61991J0015

++++

1. Passivitetssoegsmaal ° passivitetens ophoer efter sagens anlaeg ° sagens genstand bortfaldet ° stillingtagen til sagen ufornoeden

(EOEF-traktaten, art. 175 og 176)

2. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° akter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° Kommissionens afvisning af fuldt ud at genindfoere importafgiften paa visse landbrugsprodukter, der er omfattet af Faellesskabets generelle praeferencesystem ° afvisning af at vedtage en almengyldig retsakt ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2)

1. Soegsmaal i henhold til traktatens artikel 175 bygger paa den tankegang, at passivitet fra en institutions side giver adgang til at anlaegge sag ved Domstolen for at opnaa dom for, at undladelsen af at handle er traktatstridig, for saa vidt den paagaeldende institution ikke har raadet bod paa undladelsen. Afgoerelsen herom medfoerer ifoelge artikel 176, at den sagsoegte institution har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, hvilket i oevrigt ikke beroerer adgangen til i anledning af samme dom at rejse krav, der stoettes paa Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold.

Saafremt den handling, hvis undladelse er genstand for retssagen, er foretaget efter sagsanlaegget, men inden dommens afsigelse, kan en afgoerelse fra Domstolen, der fastslaar den oprindelige undladelses retsstridige karakter, ikke laengere faa de i artikel 176 naevnte retsvirkninger. I et saadant tilfaelde har sagen derfor ligesom i det tilfaelde, hvor den sagsoegte institution har efterkommet opfordringen til at handle inden for fristen paa to maaneder, mistet sin genstand, saaledes at det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

Den kendsgerning, at denne stillingtagen fra institutionens side ikke tilfredsstiller sagsoegeren, er for saa vidt uden betydning; artikel 175 sigter nemlig til passivitet gennem undladelse af at traeffe afgoerelse eller tage stilling, og ikke til vedtagelsen af en anden retsakt end den, som de interesserede parter maatte oenske eller anse for noedvendig.

2. Ved afgoerelsen af, om et annullationssoegsmaal, hvorved en afgoerelse fra en institution, der har karakter af et afslag, skal admitteres, skal denne afgoerelse bedoemmes efter arten af den henvendelse, den er svar paa.

En privatpersons annullationssoegsmaal, der er rettet mod en afgoerelse, der har karakter af et afslag, skal afvises, saafremt det er anlagt til anfaegtelse af afvisningen af at vedtage en almengyldig forordning.

En forordning vedroerende gennemfoerelse af de fulde importafgifter for aender og gaes, der er omfattet af Faellesskabets generelle praeferencesystem, ville beroere importoererne, ande- og gaaseavlerne samt alle fjerkraeslagterier uden forskel. En erhvervsdrivende inden for sektoren ande- og gaaseslagtning, der ikke kan goere gaeldende, at han beroeres individuelt af en saadan forordning, kan derfor ikke gennem et annullationssoegsmaal anfaegte afvisningen af dens vedtagelse.

Dette resultat beroeres ikke af, at klagerne paa omraadet for antidumpingforanstaltninger i visse tilfaelde kan anlaegge sag med paastand om annullation af Kommissionens afvisning af at indlede en antidumpingprocedure, idet retten hertil for dem kun er anerkendt i betragtning af den saerlige retsstilling, der er givet dem i grundforordningerne paa omraadet. Inden for rammerne af den faelles markedsordning for fjerkraekoed er der imidlertid ikke skabt en tilsvarende beskyttelse for producenterne i Faellesskabet.

1 Josef Buckl & Soehne OHG, Nordmark Gefluegel Erzeugergemeinschaft GmbH, Georg Stolle GmbH & Co. KG og Gefluegelzucht Wichmann GmbH & Co. KG Gefluegelschlachterei (herefter benaevnt "sagsoegerne") har ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 16. januar 1991, i medfoer at EOEF-traktatens artikel 175, stk. 3, anlagt sag mod Kommissionen med paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat EOEF-traktaten, Raadets forordning (EOEF) nr. 2777/75 af 29. oktober 1975 om den faelles markedsordning for fjerkraekoed (EFT L 282, s. 77) og Raadets forordning (EOEF) nr. 3899/89 af 18. december 1989 om nedsaettelse i 1990 af importafgifterne for visse landbrugsprodukter med oprindelse i udviklingslande (EFT L 383, s. 125), idet den har undladt fuldt ud at genindfoere de importafgifter for gaes og aender med oprindelse i Polen og Ungarn, som var blevet nedsat med 50% ved sidstnaevnte forordning (herefter benaevnt "forordningen").

