61992C0137

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Denne sag vedroerer en appel, som Kommissionen har ivaerksat i henhold til artikel 49 i statutten for EOEF-Domstolen, af Retten i Foerste Instans' dom af 27. februar 1992 i PVC-sagerne (herefter benaevnt "PVC-dommen") (1). I denne dom fastslog Retten, at den for appelindstaevnte forkyndte kommissionsbeslutning 89/190/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC) (2) (herefter benaevnt "beslutningen") var en nullitet. Kommissionen har nedlagt paastand om, at Domstolen ophaever PVC-dommen og drager alle de noedvendige retlige konsekvenser deraf, navnlig at hjemvise sagerne til Retten med henblik paa afgoerelse vedroerende de andre anbringender, som sagsoegerne gjorde gaeldende for Retten, og som ikke blev behandlet i PVC-dommen.

Jeg vil inddele min redegoerelse paa foelgende maade. Foerst vil jeg behandle appelindstaevntes formalitetsindsigelse om afvisning paa grund af overskridelse af fristen samt, mere generelt, spoergsmaalet om afvisning af appellen, for saa vidt som Kommissionen herunder fremfoerer nye fakta. Derefter skal jeg undersoege de indsigelser, som Kommissionen har fremfoert mod PVC-dommen og den argumentation, som appelindstaevnte i den anledning har fremfoert. Indsigelserne vedroerer i) Rettens bedoemmelse af de aendringer, der er foretaget i beslutningen, ii) de betingelser, der er fastsat i EOEF-traktaten vedroerende udstedelse af Kommissionens retsakter, navnlig vedroerende udstedelse af autentiske sproglige versioner af en beslutning, iii) raekkevidden og fortolkningen af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden (herefter benaevnt "forretningsordenen") og iv) anvendelsen af teorien om forvaltningsakters nullitet. Foerst vil jeg kort redegoere for sagsforloebet.

I ° Sagens baggrund

2. I anledning af de kontrolundersoegelser i virksomheder i polypropylensektoren, som Kommissionen havde gennemfoert i oktober 1983 i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17 (3), havde Kommissionen indledt en undersoegelse vedroerende polyvinylklorid (PVC). I den forbindelse foretog den forskellige kontrolundersoegelser i de paagaeldende virksomheder og anmodede dem om oplysninger. Den 24. marts 1988 besluttede Kommissionen paa grundlag af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ex officio at indlede en procedure mod fjorten PVC-producenter (4). Efter at parterne ved en meddelelse af 5. april 1988 havde faaet lejlighed til at udtale sig om klagepunkterne (5) og Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal den 1. december 1988 havde afgivet udtalelse om udkastet til beslutningen, vedtog Kommissionen beslutningen. Den er officielt dateret den 21. december 1988, og den blev i februar 1989 forkyndt for de paagaeldende virksomheder. Beslutningens tyske, engelske, franske, italienske og nederlandske versioner er autentiske.

I beslutningen findes de fjorten PVC-producenter skyldige i en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i de i beslutningen naevnte perioder at have deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis, der blev paabegyndt omkring august 1980. I medfoer af denne aftale og/eller denne praksis, hedder det, deltog producenterne, der leverer PVC i EF, i regelmaessige moeder med henblik paa at fastsaette maalpriser og maalkvoter, planlaegge samordnede initiativer til prisforhoejelser samt foere tilsyn med naevnte hemmelige aftalers funktion (artikel 1). Foruden et paabud om straks at bringe de naevnte overtraedelser til ophoer og for fremtiden at afstaa fra den kritisable praksis (artikel 2), blev hver af de fjorten producenter paalagt en individuel boede (artikel 3).

3. Naesten alle de paagaeldende virksomheder (6) anlagde sag til proevelse af beslutningen ved Domstolen, som den 15. november 1989 hjemviste sagerne til Retten (7). Alle nedlagde principalt paastand om, at beslutningen annulleres, subsidiaert at den ved beslutningens artikel 3 paalagte boede ophaeves eller nedsaettes (8).

Vedroerende Rettens argumentation i PVC-dommen henvises til retsmoederapporten. Det er her tilstraekkeligt at anfoere, at Retten besluttede at erklaere Kommissionens beslutning for en nullitet paa grundlag af konstateringen af, at i) der forelaa "en saerlig grov og aabenbar kraenkelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt" (9), ii) det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, og som havde underskrevet retsakten, sagligt og tidsmaessigt var inkompetent (10), og iii) der var ikke sket nogen bekraeftelse eller stadfaestelse af den paagaeldende retsakt.

II ° Formalitetsindsigelsen om afvisning paa grund af fristoverskridelse

4. Alle de appelindstaevnte, bortset fra Shell International Chemical Company Ltd og Montedison SpA, har fremsat formalitetsindsigelse med paastand om afvisning paa grund af overskridelse af fristen. De goer gaeldende, at da PVC-dommen er forkyndt for Kommissionen den 28. februar 1992, skal appellen i henhold til artikel 49, stk. 1, i statutten for EOEF-Domstolen ivaerksaettes senest to maaneder efter forkyndelsen og derfor, i henhold til procesreglementets artikel 80, stk. 1, litra b), (11), vaere ivaerksat senest den 28. april 1992. Kommissionen har foerst indgivet sit appelskrift til Domstolens Justitskontor den 29. april 1992.

Ifoelge appelindstaevnte kan afgoerelsen om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden (12) ikke anvendes paa Kommissionen. I artikel 1 i denne afgoerelse er nemlig bestemt, at forlaengelse af procesfristerne under hensyn til afstanden ikke gaelder for parter, der har deres saedvanlige opholdssted i Storhertugdoemmet Luxembourg. Da der endnu ikke er truffet afgoerelse om institutionernes hjemsted, maa institutionernes saedvanlige opholdssted anses for at vaere institutionernes foreloebige hjemsted. Da Kommissionen udfoerer en vaesentlig del af sit arbejde i Luxembourg, og dér raader over en raekke tjenestegrene med et betragteligt antal tjenestemaend, skulle den tillige have sit saedvanlige opholdssted i dette land.

5. Jeg kan ikke tilslutte mig dette anbringende. Det er rigtigt, at ifoelge Domstolens faste praksis er "en streng overholdelse af faellesskabsbestemmelserne vedroerende procesfrister ... i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og noedvendigheden af at undgaa enhver forskelsbehandling eller vilkaarlighed i retsplejen" (13). Det er ogsaa bekendt, at Domstolen behandler spoergsmaalet om, hvad en procesparts saedvanlige opholdssted er ° for saa vidt angaar anvendelse af procesfrister under hensyn til afstanden ° som et spoergsmaal vedroerende de faktiske omstaendigheder. Allerede i Fonzi-dommene udtalte Domstolen, at "forlaengelse af fristen under hensyn til afstanden kun afhaenger af den faktiske situation, dvs. af sagsoegerens faste opholdssted" (14). For juridiske personer eller institutioner er det dog saedvanligt som kriterium for dette sted at anvende selskabets hjemsted. Domstolen har nemlig med hensyn til appelfristen for et selskab, til hvem en beslutning er rettet, udtrykkelig fastslaaet, at fristen begynder at loebe den dag, da meddelelse blev givet til selskabets hjemsted (15). Afgoerende for beregningen af, hvilke procesfrister en institution som Kommissionen har krav paa, er derfor det sted ° saaledes skal begrebet "hjemsted" forstaas ° hvorfra institutionen faktisk ledes, dvs. det sted, hvor de vigtigste beslutninger vedroerende institutionens aktivitet traeffes, og hvorfra den faar sine impulser (16).

6. Det kan ikke benaegtes, at dette nervecentrum for Kommissionens vedkommende ligger i Bruxelles. Men paa det tidspunkt, da Kommissionen appellerede, var faellesskabsinstitutionernes hjemsted endnu ikke endeligt afgjort (17), ligesom afgoerelsen af 8. april 1965, truffet af repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabernes institutioner og tjenestegrene (18), stadig var gaeldende. Af denne afgoerelse kan der efter min mening paa ingen maade udledes, at Kommissionen har sit "saedvanlige opholdssted" i Luxembourg. I artikel 7, 8 og 9 i afgoerelsen er kun anfoert en raekke af Kommissionens tjenestegrene, der har hjemsted i Luxembourg. I oevrigt beroerer afgoerelsen ifoelge artikel 12 ikke "foreloebige arbejdssteder for De Europaeiske Faellesskabers institutioner og tjenester", idet disse steder ifoelge artikel 1 er Luxembourg, Bruxelles og Strasbourg. Selv om det ikke siges udtrykkeligt i afgoerelsen, er det almindelig kendt, at Kommissionen som beslutningstagende organ allerede under den foreloebige ordning havde hjemsted i Bruxelles (19), og at placeringen af en raekke af dens tjenestegrene i Luxembourg skulle vaere en kompensation for Storhertugdoemmet, fordi EKSF' s Hoeje Myndighed (der tidligere arbejdede i Luxembourg) i henhold til fusionstraktaten (20), skulle flytte til Bruxelles (21). Denne ordning blev i oevrigt endeligt stadfaestet ved afgoerelse af 12. december 1992 truffet ved faelles aftale mellem repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer vedroerende fastlaeggelse af hjemstedet for De Europaeiske Faellesskabers institutioner og for visse af Faellesskabernes organer og tjenester (22). Ifoelge afgoerelsens artikel 1, litra c), har Kommissionen hjemsted i Bruxelles, og de tjenestegrene, der er naevnt i ovenstaaende bestemmelser i afgoerelsen af 1965, er placeret i Luxembourg.

7. Jeg konkluderer af ovenstaaende, at Kommissionen ogsaa under den foreloebige ordning, for saa vidt angaar anvendelsen af procesfristerne ved Domstolen, har sit saedvanlige opholdssted i Bruxelles og derfor i henhold til artikel 1 i afgoerelsen om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden har ret til en forlaengelse af fristen med to dage. Staevningen er derfor indgivet rettidigt, hvorfor formalitetsindsigelsen om afvisning paa grund af overskridelse af fristen maa forkastes.

III ° Formalitetsindsigelse om afvisning for saa vidt Kommissionen har fremfoert nye faktiske omstaendigheder

8. De fleste af de appelindstaevnte har endvidere fremfoert den indsigelse, at appellen boer afvises, for saa vidt Kommissionen herunder fremkommer med en ny redegoerelse for de faktiske omstaendigheder, som Retten ikke har taget stilling til. Da appel til Domstolen er begraenset til retsspoergsmaal, burde Kommissionen have noejedes med at anfoere alle vaesentlige faktiske omstaendigheder, saaledes som de er gengivet i PVC-dommen. Den har derimod udeladt noget af det, som Retten har fastslaaet som vaesentligt, har naevnt nogle nye elementer og har ladet stoerstedelen af de resultater, der foelger af bevisfoerelsen i foerste instans, ude af betragtning. Endvidere haevdes det, at Kommissionen i sit appelskrift har gengivet nogle vaesentlige dele af proceduren for Retten forkert.

9. I den forbindelse kan jeg noejes med at bemaerke, at Retten er suveraen med hensyn til konstatering af faktiske omstaendigheder (23). Da Domstolens kontrollerende funktion som appelinstans for domme afsagt af Retten er begraenset til retsspoergsmaal (EOEF-traktatens artikel 168 A, stk. 1, og artikel 51 i statutten for EOEF-Domstolen), kan Domstolen ikke paakende nye faktiske omstaendigheder. Dette ville nemlig foere til en ny vurdering af fakta, som er udelukket ifoelge fast praksis:

"Appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket ... [og den] kan derfor kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelse af." (24)

Jeg tager derfor som udgangspunkt, at til bedoemmelse af de af Kommissionen i appelskriftet anfoerte indsigelser ° men ogsaa af appelindstaevntes argumenter (25) ° maa der kun laegges det til grund, som Retten har fastslaaet med hensyn til de faktiske omstaendigheder. I retlig henseende har beskrivelsen af den faktiske baggrund for PVC-sagen i Kommissionens appelskrift derfor ingen som helst vaerdi som bevis, og den kan kun betragtes som en ensidig erklaering. Jeg skal derfor ikke gaa naermere ind paa denne beskrivelse.

Derimod vil jeg med det samme understrege, at i den del af staevningen, der har overskriften "Retlige omstaendigheder", hvor Kommissionen bestrider begrundelsen for PVC-dommen for saa vidt der deri er knyttet en juridisk konklusion til faktiske omstaendigheder, som Retten ikke har fastslaaet med tilstraekkelig sikkerhed, goer Kommissionen gaeldende, at der foreligger en overtraedelse af retten; en indsigelse, som i princippet skal antages til behandling. En indsigelse om, at Retten "har overtraadt faellesskabsretten", som ifoelge EOEF-statuttens artikel 51 kan danne grundlag for appel, fortolkes nemlig bredt (26)I ifoelge Vidrányi-dommen omfatter det ikke kun faellesskabsrettens skrevne bestemmelser, men tillige de (uskrevne) almindelige principper, som er en del af den Faellesskabets retsorden. I ovennaevnte dom naaede Domstolen frem til, at tilsidesaettelse af det generelle princip om ret til kontradiktion og en domsmyndigheds pligt til at begrunde sine afgoerelser blev accepteret som appelgrund (27). At drage juridiske konklusioner paa grundlag af ikke fastslaaede faktiske omstaendigheder eller faktiske omstaendigheder, der ikke er fastslaaet med tilstraekkelig sikkerhed, ville uden tvivl indebaere en overtraedelse af denne begrundelsespligt, saaledes at en indsigelse om dette vedroerer overtraedelse af faellesskabsretten og derfor principielt skal tages under behandling ved Domstolen (28). Om de af Kommissionen anfoerte ankegrunde, som formalitetsindsigelsen vedroerende afvisning stoettes paa, opfylder disse betingelser, vil jeg bedoemme under behandlingen i det paagaeldende afsnit (nedenfor, punkt 24).

IV ° Rettens udtalelser vedroerende aendringerne i beslutningen

10. Som foerste ankegrund til stoette for annullation af PVC-dommen goer Kommissionen gaeldende, at der foreligger en overtraedelse af retten og en urigtig begrundelse, nemlig for saa vidt angaar Rettens udtalelser vedroerende de aendringer, som blev foretaget i beslutningen mellem det tidspunkt, da Kommissionen som kollegialt organ havde vedtaget beslutningen, og det tidspunkt da den blev meddelt de virksomheder, den var rettet til. Kommissionens indsigelser vedroerer i) de aendringer, der var foretaget i den tyske version af beslutningen, og ii) de aendringer, der blev gennemfoert i alle de sproglige versioner, navnlig det i beslutningens punkt 27 tilfoejede afsnit og den aendring, der blev foretaget i den dispositive del af beslutningen.

For at faa en rigtig forstaaelse af ankegrunden og den foelgende argumentation er det paa sin plads foerst at citere praemis 35 i PVC-dommen. Denne praemis angiver nemlig, paa hvilket grundlag Retten stoetter sin analyse af de i beslutningen foretagne aendringer. I henhold til Domstolens dom af 23. februar 1988 i sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet (herefter benaevnt "dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet") (29) ° som omtales senere i punkt 13 og 14 ° kommer Retten til foelgende konstatering:

"Princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er udstedt af den kompetente myndighed, er nemlig af vaesentlig betydning for retssikkerheden og for stabiliteten af den enkeltes retsstilling inden for Faellesskabets retsorden for saa vidt angaar baade faellesskabsinstitutionerne og de retsundergivne, hvis retsstilling og faktiske forhold paavirkes af en afgoerelse fra de naevnte institutioner. Kun hvis dette princip overholdes strengt og ubetinget, bestaar der sikkerhed for, at retsakten efter udstedelsen kun kan aendres under overholdelse af gaeldende kompetence- og procedureregler, og at den meddelte eller offentliggjorte retsakt som foelge heraf er en noejagtig gengivelse af den udstedte retsakt, der noeje afspejler den kompetente myndigheds vilje."

A ° AEndringerne af ordlyden af den tyske version

1) Rettens afgoerelse og parternes argumenter

11. Efter Kommissionens opfattelse har Retten overtraadt retten, idet den har udtalt, i) at der ikke skulle foretages nogen undersoegelse af, om de aendringer, der var konstateret i ordlyden af den tyske version, var eller ikke var af afgoerende betydning, og ii) at disse aendringer paavirker lovligheden af beslutningen i sin helhed, og dette gaelder i forhold til alle sagsoegerne. Jeg vil begynde med det foerste spoergsmaal, men vil foerst bringe det paagaeldende afsnit fra PVC-dommen i erindring.

Retten slog fast, at den af Kommissionen som kollegialt organ paa moedet den 21. december 1988 vedtagne beslutning i den tyske version "paa vaesentlige punkter ... afviger fra" den engelske og franske version af beslutningen ° den tyske, engelske og franske version blev alle godkendt paa moedet ° og med den meddelte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 17. marts 1989 offentliggjorte tyske version; denne afvigelse er "ikke blot ... af grammatisk eller syntaktisk art" (30). Efter at have opsummeret de paagaeldende aendringer (se endvidere punkt 14), udtalte Retten i praemis 42:

"Da disse aendringer blev foretaget efter retsaktens vedtagelse den 21. december 1988 og ikke blot er af ortografisk eller syntaktisk art, maa de noedvendigvis vaere blevet foretaget af en person uden den noedvendige kompetence hertil. Herved er der sket en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en af Kommissionen som kollegialt organ vedtaget retsakt, uden at det er noedvendigt at tage stilling til aendringernes raekkevidde, betydning eller vaesentlighed, saaledes som det fremgaar af Domstolens ovennaevnte dom af 23. februar 1988."

12. Kommissionen goer gaeldende, at Retten i sin fortolkning af dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet ikke har fortolket EOEF-traktatens artikel 190 korrekt, dvs. den bestemmelse, der laa til grund for denne dom. I denne bestemmelse hedder det: "Raadets og Kommissionens forordninger, direktiver og beslutninger skal begrundes og henvise til de forslag og udtalelser, som skal indhentes i henhold til denne traktat." En overtraedelse af denne artikel kraever saaledes, at det paavises, at de efter vedtagelsen af retsakten foretagne aendringer er vaesentlige. I det foreliggende tilfaelde drejer det sig dog kun om berigtigelser af sproglig art, som paa ingen maade beroerer kommissionsmedlemmernes rettigheder, for slet ikke at tale om adressaternes rettigheder. Endelig burde det for Kommissionen vaere muligt at aendre en sproglig version, selv om den er autentisk, med henblik paa tilretning, saa den er helt i overensstemmelse med den udstedte version af retsakten.

De appelindstaevnte anfoerer derimod, at de forskelle, der var mellem den tekst, der blev forelagt Kommissionen som kollegialt organ, og ordlyden af den meddelte tyske version af teksten gaar langt ud over, hvad der er simple syntaktiske rettelser eller rettelser af stavefejl, de eneste aendringer, som ifoelge dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet maa foretages efter vedtagelsen af retsakten. Den sondring, som Kommissionen foretager mellem vaesentlige og ikke-vaesentlige aendringer, finder ikke nogen stoette i praksis, og den kan ikke stoettes paa objektive kriterier.

2) Dommen i sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet

13. Dette foerer mig til en naermere analyse af dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet. I den sag blev Domstolen af Det Forenede Kongerige anmodet om at annullere Raadets direktiv 86/113/EOEF af 25. marts 1986 om fastlaeggelse af mindstekrav vedroerende beskyttelse af burhoens (31). Det andet anbringende var, at teksten i direktivet paa tre punkter i praeamblen var forskellig fra det udkast, som var forelagt Raadet til godkendelse. Domstolen gav medhold i dette anbringende og baserede sin argumentation paa Raadets forretningsorden og EOEF-traktatens artikel 190. Efter at have gengivet de paagaeldende bestemmelser i forretningsordenen, udtalte Domstolen (jeg citerer udfoerligt):

"Raadets forretningsorden indeholder imidlertid hverken hjemmel for generalsekretaeren eller medarbejderne i Generalsekretariatet til at foretage aendringer eller rettelser i ordlyden af dokumenter, som Raadet har truffet afgoerelse om. Det er et selvfoelgeligt led i de opgaver, der paahviler Raadets Generalsekretariat, at rette stavefejl eller fejl af grammatisk art, men denne befoejelse udstraekker sig ikke til at foretage aendringer i selve indholdet af den paagaeldende retsakt.

... vedroerer de aendringer, som Raadets Generalsekretariat har foretaget, kun begrundelsen til direktivet og ikke dets operative del. Begrundelsen er imidlertid blevet udfaerdiget efter traktatens artikel 190, der indeholder et krav om, at forordninger, direktiver, beslutninger og afgoerelser fra Raadet og Kommissionen skal indeholde en angivelse af de grunde, som ligger bag institutionens beslutning om at vedtage den paagaeldende retsakt, saaledes at Domstolen kan udoeve sine kontrolbefoejelser, og saaledes at saavel medlemsstaterne som de beroerte retsundergivne kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder faellesskabsinstitutionerne har anvendt traktaten (jf. dom af 7.7.1981, sag 158/80, Rewe mod Hauptzollamt Kiel, Sml. s. 1805).

Det foelger heraf, at begrundelsen til en retsakt udgoer en vaesentlig del af denne, hvorfor hverken Raadets generalsekretaer eller medarbejderne i Raadets Generalsekretariat er befoejet til at aendre begrundelsen til retsakter, som Raadet har godkendt" (32).

Da det i den paagaeldende sag var fastslaaet, at aendringerne i direktivet gik videre end simple rettelser af stavefejl eller fejl af grammatisk art, annullerede Domstolen det paagaeldende direktiv (33).

3) Forskelle mellem denne sag og sag 131/86

14. Det forekommer mig, at Retten er gaaet for let hen over nogle vaesentlige forskelle mellem de omstaendigheder, der forelaa i dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet, og i naervaerende sag (jf. nedenfor i dette afsnit) samt over spoergsmaalet om (jf. nedenfor, punkt 15, 16 og 17), hvad der paa baggrund af Domstolens praksis vedroerende EOEF-traktatens artikel 190 er den korrekte maalestok til bedoemmelse af, om bestemte aendringer i en individuel beslutning i konkurrenceforhold efter den officielle godkendelse er ulovlige eller ej.

For saa vidt angaar det foerste punkt ° de vaesentlige forskelle vedroerende omstaendighederne ° adskiller de to sager sig foerst og fremmest fra hinanden med hensyn til de fastsatte aendringers art. Det foelger efter min mening heraf, at det i hvert fald ikke kan udledes af dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet, at aendringernes "raekkevidde, betydning eller vaesentlighed" ikke behoever at blive omtalt. Domstolen foretog tvaertimod i denne dom en sondring mellem aendringer i selve indholdet af en retsakt, herunder tillige begrundelsen, og rettelser af rent sproglig art (34). Afvigelserne i praeamblens ordlyd, som Domstolen i den paagaeldende sag skulle tage stilling til, faldt uden tvivl i foerstnaevnte kategori: De vedroerte bl.a. det paagaeldende direktivs retsgrundlag (i praeamblen blev tilfoejet en ny henvisning til en traktatbestemmelse), og en hel betragtning blev slettet i betragtningerne (35). Skoent de af Retten omtalte afvigelser i den tyske version af beslutningen ikke udelukkende er en rettelse "af stavefejl eller fejl af grammatisk art" som naevnt i dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet, er det min opfattelse, at disse afvigelser heller ikke aendrede indholdet, dvs. raekkevidden af beslutningens begrundelse. AEndringerne blev aabenbart kun gennemfoert for at bringe beslutningens tyske ordlyd i overensstemmelse med ordlyden af den engelske og den franske tekst (aendringer citeret i foerste og andet led i praemis 41 i Rettens dom (36)) eller for at fjerne en skrivefejl, som oprindelig stammede fra den engelske tekst (aendring citeret i tredje led (37)). I hvert fald er disse aendringer saa begraensede og praecise, at de ikke kunne have nogen som helst indflydelse paa den retlige bedoemmelse af overtraedelsen af EOEF-traktatens artikel 85 eller paa beslutningens adressaters ret til den bedst mulige retsbeskyttelse (jf. nedenstaaende punkt 17).

En anden vigtig forskel mellem dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet og naervaerende sag er, i det mindste for saa vidt angaar det foerste anbringende, at det her kun drejer sig om afvigelser i én sproglig version, den tyske, mens de i den foerstnaevnte sag konstaterede aendringer forekom i alle sproglige versioner. Det bekraefter aabenbart, saaledes som Kommissionen anfoerer, at aendringerne i den tyske version af beslutningen isaer var sket med henblik paa at goere den identisk med de oevrige sproglige versioner.

Endelig skal jeg endvidere henvise til en sidste, efter min mening vaesentlig, forskel mellem situationen i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet og den i naervaerende sag. I foerstnaevnte sag fandt en medlemsstat, der som medlem har saede i den paagaeldende faellesskabsinstitution, nemlig Raadet (jf. fusionstraktatens artikel 2), med rette, at dens rettigheder var blevet kraenket, da der efter vedtagelsen af det anfaegtede direktiv af Raadet var blevet gennemfoert visse aendringer, hvor den fastsatte beslutningsproces ikke var blevet fulgt, og som den derfor ikke havde kunnet deltage i. At denne medlemsstat i henhold til forretningsordenen for den faellesskabsinstitution, som den indgaar i, kunne paaberaabe sig, at Generalsekretariatet ikke havde hjemmel til at gennemfoere aendringer i en vedtagen tekst, var haevet over enhver tvivl (38). Spoergsmaalet om, hvorvidt Det Forenede Kongerige i det foreliggende tilfaelde havde lidt nogen skade ved den bevidste overtraedelse, var for Domstolen ligeledes irrelevant. Domstolen fastslog nemlig i samme dom udtrykkeligt (39), at hver medlemsstat i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, har ret til at anfaegte lovligheden af et direktiv, uden at den i den forbindelse skal godtgoere, at der foreligger en soegsmaalsinteresse. I den foreliggende sag er forholdet et helt andet, idet det drejer sig om en beslutning, hvori Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 har fastslaaet en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85. Private ° der naturligvis ikke kan goere deres ret til en korrekt beslutningsproces gaeldende som medlem af den paagaeldende faellesskabsinstitution (40) ° kan i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, kun anfaegte lovligheden af saadanne beslutninger, saafremt de er rettet til dem, eller beroerer dem umiddelbart og individuelt (41).

4) Kravet om begrundelse i EOEF-traktatens artikel 190 vedroerende individuelle beslutninger i konkurrencesager

15. Ovenstaaende foerer mig frem til det andet punkt, jeg vil kritisere. Dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet, hvori det som sagt var et direktiv, der var til behandling, er ikke retningsgivende ° i den forstand at den udelukker enhver anden fortolkning ° med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt begrundelseskravet i EOEF-traktatens artikel 190 er opfyldt. Det er det i saerdeleshed ikke i et tilfaelde som det foreliggende, hvori en individuel beslutning i konkurrencesager er til behandling. Det er rigtigt, at Domstolen paa dette omraade med hensyn til kravet om begrundelse har udviklet en omfattende retspraksis, som PVC-dommen med urette ser bort fra. Denne kritik vejer i oevrigt tungere end det her droeftede anbringende, da Retten ogsaa andetsteds stoetter sin begrundelse paa den foernaevnte fortolkning af EOEF-traktatens artikel 190 og paa dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet (42).

16. Ifoelge fast praksis har forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning til formaal,

"at goere det muligt for Domstolen at efterproeve beslutningens lovlighed samt at give de beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der muligt foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes" (43).

Den i EOEF-traktatens artikel 190 kraevede begrundelse skal derfor klart og utvetydigt gengive faellesskabsinstitutionens argumentation, som har foert til vedtagelsen af den anfaegtede retsakt (44). Begrundelsespligtens noejagtige omfang er dog afhaengigt af den paagaeldende retsakts karakter og de omstaendigheder, hvorunder den er vedtaget (45). I den forbindelse skal der navnlig tages hensyn til, i hvilken sammenhaeng beslutningen er udstedt, de praktiske muligheder, de tekniske omstaendigheder og den frist, inden for hvilken den skal gennemfoeres (46), ligesom den interesse, som adressaterne eller de andre personer, der umiddelbart og individuelt er beroert af retsakten, som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, eventuelt kan have i beslutningen (47).

Mere specielt, for saa vidt angaar konkurrencesager, har Domstolen fastslaaet, at Kommissionen har opfyldt kravet om begrundelse i artikel 190, naar den i sin beslutning anfoerer faktiske omstaendigheder og retlige forhold, hvoraf beslutningens lovlighed fremgaar (48). Kommissionen behoever i den forbindelse ikke at gaa naermere ind paa alle faktiske og retlige omstaendigheder, som er blevet fremfoert af de paagaeldende under den administrative procedure (49). Det er derimod nok, at de tilstraekkeligt har redegjort for de faktiske og retlige betragtninger, som de har lagt til grund ved udformningen af konklusionen i deres beslutning, med andre ord, at de for den paagaeldende indeholder de noedvendige oplysninger til at kunne vide, om beslutningen er eller ikke er begrundet (50). Isaer med hensyn til beslutninger, hvormed der paalaegges en boede, har Domstolen udtalt, at:

"... maa begrundelsen anses for tilstraekkelig, naar den klart og sammenhaengende angiver de faktiske og retlige overvejelser, som domfaeldelsen af de paagaeldende hviler paa, saaledes at de vigtigste elementer i Kommissionens tankegang er tydelige for parterne saavel som for Domstolen" (51).

