61990J0376

++++

1. Euratom ° beskyttelse af sundheden ° strengere nationale regler ° lovlighed

[Euratom-traktaten, artikel 2, litra b)]

2. Euratom ° beskyttelse af sundheden ° grundlaeggende normer fastsat i direktiv 80/836 ° mindstenormer, der ikke udelukker strengere nationale regler

(Raadets direktiv 80/836/Euratom, art. 10, stk. 2)

1. Pligten for Faellesskabet til i medfoer af Euratom-traktatens artikel 2, litra b), at indfoere ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed betyder ikke, at en medlemsstat, naar de naevnte normer er fastsat, ikke maa indfoere strengere normer.

2. Det fremgaar af tilblivelsen af direktiv 80/836 ° om fastsaettelse af de grundlaeggende normer for beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, der er forbundet med ioniserende straaling ° at de dosisgraenser, som er fastsat i direktivets artikel 10, stk. 2, for laerlinge og studerende mellem 16 og 18 aar alene er udtryk for en mindstebeskyttelse. Denne fortolkning bekraeftes af, at direktivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, litra c), for arbejdstagere paa samme alder fastsaetter en hoejere grad af beskyttelse. Heraf foelger, at da direktivet ikke indeholder en udtrykkelig bestemmelse om det modsatte, skal det fortolkes saaledes, at medlemsstaterne vedroerende laerlinge og studerende paa mellem 16 og 18 aar kan fastsaette dosisgraenser efter strengere regler end de i direktivet fastsatte og sikre de paagaeldende persongrupper en hoejere grad af beskyttelse end den, som direktivet sikrer arbejdstagere paa samme alder.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. december 1990 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af Euratom-traktatens artikel 141 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 80/836/Euratom af 15. juli 1980 om aendring af direktiverne om fastsaettelse af de grundlaeggende normer for beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, der er forbundet med ioniserende straaling (EFT L 246, s. 1), idet der ikke i Belgien er blevet udstedt de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er noedvendige for at gennemfoere direktivets artikel 10, stk. 2, artikel 44 og artikel 45.

2 Som det fremgaar af betragtningerne, har ovennaevnte direktiv 80/836 (herefter benaevnt "direktivet") til formaal at beskytte arbejdstagernes sundhed ved at forebygge bestraaling af dem og underkaste dem laegelig kontrol; direktivet har ligeledes til formaal at beskytte befolkningens sundhed ved i hver medlemsstat at indfoere et overvaagnings- og kontrolsystem med mulighed for at gribe ind i tilfaelde af uheld.

3 I direktivets artikel 6 fastsaettes principperne for begraensningen af doser som foelge af kontrollerbar bestraaling. I artikel 8 og 9 fastsaettes dosisgraenserne for straaleudsatte arbejdstagere.

4 I artikel 10, stk. 2, fastlaegges dosisgraenserne for laerlinge og studerende mellem 16 og 18 aar. Stykket er affattet som foelger:

"2. Dosisgraenserne for laerlinge og studerende mellem 16 og 18 aar, som er under uddannelse til et erhverv, der vil medfoere udsaettelse for ioniserende straaling, eller som i loebet af deres studier er noedsaget til at anvende straalekilder, udgoer 3/10 af de aarlige dosisgraenser, der er fastsat i artikel 8 og 9 for straaleudsatte arbejdstagere."

5 Direktivets artikel 44 vedroerer tilsynet med befolkningens sundhed, og det bestemmes deri, hvorledes de doser, der modtages af befolkningen, skal vurderes i medlemsstaterne.

6 Endelig forpligtes medlemsstaterne ved samme direktivs artikel 45 til at traeffe foranstaltninger for at sikre tilsyn med befolkningens sundhed og gribe ind i tilfaelde af uheld.

7 Ved skrivelser af 21. maj og 10. august 1987 underrettede den belgiske regering Kommissionen om de nationale foranstaltninger, hvorved direktivet efter regeringens mening blev gennemfoert i national ret.

8 For saa vidt angaar direktivets artikel 10, stk. 2, henviste den belgiske regering til artikel 20.6.2 i kongelig anordning af 28. februar 1963 om fastsaettelse af de almindelige regler for beskyttelsen af befolkningen og arbejdstagerne mod de farer, der er forbundet med ioniserende straaling (Moniteur belge nr. 98, s. 5206), som aendret ved artikel 9 i kongelig anordning af 16. januar 1987 (Moniteur belge nr. 50, s. 3714). Ifoelge denne bestemmelse udgoer dosisgraenserne for laerlinge og studerende mellem 16 og 18 aar, som er under uddannelse til et erhverv, der vil medfoere udsaettelse for ioniserende straaling, eller som i loebet af deres studier er noedsaget til at anvende straalekilder, 1/10 og ikke 3/10 af de aarlige dosisgraenser fastsat for personer, der er straaleudsatte i kraft af deres erhverv. De af Belgien fastsatte graenser er saaledes strengere end dem, som er fastsat i direktivet.

