61991A0058

++++

1. Tjenestemaend ° ledig stilling ° besaettelse ved forfremmelse ° sammenligning af ansoegernes fortjenester ° nyt krav i forhold til stillingsopslaget ° ulovligt

[Tjenestemandsvedtaegten, art. 29, stk. 1, litra a), og art. 45, stk. 1]

2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° forudgaaende administrativ klage ° identitet mellem genstand og aarsag ° anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men snaevert forbundet hermed ° antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

3. Tjenestemaend ° ansaettelse ° kriterier ° geografisk ligevaegt ° stillinger i loenklasse A1 og A2 ° besaettelse under hensyntagen til ansoegernes nationalitet ° ikke lovligt uden paaviselig tjenstlig interesse

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 27, stk. 1 og 3, og art. 29)

1. I forbindelse med en procedure til besaettelse, ved forfremmelse, af en ledig stilling efter vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), er en ansaettelsesmyndighed forpligtet til at foretage en sammenligning af ansoegernes fortjenester som omhandlet i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, inden for de retlige rammer, som ansaettelsesmyndigheden selv har fastlagt i sin meddelelse om ledig stilling. Denne pligt er ikke opfyldt, saafremt ansaettelsesmyndigheden foerst efter offentliggoerelsen af meddelelsen om den ledige stilling oensker saerlige betingelser opfyldt med henblik paa besaettelse af den opslaaede ledige stilling, naar den ser, hvilke ansoegere der har meldt sig, og hvis den fortolker ordlyden af meddelelsen om den ledige stilling i den retning, som den anser for bedst egnet til at opfylde tjenestens krav. Enhver anden loesning ville beroeve meddelelsen om den ledige stilling den vaesentlige rolle, som den skal spille i ansaettelsesproceduren, dvs. at goere de beroerte parter saa noejagtigt som muligt bekendt med beskaffenheden af de betingelser, der kraeves for besaettelse af den paagaeldende stilling.

Da der ikke i vedtaegten findes saerlige regler om forfremmelse til loenklasse A2, maa disse grundsaetninger finde anvendelse under en procedure til besaettelse af en stilling i naevnte loenklasse. Foelgelig kan ansaettelsesmyndigheden ikke forlange, at ansoegerne til en saadan stilling opfylder et saerligt kvalifikationskrav, som ikke udtrykkeligt findes i meddelelsen om ledig stilling, eller som ikke noedvendigvis foelger af stillingsbeskrivelsen og beskrivelsen alf opgaverne i stillingsopslaget.

2. Efter reglen om overensstemmelse mellem klage og paastand under en sag er det en betingelse for, at paastanden kan realitetsbehandles, at et anbringende, der rejses for Faellesskabets retsinstanser, forinden er blevet paaberaabt i klagen, eftersom ansaettelsesmyndigheden skal saettes i stand til tilstraekkeligt noejagtigt allerede under den administrative sagsbehandling at tage stilling til de kritikpunkter, som den beroerte part retter mod den anfaegtede beslutning. Selv om de paastande, som nedlaegges for Faellesskabets retsinstanser, kun kan vedroere indsigelser, der hviler paa samme grundlag som de i klagen anfoerte, kan de dog uddybes ved anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som staar i noeje forbindelse med den. Naar der i en klage rettes kritik mod en udnaevnelsesafgoerelse med henvisning til, at der foreligger procedurefordrejning karakteriseret ved en paastaaet forhaandsudvaelgelse fra administrationens side af den udnaevnte ansoeger, kan dette kritikpunkt gyldigt uddybes i staevningen ved, at sagsoegeren for foerste gang fremlaegger klagepunktet om kraenkelse af vedtaegtens artikel 27, stk. 3, hvorefter ingen stilling kan forbeholdes statsborgere fra en bestemt medlemsstat.

3. Reglen i vedtaegtens artikel 27, stk. 3, hvorefter ingen stilling kan forbeholdes borgere fra en bestemt medlemsstat, skal overholdes i forbindelse med alle ansaettelsesprocedurer efter vedtaegtens artikel 29, herunder naar der skrides til ansaettelse af tjenestemaend i loenklasse A1 og A2 efter proceduren i artikel 29, stk. 2.

Selv om ansoegere ifoelge vedtaegtens artikel 27, stk. 1, skal udvaelges paa et saa bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Faellesskabernes medlemsstater, tillader bestemmelsen dog ikke, at administrationen kan forbeholde en ansoeger med en bestemt nationalitet en stilling, uden at dette er begrundet i tjenestens interesser.

Sagens baggrund

1 Sagsoegerne var i 1990 raadgivere i loenklasse A3 ved Kommissionens Juridiske Tjeneste og havde siden 1984 vaeret tilknyttet gruppen "Landbrug og Fiskeri". Booss er tysk statsborger. Fischer, der er nederlandsk statsborger, er i mellemtiden blevet udnaevnt til ledende juridisk raadgiver i loenklasse A2 ved Kommissionens Juridiske Tjeneste.

2 Den 30. maj 1990 aendrede Kommissionen organisationsplanen for Generaldirektorat XIV, Fiskeri (herefter benaevnt "GD XIV") og bekendtgjorde tre meddelelser om ledige stillinger, der alle indebar ansaettelse som direktoer i dette generaldirektorat.

3 Meddelelsen om ledig stilling KOM/47/90 vedroerende Direktorat B, "Eksterne Ressourcer og Markeder" (herefter benaevnt "Direktorat B"), indeholdt foelgende stillingsbeskrivelse:

"Varetagelse af ledelsen og samordningen af arbejdet i de enheder, som har at goere med forhandling af fiskeriaftaler med tredjelande og markedspolitikken inden for fiskeriet."

De kraevede kvalifikationer var:

"Indgaaende kendskab til fiskeripolitikken og de internationale forbindelser paa omraadet."

4 Meddelelsen om ledig stilling KOM/49/90 vedroerende Direktorat D, "Strukturer" (herefter benaevnt "Direktorat D"), indeholdt foelgende stillingsbeskrivelse:

"Varetagelse af ledelsen og samordningen af arbejdet i de enheder, der har med strukturpolitikken for fiskeriet at goere."

De kraevede kvalifikationer var:

"Indgaaende kendskab til fiskeripolitikken."

5 Disse to meddelelser om ledige stillinger samt en tredje meddelelse, KOM/48/90, vedroerende Direktorat C, "Interne Ressourcer og Bevaringspolitik" (herefter benaevnt "Direktorat C"), blev offentliggjort den 11. juni 1990. De skulle goere det muligt at undersoege mulighederne for forfremmelse og forflyttelse inden for Kommissionen. Sideloebende hermed ivaerksattes en undersoegelse i de oevrige faellesskabsinstitutioner i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra c), i vedtaegten for tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

6 Efter offentliggoerelsen af meddelelsen om ledig stilling KOM/47/90 vedroerende Direktorat B indgav de to sagsoegere samt tre andre tjenestemaend i loenklasse A3 ved Kommissionen, S., M. og V.D., ansoegninger. Ved udloebet af ansoegningsfristen havde V.D. endnu ikke den fornoedne anciennitet i loenklassen til at kunne forfremmes. Som foelge heraf blev alene de fire andre ansoegninger forelagt Det Raadgivende Udnaevnelsesudvalg (herefter benaevnt "det raadgivende udvalg"). I henhold til meddelelsen om ledig stilling KOM/49/90 vedroerende Direktorat D indkom alene to ansoegninger, nemlig fra sagsoegerne. I henhold til meddelelsen om ledig stilling KOM/48/90 vedroerende Direktorat C indkom tre ansoegninger, nemlig fra sagsoegerne og en tredje ansoeger, B.

7 Der indkom ingen ansoegninger i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra c).

8 Den 28. juni 1990 afgav det raadgivende udvalg tre udtalelser, som hver isaer vedroerte ansoegningerne til de tre ledige stillinger, der var opslaaet. Udtalelse nr. 68/90 vedroerende de fire ansoegninger om stillingen som direktoer for Direktorat B afsluttes saaledes: "Som resultat af sit arbejde er udvalget naaet til den konklusion, at ingen af ansoegerne besidder alle de kraevede kundskaber og kvalifikationer." Udtalelse nr. 70/90 vedroerende de to ansoegninger til stillingen som direktoer for Direktorat D slutter med samme konklusion. I udtalelse nr. 69/90 vedroerende meddelelse om ledig stilling KOM/48/90 tager udvalget til efterretning, at B. samme dag har tilbagekaldt sin ansoegning. Udtalelsen slutter i oevrigt paa samme maade som ovenfor med ordene: "Som resultat af sit arbejde er udvalget naaet til den konklusion, at ingen af ansoegerne besidder alle de kraevede kundskaber og kvalifikationer."

9 Den 4. juli 1990 gennemgik Kommissionen ansoegningerne. Ifoelge det saerlige referat nr. 1019 fra moedet foretog Kommissionen, efter at have taget de tre udtalelser fra det raadgivende udvalg til efterretning, en sammenlignende undersoegelse af ansoegernes fortjenester med henblik paa hver enkelt af de stillinger, der skulle besaettes. "Efter ligeledes at have gennemgaaet udtalelserne om hver enkelt ansoegers indsats og adfaerd i tjenesten", konstaterede Kommissionen i samtlige tre tilfaelde, at "ingen af ansoegerne har alle de kraevede kundskaber og kvalifikationer". Som foelge heraf besluttede den ikke at besaette de ledige stillinger i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), i vedtaegten og "gaa videre til en af de foelgende faser i proceduren".

10 Efter moedet i Kommissionen samledes det raadgivende udvalg endnu samme dag, nemlig den 4. juli 1990. Ifoelge udvalgets udtalelse nr. 73/90 af samme dato havde udvalget "efter Kommissionens beslutning af 4. juli 1990 besluttet at indkalde andre ansoegninger", nemlig to ansoegninger vedroerende den ledige stilling i Direktorat B, dvs. den, som beklaedes af Manuel Arnal Monreal, professor i nationaloekonomi ved Zaragoza Universitet, og den, der beklaedes af V.D., som i mellemtiden var blevet egnet til forfremmelse. Udvalget "tog" ansoegernes kvalifikationer "til efterretning" og forelagde ansoegningerne for Kommissionen.

11 For saa vidt angaar den ledige stilling i Direktorat D gennemgik det raadgivende udvalg, efter ligeledes i sin udtalelse nr. 74/90 at have henvist til Kommissionens beslutning af samme dato om indkaldelse af ansoegninger udefra, den af Emilio Mastracchio indgivne ansoegning, der var den eneste. Mastracchio var tjenestemand i loenklasse A3 ved Kommissionen, men havde ikke den anciennitet, som kraevedes for forfremmelse. Udvalgets tog ansoegerens kvalifikationer "til efterretning" og forelagde hans ansoegning for Kommissionen.

