61991J0123

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° anerkendelse og fuldbyrdelse ° grunde til naegtelse heraf ° det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt forkyndt for eller meddelt den udeblevne sagsoegte ° sagsoegt, der ikke har ivaerksat nogen af de foreliggende retsmidler mod afgoerelsen i domsstaten efter at have faaet kendskab til den afgoerelse, der er truffet i udeblivelsessagen ° anerkendelse naegtes

(Konventionen af 27.9.1968, art. 27, nr. 2)

Bestemmelsen i artikel 27, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en udeblivelsesdom, der er afsagt i en kontraherende stat, anerkendes i en anden kontraherende stat, saafremt det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt for den udeblevne sagsoegte, og dette gaelder ogsaa, selv om denne senere har faaet kendskab til den afgoerelse, der er truffet, men ikke har ivaerksat nogen af de retsmidler mod afgoerelse, der er hjemlet i domsstatens procesret.

1 Ved kendelse af 4. april 1991, indgaaet til Domstolen den 26. april 1991, har Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, stillet et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 27, nr. 2, i konventionen, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978 (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "Bruxelles-konventionen").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som foeres mellem Minalmet GmbH, Duesseldorf (herefter benaevnt "Minalmet"), og Brandeis Ltd, London (herefter benaevnt "Brandeis").

3 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at Brandeis soeger en udeblivelsesdom ° som blev afsagt i Det Forenede Kongerige den 15. december 1989 af High Court of Justice, Queen' s Bench Division, og hvorved Minalmet blev tilpligtet at betale Brandeis et pengebeloeb ° fuldbyrdet i Tyskland.

4 Det indledende processkrift i sagen, som foerte til afsigelsen af udeblivelsesdommen, var af myndighederne i Det Forenede Kongerige blevet fremsendt til den kompetente domstol i Forbundsrepublikken Tyskland til forkyndelse i medfoer af artikel 5, litra a), i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile og kommercielle spoergsmaal.

5 Amtsgericht Duesseldorf lod derefter, som den kompetente myndighed i Tyskland, forkyndelsen foretage gennem postvaesenet. Da postfunktionaeren ikke traf nogen i Minalmet' s forretningslokale, blev de dokumenter, der skulle forkyndes, henlagt paa postkontoret, og postfunktionaeren afgav erklaering om, at en skriftlig meddelelse om henlaeggelsen paa postkontoret var efterladt paa modtagerens adresse efter den saedvanlige fremgangsmaade for almindelige breve (subsidiaer forkyndelse efter ZPO' s § 182). Paa grundlag af denne erklaering attesterede Amtsgericht Duesseldorf, under henvisning til henlaeggelsen, at forkyndelsen var sket forskriftsmaessigt.

6 Ved kendelse af 21. februar 1990 traf Landgericht Duesseldorf efter begaering fra Brandeis afgoerelse om, at dommen skulle forsynes med fuldbyrdelsespaategning.

7 Denne kendelse kaerede Minalmet til Oberlandesgericht Duesseldorf under paaberaabelse af, at det indledende processkrift i sagen ikke var blevet forskriftsmaessigt forkyndt for selskabet efter tysk ret; samtidig erklaerede Minalmet paa tro og love hverken at have faaet kendskab til postfunktionaerens meddelelse om henlaeggelse paa postkontoret eller kendskab til det indledende processkrift i sagen. Oberlandesgericht stadfaestede den 14. maj 1990 Landgericht Duesseldorf' s kendelse.

8 Denne afgoerelse indbragte Minalmet for Bundesgerichtshof ved Rechtsbeschwerde. Bundesgerichtshof fastslog som et led i sin behandling af sagen, at forkyndelsen af det indledende processkrift ° som efter Haagerkonventionens artikel 5, litra a), skal bedoemmes efter tysk civilprocesret som modtagerstatens lovgivning ° var ugyldig, idet en subsidiaer forkyndelse kun med retsvirkning kunne vaere gennemfoert over for selskabet paa direktoerens private bopael og ikke i dets forretningslokale.

9 Paa denne baggrund besluttede Bundesgerichtshof at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:

"Kan en retsafgoerelse ikke anerkendes, jf. Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, saafremt sagsoegte er udeblevet, og det indledende processkrift i sagen ikke kan godtgoeres at vaere forkyndt for denne eller i hvert fald ikke er forskriftsmaessigt forkyndt for denne, men sagsoegte dog har faaet kendskab til den trufne retsafgoerelse, uden at han har gjort brug af nogen af de retsmidler mod afgoerelsen, som i sig selv er hjemlet i domsstatens procesret?"

