61992J0009

++++

1. Fiskale bestemmelser ° harmonisering af lovgivningerne ° afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af transportmidler og endelig indfoersel af personlige ejendele ° saedvanlig opholdssted i henhold til direktiv 83/182 og 83/183 ° begreb ° bevismidler ° national ordning uforenelig med faellesskabsreglerne

(Raadets direktiv 83/182, art. 7, og 83/183, art. 6)

2. Fri bevaegelighed for personer ° medlemsstaternes statsborgeres ret til indrejse og ophold ° de nationale myndigheders stempling af de rejsendes pas med henblik paa at kontrollere varigheden af midlertidigt indfoerte koeretoejers ophold ° lovlig

(Raadets direktiv 73/148, art. 2, stk. 1, og art. 3, stk. 1)

3. Fiskale bestemmelser ° harmonisering af lovgivningerne ° afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af transportmidler ° de nationale myndigheders stempling af de rejsendes pas med henblik paa at kontrollere varigheden af midlertidigt indfoerte koeretoejers ophold ° lovlig

(Raadets direktiv 83/182, art. 7, stk. 3)

4. Fiskale bestemmelser ° harmonisering af lovgivningerne ° afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af transportmidler ° genudfoersel af genudlejede koeretoejer ° fastsaettelse af en bestemt frist ° ulovlig

[Raadets direktiv 83/182, art. 3, litra b)]

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 8. januar 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten, idet den har indfoert og anvendt en ordning om midlertidig og endelig indfoersel af transportmidler, der er uforenelig med bestemmelserne i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler (EFT L 105, s. 59, herefter benaevnt "direktiv 83/182"), i Raadets direktiv 83/183/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indfoersel af personlige ejendele fra en medlemsstat (EFT L 105, s. 64, herefter benaevnt "direktiv 83/183") og i Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1873 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (EFT L 172, s. 14, herefter benaevnt "direktiv 73/148").

2 Den Hellenske Republik har gennemfoert direktiv 83/182 og 83/183 i national ret ved henholdsvis ministeriel bekendtgoerelse nr. D 1254/141/1984 af 1. november 1984, som aendret ved ministeriel bekendtgoerelse nr. D 247/13 af 1. marts 1988, og nr. D 264/23/2985 af 30. november 1985, som aendret ved ministeriel bekendtgoerelse nr. D 245/11 af 1. marts 1988. Gennemfoerelsesbestemmelser til disse bekendtgoerelser er indeholdt i cirkulaere nr. D 357 og nr. D 366/26 Pol 10 af henholdsvis 22. marts og 4. marts 1988.

3 Ifoelge Kommissionen indeholder disse foranstaltninger bestemmelser, der er uforenelige med bestemmelserne i de direktiver, som de tilsigter at gennemfoere. I hvert fald udgoer cirkulaerer ikke et egnet middel til gennemfoerelse af direktiver. Endelig anfoerer Kommissionen, at de graeske myndigheder anvender en praksis, der er uforenelig med de naevnte direktiver samt med direktiv 73/148.

4 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Reglerne om bestemmelse af saedvanlig opholdssted

5 Ifoelge Kommissionen er definitionen af det saedvanlige opholdssted i artikel 3, foerste afsnit, i ministeriel bekendtgoerelse nr. D 247/13 og i artikel 2, stk. 1, litra c), i ministeriel bekendtgoerelse nr. D 245/11 uforenelig med definitionen i artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183. I henhold til sidstnaevnte bestemmelser forstaas der ved "saedvanlig opholdssted" det sted, hvor en person saedvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage pr. kalenderaar, mens der i de graeske retsforskrifter ikke henvises til kalenderaaret, men til den tolvmaanedersperiode, der ligger umiddelbart forud for indfoerslen.

6 Direktiv 83/182 og 83/183, der er udstedt i medfoer af traktatens artikel 99, tilsigter at afskaffe de hindringer for oprettelsen af det faelles marked, som foelger af de afgiftsordninger, som gaelder ved midlertidig og endelig indfoersel af visse transportmidler til privat eller erhvervsmaessig brug. Domstolen udtalte i dommen af 23. april 1991 (sag C-297/89, Ryborg, Sml. I, s. 1943), at begrebet saedvanlig opholdssted er udgangspunktet for ordningen i direktiv 83/182. Det samme er tilfaeldet med hensyn til direktiv 83/183.

7 Begrebet saedvanlig opholdssted goer det muligt at udpege dels den medlemsstat, hvortil det paagaeldende koeretoej er indfoert under en ordning vedroerende midlertidig eller endelig indfoersel, dels den medlemsstat, der har kompetence til at opkraeve afgift af koeretoejet efter sine afgiftsbestemmelser.