12 For saa vidt angaar den ledige stilling i Direktorat C var der kun indkommet ansoegning fra L., der var direktoer for Afdelingen Levende Ressourcer i IFREMER-centret i Paris. I sin udtalelse nr. 75/90 tog udvalget ansoegerens kvalifikationer "til efterretning" og forelagde ansoegningen for Kommissionen.

13 Den 11. juli 1990 gennemgik Kommissionen paa ny spoergsmaalene i forbindelse med besaettelsen af de tre stillinger. Ifoelge saerligt referat nr. 1020 fra moedet besluttede den ikke at gennemfoere interne udvaelgelsesproever. Den bemaerkede, at der ikke var indkommet nogen ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra c), og tog de tre udtalelser af 4. juli fra det raadgivende udvalg til efterretning. For saa vidt angik stillingen i Direktorat B besluttede Kommissionen ° efter at have foretaget en sammenligning af de to ansoegeres, nemlig Manuel Arnal Monreal' s og V.D.' s, kvalifikationer og fortjenester ° at udnaevne Manuel Arnal Monreal i medfoer af artikel 29, stk. 2, i vedtaegten. Ligeledes udnaevntes den eneste ansoeger, nemlig Emilio Mastracchio, i stillingen som direktoer for Direktorat D. For saa vidt angaar stillingen i Direktorat C besluttede Kommissionen, efter at have gennemgaaet den eneste ansoegers, nemlig L.' s, kvalifikationer og fortjenester, ligeledes at udnaevne ham i medfoer af vedtaegtens artikel 29, stk. 2. De tre udnaevnelser blev offentliggjort for Kommissionens personale den 18. juli 1990 ved "Meddelelser fra administrationen" nr. 32/90. Senere underrettede den sagsoegte institution sagsoegerne paa forskellige datoer om, at ansaettelsesmyndigheden ikke havde kunnet imoedekomme deres ansoegninger til de paagaeldende stillinger.

14 Den 18. oktober 1990 indgav sagsoegerne klage til ansaettelsesmyndigheden over udnaevnelsen af Manuel Arnal Monreal i Direktorat B og udnaevnelsen af Emilio Mastracchio i Direktorat D. Sagsoegerne gav i klagen udtryk for tvivl med hensyn til de anfaegtede beslutningers lovlighed. De gav udtryk for, at der forelaa overtraedelse af artikel 29, stk. 1, og artikel 45, stk. 1, i vedtaegten samt en fordrejning af proceduren, idet de gjorde gaeldende, at den i sagen fulgte fremgangsmaade lod formode, at de udvalgte ansoegere allerede var blevet udpeget i den foerste fase i proceduren, og at meddelelsen om den ledige stilling var blevet offentliggjort i den hensigt ikke at foretage nogen udnaevnelse i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), i vedtaegten. De tilfoejede, at ingen af de valgte ansoegere havde det indgaaende kendskab til fiskeripolitikken, som kraevedes i meddelelserne om de ledige stillinger, og kraevede, for bedre at kunne varetage deres rettigheder i henhold til vedtaegten, yderligere oplysninger og adgang til at gennemse dokumenterne vedroerende de fulgte ansaettelsesprocedurer.

15 Den 3. maj 1991 viderebragte Kommissionens generaldirektoer for personaleforhold sagsoegerne en afgoerelse truffet af Kommissionen den 24. april 1991 vedroerende deres klage. Kommissionen svarede, at de udnaevnelser, der var foretaget i medfoer af artikel 29, stk. 2, i vedtaegten, ikke kunne anfaegtes, idet der foerst var taget hensyn til de forskellige muligheder ifoelge stk. 1 i samme artikel. Kommissionen gjorde gaeldende, at den har et vidt skoen inden for rammerne af vedtaegtens artikel 29, og at dens afgoerelse kun kunne anfaegtes i tilfaelde af en aabenbar fejl eller magtfordrejning. Kommissionen tilfoejede, at sagsoegernes opfattelse vedroerende de udnaevnte ansoegere ikke var tilstraekkeligt dokumenteret, og at den ikke saa sig i stand til at give klagerne medhold.

Retsforhandlinger

16 Under disse omstaendigheder har sagsoegerne anlagt naervaerende sag, der blev registreret paa Rettens Justitskontor den 5. august 1991.

17 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog opfordret Kommissionen til at besvare visse spoergsmaal og fremlaegge visse dokumenter. Den 22. september 1992 fremlagde Kommissionen sagsmapperne vedroerende besaettelsen af de tre stillinger, herunder korrespondancen vedroerende de af Arnal Monreal, Mastracchio og L. indgivne ansoegninger samt Mastracchio' s personlige sagsmappe. Foelgeskrivelsen henviser desuden til kontakter med Arnal Monreal, som skulle have fundet sted i begyndelsen af juni 1990, og tillige naevnes et notat af 20. juni 1990, hvori Mastracchio havde tilkendegivet sin interesse for stillingen i Direktorat D.

18 Ved Rettens beslutning af 18. september 1992 blev den refererende dommer overfoert til Fjerde Afdeling, hvortil sagen foelgelig blev henvist.

19 Den mundtlige forhandling fandt sted den 28. oktober 1992. Parterne afgav indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten. Sagsoegerne fremlagde ordlyden af en meddelelse om ledig stilling, der var blevet offentliggjort i 1992 med henblik paa besaettelse af stillingen som direktoer for Direktorat A ("Generelle og Budgetmaessige Anliggender").

20 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegerne medhold.

° Sagsoegtes beslutninger af 4. juli 1990 om ikke at besaette stillingerne i loenklasse A2 som direktoer i GD XIV, henholdsvis Direktorat B og Direktorat D, og at gaa videre til en foelgende fase i proceduren annulleres.

° Sagsoegtes beslutninger af 11. juli 1990 om at udnaevne Manuel Arnal Monreal og Emilio Mastracchio som direktoerer i GD XIV, henholdsvis for Direktorat D og for Direktorat D, annulleres.

° Afgoerelserne om at afvise den af sagsoegerne den 18. oktober 1990 indgivne klage, der blev meddelt dem ved skrivelser af 3. maj 1991, annulleres.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 I svarskriftet har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

I duplikken har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse for samtlige de af sagsoegerne fremsatte klagepunkter mod ansaettelsesmyndighedens beslutning om ikke at imoedekomme deres ansoegninger til de ledige stillinger.

° Afvisning af de af sagsoegerne fremfoerte anbringender om annullation af udnaevnelsen af andre ansoegere til disse stillinger paa grund af manglende retlig interesse, idet ansoegerne ikke selv med rette kunne goere krav paa at faa disse, subsidiaert frifindelse med hensyn til de naevnte anbringender.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale deres egne sagsomkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

22 Kommissionen har for det foerste gjort gaeldende, at en sag kun kan anlaegges af en tjenestemand i hans egen interesse og paa hans egne vegne. Foelgelig boer denne sag afvises, for saa vidt den angaar afvisning af andre ansoegninger end sagsoegernes. For det andet har Kommissionen gjort gaeldende, at visse af de anbringender, der paaberaabes af sagsoegerne, i det mindste delvis ikke vil kunne paakendes, idet de ikke er blevet gjort gaeldende i den administrative fase og ej heller paa anden maade praeciseret i staevningen. For det tredje har Kommissionen fremfoert, at sagsoegerne, da de ikke opfylder betingelserne for selv at blive udnaevnt til de i sagen omhandlede stillinger, ikke kan lide skade ved, at en anden ansoeger udnaevnes (jf. Domstolen dom af 30.5.1984, sag 111/83, Picciolo mod Parlamentet, Sml. s. 2323, og Rettens dom af 13.12.1990, forenede sager T-160/89 og T-161/89, Kalavros mod Domstolen, Sml. II, s. 871). Som foelge heraf boer alle sagsoegernes argumenter vedroerende den senere fase i proceduren til besaettelse af de i sagen omhandlede stillinger i medfoer af artikel 29, stk. 2, i vedtaegten afvises fra paakendelse.

Rettens bemaerkninger

23 For saa vidt angaar Kommissionens foerste argument skal det bemaerkes, at sagen efter sagsoegernes paastande angaar sagsoegtes beslutninger af 4. juli 1990 om ikke at besaette de to i sagen omhandlede stillinger. I replikken har sagsoegerne bl.a. gjort gaeldende, at de oevrige ansoegere, der blev udelukket den 4. juli 1990, ligeledes havde de kundskaber, som kraevedes ifoelge de paagaeldende meddelelser om ledige stillinger. Under disse omstaendigheder maa sagen betragtes som rettet mod samtlige de beslutninger, der blev vedtaget af Kommissionen den 4. juli 1990 angaaende besaettelsen af de i sagen omhandlede stillinger. Det skal imidlertid bemaerkes, at afvisningerne af ansoegningerne fra S. og M. ikke i forhold til sagsoegerne indebar noget bebyrdende element. Som foelge heraf boer sagen afvises, for saa vidt den angaar de vedroerende disse ansoegninger trufne beslutninger.

24 For saa vidt angaar Kommissionens andet argument vedroerende indholdet af klagen og staevningen boer det fastslaas, at spoergsmaalet om indholdet er snaevert forbundet med paakendelsen af sagens realitet. Som foelge heraf vil det blive proevet i forbindelse med de anbringender, hvorunder de hoerer i hvert enkelt tilfaelde. Det samme gaelder det tredje spoergsmaal, som er rejst af Kommissionen, og som drejer sig om, hvorvidt ansoegerne selv opfyldte betingelserne for at blive udnaevnt, og hvorvidt de foelgelig har retlig interesse i annullation af de i sagen omhandlede udnaevnelser (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 30.5.1984, sag 111/83, Picciolo, praemis 29). Foelgelig vil sagen vaere at paakende i realiteten.

Realiteten

25 Til stoette for paastandene har sagsoegerne gjort to anbringender gaeldende. Det foerste gaar ud paa tilsidesaettelse af artikel 4 og 27, artikel 29, stk. 1 og 2, samt artikel 45 i vedtaegten, mangler ved den fulgte procedure, tilsidesaettelse af principperne om lighed og beskyttelse af den berettigede forventning samt magt- og procedurefordrejning. Det andet anbringende angaar begrundelsen for de anfaegtede beslutninger.

Sagsoegernes foerste anbringende

° Parternes argumenter

° Beslutningerne om ikke at besaette de i sagen omhandlede stillinger ved forfremmelse af sagsoegerne

26 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndighedens konstatering af 4. juli 1990, hvorefter ingen af ansoegerne havde "samtlige de kraevede kundskaber og kvalifikationer", er sket, uden at man retsgyldigt har undersoegt mulighederne for forfremmelse til de i sagen omhandlede stillinger. I staevningen har sagsoegerne anfoert, at de har samtlige de kundskaber og kvalifikationer, der kraevedes ifoelge meddelelsen om de ledige stillinger, idet de har tilfoejet, at sagsoegeren Booss har vaeret formand for "International Convention for the North Atlantic Fisheries". Beslutningerne af 4. juli 1990 om at udelukke sagsoegernes ansoegninger er derfor aabenbart ubegrundede.

