61992C0294

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Court of Appeal har med sit praejudicielle spoergsmaal anmodet Domstolen om at udtale sig om fortolkningen af artikel 16, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (1) (herefter benaevnt "konventionen") i forbindelse med en sag, hvis naermere omstaendigheder er foelgende.

2. I 1971 indgik George Lawrence Webb en aftale om koeb af en lejlighed i Antibes (Frankrig). De tilladelser fra Bank of England, der kraevedes i henhold til den britiske valutakontrollovgivning, blev givet i soennens, Lawrence Desmond Webb' s, navn.

3. De noedvendige midler til koebet blev overfoert fra en konto tilhoerende sagsoegeren i hovedsagen til en konto, soennen havde aabnet i Antibes, i hvis navn ejendommen blev registreret.

4. I marts 1990 anlagde George Webb sag mod soennen ved High Court, principalt med paastand om, at det blev fastslaaet, at soennen sad inde med ejendommen som trustee, og om, at han tilpligtedes at oprette de dokumenter, der er noedvendige for at overfoere adkomsten, "the legal ownership", til faderen.

5. Lawrence Webb gjorde ° ud over at paastaa, at ejendommen var en gave til ham ° gaeldende, at de engelske domstole savnede kompetence, idet den franske ret paa det sted, hvor ejendommen var beliggende, havde enekompetence, eftersom sagen vedroerte en rettighed over fast ejendom. Han paaberaabte sig i den forbindelse konventionens artikel 16, nr. 1, som bestemmer foelgende:

"Enekompetente, uden hensyn til bopael, er i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende."

6. I sin afgoerelse af 23. maj 1991 forkastede High Court indsigelsen med den begrundelse, at faderens krav stoettedes paa et fiduciarisk retsforhold, og at faderen hverken oenskede at blive indsat i besiddelsen af ejendommen, at opnaa en berigtigelse af tingbogen eller at faa fastslaaet, at han var ejeren.

7. Afgoerelsen blev indbragt for Court of Appeal, som forelagde Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Er sagen Webb mod Webb, 1990 W. nr. 2827 for High Court of Justice, Chancery Division, en sag, hvori de franske domstole har enekompetence ifoelge en korrekt fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1?"

8. Indledningsvis skal det bemaerkes, at selv om den forelaeggende ret har indbragt sagen for Domstolen i henhold til EOEF-traktatens artikel 177, er det artikel 3 i protokollen af 3. juni 197l, der finder anvendelse i den foreliggende sag. Selv inden for rammerne af denne bestemmelse kan Domstolen dog ikke traeffe direkte afgoerelse i den sag, som er indbragt for Court of Appeal, men skal forsyne retten med de fortolkningsbidrag, der er noedvendige, for at den kan traeffe sin afgoerelse. Spoergsmaalet maa derfor omformuleres og kunne lyde saaledes: Er en sag anlagt af en person mod en anden, hvorunder der nedlaegges paastand om, at det fastslaas, at sidstnaevnte sidder inde med en fast ejendom som trustee, og om, at han tilpligtes at oprette de dokumenter, der er noedvendige for, at "the legal ownership" overgaar til sagsoegeren, en sag om fast ejendom som omhandlet i konventionens artikel 16, nr. 1?

9. Konventionen er hverken blind for trusten eller dens saerlige karakter, eftersom den fastlaegger kompetencen paa dette omraade i artikel 5, nr. 6. Denne bestemmelse er imidlertid uanvendelig i den foreliggende sag paa grund af den paagaeldende trusts meget specielle karakter. Mens bestemmelsen kun skal gaelde for "... en trust oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig aftale, der er bekraeftet skriftligt ...", beror den "resulting trust", der er tale om her, paa

"... hvad den person, som tilvejebringer goderne eller koebesummen for goderne, formodes at have haft til hensigt" (2).

10. Med hensyn til en "resulting trust" anfoerer Béraudo eksemplet

"... (med) en person, (som) koeber et gode i en andens navn. I mangel af en klar gavehensigt, formodes den person, som har finansieret koebet, at have bevaret ejendomsretten ifoelge 'equity' , 'the beneficial interest' (den egentlige ejendomsret) til godet. Den nominelle ejer har kun adkomsten (' legal title' ). Han formodes at vaere trustee med hensyn til godet" (3).

