61990A0005

++++

1. Tjenestemaend - soegsmaal - akt der indeholder et klagepunkt - begreb - akt som umiddelbart paavirker sagsoegerens retsstilling - foreligger ikke - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91, stk. 1)

2. Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal anlagt uden forudgaaende administrativ procedure efter vedtaegten - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren, som ved Kommissionen var tjenestemand i loenklasse B3, blev efter egen ansoegning pensioneret med virkning fra den 1. maj 1990.

2 Kommissionens generaldirektoer for personale og direktoeren for Publikationskontoret udfaerdigede i deres egenskab af ansaettelsesmyndighed den 11. juli 1988 listen over de tjenestemaend, der fandtes at have gjort sig mest fortjent til en forfremmelse til loenklasse B2 i regnskabsaaret 1988. Da sagsoegeren ikke var opfoert paa listen, anfaegtede han listen ved to annullationssoegsmaal, som blev registreret paa Domstolens Justitskontor henholdsvis den 28. oktober 1988 og den 10. april 1989 (sag 317/88 og sag 115/89).

3 Som bilag til duplikken i sag 317/88 fremlagde sagsoegte to notater udarbejdet under bedoemmelsen af sagsoegeren i perioden 1985-1987. Der var tale om to referater: Det foerste af 10. april 1989 vedroerte et moede mellem sagsoegeren og kontorchef Lemoine, som er sagsoegerens overordnede; det andet af 22. juni 1989 vedroerte en samtale, som samme dag havde fundet sted mellem sagsoegeren og Edsberg, som var appelbedoemmer. Lemoine kom efter at have refereret sagsoegerens forskellige udtalelser til det resultat, at dialogen med sidstnaevnte var "meget vanskelig". Edsberg anfoerte, at sagsoegeren under deres samtale havde erkendt, at hans forhold til hans overordnede ikke var "uproblematisk".

4 Ved et saerskilt dokument af 16. august 1989 anmodede sagsoegeren om, at disse dokumenter ikke blev inddraget under behandlingen af sag 317/88. Han anfoerte, at deres fremlaeggelse stred mod artikel 26 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), da han ikke var gjort bekendt med de paagaeldende dokumenter, og de ikke var indsat i hans personlige aktmappe. Kommissionen modsatte sig ikke denne anmodning.

5 Domstolen hjemviste ved kendelse af 15. november 1989 de to sager til Retten, hvor de i Justitskontoret blev registreret under sagsnumrene T-47/89 og T-82/89. Retten bestemte ved kendelse af 6. december 1989, at de to dokumenter ikke skulle inddrages under sagens behandling, idet de vedroerte haendelser, som var indtraadt efter, at den anfaegtede afgoerelse var truffet, dvs. afgoerelsen om ikke at opfoere sagsoegeren paa listen over de tjenestemaend, der fandtes at have gjort sig mest fortjent til en forfremmelse i loenklasse B2 i regnskabsaaret 1988, samt intet indeholdt, som var af betydning for sagens afgoerelse.

6 Sagsoegeren indbragte den 4. august 1989 en "klage" i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 3, til Kommissionen. Han gjorde heri gaeldende, at vedtaegtens artikel 26 var overtraadt, og kraevede "erstatning". Sagsoegeren anfoerte, at Kommissionen havde overtraadt vedtaegtens artikel 26 ved at oprette endnu en personlig aktmappe, som var hemmelig og ulovlig, og som indeholdt de ovennaevnte dokumenter. Da han frygtede, at hans chancer for forfremmelse var blevet forspildt paa grund af indholdet i denne hemmelige aktmappe, anmodede han om en forfremmelse med tilbagevirkende gyldighed som kompensation for den lange retsstridige anvendelse af de ulovlige dokumenter "uden derved at foregribe eventuelle sager i medfoer af vedtaegtens artikel 24 eller andre gaeldende retsforskrifter, mod de personer som er ansvarlige for de aereroerige beskyldninger".

7 Kommissionen underrettede den 13. november 1989 sagsoegeren om, at hans "klage" ville blive behandlet af en faellesgruppe for klager den 21. november 1989. Da sagsoegeren imidlertid i januar 1990 stadig ikke havde modtaget svar, anlagde han den 5. februar 1990 naervaerende sag.

