61991J0121

++++

1. Institutionernes retsakter ° tidsmaessig anvendelse ° processuelle regler ° anvendelse paa tvister, som verserer paa tidspunktet for deres ikrafttraeden

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde

(EOEF-traktaten, art. 190)

3. De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter ° tilbagebetaling af eller fritagelse for importafgifter ° artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ° raekkevidde

(Raadets forordning nr. 1430/79, art. 13)

4. De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter ° tilbagebetaling af eller fritagelse for importafgifter ° artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ° Kommissionens afgoerelse vedroerende en medlemsstats ansoegning ° vedtagelsesprocedure ° procedure, som sikrer de erhvervsdrivendes ret til kontradiktion

(Raadets forordning nr. 1430/79, art. 13)

5. Annullationssoegsmaal ° dom om annullation ° afgraensning af virkningerne for de nationale myndigheders forpligtelser ° Domstolen ikke kompetent

(EOEF-traktaten, art. 173 og 174)

1. Processuelle regler antages almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer paa ikrafttraedelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes saaledes, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttraedelsen.

2. Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som er lagt til grund af den EF-institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og forsvare deres rettigheder, dels saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret. Det kan dog ikke kraeves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske eller retlige momenter. Spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke blot i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

3. Den generelle billighedsklausul i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 har alene til formaal at goere det muligt, saafremt der foreligger visse saerlige omstaendigheder, og saafremt der ikke forligger forsoemmeligheder eller urigtigheder, at fritage erhvervsdrivende for betaling af skyldige afgifter, hvorimod den ikke giver en erhvervsdrivende adgang til at bestride, at kravet principielt er forfaldent. Der kan derfor ikke ° med henblik paa for Faellesskabets retsinstanser at anfaegte lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved det afvises at anvende naevnte artikel ° fremfoeres anbringender, som tilsigter at godtgoere ulovligheden af de nationale myndigheders afgoerelse, der er underkastet de nationale retsinstansers kontrol, og i henhold til hvilken den erhvervsdrivende er pligtig at betale afgifter.

4. Inden for rammerne af artikel 13 i forordning nr. 1430/79 giver proceduren for Kommissionens vedtagelse af beslutninger om tilbagebetaling af eller fritagelse for importafgifter, som indebaerer forskellige etaper ° hvoraf nogle ligger paa nationalt plan (den paagaeldende virksomheds indgivelse af ansoegningen, toldmyndighedernes foerste undersoegelse), og nogle paa faellesskabsplan (forelaeggelse af ansoegningen for Kommissionen, Toldfritagelsesudvalgets undersoegelse af sagen, hoering af en ekspertgruppe, Kommissionens beslutning, underretning til den paagaeldende medlemsstat) ° de interesserede parter alle de noedvendige retlige garantier, herunder retten til kontradiktion, der udgoer den vaesentligste kerne i retten til forsvar, naar den forloeber i overensstemmelse med de faellesskabsretlige forskrifter.

5. Det fremgaar af traktatens artikel 173, som fastsaetter betingelserne for at et annullationssoegsmaal kan antages til realitetsbehandling, at Domstolen har kompetence til at proeve lovligheden af retsakter vedtaget af Raadet og af Kommissionen. Saafremt soegsmaalet findes begrundet, erklaerer Domstolen i henhold til traktatens artikel 174 den anfaegtede retsakt ugyldig, men det tilkommer den ikke at udtale sig om de nationale myndigheders eventuelle forpligtelser, ogsaa selv om disse har handlet for at gennemfoere den annullerede faellesskabsretsakt.