27 I replikken goer sagsoegerne gaeldende, at de foerst fik kendskab til, at ansaettelsesmyndigheden havde foretaget denne konstatering ° der i samtlige tilfaelde er udtrykt ens som begrundelse for beslutningerne af 14. juli 1990 om ikke at besaette de i sagen omhandlede stillinger i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a) ° ved laesningen af Kommissionens saerlige referat nr. 1019, der er fremlagt som bilag sammen med dens svarskrift. De blev ikke gjort bekendt med denne begrundelse i forbindelse med meddelelsen om, at ansaettelsesmyndigheden ikke havde kunnet imoedekomme deres ansoegninger, og at den ej heller er omtalt i svaret paa klagen. Som foelge heraf er en eventuel beslutning i forhold til dem ikke blevet begrundet og ej heller lovligt meddelt dem. Yderligere har Kommissionen efter sagsoegernes opfattelse ikke den 4. juli 1990 vedtaget endelige beslutninger i forhold til dem (jf. praemis 39 nedenfor).

28 Ifoelge sagsoegerne sluttede den i medfoer af artikel 29, stk. 1, i vedtaegten indledte procedure foerst den 11. juli 1990, hvor Kommissionen konstaterede, at der ikke var indgivet ansoegninger i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra c), og besluttede ikke at gennemfoere interne udvaelgelsesproever. Beslutningen af 4. juli 1990 om at gaa videre til en foelgende fase i proceduren omfattede derfor efter sagsoegernes opfattelse endnu ikke overgang til den i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, omhandlede procedure.

29 Subsidiaert har sagsoegerne gjort gaeldende, at beslutningen af 4. juli 1990 om "at gaa videre til en foelgende fase i proceduren" ikke indeholdt de grunde, som var noedvendige for at traeffe en beslutning om at indlede en anden procedure end at gennemfoere en udvaelgelsesproeve. I denne beslutning skulle det nemlig tilkendegives, om interne ansoegere skulle sammenlignes med eksterne ansoegere, idet en eventuel udelukkelse af de foerstnaevnte fremboed den risiko for institutionen, at den ikke udnaevnte den bedste ansoeger, og for de interne ansoegere en risiko for at blive forskelsbehandlet i forhold til eksterne ansoegere. Men beslutningen af 4. juli 1990 gav ikke noget svar paa dette spoergsmaal. Yderligere har Kommissionen undladt at afgoere, om tjenestemaend, der ikke opfylder betingelserne for forfremmelse, kunne indgive ansoegninger inden for rammerne af den i vedtaegtens artikel 29, stk. 2 omhandlede procedure. Den har ej heller fastlagt, fra hvilken eller hvilke(n) kategori(er) de ansoegninger skulle hidroere, som kunne komme i betragtning inden for rammerne af denne procedure, og ej heller hvorledes disse ansoegninger skulle indkaldes (ved offentliggoerelse eller anden form for meddelelse, der ikke bevirkede forskelsbehandling). Ifoelge sagsoegerne er det uomgaengeligt noedvendigt at iagttage saadanne forhold, for at en beslutning om at indlede en ansaettelsesprocedure paa anden maade end gennem udvaelgelsesproeve kan vaere lovlig.

30 For saa vidt angaar ansaettelse i stillinger i loenklasse A1 og A2 har Kommissionen indledningsvis bemaerket, at vedtaegtens forfatterne har oensket at overlade ansaettelsesmyndigheden en vidtstrakt kompetence til at skoenne, idet der ikke er fastsat nogen betingelser for dens udoevelse. Som foelge heraf har institutionerne fuld frihed med hensyn til valget af de mest hensigtsmaessige midler med henblik paa besaettelse af disse stillinger.

31 For saa vidt saerlig angaar stillingen i Direktorat B har Kommissionen i duplikken gjort gaeldende, at der i "offentliggoerelsen i kort form" af meddelelsen om den ledige stilling lagdes vaegt paa de mindstekvalifikationer, der kraevedes for indgivelse af ansoegninger til denne stilling. Disse kvalifikationer angik baade "kundskaber og erfaringer/faerdigheder i forbindelse med de opgaver, som skulle udfoeres" (jf. s. 1 i meddelelsen om den ledige stilling), og saerlige kundskaber i ledelse og samordning af arbejdet i de paagaeldende enheder (jf. s. 2 i meddelelsen om den ledige stilling).

32 Ifoelge Kommissionen fremgaar det af denne offentliggoerelse af meddelelsen om den ledige stilling, at det paagaeldende arbejde omfattede to former for kompetence med henblik paa baade at daekke forhandlinger om handelsaftaler med tredjelande og den politiske ledelse af markeder i forbindelse med fiskeri. I betragtning af disse to former for aktivitet var stillingen hovedsagelig tiltaenkt ansoegere med oekonomisk uddannelse. Selv om de juridiske og tekniske aspekter af de opgaver, der skal loeses, kan vaere vigtige, er det nemlig aabenbart, at det oekonomiske aspekt er det vaesentligste. Ved udarbejdelsen af handelsaftaler skal disses virkninger i Faellesskabet nemlig vurderes paa baggrund af det oekonomiske vederlag, der tilbydes det paagaeldende tredjeland. Hver enkelt aftale skal saaledes goeres til genstand for en detaljeret cost-benefit-analyse i Kommissionen. Det samme gaelder markedspolitikken, som i det vaesentlige omfatter fastsaettelse af priser og styring af markeder paa basis af de oekonomiske analyser, der er snaevert forbundet med dem. Af de anfoerte grunde var stillingen tiltaenkt ansoegere, som havde en "markant profil som oekonom", idet denne kvalifikation ligger underforstaaet i beskaffenheden af de opgaver, der skal varetages. Kommissionen erkender ganske vist, at der ligeledes kraevedes kundskaber paa det fiskeripolitiske omraade og internationale forbindelser ifoelge de saerlige betingelser, men det oekonomiske element indgik dog som en uadskillelig og uundvaerlig bestanddel i de kundskaber, som lederen af Direktorat B skulle besidde.

33 Blandt de fire ansoegere, der var egnet til forfremmelse, var der ifoelge Kommissionen ingen med denne kvalifikation. S. var uddannet som diplomat, M. havde en filosofisk og politisk uddannelse. Sagsoegerne er jurister. Det var grunden til, at det raadgivende udvalg den 28. juni 1990 fandt, at ingen af ansoegerne havde samtlige de kraevede kundskaber og kvalifikationer.

34 Kommissionen forklarer, at den paa sit moede som samlet kollegium den 4. juli 1990 foretog en sammenlignende undersoegelse af ansoegningerne og konstaterede, at ingen af ansoegerne havde samtlige de kraevede kundskaber og kvalifikationer. Ifoelge referatet fra moedet synes der at have hersket nogen tvivl vedroerende M. (der er britisk statsborger), idet han havde den mest markante profil som oekonom ° blandt de paagaeldende fire ansoegere. Hans ansoegning blev ikke imoedekommet, fordi hans egnethed paa dette omraade ikke blev skoennet tilstraekkelig, og fordi "geografiske betragtninger" talte imod, at han blev forfremmet. Den eneste siddende direktoer i GD XIV var jo ogsaa britisk statsborger, og udnaevnelsen af endnu en brite til direktoer ville have rokket alvorligt ved den geografiske ligevaegt inden for fiskerisektoren.

35 For saa vidt angaar stillingen i Direktorat D gentager Kommissionen i duplikken, at "offentliggoerelsen i kort form" af meddelelsen om den ledige stilling lagde vaegt paa mindstekvalifikationer, der kraevedes for indgivelse af ansoegning om stillingen. Disse kvalifikationer daekkede baade "kundskaber og erfaringer/egnethed" i forbindelse med de opgaver, som skulle udfoeres (jf. s. 1 i meddelelsen om den ledige stilling), og saerlige kundskaber vedroerende ledelse og samordning af arbejdet i de paagaeldende enheder (jf. s. 2 i meddelelsen om den ledige stilling).

36 Ifoelge Kommissionen fremgaar det af naevnte offentliggoerelse af meddelelsen om den ledige stilling, at den kraevede kompetence inden for "strukturpolitikken". I kraft af sin profil var ogsaa denne stilling i det vaesentlige tiltaenkt ansoegere, der havde en "oekonomisk uddannelse". Fiskeristrukturpolitikken bygger i det vaesentlige paa interventionsforanstaltninger og ledsagende foranstaltninger af socio-oekonomisk art. En oekonomisk kvalifikation var saaledes aldeles noedvendig, men ingen af ansoegerne havde den. Det var grunden til, at det raadgivende udvalg den 28. juni 1990 fandt, at de to ansoegere ikke havde samtlige de kraevede kundskaber og kvalifikationer, og at den samlede Kommission paa sit moede den 4. juli 1990 kom til samme resultat.

37 Som foelge heraf afsluttede Kommissionen den fase i proceduren, som var indledt i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), ved den 4. juli 1990 at konstatere, at ingen af ansoegerne havde samtlige de kraevede kundskaber og kvalifikationer. Beslutningen af 4. juli 1990 om at gaa videre til "en" senere fase i proceduren kunne ° i betragtning af niveauet af de stillinger, der skulle besaettes ° kun forstaas som en henvisning til vedtaegtens artikel 29, stk. 2.

38 Kommissionen bestrider, at den har begaaet nogen aabenbar fejl i sit skoen over de faktiske forhold i sagen. Den gentager, at sagsoegerne ikke opfyldte en af de betingelser, der kraevedes i meddelelsen om den ledige stilling, nemlig kundskaber og erfaringer/egnethed i forbindelse med de opgaver, som skulle loeses. Proceduren i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), er saaledes noeje blevet fulgt. Det raadgivende udvalg havde afgivet sine negative udtalelser den 28. juni 1990 efter at have gennemgaaet ansoegernes ansoegninger, og Kommissionen har ikke begaaet nogen aabenbar fejl ved at foretage sin egen vurdering den 4. juli 1990. Sagsoegernes henvisning til deres curriculum vitae er ikke i sig selv tilstraekkelig til at godtgoere, at Kommissionen har begaaet nogen saadan fejl.

° De af Kommissionen besluttede udnaevnelser

39 Sagsoegerne har forklaret, at det raadgivende udvalg uden retsgyldig afslutning af den procedure, der var indledt i medfoer af vedtaegtens artikel 29, stk. 1, og saaledes uden ansaettelsesmyndighedens samtykke den 4. juli 1990 indledte den anden fase i den i artikel 29, stk. 2, omhandlede procedure ved at vedtage sine udtalelser. Dette forhold bevirker, at det raadgivende udvalgs udtalelser bliver ulovlige, og at de to beslutninger om udnaevnelse, der blev truffet af ansaettelsesmyndigheden den 11. juli 1990, som foelge heraf er resultatet af mangelfulde procedurer. Ansaettelsesmyndigheden har aldrig lovligt kunnet gaa videre til den senere fase i proceduren, nemlig fasen i henhold til stk. 2, idet den ikke lovligt havde afsluttet den i artikel 29, stk. 1, litra a), omhandlede fase.

