foerste punktum, hvorefter "den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning ydelsernes stoerrelse afhaenger af antallet af familiemedlemmer, skal ogsaa tage familiemedlemmer, der er bosat paa en anden medlemsstats omraade, i betragtning, som om de paagaeldende var bosat paa den kompetente stats omraade."

22 Under den mundtlige forhandling har den nederlandske regering gjort gaeldende, at forordningens artikel 68 vedroerer ydelser, hvor beloebet er afhaengigt af antallet af familiemedlemmer. Dette skulle ikke vaere tilfaeldet ved IOAW-ydelsen, da antallet af familiemedlemmer ikke spiller nogen rolle for anvendelsen af ordningen.

23 Dette argument kan ikke tiltraedes.

24 For det foerste afhaenger den tildelte IOAW-ydelses stoerrelse, saafremt ansoegeren er enlig, ubestrideligt af antallet af familiemedlemmer. For en arbejdstager uden boern er det grundbeloeb, der finder anvendelse, nemlig 70% af nettominimumsloennen og for en arbejdstager med boern 90% af denne loen.

25 For det andet giver IOAW, saafremt ansoegeren er gift, saavel den arbejdsloese arbejdstager som dennes aegtefaelle en selvstaendig ret til halvdelen af ydelsen, som svarer til forskellen mellem summen af deres indtaegt og 100% af nettominimumsloennen. Men som Kommissionen med rette har anfoert, afhaenger aegtefaellens ret af den arbejdsloese arbejdstagers egen ret. Det fremgaar nemlig af IOAW' s artikel 5, at naar den arbejdsloese arbejdstager ikke har ret til den paagaeldende ydelse, har hans aegtefaelle heller ikke ret til den.

26 Stoerrelsen af de ydelser, der tildeles i henhold til IOAW, afhaenger derfor af antallet af familiemedlemmer, som omhandlet i forordningens artikel 68, stk. 2.

27 Det andet spoergsmaal fra den forelaeggende ret skal derfor besvares med, at artikel 68, stk. 2, foerste punktum, i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, jf. dog bestemmelserne i stk. 2, andet punktum, en bestemmelse som den i IOAW indeholdte, hvorefter de ydelser, der tildeles en statsborger fra en anden medlemsstat, beregnes, uden at der tages hensyn til dennes aegtefaelle, der er bosat i en anden medlemsstat.

Det tredje spoergsmaal

28 Under hensyn til besvarelsen af det foerste og det andet spoergsmaal fra den forelaeggende ret, er det ufornoedent at besvare det tredje spoergsmaal.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Raad van State ved kendelse af 28. februar 1992, for ret:

1) En ydelse af den art, der er foreskrevet i en lovbestemt ordning som Wet inkomensvoorziening oudere en gedeeltelijk arbeidsongeschikte werkloze werknemers (lov om minimumsindkomst for aeldre og delvis uarbejdsdygtige arbejdsloese arbejdstagere), er en ydelse ved arbejdsloeshed og er derfor omfattet af Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og af det almindelige faellesskabsretlige princip, hvorefter der ikke maa udoeves forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

2) Artikel 68, stk. 2, foerste punktum, i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, jf. dog bestemmelserne i stk. 2, andet punktum, en bestemmelse som den i Wet inkomensvoorziening oudere en gedeeltelijk arbeidsongeschikte werkloze werknemers indeholdte, hvorefter de ydelser, der tildeles en statsborger fra en anden medlemsstat, beregnes, uden at der tages hensyn til dennes aegtefaelle, der er bosat i en anden medlemsstat.

Top