61990J0364

++++

Statsstoette ° forbud ° fravigelser ° samarbejdspligt for den medlemsstat, som anmoder om en fravigelse

(EOEF-traktaten, art. 92, stk. 2)

Den medlemsstat, der anmoder om at kunne bevilge stoette under fravigelse af traktatens regler, har en samarbejdspligt over for Kommissionen, hvorefter det bl.a. paahviler medlemsstaten at forelaegge alle oplysninger, der goer det muligt for denne institution at kontrollere, at betingelserne for den ansoegte fravigelse er opfyldt.

1 Ved staevning af 11. december 1990 har den italienske regering i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, nedlagt paastand om annullation af artikel 1, 2, 3 og 4 i Kommissionens beslutning 91/175/EOEF af 25. juli 1990 om stoette i henhold til italiensk lov nr. 120/87 til fordel for visse omraader i Syditalien (Mezzogiorno), der er ramt af naturkatastrofer (EFT 1991 L 86, s. 23, herefter benaevnt "den anfaegtede beslutning").

2 Ved denne beslutning erklaerede Kommissionen de stoetteforanstaltninger, der var indfoert ved den italienske lov nr. 120 af 27. marts 1987 (herefter benaevnt "lov nr. 120/87") sammen med lovdekret nr. 474 af 20. november 1987, der senere blev ophoejet til lov nr. 12 af 21. januar 1988 (herefter benaevnt "dekret nr. 474/87"), til visse omraader i Syditalien, der er ramt af naturkatastrofer, ulovlige og uforenelige med faellesmarkedet i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 1.

3 Efter de store jordskaelv, som havde haerget Syditalien i november 1980 og februar 1981, vedtog de italienske myndigheder lov nr. 219 af 14. maj 1981 (herefter benaevnt "lov nr. 219/81"), hvis artikel 32 indeholder bestemmelser om stoette til genopbygning og udvikling. Denne stoette skulle ydes til investeringsprojekter, hvis udgiften ikke androg over 20 mia. LIT, og som vedroerte tyve omraader i Basilicata, Campania og Apulien. Maksimum for stoetten var 75% af investeringerne. Fristen for virksomhedernes indgivelse af ansoegninger om stoette udloeb den 31. december 1982.

4 Ved lov nr. 64 af 1. marts 1986 (herefter benaevnt "lov nr. 64/86") indfoerte Italien herefter en almindelig ordning vedroerende ekstraordinaer stoette til fordel for Syditalien. Ved beslutning 88/318/EOEF af 2. marts 1988 vedroerende lov nr. 64 af 1. marts 1986 (EFT L 143, s. 37) godkendte Kommissionen forskellige dele af denne stoetteordning. Saerlig godkendte den et stoettemaksimum paa mellem 28,07% og 73,78% som "nettosubventionsaekvivalent".

5 Mindre end et aar efter forlaengede Italien ved lovdekret nr. 8 af 26. januar 1987, der blev ophoejet til lov nr. 120/87 fristerne for opnaaelse af stoette i medfoer af lov nr. 219/81 indtil den 30. juni 1987. I forbindelse med lovdekret nr. 474/87 blev der dog ved lov nr. 120/87 indfoert visse aendringer i de hidtil gaeldende regler.

6 For det foerste blev det geografiske omraade for den i artikel 32 i lov nr. 219/87 omhandlede stoetteordning udstrakt ud over de tyve omraader, for hvilke den oprindeligt havde gjaldt (artikel 8, stk. 7, i lov nr. 120/87 og artikel 10, stk. 3, i lovdekret nr. 474/87).

7 For det andet blev den oprindeligt fastsatte hoejeste tilladte investeringsgraense paa 20 mia. LIT, der senere var blevet forhoejet til 32 mia. ved lov nr. 187 af 29. april 1982, forhoejet til 50 mia. LIT (artikel 8, stk. 2 bis og 2 ter, i lov nr. 120/87).

8 For det tredje blev maksimumsstoetten til investeringer, der kunne finansieres, som inden for rammerne af den almindelige ordning ifoelge lov nr. 64/86 havde ligget mellem 28,07% og 73,78%, forhoejet til 75% for investeringsprojekter vedroerende kommunen Senise (artikel 3, stk. 5, i lov nr. 120/87) og for investeringsprojekter udarbejdet af smaa og mellemstore virksomheder i de omraader, der var blevet ramt af jordskaelv mellem 1980 og 1986 (artikel 6, stk. 14 ter, i lov nr. 120/87).

