This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61992CC0315
Opinion of Mr Advocate General Gulmann delivered on 29 September 1993. # Verband Sozialer Wettbewerb eV v Clinique Laboratoires SNC and Estée Lauder Cosmetics GmbH. # Reference for a preliminary ruling: Landgericht Berlin - Germany. # Free movement of goods - Name of a cosmetic product liable to mislead consumers. # Case C-315/92.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Gulmann fremsat den 29. september 1993.
Verband Sozialer Wettbewerb eV mod Clinique Laboratoires SNC og Estée Lauder Cosmetics GmbH.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Landgericht Berlin - Tyskland.
Frie varebevægelser - et kosmetisk middel med et navn, der vil kunne vildlede forbrugerne.
Sag C-315/92.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Gulmann fremsat den 29. september 1993.
Verband Sozialer Wettbewerb eV mod Clinique Laboratoires SNC og Estée Lauder Cosmetics GmbH.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Landgericht Berlin - Tyskland.
Frie varebevægelser - et kosmetisk middel med et navn, der vil kunne vildlede forbrugerne.
Sag C-315/92.
Samling af Afgørelser 1994 I-00317
ECLI identifier: ECLI:EU:C:1993:823
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Gulmann fremsat den 29. september 1993. - VERBAND SOZIALER WETTBEWERB EV MOD CLINIQUE LABORATOIRES SNC OG ESTEE LAUDER COSMETICS GMBH. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: LANDGERICHT BERLIN - TYSKLAND. - FRIE VAREBEVAEGELSER - ET KOSMETISK MIDDEL MED ET NAVN, DER VIL KUNNE VILDLEDE FORBRUGERNE. - SAG C-315/92.
Samling af Afgørelser 1994 side I-00317
svensk specialudgave side I-00013
finsk specialudgave side I-00013
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. Landgericht Berlin har forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 30. Spoergsmaalet er stillet i en sag, der verserer mellem paa den ene side en tysk organisation, der er tillagt soegsmaalskompetence med henblik paa at faa haandhaevet den tyske lov om illoyal konkurrence (Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb, herefter "UWG"), og paa den anden side de tyske og franske datterselskaber af den amerikanske virksomhed Estée Lauder.
2. Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen,
- at Estée Lauder bl.a. fremstiller et omfattende udvalg af kosmetikvarer, der bliver markedsfoert under navnet "Clinique",
- at Estée Lauder i forbindelse med varernes lancering i Europa i begyndelsen af 1970' erne besluttede at markedsfoere varerne i Tyskland under navnet "Linique", og at denne beslutning blev truffet "paa baggrund af retspraksis vedroerende UWG § 3 (forbud mod vildledning)",
- at de sagsoegte datterselskaber nu oensker at markedsfoere varerne i Tyskland under navnet Clinique, idet "de forskellige betegnelser giver anledning til vanskeligheder i forbindelse med leveringer til Tyskland fra andre lande og fra Tyskland til andre lande", og idet "de udgifter til emballage og reklame, som opstaar som foelge af de forskellige navne, er betydelige",
- at sagsoegeren under henvisning til § 3 i UWG og § 27, stk. 1, nr. 1, i den tyske lov om levnedsmidler og forbrugsgoder (Lebensmittel- und Bedarfsgegenstaendegesetz, herefter "LMBG"), der forbyder vildledning af forbrugerne mv.,har paastaaet sagsoegte tilpligtet at undlade at saelge varerne under betegnelsen Clinique,
- at de sagsoegte har gjort gaeldende, at et forbud vil goere det umuligt for dem at indfoere kosmetikvarer under navnet Clinique, der er fremstillet i England eller Belgien, og at et forbud vil vaere i strid med Traktatens artikel 30,
- at den forelaeggende ret er af den opfattelse, at "proceskravet er begrundet, idet det ikke kan udelukkes, at en ikke uvaesentlig del af den relevante kundekreds tillaegger kosmetikserien Clinique medicinske virkninger for huden af forebyggende eller helbredende karakter",
- at den forelaeggende ret finder, at der i givet fald "skal foeres bevis herfor ved en meningsmaalingserklaering indhentet af retten", saaledes at "brugen af navnet Clinique skal forbydes, saafremt ca. 10-20% af forbrugerne giver udtryk for at blive vildledt",
- men at den angivne foranstaltning til konstatering af, om forbrugerne vil blive vildledt, er overfloedig, hvis et eventuelt forbud som haevdet af sagsoegte er i strid med faellesskabsretten.
