61991A0037

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° aktindsigt ° genstand ° manglende adgang til Kommissionens dokumenter ° Rettens vurdering af overholdelsen af retten til kontradiktion i hvert enkelt tilfaelde

2. Retspleje ° fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling ° de relevante bestemmelser i procesreglementet fastsaetter hverken frister eller saerlige formforskrifter ° intet retstab

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

3. Annullationssoegsmaal ° anbringender ° tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter ° meddelelse i strid med Kommissionens forretningsorden af en beslutning, som ikke forud er blevet stadfaestet

(EOEF-traktaten, art. 173; Kommissionens forretningsorden, art. 12)

4. Annullationssoegsmaal ° anbringender ° tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter ° berigtigelse efter sagens anlaeg ° ulovligt

(EOEF-traktaten, art. 173)

1. I konkurrencesager har reglerne om aktindsigt til formaal at give adressaten for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter.

Aktindsigt henhoerer under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion, der er et grundlaeggende princip, hvis effektive overholdelse kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder.

Retten maa undersoege en eventuel tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ud fra de saerlige omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde. Hvorvidt dokumenter, der ikke er blevet meddelt, er relevante for virksomhedens forsvar, maa bedoemmes under hensyntagen til saavel de af Kommissionen rent faktisk fremfoerte klagepunkter mod den paagaeldende virksomhed som det af virksomheden fremfoerte forsvar, baade hvad angaar dokumenter, som muligvis vil kunne tjene til virksomhedens forsvar, og dokumenter, som vil kunne godtgoere, at den paastaaede overtraedelse har fundet sted.

2. Artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement foreskriver hverken en frist eller en saerlig formforskrift, naar der gives tilladelse til fremsaettelse af et nyt anbringende; denne bestemmelse foreskriver navnlig ikke, at en saadan fremsaettelse ° da der i modsat fald indtraeder praeklusion ° skal finde sted straks eller inden for en bestemt frist efter, at de deri omhandlede retlige og faktiske omstaendigheder er kommet frem. Naar det drejer sig om fremsaettelse af anbringender, kan praeklusion, for saa vidt som den begraenser en parts mulighed for at fremfoere de omstaendigheder, som er noedvendige for at vinde sagen, principielt kun tillades, saafremt der foreligger en udtrykkelig og utvetydig bestemmelse herom.

3. Den stadfaestelse af retsakter, som er foreskrevet i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, og som skal finde sted efter kommissaerkollegiets vedtagelse og foer meddelelsen eller offentliggoerelsen, har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed. Den goer det saaledes muligt i tilfaelde af tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt eller offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den vedtagne tekst og saaledes med ophavsmandens vilje. Heraf foelger, at stadfaestelsen udgoer en vaesentlig formforskrift efter EOEF-traktatens artikel 173, og at en beslutning, som er blevet meddelt uden at vaere blevet stadfaestet, er behaeftet med en vaesentlig mangel, uafhaengig af spoergsmaalet om, hvorvidt de vedtagne, offentliggjorte eller meddelte tekster indeholder uoverensstemmelser.

4. Naar der er anlagt sag til proevelse af en retsakt, som er behaeftet med en mangel, bestaaende i tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, er det udelukket, at den institution, som har vedtaget retsakten, ved en simpel berigtigelse med tilbagevirkende kraft kan ophaeve denne mangel, f.eks. ved at stadfaeste en retsakt, som var blevet meddelt, uden at dette formkrav var blevet opfyldt.

Dette gaelder navnlig, naar det drejer sig om en beslutning, hvorved sagsoegeren paalaegges en boede, fordi en berigtigelse, der foretages efter sagens anlaeg, med tilbagevirkende kraft fratager anbringendet herom ethvert grundlag. Et saadant resultat ville stride mod retssikkerheden og hensynet til de retsundergivne, der ved beslutning paalaegges en sanktion.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

Den oekonomiske sammenhaeng

1 Det produkt, der er genstand for naervaerende sag, soda, anvendes til glasfremstilling (soda med hoej massefylde) samt inden for den kemiske industri og metalindustrien (soda med lav massefylde). Der maa skelnes imellem "natursoda" (med hoej massefylde), der isaer benyttes i USA, og industrielt fremstillet soda (med saavel hoej som lav massefylde), som fremstilles i Europa ved hjaelp af en proces, som virksomheden Solvay opfandt for mere end 100 aar siden.

2 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var de seks faellesskabsproducenter af industrielt fremstillet soda:

° Solvay og Cie SA (herefter benaevnt "Solvay"), den stoerste producent paa verdensplan og inden for Faellesskabet med en markedsandel paa naesten 60% (endog 70% inden for Faellesskabet med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Irland)

° sagsoegeren, den naeststoerste producent inden for Faellesskabet med en markedsandel i Det Forenede Kongerige paa mere end 90%

° de "mindre" producenter Chemische Fabrik Kalk (herefter benaevnt "CFK") og Matthes & Weber (Tyskland), AKZO (Nederlandene) og Rhône-Poulenc (Frankrig) med en markedsandel paa ca. 26% tilsammen.

3 Solvay havde anlaeg i Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Portugal og OEstrig og salgsorganisationer i disse lande samt i Schweiz, Nederlandene og Luxembourg. I oevrigt var Solvay den stoerste saltproducent inden for Faellesskabet og derfor i en meget gunstig position med hensyn til levering af dette vigtigste raastof til industrielt fremstillet soda. Sagsoegeren ejede to produktionsanlaeg i Det Forenede Kongerige, idet et tredje anlaeg var blevet lukket i 1985.

4 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var det faelles marked karakteriseret ved en opdeling efter landegraenser, eftersom producenterne i almindelighed havde en tilboejelighed til at koncentrere deres afsaetning til de medlemsstater, hvor de havde produktionsanlaeg.

Den administrative procedure

5 Efter uanmeldte kontrolundersoegelser i 1989 hos de stoerste sodaproducenter inden for Faellesskabet og efterfoelgende begaeringer om oplysninger fremsendte Kommissionen ved skrivelse af 13. marts 1990 sagsoegeren en meddelelse af klagepunkter, opdelt i flere grupper. Denne meddelelse vedroerte bl.a. en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 86, der skulle vaere begaaet af sagsoegeren, til hvem de tilsvarende bilag V.1 ° V.123 blev fremsendt, og en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, der skulle vaere begaaet af sagsoegeren og Solvay, til hvilke virksomheder de tilsvarende bilag II.1 ° II.42 blev fremsendt.

6 Efter at have fremhaevet betydningen af at bevare fortroligheden af de dokumenter, som er fremkommet i medfoer af Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), fremsendte Kommissionen ved naevnte skrivelse af 13. marts 1990 til hver virksomhed de besvarelser, som den anden virksomhed havde fremsendt, og praeciserede, at "oplysninger, som kunne udgoere forretningshemmeligheder [ligeledes var] blevet udeladt i besvarelserne".

7 Den 14. maj 1990 anmodede sagsoegerens advokat telefonisk om adgang til Kommissionens sagsakter i det omfang, de vedroerte overtraedelser, der skulle vaere begaaet af sagsoegeren. Denne anmodning er oejensynligt blevet afvist af J., en tjenestemand i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV).

8 Ved skrivelse af 23. maj 1990 genfremsatte sagsoegerens advokat sin anmodning, idet han henviste til J.' s reaktion, hvorefter det ° ifoelge advokaten ° var blevet ham naegtet at faa adgang til sagens akter, herunder endog til de ikke-fortrolige dokumenter. Efter advokatens oplysninger var en fortegnelse over sagens dokumenter ligeledes blevet naegtet meddelt. Kommissionen skulle have erklaeret, at den udelukkende ville acceptere anmodninger om at undersoege specifikke dokumenter. Denne restriktive holdning hos Kommissionens tjenestegrene ville goere indgreb i sagsoegerens mulighed for at forberede sit forsvar.

9 Ved skrivelse af 31. maj 1990, underskrevet af direktoer R., GD IV, naegtede Kommissionen sagsoegeren adgang til samtlige sagens akter. Denne havde ikke ret til paa rent teoretisk grundlag at undersoege interne forretningsdokumenter, der ikke var fremkommet som beviser, og som hidroerte fra andre virksomheder. Kommissionen tilfoejede, at den selv paa ny havde undersoegt alle disse dokumenter for at efterproeve, om de kunne frikende sagsoegeren, men at Kommissionen ikke havde fundet noget som helst dokument af den karakter; Kommissionen tilboed desuden at foretage en fornyet undersoegelse af sagsakterne, dersom sagsoegeren kunne sandsynliggoere, "at der var gode grunde hertil" vedroerende et specifikt faktisk eller retligt problem.

10 Ligeledes den 31. maj 1990 fremsendte sagsoegeren sine "indsigelser" ("defence"). Heri protesterede virksomheden mod, at der var blevet naegtet den adgang til sagens akter, og vedlagde adskillige nye dokumenter som beviser.