9 Ved skrivelser af 2. maj og 15. november 1988 anmodede Kommissionen den italienske regering om oplysninger vedroerende genoptagelsen af stoetteordningen i medfoer af lov nr. 219/81. Den italienske regering svarede ved skrivelser af 19. juli 1988 og 6. januar 1989.

10 Da Kommissionen fandt de paagaeldende foranstaltninger umiddelbart uforenelige med faellesmarkedet, indledte den 18. oktober 1989 den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure og vedtog herefter den anfaegtede beslutning.

11 I denne beslutning fandt Kommissionen, at de i lov nr. 120/87 og lovdekret nr. 474/87 omhandlede foranstaltninger var ulovlige og uforenelige med faellesmarkedet i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 1, for saa vidt der herved:

° skete en forhoejelse af maksimumsstoettebeloebet ifoelge lov nr. 64/86 (artikel 1 i den anfaegtede beslutning)

° skete en udvidelse af anvendelsesomraadet for artikel 32 i lov nr. 219/81 ud over de tyve industrielle udviklingsomraader, der oprindeligt var tale om (artikel 2 i den anfaegtede beslutning)

° hjemledes stoette til investeringer, der oversteg 32 mia. LIT (artikel 3 i den anfaegtede beslutning).

12 Som foelge heraf kraevede Kommissionen ved artikel 4 i den anfaegtede beslutning tilbagebetaling af de stoettebeloeb, der var uforenelige, inden to maaneder fra datoen for beslutningens meddelelse.

13 Under denne sag har den italienske regering nedlagt paastand om annullation af artikel 1, 2, 3 og 4 i den anfaegtede beslutning.

Beslutningens artikel 1

14 Som naevnt ovenfor, blev ved artikel 1 i den anfaegtede beslutning, bestemmelserne i artikel 3, stk. 5, og artikel 6, stk. 14 ter, i lov nr. 120/87, hvorved stoetten ifoelge artikel 9 i den almindelige italienske lov nr. 64/86 for henholdsvis investeringsprojekter vedroerende kommunen Senise og investeringsprojekter, som stammer fra smaa og mellemstore virksomheder etableret i de omraader, der blev ramt af jordskaelv mellem 1980 og 1986, forhoejedes til 75%, erklaeret ulovlige og uforenelige med faellesmarkedet.

15 Fra Kommissionens synspunkt er den stoette, som kan ydes i medfoer af lov nr. 64/86, regional stoette i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a). Den skulle saaledes kunne forhoejes, hvis det godtgoeres, at de omraader, hvortil den ydes, er ramt af naturkatastrofer, der har foert til en alvorlig forringelse af deres sociale og oekonomiske stilling.

16 I den anfaegtede beslutning fandt Kommissionen dog ikke denne betingelse opfyldt i det foreliggende tilfaelde. De jordskaelv, der fandt sted mellem 1980 og 1986, samt det jordskred, der ramte kommunen Senise, havde ikke samme omfang som de katastrofer, der ramte Irpinia i november 1980 og februar 1981 og paavirkede i modsaetning til disse ikke de sociale og oekonomiske forhold i de paagaeldende omraader.

17 Den italienske regering har ikke bestridt Kommissionens retlige karakteristik af den omstridte stoette og heller ikke den regel, hvorefter forhoejelsen af stoetten til de omraader, der var ramt af naturkatastrofer, kun kan retfaerdiggoeres, dersom de alvorligt har paavirket disses sociale og oekonomiske forhold. Den haevder imidlertid for det foerste, at Kommissionen har anlagt en fejlagtig vurdering ved ikke at have anerkendt den alvorlige karakter af de katastrofer, der indtraf i de paagaeldende omraader mellem 1980 og 1986. Den har tilfoejet, at Kommissionen burde have foretaget en tilbundsgaaende undersoegelse af beskaffenheden af disse katastrofer samt deres oekonomiske og sociale foelger, og at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet paa dette punkt.