3. Det er paa denne baggrund, at Landgericht Berlin har stillet foelgende spoergsmaal:
"Skal EOEF-Traktatens artikel 30 og 36 fortolkes saaledes, at de er til hinder for anvendelse af en national bestemmelse vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter indfoersel og salg af en kosmetisk vare, der lovligt fremstilles og/eller lovligt saelges i et andet europaeisk land, kan forbydes med den begrundelse, at forbrugerne vildledes af varens navn (' Clinique' ) - idet de opfatter varen som en medicinsk vare - naar varen lovligt og uanfaegtet saelges under dette navn i andre lande i Det Europaeiske Faellesskab?"
4. UWG § 3 bestemmer, at "enhver, der i handelsforhold i konkurrenceoejemed giver vildledende oplysninger, navnlig om ..., kan indstaevnes for retten med henblik paa at bringe brugen af de paagaeldende angivelser til ophoer".
LMBG § 27 bestemmer: "Det er forbudt at saelge kosmetiske midler under et vildledende navn eller med vildledende angivelser ... Der er navnlig tale om vildledning: 1) saafremt kosmetiske midler tillaegges virkninger, som ... ikke er tilstraekkeligt bevist ...".
5. Det goeres af sagsoegeren i hovedsagen gaeldende, at en markedsfoering af varerne under navnet Clinique vil vaere i strid med de to bestemmelser, fordi navnet "Clinique" vil kunne bringe forbrugerne i den vildfarelse, at varerne har medicinske virkninger. Der henvises til, at der paa tysk er lydlig identitet mellem ordene "Clinique" og "Klinik", og at ordet "Klinik" paa tysk utvivlsomt betegner et hospital (1).
6. Der kan vaere grund til at fremhaeve, at de af sagsoegeren i hovedsagen paaberaabte bestemmelser er generalklausuler, hvilket indebaerer, at bestemmelsernes konkrete indhold maa fastlaegges i retspraksis. Der er i Tyskland paa grundlag af UWG, der stammer fra 1909, opstaaet "inden for rammerne af generalklausulerne i §§ 1 og 3 i et samspil mellem retspraksis og teorien et fintmasket netvaerk af typiske sammenhaengende enkelttilfaelde, der i hvert fald til en vis grad giver forbrugerne, virksomhederne og samfundet i det hele taget retssikkerhed og aabner mulighed for beregnelighed i konkurrenceforhold" (2).
7. Det er utvivlsomt rigtigt at laegge til grund, at der i Tyskland - i forhold til retstilstanden i de fleste andre medlemsstater - via retspraksis er fastlagt en relativt streng standard for, hvad der udgoer vildledning, og at der herved kan siges at vaere opnaaet et relativt hoejt niveau af beskyttelse af forbrugernes og de oevrige interesser, lovene tilsigter at beskytte. Dette gaelder ikke mindst i forbindelse med angivelser, der kan opfattes saaledes, at varer uberettiget tillaegges medicinske virkninger (3).
8. Det praejudicielle spoergsmaal vedroerer fortolkningen af Traktatens artikel 30 - dvs. forbuddet mod hindringer for varehandelen mellem medlemsstaterne - og denne bestemmelses betydning for anvendelsen af tysk lovgivnings vildledningsforbud i en konkret retstvist.
9. Domstolen kan under en praejudiciel sag ikke tage stilling til, hvorledes den verserende sag for den nationale ret konkret skal afgoeres, men Domstolen kan oplyse den nationale retsinstans om alle de momenter, der angaar fortolkning af faellesskabsretten, saaledes at den nationale retsinstans ved afgoerelsen af den paagaeldende sag kan vurdere, om de nationale bestemmelser er forenelige hermed.
Domstolen kan i denne forbindelse for at give den nationale ret det mest hensigtsmaessige svar knytte fortolkningen af Traktatens artikel 30 noeje til de konkrete omstaendigheder i den verserende sag.
