61991J0030

++++

1. Tjenestemaend ° udtraeden af tjenesten ° udtraeden af tjenesten i anledning af nye medlemsstaters tiltraedelse ° indbetaling af bidrag til pensionsordningen

(EKSF-vedtaegten, art. 34; Raadets forordning nr. 3518/85, art. 4. stk. 7, og art. 5, stk. 1)

2. Appel ° anbringender ° praemisser i en dom udtryk for tilsidesaettelse af faellesskabsretten ° dommens konklusion berettiget af andre grunde ° appellen forkastet

1. Ifoelge ligebehandlingsprincippet skal alle tjenestemaend, som oppebaerer loen eller godtgoerelse fra De Europaeiske Faellesskaber, og som endnu ikke er pensionerede, bidrage paa samme maade til pensionsordningen.

Faellesskabslovgiver har ved at goere det muligt at indfoere en saerlig oekonomisk ordning i forbindelse med udtraeden af tjenesten for tjenestemaend, der var blevet ansat i henhold til vedtaegten for personalet i EKSF, ikke tilsigtet at fravige reglerne om bidrag til pensionsordningen, men har villet forhindre, at disse tjenestemaend i oekonomisk henseende stilles ringere, end hvis de havde forladt tjenesten, foer udtraedelsesforanstaltningerne traadte i kraft.

Retten har derfor med rette fortolket artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85 om indfoerelse af saerlige foranstaltninger vedroerende tjenestemaends udtraeden af tjenesten i De Europaeiske Faellesskaber i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse saaledes, at denne bestemmelse ikke indeholder en undtagelse fra den pligt til at bidrage til pensionsordningen, der paahviler modtageren af en godtgoerelse tildelt i henhold til artikel 34 i vedtaegten for EKSF' s personale.

2. Selv om praemisserne i en dom afsagt af Retten er udtryk for en fejlagtig anvendelse af faellesskabsretten, maa appellen forkastes, hvis det fremgaar, at dommens konklusion er berettiget af andre grunde.

1 Ved appelskrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 26. januar 1991 har Lestelle i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen ivaerksat appel af den af Retten i Foerste Instans den 22. november 1990 afsagte dom (sag T-4/90, Lestelle mod Kommissionen, Sml. II, s. 689) for saa vidt sagsoegte er blevet frifundet og hver part doemt til at betale sine omkostninger.

2 Det fremgaar af Rettens konstateringer i dommen (praemis 1-10), at Lestelle, der er foedt den 9. oktober 1925, tiltraadte sin tjeneste som tjenestemand ved Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskabs Hoeje Myndighed den 1. juni 1956.

3 Ved skrivelse af 30. juni 1988 ansoegte han om at kunne udtraede af tjenesten i henhold til Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3518/85 af 12. december 1985 om indfoerelse af saerlige foranstaltninger vedroerende tjenestemaends udtraeden af tjenesten i De Europaeiske Faellesskaber i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse (EFT L 335, s. 56, herefter benaevnt "forordning nr. 3518/85"). Hans ansoegning blev imoedekommet, og han udtraadte af tjenesten den 1. november 1988. Siden denne dato og indtil den 31. oktober 1990, paa hvilket tidspunkt han fyldte 65 aar og blev omfattet af reglerne om alderspension, oppebar han en godtgoerelse i henhold til de herom gaeldende bestemmelser i ovennaevnte forordning.

4 Artikel 4 i forordning nr. 3518/85 bestemmer, at tjenestemaend, der er omfattet af en foranstaltning vedroerende udtraeden af tjenesten, har ret til en maanedlig godtgoerelse, som principielt svarer til 70% af den ved hans udtraeden af tjenesten oppebaarne grundloen i overensstemmelse med den paagaeldendes loenklasse og -trin. I artikel 4, stk. 7, tilfoejes foelgende:

"I det tidsrum, i hvilket den forhenvaerende tjenestemand har ret til godtgoerelsen, erhverver han fortsat nye alderspensionsrettigheder paa grundlag af den loen, der svarer til hans loenklasse og loentrin, saafremt han i samme tidsrum har indbetalt det i vedtaegten fastsatte bidrag ..."