40 For saa vidt angaar de udtalelser, der blev vedtaget den 4. juli 1990 af det raadgivende udvalg, anfoerer sagsoegerne, at det valg, som faldt paa Arnal Monreal, Mastracchio og V.D., blev truffet efter hemmelige og diskriminerende metoder, idet de interne ansoegere, som havde givet sig til kende under proceduren i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), tillige med de oevrige tjenestemaend, der kunne vaeret blevet anset for egnede i tilfaelde af udvaelgelsesproeve, blev udelukket. Denne udvaelgelse af ansoegere uden nogen form for offentlighed kan meget vel have afskaaret ansaettelsesmyndigheden fra at tage ansoegere i betragtning, som havde bedre egenskaber i henseende til kompetence, integritet og indsats. For saa vidt angaar de ansoegere, der var tjenestemaend, er disse vilkaarlige metoder en overtraedelse af vedtaegten, en form for forskelsbehandling og fordrejning af proceduren, idet det raadgivende udvalg kun ex officio tog V.D.' s ansoegning i betragtning, utvivlsomt for at mindske risikoen for indsigelse om forskelsbehandling.

41 Om ansaettelsesmyndighedens beslutninger om udnaevnelserne af 11. juli 1990 har sagsoegerne foerst og fremmest gjort gaeldende, at Kommissionen indledte proceduren i medfoer af artikel 29, stk. 2, uden nogen form for offentliggoerelse.

42 For saa vidt angaar de udnaevnte, nemlig Arnal Monreal og Mastracchio, goer sagsoegerne gaeldende, at de uddrag af deres curriculum vitae, som blev offentliggjort af Kommissionen i oktober 1990, til forskel fra L.' s curriculum vitae ikke indeholdt noget, der omhandlede et langvarigt og indgaaende kendskab til fiskeripolitikken. Risikoen for udnaevnelse af ikke kvalificerede ansoegere er herefter godtgjort under sagen.

43 Sagsoegerne har i replikken henvist til det mere detaljerede curriculum vitae for de paagaeldende ansoegere, som Kommissionen har fremlagt som bilag H til svarskriftet, og gjort gaeldende, at de to ansoegere i modsaetning til, hvad Kommissionen haevder, ikke havde nogen saerlig profil, der godtgoer evner til at forvalte og lede en stor administrativ enhed. Udnaevnelserne er saaledes ulovlige, idet ansoegerne ikke opfyldte de krav, der var stillet i meddelelsen om den ledige stilling. Disse var imidlertid ogsaa bindende for ansaettelsesmyndigheden inden for rammerne af proceduren i medfoer af artikel 29, stk. 2.

44 Ved vedtagelsen af sine forskellige beslutninger har Kommissionen saaledes den 11. juli 1990 lagt vaegt paa andre kriterier end dem, som den anvendte den 4. juli 1990. Proceduren i medfoer af artikel 29, stk. 2, burde imidlertid af lighedsgrunde og i tjenestens interesse vaere foregaaet under de samme eller i hvert fald tilsvarende betingelser for eksterne ansoegere og ansoegere, der allerede var tjenestemaend eller ansatte.

45 Sagsoegerne laegger vaegt paa, at Kommissionen inden for rammerne af proceduren i medfoer af stk. 2 burde have sammenlignet de eksterne ansoegere med de interne ansoegere, som allerede havde meldt sig. Ganske vist kan ansaettelsesmyndigheden ifoelge artikel 29, stk. 2, erstatte visse karakteristiske bestanddele for en udvaelgelsesproeve med andre fremgangsmaader, den skoenner mere hensigtsmaessige, men disse boer dog vaere i overensstemmelse med formaalet med udvaelgelsesproeven. Fremdeles findes der ifoelge sagsoegerne ikke i vedtaegten nogen udvaelgelsesproeve, der alene er aaben for eksterne ansoegere (jf. Domstolens dom af 5.12.1974, sag 176/73, Van Belle mod Raadet, Sml. s. 1361, praemis 8). Det af Kommissionen haevdede synspunkt, hvorefter den kunne forbeholde anvendelsen af proceduren i medfoer af artikel 29, stk. 2, for eksterne ansoegere alene, er saaledes fejlagtigt. Under alle omstaendigheder kunne ansaettelsesmyndigheden ikke fra en saadan ansaettelsesprocedure udelukke ansoegere, der havde givet sig til kende i den foregaaende fase i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a). Ansaettelsesmyndighedens beslutning om ikke at udnaevne en af de naevnte ansoegere ved afslutningen af denne foerste fase er saaledes kun afslutningen paa den undersoegelse med fortrinsret, som de paagaeldende ansoegere er berettigede til. Denne fortolkning af vedtaegten foelger af, at ansaettelsesmyndigheden ifoelge artikel 27 er forpligtet til at finde frem til de bedst kvalificerede ansoegere. Udelukkelse af de ansoegere, som ifoelge artikel 29, stk. 1, litra a), har en vis prioritet under proceduren ifoelge artikel 29, stk. 2, strider saaledes mod formaalet med enhver ansaettelsesprocedure.

46 Kommissionen har bestridt, at der som paastaaet af sagsoegerne skulle vaere tale om mangler ved proceduren. Efter at have afsluttet anden fase i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), ved sine beslutninger af 4. juli 1990, besluttede den den 11. juli 1990 "officielt" ikke at gennemfoere interne udvaelgelsesproever og bemaerkede "udtrykkeligt", at der ikke var indkommet nogen ansoegning i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra c), i vedtaegten. Den i artikel 29, stk. 1, litra b), omhandlede procedure, nemlig en intern udvaelgelsesproeve i institutionen, var blot en mulighed, som ansaettelsesmyndigheden kunne overveje, men som ikke har nogen mening, naar der ikke har vist sig nogen ansoeger, der kan forfremmes. Som foelge heraf er den normale raekkefoelge i brugen af artikel 29, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, ikke tilsidesat. Det raadgivende udvalg kunne saaledes gyldigt vedtage sin udtalelse den 4. juli 1990. Kommissionen tilfoejer, at dette udvalg begraensede sig til at tage ansoegernes egenskaber til efterretning og forelaegge deres ansoegninger for Kommissionen.

47 Kommissionen udtaler videre, at beslutningen om benyttelse af artikel 29, stk. 2, ifoelge Domstolens praksis ikke noedvendigvis skulle traeffes paa det tidspunkt, hvor meddelelserne om de ledige stillinger blev offentliggjort, og at der ej heller gaelder nogen betingelser med hensyn til offentliggoerelse af den. Ansaettelsesmyndigheden var slet ikke forpligtet til at foretage nogen offentliggoerelse vedroerende denne saerlige procedure, endsige gennemfoere den i en bestemt form. Der er her efter Kommissionens opfattelse tale om et udslag af, at man i vidt omfang laegger vaegt paa selve personen ved besaettelse af stillinger i loenklasse A1 og A2. I det foreliggende tilfaelde har den manglende offentliggoerelse ikke medfoert nogen forskelsbehandling til skade for sagsoegerne. Under alle omstaendigheder er dette argument ikke begrundet, hvilket fremgaar af, at ansaettelsesmyndigheden har taget V.D.' s ansoegning i betragtning.

48 Den 11. juli 1990 bekraeftede Kommissionen kun sin beslutning af 4. juli 1990 om at gaa over til den i artikel 29, stk. 2, omhandlede procedure ved en "officiel" konstatering af, at der ikke forelaa ansoegninger fra andre institutioner, og at det ikke var til nogen nytte at afholde en intern udvaelgelsesproeve. Selv om der ikke var tale om en bekraeftelse af en tidligere beslutning, men om en forsinket berigtigelse, kunne denne ikke oeve nogen indflydelse paa indholdet af de anfaegtede handlinger. Den er derfor ikke truffet under tilsidesaettelse af et vaesentligt formkrav og kan ikke efter Domstolens praksis medfoere annullation.

49 Hvad angaar de udnaevnte ansoegere har Kommissionen i duplikken forklaret, at "Kommissionen selv" i betragtning af den saerlige beskaffenhed af de stillinger, der skulle besaettes, havde rettet henvendelse til de udnaevnte ansoegere, da det er vaesentligt, at personer med stillinger i loenklasse A2 nyder personlig tillid hos dem, for hvem de arbejder. Argumentet om manglende offentliggoerelse er derfor ugrundet.

50 Om bedoemmelsen af ansoegernes kvalifikationer fremhaever Kommissionen, at ansaettelsesmyndigheden har vide skoensbefoejelser, der goer det muligt for den at tage hensyn til ansoegernes evne til at lede og samordne arbejdet i flere enheder ud over de saerlige kundskaber, idet disse altid vil kunne findes inden for de sektorer, der hoerer under den direktoer, som skal udnaevnes. De i dette tilfaelde udnaevnte ansoegeres fremragende egenskaber ses af deres curriculum vitae. Den bedoemmelse, der er foretaget af deres ansoegninger, kan kun drages i tvivl i tilfaelde af aabenbare fejl eller magtfordrejning, som maa godtgoeres af sagsoegerne.

51 Den ansoeger, der blev udnaevnt til stillingen i Direktorat B, havde efter Kommissionens opfattelse den profil, der var oensket i meddelelsen om den ledige stilling, blandt sine vaesentlige kvalifikationer. Han var professor i nationaloekonomi ved Zaragoza Universitet, forfatter til en afhandling om Faellesskabets regionale problemer samt adskillige boeger og artikler om den faelles landbrugspolitik og Faellesskabets Middelhavspolitik. Under skriftvekslingen har Kommissionen ikke bestridt, at hans kompetence vaesentligst faldt inden for landbrugs- og regionalproblemer, og ikke saerlig inden for fiskeriet. Kommissionen goer dog gaeldende, at landbrugs- og regionale problemer fra et oekonomisk synspunkt er naesten de samme som fiskeriets, for saa vidt som de indebaerer samme former for analyser vedroerende deres oekonomiske virkninger.

52 Under retsmoedet har Kommissionen tilfoejet, at adskillige af Arnal Monreal' s publikationer og artikler viser, at han ikke blot er en kendt specialist paa landbrugsomraadet, men at han tillige har saerlig indsigt paa fiskeriomraadet. Ansoegeren har f.eks. paavist regionale problemer inden for Faellesskabet i forbindelse med fiskerisektoren, beskrevet den historiske udvikling af fiskeriet i Valencia-omraadet (Spanien) og redegjort for visse tendenser inden for fiskerisektoren i en afhandling om landbruget og befolkningens forsyning med levnedsmidler i visse arabiske lande og Middelhavslande. Udnaevnelsen af Arnal Monreal, der har doktorgrad fra universiteterne i Montpellier og Madrid, og som har afgangseksamen fra Harvard-Universitetet, kan saaledes ikke siges at vaere udslag af magtfordrejning eller vaere sket, saaledes at man aabenbart saa bort fra hans kundskaber.