Ifoelge Domstolen foreligger der derfor ikke nogen tilsidesaettelse af den i artikel 190 paalagte begrundelsespligt, naar der "i beslutningen taget som helhed klart og sammenhaengende er anfoert de vaesentlige faktiske og retlige elementer, som den stoettes paa" (52). En saadan tilsidesaettelse foreligger heller ikke, naar Kommissionen i sin beslutning, med rette eller med urette, lader synspunkter ude af betragtning, som den ansaa for sagen uvedkommende (53). Selv naar visse passager ikke er redigeret med den fornoedne noejagtighed, foreligger der ingen tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter efter artikel 173, saafremt det ikke har forhindret hverken parterne eller Domstolen i at forstaa raekkevidden af Kommissionens klagepunkt eller i at vurdere dets holdbarhed (54). En saadan tilsidesaettelse foreligger derimod, saafremt begrundelsen er for summarisk, navnlig fordi Kommissionen gaar meget laengere end det var tilfaeldet i tidligere beslutninger (55).

17. Af Domstolens ovennaevnte praksis kan efter min mening udledes foelgende ledende principper med hensyn til EOEF-traktatens artikel 190' s betydning i konkurrencesager. Den i bestemmelsen paalagte begrundelsespligt er ikke absolut, men relativ i den forstand, at den tjener til at saette adressaterne for en beslutning i stand til paa bedst mulige maade at faa kendskab til og at forsvare deres rettigheder (56). Derfor skal de ogsaa tilstraekkelig klart og sammenhaengende have oplysninger om hovedpunkterne i den argumentation, som Kommissionen har fulgt, dvs. om de faktiske og retlige betragtninger, som er noedvendige for at kende grundlaget for den trufne beslutning, der er rettet til dem.

Derudover skal begrundelsen saette Domstolen i stand til at udoeve den legalitetskontrol, som er blevet den paalagt ved EOEF-traktatens artikel 173, i forbindelse med de soegsmaal, som adressaterne for en beslutning i konkurrencesager indbringer. Ogsaa dette sidstnaevnte princip udspringer af noedvendigheden af at sikre adressaterne for den paagaeldende retsakt en saa fuldstaendig retsbeskyttelse som muligt.

Men saafremt de af parterne anfoerte mangler ikke er af en saadan art, at de paavirker de paagaeldende virksomheders retsstilling (57), dvs. paavirker deres ret til en saa fuldstaendig retsbeskyttelse som muligt, er der ikke tale om nogen overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 190.

5) De anfaegtede aendringer paa baggrund af ovennaevnte retspraksis

18. For saa vidt angaar naervaerende problematik, nemlig hvordan stillingen er i forhold til EOEF-traktatens artikel 190, naar det gaelder (begraensede) aendringer, der foretages mellem det tidspunkt, da en beslutning i konkurrencesager vedtages, og det tidspunkt, da beslutningen meddeles og offentliggoeres, anser jeg i saerdeleshed Suiker Unie-dommen og Hasselblad-dommen for at vaere relevante (58).

I Suiker Unie-dommen paaberaabte en af parterne sig en fejl, der kun forekom i den franske version af den for parterne forkyndte beslutning, nemlig angivelsen af 1969/1970 som det aar, da kraenkelsen af konkurrencereglerne begyndte, i stedet for 1968/1969. Domstolen gav ikke den part, der oenskede at holde sig til den franske udgave, der var forkyndt for parten, medhold: af meddelelsen om klagepunkter fremgik det med tilstraekkelig klarhed, fra hvilket produktionsaar Kommissionen havde til hensigt at foreholde sagsoegeren en samordnet praksis, og af processkrifterne fremgik, at den paagaeldende part ogsaa klart havde forstaaet beslutningen paa denne maade. Herefter fastslog Domstolen, at beslutningen skulle forstaas saaledes, at tilsidesaettelsen af konkurrencereglerne var konstateret fra 1968/1969 (59).

I Hasselblad-dommen drejede det sig om en fejltagelse, som i en beslutning var begaaet i alle de meddelte og offentliggjorte versioner paa de forskellige sprog i forbindelse med betegnelsen af bestemmelserne i en eneforhandlingsaftale, som blev fundet i strid med EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. En af de anfaegtede bestemmelser forekom kun i en senere, aendret version af eneforhandlingsaftalen, mens to andre bestemmelser havde et andet nummer i den oprindelige version af eneforhandlingsaftalen. Domstolen ansaa det dog ikke for at vaere uoverkommeligt og udtalte, at beslutningen maatte antages at vedroere de bestemmelser, som Kommissionen havde i tankerne (men som var forkert benaevnt):

"Selv om der i den forbindelse maatte have indsneget sig en skrivefejl i beslutningen, kan denne fejl ikke have haft nogen indflydelse paa sagsoegerens forstaaelse af indholdet af paatalen." (60)

19. Suiker Unie- og Hasselblad-dommen underbygger min opfattelse, som jeg naaede frem til i ovenstaaende (punkt 17), og hvorefter Domstolen ved bedoemmelsen af, om begrundelseskravet i EOEF-traktatens artikel 190 er blevet opfyldt, foerst og fremmest skal tage hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt beslutningens adressater paa tilfredsstillende vis, dvs. tilstraekkelig klart og sammenhaengende, er blevet gjort bekendt med de klagepunkter, der er fremsat mod dem. I begge de to sager var denne betingelse opfyldt. Saafremt Domstolen kunne naa frem til den afgoerelse, at forskelle paa enkelte punkter mellem de forskellige sproglige versioner af den meddelte tekst i en beslutning ° som i dette tilfaelde skrivefejl i alle versioner paa de forskellige sprog af den meddelte tekst ° ikke kan rejse tvivl om gyldigheden af den paagaeldende beslutning, da disse afvigelser ikke har vaeret af afgoerende betydning for en forstaaelse af Kommissionens paatale, kan jeg ikke indse, hvorledes man paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 190 ville kunne beslutte, at en beslutning var ulovlig, hvori der er gennemfoert begraensede sproglige eller indholdsmaessigt ubetydelige aendringer i den tyske version, allerede inden beslutningen blev meddelt parterne, dvs. inden parterne officielt kunne faa kendskab til Kommissionens kritik (61). Saafremt der opstaar problemer i den forbindelse, drejer disse sig kun om, hvilken kompetence, den person har, som har gennemfoert de paagaeldende aendringer (jf. endvidere punkt 44).

20. Det foregaaende saetter mig i stand til at indtage foelgende standpunkt med hensyn til Kommissionens foerste anbringende. Ved ikke at ville tage hensyn til "raekkevidde, betydning eller vaesentlighed" for saa vidt angaar de aendringer, der blev gennemfoert i beslutningen efter dennes vedtagelse, har Retten efter min opfattelse henholdt sig for strengt til dommen i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet. Af Domstolens praksis vedroerende begrundelseskravet i EOEF-traktatens artikel 190 med hensyn til beslutninger paa konkurrenceomraadet fremgaar, at maalet med at undersoege, om kravet er opfyldt eller ej, ikke saa meget er et spoergsmaal om, hvorvidt saadanne aendringer gaar videre end "stavefejl og fejl af grammatisk art", men om de har vaeret af afgoerende betydning for appelindstaevntes forstaaelse af Kommissionens klagepunkter, og derved har skadet deres krav paa en saa fuldstaendig retsbeskyttelse som mulig. I modsaetning til det, appelindstaevnte goer gaeldende, forekommer dette kriterium mig helt objektivt og tilstraekkelig anvendeligt til at goere en hensigtsmaessig domstolskontrol mulig. Da Retten har overset dette kriterium, foreligger der en overtraedelse af faellesskabsretten.

6) Subsidiaert: Paavirkes lovligheden af beslutningen i sin helhed og i forhold til alle adressater?

21. Naar henses til ovenstaaende konklusioner behoever jeg strengt taget ikke at gaa naermere ind paa den af Kommissionen anfoerte overtraedelse af retten, nemlig spoergsmaalet om, hvorvidt de i beslutningens tyske version gennemfoerte aendringer kunne paavirke lovligheden af beslutningen som helhed og i forhold til alle appelindstaevnte. Men saafremt Domstolen i modsaetning til det, der er anfoert ovenfor, alligevel beslutter sig for at betegne de anfaegtede aendringer som en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 190, vil jeg subsidiaert gaa naermere ind paa dette anbringende.

I den forbindelse foerst dette: De appelindstaevnte har med foeje anfoert, at Retten ikke lige ud har sagt, at lovligheden af en beslutning i sin helhed paavirkes, fordi der blev gennemfoert aendringer i en bestemt sproglig version, efter at den var vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ. Alligevel er dette efter min mening noedvendigvis indeholdt i praemis 42, naermere bestemt i saetningen "herved er der sket en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en af Kommissionen som kollegialt organ vedtaget retsakt". Dette er endnu mere klart, naar man laeser denne passage sammenholdt med praemis 49 i PVC-dommen, hvori Retten udtaler, at "aendringer i en retsakts begrundelse ifoelge Domstolens praksis maa anses for en mangel, der goer hele den aendrede retsakt ugyldig, idet saadanne aendringer dels undergraver den tilsigtede virkning af traktatens artikel 190 ..." (62). Udgangspunktet maa derfor vaere, at Retten faktisk har knyttet de paagaeldende aendringer i beslutningens tyske version sammen med ugyldighed af hele beslutningen, dvs. ugyldighed af alle de sproglige versioner og over for alle de oevrige adressater.

Jeg anser en saadan konklusion for at vaere ude af proportion. Efter min mening kan tilsidesaettelsen af EOEF-traktatens artikel 190, saafremt den foreligger, kun have indflydelse paa gyldigheden af beslutningen i den autentiske tyske version. Et af kendetegnene for en beslutning er nemlig, i henhold til EOEF-traktatens artikel 189, stk. 4, at den er en individuel retsakt (63). En beslutning har til formaal at anvende en generel bestemmelse (i det foreliggende tilfaelde EOEF-traktatens artikel 85) i et konkret tilfaelde: Derfor er den kun bindende for dem, den udtrykkeligt angiver at vaere rettet til, og dette, i medfoer af artikel 3 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (64), kun paa den medlemsstats sprog, hvis jurisdiktion adressaten er undergivet. Mangler i begrundelsen, der kun forekommer i én sproglig version, paavirker derfor kun de adressaters retsstilling, for hvem dette sprog gaelder.

At Kommissionen i naervaerende sag kun har truffet én beslutning, ganske vist i forskellige retsgyldige versioner, kan ikke aendre dette, til trods for hvad Huels AG, Société artésienne de vinyle (herefter benaevnt "SAV") og Shell ICC goer gaeldende. I Suiker Unie-dommen udtalte Domstolen nemlig, at:

"Intet forbyder Kommissionen at traeffe afgoerelse vedroerende flere overtraedelser ved en enkelt beslutning, endog selv om nogle adressater ikke er beroert af alle overtraedelserne, naar blot det for hver adressat er muligt med sikkerhed af beslutningen at uddrage de klagepunkter, der vedroerer den paagaeldende." (65)

AEndringerne i beslutningens tyske version paavirker ikke paa nogen maade muligheden for de adressater, som faar meddelt beslutningen paa et andet autentisk sprog, som er deres eget, til af beslutningen noeje at forstaa, hvilke klagepunkter der er rettet mod dem. AEndringer i én retsgyldigt sprogversion har derfor ingen indflydelse paa beslutningens lovlighed i de andre retsgyldige sprogversioner.

Ogsaa paa dette punkt finder jeg derfor, at faellesskabsretten er blevet tilsidesat, fordi der paalaegges en sanktion, der ikke staar i forhold til tilsidesaettelsen.

B ° De aendringer, der er foretaget i alle de sproglige versioner af beslutningen

1) Rettens afgoerelse og parternes argumenter

22. Foruden aendringerne i beslutningens tyske tekst har Retten, i forbindelse med den af denne anordnede bevisoptagelse, konstateret to aendringer, som var blevet foretaget i alle sproglige versioner i perioden mellem det tidspunkt, da Kommissionen som kollegialt organ vedtog beslutningen, og det tidspunkt, da den blev meddelt i) tilfoejelsen, i beslutningens punkt 27, af et helt nyt stk. 4 (vedroerende ordlyden af dette afsnit, se nedenfor, punkt 27), og ii) i artikel 1 af beslutningens dispositive del udeladelsen af henvisningen "(EMC-Group)" efter navnet paa virksomheden SAV.

Kommissionen anfaegter Rettens bedoemmelse af begge aendringerne med to anbringender, som jeg kan sammenfatte som foelger. Med hensyn til foerstnaevnte aendring goer Kommissionen gaeldende, at Retten i) har tilsidesat sin begrundelsespligt ved at fastslaa dels, at det afsnit, der i alle sproglige versioner er indfoejet i beslutningens punkt 27, ikke er vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, dels at afsnittets vaesentlighed ikke kan bestrides, ii) har tilsidesat retten ved ikke at finde det noedvendigt at undersoege det paagaeldende afsnits vaesentlighed, og iii) har tilsidesat retten ved at antage, at den omhandlede tilfoejelse paavirker lovligheden af beslutningen i sin helhed. Med hensyn til den anden aendring anfoerer Kommissionen, at Retten i) har tilsidesat sin begrundelsespligt ved at udtale, at udeladelsen af tilfoejelsen "(EMC-Group)" var af en saadan karakter, at beslutningens raekkevidde derved blev aendret, og ii) har tilsidesat retten ved at fastslaa, at denne udeladelse paavirker lovligheden af beslutningen i sin helhed og i forhold til alle sagsoegerne.

2) Formalitetsindsigelsen om afvisning paa grund af nye faktiske omstaendigheder

23. Foer jeg undersoeger disse indsigelser, skal jeg behandle formalitetsindsigelsen om afvisning, som de fleste appelindstaevnte har gjort gaeldende, for saa vidt Kommissionen har fremfoert nye faktiske omstaendigheder, som Retten ikke har taget stilling til. Kommissionen skulle navnlig i afsnit 5 og 38 i sit appelskrift have oplyst om nyt materiale vedroerende faktiske omstaendigheder, specielt med hensyn til det, der blev aftalt paa kabinetschefernes saerlige moede om morgenen den 19. december 1988, med hensyn til det, kabinetscheferne paa deres saedvanlige ugentlige moede samme dag besluttede at anbefale Kommissionen, og med hensyn til, hvad Kommissionen som kollegialt organ droeftede paa sit moede den 21. december 1988.

24. Som jeg allerede har anfoert ovenfor (punkt 9), er Domstolen i princippet bundet af de konstateringer med hensyn til de faktiske forhold, som Retten har foretaget. Den kan derfor ikke tage stilling til nye faktiske omstaendigheder, som fremfoeres af parterne. Kommissionen anfoerer ganske rigtigt i punkt 5 og 38 i sit appelskrift tre faktiske omstaendigheder, som ikke blev fastslaaet af Retten i dennes dom, og som Kommissionen derfor ikke kan paaberaabe sig for Domstolen:

° I afsnit 5 citerer Kommissionen fra konklusionen i moedereferatet fra kabinetschefernes saerlige moede, der blev holdt om morgenen den 19. december 1988, hvoraf skulle fremgaa, at det efter forslag fra det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, blev aftalt at tilfoeje et afsnit til afsnit 27 i udkastet til beslutning. Teksten til dette afsnit er paa engelsk og fransk vedhaeftet moedereferatet for dette moede i bilag III. I den del af dette moedereferat (et dokument med nummer SEC(88) 2033), som blev fremlagt af Kommissionen den 21. november 1991 under den mundtlige forhandling i foerste instans (66), forekommer denne konklusion dog ikke.

° I punkt 5 i appelskriftet goer Kommissionen gaeldende, at kabinetscheferne paa deres saedvanlige ugentlige moede den 19. december 1988 om eftermiddagen anbefalede Kommissionen at vedtage forslagene fra det kommissionsmedlem, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, paa de betingelser, der var anfoert i moedereferatet for det saerlige moede samme morgen. Retten har dog ikke fastslaaet disse faktiske omstaendigheder i sin dom.

° Endelig meddeler Kommissionen i punkt 38 i sit appelskrift, at kommissionsmedlemmerne paa det 945. moede i Kommissionen som kollegialt organ, den 21. december 1988, "efter at have droeftet generelle spoergsmaal, f.eks. stoerrelsen af boederne ... erklaerede sig helt indforstaaet med det, som kabinetscheferne anbefalede". Heller ikke dette bekraeftes nogetsteds i det, Retten har fastslaaet om de faktiske forhold. Retten har derimod paa grundlag af teksten i moedereferatet for kommissionsmedlemmernes paagaeldende moede, den 21. december 1988, kun fastslaaet, at medlemmerne blev underrettet om kommissionsmedlemmernes kabinetschefers behandling af sagen under deres saerlige moede og under deres ugentlige moede, den 19. december 1988 (se dog nedenfor, punkt 25) (67).

For saa vidt Kommissionens argumentation stoettes paa disse faktiske omstaendigheder, boer den derfor afvises. Konkret betyder afvisningen efter min opfattelse blot, at Domstolen ved bedoemmelsen af den indsigelse, som Kommissionen har fremfoert i punkt 38 i sit appelskrift ° som jeg har naevnt under i) i punkt 22, for saa vidt angaar den foerste aendring ° skal se bort fra disse nye faktiske omstaendigheder. Det betyder dog ikke, at hele denne indsigelse maa afvises: Raekkevidden af (den samlede) indsigelse er jo faktisk, at Retten ikke har opfyldt sin begrundelsespligt, idet den har truffet afgoerelse paa grundlag af ikke tilstraekkeligt fastslaaede faktiske omstaendigheder, om at det paagaeldende afsnit ikke var vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ. Hvad dette angaar, maa indsigelsen tages til foelge og undersoeges (se ovenfor, punkt 9).

3) Undersoegelse af indsigelserne i forbindelse med tilfoejelsen af et nyt afsnit

25. Retten har ifoelge Kommissionen tilsidesat sin begrundelsespligt ved paa grundlag af ikke tilstraekkeligt konstaterede faktiske omstaendigheder at have fastslaaet, at det nye afsnit, der blev tilfoejet (se afsnittets tekst nedenfor i punkt 27), ikke var vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ. Forstaaet paa denne maade viser en naermere analyse efter min opfattelse, at Kommissionens indsigelse maa anses for berettiget. Afgoerende i Rettens argumentation for at komme til den konklusion, at det paagaeldende afsnit ikke er vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, er den forstaaelse, som Retten har af moedereferatet af det paagaeldende kommissionsmoede. Paa grundlag af denne tekst udtaler Retten i praemis 46, at det er fastslaaet, at Kommissionen kun har taget kabinetschefernes behandling af sagen paa deres saerlige moede den 19. december 1988 til efterretning (68). Og i praemis 47 slutter Retten: "... fremgaar det af selve ordlyden af det ovenfor omtalte moedereferat (praemis 37), at Kommissionen ved at vedtage udkastene af 14. december 1988, som ikke indeholdt dette afsnit, stiltiende besluttede ikke at vedtage aendringen". Men naar man gaar selve teksten i moedereferatet efter ° og ikke sammenfatningen i praemis 37 i PVC-dommen ° fremgaar det udtrykkeligt, at det i punkt 2 anfoeres:

"La Commission prend connaissance du résultat de l' examen de cette question par les Chefs de Cabinet lors de leur réunion spéciale (cf. doc. SEC(88) 2033, point 11) et lors de leur réunion hebdomadaire (cf. doc. SEC(88) 1958, point 16)."

Jeg konstaterer, at Rettens gengivelse af dette punkt i praemis 37 ikke er helt praecis: i) Retten naevner ikke, at der i det paagaeldende punkt udtrykkelig henvises til moedereferatet fra kabinetschefernes saerlige moede (der havde loebenr. SEC(88) 2033, og blandt hvis bilag der ifoelge de af Kommissionen den 21.11.1991 fremlagte dokumenter og erklaeringer befandt sig det bilag III, der indeholdt det tilfoejede afsnit) (69), og ii) Retten fastslaar kun, at Kommissionen som kollegialt organ har taget kabinetschefernes behandling af sagen til efterretning, mens der i det paagaeldende punkt i moedereferatet er anfoert, at Kommissionen har taget resultatet af kabinetschefernes droeftelser paa deres saerlige og ° modsat det, Retten udtaler i praemis 46 ° deres saedvanlige moede til efterretning.

Heraf maa det efter min mening fremgaa, at den konklusion, som Retten naar frem til, nemlig at Kommissionen som kollegialt organ stiltiende har tilkendegivet, at den ikke vil tage den foreslaaede tilfoejelse til foelge, stoettes paa en unoejagtig gengivelse af de faktiske omstaendigheder. Paa grundlag af ovennaevnte oplysninger om de faktiske omstaendigheder forekommer det mig tvaertimod, at saafremt Kommissionen ikke havde villet tage den foreslaaede tilfoejelse til foelge ° som den i betragtning af ovennaevnte punkt 2 i moedereferatet aabenbart var underrettet om ° ville dette hoejst sandsynligt vaere blevet foert til protokols i moedereferatet. Med andre ord, af oplysningerne om de faktiske omstaendigheder fremgaar snarere, at Kommissionen som kollegialt organ stiltiende har vedtaget den af kabinetscheferne foreslaaede tilfoejelse, end at de stiltiende har afvist den. Dette punkt betyder i sig selv allerede, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt, da den har knyttet juridiske konsekvenser til ikke tilstraekkeligt fastslaaede faktiske omstaendigheder.

26. Til ovenstaaende kommer endvidere, at jeg ogsaa finder Kommissionens anden indsigelse, som omhandler det tilfoejede afsnit ° jf. ovenfor punkt 22, foerste aendring under ii) ° for berettiget, som jeg vil paavise i det foelgende. Denne indsigelse gaar ud paa, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt ved at udtale, at det ikke er noedvendigt at undersoege, om det anfaegtede afsnit er vaesentligt, og at det i oevrigt ikke kan bestrides. At afsnittet ikke var vaesentligt, skulle tvaertimod, ifoelge Kommissionen, vaere aabenbart: Det er nemlig et led i begrundelsen i forbindelse med et procedurespoergsmaal, som var blevet rejst under den administrative procedure i henhold til forordning nr. 17, og det indgaar ikke i argumentationen, som er det noedvendige udgangspunkt for den dispositive del af beslutningen.

Inden denne anden indsigelse undersoeges, skal jeg lige citere den anfaegtede passage i PVC-dommen:

"Denne tilfoejelse til beslutningens begrundelse, som hverken er af syntaktisk eller grammatisk art, indebaerer saaledes, at alle de meddelte retsakter saavel som den retsakt, der blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, er ugyldige, jf. Domstolens ovennaevnte dom af 23. februar 1988, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om tilfoejelsen er vaesentlig, hvilket i oevrigt ikke kan bestrides." (70)

27. Teksten i det indfoejede afsnit lyder som foelger:

"Det skal paapeges, at der ved virksomheders frafald af kravet om fortrolighed omkring deres interne forretningsdokumenter skal tages hensyn til offentlighedens interesse i, at konkurrenter ikke informeres om hinandens kommercielle aktiviteter og hensigter paa en saadan maade, at konkurrencen mellem dem begraenses." FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692C0137.1

Efter min mening staar det fast, at de ovenfor (i punkt 17, 19 og 20) omhandlede principper ogsaa skal finde anvendelse ved denne indsigelse: Kriteriet for at finde ud af, om aendringer, der er foretaget i en beslutning, betyder en tilsidesaettelse af begrundelseskravet i EOEF-traktatens artikel 190, er, om de har vaeret af afgoerende betydning for appelindstaevntes forstaaelse af Kommissionens indsigelser og derved har skadet deres ret til den videst mulige retsbeskyttelse.

Efter min opfattelse har Retten med udtalelsen, "uden at det er noedvendigt at tage stilling til" om tilfoejelsen "er vaesentlig, hvilket i oevrigt ikke kan bestrides", med urette undladt at undersoege, om den omstridte tilfoejelse har haft en afgoerende betydning for appelindstaevntes forstaaelse af den kritik, der blev rettet mod dem vedroerende overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, og dermed af deres ret til en fuldstaendig retsbeskyttelse. Efter min mening er der ikke tale om en saadan afgoerende betydning. Den omhandlede tilfoejelse vedroerer nemlig spoergsmaalet ° som af Retten er beskrevet som vanskeligt og omstridt ° om, hvorvidt det i tilfaelde af, at forskellige virksomheder er genstand for en undersoegelse i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 85, og en af disse virksomheder frafalder kravet om fortrolighed med hensyn til oplysninger vedroerende virksomheden, er muligt for Kommissionen at imoedekomme det, eller om den ud fra hensynet til trinhoejere bestemmelser ° f.eks. sikring af faellesskabets konkurrencebestemmelser ° netop skal modsaette sig det (71). Sagt paa en anden maade, afsnittet vedroerer ikke begrundelsen for beslutningen, for saa vidt den er af betydning for de paagaeldende virksomheder for forstaaelsen af Kommissionens indsigelser vedroerende de af EOEF-traktatens artikel 85 omfattede forbudte aftaler, men det vedroerer udelukkende et procedurespoergsmaal (som det ogsaa fremgaar af det sted, hvor det er behandlet i beslutningen, dvs. under overskriften "D. Procedurespoergsmaal"), nemlig spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen har respekteret retten til kontradiktion under den administrative procedure.

Ved en naermere gennemlaesning af hele beslutningens punkt 27 ° hvori det centrale er spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen havde tilsidesat rettighederne hos flere af de appelindstaevnte ved at naegte dem fuld aktindsigt ° bliver det endvidere klart, at det indfoejede afsnit kun har en begraenset betydning: Det goer det kun klart, hvorfor Kommissionen besluttede ikke at imoedekomme kravet fra flertallet af virksomhederne om, paa grundlag af gensidigt frafald af kravet om fortrolighed, at saette hver isaer i stand til at gennemse alle de dokumenter, som Kommissionen havde modtaget vedroerende de oevrige virksomheder. Strengt taget var det nye afsnit med dette indhold ikke engang noedvendigt, dels fordi det i det foregaaende afsnit er anfoert, at Kommissionen de facto ikke havde modsat sig, at virksomhederne indbyrdes udvekslede de kopier, som de havde raadighed over, dels fordi Kommissionen de jure i det foelgende afsnit (som i hvert fald var medtaget i udkastet til beslutningen) med hensyn til afslaget paa at meddele disse oplysninger paaberaaber sig Domstolens faste praksis, saaledes som den navnlig kommer til udtryk i VBVB- og VBBB-dommen. I denne dom fastslog Domstolen nemlig, at:

"Selv om hensynet til retten til forsvar kraever, at den beroerte virksomhed har vaeret i stand til paa hensigtsmaessig maade at tilkendegive sine synspunkter vedroerende de dokumenter, som Kommissionen har anvendt til at tilvejebringe de resultater, som ligger til grund for dens beslutning, er der ingen bestemmelser, der paalaegger Kommissionen pligt til at goere de beroerte parter bekendt med sagsakterne." (72)

28. Ovenstaaende bringer mig til foelgende afgoerelse. Selv om det maatte antages, at Kommissionen som kollegialt organ ikke har taget det i punkt 27 indfoejede afsnit til foelge (jf. herom punkt 25), stoeder Rettens bedoemmelse af denne tilfoejelse paa grundlag af dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet i store traek paa de samme indvendinger som dem, jeg i det ovenstaaende har fastslaaet med hensyn til bedoemmelsen af aendringerne i den tyske version. Set ud fra EOEF-traktatens artikel 190 er proevelseskriteriet ikke, om der foreligger eller ikke foreligger uoverensstemmelser af "syntaktisk eller grammatisk art" mellem en af Kommissionen vedtaget og for adressaterne forkyndt beslutningstekst, men spoergsmaalet om, hvorvidt aendringerne har vaeret af afgoerende betydning for appelindstaevntes forstaaelse af Kommissionens indsigelser og dermed har paavirket deres retsstilling for saa vidt angaar retsbeskyttelsen paa ugunstig vis. Ved at overse dette kriterium ° og tillige at have undladt at undersoege betydningen af den omstridte indfoejelse tilstraekkeligt i lyset af dette kriterium ° har Retten tilsidesat henholdsvis faellesskabsretten og sin begrundelsespligt.

I betragtning af ovenstaaende anser jeg det ikke for noedvendigt at gaa naermere ind paa Kommissionens tredje indsigelse, der er anfoert i punkt 22, foerste aendring, under iii), nemlig at den af Retten anvendte sanktion skulle vaere uforholdsmaessig.

4) Undersoegelse af indsigelserne i forbindelse med udeladelsen af "(EMC-Group") i den dispositive del af beslutningen

29. Kommissionen goer gaeldende, at den paagaeldende henvisning udelukkende var beskrivende og ikke havde nogen som helst retlige foelger. Denne henvisning, som naesten ikke er brugt i de forskellige faser af proceduren, skulle ved sprogrevisionen af beslutningen have vaeret stroeget for at udelukke enhver tvivl. Kommissionen goer endvidere gaeldende, at Retten ikke paa nogen maade har begrundet sin paastand om, at udeladelsen af henvisningen "(EMC-Group)" kan faa indflydelse paa spoergsmaalet om, hvor ansvaret for den paastaaede overtraedelse skal placeres, og at endog de oekonomiske konsekvenser af den idoemte boede kan blive flyttet paa grund af dette.