1 Ved staevninger indgivet til Domstolens Justitskontor den 26. april 1991 har aktieselskabet CT Control (Rotterdam), sagsoeger i sag C-121/91, og aktieselskabet JCT Benelux, sagsoeger i sag C-122/91 (herefter benaevnt "sagsoegerne"), i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, nedlagt paastand dels om annullation af Kommissionens beslutning K(90) 1333 endelig udg.: REM 1/90 af 5. juli 1990 og K(90) 3021 endelig udg.: REM 8/90 af 18. december 1990 (sag C-121/91) samt af beslutning K(90) 3024 endelig udg.: REM 7/90 af 18. december 1990 (sag C-122/91), dels om at det fastslaas, at sagsoegernes ansoegninger skal godkendes i henhold til faellesskabsretten eller skal imoedekommes.

2 Domstolen har under hensyn til de to sagers sammenhaeng ved kendelse af 15. september 1992 forenet dem med henblik paa den mundtlige forhandling og dommen. Kongeriget Nederlandene har ved kendelse af 17. oktober 1991 faaet tilladelse til at intervenere i de to sager til stoette for Kommissionens paastande.

3 Sagsoegerne, der begge er toldspeditoerer i Nederlandene, fremlagde i forbindelse med indfoerslen af forskellige partier honning ° der blev foretaget i aarene 1982-1984 ° i perioden mellem den 17. december 1982 og den 5. oktober 1984 varecertifikater EUR. 1 som omhandlet i artikel 6 i protokol nr. 1 til den anden AVS-EOEF-konvention undertegnet i Lomé den 31. oktober 1979 (EFT 1980 L 347, s. 73). Det fremgik af varecertifikaterne, at honningen havde oprindelse i en AVS-stat, nemlig Jamaica. I henhold til den anden Lomé-konvention kunne de paagaeldende varer indfoeres uden betaling af den normale told.

4 Det fremgik efter en undersoegelse af udfoerslerne af naturlig honning med oprindelse i Jamaica til Faellesskabet, som Kommissionen indledte mellem den 29. oktober og den 10. november 1984 paa Jamaica, at der uretmaessigt var udstedt talrige EUR. 1-certifikater mellem 1979 og 1984. Efter at have foretaget en selvstaendig undersoegelse meddelte de jamaicanske myndigheder den 5. december 1984 Kommissionen, at nogle EUR. 1-certifikater, herunder dem, som sagsoegerne havde fremlagt ved deres angivelser, faktisk var udstedt uretmaessigt, og at de foelgelig var blevet tilbagekaldt.

5 Paa grundlag af denne oplysning, som Kommissionen meddelte dem den 14. marts 1985, besluttede de nederlandske toldmyndigheder at foretage efteropkraevning af de ikke opkraevede beloeb og tilstillede den 25. oktober 1985 sagsoegerne afgoerelserne om efteropkraevning af indfoerselstold. CT Control (Rotterdam) BV blev for samtlige indfoersler af naturlig honning med oprindelse i Jamaica, foretaget mellem december 1982 og oktober 1984, paalagt seks supplerende afgifter (numrene 252-257 AWDA) paa et samlet beloeb af 231 698,60 HFL, og JCT Benelux BV blev for indfoerslen af denne vare i december 1982 paalagt en supplerende afgift (nummer 261 AWDA) paa et beloeb af 24 498,50 HFL.

6 Sagsoegerne har ved skrivelser af henholdsvis 28. og 31. oktober 1985 til de kompetente nederlandske toldmyndigheder indgivet ansoegning om fritagelse for importafgifter i henhold til artikel 13 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s.1).

7 De to ansoegninger blev afslaaet ved afgoerelser af 10. april 1986, uden at de var blevet forelagt for Kommissionen som foreskrevet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Efter forgaeves at have indgivet klage over afgoerelserne anlagde sagsoegerne begge sag ved Tariefcommissie, Amsterdam, som ved afgoerelser af 20. november 1989 annullerede toldmyndighedernes afgoerelser og bestemte, at ansoegningerne skulle forelaegges Kommissionen.

8 De nederlandske toldmyndigheder oversendte derpaa ansoegningerne til Kommissionen ved skrivelser af 12. januar og 13. juli 1990, indgaaet henholdsvis den 15. januar og den 17. juli 1990 og registreret under numrene REM 1/90 og 8/90 (sag C-121/91), samt ved skrivelse af 13. juli 1990, indgaaet den 17. juli 1990 og registreret under nummer REM 7/90 (sag C-122/91).