8 Det foelger heraf, at begrebet saedvanlig opholdssted er et faellesskabsbegreb, hvis raekkevidde ikke kan aendres af medlemsstaterne.

9 Den Hellenske Republik har dog gjort gaeldende, at medlemsstaterne i medfoer af artikel 9, stk. 1, i direktiv 83/182 og artikel 11, stk. 2, i direktiv 83/183 kan opretholde og indfoere lempeligere bestemmelser end de i direktivet foreskrevne. Dette er netop tilfaeldet for de omtvistede foranstaltningers vedkommende. Saafremt alene kalenderaaret tages i betragtning, vil det indebaere, at personer, der opfylder betingelsen om ophold i 185 dage inden for tolvmaanedersperioden ° men ikke inden for kalenderaaret ° forud for indfoerslen, ikke kan drage fordel af direktivets bestemmelser.

10 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Som generaladvokaten nemlig har bemaerket i punkt 4 i sit forslag til afgoerelse, "er det klart, at det alt efter den periode, hvorunder opholdet fandt sted ... og alt efter, om dette ophold var vedvarende eller ikke, kan vaere til fordel eller ulempe for de paagaeldende, at der tages hensyn til tolvmaanedersperioden forud for indfoerslen i stedet for til kalenderaaret". Foelgelig kan artikel 9, stk. 1, i direktiv 83/182 og artikel 11, stk. 2, i direktiv 83/183 ikke begrunde Den Hellenske Republiks vedtagelse af en betydning af begrebet "saedvanlig opholdssted", der adskiller sig fra samme begrebs betydning i direktiverne.

11 De klagepunkter, der angaar overtraedelsen af artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183 maa derfor laegges til grund.

Det i de graeske retsforskrifter indeholdte krav om en minimumsopholdsperiode paa to aar i en anden medlemsstat ved endelig indfoersel

12 Kommission har anfoert, at den betingelse, som artikel 4, stk. 1, i ministeriel bekendtgoerelse nr. D 245/11 fastsaetter for afgiftsfritagelse ved endelig indfoersel, og som bestaar i saedvanlig opholdssted uden for Den Hellenske Republik i mindst to tolvmaanedersperioder foer flytningen, ikke er indeholdt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183 og derfor er uforenelig med denne bestemmelse.

13 Den Hellenske Republik har heroverfor anfoert, at medlemsstaterne kan fastsaette en minimumsperiode for "saedvanlig opholdssted". Dette begreb forudsaetter, at der er tale om den kontinuitet og stabilitet, som er kendetegnende for begrebet bopael, og ikke kun om de i direktivet fastsatte elementer, nemlig ophold i 185 dage pr. kalenderaar og tilstedevaerelsen af et privat og erhvervsmaessigt tilhoersforhold.

14 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Som anfoert i praemis 8 giver direktiv 83/183 ikke medlemsstaterne kompetence til at supplere begrebet saedvanlig opholdssted, der er defineret i direktivets artikel 6, stk. 1.

15 Det klagepunkt, som vedroerer overtraedelsen af ovennaevnte bestemmelse, maa derfor laegges til grund.

Bevis for saedvanlig opholdssted

16 Kommissionen har anfoert, at sagsoegte ikke i graesk ret har inkorporeret artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 83/182 og artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183. I henhold til disse bestemmelser foeres der bevis for det saedvanlige opholdssted ved ethvert egnet middel, navnlig identitetskort eller ethvert andet gyldigt dokument. Kun i tvivlstilfaelde angaaende gyldigheden af erklaering om saedvanlig opholdssted eller med henblik paa visse specifikke kontrolforanstaltninger kan medlemsstatens myndigheder kraeve yderligere oplysninger eller beviser.

17 Artikel 15 og artikel 29 i henholdsvis ministeriel bekendtgoerelse nr. D 247/13 og nr. D 245/11 indfoerer blot den regel, at bevisbyrden for det saedvanlige opholdssted paahviler ansoegeren. Reglerne vedroerende bevis for saedvanlig opholdssted er indeholdt i afsnit II i cirkulaere nr. D 366/26 Pol. Dette cirkulaere, som er rettet til toldmyndighederne, opregner de forskellige dokumenter, som kan tages i betragtning som bevis for saedvanlig opholdssted.