2 De samme sagsoegere har ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. marts 1991, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag mod Kommissionen med paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 18. januar 1991, hvorved denne afslog sagsoegernes anmodning om genindfoerelse af de normale importafgifter, som anvendes paa bestemte maengder aender og gaes med oprindelse i Polen og Ungarn, og som var blevet nedsat med 50% ved forordningen.

3 Formaalet med forordningen, der er udstedt inden for rammerne af Faellesskabets generelle praeferencesystem, er navnlig at stimulere den oekonomiske udvikling i Ungarn og Polen. Med henblik herpaa indfoeres ved forordningens artikel 1 og 2 for visse produkter fra disse lande, herunder aender og gaes, fra den 1. januar til den 31. december 1990 en nedsaettelse af importafgifterne med 50% inden for rammerne af bestemte maksimumsmaengder.

4 Forordningens artikel 4 indeholder imidlertid foelgende bestemmelse:

"Konstaterer Kommissionen, at der i Faellesskabet indfoeres produkter, der omfattes af den i artikel 1 omhandlede ordning, til priser, som forvolder eller truer med at forvolde faellesskabsproducenter, der fremstiller lignende eller direkte konkurrerende produkter, alvorlig skade, kan de i Faellesskabet anvendte afgifter genindfoeres delvis eller fuldt ud for de paagaeldende produkter over for de lande eller territorier, som er aarsag til den naevnte skade. Saadanne foranstaltninger kan ligeledes traeffes i tilfaelde af alvorlig skade eller trussel om alvorlig skade i en enkelt af Faellesskabets regioner."

5 I den forbindelse hedder det i artikel 5 bl.a.: "For at sikre anvendelsen af artikel 4 kan Kommissionen ved en forordning beslutte, at den normale afgift skal genindfoeres for en bestemt periode."

6 Sagsoegerne, der driver ande- og gaaseslagterier i Forbundsrepublikken Tyskland, er af den opfattelse, at nedsaettelsen af importafgiften i 1990 medfoerte et fald i priserne paa importen af aender og gaes til Tyskland, og dermed som foelge af konkurrencen faldende priser paa aender og gaes, der produceredes i Tyskland. Desuden er der sket et fald i den tyske produktion af andekoed paa grund af den massive import af billigt andekoed fra Ungarn og Polen.

7 Sagsoegerne henvendte sig i foerste omgang til de tyske myndigheder og til Kommissionen, idet de paapegede, at der blev forvoldt dem alvorlig skade. Herefter anmodede de den 26. september 1990 under henvisning til forordningens artikel 4 Kommissionen om at genindfoere de fulde importafgifter for aender og gaes fra Ungarn og Polen.

8 Da Kommissionen ikke besvarede denne skrivelse, anlagde sagsoegerne passivitetssoegsmaal (sag C-15/91).

9 To dage efter anlaeggelsen af denne sag afslog generaldirektoeren for landbrug ved skrivelse af 18. januar 1991 sagsoegernes anmodning af 26. september 1990. I skrivelsen anfoertes det, at den nedgang paa markedet for aender, der var konstateret i Tyskland i 1990, ikke skyldtes nedsaettelse af importafgifterne for aender og gaes fra Ungarn og Polen, men derimod bl.a. stigningen i produktionen i Faellesskabet i 1989, leverancer fra det tidligere DDR' s omraade samt den stigende import fra andre medlemsstater eller andre tredjelande end Ungarn og Polen. Kommissionen anfoerte desuden, at det af handelspolitiske grunde var udelukket at bringe de indroemmelser til ophoer, der var ydet til disse to lande.

10 Sagsoegerne anlagde herefter i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, sag med paastand om annullation af denne skrivelse (sag C-108/91).

11 Kommissionen har i medfoer af procesreglementets artikel 91, stk. 1, nedlagt paastand om afvisning baade af passivitetssoegsmaalet og annullationssoegsmaalet og fremsat begaering om, at der tages stilling til formalitetsspoergmaalene, foer behandlingen af sagens realitet indledes.

12 Hvad naermere angaar de retlige og faktiske omstaendigheder i sagen, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten i passivitetssoegsmaalet (sag C-15/91)

13 Kommissionen har til stoette for afvisningspaastanden anfoert, at genindfoerelsen af de fulde importafgifter paa aender og gaes med oprindelse i Ungarn og Polen i medfoer af forordningens artikel 5, stk. 1, kun kan ske ved en forordning. En saadan forordning kan hverken ifoelge sin form eller retlige karakter betegnes som en retsakt, der i henhold til EOEF-traktatens artikel 175, stk. 3, kan udstedes til fysiske eller juridiske personer. Disse personer kan i hvert fald ikke betragtes som umiddelbart eller individuelt beroert heraf.