9 Det fremgaar af artikel 1 i hver af de anfaegtede beslutninger, som blev vedtaget af Kommissionen henholdsvis den 5. juli og den 18. december 1990, at der ikke var grundlag for at indroemme fritagelse for importafgifter.

10 Efter at sagsoegerne den 20. februar 1990 fra de nederlandske toldmyndigheder havde faaet oplysning om indholdet af beslutningerne, har de anlagt de foreliggende sager.

11 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, de gaeldende retsforskrifter, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Annullationspaastandene

12 Sagsoegerne har til stoette for disse paastande fremfoert fire anbringender, der kan sammenfattes saaledes:

° tilsidesaettelse af procedurebestemmelser vedroerende den frist inden for hvilken Kommissionen skal traeffe afgoerelse

° utilstraekkelig begrundelse for de anfaegtede beslutninger

° tilsidesaettelse af proceduren med efterfoelgende kontrol af gyldigheden af EUR. 1-certifikater

° tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet.

Anbringendet om tilsidesaettelse af procedurebestemmelser vedroerende den frist inden for hvilken Kommissionen skal traeffe afgoerelse

13 Domstolen skal, inden den vurderer, hvorvidt dette anbringende er begrundet, henvise til den lovgivningsmaessige sammenhaeng, som det indgaar i.

14 Paa det tidspunkt, hvor sagsoegerne indgav ansoegning til de nederlandske myndigheder om fritagelse for importafgifter i henhold til artikel 13 i forordning 1430/79 ° nemlig i 1985 ° var gennemfoerelsesbestemmelserne til denne artikel fastsat ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1575/80 af 20. juni 1980 (EFT L 161, s. 13), som affattet ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 945/83 af 21. april 1983 om anden aendring af forordning (EOEF) nr. 1575/80 (EFT L 104, s. 14, herefter benaevnt "gennemfoerelsesforordningen af 1980").

15 I henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 2, skulle Kommissionens afgoerelse om godtgoerelse eller fritagelse

"traeffes senest fire maaneder efter datoen for Kommissionens modtagelse af den i artikel 3, stk. 1, omhandlede sag"

dvs. den vedkommende medlemsstat oversendte sag omfattende samtlige noedvendige oplysninger for at Kommissionen kan foretage en fuldstaendig undersoegelse af den ansoegning om godtgoerelse af eller fritagelse for importafgifter, som den beroerte person har fremsat.

16 Forordningens artikel 7 var affattet saaledes:

"saafremt Kommissionen ikke inden for den i artikel 5 omhandlede frist har truffet afgoerelse eller ikke inden for den i artikel 6 omhandlede frist har meddelt den paagaeldende medlemsstat nogen afgoerelse, imoedekommer den besluttende myndighed ansoegningen".

17 Paa det tidspunkt, hvor disse ansoegninger om fritagelse for importafgifter var blevet forelagt Kommissionen, nemlig henholdsvis den 15. januar og den 17. juli 1990, var gennemfoerelsesforordningen af 1980 blevet ophaevet med virkning fra den 1. januar 1987 og afloest af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3799/86 af 12. december 1986 om gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 4a, 6a, 11a og 13 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 (EFT L 352, s. 19, herefter benaevnt "gennemfoerelsesforordningen af 1986"). Denne forordning aendrede i artikel 5-10 paa en raekke punkter de indtil da gaeldende procedurebestemmelser.

18 I henhold til denne forordnings artikel 8, stk. 2, skulle Kommissionens beslutning om godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter

"traeffes senest seks maaneder efter datoen for Kommissionens modtagelse af den i artikel 6, stk. 1, omhandlede sag"

dvs. den sag, som der er henvist til i denne doms praemis 15.

