61991J0104

++++

1. Fri bevaegelighed for personer ° etableringsfrihed ° ejendomsmaeglere ° adgang til dette erhverv ° forpligtelse for medlemsstaterne til at undersoege spoergsmaalet om ligevaerdigheden mellem henholdsvis de efter national lovgivning kraevede eksamensbeviser og eksamensbeviser erhvervet i oprindelsesmedlemsstaten ° forpligtelse til at traeffe afgoerelse ved en begrundet beslutning, der kan anfaegtes ved domstolene

(EOEF-traktaten, art. 52 og 57)

2. Fri bevaegelighed for personer ° etableringsfrihed ° lovreguleret erhverv udoevet af en statsborger i en anden medlemsstat, der ikke opfylder de i modtagerstaten gaeldende betingelser ° strafferetlig forfoelgning ° lovlighed ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 52 og 57)

1. Traktatens artikel 52 og 57 skal fortolkes saaledes:

° Saa laenge der ikke er udstedt noget direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som ejendomsmaegler, er myndighederne i en medlemsstat, for hvem der indbringes en ansoegning om tilladelse til at udoeve dette erhverv af en statsborger i en anden medlemsstat, som er i besiddelse af et eksamens- eller kvalifikationsbevis, der giver adgang til at udoeve dette erhverv i den paagaeldendes hjemland, forpligtet til at undersoege, i hvilket omfang de kundskaber og kvalifikationer, der fremgaar af de eksamensbeviser eller faglige kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet i sit hjemland, svarer til kravene i modtagerstatens lovgivning.

° Saafremt der kun er delvis overensstemmelse mellem eksamens- eller kvalifikationsbeviserne, kan myndighederne i modtagerstaten kraeve, at vedkommende godtgoer at have erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer, om noedvendigt ved at forlange, at han eller hun bestaar en proeve.

° En beslutning, hvorved det over for en statsborger i en anden medlemsstat afslaas at anerkende et eksamensbevis eller fagligt kvalifikationsbevis udstedt i vedkommendes hjemland eller at anse dette for ligevaerdigt, skal kunne anfaegtes ved domstolene med henblik paa en proevelse af beslutningens lovlighed efter faellesskabsretten, idet den paagaeldende endvidere har krav paa at faa kendskab til begrundelsen for beslutningen.

2. Saa laenge der ikke for et bestemt lovreguleret erhvervs vedkommende er udstedt noget direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, er myndighederne i modtagerstaten forpligtet til at vurdere spoergsmaalet om ligevaerdigheden mellem henholdsvis et eksamensbevis eller fagligt kvalifikationsbevis, som er blevet udstedt til den paagaeldende EF-borger i en anden medlemsstat, og det eksamens- eller kvalifikationsbevis, der kraeves efter lovgivningen i modtagerstaten, og proceduren i forbindelse med undersoegelsen skal opfylde visse krav, navnlig hvad angaar begrundelsen for en beslutning om afslag og adgang til at anfaegte en saadan. For saa vidt disse betingelser overholdes, er traktatens artikel 52 og 57 ikke til hinder for, at en medlemsstat goer det strafbart, at en statsborger i en anden medlemsstat udoever et lovreguleret erhverv, saafremt vedkommende ikke opfylder de betingelser, der kraeves efter modtagerstatens lovgivning.

1 Ved kendelse af 21. februar 1991 indgaaet til Domstolen den 2. april 1991 har Juzgado de Instrucción n 20 de Madrid i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 52 og 57 og Raadets direktiv 67/43/EOEF af 12. januar 1967 om gennemfoerelsen af etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser for selvstaendig virksomhed inden for: 1. "Ejendomshandel og -administration (undtagen 6401)" (ex CITI-gruppe 640), 2. "Visse tjenesteydelser for erhvervslivet" (CITI-gruppe 839) (EFT 1967, s. 3).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en straffesag, som paa foranledning af Colegio Oficial de Agentes de la Propiedad Inmobiliaria, den officielle faglige sammenslutning for ejendomsmaeglere, er blevet ivaerksat mod selskabet Aguirre Newman ved medlemmerne af dettes bestyrelse S. Aguirre og S. K. Newman, idet sammenslutningen har gjort gaeldende, at disse har gjort sig skyldige i en retsstridig udoevelse af erhvervet som ejendomsmaegler.