11. Med hensyn til artikel 16 boer det erindres, at denne bestemmelse findes i konventionens afsnit II, afdeling 5, og fastlaegger, hvilke retter der har kompetencen, naar sagen "som det vaesentligste" vedroerer et spoergsmaal, der er naevnt heri. Artikel 16, som tillaegger visse retter enekompetence, har den virkning, at retten paa det sted, hvor sagsoegte har bopael, fratages kompetencen, og den gaelder uanset parternes modstaaende aftale.

12. Som Droz skrev (4)

"... har de i artikel 16 opregnede tilfaelde af kompetence kun karakter af enekompetence, hvis den tvist, retten skal paakende, er hovedspoergsmaalet i sagen. Dette foelger modsaetningsvis, men meget klart af konventionens artikel 19, hvorefter retten kun er forpligtet til at erklaere sig inkompetent, naar en ret i en anden kontraherende stat har enekompetence i medfoer af artikel 16, saafremt det spoergsmaal, der er forbeholdt retterne i en anden kontraherende stat, indbringes for den som det vaesentligste" (5).

13. Endelig kan en afgoerelse truffet i en anden kontraherende stat under tilsidesaettelse af denne kompetenceregel hverken anerkendes (artikel 28) eller fuldbyrdes (artikel 34).

14. Artikel 16 kan derfor bevirke, at parterne kan bringes for en ret, som ikke er hjemting for nogen af dem.

15. Den del af bestemmelsen, som tillaegger retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende, enekompetence "i sager om rettigheder over fast ejendom", har indtil nu kun givet anledning til én af Domstolens domme, nemlig dommen i Reichert I-sagen (6), som parterne koncentrerer sig om i deres indlaeg, uden at den dog er blevet omtalt under sagen for de engelske domstole.

16. I den sag, der gav anledning til denne dom, havde to aegtefaeller, der var bosiddende i Forbundsrepublikken Tyskland, ved gave overdraget deres soen, som ligeledes var bosiddende i denne stat, selve ejendomsretten over en fast ejendom beliggende i Frankrig, idet de forbeholdt sig brugsretten til ejendommen. Den tyske bank, som var aegtefaellernes kreditor, havde i Frankrig anlagt en saakaldt "actio pauliana", som havde den virkning, at overdragelsen af ejendommen ikke kunne goeres gaeldende over for banken. Da de sagsoegte anfaegtede den franske rets kompetence til fordel for den tyske ret paa det sted, hvor de havde bopael, forelagde Cour d' appel d' Aix-en-Provence Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, hvormed retten i det vaesentlige oenskede oplyst, om "actio pauliana" var en sag om rettigheder over fast ejendom, jf. konventionens artikel 16, nr. 1.

17. Under henvisning til Sanders-dommen (7) og Duijnstee-dommen (8), hvoraf den foerste vedroerer "leje eller forpagtning af fast ejendom" og den anden "registrering eller gyldighed af patenter" udtrykte Domstolen paa ny oensket om at sikre en ensartet anvendelse af begreberne i konventionen, hvilket indebaerer

"... at betydningen af begrebet 'sager om rettigheder over fast ejendom' boer fastlaegges selvstaendigt i faellesskabsretten ..." (9).

18. Domstolen bemaerkede dernaest, at artikel 16 fastsatte et vaerneting, som udgjorde en undtagelse fra de almindelige kompetenceregler, og sluttede heraf, at bestemmelsen

"ikke burde ... fortolkes videre, end dens formaal kraever ..." (10),

idet bestemmelsens ratio legis hviler paa naerhedsprincippet (11), som begrunder, at kompetencen tillaegges retten paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, som

"... bedst er i stand til at skaffe sig kendskab til de faktiske forhold og anvende de gaeldende retsregler og saedvaner, som normalt er reglerne og saedvanerne i den stat, hvor ejendommen er beliggende ..." (12).

19. Disse betragtninger foerte til, at Domstolen fortolkede denne bestemmelse saaledes, at

"... enekompetencen for retterne i den kontraherende stat, hvor den faste ejendom er beliggende, ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, hvori der inden for Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade skal tages stilling til en fast ejendoms udstraekning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold, eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen med henblik paa at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de befoejelser, der knytter sig til deres ret" (13).