18 For det andet bebrejder den italienske regering Kommissionen ikke at have taget hensyn til, at den i artikel 6, stk. 14 ter, i lov nr. 120/87 omhandlede maksimale investeringsgraense skulle gaelde for smaa og mellemstore virksomheder, som efter de af Kommissionen almindeligt anerkendte retningslinjer inden for rammerne af artikel 92 boer indroemmes en gunstigere behandling.

19 For det tredje finder den italienske regering, at forhoejelsen til 75% af det maksimale stoettebeloeb er uvaesentlig, idet Kommissionen i sin beslutning 88/318 vedroerende godkendelse af den almindelige ordning for stoette til Syditalien ifoelge lov nr. 64/86 allerede havde tilladt en maksimumsstoette paa 73,78%.

20 Med henblik paa behandlingen af det foerste argument bemaerkes, at en medlemsstat, der anmoder om at kunne bevilge stoette under fravigelse af traktatens regler, skal samarbejde med Kommissionen. I medfoer af denne forpligtelse skal den bl.a. forelaegge alle oplysninger, der goer det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansoegte fravigelse er opfyldt.

21 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af sagen, at den italienske regering under den administrative procedure tilstillede Kommissionen 400 sider dokumenter og beretninger, som efter dens mening indeholdt alle de fornoedne oplysninger til vurdering af stoetten. Disse dokumenter er fremlagt som bilag til replikken. Efter at vaere blevet opfordret af Domstolen til at angive, hvilken del heraf den fandt mest oplysende, har den italienske regering svaret, at "de til Kommissionen fremsendte dokumenter ... under proceduren ikke (indeholdt) saerlige oplysninger, der gjorde det muligt at vurdere forringelsen af de sociale og oekonomiske forhold i de katastroferamte omraader".

22 Paa baggrund af dette svar maa det fastslaas, at den italienske regering ikke har overholdt ovennaevnte samarbejdspligt. Paa grundlag af de faa oplysninger, Kommissionen raadede over, kan man ikke foreholde den at have anlagt en fejlagtig vurdering af foelgerne af katastroferne eller ikke have begrundet sin beslutning tilstraekkeligt.

23 Vedroerende det andet argument maa det som understreget af Kommissionen bemaerkes, at det stoettemaksimum, der blev fastlagt ved artikel 9 i lov nr. 64/86, og godkendt af Kommissionen ved beslutning 88/318 af 2. marts 1988, varierer efter stoerrelsen af de planlagte investeringer og kan favorisere smaa og mellemstore virksomheder.

24 Der bemaerkes desuden, at selv om de saerlige interesser i forbindelse med denne kategori af virksomheder under alle omstaendigheder tillader Kommissionen at udvise stoerre smidighed i vurderingen af stoetteforanstaltningers forenelighed med traktaten, forpligter de dog ikke denne til systematisk at godkende alle former for stoette til saadanne virksomheder.

25 Endelig bemaerkes vedroerende det tredje argument, at den forhoejelse af maksimumsstoetten, der er omhandlet i de omtvistede italienske bestemmelser, i modsaetning til, hvad den italienske regering haevder, er langt fra uvaesentlig. Da dette maksimum i henhold til lov nr. 64/86 svingede mellem 28,07% og 73,78%, kan forhoejelsen nemlig under visse omstaendigheder udgoere 46,93%.

26 Paa baggrund af det anfoerte maa anbringenderne vedroerende beslutningens artikel 1 forkastes.

Beslutningens artikel 2

27 Som allerede naevnt, erklaeres den geografiske udvidelse af artikel 32 i lov nr. 219/81 til andre omraader end de oprindeligt fastsatte uforenelig med faellesmarkedet ved beslutningens artikel 2. Denne udvidelse skete ved artikel 8, stk. 7, i lov nr. 120/87 og artikel 10, stk. 3, i lovdekret nr. 474/87.

28 I den foerstnaevnte af disse bestemmelser hedder det, at industriomraadet i Calaggio, som hidtil havde vaeret begraenset til Campania, skal udstraekkes i retning af Apulien, og at regionen Apulien skal fastlaegge udstraekkelsen af det nye omraade inden for de kommuner, der graenser op til det eksisterende omraade.