8 Ved afgoerelse af 20. marts 1990, som generaldirektoeren for personale meddelte sagsoegeren ved skrivelse af 26. marts 1990, udtalte Kommissionen "at klagen ikke kunne imoedekommes". Den gjorde gaeldende, at de to omtvistede notater befandt sig i en aktmappe vedroerende sagsoegeren i GD XIX, hvor han paa davaerende tidspunkt arbejdede, og at aktmappen ikke havde vaeret hemmelig. Ifoelge Kommissionen var der tale om en intern aktmappe i GD XIX, som ikke erstattede sagsoegerens egentlige personlige aktmappe. De to notater fra 1989 kunne ikke have haft indflydelse paa Forfremmelsesudvalgets arbejde i forbindelse med forfremmelserne i regnskabsaaret 1988, som allerede var genstand for de ovennaevnte sager T-47/89 og T-82/89.

9 Retten afviste sag T-47/89 ved dom af 20. juni 1990 (Sml. II, s. 231). I dom af 5. december 1990 i sag T-82/89 annullerede Retten ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at optage sagsoegeren paa listen over tjenestemaend, som anses for mest egnede til forfremmelse til loenklasse B2 i regnskabsaaret 1988. De to domme har retskraft.

Retsforhandlinger

10 Det er paa denne baggrund, at sagsoegeren har anlagt naervaerende sag, som blev registreret paa Rettens Justitskontor den 5. februar 1990. Under sagen har sagsoegeren i det vaesentlige nedlagt paastand om annullation af de to notater af henholdsvis 10. april og 22. juni 1989 samt 1 ECU i symbolsk erstatning for det ikke-oekonomiske tab, han haevder at have lidt.

11 Sagsoegeren har fremsat to anbringender til stoette for sin paastand om annullation af de to omtvistede dokumenter, nemlig at dels vedtaegtens artikel 26 og dels "det grundlaeggende kontradiktionsprincip" er tilsidesat.

12 Med hensyn til det foerste anbringende har sagsoegeren anfoert, at de to dokumenter er dokumenter, der vedroerer enten hans tjenesteforhold eller bedoemmelsen af hans kvalifikationer, indsats eller adfaerd. De skulle derfor have vaeret indsat i hans personlige aktmappe. Han foreholder Kommissionen, at den ikke har givet ham mulighed for at fremsaette bemaerkninger til disse dokumenter, og at han ikke blev gjort bekendt med dem, foer de blev indsat i akterne. Han anser det for ulovligt, at der findes saadanne dokumenter i en parallel personlig aktmappe i GD XIX, som efter hans opfattelse blev anvendt ved bedoemmelsen, hvorfor indholdet har haft indflydelse paa hans tjenesteforhold.

13 I forbindelse med det andet anbringende har sagsoegeren anfoert, at hans ret til kontradiktion klart er tilsidesat, idet han foerst fik kendskab til de omtvistede dokumenter, da han modtog duplikken i sag T-47/89. Han bestrider desuden oplysningerne i de to dokumenter, "idet de er ensidigt refereret".

14 Over for disse to anbringender har Kommissionen foerst anfoert, at de omhandlede dokumenter var arbejdsdokumenter til brug for udfaerdigelsen af sagsoegerens bedoemmelsesrapport (for perioden 1985-1987), som til forskel fra selve rapporten ikke kan anses for at indeholde bedoemmelser af sagsoegerens kvalifikationer, indsats eller adfaerd, og derfor heller ikke er dokumenter, der vedroerer hans tjenesteforhold. Kommissionen bestrider, at de omhandlede dokumenter har haft indflydelse paa sagsoegerens karriereforloeb. Den har anfoert, at den derfor ikke var forpligtet til at indsaette saadanne dokumenter i sagsoegerens personlige aktmappe, som vedroerte faktiske omstaendigheder med henblik paa udfaerdigelsen af appelbedoemmelsen, medmindre det godtgoeres, at dokumenterne har paavirket tjenestemandens tjenesteforhold eller karriereforloeb. Kommissionen mener derfor ikke, at vedtaegtens artikel 26 er overtraadt.