20. Domstolen fandt det noedvendigt at undersoege grundlaget for og formaalet med soegsmaalet og afviste at anvende artikel 16, nr. 1, med foelgende begrundelse:

"Under et almindeligt omstoedelsessoegsmaal, den saakaldte actio pauliana, hviler proceskravet paa en fordringsret, nemlig kreditors krav paa sin skyldner, og soegsmaalet har til formaal af sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse i debitors formue." (14)

21. Som Bischoff har anfoert (15):

"Det vil derfor ikke vaere overilet at mene, at dommen ganske afgjort raekker videre end blot til actio pauliana og ogsaa vedroerer alle de annullationssoegsmaal, nullitetssoegsmaal og soegsmaal til ophaevelse, som, skoent de kan have indflydelse paa ejendomsretten til en ejendom, er baseret paa en personlig rettighed, der tilkommer sagsoegeren." (16)

22. Idet actio pauliana saaledes stoetter sig paa fordringsretten, har den til formaal at beskytte kreditors generelle sikkerhed i debitors formue uden dog at tillaegge ham en "jus in rem", hvoraf ° som Ancel har anfoert (17) ° foelger:

"Krav, hvorved en tinglig rettighed over fast ejendom anfaegtes via den retshandel, hvorved ejendommen blev overdraget, har ikke saa direkte betydning for denne kategori af rettigheder som krav, hvorved deres struktur og beskyttelsen af dem anfaegtes. Til forskel fra de sidstnaevnte krav ligger de foerstnaevnte langt fra 'sagens' kerne ° godets retlige karakter ° og risikerer derfor at blive udelukket paa grund af reglen om en snaever fortolkning." (18)

23. De opfattelser, der er givet udtryk for under sagen, er foelgende.

24. Paa den ene side har den af faderen anlagte sag ifoelge Det Forenede Kongerige til formaal "... at afgoere spoergsmaalet om, hvorvidt en fast ejendom forvaltes i form af en trust" (19), og den vedroerer kun forholdet indadtil, saaledes at den ikke kan anses for at vedroere en tinglig ret.

25. Denne opfattelse deles af sagsoegeren i hovedsagen, som har anfoert, at "... naar tvisten vedroerer eksistensen af en rettighed, som foelger af en kontrakt mellem parterne eller af deres handlemaade over for hinanden, vil retterne paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, ikke vaere bedre i stand til at afgoere tvisten end retterne i en hvilken som helst anden kontraherende stat..." (20).

26. Paa den anden side har Kommissionen udtrykkeligt og sagsoegte i hovedsagen indirekte ° idet de laegger vaegt paa formaalet med kravet ° gjort gaeldende, at sagen vedroerer rettigheder over fast ejendom, da faderen faktisk kraever at blive ejer, hvilket i oevrigt fik sagsoegtes advokat til under den mundtlige forhandling ikke uden humor at sammenfatte sagsoegerens krav saaledes: "What is the plaintiff' s claim? My Lords, the plaintiff' s claim is to own the flat!"

27. Spoergsmaalet er ikke saa enkelt, og jeg har spekuleret over, hvilken opfattelse jeg skal tilslutte mig, da kravet om ejendomsret uomtvisteligt ligger til grund for kravet om anerkendelse af en saadan trust.

28. Den opfattelse, hvorefter der skal tages hensyn til, hvilket formaal sagsoegeren i hovedsagen faktisk har forfulgt, finder imidlertid hverken stoette i bestemmelsen, den overvejende opfattelse i teorien eller i Domstolens praksis. En rets saglige kompetence maa noedvendigvis vurderes i lyset af kravets genstand, saaledes som den fastlaegges i det indledende processkrift i sagen, uden at formaalet tages i betragtning (21).

29. Enekompetencen indroemmes, for saa vidt som sagen som det vaesentligste vedroerer rettigheder over fast ejendom. Mens det i bestemmelsen paa fransk hedder: "en matière de droits réels immobiliers", paa spansk: "en materia de derechos reales immobiliarios", paa italiensk: "in materia di diritti reali immobiliari", er der en lille nuance i den engelske tekst: "in proceedings which have as their object rights in rem".

30. Som generaladvokat Sir Gordon Slynn anfoerte i sit forslag til afgoerelse i Roesler-sagen (22):

"Det synes at fremgaa af de andre sproglige versioner, at det, der er omfattet, er sager, hvis indhold (snarere end genstand) vedroerer en aftale om udlejning af fast ejendom snarere end en aftale, som blot vedroerer selve den faste ejendom." (23)

31. Det fremgaar ligeledes af Jenard-rapporten, at

"... retterne kun [er] enekompetente paa de omraader, der er naevnt i artikel 16, saafremt hovedspoergsmaalet i sagen vedroerer et af omraaderne",

og at

"ifoelge disse bestemmelser [om enekompetence] laegges der vaegt paa sagens genstand, og de gaelder uafhaengigt af parternes bopael og nationalitet" (24).