19 Denne forordnings artikel 10 gentager de nationale myndigheders forpligtelse til at imoedekomme ansoegningen, saafremt Kommissionen ikke har truffet beslutning inden for den frist paa seks maaneder, som er omhandlet i artikel 8.

20 Under hensyn til disse bestemmelser har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen var forpligtet til at undersoege deres ansoegning om fritagelse for importafgifter paa grundlag af de regler om frister, der var gaeldende den 25. oktober 1985, paa hvilken dato de nationale myndigheder foretog efteropkraevning, og at Kommissionen med henblik paa denne undersoegelse kun raadede over den frist paa fire maaneder, der er fastsat i gennemfoerelsesforordningen af 1980. Da Kommissionen ikke har truffet nogen beslutning inden for denne frist, skulle de nederlandske toldmyndigheder i henhold til artikel 7 i gennemfoerelsesforordningen af 1980 have efterkommet de paagaeldende ansoegninger. Kommissionens anfaegtede beslutninger, der derefter blev vedtaget, boer derfor annulleres.

21 Kommissionen og den nederlandske regering har heroverfor anfoert, at der i det foreliggende tilfaelde skal ske anvendelse af procedurebestemmelser, som er indeholdt i gennemfoerelsesforordningen af 1986, eftersom ansoegningerne om fritagelse for de paagaeldende importafgifter foerst blev indgivet til Kommissionen henholdsvis den 12. januar og den 13. juli 1990, dvs. efter den 1. januar 1987, paa hvilken dato denne gennemfoerelsesforordning traadte i kraft. De omtvistede beslutninger er i oevrigt blevet vedtaget inden for den frist paa seks maaneder, som er fastsat i forordningen.

22 Det bemaerkes, at ifoelge fast praksis antages processuelle regler almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer paa ikrafttraedelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes saaledes, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttraedelsen (jf. bl.a. dom af 12.11.1981, forenede sager 212/80-217/80, Salumi II, Sml. s. 2735, praemis 9).

23 Det er ubestridt, at de omhandlede gennemfoerelsesbestemmelser er procedurebestemmelser vedroerende Kommissionens behandling af ansoegninger om godtgoerelse eller fritagelse. Ifoelge princippet om procedurebestemmelsers tidsmaessige virkning er det derfor gennemfoerelsesforordningen af 1986, og ikke som haevdet af sagsoegerne gennemfoerelsesforordningen af 1980, der finder anvendelse i den foreliggende sag, hvilket indebaerer, at Kommissionen havde en frist paa seks maaneder til at traeffe de anfaegtede beslutninger, hvilken frist den har overholdt.

24 Sagsoegerne har under henvisning til ovennaevnte dom i sagen Salumi II og dommen af 27. maj 1982 (sag 113/81, Reichelt, Sml. s. 1957) imidlertid anfoert, at princippet vedroerende procedurebestemmelsers tidsmaessige virkning ikke finder anvendelse i de foreliggende sager, eftersom de relevante processuelle og materielretlige regler er uloeseligt forbundet med hinanden og derfor ikke kan betragtes isoleret med henblik paa deres tidsmaessige virkning.

25 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

26 Dels har Domstolen i ovennaevnte domme i sagerne Salumi II og Reichelt begraenset sig til at fastslaa, at Faellesskabets ordning med efteropkraevning af import- eller eksportafgifter (dommen i sagen Salumi II) og Faellesskabets ordning med godtgoerelse af eller fritagelse for importafgifter (dommen i Reichelt-sagen) med tilbagevirkende kraft var traadt i stedet for de forskellige tilsvarende nationale ordninger, saavel med hensyn til de gaeldende processuelle regler som med hensyn til de materielretlige regler.

