Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61991CJ0195

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 15. december 1994.
Bayer AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Appel - konkurrence - søgsmålsfrist - meddelelse.
Sag C-195/91 P.

Samling af Afgørelser 1994 I-05619

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1994:412

61991J0195

DOMSTOLENS DOM (SJETTE AFDELING) AF 15. DECEMBER 1994. - BAYER AG MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - APPEL - KONKURRENCE - SOEGSMAALSFRIST - MEDDELELSE. - SAG C-195/91 P.

Samling af Afgørelser 1994 side I-05619


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Institutionernes retsakter ° individuel beslutning ° meddelelse ° begreb

(EOEF-traktaten, art. 191, stk. 2)

2. Retspleje ° soegsmaalsfrister ° sagsanlaeg efter fristens udloeb ° undskyldelig vildfarelse ° begreb

3. Retspleje ° soegsmaalsfrister ° sagsanlaeg efter fristens udloeb ° uforudseelige omstaendigheder eller force majeure ° begreb

(EOEF-statutten for Domstolen, art. 42, stk. 2)

Sammendrag


1. Fremsendelse af en kommissionsbeslutning ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis er en korrekt meddelelsesmaade. Naar denne fremgangsmaade anvendes, anses datoen for underskrivelsen af dette bevis for meddelelsestidspunktet, uden at det er noedvendigt at tage hensyn til datoen for adressatens tilbagesendelse af en blanket til kvittering for modtagelse, der saedvanligvis vedlaegges beslutningen for at imoedegaa eventuelle fejl fra postvaesenets side.

2. I relation til faellesskabsrettens soegsmaalsfrister omfatter begrebet undskyldelig vildfarelse, der udgoer en undtagelse hertil, kun usaedvanlige omstaendigheder, navnlig tilfaelde, hvor den paagaeldende institution har udvist en adfaerd, der enten i sig selv eller i afgoerende omfang maa antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos en borger. En virksomhed, som er adressat for en kommissionsbeslutning, kan hverken paaberaabe sig en mangelfuld arbejdsgang inden for virksomheden eller tilsidesaettelse af interne regler som grundlag for, at selskabets fejl var undskyldelige.

3. For at et soegsmaal, der anlaegges efter soegsmaalsfristens udloeb, kan admitteres i medfoer af artikel 42, stk. 2, i EOEF-statutten for Domstolen som foelge af uforudseelige omstaendigheder eller force majeure, kraeves det, at der foreligger usaedvanlige vanskeligheder, som sagsoegeren ikke har indflydelse paa, eller som er uundgaaelige, selv om der udvises al den agtpaagivenhed, som maa forventes.

Det foelger af det anfoerte, at begreberne force majeure og omstaendigheder, der ikke kunne forudses, omfatter dels et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usaedvanlige vanskeligheder, som virksomheden ikke har indflydelse paa, dels et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik paa at undgaa konsekvenserne af de usaedvanlige begivenheder skal traeffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kraeves, at vedkommende traeffer urimeligt belastende foranstaltninger. Virksomheden skal navnlig noeje foelge procedurens forloeb og herunder udvise agtpaagivenhed med henblik paa at overholde de fastsatte frister.

Dommens præmisser


1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. juli 1991 har Bayer AG (herefter benaevnt "Bayer") i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 29. maj 1991 i sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen (Sml. II, s. 219), hvorved den af appellanten anlagte sag blev afvist og selskabet paalagt at betale sagens omkostninger.

2 Retten har i dommen (praemis 1-7) fastslaaet foelgende:

° Ved beslutning 90/38/EOEF af 13. december 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.026 ° Bayo-n-ox, EFT 1990 L 21, s. 71, herefter benaevnt "beslutningen") fastslog Kommissionen, at der var indgaaet aftaler mellem Bayer og selskabets kunder, hvorved kunderne forpligtede sig til hos selskabet at koebe "Bayo-n-ox Premix 10%" til daekning af deres eget behov i deres fabrikker. Efter Kommissionens opfattelse var disse aftaler i strid med EOEF-traktatens artikel 85, og Kommissionen paalagde derfor Bayer en boede paa 500 000 ECU, jf. artikel 15, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

° Beslutningen fremsendtes til Bayer den 20. december 1989 som rekommanderet brev med modtagelsesbevis, og brevet indgik til Bayer' s postafdeling den 28. december 1989.

