61990J0351

++++

Fri bevaegelighed for personer ° etableringsfrihed ° arbejdstagere ° laeger, tandlaeger og dyrlaeger ° adgang til erhvervet ° begraensninger begrundet i hensyn til den offentlige sundhed ° lovlige ° betingelser og graenser ° reglen om én enkelt praksis afskaerer adgang til erhvervet, hvor der opretholdes en praksis i en anden medlemsstat ° uforeneligt med traktaten

(EOEF-traktaten, art. 48 og 52)

Statsborgere fra en medlemsstat, som udoever erhvervsmaessig virksomhed i en anden medlemsstat, skal dér overholde de forskrifter, som i vedkommende medlemsstat regulerer udoevelsen af det paagaeldende erhverv. For saa vidt angaar virksomhed som laege, tandlaege og dyrlaege er disse forskrifter foerst og fremmest motiveret af hensynet til at sikre den bedst mulige og mest omfattende beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed. For saa vidt disse forskrifter begraenser etableringsretten og arbejdskraftens frie bevaegelighed, er de imidlertid ikke forenelige med traktaten, medmindre de begraensninger, som de medfoerer, virkelig er begrundet i hensynet til at sikre overholdelsen af de almindelige normer for en forsvarlig udoevelse af de paagaeldende erhverv, og disse begraensninger finder anvendelse paa vedkommende lands statsborgere saavel som paa statsborgere fra de oevrige medlemsstater. Dette er ikke tilfaeldet, saafremt de naevnte begraensninger medfoerer forskelsbehandling over for laeger, der er etableret i andre medlemsstater, eller hindringer for adgangen til erhvervet, der gaar videre end noedvendigt for at naa de naevnte maal.

Det er derfor i strid med traktatens artikel 48 og 52, saafremt en national lovgivning indeholder en regel om én enkelt praksis, som hindrer laeger, tandlaeger og dyrlaeger etableret i en anden medlemsstat som selvstaendige eller som loenmodtagere i at etablere sig eller udoeve loennet beskaeftigelse samtidig med, at de opretholder deres praksis eller deres stilling i denne medlemsstat. En saadan lovgivning ° der i oevrigt anvendes strengere over for erhvervsdrivende, der udoever deres virksomhed i andre medlemsstater, end paa dem, der arbejder paa det nationale omraade ° kan efter sit ganske ubetingede og generelle indhold ikke begrundes i hensynet til at sikre en loebende patientbehandling og en effektiv tilrettelaeggelse af vagtordninger, idet disse hensyn kan tilgodeses ved mindre restriktive midler.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. november 1990 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Storhertugdoemmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 og 52, idet det ikke har sikret, at den dér gaeldende ordning, hvorefter laeger, tandlaeger og dyrlaeger kun maa drive én praksis, ikke afskaerer EF-statsborgere, der er etableret eller udoever loennet beskaeftigelse som laege, tandlaege eller dyrlaege i en anden medlemsstat, fra at etablere sig eller udoeve loennet beskaeftigelse som laege, tandlaege eller dyrlaege i Luxembourg, hvis de opretholder deres praksis eller loennede beskaeftigelse i en anden medlemsstat.

2 Den omtvistede ordning findes i lov af 29. april 1983 om udoevelse af laege-, tandlaege- og dyrlaegeerhvervet (Mémorial A ° nr. 31 af 10.5.1983, s. 746, herefter benaevnt "loven"). Lovens artikel 16 fastslaar, at en laege eller tandlaege kun maa drive én praksis. Artikel 29 indeholder en tilsvarende bestemmelse for dyrlaeger, idet den bestemmer, at disse kun maa opretholde ét forretningssted.

3 Imidlertid bestemmes det i lovens artikel 16, stk. 2, at

"... en laege eller tandlaege, der er etableret i Luxembourg, efter udtalelse fra Laegeraadet kan opnaa tilladelse fra sundhedsministeren til at drive en sekundaer praksis i landet med henblik paa periodiske konsultationer, paa betingelse af, at denne praksis er beliggende i et omraade, hvor der ikke findes nogen laege med det samme speciale eller nogen tandlaege, og af, at den laegelige daekning af omraadets befolkning ikke er tilstraekkelig".