SAV goer derimod gaeldende, at udeladelsen af "EMC-Group" i beslutningens dispositive del ° en aendring, som rammer virksomheden saerlig haardt ° kan have indflydelse paa, hvor ansvaret for den paastaaede overtraedelse skal placeres, og at den kan medfoere, at de oekonomiske konsekvenser af den paalagte boede forskydes.

30. Jeg gentager Rettens afgoerelse paa dette punkt. Efter at have konstateret, at den omtvistede henvisning forekom i de udkast, der var blevet forelagt Kommissionen, men manglede i den tekst, som blev forkyndt for alle appelindstaevnte, og som er offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, fandt Retten, at en saadan aendring er i strid med EOEF-traktatens artikel 190:

"AEndringer i en beslutnings dispositive del vedroerer nemlig direkte raekkevidden af de retsundergivnes eventuelle forpligtelser eller rettigheder i henhold til retsakten. I det foreliggende tilfaelde kan en saadan aendring beroere placeringen af ansvaret for en paastaaet overtraedelse og endog foere til, at den oekonomiske byrde af den paalagte boede forskydes." (73)

Retten fastslog derefter, at den i dommen i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet indeholdte loesning saa meget desto mere maa finde anvendelse,

"naar retsaktens adressater som her paalaegges byrder og forpligtelser, og den foretagne aendring kan paavirke bestemmelsen af den juridiske person, der paalaegges forpligtelser. Man maa nemlig noedvendigvis drage en saadan konsekvens af aendringen af ovennaevnte artikel 1 i beslutningens dispositive del, hvorved Kommissionen som et resultat af betragtningerne og EOEF-traktatens artikel 85 foretager den retlige subsumption af de paatalte forhold og naevner de overtraedende virksomheder. En saadan aendring paavirker saaledes direkte og uundgaaeligt de andre artikler i den dispositive del, som ved at paalaegge sagsoegerne forpligtelser og boeder og ved at fastsaette betingelserne for, at de virksomheder, retsakterne er rettet til, opfylder forpligtelserne, kun er udtryk for de noedvendige konsekvenser af artikel 1, som her netop har vaeret genstand for en aendring" (74).

31. Hvorvidt den her omhandlede aendring kunne have indflydelse paa spoergsmaalet, om ansvaret for den paastaaede overtraedelse kan placeres hos SAV, og derfor have vaeret af afgoerende betydning for appelindstaevntes forstaaelse af beslutningen og for deres krav paa retsbeskyttelse, er det afgoerende kriterium, der blev anvendt ovenfor (punkt 17) Det fremgaar utvivlsomt af Domstolens praksis, at naar en virksomhed er saaledes integreret i en koncern, at den mister enhver selvstaendighed, skal moderselskabet eventuelt baere et (med)ansvar for datterselskabets handlinger, som er i strid med konkurrencebestemmelserne. Navnlig siden "farvestof"-dommene er det blevet fast praksis, at "den omstaendighed, at datterselskabet er en selvstaendig juridisk person, udelukker ikke, at ansvaret for dets adfaerd eventuelt paalaegges moderselskabet", og at "dette kan navnlig vaere tilfaeldet, hvor datterselskabet paa trods af sin status som selvstaendig juridisk person ikke frit bestemmer sin adfaerd paa markedet, men i det vaesentlige foelger instrukser fra moderselskabet" (75).

Alligevel er jeg i det foreliggende tilfaelde paa ingen maade overbevist om, at henholdsvis henvisningen til "(EMC-Group)" og udeladelsen deraf i artikel 1 i den dispositive del af beslutningen (76) har haft eller kunne have haft nogen indflydelse paa spoergsmaalet om, hvor ansvaret for den i beslutningen konstaterede overtraedelse skulle placeres. For det foerste er det ubestridt, at hverken udkastet til beslutningen eller den for adressaterne forkyndte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte tekst af beslutningen, i artikel 3 og 4 i den dispositive del indeholder nogen som helst henvisning til SAV' s tilknytning til "EMC-Group". Jeg er endvidere, i modsaetning til Retten i ovennaevnte praemis 50, af den opfattelse, at beslutningen er helt utvetydig, naar den paalaegger SAV, og kun SAV, en naermere beskrevet boede (artikel 3) og fastsaetter regler for, hvorledes boeden skal betales (artikel 4). Endelig naevnes i betragtningerne til beslutningen konsekvent udelukkende SAV som saadan, uden at det betegnes som datterselskab af noget moderselskab (77).

32. Af alt dette foelger, at den omstridte aendring, sammenholdt med beslutningsteksten i sin helhed (78), ikke har haft eller kunne have haft nogen som helst indflydelse paa spoergsmaalet om, hvorvidt ansvaret for den paastaaede overtraedelse kunne placeres hos SAV, og derfor heller ikke paa virksomhedens forstaaelse af beslutningen og dens krav paa retsbeskyttelse. Ved at forbigaa dette kriterium og ved ikke at undersoege den omstridte aendring paa baggrund heraf, har Retten tilsidesat henholdsvis faellesskabsretten og sin begrundelsespligt.

33. Dermed kommer jeg frem til Kommissionens sidste indsigelse, nemlig at Retten med urette har fastslaaet, at udeladelsen af ovennaevnte henvisning paavirker lovligheden af beslutningen i sin helhed i forhold til alle de appelindstaevnte. Jeg kan i den forbindelse tilslutte mig det, jeg ovenfor (punkt 21) har anfoert med hensyn til de i den tyske tekst gennemfoerte aendringer: Udeladelsen af henvisningen "(EMC-Group)" efter SAV kunne for de andre virksomheder, til hvem beslutningen er rettet, ikke have nogen indflydelse paa deres mulighed for praecist at laese i beslutningen, hvilke indsigelser der er rettet mod dem selv, og i hvert fald ikke paa spoergsmaalet om, hvorvidt ansvaret for den paastaaede overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85 kunne placeres hos dem.

V ° De krav, EOEF-traktaten stiller i forbindelse med udstedelse af retsakter fra Kommissionen, navnlig vedroerende godkendelse af ordlyden af autentiske versioner paa de officielle sprog af en beslutning

34. foelge Kommissionen tager PVC-dommen udgangspunkt i en aabenbart usaedvanlig formalistisk opfattelse af de krav, EOEF-traktaten stiller til Kommissionen som kollegialt organ ved udstedelsen af dens retsakter. Navnlig hviler dommen paa en forkert juridisk opfattelse, naar den forlanger, at Kommissionen som kollegialt organ kobles ind ved godkendelsen af ordlyden af alle de sproglige versioner, der er autentiske for disse retsakter. De krav, EOEF-traktaten og forretningsordenen stiller til Kommissionens optraeden som kollegialt organ, har tvaertimod vaeret overholdt til punkt og prikke ved vedtagelsen af beslutningen.

1) Rettens afgoerelse og parternes argumenter

35. Jeg kommer straks til parternes saerlige argumentation. Men lad mig foerst naevne, hvad der paa dette punkt helt noejagtigt blev bestemt i foerste instans. De anfaegtede praemisser staar i den del af PVC-dommen, hvori Retten undersoeger den udstedende myndigheds kompetence, naermere bestemt hvor det undersoeges, om det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, havde den saglige kompetence til at udstede den paa italiensk og nederlandsk affattede beslutning, der blev offentliggjort i EF-Tidende. En raekke sagsoegere havde for Retten gjort gaeldende, at den myndighed, der udstedte beslutningen, var inkompetent, da det af moedereferatet fra det 945. moede i Kommissionen fremgik, at kommissionsmedlemmerne kun havde vedtaget beslutningen paa tysk, engelsk og fransk, og at man havde givet bemyndigelse til det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, paa det tidspunkt P. Sutherland, til at udstede beslutningen paa de andre officielle sprog, nemlig italiensk og nederlandsk. Endvidere fremgik det, at sidstnaevnte sproglige versioner foerst var blevet forelagt Kommissionens Generalsekretariat den 16. januar 1989, og at Sutherland' s embedsperiode udloeb den 5. januar 1989.

For det foerste udleder Retten i praemis 55 i sin dom foelgende af at sammenholde artikel 3 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (79) og af artikel 12, stk. 1, i forretningsordenen (80):

"Det fremgaar af disse bestemmelser betragtet under ét, at saafremt Kommissionen som i det foreliggende tilfaelde oensker ved en i materiel henseende samlet handling at udstede en beslutning, der er retsgyldig over for flere forskellige juridiske personer, som er undergivet forskellige sproglige ordninger, skal beslutningen udstedes paa alle de sprog, hvori den skal have retsgyldighed, da det ellers vil vaere umuligt at stadfaeste den."

Derefter forkaster Retten Kommissionens argument om, at den bemyndigelse, Kommissionen som kollegialt organ har givet det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at udstede beslutningen paa italiensk og nederlandsk, var i overensstemmelse med artikel 27 i forretningsordenen (81). Udstedelsen af en beslutning til gennemfoerelse af EOEF-traktatens artikel 85, artikel 1, kan efter Rettens skoen ikke anses for foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art, jf. ovennaevnte bestemmelser i artikel 27 (82). Af "artikel 27, stk. 1 ... sammenholdt med stk. 2" foelger nemlig ifoelge Retten, at Kommissionen som kollegialt organ eventuelt kan give et af sine medlemmer bemyndigelse til at udstede en saadan beslutning paa de af Faellesskabets officielle sprog, som ikke tillige er de sprog, der har retsgyldighed, idet de paa disse sprog udstedte beslutninger ikke har retsvirkninger og ikke kan tvangsfuldbyrdes over for en eller flere af de virksomheder, der er omtalt i beslutningens dispositive del (83). Retten besluttede til slut at fastslaa, at det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, manglede saglig kompetence til at udstede beslutningen paa italiensk og nederlandsk, som anfoert i foelgende praemis:

"Vedtagelsen af beslutningen paa det sprog, der har retsgyldighed, har langt stoerre betydning. En beslutning, hvori det fastslaas, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, og hvorved en raekke virksomheder paalaegges forpligtelser og betydelige boeder, og som i denne forbindelse yderligere kan tvangsfuldbyrdes, paavirker i betydelig grad virksomhedernes rettigheder og forpligtelser samt deres formue. En saadan beslutning kan ikke anses for en simpel foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, og kan derfor ikke udstedes af et enkelt kommissionsmedlem inden for rammerne af dennes kompetence, uden at der herved vil ske en direkte tilsidesaettelse af det kollegialitetsprincip, som udtrykkeligt er anerkendt i ovennaevnte artikel 27." (84)

36. Kommissionen indroemmer, at beslutninger, der er truffet med hensyn til virksomheder vedroerende EOEF-traktatens artikel 85 ff., stadig kraever, at der skal ske en kollegial droeftelse. Men naar Kommissionen som kollegialt organ, som i tilfaeldet med den foreliggende beslutning, har vedtaget en beslutning, hvis tekst er udfaerdiget paa ét, to eller tre af Faellesskabets officielle sprog, har det kollegiale organ fuldt ud udfoert sin opgave. Ved vedtagelsen af en beslutning boer der nemlig sondres mellem det intellektuelle og det formelle element. Det intellektuelle element ligger paa et internt stadium af beslutningsprocessen, ved udformningen af den kollektive vilje efter behandling og droeftelse af sagen, mens det formelle element derimod bestaar i alle gennemfoerelsesforanstaltninger, hvorved retsakten endeligt bliver optaget i retssfaeren (sproglig udformning, oversaettelse, endelig udformning, forkyndelse og offentliggoerelse). Kun det foerste element omfatter en bemyndigelse til at udoeve et skoen, saaledes at det kun er her, at det har nogen mening, at det kollegiale organ optraeder. Da oversaettelsen af en beslutning, inklusive udfaerdigelsen af de autentiske sproglige versioner, er en rent administrativ gennemfoerelsesforanstaltning, maa dette ogsaa vaere muligt uden udtrykkelig, saerlig bemyndigelse fra Kommissionen som kollegialt organ, under ledelse af det medlem af Kommissionen, der er bemyndiget hertil. I den forbindelse bemaerker Kommissionen endvidere, at den bemyndigelse, der ifoelge moedereferatet fra det 945. moede blev givet til det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, ikke i snaever forstand er en bemyndigelse i henhold til artikel 27 i forretningsordenen: Det drejer sig nemlig ikke engang om en foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, men om en opgave, der ikke giver noget som helst spillerum for at handle efter egen indsigt. Saafremt Domstolen alligevel kommer til det resultat, at der her er tale om en bemyndigelse som omfattet af ovennaevnte bestemmelse, ville den saa meget desto mere vaere i overensstemmelse med den.

De appelindstaevnte goer herimod navnlig gaeldende, at den sondring, Kommissionen foretager mellem det intellektuelle og det formelle element i en beslutning, er helt kunstig og ikke finder nogen som helst stoette i EOEF-traktaten, forretningsordenen eller Domstolens praksis. Under retsmoedet tilfoejede de, at saafremt Kommissionen har ret, ville dette udelukke den i forretningsordenens artikel 12 foreskrevne bekraeftelse af de sproglige versioner, der ikke blev forelagt Kommissionen som kollegialt organ til vedtagelse. Derved ville artikel 12 miste sin praeceptive karakter.

37. I de foelgende afsnit vil jeg koncentrere mig om det centrale spoergsmaal, der her foreligger, nemlig om og i hvilket omfang Kommissionen, efter at den paa det konkurrenceretlige omraade har vedtaget en eller flere sproglige versioner af en beslutning, der er rettet til virksomheder, paa grundlag af artikel 27 i Kommissionens forretningsorden maa uddelegere en befoejelse til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at vedtage de (oevrige) autentiske sproglige versioner af beslutningen. Spoergsmaalet om, hvorvidt Rettens ovenstaaende (i punkt 35) citerede praemis 55 indeholder en korrekt fortolkning af artikel 12 i forretningsordenen, vil jeg nu behandle naermere. Det vil fremgaa paa grundlag af en analyse af denne bestemmelse i den foelgende del af mit forslag til afgoerelse.

2) Kollegialitetsprincippet og kriterierne for delegation i Domstolens praksis

38. En kort skitse af de retlige rammer forekommer mig at vaere noedvendig. Som bekendt ligger kollegialitetsprincippet til grund for beslutningsprocessen i Kommissionen (85). Paa traktatniveau kommer princippet til udtryk i artikel 17, stk. 1, i fusionstraktaten, som bestemmer, at "Kommissionens afgoerelser traeffes af et flertal af det i artikel 10 naevnte antal medlemmer" (86). Det blev naermere uddybet i forretningsordenen, hvori det bestemmes, at Kommissionen i henhold til bestemmelserne i denne forretningsorden optraeder som en samlet enhed (artikel 1), og at Kommissionen i reglen traeffer sine beslutninger under sine moeder (artikel 2). Domstolen har selv rammende gengivet udstraekningen af dette kollegialitetsprincip i AKZO-dommen af 23. september 1986:

"Dette kollegialitetsprincip [dvs. fusionstraktatens artikel 17] er altsaa baseret paa, at Kommissionens medlemmer i lige grad deltager i beslutningerne, og indebaerer dels at beslutningerne droeftes i faellesskab, dels at samtlige kommissionsmedlemmer i politisk henseende som kollegial enhed har et kollektivt ansvar for de trufne beslutninger." (87)

Forretningsordenen indeholder dog en raekke undtagelser fra de kollegiale forhandlinger, navnlig den saakaldte skriftlige procedure i henhold til artikel 11, (hvorved godkendelse fra Kommissionens medlemmer indhentes skriftligt) og ° navnlig ° delegation af befoejelser, som er mulig i medfoer af artikel 27, stk. 1. Siden aendringer heraf i 1975 (88) lyder denne bestemmelse som foelger:

"Kommissionen kan ° under forudsaetning af, at princippet om dens ansvar som kollegium overholdes fuldt ud ° bemyndige sine medlemmer til i sit navn og under sin kontrol at traeffe klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art." (89)

39. Kan Kommissionen inden for rammerne heraf og i saerdeleshed i henhold til den citerede bestemmelse i Kommissionens forretningsorden, artikel 27, stk. 1, give det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til opgave at udstede en beslutning paa ét eller flere af de autentiske sprog, som var forskellige fra de sprog, som udkastet til beslutningen var blevet forelagt Kommissionen paa og vedtaget af denne som kollegialt organ?

For at finde svaret paa dette spoergsmaal, vil jeg undersoege Domstolens praksis, hvor ovennaevnte AKZO-dom af 23. september 1986 efter min opfattelse har afgoerende betydning. Jeg kan naevne, at Kommissionen saavel ved Retten som ved Domstolen har paaberaabt sig denne afgoerelse som stoette for, at den i naervaerende sag fulgte procedure var i overensstemmelse med kollegialitetsprincippet (90). Retten var aabenbart ikke overbevist herom, da den kun har tilkendt AKZO-dommen vaerdi som praecedens for saa vidt angaar muligheden for i henhold til forretningsordenens artikel 27 at traeffe foranstaltninger af forberedende og proceduremaessig art under den administrative forberedelse af Kommissionens beslutning, navnlig foranstaltninger, der traeffes til udoevelse af Kommissionens generelle undersoegelsesbefoejelser i henhold til forordning nr. 17 (91).

40. AKZO-sagen angik et annullationssoegsmaal, som to virksomheder i AKZO-koncernen havde anlagt vedroerende en beslutning truffet af det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, hvorunder der blev indledt en kontrolundersoegelse hos disse virksomheder i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17. Virksomhederne gjorde bl.a. gaeldende, at den stedfundne delegation af befoejelser, paa grundlag af hvilken den anfaegtede beslutning blev truffet, var i strid med kollegialitetsprincippet som fastsat i fusionstraktatens artikel 17.

Domstolen afviste i staerke vendinger dette anbringende. Til bedoemmelse af, om bemyndigelsesproceduren var forenelig med kollegialitetsprincippet, saaledes som dette bl.a. er blevet affattet i forretningsordenens artikel 27, henviste Domstolen foerst og fremmest til sin saedvanlige praksis, hvorefter:

"Kommissionen inden for visse graenser og under naermere angivne betingelser kan bemyndige sine medlemmer til at traeffe visse beslutninger paa sine vegne, uden at dette kommer i strid med det kollegialitetsprincip, som ligger til grund for Kommissionens virksomhed" (92).

Derefter understreger Domstolen, at denne faste praksis bygger paa to retlige overvejelser:

"For det foerste indebaerer en saadan kompetencedelegation, hvorved det kommissionsmedlem, som tillaegges befoejelsen, overdrages en vis besluttende myndighed, ikke, at Kommissionen fratages kompetencen. Beslutninger i henhold til en kompetencedelegation traeffes paa Kommissionens vegne og dennes fulde ansvar og kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal efter de samme betingelser, som hvis den var blevet droeftet i plenum. Endvidere har Kommissionen indfoert regler til sikring af, at visse foranstaltninger, der ellers kan traeffes i henhold til en kompetencedelegation, traeffes af den samlede Kommission. Endelig har Kommissionen forbeholdt sig en befoejelse til at aendre beslutninger om kompetencedelegationer.

Hertil kommer, at en saadan ordning, naar den begraenses til naermere angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art ° hvilket udelukker delegation af principbeslutninger ° er noedvendig, for at Kommissionen kan udfoere sine opgaver, paa grund af den vaesentlige foroegelse i antallet af de retsakter, Kommissionen skal traeffe. I ethvert besluttende organ maa der nemlig sikres en hensigtsmaessig arbejdsform, hvilket princip har gyldighed for enhver organisation, der er udstyret med institutioner, og hvilket princip for Faellesskabernes vedkommende er kommet til udtryk i fusionstraktatens artikel 16, hvori det hedder, at 'Kommissionen fastsaetter sin forretningsorden med henblik paa at sikre sin egen og sine tjenestegrenes virksomhed' ." (93)

41. Heraf udleder jeg foelgende. For det foerste har ovennaevnte praemisser efter min opfattelse en raekkevidde, som gaar langt ud over tvisten i AKZO-sagen, saa meget desto mere som Domstolen i den sag udtaler sig i principielle vendinger ° uden at koncentrere sig om de forud for beslutningen i hovedsagen trufne proceduremaessige foranstaltninger i medfoer af forordning nr. 17 ° og foerst i den foelgende praemis gaar over til at anvende disse principper paa de konkrete omstaendigheder i AKZO-sagen (94).

Dernaest forekommer det mig, at der for Domstolens argumentation vedroerende godkendelse af Kommissionens delegations- eller bemyndigelsesprocedure laegges til grund, at kollegialitetsprincippet skal bringes i overensstemmelse med, og derfor finder en begraensning i, princippet om det beslutningsdygtige organs behoerige funktion; et princip for institutionerne, som forretningsordenen ifoelge Domstolen ° dette er ogsaa vigtigt (se nedenfor, punkt 55) ° skal ses paa baggrund af. I betragtning af stigningen i det antal beslutninger, der skal traeffes af Kommissionen, anser Domstolen paa baggrund af dette princip endog kompetencedelegation for at vaere noedvendig for en behoerig udfoerelse af Kommissionens opgaver, i det mindste for saa vidt angaar visse kategorier af foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art.

Endelig opstiller Domstolen to kriterier, som kompetencedelegationen skal opfylde, saafremt den skal vaere i overensstemmelse med kollegialitetsprincippet. Bemyndigelsen skal for det foerste respektere visse kompetencegraenser, der betyder: i) at Kommissionen ikke maa give bemyndigelsen fra sig ° den delegerede kompetence maa med andre ord ikke omdannes til en enekompetence, der meddeles et medlem af Kommissionen ° saaledes at der ikke kan herske nogen tvivl om "den besluttende myndigheds (nemlig Kommissionens) identitet og kompetence" (95); ii) at Kommissionen fortsat maa baere det fulde ansvar (et afgoerende element i kollegialitetsprincippet); og iii) at den fortsat skal have kompetencen til at forbeholde en uddelegeret sag for Kommissionen som kollegialt organ og til at omgoere kompetencedelegationen. For det andet skal de beslutninger, der traeffes paa grundlag af bemyndigelsen, kunne anfaegtes under samme betingelser, som hvis de var blevet truffet in plenum af Kommissionen. Beslutningens adressaters retsbeskyttelse maa med andre ord ikke beroeres: De maa ikke fratages den mulighed, at de kan anfaegte beslutningens lovlighed eller den beslutning, som er truffet i medfoer af kompetencedelegationen (96).

3) De forskellige niveauer for beslutningskompetence

42. De kriterier, som Domstolen har udviklet i AKZO-dommen, er efter min opfattelse fuldt ud forenelige med de andre afgoerelser, hvori Domstolen har undersoegt kompetencedelegation for saa vidt angaar faellesskabsinstitutioner. Sammenholder jeg disse afgoerelser, kan der med hensyn til Kommissionens udoevelse af sin kompetence i konkurrencesager i store traek sondres mellem tre niveauer.

For det foerste er der udoevelse af kompetence paa politisk plan. Det drejer sig her om det centrale i den politiske kompetence, som i henhold til EOEF-traktaten er tildelt Kommissionen vedroerende konkurrencespoergsmaal, hvor Kommissionen ved forvaltningsmaessige foranstaltninger eller ved individuelle beslutninger udformer sin konkurrencepolitik (97). Set paa baggrund af Domstolens AKZO-kriterier drejer det sig her om "principbeslutninger", som fortsat skal vaere forbeholdt Kommissionen som kollegialt organ. Det er klart, saaledes som Retten i PVC-dommen (98) og Kommissionen i denne appelsag understreger det, at udstedelse af beslutninger rettet til virksomheder vedroerende EOEF-traktatens artikel 85 ff. hoerer hjemme i denne kategori. Saadanne beslutninger forudsaetter nemlig vidtraekkende politiske og skoensmaessige befoejelser og betyder, at Kommissionen tager stilling til komplekse oekonomiske og juridiske forhold. Kollegialitetsprincippet skal her respekteres strengt, saa delegation af kompetence til at traeffe saadanne beslutninger er udelukket (99).

Paa et andet niveau ligger de saakaldte foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art i snaever forstand. I konkurrencesager omfatter dette navnlig paabud om at foretage bevisfoerelse, dvs. foranstaltninger, som Kommissionen under den forberedende fase af beslutningsprocessen traeffer med henblik paa konstatering af en vis adfaerd, der er i strid med konkurrencebestemmelserne. Naar saadanne foranstaltninger traeffes, er der en vis ° om end (ogsaa allerede paa grund af retsaktens forberedende karakter) begraenset ° skoensmargen. I denne kategori findes f.eks. de beslutninger, som Kommissionen kan vedtage i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 om at foretage kontrolundersoegelser i virksomheder. I AKZO-dommen har Domstolen fastslaaet, at saafremt de ovennaevnte (i punkt 41) kriterier er opfyldt, kan udoevelsen af denne befoejelse af Kommissionen delegeres til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade:

"... en beslutning, hvorved en virksomhed paalaegges at underkaste sig en kontrolundersoegelse, anses for en simpel administrativ beslutning, der traeffes som led i en undersoegelse. Det gaelder ogsaa, selv om virksomheder modsaetter sig kontrolundersoegelsens gennemfoerelse" (100).

Endelig er der det plan, hvorpaa den materielle fuldbyrdelse, inklusive rent interne organisationsmaessige foranstaltninger, sker. Strengt taget er der ikke tale om en delegation af befoejelser. Det drejer sig om foranstaltninger til den praktiske fuldbyrdelse af allerede trufne beslutninger, som f.eks. meddelelse eller fremsendelse af beslutninger til disses adressater samt andre materielle gennemfoerelsesforanstaltninger (101). Saadanne materielle gennemfoerelsesforanstaltninger indeholder ikke nogen som helst skoensmargen. Et velkendt eksempel er den befoejelse, som er givet generaldirektoeren for konkurrencespoergsmaal til at underskrive meddelelsen om klagepunkter som omhandlet i artikel 2 i Kommissionens forordning nr. 99/63. Domstolen har gentagne gange accepteret lovligheden af denne praksis paa baggrund af forretningsordenens artikel 27: Den paagaeldende tjenestemand handler nemlig "inden for rammerne ikke af en kompetencedelegation, men af en simpel bemyndigelse til at underskrive, som var tildelt ham af det kompetente medlem af Kommissionen" (102). En saadan meddelelse af bemyndigelse til at underskrive er ifoelge Domstolen, "en foranstaltning vedroerende den interne ordning af Kommissionens tjenestegrene" (103) og derfor "den normale maade, hvorpaa Kommissionen udoever sin kompetence" (104).

4) Anvendelse af sondringen mellem beslutningsniveauer paa den foreliggende problematik

43. Inden jeg vil sammenholde den foretagne sondring med den foreliggende problematik, vil jeg sige foelgende om sprogbrugen ved en faellesskabsinstitutions, som Kommissionens, interne virke. Som alle faellesskabsinstitutioner arbejder Kommissionen officielt paa alle Faellesskabets officielle sprog (105). Det hindrer dog ikke, at den maa anvende ét eller flere af Faellesskabets sprog som internt arbejdssprog, naar blot den udadtil fuldt ud respekterer princippet om alle de officielle faellesskabssprogs ligeberettigelse, saaledes som det er fastsat i forordning nr. 1 (106). Valget af et saadant arbejdssprog eller flere arbejdssprog kan nemlig, som anfoert i AKZO-dommen (se ovenfor, punkt 41), vise sig at vaere noedvendigt for Kommissionens virke som organ med beslutningskompetence, dvs. af hensyn til hensigtsmaessig forhandling og beslutningsproces. I den henseende mener jeg, at Kommissionen ogsaa i konkurrencesager kan vedtage en beslutning paa grundlag af et udkast til beslutning, som er affattet paa ét eller flere af Kommissionens arbejdssprog. Det, det drejer sig om, er nemlig, at alle kommissionsmedlemmer paa baggrund af kollegialitetsprincippet faar mulighed for at deltage i forhandlingerne og beslutningsprocessen paa et sprog, som de behersker (se ovenfor, punkt 38) (107).

De appelindstaevntes argumenter om, at forelaeggelsen af et udkast til beslutning i alle retsgyldige sproglige versioner for Kommissionen in plenum skulle udgoere en garanti for, at disse versioner blev gennemset (da i saa fald mindst ét af Kommissionens medlemmer, hvis modersmaal er et af de paagaeldende sprog, ville kunne kontrollere ordlyden af den paagaeldende version), kan ikke tages alvorligt. Kommissionsmedlemmernes arbejde ligger paa det niveau, hvor forhandlinger finder sted og beslutninger tages ° og det kan som sagt, af praktiske grunde ske paa ét eller flere af Kommissionens arbejdssprog ° og det ligger absolut ikke dér, hvor der finder en sproglig kontrol af en tekst sted.