11 Den 26. og 27. juni 1990 foranstaltede Kommissionen en hoering vedroerende de overtraedelser, der skulle vaere blevet begaaet af sagsoegeren og af Solvay. Alene sagsoegeren deltog heri. Ved denne lejlighed fremlagde sagsoegeren et nyt indlaeg, "sagsfremstillingen" ("article 86 presentation"), hvortil yderligere dokumenter var vedfoejet.

12 Under hoeringen fremlagde Kommissionens kompetente tjenestegren visse dokumenter (benaevnt "X.12 ° X.14"), som alle stammede fra sagsoegeren, og som ifoelge Kommissionen ° i lighed med de allerede fremlagte dokumenter ° var bevis paa sagsoegerens virkelige handlemaade og svaekkede dennes forsvar. Ifoelge den paagaeldende tjenestegren blev disse nye dokumenter ikke fremlagt, fordi de indeholdt supplerende elementer i forhold til de dokumenter, der var vedfoejet meddelelsen af klagepunkter, men for at tage til genmaele over for sagsoegerens anbringende vedroerende den paastaaede dokumentmaessige bevissvaghed. Med hensyn til adgangen til sagens akter erklaerede hoeringskonsulenten, at det drejede sig om et vanskeligt problem. Ingen kunne vide, hvad begrebet "sagen" omfattede, og det maatte paahvile Faellesskabets retsinstanser at give en fortolkning heraf. Problemet skulle derfor ikke diskuteres under hoeringen.

13 Da to spoergsmaal var forblevet ubesvarede efter hoeringen, fremsendte sagsoegeren en skrivelse, dateret den 31. juli 1990, til Kommissionen med yderligere oplysninger. Kommissionen foretog herefter en supplerende undersoegelse for at efterproeve visse af sagsoegerens udsagn om rabatter, som Allied, en sodaproducent i De Forenede Stater, skulle have ydet den britiske glasproducent Rockware.

14 Det fremgaar af sagen, at kommissaerkollegiet efter afslutningen af den ovenfor beskrevne procedure under sit 1 040. moede den 17. og 19. december 1990 vedtog beslutning 91/300/EOEF om en procedure i henhold til traktatens artikel 86 (IV/33.133 ° D: Soda ° ICI, EFT 1991 L 152, s. 40, herefter benaevnt "beslutningen"). Denne beslutning fastslaar i det vaesentlige, at sagsoegeren har en dominerende stilling paa sodamarkedet i Det Forenede Kongerige og efter traktatens artikel 86 siden omkring 1983 har misbrugt denne stilling. Foelgelig paalaegges der ved beslutningen sagsoegeren en boede paa 10 mio. ECU.

15 Denne beslutning blev meddelt sagsoegeren ved rekommanderet skrivelse dateret den 1. marts 1991.

16 Det er ubestridt (se praemis 77), at den beslutning, der blev meddelt sagsoegeren, ikke forinden var blevet stadfaestet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer, som bestemt i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden 63/41/EOEF af 9. januar 1963 (EFT Anden Serie VII, s. 9), som midlertidigt opretholdt ved artikel 1 i Kommissionens afgoerelse 67/426/EOEF af 6. juli 1967 (EFT Anden Serie VII, s. 14) og senest aendret ved Kommissionens afgoerelse 86/61/EOEF, Euratom, EKSF af 8. januar 1986 (EFT L 72, s. 34) (herefter benaevnt "forretningsordenen").

Proceduren for Retten

17 Under disse omstaendigheder har sagsoegeren anlagt naervaerende sag, der er registreret paa Rettens Justitskontor den 14. maj 1991.

18 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Efter den 23. december 1991 at have indleveret replik har sagsoegeren den 2. april 1992 indleveret et "supplement til replikken", med et nyt anbringende om, at den omtvistede beslutning er en nullitet. Under henvisning til udtalelser fra Kommissionens repraesentanter under den mundtlige procedure, der blev afsluttet den 10. december 1991, i de sager, som har resulteret i Rettens dom af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, herefter benaevnt "PVC-dommen"), og til to avisartikler, dels i Wall Street Journal af 28. februar 1992, dels i Financial Times af 2. marts 1992, har sagsoegeren bl.a. gjort gaeldende, at Kommissionen offentligt havde tilkendegivet, at dens retsakter efter fast praksis i aarevis ikke var blevet stadfaestet, og at ingen beslutning var blevet stadfaestet i loebet af de seneste 25 aar. I medfoer af procesreglementets artikel 48, stk. 2, har Rettens praesident som formand for Foerste Udvidede Afdeling forlaenget fristen for indlevering af duplikken. Kommissionen har i duplikken fremsat skriftlige bemaerkninger vedroerende det naevnte "supplement til replikken".

19 Retten (Foerste Afdeling) besluttede i marts 1993 ° som foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse ° at stille parterne en raekke spoergsmaal, bl.a. vedroerende sagsoegerens indsigt i Kommissionens retsakter. Parterne har i maj maaned 1993 besvaret disse spoergsmaal. Efter at Domstolen ved dom af 15. juni 1994 (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555) havde truffet afgoerelse i appelsagen mod Rettens PVC-dom, traf Retten (Foerste Udvidede Afdeling) bestemmelse om yderligere foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og anmodede bl.a. Kommissionen om at fremlaegge teksten til beslutningen som stadfaestet paa originalsprogene ved formandens og generalsekretaerens underskrifter og bilagt moedeprotokollatet.

20 Kommissionen svarede, at den, saa laenge Retten ikke havde truffet afgoerelse om, hvorvidt anbringendet vedroerende beslutningens manglende stadfaestelse i det hele taget kunne antages til realitetsbehandling, ikke fandt anledning til at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt det skulle tages til foelge.

21 Under disse omstaendigheder har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) ved kendelse af 25. oktober 1994 med hjemmel i procesreglementets artikel 65 paalagt Kommissionen at fremlaegge den naevnte tekst.

22 Kommissionen har herefter den 11. november 1994 bl.a. fremlagt beslutningen paa engelsk, paa forsiden forsynet med en udateret stadfaestelsesformular, underskrevet af Kommissionens formand og generalsekretaer. Det er ubestridt, at denne formular foerst er blevet paafoert mere end seks maaneder efter denne sags anlaeg (se praemis 77).

23 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoeder den 6. og 7. december 1994. Praesidenten har herefter erklaeret den mundtlige forhandling for afsluttet.

Parternes paastande

24 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagens antages til realitetsbehandling.

° Den anfaegtede beslutning annulleres.

° Det i beslutningens artikel 2 anfoerte paabud om at bringe overtraedelserne til ophoer annulleres.

° Den ved beslutningens artikel 3 paalagte boede ophaeves eller nedsaettes.

° Subsidiaert, at Kommissionen ved kendelse tilpligtes som led i bevisoptagelsen at lade parternes advokater undersoege sagsakterne.

° Mere subsidiaert, at Retten underkaster sagsakterne en undersoegelse med henblik paa at udelade supplerende dokumenter.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25 I supplementet til sin replik har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning boer annulleres eller efter Rettens skoen erklaeres for en nullitet.

26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° De i supplementet til replikken fremsatte anbringender afvises fra realitetsbehandling eller tages ikke til foelge.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27 Det bemaerkes, at sagsoegeren som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal stillet efter afsigelsen af Domstolens naevnte dom af 15. juni 1994 har erklaeret, at beslutningen herefter ikke paastaas at vaere en nullitet, men alene paastaas annulleret. Sagsoegeren har tillige anmodet Retten om kun at tage stilling til de fremsatte anbringender set i lyset af paastanden om annullation.

Paastandene om annullation af beslutningen

28 Til stoette for sin paastand om annullation har sagsoegeren fremfoert en raekke anbringender, som kan opdeles i to grupper. Under den foerste, der vedroerer det retmaessige forloeb af den administrative procedure, henviser sagsoegeren i staevningen til de anbringender, ICI har gjort gaeldende under sag T-36/91 (ICI mod Kommissionen) om anvendelsen af traktatens artikel 85. Disse anbringender bygger paa en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, idet Kommissionen for det foerste havde naegtet sagsoegeren indsigt i sagens samlede akter, som sandsynligvis indeholdt dokumenter, der kunne bruges til dennes forsvar. Dernaest havde Kommissionen baseret sin beslutning paa oplysninger og dokumenter, som sagsoegeren ikke havde haft adgang til under den administrative procedure ved efter den supplerende undersoegelse efter hoeringen at goere brug af ikke-meddelte dokumenter. Endelig havde Kommissionen gjort sig skyldig i forudfattede meninger, i mangel paa objektivitet, i manglende begrundelse og i en almindelig tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. I staevningen goer sagsoegeren under henvisning til et anbringende fremfoert af Solvay i sag T-30/91 (Solvay mod Kommissionen) om anvendelsen af traktatens artikel 85 gaeldende, at Kommissionen desuden har tilsidesat kollegialitetsprincippet ved i strid med forretningsordenens artikel 4 ikke at udsaette droeftelsen af udkastet til beslutningen, skoent mindst et af Kommissionens medlemmer skulle have oensket en saadan udsaettelse for at faa tid til at saette sig ind i sagen, der var blevet fremsendt til ham paa et sent tidspunkt.