18 Kommissionen har anfoert, at cirkulaerer ikke udgoer et egnet middel til gennemfoerelse i national ret af direktiver, der, som de omtvistede, tilsigter at skabe rettigheder for borgerne. I det hele taget giver de graeske retsforskrifter efter Kommissionens opfattelse toldmyndighederne et vidt skoen med hensyn til de beviser, som kan forlanges uden hensyn til, om der hersker tvivl om det saedvanlige opholdssted.

19 Den Hellenske Republik har bestridt dette klagepunkt og har gjort gaeldende, at cirkulaere nr. D 366/26 Pol er foreneligt med direktiverne, samt at de i cirkulaeret anfoerte beviser, i modsaetning til hvad Kommissionen har anfoert, ikke kan kraeves uden hensyn til, om der hersker tvivl med hensyn til det saedvanlige opholdssted.

20 Det bemaerkes, i overensstemmelse med fast praksis (jf. bl.a. dom af 17.10.1991, sag C-58/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 4983), at i tilfaelde, hvor et direktiv tilsigter at skabe rettigheder for borgerne, skal de paagaeldende saettes i stand til at faa fuldt kendskab til omfanget af deres rettigheder samt at kunne haandhaeve disse ved nationale domstole. Dette er ikke tilfaeldet, naar det middel, der er valgt til gennemfoerelse i national ret, er et cirkulaere, hvis bestemmelser ikke har direkte virkning over for tredjemaend.

21 Som Kommissionen har anfoert, indeholder de omtvistede ministerielle bekendtgoerelser ingen regel om gennemfoerelse i national ret af hverken artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 83/182 eller af artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183, der giver borgerne mulighed for at bevise deres saedvanlige opholdssted paa en hvilken som helst maade, og som begraenser anvendelsen af oplysninger eller af supplerende beviser til alene at angaa de tilfaelde, hvor der rejses tvivl om gyldigheden af erklaeringen om saedvanlig opholdssted eller gennemfoeres visse saerlige kontrolforanstaltninger.

22 Endelig fastlaegger afsnit II i cirkulaere nr. D 366/26 Pol de forskellige dokumenter, som toldmyndighederne kan tage i betragtning som bevis for saedvanlig opholdssted. Ifoelge dette afsnits sidste afsnit skal disse beviser "ligeledes (tages) i betragtning med henblik paa efterproevelse af, om en person har opholdt sig i udlandet i 185 dage pr. tolvmaanedersperiode, naar efterproevelse ikke kan ske alene ved hjaelp af passet".

23 Disse bestemmelser fastslaar ikke med klarhed, at det saedvanlige opholdssted kan bevises ved ethvert middel, og at der kun i tvivlstilfaelde eller i forbindelse med saerlig kontrol kan forlanges oplysninger eller supplerende beviser. Det kan derfor ikke antages, at artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 83/182 og artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183 er gennemfoert korrekt i den nationale ret.

De i de graeske retsforskrifter indeholdte forpligtelser til ved endelig indfoersel at fremlaegge opholdstilladelse for fem aar som bevis for overflytning af det saedvanlige opholdssted

24 Kommissionen har gjort anfoert, at den forpligtelse til at fremlaegge opholdstilladelse for fem aar som bevis for saedvanlig opholdssted, der er foreskrevet i afsnit III i cirkulaere nr. D 357, ligeledes strider mod artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183.

25 Heroverfor har Den Hellenske Republik gjort gaeldende, at dette klagepunkt ikke kan realitetsbehandles, fordi Kommissionens foerst henviste til cirkulaere nr. D 357 i dens svar paa et spoergsmaal fra Domstolen. Sagsoegeren har saaledes paa utilladelig vis udvidet tvistens genstand.

26 Det er herved tilstraekkeligt at bemaerke, at sagsoegeren allerede under den administrative procedure har naevnt forpligtelsen til at fremlaegge en opholdstilladelse for fem aar med henblik paa at opnaa afgiftsfritagelse. Eftersom henvisningen til selve cirkulaeret blot tjente som bevis for dette klagepunkt, skal det laegges til grund.

27 I sit svar paa den begrundede udtalelse har Den Hellenske Republik anerkendt eksistensen af denne forpligtelse, men den har haevdet, at den er berettiget. Sagsoegte har herved anfoert, at det er ulogisk at paalaegge en medlemsstat at indroemme afgiftsfritagelse i henhold til direktiv 83/183, foer end vedkommende borger har faaet tilladelse til at etablere sig paa medlemsstatens omraade.

28 Det bemaerkes, at artikel 6 i direktiv 83/183 indeholder de almindelige regler om bestemmelse af saedvanlig opholdssted. Artiklen definerer begrebet, for at det kan have samme indhold i alle medlemsstater, og fastsaetter regler for bevisfoerelsen med hensyn til det saedvanlige opholdssted med henblik paa at undgaa, at der opstaar ubegrundede hindringer for afgiftsfritagelse som foelge af eksistensen af for strenge beviskrav.