44. Det foerer mig frem til foelgende stillingtagen. Kollegialitetsprincippet er overholdt, naar kommissionsmedlemmerne paa grundlag af én eller flere sproglige versioner, eventuelt kun paa et eller flere arbejdssprog, faktisk har forhandlet og besluttet at vedtage en beslutning, hvori det fastslaas, at der foreligger en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 85, og der i den anledning paalaegges sanktioner. At dette i det foreliggende tilfaelde er sket, bestrides ikke af nogen af parterne, og det fremgaar ogsaa af det, Retten faktisk har fastslaaet (108).

I modsaetning til Retten er jeg af den opfattelse, at en bemyndigelse givet til det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at fastsaette teksten i en af det kollegiale organ (paa ét eller flere arbejdssprog) truffet beslutning i de oevrige retsgyldige (eller ikke-retsgyldige) sproglige versioner maa anses for at vaere en foranstaltning vedroerende den materielle fuldbyrdelse eller vedroerende intern organisation. I realiteten gives der nemlig kun bemyndigelse til at foretage materielle gennemfoerelsesforanstaltninger, nemlig oversaettelse og i fornoedent omfang koordinering af denne med de oevrige oversaettelser, vedroerende en allerede vedtaget beslutning.

Selv om man, i betragtning af at (nogle af) de sproglige versioner, der skal udstedes, skal vaere retsgyldige, gik ud fra, at den bemyndigelse, som Kommissionen som kollegialt organ ifoelge moedereferatet fra det 945. moede har givet det kommissionsmedlem, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, er en foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art i snaever forstand, mener jeg alligevel, at Kommissionen kunne give en saadan bemyndigelse. Ved naermere eftertanke er de betingelser, som i AKZO-dommen blev fastsat for en saadan situation, nemlig opfyldt. Det er saaledes foerst og fremmest, for saa vidt angaar graenserne for kompetencen, klart, at Kommissionen med den omhandlede bemyndigelse ikke paa nogen maade har uddelegeret sin kompetence til at traeffe en principbeslutning eller har givet afkald paa sit ansvar som kollegialt organ for beslutningen. Det fremgaar af moedereferatets tekst, at Kommissionen foerst selv har forhandlet og vedtaget beslutningen paa et arbejdssprog (i det foreliggende tilfaelde flere arbejdssprog, nemlig tysk, engelsk og fransk), og at den derefter har anmodet kommissionsmedlemmet, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, om at lade beslutningens tekst oversaette til de oevrige officielle sprog. Bemyndigelsen kan derfor ikke med rimelighed fortolkes som en tilkendt befoejelse til at traeffe en ny beslutning, men kun som en meddelelse af bemyndigelse til paa Kommissionens vegne at kontrollere oversaettelsen af beslutningen til de oevrige (retsgyldige eller ikke-retsgyldige sproglige versioner) i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne beslutning i den tyske, engelske og franske version. Desuden er de virksomheder, til hvem beslutningen i de paagaeldende retsgyldige sproglige versioner er rettet, ikke paa nogen maade beroert med hensyn til deres retsbeskyttelse. De kunne nemlig indbringe beslutningen for Domstolen ved et annullationssoegsmaal ° hvilket de ogsaa gjorde ° paa noejagtigt de samme betingelser, som om beslutningen i de paagaeldende sproglige versioner var vedtaget af selve det kollegiale organ. Ifoelge PVC-dommen var der i oevrigt ingen af de appelindstaevnte, til hvem beslutningen var rettet paa italiensk eller nederlandsk, der paa dette punkt havde fremsat noget anbringende i foerste instans (109).

45. Jeg konkluderer saaledes, at Retten har tilsidesat faellesskabsretten ved at fastslaa, at Kommissionen som kollegialt organ ikke kunne give det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, bemyndigelse til at vedtage beslutningens tekst paa de oevrige retsgyldige sprog, navnlig italiensk og nederlandsk. Jeg vil dog understrege, at ovenstaaende vurdering af Rettens bedoemmelse af den saglige inkompetence hos det kommissionsmedlem, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, ikke har noget som helst at goere med spoergsmaalet om det paagaeldende kommissionsmedlems, Sutherland' s, tidsmaessige kompetence til at forkynde beslutningen for adressaterne. Gaar man ud fra den faktiske omstaendighed, der er fastslaaet af Retten, at beslutningen saavel paa de fem retsgyldige sprog som paa de fire oevrige officielle faellesskabssprog foerst var endeligt parat ° dvs. efter oversaettelse og sprogrevision ° i slutningen af januar 1989, kan det ikke bestrides, at Sutherland, hvis embedsperiode udloeb den 5. januar 1989, ikke laengere var kompetent til i eget navn, men paa vegne af Kommissionen, at give adressaterne meddelelse om beslutningen. Det er klart, at denne meddelelse burde vaere foretaget af Sutherland' s efterfoelger. Spoergsmaalet om, hvorvidt denne mangel kan beroere beslutningens lovlighed eller endog dens eksistens, vil jeg tage op til droeftelse i den sidste del af mit forslag til afgoerelse.

VI ° Raekkevidden og fortolkningen af Kommissionens forretningsordens artikel 12 for saa vidt angaar bekraeftelse af beslutninger

46. Ifoelge Kommissionen er PVC-dommen udtryk for en saerlig streng formalisme og en urigtig opfattelse for saa vidt angaar formaalet med og raekkevidden af bekraeftelsen af beslutningerne i henhold til forretningsordenens artikel 12. De formaliteter, der er fastsat i bestemmelserne i artikel 10 (som vedroerer godkendelse af moedereferater over kommissionsmoeder) og artikel 12 i forretningsordenen (som vedroerer bekraeftelser af beslutninger vedtaget af Kommissionen) (110), tjener kun som en paamindelse for Kommissionen, og de har som saadan en rent intern virkning. De indeholder ifoelge Kommissionen ingen konstitutive elementer for retsakternes godkendelse og deres eksistens og da slet ikke elementer, der goer retsakterne eksigible eller garanterer deres optagelse i Faellesskabets retsorden. En retsakt indgaar tvaertimod foerst i institutionens eksterne juridiske liv, naar den traeder i kraft eller faar virkninger i forhold til adressaterne, dvs. ved henholdsvis offentliggoerelse eller forkyndelse deraf i henhold til EOEF-traktatens artikel 191.

47. To retsspoergsmaal, der haenger noeje sammen, er efter min mening centrale paa dette sted, nemlig i) hvilken juridisk betydning har bekraeftelsen af kommissionsbeslutninger i henhold til forretningsordenens artikel 12, og ii) om tredjemand kan paaberaabe sig, at disse bestemmelser ikke er overholdt. Af hensyn til en behoerig behandling af disse spoergsmaal vil jeg foerst behandle den praksis, som Domstolen mere generelt har udviklet med hensyn til forretningsordenens retlige status og spoergsmaalet om, hvorvidt en faellesskabsinstitutions eller et faellesskabsorgans forretningsorden kan paaberaabes.

A ° Forretningsordenens status og Domstolens praksis vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt forretningsordenen kan paaberaabes

1) Traktatbestemmelser og retspraksis

48. Alle Faellesskabets institutioner, bortset fra Domstolen og Retten (som har et procesreglement (111)), har en forretningsorden, som de skulle udarbejde i henhold til EOEF-traktaten eller fusionstraktaten (112). For Kommissionen foelger denne forpligtelse af fusionstraktatens artikel 16, der bestemmer:

"Kommissionen fastsaetter sin forretningsorden med henblik paa at sikre sin egen og sine tjenestegrenes virksomhed i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Det Europaeiske Atomenergifaellesskab samt i denne traktat. Den drager omsorg for, at forretningsordenen offentliggoeres."

Efter fusionstraktatens artikel 16 faar Kommissionen saaledes tilkendt en kompetence til selv at bestemme sin organisatoriske opbygning (113). Denne institutionelle selvbestemmelsesret, der i AKZO-dommen udtrykkes som foelger: "hvilket princip har gyldighed for enhver organisation, der er udstyret med institutioner" (ovenfor, punkt 39), bliver dog ° i modsaetning til i andre institutioner (114) ° udtrykkelig anbragt inden for rammerne af Kommissionens og dens tjenestegrenes virkeomraade i henhold til faellesskabstraktaterne (115).

49. I oevrigt regulerer traktaterne intetsteds udtrykkeligt de paagaeldende forretningsordeners retlige status og spoergsmaalet om, hvorvidt de kan paaberaabes. Domstolen har dog undersoegt disse spoergsmaal for saa vidt angaar Raadets forretningsorden i sin dom i Nakajima-sagen af 7. maj 1991 (116). Det drejede sig om en antidumpingsag, hvori Nakajima paastod annullation af en endelig antidumpingforordning. I den forbindelse gjorde Nakajima gaeldende, at der forelaa tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, da Raadet ikke havde overholdt to bestemmelser i sin forretningsorden: Fristerne for fastsaettelsen af Raadets foreloebige dagsorden var ikke overholdt (tilsidesaettelse af artikel 2), og den dag, da forordningen blev vedtaget af Raadet, forelaa den ikke i alle sproglige versioner (tilsidesaettelse af artikel 8) (117). Domstolen forkastede dette anbringende i staerke vendinger:

"Det bemaerkes herom, at formaalet med en faellesskabsinstitutions forretningsorden er at sikre en hensigtsmaessig forretningsgang inden for institutionen. De regler, som en forretningsorden indeholder, navnlig vedroerende fremgangsmaaden i forbindelse med forhandlinger og afgoerelser, skal saaledes i det vaesentlige sikre et teknisk set hensigtsmaessigt forhandlingsforloeb, hvorved der fuldt ud tages hensyn til de befoejelser, som tilkommer de enkelte medlemmer af institutionen.

Det foelger heraf, at fysiske og juridiske personer ikke kan paaberaabe sig, at der er sket en tilsidesaettelse af saadanne regler, som ikke har til formaal at beskytte borgerne." (118)

50. Om Nakajima-dommens vaerdi som praecedens for den foreliggende sag har der vaeret sagt en del. Kommissionen havde allerede under den mundtlige forhandling i foerste instans paaberaabt sig denne dom som stoette for, at tredjemand ikke kan paaberaabe sig artikel 12 i forretningsordenen. Retten afviste dog udtrykkelig dette synspunkt:

"... dette argument kan ikke tiltraedes. Efter Rettens opfattelse skal dommen nemlig i virkeligheden fortolkes saaledes, at man maa sondre mellem de bestemmelser i en institutions forretningsorden, hvis tilsidesaettelse ikke kan paaberaabes af fysiske og juridiske personer, fordi de kun indeholder bestemmelser vedroerende institutionens interne forvaltning og ikke kan paavirke borgernes retsstilling, og de bestemmelser, hvis tilsidesaettelse derimod kan paaberaabes, da de ligesom artikel 12 i Kommissionens forretningsorden skaber rettigheder for borgerne og har betydning for borgernes retssikkerhed" (119).

For Domstolen paaberaaber Kommissionen sig paa ny Nakajima-dommen. Under retsmoedet gjorde dens repraesentant gaeldende, at selv om Retten har taget stilling til denne dom ° der er afsagt efter at skriftvekslingen i foerste instans var afsluttet ° har dommen ikke faaet den opmaerksomhed, som den fortjener i den foreliggende problematik.

2) Domstolens saakaldte "faste praksis" vedroerende forretningsordenen

51. Om Kommissionens kritik er berettiget, vil jeg undersoege naermere. Foerst vil jeg skabe klarhed om en anden kritik, som Kommissionen fremkom med under retsmoedet, nemlig at Retten i praemis 77 i dommen paa ukorrekt maade er naaet til den konklusion, at det er Domstolens faste praksis at lade tredjemand paaberaabe sig tilsidesaettelse af en faellesskabsinstitutions forretningsorden. De af Retten i den forbindelse naevnte domme naevner ganske vist forretningsordenen for en faellesskabsinstitution, men i ingen af tilfaeldene var tilsidesaettelsen af den paagaeldende forretningsorden blevet paaberaabt af sagsoegeren og proevet af Domstolen.

Retten henviser i praemis 77 i PVC-dommen ganske rigtigt til en lang raekke af Domstolens domme ikke blot i tjenestemandssager, men ogsaa paa "andre omraader inden for faellesskabsretten", hvoraf den udleder, at Domstolens faste praksis indebaerer, at:

"... fysiske og juridiske personer til stoette for deres paastande vedroerende en retsakt fra en faellesskabsinstitution kan paaberaabe sig, at den paagaeldende institutions forretningsorden er tilsidesat (i denne forbindelse henvises til en lang raekke domme afsagt i tjenestemandssager, nemlig dom af 9.6.1964, forenede sager 94/63 og 96/63, Bernusset mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 493, org. ref.: Rec. s. 587, af 17.12.1981, sag 178/80, Bellardi Ricci mod Kommissionen, Sml. s. 3187, og af 4.2.1987, sag 324/85, Bouteiller mod Kommissionen, Sml. s. 529, for saa vidt angaar alene Kommissionens forretningsorden; med hensyn til andre omraader inden for faellesskabsretten henvises til dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333, praemis 36, af 30.6.1988, sag 297/86, CIDA mod Raadet, Sml. s. 3531, og af 11.10.1990, sag C-200/89, FUNOC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3669)."

52. Saafremt jeg ser naermere paa de af Retten naevnte domme, maa jeg i hovedtraek tiltraede Kommissionens kritik. I de naevnte sager paaberaabte ingen af de sagsoegende parter sig udtrykkeligt, at en faellesskabsinstitutions forretningsorden var blevet tilsidesat. Domstolen maatte derfor i ingen af disse sager tage stilling til, om der forelaa en tilsidesaettelse af forretningsordenen, og om sagsoegeren kunne paaberaabe sig en saadan tilsidesaettelse. Den henvisning, som Domstolen i de naevnte tjenestemandssager (120) og i de to foerst naevnte afgoerelser paa "andre omraader inden for faellesskabsretten" (dommene Roquette Frères mod Raadet (121) og CIDA mod Raadet (122)) giver til en faellesskabsinstitutions forretningsorden, har hoejst vaerdi som obiter dictum.

Kun i den sidstnaevnte dom, Funoc, stoettede Domstolen sin retlige bedoemmelse bl.a. paa Kommissionens forretningsorden. Sagsoegeren havde paaberaabt sig, at en kommissionsbeslutning om tilbagebetaling og tilbageholdelse af beloeb i forbindelse med et projekt fra Den Europaeiske Socialfond var ulovlig, da den ikke hidroerte fra det kompetente organ (nemlig selve Kommissionen), men fra kontorchefen i generaldirektorat V, som havde underskrevet beslutningen (123). Domstolen forkastede argumenterne under henvisning til artikel 27 i forretningsordenen og sin ovenstaaende (punkt 42) naevnte praksis om meddelelse af bemyndigelse til at underskrive:

"Sagsoegeren overser herved, at bemyndigelser til at underskrive er den normale maade, hvorpaa Kommissionen udoever sin kompetence; dette har Domstolen anerkendt i domme af 14. juli 1972 (sag 48/69, ICI, Sml. s. 151, praemis 10-14), og af 17. oktober 1972 (sag 8/72, Cementhandelaren, Sml. s. 251, praemis 10-14). Sagsoegeren har intet fremfoert, som kan begrunde en antagelse af, at faellesskabsadministrationen i dette tilfaelde har undladt at overholde de paa omraadet gaeldende regler." (124)

Jeg kommer straks tilbage til denne doms betydning for problematikken omkring paaberaabelse af bestemmelser fra en faellesskabsinstitutions forretningsorden (nedenfor, punkt 55).

53. Af det foregaaende fremgaar, at den konklusion, som Retten kommer til i praemis 77, om at Domstolen i sin faste praksis tillader fysiske og juridiske personer at paaberaabe sig, at den paagaeldende faellesskabsinstitutions forretningsorden er tilsidesat, ikke har faste holdepunkter i de i den forbindelse naevnte afgoerelser. Domstolen saetter heller ingen steder i disse domme faellesskabsinstitutionens forretningsorden i forbindelse med de af Retten i praemis 76 (nedenfor, punkt 58) anfoerte principper: legalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning.

Dermed vaere ikke sagt, at der bortset fra de af Retten naevnte domme og Nakajima-dommen ikke findes anden retspraksis, hvori Domstolen lader bestemmelser fra en faellesskabsinstitutions eller et faellesskabsorgans forretningsorden spille en rolle i den juridiske tankegang eller foretager en proevelse af, om institutionens eller organets retsakter er i overensstemmelse med den paagaeldende forretningsorden. Men i ingen af dommene udtaler Domstolen sig udtrykkeligt om saadanne forretningsordeners juridiske status. Endvidere drejer denne retspraksis sig ikke om tvister mellem en institution og fysiske eller juridiske personer, der ikke er en del af institutionen: Det drejer sig altid om tjenestemandssager (125) snarere end om tvister mellem en medlemsstat og en faellesskabsinstitution (126). Heller ikke af disse domme kan det saaledes udledes, at det skulle vaere Domstolens faste praksis at lade fysiske og juridiske personer paaberaabe sig, at en faellesskabsinstitutions forretningsorden er tilsidesat. Det modsatte synspunkt, nemlig det principielle standpunkt, at en saadan forretningsorden ikke kan paaberaabes, kan efter min opfattelse dog heller ikke udledes af de to kendelser, som Kommissionen naevnte under retsmoedet (127).

3) Analyse af Nakajima-dommen FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692C0137.2

54. Alt dette styrker mig i den overbevisning, at den eneste af Domstolens afgoerelser, som i dette tilfaelde kan tillaegges vaerdi som praecedens, er Nakajima-dommen. Kun i denne dom har Domstolen udtrykkeligt udtalt sig om en faellesskabsinstitutions forretningsordens retlige status og spoergsmaalet om, hvorvidt en for denne institution udenforstaaende, privat fysisk eller juridisk person kan paaberaabe sig, at bestemmelser i denne forretningsorden er tilsidesat. Appelindstaevntes argument under retsmoedet, om at Nakajima-dommen ikke var relevant for den foreliggende sag, gaelder ikke her: Selv om det er rigtigt, at dommen vedroerer Raadets forretningsorden (og ikke Kommissionens) og ikke vedroerer bekraeftelse eller stadfaestelse af beslutninger, har den alligevel vaerdi som praecedens for saa vidt angaar det spoergsmaal, som vi beskaeftiger os med her, nemlig en faellesskabsinstitutions forretningsordens retlige status og spoergsmaalet om, hvorvidt den kan paaberaabes af personer, der er institutionen udenforstaaende.

55. Spoergsmaalet er saaledes, om Retten har fortolket Nakajima-dommen rigtigt, naar den sondrer mellem de bestemmelser i en institutions forretningsorden, der kun vedroerer institutionens interne forretningsgang (hvis tilsidesaettelse saaledes ikke kan paaberaabes), og dem, der skaber rettigheder og udgoer et element af retssikkerhed (hvis tilsidesaettelse godt kan paaberaabes).

Jeg mener, at svaret maa vaere nuanceret. Af Domstolens praksis foelger i hvert fald, at den anden situation snarere vil vaere en undtagelse end reglen. En faellesskabsinstitutions forretningsorden har nemlig ° dette foelger af AKZO-dommen og Nakajima-dommen (se ovenfor, henholdsvis punkt 41 og 48) ° som hovedformaal at regulere institutionens indre virke med henblik paa en god forvaltning. Saa meget desto mere gaelder denne opfattelse for Kommissionen i betragtning af det ovenfor (punkt 48) naevnte paabud, som er indeholdt i fusionstraktatens artikel 16. Af Nakajima-dommen foelger endvidere helt klart, at fysiske eller juridiske personer ikke kan paaberaabe sig, at der foreligger en tilsidesaettelse af de bestemmelser i en forretningsorden, som vedroerer den paagaeldende institutions organisation og beslutningsproces, og som derfor har til formaal at sikre et godt forloeb af de interne droeftelser, hvilket helt klart var tilfaeldet med de artikler i Raadets forretningsorden, som Nakajima havde paaberaabt sig, (se ovenfor, punkt 49).

Alligevel udelukker Domstolens praksis ikke helt, at en forretningsorden kan paaberaabes af private, i hvert fald for saa vidt den paagaeldende bestemmelse efter ordlyden i Nakajima-dommens praemis 50 "... har til formaal at beskytte borgerne". En markant illustration af en bestemmelse fra Kommissionens forretningsorden, som opfylder dette krav, er artikel 27, som vedroerer kompetencedelegation. Dommene i sagerne AKZO, VBVB og VBBB samt Funoc angiver underforstaaet, men alligevel med sikkerhed, at en tredjemand i paakommende tilfaelde kan paaberaabe sig tilsidesaettelse af den paagaeldende bestemmelse (128). Det er ogsaa kun indlysende. Som jeg allerede tidligere har naevnt (punkt 38 ff.), er problematikken i forbindelse med delegation og den dertil knyttede bemyndigelse til at underskrive naert knyttet til det traktatretlige kollegialitetsprincip, der gaelder for Kommissionen, samt med spoergsmaalet om, hvorvidt en retsakt blev vedtaget eller udfoert af den kompetente myndighed. Dette sidste spoergsmaal vedroerer kompetencen og er derfor i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, underkastet Domstolens legalitetskontrol.

56. Eksemplet med artikel 27 styrker mig i den overbevisning, at afgoerende for, om bestemmelser kan paaberaabes, maa vaere, at en bestemmelse i en institutions forretningsorden (bl.a.) tjener til beskyttelse af borgerne, og ikke, eller i hvert fald ikke udelukkende, til at sikre den paagaeldende institutions interne forretningsgang. I den forstand kan jeg vaere enig i den fortolkning, som Retten har givet Nakajima-dommen. Det betyder dog stadig ikke, at jeg uden videre overtager Rettens konstatering af, at artikel 12 i forretningsordenen "skaber rettigheder for borgerne og har betydning for borgernes retssikkerhed". For at finde ud af dette vil jeg herefter foretage en undersoegelse af betydningen af stadfaestelse i ovennaevnte bestemmelses forstand.

B ° Den juridiske betydning af bekraeftelse af kommissionsbeslutninger i henhold til forretningsordenens artikel 12

1) Rettens opfattelse

57. Lad mig foerst gennemgaa de vigtigste afsnit i PVC-dommen, hvori Retten giver sit syn paa stadfaestelsesproceduren i forretningsordenens artikel 12. Rettens principielle stilling er anfoert i praemis 72:

"Proceduren med stadfaestelse af retsakter i henhold til Kommissionens forretningsorden, som er fastsat med hjemmel i artikel 15 og 16 i fusionstraktaten af 8. april 1965, der yderligere bestemmer, at forretningsordenen skal offentliggoeres, er en vaesentlig forudsaetning for retssikkerheden og for stabilitet i borgernes retsstilling i henhold til Faellesskabets retsorden. Alene denne procedure kan sikre, at institutionens retsakter udstedes af den kompetente myndighed under overholdelse af traktatens formforskrifter og de til gennemfoerelse heraf udstedte bestemmelser, herunder navnlig begrundelsespligten i traktatens artikel 190. Ved at tilgodese princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, som kun kan aendres eller ophaeves under overholdelse af disse formforskrifter, sikrer proceduren, at de retsundergivne, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, medlemsstater eller andre faellesskabsinstitutioner, med sikkerhed og til enhver tid kan faa noeje kendskab til deres rettigheder og forpligtelser samt grunden til, at Kommissionen har udstedt en beslutning, som er rettet til dem."

Ifoelge Retten opfylder bekraeftelsesproceduren i saerdeleshed foelgende funktioner:

"For det foerste beviser stadfaestelsen af retsakten med sikkerhed, at den rent faktisk eksisterer, og at indholdet er identisk med indholdet af den af Kommissionen som kollegialt organ vedtagne retsakt. For det andet sikrer stadfaestelsen ved dateringen af retsakten og formandens og generalsekretaerens underskrifter, at udstederen havde den noedvendige kompetence. Da stadfaestelsen for det tredje indebaerer, at retsakten kan tvangsfuldbyrdes, inkorporeres retsakten herved i Faellesskabets retsorden." (129)

De formforskrifter, som er knyttet til denne stadfaestelse, anser Retten for at vaere uundgaaelige:

"Alle disse strenge formforskrifter, der er knyttet til udfaerdigelsen, vedtagelsen og stadfaestelsen af retsakter, er noedvendige for at sikre retsordenens stabilitet og retssikkerheden for de borgere, som er undergivet faellesskabsinstitutionernes retsakter. En saadan formalisme er absolut noedvendig for opretholdelsen af en retsorden, som bygger paa et normhierarki. Herved sikres paa en gang overholdelsen af legalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning ... Enhver tilsidesaettelse af disse regler vil skabe en betaenkelig usikkerhed i retssystemet, som vil medfoere, at man kun tilnaermelsesvis vil have kendskab til kredsen af de retssubjekter, hvorpaa institutionernes retsakter finder anvendelse, til omfanget af deres rettigheder og forpligtelser og til den retsudstedende myndighed, hvorved udoevelsen af domskontrollen vil blive bragt i fare. Derfor har Domstolen i dommen af 23. februar 1988 vedroerende 'stoffer med hormonal virkning' (sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 855) og i ovennaevnte dom af samme dato vedroerende burhoens, hvori den fastslog, at faellesskabsinstitutionernes forretningsorden har bindende virkning, udtalt, 'at det er traktaten, som regulerer spoergsmaalet om, hvorledes Faellesskabets institutioner traeffer afgoerelse, og at bestemmelserne herom hverken kan aendres af medlemsstaterne eller af institutionerne selv' ." (130)

58. Alt taget i betragtning udleder jeg heraf, at efter Rettens opfattelse har stadfaestelsesproceduren i henhold til forretningsordenen foelgende funktioner: i) en garanti for, at retsakten er vedtaget af den kompetente myndighed under overholdelse af formforskrifterne i EOEF-traktaten og dens gennemfoerelsesbestemmelser, navnlig begrundelsespligten i traktatens artikel 190 (131); ii) en bekraeftelse paa, at retsakten eksisterer materielt, og at indholdet er i overensstemmelse med Kommissionens vilje (132); iii) at goere retsakten gennemfoerlig og dermed faa den inkorporeret i Faellesskabets retsorden (133).

Foerend jeg vil undersoege, om bekraeftelsesproceduren faktisk indebaerer disse funktioner, anser jeg en naermere undersoegelse af de paagaeldende bestemmelser i forretningsordenen for at vaere relevant.

2) Naermere analyse af de paagaeldende bestemmelser i forretningsordenen

59. Artikel 12 henhoerer under foerste afdeling, der har overskriften "Kommissionens beslutningsproces", i kapitel I i forretningsordenen. Bestemmelsen staar i slutningen af denne afdeling, som udelukkende handler om, hvordan Kommissionen under moeder eller ved en skriftlig procedure forhandler og traeffer beslutninger (134). Som Kommissionen goer gaeldende og Retten anfoerer i sin dom (135), er der en snaever forbindelse mellem forretningsordenens artikel 12 og artikel 10. Jeg gengiver her de to bestemmelser i deres fulde ordlyd:

Artikel 10

"Der bliver foert protokol over hvert kommissionsmoede.

Udkastet til moedereferatet bliver under et af de foelgende moeder forelagt Kommissionen til godkendelse. Det godkendte moedereferat underskrives af formanden og generalsekretaeren."

Artikel 12

"De beslutninger, Kommissionen vedtager under et moede eller ad skriftlig vej, underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren.

Ordlyden af disse beslutninger vedfoejes moedereferatet af det kommissionsmoede, hvorunder deres vedtagelse er meddelt.

Formanden giver, for saa vidt det er noedvendigt, meddelelse om de af Kommissionen vedtagne beslutninger."

Sammenholdes disse bestemmelser, betyder de, at Kommissionen med hensyn til de af Kommissionen som kollegialt organ trufne beslutninger skal gennemgaa foelgende procedure: i) Foerst skal der for hvert moede udarbejdes et moedereferat, som skal godkendes af Kommissionen paa et af de foelgende moeder og derefter bekraeftes ved, at formanden og generalsekretaeren underskriver; ii) derefter skal de beslutninger (der blev truffet paa moedet eller ad skriftlig vej) underskrives af formanden og generalsekretaeren paa originalsproget eller originalsprogene med henblik paa deres stadfaestelse; iii) ordlyden af disse beslutninger skal vedfoejes moedereferatet af det kommissionsmoede, hvorunder deres vedtagelse er meddelt; og iv) for saa vidt det er noedvendigt, giver formanden den person, for hvem beslutningerne er bestemt, meddelelse om disse (136).

3) Er stadfaestelse en garanti for udstederens kompetence og for, at han opfylder formkravene, navnlig bestemmelsen i EOEF-traktatens artikel 190 om begrundelsespligt?

60. At den ovennaevnte stadfaestelsesprocedure skulle sikre, at en retsakt er vedtaget af den kompetente myndighed, nemlig Kommissionen, kan ikke overbevise mig. Ganske vist udgoer bekraeftelsen et bevis for, at Kommissionen som kollegialt organ har truffet en bestemt beslutning. Det garanterer dog paa ingen maade, at Kommissionen faktisk var kompetent til at traeffe beslutningen (137). Paa den anden side medfoerer det forhold, at der med den nuvaerende forretningsorden ikke er fastsat nogen stadfaestelse for saa vidt angaar beslutninger, der traeffes af en person, som i henhold til forretningsordenens artikel 27 har faaet bemyndigelse til at udstede foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art, heller ikke, at saadanne beslutninger skulle vaere truffet af en ophavsmand uden kompetence. Saafremt Retten mener, at stadfaestelsen sikrer, at en retsakt er vedtaget af en kompetent ophavsmand i Kommissionen, er jeg af den opfattelse, at Domstolens ovennaevnte (punkt 40 ff.) praksis vedroerende kollegialitetsprincippet og betingelserne for delegation i den henseende giver borgerne tilstraekkelige garantier til at kunne anfaegte en beslutning truffet af et medlem af eller en ansat i Kommissionen, der ikke havde den fornoedne kompetence.

