61992C0393

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. I denne praejudicielle sag anmodes Domstolen - saa vidt jeg ved for foerste gang - om at fortolke EOEF-traktatens konkurrenceregler i forbindelse med den offentlige elforsyning. Er der mulighed for konkurrence paa dette omraade? Skal tredjemand have adgang til det offentlige forsyningsnet for at muliggoere en effektiv konkurrence mellem elforsyningsvirksomheder? Det er klart, at der er tale om et spoergsmaal af afgoerende betydning.

2. Der gaelder helt saerlige oekonomiske og fysiske vilkaar for elforsyningen. Elektricitet kan kun transporteres gennem elkabler. Over lange afstande sker der et betydeligt energitab. Da det er umuligt at oplagre elektricitet, skal produktionen til enhver tid tilpasses forbruget. Samtidig er elektricitet, der goer det muligt at daekke en bred vifte af behov, et grundlaeggende forbrugsgode, som generelt skal kunne leveres loebende til en rimelig pris.

3. Der er det saerlige ved elektricitetsmarkedet, at distributionen som ved det traditionelle telefonnet foregaar gennem et net og faste linjer. Heraf foelger, at kunden er bundet, og at der ikke er mobilitet paa omraadet for udbud og efterspoergsel. Mobiliteten, som goer det muligt at vaelge kontraktpartner, er det vaesentlige kendemaerke for fri konkurrence. Det er noedvendigt, at nettet forvaltes centralt, for at sikre, at udbuddet til enhver tid tilpasses efterspoergslen for saaledes at sikre den loebende elforsyning.

4. Disse usaedvanlige oekonomiske og tekniske forhold smitter af paa den juridiske ordning for udveksling af elektricitet og paa omfanget af den faellesskabsretlige integration paa dette omraade.

5. Jeg skal her ganske kort goere rede for udviklingen af faellesskabslovgivningen paa dette omraade.

6. I lang tid har elforsyningsmarkedet vaeret holdt uden for Faellesskabet. Hverken den oprindelige traktat eller den faelles akt indeholdt bestemmelser om en faelles politik paa dette omraade.

7. Kun to bestemmelser i EF-traktaten vedroerer omraadet: Ifoelge artikel 3, litra t), indebaerer Faellesskabets virke foranstaltninger paa energiomraadet. I henhold til artikel 129 B skal Faellesskabet "bidrage" til oprettelsen og udviklingen af transeuropaeiske net paa energiinfrastrukturomraadet. Ifoelge en erklaering om energi i slutakten til Maastricht-traktaten vil spoergsmaalet om medtagelse i traktaten af et afsnit om energi blive droeftet paa grundlag af en rapport, som Kommissionen forelaegger Raadet senest i 1996.

8. Faellesskabslovgiver har i foerste omgang begraenset sig til at harmonisere de nationale politikker paa omraadet (1), der fortsat principielt er omfattet af staternes kompetence.

9. Efter forslag fra Kommissionen (2) boer det indre elektricitetsmarked gennemfoeres i etaper inden for rammerne af bestemmelserne i Rom-traktatens artikel 8 A, saaledes som det fremgaar af Kommissionens forslag til Raadets direktiv om faelles regler for det indre marked for elektricitet (3). I henhold til forslaget skal tredjemand have begraenset adgang til nettet, hvilket er en betingelse for effektiv konkurrence mellem leverandoerer: "... det indre elektricitetsmarked boer gennemfoeres gradvist og i etaper, saa sektoren faar mulighed for at tilpasse sig de nye betingelser paa en fleksibel og planlagt maade" (4). Det bemaerkes, at Kommissionen ikke som ved telekommunikation har anvendt sin retsanordnende befoejelse i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, idet den har foretrukket at anvende proceduren for tilnaermelse af lovgivningerne (artikel 100 A).

10. De forelagte spoergsmaal tager udgangspunkt i Nederlandenes elforsyningsordning.

11. Gerechtshof, Arnhem, skal som appelinstans tage stilling til en voldgiftskendelse afsagt i en tvist mellem lokale elforsyningsvirksomheder (eller kommuner, som selv varetager distributionen) og en regional elforsyningsvirksomhed ("IJsselcentrale").

12. Der findes i Nederlandene fire elvaerker, der er aktionaerer i et faelles selskab, nemlig Samenwerkende Elektriciteitsproduktiebedrijven NV (herefter benaevnt "SEP") (5). Den producerede elektricitet saelges til regionale elforsyningsvirksomheder (f.eks. sagsoegte i hovedsagen), som videresaelger den til lokale elforsyningsvirksomheder (f.eks. sagsoegerne i hovedsagen), som herefter saelger elektriciteten til forbrugerne.

13. Fra 1985 til 1988 paalagde IJsselcentrale (hvis navn i 1988 blev aendret til IJsselmij, herefter benaevnt "IJM") de kommunale elforsyningsvirksomheder et "udligningsgebyr" ("egalisatietoeslag"), der skulle udligne de hoejere omkostninger ved distribution i landdistrikter, for at kunne anvende ens takster over for alle de endelige forbrugere i forsyningsomraadet.

14. Appellanterne i hovedsagen er lokale elforsyningsvirksomheder, som anfaegter det for denne periode opkraevede udligningsgebyr paa i alt 20 707 942 HFL.

15. De lokale elforsyningsvirksomheder er i henhold til to saerskilte aftaler bundet af en eksklusiv koebsforpligtelse og et forbud mod at importere elektricitet:

- En horisontal aftale indgaaet den 22. maj 1986 mellem elvaerkerne paa den ene side og SEP paa den anden side (herefter benaevnt "samarbejdsaftalen") bestemmer i artikel 21, at import og eksport af elektricitet er forbeholdt SEP, og at producenterne i de leveringsaftaler, de indgaar med elforsyningsvirksomhederne, er forpligtet til at kraeve, at disse virksomheder afholder sig fra at levere elektricitet med henblik paa import eller eksport (6).

- De almindelige betingelser for levering af elektricitet til kommunerne (7) indeholder en eksklusiv koebsforpligtelse og som foelge heraf et indirekte forbud mod import (artikel 2, stk. 2) (8). Til gengaeld forpligter IJM sig til ikke uden kommunens samtykke at levere elektricitet til tredjemand paa en kommunes omraade (artikel 2, stk. 1). Der er saaledes tale om gensidig eksklusivitet.

16. Artikel 34 i lov af 16. november 1989 ("Elektriceitswet") (9) og den ministerielle bekendtgoerelse af 20. marts 1990 bestemmer, at SEP har eneret til at importere elektricitet bestemt til det offentlige forsyningsnet, medmindre der er tale om elektricitet med en spaending paa under 500 V.

17. Ifoelge den forelaeggende ret er det sandsynligt, at udligningsgebyret ikke kunne opkraeves, hvis der ikke forelaa et importforbud. Det er nemlig ikke udelukket, at de lokale elforsyningsvirksomheder - i det mindste delvis - kunne undgaa at betale gebyret, hvis de kunne importere elektricitet (10). For at afgoere, om der kunne opkraeves udligningsgebyr, maa det derfor undersoeges, om importforbuddet er foreneligt med faellesskabsretten.

18. IJM blev frifundet ved voldgiftskendelse af 12. december 1986 med den begrundelse, at den gensidige eksklusivitet er noedvendig for, at IJM kan udfoere sine opgaver, at eksklusiviteten kun paavirker samhandelen i ubetydelig grad, og at undtagelsesbestemmelserne i artikel 90, stk. 2, finder anvendelse, hvorfor "det forhold, at sagsoegerne ikke er befoejet til at koebe elektricitet af tredjemand, ikke er uforeneligt med traktatens artikel 85". Med hensyn til udligningsgebyret fandt voldgiftsretten, at det ikke var godtgjort, at det paavirker handelen mellem medlemsstater.

19. De lokale elforsyningsvirksomheder indbragte voldgiftskendelsen for Gerechtshof, Arnhem, som har forelagt Domstolen foelgende to spoergsmaal:

"1) Er en national retsinstans, der i henhold til loven har kompetence som appelinstans i voldgiftssager, en national ret efter EOEF-traktatens artikel 177, saafremt dens medlemmer ifoelge voldgiftsaftalen traeffer afgoerelse efter billighed?

2) I bekraeftende fald: Hvorledes skal EOEF-traktatens artikel 37 og/eller 85 og/eller 86 og/eller 90 fortolkes, for saa vidt angaar et forbud mod import af elektricitet bestemt til den offentlige forsyning, som i perioden 1985-1988 var indeholdt i en regional elforsyningsvirksomheds almindelige betingelser, eventuelt i forbindelse med et importforbud i en aftale mellem elvaerkerne i den paagaeldende medlemsstat?"

20. Saavel Kommissionen som Faellesskabernes retsinstanser har allerede undersoegt - eller er i gang med at undersoege - visse aspekter af det nederlandske elforsyningssystem.

21. Sideloebende med denne sag har lokale elforsyningsvirksomheder (IGMO, Meppel, Central Overijsselse Nutsbedrijven, Almelo, Regionaal Energiebedrijf Salland, Deventer, og Hoogeveen kommune) den 26. maj 1988 til Kommissionen indgivet en klage over IJM for overtraedelse af traktatens artikel 85. Klagen er fremsat "under en civil retssag vedroerende et import- og eksportforbud, IJsselcentrale har indfoert sammen med en eksklusiv koebsforpligtelse og et omkostningsudligningsgebyr" (11).