5 Men i artikel 5, stk. 1, bestemmes det, at visse tjenestemaend, der som Lestelle har startet deres karriere i EKSF' s tjeneste, "kan anmode om, at deres oekonomiske rettigheder opgoeres i henhold til artikel 34 i vedtaegten for personalet i Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab og i artikel 50 i personaleordningen for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab". Artikel 5, stk. 2, bestemmer imidlertid: "artikel 4, stk. 3 og 5-9, i denne forordning gaelder dog stadig for de i denne artikel omhandlede tjenestemaend ...".

6 Artikel 34 i vedtaegten for personalet i EKSF, som der saaledes henvises til, vedroerte reglerne for ansatte, der var sat paa ventepenge. Det hed deri, at disse ansatte i to aar kunne oppebaere en maanedlig godtgoerelse svarende til deres loen og derefter, ogsaa i to aar, en godtgoerelse svarende til halvdelen af denne loen. Denne vedtaegt blev ophaevet med virkning fra den 1. januar 1962.

7 Ved skrivelse af 25. januar 1989 meddelte Kommissionens pensionsafdeling Lestelle, at hans godtgoerelse ved udtraeden af tjenesten paa grundlag af ovennaevnte artikel 5, stk. 1, ville svare til hans fulde loen, men at der fra denne ville blive trukket bidraget til finansiering af De Europaeiske Faellesskabers pensionsordning.

8 Ved skrivelse af 22. marts 1989 anmodede Lestelle pensionsafdelingen om at ophoere med dette fradrag. Han gjorde gaeldende, at han ikke oenskede at forhoeje sine pensionsrettigheder i forhold til den den 1. november 1988 foretagne fastsaettelse. I denne forbindelse udledte han af artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85, at det paagaeldende bidrag var fakultativt. Ved afgoerelse af 24. oktober 1989, som blev meddelt Lestelle ved skrivelse af 30. oktober 1989, afviste Kommissionen denne anmodning, bl.a. under henvisning til, at det tidsrum, i hvilket den maanedlige godtgoerelse var udbetalt, ansaas for en tjenesteperiode, og at der foelgelig skulle indbetales bidrag til pensionsordningen.

9 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 29. januar 1990 anlagde Lestelle sag, navnlig med paastand om annullation af Kommissionens afgoerelse om efter den 22. marts 1989 fortsat at indeholde bidrag til pensionsordningen i godtgoerelsen ved udtraeden af tjenesten. Han nedlagde ligeledes paastand om, at det fastsloges, at betaling af bidrag til pensionsordningen ifoelge artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85 er fakultativ og ikke obligatorisk for forhenvaerende tjenestemaend, som er omfattet af forordningen.

10 Retten har i sin dom bemaerket, at Lestelle til stoette for sin paastand om annullation har paaberaabt sig to anbringender, dels at artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85 er tilsidesat, og dels, at administrationen har handlet i faktisk vildfarelse.

11 Efter at have forkastet en af Kommissionen fremfoert afvisningspaastand (praemis 30 i den anfaegtede dom), har Retten gennemgaaet parternes argumentation vedroerende disse to anbringender.

12 Med hensyn til det foerste anbringende har Retten i dommens praemis 32-40 udtalt, at bidraget til pensionsordningen for Lestelle udgoer en forpligtelse, som foelger af artikel 95 i personaleordningen for EKSF. Retten har endvidere bemaerket, at bestemmelserne i artikel 4, stk. 7, og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3518/85 svarer til dels artikel 5, stk. 7, og artikel 7, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber og om ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte i disse Faellesskaber samt om saerlige, midlertidige foranstaltninger for tjenestemaend i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), dels artikel 3, stk. 7, og artikel 5, stk. 1, i Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF) nr. 2530/72 af 4. december 1972 om indfoerelse af saerlige og midlertidige foranstaltninger vedroerende ansaettelse af tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber som foelge af nye medlemsstaters tiltraedelse samt tjenestemaends udtraeden af tjenesten i disse Faellesskaber (EFT 1972, 1.-8. december, s. 11), som blev vedtaget i anledning af Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse. I disse forordningers gyldighedsperiode var bidraget noedvendigvis obligatorisk, da ingen tjenestemaend i Faellesskaberne paa dette tidspunkt havde erhvervet det antal pensionsgivende tjenesteaar, som giver ret til den maksimale alderspension.