Der er dog grund til at vaere opmaerksom paa, at der ikke i den foreliggende sag er tale om et spoergsmaal om en national lovgivnings generelle forenelighed med artikel 30, men derimod om anvendelse af nationale regler paa et enkeltstaaende retsforhold, hvor anvendelsen forudsaetter en konkret vurdering af, om forbrugerne under de givne omstaendigheder vildledes. Det vil efter min mening vaere forkert, hvis Domstolen i sager som den foreliggende knytter sin fortolkning af artikel 30 for noeje til sagernes konkrete omstaendigheder. Domstolen vil i givet fald kunne risikere at fortolke artikel 30 i forhold til sagsforhold, som er utilstraekkeligt oplyst for den, eller at tage stilling til sagernes faktiske omstaendigheder, hvilket ikke er dens, men de nationale retters opgave. Hertil kommer, at det ogsaa af kapacitetsmaessige hensyn vil vaere udelukket, at Domstolen gennem sin fortolkning af artikel 30 paatager sig den opgave at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten i forbindelse med den konkrete anvendelse af generalklausuler som de foreliggende. Denne opgave tilkommer efter Traktatens system de nationale retter, der har pligt til loyalt at sikre en korrekt anvendelse af faellesskabsretten.
10. Det er for sagens afgoerelse af betydning, at Raadet har vedtaget direktiver, der paabyder medlemsstaterne at have regler, der forbyder vildledende reklame.
Det drejer sig om Raadets direktiv 84/450/EOEF om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (4). Direktivets artikel 2 indeholder en bestemmelse om, hvad der forstaas ved vildledende reklame, hvortil knytter sig artikel 3, der bestemmer, at vurderingen af den paagaeldende reklame skal bygges paa en helhedsvurdering. Artikel 4 paalaegger medlemsstaterne pligt til at paase, "at der findes tilstraekkelige og effektive muligheder for kontrol med vildledende reklame af interesse for forbrugerne saavel som konkurrenterne og offentligheden i almindelighed". Endeligt bestemmer artikel 7, at det ikke er til hinder for, at "medlemsstaterne opretholder eller vedtager bestemmelser med henblik paa at sikre en mere vidtgaaende beskyttelse af forbrugerne".
Det drejer sig endvidere om Raadets direktiv 76/768/EOEF om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (5), der med henblik navnlig paa at sikre den frie samhandel med disse varer indeholder regler om varernes sammensaetning, etikettering og emballering, og som af betydning for den foreliggende sag i henholdsvis artikel 6, stk. 2, og artikel 7, stk. 1, bestemmer:
- at "medlemsstaterne traeffer alle hensigtsmaessige foranstaltninger for, at der paa etiketter og salgspakninger samt i forbindelse med reklamering for kosmetiske midler ikke anvendes tekster, betegnelser, maerker, afbildninger eller andre figurer eller symboler, der tillaegger disse midler egenskaber, som de ikke besidder", og
- at "medlemsstaterne kan ikke af grunde, der vedroerer kravene i dette direktiv med bilag, naegte, forbyde eller begraense markedsfoeringen af kosmetiske midler, som opfylder betingelserne i dette direktiv og dets bilag".
11. Den tyske regering har henvist til, at bestemmelserne i disse to direktiver er opfyldt i tysk ret - bl.a. ved de ovenfor naevnte regler om vildledning - og at et evt. forbud paa grundlag af de tyske regler vil vaere i overensstemmelse med direktiverne. Den goer paa denne baggrund gaeldende, at det forelagte spoergsmaal skal besvares paa grundlag af direktiverne, idet foranstaltninger i overensstemmelse med direktiverne a priori ikke kan kraenke Traktatens artikel 30, medmindre de paagaeldende faellesskabsregler selv er i strid med artikel 30.
12. Denne opfattelse er efter min mening ikke korrekt. Den forenkler problemstillingen i for hoej grad. Den tager ikke tilstraekkeligt hensyn til karakteren af de faellesskabsforpligtelser, som de to direktiver paalaegger medlemsstaterne. Der er tale om meget generelt formulerede pligter, hvorefter de nationale retsordener paa naermere bestemte omraader skal beskytte forbrugerne m.fl. mod vildledning. Direktivet om vildledende reklame fastlaegger saaledes kun relativt vage kriterier for, hvad der er vildledende reklame. Hertil kommer, at direktivet i oevrigt ikke hindrer medlemsstaterne i at fastsaette strengere bestemmelser. Vaesentligt er det ogsaa, at direktivforpligtelserne skal fortolkes i overensstemmelse med de krav, der foelger af Traktatens regler om de frie varebevaegelser.