22. I beslutning 91/50 fastslog Kommissionen: "Artikel 21 i samarbejdsaftalen ... er ... en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt formaalet eller virkningen er at hindre private industrielle forbrugere i at importere og distributoerer og private industrielle forbrugere i at eksportere produktion uden for rammerne af den offentlige elforsyning" (12).

23. Ved dom af 18. november 1992 (13) frifandt Retten i Foerste Instans Kommissionen i den sag, der var blevet anlagt til proevelse af ovennaevnte beslutning. Rettens dom er blevet appelleret til Domstolen, der endnu ikke har behandlet sagen (sag C-19/93 P).

24. Det bemaerkes, at Kommissionen i sin beslutning ikke har udtalt sig om det af IJM opkraevede udligningsgebyr (14) og det importforbud, der gjaldt for de elforsyningsvirksomheder, der skulle soerge for den offentlige forsyning, inden elektricitetsloven traadte i kraft den 16. november 1989 (15).

25. Kommissionen meddelte imidlertid klagerne ved skrivelse af 20. november 1991 (16), at "... udligningsgebyret, som den oprindelige klage i det vaesentlige var rettet mod, ikke kan goeres til genstand for en procedure paa grundlag af traktatens artikel 85 og/eller 86, da det ikke paavirker handelen mellem medlemsstater maerkbart". Denne skrivelse gav anledning til endnu en sag, som Retten i Foerste Instans afviste ved kendelse af 29. marts 1993 (17) (sag T-2/92, Rendo II), der nu ikke laengere kan kaeres.

26. Det bemaerkes endeligt, at Kommissionen den 26. november 1992 afgav en begrundet udtalelse over for den nederlandske regering: Den eneret til import, som ved loven af 1989 meddeltes SEP, udgoer en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 30 og 37 og kan hverken begrundes i artikel 36 eller i bindende almene hensyn (18).

27. Hverken Kommissionen - i beslutning 91/50 - eller Retten i Foerste Instans er gaaet ind paa spoergsmaalet, om forbuddet mod import af elektricitet gennem det offentlige elforsyningsnet er foreneligt med EF' s konkurrenceregler, for saa vidt som det paalaegges en lokal elforsyningsvirksomhed af en regional elforsyningsvirksomhed i henhold til de almene betingelser af 17. december 1964 for levering af elektricitet til kommunerne og til den samarbejdsaftale, der gjaldt, inden elektricitetsloven af 1989 traadte i kraft.

28. Det er netop dette forhold, der er genstand for det andet praejudicielle spoergsmaal. Jeg skal imidlertid forinden behandle det foerste spoergsmaal.

Foerste praejudicielle spoergsmaal

29. Er en national retsinstans, hvis medlemmer "som gode maend efter billighed" skal tage stilling til appel af en voldgiftskendelse, en ret i traktatens artikel 177' s forstand?

30. I Vaassen-Goebbels-dommen (19) har Domstolen ud fra almindelige retsgrundsaetninger, der er faelles for medlemsstaterne, fastslaaet, at begrebet ret i faellesskabsretlig forstand forudsaetter, at en raekke kriterier er opfyldt, idet der skal vaere tale om et ved lov oprettet permanent organ, der virker som obligatorisk retsinstans, som anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, og som traeffer afgoerelse paa grundlag af gaeldende ret. I senere domme har Domstolen ogsaa lagt vaegt paa uafhaengighedsprincippet (20).

31. For at et organ kan betegnes som "ret i en af medlemsstaterne", jf. artikel 177, skal det afgoeres, om den procedure, der anvendes ved det paagaeldende organ, ligger tilstraekkelig taet op ad den almindelige retsplejeordning i den paagaeldende medlemsstat (21).

32. Dette krav maa uden videre vaere opfyldt af nationale retsplejeregler, hvorefter en voldgiftskendelse skal indbringes for den ret, der normalt ville have kompetence, saafremt der ikke forelaa en voldgiftsklausul, (22) og som saaledes paa bindende vis anviser en national retsinstans som appelinstans, saafremt parterne forbeholder sig ret til at appellere voldgiftskendelsen (23).

33. En national permanent og uafhaengig retsinstans, der er oprettet ved lov, hvis sammensaetning ikke frit kan bestemmes af parterne (24), og som traeffer en bindende afgoerelse, opfylder saaledes betingelserne i artikel 177.

34. Jeg skal i oevrigt tilfoeje, at Domstolen i Nordsee-dommen (25) udtrykkeligt fastslog, at enhver ordinaer retsinstans i forbindelse med efterproevelsen af en voldgiftskendelse har mulighed for at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse.

35. Goer det nogen forskel, om retsinstansen traeffer afgoerelse som voldgiftsret ("som gode maend efter billighed")? Er det i saa fald udelukket at anvende faellesskabsretten?

36. Efter min opfattelse er en national retsinstans, selv naar medlemmerne traeffer afgoerelse som gode maend efter billighed, forpligtet til at anvende faellesskabsretten.

37. Det fremgaar nemlig af principperne om faellesskabsrettens forrang og ensartede anvendelse, at traktatens bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, skal overholdes af samtlige medlemsstater.

38. Domstolen har i Broekmeulen-dommen (26) og i ovennaevnte Nordsee-dom fastslaaet, at:

"... faellesskabsretten paa enhver medlemsstats territorium [skal] respekteres fuldt ud. Parterne i en aftale kan derfor ikke fravige faellesskabsretten" (27).

39. Domstolen har ogsaa udtalt, at:

"... national lovgivning eller retspraksis, hvis det antages, at de er faelles for alle medlemsstaterne, ikke kan vaere bindende for anvendelsen af traktatens konkurrenceregler" (28).

40. En saadan lovgivning og en saadan retspraksis ville nemlig vaere i strid med traktatens artikel 5, stk. 2, og ophaeve den tilsigtede virkning af faellesskabsreglerne (29).

41. Heraf foelger, at en national retsinstans, selv naar den traeffer afgoerelse efter billighed, skal overholde EF' s konkurrenceregler og kan indbringe ethvert spoergsmaal vedroerende fortolkningen eller, i givet fald, gyldigheden heraf for Domstolen (30).

42. Pligten til at traeffe afgoerelse som gode maend efter billighed indebaerer saaledes ikke, at de regler, som Domstolen i oevrigt betegner som praeceptive, ikke skal anvendes (31).

43. Det bemaerkes yderligere, at den forelaeggende ret er blevet anmodet om en "konstaterende afgoerelse" ("verzoek om een verklaring voor recht") (32).

44. Det er herefter utvivlsomt, at traktatens artikel 177 finder anvendelse.

Andet praejudicielle spoergsmaal

45. Inden jeg behandler det andet spoergsmaal i realiteten, skal jeg foerst goere opmaerksom paa, at den franske regering har anfoert, at spoergsmaalet kun har en hypotetisk forbindelse med hovedsagen, og at den faktiske og retlige sammenhaeng ikke angives tilstraekkelig klart.

46. Jeg kan ikke tilslutte mig dette synspunkt. Hovedsagen vedroerer betalingen af et udligningsgebyr, som opkraeves af en nederlandsk regional elforsyningsvirksomhed i henhold til de almindelige betingelser for levering af energi. Det er muligt, at de lokale elforsyningsvirksomheder, saafremt de i den omhandlede periode kunne have koebt elektricitet af en udenlandsk leverandoer, i det mindste delvis kunne have undgaaet at betale dette gebyr. De har saaledes interesse i at faa fastslaaet, at det indirekte importforbud, som rammer dem, er i strid med faellesskabsretten.

47. I oevrigt raader Domstolen efter min opfattelse over alle de noedvendige faktiske og retlige oplysninger for at kunne besvare det forelagte spoergsmaal. Det er navnlig med rette, at den nationale ret har henvist til beslutning 91/50, hvis faktiske baggrund svarer til baggrunden for den foreliggende sag.

48. Det andet spoergsmaal - vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 37, 85, 86 og 90 - angaar navnlig importforbuddet for perioden 1985-1988, for saa vidt som det paavirkede forholdet mellem de regionale og de lokale elforsyningsvirksomheder (men derimod ikke forbrugerne, hvis situation er blevet behandlet i beslutning 91/50).

49. IJM har i sit indlaeg (33) anfoert: "Denne sag vedroerer netop det forhold, som Kommissionen helt klart undlod at tage stilling til i sin beslutning vedroerende IJsselcentrale, nemlig den nederlandske privatretlige regulering - indtil elektricitetsloven af 1989 traadte i kraft - af elektricitetssektoren for saa vidt angaar den offentlige elforsyning."

50. Med hensyn til elektricitetsmarkedet er det noedvendigt klart at afgraense det forelagte spoergsmaal.

51. Princippet om, at der kun er ét forsyningsnet, anfaegtes ikke i det foreliggende tilfaelde. Fordelen ved at indfoere konkurrence paa omraadet for transmission af elektricitet er i oevrigt langt mindre end ulempen ved at have to forsyningsnet.

52. Der saettes heller ikke spoergsmaalstegn ved princippet om, at kun én virksomhed (her SEP) forvalter nettet, eller ved de eksisterende regionale distributionsmonopoler.