29 Ligeledes inden for den foerste gruppe af anbringender goer sagsoegeren i supplementet til sin replik en raekke vaesentlige formelle mangler gaeldende, idet den meddelte beslutning i strid med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden ikke var blevet stadfaestet paa det relevante tidspunkt af Kommissionens formand og generalsekretaer, eftersom beslutningen var blevet aendret i tidsrummet mellem vedtagelsen og meddelelsen til sagsoegeren.

30 Inden for den anden gruppe af anbringender paaberaaber sagsoegeren sig en raekke anbringender, som dels vedroerer Kommissionens vurdering af sagens faktiske omstaendigheder, dels dens retlige vurdering, idet Kommissionen med urette havde antaget, at sagsoegeren havde en dominerende stilling og havde misbrugt denne stilling. Endelig bestrider sagsoegeren lovligheden af paabuddet om at bringe overtraedelserne til ophoer, et paabud, som skulle stride mod retssikkerhedsprincippet, og understreger, at den paalagte boede er uforholdsmaessig hoej.

31 Retten vil indledningsvis undersoege det anbringende, som vedroerer en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, idet sagsoegeren uretmaessigt havde faaet afslag paa sin anmodning om at maatte efterse Kommissionens samlede sagsakter, idet Kommissionen havde baseret den anfaegtede beslutning paa ikke-meddelte dokumenter, og idet den havde udvist manglende objektivitet ved at forvanske de beviser, som den var i besiddelse af.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Parternes argumenter

32 I staevningens punkt 2.8 anfoerer sagsoegeren, at Kommissionen har naegtet selskabet adgang til sagens akter. Sagsoegeren henviser i foerste raekke til de anbringender, som er fremfoert under sag T-36/91 (ICI mod Kommissionen) om beslutning 91/297/EOEF af 19. december 1990 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.133-A: Soda ° Solvay, ICI, EFT 1991 L 152, s. 1), naermere bestemt punkt 2.8 i den staevning, som er indgivet i denne sag. I denne sammenhaeng goer sagsoegeren gaeldende, at en stor del af det, der fastslaas i den anfaegtede beslutning (se 6., 10., 23. og 39. betragtning), er uden bevismaessigt holdepunkt, og naevner som eksempler udsagn om den amerikanske sodaproducent General Chemical' s (tidligere Allied) handelspraksis og om prisniveauerne. Sagsoegeren drager heraf den slutning, at Kommissionen har baseret sig paa dokumenter, som sagsoegeren ikke har haft adgang til. Endelig henviser sagsoegeren til sine tilsvarende anbringender i sagerne T-98/89 (ICI mod Kommissionen, herefter benaevnt "PVC-sagen") og T-99/89 (ICI mod Kommissionen, herefter benaevnt "PEBD-sagen"), som paa det tidspunkt verserede for Retten. Sagsoegeren erklaerer i naervaerende sag at gentage de tilsvarende anbringender, som er fremsat under disse sager. Endelig henviser sagsoegeren til de anbringender, som er angivet paa s. 3, 4 og 5 i indsigelserne som svar paa meddelelsen af klagepunkter ("defence", se praemis 10).

33 Hvad angaar den paastaaede mangel paa objektivitet goer sagsoegeren i staevningens punkt 2.9 gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse til objektivt og redeligt at vurdere sagens omstaendigheder. Kommissionen har givet visse af de paaberaabte dokumenter en fortolkning, som fordrejer deres indhold. Ydermere har Kommissionen overhovedet ikke taget stilling til det, som sagsoegeren har fremfoert til sit forsvar.

34 I sit svarskrift paastaar Kommissionen dette anbringende afvist, eftersom henvisningerne til indlaeg i andre sager ikke goer det muligt at komme til klarhed over, paa hvilke faktiske og retlige elementer det bygger.

35 Kommissionen besvarer klagepunktet om naegtelse af adgang til sagens akter ved foerst at behandle spoergsmaalet om prisniveauet i almindelighed. Med henvisning til sit svarskrift i sag T-36/91 goer Kommissionen gaeldende, at dens slutninger med hensyn til prisniveauet bygger paa dokumenter, som stammer fra sagsoegeren selv, og som er vedlagt den faelles meddelelse af klagepunkter efter proceduren i henhold til traktatens artikel 85 (dokumenterne benaevnt II). Kommissionen fremhaever, at sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter har redegjort for spoergsmaalet om det amerikanske selskab Allied' s priser og rabatter over for en kunde i Det Forenede Kongerige, glasproducenten Rockware. Efter afslutningen af hoeringen har Kommissionen undersoegt Allied' s priser. Den fandt ud af, at sagsoegerens paastande om en special rabat var ubegrundede (se bilag 1 til svarskriftet). Under disse omstaendigheder havde Kommissionen ikke vaeret forpligtet til at meddele sagsoegeren de beviser, som den havde indhentet efter hoeringen, og som ikke dannede grundlag for dens klagepunkter. En supplerende meddelelse af klagepunkter havde ligeledes vaeret overfloedig. Det var tilstraekkeligt i beslutningen at redegoere for, hvorfor den afviste sagsoegerens paastande vedroerende Allied, hvilke paastande i oevrigt blev modsagt af andre dokumenter vedlagt meddelelsen af klagepunkter.

36 Kommissionen afviser klagen over manglende objektivitet. Den goer i denne forbindelse gaeldende, at de slutninger, som den har draget af sagens faktiske omstaendigheder, er velbegrundede.

37 I replikken fremhaever sagsoegeren indledningsvis, at henvisningen til indlaeg i andre sager efter retspraksis er forenelig med Domstolens og Rettens procesreglementer.

38 Med hensyn til realiteten henviser sagsoegeren paa ny til de anbringender, som er fremsat i sag T-36/91. Sagsoegeren erindrer om, at selskabet i den i sidstnaevnte sag afgivne replik har forklaret, at disse dokumenter ikke kunne tjene som bevis for Kommissionens slutninger vedroerende prisniveauet. De tal eller dokumenter, som Kommissionen baserer sig paa, er aldrig blevet meddelt sagsoegeren (punkt 4.1 ° 4.2 i naevnte replik). Sagsoegeren konstaterer, at Kommissionen har undersoegt spoergsmaalet vedroerende de priser og rabatter, som Allied havde tilbudt Rockware, efter hoeringen, for at efterproeve, om sagsoegerens paastande var velbegrundede. Ved ikke at meddele sagsoegeren resultatet af disse senere undersoegelser har Kommissionen tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion.

39 Efter at Kommissionen har medgivet ikke at have meddelt sagsoegeren nogen fortegnelse over sagens dokumenter, har sagsoegeren som svar paa et af Retten stillet skriftligt spoergsmaal haevdet, at denne undladelse har haft saerdeles alvorlige foelger for sagsoegerens mulighed for at udoeve sit forsvar og sin ret til kontradiktion. Dette skulle navnlig have forhindret sagsoegeren i

° at anmode om specifikke dokumenter i Kommissionens sagsakter

° at efterproeve Kommissionens erklaering om, at dens tjenestemaend efter at have underkastet alle sagens akter en undersoegelse ikke havde fundet noget ikke-meddelt dokument, som kunne diskulpere sagsoegeren eller rejse tvivl om et dokument, som Kommissionen havde anvendt som bevis

° at forlange, at Kommissionen i det tilfaelde, hvor den naegtede at fremlaegge et dokument med henvisning til, at det var fortroligt, da fremlagde et ikke-fortroligt resumé heraf eller accepterede, at dokumentet paa anden vis blev efterset, dog stadig saaledes, at dets fortrolige karakter blev respekteret

° i det tilfaelde, hvor Kommissionen fastholdt at naegte fremlaeggelse af dokumenter under henvisning til, at de var fortrolige, da at anmode den virksomhed, som havde udstedt dokumentet, om at give afkald paa denne fortrolighed.

40 Som svar paa et af Retten stillet skriftligt spoergsmaal om klassificeringen af de dokumenter, der blev beslaglagt hos sagsoegeren og hos andre virksomheder, har Kommissionen erklaeret, at dokumenterne er opdelt efter det sted, hvor de er fundet, og ikke efter, om de maatte vedroere traktatens artikel 85 eller artikel 86. Det drejer sig om foelgende "sagsmapper":

i) sagsmappe 1: interne dokumenter, saasom beslutningsudkast

ii) sagsmapperne 2-14: Solvay, Bruxelles

iii) sagsmapperne 15-19: Rhône-Poulenc

iv) sagsmapperne 20-23: CFK

v) sagsmapperne 24-27: Deutsche Solvay Werke

vi) sagsmapperne 28-30: Matthes & Weber

vii) sagsmapperne 31-38 AKZO

viii) sagsmapperne 39-49: ICI

ix) sagsmapperne 50-52: Solvay, Spanien

x) sagsmapperne 53-58: "AKZO II" (fornyet kontrolbesoeg)

xi) sagsmappe 59: kontrolbesoeg hos spanske producenter og fornyet kontrolbesoeg hos Solvay, Bruxelles.

xii) Omkring ti andre sagsmapper, som indeholder korrespondancen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17.