13. Det er efter min mening med rette, at den forelaeggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af Traktatens artikel 30 (6).
14. Besvarelsen af det forelagte spoergsmaal maa derfor bygge paa Domstolens faste praksis vedroerende denne bestemmelse, hvorefter
- for det foerste, forbuddet omfatter "enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, oejeblikkeligt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet" og
- for det andet, "hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, der beror paa forskelle i de nationale lovgivninger, accepteres, saafremt bestemmelserne saavel finder anvendelse paa indenlandske som paa indfoerte varer, og saafremt bestemmelserne er uomgaengeligt noedvendige bl.a. af hensyn til forbrugerbeskyttelse eller god markedsfoeringsskik. Saadanne bestemmelser kan imidlertid kun accepteres, naar de staar i rimeligt forhold til det maal, der forfoelges, og dette maal ikke kan naas ved foranstaltninger, der i mindre omfang begraenser samhandelen i Faellesskabet" (7).
15. Det er lagt til grund i forelaeggelseskendelsen og i oevrigt ubestrideligt, at et eventuelt forbud mod markedsfoering i Tyskland af de paagaeldende kosmetikvarer under navnet Clinique vil betyde reelle begraensninger i samhandelen mellem medlemsstaterne.
16. Det maa i oevrigt laegges til grund, at der, hvis forbuddet bliver nedlagt, vil vaere tale om en hindring af samhandelen inden for Faellesskabet, der beror paa anvendelsen af nationale regler, der finder anvendelse paa indenlandske som paa indfoerte varer uden forskel.
17. Det fremgaar som bekendt ogsaa af Domstolens praksis, at den mulighed, der er for at retfaerdiggoere saadanne handelshindringer ud fra de i Traktatens artikel 36 anfoerte eller i Domstolens praksis accepterede hensyn kun gaelder, hvis der ikke paa faellesskabsplan er fastsat faelles regler paa det paagaeldende omraade (8).
Der foreligger som naevnt faelles regler af relevans for det her forelagte spoergsmaal, men det er efter min mening ikke regler, der fjerner muligheden af paa grundlag af den saakaldte "rule of reason" at retfaerdiggoere den foreliggende handelshindrende foranstaltning.
18. Det kunne ganske vist goeres gaeldende, at kosmetikdirektivet, hvis artikel 6, stk. 2, forpligter alle medlemsstaterne til at forhindre forbrugervildledning, og hvis artikel 7, stk. 1, forbyder medlemsstaterne at forbyde eller begraense markedsfoeringen af varer, som opfylder betingelserne i direktivet, netop har til formaal at harmonisere nationale krav til kosmetikvarer og derfor indeholder saadanne faelles regler, der efter Domstolens praksis hindrer, at handelshindrende foranstaltninger kan anses for retfaerdiggjort. En saadan argumentation er dog ikke fremfoert i nogen af de indlaeg, der er afgivet for Domstolen. Det kan da efter min mening heller ikke med rette goeres gaeldende, at det forhold, at varerne lovligt markedsfoeres i andre medlemsstater under navnet Clinique, betyder, at de ogsaa i Tyskland maa anses for at opfylde kravet i direktivets artikel 6, stk. 2, om ikke at tillaegge varerne egenskaber, som de ikke besidder. Dette foelger allerede af det faktum, at der paa det foreliggende omraade kan eksistere sproglige, kulturelle og sociale forskelle mellem medlemsstaterne, der indebaerer, at en betegnelse, der ikke er vildledende i én medlemsstat, meget vel kan vaere vildledende i en anden.
19. De foreliggende faellesskabsregler har saaledes efter min mening ikke som konsekvens, at muligheden for retfaerdiggoerelse ikke er til stede. Tvaertimod har de anfoerte faellesskabsregler den betydning - og det er den rigtige kerne i den ovenfor naevnte argumentation fra den tyske regerings side - at de viser, at oensket om at beskytte forbrugerne mv. mod vildledning i forbindelse med markedsfoering af varer og tjenesteydelser tillaegges stor betydning, og at dette ikke mindst gaelder, hvor varer tillaegges medicinske egenskaber, som de ikke har (9).