4 Lovens artikel 2, stk. 2, og artikel 9 tillader en laege eller tandlaege, der er etableret i en anden medlemsstat, at praktisere i Luxembourg som vikar for en dér etableret laege eller tandlaege. Ifoelge lovens artikel 22, stk. 2, gaelder det tilsvarende for dyrlaeger.

5 Endelig tillader lovens artikel 4, 11 og 25 laeger, tandlaeger eller dyrlaeger, der er statsborgere i en af Faellesskabets medlemsstater, og som er etableret i en anden medlemsstat, at praestere tjenesteydelser i Luxembourg.

6 Ved skrivelse af 19. april 1989 henledte Kommissionen de luxembourgske myndigheders opmaerksomhed paa den manglende forenelighed af reglen om én enkelt praksis, der ved loven er paalagt laeger, tandlaeger og dyrlaeger, med faellesskabsretten.

7 Da skrivelsen ikke blev besvaret, afgav Kommissionen den 21. november 1989 en begrundet udtalelse i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 169. Heri opfordres den luxembourgske regering til at vedtage de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme sine forpligtelser inden for en frist paa to maaneder fra meddelelsen.

8 Ved skrivelse af 29. januar 1990 bestred den luxembourgske regering formuleringen af den begrundede udtalelse og paaberaabte sig, at loven hverken var uklar eller diskriminerende over for statsborgere i medlemsstaterne, der er etableret i en anden medlemsstat end Luxembourg. Kommissionen fandt ikke denne argumentation tilfredsstillende og har derfor anlagt naervaerende sag.

9 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingerne samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Det skal bemaerkes, at den saakaldte regel om én enkelt praksis for laege-, dyrlaege- og tandlaegeerhvervet bevirker en indskraenkning af arbejdskraftens frie bevaegelighed og etableringsretten, som er sikret ved traktatens artikel 48 og 52.

11 Det maa saaledes paapeges, at efter fast retspraksis (jf. f.eks. dom af 12.7.1984, sag 107/83, Klopp, Sml. s. 2971, praemis 19, domme af 7.7.1988, henholdsvis sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, praemis 11, og forenede sager 154/87 og 155/87, Wolf, Sml. s. 3897, praemis 11, samt dom af 20.5.1992, sag C-106/91, Ramrath, Sml. I, s. 3351, praemis 20) omfatter etableringsretten under iagttagelse af de faglige regler adgangen til at oprette og opretholde mere end ét centrum for erhvervsudoevelse paa Faellesskabets omraade.

12 Disse betragtninger finder ganske tilsvarende anvendelse paa en loenmodtager eller selvstaendig, der er etableret i én medlemsstat, og som oensker at udoeve virksomhed i en anden medlemsstat, uanset om vedkommende paataenker at goere det som loenmodtager eller som selvstaendig (jf. ovennaevnte domme af 7.7.1988, henholdsvis Stanton- og Wolf-sagen, begge praemis 12, og ovennaevnte dom af 20.5.1992, Ramrath, praemis 25 og 26).

13 Som Domstolen udtalte i dommen af 30. april 1986 (sag 96/85, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1475, praemis 10), er de faglige regler, der skal overholdes i forbindelse med virksomhed som laege og tandlaege, foerst og fremmest motiveret af hensynet til at sikre den bedst mulige og mest omfattende beskyttelse af menneskers sundhed. Det maa antages, at bestemmelser, der regulerer udoevelsen af virksomhed som dyrlaege, tilgodeser tilsvarende sundhedshensyn.

14 Det fremgaar dog af samme dom, at for saa vidt som disse forskrifter bl.a. begraenser etableringsretten og arbejdskraftens frie bevaegelighed, er de imidlertid ikke forenelige med traktaten, medmindre de begraensninger, som de medfoerer, virkelig er begrundet i hensynet til at sikre overholdelsen af de almindelige normer for en forsvarlig udoevelse af de paagaeldende erhverv, og disse begraensninger uden forskel finder anvendelse paa vedkommende lands statsborgere og paa statsborgere fra andre medlemsstater. Domstolen fastslog i den forbindelse, at dette ikke var tilfaeldet, saafremt de naevnte begraensninger medfoerte forskelsbehandling over for laeger, der er etableret i andre medlemsstater, eller hindringer for adgangen til erhvervet, der gaar videre end noedvendigt for at naa de naevnte maal.