29 Hvad angaar artikel 10, stk. 3, i lovdekret nr. 474/87, bestemmer denne, at de i artikel 32 i lov nr. 219/81 omhandlede investeringsprojekter, som skoennes berettigede til stoette, men ikke kan gennemfoeres, fordi de gaar ud over graenserne for de omraader, der er omhandlet i denne paragraf, kan udvides til at omfatte kommuner, der er ramt naturkatastrofer, til Senise kommune og bjergomraader, som de katastroferamte kommuner indgaar i, efter en omraadeplan, som regionerne Campania og Basilicata udarbejder i loebet af de 120 dage, som foelger efter ikrafttraedelsen af den lov, der stadfaester det paagaeldende dekret.

30 Den italienske regering har kritiseret Kommissionens beslutning vedroerende uforenelighed med faellesmarkedet af to vaesentlige grunde.

31 Dels har Kommissionen ikke taget hensyn til, at de nye omraader, der skal kunne modtage stoette i medfoer af artikel 32 i lov nr. 219/81, var blevet ramt af naturkatastrofer, som havde medfoert en alvorlig forringelse af deres sociale og oekonomiske stilling.

32 Dels har den italienske regering understreget, at de regioner, der kunne modtage den omtvistede stoette, endnu ikke paa det tidspunkt, hvor Kommissionen traf sin beslutning, var fastlagt af de kompetente italienske myndigheder. Under disse omstaendigheder var Kommissionen ikke i stand til at vurdere denne stoettes forenelighed med traktaten, men burde have afventet de italienske myndigheders fastsaettelse af gennemfoerelsesbestemmelserne.

33 Med henblik paa behandlingen af dette punkt bemaerkes, at den italienske regering i staevningen har gjort gaeldende, at den kunne godtgoere, at den omtvistede geografiske udstraekkelse i gennemfoerelsesfasen var begraenset og objektivt begrundet, mens Kommissionen i duplikken har understreget, at de yderligere omraader, der skulle kunne modtage de omtvistede former for stoette, ikke hidtil var blevet fastsat.

34 Ved skrivelse af 14. oktober 1992 har Domstolen anmodet den italienske regering om at oplyse, hvilke regioner der var omfattet af disse foranstaltninger. I skrivelse af 16. november 1992 har den italienske regering ikke givet noget noejagtigt svar paa dette spoergsmaal.

35 Det maa som foelge heraf konstateres, at den italienske regering endnu en gang har tilsidesat den ovenfor omhandlede samarbejdspligt, hvorefter det i denne sag saerlig paahvilede den at angive, hvilke regioner der skulle kunne modtage stoette, samt de katastrofer, disse var ramt af, og at regeringen derfor ikke har godtgjort, at de stoetteberettigede regioner virkelig var blevet ramt af disse katastrofer.

36 Den italienske regerings anbringender paa dette punkt maa derfor forkastes.

Beslutningens artikel 3

37 Ved artikel 3 i beslutningen erklaeres stoette ydet med hjemmel i artikel 8, stk. 2 bis og 2 ter, i lov nr. 120/87 ulovlige og uforenelige med faellesmarkedet, for saa vidt angaar den del af investeringerne, der overstiger 32 mia. LIT.

38 Den italienske regering har bestridt denne del af beslutningen og anfoert, at forhoejelsen af de hoejeste tilladte investeringsudgifter fra 32 til 50 mia. LIT er en foelge af den vaerdiforringelse af den italienske lire, der har fundet sted mellem 1982 og 1987. Til stoette for sit anbringende har den italienske regering bilagt staevningen et dokument fra Istituto nazionale di statistica.

39 Kommissionen har paastaaet dette anbringende afvist. Da anbringendet ikke er blevet fremfoert under den administrative procedure, er det nemlig af ny karakter, hvorfor det ikke kan tages i betragtning under naervaerende sag. Kommissionen har desuden understreget, at skrivelsen fra Istituto nazionale di statistica er dateret den 10. december 1990, dvs. efter Kommissionens beslutning.

40 I oevrigt har Kommissionen anfoert, at hvis den italienske regerings begrundelse for forhoejelsen af maksimumsbeloebet for investeringen skulle vaere rigtig, betyder dette, at den italienske lire i loebet af fem aar er blevet forringet med 56%.

