61990J0063

++++

1. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° forordninger ° procedure for udarbejdelse ° sondring mellem grundforordninger og gennemfoerelsesforordninger ° gennemfoerelsesforordning vedtaget i henhold til proceduren ifoelge grundforordningen ° lovligt

(EOEF-traktaten, art. 43, stk. 2, tredje afsnit)

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° forordninger

(EOEF-traktaten, art. 190)

3. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° kvoteordning for fiskeri ° fordeling mellem medlemsstaterne af de disponible fangstmaengder ° krav om relativ stabilitet ° gennemfoerelse ° fast fordelingsnoegle ° Raadets forpligtelse til at foretage en ny fordeling, naar en bestand vokser ° foreligger ikke

(EOEF-traktaten, art. 43, stk. 2, tredje afsnit; Raadets forordning nr. 170/83, art. 4 og 11)

4. Nye medlemsstaters tiltraedelse af Faellesskaberne ° Spanien ° Portugal ° fiskeri ° overholdelse af gaeldende faellesskabsret ° princip om relativ stabilitet ved fordeling af ressourcer ° anvendelse paa eksterne ressourcer

(Tiltraedelsesakten af 1985, art. 2, 167 og 354; Raadets forordning nr. 170/83)

5. Faellesskabsret ° principper ° ligebehandling ° forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet ° forbud ° udelukkelse af Spanien og Portugal fra fordelingen for 1990 af Faellesskabets fangstkvoter i groenlandske farvande ° lovlighed

(EOEF-traktaten, art. 7; Raadets forordning nr. 4054/89)

1. Det kan ikke forlanges, at alle enkeltheder i forordningerne vedroerende den faelles landbrugspolitik skal udfaerdiges af Raadet ifoelge proceduren i traktatens artikel 43. Denne forskrift er overholdt, naar de vaesentlige dele af det omraade, som skal reguleres, fastsaettes i overensstemmelse med denne procedure; gennemfoerelsesbestemmelserne til grundforordningerne kan derimod udstedes af Raadet efter en anden procedure.

Raadets udstedelse af en gennemfoerelsesforordning under overholdelse af den i grundforordningen fastsatte procedure udgoer derfor ikke en tilsidesaettelse af denne forskrift.

2. Begrundelsen, jf. traktatens artikel 190, skal tilpasses den paagaeldende retsakts karakter. De betragtninger, der er lagt til grund af den faellesskabsmyndighed, som har udstedt den anfaegtede retsakt, skal klart og utvetydigt fremgaa af begrundelsen, saaledes at de beroerte kan saette sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning og Domstolen kan udoeve sin kontrol. Det kan derimod ikke kraeves, at en retsakts begrundelse specificerer de forskellige faktiske og retlige detaljer, som omfattes af retsakten, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar.

3. Kravet om relativ stabilitet i forbindelse med fordelingen mellem medlemsstaterne af de fangstmaengder, der staar til raadighed for Faellesskabet i tilfaelde af begraensning af fiskeriet, jf. artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 170/83, skal forstaas saaledes, at der ved fordelingen opretholdes en bestemt procentdel for hver enkelt medlemsstat. Den fordelingsnoegle, der oprindelig var fastsat i henhold til naevnte forskrift og proceduren efter samme forordnings artikel 11, finder anvendelse, saa laenge der ikke er udstedt en aendringsforordning efter den i traktatens artikel 43 fastsatte procedure.

Princippet om relativ stabilitet i fiskeriet kan ikke fortolkes, som om det indebaerer en pligt for Raadet til at foretage en ny fordeling, hver gang en bestand vokser, naar denne bestand allerede har vaeret genstand for den oprindelige fordeling.

4. Artikel 2 i tiltraedelsesakten for Spanien og Portugal bestemmer, at fra tiltraedelsen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de af Faellesskabets institutioner foer tiltraedelsen vedtagne retsakter bindende for de nye medlemsstater og gaelder i disse stater paa de vilkaar, som er fastsat i disse traktater og i selve tiltraedelsesakten. Med hensyn til fiskeriet og navnlig de eksterne ressourcer er der i samme akt (artikel 167 for Spanien og artikel 354 for Portugal) fastsat en integrationsordning, hvorefter Faellesskabet skal overtage forvaltningen af fiskeriaftaler, der er indgaaet af de nye medlemsstater med tredjelande inden tiltraedelsen, og hvorefter Spanien og Portugal midlertidigt opretholder de rettigheder og forpligtelser, der foelger af disse aftaler, indtil Raadet har truffet passende afgoerelser med henblik paa bevarelse af fiskeriaktiviteterne i henhold til naevnte aftaler. Herefter er det i overensstemmelse med tiltraedelsesaktens artikel 2 den gaeldende faellesskabsret, der finder anvendelse, navnlig princippet om relativ stabilitet, saaledes som dette er fastsat ved forordning nr. 170/83 og fortolket af Domstolen.