° Paa konvoluttens forside var der bl.a. et stempel med foelgende tekst: "A.R.-RECOMMANDÉ-Avec Accusé de réception ° AANGETEKEND-Met Ontvangstbewijs" (rekommanderet/med modtagelsesbevis). Paa konvoluttens bagside var der i begge sider paaklaebet en maerkat af tykt roedt papir til afrivning med betegnelsen "avis de réception/de paiement/d' inscription" (kvittering for modtagelse/betaling/indfoersel). Denne maerkat blev revet af konvolutten i forbindelse med postafdelingens behandling, men har efterladt tydelige spor.

° En fuldmaegtig i Bayer' s postafdeling anfoerte i rubrikken "date et signature du destinataire" (dato og modtagerens underskrift) paa den naevnte kvittering datoen den 28. december 1989 samt sin underskrift. Kvitteringen blev tilbagesendt til Kommissionen, som ogsaa modtog den.

° En leder i Bayer' s postafdeling videresendte Kommissionens brev til patentafdelingen uden at aabne konvolutten og uden at anfoere postafdelingens modtagelsesdato. Patentafdelingen anbragte et roedt stempel paa konvoluttens forside "NICHT K-RP Patentabteilung" (ikke til patentafdelingen) og sendte forsendelsen tilbage til postafdelingen med intern post. En medarbejder i postafdelingen aabnede den 3. januar 1990 konvolutten og forsynede den paa forsiden med et datostempel af samme dato. Herefter videresendte han konvolutten med indhold til Bayer' s juridiske afdeling.

° Den paagaeldende konvolut indeholdt bl.a. Kommissionens beslutning og en blanket med overskriften "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception" (kvittering for modtagelse). Den juridiske afdelings sekretariat stemplede beslutningen som indgaaet den 3. januar 1990. To medarbejdere i den juridiske afdeling anfoerte datoen den 3. januar 1990 paa kvitteringen for modtagelse og underskrev den. Herefter blev formularen tilbagesendt til Kommissionen.

° Den 15. januar 1990 sendte Bayer' s juridiske afdeling en skrivelse til Kommissionens naestformand, Sir Leon Brittan, angaaende den omtvistede beslutning. I skrivelsen var datoen den 3. januar 1990 anfoert som modtagelsesdato.

3 For Retten nedlagde Bayer principalt paastand om annullation af Kommissionens beslutning, subsidiaert ophaevelse af den paalagte boede og mere subsidiaert nedsaettelse af denne.

4 Ved saerskilt dokument nedlagde Kommissionen for Retten paastand om sagens afvisning. Kommissionen gjorde gaeldende, at sagen var anlagt for sent, idet staevningen foerst blev indleveret den 9. marts 1990, dvs. efter udloebet af fristen paa to maaneder i EOEF-traktatens artikel 173 forlaenget med afstandsfristen, der i henhold til artikel 1, andet led, i bilag II til procesreglementet udgoer seks dage. Fristen begyndte ifoelge Kommissionen at loebe dagen efter, at sagsoegeren fik meddelelse om den anfaegtede retsakt, dvs. den 29. december 1989, og udloeb den 6. marts 1990.

5 Over for afvisningspaastanden fremsatte Bayer tre anbringender. For det foerste gjorde selskabet gaeldende, at Kommissionens meddelelse ikke var forskriftsmaessig, for det andet, at der forelaa omstaendigheder, som medfoerte, at vildfarelsen med hensyn til soegsmaalsfristens begyndelse var undskyldelig, og for det tredje, at der forelaa omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, jf. artikel 42 i EOEF-statutten for Domstolen.

6 Retten forkastede disse tre anbringender.

7 For det foerste fastslog Retten vedroerende det foerste anbringende i dommens praemis 19, at Kommissionen havde tilstillet Bayer beslutningen ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis, samt at denne skrivelse blev behoerigt modtaget paa selskabets hjemsted i Leverkusen den 28. december 1989. Selskabet var fra dette tidspunkt i stand til at faa kendskab til skrivelsens indhold og dermed beslutningens ordlyd. Retten tilfoejede i praemis 20, at den omstaendighed, at konvolutten indeholdt en blanket med overskriften "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception" (kvittering for modtagelse), paa ingen maade indebar, at der foruden den forskriftsmaessige meddelelse pr. brev tillige var givet meddelelse i en anden form.