41 Ved samme lejlighed erklaerede Kommissionen bl.a., at sagsoegeren med det samme havde faaet kendskab til de dokumenter, som den lagde til grund, eftersom de relevante bevismaessige dokumenter var blevet fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter. Foelgelig havde sagsoegeren haft "adgang til sagens akter". Blot havde sagsoegeren ikke haft mulighed for at underkaste samtlige de dokumenter, som Kommissionen havde indhentet, en undersoegelse, af den gode grund, dels at de ikke alle sammen var relevante, dels, at en stor del af dem indeholdt oemtaalelige forretningsoplysninger. I oevrigt er der kun hjemmel til at goere sagsoegeren bekendt med et dokument ud over dem, som blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter, saafremt sagsoegeren paaviser, at dette dokument har betydning paa et bestemt omraade i sagen, og saaledes angiver, hvad Kommissionen skal soege efter.

Rettens bemaerkninger

Formaliteten

42 Det bemaerkes, at sagens staevning i medfoer af artikel 19, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen og artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, som fandt anvendelse ved sagens anlaeg, skal indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Dette krav tjener det formaal at opnaa tilstraekkeligt klare og praecise angivelser til, at sagsoegte kan foere sit forsvar og Faellesskabets retsinstanser udoeve domstolskontrol (se f.eks. Rettens kendelse af 28.3.1994, sag T-515/93, B. mod Kommissionen, Sml.Pers. II, s. 379, praemis 12, og Rettens dom af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, praemis 21).

43 Det bemaerkes herved, at staevningen indeholder et klagepunkt, hvorefter Kommissionens afslag paa at give sagsoegeren "adgang til sagens akter" ° et afslag, der allerede er inddraget i sag T-36/91 ° ligeledes vedroerer den paagaeldendes indsigelser over for klagen vedroerende misbrug af dominerende stilling (staevningens s. 11). Sagsoegeren har tilfoejet, at Kommissionen oejensynligt begrunder sin stillingtagen med dokumenter, som sagsoegeren ikke har haft adgang til. Denne korte fremstilling af klagepunkter i staevningen var tilstraekkelig til, at Kommissionen kunne tage til genmaele vedroerende sin fremgangsmaade og sin beslutning. Det foelger heraf, at anbringendet maa antages til realitetsbehandling.

44 Det tilfoejes, at staevningen ligeledes henviser til s. 3, 4 og 5 i indsigelserne mod meddelelsen af klagepunkter (staevningens bilag 3), hvori gives en almindelig indledning til naevnte indsigelser. Sagsoegeren kritiserer her, at Kommissionen i almindelighed har naegtet selskabet "adgang til sagens akter" og naegtet at fremsende en fortegnelse over dokumenterne, uden dog at imoedegaa klagepunktet om misbrug af dominerende stilling med specifikke anbringender. Retten kan dog fastslaa, at Kommissionens naegtelse af at meddele en fortegnelse over sagens dokumenter angives i den del af indsigelserne, hvortil der henvises.

45 Det maa imidlertid undersoeges, om Retten ligeledes er forpligtet til at tage indholdet af staevninger i andre verserende sager mellem sagsoegeren og Kommissionen i betragtning. I denne sammenhaeng bemaerkes, at der efter Domstolens retspraksis maa tages hoejde for hver sags saerlige forhold (se dom af 29.11.1956, sag 9/55, Charbonnages de Beeringen m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 33, org. ref.: Rec. s. 321, paa s. 352, af 8.7.1965, forenede sager 19/63 og 65/63, Satya Prakash mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 110, org. ref.: Rec. s. 677, paa s. 693, af 13.7.1965, sag 111/63, Lemmerz-Werke GmbH mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Sml. 1965-1968, s. 111, org. ref.: Rec. s. 835, paa s. 858, af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke mod Kommissionen, Sml. s. 73, org. ref.: Rec. s. 325, praemis 2, og af 18.3.1980, forenede sager 26/79 og 86/79, Forges de Thy-Marcinelle og Monceau mod Kommissionen, Sml. s. 1083, praemis 4).

46 Det bemaerkes med hensyn til den generelle henvisning til staevningerne i PVC- og PEBD-sagerne, at det ikke tilkommer Faellesskabets retsinstanser at overfoere de anbringender, der er gjort gaeldende i to andre sager vedroerende to saerskilte markeder og to forskellige overtraedelser, til denne sag, der vedroerer misbrug af dominerende stilling paa sodamarkedet. Noget saadant ville ikke vaere foreneligt med hver parts ansvar for sine processkrifter, som bl.a. fastslaaet i artikel 37, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Eftersom spoergsmaalet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion skal afgoeres under hensyntagen til hver sags saerlige forhold, finder Retten, at de indlaeg, der er fremkommet i de naevnte PVC- og PEBD-sager, ikke kan tages i betragtning under naervaerende sag.

47 Det bemaerkes imidlertid, hvad angaar henvisningen til de indlaeg, der er fremkommet i sag T-36/91, at selv om sagerne T-36/91 og T-37/91 ikke er blevet forenet, staar det fast, at parterne, de befuldmaegtigede og advokaterne er de samme, at de to sager er blevet anlagt for Retten den samme dag, at de to sager verserer for den samme afdeling og er tildelt den samme refererende dommer, og endelig, at de omtvistede beslutninger vedroerer det samme marked. Dertil kommer, at den opsplitning af de foreliggende oekonomiske oplysninger om sodamarkedet, som Kommissionen har foretaget i meddelelsen af klagepunkter ved at forberede to adskilte procedurer, har medfoert, at sagsoegerens ret til kontradiktion er blevet kraenket under den procedure, der er indledt i henhold til traktatens artikel 85, saaledes som Retten har fastslaaet det i dom af dags dato i sag T-36/91, ICI mod Kommissionen (praemis 69-118). Retten fastslaar her, at Kommissionen skulle have foretaget en samlet vurdering af de omhandlede foreliggende oplysninger. I denne saerlige situation, der er karakteriseret ved en taet sammenhaeng mellem de to sager, finder Retten at maatte godtage den henvisning, som i naervaerende sag foretages til den staevning, der er indleveret i sag T-36/91.

48 I det omfang, sagsoegeren endelig klager over, at Kommissionen er naaet til bestemte slutninger dels med hensyn til det generelle prisniveau, dels med hensyn til mangelen paa en saerlig rabat ydet af det amerikanske selskab Allied, uden at meddele sagsoegeren dokumenterne desangaaende, finder Retten, at de angivelser, som sagsoegeren er fremkommet med i denne sammenhaeng, er tilstraekkeligt klare og praecise til at opfylde kravene til en kort fremstilling af de soegsmaalsgrunde, der paaberaabes, som foreskrevet ved de naevnte bestemmelser i EF-statutten for Domstolen og procesreglementet. Dertil kommer, at det anbringende, der vedroerer en paastaaet mangel paa objektivitet, er blevet fremsat paa en maade, som er forenelig med procesreglementet.

Realiteten

49 Retten bemaerker indledningsvis, at reglerne om aktindsigt i konkurrencesager har til formaal at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter. Aktindsigt henhoerer saaledes under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion (Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 38, og af 1.4.1993, sag T-65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, praemis 30). Retten til kontradiktion i enhver procedure, som kan foere til, at der paalaegges sanktioner, er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, som under alle omstaendigheder skal overholdes, selv om det drejer sig om en procedure af administrativ karakter. En effektiv overholdelse af dette almindelige princip kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9 og 11).

50 Retten finder, at problemet vedroerende tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derfor maa undersoeges ud fra de specielle omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde, eftersom det haenger noeje sammen med de klagepunkter, som Kommissionen har anfoert i sin meddelelse og i beslutningen som begrundelse for, at den paagaeldende virksomhed har begaaet en overtraedelse. For at kunne naa til klarhed over, om de to led i det omhandlede anbringende kan tages til foelge, maa der derfor i korthed tages stilling til de faktiske klagepunkter, som Kommissionen har anfoert i sin meddelelse af klagepunkter og i den omtvistede beslutning.