Jeg kan heller ikke indse, hvilken yderligere garanti stadfaestelse giver med henblik paa opfyldelse af de af EOEF-traktaten paalagte formforskrifter, navnlig begrundelsespligten i traktatens artikel 190. Med hensyn til overholdelsen af artikel 190 foelgende: Selv om det er rigtigt, at begrundelsen er en konstitutiv del af en faellesskabsretlig retsakt (se nedenfor, afsnit 73), stilles der i EOEF-traktatens artikel 190, efter hvad der fremgaar af Domstolens praksis (jf. ovenfor, punkt 16), foerst og fremmest en raekke betingelser vedroerende den indholdsmaessige kvalitet af begrundelsen i en kommissionsbeslutning i konkurrencesager. Hvor noeje den saa end maatte vaere udfoert, er en rent formel procedure som bekraeftelse i medfoer af forretningsordenens artikel 10 og 12 ikke i stand til at rette op paa en begrundelse, der indholdsmaessigt er mangelfuld, naar henses til Domstolens krav vedroerende retsbeskyttelse af retsaktens adressat og legalitetskontrollen efter EOEF-traktatens artikel 173.

4) En naermere gennemgang af EOEF-traktatens artikel 191 og 192

61. For at bedoemme de oevrige funktioner, som Retten har tillagt stadfaestelsen, herunder den rolle, som bekraeftelsen skal spille for at opfylde de andre formforskrifter, som er fastsat i EOEF-traktaten og dens gennemfoerelsesbestemmelser, anser jeg det for noedvendigt foerst at foretage en naermere undersoegelse af betydningen af EOEF-traktatens artikel 191 og 192. De formkrav, som EOEF-traktaten paalaegger i forbindelse med beslutninger i konkurrencesager, som indeholder oekonomiske forpligtelser for fysiske eller juridiske personer, er nemlig netop omfattet af disse bestemmelser, foruden af den allerede behandlede artikel 190.

62. EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2, stiller foerst og fremmest krav om, at beslutningerne "meddeles dem, de retter sig til". Meddelelsen er med andre ord en uundvaerlig formalitet for, at en beslutning kan faa virkning (138). Alligevel giver Domstolen udtryk for smidighed med hensyn til den formelle maade, paa hvilken meddelelsen skal ske: Det er fast praksis, siden dommen i Continental Can-sagen, at "en beslutning er i henhold til traktaten behoerigt forkyndt, naar den er fremsendt til adressaten, og det har vaeret muligt for denne at goere sig bekendt med den" (139). Denne praksis ligger logisk set i forlaengelse af ALMA-dommen, hvori Domstolen i medfoer af en "i de seks lande i Faellesskabet almindeligt accepteret retsgrundsaetning" fastslog, at "den i skrivelsen indeholdte meddelelse er fuldt ud virksom fra det oejeblik ... brevet er kommet inden for virksomhedens omraade" (140). Afgoerende for bedoemmelsen af, om meddelelseskravet i EOEF-traktatens artikel 191 er opfyldt, er med andre ord, om adressaten har faaet faktisk adgang til den paagaeldende beslutning (141). Mangler i den maade, en beslutning meddeles paa, beroerer ifoelge Domstolens konstateringer i Geigy-dommen og ICI-dommen ikke selve retsakten og kan derfor ikke goere dem ugyldige. Saadanne mangler kan hoejst under visse omstaendigheder forhindre, at en appelfrist begynder at loebe (142). Derimod kontrollerer Domstolen en noeje overholdelse af bestemmelserne paa det sproglige omraade i artikel 3 i forordning nr. 1, i medfoer af hvilken bestemmelse "Faellesskabets institutioner er forpligtet til at meddele enhver virksomhed, som er adressat for en beslutning, indholdet af denne paa sproget i den medlemsstat, som denne virksomhed hoerer under" (143). Men den omstaendighed, at en beslutning ogsaa er forkyndt for virksomheden paa andre sprog, kan ifoelge Domstolen ikke fratage beslutningen dens retsgyldighed (144).

Desuden bestemmer artikel 191, stk. 2, at beslutninger "faar virkning ved denne meddelelse". Forud for tidspunktet for meddelelsen kan en beslutning saaledes ikke faa virkning: Domstolen har bekraeftet, at det er et grundlaeggende princip i Faellesskabernes retsorden, at en myndighedsbeslutning ikke kan haandhaeves over for borgere, foer de har kunnet faa kendskab til den (145). Det fremgaar ogsaa heraf, at fristen for et annullationssoegsmaal paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 173 foerst begynder at loebe fra meddelelsen til sagsoegeren eller, i mangel heraf efter, at sagsoegeren har faaet kendskab til den (EOEF-traktatens artikel 173, stk. 3).

I Consten-Grundig-dommen har Domstolen ogsaa udtrykkelig for saa vidt angaar en beslutning i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85 fastslaaet, at "kun den tekst, der meddeles modtagerne, er afgoerende" (146). En fejl i den i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte tekst kan derfor ikke paaberaabes af adressaten (147).

63. I artikel 192 i EOEF-traktaten er fastsat bestemmelser om tvangsfuldbyrdelse af beslutninger (ligesom EOEF-traktatens artikel 187 indeholder artikel 192 bestemmelser herom for saa vidt angaar Domstolens domme), der indebaerer en oekonomisk forpligtelse for fysiske eller juridiske personer, saaledes som det kan vaere tilfaeldet i "artikel 85"-sager. Disse beslutninger udgoer et fuldbyrdelsesgrundlag over for disse personer (artikel 192, stk. 1). Fuldbyrdelsespaategningen skal paafoeres af den nationale myndighed, som hver medlemsstat har udpeget "efter en proevelse, der kun omfatter aegtheden af det paagaeldende fuldbyrdelsesgrundlag" (artikel 192, stk. 2) (148). Det antages, at denne proevelse kun betyder, at den kompetente nationale myndighed konstaterer, om den retsakt, der skal fuldbyrdes, faktisk hidroerer fra den faellesskabsinstitution, som forkynder beslutningen (149).

5) De oevrige funktioner, som Retten anser for knyttet til stadfaestelsen, sammenholdt med disse traktatbestemmelser

64. Sammenholder jeg de oevrige funktioner, som Retten har indfortolket i forretningsordenens stadfaestelsesprocedurer, med EOEF-traktatens artikel 191 og 192, traenger der sig straks den konstatering paa, at funktionen angaaende en kommissionsbeslutnings ikrafttraeden og dens inkorporering i Faellesskabets retsorden ikke holder. Retten ser nemlig, med urette, helt bort fra EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2, og den retspraksis, der er udviklet af Domstolen paa grundlag af denne bestemmelse, samt fra EOEF-traktatens artikel 192, som fastsaetter de afgoerende betingelser, der skal vaere opfyldt for, at en beslutning kan traede i kraft, hvorved den indgaar i Faellesskabets retsorden og kan tvangsfuldbyrdes. Inden meddelelsen af beslutningen, som omhandlet i denne bestemmelse, kan denne nemlig ikke traede i kraft, uanset om den interne stadfaestelsesprocedure er overholdt eller ikke, og den kan heller ikke tvangsfuldbyrdes.

65. Paa baggrund af EOEF-traktatens artikel 191 og 192 kan jeg heller ikke indse, hvorledes en stadfaestelse i henhold til artikel 10 og 12 i forretningsordenen giver borgerne, til hvem beslutningen er rettet, nogen yderligere garanti vedroerende en retsakts materielle eksistens og indhold. Saafremt en fysisk eller juridisk person i henhold til EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2, faar meddelelse om en kommissionsbeslutning, er det kun det forkyndte dokument, der ifoelge Domstolen er retsgyldigt, og som de nationale myndigheder, med henblik paa paafoerelse af fudlbyrdelsespaategningen, kan bekraefte aegtheden af (se ovenfor, punkt 62 og 63). Kommissionen kan saa ikke laengere, bortset fra i tilfaelde af, at retsakten skulle vise sig at vaere en nullitet (se nedenfor, punkt 77), unddrage sig den viljeserklaering, den har givet. Det ville nemlig betyde et indgreb i principperne om retssikkerhed og den berettigede forventning hos adressaten, som maa ud fra, at retsakten er lovlig (150). Kun saafremt der foreligger en ulovlig retsakt, skulle Kommissionen kunne tage skridt til at traekke den tilbage, men selv i saa fald er det ifoelge fast praksis kun "hvis det sker inden for en rimelig frist, og hvis Kommissionen i tilstraekkelig grad har taget hensyn til, i hvilket omfang sagsoegeren eventuelt har kunnet forvente, at retsakten var lovlig" (151).

6) Er der garanti for, at indholdet af en retsakt stemmer overens med den vilje, Kommissionen som kollegialt organ udtrykker?

66. Dette foerer mig til den sidste funktion, som Retten har tillagt stadfaestelsen, nemlig garantien for, at den stadfaestede retsakt for saa vidt angaar indholdet stemmer overens med den retsakt, som Kommissionen som kollegialt organ har vedtaget. I den forbindelse er det efter min opfattelse noedvendigt med foelgende nuancer.

Foerst og fremmest skal jeg understrege, at Faellesskabets retsinstanser kun vil tage en anmodning fra en beslutnings adressat om som bevismiddel at paalaegge Kommissionen at fremlaegge det bekraeftede moedereferat og den bekraeftede original af beslutningen ° der begge er fortrolige dokumenter, da Kommissionens raadslagninger i henhold til forretningsordenens artikel 8 er fortrolige ° til behandling, saafremt parten i den forbindelse goer opmaerksom paa at have interesse deri. Det tilkommer Faellesskabets retsinstanser at bedoemme denne interesse i det konkrete tilfaelde: Det kan antages, at der foreligger en interesse, saafremt der er alvorlige tegn paa, at den forkyndte beslutningstekst ikke (laengere) stemmer overens med den beslutning, som Kommissionen som kollegialt organ har truffet (152). En saadan interesse forekommer det mig dog ikke, at der foreligger i et tilfaelde, hvor der ikke er nogen som helst spor af divergenser, der, som dette er tilfaeldet med justeringer i forbindelse med koordinering af de forskellige sproglige versioner af en beslutning, paa nogen maade paavirker beslutningens raekkevidde, eller saafremt der er indholdsmaessige divergenser, som kun kan beroere andre adressater.

Men i det hypotetiske tilfaelde at en part tilkendegiver en interesse som naevnt ovenfor, er det min opfattelse, at det bekraeftede moedereferat og den bekraeftede original af den af Kommissionen som kollegialt organ vedtagne retsakt absolut maa spille en rolle. Det maa nemlig for Faellesskabets retsinstanser vaere muligt paa grundlag af disse dokumenter at undersoege, om der i den af det kollegiale organ vedtagne retsakt senere er foretaget aendringer, som ikke stemmer overens med Kommissionens viljeserklaering, saaledes som den fremgaar af de paagaeldende dokumenter. Jeg kan ogsaa sige dette paa en anden maade: Naar Kommissionens formand og generalsekretaer underskriver det godkendte moedereferat fra et kommissionsmoede, hvorunder en bestemt beslutning blev vedtaget, og endvidere underskriver [versionen paa originalsproget eller versionerne paa originalsprogene] af denne beslutning, ser jeg deri en reel garanti for beslutningens adressat for, at den tekst, der bliver forkyndt for ham, faktisk stemmer overens med den beslutning, som blev truffet af Kommissionen som kollegialt organ. Denne garanti spiller ind paa to niveauer. Den opfylder en funktion a priori (forud for meddelelsen af beslutningen) i Kommissionen til brug for generalsekretaeren og hans tjenestegrene i den forstand, at de, naar de anbringer en bekraeftelsespaategning paa det forkyndte dokument med henblik paa meddelelse af beslutningen takket vaere bekraeftelsen paa originalen af beslutningen, kan vaere sikre paa, at indholdet af originalen stemmer overens med den forkyndte kopi (jf. nedenfor, punkt 82) (153). Garantien opfylder ligeledes en funktion a posteriori (efter meddelelsen af beslutningen) for Faellesskabets retsinstanser til fordel for beslutningens adressat i det ovenfor skitserede hypotetiske tilfaelde, nemlig naar der foreligger alvorlige holdepunkter for, at den forkyndte tekst ikke stemmer overens med originalen.

67. Kun den sidstnaevnte funktion, som Retten har tillagt stadfaestelsen, opfylder efter min mening det ovennaevnte (punkt 56) kriterium for, om en bestemmelse i en faellesskabsinstitutions forretningsorden kan paaberaabes: Stadfaestelse i henhold til artikel 10 og 12 i forretningsordenen sikrer bl.a. ° i kraft af formanden og generalsekretaeren, der henholdsvis var formand og overvaerede det moede, hvorunder beslutningen blev truffet ° at den tekst af en kommissionsbeslutning, som er blevet forkyndt for en adressat, er i overensstemmelse med den af Kommissionen som kollegialt organ trufne beslutning. I den henseende giver stadfaestelsen en bedre (rets)beskyttelse til borgerne, som paa grund af Kommissionens fortrolige forhandlinger ikke selv er i stand til at kontrollere, om teksterne er enslydende, og de kan derfor i medfoer af Nakajima-dommen paaberaabe sig forretningsordenens artikel 10 og 12.

68. Alt dette betyder dog stadig ikke, at den paagaeldende beslutnings adressater, saafremt Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med en bevisoptagelse fastslaar, at Kommissionen ikke har fulgt eller ikke helt har fulgt den stadfaestelsesprocedure, som er fastsat i Kommissionens forretningsorden, kan paaberaabe sig, at forretningsordenens bestemmelser er tilsidesat, som stoette for beslutningens nullitet. Af det nedenstaaende (punkt 77) fremgaar det nemlig, at der til dette kraeves, at beslutningen er behaeftet med aabenbare mangler, dvs. mangler, som ogsaa adressaterne bliver klar over eksisterer ved gennemlaesningen af den forkyndte tekst. Det kan aabenbart ikke vaere tilfaeldet, saafremt retsinstanserne under bevisfoerelsen, a posteriori fastslaar, at Kommissionen har tilsidesat stadfaestelsesproceduren, som er et internt anliggende i Kommissionen.

Efter min opfattelse kan heller ikke det forhold, at Kommissionen ikke har overholdt eller ikke til fulde har overholdt ovennaevnte stadfaestelsesprocedure, anses for at vaere en tilsidesaettelse af et vaesentligt formkrav efter EOEF-traktatens artikel 173. Vaesentlige formkrav er nemlig, dette fremgaar af Domstolens praksis, regler, som en faellesskabsinstitution skal iagttage forud for, eller paa det tidspunkt da en retsakt vedtages, idet undladelse heraf vil goere retsakten ugyldig (154). Derfor er f.eks. bestemmelserne vedroerende henholdsvis bekendtgoerelse og meddelelse af en retsakt for eller til den til hvem den er rettet set fra Domstolens synspunkt ikke vaesentlige formkrav efter EOEF-traktatens artikel 173. Naar en beslutning gyldigt er blevet truffet, kan senere retsakter ikke antaste gyldigheden af den (155). Jeg kan derfor ikke indse, hvordan spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen har eller ikke noeje har overholdt sin interne stadfaestelsesprocedure ° der, saaledes som det fremgaar af en analyse af artikel 10 og 12 (punkt 59), noedvendigvis maa ske efter godkendelsen af retsakten ° kan udgoere en tilsidesaettelse af et vaesentligt formkrav.

Derimod skal denne stadfaestelse efter min opfattelse betragtes som en procedureregel, som Kommissionen har paalagt sig selv i anledning af den Kommissionen paahvilende forpligtelse (i henhold til fusionstraktatens artikel 16; se ovenstaaende, punkt 48) til at udfoere de opgaver, som traktaterne har paalagt den i medfoer af principperne om god forvaltning. Domstolen har allerede gentagne gange bekraeftet, at disse principper ogsaa gaelder for Kommissionen, naar den handler i konkurrencesager (156). Stadfaestelse skal derfor forstaas som et krav om omhyggelighed, som Kommissionen har paalagt sig selv, og som tjener til at sikre, at de af Kommissionen vedtagne beslutninger fuldt ud afspejler viljen i Kommissionen som kollegialt organ (157).

69. Ovenstaaende hindrer ikke, at en fuldstaendig undladelse af at overholde stadfaestelsesproceduren kan vaere tegn paa en saa uordentlig forvaltning, at der er tale om en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltning, og der derfor er grundlag for ulovlighed som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 173 (158). I det foreliggende tilfaelde kan der dog efter min opfattelse ikke vaere tale om en saadan uordentlig eller daarlig forvaltning. Af de faktiske omstaendigheder, der er fastslaaet af Retten, fremgaar nemlig, at Kommissionen ikke har tilsidesat hele den stadfaestelsesprocedure, den er paalagt ifoelge forretningsordenen. Det af Kommissionen den 5. december 1991 for Retten fremlagte moedereferat af det 945. moede i Kommissionen, den 21. december 1988, er bekraeftet helt i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 10 ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer (159). Dette moedereferat angiver tydeligt, at Kommissionen som kollegialt organ har forhandlet om beslutningen, og det naevnes endvidere udtrykkeligt, at Kommissionen i) fastslaar, at der foreligger en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 85, ii) paalaegger de fjorten involverede virksomheder boeder, der specificeres i moedereferatet, iii) giver dem paabud om at standse overtraedelserne og for fremtiden at afholde sig fra foranstaltninger med tilsvarende foelger, og iv) overtager de i dokumenterne KOM(88) 2497 og KOM(88) 2498 gengivne beslutninger (dvs. udkastene til beslutningen, inklusive begrundelsen, paa tysk, engelsk og fransk). Da beslutningsreferatet er saa noeje detaljeret ° naesten hele den dispositive del af beslutningen er medtaget i moedereferatet, samt ved henvisning til udkastene til beslutningen og til begrundelsen ° og da de i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 10 er blevet underskrevet af formanden og generalsekretaeren, maa det antages, at denne bekraeftelse af moedereferatet kan sidestilles med en bekraeftelse af selve beslutningen, i den forstand, at overensstemmelse mellem den for adressaten forkyndte beslutning og den paa moedet vedtagne beslutning kan fastslaas paa grundlag af moedereferatet, der baade er meget noejagtigt og bekraeftet. Selv om jeg finder det hoejst beklageligt, at Kommissionen har baaret sig saadan ad ° den burde forlaengst have tilpasset forretningsordenens artikel 12 (som er fra 1963) til den staerkt foroegede beslutningsrytme ° kan jeg i det foreliggende tilfaelde, i betragtning af, at der forelaa et noejagtigt og bekraeftet moedereferat, som i virkeligheden overtog den funktion, en bekraeftelse af selve beslutningen har, ikke fastslaa, at der er tale om en tilsidesaettelse af et princip om god forvaltning.

7) Konklusion

70. Hermed naar jeg frem til foelgende konklusion. Bekraeftelsesproceduren, som er affattet i forretningsordenens artikel 10 og 12, garanterer hverken, at ophavsmanden til en kommissionsbeslutning har vaeret kompetent, eller at formkravene ifoelge EOEF-traktaten, inklusive EOEF-traktatens artikel 190, er overholdt. Den har intet at goere med beslutningens karakter af tvangsfuldbyrdelsesdokument og beslutningens ikrafttraeden eller optagelse i Faellesskabets retsorden. Stadfaestelse beskytter heller ikke borgere ved, at den skulle bekraefte eksistensen af en beslutning, da det eneste, der i den forbindelse har betydning, er den behoerigt udstedte og for adressaterne forkyndte originale beslutningstekst. Den stadfaestelse, som er fastsat i forretningsordenen, saetter dog Faellesskabets retsinstanser i stand til om noedvendigt ° naar en part, som kan paavise en tilstraekkelig interesse deri, anmoder derom ° at give adressaterne lejlighed til at verificere en forkyndt tekst paa grundlag af moedereferatet fra Kommissionens moede, hvorunder retsakten blev besluttet, samt paa grundlag af originalen af beslutningen, idet disse to dokumenter i faellesskab bekraefter Kommissionens oprindelige viljeserklaering. Kun i den henseende tjener stadfaestelsen ogsaa til at beskytte borgerne, og undladelse af at overholde den kan paaberaabes som en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, navnlig kraenkelse af et princip om god forvaltning. I det foreliggende tilfaelde er stadfaestelsesfunktionen dog fuldt ud opfyldt, takket vaeret tilstedevaerelsen af et tilstraekkelig noejagtigt og bekraeftet moedereferat. Tages der ikke hensyn til det, og anses artikel 12 som en formforskrift, hvis tilsidesaettelse medfoerer ugyldighed, ja, endog medfoerer, at beslutningen er en nullitet, har Retten givet artikel 12 i forretningsordenen en for absolut raekkevidde og dermed overtraadt faellesskabsretten.

VII ° Forkert anvendelse af laeren om nulliteter?

1) Parternes anbringender og Rettens argumentation

71. Som sidste anbringende goer Kommissionen gaeldende, at Retten har anvendt teorien om forvaltningsakters nullitet forkert, saaledes som denne er udviklet i medlemsstaternes nationale retssystemer og i Domstolens praksis. Ifoelge Kommissionen bestaar der i de nationale retssystemer foerst og fremmest princippet vedroerende formodningen for en forvaltningsakts lovlighed. Kun i ganske saerlige tilfaelde, naar en mangel er saa grov og tydelig, at de mangler, retsakten er behaeftet med, kan vaere aabenbare for enhver, vil der i medlemsstaternes ret blive gjort brug af teorien om nullitet. Ogsaa Domstolen gaar i sin praksis, navnlig i dommen Consorzio Cooperative d' Abruzzo (herefter benaevnt "Consorzio-dommen"), ud fra ovennaevnte formodning for gyldighed og kun i undtagelsestilfaelde ° hidtil kun én gang ° er den villig til at erklaere en retsakt for en nullitet ud fra saerdeles alvorlige og tydelige mangler, som ogsaa er helt aabenbare for adressaten. For saa vidt naervaerende beslutning er behaeftet med mangler, vedroerer disse ifoelge Kommissionen kun den interne godkendelsesprocedure. Retten har paa dette grundlag med urette fastslaaet, at retsakten var en nullitet.

Appelindstaevntes anbringender gaar i store traek ud paa, at Kommissionen har en forkert opfattelse af nullitetslaeren, saaledes som denne bl.a. er fremstillet i Consorzio-dommen. Det er bl.a. ikke noedvendigt, at de mangler, som en retsakt er behaeftet med, er aabenbare for adressaten, dvs. at de umiddelbart er synlige. Kommissionen har derfor ogsaa med urette hentet et argument i det forhold, at Domstolen kun én gang har fastslaaet, at der var tale om en nullitet. Paa det faellesskabsretlige plan kender man ikke et eneste tilfaelde, hvor procedurereglerne var blevet tilsidesat i saa stort omfang som i det foreliggende tilfaelde, hvor hoejdepunktet blev naaet, da beslutningen ikke blev bekraeftet.

72. Lad mig lige gennemgaa Rettens argumentation. Foerst minder retten, idet den henviser til Faellesskabets retspraksis, om at:

"Faellesskabets retsinstanser skal erklaere de retsakter, der er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler, for en nullitet ... Et saadant anbringende har ordre public-karakter og kan som saadant paaberaabes af parterne paa et hvilket som helst tidspunkt af retsforhandlingerne uden at vaere begraenset af en frist. Yderligere skal retten af egen drift tage stilling til spoergsmaalet." (160)

Af Consorzio-dommen (se nedenfor, punkt 75) udleder Retten derefter, at:

"I naervaerende sag skal det afgoeres, om den anfaegtede retsakt er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler i den af Domstolen i dommen af 26. februar 1987 anfoerte betydning med det resultat, at Retten boer erklaere den for en nullitet." (161)

Retten foelger derefter foelgende fremgangsmaade. Efter at have fastslaaet, at stadfaestelsen som omhandlet i forretningsordenens artikel 12 manglede, og efter at have rekapituleret, hvad der var fastslaaet vedroerende aendringerne i beslutningens tekst og ophavsmandens manglende kompetence fastslog Retten, at det ikke er muligt at fastslaa datoen for, indholdet af og ophavsmanden til beslutningen.

Med hensyn til datoen udtaler Retten, at det er umuligt at

"fastslaa den noejagtige dato for retsakterne, ogsaa selv om de blev udstedt kort tid inden udloebet af det kommissionsmedlems mandat, som havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, og som i det mindste delvis af Kommissionen havde faaet tildelt den noedvendige kompetence. Det er saaledes ikke muligt for Retten at fastslaa, paa hvilken dato mellem den 21. december 1988 og den 16. januar 1989 de omtvistede retsakter faktisk blev udstedt og inkorporeret i Faellesskabets retsorden og dermed fik bindende virkning" (162).

Heller ikke med hensyn til retsakternes indhold er det for Retten muligt "med sikkerhed at faa kendskab til det noejagtige indhold af de udstedte retsakter", idet

"der er ... sket en fuldstaendig tilsidesaettelse af stadfaestelsesproceduren i henhold til forretningsordenens artikel 12, der alene ville have gjort det muligt med sikkerhed ... at sondre mellem det besluttende organs vilje og de senere aendringer, der blev foretaget af en ukendt person paa et ukendt tidspunkt" (163).

Endelig fastslaar Retten

"at Retten som foelge af den samlede virkning af disse to mangler er ude af stand til med sikkerhed at bestemme, hvem der har udstedt retsakterne i deres endelige udgave: Paa den ene side er der tale om et 'ordre public' -spoergsmaal, og paa den anden side har retsakterne som foelge af de to naevnte mangler mistet den formodning for gyldighed, som umiddelbart gaelder for saadanne retsakter" (164).

Retten kommer derefter i praemis 96 til foelgende resultat:

"Der foreligger ikke en beslutning efter traktatens artikel 189, saafremt Retten ikke med tilstraekkelig sikkerhed kan fastslaa den noejagtige dato, fra hvilken retsakten har retsvirkninger og som foelge heraf udgoer en del af Faellesskabets retsorden, ikke ° paa grund af senere aendringer ° kan fastlaegge det noejagtige indhold af den begrundelse, retsakten skal indeholde ifoelge EOEF-traktatens artikel 190, ikke utvetydigt kan bestemme og kontrollere omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges adressaterne, og ikke noejagtigt kan afgoere, hvem retsakten er rettet til, eller hvem der har udstedt den endelige version, og saafremt det yderligere er fastslaaet, at stadfaestelsesproceduren ifoelge faellesskabsreglerne er blevet fuldstaendig tilsidesat, og at proceduren efter traktatens artikel 192, stk. 2, ikke kan ivaerksaettes. En saadan retsakt er behaeftet med saa grove og aabenbare mangler, at den maa anses for en nullitet."

2) Nullitetslaeren i Domstolens praksis

73. Anvendte Retten dermed nullitetslaeren, som den er udviklet i Domstolens praksis, korrekt? Lad mig foerst understrege, at Domstolen fra gammel tid, i Algera-dommen af 12. juli 1957, har anvendt som hovedregel:

"Bekendtgoerelse af en forvaltningsakt skaber formodning for dennes gyldighed ... En saadan forvaltningsakt kan i princippet kun ophaeves ved annullation eller tilbagekaldelse." (165)

I samme dom understregede Domstolen:

"En individuel forvaltningsakts ulovlighed medfoerer kun, at den bliver absolut ugyldig i undtagelsestilfaelde. Det antages saavel i teorien som i medlemsstaternes retspraksis, at retsakterne kun kan erklaeres ugyldige eller tilbagekaldes." (166)

I en nyere sag, Consorzio-dommen af 26. februar 1987, har Domstolen gengivet sit syn paa nulliteten af forvaltningsakter som foelger:

"Vedroerende nullitetssynspunktet skal det fastslaas, at en forvaltningsakt i faellesskabsretten ligesom i de forskellige medlemsstaters nationale ret, ogsaa selv om den er behaeftet med mangler, anses for gyldig, indtil den er blevet annulleret eller forskriftsmaessigt tilbagekaldt af den myndighed, der har vedtaget den. Naar en akt betegnes som en nullitet, kan det uden hensyn til soegsmaalsfrister fastslaas, at den har vaeret uden retsvirkninger. En antagelse af denne art boer derfor af klare retssikkerhedsgrunde i faellesskabsretten saavel som i de nationale retsordener, hvor den er mulig, forbeholdes de retsakter, der er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler." (167)

Ogsaa i de seneste aar har Domstolen gentagne gange bekraeftet, at den kun er villig til at anvende nullitetslaeren

"hvis den anfaegtede retsakt er behaeftet med saa grove og aabenbare mangler, at den maa betragtes som en nullitet ..." (168).