32. Med hensyn til Domstolens praksis afspejler kravet om en snaever fortolkning af artikel 16, som for foerste gang blev opstillet i Sanders-dommen, Domstolens afvisning af at udvide bestemmelsens anvendelsesomraade til ogsaa at omfatte krav, som kun indirekte eller som et bispoergsmaal vedroerer tinglige rettigheder.

33. Der skal derfor tages stilling til, om en sag, hvorunder der nedlaegges paastand om, at det fastslaas, at en person forvalter en fast ejendom for en anden i form af en trust, og om, at sagsoegte tilpligtes at oprette de dokumenter, der er noedvendige for, at "the legal ownership" overgaar til sagsoegeren, er en sag om rettigheder over fast ejendom som omhandlet i artikel 16, nr. 1.

34. Forskellen mellem personlige rettigheder og tinglige rettigheder, som er velkendt i de kontinentale retssystemer, er defineret saaledes i Schlosser-rapporten:

"En personlig ret kan kun goeres gaeldende over for debitor ... Tinglig ret til en genstand virker derimod til skade for enhver. Den for en tinglig ret mest karakteristiske retsfoelge er dens indehavers ret til at forlange den paagaeldende genstand udleveret af enhver, som ikke besidder en hoejere prioriteret tinglig ret." (25)

35. Naar et gode overgives til en trustee for at blive forvaltet i form af en trust, "fordobles" ejendomsretten (26), eftersom the trustee eller en anden person paa hans vegne staar som den, der har adkomsten til ejendommen (27), og beneficianten har "the beneficial interest", som er en "equitable interest".

36. Ifoelge Schlosser-rapporten er "equitable interests" ikke ligestillede

"med de blot personlige rettigheder paa kontinentet. De kan til dels 'tinglyses' og virker da som 'legal rights' universelt, selv over for erhververe i god tro. Ogsaa naar de ikke tinglyses, virker de principielt over for enhver; kun erhververe i god tro er da beskyttede" (28).

37. Lasok og Stone (29) gaar ligeledes ind for, at "equitable interests in land" skal medtages under begrebet tinglige rettigheder. De skriver:

"... there can be no doubt that an equitable interest in land, as known to English law, qualifies as a 'right in rem' for the purpose of Article 16 (1); such an interest is binding on all persons, with the limited exceptions of certain purchasers, viz. those who purchase without notice, or benefit of non-registration, or purchase from a vendor exercising powers of overreaching" (30).

38. Kan den af sagsoegeren i hovedsagen anlagte sag imidlertid i det foreliggende tilfaelde anses for en sag, hvorunder der goeres krav paa den faste ejendom i Frankrig paa grundlag af en "equitable interest", naar sagens genstand er, om der eventuelt er oprettet en trust mellem sagsoegeren og hans soen, subsidiaert hvad der var parternes hensigter ved erhvervelsen af ejendommen (31)? Er der ikke snarere tale om et praejudicielt retsspoergsmaal, som ganske vist vil have afgoerende foelger for ejendomsretten, men som egentlig er baseret paa et rent personligt forhold?

39. Selv om baggrunden for den sag, der gav anledning til Duijnstee-dommen, var en helt anden, fordi der var tale om artikel 16, nr. 4, frembyder denne sag dog en vis lighed med den foreliggende sag. De relevante faktiske omstaendigheder var foelgende.

40. Goderbauer, som var ansat i et selskab, havde i eget navn indgivet patenter i forskellige kontraherende stater. Kurator i selskabets konkursbo, Duijnstee, gjorde gaeldende, at disse patenter faktisk tilhoerte boet, og nedlagde paastand om, at de skulle overdrages til dette. Artikel 16, nr. 4, tillaegger "i sager om registrering eller gyldighed af patenter ... retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade ... deponering eller registrering er foretaget ..." kompetencen.

41. Generaladvokat Rozès anfoerte, at ingen af kravene som det vaesentligste vedroerte gyldigheden eller registreringen, og fortsatte:

"Dette spoergsmaal [om forholdet mellem den ansatte og selskabet] opstaar 'forlods' i forhold til de egentlige formaliteter omkring Lodewijk Goderbauer' s overdragelse af de indgivne ansoegninger eller registrerede patenter ... Foerst naar der er taget stilling til, hvilken bistand Lodewijk Goderbauer i givet fald skal yde kurator, opstaar det egentlige spoergsmaal om overdragelse af ansoegerens eller opfinderens rettigheder i de andre kontraherende stater ..." (32).