De af Kommissionen anfoerte klagepunkter og beviser

51 I denne henseende bemaerkes for det foerste, at meddelelsen af klagepunkter kort kan gengives saaledes, at sagsoegeren paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder havde en dominerende stilling i Det Forenede Kongerige, da firmaets markedsandel udgjorde mere end 90% (s. 75 i meddelelsen af klagepunkter), og at sagsoegeren havde misbrugt denne stilling fra ca. 1983. Dette misbrug var en foelge af, at sagsoegeren over for sine kunder havde gjort brug af "meromsaetningsrabatter", dvs. havde opfordret dem til koeb ikke blot af basismaengden, men tillige af ekstramaengder, den saakaldte "top slice", som de havde kunnet koebe hos en anden leverandoer. Desuden klages der over, at sagsoegeren i flere tilfaelde har presset kunden til at forpligte sig til at foretage (naesten) alle sine indkoeb hos ICI, for derved mest muligt at begraense konkurrencen fra andre leverandoerer og opretholde saa godt som et monopol paa markedet i Det Forenede Kongerige (s. 77 ff. i meddelelsen af klagepunkter).

52 Kommissionen har ligeledes i meddelelsen af klagepunkter bekraeftet, at strategien med at knytte kunden til sig har haft til formaal systematisk at udelukke import af soda til Det Forenede Kongerige, dog ikke fra det amerikanske selskab Allied, hvis fortsatte tilstedevaerelse paa markedet som yderligere leverandoer sagsoegeren af "forretningsmaessige" aarsager var indstillet paa at acceptere inden for strenge rammer, der var sikret gennem en minimumspris, som dette selskab inden for en antidumpingprocedure havde forpligtet sig til at overholde. Sagsoegeren havde nemlig taget i betragtning, at dersom Allied trak sig fuldstaendig ud af Det Forenede Kongeriges marked, var det altovervejende sandsynligt, at glasproducenterne ville finde forsyningskilder til erstatning herfor i det kontinentale Europa (s. 62 ff. i meddelelsen af klagepunkter).

53 Kommissionen fandt, at de naevnte forretningsmetoder udgjorde en forskelsbehandling mellem sagsoegerens forskellige kunder, fordi rabatterne ikke afspejlede eventuelle omkostningsforskelle paa grund af den leverede maengde, men blev tildelt efter afgivelse af fast ordre paa kundens samlede eller procentvis hoejest mulige koeb. "Meromsaetningsrabatterne" udviste derfor betragtelige variationer fra den ene kunde til den anden med hensyn til den maengde, der var udgangspunktet for tildelingen. Der var ligeledes forskelle vedroerende selve det rabatbeloeb, som blev ydet pr. ton (s. 79 og 80 i meddelelsen af klagepunkter).

54 Hvad angaar paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater fandt Kommissionen, at sagsoegerens foranstaltninger, der foerst rettede sig mod import fra De Forenede Stater (Allied) og fra Polen, havde opretholdt status quo, baseret paa en opdeling af markederne. Uden sagsoegerens foranstaltninger havde import til Det Forenede Kongerige fra De Forenede Stater desuden kunnet afsaettes til kunder i andre medlemsstater (s. 80 og 81 i meddelelsen af klagepunkter).

55 For at underbygge disse klagepunkter har Kommissionen vedfoejet den meddelelse af klagepunkter, der blev fremsendt til sagsoegeren, en raekke dokumenter med journalnr. V, hvoraf stoerstedelen stammer fra sagsoegeren selv. En del af dokumenterne kommer fra Kommissionen (V.61, V.64, V.66, V.67, V.69, V.71 og V.74), og angaar en sag, der blev paabegyndt i 1979 og afsluttet i 1982, vedroerende Kommissionens indledende undersoegelse af sagsoegerens leveringskontrakter paa markedet i Det Forenede Kongerige. En anden del af disse dokumenter kommer fra glasproducenter i Det Forenede Kongerige, selskaberne Rockware og CWS, og fra sagsoegerens konkurrent paa dette marked, selskabet Brenntag, der importerer polsk soda; det drejer sig om sagsakter vedroerende ICI' s paastaaede praksis med henblik paa gennem et rabatsystem at fortraenge selskabet Brenntag fra det omhandlede marked (V.92 ° V.98). Endelig vedroerer dokument V.90 CWS' loefte om at formindske koebene af soda af amerikansk oprindelse. Det bemaerkes, at disse beviser udelukkende vedroerer det britiske marked.

56 Hvad dernaest angaar de klagepunkter, der er opregnet i den anfaegtede beslutning, bemaerkes, at de i det vaesentlige svarer til klagepunkterne i meddelelsen af klagepunkter. Det bemaerkes dog, at naar det i 39. betragtning i beslutningen fastslaas, at hverken den amerikanske producent, Allied, eller dennes efterfoelger, General Chemical, har tilbudt en special meromsaetningsrabat til Rockware eller nogen anden kunde, er dette resultatet af supplerende undersoegelser, som Kommissionen har foretaget efter hoering af sagsoegeren, og som denne ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, foer beslutningen blev vedtaget. Hvad angaar paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater har Kommissionen fundet, at dette var en konsekvens af de handlemaader, der blev klaget over, idet den argumentation, som byggede paa eventuel reeksport fra Det Forenede Kongerige, ikke var blevet opretholdt i beslutningens 63. og 64. betragtning.

Sagsoegerens indsigelser

57 Hvad angaar sagsoegerens indsigelser bemaerkes, at sagsoegeren i sit indlaeg til besvarelse af meddelelsen af klagepunkter ("defence" af 31.5.1990), under den skriftlige forberedelse af hoeringen ("article 86 presentation") samt under selve hoeringen den 25. og 26. juni 1990 (se praemis 10, 11 og 12) har bestridt at have en dominerende stilling i Det Forenede Kongerige efter traktatens artikel 86 og i almindelighed at have tilstraebt at udelukke andre sodaproducenter fra markedet. De "meromsaetningsrabatter", som bebrejdes sagsoegeren, var blevet forhandlet individuelt med kunderne og ikke efter en forudfattet plan. Disse rabatter er ikke i modstrid med Domstolens praksis om lovlige rabatter. Med hensyn til paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionens forestilling om mulighed af reeksport fra Det Forenede Kongerige er urealistisk.

58 For Retten er disse indsigelser blevet gentaget som anbringender mod dels Kommissionens vurdering af de faktiske forhold, dels Kommissionens retlige vurdering. Hvad angaar paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater har sagsoegeren indrettet sine indsigelser paa beslutningens nye begrundelse ved at benaegte, at selskabets handlemaade skulle have foert til en opdeling af markedet. Desuden henholder sagsoegeren sig til, at Kommissionen modsiger sig selv angaaende en samordnet praksis efter traktatens artikel 85.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

59 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at Retten maa undersoege, om den eventuelle tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion, der skyldes naegtelsen af "adgang til sagens akter", har haft indflydelse paa sagsoegerens indsigelser. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ° som det fremgaar af staevningen ° klager over denne naegtelse i almindelige vendinger uden at henvise til specielle dele af "sagens akter", som alene Kommissionen er i besiddelse af. Med hensyn til Kommissionens besvarelse af et af Retten stillet spoergsmaal maa det konstateres, at "sagens akter" bestaar af 59 saerskilte sagsmapper (se praemis 40). Foelgelig maa anbringendet fortolkes som vedroerende Kommissionens naegtelse af at give sagsoegeren adgang til disse 59 saerskilte sagsmapper, herunder til dem, som omordner de dokumenter, der stammer fra sagsoegeren selv, eftersom denne ikke havde udelukket dem i sin fremstilling.

60 Desuden maa der skelnes mellem aktindsigt i dokumenter, som eventuelt beviser sagsoegerens uskyld, og aktindsigt i dokumenter, der er bevis for den paastaaede overtraedelse. Foelgelig maa anbringendet deles i to led, hvoraf det foerste vedroerer dokumenter, som muligvis kan foere til en frifindelse, mens det andet vedroerer dokumenter, som er belastende for sagsoegeren. I sammenhaeng med dette andet led maa der tages stilling til det klagepunkt, hvorefter Kommissionen har fastslaaet faktiske forhold vedroerende prisniveauet og selskabet Allied' s handlemaade uden forinden at have givet sagsoegeren adgang til de tilsvarende belastende dokumenter, og hvorefter Kommissionen har vurderet beviserne partisk og urigtigt.

- Foerste led af anbringendet vedroerende undladelsen af at meddele sagsoegeren eventuelt diskulperende dokumenter

61 Indledningsvis maa det undersoeges, om Kommissionens naegtelse af at give sagsoegeren aktindsigt i sager vedroerende producenter paa kontinentet (Solvay, Rhône-Poulenc, Deutsche Solvay Werke, AKZO og Solvay Spanien) har kunnet indvirke paa sagsoegerens muligheder for at tage til genmaele. Eftersom sagsoegerens dominerende stilling var blevet fastslaaet paa basis af den markedsandel, som ICI havde (se beslutningens 4., 47. og 48. betragtning og Domstolens dom af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 60), er der intet indicium for, at sagsoegeren f.eks. ved hjaelp af Solvay' s eller AKZO' s individuelle sagsmapper skulle kunne finde frem til dokumenter, der modbeviste, at sagsoegeren besad en dominerende stilling paa sodamarkedet i Det Forenede Kongerige. Det bemaerkes, at Kommissionen har fastslaaet misbrug af denne dominerende stilling, hvad angaar de handelsmaessige forbindelser mellem sagsoegeren og dennes kunder i Det Forenede Kongerige. Det er heller ikke paa dette omraade oplagt, at sagsoegeren i de sagsmapper, som hidroerte fra kontinentale producenter, ville have kunnet finde dokumenter, som aendrede den retlige vurdering af sagsoegerens rabatsystemer, og af de eksklusivaftaler og aftaler, som sagsoegeren havde indgaaet med sine kunder i Det Forenede Kongerige, og som ifoelge Kommissionen tjente til at hindre koeb hos konkurrenter.

