61991J0199

++++

Socialpolitik ° Den Europaeiske Socialfond ° tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger ° beslutning om nedsaettelse af et oprindeligt bevilget tilskud ° medlemsstatens mulighed for at fremsaette bemaerkninger inden beslutningens vedtagelse ° vaesentligt formkrav ° tilsidesaettelse ° ulovlighed

(Raadets forordning nr. 2950/83, art. 6, stk. 1)

I forbindelse med den procedure, der kan foere til tilskud til erhvervsuddannelses- og erhvervsudviklingsforanstaltninger, som gennemfoeres i en medlemsstat, er medlemsstaten den eneste talsmand i forhold til fonden og bliver ansvarlig, for saa vidt som den attesterer den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i anmodningerne om saldoudbetaling indeholdte oplysninger, ligesom den kan blive ansvarlig for, at uddannelsesforanstaltningerne gennemfoeres forsvarligt. I betragtning af den centrale rolle og omfanget af det ansvar, som den paagaeldende medlemsstat paatager sig ved praesentationen af og kontrollen med finansieringen af uddannelsesforanstaltningerne, er dens mulighed for, ifoelge artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, at kunne fremkomme med sine bemaerkninger foer vedtagelsen af en endelig beslutning om nedsaettelse af det oprindeligt bevilgede tilskud et vaesentligt formkrav, hvis tilsidesaettelse medfoerer ugyldighed af beslutningen om nedsaettelse.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. juli 1991 har Foyer culturel de Sart-Tilman, en ikke-erhvervsdrivende sammenslutning i likvidation (herefter benaevnt "Sart-Tilman"), i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand dels om annullation af Kommissionens beslutninger af 18. oktober 1990, meddelt den 7. juni 1991 (herefter benaevnt "de anfaegtede beslutninger"), om nedsaettelse af det tilskud, som Den Europaeiske Socialfond (herefter benaevnt "fonden") oprindelig havde bevilget til forskellige projekter forelagt af Sart-Tilman under sagsnumrene 84/3643/B6, 85/0077/B4, 85/0186/B6, 86/0274/B2, 87/0295/B2 og 87/0296/B2, dels om, at Kommissionen tilpligtes at udbetale 21 707 839 BFR som saldobeloeb paa naevnte tilskud.

2 Ifoelge artikel 1, stk. 2, litra a), i Raadets afgoerelse 83/516/EOEF af 17. oktober 1983 vedroerende Den Europaeiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 38) deltager denne bl.a. i finansieringen af erhvervsuddannelsesforanstaltninger.

3 Den nationale offentligretlige organisation, der varetager samfinansieringen af projektet, indgiver ansoegningen om tilskud til fonden i den paagaeldende medlemsstats navn og for projektlederens regning.

4 Ifoelge artikel 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516/EOEF (EFT L 289, s. 1, herefter benaevnt "forordningen") medfoerer fondens godkendelse af en ansoegning om tilskud udbetaling af et forskud paa det bevilgede tilskud.

5 I medfoer af stk. 4 i samme bestemmelse skal anmodninger om udbetaling af saldobeloeb indeholde en detaljeret redegoerelse for indholdet, resultaterne og finansieringen af den paagaeldende foranstaltning. Den paagaeldende medlemsstat attesterer den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdte oplysninger.

6 Saafremt tilskuddet fra fonden ikke anvendes paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan Kommissionen i medfoer af forordningens artikel 6, stk. 1, suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde efter at have givet den paagaeldende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger. Ifoelge stk. 2 i samme artikel skal de udbetalte beloeb, som ikke er blevet anvendt paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, tilbagebetales, og den paagaeldende medlemsstat er subsidiaert ansvarlig for tilbagebetalingen af beloeb, som med urette er udbetalt i forbindelse med foranstaltninger, hvis gennemfoerelse den garanterer i medfoer af artikel 2, stk. 2, i ovennaevnte afgoerelse 83/516.

7 I den foreliggende sag havde det belgiske Arbejdsministerium (herefter benaevnt "ministeriet") i den belgiske stats navn og for Sart-Tilman' s regning til fonden indgivet flere ansoegninger om tilskud til en raekke uddannelsesaktiviteter, som var foreslaaet af Sart-Tilman.