15 Kommissionen har desuden anfoert, at det ville stride mod proportionalitetsprincippet at annullere de to notater. Den har herved henvist til, at vedtaegtens artikel 26 ikke bestemmer, at den omstaendighed, at den paagaeldende ikke er gjort bekendt med de under bestemmelsens litra a) naevnte dokumenter, indebaerer, at de bliver en "nullitet". Den har desuden fremfoert, at da det ulovlige forhold, som sagsoegeren paaberaaber sig, laa efter de to dokumenters udarbejdelse, paavirker dette ikke dokumenternes gyldighed som saadan.

16 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at saafremt Retten under sin bedoemmelse af sagens realitet maatte komme til det resultat, at de omtvistede referater er dokumenter eller bedoemmelser efter betydningen i vedtaegtens artikel 26, vil den soerge for, at de indsaettes i sagsoegerens personlige aktmappe. Det vil herefter staa sagsoegeren frit for at fremsaette enhver bemaerkning, han maatte finde fornoeden.

17 Til stoette for sin erstatningspaastand har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen har begaaet en raekke tjenstlige fejl. For det foerste har den under en retssag fremlagt dokumenter, som skader hans personlige omdoemme. Det var en ansvarspaadragende fejl, at han ikke forudgaaende blev gjort bekendt med disse dokumenter, og at Kommissionen i strid med vedtaegtens artikel 26 ikke straks havde indsat dem i hans personlige aktmappe. Notaterne blev indsat i en parallel aktmappe for at underbygge en negativ indstilling over for ham, hvilket godtgoeres af de bemaerkninger, som sekretaeren for GD XIX' s generaldirektoer fremsatte om ham i Det Paritetiske Forfremmelsesudvalg i forbindelse med forfremmelserne i regnskabsaaret 1988. Denne parallelle aktmappe er derfor ulovlig. Ifoelge sagsoegeren er den omstaendighed, at de omhandlede dokumenter fandtes i en hemmelig aktmappe, nok til at godtgoere, at dokumenterne, selv om de ikke har skadet hans objektive rettigheder til forfremmelse, dog kunne have haft dette formaal.

18 Sagsoegeren har desuden gjort gaeldende, at de omtvistede dokumenter har skadet hans almindelige omdoemme og kraever derfor 1 ECU i symbolsk erstatning for det ikke-oekonomiske tab, han haevder at have lidt. Han er af den opfattelse, at selv om det antages, at de omhandlede notater ikke kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, aendrer dette dog ikke ved, at deres ordlyd, det formaal de forfoelger, samt den sammenhaeng, hvori de indgaar, kan udgoere et retsstridigt forhold, som Kommissionen ifalder ansvar for, og begrunde, at Kommissionen tilpligtes at betale 1 ECU i symbolsk erstatning. Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen foerst svarede paa hans klage syv en halv maaned efter, at den var indgivet.

19 Kommissionen bestrider dette. Den har anfoert, at Det Paritetiske Forfremmelsesudvalgs moede i juni 1988, som sagsoegeren henviser til, fandt sted, foer end de omtvistede dokumenter blev udfaerdiget. Paa udvalgets moede i 1989 blev de ikke omtalt. At dokumenterne blev fremlagt for Retten har ikke skadet sagsoegeren, da de ikke blev inddraget i sagens behandling. I oevrigt fastholder Kommissionen, at den ikke har handlet ulovligt. En adfaerd, som under et annullationssoegsmaal er fundet lovlig, kan ifoelge Kommissionen ikke samtidig anses for retsstridig og give ret til erstatning, hvorfor Kommissionen maa frifindes i saavel annullations- som erstatningssoegsmaalet.

20 Kommissionen har i duplikken desuden bestridt, at de omhandlede dokumenter har forvoldt sagsoegeren et ikke-oekonomisk tab. Subsidiaert har den anfoert, at saafremt Retten finder, at notaterne skulle have vaeret indsat i sagsoegerens personlige aktmappe, vil den ufortoevet foranledige dette, hvorefter sagsoegeren frit kan fremsaette sine bemaerkninger, som han kan faa indsat i mappen, hvorved han sikres en passende oprejsning for det ikke-oekonomiske tab, han haevder at have lidt. En yderligere erstatning, selv begraenset til 1 ECU, er derfor ikke begrundet. Saafremt de omhandlede notater derimod annulleres, vil sagsoegeren derved faa en tilfredsstillende oprejsning for det ikke-oekonomiske tab, han paaberaaber sig.

