61990J0159

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - praejudiciel afgoerelse noedvendig som led i en sag, der verserer for den forelaeggende ret - betingelse for at forelaegge spoergsmaal - retten stadig kompetent

(EOEF-Traktaten, art. 177)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser - tjenesteydelser - begreb - laegelig afbrydelse af svangerskab - omfattet

(EOEF-Traktaten, art. 60)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser - tjenesteydelser - begreb - ikke-oekonomisk virksomhed - ikke omfattet - forbud i en medlemsstat, hvor laegelig svangerskabsafbrydelse er forbudt, mod udbredelse af oplysninger om mulighederne for med henblik herpaa at komme i kontakt med tjenesteydere, der lovligt udoever deres virksomhed i en anden medlemsstat - udbredelse foretaget af en gruppe uden forbindelse med tjenesteyderne - forbuddet ikke i strid med faellesskabsretten

(EOEF-Traktaten, art. 59 og 60)

1. En national retsinstans kan kun forelaegge praejudicielle spoergsmaal i henhold til Traktatens artikel 177, saafremt der for den verserer en sag, hvorunder den skal traeffe en afgoerelse, hvor den praejudicielle dom skal laegges til grund. Det foelger heraf, at Domstolen ikke er kompetent til at besvare en praejudiciel anmodning, saafremt retsforhandlingerne ved den forelaeggende retsinstans allerede er afsluttet paa det tidspunkt, hvor anmodningen indgives.

2. Laegelig afbrydelse af svangerskab, der udfoeres lovligt i den stat, hvor den foretages, er en tjenesteydelse som omhandlet i Traktatens artikel 60.

3. Det anses ikke for udveksling af tjenesteydelser, jf. Traktatens artikel 60, at udbrede oplysninger om en oekonomisk virksomhed, naar oplysningerne ikke udbredes paa vegne af en erhvervsdrivende, men derimod udbredes i kraft af ytringsfriheden.

Faellesskabsretten er derfor ikke til hinder for, at en medlemsstat, hvor laegelig afbrydelse af svangerskab er forbudt, forbyder studenterorganisationer at udbrede oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse lovligt kan foretages, naar de paagaeldende klinikker paa ingen maade er involveret i udbredelsen af de naevnte oplysninger.

1 Ved kendelse af 5. marts 1990, indgaaet til Domstolen den 23. maj s.aa., har High Court, Dublin, henhold til EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, herunder navnlig EOEF-Traktatens artikel 60.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag mellem Society for the Protection of Unborn Children Ireland Ltd (herefter benaevnt "SPUC") og Stephen Grogan og fjorten andre repraesentanter for irske studenterorganisationer vedroerende udbredelsen i Irland af konkrete oplysninger om navn og adresse paa klinikker i en anden medlemsstat, hvor der foretages laegelig afbrydelse af svangerskaber.

3 Abort har altid vaeret forbudt i Irland, oprindeligt ifoelge common law, derefter ved lov. De gaeldende relevante bestemmelser er artikel 58 og 59 i Offences Against the Person Act 1861, der er gentaget i Health (Family Planning) Act 1979.

4 Ved en forfatningsaendring, der blev godkendt ved folkeafstemning, blev der i 1983 i den irske forfatnings artikel 40, stk. 3, indsat et tredje afsnit med foelgende ordlyd: "Staten anerkender et ufoedt barns ret til liv og forpligter sig til - under hensyn til moderens ligevaerdige ret til liv - at respektere og saa vidt muligt forsvare og opretholde denne ret i lovgivningen."

5 Det er fastslaaet af de irske domstole (High Court' s dom af 19.12.1986 og Supreme Court' s dom af 16.3.1988, The Attorney General at the relation of the Society for the Protection of Unborn Children Ireland Ltd mod Open Door Counselling Ltd og Dublin Wellwoman Centre Ltd, Irish Reports 1988, s. 593), at artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, i den irske forfatning indeholder et forbud mod virksomhed, der bestaar i at bistaa gravide kvinder, der befinder sig paa irsk omraade, med at rejse til udlandet for dér at faa foretaget laegelig afbrydelse af et svangerskab, navnlig ved at oplyse dem om navn, adresse og telefonnummer paa én eller flere klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse foretages.