3 Da Juzgado de Instrucción n 20 de Madrid har fundet, at sagen rejser spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, har retten udsat sin behandling af sagen, indtil Domstolen har truffet afgoerelse om foelgende spoergsmaal:

"1) Skal de faellesskabsretlige bestemmelser om etableringsfrihed i EOEF-traktatens artikel 52 ff. og i direktiv 67/43 paa det nuvaerende trin i gennemfoerelsen af traktatens artikel 57, stk. 1, fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan straffe en statsborger i en anden medlemsstat, der er i besiddelse af et kvalifikationsbevis, som er gyldigt udstedt i vedkommendes hjemland, men som ikke er godkendt i det land, hvor han eller hun vil etablere sig og udoeve virksomhed som ejendomsmaegler?

2) Skal de naevnte faellesskabsretlige bestemmelser fortolkes saaledes, at traktatens artikel 57, stk. 1, hvorefter Raadet inden for en rimelig frist skal udstede direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, og det forhold, at der endnu ikke efter 24 aar er truffet nogen saadan foranstaltning for ejendomsmaeglere, tillader en medlemsstat at opretholde et krav om, at en person, der oensker at udoeve den naevnte form for virksomhed og er i besiddelse af det hertil fornoedne kvalifikationsbevis i sit hjemland, skal bestaa en proeve?"

4 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

5 Som foelge af sammenhaengen i Domstolens argumentation vil det vaere hensigtsmaessigt indledningsvis at besvare det andet spoergsmaal, hvorved det i det vaesentlige oenskes oplyst, hvorvidt og paa hvilke vilkaar ° saa laenge der ikke er udstedt noget direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som ejendomsmaegler ° traktatens artikel 52 og 57 indebaerer, at myndighederne i en medlemsstat, for hvem der indbringes en ansoegning om tilladelse til at udoeve dette erhverv af en statsborger i en anden medlemsstat, som er i besiddelse af et eksamens- eller kvalifikationsbevis, der giver adgang til at udoeve dette erhverv i den paagaeldendes hjemland, kan opretholde et krav om, at han eller hun skal bestaa en proeve.

6 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes i foerste raekke, at som Domstolen har fastslaaet i dommen af 28. januar 1992 (forenede sager C-330/90 og C-331/90, López Brea, Sml. I, s. 323), opstiller direktiv 67/43 alene et krav om en afskaffelse af enhver ° direkte eller indirekte ° forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, hvorimod direktivet ikke tilsigter nogen harmonisering af de vilkaar, der er fastsat i de nationale ordninger, som regulerer spoergsmaalet om adgang til erhvervet som ejendomsmaegler og om ret til at udoeve dette.

7 Det bemaerkes herefter, at i det omfang, betingelserne for at udoeve et erhverv ikke er harmoniseret, kan medlemsstaterne frit fastsaette de kundskaber og kvalifikationer, der findes noedvendige for at udoeve vedkommende erhverv, ligesom de kan kraeve et eksamensbevis fremlagt som dokumentation for saadanne kundskaber og kvalifikationer (jf. dom af 15.10.1987, sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097, praemis 10, og af 7.5.1991, sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357, praemis 9).

8 Det bemaerkes dog, at traktatens artikel 52 bestemmer, at etableringsfriheden skal vaere gennemfoert ved udloebet af overgangsperioden, og saaledes indeholder en praecis forpligtelse til at naa dette resultat, hvis opfyldelse skal lettes, men ikke vaere betinget af ivaerksaettelsen af en plan med gradvise foranstaltninger (jf. dom af 28.6.1977, sag 11/77, Patrick, Sml. s. 1199, praemis 10, og af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 13).

9 Endvidere fremgaar det af Domstolens faste praksis, at for saa vidt faellesskabsretten ikke selv indeholder bestemmelser herom, kan traktatens maal ° og herunder navnlig etableringsfriheden ° gennemfoeres ved foranstaltninger, som traeffes af medlemsstaterne, der i medfoer af traktatens artikel 5 skal traeffe "alle almindelige eller saerlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger af denne traktat eller af retsakter udstedt af Faellesskabets institutioner", og afholde sig fra "at traeffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggoerelsen af denne traktats maalsaetning i fare" (jf. dom af 28.4.1977, sag 71/76, Thieffry, Sml. s. 765, praemis 16, og af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 14).

10 Det bemaerkes herved, at selv om nationale regler om bestemte kvalifikationer anvendes uden forskelsbehandling med hensyn til nationalitet, kan de have til foelge, at statsborgere i andre medlemsstater hindres i at udoeve etableringsretten, der er sikret i traktatens artikel 52. Dette kan vaere tilfaeldet, saafremt der ved de paagaeldende nationale regler ikke tages hensyn til kundskaber og kvalifikationer, som vedkommende allerede har erhvervet i en anden medlemsstat (jf. dom af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 15).

