61991J0271

++++

1. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar ° ligebehandling ° direktiv 76/207 ° afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling ° valget af sanktioner overladt til medlemsstaterne ° erstatning ° passende erstatning ° fastsaettelse af et maksimumsbeloeb under udelukkelse af enhver form for renter ° ikke tilladt

(Raadets direktiv 76/207, art. 5, stk. 1, og art. 6)

2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar ° ligebehandling ° direktiv 76/207 ° artikel 6 ° virkning i forholdet mellem staten og private ° statslig myndighed som arbejdsgiver

(Raadets direktiv 76/207, art. 6)

1. Direktiv 76/207, der har til formaal at gennemfoere princippet om ligebehandling af maend og kvinder i medlemsstaterne for saa vidt angaar beskaeftigelse, navnlig arbejdsvilkaarene, herunder betingelserne for afskedigelse, overlader det til medlemsstaterne frit at traeffe deres valg blandt de forskellige loesninger, der kan virkeliggoere direktivets formaal, men direktivet indebaerer dog, at hvis der vaelges en oekonomisk erstatning som godtgoerelse for en afskedigelse paa grundlag af forskelsbehandling i strid med artikel 5, stk. 1, skal erstatningen vaere passende i den forstand, at den skal genoprette det tab, der reelt er paafoert som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, og i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse.

Artikel 6 i direktiv 76/207 skal derfor fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen af det tab, som er paafoert en person som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begraenses til et maksimum, der er fastsat paa forhaand, eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik paa at erstatte den berettigedes tab som foelge af den tid, der gaar indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeloeb.

2. En person, der har lidt skade som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan paaberaabe sig artikel 6 i direktiv 76/207 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, saaledes at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsaetter begraensning af det beloeb, der kan opnaas ved erstatning.

Det forhold, at en medlemsstat kan vaelge mellem flere forskellige midler til at naa det maal, som tilsigtes med direktivet, afskaerer nemlig ikke private fra at goere rettigheder gaeldende, hvis indhold kan fastslaas med tilstraekkelig sikkerhed alene paa grundlag af direktivets bestemmelser.

1 Ved kendelse af 14. oktober 1991 indgaaet til Domstolen den 17. oktober 1991 har House of Lords i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 6 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter benaevnt "direktivet").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af M.H. Marshall mod hendes tidligere arbejdsgiver, Southampton and South West Hampshire Area Health Authority (herefter benaevnt "Health Authority"), angaaende et krav vedroerende erstatning af tab, der blev rejst af M.H. Marshall som foelge af Health Authority' s afskedigelse af hende.

3 Kravet begrundes med, at afskedigelsen er ulovlig, hvilket ikke bestrides i hovedsagen, eftersom Domstolen i dom af 26. februar 1986 (sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723) som svar paa de praejudicielle spoergsmaal, som blev indgivet til Domstolen af Court of Appeal, fastslog, at direktivets artikel 5, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at generelle afskedigelsesvilkaar, hvorefter en kvinde afskediges alene med den begrundelse, at hun har naaet eller overskredet den alder, som giver hende ret til en pension fra staten, og som efter national ret er forskellig for maend og kvinder, er en i henhold til direktivet forbudt forskelsbehandling paa grundlag af koen.

4 Tvisten i hovedsagen er opstaaet, fordi Industrial Tribunal, som Court of Appeal havde henvist sagen til med henblik paa at faa afgjort spoergsmaalet om erstatning, anslog M.H. Marshall' s oekonomiske tab til 18 405 UKL, inklusive 7 710 UKL i renter, og tilkendte hende en erstatning paa 19 405 UKL, inklusive et beloeb paa 1 000 UKL som godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade.

5 Det fremgaar af sagen, at i henhold til section 65(1)(b) i Sex Discrimination Act 1975 (herefter benaevnt "SDA"), at naar et Industrial Tribunal finder, at en klage vedroerende ulovlig forskelsbehandling paa grundlag af koen med hensyn til beskaeftigelse er begrundet, skal det, saafremt det finder det berettiget, paalaegge sagsoegte at betale sagsoegeren en erstatning svarende til det beloeb, som eventuelt ville vaere blevet tilkendt i erstatning ved en County Court. I medfoer af SDA' s section 65(2) maa erstatningsbeloebet imidlertid ikke overstige et vist maksimum, som paa det paagaeldende tidspunkt var 6 250 UKL.

6 Det fremgaar ligeledes af sagens akter, at et Industrial Tribunal paa det tidspunkt ikke havde kompetence ° eller i hvert fald at de paagaeldende bestemmelser var flertydige med hensyn til, om det havde en saadan kompetence ° til at tilkende renter af erstatning vedroerende ulovlig forskelsbehandling paa grundlag af koen med hensyn til beskaeftigelse.