20. Der har da heller aldrig efter Domstolens praksis vaeret tvivl om, at oensket om at beskytte forbrugerne og erhvervsdrivende mod illoyal eller vildledende optraeden fra virksomheder, der markedsfoerer varer mv., er et af de tvingende hensyn, der kan retfaerdiggoere handelshindringer (10).
Og der boer heller ikke vaere tvivl om, at dette beskyttelseshensyn har en saerlig vaegt, naar behovet viser sig i forbindelse med anvendelsen af vildledningsforbud, der ogsaa har et sundhedsbeskyttelsesaspekt, nemlig at hindre, at forbrugerne tillaegger varer medicinske virkninger, de ikke har.
21. Domstolens faste praksis forudsaetter imidlertid ogsaa, at en anvendelse af de paagaeldende nationale bestemmelser skal vaere uomgaengeligt noedvendig af hensyn til forbrugerbeskyttelse mv., og at den staar i rimeligt forhold til det maal, der forfoelges, og at maalet ikke kan opnaas ved mindre handelshindrende foranstaltninger.
22. Kommissionen har gjort gaeldende, at det ikke er noedvendigt at forbyde brugen af navnet Clinique af hensyn til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik. Den har til stoette herfor anfoert foelgende:
- De omhandlede varer saelges udelukkende i parfumeforretninger og parfumeafdelinger i stormagasiner, og da de ikke kan faas paa apoteker, kan de ikke antages at give associationer til laegemidler.
- Betegnelsen "Clinique" skal forstaas som varens kommercielle navn. Eftersom kosmetikvarer saelges som laebestift, mascara, ansigtscreme osv., angiver maerkningen over for forbrugeren, at der er tale om kosmetik.
- Praesentationen og indholdet af reklamerne er karakteristisk for kosmetiske midler, herunder angivelsen af, at varerne er dermatologisk testet eller allergitestet.
23. Der er efter min mening vaegt i Kommissionens argumentation, der grundlaeggende gaar ud paa, at der ikke ud fra en konkret helhedsvurdering er reel risiko for vildledning, og at det derfor heller ikke er uomgaengeligt noedvendigt at forbyde markedsfoeringen af varerne under navnet Clinique.
24. Paa trods heraf er det min opfattelse, at det vil vaere forkert at besvare det praejudicielle spoergsmaal som foreslaaet af Kommissionen, dvs. at artikel 30 skal fortolkes saaledes, at det vil vaere uforeneligt med den at nedlaegge forbud mod den oenskede markedsfoering paa grundlag af UWG § 3.
25. Det vil for det foerste efter min mening vaere at besvare det praejudicielle spoergsmaal paa en maade, der overskrider graensen for, hvad der i en sag som den foreliggende er Domstolens opgave, og den opgave, der tilkommer den nationale dommer i forbindelse med den konkrete anvendelse af faellesskabsretten, jf. ovenfor punkt 9.
Det kan for det andet goeres gaeldende, at Kommissionen ikke tager tilstraekkeligt hensyn til det forhold, at udgangspunktet efter Domstolens praksis er, at det er de enkelte medlemsstater, der fastlaegger det beskyttelsesniveau, de finder rigtigt med henblik paa at beskytte de hensyn, som det efter Traktatens artikel 36 og efter Domstolens praksis i oevrigt er berettiget, at medlemsstaterne tilgodeser - ogsaa selv om de udstedte regler kan foere til handelshindringer (11).
Der kan i denne forbindelse vaere anledning til at naevne et synspunkt, der er gjort gaeldende for Domstolen af de sagsoegte i hovedsagen. Det goeres gaeldende, at der ikke er noget, der kan begrunde den opfattelse, at den tyske forbruger, som det haevdes, skulle have behov for en hoejere grad af beskyttelse end den, der gives forbrugere i de oevrige faellesskabslande (12). Der er hertil at bemaerke, at det som netop naevnt efter faellesskabsretten som udgangspunkt tilkommer de nationale lovgivere at fastlaegge det i de enkelte lande oenskede beskyttelsesniveau. Hertil kommer, at der som ovenfor naevnt kan vaere konkrete forskelle i sproglige, sociale og kulturelle forhold, der goer, at et forhold, der ikke vildleder forbrugeren i ét land, kan vildlede forbrugeren i et andet.