6 Sagsoegeren i hovedsagen, SPUC, er et irsk selskab, der er oprettet navnlig med henblik paa at forhindre afkriminalisering af abort og for at sikre, beskytte og stoette menneskeligt liv fra undfangelsestidspunktet. De sagsoegte i hovedsagen, Grogan m.fl., var i 1989/1990 bestyrelsesmedlemmer i studenterorganisationer, der udgav studenterpublikationer. Disse indeholdt oplysninger om muligheden for lovligt at faa foretaget svangerskabsafbrydelse i Det Forenede Kongerige samt navn, adresse og telefonnummer paa visse klinikker, der foretager dette indgreb i Det Forenede Kongerige. Det er ubestridt, at studenterorganisationerne ikke havde forbindelse til klinikker i en anden medlemsstat.

7 I september 1989 anmodede SPUC de sagsoegte i hovedsagen om i deres egenskab af bestyrelsesmedlemmer i de respektive organisationer at give tilsagn om ikke i det akademiske aar 1989/1990 at offentliggoere oplysninger af den ovenfor beskrevne karakter. De sagsoegte svarede ikke, og SPUC anlagde derfor sag ved High Court for at faa kendt udbredelsen af saadanne oplysninger ulovlig og begaerede nedlaeggelse af forbud mod udbredelsen heraf.

8 High Court bestemte ved dom af 11. oktober 1989, at der skulle forelaegges Domstolen nogle praejudicielle spoergsmaal i henhold til EOEF-Traktatens artikel 177, inden retten tog stilling til det af sagsoegeren begaerede forbud. Denne dom blev anket til Supreme Court, som den 19. december 1989 nedlagde forbuddet, men ikke omgjorde High Court' s afgoerelse om praejudiciel forelaeggelse for Domstolen. I oevrigt har begge parter faaet tilladelse til at indgive begaering til High Court med henblik paa at faa aendret Supreme Court' s afgoerelse i lyset af Domstolens praejudicielle afgoerelse.

9 High Court fandt, saaledes som den allerede havde anfoert i dommen af 11. oktober 1989, at sagen rejste spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten, hvorfor den besluttede at udsaette sagen og forelaegge foelgende praejudicielle spoergsmaal for Domstolen:

"1) Er organisering eller faktisk udfoerelse af abort eller laegelig afbrydelse af svangerskab omfattet af definitionen af 'tjenesteydelser' i EOEF-Traktatens artikel 60?

2) Kan en medlemsstat i mangel af foranstaltninger vedroerende indbyrdes tilnaermelse af medlemstaternes lovgivning om organisering eller faktisk udfoerelse af abort eller laegelig afbrydelse af svangerskab forbyde udbredelse af konkrete oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa én eller flere klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse foretages?

3) Har en person i medlemsstat A i henhold til faellesskabslovgivningen ret til at udbrede oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa én eller flere klinikker i medlemsstat B, hvor svangerskabsafbrydelse foretages, naar foretagelse af abort er forbudt ifoelge baade forfatningen og straffeloven i medlemsstat A, men er lovlig under visse betingelser i medlemsstat B?"

10 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Domstolens kompetence

11 Kommissionen har i sine skriftlige indlaeg anfoert, at det er uklart, om forelaeggelseskendelsen er blevet afsagt i forbindelse med behandlingen af hovedpaastanden i forbindelse med behandlingen af begaeringen om nedlaeggelse af forbud mod udbredelsen af oplysningerne.

12 Hertil bemaerkes, hvilket Domstolen har fastslaaet i dommen af 21. april 1988 (sag 338/85, Pardini, Sml. s. 2041, praemis 11), at en national retsinstans kun kan forelaegge praejudicielle spoergsmaal i henhold til Traktatens artikel 177, saafremt der for den verserer en sag, hvorunder den skal traeffe en afgoerelse, hvor den praejudicielle dom skal laegges til grund. Derimod er Domstolen ikke kompetent til at besvare en praejudiciel anmodning, saafremt retsforhandlingerne ved den forelaeggende retsinstans allerede er afsluttet paa det tidspunkt, hvor anmodningen indgives.

13 Vedroerende denne sag bemaerkes, at selv om High Court har forelagt de praejudicielle spoergsmaal som led i behandlingen af begaeringen om nedlaeggelse af forbud, har Supreme Court udtrykkeligt givet High Court tilladelse til at aendre det nedlagte forbud i lyset af Domstolens praejudicielle afgoerelse. Saafremt spoergsmaalene derimod er stillet som et led i behandlingen af hovedpaastanden, skal High Court traeffe den endelige afgoerelse i sagen. I begge tilfaelde vil den forelaeggende ret saaledes traeffe en afgoerelse, hvor Domstolens praejudicielle dom bliver lagt til grund. High Court er derfor berettiget til i henhold til Traktatens artikel 177 at forelaegge praejudicielle spoergsmaal for Domstolen, som er kompetent til at besvare dem.