7 Industrial Tribunal gjorde gaeldende, at section 35 A i Supreme Court Act 1981 gav det befoejelse til at lade erstatningsbeloebet omfatte renter. Efter dets opfattelse var erstatning det eneste hensigtsmaessige retshaandhaevelsesmiddel i M.H. Marshall' s tilfaelde, men den begraensning, der var fastsat i SDA' s section 65(2) gjorde erstatningen utilstraekkelig og i strid med direktivets artikel 6.

8 Efter afgoerelsen fra Industrial Tribunal betalte Health Authority M.H. Marshall et beloeb paa 5 445 UKL ud over beloebet paa 6 250 UKL, der svarede til det ovennaevnte lovbestemte maksimumsbeloeb, som det havde betalt, allerede inden sagen blev indbragt for Industrial Tribunal. Health Authority appellerede dog afgoerelsen for saa vidt angik tilkendelsen af beloebet paa 7 710 UKL i renter.

9 Da Employment Appeal Tribunal gav Health Authority medhold og Court of Appeal stadfaestede afgoerelsen, appellerede M.H. Marshall til House of Lords, som besluttede at udsaette sagen og at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Hvis erstatning efter en medlemsstats nationale lovgivning er et af de retshaandhaevelsesmidler, der ved de retslige instanser kan kraeves ivaerksat af en person, som har vaeret udsat for en af de former for ulovlig diskrimination, der er forbudt i henhold til Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 (herefter benaevnt 'direktivet' ), indebaerer den omstaendighed, at der i den nationale lovgivning er fastsat et maksimum paa 6 250 UKL for den erstatning, en saadan person kan opnaa, da, at medlemsstaten ikke har gennemfoert direktivets artikel 6?

2) Hvis den nationale lovgivning indeholder bestemmelser om betaling af erstatning som ovenfor naevnt, er det da afgoerende for, om direktivets artikel 6 er korrekt gennemfoert, at den erstatning, der tilkendes:

a) ikke er mindre end det tab, den paagaeldende findes at have lidt paa grund af den ulovlige diskrimination, og

b) omfatter renter af hovedstolen af det saaledes fastslaaede tab fra det tidspunkt, da den ulovlige diskrimination fandt sted til det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales?

3) Hvis direktivets artikel 6 ikke er gennemfoert i en medlemsstats nationale lovgivning i nogen af de henseender, der er omtalt i spoergsmaal 1 og 2, kan en person, som har vaeret udsat for ulovlig diskrimination som ovenfor naevnt, da over for en myndighed, som er et statsorgan, paaberaabe sig, at bestemmelsen i artikel 6 har forrang for det i den nationale lovgivning fastsatte maksimum for den erstatning, der kan opnaas?"

10 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de relevante lovbestemmelser og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Raekkevidden af spoergsmaalene

11 De af House of Lords stillede spoergsmaal drejer sig i virkeligheden om, hvorvidt det af direktivet foelger, at en person, der er blevet udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen fra en statslig myndigheds side, har ret til fuld erstatning for det tab, han eller hun har lidt, og hvorvidt direktivets artikel 6 giver en saadan person mulighed for at faa tilsidesat national lovgivning, som er fastsat med henblik paa gennemfoerelse af direktivet, men som fastsaetter et maksimum for den erstatning, der kan tilkendes. Det grundlaeggende problem er derfor at afgoere meningen med og raekkevidden af artikel 6 med hensyn til direktivets principper og formaal.

12 Det boer imidlertid tages i betragtning, naar henses til hovedindholdet af spoergsmaalene set i lyset af de tidligere domme afsagt af Court of Appeal og Employment Appeal Tribunal, at House of Lords ikke har anmodet Domstolen om en afgoerelse vedroerende det af Det Forenede Kongerige rejste spoergsmaal, om en Court eller et Tribunal, som f.eks. Industrial Tribunal, der specielt er oprettet med henblik paa tvister vedroerende beskaeftigelse, maa eller skal tilsidesaette de lovbestemte graenser for sin kompetence for at sikre opfyldelsen af faellesskabsrettens krav.

13 Det Forenede Kongerige og Irland har ligeledes anfoert, at selv om de praejudicielle spoergsmaal vedroerer baade det lovbestemte maksimum og spoergsmaalet om renter, boer Domstolen begraense sin besvarelse til det sidstnaevnte spoergsmaal, eftersom M.H. Marshall' s appel til House of Lords udelukkende drejer sig om, hvorvidt Industrial Tribunal har befoejelse til at tilkende renter, og Domstolens opgave er at udtale sig om faktiske forhold, ikke om hypotetiske spoergsmaal.

14 Hertil bemaerkes, at det er den nationale domstols opgave, under forbehold af Domstolens vurdering af sin egen kompetence, at bedoemme faellesskabsretlige elementer, der skal forelaegges Domstolen, saaledes at den kan udtale sig om alle fortolkningsaspekter, som er noedvendige for at den nationale domstol kan traeffe afgoerelse i den verserende sag.