21 Kommissionen har for Retten i medfoer af Domstolens procesreglements artikel 91, som fandt tilsvarende anvendelse for Retten, fremsat en formalitetsindsigelse, som Retten ved kendelse af 12. juli 1990 henskoed til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.

22 Da sagsoegeren ikke havde indgivet sin replik inden for den frist, afdelingsformanden havde fastsat, afsluttedes den skriftlige forhandling den 15. november 1990. Imidlertid imoedekom Retten ved kendelse af 24. januar 1991 sagsoegerens begaering om genoptagelse af den skriftlige forhandling. Den skriftlige forhandling forloeb derefter normalt og afsluttedes ved duplikkens indlevering.

23 I staevningen havde sagsoegeren anmodet om, at naervaerende sag forenedes med sag T-47/89 og sag T-82/89. Da disse sager i mellemtiden er behandlet for Retten, har sagsoegeren frafaldet dette.

24 Parterne afgav mundtlig indlaeg i retsmoedet den 27. juni 1991. Paa spoergsmaal fra Retten har parterne bl.a. taget stilling til, hvorledes det dokument med betegnelsen "klage", som sagsoegeren tilsendte ansaettelsesmyndigheden den 4. august 1989, retligt skal betragtes. Afdelingsformanden erklaerede ved retsmoedets afslutning den mundtlige forhandling for afsluttet.

25 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

a) Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold.

b) De dokumenter, som for foerste gang er kommet til sagsoegerens kundskab i form af bilag II og V i Kommissionens duplik i sag T-47/99, annulleres.

c) Sagsoegeren tildeles 1 ECU i erstatning for ikke-oekonomisk tab.

d) Sagsoegte tilpligtes at afholde samtlige sagens omkostninger.

I forbindelse med formalitetsindsigelsen har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

a) Sagen afvises.

b) Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter de herom gaeldende regler.

Kommissionen har i sit svarskrift nedlagt foelgende paastande:

a) Frifindelse.

b) Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter de herom gaeldende regler.

For saa vidt angaar den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse, har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

a) Kommissionens paastand om afvisning tages ikke til foelge.

b) Det bestemmes, at behandlingen af sagens realitet skal fortsaettes.

c) Sagsoegte tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.

Formaliteten

Annullationspaastanden

26 Kommissionen har fremsat fire anbringender til stoette for afvisning af denne paastand.

27 Den har for det foerste gjort gaeldende, at paastandens formaal om annullation af de to referater adskiller sig fra formaalet med den "klage", hvorved sagsoegeren anmodede om at blive forfremmet med tilbagevirkende gyldighed.

28 Kommissionen har for det andet bestridt, at der foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, efter betydningen i vedtaegtens artikel 90, stk. 2. I den forbindelse har den foerst anfoert, at de forhold, at sagsoegeren ikke blev gjort bekendt med de to notater, og at de blev indsat i en anden aktmappe, som haevdes at have vaeret hemmelig, blot er faktiske omstaendigheder og ikke retsakter i form af afgoerelser. Notaterne selv er kun referater, som ikke har karakter af afgoerelser. En ren faktisk handling har ikke retsvirkninger og kan ikke anfaegtes ved et annullationssoegsmaal.

29 Ved en saadan handling, som tjenestemanden finder skader ham, skal han forelaegge ansaettelsesmyndigheden en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Sagsoegeren burde altsaa have forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om, at der blev truffet afgoerelse om, at de omhandlede dokumenter blev indsat i hans personlige aktmappe, eller at de blev destrueret eller aendret. Kommissionen har herved henvist til Domstolens dom af 27. juni 1989 (sag 200/87, Giordani mod Kommissionen, Sml. s. 1877, paa s. 1901), hvor Domstolen udtalte, at foerst naar denne ansoegning er afslaaet, kan tjenestemanden indgive en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Den har anfoert, at det ogsaa var efter disse principper, at den administrative procedure, som Domstolen tiltraadte i dom af 5. oktober 1988 (sag 180/87, Hamill mod Kommissionen, Sml. s. 6141, paa s. 6143), havde fundet sted.

30 Kommissionen har desuden gjort gaeldende, at de omtvistede referater blot var midlertidige og skulle forberede udfaerdigelsen af sagsoegerens bedoemmelsesrapport for perioden 1985-1987. Saadanne akter kan ikke selvstaendigt anfaegtes.