Selv om tiltraedelsesakten ikke beroerer den eksisterende situation med hensyn til fordeling af eksterne fiskeressourcer, er forholdet ikke desto mindre det, at Portugal og Spanien siden tiltraedelsen har befundet sig i samme situation som de medlemsstater, der ikke var omfattet af den oprindelige fordeling. Disse to medlemsstater har derfor ret til at deltage i fordelingen af nye fangstmuligheder, som er blevet disponible i medfoer af aftaler med tredjelande, som er indgaaet efter tiltraedelsen, og kan goere deres oensker gaeldende paa lige fod med de oevrige medlemsstater i forbindelse med en eventuel revision af systemet.

5. Den ved forordning nr. 4054/89 foretagne udelukkelse af Spanien og Portugal fra fordelingen for 1990 af Faellesskabets fangstkvoter i groenlandske farvande udgoer ikke en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, der forbudt i henhold til traktatens artikel 7, idet disse to medlemsstaters situation ikke kan sammenlignes med situationen for de oevrige medlemsstater, der er omfattet af naevnte fordeling, hvis man tager hensyn til bestemmelserne i tiltraedelsesakten af 1985 om de nye medlemsstaters integration i den faelles fiskeripolitik.

Dels kan de nye medlemsstater ikke paaberaabe sig omstaendigheder fra tiden foer tiltraedelsen, navnlig deres fiskeriaktivitet i referenceperioden, for at forhindre anvendelsen af gaeldende faellesskabsret, idet tiltraedelsesakten ikke har aendret den eksisterende situation med hensyn til fordeling af eksterne ressourcer. Dels har disse medlemsstater siden tiltraedelsen ° ogsaa selv om de herved mistede kompetencen til at indgaa selvstaendige aftaler og ikke fik noget til gengaeld for de eksterne ressourcer, de har bragt med sig ind i Faellesskabet ° befundet sig i samme situation som de medlemsstater, der er udelukket fra fordelingerne i medfoer af princippet om relativ stabilitet af fiskeriet, som for saa vidt angaar de aftaler, der er indgaaet foer tiltraedelsen, kommer til udtryk i 1983-fordelingen.

1 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 14. og den 16. marts 1990 har Den Portugisiske Republik og Kongeriget Spanien i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 4054/89 af 19. december 1989 om fordeling for 1990 af Faellesskabets fangstkvoter i groenlandske farvande (EFT L 389, s. 65). Denne forordning er en opfoelgning af fiskeriaftalen mellem Faellesskabet paa den ene side og den danske regering og det groenlandske landsstyre paa den anden side (EFT 1985 L 29, s. 9) samt protokollen om fastsaettelse af betingelserne for fiskeri som foreskrevet i ovennaevnte aftale (EFT 1989 L 389, s. 83), nemlig de fangstkvoter, der tildeles Faellesskabet i groenlandske farvande fra den 1. januar 1990 til den 31. december 1994.

2 Raadet har udstedt den anfaegtede forordning paa grundlag af artikel 11 i Raadets forordning (EOEF) nr. 170/83 af 25. januar 1983 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne (EFT L 24, s. 1). I denne forordning er der bl.a. fastsat bevaringsforanstaltninger, som ifoelge artikel 2 saerlig kan bestaa i en begraensning af fiskeriindsatsen isaer ved begraensning af fangstmaengderne.

3 I denne forbindelse hedder det i artikel 3 i forordning nr. 170/83, at skulle det for en fiskeart eller beslaegtede fiskearter vise sig paakraevet at begraense fangsternes stoerrelse, fastsaettes aarligt det samlede antal fangster af de enkelte bestande eller grupper af bestande (herefter benaevnt "TAC"), den andel, der staar til raadighed for Faellesskabet, samt eventuelt de samlede fangster, som er indroemmet tredjelande, og de saerlige betingelser, der skal gaelde for disse fangster. Den andel, der staar til raadighed for Faellesskabet, forhoejes med de samlede fangster, som Faellesskabet opnaar uden for de farvande, der hoerer under medlemsstaternes jurisdiktion eller hoejhedsomraade.