8 Hvad angaar anbringendet om, at der forelaa en undskyldelig vildfarelse hos Bayer, henviste Retten til, at begrebet undskyldelig vildfarelse med hensyn til soegsmaalsfrister, der ifoelge fast retspraksis hverken er undergivet rettens eller parternes raadighed, men er ufravigelige regler, maa fortolkes snaevert og kun kan omfatte usaedvanlige omstaendigheder, navnlig tilfaelde, hvor den paagaeldende institution har udvist en adfaerd, der enten i sig selv eller i afgoerende omfang maa antages at kunne medfoere en vildfarelse hos en borger, som er i god tro, og som har udvist den agtpaagivenhed, der kan kraeves af en normalt paapasselig erhvervsdrivende. Paa grundlag af disse betragtninger fastslog Retten (praemis 31-40), at der ikke med de omstaendigheder, som Bayer havde paaberaabt sig, kunne antages at foreligge en undskyldelig vildfarelse hos selskabet.

9 Endelig forkastede Retten anbringendet om, at der forelaa omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure. Retten fastslog saaledes i praemis 45 i den appellerede dom, at Bayer til stoette for dette anbringende havde fremfoert de samme argumenter som dem, selskabet havde paaberaabt sig til stoette for, at der forelaa en undskyldelig vildfarelse fra selskabets side. Med henvisning til sine bemaerkninger vedroerende sidstnaevnte anbringende fandt Retten, at de foreliggende omstaendigheder saa meget desto mindre kunne anses for omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure i henhold til artikel 42 i EOEF-statutten for Domstolen.

10 Retten afviste herefter ved den naevnte dom af 29. maj 1991 den af Bayer anlagte sag og paalagde selskabet at betale sagens omkostninger.

Appellen

11 Appellanten har til stoette for sin paastand fremfoert fire anbringender.

Det foerste anbringende

12 Appellanten har for foerste gang i retsmoedet den 25. juni 1992 anfoert, at Kommissionens beslutning i overensstemmelse med, hvad der er fastslaaet i praemis 71-77 i Rettens dom af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), maa anses for en nullitet. Bayer har gjort gaeldende, at beslutningen ikke findes i originaludgave, og at den ikke blev stadfaestet efter reglerne i Kommissionens forretningsorden, saaledes som denne var affattet paa det relevante tidspunkt. Bayer har tilfoejet, at dette nye anbringende stoettes paa retlige omstaendigheder, som selskabet foerst fik kendskab til, da den naevnte dom blev afsagt, og anbringendet kan derfor antages til realitetsbehandling, jf. artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

13 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Domstolen i dom af 15. juni 1994 (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555) fastslog, at de fejl, som Retten i denne sag havde fastslaaet, ikke var af en saadan karakter, at beslutningen var en nullitet. Af samme grund kan de fejl vedroerende den anfaegtede beslutning, som er paaberaabt i foerste instans, heller ikke medfoere, at denne beslutning er en nullitet.

14 For saa vidt Bayer' s anbringende gaar ud paa, at beslutningen skal annulleres, bemaerkes, at dette ikke kan goeres gaeldende for foerste gang under appellen.

15 Anbringendet maa herefter afvises.

Det andet anbringende

16 Appellanten har anfoert, at Retten tilsidesatte et princip om "klarhed i den maade, hvorpaa bebyrdende akter meddeles", hvilket ifoelge appellanten foelger af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da den forkastede anbringenderne om, at Kommissionen i tre tilfaelde havde tilsidesat dette krav om klarhed ved beslutningens meddelelse.

17 For det foerste sammenblandede Kommissionen ifoelge appellanten to forskellige meddelelsesmaader: meddelelse pr. rekommanderet brev med modtagelsesbevis og meddelelse, hvor modtageren skal tilbagesende en blanket med overskriften "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception" ("kvittering for modtagelse").