42. Domstolen fandt, at artikel 16, nr. 4, ikke fandt anvendelse, og begrundede dette med, at

"... hverken patenternes gyldighed eller spoergsmaalet, om de er retmaessigt registreret i de forskellige lande, [er] omtvistet mellem parterne i hovedsagen. Afgoerelsen af retstvisten afhaenger udelukkende af spoergsmaalet, om Goderbauer eller selskabet ... er den rette patenthaver, hvilket skal afgoeres paa grundlag af det retsforhold, der bestod mellem parterne" (33).

43. Selv om spoergsmaalet, om patentet var retmaessigt registreret, ikke var det vaesentligste i sagen, var det dog ikke desto mindre snaevert forbundet med spoergsmaalet om parternes hensigter og forholdet mellem dem paa tidspunktet for deponeringen, saaledes at dette spoergsmaal maatte afgoeres, foer formaliteterne omkring overdragelsen kunne opfyldes.

44. Det er grunden til, at jeg ikke finder Kommissionens argumenter i den foreliggende sag overbevisende. Kommissionen stoetter sig paa den opfattelse, der er fremfoert af professor Kaye, som har anfoert, at

"An action for a declaration that land purchased by one person in the name of another is subject to a resulting trust in favour of the former" (34)

er omfattet af artikel 16, nr. 1, for saa vidt som sagen vedroerer "an equitable interest in land", og at

"There seems no good reason why Article 16 (1) should not also be held to apply when the immovable property, rights in rem in which form the object of the proceedings, is or is alleged to be property subject to a trust, since the sound policy reasons for subjecting such proceedings to the exclusive jurisdiction of courts of the Contracting State situs are no less applicable than would be the case if the property were not held on trust." (35)

45. Ud over at give udtryk for en vis tvivl med hensyn til sager, som ville kunne anses for sager om rettigheder over fast ejendom, anfoerer professor Kaye imidlertid ogsaa ° efter at have naevnt sager om anerkendelse af en "resulting trust" som eksempel paa sager om rettigheder over fast ejendom ° at en sag anlagt i medfoer af section 172 i Law of Property Act 1925, som goer det strafbart for "settlor" at overdrage goder til "trustees" i den hensigt at besvige kreditorerne, ligeledes maa anses for en sag om rettigheder over fast ejendom (36). En saadan sag kan ligestilles med actio pauliana, som Domstolen imidlertid i Reichert I-dommen ansaa for at vaere af personlig karakter.

46. Efter min mening er det kun sager, som direkte vedroerer "... en fast ejendoms udstraekning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold ... " (37), som falder ind under anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1.

47. I den henseende opstilles i Schlosser-rapporten foelgende sondring:

" ... Man kunne dog forestille sig, at to personer er uenige om, hvem der er 'trustee' for en ejendom. Dersom den ene af de to indstaevner den anden for tyske domstole med det formaal at faa den indstaevnte til at indvillige i, at han i tingbogen slettes som ejer af en ejendom, og at sagsoegeren registreres som den virkelige ejer, har de tyske domstole i henhold til artikel 16, nr. 1 eller 3, utvivlsomt enekompetence. Bliver der imidlertid anlagt sag med henblik paa at faa fastslaaet, at en person er 'trustee' i en bestemt 'trust' , som ejer forskellige aktiver, saa vil f.eks. artikel 16, nr. 1, ikke finde anvendelse, [blot] fordi disse aktiver ogsaa omfatter en fast ejendom" (38).

48. Skillelinjen synes derfor at gaa mellem sager, der som det vaesentligste vedroerer en tvist om ejendomsretten mellem personer, som ikke goer gaeldende, at der bestaar et fiduciarisk retsforhold mellem dem, og sager, som vedroerer en tilsidesaettelse af en fiduciarisk forpligtelse, som ° hvis den godtgoeres ° vil have tinglige retsvirkninger. I et saadant tilfaelde maa retsforholdets personlige karakter efter min opfattelse veje tungest.

49. Der kan ikke vaere nogen grund til at anvende artikel 16 her, for saa vidt som denne bestemmelse, fortolket i lyset af artikel 19, kun skal gaelde for situationer, der overvejende er af tinglig karakter.