74. Ser man naermere paa det, viser Faellesskabets retspraksis stor tilbageholdenhed med at erklaere retsakter, der er udstedt af faellesskabsorganer, for en nullitet. Jeg gennemgaar her de fem relevante domme om dette.

Den foerste og hidtil eneste lejlighed, hvor Domstolen besluttede at erklaere en af Faellesskabets forvaltningsakter for en nullitet, var i dommen Société des usines à tubes de la Sarre af 10. december 1957 (169). Sagen drejede sig om, at Den Hoeje Myndighed havde stoettet investeringsprogrammer i staalindustrien i henhold til EKSF-traktatens artikel 54. Sagsoegeren, en staalproducent, havde fra Den Hoeje Myndighed modtaget et brev, som sagsoegeren (men ikke Den Hoeje Myndighed) betragtede som udtalelse efter EKSF-traktatens artikel 54, stk. 4, og derefter anfaegtede for Domstolen. Af sin analyse af omstaendighederne udledte Domstolen, at Den Hoeje Myndighed ganske rigtigt havde haft til hensigt at give en udtalelse som naevnt i den paagaeldende bestemmelse. Den fastslog dog, at EKSF-traktatens artikel 54, stk. 4, foreskriver en raekke betingelser med hensyn til den maade, paa hvilken en udtalelse skal afgives (begrundelse, meddelelse til den beroerte virksomhed, meddelelse til den paagaeldende regering, offentliggoerelse), og at kun en af disse formaliteter, meddelelsen, var opfyldt. Domstolen fandt navnlig, at "enhver begrundelse mangler", da ordlyden af brevet ikke kunne anses for "at indeholde de vaesentlige aspekter vedroerende de faktiske forhold, der danner grundlag for, at foranstaltningen i retlig henseende er forsvarlig" (170). Domstolen konkluderede paa grundlag deraf:

"Derfor er flere af de i traktaten fastsatte betingelser ikke opfyldt; ganske vist er nogle af disse kun formaliteter, som ikke kan paavirke retsaktens karakter eller eksistens, men begrundelsen til en udtalelse er ikke alene foreskrevet i traktatens artikel 5, 15 og 54, stk.4, men den udgoer et vaesentligt og endog konstitutivt element i en saadan retsakt. Saafremt enhver begrundelse mangler, har dette endvidere til foelge, at retsakten maa betegnes som en nullitet." (171)

75. En anden sag, hvori Domstolen blev anmodet om at udtale sig om, hvorvidt en faellesskabsretsakt var en nullitet, var Schots-Kortner-dommen af 21. februar 1974 (172). Det drejede sig om en tjenestemandssag, hvor en lang raekke kvindelige tjenestemaend som foelge af dommene i sagerne Sabbatini og Bauduin (173) kraevede et udlandstillaeg. En af sagsoegerne havde med henblik paa at faa ophaevet bortfaldet af hendes rettigheder som foelge af overskridelse af soegsmaalsfristerne gjort gaeldende, at den paa det tidspunkt gaeldende bestemmelse i vedtaegterne ° der af Domstolen blev erklaeret for ugyldig ved ovennaevnte domme ° i medfoer af hvilken tillaegget blev naegtet visse kvindelige tjenestemaend (den dagaeldende artikel 4, stk. 3, i bilag VII), var saa ulovlig, at den maatte anses for ikke at vaere skrevet eller for en nullitet. Domstolen naegtede resolut at give den paagaeldende bestemmelse denne kvalifikation. Domstolen udtalte:

"Man kan paa ingen maade betegne artikel 4, stk. 3, i vedtaegtens bilag VII, som en 'nullitet' , idet den er udgaaet fra den kompetente myndighed og truffet i overensstemmelse med den fremgangsmaade og i de former, der er fastsat i traktaten." (174)

76. Den allerede naevnte sag Consorzio drejede sig om oekonomisk stoette, som Kommissionen havde stillet en italiensk virksomhed, Consorzio Cooperative d' Abruzzo, i udsigt inden for rammerne af EUGFL (Udviklingssektionen). Consorzio nedlagde paastand om, at en beslutning fra oktober 1984, hvori Kommissionen nedsatte beloebet for den maksimale stoette til virksomhedens projekt i forhold til det beloeb, som var fastsat i en beslutning fra april 1982, blev erklaeret ugyldig. Denne beslutning om tilbagekaldelse fra 1984 var ord for ord den samme som den foregaaende beslutning af 1982, bortset fra det tilkendte beloeb, men den henviste ikke dertil. Kommissionen gjorde til sit forsvar gaeldende, at den aldrig havde haft til hensigt at tilkende det beloeb, der var naevnt i beslutningen fra 1982, og at beslutningen var en nullitet. Den anfoerte i den forbindelse to mangler i beslutningsprocessen, nemlig i) at de interne bestemmelser om fastsaettelse af den maksimale EUGFL-stoette var tilsidesat, og ii) at den havde tilkendt et andet stoettebeloeb end det beloeb, som forvaltningskomitéen var indforstaaet med i sin udtalelse, uden at underrette Raadet derom som fastsat i bestemmelserne i den relevante grundforordning (175).

Efter at have mindet om sit syn paa faellesskabsretlige forvaltningsakters nullitet (ovenfor, punkt 74) fejede Domstolen Kommissionens anbringende om beslutningen af 1982 som vaerende en nullitet af bordet:

"Det er ikke paakraevet at tage stilling til grovheden af de af Kommissionen omtalte mangler, hvorimod det uden videre kan fastslaas, at de ikke har vaeret aabenbare. De har ikke uden videre kunnet fremgaa ved en gennemlaesning af beslutningen. De interne regler om fastlaeggelsen af den stoette, der maksimalt kan ydes af EUGFL inden for rammerne af raadsforordning nr. 355/77, er nemlig ikke blevet offentliggjort, og ingen ° bortset fra de tjenestemaend i Kommissionen, der saedvanligt skal anvende disse regler ° har saaledes vaeret i stand til ved en gennemlaesning af beslutningen af 7. april 1982 at afgoere, om disse regler var blevet overtraadt. Paa samme maade forholder det sig med den mangel, der skulle bero paa uoverensstemmelse mellem det projekt, der blev forelagt forvaltningskomitéen, og den den 7. april 1982 vedtagne beslutning. Der kan derfor ikke blive tale om at anse beslutningen af 7. april 1982 for en nullitet." (176)

77. Det seneste tilfaelde, hvor en procespart ved Domstolen paaberaabte sig en faellesskabsretsakts nullitet, var i sag 226/87, Kommissionen mod Graekenland (177). Det drejede sig om en traktatbrudsprocedure, som Kommissionen havde indledt mod Graekenland, fordi denne medlemsstat ikke inden for den fastsatte frist havde truffet de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme en beslutning, som var udstedt af Kommissionen i henhold til artikel 90, stk. 3 (178). Graekenland gjorde gaeldende, at Domstolen undtagelsesvis burde foretage en proevelse af den paagaeldende beslutnings lovlighed, da den manglede ethvert retsgrundlag i Faellesskabets retsorden. Under henvisning til Consorzio-dommen afviste Domstolen dette anbringende:

"Det bemaerkes, at dette anbringende kun kan laegges til grund, hvis den anfaegtede retsakt er behaeftet med saa grove og aabenbare mangler, at den maa betragtes som en nullitet ... Den Hellenske Republiks argumenter indeholder imidlertid ikke tilstraekkelig praecise oplysninger til at fastslaa, at Kommissionens beslutning maa anses for en nullitet. Den Hellenske Republik maa imidlertid selv have ment, at beslutningen af 24. april 1985 ikke kan anses for en nullitet, idet den under hele den administrative procedure gav udtryk for sin hensigt til at efterkomme beslutningen." (179)

78. Ogsaa Retten har allerede én gang forud for den dom, der anfaegtes i den foreliggende sag, beskaeftiget sig med undersoegelse vedroerende en retsakts nullitet, nemlig i dommen i sagen Valverde Mordt af 27. juni 1991 (180). Det drejer sig om en tjenestemandssag, hvori en tjenestemand ved Domstolen bl.a. nedlagde paastand om, at en af Domstolen afholdt udvaelgelsesproeve blev erklaeret ugyldig. Mod formalitetsindsigelsen om afvisning, fordi sagen var blevet anlagt for sent, gjorde han gaeldende, at udvaelgelsesproeven ikke blot skulle erklaeres for ugyldig, men at den ingen retsvirkning havde, fordi den var afholdt i strid med en raadsforordning. Retten fastslog, at dette argument i virkeligheden henviste til en af Domstolens praksis anerkendt regel, ifoelge hvilken

"en retsakt under saerlige omstaendigheder kan vaere en nullitet, fordi den er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler ... For at afkraefte den formodning for, at en retsakt er gyldig, som traktaten af indlysende retssikkerhedsgrunde opstiller selv for institutionernes ikke forskriftsmaessige retsakter, kraeves det, at den er behaeftet med en saerlig grov og aabenbar mangel, der ligger helt uden for omraadet for 'saedvanlige' mangler, som skyldes en faktisk vildfarelse eller ukendskab til loven ..." (181).

Den eventuelle tilsidesaettelse af den af tjenestemanden naevnte forordning ° en foranstaltning, der var tidsmaessigt og materielt begraenset, og som var truffet i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse ° hoerte ifoelge Retten paa ingen maade til "de saerlige tilfaelde, hvor en mangel er saa alvorlig og aabenbar, at den goer den retsakt, som er behaeftet hermed, til en nullitet" (182).

79. Af denne oversigt mener jeg at kunne udlede, at Domstolen og Retten, efter hvad de selv tilkendegiver paa linje med de nationale retssystemer, anvender foelgende rammer for bedoemmelsen vedroerende en faellesskabsretlig forvaltningsakts nullitet. Udgangspunktet er altid, at en af et faellesskabsorgan udstedt retsakt har formodningen for at vaere retsgyldig. Selv om retsakten er mangelfuld eller ulovlig, opretholdes denne formodning indtil det tidspunkt, da retsakten erklaeres for ugyldig eller traekkes tilbage. Kun i undtagelsestilfaelde kan det ske, at den erklaeres for en nullitet. For at dette kan ske, er det noedvendigt, at retsakten udviser saa grove og aabenbare mangler, at de er tydelige, dvs. at de er indlysende ved en gennemlaesning af retsakten, og ifoelge Consorzio-dommen skal dette ikke alene gaelde for tjenestemaendene ved det organ, som har udstedt retsakten. Til grund for denne retspraksis ligger "indlysende retssikkerhedsgrunde": Som generaladvokat Trabucchi nemlig bemaerkede i Schots-Kortner-sagen:

"Foelgerne af, at det konstateres, at en akt af samme gyldighed som love er en nullitet, er saa alvorlige og ofte saa uoverskuelige, at det er tilraadeligt at udvise den yderste forsigtighed, naar dette udtryk anvendes i forbindelse med generelle retsforskrifter, saerlig saafremt disse har vaeret i kraft i lang tid." (183)

Er det i oevrigt ikke paafaldende, at Domstolen i de 40 aar, den har eksisteret, kun har anvendt nullitetslaeren én gang, nemlig i dommen Société des usines à tubes de la Sarre af 10. december 1957, og at den ogsaa dengang udtalte, at kun én enkelt af de i dommen fastslaaede mangler kunne foere til nullitet, nemlig undladelsen af enhver begrundelse?

3) Proevelse af PVC-dommen paa grundlag af disse kriterier

80. Kan man her tale om saerlige omstaendigheder, om en retsakt, der udviser saa grove og aabenbare mangler, at de er indlysende ved gennemlaesning af retsakten og fratager retsakten enhver formodning for gyldighed? Jeg er af den opfattelse, at dette aabenbart ikke er tilfaeldet. Af PVC-dommen fremgaar, at sagsoegerne i foerste instans oprindelig gik ud fra, at retsakten var behaeftet med en formodning for gyldighed: I deres staevninger blev der foruden en hel raekke forskellige ugyldighedsgrunde intetsteds gjort et anbringende gaeldende om nullitet (184). Foerst under den mundtlige behandling blev der, paa grundlag af de af Kommissionen fremlagte dokumenter, udarbejdet et anbringende om retsaktens nullitet (185).

Ogsaa Retten gik aabenbart foerst ° det fremgaar af opbygningen af Rettens dom ° ud fra, at beslutningen hoejst kunne annulleres. Bestemmelsen om tilrettelaeggelsen af procesmaaden og bestemmelsen om bevisoptagelse, som den traf, var netop ment for at undersoege, om de af nogle af sagsoegernes anbringender om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og manglende kompetence var begrundede. Foerst efter at Retten i praemis 65 har afgjort, at den fastslaaede tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter (paa grund af senere foretagne aendringer) og ophavsmandens manglende kompetence "boer foere til, at den anfaegtede beslutning annulleres", indleder Retten sin undersoegelse af, om beslutningen er en nullitet, hvorunder den tilsidesaettelse af forretningsordenens artikel 12, som foerst blev gjort gaeldende under den mundtlige forhandling, bliver tillagt afgoerende betydning. Mere generelt har jeg svaert ved at acceptere, at naar det er noedvendigt med 96 praemisser for at fastslaa, at visse mangler er "saa grove og aabenbare", at de goer den paagaeldende retsakt til en nullitet, saa var disse mangler for adressaterne aabenbare ved gennemlaesning af beslutningen. Alt dette er allerede i sig selv et tydeligt tegn paa, at der ikke kan vaere tale om en "aegte" nullitet. FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692C0137.3

81. At Retten har anvendt nullitetslaeren forkert, saaledes som den kommer til udtryk i faellesskabsrettens praksis, fremgaar efter min mening tillige af Rettens argumentation for, at det er umuligt at fastsaette beslutningens dato, indhold og ophavsmand. Selv om Retten med rette lader disse tre elementer ° som ganske rigtigt udgoer konstitutive elementer i en forvaltningsakt ° indgaa med vaegt i sin bedoemmelse, kan jeg paa grundlag af den oevrige del af mit forslag til afgoerelse ikke erklaere mig indforstaaet med de juridiske foelgeslutninger, som Retten derefter naar frem til.

Med hensyn til beslutningens dato behoever man efter min opfattelse ikke tvivle paa, at det er den 21. december 1988. Af de faktiske forhold, der er fastslaaet af Retten, fremgaar nemlig utvetydigt, at Kommissionen som kollegialt organ den dag, paa sit 945. moede, vedtog den principielle beslutning, at de fjorten virksomheder i PVC-sagen havde tilsidesat EOEF-traktatens artikel 85, at den fastsatte stoerrelsen af de boeder, virksomhederne skulle paalaegges, at den godkendte et paalaeg om at bringe overtraedelserne til ophoer, og at den vedtog beslutningen paa tysk, engelsk og fransk (186). At det i hvert fald for de autentiske sproglige versioner er muligt med en praecis datering af retsakten, er saaledes fastslaaet. Ogsaa med hensyn til beslutningens italienske og nederlandske version er det dog min opfattelse, at dateringen ikke giver noget problem: Som jeg har anfoert i ovenstaaende (punkt 43), kan det ikke benaegtes, at Kommissionen som kollegialt organ kun gav det medlem af Kommissionen, som havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, mandat til at udstede teksten paa de oevrige officielle faellesskabssprog i overensstemmelse med den allerede paa de tre foerstnaevnte sprog godkendte tekst. Den viljeserklaering, der kommer til udtryk i disse sproglige versioner af beslutningen, gaar derfor tilbage til samme forhandling og beslutningsproces den 21. december 1988. Datoen for, hvornaar oversaettelsen og den sproglige koordination er afsluttet, spiller i den henseende ingen som helst rolle. I oevrigt vil jeg minde om, at modsat det, som Retten antager, sker inkorporeringen af en beslutning i Faellesskabets retsorden og muligheden for at tvangsfuldbyrde den foerst ved bekendtgoerelse af beslutningen i henhold til EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2 (ovenfor, punkt 63), uden at dette naturligvis har nogen betydning for selve beslutningens dato.

Ogsaa Rettens konstatering af, at den ikke med sikkerhed kan faa kendskab til "det noejagtige indhold" af beslutningen, kan ikke overbevise mig. Selv om det er rigtigt, at Kommissionen ikke har anvendt den interne stadfaestelsesprocedure i forretningsordenens artikel 12, kommer efter min opfattelse det besluttende organs vilje utvetydigt til udtryk i moedereferatet fra moedet den 21. december 1988 ° som i alle henseender blev bekraeftet i henhold til forretningsordenens artikel 10 ° sammenholdt med det af Kommissionen fremlagte og bekraeftede udkast til beslutning paa tysk, engelsk og fransk. Denne viljeserklaering fra Kommissionen er, det fremgaar af den foerste del af mit forslag til afgoerelse, paa ingen maade blevet forvansket paa grund af de senere i beslutningen anbragte aendringer. Disse justeringer, der enten skete som led i en sproglig tekstkoordination (aendringer i den tyske tekst) eller udelukkende tjente til at tydeliggoere noget i betragtning af den sammenhaeng, i hvilken de blev gennemfoert (indfoejning af et nyt stk. 4 i beslutningens punkt 27), eller af beslutningen som helhed (udeladelse af tilfoejelsen "(EMC-Group)" efter SAV i artikel 1 i den dispositive del), er nemlig saa begraenset, at de ikke kunne have nogen indflydelse paa appelindstaevntes forstaaelse af Kommissionens kritik af deres handlemaade paa grundlag af formuleringen i EOEF-traktatens artikel 85.

Som helhed betragtet kan jeg saaledes ikke indse, hvorfor beslutningen, som Retten goer gaeldende, paa grund af de anfoerte to "mangler" skulle have mistet den formodning for retsgyldighed, som en aegte retsakt nyder.

82. Det foerer mig frem til det sidste punkt, nemlig den ovenfor (punkt 44) naevnte manglende tidsmaessige kompetence, som kommissionsmedlem Sutherland besad, til at give meddelelse om beslutningen til appelindstaevnte. Dette anbringende om manglende kompetence foerer ifoelge Retten, sammenholdt med de to i det forrige afsnit naevnte "mangler" til, at det var umuligt med sikkerhed at identificere ophavsmanden til den endelige version af beslutningen.

Er denne mangel af en saadan art, at den i sig selv ° dvs. efter at jeg har afvist de to andre "mangler" ° kan paavirke beslutningens eksistens eller gyldighed? Efter min opfattelse er den det ikke, og grunden hertil er foelgende. Domstolens praksis giver efter min opfattelse et fortilfaelde med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt det kompetente kommissionsmedlems manglende underskrift paa en til virksomheder rettet beslutning i konkurrencesager indebaerer en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift. Det drejer sig om dommen Dow Chemical Ibérica, hvori de sagsoegende virksomheder bl.a. gjorde gaeldende, at der forelaa en tilsidesaettelse af en vaesentligt formforskrift, fordi den til dem rettede, i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17 udstedte undersoegelsesbeslutning, ikke var underskrevet af det besluttende organ. Domstolen forkastede dette anbringende ved at fastslaa, at:

"der ikke gaelder nogen bestemmelse om, at det eksemplar af beslutningen, som tilstilles virksomheden, skal vaere underskrevet af det medlem af Kommissionen, som er blevet givet den omhandlede bemyndigelse. Det er herved ubestridt, at Kommissionens generalsekretaer ved sin underskrift behoerigt havde attesteret, at de anfaegtede beslutninger var autentiske" (187).

Det er ikke her paa sin plads at minde om forskellene mellem en undersoegelsesbeslutning og en endelig beslutning som den foreliggende. Jeg vil noejes med at bemaerke, at lige saa lidt som dette er tilfaeldet for undersoegelsesbeslutninger, findes der andre bestemmelser i faellesskabsretten, der paalaegger Kommissionen at soerge for, at den for adressaten forkyndte tekst af en beslutning, hvori er fastslaaet, at der foreligger en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 85, er underskrevet af det kompetente kommissionsmedlem. Endvidere fremgaar det af sagsakter, der er indgivet til Domstolen, at den beslutningstekst, der er forkyndt for appelindstaevnte, er forsynet med Kommissionens stempel og er bekraeftet af Kommissionens generalsekretaer (188).

Det er naturligvis stadigvaek et faktum, at den forkyndte beslutnings tekst tillige forneden har paaskriften "paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland" (uden dennes underskrift), og at den blev fremsendt med en foelgeskrivelse fra hr. Sutherland af 5. januar 1989 ° den sidste dag af hans mandat ° som var underskrevet af ham selv. Alligevel mener jeg, at disse omstaendigheder ikke giver tilstraekkeligt grundlag for annullation af beslutningen, og slet ikke for at erklaere den for en nullitet. For det foerste, for saa vidt angaar det af Sutherland undertegnede brev af 5. januar 1989, er det klart ° saaledes som ogsaa Retten bemaerker (189) ° at et saadant brev ikke er en del af en beslutning, der gaar ud paa at fastslaa, at der foreligger en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85. At dette (i og for sig rettidigt undertegnede) brev blev sendt af Sutherland, kan derfor ikke have nogen indflydelse paa gyldigheden af den dermed fremsendte beslutning. Heller ikke det forhold, at brevet er fra den 5. januar 1989, mens meddelelsen til adressaterne foerst skete i loebet af februar samme aar, kan efter min opfattelse beroere beslutningens lovlighed. Det afgoerende til bedoemmelse af spoergsmaalet af, om der er sket meddelelse i henhold til EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2, er nemlig ikke datoen eller underskrivelsen af foelgeskrivelsen, men det forhold, at teksten i beslutningen er blevet meddelt adressaterne, og at de har faaet lejlighed til at faa kendskab til den, dvs. faktisk har faaet adgang til den (ovenfor, punkt 62). At det er sket i det foreliggende tilfaelde, bestrides ikke af nogen af parterne.

Med hensyn til paategningen "paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland, medlem af Kommissionen" kan jeg heller ikke antage, at det skulle vaere en mangel, der beroerer beslutningens lovlighed. Ikke alene er det ingen steder i Faellesskabets lovgivning gjort obligatorisk med denne paategning. Det er endvidere klart, at saafremt det maa antages, at denne paategning udgoer en del af selve beslutningen, blev den godkendt af Kommissionen som kollegialt organ den 21. december 1988: Den tyske, engelske og franske version af beslutningsforslaget, der var godkendt af det kollegiale organ, er alle forsynet med denne paategning, utvivlsomt fordi man gik ud fra, at meddelelsen ville kunne ske inden udloebet af Sutherland' s mandat. Afgoerende er dog efter min mening, at de virksomheder, der er adressater, ved denne paategning ikke i praktisk forstand kunne vaere i tvivl om, hvorvidt beslutningen udgik fra en kompetent myndighed: Beslutningen fremstod nemlig paa alle punkter som en beslutning vedtaget af Kommissionen den 21. december 1988, den var klart bestemt til at have retsvirkninger, den var ° saaledes som alle adressaterne vidste ° truffet som afslutning paa en langvarig administrativ procedure og efter behandling i Kommissionen som kollegialt organ, og den angav derfor klart Kommissionens endelige vilje med hensyn til den paastaaede overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85 (190).

Forslag til afgoerelse

83. Paa grundlag af ovenstaaende foreslaar jeg derfor Domstolen foelgende afgoerelse:

"1) Retten i Foerste Instans' dom af 27. februar 1992 i de forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF AG m.fl. mod Kommissionen, annulleres.

2) Sagen hjemvises til Retten, for at den kan afsige dom om de af sagsoegerne i foerste instans anfoerte og i foernaevnte dom ikke behandlede anbringender."

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) - Forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89 (Sml. II, s. 315).

(2) - EFT 1989 L 74, s. 1.

(3) - Raadets forordning nr. 17 af 6.2.1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

(4) - Nemlig Atochem SA, BASF AG, NV DSM og DSM Kunststoffen BV, Enichem SpA, Hoechst AG, Huels AG, Imperial Chemical Industries PLC, NV Limburgse Vinyl Maatschappij, Montedison SpA, Norsk Hydro AS, Société artésienne de vinyle SA, Solvay et Cie, Shell International Chemical Company Ltd og Wacker Chemie GmbH.

(5) - Dette sker i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25.7.1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42).

(6) - Med undtagelse af Solvay et Cie.

(7) - Dette skete i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24.10.1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (88/591/EKSF/EOEF/Euratom, EFT 1988 L 319, s. 1, med berigtigelser i EFT 1989 L 241, s. 4).

(8) - PVC-dommen, praemis 9.

(9) - PVC-dommen, praemis 32-50. Udtrykket anvendes i PVC-dommens praemis 49.

(10) - PVC-dommen, praemis 51-65.

(11) - Procesreglement for De Europaeiske Faellesskabers Domstol af 19.6.1991 (EFT L 176, s. 7).

(12) - Afgoerelse om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden, vedtaget af Domstolen den 19.6.1991 under henvisning til procesreglementets artikel 81, stk. 2, bilag II (EFT L 176, s. 32).

(13) - Se navnlig dom af 12.7.1984 (sag 209/83, Valsabbia mod Kommissionen, Sml. s. 3089, praemis 14), af 26.11.1985 (sag 42/85, Cockerill-Sambre mod Kommissionen, Sml. s. 3749, praemis 10), af 15.1.1987 (sag 152/85, Misset mod Raadet, Sml. s. 223, praemis 11), af 4.2.1987 (sag 276/85, Cladakis mod Kommissionen, Sml. s. 495, praemis 11) og kendelse af 5.2.1992 (sag C-59/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 525, grund 8).

(14) - Domme af 15.12.1966 (sag 28/65, Fonzi, Sml. 1965-1968, s. 321; org. ref.: Rec. s. 689; sag 31/65, Fonzi, Sml. 1965-1968, s. 323; org. ref.: Rec. s. 741). Domstolen fastslog i disse sager, at da sagsoegeren paa det tidspunkt, da appelfristen tog sin begyndelse, og under hele fristen faktisk arbejdede i Bruxelles, laa hans saedvanlige opholdssted i Belgien.

(15) - Cockerill-Sambre-dommen, anfoert i fodnote 13, praemis 11. Se bl.a. tillige mere implicit, dom af 5.4.1979 (forenede sager 220/78 og 221/78, Ala og Alfer, Sml. s. 1693) samt den ligeledes i fodnote 13 citerede Valsabbia-dom. Allerede i en dom af 10.12.1957 udtalte Domstolen, at ved overgivelsen af et brev fra Den Hoeje Myndighed til en ansat i virksomheden ved dennes hovedsaede, er dette brev kommet inden for virksomhedens omraade (sag 8/56, ALMA mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 49; org. ref.: Rec. s. 179).

(16) - Jf. definitionen af begrebet egentlige hjemsted i forslag til afgoerelse fra generaladvokat Darmon i sag 81/87, Daily Mail, Sml. 1988, s. 5501.

(17) - EKSF-traktatens artikel 77, EOEF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 paalaegger medlemsstaternes regeringer pligt til at fastlaegge hjemstedet for Faellesskabets institutioner ved overenskomst. Domstolen har gentagne gange konstateret, at denne forpligtelse ikke er blevet efterkommet: jf. dom af 10.2.1983 (sag 230/81, Luxembourg mod Parlamentet, Sml. s. 255, praemis 36), af 22.9.1988 (forenede sager 358/85 og 51/86, Frankrig mod Parlamentet, Sml. s. 4821, praemis 29) og af 28.11.1991 (forenede sager C-213/88 og C-39/89, Luxembourg mod Parlamentet, Sml. I, s. 5643, praemis 52).

(18) - JO 1967 L 152, s. 18.

(19) - Ogsaa Domstolen har bemaerket dette, om end som en sidebemaerkning: Se den i fodnote 17 naevnte dom af 10.2.1983, Luxembourg mod Parlamentet, praemis 3, hvor det bliver naevnt, at de i traktaterne (nemlig EKSF-, EOEF- og Euratom-traktaterne) omhandlede Raad og Kommissioner placeredes i Bruxelles ... .

(20) - Traktat af 8.4.1965 om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De Europaeiske Faellesskaber (JO 1967 L 152, s. 2).

(21) - Jf. artikel 37 i fusionstraktaten, i henhold til hvilken medlemsstaterne traf beslutningen af 8.4.1965. Se om dette bl.a. M. Schweitzer, Artikel 216 , i Grabitz Kommentar zum EWG-Vertrag, Muenchen, Beck, s. 1, nr. 3; se endvidere, for den historiske baggrund vedroerende institutionernes foreloebige placering siden erklaeringen af 7.1.1958 fra udenrigsministrene i de seks oprindelige medlemsstater, G.-E. zur Hausen, Artikel 216 , i Groeben-Thiesing-Ehlermann, Kommentar zum EWG-Vertrag, IV, Baden-Baden, Nomos, 1991, s. 5462-5464; J.-L. Dewost, Article 216 , i Le droit de la Communauté économique européenne (Commentaire Mégret), XV, Bruxelles, Editions de l' Université Libre de Bruxelles, 1987, s. 267 ff.

(22) - EFT C 341, s. 1. Afgoerelsens ordlyd er ogsaa gengivet i EF-Bull. 12-1992, s. 25.

(23) - Jf. R. Joliet og W. Vogel, Le tribunal de première instance des Communautés européennes , Revue du Marché commun, 1989 (423), s. 430.