18 For det andet har appellanten anfoert, at mens Kommissionen under den administrative procedure havde fremsendt alle skrivelser til selskabet pr. rekommanderet brev med modtagelsesbevis, blev den anfaegtede beslutning meddelt i et rekommanderet brev, som indeholdt en blanket med overskriften "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception". Denne nye fremgangsmaade foerte til usikkerhed hos Bayer.

19 For det tredje gjorde Kommissionen ifoelge appellanten ikke selskabet opmaerksom paa vildfarelsen, selv om den i flere tilfaelde havde lejlighed hertil, og den tilsidesatte herved den diligenspligt, som paahviler den i henhold til princippet om klarhed i den maade, hvorpaa bebyrdende akter meddeles.

20 Hertil bemaerkes, at det ikke var i strid med faellesskabsretten, at Retten fastslog, at beslutningen blev behoerigt og gyldigt meddelt Bayer.

21 For det foerste fastslog Retten, at Kommissionen tilstillede sagsoegeren beslutningen ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis, hvilket ifoelge Domstolens faste praksis er en korrekt meddelelsesmaade. Da konvolutten med beslutningen blev modtaget paa appellantens hjemsted den 28. december 1989, kunne Retten med foeje fastslaa, at selskabet maatte antages at have faaet kendskab til beslutningen paa dette tidspunkt (praemis 19). Endvidere var formaalet med at fremsende blanketten "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception" i samme konvolut, saaledes som Retten bemaerkede (praemis 20), alene at sikre, at Kommissionen kunne fastslaa, hvornaar beslutningen maatte antages at vaere kommet til virksomhedens kendskab, saafremt postvaesenet ikke returnerede modtagelsesbeviset til Kommissionen. Retten fastslog derfor med rette, at meddelelsen skete paa en klar og utvetydig maade.

22 Selv om det maatte antages, at Bayer kunne gaa ud fra, at beslutningen ville blive meddelt pr. rekommanderet brev med modtagelsesbevis, kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke anses for tilsidesat, idet den anfaegtede beslutning netop blev meddelt paa denne maade, og modtagelsesbeviset blev korrekt returneret til Kommissionen. Retten fastslog derfor med rette (praemis 36), at blanketten "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception" ikke ville have skabt nogen usikkerhed hos Bayer, saafremt selskabet havde udvist saedvanlig agtpaagivenhed, og saafremt arbejdsgangen i virksomheden ikke havde vaeret mangelfuld.

23 Hvad endelig angaar anbringendet om, at Kommissionen tilsidesatte sin diligenspligt, fastslog Retten med foeje, at Kommissionen ikke, saaledes som sagen forelaa, var forpligtet til at kontrollere, om der var overensstemmelse mellem de datoer, der var anfoert i modtagelsesbeviset og i blanketten "Acknowledgement of receipt/Accusé de réception" (praemis 39), og at det ikke med rimelighed kan kraeves, at Kommissionen af egen drift skal berigtige samtlige datofejl, der tilfaeldigt forekommer i den post, der modtages fra forskellige erhvervsdrivende (praemis 40).

24 Det andet anbringende maa herefter forkastes.

Det tredje anbringende

25 Appellanten har anfoert, at Retten skulle have antaget sagen til realitetsbehandling, idet der er tale om en undskyldelig vildfarelse med hensyn til fristens begyndelsestidspunkt, og at den ikke skulle have begraenset anvendelsen af dette begreb til tilfaelde, hvor en institution har udvist en adfaerd, der kan fremkalde en vildfarelse hos en borger, som er i god tro. En saadan begraensning er i strid med den domstolspraksis, Retten citerede (dom af 18.10.1977, sag 25/68, Schertzer mod Parlamentet, Sml. s. 1729, og af 5.4.1979, sag 117/78, Orlandi mod Kommissionen, Sml. s. 1613), hvorefter det er tilstraekkeligt konkret at undersoege, om vildfarelsen med hensyn til fristerne er undskyldelig.

26 Hertil bemaerkes, at Retten i praemis 29 fastslog, at begrebet undskyldelig vildfarelse kun omfatter usaedvanlige omstaendigheder, "navnlig" tilfaelde, hvor den paagaeldende institution har udvist en adfaerd, der enten i sig selv eller i afgoerende omfang maa antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos en borger. Da Retten har brugt biordet "navnlig", har den ikke begraenset begrebet undskyldelig vildfarelse, og den har saaledes anvendt den naevnte retspraksis korrekt.