15 I den forbindelse bemaerkes for det foerste, at reglen om én enkelt praksis, som af den luxembourgske regering fremstilles som absolut noedvendig for kontinuitet i patientbehandlingen, praktiseres strengere over for laeger og tandlaeger, som virker i andre medlemsstater, end over for dem, der virker i Luxembourg. Lovens artikel 16, stk. 2, hjemler da ogsaa kun mulighed for at dispensere fra reglen om én enkelt praksis til fordel for personer, der praktiserer i Luxembourg.

16 Hvad dette punkt angaar goer den luxembourgske regering gaeldende, at dispensationsadgangen i saerlige tilfaelde ved ministeriel beslutning kan udvides til personer etableret i andre medlemsstater.

17 Dette argument kan ikke tiltraedes. Dels vedroerer lovens artikel 16 alene erhvervsudoevende etableret i Luxembourg. Dels kan overholdelsen af de i traktatens artikel 48 og 52 indeholdte ligebehandlingsprincipper ikke undergives de nationale myndigheders ensidige afgoerelse.

18 Det maa saaledes fastslaas, at selv om den objektive retstilstand er klar i den forstand, at artikel 48 og 52 gaelder umiddelbart i medlemsstaterne, skaber opretholdelsen af artikel 16 ikke desto mindre en tvetydig situation ved, at der for de omfattede retssubjekter opretholdes en usikkerhed med hensyn til deres muligheder for at paaberaabe sig faellesskabsretten (jf. dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, praemis 41).

19 Dernaest bemaerkes, at et generelt forbud, hvorefter ingen af de i sagen omhandlede erhvervsudoevende, der er etableret eller udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, kan virke fra et forretningssted i Luxembourg, indebaerer en urimelig begraensning.

20 I den forbindelse goer den luxembourgske regering gaeldende, at reglen om én enkelt praksis er objektivt begrundet i hensynet til den offentlige sundhed og den offentlige orden samt til almenhedens interesser. Den praeciserer, at en aftale om laegebehandling er en "intuitu personae"-kontrakt, som forudsaetter laegens stadige tilstedevaerelse i sin praksis eller paa sit ansaettelsessted med henblik paa at sikre en loebende patientbehandling, ligesom vagtordninger kunne vise sig utilstraekkelige, saafremt laeger med mere end et arbejdssted skulle deltage heri.

21 Ej heller dette argument kan tiltraedes.

22 For det foerste er det ikke noedvendigt, at laegen, hvad enten denne er almenpraktiserende laege, tandlaege, dyrlaege eller speciallaege (jf. ovennaevnte dom af 30.4.1986, Kommissionen mod Frankrig, praemis 13), til stadighed befinder sig i patientens eller kundens naerhed. Endvidere er laegens uafbrudte tilstedevaerelse ikke noedvendigvis garanteret af reglen om én enkelt praksis, f.eks. i tilfaelde, hvor laegen rejser, arbejder paa deltid eller indgaar i et praksisfaellesskab. Herudover kan kontinuiteten i patientbehandlingen og en effektiv tilrettelaeggelse af vagtordninger sikres ved mindre restriktive midler saasom krav om tilstedevaerelse i en vis mindstetid eller arrangementer, der sikrer tilstedevaerelse af vikarer.

23 Det maa saaledes antages, at det omhandlede forbud er af en for absolut og generel karakter til, at det kan begrundes i noedvendigheden af at sikre kontinuitet i patientbehandlingen.

24 Det maa derfor fastslaas, at Storhertugdoemmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 og 52, idet laeger, tandlaeger og dyrlaeger, der er etableret eller udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, hindres i at etablere sig eller udoeve loennet beskaeftigelse i Luxembourg, hvis de samtidig opretholder deres praksis eller beskaeftigelse i den anden medlemsstat.

Sagens omkostninger

25 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegte har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Storhertugdoemmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 og 52, idet laeger, tandlaeger og dyrlaeger, der er etableret eller udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, hindres i at etablere sig eller udoeve loennet besaeftigelse i Luxembourg, hvis de samtidig opretholder deres praksis eller beskaeftigelse i den anden medlemsstat.

2) Storhertugdoemmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.