15 I denne sag har House of Lords i punkt 12 i forelaeggelseskendelsen understreget, at selv om appellen vedroerer Industrial Tribunal' s befoejelse til at tilkende renter i tilfaelde af ulovlig forskelsbehandling paa grundlag af koen med hensyn til beskaeftigelse, vedroerer sagen ogsaa det i SDA section 65(2) fastsatte maksimum for erstatningen, som det ogsaa var tilfaeldet for Court of Appeal. House of Lords indtager det standpunkt, at saafremt denne bestemmelse finder anvendelse paa den erstatning, der er tilkendt M.H. Marshall, er spoergsmaalet om hendes krav paa renter endeligt afgjort, idet den del af hendes tab, som ikke var renter, oversteg det lovbestemte maksimumsbeloeb.

16 Under disse omstaendigheder er der intet til hinder for at vurdere alle aspekter af den nationale domstols spoergsmaal.

Betydningen og raekkevidden af artikel 6 i direktiv 76/207

17 Domstolen har gentagne gange fastslaaet, at traktatens artikel 189, stk. 3, forpligter enhver medlemsstat, som et direktiv er rettet til, at gennemfoere alle noedvendige foranstaltninger i medlemsstatens nationale lovgivning for at sikre, at direktivets bestemmelser faar fuld virkning i overensstemmelse med direktivets formaal, mens det overlades til medlemsstaterne at bestemme form og midler for gennemfoerelsen.

18 Det er derfor noedvendigt at identificere direktivets formaal og navnlig at efterproeve, om bestemmelserne, i tilfaelde af at forbuddet mod forskelsbehandling overtraedes, giver medlemsstaterne et vist skoen med hensyn til form og indhold af de sanktioner, der skal anvendes.

19 Formaalet med direktivet er at gennemfoere princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar beskaeftigelse i medlemsstaterne, navnlig arbejdsvilkaarene, herunder betingelser for afskedigelse.

20 I saa henseende har artikel 2 fastsat princippet om ligebehandling og graenserne herfor, mens artikel 5, stk. 1, definerer raekkevidden af princippet saerligt med hensyn til arbejdsvilkaar, herunder betingelser for afskedigelse, i den forstand at maend og kvinder skal sikres samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen.

21 Domstolen udtalte i sag 152/84, Marshall, jf. ovenfor, at eftersom artikel 5, stk. 1, forbyder enhver form for forskelsbehandling paa grundlag af koen, navnlig med hensyn til afskedigelse, kan den over for en statslig myndighed, der optraeder som arbejdsgiver, paaberaabes til stoette for, at enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med den naevnte artikel, ikke kan finde anvendelse.

22 Direktivets artikel 6 paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at saette alle de personer, der finder, at de har vaeret udsat for forskelsbehandling, i stand til at anlaegge sag. En saadan forpligtelse medfoerer, at de paagaeldende foranstaltninger skal vaere tilstraekkelig effektive til at opfylde direktivets formaal, og de skal effektivt kunne paaberaabes af de paagaeldende personer ved de nationale domstole.

23 Domstolen udtalte i dommen af 10. april 1984 (sag 14/83, von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, praemis 18), at artikel 6 ikke foreskriver en bestemt sanktion i tilfaelde af overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling, men overlader det til medlemsstaterne frit at traeffe deres valg blandt de forskellige loesninger, der kan virkeliggoere direktivets formaal, alt afhaengig af de enkelte situationer, der kan opstaa.

24 Formaalet er dog at naa frem til en reel lighed for saa vidt angaar muligheder, og det kan derfor ikke opnaas, saafremt der mangler hensigtsmaessige foranstaltninger til at genskabe ligheden i tilfaelde af, at den er blevet kraenket. Som Domstolen udtalte i ovennaevnte von Colson-dom, praemis 23, skal sanktionen vaere egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, og sanktionen skal endvidere have en reelt afskraekkende virkning paa arbejdsgiveren.

25 Saadanne krav medfoerer noedvendigvis, at de saerlige omstaendigheder i forbindelse med hver enkelt overtraedelse af princippet om ligebehandling skal tages i betragtning. I tilfaelde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling i strid med direktivets artikel 5, stk. 1, kunne ligebehandlingen ikke genoprettes uden enten at genansaette den person, der har vaeret udsat for forskelsbehandling, i sin tidligere stilling, eller at tilkende en oekonomisk erstatning for det paafoerte tab.

26 Saafremt oekonomisk erstatning er den foranstaltning, der anvendes for at naa det ovennaevnte maal, skal den vaere tilstraekkelig i den forstand, at den skal genoprette det tab, der reelt er paafoert som foelge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, og i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse.