13 Med hensyn til det andet anbringende har Retten i dommens praemis 41-44 anfoert, at administrationen ganske vist tog fejl, da den haevdede, at Lestelle ikke havde naaet de for ham mulige maksimale antal pensionsgivende tjenesteaar, men at denne fejl er uden betydning for afgoerelsen af tvisten, da bidraget til pensionsordningen under alle omstaendigheder er obligatorisk.

14 Retten har heraf sluttet, at sagsoegte maa frifindes.

15 Lestelle har til stoette for sin paastand om ophaevelse af denne dom for det foerste paaberaabt sig et anbringende om tilsidesaettelse af artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85. Han har med anbringendets foerste led gjort gaeldende, at Retten har baseret sin afgoerelse paa vedtaegten for personalet ved EKSF, som ikke laengere er i kraft. Han har med anbringendets andet led tilfoejet, at Retten ikke har taget hensyn til, at forordning nr. 3518/85 midlertidigt indfoerte en undtagelsesordning i forhold til de almindelige regler, og at Retten har begaaet en fejl ved at slutte analogt og sammenholde denne forordning med de tidligere forordninger.

16 Lestelle har derefter fremfoert et andet anbringende om tilsidesaettelse af princippet om, at domme skal vaere begrundede. Han har i denne forbindelse gjort gaeldende, at Rettens dom ikke indeholder noget fyldestgoerende svar paa de anbringender, han har fremfoert under saavel den skriftlige som den mundtlige forhandling.

17 Hvad angaar retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolen argumentation.

Anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85

18 Det bemaerkes indledningsvis, at forordning nr. 3518/85, som det fremgaar af dens foerste betragtning, er udstedt af Raadet, fordi Spaniens og Portugals tiltraedelse gjorde det paakraevet at foretage aendringer i sammensaetningen af tjenestemandsgruppen inden for Faellesskaberne.

19 I lighed med de bestemmelser, der ved Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse blev fastsat i ovennaevnte forordning nr. 2530/72, er det i artikel 5 i forordning nr. 3518/85 fastsat, at visse tjenestemaend, der begyndte deres karriere i EKSF' s tjeneste, kan anmode om, at deres oekonomiske rettigheder opgoeres paa samme maade, som hvis de var sat paa ventepenge i henhold til de relevante bestemmelser i vedtaegten for personalet i EKSF.

20 I denne vedtaegts artikel 34 var der nemlig fastsat regler for tjenestemaend, der er sat paa ventepenge, som i visse tilfaelde er gunstigere for tjenestemaendene end det godtgoerelsessystem, der er indfoert ved forordning nr. 3518/85. Reglerne indebaerer udbetaling af den fulde loen i to aar og halvdelen af denne loen i de to foelgende aar, mens forordning nr. 3518/85 begraenser den maanedlige godtgoerelse til 70% af grundloennen. Dette vil sige at ventepengegodtgoerelsen i de foerste fire aar er hoejere end godtgoerelsen ved udtraeden af tjenesten.

21 Ganske vist har faellesskabslovgiver som anfoert af Domstolen i forbindelse med ovennaevnte forordning, der blev udstedt ved Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse (dom af 19.3.1975, sag 28/74, Gillet mod Kommissionen, Sml. s. 463, praemis 6), gjort det muligt at indfoere en saerlig oekonomisk ordning for tjenestemaend, der var blevet ansat i henhold til vedtaegten for personalet i EKSF, men det er for at forhindre, at disse i oekonomisk henseende stilles ringere, end hvis de havde forladt tjenesten, foer den nye ordning traadte i kraft.

22 Det fremgaar i oevrigt af vedtaegtens artikel 83, stk. 2, at tjenestemaend skal bidrage til finansieringen af pensionsordningen. I artikel 36 i bilag VIII til vedtaegten hedder det, at dette bidrag skal indeholdes ved enhver loenudbetaling. I dette bilags artikel 37 tilfoejes det, at en tjenestemand, der goer midlertidig tjeneste i anden stilling, fortsaetter med at betale det i artikel 36 naevnte bidrag. Det samme gaelder, dog med en begraensning paa fem aar, for en tjenestemand, der er sat paa ventepenge eller fritaget fra stillingen af tjenstlige grunde, samt for en tjenestemand, der har faaet tjenestefrihed af personlige aarsager, og som fortsat erhverver nye pensionsrettigheder.