62 Med hensyn til paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater maa det undersoeges, om den manglende aktindsigt i kontinentale producenters dokumenter har kunnet forhindre sagsoegeren i under den administrative procedure at omstoede det klagepunkt, som Kommissionen har fremsat i beslutningens 63. og 64. betragtning. I denne sammenhaeng maa det indledningsvis fremhaeves, at sagsoegeren ikke til sit forsvar efter traktatens artikel 86 har benyttet bilag II til meddelelsen af klagepunkter, som var blevet tilsendt sagsoegeren, og som denne derfor var vidende om (se praemis 5). Sagsoegeren har imidlertid forsoegt at forklare opdelingen af markederne gennem objektive vilkaar for sodamarkedet. Ifoelge sagsoegeren har de kontinentale producenter ofte fremsat tilbud til kunder i Det Forenede Kongerige. Inden for rammerne af sag T-36/91 (s. 99 i naervaerende staevning, som skulle henvise til punkt 4.1.1 ff. i staevningen i sag T-36/91) er det blevet forklaret, hvorfor disse tilbud ikke er blevet fulgt op af koeb. Foelgelig maa det efterproeves, om sagsoegeren kunne have taget kraftigere til genmaele ved hjaelp af de dokumenter, der hidroerer fra kontinentale producenter.

63 I overensstemmelse med traktatens artikel 86 skal Kommissionen undersoege, hvorvidt sagsoegerens eventuelle misbrug "kan" paavirke samhandelen mellem medlemsstater. Ifoelge Domstolens og Rettens praksis er det derfor ikke noedvendigt at paavise en aktuel og reel virkning paa den mellemstatslige handel (se Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 103, og den naevnte dom i sagen BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, praemis 134 og 135). Foelgelig forekommer Kommissionens udsagn i beslutningens 63. og 64. betragtning tvetydige. Kommissionen fastslaar rent faktisk, at sagsoegerens adfaerd paavirker ("affects") den mellemstatslige handel, i stedet for at fastslaa, at den kan paavirke ("may affect") samhandelen. I oevrigt gentages den noejagtige ordlyd af traktatens artikel 86 i beslutningens 40. betragtning ("kan paavirke ..."). Selv saafremt Kommissionen i sin beslutning havde paavist en reel paavirkning af den mellemstatslige handel, skal sagsoegeren til sit forsvar godtgoere, at selskabets adfaerd ikke kunne paavirke samhandelen. Saafremt dokumenter fra AKZO eller fra Solvay kunne bevise, at andre faktorer havde vaeret medvirkende til at forhindre import af soda fra kontinentet til Det Forenede Kongerige, er det intet indicium for, at disse dokumenter skulle kunne svaekke konstateringen af, at sagsoegerens adfaerd tillige har bidraget til opdelingen af markederne og saaledes kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstater. Det foelger heraf, at den under denne sag fremsatte anmodning om en fortegnelse over de dokumenter, som optraeder i de kontinentale producenters sagsakter, ej heller er begrundet.

64 Hvad angaar naegtelsen af aktindsigt i de elleve sagsmapper, som indeholder dokumenter, der hidroerer fra sagsoegeren selv, vil Retten ikke udelukke, at disse dokumenter kan indeholde nyttige holdepunkter for sagsoegerens indsigelser. Det bemaerkes imidlertid, at disse dokumenter i medfoer af artikel 14, stk. 1, litra b), i forordning nr. 17 kun har vaeret til raadighed for Kommissionens repraesentanter i form af fotokopier. Sagsoegeren er derfor i stand til at finde frem til disse dokumenter, som stammede fra sagsoegeren selv. Intet kunne forhindre sagsoegeren i at uddrage nyttige holdepunkter til sit forsvar derfra. Dette gaelder i oevrigt et hvilket som helst andet dokument i sagsoegerens besiddelse, som maatte vaere undgaaet Kommissionens opmaerksomhed og ikke vaere blevet fotokopieret. Det almindelige princip om processuel ligestilling af parterne, som forudsaetter, at den paagaeldende virksomhed har samme kendskab til sagens elementer som Kommissionen, indebaerer derfor ikke, at Kommissionen skal forsyne denne virksomhed med en fortegnelse over virksomhedens egne dokumenter.

65 Det maa tilfoejes, at Kommissionen har begrundet den manglende fortegnelse i den konkrete sag med, at en saadan ville vaere overfloedig, eftersom sagsoegeren helt klart var i besiddelse af et saet af sine egne dokumenter for alle eventualiteters skyld, hvilket er uomtvistet. I oevrigt bekraefter forloebet af hoeringen vedroerende sagsoegeren under den administrative procedure (se praemis 11 og 12), at det faktum, at Kommissionen ikke havde udleveret en fortegnelse over sagsoegerens egne dokumenter, ikke har vaeret til hinder for dennes forsvar. Under denne hoering har Kommissionen nemlig for foerste gang fremlagt tre belastende dokumenter, som hidroerer fra sagsoegeren (dokumenterne "X.12 ° X.14"), som ikke var blevet vedlagt meddelelsen af klagepunkter. Som det fremgaar af moedereferatet fra denne hoering, erklaerede sagsoegerens advokat allerede under den hoering, der vedroerte den sag, som er anlagt i medfoer af traktatens artikel 85: "As Mr. J. correctly says, ICI can look at its own original documents ..." ("som hr. J. saa rigtigt fremhaever, kan ICI henvise til sine egne originaldokumenter ...", moedereferatet, s. 47).

66 Det fremgaar af det ovennaevnte, at den manglende fortegnelse over dokumenter, som hidroerer fra sagsoegeren, ikke har vaeret til hinder for dennes mulighed for at udoeve sin ret til kontradiktion. Foelgelig kan det foerste led i anbringendet ikke tages til foelge. Det foelger heraf, at sagsoegerens subsidiaere paastande om afsigelse af kendelse om bevisoptagelse, saaledes at sagsoegerens advokater eller Retten selv skulle underkaste sagsmapperne en undersoegelse, ikke kan tages til foelge, eftersom det i den paagaeldende sag er berettiget, at Kommissionen har naegtet at give sagsoegeren aktindsigt i disse sagsmapper og forsyne sagsoegeren med en fortegnelse over de dokumenter, som naevnes deri.

- Andet led i anbringendet vedroerende undladelsen af at meddele sagsoegeren visse belastende dokumenter

67 Det bemaerkes indledningsvis, hvad angaar beslutningens konstateringer med hensyn til det generelle prisniveau, at Kommissionen har understreget, at den er naaet frem til sine resultater udelukkende paa grundlag af dokumenter, der hidroerer fra sagsoegeren. I det omfang, hvor sagsoegeren goer gaeldende, at disse dokumenter ikke begrunder saadanne resultater, finder Retten, at der foreligger et spoergsmaal om fortolkning og vurdering af de beviser, som Kommissionen har paaberaabt sig. Hvorvidt disse belastende dokumenter, hvortil Kommissionen henviser, udgoer tilstraekkeligt bevis for den paastaaede overtraedelse, henhoerer under spoergsmaalet om, hvorvidt de faktiske vurderinger, som Kommissionen er fremkommet med i betragtningerne til beslutningen, maa tiltraedes. Da dette spoergsmaal vedroerer undersoegelsen af sagens realitet, er det uvedkommende for det anbringende, der vedroerer en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

68 Hvad dernaest angaar 39. betragtning til Kommissionens beslutning vedroerende den specielle rabat, som selskabet Allied havde tilbudt i Det Forenede Kongerige, bemaerkes, at det anfoerte er resultatet af supplerende undersoegelser foretaget efter hoeringen af sagsoegeren. Denne har ikke haft mulighed for at udtale sig herom, foer beslutningen blev vedtaget. Retten finder en saadan fremgangsmaade vanskeligt forenelig med retten til kontradiktion.

69 Tilbage staar ikke desto mindre, at sagsoegeren ikke bestrider, at resultatet af disse undersoegelser er korrekt ° det vil sige, at der ikke blev tilbudt specielt fordelagtige rabatter ° og at sagsoegeren endog understreger, at disse undersoegelser er "uden enhver interesse". Sagsoegeren har nemlig erklaeret, at ICI paa det tidspunkt simpelt hen "mente", at den naevnte amerikanske sodaproducent havde fremsat et saerligt interessant tilbud om rabat, og at sagsoegeren foelgelig for at vaere konkurrencedygtig maatte fremsaette et tilsvarende tilbud (replikken, punkt 2.2.3 og 2.2.5).