53 For saa vidt angaar stillingen i Direktorat D haevder Kommissionen, at den udnaevnte ansoeger ligeledes havde den oenskede profil. Han er doktor i oekonomi med speciale inden for europaeisk oekonomi og folkeret, og han har med sit virke i Kommissionen faaet lejlighed til at goere sig bekendt med de finansielle institutioner, det europaeiske monetaere system og styrelse af en "task force" for de smaa og mellemstore virksomheder (herefter benaevnt "SMV"). Han har tilbragt et stykke tid i en kommissaers sekretariat og har skrevet adskillige oekonomiske artikler om Faellesskabets udlaanspolitik, det nye faellesskabsinstrument og SMV. Disse oekonomiske erfaringer gjorde ham efter Kommissionens opfattelse forudskikket til et arbejde inden for strukturpolitikken. Det var tilfaeldet med den paagaeldende stilling, hvis hovedaktivitet vedroerer foranstaltninger til stoette af SMV inden for fiskerisektoren. Kommissionen bestrider ikke, at Mastracchio ikke tidligere havde vaeret saerlig beskaeftiget med fiskeriproblemer, men finder ikke desto mindre, at hans profil svarede til den oenskede i henseende til de vaesentligste egenskaber.

54 Kommissionen goer endelig gaeldende, at den ikke ifoelge vedtaegten har pligt til at sammenligne udefra kommende ansoegere med interne ansoegere. Ifoelge Kommissionen findes en saadan pligt kun, dersom ansaettelsesmyndigheden udtrykkeligt paa foerste stadium af proceduren har besluttet ikke at udtale sig endeligt og udvide ansoegerfeltet (jf. Domstolens dom af 7.10.1985, sag 128/84, Van der Stijl mod Kommissionen, Sml. s. 3281, Domstolens ovennaevnte dom i Picciolo-sagen samt Rettens ovennaevnte dom i Kalavros-sagen). Men i det foreliggende tilfaelde havde den samlede Kommission paa sit moede allerede den 4. juli 1990 udelukket de fire ansoegninger, som var indkommet i den foerste fase, efter at have foretaget den sammenlignende undersoegelse, der er foreskrevet paa dette stadium. Som foelge heraf kunne den ikke uden at underkende sig selv paa ny medtage de omtalte ansoegere i den anden fase. I Moritz-sagen havde Kommissionen i den i artikel 29, stk. 2, omhandlede fase kun igen undersoegt de allerede udelukkede ansoegninger for fuldstaendighedens skyld (jf. Rettens dom af 13.12.1990, sag T-29/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 787).

55 Under retsmoedet har sagsoegerne rejst tvivl om de redegoerelser, som Kommissionen har givet i duplikken, og hvorefter det afgoerende kriterium ved bedoemmelsen af ansoegningerne var de udnaevnte ansoegeres oekonomiske profil. Dersom Retten godtager dette argument, haevder de, at meddelelserne om ledige stillinger ikke laengere er til stoerre nytte. I det foreliggende tilfaelde er der grund til at spoerge, hvorfor Kommissionen havde stillet krav om indgaaende kendskab til fiskeriomraadet i offentliggoerelsen af meddelelsen om den ledige stilling, hvis dette omraade kun var af supplerende interesse.

° Spoergsmaalet, om de i sagen omhandlede stillinger var forbeholdt visse landes statsborgere

56 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at aendringen af organisationsplanen for GD XIV havde vaeret genstand for droeftelser og forsikringer med hensyn til den saakaldte "geografiske" fordeling af visse stillinger, og at de to udnaevnte ansoegere, Arnal Monreal og Mastracchio, var "udvalgt paa forhaand". Inden denne aendring forlod tre af de fire direktoerer i Generaldirektoratet for Fiskeri, som var statsborgere i henholdsvis Spanien ("Eksterne Ressourcer" og "Markeder"), Frankrig og Italien ("Strukturer"), deres stillinger. De tre nye direktoerer var saaledes statsborgere i de samme lande og skulle udfoere de samme opgaver for forgaengerne, dog med undtagelse af den franske direktoer, hvis opgaver var blevet aendret i forhold til den tidligere situation.

57 Ifoelge sagsoegerne blev ansaettelsesmyndighedens beslutninger af 4. juli 1990 om ikke at tage de interne ansoegninger til foelge alene truffet med det formaal at udelukke de paagaeldende ansoegere fra de efterfoelgende faser i proceduren. Ifoelge sagsoegerne var det den virkelige begrundelse for disse beslutninger, at de paagaeldende ikke var statsborgere i de samme lande som de tre tidligere direktoerer, der havde forladt GD XIV.

58 Ved at udnaevne to ansoegere, der var udvalgt paa forhaand, gennemfoerte Kommissionen en allerede eksisterende hensigt. Den udelukkede alle andre aktuelle eller potentielle ansoegere til fordel for to, som ikke havde de kraevede kundskaber, men alene var statsborgere i "de kraevede" lande. Ifoelge sagsoegerne kan statsborgerforholdet dog alene spille en subsidiaer rolle ved udnaevnelser og maa ikke foere til udnaevnelser, der ikke tager hensyn til de erhvervsmaessige kvalifikationer, som er fastlagt for de stillinger, der skal besaettes.

59 Sagsoegerne tilfoejer, at deres overbevisning om, at udnaevnelsen til de paagaeldende stillinger er sket ved magtfordrejning og fordrejning af proceduren, bestyrkes af, at Kommissionen ikke imoedekom en anmodning, som de allerede havde fremsat i deres klage, om meddelelse af visse oplysninger og fremlaeggelse af visse dokumenter (jf. spoergsmaal 4 og 5, s. 2 og 3 i klagen, bilag 7 til staevningen). At ansaettelsesmyndigheden kun har undersoegt de ansoegninger, der var indgivet af to tjenestemaend, Mastracchio og V.D., bekraefter ligeledes deres opfattelse.

60 I retsmoedet har sagsoegerne tilfoejet, at den fjerde stilling som direktoer i GD XIV, som hidtil havde vaeret besat med en britisk statsborger, i mellemtiden er blevet ledig. De har fremlagt meddelelsen i kort form om ledig stilling KOM/052/92 vedroerende denne stilling, idet de har fremhaevet, at der ikke laengere kraeves indgaaende kendskab til fiskeriomraadet, men at der nu er indsat et nyt krav, hvorefter "engelskkundskaber er oenskelige". M., der er britisk statsborger, er i mellemtiden blevet udnaevnt i denne stilling. Efter sagsoegernes opfattelse bekraefter dette forhold endnu engang, at der har vaeret tale om magtfordrejning i deres tilfaelde.

61 Kommissionen har bemaerket, at sagsoegerne ikke i staevningen har gjort gaeldende, at den havde haft til hensigt at udelukke alle ansoegere paa det stadium i proceduren, der er omhandlet i artikel 29, stk. 1, litra a), i den hensigt senere i medfoer artikel 29, stk. 2, at foretage de to omtvistede udnaevnelser uden at foretage en sammenlignende undersoegelse af de nye ansoegeres og de udelukkede ansoegeres kvalifikationer. Den stiller det spoergsmaal, om disse anbringender fra sagsoegernes side ikke er nye, men har intet mod at besvare dem. Den har bemaerket, at det i kraft af de saerlige traek ved den saerlige ansaettelsesprocedure ifoelge artikel 29, stk. 2, turde anses for udelukket, at den har benyttet sin kompetence til andre formaal end dem, som er tillagt den. Sagsoegerne har ikke paa nogen maade godtgjort, at den har haft ulovlige bevaeggrunde eller handlet diskriminerende. At de ansoegere, der blev ansat, er statsborgere i de samme lande som deres forgaengere er ikke ° i sig selv ° bevis for magtfordrejning.

62 Argumenterne om tilsidesaettelse af forskellige bestemmelser i vedtaegten, ulovligheder i forbindelse med den fulgte procedure, tilsidesaettelse af princippet om lighed og beskyttelse af den berettigede forventning samt anbringendet om magtfordrejning maa derfor forkastes.

° Rettens bemaerkninger

63 Da sagsoegernes foerste anbringende gaar ud paa tilsidesaettelse af adskillige artikler i vedtaegten, visse generelle faellesskabsretlige grundsaetninger og magt- samt procedurefordrejning, maa det foerst fastslaas, at dette anbringende er holdt i for almindelige vendinger. Som foelge heraf finder Retten, at der med henblik paa en noejagtig bedoemmelse af sagens forskellige aspekter foerst og fremmest maa tages stilling til to bestemte anbringender, nemlig for det foerste anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 4, artikel 29, stk. 1, og artikel 45 i vedtaegten samt meddelelsen om den ledige stilling, for dernaest at behandle et anbringende om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 27, stk. 3.

° Anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 4, artikel 29, stk. 1, og artikel 45 i vedtaegten samt meddelelsen om den ledige stilling

1. Formaliteten

64 Foerst maa det fastslaas, at sagsoegernes klage angik deres ansoegninger om de to omtvistede stillinger, som ikke blev imoedekommet af Kommissionen. Sagsoegerne gav udtryk for tvivl med hensyn til lovligheden af Kommissionens beslutninger om at afvise dem (punkt 1 og 2 i klagen). Det fremgik saaledes klart af klagens indhold, at klagerne bestred lovligheden af forloebet af den foerste fase i ansaettelsesproceduren. Sagsoegerne rejste ligeledes spoergsmaal om lovligheden af at udnaevne de to udvalgte ansoegere (punkt 2 og 4 i klagen). Det fremgik saaledes klart af klagens indhold, at klagerne ligeledes bestred resultaterne af den anden fase i ansaettelsesproceduren. Under den administrative behandling af sagen havde klagerne saaledes rejst indsigelser mod samtlige de af Kommissionen trufne beslutninger inden for rammerne af proceduren til besaettelse af de stillinger, der var opslaaet ledige.

65 Herefter bemaerkes, at sagsoegerne i klagen ligeledes henviste udtrykkeligt til artikel 4 og artikel 29, stk. 1, samt artikel 45 i vedtaegten. De har gjort gaeldende, at de resultater, som ansaettelsesmyndigheden naaede frem til den 4. juli 1990 vedroerende ansoegernes kundskaber, og som fremkom efter offentliggoerelsen af meddelelserne om de ledige stillinger, fremkom, uden at man regelret havde undersoegt mulighederne for forfremmelse til de omtvistede stillinger (s. 13 i staevningen). I forbindelse med indsigelsen vedroerende begrundelsen af beslutningerne om ikke at imoedekomme sagsoegernes ansoegninger, har de fremhaevet, at de fuldt ud opfyldte kravet om kendskab til fiskeripolitikken, saaledes som dette var udformet i meddelelserne om de ledige stillinger (s. 22 i staevningen). Endelig har sagsoegerne nedlagt paastand om annullation af de af Kommissionen den 4. og 11. juli 1990 trufne beslutninger. I overensstemmelse med artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement indeholder staevningen saaledes en kort fremstilling af den her behandlede soegsmaalsgrund, der angaar samtlige de anfaegtede kommissionsbeslutninger, og stoettes paa paastaaede mangler ved behandlingen af den forfremmelsesprocedure, som sagsoegerne havde deltaget i. Som foelge heraf findes anbringendet i forbindelse hermed egnet til paakendelse.