9 For saa vidt angaar direktivets artikel 44 og 45 har den belgiske regering paaberaabt sig flere nationale lovbestemmelser, der efter dens opfattelse i almindelighed opfylder de krav, som stilles i disse artikler.

10 Da Kommissionen fandt, at de meddelte nationale foranstaltninger hverken var en korrekt gennemfoerelse af artikel 10, stk. 2, eller en fuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 44 og 45, har den over for Belgien indledt den i Euratom-traktatens artikel 141 fastsatte procedure, efter hvilken den har anlagt denne sag.

11 Da Belgien efter sagens anlaeg har truffet de noedvendige foranstaltninger til at gennemfoere direktivets artikel 44 og 45 i national ret, har Kommissionen ved en erklaering afgivet i retsmoedet og ved skrivelse af 4. september 1992 frafaldet klagepunkterne vedroerende disse to bestemmelser og nedlagt paastand om, at Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med artikel 69, stk. 5, i procesreglementet. Den belgiske regering har ikke fremsat indsigelse over for denne paastand.

12 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

13 Kommissionen finder, at direktivets artikel 10, stk. 2, ikke giver medlemsstaterne mulighed for at fastsaette dosisgraenser, der afviger fra dem, som er fastsat i denne bestemmelse, ej heller selv om de er strengere.

14 Den belgiske regering har derimod gjort gaeldende, at de dosisgraenser, der er fastsat i naevnte bestemmelse, udgoer det minimum af beskyttelse, som medlemsstaterne skal yde, og at medlemsstaterne frit kan fastsaette strengere graenser, saafremt de finder dette hensigtsmaessigt.

15 Tvisten vedroerer saaledes fortolkningen af begrebet "dosisgraenser" i direktivets artikel 10, stk. 2.

16 Herved bemaerkes, at der ikke af ordlyden af artikel 10, stk. 2, kan udledes noget argument til stoette for det ene eller det andet af disse synspunkter.

17 Det samme gaelder definitionen af udtrykket "dosisgraenser" i direktivets artikel 1, litra b). Deri angives det blot, at "dosisgraense" er "den graense, der er fastsat i dette direktiv for de doser, som straaleudsatte arbejdstagere, laerlinge og studerende samt enkeltpersoner i befolkningen maa udsaettes for, bortset fra doser, der hidroerer fra den naturlige baggrundsstraaling og fra bestraaling af enkeltpersoner i forbindelse med medicinske undersoegelser og behandlinger. Dosisgraenserne gaelder for den samlede dosis, der modtages som foelge af ekstern bestraaling i den paagaeldende periode, og den samlede 50-aars-dosis som foelge af indtag af radionuklider i samme periode".

18 Kommissionen har bestridt den fortolkning, ifoelge hvilken dosisgraenserne er et mindste beskyttelsesniveau, under paaberaabelse af Euratom-traktatens artikel 2, litra b), hvorefter Faellesskabet skal indfoere "ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed".

19 Dette argument maa forkastes. At beskyttelsesnormerne skal vaere ensartede, betyder nemlig ikke, at der ikke maa fastsaettes strengere normer.

20 Det skal derefter bemaerkes, at der er visse fortolkningselementer, som goer det muligt at konkludere, at begrebet "dosisgraense" i direktivets artikel 10, stk. 2, skal forstaas som et krav om et mindste beskyttelsesniveau.

21 Det fremgaar saaledes af Kommissionens meddelelse af 31. december 1985 om gennemfoerelsen af Raadets direktiver 80/836 og 84/467/Euratom af 3. september 1984 om aendring af direktiv 80/836 (EFT C 347, s. 9), at de i direktiv 80/836 fastsatte normer bygger paa henstillinger fra Den Internationale Kommission for Straalebeskyttelse (herefter benaevnt "ICRP").

22 Men som generaladvokaten anfoerer i punkt 21-28 i sit forslag til afgoerelse, fremgaar det bl.a. af ICRP' s publikation nr. 60, at alle ioniserende straalinger ud over dem, der hidroerer fra den naturlige baggrundsstraaling, udgoer en fare for den menneskelige sundhed, og at de, hvis de accepteres af oekonomiske og sociale grunde, alene accepteres efter en vurdering af deres fordele i forhold til de ulemper, de medfoerer.