53. Det eneste omstridte punkt er forbuddet mod at importere elektricitet gennem det offentlige forsyningsnet.

54. Efter saaledes at have afgraenset det andet spoergsmaal, skal jeg behandle de citerede artikler én for én.

Artikel 37

55. For at afgoere, om artikel 37 finder anvendelse, skal der tages hensyn til foelgende tre kriterier:

- Artiklen omfatter kun handel med varer.

- Artiklen vedroerer udelukkende statslige handelsmonopoler.

- Formaalet med artiklen er at udelukke enhver forskelsbehandling mellem medlemsstaternes borgere.

56. Hvordan forholder det sig da med disse tre kriterier?

1) Er elektricitet en vare?

57. Domstolen udtalte i Sacchi-dommen (34): "Det fremgaar saavel af denne bestemmelses placering [artikel 37] i kapitlet om ophaevelse af de kvantitative restriktioner som af anvendelsen af ordet 'indfoersel' og 'udfoersel' i andet afsnit i stk. 1 og af ordet 'varer' i stk. 3 og 4, at den omhandler udveksling af varer og ikke kan vedroere et tjenesteydelsesmonopol."

58. Vilkaarene for transmission og distribution af elektricitet er af lige saa stor betydning som produktionsvilkaarene: "... vilkaarene for transmission og distribution af elektricitet indebaerer uundgaaeligt visse aendringer af elektricitetens kendetegn ..." (35). Det er derfor noedvendigt at se paa, om elektricitet kan betegnes som en vare (36).

59. Den franske regering har saaledes anfoert i sit indlaeg i sag C-22/92, EDF mod Coramine (37): "Et af de saerlige kendetegn ved elektricitet er i oevrigt, at dens kvalitet kun afhaenger af transmissions- og distributionsnettet og praktisk taget ikke af produktionsvilkaarene. Dette forhold indebaerer i oevrigt, at elektricitet snarere maa anses for en tjenesteydelse end for en vare, idet nettet ikke blot anvendes til transmission, men ligeledes til optimering og fastlaeggelse af elementer, der er afgoerende for den elektricitet, der leveres til den endelige forbruger." (38)

60. Det kan tilfoejes, at artikel 2 i De Forenede Nationers konvention om kontrakter for internationalt varesalg, undertegnet i Wien den 11. april 1980, ikke omfatter salg af elektricitet.

61. Endelig viser det forhold, at der ikke findes nogen faelles politik paa omraadet (39), om noedvendigt, at der er tale om et yderst specifikt produkt.

62. Jeg er dog ikke i tvivl om, at elektricitet maa anses for en vare i traktatens forstand.

63. Ligesom en vare kan elektricitet for det foerste goeres til genstand for handel paa et bestemt marked og maa derfor vaere omfattet af faellesskabsreglerne vedroerende afskaffelse af begraensninger for samhandelen (40).

64. For det andet defineres tjenesteydelser negativt, jf. ordlyden af traktatens artikel 60.

65. For det tredje har Domstolen - ganske vist indirekte - i den kendte dom i sagen Costa mod ENEL fastslaaet, at elektricitet er omfattet af artikel 37 (41).

66. For det fjerde anses elektricitet for en vare i forbindelse med Faellesskabets toldnomenklatur (KN-kode 2716).

67. Endelig betragtes de andre energikilder, saasom kul, naturgas og mineralolie, som varer i henhold til faellesskabsretten (42). Det maa derfor vaere logisk at behandle elektricitet paa samme maade.

68. Hvis elektricitet er en vare, staar man da over for et handelsmonopol i artikel 37' s forstand?

2) Foreligger der et statsligt handelsmonopol?

69. Det fremgaar af Bodson-dommen (43), at artikel 37 omfatter situationer, hvor monopolet kun gaelder for en del af det nationale omraade, saasom en region (44).

70. For at kunne anvende artikel 37 skal der foreligge en situation, "hvor en stats myndigheder - via et organ oprettet i dette oejemed eller via et statskoncessioneret monopol - kan kontrollere eller lede samhandelen mellem medlemsstaterne eller oeve maerkbar indflydelse derpaa" (45).

71. Den situation, som foreligger i hovedsagen, passer imidlertid ikke ind i disse rammer. Indtil 1989 havde IJM nemlig en af staten meddelt ikke-eksklusiv koncession (46) paa offentlig elforsyning, hvortil der ikke var knyttet noget importforbud (47).

72. Importforbuddet er fastsat i den samarbejdsaftale, der blev indgaaet mellem elvaerkerne og SEP (artikel 21, stk. 1), og indirekte i IJM' s almindelige betingelser, som begge har privatretlig karakter, saaledes som det med rette er anfoert i beslutning 91/50 (48) for saa vidt angaar samarbejdsaftalen.

73. Det er ikke godtgjort, at dette forbud mellem 1985 og 1988 blev paalagt eller blot anbefalet af myndighederne (49). Loven om import af elektricitet, der gjaldt i den relevante periode, indeholdt intet forbud mod elimport, hvortil der kun kraevedes en tilladelse (50).

74. Det forhold, at de virksomheder, der har koncession paa den regionale elforsyning, rammes af importforbud, som de herefter paalaegger deres kunder, skyldes saaledes ikke de nationale myndigheders, men virksomhedernes egen adfaerd.

75. Heraf foelger, at den situation, der foreligger i det af den nationale retsinstans beskrevne sagsforhold, i henhold til den i Bodson-dommen fastsatte regel (51) skal vurderes i lyset af traktatbestemmelserne vedroerende virksomheder og ikke paa grundlag af bestemmelserne i artikel 37 om statslige handelsmonopoler (52).

76. Af samme grund er det ved samarbejdsaftalen indfoerte importmonopol ikke omfattet af denne bestemmelse. Det bemaerkes nemlig, at foerst fra 1989 fik SEP (i henhold til elektricitetsloven, der traadte i kraft den 1.7.1989) eneret til import af elektricitet bestemt til den offentlige forsyning. Det er i oevrigt disse bestemmelser - som er det foreliggende tilfaelde uvedkommende - der er genstand for den begrundede udtalelse, Kommissionen den 26. november 1992 har sendt til den nederlandske regering (53).

77. Heraf foelger, at hverken importforbuddet eller den eksklusive koebsforpligtelse er omfattet af artikel 37, hvorfor der ikke er anledning til at se paa det tredje kriterium for at anvende denne bestemmelse.

Artikel 85

78. Jeg skal foerst behandle det spoergsmaal, om traktatens artikel 85-90 finder anvendelse paa elforsyningen.

79. Ifoelge Domstolens faste praksis "indeholder traktaten en udtrykkelig bestemmelse herom, saafremt bestemte former for virksomhed skal vaere undtaget fra konkurrencereglerne" (54). Undtagelserne fra dette princip skal fortolkes restriktivt (55).

80. Paa elektricitetsomraadet findes der ikke bestemmelser, der svarer til traktatens artikel 42 vedroerende landbrugsprodukter. Raadet har heller aldrig paa dette omraade udnyttet muligheden i artikel 87, stk. 2, litra c).

81. Siden BNIC-dommen (56) har Domstolen fastslaaet, at aftaler vedroerende raavarer, der indgaar i fremstillingen af et endeligt produkt, som afsaettes overalt i Faellesskabet, er omfattet af artikel 85.

82. Artikel 85 ff. maa saaledes kunne anvendes paa aftaler vedroerende produktion og distribution af elektricitet, ligesom traktatens artikel 90 ifoelge Domstolens praksis finder anvendelse paa regler vedroerende forsyningen af mineralolieprodukter i Irland (57).

83. Mellem 1985 og 1988 var elforsyningen i Nederlandene reguleret af en raekke retsforhold, der rent skematisk kan sammenfattes saaledes:

1) paa horisontalt niveau: forbud mod at importere elektricitet i henhold til aftale mellem producenter og SEP (samarbejdsaftalens artikel 21, stk. 1)

2) paa vertikalt niveau, dvs. foer og efter distributionsleddet:

a) forholdet mellem producenter og regionale elforsyningsvirksomheder, samarbejdsaftalens artikel 21, stk. 2

b) forholdet mellem regionale elforsyningsvirksomheder og lokale elforsyningsvirksomheder, artikel 2, stk. 2, i de almindelige betingelser

c) forholdet mellem lokale elforsyningsvirksomheder og forbrugere i henhold til bestemmelser, der ligeledes er af aftaleretlig karakter.

84. Indebaerer et importforbud som det i samarbejdsaftalens artikel 21, stk. 1, fastsatte og en eksklusiv koebsforpligtelse som indeholdt i de vertikale aftaler en overtraedelse af artikel 85, stk. 1?

85. I begge tilfaelde er der tale om aftaler mellem virksomheder. Det foelger ganske vist af praemis 18 i Bodson-dommen, at artikel 85 ikke omfatter koncessionsaftaler indgaaet mellem kommuner i deres egenskab af offentlig myndighed og virksomheder, der i almen interesse faar overdraget at levere en tjenesteydelse, men IJM har ikke blot kommuner, men ogsaa private virksomheder som kontraktpartnere (58).

86. Bedoemmelsen af virkningerne af saadanne aftaler i forhold til EF' s konkurrenceregler skal ske ud fra den retlige og oekonomiske sammenhaeng, hvori aftalerne indgaar, og hvori de sammen med andre forhold kan medvirke til en samlet paavirkning af konkurrencen (59). Jeg skal her henvise til de saerlige kendetegn for elektricitetsmarkedet.