14 SPUC har gjort gaeldende, at sagen ikke indeholder spoergsmaal om faellesskabsretten, hvorfor Domstolen boer afvise at besvare de forelagte spoergsmaal. For det foerste har de sagsoegte i hovedsagen ikke udbredt de paagaeldende oplysninger som led i en erhvervsmaessig virksomhed, hvorfor det er udelukket at anvende Traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed for tjenesteydelser, som er de bestemmelser, der oenskes fortolket. For det andet finder informationsvirksomheden udelukkende sted i Irland, og andre medlemsstater er ikke involveret, hvorfor disse bestemmelser i Traktaten ikke finder anvendelse.

15 Hertil bemaerkes blot, at de af SPUC paaberaabte omstaendigheder vedroerer selve besvarelsen af de spoergsmaal, som den forelaeggende ret har stillet. Derfor er disse omstaendigheder, som muligvis skal tillaegges betydning ved besvarelsen af disse spoergsmaal, uden betydning ved vurderingen af Domstolens kompetence til at traeffe en praejudiciel afgoerelse (jf. dom af 28.6.1984, sag 180/83, Moser, Sml. s. 2539). De forelagte spoergsmaal kan derfor behandles.

Foerste spoergsmaal

16 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige fastslaaet, om laegelig afbrydelse af svangerskab, der udfoeres lovligt i den stat, hvor den foretages, er en tjenesteydelse som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 60.

17 Som tjenesteydelser betragtes henhold til stk. 1 i den naevnte bestemmelse de ydelser, der normalt udfoeres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedroerende den frie bevaegelighed for varer, kapital og personer. I artikel 60, stk. 2, litra d), anfoeres udtrykkeligt, at de liberale erhvervs virksomhed er omfattet af begrebet tjenesteydelse.

18 Det bemaerkes, at afbrydelse af svangerskab, saaledes som dette lovligt foretages i flere medlemsstater, er en laegelig virksomhed, der normalt foretages mod betaling, og som kan udfoeres inden for rammerne af et liberalt erhverv. Under alle omstaendigheder har Domstolen i dommen af 31. januar 1984 (forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377, praemis 16) fastslaaet, at laegelig virksomhed henhoerer under anvendelsesomraadet for Traktatens artikel 60.

19 SPUC har imidlertid anfoert, at laegelig afbrydelse af svangerskab ikke kan anses for en tjenesteydelse, fordi det i hoejeste grad er umoralsk, og fordi det medfoerer tilintetgoerelse af en anden persons liv, nemlig det ufoedte barns liv.

20 Saadanne argumenter kan, uanset den vaegt de maatte have fra et moralsk synspunkt, ikke paavirke besvarelsen af det foerste spoergsmaal. Det er nemlig ikke Domstolens opgave at saette sin vurdering i stedet for lovgivers vurdering i de medlemsstater, hvor den paagaeldende handling lovligt kan udfoeres.

21 Det foerste spoergsmaal, som den nationale ret har forelagt, maa derfor besvares med, at laegelig afbrydelse af svangerskab, der udfoeres lovligt i den stat, hvor den foretages, er en tjenesteydelse som omhandlet i Traktatens artikel 60.

Andet og tredje spoergsmaal

22 Paa grundlag af sagens faktiske omstaendigheder laegger Domstolen til grund, at den nationale ret med det andet og det tredje spoergsmaal i det vaesentlige oensker oplyst, om det er i strid med faellesskabsretten, at en medlemsstat, hvor laegelig afbrydelse af svangerskab er forbudt, forbyder studenterorganisationer at udbrede oplysninger med navn, adresse og telefonnummer paa klinikker i andre medlemsstater, hvor svangerskabsafbrydelse lovligt kan finde sted, naar de paagaeldende klinikker paa ingen maade er involveret i udbredelsen af de naevnte oplysninger.

23 Selv om den forelaeggende rets spoergsmaal henviser til faellesskabsretten i dens helhed, finder Domstolen, at gennemgangen boer dreje sig om forskrifterne i EOEF-Traktatens artikel 59 ff., der vedroerer fri udveksling af tjenesteydelser, samt om argumentationen vedroerende grundrettighederne, som er blevet indgaaende behandlet i de indlaeg, der er indgivet for Domstolen.