31 I svarskriftet har Kommissionen desuden tilfoejet, at det ikke er godtgjort, at disse referater har kunnet have indflydelse paa sagsoegerens tjenesteforhold eller karriereforloeb. Det er ganske ubegrundet, som anfoert af sagsoegeren, at det var paa grundlag af disse to referater, at sekretaeren for GD XIX' s generaldirektoer i oktober 1989 modsatte sig hans forfremmelse i regnskabsaaret 1989. Paa dette punkt modsiges sagsoegerens paastand af det referat af Det Paritetiske Forfremmelsesudvalgs moede den 16. og 17. oktober 1989, som Kommissionen har fremlagt.

32 Kommissionen har for det tredje i duplikken rejst tvivl om, hvorvidt sagsoegeren har den fornoedne soegsmaalsinteresse. Kommissionen finder, at sagsoegeren ikke kan begrunde en interesse i, at de omhandlede dokumenter annulleres, fordi han, da han indgav staevning den 5. februar 1990, befandt sig "i en situation, hvor han kunne haevde sin ret til forfremmelse". Efter Kommissionens opfattelse maa der sondres mellem de forfremmelser, som sker i de forskellige regnskabsaar. Med hensyn til forfremmelser i regnskabsaaret 1988 understreger Kommissionen, at de to tidligere sagsanlaeg i sagerne T-47/89 og T-82/89 vedroerte denne periode, mens den naervaerende sag vedroerer en situation, som er indtraadt paa et senere tidspunkt. Kommissionen mener, at naar Retten i den naevnte dom af 5. december 1990 annullerede afgoerelsen om ikke at optage sagsoegeren paa listen over tjenestemaend, som ansaas for mest egnede til forfremmelse i regnskabsaaret 1988, uden at denne sag forenedes med den tidligere sag, var aarsagen, at den tidligere sag, som vedroerte forfremmelser i regnskabsaaret 1988, ikke havde forbindelse med den naervaerende sag. Med hensyn til forfremmelser i regnskabsaaret 1989 har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren ikke har bestridt de forfremmelser, som fandt sted i dette regnskabsaar. Han kan derfor ikke laengere paaberaabe sig sin ret til forfremmelse i 1989, selv om han med tilbagevirkende gyldighed blev opfoert paa listen over tjenestemaend, som ansaas for mest egnede til forfremmelse i regnskabsaaret 1988. Det bestemmes nemlig i punkt 9 i de almindelige bestemmelser om gennemfoerelsen af fremgangsmaaden ved forfremmelse inden for stillingsgruppen, at tjenestemaend, der ikke er opfoert paa en saadan liste, og som ikke er forfremmet i det paagaeldende aar, ikke uden videre har ret til optagelse paa senere lister. For saa vidt angaar forfremmelser i 1990 henviser Kommissionen til, at sagsoegeren ikke haevdede at have ret til at blive forfremmet i dette regnskabsaar, hvor han blev pensioneret.

33 Under retsmoedet har Kommissionen paaberaabt sig en fjerde afvisningsgrund stoettet paa, at sagsoegerens paastand snarere tilsigter, at de anfaegtede notater annulleres, end at det fastslaas, at de ikke kan goeres gaeldende mod ham. Til stoette for dette anbringende har Kommissionen gentaget det argument, den allerede har fremfoert under de skriftlige forhandlinger om, hvorvidt annullationspaastanden kan tages til foelge, hvorved det blev fremfoert, at den eneste foelge, som vedtaegten knytter til en overtraedelse af artikel 26, er, at dokumenterne ikke kan goeres gaeldende mod den paagaeldende tjenestemand, hvorimod bestemmelsen ikke foreskriver, at de bliver en "nullitet".