27 Dels kunne Kommissionen ° uanset hvilke materielretlige der fandt anvendelse paa de i 1990 indgivne ansoegninger om godtgoerelse af eller fritagelse for afgifter ° ved behandlingen af disse ansoegninger kun foelge de procedurebestemmelser, der definerede dens kompetence og forpligtelser, og som var i kraft siden ikrafttraedelsen af gennemfoerelsesforordningen af 1986, dvs. inden ansoegningerne om godtgoerelse af eller fritagelse var blevet indgivet til Kommissionen. Foer denne henvendelse til Kommissionen havde de interesserede parter under ingen omstaendigheder erhvervet en ret med hensyn til anvendelsen af bestemmelserne i gennemfoerelsesforordningen af 1980, der var blevet ophaevet siden den 1. januar 1987, endog inden indgivelsen af deres ansoegninger til Kommissionen.

28 Det fremgaar af samtlige disse betragtninger, at sagsoegernes foerste anbringende ikke kan laegges til grund.

Anbringendet om manglende begrundelse

29 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at de anfaegtede beslutninger ikke opfylder begrundelseskravet i traktatens artikel 190, for saa vidt Kommissionen i begrundelsen alene henviser til Domstolens dom af 13. november 1984 (forenede sager 98/83 og 230/83 Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen, Sml. s. 3763) uden at tage hensyn til de i sagen omhandlede faktiske omstaendigheder og saerlige forhold.

30 De har i denne henseende fremfoert tre forskellige indsigelser:

° Grundene til, at dommen i sagen Van Gend & Loos og Bosman er relevant, er ikke angivet.

° Begrundelsen i den foreliggende sag er med urette baseret paa denne dom.

° Det er ikke godtgjort, at den indfoerte honning ikke havde oprindelse i Jamaica eller en anden AVS-stat.

31 Det bemaerkes, at ifoelge fast praksis (jf. bl.a. dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, praemis 38) skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som er lagt til grund af den EF-institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og forsvare deres rettigheder, dels saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret. Det kan dog ikke kraeves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske eller retlige momenter. Spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke blot i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (jf. dom af 25.10.1984, sag 185/83, Rijksuniversiteit, Groningen, Sml. s. 3623, praemis 38).

32 Begrundelsen til de anfaegtede beslutninger opfylder disse krav. Den leverer alle de faktiske og retlige elementer, der ligger til grund for beslutningerne angaaende ansoegningerne om fritagelse for afgifter. Saaledes understreges det, at det ikke er afgoerende for fritagelse for afgifter, at efteropkraevningen foretages af en toldspeditoer (fjerde betragtning til de anfaegtede beslutninger), at sidstnaevnte "er ansvarlig baade med hensyn til betaling af importafgifter og forskriftsmaessigheden af de dokumenter, som han fremlaegger for toldmyndighederne til stoette for erklaeringen om overgang til fri omsaetning" (femte betragtning til de anfaegtede beslutninger), og ° i overensstemmelse med ovennaevnte dom i sagen Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen ° at den "omstaendighed, at der modtages certifikater eller dokumenter, som derefter goeres ugyldige af de kompetente myndigheder, ikke kan anses for saerlige forhold i henhold til artikel 13 i forordning (EOEF) nr. 1430/79, der kan begrunde en tilbagebetaling af importafgifter, der skyldes i henhold til loven, idet den gode tro med hensyn til disse certifikaters gyldighed og rigtigheden af deres indhold i almindelighed ikke er beskyttet" (sjette betragtning til de omtvistede beslutninger).

33 Denne konklusion kan ikke afkraeftes af de tre ovennaevnte indsigelser, som sagsoegerne har fremfoert til stoette for anbringendet om utilstraekkelig begrundelse af de anfaegtede beslutninger.

34 Med hensyn til den foerste indsigelse er det tilstraekkeligt at fastslaa ° i modsaetning til det af sagsoegerne anfoerte ° at begrundelsen til de omtvistede beslutninger angiver grundene til, at der henvises til dommen i sagen Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen. Som anfoert i den sjette betragtning til de anfaegtede beslutninger, tilsigter henvisningen til denne dom fra Domstolen at godtgoere, at betingelsen i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, nemlig eksistensen af saerlige forhold, ikke er opfyldt, naar der foreligger omstaendigheder som dem, der ligger til grund for den naevnte dom. Denne indsigelse kan derfor ikke laegges til grund.