87. Markedet for udveksling af elektricitet mellem Nederlandene og de oevrige EF-medlemsstater er kendetegnet ved, at der for alle medlemsstaterne er tale om en "handel mellem overordnede net" (60), der hviler paa et "frivilligt samarbejde mellem de nationale monopolselskaber" (61).

88. Som vi allerede har set, centraliseres elimporten i Nederlandene hos SEP, som varetager forvaltningen af transmissionsnettet og udvekslingen med udlandet.

89. Der omsaettes betydelige maengder elektricitet gennem de sammenkoblede net, og i 1988 importerede Nederlandene henved 10% af det nederlandske forbrug (62).

90. Faellesskabet forsoeger at fremme denne form for samhandel, hvilket fremgaar af direktiv 90/547 om transit af elektricitet gennem de overordnede net (63).

91. Som det fastslaas i beslutning 91/50, foregaar der naesten ingen graenseoverskridende udveksling af elektricitet ud over udvekslinger mellem de overordnede net (64).

92. Retsforhandlingerne i den foreliggende sag har vist, at de lokale elforsyningsvirksomheder ikke har "sammenkoblingslinjer", der forbinder dem direkte med udenlandske elforsyningsnet (65), og at import kun kan ske gennem det offentlige forsyningsnet (der i Nederlandene forvaltes af SEP).

93. Hvis eneretten til import blev afskaffet, ville lokale elforsyningsvirksomheder derfor kun kunne koebe elektricitet hos en producent i en anden medlemsstat, saafremt elektriciteten kan transporteres gennem det offentlige forsyningsnet.

94. En saadan mulighed, der betegnes som "third party access" eller "common carrier", indebaerer, at det offentlige forsyningsnet kan anvendes i forbindelse med leveringsaftaler mellem en bruger (eller en lokal elforsyningsvirksomhed) og en producent, hvad enten denne er etableret i samme eller i en anden medlemsstat.

95. Markedet kan saaledes paavirkes paa to forskellige maader af et importforbud, naar dette er totalt (66). De regionale eller lokale elforsyningsvirksomheder mister muligheden for, gennem det offentlige net, at forsyne sig hos et elvaerk, der er etableret i en anden medlemsstat. Yderligere kan prisen paa elektricitet i den medlemsstat, hvor der er importforbud, skade eksportmulighederne for de elektricitetsforbrugende virksomheder, som har deres vaesentligste produktionsanlaeg her.

96. Virker bestemmelserne i samarbejdsaftalen og i de almindelige betingelser konkurrencebegraensende (67)?

97. Samarbejdsaftalens artikel 21, stk. 1, indeholder et forbud mod, at produktionsvirksomhederne importerer. Ifoelge stk. 2 maa virksomheder, der koeber elektricitet, ikke forsyne sig hos andre producenter end medlemmerne af SEP, hvorved de afskaeres fra alle andre forsyningskilder.

98. Ifoelge de almindelige betingelser er de lokale elforsyningsvirksomheder forpligtet til kun at aftage elektricitet fra den regionale elforsyningsvirksomhed, idet denne eksklusive koebsforpligtelse gaelder paa ubestemt tid med et opsigelsesvarsel paa tre aar (artikel 17, stk. 2).

99. Den gensidige eksklusivitetsforpligtelse indebaerer, at det paagaeldende marked lukkes fuldstaendigt, saaledes at eventuelle konkurrenter, hvad enten der er tale om producenter eller elforsyningsvirksomheder, udelukkes fra markedet. Herved opstaar "et integreret hele" (68), som foerer til en afskaermning af markedet med udelukkelse af alle uafhaengige producenter. Det er saaledes givet, at saadanne aftaler har en konkurrencebegraensende virkning (69).

100. Men paavirker aftalerne samhandelen inden for Faellesskabet maerkbart?

101. I beslutning 91/50 har Kommissionen paavist, hvorledes samarbejdsaftalen - for saa vidt angaar produktionen - paavirkede samhandelen mellem medlemsstater, naar bl.a. henses til aftalens varighed og dens geografiske anvendelsesomraade (70).

102. Jeg mener, at en eksklusiv koebsforpligtelse, som den i artikel 2, stk. 2, i de almindelige betingelser foreskrevne, ogsaa kan have en tilsvarende virkning paa forholdet mellem regionale og lokale elforsyningsvirksomheder.

103. Den lokale elforsyningsvirksomhed afskaeres fra muligheden for at forsyne sig hos en anden regional elforsyningsvirksomhed eller hos en producent, der er etableret i en anden medlemsstat.

104. Der kan nemlig rejses tvivl om, hvorvidt virkningen af en saadan eksklusivitet kan anses for maerkbar, saafremt den er begraenset til en lidet befolket region i en medlemsstat. Siden Domstolens dom i Brasserie de Haecht-sagen (71) og ovennaevnte Delimitis-dom skal en saadan aftale ifoelge Domstolens faste praksis bedoemmes ud fra sin retlige og oekonomiske sammenhaeng, og der skal tages hensyn til, at aftalen sammen med andre tilsvarende eksklusivaftaler eventuelt, i kraft af deres kumulative virkning, kan undergrave den frie konkurrence (72).

105. Rent umiddelbart falder IJM' s almindelige betingelser i traad med de standardleveringsbetingelser, der er fastsat af Vereniging van Exploitanten van Elektriciteitsbedrijven in Nederland (sammenslutningen af elselskaber i Nederlandene - herefter benaevnt "VEEN") (73). Det er saaledes ikke udelukket, at den samlede virkning heraf har ramt hele medlemsstatens territorium. Der er derfor tale om en vaesentlig del af faellesmarkedet (74). Det foerer til en afskaermning af et nationalt marked, som hindrer gennemfoerelsen af et enhedsmarked. Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til dette spoergsmaal.

106. Jeg mener derfor, at aftaler af den her omhandlede art ifoelge Domstolens praksis giver mulighed for "med en tilstraekkelig grad af sikkerhed at forudse, at de(n) kan udoeve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelsstroemmene mellem medlemsstaterne paa en maade, som kan skade opnaaelsen af formaalene med et faelles marked mellem medlemsstaterne" (75).

107. Det foelger heraf, at et saadant importforbud

1) ikke paavirker handelen med elektricitet mellem de overordnede offentlige forsyningsnet

2) men kan paavirke handel med elektricitet inden for Faellesskabet, som forudsaetter, at det offentlige forsyningsnet paa regionalt og lokalt plan anvendes.

108. Det bemaerkes, at artikel 85, stk. 3, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde. Hverken samarbejdsaftalen eller de almindelige betingelser, som ikke er anmeldt til Kommissionen (76), kunne goeres til genstand for dispensation. Yderligere er disse aftaler ikke omfattet af anvendelsesomraadet for de forordninger vedroerende gruppedispensation, som Kommissionen allerede har vedtaget (77).

Artikel 86

109. Med hensyn til et eventuelt misbrug af en dominerende stilling har parterne kun talt om IJM og ikke om SEP' s eventuelle tilsidesaettelse af artikel 86. Dette selskab er i oevrigt heller ikke part i hovedsagen. Jeg skal derfor kun behandle IJM' s situation.

110. Et selskab, hvis koncession er begraenset til et omraade af en lidet befolket provins i en medlemsstat, indtager ikke - isoleret set - umiddelbart en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet.

111. Det forholder sig anderledes, saafremt koncessionen daekker hele - eller blot en stor del - af statens territorium (78).

112. Som naevnt er andre nederlandske regionale elforsyningsvirksomheder bundet til lokale elforsyningsvirksomheder ved samme type kontrakt som den, der er indgaaet mellem IJM og sagsoegerne i hovedsagen.

113. Foelgelig opstaar spoergsmaalet, om der foreligger en kollektivt dominerende stilling.

114. Det fremgaar af selve ordlyden af artikel 86, stk. 1, at "flere virksomheder" kan misbruge en dominerende stilling.

115. Domstolen har fastslaaet, at bestemmelsen finder anvendelse paa en raekke kommunale monopoler (vedroerende bedemandsvirksomheders eksterne tjenesteydelser), der "ved koncession er tildelt en enkelt koncern, hvis markedspolitiske linje fastlaegges af moderselskabet ..." (79), bl.a. paa den betingelse, at koncernen som foelge af sin oekonomiske styrke er i stand til at hindre en effektiv konkurrence paa det paagaeldende marked.

116. I "planglas"-dommen, SIV m.fl. mod Kommissionen (80), har Retten i Foerste Instans defineret begrebet kollektivt dominerende stilling:

"Der er i princippet intet til hinder for, at to eller flere uafhaengige oekonomiske enheder paa et bestemt marked er forbundet med saadanne oekonomiske baand, at de tilsammen indtager en dominerende stilling i forhold til de oevrige virksomheder paa samme marked. En saadan situation kunne f.eks. foreligge, saafremt to eller flere uafhaengige virksomheder i faellesskab paa grundlag af aftale eller licens har et teknologisk forspring, som goer det muligt for dem at udvise en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for deres konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne ..." (81).

117. Der foreligger saaledes ikke en kollektivt dominerende stilling, saafremt der ikke mellem de paagaeldende virksomheder bestaar tilstraekkelig snaevre baand til at sikre, at de indtager en kollektivt dominerende stilling paa markedet.

118. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om der mellem de regionale elforsyningsvirksomheder bestaar et saa snaevert oekonomisk baand, at det maa antages, at de i faellesskab indtager en saadan dominerende stilling. Jeg skal tilfoeje, at de i Nederlandene etablerede regionale elforsyningsvirksomheder tilsyneladende har det til faelles, at de er knyttet til de lokale elforsyningsvirksomheder ved samme form for aftale (82).

119. Men foreligger der nu ogsaa misbrug?

120. Domstolen har gentagne gange fastslaaet, at "en virksomhed, som indtager en dominerende stilling paa et marked, og som - ogsaa efter anmodning fra disse - binder koebere til sig ved hjaelp af en forpligtelse til eller et loefte om at daekke hele eller en betydelig del af deres behov udelukkende hos virksomheden, herved misbruger sin dominerende stilling som naevnt i traktatens artikel 86, uanset om forpligtelsen staar alene eller modsvares af en bonusydelse" (83).

121. Selv om den regionale elforsyningsvirksomhed er bundet af en ubetinget leveringspligt, udgoer den eksklusive koebsforpligtelse, som virksomheden paalaegger sine kunder, saaledes en uoverstigelig hindring for tredjemands adgang til markedet.

122. Artikel 86 finder saaledes anvendelse under de ovenfor beskrevne omstaendigheder.

Artikel 90, stk. 2

123. Kan aftaler mellem virksomheder eller virksomheders adfaerd, som er i strid med artikel 85 og 86, begrundes i hensynet til de opgaver, virksomhederne paalaegges? Maa det i det foreliggende tilfaelde antages, at elforsyningsvirksomhederne har faaet overdraget udfoerelsen af tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse?

124. Inden jeg tager stilling til dette spoergsmaal, skal det foerst afgoeres, om artikel 90, stk. 2, er umiddelbart anvendelig.

125. I dommen "Havnen i Mertert" (84) afviste Domstolen udtrykkeligt at tillaegge bestemmelsen en saadan virkning. Det er imidlertid klart, at selv om Domstolen ikke udtrykkeligt har fastslaaet det, finder den i dag, at bestemmelsen er umiddelbart anvendelig.

126. I foerste omgang fastslog Domstolen saaledes, at afvigelser fra konkurrencereglerne foerst skulle godkendes ved en kommissionsbeslutning i medfoer af artikel 90, stk. 3 (85).

127. Da spoergsmaalet vedroerende den umiddelbare anvendelighed udtrykkeligt blev rejst i "BRT-II"-sagen (86), kunne Domstolen undlade at tage stilling hertil, da den virksomhed, som paaberaabte sig artikel 90, stk. 2, ikke af staten havde faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse.

128. Ahmed Saeed-dommen af 11. april 1989 (87) markerer en aendring af denne praksis, idet Domstolen tillaegger den nationale ret samme kompetence som Kommissionen til at fortolke og anvende bestemmelsen. Professor Berlin har i denne forbindelse udtalt: "... hvis den nationale ret kan foretage denne bedoemmelse, er det, fordi anvendelsen af bestemmelsen er blevet paaberaabt for retten. Herved anerkendes det indirekte, at bestemmelsen kan paaberaabes" (88). Det tilkommer den nationale ret 1) at afgoere, om den virksomhed, som paaberaaber sig artikel 90, stk. 2, har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse (89), og 2) at vurdere de krav, der er forbundet med opfyldelsen af den paagaeldende opgave af almindelig interesse, samt deres indvirkning paa anvendelsen af konkurrencereglerne (90) ("Det tilkommer den nationale ret at foranstalte den noedvendige efterproevelse med hensyn til de faktiske omstaendigheder paa dette punkt" (91)).

129. Domstolen har i ovennaevnte ERT-dom (92) bekraeftet sit standpunkt saaledes:

"... det henhoerer herefter under den nationale ret at vurdere, om en saadan virksomheds adfaerd [virksomheden havde eneret til at transmittere udenlandske fjernsynsudsendelser] er forenelig med artikel 86, og undersoege, om denne adfaerd, saafremt den strider mod denne bestemmelse, kan begrundes i hensynet til de saerlige opgaver, virksomheden maatte vaere betroet" (93).

130. Corbeau-dommen (94) er foreloebig det sidste led i denne udvikling. Det tilkommer ganske vist den nationale ret at undersoege, om en virksomhed kan paaberaabe sig artikel 90, stk. 2, men det forudsaetter, at der anvendes visse - af Domstolen fastlagte - kriterier for at afgoere, om konkurrencereglerne kan fraviges.

131. Der maa saaledes tages udgangspunkt i, at den virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, saasom det franske postvaesen, er forpligtet til at sikre tjenesteydelser paa rimelige oekonomiske vilkaar (95). Derimod er det ikke berettiget at udelukke konkurrence, "naar det drejer sig om saerlige tjenesteydelser, der ikke staar i forbindelse med tjenesteydelser af almindelig interesse, og hvorved man soeger at imoedekomme saerlige behov hos erhvervsdrivende, saaledes at der skal leveres visse supplerende ydelser, som den traditionelle posttjeneste ikke tilbyder ..." (96).

132. Det skal tilfoejes, at den direkte virkning af artikel 90 umiddelbart fremgaar af bestemmelsens opbygning.

133. I dom af 19. marts 1991, Frankrig mod Kommissionen (97), og af 17. november 1992, Spanien m.fl. mod Kommissionen (98), vedroerende direktiverne om konkurrence paa teleterminalmarkederne og om liberalisering af markedet for teletjenester, har Domstolen udtalt, "at traktatens artikel 90 kun giver Kommissionen kompetence med hensyn til statslige foranstaltninger" (99).

134. Paa samme maade maa private kunne paaberaabe sig artikel 90, stk. 2, over for virksomheders adfaerd.

135. Denne loesning gaelder saa meget desto mere, som den nationale ret altid har mulighed for at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse eller for at raadspoerge Kommissionen (100).

136. Jeg skal nu se paa spoergsmaalet, om de regionale og lokale elforsyningsvirksomheder kan anses for "virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse", jf. artikel 90, stk. 2.

137. Da det drejer sig om en bestemmelse, som goer det muligt at fravige Faellesskabets principper paa konkurrenceomraadet, skal begrebet fortolkes restriktivt (101). Begrebet omfatter kun "virksomhed, som direkte er til gavn for samfundet" (102).

138. Paa et omraade, der stoeder op til telekommunikation, har Domstolen udtalt, at et monopol, hvis formaal er at stille det offentlige telefonnet til raadighed for brugerne, udgoer en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse efter traktatens artikel 90, stk. 2 (103). Det samme gaelder det belgiske postvaesens monopol, for saa vidt som det er begraenset til en eneret til at indsamle, befordre og omdele post (104).

139. Ifoelge beslutning 91/50 fandt Kommissionen, at SEP - og de deltagende elvaerker - udfoerer tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, for saa vidt som i) "SEP' s hovedopgave er at sikre en paalidelig og effektiv drift af den indenlandske offentlige elforsyning ..." (105), ii) "disse opgaver var tillagt elvaerkerne i den paagaeldende periode i kraft af en offentligretlig koncession" (106).

140. I beslutning 93/126/EOEF af 22. december 1992 (107) anfoerte Kommissionen, at de tyske elforsyningsvirksomheder er omfattet af artikel 90, "for saa vidt de varetager den grundlaeggende forsyning med elektricitet" (108).

141. Naar myndighederne overdrager en virksomhed forvaltningen af saadanne tjenesteydelser (109), maa det ogsaa gaelde denne virksomhed, naar den, i sin egenskab af koncessionshaver, er forpligtet til at levere (punkt 7 i beslutning 91/50).

142. Da det nu er fastslaaet, at artikel 90, stk. 2, er umiddelbart anvendelig, og at en virksomhed af denne art er omfattet af bestemmelsen, skal det afgoeres, hvad der maa kraeves for at overholde det i bestemmelsen indeholdte proportionalitetsprincip?

143. Traditionelt har Domstolen her anlagt en snaever fortolkning. Domstolen har nemlig udtalt, at:

"... ifoelge traktatens artikel 90, stk. 2, er virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, underkastet konkurrencereglerne i det omfang, det ikke godtgoeres, at anvendelsen af disse regler hindrer opfyldelsen af virksomhedernes saerlige opgaver ..." (110).

144. Corbeau-dommen markerer et vendepunkt, idet Domstolen ikke anvender det i ovennaevnte praemis fastsatte princip og ikke goer staterne opmaerksom paa, hvad der er forbudt for saa vidt angaar enerettigheder, men derimod praeciserer, hvad de kan goere:

"Traktatens artikel 90, stk. 2, bestemmer, at medlemsstaterne kan meddele virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, eksklusive rettigheder, som kan begraense anvendelsen af traktatens konkurrenceregler, i det omfang, en begraensning af konkurrencen - eller en udelukkelse af enhver konkurrence (111) - fra andre erhvervsdrivendes side er noedvendig, for at virksomhederne kan udfoere de saerlige opgaver, som er bertroet dem." (112)

145. Domstolen har fremhaevet, at indehaveren af den eksklusive ret for at kunne udfoere sin opgave af almindelig interesse bl.a. maa sikres "acceptable oekonomiske vilkaar" (113) eller "rimelige oekonomiske vilkaar" (114).

146. Saaledes kan konkurrencereglerne lades ude af betragtning, ikke blot naar de er til hinder for, at den paagaeldende virksomhed kan udfoere den overdragne opgave af almindelig interesse, men ogsaa naar de bringer virksomhedens oekonomiske ligevaegt i fare.