34 Over for Kommissionens foerste anbringende har sagsoegeren anfoert at det "egentlige" formaal med den af ham den 4. august 1989 indgivne klage var at faa reguleret hans tjenesteforhold med henblik paa en forfremmelse. Dette formaal kan kun opnaas ved, at de to notater forsvinder - dvs. annulleres - som sekretaeren for GD XIX' s generaldirektoer i oktober 1989 i Det Paritetiske Forfremmelsesudvalg anvendte til paa det kraftigste at modsaette sig, at sagsoegeren blev opfoert paa listen over tjenestemaend, som ansaas for mest egnede til forfremmelse til loenklasse B2. Klagens "foerste" formaal var derfor at faa de to notater annulleret. Sagsoegeren har tilfoejet, at Domstolen i sin praksis ikke stiller strenge krav med hensyn til en klages udformning. Det er tilstraekkeligt, at den sagsoegte institution har kunnet faa kendskab til den paagaeldendes hensigt. I denne sag kunne Kommissionen faa kendskab til klagens "foerste" formaal, hvorfor der ikke er uoverensstemmelse mellem den administrative procedures og sagsanlaeggets genstand.

35 Med hensyn til spoergsmaalet, om der foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, har sagsoegeren anfoert, at de anfaegtede notater alene er "udfaerdiget" for negativt at paavirke hans bedoemmelse. Selv om notaterne ikke i sig selv har karakter af afgoerelser, er de dog snaevert forbundet med bedoemmelsesproceduren og kan ikke udskilles fra afgoerelsen om ikke at opfoere sagsoegeren paa listen over tjenestemaend, som ansaas for mest egnede til forfremmelse til loenklasse B2 i 1989. De boer derfor kunne anfaegtes ved et annullationssoegsmaal.

36 Med hensyn til Kommissionens tredje anbringende har sagsoegeren anfoert, at han ikke har mistet sin soegsmaalsinteresse, fordi han er blevet pensioneret. Annullation af de anfaegtede notater vil have tilbagevirkende gyldighed og kan foere til en "revision" af hans sag, hvilket kan paavirke beregningen af hans pension. Sagsoegeren har desuden anfoert, at han ikke har "accepteret" resultaterne af forfremmelsesproceduren for regnskabsaaret 1989. Saafremt det anerkendes, at hans navn burde vaere opfoert paa listen over tjenestemaend, som ansaas for mest egnede til forfremmelse i 1988, foelger det efter hans opfattelse uden videre heraf, at det var forkert, at hans navn ikke var optaget i regnskabsaaret 1989.

37 For saa vidt endelig angaar Kommissionens fjerde afvisningsgrund har sagsoegeren svaret, at generaldirektoerens sekretaer gjorde de omtvistede dokumenter gaeldende over for ham under forfremmelsesproceduren, og at de var udarbejdet af Kommissionen i forbindelse med en tidligere retssag mellem samme parter. Han har desuden anfoert, at alene det, at dokumenterne ikke kan goeres gaeldende mod ham, ikke loeser det hovedproblem, som sagen rejser, dvs. at de parallelle aktmapper, som generaldirektoerernes sekretaerer havde, afskaffes.

38 Retten finder, at det foerst maa undersoeges, om de to referater, som sagsoegeren paastaar annulleret, er akter, som indeholder et klagepunkt efter betydningen i vedtaegtens artikel 91, stk. 1. Hertil bemaerkes, at kun akter, der er egnet til umiddelbart at paavirke en bestemt retsstilling, kan anses for at indeholde et klagepunkt (jf. f.eks. Domstolens dom af 10.12.1969, sag 32/68, Grasselli mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 141).

39 I de to "notater til aktmappen" har sagsoegerens to overordnede nedskrevet deres opfattelse af, hvorledes de to samtaler, de havde med sagsoegeren i forbindelse med udfaerdigelsen af hans bedoemmelsesrapport for perioden 1985-1987, forloeb, og hvilket indhold de havde. Referaterne beskriver kun visse faktiske omstaendigheder. De omhandler desuden kun interne forhold i tjenestegrenen, naermere bestemt sagsoegerens personlige forhold til sine overordnede. Da de ikke har karakter af afgoerelser, har de hverken oejeblikkelige eller fremtidige retsvirkninger i forhold til sagsoegeren (jf. Rettens kendelse af 14.12.1989, sag T-119/89, Teissonière mod Kommissionen, Sml. 1990 II, s. 7).