35 Sagsoegerne har i forbindelse med deres anden indsigelse gjort gaeldende, at under hensyn til de vaesentlige forskelle mellem de faktiske omstaendigheder i sagen Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen og de foreliggende sager, kan denne dom ikke paaberaabes til stoette for, at der i de foreliggende sager ikke foreligger "saerlige forhold", i den forstand udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.

36 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

37 Den paagaeldende dom gav en fortolkning af begrebet "saerlige forhold", der er indeholdt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Den praeciserer nemlig, at en toldspeditoer ved selve udoevelsen af sin virksomhed paatager sig ansvar baade med hensyn til betaling af importafgifter og med hensyn til rigtigheden af de dokumenter, som han fremlaegger for toldmyndighederne. Den omstaendighed, at det efterfoelgende viser sig, at certifikaterne er blevet trukket tilbage af den kompetente toldmyndighed, udgoer ikke et "saerligt forhold", men en erhvervsmaessig risiko, som enhver toldspeditoer, ogsaa i god tro, udsaetter sig for. Med hensyn til det sidstnaevnte punkt angives det klart i dommen, at de paagaeldendes gode tro med hensyn til bemaerkningerne paa oprindelsescertifikaterne ikke kan betragtes som et "saerligt forhold".

38 Sagsoegerne har ikke bestridt, at de har udoevet virksomhed som toldspeditoer, at de har paataget sig et ansvar med hensyn til forskriftsmaessigheden af tolddokumenter, og at de af dem fremlagte dokumenter efterfoelgende har vist sig at vaere ugyldige. Disse omstaendigheder svarer noejagtigt til de betragtninger, der i den naevnte dom foerte Domstolen til den konklusion, at der ikke forelaa "saerlige forhold" i den betydning udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Kommissionen har derfor med rette baseret de anfaegtede beslutningers begrundelse paa denne dom.

39 Med hensyn til sagsoegernes tredje indsigelse, nemlig at Kommissionen i de anfaegtede beslutninger ikke har godtgjort, at den importerede honning ikke havde oprindelse i Jamaica eller en anden AVS-stat, er det tilstraekkeligt at anfoere, at det paahviler importoeren og ikke Kommissionen at godtgoere, at den indfoerte vare har oprindelse i en AVS-stat for at opnaa fritagelse for importafgifter. Desuden angaar dette spoergsmaal lovligheden af tilbagekaldelsen af oprindelsescertifikater. Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 12. marts 1987 (forenede sager 244/85 og 245/85, Italgrani mod Kommissionen, Sml. s. 1303), kan dette ikke fremfoeres som argument til stoette for, at Kommissionens beslutninger angaaende ansoegninger om fritagelse for afgifter er ugyldige. Denne indsigelse kan derfor heller ikke laegges til grund.

40 Det fremgaar af det foregaaende, at sagsoegerne var i stand til at faa kendskab til de grunde, ud fra hvilke Kommissionen havde antaget, at fritagelse for importafgifter ikke var begrundet i den foreliggende sag, og at de har haft mulighed for under fuldt kendskab til sagen at varetage forsvaret af deres rettigheder.

41 Lovligheden af de omtvistede beslutninger kan derfor ikke anfaegtes i henhold til det begrundelseskrav, som er fastsat i traktatens artikel 190. Det paaberaabte anbringende kan derfor ikke laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af proceduren med efterfoelgende kontrol af gyldigheden af EUR. 1-certifikater

42 Sagsoegerne har i denne henseende gjort gaeldende, at den procedure, som er foreskrevet ved ovennaevnte artikel 25 i protokol nr. 1 til den anden Lomé-konvention, med henblik paa konstatering af, at EUR. 1-certifikater er ugyldige, ikke er blevet overholdt, og at de nederlandske myndigheders beslutning om at foretage efteropkraevning af importafgifter derfor er ulovlig. Sagsoegerne mener, at under disse omstaendigheder skulle de ansoegninger, som foerte til de anfaegtede beslutninger, ikke have vaeret forelagt for Kommissionen, og at de derfor boer annulleres.