23 Disse regler afspejler et ligebehandlingsprincip, ifoelge hvilket alle tjenestemaend, som oppebaerer loen eller godtgoerelse fra De Europaeiske Faellesskaber, og som endnu ikke er pensionerede, skal bidrage paa samme maade til pensionsordningen.

24 Foelgelig skal der i medfoer af dette princip ° som ikke fraviges paa noget punkt i forordning nr. 3518/85 ° under alle omstaendigheder i godtgoerelsen ved udtraeden af tjenesten indeholdes bidrag til pensionsordningen.

25 Appellantens foerste anbringende skal vurderes paa baggrund af denne konstatering.

26 Lestelle laegger for det foerste Retten til last, at den har baseret bidragspligten paa artikel 95 i personaleordningen for EKSF, som blev ophaevet pr. 1. januar 1962.

27 Selv om Retten har begaaet en fejl ved at basere bidragspligten paa en ophaevet bestemmelse, er denne forpligtelse ikke desto mindre retligt begrundet, jf. det ovenfor anfoerte.

28 I denne forbindelse skal det understreges, at selv om praemisserne til en dom afsagt af Retten er udtryk for en fejlagtig anvendelse af faellesskabsretten, maa appellen forkastes, hvis det fremgaar, at dommens konklusion er berettiget af andre grunde.

29 Foelgelig boer det foerste led i appellantens foerste anbringende forkastes.

30 Lestelle har med anbringendets andet led gjort gaeldende, at Retten ikke har taget hensyn til, at forordning nr. 3518/85 midlertidigt indfoerer en undtagelse fra de almindelige regler, og at det er med urette, at den har sluttet analogt ved at sammenholde denne forordning med de tidligere forordninger.

31 Som naevnt ovenfor, har faellesskabslovgiver ikke haft til hensigt med de saerlige foranstaltninger vedroerende tjenestemaend, som begyndte deres karriere i EKSF, at fravige pensionsbidragssystemet, som bygger paa princippet om, at alle tjenestemaend skal behandles lige.

32 Derfor maa det andet led i det foerste anbringende ligeledes forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om begrundelse af domme

33 Lestelle har endvidere lagt Retten til last, at den ikke naermere har redegjort for, hvorledes det forbehold om bidrag til pensionsordningen, der er indeholdt i artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85, skal opfattes.

34 I denne forbindelse skal det bemaerkes, at Retten ikke har ment, at artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85 indeholdt en undtagelse fra den pligt til at bidrage til pensionsordningen, der paahviler modtageren af en godtgoerelse tildelt i henhold til artikel 34 i vedtaegten for EKSF' s personale. Retten har saaledes uomtvisteligt antaget, at Raadet ikke med denne bestemmelse har haft til hensigt at give visse tjenestemaend en pensionsbidragsmulighed, hvis udnyttelse afhaenger af, om de oensker at fortsaette med at erhverve nye pensionsrettigheder eller ej.

35 Det andet anbringende er saaledes ubegrundet.

36 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at appellen maa forkastes.

Sagens omkostninger

37 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagsomkostningerne, hvis de er nedlagt paastand herom. Ifoelge artikel 69, stk. 4, kan Domstolen traeffe afgoerelse om, at andre intervenienter end medlemsstaterne og institutionerne skal baere deres egne omkostninger. I medfoer af procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv de udgifter, de har afholdt i sager anlagt af de ansatte ved Faellesskaberne. Dog finder artikel 70 i henhold til procesreglementets artikel 122 ikke anvendelse paa appel ivaerksat af tjenestemaend eller andre ansatte i institutionerne.

38 I den foreliggende sag har Kommissionen nedlagt paastand om, at Domstolen traeffer afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende bestemmelser. Denne paastand kan ikke betragtes som en paastand om, at appellanten skal betale sagens omkostninger. Derfor skal hver part, herunder intervenienten, betale sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Hver part, herunder intervenienten, betaler sine egne omkostninger.