40 De to notater skulle imidlertid bringes til et begraenset antal personers kundskab, ud over sagsoegerens overordnedes, og de blev udarbejdet i forbindelse med en bedoemmelsesprocedure, som i sig selv skulle foere til en rapport, som kunne have retsvirkninger i forhold til sagsoegeren. Der bestaar uenighed mellem parterne om, hvorvidt disse notater ogsaa blev anvendt i forbindelse med bedoemmelsesproceduren for 1989 som stoette for den negative holdning i GD XIX til en forfremmelse af sagsoegeren. Under alle omstaendigheder er saadanne referater kun faktiske omstaendigheder, som eventuelt, med rette eller med urette, har kunnet vaere inddraget i forbindelse med, at der blev truffet visse afgoerelser i forhold til sagsoegeren; afgoerelser som i sig selv kunne have retsvirkninger. I et saadant tilfaelde er det imidlertid kun de sidstnaevnte afgoerelser, som paavirker sagsoegerens retsstilling. Heraf foelger, at de to anfaegtede notater ikke er akter, som indeholder et klagepunkt efter betydningen i vedtaegtens artikel 91, stk. 1.

41 Herefter maa paastanden om annullation af disse notater afvises, uden at det er fornoedent at undersoege Kommissionens oevrige afvisningsgrunde. Dette gaelder uanset, hvor beklagelig den praksis end maatte vaere, som bestaar i at oprette parallelle og hemmelige aktmapper vedroerende Faellesskabets tjenestemaend.

Erstatningspaastanden

42 Ifoelge Kommissionen skal paastanden om erstatning for et ikke-oekonomisk tab afvises, idet afvisning af et annullationssoegsmaal medfoerer afvisning af et erstatningssoegsmaal, der er naert forbundet hermed (jf. Domstolens dom af 12.12.1967, sag 4/67, Collignon mod Kommissionen, Sml. 1965-68, s. 415). Saafremt dette ikke var tilfaeldet, kunne tjenestemaendene let omgaa afvisningen af et annullationssoegsmaal ved at anlaegge et erstatningssoegsmaal.

43 Sagsoegeren har desuden ikke forelagt en forudgaaende ansoegning for ansaettelsesmyndigheden i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, om at traeffe en beslutning vedroerende de forhold, han anfaegter. Ifoelge Kommissionen er det vanskeligt at se, hvordan sagsoegeren i forbindelse med sin erstatningspaastand kan paaberaabe sig, at sagsoegte har handlet retsstridigt, naar ansaettelsesmyndigheden ikke har faaet forelagt en ansoegning om at traeffe en beslutning.

44 Som svar paa et spoergsmaal fra Retten har Kommissionen dog erklaeret, at den kunne acceptere, at man fortolkede det dokument, som var betegnet "klage", og som sagsoegeren indgav den 4. august 1989, saaledes, at dokumentet havde en tofoldig karakter, saaledes at det dels er en klage over de omtvistede referater, dels er en ansoegning om en forfremmelse med tilbagevirkende gyldighed. I saa fald og i det omfang dokumentet delvis maa forstaas som en ansoegning, har sagsoegeren dog under alle omstaendigheder undladt at indbringe en klage for ansaettelsesmyndigheden inden for fristen paa tre maaneder efter ansoegningens stiltiende afvisning.

45 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at en erstatningspaastand er uafhaengig af annullationspaastanden. En erstatningspaastand er ikke afhaengig af, at en forvaltningsakt forudgaaende er annulleret. Spoergsmaalet, om et erstatningssoegsmaal kan admitteres, skal derfor vurderes selvstaendigt bortset fra det tilfaelde, hvor det i realiteten anvendes til at omgaa procesreglerne, saaledes, at den paagaeldende via et erstatningssoegsmaal soeger at opnaa det samme resultat, som han ville have naaet ved hjaelp af en annullationspaastand.

46 Sagsoegeren er af den opfattelse, at han med foeje kan fremsaette en paastand om erstatning af det ikke-oekonomiske tab, han har lidt, selv om de to notater ikke annulleres. Foelgelig er der i dette tilfaelde ikke tale om, at han omgaar procesreglerne.

47 Sagsoegeren har tilfoejet, at han i klagen udtrykkeligt forbeholdt sig ret til at kraeve erstatning for det tab, ophavsmaendene til de to notater havde forvoldt. Kommissionen kunne derfor ifoelge sagsoegeren heraf udlede, at han ville kraeve erstatning for dette tab saafremt sagen maatte komme for retten. For saa vidt angaar dette formaal var klagen derfor paa linje med det senere anlagte soegsmaal.