43 Det bemaerkes, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 alene har til formaal at goere det muligt, saafremt der foreligger visse saerlige omstaendigheder, og saafremt der ikke foreligger forsoemmeligheder eller urigtigheder, at fritage erhvervsdrivende for betaling af skyldige afgifter, hvorimod den ikke giver adgang til at bestride, at kravet principielt er forfaldent (jf. paa linie hermed ovennaevnte dom i sagen Italgrani mod Kommissionen, praemis 11).

44 Det fremgaar heraf, at sagsoegerne mod de anfaegtede beslutninger kun med foeje kan paaberaabe sig anbringender, der i det foreliggende tilfaelde tilsigter at godtgoere eksistensen af saerlige forhold, samt at de ikke har udvist forsoemmelighed eller urigtighed, men ikke anbringender, som tilsigter at godtgoere ulovligheden af beslutninger fra de kompetente nationale myndigheder, som har paalagt dem at betale de omtvistede afgifter.

45 Sagsoegerne har imidlertid selv erkendt, at anbringendet om tilsidesaettelse af proceduren med efterfoelgende kontrol af gyldigheden af EUR. 1-certifikater angaar lovligheden af de nederlandske myndigheders beslutninger om at efteropkraeve importafgifter. Der kan imidlertid kun traeffes afgoerelse om lovligheden af disse beslutninger i forbindelse med en sag anlagt for den kompetente nationale retsinstans.

46 Herefter kan det tredje anbringende heller ikke tiltraedes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet

47 Sagsoegerne har anfoert, at den procedure, som blev fulgt ved vedtagelsen af de anfaegtede beslutninger, ikke opfylder de garantier, som faellesskabsretten foreskriver desangaaende. De har anfoert, at de ikke har haft lejlighed til at fremfoere deres synspunkt direkte for Kommissionen, og at de ikke har raadet over alle de elementer, som har foert til vedtagelsen af de anfaegtede beslutninger.

48 Det bemaerkes, at Domstolen i dommen af 17. marts 1983 (sag 294/81, Control Data mod Kommissionen, Sml. s. 911, praemis 17) og i dommen i sagen Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen (a.st., praemis 9) allerede har forkastet dette anbringende, som blev fremfoert i samme juridiske sammenhaeng. Domstolen udtalte i disse domme, at proceduren til vedtagelse af de anfaegtede beslutninger, som indebaerer forskellige etaper, hvoraf nogle ligger paa nationalt plan (den paagaeldende virksomheds indgivelse af ansoegningen, toldmyndighedernes foerste undersoegelse), og nogle paa faellesskabsplan (forelaeggelse af ansoegningen for Kommissionen, Toldfritagelsesudvalgets undersoegelse af sagen, hoering af en ekspertgruppe, Kommissionens beslutning, underretning til den paagaeldende medlemsstat), giver de interesserede parter alle de noedvendige retlige garantier.

49 Da denne procedure er blevet fulgt i den foreliggende sag, hvilket sagsoegerne ikke bestrider, er anbringendet om tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet uden grundlag. Proceduren har nemlig gjort det muligt for sagsoegerne at fremfoere alle deres argumenter over for de nederlandske myndigheder; deres sag har vaeret forelagt saavel Toldfritagelsesudvalget som Kommissionen. Sagsoegerne har i oevrigt erkendt, at alle de argumenter, som de kunne goere gaeldende med henblik paa fritagelse for afgifter, var blevet naevnt i deres ansoegninger, og at der ikke forelaa noget nyt element, som de kunne have fremfoert i forbindelse med deres dokumentation. Under alle omstaendigheder havde de kendskab til, at deres ansoegninger blev oversendt til Kommissionen, og de har kunnet supplere den heri indeholdte argumentation, saafremt de maatte have oensket det.