27 Endvidere kan Bayer ikke med foeje goere gaeldende, at Retten har tilsidesat gaeldende ret, idet den ikke har anset de af selskabet begaaede fejl for undskyldelige.

28 Retten fastslog saaledes for det foerste (praemis 32 og 33), at der hos Bayer blev begaaet fire fejl i forbindelse med modtagelsen af det rekommanderede brev. Retten tilfoejede (praemis 34), at henset til disse fejl burde Bayer' s juridiske afdeling ° som det kan kraeves af en normalt paapasselig virksomhedsafdeling ° noeje og omhyggeligt have undersoegt, hvornaar forsendelsen oprindeligt var modtaget, hvilket den imidlertid ikke gjorde. Retten fastslog paa grundlag heraf med foeje (praemis 35), at Bayer hverken kan paaberaabe sig en mangelfuld arbejdsgang inden for virksomheden eller tilsidesaettelse af interne regler som grundlag for, at selskabets fejl var undskyldelige.

29 Det tredje anbringende maa saaledes ligeledes forkastes.

Det fjerde anbringende

30 Appellanten har anfoert, at Retten har tilsidesat artikel 42, stk. 2, i EOEF-statutten for Domstolen, hvorefter overskridelse af fristerne ikke bevirker retstab, naar den paagaeldende part godtgoer, at der foreligger omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure. Der er tale om to forskellige begreber. Det drejer sig om tvingende omstaendigheder, som parten i det ene tilfaelde ikke har indflydelse paa, og som i det andet tilfaelde har relation til den paagaeldende part. I denne sag har den fejl, posttjenesten begik, relation til appellanten, og der er tale om omstaendigheder, som ikke kunne forudses. Retten skulle saaledes ikke have truffet sin afgoerelse paa grundlag af Domstolens domme vedroerende force majeure.

31 Hertil bemaerkes, at Retten henviste til betingelserne for, at der foreligger omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, da den forkastede anbringendet vedroerende statuttens artikel 42, stk. 2. Ifoelge Domstolens faste praksis skal der foreligge usaedvanlige vanskeligheder, som sagsoegeren ikke har indflydelse paa, og som er uundgaaelige, selv om der udvises al den agtpaagivenhed, som maa forventes (praemis 44). Retten fastslog derefter, at da de omstaendigheder, appellanten havde paaberaabt sig, ikke kunne anses for en undskyldelig vildfarelse, kunne de naevnte betingelser saa meget desto mindre anses for opfyldt (praemis 45).

32 Det foelger af det anfoerte, at begreberne force majeure og omstaendigheder, der ikke kunne forudses, omfatter dels et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usaedvanlige vanskeligheder, som virksomheden ikke har indflydelse paa, dels et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik paa at undgaa konsekvenserne af de usaedvanlige begivenheder skal traeffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kraeves, at vedkommende traeffer urimeligt belastende foranstaltninger. Virksomheden skal navnlig noeje foelge procedurens forloeb og herunder udvise agtpaagivenhed med henblik paa at overholde de fastsatte frister.

33 Hertil bemaerkes blot, at de uregelmaessigheder hos Bayer, som Retten har fastslaaet i dommens praemis 34 og 35, skyldes fejl begaaet af selskabets ansatte. Herefter, og uden at det er noedvendigt at undersoege, om begrebet omstaendigheder, som ikke kunne forudses, faktisk er forskelligt fra force majeure, maa det fastslaas, at appellanten ikke med foeje kan goere gaeldende, at Retten skulle have fastslaaet, at der forelaa omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure.

34 Anbringendet om, at Retten tilsidesatte statuttens artikel 42, stk. 2, forkastes saaledes ogsaa.

35 Da ingen af de af appellanten paaberaabte anbringender kan tiltraedes, forkastes appellen i det hele.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

36 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som finder tilsvarende anvendelse paa appelsager, jf. artikel 118, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanten har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagsomkostningerne for Domstolen.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten betaler sagens omkostninger.

Top