10 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

11 Med det forelagte spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en udeblivelsesdom, der er afsagt i en kontraherende stat, anerkendes i en anden kontraherende stat, saafremt det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt for den udeblevne sagsoegte, ogsaa selv om denne senere har faaet kendskab til den afsagte dom, men ikke har gjort brug af nogen af de retsmidler mod afgoerelsen, der er hjemlet i domsstatens procesret.

12 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes foerst, at Bruxelles-konventionens artikel 27 indeholder en opregning af de betingelser, der i en kontraherende stat gaelder for anerkendelse af retsafgoerelser, som er truffet i en anden kontraherende stat. I henhold til artikel 27, nr. 2, skal anerkendelse naegtes "saafremt det indledende processkrift i sagen ... ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt [for] ... den udeblevne sagsoegte i saa god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen".

13 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i dom af 3. juli 1990 (sag C-305/88, Lancray, Sml. I, s. 2725, praemis 18) har fastslaaet, at forskriftsmaessig forkyndelse og rettidig forkyndelse er to forskellige garantier for den udeblevne sagsoegte, og at begge disse garantier skal vaere til stede. Den omstaendighed, at én af de to garantier ikke er til stede, er saaledes tilstraekkelig til, at anerkendelse af en udenlandsk retsafgoerelse naegtes.

14 Efter denne praksis maa en afgoerelse i en udeblivelsessag, der er truffet i en kontraherende stat, ikke anerkendes i en anden kontraherende stat, saafremt det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt for den udeblevne sagsoegte.

15 Det er uden betydning for denne fortolkning, at sagsoegte har faaet kendskab til afgoerelsen i udeblivelsessagen, men ikke har gjort brug af nogen af de retsmidler, der er hjemlet i domsstatens procesret.

16 En saadan argumentation ville da ogsaa vanskeligt kunne forenes med ordlyden af og formaalet med Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2.

17 Det fremgaar saaledes af bestemmelsens ordlyd, at det krav, der stilles, for at en retsafgoerelse kan anerkendes i en kontraherende stat, er, at det indledende processkrift i sagen forskriftsmaessigt og rettidigt er blevet forkyndt for sagsoegte.

18 Endvidere bemaerkes, som Domstolen har udtalt i dom af 16. juni 1981 (sag 166/80, Klomps, Sml. 1593, praemis 9), at formaalet med Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, er at beskytte retten til kontradiktion og at sikre, at en afgoerelse ikke anerkendes eller fuldbyrdes paa grundlag af konventionen, hvis sagsoegte ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen for retten i domsstaten.

19 Som det fremgaar af den paagaeldende bestemmelse, er det relevante tidspunkt med hensyn til, om sagsoegte kan varetage sine interesser, sagens anlaeg. Muligheden for senere at goere brug af et retsmiddel mod en afgoerelse, som er truffet i en udeblivelsessag, og som allerede er blevet eksigibel, kan ikke sidestilles med en adgang til at varetage sine interesser, inden retsafgoerelsen traeffes.

20 Som den forelaeggende ret med rette har anfoert, vil sagsoegte, naar foerst der er truffet en eksigibel retsafgoerelse, alt efter omstaendighederne, have vanskeligere ved at faa udsat fuldbyrdelsen af afgoerelsen, og processuelt kan han ogsaa vaere vanskeligere stillet. Dermed sker der en betydelig svaekkelse af de muligheder, en udebleven sagsoegt har for at varetage sine interesser. En saadan konsekvens vil vaere i strid med formaalet med den paagaeldende bestemmelse.

21 Af det anfoerte foelger, at anerkendelse i en kontraherende stat af en retsafgoerelse, der er truffet i en udeblivelsessag i en anden kontraherende stat, maa naegtes, naar det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt for sagsoegte, og at dette maa gaelde uafhaengigt af, at sagsoegte har faaet kendskab til den afgoerelse, der er truffet, men ikke har gjort brug af de foreliggende retsmidler mod afgoerelsen.

22 Den nationale rets spoergsmaal maa herefter besvares med, at bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en udeblivelsesdom, der er afsagt i en kontraherende stat, anerkendes i en anden kontraherende stat, saafremt det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt for den udeblevne sagsoegte, og at dette ogsaa gaelder, selv om denne senere har faaet kendskab til den afgoerelse, der er truffet, men ikke har gjort brug af nogen af de retsmidler mod afgoerelsen, der er hjemlet i domsstatens procesret.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 4. april 1991, for ret:

Bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en udeblivelsesdom, der er afsagt i en kontraherende stat, anerkendes i en anden kontraherende stat, saafremt det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt for den udeblevne sagsoegte, og dette gaelder ogsaa, selv om denne senere har faaet kendskab til den afgoerelse, der er truffet, men ikke har gjort brug af nogen af de retsmidler mod afgoerelsen, der er hjemlet i domsstatens procesret.