48 Som svar paa et spoergsmaal fra Retten har sagsoegerens repraesentant erkendt, at den af sagsoegeren den 4. august 1989 indgivne akt med betegnelsen "klage" ikke var saerlig klart formuleret, hvorfor det ikke var uforeneligt med tekstens ordlyd at opfatte den som delvis omfattet af begrebet "ansoegning". Sagsoegeren har dog anfoert, at han ikke opfattede den som en ansoegning, men som en klage, som denne sag blev anlagt i forlaengelse af.

49 Retten finder, at der maa sondres mellem to tilfaelde, naar det skal afgoeres, om et erstatningssoegsmaal kan admitteres. Det foerste tilfaelde - som dog i mangel af en akt, som indeholder et klagepunkt, kan diskuteres - er det tilfaelde, hvor erstatningspaastandene er snaevert forbundet med et annullationssoegsmaal. Er dette tilfaeldet, som Kommissionen haevder det, medfoerer annullationssoegsmaalets afvisning, at ogsaa erstatningssoegsmaalet afvises (jf. f.eks. Domstolens dom af 14.7.1976, sag 129/75, Hirschberg mod Kommissionen, Sml. s. 1259 paa s. 1270 og dom af 16.7.1981, sag 33/80, Albini mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2141 paa s. 2158). Det andet tilfaelde er det, hvor der ikke foreligger en saadan snaever forbindelse mellem de to soegsmaal. I dette tilfaelde skal, som sagsoegeren har anfoert det, spoergsmaalet om, hvorvidt erstatningspaastanden kan admitteres, vurderes uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt annullationssoegsmaalet kan admitteres. Herved bemaerkes, at spoergsmaalet om, hvorvidt et saadant soegsmaal kan admitteres, er betinget af, at den i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte forudgaaende administrative procedure er afviklet forskriftsmaessigt.

50 Naar, som i dette tilfaelde, formaalet med soegsmaalet er at opnaa erstatning for et tab, som haevdes at vaere forvoldt ved handlinger, som, da de ikke har retsvirkninger, ikke kan anses for akter, som indeholder et klagepunkt, skal den administrative procedure i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, paabegyndes ved, at den paagaeldende forelaegger en ansoegning for ansaettelsesmyndigheden om at erstatte dette tab. I henhold til artiklens stk. 2, kan den paagaeldende kun indbringe en klage for ansaettelsesmyndigheden over afvisningen af ansoegningen.

51 I denne sag er den administrative procedure ikke forloebet forskriftsmaessigt, saaledes som det praeceptivt er fastsat i vedtaegtens bestemmelser. Sagsoegeren har nemlig ikke forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om erstatning af det tab, som han beklager sig over. Som sagsoegerens repraesentant har bekraeftet under retsmoedet, havde sagsoegeren ikke til hensigt at forelaegge ansaettelsesmyndigheden en saadan ansoegning, da han den 4. august 1989 indgav dokumentet med betegnelsen "klage", selv om dokumentet bl.a. havde sagsoegerens "erstatning" til formaal. Foelgelig har der ikke fundet en administrativ procedure sted, som er i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 90 og 91.

52 Det tilfoejes subsidiaert og for fuldstaendighedens skyld, at resultatet ville blive det samme i det tilfaelde, hvor dokumentet, der som sit formaal angav sagsoegerens "erstatning", kunne anses for en "ansoegning" efter vedtaegtens artikel 90, stk. 1, uanset at sagsoegeren selv og Kommissionen i skrivelse af 13. november 1989 og i afgoerelse af 20. marts 1990 behandlede det som en klage. I dette tilfaelde ville der nemlig ikke foreligge en klage efter artikel 90, stk. 2, over den stiltiende afvisning af ansoegningen.

53 Herefter maa, uden at det er fornoedent at afgoere, om det foreliggende erstatningssoegsmaal er snaevert forbundet med det annullationssoegsmaal, som var rettet mod de to anfaegtede referater, paastanden om erstatning for et ikke-oekonomisk tab afvises.

Sagens omkostninger

54 I henhold til Rettens procesreglements artikel 87, stk. 2, paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger. I henhold til samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Hver part baerer sine omkostninger.