(24) - Dom af den 8.4.1992 (sag C-346/90 P, F. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2691, praemis 7), af 1.10.1991 (sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 12 og 13) og af 28.11.1991 (sag C-132/90 P, Schwedler mod Parlamentet, Sml. I, s. 5745, praemis 10); se ogsaa kendelse af 20.3.1991 (sag C-115/90 P, Turner mod Kommissionen, Sml. I, s. 1423, navnlig grund 13). Med andre ord, en appel, hvori ankegrundene er begraenset til at bestride Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, som i sig selv ikke forudsaetter anvendelsen af nogen retsregel, afvises; se isaer ovennaevnte Schwedler-dom, praemis 11. For andre bekraeftelser af dette, se dom af 17.1.1992 (sag C-107/90 P, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. I, s. 157, praemis 9 og 16), af 2.4.1992 (sag C-378/90 P, Pitrone mod Kommissionen, Sml. I, s. 2375, praemis 12 og 13) og ovennaevnte dom i sagen F. mod Kommissionen, navnlig praemis 10, 14 og 18.

(25) - Jeg kan saaledes ikke gaa naermere ind paa de af en raekke af appelindstaevnte (isaer BASF AG, Hoechst AG og Société artésienne de vinyle) i deres svarskrift anfoerte aendringer i en bestemt sprogversion af beslutningen, som ikke udtrykkelig blev fastslaaet af Retten i PVC-dommen.

(26) - Den vide formulering af artikel 51 i EOEF-statutten med hensyn til ankegrunden, at Retten har overtraadt faellesskabsretten , kan kun bekraefte dette. Se i den forbindelse tillige H. Schermers og D. Waelbroeck, Judicial Protection in the European Communities, Deventer, Kluwer Law & Taxation, 1992, s. 515, § 893: By its wide formulation, it prevents all doubt about whether all aspects of Community law can be controlled by the Court of Justice.

(27) - Vidrányi-dommen, citeret i fodnote 24, henholdsvis praemis 19 og 29.

(28) - Se i den forbindelse allerede mit forslag til afgoerelse i Costacurta-sagen, Sml. 1991 I, s. 5459, punkt 3, med henvisning til den erfaring, som i den forbindelse er opnaaet af medlemsstaternes hoejeste retsinstanser.

(29) - Sml. s. 905.

(30) - PVC-dommen, praemis 40.

(31) - EFT L 95, s. 45.

(32) - Dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 35, 36 og 37.

(33) - Dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 38 og 39 samt punkt 1 i domskonklusionen.

(34) - Jf. navnlig praemis 35 i dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet.

(35) - Jf. praemis 33 i dommen Det Forenede Kongerige mod Raadet.

(36) - De i foerste led i praemis 41 anfoerte aendringer vedroerer to smaa tilfoejelser i punkt 7 i den meddelte og offentliggjorte tyske version af beslutningen i forhold til den tyske version af udkastet til beslutningen (af 14.12.1988): i) tilfoejelse af fodnote 2, hvis indhold lyder: Under alle omstaendigheder er baade Huels og Hoechst blevet angivet af ICI og BASF som deltagere i moederne ; og ii) tilfoejelsen i hovedteksten, i parentes, af saetningen: Hoechst, som var den eneste anden mulighed, var kun en mindre producent af PVC. Den aendring, der er naevnt i det andet led, er endnu mere begraenset: Det vedroerer erstatning af saetningen: Die Unternehmen streiten offensichtlich nicht ab ( det fremgaar klart, at virksomhederne ikke afviser ) med saetningen Die Unternehmen bestreiten zwar nicht ( virksomhederne naegter ikke ).

(37) - Det drejer sig om en aendring i beslutningens punkt 41, foerste afsnit. Det er udeladelsen af et enkelt ord, nemlig Rationalisierungsprozess ( rationalisering ) i beslutningens meddelte og offentliggjorte tyske ordlyd i foelgende saetning (jeg citerer teksten fra udkastet til beslutningen): Die europaeische Petrochemie-Industrie einschliesslich des PVC-Sektors hat in dem von dieser Entscheidung erfassten Zeitraum einen grundlegenden Umstrukturierungs- und Rationalisierungsprozess durchlaufen, der von der Kommission unterstuetzt worden ist ( I den af denne beslutning omfattede periode undergik den europaeiske petrokemiske industri ° herunder PVC-sektoren ° en gennemgribende omstrukturering og rationalisering, som blev stoettet af Kommissionen ).

(38) - Ogsaa anvendelse af de kriterier, som Domstolen paa dette punkt udviklede i dom af 7.5.1991 (sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069), foerer til dette resultat: jf. endvidere afsnit 48, 53 og 54.

(39) - Dom i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 6.

(40) - Om betydningen heraf paa spoergsmaalet om, hvorvidt bestemmelser i Kommissionens forretningsorden kan paaberaabes, se nedenfor, afsnit 55.

(41) - Dette er ligeledes fast praksis: jf. dom af 11.7.1968 (sag 6/68, Zuckerfabrik mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 529; org. ref.: Rec. s. 595).

(42) - Jf. navnlig PVC-dommen, praemis 47 (om tilfoejelse af et nyt afsnit til beslutningens punkt 27), 49 og 50 (i forbindelse med den aendring, der blev foretaget i den dispositive del af beslutningen), 61 (om den tidsmaessige kompetence for det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade), 72 (om den faellesskabsretlige betydning af den stadfaestelsesprocedure, der er fastsat i forretningsordenen), 96 (om kvalifikationen af beslutningen som en beslutning efter EOEF-traktatens artikel 189) og 98 (om meddelte og offentliggjorte retsakters fremtraeden).

(43) - Se senest dom af 4.6.1992 (sag C-181/90, Consorgan mod Kommissionen, Sml. I, s. 3557, praemis 14); se forud for denne bl.a. dom af 8.11.1983 (forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 37), af 28.3.1984 (sag 8/83, Bertoli mod Kommissionen, Sml. s. 1649, praemis 12 og 13), af 7.4.1987 (sag 32/86, Sisma mod Kommissionen, Sml. s. 1645, praemis 8) og af 7.4.1992 (sag C-358/90, Compagnia Italiana Alcool mod Kommissionen, Sml. I, s. 2457, praemis 40). En tidligere formulering af dette princip finder man i dommen af 1.12.1965 (sag 16/65, Schwarze, Sml. 1965-1968, s. 131; org. ref.: Rec. s. 1081).

(44) - Jf. dom af 30.9.1982 (sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107, praemis 19) og af 25.10.1984 (sag 185/83, Rijksuniversiteit Groningen, Sml. s. 3623, praemis 38). Se af nyere domme, dom af 14.2.1990 (sag C-350/88, Delacre mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 15) og af 1.4.1993 (forenede sager C-260/91 og C-261/91, Diversinte og Iberlacta, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 11).

(45) - Dommene Consorgan mod Kommissionen, praemis 14, og Sisma mod Kommissionen, praemis 8 (anfoert i fodnote 43). Se tillige dom af 11.1.1973 (sag 13/72, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 27, praemis 11) og af 14.1.1981 (sag 819/79, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 21, praemis 19). Jf. om Domstolens praksis vedroerende princippet om, at begrundelsespligten skal bedoemmes ud fra den omhandlede retsakts natur, G. Le Tallec og C. D. Ehlermann, La motivation des actes des Communautés européennes , Revue du Marché commun, 1967, s. 179 ff.; se tillige C. Hen, La motivation des actes des institutions communautaires , Cahier de droit européen, 1977 (49), s. 73-78.

(46) - Se den i fodnote 43 naevnte dom Schwarze, Rec. s. 1096; jf. tillige Delacre-dommen, praemis 16.

(47) - Der henvises vedroerende dette sidste punkt til dom af 13.3.1985 (forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, praemis 19) og af 20.3.1985 (sag 41/83, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 873, praemis 46).

(48) - Jf. bl.a. IAZ-dommen, anfoert i fodnote 43, praemis 37; dom af 9.11.1983 (sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 14), af 17.1.1984 (forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 22), af 10.12.1985 (forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie, Sml. s. 3831, praemis 88), af 17.11.1987 (forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 72) og af 11.7.1989 (sag 246/86, Belasco mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 55). Denne praksis blev udtrykkelig overtaget af Retten: jf. bl.a. dom af 24.1.1992 (sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 41 og 42), polypropylen-dommene af 10.3.1993, saaledes bl.a. dommene i sagen T-10/89 (Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 629, praemis 312) og i sag T-11/89 (Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, praemis 319) og af 9.7.1992 (sag T-66/89, Publishers Association, Sml. II, s. 1995, praemis 75).

(49) - Dom af 29.10.1980 (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 66), Michelin-dommen, praemis 14; VBVB- og VBBB-dommen, praemis 22; dom af 21.2.1984 (sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, praemis 17), Stichting Sigarettenindustrie-dommen, praemis 88; BAT og Reynolds-dommen, praemis 72; Belasco-dommen, praemis 55. Allerede i Consten-Grundig-dommen fastslog Domstolen, at Kommissionen ikke havde kraenket parternes ret til kontradiktion, da i en administrativ sagsbehandling af denne art er forvaltningsorganet imidlertid ikke forpligtet til at begrunde en afvisning af de impliceredes argumenter : dom af 13.7.1966 (forenede sager 56/64 og 58/64, Sml. 1965-1968, s. 245, paa s. 250; org. ref.: Rec. s. 429, paa s. 492).

(50) - Der henvises isaer til VBVB- og VBBB-dommen, praemis 22, og dom af 11.7.1985 (sag 42/84, Remia mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 26 og 27).

(51) - Dom af 15.7.1970 (sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, praemis 78; org. ref.: Rec. s. 661) (min fremhaevelse). I dommen i Cimenteries-sagen anvendte Domstolen kriteriet en tydelighed, der er tilstraekkelig vedroerende beslutningen: dom af 15.3.1967 (forenede sager 8/66-11/66, Sml. 1965-1968, s. 337, paa s. 343; org. ref.: Rec. s. 91, paa s. 117).

(52) - Dom af 14.7.1972 (sag 55/69, Cassella, Sml. 1972, s. 237; org. ref.: Rec. s. 887, praemis 22) (min fremhaevelse).

(53) - ACF Chemiefarma-dommen, praemis 80.

(54) - Dom af 16.12.1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 118).

(55) - Dom af 26.11.1975 (sag 73/74, Papiers Peints mod Kommissionen, Sml. s. 1491, navnlig praemis 31 og 34); BAT og Reynolds-dommen, praemis 71; Delacre-dommen, praemis 15.

(56) - I den forbindelse blev det med rette bemaerket, at begrundelsespligten er en uundgaaelig foelge af retten til at appellere, i den forstand at det giver mulighed for at udoeve denne rettighed under de bedst mulige betingelser: se F. Schockweiler, La motivation des décisions individuelles en droit communautaire et en droit national , Cah. Dr. Eur., 1989 (3), s. 33.

(57) - Jf. Consten-Grundig-dommen, Sml. 1965-1968, s. 245; org. ref.: Rec. s. 511.

(58) - Se henvisningerne til disse domme henholdsvis i fodnote 54 og fodnote 49.

(59) - Suiker Unie-dommen, praemis 227-232.

(60) - Hasselblad-dommen, praemis 40.

(61) - Derfor anser jeg ogsaa den parallel, som Huels AG i sine skriftlige bemaerkninger drager til artikel 66, stk. 1, i Domstolens procesreglement, for helt uberettiget. Denne bestemmelse giver Domstolen befoejelser til inden to uger efter domsafsigelsen at berigtige skrive- eller regnefejl eller aabenbare urigtigheder . Denne ret til at berigtige vedroerer dog tidsrummet, efter at dommen er blevet oplaest i offentligt retsmoede, og en bekraeftet kopi af denne er blevet forkyndt for hver af parterne (se artikel 64 i procesreglementet); i naervaerende tilfaelde drejer det sig derimod om aendringer i en beslutning, allerede inden den er blevet meddelt parterne.

(62) - Min fremhaevelse.

(63) - Kriteriet for sondringen mellem en beslutning og en forordning er netop, hvorvidt retsakten er almengyldig eller ikke, dvs. om kredsen af adressater er begraenset eller ikke: jf. allerede dom af 14.12.1962 (forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale mod Raadet, Sml. 1954-1964, s. 359, paa s. 362; org. ref.: Rec. s. 903, paa s. 918).

(64) - EFT 1952-1958, s. 59, senest aendret ved punkt XVII i bilag I til akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 242). I denne bestemmelse er fastsat, at dokumenter, som en faellesskabsinstitution retter til ... en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes paa denne stats sprog .

(65) - Suiker Unie-dommen, praemis 111 (min fremhaevelse).

(66) - I praemis 26, tredje led, i PVC-dommen henvises der paa en uheldig maade til dette dokument: Som sagt er referencen SEC(88) 2033 og ikke, som fastslaaet af Retten, SEC(88) OJ 945, nr. 15 . Selv om overskriften, som Retten anfoerer, er Note à l' attention de MM. les membres de la Commission , angiver dokumentet ogsaa tydeligt ° men dette fastslaar Retten ikke ° at det er en Compte rendu de la réunion spéciale des Chefs de Cabinet du lundi 19 décembre 1988 , hvori henvises til dokument C(88) 2497 (dvs. udkastet til beslutningen paa tysk, engelsk og fransk).

(67) - PVC-dommen, praemis 37. Se i den forbindelse tillige naeste fodnote.

(68) - Saaledes ifoelge den tyske, franske, italienske og nederlandske version af PVC-dommen. Kun i den engelske version af denne dom anfoeres i praemis 37 og 46, at Kommissionen took note of the results of the examination . Jeg gaar derfor ud fra, at de fire foerstnaevnte sproglige versioner gengiver Rettens opfattelse mest korrekt.

(69) - Se ovenfor, fodnote 66.

(70) - PVC-dommen, praemis 47.

(71) - PVC-dommen, praemis 44.

(72) - VBVB- og VBBB-dommen, citeret i fodnote 48, praemis 25 (min fremhaevelse). Senere har Domstolen stadfaestet denne praksis i dom af 3.7.1991 (sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 16). Ogsaa Retten tager denne praksis som udgangspunkt: Se bl.a. dom af 17.12.1991 (sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 52) og af 10.3.1992 (sag T-9/89, Huels, Sml. II, s. 499, praemis 47). I begge domme praeciserer Retten, at saafremt Kommissionen har udstedt bestemmelser vedroerende aktindsigt, som gaar videre end det, hensynet til retten til kontradiktion kraever, og som den har bekendtgjort i en af sine beretninger om konkurrencepolitikken, kan den ikke fravige de bestemmelser, som den har paalagt sig selv: Hercules Chemicals-dommen, praemis 53; Huels-dommen, praemis 48; se om dette tillige Rettens dom af 18.12.1992 (forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 40 og 41) og en meget ny dom afsagt af Retten den 1.4.1993 (sag T-65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, praemis 29).

(73) - PVC-dommen, praemis 49.

(74) - PVC-dommen, praemis 50.

(75) - Domme af 14.7.1972 (sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, praemis 132 og 133; org. ref.: Rec. s. 609, og sag 52/69, Geigy mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 225, praemis 44; org. ref.: Rec. s. 787); se tillige dom af 21.2.1973 (sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215, praemis 15). I dommen af 25.10.1983 (sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 49 og 50) udtalte Domstolen paa linje med denne praksis, at undersoegelsen af, om et moderselskab faktisk goer brug af sine kontrollerende befoejelser, er overfloedig i tilfaelde af et helejet datterselskab. Se i den forbindelse tillige den meget nye i fodnote 72 naevnte dom afsagt af Retten den 1.4.1993 i sagen BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, praemis 149.

(76) - Retten har kun fastslaaet, at denne aendring er gennemfoert i artikel 1 i beslutningen. I punkt 43 i sit appelskrift anfoerer Kommissionen, at henvisningen til (EMC-Group) ligeledes forekom i artikel 5 i udkastet til beslutningen. Da det vedroerer en fastslaaen af faktiske omstaendigheder, maa jeg lade dette element ude af betragtning paa dette sted. Af samme grund kan jeg heller ikke gaa naermere ind paa Kommissionens argument (i slutningen af appelskriftets punkt 43) om, at den samme henvisning forekom i det forkyndelsesdokument, der var rettet til SAV.

(77) - Se navnlig punkterne 2, 7, 8, 9, 26 (fodnote 1), 43, 48 og 54 i beslutningen. I punkterne 9, 26 (fodnote 1), 43 og 48 naevnes SAV' s egenskab som moderselskab for LVM, et joint-venture, som DSM og SAV oprettede i midten af 1983, og hvori de samlede deres faelles PVC-interesser. En saadan henvisning til SAV' s nedstigende koncerntilknytning har dog intet at goere med den opstigende henvisning til EMC-Group , som vi her har med at goere. Endvidere angiver beslutningen i punkt 43 noeje, at SAV kun var ansvarlig for sin deltagelse i PVC-kartellet indtil oprettelsen af LVM, og at LVM efter dannelsen deltog i kartellet for egen regning (se vedroerende sidstnaevnte tillige punkt 48 og 54).

(78) - Jf. den i fodnote 52 naevnte Cassella-dom, praemis 22.

(79) - Se vedroerende reference og indhold af denne bestemmelse ovenstaaende fodnote 64.

(80) - Kommissionens forretningsorden (63/41/EOEF) (EFT Anden Serie VII, s. 9). Forretningsordenen er siden blevet aendret paa forskellige punkter, men ikke for saa vidt angaar artikel 12: Se henholdsvis Kommissionens foreloebige forretningsorden (67/426/EOEF) (67/24/Euratom) (EFT Anden Serie VII, s. 14); Kommissionens afgoerelse af 23.7.1975 om aendring af Kommissionens foreloebige forretningsorden af 6.7.1967 (75/461/Euratom, EKSF, EOEF) (EFT L 199, s. 43); Kommissionens afgoerelse af 6.1.1981 om aendring af Kommissionens foreloebige forretningsorden af 6.7.1967 (81/2/Euratom, EKSF, EOEF) (EFT L 8, s. 16); Kommissionens afgoerelse af 8.1.1986 om aendring af Kommissionens foreloebige forretningsorden af 6.7.1967 (86/61/EOEF, Euratom, EKSF) (EFT L 72, s. 34). Med hensyn til teksten i artikel 12 henvises til afsnit 60.

(81) - Se gengivelsen af denne bestemmelse i nedenstaaende afsnit 38.

(82) - PVC-dommen, praemis 57.

(83) - PVC-dommen, praemis 58.

(84) - PVC-dommen, praemis 59.

(85) - Om dette princip, se bl.a. J. Amphoux, Article 162, al. 2 ° Article 16 du traité de fusion , i Le droit de la Communauté économique européenne (Commentaire Mégret), IX s. 247-248, nr. 7. Se vedroerende den historiske baggrund for kollegialitetsprincippet, som det allerede kom til udtryk under oprettelsen af Den Hoeje Myndighed paa EKSF-plan, C. F. Ophuels, Zur ideengeschichtlichen Herkunft der Gemeinschaftsverfassung , i Probleme des europaeischen Rechts. Festschrift fuer Walter Hallstein, Frankfurt, Klostermann, 1966 (387), s. 395-396. Se endvidere for en mere personlig udredning, W. Hallstein, Die europaeische Gemeinschaft, Duesseldorf-Wien, Econ, 1979, 5. udgave, s. 83.

(86) - Teksten i denne bestemmelse er naesten identisk med den tidligere artikel 163, stk. 1, i EOEF-traktaten. Denne artikel ophaevedes ved fusionstraktatens artikel 19.

(87) - Dom af 23.9.1986 (sag 5/85, AKZO Chemie, Sml. s. 2585, praemis 30).

(88) - Se henvisningen til Kommissionens paagaeldende afgoerelse i fodnote 80.

(89) - De oevrige afsnit i artikel 27 lyder som foelger:

Ogsaa tjenestemaend kan bemyndiges til at traeffe saadanne foranstaltninger, hvis det er uomgaengeligt noedvendigt for, at Kommissionen kan udfoere sine opgaver paa rette vis.

Medmindre de er blevet delegeret til ham personligt, tilkommer de befoejelser, som er tillagt en tjenestemand, ogsaa hans stedfortraeder.

De saaledes tillagte befoejelser kan kun videredelegeres i den udstraekning, hvori dette udtrykkelig er hjemlet ved den afgoerelse, hvorved bemyndigelsen blev givet.

Bestemmelserne i denne artikel beroerer ikke reglerne vedroerende delegation inden for finansielle omraader og forvaltning af personale.

(90) - Se, for saa vidt angaar proceduren for Retten, PVC-dommen, praemis 16.

(91) - PVC-dommen, praemis 57.

(92) - AKZO Chemie-dommen, praemis 35. Domstolen henviser i den anledning til ovenstaaende, i fodnote 48 naevnte dom i sagen VBVB og VBBB, navnlig dommens praemis 14.

(93) - AKZO Chemie-dommen, praemis 36 og 37.

(94) - Nemlig praemis 38, 39 og 40 i AKZO Chemie-dommen.

(95) - Citatet stammer fra Domstolens dom af 27.10.1989 (forenede sager 97/87, 98/87 og 99/87, Dow Chemical Ibérica mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 58 in fine). Domstolen henviser i denne praemis udtrykkelig til AKZO-dommen af 23.9.1986 for at forkaste et anbringende om manglende kompetence hos det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at underskrive en stadfaestelsesbeslutning. Se herom endvidere afsnit 82.

(96) - AKZO Chemie-dommen, praemis 39 in fine.

(97) - Jf. den sondring, som Domstolen, for saa vidt angaar kompetencefordelingen mellem Raadet og Kommissionen paa Faellesskabets landbrugsomraade, allerede har udviklet i Koester-dommen mellem foranstaltninger, som har deres hjemmel i selve traktaten, og gennemfoerelsesbestemmelser: dom af 17.12.1970 (sag 25/70, Koester, Sml. 1970, s. 259, praemis 6; org. ref.: Rec. s. 1161). For nylig har Domstolen understreget, at betegnelsen afgoerende bestemmelser skal forbeholdes de bestemmelser, der har til formaal at virkeliggoere de grundlaeggende formaal i Faellesskabets politik: dom af 27.10.1992 (sag C-240/90, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5383, praemis 37). I Rey Soda-dommen fastslog Domstolen med hensyn til Kommissionens gennemfoerelsesbefoejelser i medfoer af EOEF-traktatens artikel 155, at det foelger af traktatens ordning ... samt af praktiske hensyn, at begrebet gennemfoerelse skal fortolkes vidt : dom af 30.10.1975 (sag 23/75, Sml. s. 1279, praemis 10).

(98) - Se PVC-dommen, praemis 57.

(99) - Domstolen har allerede paa et tidligt tidspunkt paa EKSF-omraadet fastslaaet, at en diskretionaer befoejelse, der var givet til en faellesskabsinstitution, der indebaerer en hoej grad af frit skoen, som ° afhaengig af den brug, som goeres heraf ° aabner mulighed for en virkelig oekonomisk politik , ikke kan vaere genstand for delegation, da noget saadant ville indebaere en egentlig ansvarsforskydning og derfor ville betyde en tilsidesaettelse af den kompetencemaessige ligevaegt, der ligger til grund for Faellesskabet, og som Domstolen anser for at vaere en grundlaeggende garanti, som (EKSF-)traktaten i saerdeleshed tilkender virksomhederne og virksomhedssammenslutningerne: domme af 13.6.1958 (sag 9/56, Meroni, Sml. 1954-1964, s. 55; org. ref.: Rec. s. 9, paa s. 45-46, og sag 10/56, Meroni, Sml. 1954-1964, s. 97; org. ref.: Rec. s. 51, paa s. 81-82).

(100) - AKZO Chemie-dommen, praemis 38. Med rette tilfoejede Domstolen, at den befoejelse, som var tillagt Kommissionen ved artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17, nemlig hovedsagelig anvendes, naar Kommissionen forventer, at virksomheden ikke vil underkaste sig kontrolundersoegelsen frivilligt. Se vedroerende nyere stadfaestelser heraf, dom af 21.9.1989 (forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, praemis 44 og 46) samt den allerede i fodnote 95 anfoerte dom i sagen Dow Chemical Ibérica mod Kommissionen, praemis 58.

(101) - For saa vidt angaar sidstnaevnte foranstaltninger kan bl.a. henvises til de befoejelser, som Kommissionens ansatte i medfoer af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 17 har, naar de handler paa Kommissionens vegne, under udfoerelsen af de kontrolundersoegelser, som Kommissionen har paabudt ved beslutning i medfoer af artikel 14, stk. 3, i samme forordning. Ogsaa i forbindelse med EKSF har Domstolen gentagne gange fastslaaet, at den ordre, der danner grundlag for, at Den Hoeje Myndighed lader udfoere en kontrolundersoegelse i medfoer af EKSF-traktatens artikel 47, er det mandat (...) udtryk for selve udoevelsen af denne bemyndigelse og ikke en delegation deraf , og at derfor de form- og offentlighedskrav, der maa stilles til en kompetencedelegation, gaelder ikke ved en saadan mandatgivning : dom af 16.12.1963 (sag 18/62, Barge mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 443; org. ref.: Rec. s. 529, paa s. 560 og 561) og af 16.3.1971 (sag 67/69, Simet mod Kommissionen, Sml. s. 33, praemis 7; org. ref.: Rec. s. 197); se tillige dom af 15.3.1966 (sag 30/65, Macchiorlati Dalmas mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 171; org. ref.: Rec. s. 49, paa s. 78).

(102) - Dom af 17.10.1972 (sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. s. 251, praemis 12; org. ref.: Rec. s. 977); ICI-dommen, naevnt i fodnote 75, praemis 13; Geigy-dommen, naevnt i samme fodnote, praemis 5; Cassella-dommen, naevnt i fodnote 52, praemis 5.

(103) - ICI-dommen, naevnt i fodnote 75, praemis 14; Geigy-dommen, naevnt i samme fodnote, praemis 5; Cassella-dommen, naevnt i fodnote 52, praemis 5; Cementhandelaren-dommen, naevnt i den foregaaende fodnote, praemis 13.

(104) - VBVB- og VBBB-dommen, praemis 14, med henvisning til de i den foregaaende fodnote naevnte domme ICI mod Kommissionen, praemis 11-15, og Cementhandelaren mod Kommissionen, praemis 10-14. Se endvidere, ganske vist ikke i konkurrenceretlig sammenhaeng, dom af 11.10.1990 (sag C-200/89, Funoc, Sml. I, s. 3369, praemis 14), som ligeledes henviser til de to ovennaevnte domme. Om Funoc-dommen se endvidere afsnit 52.

(105) - Domstolen har i sin tid ° da Faellesskabet kun havde fire officielle sprog ° ogsaa anvendt disse bestemmelser paa sig selv: jf. dom af 10.5.1960 (sag 1/60, FERAM mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 177; org. ref.: Rec. s. 351, paa s. 363). Domstolen fastslog, at Domstolen som alle institutionerne i de tre Faellesskaber i medfoer af en lovsformodning er firesproget .

(106) - Se vedroerende respekt af sprogenes ligeberettigelse i Domstolens (tidlige) retspraksis, O. Riese, Das Sprachenproblem in der Praxis des Gerichtshofs der europaeischen Gemeinschaften , i Vom Deutschen zum europaeischen Recht, Festschrift fuer Hans Doelle, II, Tuebingen, Mohr, 1963, s. 507 ff. Med hensyn til de specielle problemer, som faellesskabslovgivningens flersprogede karakter foerer til i Domstolens praksis, se P. Brasselmann, UEbernationales Recht und Mehrsprachigkeit. Linguistische UEberlegungen zu Sprachproblemen in EuGH-Urteilen , Europarecht, 1992, s. 55 ff.

(107) - I den forbindelse vil jeg goere opmaerksom paa, at der i Kommissionens forretningsorden intetsteds findes en bestemmelse, der er analog med den af de appelindstaevnte anfoerte artikel 8 i Raadets forretningsorden (forretningsorden udstedt af Raadet den 24.7.1979 med hjemmel i artikel 5 i traktaten af 8.4.1965 om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De Europaeiske Faellesskaber (79/868/EKSF, EOEF, Euratom) (EFT 1979 L 268, s. 1) ). I denne artikel er det bestemt, at medmindre andet vedtages enstemmigt af Raadet paa grund af sagens hastende karakter, kan Raadet kun forhandle og traeffe afgoerelse paa grundlag af dokumenter og udkast, der er udfaerdiget paa de sprog, der er omhandlet i den gaeldende ordning paa det sproglige omraade. Forskellen mellem de to forretningsordener paa dette punkt bekraefter efter min mening kun det standpunkt, der forfaegtes i hovedteksten: Som sagt (jf. afsnit 14) bestaar Raadet, modsat Kommissionen, af udsendte repraesentanter fra medlemsstaternes nationale regeringer, saaledes at det er normalt, at de kan deltage i droeftelserne og beslutningsprocessen paa deres eget sprog. Jeg kan i oevrigt goere opmaerksom paa, at Domstolen i den dom, der vil blive omtalt nedenfor (afsnit 49), Nakajima-dommen, har fastslaaet, at denne bestemmelse i Raadets forretningsorden ikke kan paaberaabes af tredjemand.

(108) - PVC-dommen, praemis 37.

(109) - Kun Wacker Chemie GmbH og Hoechst AG havde af Kommissionens svarskrift udledt, at beslutningen den 21.12.1988 ikke var vedtaget paa italiensk og nederlandsk, hvilket efter deres mening burde vaere sket: PVC-dommen, praemis 14.