50. I den forbindelse bemaerkes, at det netop er dette raesonnement, der ligger bag Schlosser-rapporten med hensyn til sager vedroerende forpligtelsen til at overdrage fast ejendom (39). Ifoelge professor Schlosser overgaar ejendomsretten i henhold til fransk, belgisk, luxembourgsk og ° i vid udstraekning ° italiensk ret allerede ved kontraktens indgaaelse, og efter dette tidspunkt kan koeberen lade overdragelsen indfoere i ejendomsregisteret, hvilket bevirker, at hans ejendomsret har virkning over for tredjemand. I Det Forenede Kongerige har koeberen en "equitable interest" i ejendommen, som har virkning over for tredjemand, selv om saelgeren skal medvirke, for at koeberens retsstilling har fuld virkning.

51. Selv om professor Schlosser antager, at koeberen kan kraeve ejendomsretten overdraget paa grundlag af sin tinglige ret, maa en saadan sag efter hans opfattelse anses for et soegsmaal af personlig karakter, som ikke falder ind under anvendelsesomraadet for artikel 16, nr. 1. Schlosser konkluderer:

"Et paa en aftale grundet soegsmaal om indroemmelse af ejendomsret eller andre tinglige rettigheder vedroerende fast ejendom har derfor ikke tinglige rettigheder som genstand." (40)

52. Gothot og Holleaux har anfoert (41):

"Blandede soegsmaal, hvorunder en person baade goer en tinglig ret og en personlig ret gaeldende, som hidroerer fra samme retshandel, synes at falde uden for artikel 16, nr. 1 ..." (42)

De er endvidere af den opfattelse, at en sag om deling af fast ejendom ikke boer vaere omfattet af den saerlige kompetenceregel (43).

53. Som High Court har paapeget, paaberaaber sagsoegeren i hovedsagen sig imidlertid kun, at der bestaar et fiduciarisk retsforhold, en situation, som omtrent synes at svare til den, der er beskrevet i Schlosser-rapporten.

54. Efter min opfattelse omfatter bestemmelsen ikke en sag, hvorunder en person nedlaegger paastand om, at det fastslaas, at et gode forvaltes af en anden i form af en trust, eftersom denne person ikke selv er indehaver af rettigheder, der har virkning over for alle. Rettigheder, der tilkommer tredjemaend i god tro, beroeres i oevrigt ikke af en eventuel anerkendelse af en trust, eftersom disse maa antages ikke forinden at vaere blevet underrettet om dens eksistens.

55. Den omstaendighed, at sagsoegeren i hovedsagen har nedlagt paastand om, at sagsoegte tilpligtes at oprette de dokumenter, der er noedvendige for, at han kan opnaa "legal ownership", kan ikke aendre sagens karakter, da det, der oenskes fastslaaet, er en handleforpligtelse, der kun paahviler sagsoegte, og hvis manglende opfyldelse vil foere til, at sagsoegeren maa anlaegge sag for at opnaa en berigtigelse af tingbogen.

56. Ganske vist er ratio legis for bestemmelsen i artikel 16, nr. 1, til dels det procesoekonomiske hensyn, der er naevnt i Jenard-rapporten:

"Endelig tages der med det i konventionen fastsatte system hensyn til, at det er noedvendigt at foretage tilfoersler til tingboeger eller registre, som foeres paa det sted, hvor den faste ejendom er beliggende." (44)

57. Denne forestilling om procesoekonomi, som ligger til grund for enekompetencen, har navnlig Huet gjort sig til talsmand for (45), idet han til sine kommentarer til Roesler-dommen har anfoert:

" ... det eneste hensyn, som kan forklare enekompetencen i henhold til artikel 16, nr. 1, er, at dommen noedvendigvis skal fuldbyrdes paa det sted, hvor ejendommen er beliggende" (46).

58. Domstolen har imidlertid aldrig udtrykkeligt lagt dette princip til grund. Saaledes udtalte Domstolen i Sanders-dommen:

"Sager vedroerende rettigheder over fast ejendom skal ... paadoemmes efter reglerne i den stat, hvor ejendommen er beliggende, og saadanne sager kraever ofte efterproevelser, forespoergsler og syns- og skoensforretninger, som noedvendigvis maa afholdes paa stedet, hvorfor anerkendelsen af en eksklusiv kompetence i saadanne sager modsvarer de krav, som hensynet til en god retspleje kraever." (47)