4 I oevrigt hedder det i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 170/83, at "de fangstmaengder, der staar til raadighed for Faellesskabet, som omhandlet i artikel 3, fordeles mellem medlemsstaterne paa en saadan maade, at hver enkelt medlemsstat sikres et relativt stabilt fiskeri med hensyn til hver af de paagaeldende bestande". I samme artikels stk. 2 hedder det videre, at Raadet paa grundlag af en rapport, som Kommissionen skal forelaegge inden den 31. december 1991 om fiskerisituationen i Faellesskabet, den oekonomiske og sociale udvikling i kystomraaderne, bestandenes stoerrelse og forventede udvikling, efter proceduren i traktatens artikel 43 fastsaetter eventuelt noedvendige justeringer i fordelingen af ressourcerne mellem medlemsstaterne.

5 Endelig hedder det i artikel 11 i forordning nr. 170/83, at valget af bevaringsforanstaltninger, fastsaettelsen af TAC og den andel, der staar til raadighed for Faellesskabet, og fordelingen mellem medlemsstaterne af denne maengde vedtages af Raadet med kvalificeret flertal paa forslag af Kommissionen. De forordninger, hvorved TAC fastsaettes for de fiskearter, som skal bevares, og hvorved den fangstmaengde, der er til raadighed for Faellesskabet, fordeles mellem medlemsstaterne, er blevet udstedt hvert aar siden 1983 paa dette grundlag.

6 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 172/83 af 25. januar 1983 om fastsaettelse for 1982 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Faellesskabets fiskerizone samt af Faellesskabets andel af disse fangster, af dennes fordeling blandt medlemsstaterne og af bestemmelserne for fiskeri efter den samlede tilladte fangstmaengde (EFT L 24, s. 30) har Raadet fordelt de disponible ressourcer i Faellesskabets farvande paa grundlag af de tre kriterier, der er anfoert i forordningens praeambel: det traditionelle fiskeri, behovene i omraader, hvor den lokale befolkning er saerlig afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier samt mistede fangstmuligheder i tredjelandes farvande.

7 De samme kriterier har ligget til grund for fordelingen af de disponible ressourcer uden for Faellesskabets farvande i medfoer af aftaler med tredjelande, som er genstand for forskellige raadsforordninger. Dette gaelder f.eks. forordningerne (EOEF) nr. 173/83 af 25. januar 1983 om aendring af forordning (EOEF) nr. 370/82 om forvaltning af og kontrol med visse fangstkvoter for 1982 for fartoejer, som foerer en medlemsstats flag, og som udoever fiskeri i det regulerede omraade, der er defineret i NAFO-konventionen (EFT L 24, s. 68), nr. 174/83 om fordeling mellem medlemsstaterne af fangstkvoter tildelt Faellesskabet for 1982 i henhold til fiskeriaftalen mellem Faellesskabet og Canada (EFT L 24, s. 70), nr. 175/83 om fordeling mellem medlemsstaterne af visse fangstkvoter for fartoejer, der udoever fiskeri i Norges oekonomiske zone og i fiskerizonen omkring Jan Mayen (EFT L 24, s. 72) samt nr. 176/83 og nr. 177/83 om fordeling mellem medlemsstaterne af fangstkvoter for fartoejer, der udoever fiskeri i svenske farvande (EFT L 24, s. 75) og i faeroeske farvande (EFT L 24, s. 77).

8 Procentsatserne for fordelingen, der er fastsat paa grundlag af fiskeriet i referenceperioden 1973-1978, og som de tildelte maengder er udtryk for, er ikke blevet aendret siden 1983 og er blevet anvendt ved samtlige senere fordelinger. Den Portugisiske Republik og Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet den 1. januar 1986 har ikke foert til nogen aendring af fordelingsnoeglen, hvorfra de to nye medlemsstater er udelukket.