50 Sagsoegerne mener imidlertid i denne forbindelse, dels under hensyn til den seneste udvikling i Domstolens praksis med hensyn til kontradiktionsprincippet og paa omraadet for konkurrenceret og antidumpingtold, dels under hensyn til anvendelsen af artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention, at overholdelsen af retten til forsvar skal sikres mere strengt, end det er sket i de sager, der gav anledning til de ovennaevnte domme Control Data og Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen.

51 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

52 Det skal for det foerste fastslaas, saaledes som Kommissionen med rette har anfoert, at de procedurer, der gaelder paa omraaderne for konkurrenceret eller antidumpingtold, adskiller sig vaesentligt fra den procedure, som er blevet fulgt i den foreliggende sag. I forbindelse med sidstnaevnte indgiver de erhvervsdrivende selv ansoegninger med henblik paa fritagelse for importafgifter, mens det i konkurrencesager og i antidumpingsager er Faellesskabets institutioner, som beslutter at indlede en procedure med henblik paa eventuelt at forfoelge den erhvervsdrivende, som tilsidesaetter traktatens bestemmelser. I sidstnaevnte tilfaelde har kontradiktionsprincippet, som ifoelge Domstolens praksis udgoer den vaesentligste kerne i retten til forsvar, en saerlig betydning. I sager som den foreliggende maa det derimod antages, at kontradiktionsprincippet er blevet overholdt paa faellesskabsplan, saafremt de krav, som er knaesat i dommene Control Data og Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen, er opfyldt.

53 Det bemaerkes dernaest, at sagsoegerne ikke har fremfoert noget som helst element som bevis for, at kontradiktionsprincippet ° saaledes som det er garanteret i forbindelse med den procedure, som er foreskrevet med henblik paa vedtagelsen af de anfaegtede beslutninger ° ikke er i overensstemmelse med kravene i artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

54 Herefter kan anbringendet om tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet, og foelgelig paastandene om annullation af de omtvistede beslutninger, ikke laegges til grund.

Paastandene om at det fastslaas, at de til de nationale myndigheder indgivne ansoegninger skal godkendes i henhold til faellesskabsretten, henholdsvis at de skal imoedekommes

55 Med dette anbringende tilsigtes det i det vaesentlige, at Domstolen skal fastslaa, at de nederlandske toldmyndigheder er forpligtet til at imoedekomme de af sagsoegerne indgivne ansoegninger om fritagelse for importafgifter.

56 Det fremgaar af traktatens artikel 173, som fastsaetter betingelserne for at et annullationssoegsmaal kan antages til realitetsbehandling, at Domstolen har kompetence til at proeve lovligheden af retsakter vedtaget af Raadet og af Kommissionen. Saafremt soegsmaalet findes begrundet, erklaerer Domstolen i henhold til traktatens artikel 174 den anfaegtede retsakt ugyldig.

57 Heraf foelger, at Domstolen ikke i forbindelse med et saadant soegsmaal har kompetence til at udtale sig om de nationale myndigheders eventuelle forpligtelser og dette end ikke i et tilfaelde, hvor en kommissionsbeslutning er blevet erklaeret ugyldig.

58 Disse paastande kan derfor ikke tages til foelge.

59 Det foelger af det foregaaende, at sagsoegte boer frifindes for paastandene om annullation af Kommissionens beslutning K(90) 1333 endelig udg.: REM 1/90, af 5. juli 1990 og K(90) 3021 endelig udg.: REM 8/90 af 18. december 1990 samt beslutning K(90) 3024 endelig udg.: REM 7/90 af 18. december 1990, og at sagsoegerne ikke kan gives medhold, for saa vidt som de har nedlagt paastand om, at det fastslaas, at de til de nationale myndigheder indgivne ansoegninger om fritagelse for importafgifter skal efterkommes i henhold til faellesskabsretten, henholdsvis at de skal imoedekommes.

Sagens omkostninger

60 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegerne har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt af intervenienten, som har nedlagt paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger, herunder intervenientens omkostninger.