66 Endelig er der grund til at bemaerke, at sagsoegerne under den mundtlige forhandling har gjort gaeldende, at Kommissionens argumentation vedroerende de udvalgte ansoegeres kvalifikationer var i strid med ordlyden af meddelelserne om de ledige stillinger. Retten finder, at dette anbringende fra sagsoegernes side alene er et yderligere argument vedroerende manglerne ved forfremmelsesproceduren. Det skal tilfoejes, at dette anbringende, selv om det var nyt, dog ville kunne tages under paakendelse i medfoer af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, da det er fremsat som svar paa en omstaendighed, som Kommissionen foerste gang har gjort gaeldende paa duplikstadiet.

2. Realiteten

67 Indledningsvis skal der henvises til, at en ansaettelsesmyndighed efter Domstolens faste praksis i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), og artikel 45, stk. 1, i vedtaegten er forpligtet til at foretage en sammenligning af fortjenesterne hos de ansoegere, der er egnede til forfremmelse inden for de retlige rammer, som ansaettelsesmyndigheden selv har fastlagt i sin meddelelse om ledig stilling. Bestemmelserne i vedtaegten er ikke overholdt, dersom ansaettelsesmyndigheden foerst efter offentliggoerelsen af meddelelsen om den ledige stilling oensker saerlige betingelser opfyldt, der kraeves med henblik paa besaettelse af den opslaaede ledige stilling, naar den ser, hvilke ansoegere der har meldt sig, og hvis den fortolker ordlyden af meddelelsen om den ledige stilling i den retning, som den anser for bedst egnet til at opfylde tjenestens krav. Enhver anden fortolkning af bestemmelserne i vedtaegten ville efter Domstolens opfattelse beroeve meddelelsen om den ledige stilling den vaesentlige rolle, som den skal spille i ansaettelsesproceduren, dvs. at goere de beroerte parter saa noejagtigt som muligt bekendt med beskaffenheden af de betingelser, der kraeves for besaettelse af den paagaeldende stilling. Det er f.eks. af disse grunde, at Domstolen har annulleret en beslutning om udnaevnelse, til en stilling i loenklasse LA3, af en tjenestemand, der ikke havde de sprogkundskaber, som kraevedes ifoelge den paagaeldende meddelelse om ledig stilling (jf. Domstolens dom af 30.10.1974, sag 188/73, Grassi mod Raadet, Sml. s. 1099, praemis 38, 39 og 40, og af 7.2.1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, praemis 20, 21 og 22), hvori Kommissionen havde erstattet kriteriet "kendskab til de omhandlede omraader" med kriteriet "evne til at kommunikere og organisationsevne"). Da vedtaegten ikke indeholder saerlige bestemmelser vedroerende forfremmelse til loenklasse A2, finder Retten grund til i det foreliggende tilfaelde at tage denne retspraksis i betragtning.

68 Med henblik paa at klarlaegge de kriterier, paa grundlag af hvilke Kommissionen traf sit valg, har den under sagen henvist til "praesentationen i kort form" af de meddelelser om ledige stillinger, som udsendtes samtidig med offentliggoerelsen af de paagaeldende meddelelser. Ganske vist henvises der i afsnit 3 i rubrikken "Mindstekvalifikationer, der kraeves for indgivelse af ansoegning om forflyttelse/forfremmelse", i dette uddrag til kravet om "kundskaber og erfaringer/egnethed i forbindelse med de opgaver, der skal udfoeres", men der er dog grund til at bemaerke, at det i et fjerde afsnit i samme rubrik, som omhandler "stillinger, der kraever saerlige kvalifikationer", angives, at mindstekvalifikationerne for disse stillinger skal omfatte "indgaaende kundskaber og erfaringer paa det paagaeldende omraade". Men i sine meddelelser om ledige stillinger KOM/47/90 og KOM/49/90 kraevede Kommissionen netop udtrykkeligt saadanne saerlige kvalifikationer. Det foelger heraf, at ordlyden af "meddelelsen om ledig stilling i kort form" ikke kan fortolkes saaledes, at Kommissionen hermed var fritaget fra at foretage en undersoegelse af indgaaende kendskab til de omraader, der var angivet i de enkelte meddelelser om ledige stillinger.

69 For saa vidt angaar meddelelsen om den ledige stilling KOM/47/90 som direktoer for Direktorat B har Kommissionen ikke gjort gaeldende, at kravet om en oekonomisk uddannelse og en "markant profil som oekonom" havde fundet klart udtryk i denne meddelelse. Den har derimod med rette henvist til beskrivelsen af de opgaver, der skulle loeses, og beskrivelsen af den paagaeldende stilling, som der er grund til at laegge vaegt paa ved fortolkningen af en meddelelse om ledig stilling. Det interne dokument vedroerende denne meddelelse om ledig stilling, som Kommissionen har fremlagt som bilag til duplikken, viser, at der var tale om Direktoratet "Eksterne Ressourcer og Markeder", og indeholder en beskrivelse af de opgaver, der skal udfoeres af direktoeren ("varetage ledelsen og samordningen af arbejdet i de enheder, hvortil forhandlinger om fiskeriaftaler med tredjelande og markedspolitikken for fiskeriet er henlagt"). Retten finder herved, at angivelsen af direktoratet indebaerer et krav om oekonomisk orientering. Hvad angaar direktoerstillingen er det ligeledes helt klart, at en direktoer med en oekonomisk profil kan udfoere saadanne funktioner. Retten finder det dog ikke udelukket, at en direktoer med en profil som diplomat eller politisk sagkyndig eller med en fiskerisagkyndig eller retsvidenskabelig profil ligeledes kan lede et saadant direktorat, saerlig naar man tager i betragtning, at specifikke oekonomiske kundskaber i givet fald kan findes inden for selve direktoratet blandt kontorcheferne eller deres medarbejdere. Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at hverken beskrivelsen af det paagaeldende direktorat eller de opgaver, der skulle loeses, noedvendigvis indebar, at ansoegeren skulle have en oekonomisk uddannelse og en "markant profil som oekonom".

70 Ifoelge meddelelsen om ledig stilling KOM/47/90 kraevedes desuden som "saerlige kvalifikationer" indgaaende kendskab til fiskeripolitikken og de internationale forbindelser paa dette omraade. Det skal bemaerkes, at fiskeripolitikken saerlig indebaerer oekonomiske, fiskerimaessige og retlige aspekter. De internationale forbindelser paa omraadet bygger paa diplomatiske forhandlinger, der saerlig vedroerer oekonomiske og retlige spoergsmaal. Indgaaende kendskab til dette omraade, herunder de fornoedne oekonomiske kundskaber, kan erhverves i loebet af ansaettelsen af tjenestemaend, der ved ansaettelsens begyndelse har haft en oekonomisk, diplomatisk, fiskerimaessig, politisk eller juridisk uddannelse. De omfatter ikke noedvendigvis en "markant profil" som oekonom, hvilket forudsaetter en saerlig oekonomisk kvalifikation.

71 Ved saaledes i forbindelse med de beslutninger, som Kommissionen traf vedroerende sagsoegernes ansoegninger om forfremmelse at kraeve en oekonomisk uddannelse og en "markant profil som oekonom", foejede den til de kundskaber, der kraevedes ifoelge meddelelsen om den ledige stilling, en ny "saerlig kvalifikation", som ikke havde vaeret omtalt i meddelelsen, og som ikke noedvendigvis fulgte af beskrivelsen af de opgaver, der skulle udfoeres. Dette er ikke foreneligt med den rolle, som en meddelelse om ledig stilling skal opfylde, nemlig at oplyse eventuelle ansoegere noejagtigt om de betingelser, som kraeves opfyldt ved besaettelsen af den paagaeldende stilling, jf. Rettens bemaerkninger ovenfor.

72 Det foelger af ovenstaaende betragtninger, at Kommissionen for saa vidt angaar meddelelsen om ledig stilling KOM/47/90 ved vurderingen af spoergsmaalet om ansoegernes forfremmelse har betragtet et kriterium som afgoerende, der ikke fandtes i meddelelsen om den ledige stilling. Som i sagen Culin mod Kommissionen (Domstolens dom er naevnt ovenfor) er den saaledes gaaet ud over de retlige rammer, som den selv havde fastsat. Som foelge heraf boer Kommissionens beslutninger om ikke at besaette stillingen som direktoer i loenklasse A2 for Direktorat B i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra a), i vedtaegten annulleres for saa vidt den angaar sagsoegernes ansoegninger, uden at der er grund til at tage stilling til spoergsmaalet, om der kan bevises en aabenbar fejl ved Kommissionens udoevelse af sit skoen over deres kendskab til fiskeripolitikken.

73 Det skal herefter undersoeges, om den beslutning, som samtidig blev truffet af Kommissionen om "at gaa videre til en af de foelgende faser i proceduren", ligeledes boer annulleres. I betragtning af forloebet af de procedurer, Kommissionen senere har benyttet under sagen med henblik paa at besaette stillingen som direktoer, havde denne beslutning til formaal at goere det muligt for den at behandle ansoegninger, der var indgivet uden for rammerne af forfremmelsesproceduren. Da Kommissionen ikke tilbagekaldte sin meddelelse om ledig stilling, maa dens beslutning om at gaa videre til en af "de foelgende faser" i proceduren opfattes som en foelge af dens beslutning om ikke at om ikke at besaette den paagaeldende stilling i henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i vedtaegten og afslutte undersoegelsen af mulighederne for forfremmelse inden for institutionen. Beslutningen om at gaa videre til en af de "foelgende faser" afhang saaledes af beslutningerne vedroerende ansoegningerne om forfremmelse. Dersom to af disse beslutninger annulleres, saaledes som det er tilfaeldet i denne sag, mister denne beslutning sit retsgrundlag. Foelgelig maa den som foelge af ugyldigheden af de to foregaaende afgoerelser ligeledes annulleres i samme omfang.