14 Dette anbringende skal ikke naermere undersoeges, idet det bemaerkes, at et soegsmaal i henhold til artikel 175 efter Domstolens domme af 12. juli 1988 i sag 377/87 (Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 4017, praemis 9) og sag 383/86 (Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 4051, praemis 9) bygger paa den tankegang, at passivitet fra en institutions side giver adgang til at anlaegge sag ved Domstolen for at opnaa dom for, at undladelsen af at handle er traktatstridig ° for saa vidt den paagaeldende institution ikke har raadet bod paa undladelsen. Afgoerelsen herom medfoerer ifoelge artikel 176, at den sagsoegte institution har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, hvilket i oevrigt ikke beroerer adgangen til i anledning af samme dom at rejse krav, der stoettes paa Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold.

15 I en sag som den foreliggende, hvor den handling, hvis undladelse er genstand for retssagen, er foretaget efter sagsanlaegget, men inden dommens afsigelse, kan en afgoerelse fra Domstolen, der fastslaar den oprindelige undladelses retsstridige karakter, ikke laengere faa de i artikel 176 naevnte retsvirkninger. I et saadant tilfaelde har sagen derfor, ligesom i det tilfaelde, hvor den sagsoegte institution har efterkommet opfordringen til at handle inden for fristen paa to maaneder, mistet sin genstand (jf. de naevnte domme, Parlamentet mod Raadet, praemis 10, og Kommissionen mod Raadet, praemis 10).

16 Den kendsgerning, at den naevnte stillingtagen fra Kommissionens side ikke har tilfredsstillet sagsoegerne, er for saa vidt uden betydning.

17 Ifoelge Domstolens praksis (jf. navnlig dom af 13.7.1971, sag 8/71, Deutscher Komponistenverband mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 705, praemis 2, org. ref.: Rec. s. 705) sigter artikel 175 til passivitet gennem undladelse af at traeffe afgoerelse eller tage stilling, og ikke til vedtagelsen af en anden retsakt end den, som de beroerte parter maatte oenske eller anse for noedvendig.

18 Det skal derfor fastslaas, at det er ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende passivitetssoegsmaalet.

Formaliteten i annullationssoegsmaalet (sag C-108/91)

19 Kommissionen har til stoette for sin afvisningspaastand anfoert, at annullationssoegsmaalet skal afvises, allerede fordi der verserer et passivitetssoegsmaal. Sagsoegerne har ifoelge Kommissionen ingen retlig interesse, saa laenge Domstolen ikke har taget stilling til sagsoegernes paastand om, at Kommissionen retsstridigt har undladt at reagere paa sagsoegernes anmodning om genindfoerelse af importafgifterne.

20 Dette anbringende skal forkastes, da Kommissionen har taget stilling. Lovligheden af denne stillingtagen kan nemlig kun anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

21 Kommissionen goer dernaest gaeldende, at annullationssoegsmaalet skal afvises, fordi sagsoegerne i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ikke er umiddelbart eller individuelt beroert af afgoerelsen om ikke at genindfoere de omhandlede importafgifter i fuldt omfang.

22 Ifoelge Domstolens dom af 8. marts 1972 (sag 42/71, Nordgetreide mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 41, praemis 5, org. ref.: Rec. s. 105) skal en afgoerelse fra Kommissionen, der har karakter af et afslag, bedoemmes efter arten af den henvendelse, den er svar paa.

23 Sagsoegerne har ved skrivelse af 26. september 1990 anmodet om genindfoerelse af de fulde importafgifter for aender og gaes. Ifoelge forordningens artikel 5 kan en saadan genindfoerelse kun ske ved en forordning.

24 Imidlertid skal efter Domstolens dom af 6. oktober 1982 (sag 307/81, Alusuisse mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3463, praemis 8) en privatpersons soegsmaal afvises, saafremt det er rettet mod en almengyldig forordning, jf. EOEF-traktatens artikel 189, stk. 2, idet afgoerelsen om, hvorvidt der foreligger en forordning eller en beslutning, skal bero paa, om den omhandlede retsakt er almengyldig eller ej. Der skal derfor tages stilling til de anfaegtede akters beskaffenhed og navnlig til de retsvirkninger, de er taenkt at skulle have eller faktisk har.