59. Ligeledes udtalte Domstolen i Reichert I-dommen:

"I henhold til nogle medlemsstaters regler om offentliggoerelse af forhold vedroerende faste ejendomme skal der gives offentlig meddelelse om soegsmaal, hvorunder dispositioner vedroerende rettigheder, der er omfattet af reglerne, paastaas omstoedt eller frakendt retsvirkning i forhold til tredjemand, samt om domstolenes afgoerelser i disse sager, men dette kan ikke i sig selv begrunde en enekompetence for domstolene i den kontraherende stat, hvor den faste ejendom, der er genstand for de naevnte rettigheder, er beliggende." (48)

60. Der er imidlertid ingen tvivl om, at noedvendigheden af at fuldbyrde en dom paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, er en del af artikel 16, nr. 1' s ratio legis, saaledes at en kompetence for de franske domstole i den foreliggende sag kunne opfylde dette krav.

61. Hvis Domstolen imidlertid skulle antage, at en sag, hvorunder der nedlaegges paastand om, at det fastslaas, at en person er trustee for en trust vedroerende en fast ejendom, har tinglig karakter, maatte det samme noedvendigvis gaelde, hvis der var tale om en trust vedroerende ejendomme i forskellige kontraherende stater. Sagsoegeren ville i saa fald vaere noedsaget til at anlaegge sag ved retten paa hvert af de steder, hvor ejendommene var beliggende, som havde enekompetence. Enhver kan se, at en saadan situation ville foere til en alvorlig risiko for uforenelige afgoerelser, da retterne hver isaer ville have monopol paa at anerkende eksistensen af en trust vedroerende den ejendom, der er beliggende i deres retskreds. Konventionens artikel 22 om indbyrdes sammenhaengende krav kan ikke i alle tilfaelde afhjaelpe denne risiko, eftersom der ikke er tale om en bestemmelse, der tillaegger kompetence (49). I en saadan situation kraever retsplejehensyn, at sagsoegeren kun anlaegger sag ved én ret, som tager stilling til, om der eventuelt foreligger en trust, ved en afgoerelse, som enten efterfoelges af en fuldbyrdelsesprocedure, hvis sagsoegte efterkommer afgoerelsen, eller af et direkte soegsmaal, hvorunder der fremsaettes krav om overdragelse af ejendomsretten.

62. Til slut bemaerkes, at den vaesentligste grund til enekompetencen efter artikel 16, nr. 1, som er anerkendt af Domstolen i Reichert I-dommen ° nemlig at retterne paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, har det bedste kendskab til de faktiske forhold og til anvendelsen af regler og saedvaner ° ikke er relevant i den foreliggende sag, eftersom hovedspoergsmaalet i sagen er, om der eventuelt foreligger et fiduciarisk retsforhold mellem parterne.

63. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at kende for ret, at en sag anlagt af en person mod en anden, hvorunder der nedlaegges paastand om, at det fastslaas, at sidstnaevnte sidder inde med en fast ejendom som trustee, og om, at han tilpligtes at oprette de dokumenter, der er noedvendige for, at "the legal ownership" overgaar til sagsoegeren, ikke er en sag om fast ejendom som omhandlet i artikel 16, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) ° Konventionen som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 9.10.1978 (EFT L 304, s. 1).

(2) ° Dyer-Van Loon Report on Trusts and Similar Institutions, Hague Conference on Private International Law, Proceedings of the Fifteenth Session, 8.-20.10.1984, Volume II, 1985, s. 64, nr. 110.

(3) ° Les trusts anglo-saxons et le droit français, LGDJ 1992, s. 38, nr. 65.

(4) ° Compétence judiciaire et exécution des jugements dans le marché commun, Dalloz, 1972.

(5) ° Punkt 146. Jf. ogsaa Jenard-rapporten (EFT 1979 C 59, s. 34 og 38); P. Bellet: L' élaboration d' une convention sur la reconnaissance des jugements dans le cadre du marché commun , Journal de droit international, 1965, s. 833, 857; Gothot og Holleaux: La convention de Bruxelles du 27 septembre 1968, Jupiter, 1985, punkt 141; P. Kaye: Civil Jurisdiction and Enforcement of Foreign Judgments, Professional Books, 1987, s. 874.

(6) ° Dom af 10.1.1990 (sag C-115/88, Sml. I, s. 27). Det bemaerkes, at den forelaeggende ret efter denne dom paa ny forelagde sagen for Domstolen for at faa afgjort, om actio pauliana kunne betragtes som en sag, der var omfattet af konventionens artikel 5, nr. 3, artikel 16, nr. 5, eller artikel 24 (dom af 26.3.1992, sag C-261/90, Reichert II, Sml. I, s. 2149). Sidstnaevnte afgoerelse er ikke relevant for den foreliggende sag.