11 Det foelger heraf, at naar der i en medlemsstat indgives ansoegning om tilladelse til at udoeve et erhverv, hvortil adgangen ifoelge national ret er betinget af, at vedkommende er i besiddelse af et eksamensbevis eller af bestemte faglige kvalifikationer, skal medlemsstaten tage hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som den paagaeldende har erhvervet med henblik paa at kunne udoeve dette erhverv i en anden medlemsstat, og foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale regler (jf. dom af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 16).

12 Ved denne undersoegelse skal myndighederne i modtagerstaten objektivt kunne sikre sig, at indehaveren af det udenlandske eksamensbevis er i besiddelse af kundskaber og kvalifikationer, som er, om ikke identiske med, saa dog i det mindste paa samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, som et nationalt eksamensbevis dokumenterer. Ved denne vurdering af det udenlandske kvalifikationsbevis' ligevaerdighed skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et saadant bevis maa antages at have opnaaet, naar henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der er forbundet med det (jf. dom af 15.10.1987, Heylens, jf. ovenfor, praemis 13).

13 En medlemsstat kan dog ved undersoegelsen inddrage de objektive forskelle, der bestaar i betragtning af saavel de retsforskrifter vedroerende det paagaeldende erhverv, der gaelder i oprindelsesmedlemsstaten, som virkefeltet herfor. Hvad angaar erhvervet som ejendomsmaegler kan en medlemsstat saaledes foretage en sammenlignende undersoegelse af vedkommende faglige kvalifikationsbeviser, saaledes at der tages hensyn til forskelle mellem de paagaeldende nationale retsforskrifter (jf. dom af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 18).

14 Saafremt det paa grundlag af sammenligningen af kvalifikationsbeviserne kan konstateres, at de kundskaber og kvalifikationer, der er dokumenteret ved det udenlandske bevis, svarer til de krav, der stilles i de nationale bestemmelser, er medlemsstaten forpligtet til at anerkende, at kvalifikationsbeviset opfylder disse krav. Hvis der ved sammenligningen derimod kun fremgaar delvis overensstemmelse mellem kundskaberne og kvalifikationerne, er medlemsstaten berettiget til at kraeve, at vedkommende dokumenterer, at han eller hun har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer (jf. dom af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 19).

15 Endelig bemaerkes, at undersoegelsen af, om der er overensstemmelse mellem de kundskaber og kvalifikationer, som er dokumenteret ved det udenlandske kvalifikationsbevis, og dem, der kraeves i henhold til modtagerstatens lovgivning, skal foretages af de nationale myndigheder paa en maade, der opfylder faellesskabsrettens krav om en effektiv beskyttelse af de grundrettigheder, som ved traktaten er tillagt statsborgere i Faellesskabet. Heraf foelger, at enhver beslutning, som de nationale myndigheder traeffer i forbindelse med undersoegelsen, skal kunne indbringes for domstolene med henblik paa en proevelse af beslutningens lovlighed efter faellesskabsretten, og at vedkommende skal kunne faa kendskab til begrundelsen for beslutningen (jf. dom af 15.10.1987, Heylens, jf. ovenfor, praemis 17, og af 7.5.1991, Vlassopoulou, jf. ovenfor, praemis 22).

16 Det andet spoergsmaal fra Juzgado de Instrucción n 20 de Madrid, i den ovenfor angivne aendrede affattelse, maa herefter besvares med, at traktatens artikel 52 og 57 skal fortolkes saaledes:

° Saa laenge der ikke er udstedt noget direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som ejendomsmaegler, er myndighederne i en medlemsstat, for hvem der indbringes en ansoegning om tilladelse til at udoeve dette erhverv af en statsborger i en anden medlemsstat, som er i besiddelse af et eksamens- eller kvalifikationsbevis, der giver adgang til at udoeve dette erhverv i den paagaeldendes hjemland, forpligtet til at undersoege, i hvilket omfang de kundskaber og kvalifikationer, der fremgaar af de eksamensbeviser eller faglige kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet i sit hjemland, svarer til kravene i modtagerstatens lovgivning.

° Saafremt der kun er delvis overensstemmelse mellem eksamens- eller kvalifikationsbeviserne, kan myndighederne i modtagerstaten kraeve, at vedkommende godtgoer at have erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer, om noedvendigt ved at forlange, at han eller hun bestaar en proeve.