29 Under hensyn til disse formaal skal artikel 6 i direktiv 83/183 fortolkes saaledes, at den ikke kun vedroerer beviset for saedvanlig opholdssted i oprindelsesmedlemsstaten, men ogsaa overflytning af det saedvanlige opholdssted til indfoerselsmedlemsstaten. Kravene med hensyn til bevis herfor er ens i begge tilfaelde, og i begge tilfaelde er der risiko for, at der opstilles hindringer for afgiftsfritagelse.

30 Det bemaerkes endvidere, at overflytning af saedvanlig opholdssted kan bevises med andre midler end opholdstilladelse, navnlig ved fremlaeggelse af en tidsubegraenset arbejds- eller lejekontrakt, og at kravet om fremlaeggelse af opholdstilladelse som eneste bevis for overflytningen derfor skaber ubegrundede hindringer for afgiftsfritagelse. Disse hindringer udspringer af den frist, der er fastsat for udstedelse af tilladelsen, og som i henhold til artikel 5, stk. 1, i Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25. februar 1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109), udgoer seks maaneder, regnet fra ansoegningsdatoen. Direktiv 83/183 har netop til formaal at afskaffe saadanne hindringer.

31 Hvad endelig angaar det argument, som Den Hellenske Republik har fremsat i sit svar paa den begrundede udtalelse, bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 8.4.1976, sag 48/75, Royer, Sml. s. 497) er en opholdstilladelse ikke en retsakt, der skaber rettigheder for en statsborger fra en medlemsstat til at tage ophold i en anden medlemsstat for dér at udoeve en grundlaeggende frihedsrettighed eller til at udoeve rettigheder, der maatte vaere foreskrevet i afledt ret. Derimod er den blot et bevis for en saadan opholdsret.

32 Af de i de foregaaende praemisser anfoerte grunde skal overflytning af det saedvanlige opholdssted kunne bevises paa en hvilken som helst maade uden hensyn til de formaliteter, der kraeves for en anerkendelse af retten til ophold.

33 Heraf foelger, at klagepunktet om overtraedelse af artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183 vedroerende den i de graeske retsforskrifter foreskrevne forpligtelse til fremlaegge en opholdstilladelse for fem aar som bevis for overflytning af det saedvanlige opholdssted ligeledes maa laegges til grund.

Stempling af pas

34 Kommissionen har beskyldt den graeske regering for at stemple pas og indfoere koeretoejets registreringsnummer ved indrejse til og udrejse fra graesk omraade for at kontrollere varigheden af koeretoejets ophold. Kommissionen har anfoert, at toldmyndighedernes praksis paa dette omraade strider mod artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 73/148 samt mod artikel 7, stk. 3, i direktiv 83/182.

35 Ifoelge Kommissionen fremgaar det af Domstolens praksis, at direktiv 73/148 forbyder alle formaliteter ° uanset form ° i forbindelse med tilladelse til indrejse i en medlemsstat, som gennemfoeres ud over kontrol af pas eller identitetskort ved graensen, uanset sted og tidspunkt for udstedelsen af denne tilladelse. Kommissionen har anfoert, at denne praksis udgoer en reel hindring for den frie bevaegelighed for personer, uanset om den kun foelges over for rejsende, der medbringer pas, og ikke over for dem, der medbringer identitetskort, og at den derfor strider mod ovennaevnte bestemmelser.

36 For saa vidt angaar overtraedelsen af artikel 7, stk. 3, i direktiv 83/182 har Kommissionen anfoert, at denne bestemmelse kun tillader kontrol, naar der hersker alvorlig tvivl med hensyn til opholdstedet for den person, som midlertidigt indfoerer koeretoejet. Den omtvistede praksis falder ikke ind under denne bestemmelse, idet den udoeves systematisk over for dem, der foreviser pas.

37 Det bemaerkes, at den omtvistede praksis ikke udgoer en hindring for personers frie bevaegelighed i strid med bestemmelserne i direktiv 73/148. I henhold til denne praksis skulle de rejsende nemlig forevise deres pas for at bevise deres identitet og havde ingen grund til at modsaette sig stempling med henblik paa kontrol af koeretoejets opholdsperiode paa graesk omraade.

38 Artikel 7, stk. 3, i direktiv 83/182 vedroerer beviset for saedvanlig opholdssted eller overflytning af dette og ikke kontrol af overholdelsen af det tidsrum, for hvilket afgiftsfritagelse indroemmes. I mangel af faellesskabsbestemmelser paa omraadet kan staterne frit indfoere foranstaltninger som de omtvistede.