41 Hertil bemaerkes foerst, at de italienske myndigheder ifoelge den anfaegtede beslutning under den administrative procedure meddelte Kommissionen, at "lovgiver efter fem aar (havde) besluttet at tilpasse (' aggiornare' ) den oprindeligt fastsatte investeringsgraense ved at forhoeje den til 50 mia. LIT med henblik paa at sikre, af de i artikel 32 i lov nr. 219/81 omhandlede stoetteformer faar en mere attraktiv karakter ...".

42 Denne formulering, og saerlig brugen af udtrykket "tilpasse", forklarer tilstraekkelig klart tanken bag aendringen af stoetteordningen, nemlig at man tog hensyn til den inflation, der havde fundet sted mellem 1982 og 1987. Anbringendet kan derfor ikke betegnes som nyt.

43 Kommissionen kan heller ikke paaberaabe sig, at det med staevningen fremlagte bilag fra Istituto nazionale di statistica er dateret efter beslutningen. Dette dokument indeholder nemlig oplysninger, som maa betragtes som alment kendte, og som utvivlsomt var tilgaengelige, da Kommissionen traf den anfaegtede beslutning.

44 Derimod maa det konstateres, at Kommissionen ikke klart i sin beslutning har redegjort for sine grunde til at forkaste det af den italienske regering fremfoerte argument. I sin begrundelse anfoerer Kommissionen nemlig blot, at "yderligere foranstaltninger, som f.eks. forhoejelsen af investeringsgraensen fra de nuvaerende 32 mia. LIT til 50 mia. LIT, vil udgoere en yderligere undtagelse fra den ved lov nr. 64/86 indfoerte almindelige stoetteordning og give virksomhederne i disse omraader nye ubegrundede fordele".

45 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at beslutningen ikke opfylder den i traktatens artikel 190 omhandlede begrundelsespligt, hvorfor beslutningens artikel 3, for saa vidt den erklaerer de i artikel 8, stk. 2 bis og 2 ter, i lov nr. 120/87 omhandlede foranstaltninger uforenelige med faellesmarkedet, maa annulleres.

Beslutningens artikel 4

46 Ifoelge artikel 4 i beslutningen kraeves de former for stoette, som er erklaeret uforenelige med faellesmarkedet i artikel 1, 2 og 3, tilbagebetalt inden for en frist paa to maaneder fra beslutningens meddelelse.

47 Den italienske regering finder denne bestemmelse overfloedig i betragtning af, at den under den administrative procedure havde meddelt Kommissionen, at de omtvistede foranstaltninger endnu ikke var bragt i anvendelse. Dette burde vaere omtalt i selve begrundelsen for beslutningen.

48 Denne argumentation er ikke overbevisende. En meddelelse til Kommissionen under den administrative procedure om, at de omtvistede former for stoette endnu ikke er udbetalt til de berettigede, er ingenlunde nogen garanti for, at saadanne udbetalinger ikke senere er sket, saerlig mellem det tidspunkt, hvor denne meddelelse blev givet, og datoen for meddelelsen af den anfaegtede beslutning.

49 Det kan i oevrigt ikke under nogen omstaendigheder bebrejdes Kommissionen, at den for at skabe stoerst mulig retssikkerhed klart har tilkendegivet de konkrete foelger af sin beslutning.

50 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at det af den italienske regering paaberaabte anbringende maa forkastes. Da beslutningens artikel 3 imidlertid boer annulleres, for saa vidt den erklaerer de paagaeldende foranstaltninger uforenelige med faellesmarkedet, maa artikel 4 annulleres, for saa vidt den vedroerer denne bestemmelse.

Sagens omkostninger

51 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I medfoer af artikel 69, stk. 3, kan Domstolen fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter.

52 I denne sag boer sagens omkostninger i betragtning af det ovenfor anfoerte baeres med tre fjerdedele af den italienske regering og en fjerdedel af Kommissionen.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Artikel 3 i Kommissionens beslutning 91/175/EOEF af 25. juli 1990 om stoette i henhold til italiensk lov nr. 120/87 til fordel for visse omraader i Mezzogiorno, der er ramt af naturkatastrofer, annulleres, for saa vidt den erklaerer den omhandlede stoette uforenelig med faellesmarkedet, jf. traktatens artikel 92, stk. 1.

2) Artikel 4 i ovennaevnte beslutning annulleres, for saa vidt den vedroerer den forudgaaende artikel 3.

3) I oevrigt frifindes Kommissionen.