26. Det kan af disse grunde efter min mening ikke i den foreliggende sag paa forhaand haevdes, at et forbud mod den oenskede markedsfoering af varerne vil vaere unoedvendig i artikel 30' s forstand til at opnaa det efter tysk ret tilsigtede beskyttelsesniveau, hvis den af den forelaeggende ret forudsete meningsmaalingundersoegelse maatte vise, at den anfoerte del af de tyske forbrugere vil blive vildledt hvad angaar varernes egenskaber.
27. Et konkret forbud vil efter min mening heller ikke vaere i strid med direktivet om vildledende reklame. Dette kan begrundes allerede med det forhold, at direktivet ikke hindrer medlemsstaterne i at laegge et hoejere beskyttelsesniveau til grund end det, der er fastsat i direktivet. Men hertil kommer, at det heller ikke efter min mening er saadan, at resultatet principielt vil vaere i strid med nogle af de specifikke mindstekrav til medlemsstaternes lovgivning, direktivet indeholder (13).
28. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan udledes krav af faellesskabsretten til de tyske retters anvendelse af forbuddene i de to nationale vildledningsbestemmelser.
Det er vaesentligt, at de nationale retter ved deres konkrete retsanvendelse tager hensyn til den grundlaeggende betydning, de frie varebevaegelser har inden for faellesskabsretten, og at de er sig bevidste - ikke mindst i sager der vedroerer generalklausuler som de i den foreliggende sag relevante - at foranstaltninger, der indebaerer handelshindringer, kun er lovlige, naar de er uomgaengeligt noedvendige, og naar de staar i rimeligt forhold til de maal, der forfoelges, og disse maal ikke kan naas ved foranstaltninger, der i mindre omfang begraenser samhandelen i Faellesskabet.
Der kan i oevrigt af relevans for den foreliggende sag vaere grund til at fremhaeve, at det maa foelge af en loyal anvendelse af faellesskabsretten - herunder af direktivet om vildledende reklame - at der ved vurderingen laegges vaegt paa en helhedsbedoemmelse, hvori indgaar alle relevante hensyn, herunder de omstaendigheder, hvorunder varerne saelges, og vildledningsfaren i forhold til den relevante forbrugergruppe.
Dette betyder efter min mening bl.a., at den forelaeggende ret ved sin endelige stillingtagen til, om der overhovedet er anledning til at foretage en meningsmaaling, og i bekraeftende fald ved tilrettelaeggelsen af meningsmaalingen boer medinddrage de forhold, Kommissionen som ovenfor naevnt har henvist til.
Forslag til afgoerelse
29. Jeg skal paa grundlag af disse betragtninger foreslaa Domstolen at besvare det stillede spoergsmaal saaledes:
EOEF-Traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den principielt ikke er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser vedroerende illoyal konkurrence med henblik paa at forbyde markedsfoering af en kosmetisk vare med den begrundelse, at forbrugerne vildledes af varens navn til at tro, at varen har medicinske egenskaber - ogsaa selv om varen lovligt markedsfoeres i andre medlemsstater under det paagaeldende navn.
Det paahviler imidlertid den nationale ret ved anvendelsen af de nationale bestemmelser at sikre, at deres anvendelse ikke foerer til hindringer af samhandelen mellem medlemsstaterne, medmindre anvendelsen er uomgaengeligt noedvendig for at beskytte forbrugerne og den gode handelsskik, og medmindre den trufne foranstaltning staar i rimeligt forhold til det maal, der forfoelges, og dette maal ikke kan naas ved foranstaltninger, der i mindre omfang begraenser samhandelen i Faellesskabet.
Det paahviler samtidig efter faellesskabsretten den nationale ret ved vurderingen af, om de nationale regler skal finde anvendelse, at laegge en helhedsbedoemmelse til grund, hvori indgaar alle relevante hensyn, herunder de omstaendigheder, hvorunder varerne saelges, og vildledningsfaren i forhold til den relevante forbrugergruppe.
(*) Originalsprog: dansk.