(7) ° Dom af 14.12.1977 (sag 73/77, Sml. s. 2383).

(8) ° Dom af 15.11.1983 (sag 288/82, Sml. s. 3663).

(9) ° Praemis 8.

(10) ° Praemis 9.

(11) ° Jf. i denne forbindelse Lagarde' s undersoegelse af Le principe de proximité dans le droit international privé contemporain , Académie de droit international, Recueil des Cours, 1986, I, bind 196 i samlingen, s. 9 ff., paa s. 129.

(12) ° Praemis 10.

(13) ° Praemis 11.

(14) ° Praemis 12.

(15) ° Journal de droit international, 1990, s. 503.

(16) ° S. 505.

(17) ° Revue critique de droit international privé, 1991, s. 151.

(18) ° S. 157.

(19) ° Punkt 9 i indlaegget.

(20) ° Indlaegget s. 9.

(21) ° Jf. J. P. Verheul: The EEC Convention on Jurisdiction and Judgments of 27 september 1968 in Netherlands Legal Practice , Netherlands International Law Review, 1975, s. 210.

(22) ° Dom af 15.1.1985 (sag 241/83, Sml. s. 99).

(23) ° S. 104 in fine. I teorien i Storbritannien antages det ligeledes, at sagens indhold ( subject matter ), ikke formaalet, er afgoerende for vaernetinget. I denne retning gaar Dashwood-Hacon-White: A Guide to the Civil Jurisdiction and Judgments Convention, Kluwer, 1987, s. 29; A. E. Anton: Civil Jurisdiction in Scotland, Green & Son Ltd, 1984, s. 103.

(24) ° EFT C 59, s. 34, min fremhaevelse.

(25) ° EFT 1979 C 59, punkt 166, s. 120.

(26) ° Jf. den ovenfor i fodnote 2 omtalte Dyer-Van Loon-rapport, punkt 9, s. 15.

(27) ° Jf. i den forbindelse definitionen af en trust i artikel 2 i Haagerkonventionen om den lovgivning, der finder anvendelse paa trusts, og om anerkendelse af trusts af 1.7.1985 i The Hague Conference on Private International Law, Proceedings of the Fifteenth Session, 8.-20.10.1984, jf. ovenfor, fodnote 2, s. 362.

(28) ° Punkt 167 b, s. 121, andet afsnit, in fine.

(29) ° Conflict of Laws in the European Community, Professional Books, 1987.

(30) ° S. 237. Jf. ogsaa Megarry og Wade: The Law of Real Property, 1984, s. 114, som anfoerer foelgende: If by rights in rem is meant (as normally) rights enforceable against third parties generally, as opposed to rights in personam which are enforceable only against specified persons (e.g. contractual rights), then equitable rights to property are unquestionably rights in rem, though somewhat different from legal rights to property . Jf. ogsaa Kaye, a.st., s. 901.

(31) ° Punkt 11 i forelaeggelseskendelsen.

(32) ° S. 3683 og 3684.

(33) ° Praemis 26.

(34) ° S. 903.

(35) ° S. 901 og 902.

(36) ° S. 903, d).

(37) ° Reichert I-dommen, praemis 11.

(38) ° Punkt 120, s. 108.

(39) ° Punkt 169-172.

(40) ° Punkt 172 c), s. 122.

(41) ° La convention de Bruxelles du 27 septembre 1968, Jupiter, 1985.

(42) ° Punkt 145, s. 84. De har endvidere anfoert, at: Artikel 16, nr. 1, tillaegger retterne i den stat, hvor ejendommen er beliggende, kompetence til at paakende sager, der er baseret paa en egentlig eller accessorisk rettighed over fast ejendom (punkt 144, min fremhaevelse).

(43) ° Punkt 146.

(44) ° S. 35.

(45) ° Journal de droit international, 1986, s. 440. Jf. ogsaa Bischoff' s kommentarer i samme tidsskrift, 1978, s. 388, paa s. 393.

(46) ° S. 444.

(47) ° Praemis 13.

(48) ° Praemis 13.

(49) ° Jf. paa dette punkt H. Gaudemet-Tallon: Les conventions de Bruxelles et de Lugano, LGDJ, 1993, s. 204 ff.