° En beslutning, hvorved det over for en statsborger i en anden medlemsstat afslaas at anerkende et eksamensbevis eller fagligt kvalifikationsbevis udstedt i vedkommendes hjemland eller at anse dette for ligevaerdigt, skal kunne anfaegtes ved domstolene med henblik paa en proevelse af beslutningens lovlighed efter faellesskabsretten, idet den paagaeldende endvidere har krav paa at faa kendskab til begrundelsen for beslutningen.

17 Ved det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende retsinstans i det vaesentlige oplyst, hvorvidt og under hvilke omstaendigheder traktatens artikel 52 og 57 er til hinder for, at en medlemsstat goer det strafbart, at en statsborger i en anden medlemsstat udoever et lovreguleret erhverv, saafremt vedkommende ikke opfylder de betingelser, der kraeves efter modtagerstatens lovgivning.

18 Det bemaerkes herom, at det fremgaar af besvarelsen af det andet spoergsmaal, at myndighederne i modtagerstaten er forpligtet til at vurdere spoergsmaalet om ligevaerdigheden mellem henholdsvis det eksamensbevis eller faglige kvalifikationsbevis, som er blevet udstedt til den paagaeldende EF-borger i en anden medlemsstat, og det eksamens- eller kvalifikationsbevis, der kraeves efter lovgivningen i modtagerstaten, og at proceduren i forbindelse med undersoegelsen skal opfylde visse krav, navnlig hvad angaar begrundelsen for en beslutning om afslag og adgangen til at anfaegte en saadan.

19 For saa vidt disse betingelser overholdes, begraenser traktatens regler om etableringsfriheden ikke medlemsstaternes kompetence til at strafforfoelge en anden medlemsstats statsborger, der retsstridigt udoever et lovreguleret erhverv, navnlig saafremt den paagaeldende EF-borger har undladt at ansoege om, at der sker en vurdering af, hvorvidt hans i hjemlandet erhvervede eksamensbevis eller faglige kvalifikationsbevis er ligevaerdigt med det i modtagerstaten kraevede, eller saafremt det ikke er blevet godtgjort, at der foreligger en saadan ligevaerdighed.

20 Det foerste spoergsmaal, i den ovenfor angivne aendrede affattelse, maa herefter besvares med, at traktatens artikel 52 og 57 ikke er til hinder for, at en medlemsstat goer det strafbart, at en statsborger i en anden medlemsstat udoever et lovreguleret erhverv, saafremt vedkommende ikke opfylder de betingelser, der kraeves efter modtagerstatens lovgivning, for saa vidt modtagerstaten overholder de betingelser, der fremgaar af svaret paa det foregaaende spoergsmaal.

Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Juzgado de Instrucción n 20 de Madrid ved kendelse af 21. februar 1991, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 52 og 57 skal fortolkes saaledes:

° Saa laenge der ikke er udstedt noget direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som ejendomsmaegler, er myndighederne i en medlemsstat, for hvem der indbringes en ansoegning om tilladelse til at udoeve dette erhverv af en statsborger i en anden medlemsstat, som er i besiddelse af et eksamens- eller kvalifikationsbevis, der giver adgang til at udoeve dette erhverv i den paagaeldendes hjemland, forpligtet til at undersoege, i hvilket omfang de kundskaber og kvalifikationer, der fremgaar af de eksamensbeviser eller faglige kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet i sit hjemland, svarer til kravene i modtagerstatens lovgivning.

° Saafremt der kun er delvis overensstemmelse mellem eksamens- eller kvalifikationsbeviserne, kan myndighederne i modtagerstaten kraeve, at vedkommende godtgoer at have erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer, om noedvendigt ved at forlange, at han eller hun bestaar en proeve.

° En beslutning, hvorved det over for en statsborger i en anden medlemsstat afslaas at anerkende et eksamensbevis eller fagligt kvalifikationsbevis udstedt i vedkommendes hjemland eller at anse dette for ligevaerdigt, skal kunne anfaegtes ved domstolene med henblik paa en proevelse af beslutningens lovlighed efter faellesskabsretten, idet den paagaeldende endvidere har krav paa at faa kendskab til begrundelsen for beslutningen.

2) Traktatens artikel 52 og 57 er ikke til hinder for, at en medlemsstat goer det strafbart, at en statsborger i en anden medlemsstat udoever et lovreguleret erhverv, saafremt vedkommende ikke opfylder de betingelser, der kraeves efter modtagerstatens lovgivning, for saa vidt modtagerstaten overholder de betingelser, der fremgaar af svaret paa det foregaaende spoergsmaal.