(1) - Sagsoegeren i hovedsagen henviser i sit skriftlige indlaeg til definitionen af ordet Klinik i Brockhaus Enzyklopaedie, 17. udgave, og goer gaeldende, at paa tysk forstaas der ved Klinik et offentligt eller privat hospital, idet ordet Krankenhaus som regel anvendes som betegnelse for almindelige hospitaler, mens Klinik normalt betyder et universitetshospital, dvs. et hospital af saerlig hoej rang.
(2) - Se Dr. H. Piper, Vorsitzender Richter am Bundesgerichtshof, Zu den auswirkungen des EG-Binnenmarktes auf das deutsche Recht gegen den unlauteren Wettbewerb , Wettbewerb in Recht und Praxis, 11/92, s. 685.
(3) - Den tyske regering har i sit indlaeg redegjort for denne retspraksis, se indlaeggets punkt III.
(4) - EFT L 250, s. 17.
(5) - EFT L 262, s. 169.
(6) - Domstolen afviste i oevrigt en i hvert fald delvis tilsvarende argumentation fra den tyske regerings side i sin dom af 13.12.1990 (sag C-238/89, Pall Corp., Sml. I, s. 4827), der vedroerte lovligheden af et forbud paa grundlag af § 3 i UWG mod at markedsfoere varer, hvis betegnelse efterfulgtes af et (R). Domstolen afviste de tyske argumenter byggende paa direktivet om vildledende reklame under henvisning til, at det omhandlede forbud ikke kan stoettes paa dette direktiv, naar det er fastslaaet, at forbuddet ikke er begrundet i uomgaengelige hensyn til forbrugerbeskyttelsen og god markedsfoeringsskik. Direktivet tilsigter alene en delvis harmonisering af de nationale lovgivninger med hensyn til vildledende reklame og fastsaetter objektive minimumskriterier for, om en reklame er vildledende, samt minimumskravene til beskyttelsen mod en saadan reklame .
Domstolens dom af 16.1.1992 (sag C-373/90, Forundersoegelse mod X, Sml. I, s. 131), der vedroerte lovligheden af reklame for parallelimporterede biler i Frankrig, kan ikke anfoeres til stoette for den tyske regerings opfattelse, selv om Domstolen koncentrerede sin besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal omkring en fortolkning af direktivet om vildledende reklame. Domstolen lagde nemlig til grund, at spoergsmaal, der gik ud paa, om den omtvistede salgspraksis var i overensstemmelse med gaeldende faellesskabsregler, skulle forstaas som et spoergsmaal om fortolkning af reklamevildledningsdirektivet.
(7) - Domstolens dom af 13.12.1990 (sag C-238/89, Pall Corp., Sml. I, s. 4827, praemis 11 og 12).
(8) - Se Domstolens dom af 20.2.1979 (sag 120/78, Rewe, Sml. s. 649), og senest dom af 18.5.1993 (sag C-126/91, Yves Rocher, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 12), der vedroerte regler i UWG om sammenlignende reklame.
(9) - Der kan vaere grund til i denne forbindelse at naevne artikel 2 i Raadets direktiv 79/112/EOEF om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler (EFT L 33, s. 1), hvorefter produkter, der ikke er laegemidler, efter faellesskabsretten ikke maa give indtryk af at vaere laegemidler. Ifoelge dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), maa maerkningen og praesentationsmaaden for et levnedsmiddel ikke tillaegge et levnedsmiddel egenskaber til forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af saadanne egenskaber. Jeg er enig med den tyske regering, naar den goer gaeldende, at en tilsvarende regel maa indfortolkes i kosmetikdirektivets artikel 6, stk. 2.
(10) - Se senest den i note 8 naevnte dom i sag C-126/91, Yves Rocher, praemis 12.
(11) - Se her f.eks. dom af 28.1.1986 (sag 188/84, Kommissionen mod Frankrig, traebearbejdningsmaskiner , Sml. s. 419, praemis 15).
(12) - Se de sagsoegtes indlaeg s. 9, afsnit II, 3 b.
(13) - Domstolen har som naevnt i note 6 fortolket direktivet i sin dom i sag C-373/90, Forundersoegelse mod X. Den i denne dom foretagne fortolkning har, saa vidt jeg kan se, kun begraenset betydning for den foreliggende sag.