74 For saa vidt angaar meddelelsen KOM/49/90 om den ledige stilling som direktoer for Direktorat D har Kommissionen ikke gjort gaeldende, at der her udtrykkeligt kraevedes en oekonomisk uddannelse. Der er dog ogsaa her grund til at fortolke denne meddelelse om ledig stilling under hensyn til beskrivelsen af det paagaeldende direktorat og de opgaver, der skulle udfoeres. I den henseende fremgaar det af det af Kommissionen fremlagte interne dokument, at det paagaeldende direktorat er Direktoratet "Strukturer", en betegnelse, som efter Rettens opfattelse indebaerer en oekonomisk orientering. Direktoerstillingen bestaar i at lede og samordne arbejdet i de enheder, hvortil fiskeristrukturpolitikken er henlagt. Det er her endnu gang klart, at en direktoer med en oekonomisk uddannelse kan varetage saadanne opgaver. Retten finder dog, at man ej heller kan udelukke, at en ansoeger med en anden uddannelse ligeledes kan lede et saadant direktorat efter at have erhvervet de fornoedne specifikke kundskaber under et ansaettelsesforloeb, der har foert ham saa langt som til en stilling i loenklasse A3, idet specifikke oekonomiske kundskaber i givet fald kan findes inden for selve direktoratet blandt kontorcheferne og deres medarbejdere. Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at hverken beskrivelsen af det paagaeldende direktorat eller de opgaver, der skulle udfoeres, noedvendigvis indebar, at ansoegeren skulle have en oekonomisk uddannelse.

75 Ifoelge meddelelsen om ledig stilling KOM/49/90 kraevedes der yderligere som "saerlige kvalifikationer" indgaaende kendskab til fiskeripolitikken. Fiskeripolitikken rummer bl.a., som fastslaaet af Retten ovenfor, oekonomiske, fiskerimaessige og retlige bestanddele. Et indgaaende kendskab til dette omraade kan, selv om det saerlig er rettet mod strukturpolitikken, erhverves i loebet af ansaettelsen af tjenestemaend, som ved dens begyndelse har haft en oekonomisk, diplomatisk, fiskerimaessig, politisk eller juridisk uddannelse. Det forudsaetter ikke noedvendigvis en oekonomisk uddannelse. Meddelelsen om den ledige stilling kan dermed ikke betragtes saaledes, at jurister, der havde speciale paa det paagaeldende omraade, ikke kunne soege stillingen.

76 Som foelge heraf har Kommissionen ved i forbindelse med de beslutninger, den traf vedroerende sagsoegernes ansoegninger om forfremmelse, at kraeve en "oekonomisk uddannelse" endnu engang til de kundskaber, som kraevedes ifoelge meddelelsen om ledig stilling, tilfoejet en ny "saerlig kvalifikation", der ikke var omhandlet i meddelelsen og ikke noedvendigvis fulgte af beskrivelsen af de opgaver, der skulle udfoeres. Herved har Kommissionen overskredet de retlige rammer, den selv havde fastsat i meddelelsen om ledig stilling KOM/49/90. Dens beslutninger om ikke at besaette stillingen som direktoer i loenklasse A2 for Direktorat D i medfoer af vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), boer saaledes ligeledes annulleres for saa vidt de beroerer sagsoegernes ansoegninger. Denne annullation medfoerer ligeledes her annullation af beslutningen om at gaa videre til en af de "foelgende faser" i proceduren.

77 Endelig er der grund til at undersoege, om Kommissionens beslutninger om at udnaevne Arnal Monreal og Mastracchio ligeledes boer annulleres. I denne henseende skal det foerst bemaerkes, at annullationen af beslutningerne om ikke at besaette de omtvistede stillinger i medfoer af vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), har til foelge, at sagsoegernes ansoegninger paa ny skal behandles af Kommissionen. Denne har ganske vist mulighed for at traekke de offentliggjorte meddelelser om ledige stillinger tilbage, men der kan dog ikke ses bort fra, at sagsoegerne efter de foreliggende omstaendigheder har en berettiget interesse i at kraeve ovennaevnte udnaevnelser annulleret, idet disse er snaevert forbundet med beslutningerne vedroerende deres ansoegninger om forfremmelse.

78 Da Kommissionen den 11. juli 1990 traf ovennaevnte beslutninger om udnaevnelse, henviste den to gange udtrykkeligt til sine beslutninger af 4. juli 1990 om ikke at besaette de paagaeldende stillinger i medfoer vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), og at gaa videre til en af de foelgende faser i proceduren (jf. Kommissionens saerlige referat nr. 1020, bilag E til svarskriftet). Ifoelge redegoerelsen i duplikken bekraeftede eller berigtigede Kommissionen herved sin foregaaende beslutning om at gaa videre til en af de foelgende faser i proceduren. Kommissionen betragtede saaledes sine beslutninger af 4. juli 1990 som det retlige grundlag for sine senere beslutninger, idet en "stadfaestelse" eller endog "berigtigelse" i modsat fald havde vaeret overfloedige.

79 Retten finder, at Kommissionens udlaegning rigtigt beskriver retsstillingen. I betragtning af tilrettelaeggelsen af de procedurer, som Kommissionen senere benyttede i den foreliggende sag, er det en forudsaetning for lovligheden af de senere beslutninger, at beslutningerne af 4. juli 1990 ogsaa var lovlige. Beslutningerne om udnaevnelser af 11. juli 1990 kunne saaledes kun gyldigt traeffes, efter at der var truffet en lovlig beslutning vedroerende sagsoegernes ansoegninger om forfremmelse. Annullationen af beslutningerne af 4. juli 1990 medfoerer foelgelig annullation af beslutningerne af 11. juli 1990 om udnaevnelse af Arnal Monreal og Mastracchio.

80 Denne afgoerelse er i overensstemmelse med Domstolens praksis, der har anerkendt en lignende raekkevidde af annullation af en beslutning om at afslutte en ansaettelsesprocedure. I den af Domstolen afgjorte sag havde ansaettelsesmyndigheden betragtet resultatet af en udvaelgelsesproeve som ulovligt. Ifoelge Domstolen medfoerte denne beslutning ugyldighed af en senere udnaevnelse (jf. kendelse afsagt af formanden for Domstolens Tredje Afdeling den 11.7.1988, sag 176/88 R, Hanning mod Parlamentet, Sml. s. 3915, praemis 13).

81 Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 4, artikel 29, stk. 1, og artikel 45 samt af meddelelsen om den ledige stilling maa saaledes tages til foelge.

° Anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 27, stk. 3

1. Formaliteten

82 Det skal indledningsvis fastslaas, at sagsoegerne i deres klage gjorde gaeldende, at de to udvalgte ansoegere allerede var udpeget under den foerste fase i proceduren for besaettelse af de omtvistede stillinger, og at opslagene var blevet offentliggjort med henblik paa ikke at imoedekomme nogen ansoegning i den foerste fase. Disse procedurer var som foelge heraf fordrejede (punkt 3 i klagen). Derimod tilkendegaves det ikke i klagen, at de to udvalgte ansoegere skulle vaere blevet udpeget paa forhaand paa grund af deres statsborgerforhold.

83 Ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis er det efter reglen om overensstemmelse mellem klagen og paastanden under sagen en betingelse for, at paastanden kan realitetsbehandles, at et anbringende, der rejses for Faellesskabets retsinstanser, allerede har vaeret gjort gaeldende under den administrative procedure, idet ansaettelsesmyndigheden skal have vaeret i stand til tilstraekkeligt noejagtigt at tage stilling til de kritikpunkter, som den beroerte part retter mod den anfaegtede beslutning. Et anbringende, der ikke har vaeret "paaberaabt" i klagen, kan saaledes ikke tages under paakendelse (jf. Rettens dom af 29.3.1990, sag T-57/89, Alexandrakis mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, praemis 8 og 9). I sin dom af 20. maj 1987 (sag 242/85, Geist mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 9) fandt Domstolen imidlertid, at selv om de paastande, som nedlaegges for Domstolen, kun kan vedroere "indsigelser", der hviler paa samme grundlag som de i klagen anfoerte, kan de dog for Faellesskabets retsinstanser uddybes ved anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som staar i noeje forbindelse med den.

84 I den foreliggende sag havde sagsoegerne i deres klage gjort gaeldende, at udnaevnelsesprocedurerne var blevet fordrejet som foelge af en paastaaet udpegelse paa forhaand af de udnaevnte ansoegere. Dette klagepunkt, nemlig fordrejningen af proceduren, er snaevert forbundet med klagepunktet om en ulovlig geografisk fordeling af stillingerne, som sagsoegerne foerst har gjort gaeldende under sagen. Som foelge heraf finder Retten, at sagsoegerne har vaeret berettigede til at goere dette forhold gaeldende i staevningen, selv om det ikke udtrykkeligt er omtalt i klagen.

2. Realiteten

85 Det skal foerst fremhaeves, at reglen i vedtaegtens artikel 27, stk. 3, hvorefter ingen stilling kan forbeholdes borgere fra en bestemt medlemsstat, skal overholdes i forbindelse med alle ansaettelsesprocedurer efter vedtaegtens artikel 29, herunder proceduren ifoelge artikel 29, stk. 2 (jf. Domstolens dom af 30.6.1983, sag 85/82, Schloh mod Raadet, Sml. s. 2105, praemis 37 og 38). Selv i forbindelse med ansaettelse af tjenestemand i loenklasse A1 eller A2 kan institutionerne saaledes ikke lovligt forbeholde stillinger for forud udpegede borgere fra bestemte medlemsstater.

86 Ganske vist hedder det i vedtaegtens artikel 27, stk. 1, at ansoegerne skal udvaelges paa et saa bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Faellesskabernes medlemsstater, men denne bestemmelse bevirker dog ikke, at ansaettelsesmyndigheden kan forbeholde bestemte statsborgere en stilling, uden at dette er begrundet i tjenestens interesser (jf. Domstolens dom af 4.3.1964, sag 15/63, Lassalle mod Parlamentet, Sml. 1954-1964, s. 459, org. ref.: Rec. s. 57, paa s. 73, og Domstolens ovennaevnte dom i Schloh-sagen, praemis 37).

87 Under disse omstaendigheder boer det herefter undersoeges, om sagsoegerne for Retten har foert et retligt set tilstraekkeligt bevis for deres anbringender om ulovlig forbeholdelse af de omtvistede stillinger for ansoegere fra bestemte medlemsstater. Retten har opfordret Kommissionen til at fremlaegge visse dokumenter og besvare visse spoergsmaal vedroerende forloebet af proceduren for besaettelse af de paagaeldende stillinger, og indholdet af det af Kommissionen den 22. september 1992 afgivne svarskrift og bilagene hertil maa vurderes paa baggrund af de redegoerelser, som sagsoegte har givet under baade den skriftlige og den mundtlige forhandling i sagen.

88 Det skal indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen har erkendt, at den selv har rettet henvendelse til de mulige ansoegere (s. 38 i duplikken). Dette er udtryk for, at Kommissionen ikke forlod sig paa de resultater, der kunne forventes af forfremmelsesprocedurerne, men tog initiativer sideloebende hermed.

89 Det fremgaar desuden af Kommissionens svarskrift af 22. september 1992, at Arnal Monreal i begyndelsen af juni 1990 var blevet kontaktet af den spanske landbrugs- og fiskeriminister vedroerende sin interesse i eventuelt at soege en stilling som direktoer i Kommissionens GD XIV. Da hans svar var bekraeftende, blev han opfordret til at indsende sit curriculum vitae til sekretariatet for Kommissionens naestformand, Marín, som paa davaerende tidspunkt ledede fiskeripolitikken.