8 Ved en raekke senere beslutninger i bl.a. sagerne 84/3643/B6, 85/0077/B4, 85/0186/B6, 86/0274/B2, 87/0295/B2 og 87/0296/B2 bevilgede Kommissionen Sart-Tilman tilskud fra fonden.

9 I sag 84/3643/B6 gav Kommissionen den 30. november 1988 paalaeg om tilbagebetaling af et beloeb paa 926 513 BFR.

10 I december 1988 meddelte ministeriet Kommissionen, at Sart-Tilman var i likvidation og anmodede Kommissionen om at standse enhver form for udbetalinger samt meddele, hvor store beloeb der endnu skulle udbetales til uddannelsesforanstaltningerne.

11 Den 30. oktober 1989 udarbejdede Kommissionen en opstilling, der udviste en negativ saldo paa 1 096 053 BFR for samtlige foranstaltninger. Ved de beslutninger af 18. oktober 1990, som denne sag vedroerer, og som Kommissionen havde tilstillet ministeren, fandt den 11 558 135 BFR i udgifter, der naegtedes anerkendt, og 12 129 897 BFR i udgifter, der kunne anerkendes, hvilket gav en positiv saldo paa 571 767 BFR i Sart-Tilman' s favoer i samtlige de godkendte sager. Kommissionen meddelte, at sidstnaevnte beloeb straks ville blive overfoert til ministeriets konto.

12 Den 7. juni 1991 underrettede ministeren likvidatorerne af Sart-Tilman om de omtvistede kommissionsbeslutninger.

13 For saa vidt angaar sag 86/0274/B2 har Sart-Tilman i replikken taget bekraeftende til genmaele over for Kommissionens paastande, saaledes at denne sag ikke laengere er genstand for tvist.

14 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

15 Kommissionen har gjort gaeldende, at en annullationssag alene kan angaa annullation af den akt, der anfaegtes under sagen. Naervaerende sag kan saaledes ikke tages under paakendelse, idet den har til formaal at soege Kommissionen tilpligtet at betale Sart-Tilman saldobeloebet af det tilskud, som sidstnaevnte mener sig berettiget til.

16 Sart-Tilman har heroverfor haevdet, at denne paastand om afvisning er uden grundlag, idet traktatens artikel 174 goer det muligt for Domstolen at genindsaette sagsoegeren i hans stilling som retmaessig fordringshaver i medfoer af forordningens bestemmelser.

17 I forbindelse med legalitetskontrollen i medfoer af traktatens artikel 173 er der anledning til at bemaerke, at Domstolen alene kan annullere den akt, som forelaegges den, eller forkaste paastanden om annullation, saaledes at den ikke kan doemme en institution til betaling af et pengebeloeb. Det tilkommer Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 176 at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelse af en eventuel dom om annullation (jf. bl.a. dom af 24.6.1986, sag 53/85, Akzo mod Kommissionen, Sml. s. 1965, praemis 23).

18 Paastanden om, at Kommissionen tilpligtes at betale 21 707 839 BFR afvises derfor.

19 Ifoelge Kommissionen boer sagen ligeledes afvises, for saa vidt som den angaar kritik af beslutningen i sag 84/3643/B6, der alene gaar ud paa stadfaestelse af det paalaeg om tilbagebetaling af 926 513 BFR, som Kommissionen allerede havde tilstillet Sart-Tilman den 30. november 1988.

20 Sart-Tilman har ikke bestridt at have modtaget dette paalaeg om tilbagebetaling fra Kommissionen den 5. januar 1989, men finder, at det ingenlunde fremtraadte som en beslutning truffet af Kommissionen, idet denne kun kunne meddele organisationen et saadant paalaeg gennem den paagaeldende medlemsstat.

21 Herved bemaerkes, at paalaegget om tilbagebetaling klart fremtraeder som en akt fra Kommissionen, hvorved det oprindelige tilskud, der var bevilget Sart-Tilman, nedsattes endeligt, og hvorved det yderligere paalagdes organisationen at tilbagebetale en del af det udbetalte tilskud. Dette paalaeg har saaledes retsvirkninger, der kan paavirke Sart-Tilman' s interesser ved at aendre sammenslutningens retsstilling og maa saaledes i henseende til sag 84/3643/B6 betragtes som en beslutning, der kan danne genstand for et annullationssoegsmaal.