147. Der kan derfor meddeles indehaveren af eksklusive rettigheder eneret til at levere rentable tjenesteydelser for at udligne tabene paa andre aktivitetsomraader. Det er saaledes muligt at begraense - og endog udelukke - konkurrencen paa disse omraader, idet de private erhvervsdrivende ikke er noedt til at foretage en saadan udligning (115).

148. Imidlertid er det ikke berettiget at udelukke konkurrence, "naar det drejer sig om saerlige tjenesteydelser, der ikke staar i forbindelse med tjenesteydelser af almindelig interesse, og hvorved man soeger at imoedekomme saerlige behov hos erhvervsdrivende, saaledes at der skal leveres visse supplerende ydelser, som den traditionelle posttjeneste ikke tilbyder ... for saa vidt disse tjenesteydelser ... ikke bringer den oekonomiske ligevaegt i de tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse ... i fare" (116).

149. Herefter fastslog Domstolen, at der paa disse betingelser boer vaere fri konkurrence paa omraadet for kurérservice, og at det tilkommer den nationale ret at efterproeve, om betingelserne er opfyldt.

150. Det ses heraf, hvorledes Corbeau-dommen har lempet betingelserne for at anvende artikel 90, stk. 2, idet dommen "med rette henleder opmaerksomheden paa de saerlige krav til de offentlige tjenesteydelser, som faellesskabsrettens seneste udvikling maaske ikke i tilstraekkelig grad har taget hensyn til" (117).

151. Hvad er de "oekonomisk acceptable" betingelser for en lokal elforsyningsvirksomheds koeb af elektricitet? Eller, for at anvende udtrykket i GB-Inno-BM-dommen (118), de "vaesentlige krav", der maa stilles til forsyningen af elforsyningsvirksomheden?

152. I overensstemmelse med Corbeau-dommen paahviler det Domstolen over for den nationale ret at fastsaette de kriterier, som goer det muligt for denne at afgoere, om de forhold, retten skal tage stilling til, kan begrunde en konkurrencebegraensning, saasom et importforbud.

153. Burde elvaerkerne - i stedet for at forbyde de regionale eller lokale elforsyningsvirksomheder at importere elektricitet gennem det offentlige forsyningsnet - have givet mulighed for, at ogsaa tredjemand, selv i begraenset omfang, kunne faa adgang til nettet?

154. Det er symptomatisk, at Kommissionen i beslutning 91/50 paatalte det forhold, at industrielle forbrugere ikke frit direkte (dvs. uden om det offentlige elforsyningsnet) kan importere elektricitet (119), men ikke tog stilling til import via det offentlige forsyningsnet (120).

155. Den nye britiske ordning belyser dette forhold. Det er kendetegnende, at elvaerker, der er etableret i andre medlemsstater, kun kan eksportere elektricitet til Det Forenede Kongerige - den EF-stat, hvor der er stoerst mulighed for konkurrence paa elforsyningsomraadet - gennem en pulje, der drives og administreres af National Grid Company, der ejer og driver hoejspaendingsnettet. Det er ikke muligt at anvende nettet til direkte forsyning af en bestemt lokal elforsyningsvirksomhed (121).

156. Som allerede naevnt er formaalet med Kommissionens forslag til direktiv om faelles regler for det indre marked for elektricitet at afskaffe hindringerne for, at producenterne kan levere elektricitet til deres kunder, og give tredjemand mulighed for begraenset adgang til nettet.

157. Med det formaal at indlede "en anden fase" i liberaliseringsprocessen, tages der i forslaget hensyn til noedvendigheden af at goere produktionen, transporten og distributionen af elektricitet mere effektiv, samtidig med at forsyningssikkerheden i Faellesskabet oeges, og til at forebygge konkurrenceforvridninger inden for saavel den elproducerende som den elforbrugende industri (122).

158. Ifoelge forslaget skal transmissions- og distributionsvirksomhederne give saerlige virksomheder adgang til deres net "under forudsaetning af, at der er disponibel kapacitet mod rimelig betaling" (123). Denne liberaliseringsbestemmelse vedroerer de store energiforbrugende virksomheder og distributionsvirksomhederne. Anvendelsen af nettet er betinget af det ansvarlige distributionsselskabs godkendelse, som kan naegtes, "saafremt en saadan brug vil vaere til skade for distributionen af elektricitet i forbindelse med opfyldelse af lovfaestede eller kontraktmaessige forpligtelser" (124).

159. Ifoelge forslaget fastsaettes de generelle principper paa faellesskabsplan "i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet", idet medlemsstaterne boer kunne fastsaette, "hvilke rettigheder der skal tillaegges distributionsselskaberne ... og deres forpligtelser som offentlig tjeneste", navnlig for saa vidt angaar netssikkerheden, imoedekommelse af efterspoergslen og elektricitetstariffer med henblik paa at sikre, at kunderne behandles ens (125).

160. Jeg skal ikke undlade at bemaerke, at der er en vis afstand mellem aanden i det saaledes udarbejdede forslag og det standpunkt, Kommissionen indtager i den foreliggende sag.

161. Direktivforslaget, der blev afvist af Raadet i den foreliggende form, behandles nu i Parlamentet (126). Hvorom alting er, forudsaetter afskaffelsen af alle hindringer for elvaerkernes forsyning af deres kunder - navnlig kunder i andre medlemsstater - som allerede anfoert, at en raekke vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af det offentlige forsyningsnet overvindes, hvilket i oevrigt ikke er undgaaet Kommissionens opmaerksomhed.

162. Efter min mening boer adgangen til elektricitetsmarkedet - naar henses til denne tjenesteydelses almindelige oekonomiske interesse - undergives foelgende fire krav:

- pligt til loebende at forsyne samtlige brugere

- ligebehandling af brugerne

- ingen konkurrenceforvridning mellem elvaerker

- effektiv miljoebeskyttelse.

163. For saa vidt angaar det foerste punkt boer der vaere fuld forsyningssikkerhed. Produktionen skal til enhver tid kunne tilfredsstille den samlede efterspoergsel. Importen skal derfor, ved hjaelp af en centraliseret forvaltning af nettet, koordineres og tilpasses efterspoergslen.

164. For saa vidt angaar det andet punkt skal elforsyningen - i endnu hoejere grad end posttjenesten - sikres "til fordel for samtlige brugere og paa hele (koncessions-)omraadet til samme priser og med samme kvalitetskrav uden hensyn til saerlige situationer eller til rentabilitetsbetragtninger" (127). Der maa saaledes kunne tages hensyn til saerlige omkostninger i forbindelse med levering til brugere fjernt fra elvaerkerne.

165. For det tredje forudsaetter adgangen til elektricitetsmarkedet samme konkurrencevilkaar for alle elvaerker. Hvorledes skal man nemlig saette en national producent, som maa baere omkostningerne ved offentlige tjenesteydelser, f.eks. i forbindelse med vedligeholdelse af nettet, eller som maa baere hoeje afgifter paa grund af forureningen fra varmekraftvaerker, i stand til paa normal vis at imoedegaa konkurrencen fra en producent i en tilstoedende medlemsstat, som ikke er undergivet samme belastende vilkaar? Maa det ligeledes anerkendes, at en producents stordriftsfordele kan bevirke, at en anden medlemsstats nationale produktion ikke laengere er konkurrencedygtig? Kan en national producent, som af staten paalaegges at foretage langfristede investeringer, konkurrere paa lige fod med en helt uafhaengig producent, der blot skal sikre den kortfristede rentabilitet?

166. Endelig skal virksomheder for at faa adgang til markedet opfylde visse mindstekrav vedroerende miljoebeskyttelse.

167. Disse krav kan opfattes som en objektiv begrundelse for den eneret til import af elektricitet, som gaelder i Faellesskabets medlemsstater.

168. Maa en saadan eneret af den grund anses for absolut noedvendig for at sikre, at ovennaevnte fire krav overholdes? Kan de ikke opfyldes gennem aftaler - eller regler - der ikke i samme grad undergraver den frie konkurrence?

169. Det paahviler den erhvervsdrivende, som paaberaaber sig undtagelsesbestemmelsen i artikel 90, stk. 2, at begrunde anvendelsen heraf. Foelgelig paahviler det IJM over for den nationale ret at godtgoere, at alene importforbuddet og den eksklusive koebsforpligtelse giver mulighed for at sikre overholdelsen af ovennaevnte fire krav.

170. Jeg skal i denne forbindelse goere opmaerksom paa, at der allerede nu bestaar en vis gensidig afhaengighed mellem elforsyningsnet inden for Faellesskabet. Jeg udleder heraf, at opretholdelsen af importmonopoler ikke, paa Faellesskabets nuvaerende udviklingstrin, paavirker udviklingen af samhandelen i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse, jf. artikel 90, stk. 2. Kommissionens operationelle forslag vedroerende transeuropaeiske net paa energiomraadet, hvorefter sammenkoblingen af medlemsstaternes net skal fremmes, styrker denne opfattelse (128).

171. En sidste bemaerkning: De meget uensartede energipolitikker i de forskellige medlemsstater kraever en faellesskabsordning for tredjemands adgang til nettet i form af harmoniserings-foranstaltninger. Dette bekraeftes efter min opfattelse af den rolle, som artikel 129 B tillaegger Faellesskabet paa dette omraade.

172. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare de forelagte spoergsmaal saaledes:

"1) En national retsinstans, hvis medlemmer 'som gode maend efter billighed' skal tage stilling til appellen af en voldgiftskendelse, er en ret i traktatens artikel 177' s forstand.

2) Da der ikke paa nuvaerende tidspunkt findes faellesskabsregler vedroerende tredjemands adgang til det offentlige elforsyningsnet, er EOEF-traktatens artikel 90, stk. 2, ikke til hinder for et monopol paa elimport i henhold til en aftale mellem virksomheder eller til en eksklusiv koebsforpligtelse, som regionale elforsyningsvirksomheder paalaegger lokale elforsyningsvirksomheder, saafremt det for den nationale ret godtgoeres, at alene saadanne foranstaltninger kan sikre:

- loebende forsyning af samtlige brugere

- ligebehandling af brugerne

- ingen konkurrenceforvridning mellem elvaerker

- effektiv miljoebeskyttelse."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) - Jf. eksempelvis Raadets direktiv 90/377/EOEF af 29.6.1990 om en faellesskabsprocedure med hensyn til gennemsigtigheden af prisen paa gas og elektricitet til den endelige forbruger i industrien (EFT L 185, s. 16) og Raadets direktiv 90/547/EOEF af 29.10.1990 om transit af elektricitet gennem de overordnede net (EFT L 313, s. 30).

(2) - Hvidbog om det indre energimarked af 8.5.1988, KOM(88) 238.

(3) - 92/C65/04 (EFT C 65, s. 4). Forslaget er ikke blevet godkendt af Raadet i denne form.

(4) - Tredje betragtning til ovennaevnte forslag.

(5) - SEP' s vedtaegtsmaessige opgaver omfatter bl.a. forvaltningen af staerkstroemsnettet og afslutningen af aftaler med udenlandske elselskaber vedroerende import og eksport af elektricitet samt anvendelse af internationale staerkstroemssammenkoblinger (dom af 18.11.1992, sag T-16/91, Rendo m.fl., Sml. II, s. 2417, praemis 4).

(6) - Ifoelge den nederlandske regering er dette forbud begrundet i det forhold, at importen alene varetages centralt - og ifoelge en saerlig plan - af SEP (den nederlandske regerings indlaeg, punkt 10).

(7) - Almindelige betingelser for levering af elektricitet til kommuner med egen distributionsvirksomhed paa koncessionsomraadet for IJsselcentrale, Zwolle, af 17.12.1964, der traadte i kraft den 1.4.1965.

(8) - Med henblik paa elforsyningen inden for den enkelte kommunes omraade er denne forpligtet til udelukkende at koebe elektricitet hos IJsselcentrale og til kun at anvende elektriciteten til eget brug eller til levering til tredjemand med henblik paa anvendelse inden for kommunens omraade.

(9) - Staatsblad 535. Elektricitetsloven af 16.11.1989 aabnede i begraenset omfang det nederlandske elektricitetsmarked. Elforsyningsvirksomhederne kan nu selv vaelge deres nederlandske distributoer (horizontal shopping), og de industrielle forbrugere kan importere elektricitet til eget behov, saafremt det ikke sker gennem det offentlige forsyningsnet.

(10) - Jf. punkt 5.11 i forelaeggelsesdommen.

(11) - Jf. Kommissionens beslutning 91/50/EOEF af 16.1.1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (EFT L 28, s. 32, punkt 1).

(12) - Artikel 1 i konklusionen, min fremhaevelse.

(13) - Ovennaevnte Rendo-dom.

(14) - Punkt 1, naestsidste afsnit.

(15) - Rendo-dommen, praemis 58 og 61. For saa vidt angaar forbuddet mod, at elforsyningsvirksomheder importerer elektricitet, jf. artikel 34 i elektricitetsloven af 1989, har Kommissionen undladt at tage stilling til, om dette forbud kunne begrundes i traktatens artikel 90, stk. 2, da Kommissionen havde til hensigt at indlede en traktatbrudsprocedure vedroerende dette spoergsmaal (punkt 50 i beslutningen og praemis 46 og 47 i Rettens dom).

(16) - Ibidem, praemis 27.

(17) - Med den begrundelse, at skrivelsen ikke indeholdt nogen beslutning og ikke havde haft nogen retsvirkning.

(18) - Kommissionens skriftlige indlaeg, punkt 16 og 17. Se ogsaa praemis 26 i Rendo-dommen.

(19) - Dom af 30.6.1966, sag 61/65, Sml. 1965-1968, s. 227.

(20) - Dom af 11.6.1987, sag 14/86, Pretore di Salò, Sml. s. 2545, praemis 7, og af 21.4.1988, sag 338/85, Pardini, Sml. s. 2041, praemis 9.

(21) - Dom af 23.3.1982, sag 102/81, Nordsee, Sml. s. 1095, praemis 13.

(22) - Jf. IJM' s indlaeg, s. 6.

(23) - Jf. artikel 647 i den gamle nederlandske retsplejelov, der gjaldt paa det for hovedsagen relevante tidspunkt, og artikel 16 i de mellem parterne aftalte almindelige betingelser.

(24) - Jf. dom af 7.10.1989, sag 109/88, Danfoss, Sml. s. 3199, praemis 8.

(25) - Se ovenfor, fodnote 21, praemis 14.

(26) - Dom af 6.10.1981, sag 246/80, Sml. s. 2311.

(27) - Nordsee-dommen, praemis 14.

(28) - Dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 40, min fremhaevelse.

(29) - Jf. dom af 10.1.1985, sag 229/83, Leclerc m.fl. mod Au blé vert m.fl., Sml. s. 1, praemis 14.

(30) - Vedroerende dette spoergsmaal henvises til mit forslag til afgoerelse (punkt 19) i sag C-24/92, Corbiau, hvori der blev afsagt dom den 30.3.1993, Sml. I, s. 1277.

(31) - Jeg skal her henvise til den praemis, der findes i en raekke af Domstolens domme: Dom af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, praemis 25, af 17.10.1989, sag 85/87, Dow Benelux mod Kommissionen, Sml. s. 3137, praemis 36, af 17.10.1989, forenede sager 97/87, 98/87 og 99/87, Dow Chemical Ibérica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 22, og af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, praemis 19. Den paagaeldende praemis lyder saaledes: Som det fremgaar af traktaten, jf. den fjerde betragtning til praeamblen, af artikel 3, litra f), og af artikel 85 og 86, skal konkurrencereglerne sikre, at konkurrencen ikke fordrejes til skade for offentlige interesser, de enkelte virksomheder samt forbrugerne. De befoejelser, som er tillagt Kommissionen ved forordning nr. 17, skal derfor bidrage til at opretholde den konkurrenceordning, som er tilstraebt ved traktaten, og som skal iagttages fuldt ud af virksomhederne. (Min fremhaevelse).

(32) - Mellemdom afsagt den 24.4.1990 af den forelaeggende ret.

(33) - S. 20 og 21.

(34) - Dom af 30.4.1974, sag 155/73, Sml. s. 409, praemis 10, min fremhaevelse. Domstolens praksis har siden da vaeret uaendret: Se praemis 8 i dom af 28.6.1983, sag 271/81, Société coopérative d' amélioration de l' élevage et d' insémination artificielle du Béarn, Sml. s. 2057, og af 27.10.1993, forenede sager C-46/90 og C-93/91, Lagauche og Evrard, Sml. I, s. 5267, praemis 33.

(35) - P. Sablière: Bemaerkning til dom afsagt den 16.12.1987 af Cour d' appel d' Angers, Cahiers juridiques de l' électricité et du gaz, maj 1988, s. 182.

(36) - Jf. punkt 30 i den nederlandske regerings indlaeg.

(37) - Indlaeg indgivet, inden det praejudicielle spoergsmaal blev trukket tilbage.

(38) - S. 7.

(39) - Jf. EF-traktatens artikel 3, litra t), og erklaeringen om civilbeskyttelse, energi og turisme, der er vedlagt slutakten til Maastricht-traktaten.

(40) - Jf. U. Everling: Der Binnenmarkt nach der Rechtsprechung des Gerichtshofs der Europaeischen Gemeinschaften , i Ein EWG-Binnenmarkt fuer Elektrizitaet - Realitaet oder Utopie, herausgegeben von Rudolf Lukes, 1988, s. 142.

(41) - Dom af 15.7.1964, sag 6/64, Sml. 1954-1964, s. 531.

(42) - Jf. eksempelvis dom af 13.12.1990, sag C-347/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4747, vedroerende import af mineralolie og mineralolieprodukter.

(43) - Dom af 4.5.1988, sag 30/87, Sml. s. 2479, praemis 13.

(44) - Generaladvokat Cruz Vilaça anfoerte i sit forslag til afgoerelse i Bodson-sagen, at artikel 37 ikke angiver noget som helst territorialt kriterium for bestemmelsens anvendelse, det afgoerende er derimod, hvorvidt monopolet paavirker samhandelen inden for Faellesskabet , Sml. 1988, s. 2479, paa s. 2494, punkt 41.

(45) - Praemis 13 i Bodson-dommen.

(46) - Jf. IJM' s indlaeg, punkt 1.1, og artikel 2, stk. 1, i koncessionsaftalen. Se ogsaa Kommissionens beslutning 91/50, punkt 9.