9 Vedroerende de gaeldende faellesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Til stoette for deres paastande har sagsoegerne fremfoert en raekke anbringender, der kan inddeles i tre afsnit, nemlig tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, tilsidesaettelse af princippet om relativ stabilitet i fiskeriet og tilsidesaettelse af faellesskabsrettens almindelige principper.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

11 Den Portugisiske Republik har for det foerste gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning er udstedt under tilsidesaettelse af proceduren i traktatens artikel 43, som den i oevrigt slet ikke henviser til. Den anfoerer i denne forbindelse, at kravet om retssikkerhed hverken kan opfyldes ved en henvisning til EOEF-traktaten i dens helhed eller ved en henvisning til ovennaevnte forordning nr. 170/83.

12 Den Portugisiske Republik har derefter gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning er i strid med traktatens artikel 190, for saa vidt den ikke angiver de faktiske og retlige grunde, der har foert Raadet til at fordele de disponible fangstmaengder mellem visse medlemsstater under udelukkelse af andre, saasom sagsoegerne, som dog havde udtrykt interesse herfor.

13 Endelig har Den Portugisiske Republik gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning er vedtaget inden ikrafttraedelsen, om end denne kun var midlertidig, af ovennaevnte protokol om de disponible fangstmaengder i de groenlandske farvande. Den Portugisiske Republik understreger i denne forbindelse, at naevnte protokol foerst blev formelt godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2647/90 af 16. juli 1990 om indgaaelsen af den anden ovennaevnte protokol (EFT L 252, s. 1), og at den midlertidige anvendelse af denne protokol var blevet besluttet efter faelles overenskomst mellem de kontraherende parter ved en brevveksling af 21. december 1989.

14 Med hensyn til retsgrundlaget for den anfaegtede forordning bemaerkes, at denne udtrykkeligt er baseret paa artikel 11 i ovennaevnte forordning nr. 170/83, hvori Raadet under henvisning til bl.a. artikel 4, stk. 1, i samme forordning bemyndiges til med kvalificeret flertal paa forslag af Kommissionen at fastsaette fordelingen mellem medlemsstaterne af de fangstmaengder, der staar til raadighed for Faellesskabet. Da forordning nr. 170/83 selv har hjemmel i traktatens artikel 43, er dens artikel 11 et egnet og tilstraekkeligt retsgrundlag for vedtagelsen af den anfaegtede forordning. Som Domstolen nemlig har udtalt i sin dom af 16. juni 1987 (sag 46/86, Romkes, Sml. s. 2681, praemis 16), kan det ikke forlanges, at alle enkeltheder i forordningerne vedroerende den faelles landbrugspolitik skal udfaerdiges af Raadet ifoelge proceduren i traktatens artikel 43; til gengaeld er denne forskrift overholdt, naar de vaesentlige dele af det omraade, som skal reguleres, fastsaettes i overensstemmelse med den i artiklen foreskrevne procedure; gennemfoerelsesbestemmelserne til grundforordningerne kan nemlig udstedes af Raadet efter en anden procedure, jf. naevnte artikel 11.

15 Dette anbringende boer derfor forkastes.

16 For saa vidt angaar anbringendet om, at begrundelsen for den anfaegtede forordning ikke indeholder nogen angivelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, der har foert Raadet til at medtage visse medlemsstater i fordelingen og udelukke bl.a. sagsoegerne, bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis skal begrundelsen, jf. traktatens artikel 190, tilpasses den paagaeldende retsakts karakter. De betragtninger, der er lagt til grund af den faellesskabsmyndighed, som har udstedt retsakten, skal klart og utvetydigt fremgaa af begrundelsen, saaledes at de, som beroeres af den, kan saette sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning og Domstolen udoeve sin kontrol. Det fremgaar endvidere af denne praksis, at det ikke kan kraeves, at begrundelsen af retsakterne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af retsakterne, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar (jf. navnlig dom af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania, Sml. s. 117, praemis 37 og 38).

17 I den anfaegtede forordnings femte betragtning henvises der udtrykkeligt til det vaesentlige kriterium for enhver fordeling af fiskeressourcerne, nemlig at sikre hver enkelt medlemsstat et relativt stabilt fiskeri i overensstemmelse med artikel 4 i ovennaevnte forordning nr. 170/83. Der boer ligeledes tages hensyn til, at den anfaegtede forordning indgaar i en raekke forordninger, hvoraf nogle er udstedt efter tiltraedelsen og anvender samme grundkriterium. Det maa derfor antages, at den opfylder ovennaevnte krav om begrundelse, der er fastsat i traktatens artikel 190.