22 Denne beslutnings retlige karakter paavirkes saaledes ikke paa nogen maade af den omstaendighed, at den blev meddelt Sart-Tilman direkte af Kommissionen og ikke gennem den paagaeldende medlemsstat, som eneste talsmand i forhold til fonden (jf. dom af 15.3.1984, sag 310/81, EISS mod Kommissionen, Sml. s. 1341, praemis 15). Det er ubestridt, at denne beslutning ikke er blevet forelagt Domstolen.

23 Derimod aendrer den akt, som er vedtaget i sag 84/3643/B6 af Kommissionen den 18. oktober 1990, og som blev meddelt Sart-Tilman den 7. juni 1991 af ministeriet, ikke Sart-Tilman' s retsstilling, idet den alene bekraefter den oprindelige beslutning med hensyn til opgoerelsen i denne sag, hvorfor den ikke er en beslutning, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

24 Som foelge heraf vil denne sag delvis vaere at afvise, for saa vidt den angaar en akt, der blot er udtryk for en bekraeftelse af den tidligere beslutning (jf. bl.a. dom af 15.12.1988, forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement Limited mod Kommissionen, Sml. s. 6473, praemis 16).

Realiteten

Undladelsen af at hoere den beroerte medlemsstat

25 Til stoette for annullationspaastanden har Sart-Tilman for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat forordningens artikel 6, stk. 1, idet den i strid med forskrifterne i denne bestemmelse ikke har givet den paagaeldende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger, foer den traf de omtvistede beslutninger.

26 Heroverfor har Kommissionen gjort gaeldende, at der ikke ifoelge denne bestemmelse kraeves nogen formel hoeringsprocedure. Den bemaerker, at de nationale myndigheder i betragtning af de hyppige uformelle kontakter, som fondens tjenestegrene har haft med henblik paa Sart-Tilman' s saerlige foranstaltninger, har haft mulighed for at fremsaette deres bemaerkninger foer vedtagelsen af de anfaegtede beslutninger.

27 Domstolen skal bemaerke, at fonden efter to anmodninger om oplysninger fra de belgiske myndigheder ved skrivelse af 30. juni 1988 klart i sag 85/0077/B4 tilkendegav, at 12 af de 189 beroerte arbejdsloese voksne ikke opfyldte den betingelse vedroerende en arbejdsloeshedsperiode paa over tolv maaneder, som er fastsat ved godkendelsesbeslutningen, og at tilskuddet herefter var beregnet paa grundlag af 177 kursusdeltagere, hvilket saaledes bevirkede pligt til tilbagebetaling af en del af de allerede udbetalte tilskud.

28 Yderligere havde sag 85/0077/B4 allerede vaeret genstand for en udveksling af skrivelser mellem Kommissionen og de nationale myndigheder, hvorved disse havde haft mulighed for at erkende den ikke tilskudsberettigede del af udgifterne.

29 Af en skrivelse fra ministeriet med oplysninger til Kommissionen efter anmodning fra denne fremgaar det nemlig, at 12 af de paagaeldende arbejdssoegende havde vaeret arbejdsloese i en periode fra en til otte maaneder ved paabegyndelsen af uddannelsen.

30 Under disse omstaendigheder var de nationale myndigheder i stand til, foer den anfaegtede beslutning om nedsaettelse blev truffet, at fremkomme med deres bemaerkninger baade om selve retsgrundlaget og den nedsaettelse, som Kommissionen agtede at foretage i sag 85/0077/B4.

31 Sart-Tilman' s anbringende vedroerende sag 85/0077/B4 maa saaledes forkastes.

32 Derimod fremgaar det paa ingen maade af sagens akter, at de belgiske myndigheder i tilskudssagerne 85/0186/B6, 87/0295/B2 og 87/0296/B2 fik mulighed for, foer de anfaegtede beslutninger om nedsaettelse blev truffet, at fremkomme med deres bemaerkninger vedroerende baade retsgrundlaget for og beloebet ifoelge de nedsaettelser af Faellesskabets tilskud, som Kommissionen agtede at foretage.

33 Som paapeget ovenfor, er den paagaeldende medlemsstat den eneste talsmand over for fonden. Den bliver endog selv ansvarlig, for saa vidt den attesterer den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i anmodningerne om saldoudbetaling indeholdte oplysninger, ligesom den kan blive ansvarlig for, at uddannelsesforanstaltningerne gennemfoeres forsvarligt.