23 Paa denne baggrund bygger det af ICRP anbefalede straalebeskyttelsessystem paa foelgende almindelige principper: a) Enhver adfaerd, som indebaerer udsaettelse for ioniserende straaling, skal anses berettiget ved de fordele, den tilfoerer samfundet, b) optimering af beskyttelsen ved at opretholde saa lavt et niveau, som det med rimelighed er muligt, under hensyntagen til oekonomiske og sociale faktorer, omfanget af de individuelle doser, antallet af straaleudsatte personer og sandsynligheden for, at der indtraeder bestraaling i situationer, hvor dette ikke er givet, og c) fastsaettelse af dosisgraenser.

24 Det fremgaar af samme ICRP-publikation, at dosisgraenserne repraesenterer den dosisvaerdi, som medfoerer konsekvenser for de personers sundhed, der regelmaessigt udsaettes for ioniserende straalinger, som er paa graensen til det taalelige, og at valget af dosisgraenser noedvendigvis maa indebaere vurderinger, der kan variere fra samfund til samfund (se punkt 153 og 169-170 i publikation nr. 60).

25 Det fremgaar heraf, at de af ICRP fastsatte dosisgraenser ikke udgoer absolutte normer, men alene offentliggoeres til orientering, og at graenserne er fastsat paa grundlag af princippet om optimering af beskyttelsen.

26 Direktivet indeholder imidlertid intet, som tillader at antage, at Faellesskabets lovgiver har fjernet sig fra ICRP' s holdning med hensyn til dosisgraenser og har afskaaret medlemsstaterne fra at soerge for en bedre beskyttelse end den, der kraeves i direktivet.

27 Man maa derfor i betragtning af saavel direktivets formaal som optimeringsprincippet antage, at saafremt Faellesskabets lovgiver havde haft til hensigt at forbyde medlemsstaterne at indfoere en bedre beskyttelse end den i direktivet fastsatte, ville det udtrykkelig vaere fremgaaet af direktivet.

28 Den fortolkning af artikel 10, stk. 2, der saaledes laegges til grund, og ifoelge hvilken begrebet "dosisgraenser" udgoer et mindste beskyttelsesniveau, bekraeftes af, at der i selve direktivet er fastsat hoejere beskyttelsesniveauer. Det fremgaar nemlig af direktivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, litra c), at arbejdstagere under 18 aar ikke maa udsaettes for doser, der er stoerre end 1/10 af de aarlige dosisgraenser, som fastsaettes for arbejdstagere.

29 Det er vel rigtigt, at der i artikel 10, stk. 2, er fastsat en lavere grad af beskyttelse for laerlinge og studerende mellem 16 og 18 aar, og at dette kan retfaerdiggoeres, saafremt der er gyldige grunde dertil, men direktivet, der ikke indeholder en udtrykkelig bestemmelse om det modsatte, kan dog ikke antages at hindre, at en medlemsstat under hensyntagen til samtlige oekonomiske og sociale faktorer beslutter ikke at udnytte denne mulighed, men at sikre laerlinge og studerende den hoejere grad af beskyttelse, som direktivet sikrer arbejdstagere paa samme alder.

30 Det fremgaar af ovenstaaende, at sagsoegte vil vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

31 Med hensyn til Kommissionens frafald af klagepunkterne om manglende gennemfoerelse af direktivets artikel 44 og 45 skal det bemaerkes, at det i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 5, paalaegges det den part, som haever sagen, at betale sagens omkostninger, saafremt den anden part har nedlagt paastand herom. Paa begaering af den haevende part kan det dog bestemmes, at den anden part skal betale sagens omkostninger, hvis dette findes berettiget som foelge af denne parts forhold. I den foreliggende sag er de to klagepunkter, der er fremsat i sagen, og Kommissionens efterfoelgende frafald, en foelge af Kongeriget Belgiens forhold (jf. praemis 11 ovenfor). Derfor boer omkostningerne vedroerende disse to klagepunkter baeres af Kongeriget Belgien.

32 Med hensyn til det klagepunkt, Kommissionen har opretholdt, skal det paapeges, at den tabende part ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, skal betale sagens omkostninger. Da Kommissionen har tabt sagen, paalaegges den omkostningerne.

33 I betragtning af ovenstaaende paalaegges det hver part at betale sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.