39 Det klagepunkt, der angaar overtraedelse af artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 73/148 samt artikel 7, stk. 3, i direktiv 83/182, og som vedroerer stempling af de rejsendes pas med indfoering af deres koeretoejers registreringsnumre, kan derfor ikke laegges til grund.

Fastsaettelse af en frist for genudfoersel af koeretoejer, der udlejes paa ny i medfoer af artikel 3, litra b), i direktiv 83/182

40 Kommissionen har anfoert, at den i artikel 8, stk. 2, i ministeriel bekendtgoerelse nr. D 247/13 foretagne fastsaettelse af en frist paa ti dage for genudfoersel af koeretoejer, der udlejes paa ny i medfoer af artikel 3, litra b), i direktiv 83/182, strider mod denne bestemmelse.

41 Den Hellenske Republik har heroverfor anfoert, at bestemmelsen indeholder en regel, der forbyder overdragelse eller udlejning af midlertidigt indfoerte koeretoejer, idet den samtidig foreskriver en undtagelse fra denne regel, der tillader udlejning i tilfaelde af, at koeretoejet tilhoerer en virksomhed med hjemsted uden for Faellesskabet og befinder sig i landet i henhold til en lejekontrakt, der er udloebet her. Udlejning maa i hvert fald kun finde sted med henblik paa genudfoersel og ikke med henblik koeretoejets benyttelse under hele lejeperioden paa den medlemsstats omraade, hvortil det midlertidigt er blevet indfoert. Hvis direktivet skulle fortolkes saadan som Kommissionen foreslaar, ville der forekomme konkurrencefordrejning i tilfaelde af, at biludlejningsvirksomheder med hjemsted uden for Den Hellenske Republik benyttede koeretoejer, hvis omkostninger er lavere end de omkostninger, der er forbundet med koeretoejer, som benyttes af biludlejningsvirksomheder, der er omfattet af graesk ret.

42 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Artikel 3, litra b), i direktiv 83/182 indfoerer nemlig en komplet ordning, der finder anvendelse paa udlejning af visse midlertidigt indfoerte transportmidler, og den foreskriver ingen saerlig frist for genudfoersel af de koeretoejer, der paa ny udlejes til ikke-bosiddende, hvilket derfor skal ske inden for den frist, der er fastsat for midlertidig indfoersel. Hvis faellesskabslovgiver havde oensket af undgaa den situation, som Den Hellenske Republik beskriver, ville den selv have fastsat en frist for den paagaeldende genudfoersel.

43 Det foelger af alt det ovenfor anfoert, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet den

° ikke har vedtaget de bestemmelser, der er noedvendige med henblik paa gennemfoerelsen i national ret af bestemmelserne i artikel 7 i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler og i artikel 6 i Raadets direktiv 83/183/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indfoersel af personlige ejendele fra en medlemsstat

° anlaegger en anden definition af begrebet "saedvanlig opholdssted" end definitionen i ovennaevnte bestemmelser

° som betingelse for at indroemme afgiftsfritagelse ved endelig indfoersel kraever mindst to aars ophold i en anden medlemsstat, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183

° forlanger fremlagt en opholdstilladelse for fem aar som bevis for overflytning af det saedvanlige opholdssted, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183

° har fastsat en frist paa ti dage for genudfoersel af et koeretoej, der er udlejet, som fastsat i artikel 3, litra b), i direktiv 83/182, hvilket er i strid med bestemmelsen.

Sagens omkostninger

44 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Hellenske Republik har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten, idet den

° ikke har vedtaget de bestemmelser, der er noedvendige med henblik paa gennemfoerelsen i national ret af bestemmelserne i artikel 7 i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler og i artikel 6 i Raadets direktiv 83/183/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indfoersel af personlige ejendele fra en medlemsstat

° anlaegger en anden definition af begrebet "saedvanlig opholdssted" end definitionen i ovennaevnte bestemmelser

° som betingelse for at indroemme afgiftsfritagelse ved endelig indfoersel kraever mindst to aars ophold i en anden medlemsstat, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183

° forlanger fremlagt en opholdstilladelse for fem aar som bevis for overflytning af det saedvanlige opholdssted, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 83/183

° har fastsat en frist paa ti dage for genudfoersel af et koeretoej, der er udlejet, som fastsat i artikel 3, litra b), i direktiv 83/182, hvilket er i strid med bestemmelsen.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte.

3) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.