34 I betragtning af den centrale rolle og omfanget af det ansvar, som den paagaeldende medlemsstat paatager sig ved praesentationen af og kontrollen med finansieringen af uddannelsesforanstaltningerne, er dens mulighed for at kunne fremkomme med sine bemaerkninger foer vedtagelsen af en endelig beslutning om nedsaettelse et vaesentligt formkrav, hvis tilsidesaettelse medfoerer ugyldighed af de anfaegtede beslutninger (jf. domme af 7.5.1991, sag C-291/89, Interhôtel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257, praemis 17, og sag C-304/89, Oliveira mod Kommissionen, Sml. I, s. 2283, praemis 21, og dom af 4.6.1992, sag C-157/90, Infortec mod Kommissionen, Sml. I, s. 3525, praemis 20).

35 Heraf foelger, at beslutningerne om nedsaettelse i sagerne 85/0186/B6, 87/0295/B2 og 87/0296/B2 maa annulleres, uden at det er fornoedent at tage stilling til de oevrige af Sart-Tilman paaberaabte anbringender over for disse.

Manglende begrundelse af beslutningen vedroerende sag 85/0077/B4

36 Sart-Tilman finder endvidere, at beslutningen vedroerende sag 85/007/B4 naermest er intetsigende og ikke goer det muligt at fastslaa, paa grundlag af hvilke kriterier fonden har nedsat sit tilskud.

37 Det fremgaar klart af selve ordlyden af den anfaegtede beslutning, at nedsaettelsen af tilskuddet skete paa grundlag af antallet af kursusdeltagere, der ikke var langtidsledige.

38 Sart-Tilman' s anbringende maa derfor forkastes.

Den paastaaede tilsidesaettelse af betingelserne for at yde tilskud ifoelge beslutningen i sag 85/0077/B4

39 Sart-Tilman har ligeledes over for beslutningen om nedsaettelse i sag 85/0077/B4 gjort gaeldende, at fonden har givet samtykke til uddannelse af langtidsledige uden hensyn til disses alder, og at fonden foerst efter indledningen af uddannelsesforanstaltningerne, meddelte, at tilskuddet kun angik arbejdsloese over 25 aar.

40 Herved bemaerkes blot, at der baade i ansoegningen om tilskud og i beslutningen om at yde dette udtrykkeligt fremgik, at de paagaeldende uddannelsesforanstaltninger skulle angaa personer over 25 aar.

41 Dette anbringende maa derfor forkastes.

Spoergsmaalet om ulovlig modregning i de anfaegtede beslutninger

42 Sart-Tilman har gjort gaeldende, at Kommissionen ved de anfaegtede beslutninger har foretaget en ulovlig modregning af sine fordringer i sit tilsvar i de forskellige omtvistede sager, idet den burde have betalt Sart-Tilman de beloeb, der skyldtes, og tilbagesoege de med urette udbetalte beloeb. Den af Kommissionen ivaerksatte modregning strider desuden direkte mod det almindelige princip om ligestilling af fordringshaverne i tilfaelde af likvidation.

43 Det foelger af ovenstaaende konstateringer, at der af samtlige de anfaegtede beslutninger, hvis lovlighed Domstolen har skullet paakende i denne sag, tilbage alene staar én beslutning, ifoelge hvilken Kommissionen har en fordring paa Sart-Tilman.

44 Under disse omstaendigheder er det ufornoedent at tage stilling spoergsmaalet om lovligheden af den af Kommissionen ivaerksatte modregning i forbindelse med sagens afgoerelse.

Sagens omkostninger

45 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. I medfoer af stk. 3 i denne artikel kan Domstolen bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter.

46 Da hver af parterne har tabt sagen paa flere punkter, boer de derfor hver isaer baere deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Sagen afvises for saa vidt angaar paastandene om, at

° Kommissionen tilpligtes at betale 21 707 839 BFR

° Kommissionens beslutning af 18. oktober 1990 vedroerende sag 84/3643/B6 annulleres.

2) Kommissionens beslutninger af 18. oktober 1990 om nedsaettelse af tilskud fra Den Europaeiske Socialfond i forbindelse med ansoegninger om tilskud 85/0186/B6, 87/0295/B2 og 87/0296/B2 annulleres.

3) I oevrigt frifindes sagsoegte.

4) Hver part betaler sine omkostninger.