24 Hvad foerst angaar Traktatens artikel 59, som forbyder enhver restriktion for fri udveksling af tjenesteydelser, fremgaar det af hovedsagens faktiske omstaendigheder, at forbindelsen mellem den virksomhed, der udfoeres af studenterorganisationerne, ved Grogan og de andre bestyrelsesmedlemmer, og de svangerskabsafbrydelser, der foretages paa klinikker i en anden medlemsstat, er for spinkel til, at forbuddet mod udbredelsen af oplysninger kan anses for en restriktion som omhandlet i Traktatens artikel 59.

25 En situation, hvor studenterorganisationerne, der udbreder de oplysninger, der er hovedsagens genstand, ikke samarbejder med de klinikker, hvis adresser de offentliggoer, adskiller sig fra den situation, som gav anledning til dommen af 7. marts 1990 (sag C-362/88, GB-INNO-BM, Sml. I, s. 667), hvori Domstolen fastslog, at et forbud mod distribution af reklame kan udgoere en hindring for de frie varebevaegelser og derfor kan paatales i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30, 31 og 36.

26 De oplysninger, som de praejudicielle spoergsmaal vedroerer, udbredes ikke paa vegne af en erhvervsdrivende i en anden medlemsstat. Oplysningerne udbredes derimod i kraft af ytrings- og oplysningsfriheden, og det sker uafhaengigt af den virksomhed, der udoeves af klinikkerne i en anden medlemsstat.

27 Det foelger under alle omstaendigheder heraf, at et forbud mod at udbrede oplysningerne under de omstaendigheder, der foreligger i hovedsagen, ikke kan anses for en restriktion som omhandlet i Traktatens artikel 59.

28 For det andet skal der tages stilling til det af de sagsoegte i hovedsagen anfoerte argument om, at det paagaeldende forbud - fordi det er indeholdt i en forfatningsaendring, der blev vedtaget i 1983 - er i strid med EOEF-Traktatens artikel 62, hvorefter medlemsstaterne ikke maa indfoere nye begraensninger i den frihed til udveksling af tjenesteydelser, der faktisk er opnaaet ved Traktatens ikrafttraeden.

29 I denne sammenhaeng er det tilstraekkeligt at bemaerke, at artikel 62, der udfylder artikel 59, ikke kan anvendes som hjemmel til at forbyde restriktioner, der ikke henhoerer under den sidstnaevnte bestemmelses anvendelsesomraade.

30 Endelig har de sagsoegte i hovedsagen for det tredje anfoert, at grundrettighederne, specielt ytrings- og oplysningsfriheden, som navnlig fremgaar af artikel 10, stk. 1, i den europaeiske menneskerettighedskonvention, er til hinder for, at der nedlaegges et forbud som omhandlet i hovedsagen.

31 Hertil bemaerkes, saaledes som det foelger navnlig af dommen af 18. juni 1991 (sag C-260/89, Elleniki Radiophonia Tiléorassi, Sml. I, s. 2925, praemis 42), at naar en national retsforskrift falder inden for anvendelsesomraadet for faellesskabsretten, skal Domstolen i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse give alle de oplysninger med hensyn til fortolkningen, som kraeves for at den nationale ret kan vurdere, om en saadan retsforskrift er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte, saaledes som de navnlig fremgaar af den europaeiske menneskerettighedskonvention. Domstolen har derimod ikke denne kompetence med hensyn til nationale retsforskrifter, som ikke omfattes af faellesskabsretten. Paa grundlag af hovedsagens faktiske omstaendigheder og under hensyn til det ovenfor anfoerte vedroerende raekkevidden af Traktatens artikel 59 og 62, er dette tilfaeldet, for saa vidt angaar det forbud, som er sagens genstand for den nationale ret.

32 Det andet og det tredje spoergsmaal, som den nationale ret har forelagt, maa derfor besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat, hvor laegelig afbrydelse af svangerskab er forbudt, forbyder studenterorganisationer at udbrede oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse lovligt kan foretages, naar de paagaeldende klinikker paa ingen maade er involveret i udbredelsen af de naevnte oplysninger.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den irske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af High Court, Dublin, ved kendelse af 5. marts 1990, for ret:

1) Laegelig afbrydelse af svangerskab, der udfoeres lovligt i den stat, hvor den foretages, er en tjenesteydelse som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 60.

2) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat, hvor laegelig afbrydelse af svangerskab er forbudt, forbyder studenterorganisationer at udbrede oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse lovligt kan foretages, naar de paagaeldende klinikker paa ingen maade er involveret i udbredelsen af de naevnte oplysninger.