70 Under disse saerlige omstaendigheder, og det selv om brugen af de ikke-meddelte dokumenter udgoer en procedurefejl, finder Retten, saaledes som det ogsaa fremgaar af sagsoegerens egne udsagn, at denne fejl ikke har paavirket ICI' s muligheder for at udnytte sin ret til kontradiktion. Kommissionens supplerende undersoegelse vedroerte nemlig Allied' s faktiske prisniveau, mens sagsoegerens indsigelser aldrig har vedroert dette punkt, men har indskraenket sig til at omfatte sagsoegerens subjektive indtryk.

71 Det tilfoejes, at selv om de omhandlede supplerende undersoegelser havde givet Kommissionen raadighed over belastende dokumenter, som begrundede beslutningens nye klagepunkter, ville en saadan procedurefejl ikke foere til, at disse dokumenter blev udelukket som beviser. En saadan udelukkelse, der paa ingen maade kunne foere til, at hele beslutningen blev annulleret, ville kun vaere af betydning i det omfang, Kommissionens klagepunkt alene kunne bevises med henvisning til disse dokumenter (Domstolens dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 24-30). Dette er saaledes ligeledes et spoergsmaal om, hvorvidt Kommissionens faktiske vurderinger kan tiltraedes, og henhoerer derfor under undersoegelsen af sagens realitet.

72 Paa samme maade maa den paastaaede manglende objektivitet hos Kommissionen, som skulle have fortolket visse dokumenter i strid med deres indhold, undersoeges som et led i kontrollen med en korrekt bevisvurdering. Den udgoer ikke en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, som kan medfoere beslutningens annullation og i givet fald genaabning af den administrative procedure.

73 Der kan herefter ikke gives sagsoegeren medhold i anbringendets andet led. Det foelger heraf, at anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af retten til kontradiktion maa forkastes i sin helhed.

Anbringendet vedroerende den fejlbehaeftede stadfaestelse af Kommissionens retsakt

Parternes argumenter

74 I supplementet til replikken goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen i denne sag har overtraadt forretningsordenens artikel 12, idet den meddelte beslutning ikke forudgaaende var blevet paafoert den kraevede stadfaestelsesformular. Sagsoegeren henviser i denne henseende bl.a. til udtalelser fra Kommissionens repraesentanter under den mundtlige forhandling, der blev afsluttet den 10. december 1991, i sagen "PVC", der verserede for Retten (jf. praemis 18).

75 Under retsmoedet har sagsoegeren med henvisning til Domstolens naevnte dom af 15. juni 1994 erklaeret, at en stadfaestelse i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden skal finde sted foer meddelelsen af den paagaeldende retsakt. Sagsoegeren har fremhaevet, at Kommissionens formand og generalsekretaers forsinkede stadfaestelse i dette tilfaelde er sket, efter at beslutningen er blevet meddelt, og endda efter at naervaerende sag er blevet anlagt, og derfor ikke ° uden at selve begrebet vaesentlige formkrav tilsidesaettes ° kan anses for en gyldig afhjaelpning af den oprindelige procedurefejl. Sagsoegeren har tilfoejet, at eftersom stadfaestelsen fandt sted mere end et aar efter beslutningens vedtagelse, er det aabenbart, at Kommissionens formand og generalsekretaer ikke laengere var i stand til at forsikre sig om, at det, man anmodede dem om at stadfaeste, virkelig var i overensstemmelse med det, som var blevet vedtaget.

76 Kommissionen goer principalt gaeldende, at dette anbringende boer afvises som for sent fremsat. Som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal har Kommissionen praeciseret, at der i dette tilfaelde ikke er fremkommet retlige eller faktiske omstaendigheder under retsforhandlingerne efter artikel 48, stk. 2, i procesreglementet. Dels kan PVC-dommen ikke i sig selv skulle betragtes som en ny faktisk omstaendighed (se Rettens kendelse af 26.3.1992, sag T-4/89 REV., BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1591, praemis 12). Dels er det tvivlsomt, om udtalelser fra repraesentanter for Kommissionen, der er fremsat under en anden sag, uden videre ville kunne karakteriseres som "nye faktiske omstaendigheder" inden for naervaerende sags rammer. Endelig var den fremgangsmaade, der blev anvendt ved vedtagelsen af beslutningen i PVC-sagen, delvis karakteriseret ved et specielt tidspres. Da dette ikke har vaeret tilfaeldet i denne sag, vil det ikke vaere berettiget i strid med formodningen om beslutningens gyldighed at antage, at den fremgangsmaade, som blev fulgt i PVC-sagen, i enhver henseende har vaeret den samme som den, der er blevet fulgt i andre sager om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86.

77 Kommissionen har under retsmoedet forklaret, at den praecise dato, paa hvilken beslutningen blev stadfaestet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer, ikke paa nuvaerende tidspunkt laengere kan angives. Det er ikke desto mindre klart, at denne stadfaestelse fandt sted i begyndelsen i 1992 som en ren sikkerhedsforanstaltning, efter at problemerne ved stadfaestelse var blevet fremdraget for Retten i de sager, der foerte til PVC-dommen.

78 Kommissionen har imidlertid gjort gaeldende, at stadfaestelsen af en beslutning ikke noedvendigvis skal ligge forud for dens meddelelse. Stadfaestelsen udgoer nemlig ikke en del af kollegiets vedtagelsesprocedure for beslutningen, og forretningsordenens artikel 12 fastlaegger ikke i saa henseende en praecis dato. Foelgelig har en stadfaestelse, som har fundet sted efter meddelelsen, juridisk gyldighed, naar den med en tilstraekkelig grad af sikkerhed bekraefter, at teksten til den beslutning, som er vedtaget af kommissaerkollegiet, er den samme som den, der er blevet meddelt den paagaeldende virksomhed. Dette er netop tilfaeldet her, idet beslutningen rent faktisk blev vedtaget i denne form af kollegiet den 19. december 1990, saaledes at kollegialitetsprincippet er blevet overholdt; i modsaetning til PVC-beslutningen er desuden de vedtagne, meddelte og offentliggjorte tekster identiske, og beslutningen lider ikke nogen af de andre mangler, som PVC-beslutningen skulle vaere behaeftet med.

79 Kommissionen har tilfoejet, at stadfaestelsen kun yder en retssikkerhedsgaranti i det tilfaelde, hvor der er tvist om overensstemmelsen mellem den meddelte og den vedtagne tekst. En saadan tvist foreligger ikke her. Foelgelig har det forhold, at Kommissionens formand og generalsekretaer ikke havde underskrevet beslutningen, foer den blev meddelt, ikke i vaesentlig grad kunnet paavirke sagsoegerens retsstilling. At stadfaestelsen fandt sted efter meddelelsen og endog efter naervaerende sags anlaeg, er ikke afgoerende for sagsoegeren, da tekstens aegthed ikke herved i sig selv kan drages i tvivl. Saaledes maa formodningen for forvaltningsakters gyldighed her goere sig gaeldende med fuld styrke.

80 Efter Kommissionens opfattelse ville det vaere en meningsloes formalisme under disse omstaendigheder at ville fraskrive underskrifterne fra Kommissionens formand og generalsekretaer karakteren af en gyldig stadfaestelse, blot fordi de efterfoelgende var blevet tilfoejet beslutningen, saa meget mere, som det er almindeligt anerkendt, at en saadan formalitet noedvendigvis til en vis grad er en fiktion, eftersom omfangsrige tekster ikke kan kontrolleres i deres helhed. Naar en administrativ eller juridisk myndighed underskriver et dokument, kan det saaledes ikke forventes, at alle de underskrivende har laest teksten i sin helhed.

Rettens bemaerkninger

Formaliteten

81 Med henblik paa at kunne tage stilling til, hvorvidt det nye anbringende om ikke-forskriftsmaessig stadfaestelse, der er fremsat i supplementet til replikken, kan antages til realitetsbehandling, maa der erindres om, at nye anbringender efter procesreglementets artikel 48, stk. 2, ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, idet afgoerelsen om, hvorvidt fremsaettelsen af det nye anbringende kan tillades, foerst traeffes ved den dom, hvorved sagens behandling afsluttes.

82 Retten finder indledningsvis i denne henseende, at de erklaeringer, som Kommissionens repraesentanter er fremkommet med om en systematisk undladelse gennem flere aar af at stadfaeste retsakter vedtaget af kommissaerkollegiet, er en faktisk omstaendighed, som sagsoegeren kan paaberaabe sig. Uagtet disse erklaeringer alene er fremkommet under PVC-sagen, er de daekkende for alle procedurer om anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 frem til udloebet af 1991, herunder ogsaa den, der er genstand for naervaerende sag.