Det foerste og det andet spoergsmaal

27 Med det foerste spoergsmaal oensker House of Lords at faa fastslaaet, om det er i strid med direktivets artikel 6, saafremt der i nationale bestemmelser fastsaettes en maksimumsgraense for det beloeb, der kan tilkendes i erstatning til en person, der udsaettes for forskelsbehandling.

28 Med det andet spoergsmaal oensker House of Lords at faa oplyst, om artikel 6 kraever, a) at erstatningen for det tab, der er paafoert som foelge af den ulovlige forskelsbehandling, skal vaere fuld erstatning, og b) at den skal omfatte tilkendte renter af beloebet fra det tidspunkt, da den ulovlige forskelsbehandling fandt sted, indtil det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales.

29 Domstolens fortolkning af artikel 6 som anfoert ovenfor giver direkte svar paa den foerste del af det andet spoergsmaal vedroerende stoerrelsen af den erstatning, bestemmelsen kraever fastsat.

30 Det foelger endvidere af denne fortolkning, at fastsaettelsen af et maksimumsbeloeb som det i hovedsagen omstridte pr. definition ikke kan vaere en korrekt gennemfoerelse af direktivets artikel 6, da det paa forhaand begraenser erstatningsbeloebet til et niveau, som ikke noedvendigvis svarer til kravet om reel ligebehandling gennem en passende erstatning af det tab, der skyldes en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling.

31 Med hensyn til den anden del af det andet spoergsmaal vedroerende tilkendelse af renter er det tilstraekkeligt at sige, at fuld erstatning for det paafoerte tab som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, ikke kan udelade faktorer som f.eks. den tid, der er gaaet, hvorved vaerdien af erstatningen reelt kan blive reduceret. Tilkendelse af renter i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser skal derfor anses som et vaesentligt element i erstatningen med henblik paa at genoprette en reel ligebehandling.

32 Det foerste og det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at direktivets artikel 6 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er paafoert en person som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begraenses til et maksimum, der er fastsat paa forhaand, eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik paa at erstatte den berettigedes tab som foelge af den tid, der gaar indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeloeb.

Det tredje spoergsmaal

33 Med det tredje spoergsmaal oensker House of Lords at faa fastslaaet, om en person, der er blevet paafoert tab som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan stoette ret paa direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver med henblik paa at anfaegte anvendelsen af nationale bestemmelser, der fastsaetter graenser for den godtgoerelse, der kan opnaas som erstatning.

34 Det foelger af det anfoerte vedroerende betydningen og raekkevidden af direktivets artikel 6, at denne bestemmelse er en noedvendig faktor for tilvejebringelsen af det grundlaeggende maal, som er ligebehandling af maend og kvinder, navnlig med hensyn til arbejdsvilkaar, herunder betingelserne for afskedigelse, hvortil der henvises i direktivets artikel 5, stk. 1, og at saafremt der i tilfaelde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, er fastsat oekonomisk erstatning som foranstaltning til genoprettelse af ligebehandlingen, skal denne godtgoerelse vaere fuld erstatning, der ikke maa begraenses paa forhaand for saa vidt angaar beloebets stoerrelse.

35 Som foelge heraf giver direktivets artikel 6 sammenholdt med artikel 5 en person, der er blevet paafoert tab som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, rettigheder, som denne person skal vaere i stand til at paaberaabe sig for de nationale domstole mod staten og statsorganer.

36 Det forhold, at medlemsstater kan vaelge mellem forskellige loesninger for at naa det maal, der tilstraebes med direktivet, alt efter omstaendighederne, maa ikke medfoere, at en person hindres i at paaberaabe sig artikel 6 i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, hvor de nationale myndigheder ikke har nogen mulighed for at udoeve skoen ved fastsaettelsen af den valgte loesning.

37 Det maa i den forbindelse understreges, at det navnlig af dommen af 19. november 1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 17) fremgaar, at det forhold, at medlemsstaterne kan vaelge mellem flere forskellige midler til at naa det maal, som tilsigtes med direktivet, ikke afskaerer private fra at goere de rettigheder gaeldende ved de nationale domstole, som kan fastslaas med tilstraekkelig sikkerhed alene paa grundlag af direktivets bestemmelser.

38 Det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at en person, hvis rettigheder er blevet kraenket som foelge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, kan stoette ret paa direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, saaledes at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsaetter begraensninger af det beloeb, der kan opnaas ved erstatning.

Sagens omkostninger

39 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, Irland, den tyske regering, og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 14. oktober 1991, for ret:

1) Artikel 6 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er paafoert en person som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begraenses til et maksimum, der er fastsat paa forhaand, eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik paa at erstatte den berettigedes tab som foelge af den tid, der gaar indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeloeb.

2) En person, hvis rettigheder er blevet kraenket som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan stoette ret paa direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, saaledes at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsaetter begraensninger af det beloeb, der kan opnaas ved erstatning.