25 En retsakt mister ikke sin karakter af forordning, fordi man paa et bestemt tidspunkt med stoerre eller mindre noejagtighed kan fastslaa antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den finder anvendelse paa, naar blot den efter sit sigte finder anvendelse paa et objektivt sagsforhold af retlig eller faktisk art, som den selv definerer (dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531, org. ref.: Rec s. 595).

26 Det skal i den forbindelse fastslaas, at en forordning vedroerende genindfoerelse af de fulde importafgifter ville beroere importoererne af aender og gaes, ande- og gaaseavlerne samt alle fjerkraeslagterier uden forskel. Sagsoegerne er derfor ifoelge forordningens formaal kun beroert i deres objektive egenskab af erhvervsdrivende inden for sektoren ande- og gaaseslagtning paa samme maade som alle andre erhvervsdrivende, der udoever den samme form for virksomhed.

27 Det ligger saaledes fast, at den af sagsoegerne oenskede foranstaltning er en almengyldig ordning.

28 Sagsoegerne har imidlertid gjort gaeldende, at deres situation svarer til situationen for erhvervsdrivende i forhold til en forordning vedroerende indfoerelse af antidumpingtold. Domstolen har i sin praksis paa dette omraade anerkendt en ret for privatpersoner til at anlaegge annullationssoegsmaal. Til Kommissionens forpligtelse til inden for antidumpingomraadet at foretage undersoegelser svarer saaledes ifoelge sagsoegerne dens forpligtelse i henhold til forordningens artikel 4 til at kontrollere, om faellesskabsproducenter lider eller risikerer at lide alvorlig skade. Sagsoegerne goer i den forbindelse gaeldende, at de selv har gjort Kommissionen opmaerksom paa den skade, de har lidt, og at Kommissionen ved sine undersoegelser skulle have benyttet deres salgspriser som sammenligningsgrundlag. Baade antidumpingordningen og forordningens artikel 4 forpligter Kommissionen til at indfoere foranstaltninger for at beskytte de faellesskabsproducenter, der har lidt skade. Derfor skal fysiske eller juridiske personer kunne anlaegge sag vedroerende den afgoerelse, hvorved beskyttelse er blevet dem naegtet.

29 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Domstolen har ganske vist inden for rammerne af antidumpingproceduren anerkendt, at klagere i visse tilfaelde kan anlaegge annullationssoegsmaal, saafremt Kommissionen afviser at indlede en antidumpingprocedure, men Domstolen har kun givet klagerne en saadan ret i betragtning af den retsstilling, der er givet dem i grundforordningerne paa omraadet (jf. dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, praemis 31). Disse forordninger anerkender nemlig, at producenterne inden for Faellesskabet har en berettiget interesse i, at der indfoeres antidumpingforanstaltninger, ligesom de tillaegger producenterne visse naermere angivne rettigheder, nemlig retten til at tilstille Kommissionen alle de oplysninger, der efter deres opfattelse maa anses for rimelige, til paa visse betingelser at faa kendskab til de oplysninger, Kommissionen har modtaget, til efter anmodning at blive hoert, til at faa mulighed for at moede de oevrige parter i samme procedure, og endelig til at blive underrettet i tilfaelde af, at Kommissionen beslutter ikke at tage en klage til foelge (ovennaevnte dom i sagen Fediol mod Kommissionen, praemis 25).

30 Ved ordningen ifoelge den i denne sag anfaegtede forordning er der imidlertid ikke skabt en tilsvarende beskyttelse for producenterne i Faellesskabet. Sagsoegerne har saaledes ikke krav paa en judiciel beskyttelse som den, der gives klagerne i en antidumpingprocedure.

31 Paa grundlag af det anfoerte skal annullationssoegsmaalet afvises.

Sagens omkostninger

32 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I medfoer af artikel 69, stk. 3, kan Domstolen fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis der foreligger ganske saerlige grunde. Endelig er Domstolen i medfoer af artikel 69, stk. 6, frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger, saafremt den finder det ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

33 I den foreliggende sag skal det fastslaas, at sagsoegerne ikke har faaet medhold i deres anbringender vedroerende annullationssoegsmaalet. Selv om Domstolen har fastslaaet, at det som foelge af Kommissionens svar er ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende passivitetssoegsmaalet, skal der dog tages hensyn til, at dette svar foerst forelaa efter udloebet af den i traktaten fastsatte frist og efter sagens anlaeg, hvorved der paafoertes sagsoegerne unoedvendige omkostninger i forbindelse med dette soegsmaal.

34 Sagens omkostninger skal derfor ophaeves, idet det paalaegges hver part at baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sag C-15/91.

2) Sag C-108/91 afvises.

3) Hver part afholder sine egne omkostninger.