83 Retten bemaerker dernaest, at selv om den manglende stadfaestelse af beslutningen allerede laa fast foer sagens anlaeg, kunne sagsoegeren ikke forventes allerede at paaberaabe sig denne omstaendighed i staevningen, der er indleveret den 14. maj 1991. Det fremgik nemlig ikke umiddelbart, ej heller ved en omhyggelig gennemlaesning, at den beslutning, som blev meddelt i genpart, hvis overensstemmelse med originalen var bekraeftet ved Kommissionens generalsekretaers underskrift, ikke var blevet stadfaestet i sin originale version paa tidspunktet for vedtagelsen.

84 Naar der skal tages stilling til, hvorvidt det i supplementet til replikken af 2. april 1992 fremsatte nye anbringende stoettet paa den naevnte faktiske omstaendighed kan betragtes som rettidig fremkommet, eller om det burde vaere fremsat tidligere under forhandlingerne, maa det bemaerkes, at procesreglementets artikel 48, stk. 2, hverken fastlaegger en frist eller opstiller et specielt formkrav for fremsaettelsen af et nyt anbringende; navnlig foreskriver denne bestemmelse ikke, at en saadan fremsaettelse er udelukket, hvis den ikke finder sted umiddelbart efter eller inden for en bestemt frist efter, at de deri omhandlede retlige og faktiske omstaendigheder er kommet frem. Retten finder, at naar det drejer sig om fremsaettelse af anbringender, boer praeklusion, hvorved en part begraenses i sin mulighed for at fremfoere de omstaendigheder, som er noedvendige for at vinde sagen, principielt kun tillades, saafremt der foreligger en udtrykkelig og utvetydig bestemmelse herom. Det foelger heraf, at det stod sagsoegeren frit for at fremsaette det nye anbringende i supplementet til replikken, der blev indgivet efter aabningen af den mundtlige forhandling.

85 Dertil kommer, at selv om den naevnte bestemmelse skulle fortolkes saaledes, at et nyt anbringende maatte afvises, hvis det ikke blev fremsat hurtigst muligt, staar det fast, at sagsoegeren under denne sag har opfyldt et saadant krav. Skoent det paa den ene side staar fast, at Kommissionen allerede under retsmoedet den 10. december 1991 i de sager, der foerte til PVC-dommen, havde erklaeret, at det var fast praksis ikke at stadfaeste de retsakter, der blev vedtaget af Kommissionen, og paa den anden side, at sagsoegeren deltog i dette retsmoede, ville det ikke vaere rimeligt at kraeve af sagsoegeren, at denne fremsatte det omtalte nye anbringende allerede i replikken, der blev indleveret den 23. december 1991. Da det nemlig drejer sig om et meget diskutabelt juridisk spoergsmaal ° som i oevrigt er blevet besvaret paa tre forskellige maader i PVC-dommen, i Domstolens dom af 15. juni 1994 og i generaladvokatens forslag til afgoerelse i den sidstnaevnte sag ° var det i det mindste berettiget, at sagsoegeren afventede Rettens afsigelse af PVC-dommen den 27. februar 1992. Retten anser endelig det tidsrum, der forloeb mellem afsigelsen af naevnte dom og indleveringen af supplementet til replikken, for rimeligt, eftersom det var sagligt set noedvendigt med henblik paa at foretage en omhyggelig gennemgang af dommen samt en tilbundsgaaende fornyet analyse af beslutningens ordlyd og af den fulgte fremgangsmaade for at afdaekke eventuelle formelle mangler.

86 Det foelger heraf, at anbringendet vedroerende den ikke-forskriftsmaessige stadfaestelse af beslutningen maa antages til realitetsbehandling.

87 Dertil kommer under alle omstaendigheder, at Retten ved kendelse af 25. oktober 1994 har paalagt Kommissionen bl.a. at fremlaegge teksten til beslutningen, som den blev stadfaestet. Som det fremgaar af praemisserne til denne kendelse, har Retten dels lagt vaegt paa den naevnte dom af 15. juni 1994, hvori Domstolen under henvisning til Kommissionens indroemmelse af, at retsakter vedtaget af den samlede Kommission igennem laengere tid ikke var blevet stadfaestet, kendte for ret, at manglende stadfaestelse af en beslutning som den i denne sag omhandlede udgoer en overtraedelse af vaesentlige formforskrifter (praemis 76). Dels bygger Retten paa fast retspraksis, hvorefter Faellesskabets retsinstanser af egen drift kan proeve, om der foreligger vaesentlige formelle mangler (jf. Domstolens domme af 21.12.1954, sag 1/54, Frankrig mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org. ref.: Rec. s. 7, og sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, a.st., s. 5, org. ref.: Rec. s. 73, og dom af 20.3.1959, sag 18/57, Nold mod Den Hoeje Myndighed, a.st., s. 131, org. ref.: Rec. s. 89, af 7.5.1991, sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257, praemis 14, og af 7.5.1991, sag C-304/89, Oliveira mod Kommissionen, Sml. I, s. 2283, praemis 18).

Realiteten

88 Opmaerksomheden henledes paa artikel 12 i Kommissionens forretningsorden som affattet paa det for sagen relevante tidspunkt:

"De beslutninger, Kommissionen vedtager ... underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren.

Ordlyden af disse beslutninger vedfoejes moedereferatet af det kommissionsmoede, hvorunder deres vedtagelse er meddelt.

Formanden giver, for saa vidt det er noedvendigt, meddelelse om de af Kommissionen vedtagne beslutninger."

Hvad angaar de forskellige stadier i den naevnte fremgangsmaade, finder Retten, at selve opbygningen af dette regelsaet maa indebaere et forloeb, hvorefter beslutningerne i overensstemmelse med bestemmelsens stk. 1 foerst vedtages af kommissaerkollegiet og dernaest stadfaestes, foer de i givet fald meddeles de paagaeldende i medfoer af bestemmelsens stk. 3 og eventuelt offentliggoeres i EF-Tidende. Stadfaestelsen af en beslutning skal derfor noedvendigvis ligge forud for dens meddelelse.

89 Denne raekkefoelge, der foelger af en systematisk fortolkning med udgangspunkt i ordlyden, understoettes af formaalet med bestemmelsen om stadfaestelse. Som Domstolen har kendt for ret i den naevnte dom af 15. juni 1994, udspringer denne bestemmelse nemlig af Kommissionens forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der goer det muligt med sikkerhed at identificere den fulde ordlyd af retsakter vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed (praemis 73). Domstolen tilfoejede i samme dom, at stadfaestelsen har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed, og saaledes goere det muligt i tilfaelde af tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt og offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne tekst og saaledes med ophavsmandens vilje (praemis 75). Domstolen sluttede heraf, at stadfaestelsen udgoer en vaesentlig formforskrift efter EOEF-traktatens artikel 173 (praemis 76).

90 I denne sag har stadfaestelsen af den omhandlede beslutning fundet sted efter, at beslutningen var blevet meddelt. Foelgelig er en vaesentlig formforskrift efter traktatens artikel 173 overtraadt.

91 Det bemaerkes, at den manglende overholdelse af den omhandlede vaesentlige formforskrift i sig selv udgoer en overtraedelse. Denne er saaledes uafhaengig af spoergsmaalet om, hvorvidt de vedtagne, meddelte og offentliggjorte tekster indeholder uoverensstemmelser, og i bekraeftende fald hvorvidt de sidstnaevnte er afgoerende.

92 Uafhaengigt af de ovenfor fremsatte betragtninger bemaerkes, at stadfaestelsen i dette tilfaelde er sket efter sagens anlaeg. Det er udelukket, at en institution efter staevningens indgivelse ved en simpel berigtigelse med tilbagevirkende kraft skulle kunne ophaeve en vaesentlig mangel ved den anfaegtede beslutning. Dette gaelder i saerdeleshed, naar det som i naervaerende sag drejer sig om en beslutning, hvorved den paagaeldende virksomhed paalaegges en boede. En berigtigelse, der foretages efter sagens anlaeg, ville nemlig med tilbagevirkende kraft fratage anbringendet vedroerende manglende stadfaestelse forud for meddelelsen ethvert grundlag. Retten finder endnu engang, at et saadant resultat ville stride mod retssikkerheden og hensynet til de retsundergivne, der ved beslutning paalaegges en sanktion. Foelgelig har den stadfaestelse, som skete et aar efter sagens anlaeg, ikke ophaevet den mangel, der skyldes overtraedelsen af en vaesentlig formforskrift.

93 Det fremgaar heraf, at det foerste led i anbringendet om den ikke-forskriftsmaessige stadfaestelse af den af Kommissionen vedtagne beslutning maa tages til foelge. Beslutningen annulleres derfor i sin helhed, uden at det findes fornoedent at tage stilling til de andre af sagsoegeren fremfoerte anbringender til stoette for annullationspaastanden.

Sagens omkostninger

94 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger, uden at det findes fornoedent at tage i betragtning, at sagsoegeren delvist har haevet sagen for saa vidt angaar paastanden om, at beslutningen var en nullitet.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning 91/300/EOEF af 19. december 1990 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/33.133-D: Soda ° ICI) annulleres.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.