(47) - Jf. beslutningen og kongelig anordning nr. 54 af 13.6.1918 (Staatscourant 15.6.18, nr. 138). Se ogsaa IJM' s indlaeg, s. 17 og 18: Den nederlandske ordning indeholder intet forbud mod elimport, hvortil der kun kraeves tilladelse.

(48) - Punkt 21.

(49) - Ibidem.

(50) - Lov af 22.10.1938, Staatsblad 523. Se punkt 3.2, in fine, i IJM' s indlaeg.

(51) - Praemis 14 og 15.

(52) - Se ogsaa dom af 27.9.1988, sag 65/86, Bayer og Hennecke, Sml. s. 5249, praemis 12.

(53) - Jf. den nederlandske regerings indlaeg, punkt 25.

(54) - Dom af 30.4.1986, forenede sager 209/84, 210/84, 211/84, 212/84 og 213/84, Asjes m.fl., Sml. s. 1425, praemis 40, og af 27.1.1987, sag 45/85, Verband der Sachversicherer, Sml. s. 405, praemis 12.

(55) - Jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening, Sml. II, s. 1931, praemis 54.

(56) - Dom af 3.12.1987, sag 136/86, Sml. s. 4789, praemis 18.

(57) - Dom af 10.7.1984, sag 72/83, Campus Oil m.fl., Sml. s. 2727.

(58) - Punkt 1.2 i IJM' s indlaeg.

(59) - Dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 14.

(60) - Udtrykket er af J. L. Guièze i bemaerkning til Kommissionens beslutning 91/50, Cahiers juridiques de l' électricité et du gaz, januar 1992, s. 34.

(61) - Beslutning 91/50, punkt 11.

(62) - Ibidem, punkt 12. Ifoelge Kommissionens hvidbog om det indre energimarked har EOEF et af de staerkest integrerede internationale hoejspaendingsnet i verden (jf. fodnote 2, s. 69).

(63) - Jf. fodnote 1. Det fastslaas saaledes i direktivet, at en enkelt enhed i en medlemsstat kan vaere ansvarlig for et overordnet hoejspaendingsnet. Hertil er SEP udpeget i Nederlandene.

(64) - Punkt 16.

(65) - Se navnlig punkt 3, in fine, i IJM' s indlaeg.

(66) - Hvilket synes at vaere tilfaeldet i Nederlandene. Se punkt 27 i beslutning 91/50.

(67) - I denne forbindelse henvises til punkt 25. ff. i beslutning 91/50.

(68) - Beslutning 91/50, punkt 28.

(69) - Ibidem, punkt 25 og 28.

(70) - Ibidem, punkt 32.

(71) - Dom af 12.12.1967, sag 23/67, Sml. 1965-1968, s. 421.

(72) - Jf. praemis 14 i Delimitis-dommen.

(73) - Jf. punkt 6 og 28 i beslutning 91/50.

(74) - Jf., eksempelvis, dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 23-28.

(75) - Jf. dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 22.

(76) - Jf. Kommissionens beslutning 91/50, punkt 53, for saa vidt angaar samarbejdsaftalen.

(77) - I medfoer af artikel 3, litra c), i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1983/83 af 22.6.1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eneforhandlingsaftaler (EFT L 173, s. 1) finder forordningen ikke anvendelse paa de almindelige betingelser.

(78) - Dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, praemis 31.

(79) - Ovennaevnte Bodson-dom, praemis 35.

(80) - Dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, Sml. II, s. 1403, praemis 357 ff.

(81) - Praemis 358, min fremhaevelse.

(82) - Punkt 28 i beslutning 91/50.

(83) - Jf. senest Rettens dom af 1.4.1993, sag T-65/89, BPB Industries mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, praemis 68. Se ogsaa Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 89, og af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 149.

(84) - Dom af 14.7.1971, sag 10/71, Mueller, Sml. s. 165.

(85) - Jf. ovennaevnte Havnen i Mertert -dom, praemis 16, og dom af 20.3.1985, sag 41/83, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 873, praemis 30, samt Kommissionens beslutning 90/16/EOEF af 20.12.1989 om ydelse af kurérservice i Nederlandene (EFT 1990 L 10, s. 47). Beslutningen blev annulleret ved dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565.

(86) - Dom af 27.3.1974, sag 127/73, Sml. s. 313, praemis 19-23. Se ogsaa dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali Porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 27.

(87) - Sag 66/86, Sml. s. 803.

(88) - L' application du droit communautaire de la concurrence par les autorités françaises , RTDE, 1991, s. 1, paa s. 5.

(89) - Praemis 55 i den ovennaevnte Ahmed Saeed-dom.

(90) - Praemis 56.

(91) - Praemis 57.

(92) - Jf. fodnote 78. Se ogsaa praemis 99 i ovennaevnte dom af 18.11.1992, Rendo.

(93) - Praemis 34.

(94) - Dom af 19.5.1993, sag C-320/91, Sml. I, s. 2533.

(95) - Praemis 17.

(96) - Praemis 19.

(97) - Sag C-202/88, Sml. I, s. 1223.

(98) - Forenede sager C-271/90, C-281/90 og C-289/90, Sml. I, s. 5833.

(99) - Praemis 55 i dommen Frankrig mod Kommissionen og praemis 24 i dommen Spanien m.fl. mod Kommissionen. Domstolen har nemlig fastslaaet, at artikel 90, stk. 2, ikke blot finder anvendelse paa virksomheder, men ogsaa paa stater, som i medfoer heraf har kompetence til at meddele de virksomheder, som de overdrager at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, enerettigheder, der hindrer anvendelsen af konkurrencereglerne (ovennaevnte Corbeau-dom, praemis 14). Hermed er bestemmelsens praktiske betydning fastslaaet.

(100) - Jf. meddelelse 93/C 39/05 om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1993 C 39, s. 6).

(101) - Jf. ovennaevnte dom af 27.3.1974, ERT-II , praemis 19.

(102) - Punkt 27 i generaladvokat Van Gerven' s forslag til afgoerelse i forbindelse med den ovenfor i fodnote 86 omtalte dom af 10.12.1991, Merci convenzionali Porto di Genova.

(103) - Jf. den ovenfor i fodnote 85 omtalte dom af 20.3.1985, Italien mod Kommissionen, praemis 28-33, og dom af 13.12.1991, sag C-18/88, GB-Inno-BM, Sml. I, s. 5941, praemis 16.

(104) - Ovennaevnte Corbeau-dom, praemis 15.

(105) - Punkt 40.

(106) - Punkt 41.

(107) - Om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og EKSF-traktatens artikel 65 ( Jahrhundertvertrag ) (EFT L 50, s. 14).

(108) - Punkt 28.

(109) - Det gaelder IJM, som har faaet meddelt en statskoncession.

(110) - Praemis 33 i ovennaevnte ERT-dom af 18.6.1991, min fremhaevelse. Se ogsaa ovennaevnte Sacchi-dom af 30.4.1974, praemis 15, samt dom af 3.10.1985, sag 311/84, CBEM, Sml. s. 3261, praemis 17, og af 23.4.1991, sag 41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979, praemis 24.

(111) - Ved dette indskud har Domstolen efter min opfattelse oensket at tage afstand fra praemis 19 i den ovenfor i fodnote 57 omtalte dom af 10.7.1984, Campus Oil m.fl. I praemis 19 udtalte Domstolen bl.a.: Imidlertid fritager denne bestemmelse [artikel 90, stk. 2] ikke den medlemsstat, der har overdraget en virksomhed en saadan opgave, fra forbuddet mod at traeffe foranstaltninger til fordel for denne virksomhed med henblik paa at beskytte dens aktivitet, der i strid med traktatens artikel 30 hindrer indfoersler fra andre medlemsstater. Er det noedvendigt at understrege, at dette forbehold, som fremgaar af et obiter dictum, aldrig er blevet bekraeftet i Domstolens senere domme, og at det kun vedroerte statslige foranstaltninger?

(112) - Ovennaevnte Corbeau-dom, praemis 14.

(113) - Praemis 16.

(114) - Praemis 17.

(115) - Praemis 18.

(116) - Praemis 19.

(117) - F. Hamon: note til Corbeau-dommen (jf. fodnote 94), AJDA, 20.12.1993, s. 866, paa s. 869.

(118) - Dom af 13.12.1991, praemis 22 (jf. fodnote 103).

(119) - Punkt 44, litra c).

(120) - Punkt 50.

(121) - Der henvises her til meddelelse 90/C 191/04 i henhold til artikel 19, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 vedroerende restruktureringen af elektricitetsindustrien i England og Wales (EFT C 191, s. 9). Forbrugerne kan indgaa aftaler (saakaldte contracts for differences ) med producenterne med henblik paa at begraense virkningerne af svingningerne i puljeprisen. En producents produktion leveres ikke til en bestemt forbruger.

(122) - Anden og sjette betragtning.

(123) - Tiende betragtning.

(124) - Forslagets artikel 21, stk. 2.

(125) - Syttende betragtning.

(126) - Jf. Agence Europe af 19.11.1993, s. 13, og det svar, Abel Matutes paa Kommissionens vegne har givet paa en skriftlig forespoergsel fra et parlamentsmedlem (nr. 827/93) (EFT 1993 C 333, s. 14).

(127) - Praemis 15 i Corbeau-dommen.

(128) - Jf. Agence Europe af 20.1.1994, s. 8.