90 Den af Kommissionen fremlagte administrative sagsmappe indeholder en skrivelse fra naestformand Marín' s sekretariatschef, dateret den 19. juni 1990 og stilet til generaldirektoeren for GD XIV. Skrivelsen lyder saaledes:

"Naestformand Marín har anmodet mig om at tilstille Dem curriculum vitae for Arnal Monreal, der er ansoeger til en stilling i loenklasse A2 i GD XIV."

Som bilag til denne skrivelse figurerer et curriculum vitae paa ti sider. Derimod findes der ingen ansoegning i den form, der normalt benyttes af Kommissionen i forbindelse med dens ansaettelsesprocedurer.

91 Under de naevnte klart oplyste faktiske omstaendigheder maa det fastslaas, at den spanske regering i begyndelsen af juni 1990, dvs. foer afslutningen af den foerste fase i ansaettelsesproceduren, havde kontaktet Arnal Monreal, og at denne foer den 19. juni 1990, nemlig datoen for skrivelsen fra chefen for naestformand Marín' s sekretariat, havde fremsendt sit curriculum vitae til ham. Efter konstateringen af disse to forhold maa det anses for bevist, at den paagaeldende ansoegning var udarbejdet og indgivet foer afvisningen af sagsoegernes ansoegninger, der fandt sted den 4. juli 1990.

92 Kommissionen har gjort gaeldende, at denne fremgangsmaade kan forklares ved hensynet til at besaette stillingen foer sommerferien. Dens forklaring er ikke overbevisende, idet en udsaettelse i sommerferien udmaerket kunne vaere sket uden skadelige virkninger for arbejdet i det paagaeldende direktorat, medmindre der havde foreligget saerlige omstaendigheder, som dog ikke er paaberaabt af Kommissionen.

93 Retten maa ligeledes tage i betragtning, at Arnal Monreal' s kompetence efter Kommissionens egne oplysninger vaesentligst var koncentreret om landbrugs- og regionale problemer. Kommissionen har ganske vist gjort gaeldende, at disse fra et oekonomisk synspunkt er "naesten de samme", som goer sig gaeldende for fiskeriet, og tilfoejet, at hvis en ansoeger ud over en saa fremragende oekonomisk uddannelse havde godtgjort at have stoerre specialkundskaber inden for fiskeriet, ville han have haft en "endnu mere ideel profil" (s. 10 og 11 i duplikken). Trods disse uddybende bemaerkninger fra Kommissionen finder Retten dog ikke dens redegoerelser tilstraekkelige som bevis for, at den paagaeldende ansoeger havde indgaaende kendskab til Faellesskabets fiskeripolitik.

94 Ud over de indicier, som hidtil har vaeret undersoegt, herunder navnlig de skridt, Kommissionen tog sideloebende med afviklingen af forfremmelsesproceduren, den hastighed, hvormed beslutningsprocedurerne gennemfoertes, og den tvivlsomme karakter af den ansoegning, som blev valgt, er der grund til at bemaerke, at Kommissionens repraesentant under den mundtlige forhandling i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten har oplyst, at den spanske regering, der helt klart er blandt de foerste, som er beroert af fiskeripolitikken, havde forelagt en ansoegning. Retten boer ikke "lukke oejnene for visse politiske realiteter", og der er her et sted, hvor det geografiske synspunkt spiller en rolle.

95 Efter Rettens opfattelse giver denne raekke af indicier, og saerlig de sidst anfoerte bemaerkninger fra Kommissionens repraesentant, en samstemmende forklaring af den i sagen omhandlede ansaettelsesprocedure. Det staar fast, at en stilling som direktoer i GD XIV tidligere havde vaeret besat med en spansk statsborger. Det fremgaar af de kontakter, den spanske regering havde haft med Arnal Monreal, at den politisk havde "krav" paa en direktoerstilling, efter at der var blevet stillinger ledige i 1990. Det staar klart, at Kommissionen ved at vaelge den "spanske" ansoegning, der var blevet forelagt den, i hvert fald stiltiende accepterede denne "politiske realitet", som dens repraesentant naevnte under den mundtlige forhandling. Fremgangsmaaden fra Kommissionens side stemmer med, at ansoegningen fra Arnal Monreal var udarbejdet foer beslutningerne af 4. juli 1990. Det fremgaar ligeledes heraf, at Kommissionen allerede, i hvert fald i begyndelsen af juni 1990, uden at det var noedvendigt at afvente resultaterne af gennemgangen af de interne ansoegninger, vidste, at den spanske regerings ansoeger skulle udnaevnes under alle omstaendigheder.

96 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at den paagaeldende stilling i Kommissionen og paa grundlag af i hvert fald en stiltiende aftale var forbeholdt den spanske ansoeger, uden at der forinden var truffet beslutning om at afslaa sagsoegernes ansoegninger. Kommissionen accepterede at udvaelge en "mindre ideel" ansoeger for at kunne give stillingen til den spanske ansoeger. Denne beslutning blev begrundet med den "politiske realitet", som er paaberaabt for Retten; betragtninger vedroerende tjenestens interesser, der kunne have vaeret basis for udvaelgelse paa et "saa bredt geografisk grundlag som muligt" i henhold til vedtaegtens artikel 27, stk. 1, spillede ingen rolle.

97 For saa vidt angaar stillingen som leder af Direktorat D har Kommissionen forklaret, at Mastracchio allerede den 20. juni 1990 havde fundet for godt at henvende sig til naestformaendene Marín og Cardoso e Cunha, hvoraf sidstnaevnte paa davaerende tidspunkt var ansvarlig for personaleanliggender, med et notat vedroerende sin interesse i den opslaaede ledige stilling, saafremt eventuelle ansoegninger i medfoer af reglerne om forfremmelse ikke blev imoedekommet. Disse udtalelser bekraeftes ved en skrivelse af 20. juni 1990, der findes i den administrative sagsmappe vedroerende Direktorat D, som Kommissionen har fremlagt.

98 Det skal dog bemaerkes, at Kommissionen i duplikken har erkendt, at Mastracchio ikke ° foer sin udnaevnelse ° havde beskaeftiget sig saerligt med problemer i forbindelse med fiskeripolitikken. Den har tilfoejet, at hvis en ansoeger ud over Mastracchio' s profil havde godtgjort at have en saadan saerlig kompetence, "kunne han vaere blevet foretrukket for denne" (s. 14). Kommissionen har saaledes erkendt, at ansoegeren ikke havde saerligt kendskab til fiskeripolitikken, hvilket bekraeftes ved indholdet af hans personlige sagsmappe, saaledes som denne er forelagt for Retten.

99 Det skal ligeledes bemaerkes, at Kommissionen efter opfordring fra Retten til at besvare et spoergsmaal om eventuelle mundtlige kontakter med Mastracchio ikke har besvaret dette spoergsmaal. Det tilkommer saaledes Retten at bedoemme denne omstaendighed, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

100 Retten finder i skrivelsen fra Mastracchio et indicium for, at sidstnaevntes ansoegning ligeledes blev udarbejdet foer afslaget paa sagsoegernes ansoegninger den 4. juli 1990. Som det fremgaar af ovenstaaende betragtninger, kan der ikke ses bort fra den politiske betydning for Italien af den paagaeldende stilling. En stilling som direktoer i GD XIV havde foer vaeret besat med en italiensk statsborger. Under den mundtlige forhandling har Kommissionens repraesentant under droeftelsen vedroerende besaettelsen af den anden stilling gentaget sin bemaerkning om "politiske realiteter, som man ikke kan se bort fra". Disse samstemmende oplysninger viser, at den paagaeldende stilling blev betragtet som en "italiensk stilling", selv om der ikke tidligere var blevet etableret kontakt med den italienske regering. Hertil kommer, at Kommissionen ikke har besvaret Rettens spoergsmaal om eventuelle mundtlige kontakter med Mastracchio. I betragtning af Kommissionens tavshed paa dette punkt og samtlige de oevrige allerede omtalte omstaendigheder, finder Retten, at den omhandlede stilling ° i lighed med stillingen i Direktorat B ° i Kommissionen ° var blevet forbeholdt en ansoeger, der var statsborger i en paa forhaand fastsat medlemsstat. Uden at det var noedvendigt endnu engang at afvente resultatet af gennemgangen af de interne ansoegninger, vidste Kommissionen og Mastracchio allerede i juni 1990, at alene en "italiensk" ansoegning havde mulighed for at komme i betragtning. I overensstemmelse med dette politiske forbehold af stillingen udvalgte Kommissionen en ansoeger, hvis kendskab til fiskeripolitikken kunne diskuteres, men som havde det paa forhaand fastsatte statsborgerskab. Betragtninger vedroerende tjenestens interesser, som kunne have vaeret basis for et bredt geografisk grundlag i medfoer af vedtaegtens artikel 27, stk. 1, kom endnu en gang ikke til at spille nogen rolle.

101 Under disse forhold boer der ikke ex officio indkaldes vidner, som f.eks. de paagaeldende generaldirektoerer eller Kommissionens generalsekretaer, hvis forklaringer under alle omstaendigheder kun kunne klarlaegge detaljerne i de allerede underforstaaede aftaler. Ej heller er det noedvendigt inden for rammerne af vurderingen af de beviser, som Retten skal foretage, at bedoemme forholdene omkring besaettelsen af den tredje stilling.

102 Det foelger heraf, at de kommissionsbeslutninger af 4. og 11. juli 1990, som er sagens genstand, ligeledes er truffet under tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 27, stk. 3. Anbringendet om tilsidesaettelse af denne bestemmelse maa derfor ligeledes tages til foelge.

103 Herefter, og uden at det er fornoedent at tage stilling til de oevrige klagepunkter, som sagsoegerne har fremfoert inden for rammerne af deres foerste eller andet anbringende om mangelfuld begrundelse, maa der gives sagsoegerne medhold i deres paastande om annullation i det omfang, hvori disse har kunnet tages under paakendelse.

Sagens omkostninger

104 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen paa alle punkter og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Kommissionens beslutninger af 4. juli 1990 om ikke i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), at besaette de ledige stillinger som direktoerer i loenklasse A2 i GD XIV, henholdsvis Direktoraterne B og D, men at gaa videre til en af de foelgende faser i proceduren, annulleres, for saa vidt de beroerer sagsoegernes ansoegninger.

2) Kommissionens afgoerelser af 11. juli 1990 om udnaevnelse af Manuel Arnal Monreal og Emilio Mastracchio til direktoerer annulleres.

3) Kommissionens afgoerelse af 24. april 1991 om afvisning af sagsoegernes klage annulleres.

4) Kommissionen frifindes i oevrigt.

5) Kommissionen betaler sagens omkostninger.