(110) - Vedroerende teksten i de to bestemmelser henvises til nedenstaaende afsnit 60.

(111) - I medfoer af EOEF-traktaten, henholdsvis artikel 188, stk. 3, og 168 A, stk. 4.

(112) - For Raadet foelger denne forpligtelse af fusionstraktatens artikel 5; for Europa-Parlamentet af EOEF-traktatens artikel 142. Denne forpligtelse gaelder ogsaa for Det OEkonomiske og Sociale Udvalg: se EOEF-traktatens artikel 196, stk. 2. I henhold til artikel 9, stk. 3, litra h), i protokollen vedroerende vedtaegterne for Den Europaeiske Investeringsbank, skal Styrelsesraadet godkende Bankens forretningsorden.

(113) - Jf. dom af 30.5.1973 (sag 46/72, De Greef mod Kommissionen, Sml. s. 543, praemis 14).

(114) - Sammenlign fusionstraktatens artikel 5 (Raadets forretningsorden) og EOEF-traktatens artikel 142 (Europa-Parlamentets forretningsorden).

(115) - De relevante traktatbestemmelser er spredt: Det er saaledes klart, at Kommissionens forretningsorden bl.a. skal vaere i overensstemmelse med kravene vedroerende antallet af medlemmer og deres uafhaengighed (fusionstraktatens artikel 10), kollegialitetsprincippet og krav om beslutningsdygtighed i forbindelse med Kommissionens moeder (fusionstraktatens artikel 17), men ogsaa f.eks. med princippet om det kollektive politiske ansvar for Europa-Parlamentet (EOEF-traktatens artikel 144): jf. J. Amphoux, Article 162, deuxième alinéa ° Article 16 du traité de fusion , i Le droit de la Communauté économique européenne (Commentaire Mégret), IX, s. 244 og 245, nr. 1.

(116) - Dom naevnt i fodnote 38.

(117) - Vedroerende indholdet af denne bestemmelse henvises til ovenstaaende fodnote 107.

(118) - Nakajima-dommen, praemis 49 og 50.

(119) - PVC-dommen, praemis 78.

(120) - Kun i dommene Bernusset og Bouteiller henvises der i forbifarten til Kommissionens forretningsorden. Bellardi Ricci-dommen indeholder overhovedet ingen henvisning i den forbindelse. I Bernusset-dommen gennemgaar Domstolen den procedure, som Kommissionen i sag 94/63 havde fulgt for at opnaa den anfaegtede udnaevnelsesbeslutning (nemlig den skriftlige procedure i henhold til forretningsordenens artikel 11), men kun for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de garantier var overholdt, som er fastsat i artikel 45 i tjenestemandsvedtaegten for saa vidt angaar tjenestemaend, der kan komme i betragtning med henblik paa forfremmelse: Der henvises til Sml. 1954-1964, s. 493; org. ref.: Rec. s. 612-613. Domstolen naevner med andre ord kun forretningsordenen i forbindelse med sin egen undersoegelse af de faktiske omstaendigheder. Ogsaa i Bouteiller-dommen henviser Domstolen, naermest i en sidebemaerkning, til Kommissionens interne forretningsorden , uden at specificere den paagaeldende bestemmelse (af generaladvokat da Cruz Vilaça' s forslag til afgoerelse fremgaar, at det drejede sig om artikel 26 i forretningsordenen). Det, der blev droeftet, var hensyntagen til en naermere bestemt faktor i en tjenestemands loebebane, i forbindelse med en forfremmelsesprocedure, nemlig dennes midlertidige varetagelse af stillingen som chef for en nyoprettet afdeling. Denne midlertidige varetagelse sker under anvendelse af artikel 26 i forretningsordenen, som indeholder bestemmelser om, at i tilfaelde af chefens forfald indtraeder den tjenestemand med den stoerste anciennitet i den hoejeste rang som stedfortraeder.

(121) - Denne sag vedroerte en paastand fra et fransk selskab om annullation af en af Raadets landbrugsforordninger, der tildelte produktionskvoter for isoglukose. Europa-Parlamentet optraadte som intervenient til stoette for sagsoegerens paastand om tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav. Sagsoegeren havde intetsteds paaberaabt sig en bestemmelse i en faellesskabsinstitutions forretningsorden. I den af Retten citerede praemis 36 i Roquette Frères-dommen undersoegte Domstolen, om Raadet ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning havde hoert Parlamentet i henhold til EOEF-traktatens artikel 43, stk. 2. Den anfoerte i den forbindelse kun, at Raadet havde undladt at soege en hastebehandling af den paagaeldende forordning, en mulighed, som er medtaget i Parlamentets forretningsorden (af generaladvokat Reischl' s forslag til afgoerelse fremgaar, at det drejer sig om artikel 14 i Parlamentets forretningsorden). Sammenlign den naesten identiske dom, som Domstolen afsagde samme dag i Maizena-sagen: dom af 29.10.1980 (sag 139/79, Sml. s. 3393, praemis 37). Domstolen mindede senere om den paagaeldende passage i Roquette Frères-dommen i sin dom af 10.7.1986 (sag 149/85, Wybot mod Faure, Sml. s. 2391, praemis 24).

(122) - Denne dom vedroerte en anmodning fra en italiensk driftslederforening om annullation af en raadsbeslutning om udnaevnelse af medlemmer af Det OEkonomiske og Sociale Udvalg. Der blev intetsteds gjort gaeldende, at der forelaa tilsidesaettelse af Raadets forretningsorden: De anbringender, der blev gjort gaeldende, vedroerte tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 195 og Raadets magtmisbrug. Den eneste henvisning til Raadets forretningsorden findes i praemis 25, hvor Domstolen bemaerker, at Raadet har truffet sin beslutning ifoelge A-punkt -proceduren i sin forretningsorden (ogsaa her uden at anfoere, hvilken bestemmelse i forretningsordenen, det drejer sig om, dvs. artikel 2, stk. 6).

(123) - Funoc havde ifoelge retsmoederapporten ikke paaberaabt sig tilsidesaettelse af Kommissionens forretningsorden, men af artikel 6, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2950/83/EOEF af 17.10.1983 (EFT L 289, s. 1). Af denne bestemmelse fulgte ifoelge Funoc, at beslutningen burde vaere vedtaget af selve Kommissionen.

(124) - Funoc-dommen, praemis 14.

(125) - Der henvises navnlig til dom af 24.3.1983 (sag 298/81, Colussi mod Parlamentet, Sml. s. 1131, praemis 10), af 29.9.1983 (sag 223/82, De Bruyn mod Parlamentet, Sml. s. 2879, praemis 18), af 19.1.1984 (sag 260/80, Andersen mod Raadet, Sml. s. 177, praemis 5 og 6), af 21.6.1984 (sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, praemis 9, 11 og 12) (Revisionsrettens forretningsorden), af 10.6.1987 (sag 307/85, Gavanas mod OESU, Sml. s. 2435, praemis 17-21) (Det OEkonomiske og Sociale Udvalgs forretningsorden) og af 9.2.1988 (sag 1/87, Picciolo mod Kommissionen, Sml. s. 711, praemis 36-40) (Kontoret for de Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationers interne bestemmelser). For tjenestemandssager, hvori en institutions forretningsorden snarere omtales i forbifarten, henvises til dom af 15.5.1985 (sag 3/84, Patrinos mod OESU, Sml. s. 1421, praemis 7 og 21) og af 11.7.1985 (forenede sager 87/77 og 130/77, 22/83 og 10/84, Salerno mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2523, praemis 7 og 50) (Den Europaeiske Sammenslutning for Samarbejdes interne vedtaegter).

(126) - Ogsaa inden for denne gruppe domme er der store forskelle. Naar det drejede sig om en medlemsstat, der som medlem af den paagaeldende institution gjorde gaeldende, at forretningsordenen var tilsidesat, fastslog Domstolen allerede udtrykkeligt, at institutionen var bundet af sin forretningsorden og ikke maatte fravige den: Se i den forbindelse dom af 23.2.1988 (sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 855, praemis 48); se tillige den ovennaevnte (i afsnit 10 ff.) dom i sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet. I sager, hvor der ikke var et saadant tilhoersforhold, har Domstolen derimod vist tilbageholdenhed: Den naegtede saaledes gentagne gange efter anmodning fra medlemsstater at foretage en proevelse af en beslutning fra Europa-Parlamentet sammenholdt med Parlamentets forretningsorden, da beslutningen er et led i den interne tilrettelaeggelse af Parlamentets arbejde, hvorfor denne beslutning ikke kan proeves ved Domstolen : dom af 22.9.1988 (forenede sager 358/85 og 51/86, Frankrig mod Parlamentet, Sml. s. 4821, praemis 16 og 17) og af 28.11.1991, Luxembourg mod Parlamentet, anfoert i fodnote 17, praemis 43 og 44. En lignende tilbageholdenhed finder man i dommen af 14.1.1987 (sag 278/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1, praemis 12 og 13).

(127) - Det drejer sig om kendelserne af 4.6.1986 (sag 78/85, De Europaeiske Hoejrepartiers Gruppe mod Parlamentet, Sml. s. 1753) og af 22.5.1990 (sag C-68/90, Blot og Front National mod Parlamentet, Sml. I, s. 2101). I begge tilfaelde havde et medlem af De Europaeiske Hoejrepartiers Gruppe i Europa-Parlamentet indledt annullationssoegsmaal vedroerende interne retsakter, som Parlamentet havde vedtaget. De gjorde bl.a. gaeldende, at Parlamentets forretningsorden var tilsidesat. I begge tilfaelde besluttede Domstolen at afvise sagen paa grundlag af den praksis, der var indeholdt i Domstolens dom af 23.4.1986 (sag 294/83, Les Verts, Sml. s. 1339), ifoelge hvilken et annullationssoegsmaal kun kan indledes for saa vidt angaar retsakter fra Europa-Parlamentet, som har til formaal at skabe retsvirkninger over for tredjemand. Ingen af de anfaegtede retsakter opfyldte dette krav. Domstolen gik dog ikke ind paa, om de af sagsoegerne paaberaabte bestemmelser i Parlamentets forretningsorden kunne paaberaabes eller ikke.

(128) - Se henholdsvis praemis 14 in fine i VBVB og VBBB-dommen, der er naevnt i fodnote 48, og praemis 14 in fine i Funoc-dommen, saaledes som den er gengivet i ovenstaaende punkt 52. Deraf fremgaar, at Domstolen anser det for muligt for en sagsoeger at bevise, at de bestemmelser, der vedroerer delegation eller meddelelse af bemyndigelse til at underskrive, er blevet tilsidesat.

(129) - PVC-dommen, praemis 75.

(130) - PVC-dommen, praemis 76.

(131) - PVC-dommen, praemis 72 og 75.

(132) - PVC-dommen, praemis 74 in fine og praemis 75.

(133) - PVC-dommen, praemis 75.

(134) - Anden afdeling i kapitel I vedroerer forberedelse og gennemfoerelse af Kommissionens beslutninger. Forretningsordenen indeholder ogsaa et kapitel II, Administrationen , om organisationen af Kommissionens administrative tjenestegrene, og et kapitel III, Stedfortraedere og overdragelse af befoejelser , hvori den foernaevnte artikel 27 forekommer.

(135) - PVC-dommen, praemis 74.

(136) - I forbifarten skal jeg goere opmaerksom paa, at forretningsordenen intetsteds udtrykkeligt stiller krav om, at Kommissionen, saafremt det drejer sig om en beslutning, som skal udfaerdiges i flere retsgyldige sprog, under moedet allerede skal vedtage beslutningen paa alle disse sprog, og ej heller, at alle de kommissionsmedlemmer, der har deltaget i vedtagelsen, skal underskrive. Artikel 12 i forretningsordenen paalaegger heller ikke nogen streng frist for saa vidt angaar stadfaestelsen af beslutningerne i det eller de retsgyldige sprog. Af bestemmelsen om, at disse tekster skal vedfoejes det i henhold til artikel 10 godkendte moedereferat, der, i modsaetning til hvad Retten anfoerer i praemis 74 i PVC-dommen, ikke skal godkendes af Kommissionen paa det foerstkommende moede, men under et af de foelgende moeder , foelger tvaertimod efter min opfattelse, at stadfaestelsen i henhold til artikel 12 kan finde sted inden en rimelig frist, efter at beslutningen er truffet.

(137) - Saafremt Kommissionen nemlig f.eks. traf en beslutning paa et omraade, som udelukkende hoerer til medlemsstaternes kompetence, ville denne beslutning ifoelge Domstolen savne ethvert grundlag i faellesskabsretten : dom af 10.12.1969 (forenede sager 6/69 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 143, praemis 13; org. ref.: Rec. s. 523). Det siger sig selv, at stadfaestelse ikke kan aendre noget ved dette.

(138) - I modsaetning til det, der gaelder for forordninger, foreskriver EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2, ikke offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende for saa vidt angaar beslutninger. En saadan offentliggoerelse er derfor i henhold til EOEF-traktaten ikke noget krav for, at en beslutning kan traede i kraft: jf. dommen Nederland og Leeuwarden Papierwarenfabriek, naevnt ovenfor i fodnote 47, praemis 28. For en raekke kommissionsbeslutninger vedroerende EOEF-traktatens artikel 85 og 86 er offentliggoerelse obligatorisk i medfoer af artikel 21 i forordning nr. 17; denne offentliggoerelsespligt gaelder dog ikke for beslutninger, hvori der paalaegges boeder i medfoer af artikel 15 i forordning nr. 17 paa grund af overtraedelse af artikel 85 eller 86. Efter Domstolens opfattelse hindrer dog hverken ordlyden af eller tanken bag artikel 21 i forordning nr. 17 Kommissionen i at foretage offentliggoerelse, saafremt der ikke dermed offentliggoeres forretningshemmeligheder vedroerende de paagaeldende virksomheder; en saadan offentliggoerelse kan endog bidrage til at sikre overholdelsen af traktatens konkurrenceregler : ACF Chemiefarma-dommen, anfoert i fodnote 51, praemis 102 og 104. Undladelsen af offentliggoerelse kan heller ikke anfaegtes af adressaterne for en beslutning, selv om Domstolen anser det for oenskeligt, ikke at afholde offentligheden fra at faa kendskab til en beslutning, som angaar rettigheder og interesser tilhoerende borgere i flere medlemsstater, kendskab som i andre lignende tilfaelde er blevet givet : dom af 18.2.1964 (forenede sager 73/63 og 74/63, Internationale Crediet- en Handelsvereniging Rotterdam , Sml. 1954-1964, s. 455; org. ref.: Rec. s. 1, navnlig paa s. 28).

(139) - Dommen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, naevnt i fodnote 75, praemis 10. I det foreliggende tilfaelde ansaa Domstolen, at der var givet behoerig meddelelse om beslutningen, da Continental faktisk (dvs. gennem breve fremsendt pr. post) havde modtaget meddelelse derom. Der henvises til nyere stadfaestelse af denne praksis, bl.a. den i fodnote 13 naevnte Cockerill-Sambre-dom, praemis 10, og dom af 18.10.1989 (sag 374/87, Orkem, Sml. s. 3283, praemis 6); se tillige Rettens dom af 29.5.1991 (sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 219, praemis 18).

(140) - ALMA-dommen, naevnt i fodnote 15, Sml. 1954-1964, s. 49; org. ref.: Rec. s. 190.

(141) - Derfor fastslog Domstolen ogsaa i Continental Can-dommen, at selskabet ikke kunne fratage den til dette givne meddelelse sin virkning ved at paaberaabe sig sin egen vaegring ved at faa kendskab til den: dommen Europemballage og Continental Can, naevnt i fodnote 75, praemis 10.

(142) - Dommene naevnt i fodnote 75, ICI, praemis 39 og 40, og Geigy, praemis 18. Saavel for saa vidt angaar ICI som Geigy fastslog Domstolen, at de var blevet fuldt underrettet om indholdet af beslutningen, og at de rettidigt kunne have gjort brug af deres ret til at appellere. Under saadanne omstaendigheder havde de, ifoelge Domstolen, ingen interesse i at paaberaabe sig de paagaeldende mangler i forbindelse med meddelelsen. Det paagaeldende anbringende blev derfor forkastet: ICI-dommen, praemis 42, 43 og 44; Geigy-dommen, praemis 19.

(143) - Suiker Unie-dommen, naevnt i fodnote 54, praemis 114. Vedroerende ordlyden af denne bestemmelse henvises til ovenstaaende fodnote 64.

(144) - Suiker Unie-dommen, praemis 115.

(145) - Dom af 25.1.1979 (sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, praemis 15 in fine). Se tillige i den forbindelse, H.-W. Daig og G. Schmidt, Artikel 191 , i Von der Groeben-Thiesing-Ehlermann, Kommentar zum EWG-Vertrag, IV, s. 4991, nr. 20; E. Grabitz, Artikel 191 , i Grabitz Kommentar zum EWG-Vertrag, s. 32, nr. 8.

(146) - Consten-Grundig-dommen, naevnt i fodnote 49, Sml. 1965-1968, s. 249; org. ref.: Rec. s. 510).

(147) - Ibidem. Consten havde paaberaabt sig overtraedelse af vaesentlige formforskrifter, da beslutningen i den i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte tekst blev kaldt for et direktiv.

(148) - For en oversigt over de i medlemsstaterne udpegede kompetente myndigheder henvises til J.-V. Louis, article 192 , i Le droit de la Communauté économique européenne (Commentaire Mégret), X, s. 516-517, fodnote 5.

(149) - E. Grabitz, Artikel 192 , i Grabitz Kommentar zum EWG-Vertrag, s. 36, nr. 11; H. P. Ipsen, Europaeisches Gemeinschaftsrecht, Tuebingen, Mohr, 1972, s. 535, nr. 13.

(150) - Se dom af 26.2.1987 (sag 15/85, Consorzio Cooperative d' Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 13 og 17).

(151) - Dommen Consorzio Cooperative d' Abruzzo, praemis 12; dom af 3.3.1982 (sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, praemis 10); jf. allerede dom af 12.7.1957 (forenede sager 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Faelles Forsamling for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Sml. 1954-1964, s. 45; org. ref.: Rec. s. 81, paa s. 125), af 12.7.1962 (sag 14/61, Hoogovens mod Den Faelles Forsamling for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Sml. 1954-1964, s. 327; org. ref.: Rec. s. 485, paa s. 521) og af 13.7.1965 (sag 111/63, Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 111; org. ref.: Rec. s. 835, paa s. 853).

(152) - Sammenlign sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, hvori en af sagsoegerne havde anmodet Domstolen om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge alle de dokumenter, den var i besiddelse af, vedroerende en bestemt konkurrencesag, for at undersoege, om Kommissionens beslutning var taget ud fra andre overvejelser end dem, der var naevnt i begrundelsen. Domstolens praesident afviste denne anmodning, da noget saadant udgoer et bevismiddel af usaedvanlig karakter , som forudsaetter, at omstaendighederne ved den omhandlede beslutning giver anledning til alvorlig tvivl om de egentlige bevaeggrunde og navnlig til mistanke om, at bevaeggrundene er faellesskabsrettens maalsaetninger uvedkommende og saaledes udtryk for magtfordrejning : kendelse af 18.6.1986 (forenede sager 142/84 og 156/84, Sml. s. 1899, grund 11 (min fremhaevelse) ).

(153) - I henhold til forretningsordenens artikel 16, stk. 3, er det nemlig generalsekretaerens opgave at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at sikre bekendtgoerelse af Kommissionens beslutninger i De Europaeiske Faellesskabers Tidende .

(154) - Der henvises til M. Waelbroeck, Article 173 , i Le droit de la Communauté économique européenne (Commentaire Mégret), X, s. 128, nr. 34; og endvidere til R. Joliet, Le droit institutionnel des Communautés européennes. Le contentieux, Liège, Faculté de Droit, d' Economie et de Sciences sociales de Liège, 1981, s. 99 ff. Sidstnaevnte sondrer paa grundlag af Domstolens praksis mellem tre grupper af foreskrevne vaesentlige formkrav som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 173, hvor tilsidesaettelse kan medfoere ugyldighed: i) regler vedroerende den forberedende procedure i forbindelse med faellesskabsretlige retsakter (f.eks. en institutions pligt til at hoere en anden institution, eller Kommissionens pligt til at give virksomheder lejlighed til at fremsaette deres synspunkter vedroerende indvendinger i henhold til artikel 19, stk. 1 i forordning nr. 17: Se i den forbindelse en meget ny dom af 31.3.1993 (forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 ° C-129/85, Ahlstroem m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser); ii) bestemmelser vedroerende beslutningsproceduren (isaer bestemmelserne om beslutningsdygtighed, flertal osv.); og iii) bestemmelser vedroerende retsaktens form udadtil (isaer det sprog, den er affattet paa og begrundelsen). Den eneste afgoerelse, hvori Domstolen hidtil har kvalificeret en bestemmelse i en faellesskabsinstitutions forretningsorden som et vaesentligt formkrav, er den i fodnote 126 naevnte dom i sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet. Domstolen havde i den sag fastslaaet, at Raadet havde tilsidesat artikel 6, stk. 1, (anvendelsen af skriftlig procedure forudsaetter, at samtlige Raadets medlemmer er indforstaaet hermed) i Raadets forretningsorden (se praemis 46-49 i dommen), en bestemmelse, som ifoelge Domstolen udgoer en vaesentlig formforskrift (praemis 51 i dommen) og derfor falder i den anden af de af R. Joliet naevnte kategorier. Se endvidere henvisningerne til denne afgoerelse i dom af 13.11.1990 (sag C-331/88, Fedesa mod Raadet, Sml. I, s. 4023, praemis 3) og i kendelse af 13.7.1988 (sag 160/88 R, Fedesa mod Raadet, Sml. s. 4121, praemis 12), af 12.10.1988 (sag 34/88, CEVAP mod Raadet, Sml. s. 6265, praemis 6) og af 7.12.1988 (henholdsvis i sag 160/88, Fedesa mod Raadet, Sml. s. 6399, praemis 4, og i sag 138/88, Flourez mod Kommissionen, Sml. s. 6393, praemis 4).

(155) - IAZ-dommen, naevnt i fodnote 43, praemis 16. Det bekraeftes ligeledes af Domstolens praksis vedroerende mangler i forbindelse med meddelelsen i henhold til EOEF-traktatens artikel 191: jf. de i afsnit 62 naevnte domme i sagerne Geigy og ICI.

(156) - Se Consten-Grundig-dommen, der er naevnt i fodnote 49, Sml. 1965-1968, s. 245; org. ref.: Rec. s. 500; IAZ-dommen, praemis 15.

(157) - I samme aand skal efter min opfattelse ogsaa ses den stadfaestelsesprocedure, der er nedfaeldet i Raadets forretningsorden i artikel 7 og 9, og som bestaar i, at i) der for hver samling udfaerdiges et forhandlingsprotokollat, som efter godkendelse undertegnes af formanden og af generalsekretaeren, ii) teksten til retsakter, som vedtages af Raadet, undertegnes af formanden og generalsekretaeren, og iii) de paagaeldende tekster optages som bilag til forhandlingsprotokollatet.

(158) - Nemlig en overtraedelse af denne traktat eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse som naevnt i denne bestemmelse. At en procedurefejl begaaet af Kommissionen (selv om det ikke drejer sig om et vaesentligt formkrav) kan betyde tilsidesaettelse af principperne om god forvaltning, som kan medfoere, at en beslutning kan vaere ulovlig, fremgaar af den i fodnote 43 naevnte IAZ-dom, praemis 15 in fine.

(159) - Se PVC-dommen, praemis 28, og generalsekretaeren for Kommissionens forklaring, hvortil henvises.

(160) - PVC-dommen, praemis 68. Retten henviser vedroerende begrebet juridisk nullitet for saa vidt angaar Faellesskabets retsakter til Domstolens dom af 10.12.1957 (forenede sager 1/57 og 14/57, Société des usines à tubes de la Sarre, Sml. 1954-1964, s. 51; org. ref.: Rec. s. 201), af 21.2.1974 (forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73, 132/73 og 135/73-137/73, Schots-Kortner, Sml. s. 177), af 26.2.1987, Consorzio Cooperative d' Abruzzo, naevnt i fodnote 150, af 30.6.1988 (sag 226/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3611) og til Rettens dom af 27.6.1991 (sag T-156/89, Valverde Mordt, Sml. II, s. 407).

(161) - PVC-dommen, praemis 68 in fine.

(162) - PVC-dommen, praemis 93.

(163) - PVC-dommen, praemis 94.

(164) - PVC-dommen, praemis 95.

(165) - Dommen i sagen Algera m.fl., naevnt i fodnote 151, Sml. 1954-1964, s. 47; org. ref.: Rec. s. 122.

(166) - Ibidem, Rec. s. 122.

(167) - Consorzie Cooperative d' Abruzzo-dommen, praemis 10.

(168) - Dom af 30.6.1988, Kommissionen mod Graekenland, naevnt i fodnote 160, praemis 16, og af 27.10.1992 (sag C-74/91, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 5437, praemis 11).

(169) - Dommen er naevnt i fodnote 160.

(170) - Den eneste antydning af begrundelse til stoette for Den Hoeje Myndigheds standpunkt i det paagaeldende brev loed: Under de nuvaerende omstaendigheder ... kan Den Hoeje Myndighed kun afgive en afvisende udtalelse i henhold til traktatens artikel 54, stk. 4, om det af Dem forelagte investeringsprogram.

(171) - Sml. 1954-1964, s. 51; org. ref.: Rec. 1957, s. 219-220.

(172) - Dommen er naevnt i fodnote 160.

(173) - Domme af 7.6.1972 (sag 20/71, Sabbatini mod Parlamentet, Sml. 1972, s. 95; org. ref.: Rec. s. 345, og sag 32/71, Bauduin mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 97; org. ref.: Rec. s. 363). I disse domme havde Domstolen fastslaaet, at artikel 4, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten indeholdt en vilkaarlig forskelsbehandling, og at de over for de paagaeldende tjenestemaend trufne afgoerelser om at indstille udbetalingen af udlandstillaeg, skulle erklaeres for ugyldige.

(174) - Schots-Kortner-dommen, praemis 33.

(175) - Navnlig artikel 22, stk. 3, i Raadets forordning (EOEF) nr. 355/77 af 15.2.1977 om en faelles foranstaltning til forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsvarer (EFT L 51, s. 1).

(176) - Consorzio-dommen, praemis 11.

(177) - Naevnt i fodnote 160.

(178) - Det vedroerer Kommissionens beslutning (EOEF) 85/276 af 24.4.1985 om forsikring i Graekenland af offentlig ejendom og af kreditter ydet af statsejede graeske banker (EFT L 152, s. 25).

(179) - Dommen Kommissionen mod Graekenland, naevnt i fodnote 160, praemis 16.

(180) - Se henvisningen i fodnote 160.

(181) - Valverde Mordt-dommen, praemis 84.

(182) - Valverde Mordt-dommen, praemis 85.

(183) - Sml. 1974, s. 197.

(184) - Jf. praemis 9 i PVC-dommen, hvoraf fremgaar, at sagsoegerne for Retten principalt nedlaegger paastand om annullation af den trufne beslutning, subsidiaert ophaevelse eller nedsaettelse af den ved beslutningens artikel 3 paalagte boede. I praemis 30 i dommen sammenfatter Retten, at sagsoegerne i foerste instans i det vaesentlige har fremsat tre grupper af anbringender, nemlig tilsidesaettelse af grundlaeggende rettigheder, tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og det forhold, at Kommissionens vurdering og retlige kvalifikation af faktum er utilstraekkelig eller fejlagtig i forhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

(185) - PVC-dommen, praemis 30.

(186) - PVC-dommen, praemis 37.

(187) - Dommen Dow Chemical Ibérica, naevnt i fodnote 95, praemis 59. I sit forslag til afgoerelse i denne sag bemaerker generaladvokat Mischo med rette, at adressaten i hvert fald ikke kunne tage fejl med hensyn til, at det drejede sig om beslutninger fra Kommissionen, da beslutningerne var bekraeftet med Kommissionens segl, forsynet med generalsekretaerens underskrift, og blev udleveret af behoerigt bemyndigede ansatte fra Kommissionen: Sml. 1989, s. 2903, punkt 163.

(188) - Denne formalitet tjener efter min opfattelse til at stadfaeste, at den forkyndte version er i overensstemmelse med det i henhold til forretningsordenens artikel 12 af Kommissionens formand og generalsekretaer bekraeftede originale eksemplar af beslutningen. Som det er anfoert i det ovenstaaende (punkt 66), tjener sidstnaevnte bekraeftelse paa sin side til at stadfaeste, at beslutningens original og den af Kommissionen som kollegialt organ trufne beslutning er enslydende.

(189) - PVC-dommen, praemis 63.

(190) - Jf. domme af 5.12.1963 (forenede sager 53/63 og 54/63, Lemmerz, Sml. 1954-1964, s. 441; org. ref.: Rec. s. 487, paa s. 507, og forenede sager 23/63, 24/63 og 52/63, Usines Emile Henricot, Sml. 1954-1964, s. 437; org. ref.: Rec. s. 439, paa s. 455).