18 Det andet anbringende boer derfor forkastes.

19 Endelig boer anbringendet om, at den anfaegtede forordning blev udstedt, foerend den anden protokol om de disponible fangstmaengder i de groenlandske farvande traadte ° selv midlertidigt ° i kraft, ligeledes forkastes. Det er nemlig tilstraekkeligt at fastslaa, at naevnte forordning under alle omstaendigheder og i overensstemmelse med dens artikel 3 er traadt i kraft den 1. januar 1990, dvs. samme dag som naevnte protokol traadte i kraft i medfoer af Raadets afgoerelse 89/650/EOEF af 19. december 1989 om indgaaelse af aftalen i form af brevveksling om dens midlertidige anvendelse (EFT L 389, s. 80).

20 Det fremgaar af ovenstaaende betragtninger, at samtlige anbringender om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter i det hele boer afvises.

Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om et relativt stabilt fiskeri

21 Sagsoegerne har anfoert, at Raadet ved at udstede den anfaegtede forordning, som udelukker dem fra fordelingen, har anvendt det i artikel 4, stk. 1, i ovennaevnte forordning nr. 170/83 fastsatte princip om et relativt stabilt fiskeri paa en for usmidig, og derfor fejlagtig, maade, for saa vidt som Raadet ikke har taget hensyn til deres legitime oensker om at opnaa fangstmaengder, der er til raadighed uden for Faellesskabet, og som er tildelt Faellesskabet som helhed.

22 Til stoette for dette anbringende har sagsoegerne i det vaesentlige fremfoert tre argumenter.

23 For det foerste har de fremhaevet, at den anden protokol til aftalen med Groenland i forhold til den foerste protokol af 1985 har tildelt Faellesskabet vaesentligt flere fangstmuligheder, bl.a. 7 500 tons ekstra torsk. Denne stigning burde have foert Raadet til at medtage sagsoegerne i fordelingen, uden at det gik ud over de allerede begunstigede medlemsstaters interesser.

24 For det andet har sagsoegerne anfoert, at den i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 170/83 omhandlede revisionsklausul ikke er den eneste maade, hvorpaa man kan tilpasse den i 1983 fastsatte fordelingsnoegle til nye omstaendigheder. Raadet har selv erkendt i en erklaering, der blev optaget i moedeprotokollen ved vedtagelsen af forordning nr. 170/83, at der ° selv foer den formelle aendring af fordelingssystemet ° ved vurderingen af den relative stabilisering af de kvoter, som tildeles medlemsstaterne, skal tages hensyn til de forskellige omstaendigheder, som vil kunne indvirke vaesentligt paa den generelle situation, paa baggrund af hvilken den oprindelige fordeling blev fastsat. Ifoelge sagsoegerne udgoer to nye medlemsstaters tiltraedelse en vaesentlig aendring af situationen, da den oprindelige fordelingsnoegle omfattede ti medlemsstater, hvilket ikke laengere svarer til Faellesskabets sammensaetning. I oevrigt betyder tiltraedelsesaktens tavshed paa dette punkt, at princippet om et relativt stabilt fiskeri skal anvendes under hensyntagen til Faellesskabets nye sammensaetning.

25 Endelig har de i protokollen af 1985 fastsatte fangstmuligheder ifoelge Kongeriget Spanien vaeret systematisk underudnyttet af de begunstigede medlemsstater. Selv hvis der ikke havde vaeret yderligere kvoter, ville princippet om relativ stabilitet inden for fiskeriet derfor ikke vaere blevet overtraadt, saafremt der var tildelt andre medlemsstater fangstmuligheder, da de medlemsstater, der har vaeret de eneste, der har nydt fordel af dette princip, aldrig har udtoemt deres samlede kvoter.

26 Inden gennemgangen af disse forskellige argumenter bemaerkes, at Domstolen i ovennaevnte dom af 16. juni 1987 i Romkes-sagen allerede har haft lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt de kvotefordelinger, der har fundet sted efter den oprindelige fordeling i 1983, er forenelige med kravet om relativ stabilitet i henhold til forordning nr. 170/83. I dommens praemis 17 har Domstolen saaledes udtalt, at dette krav om relativ stabilitet skal forstaas saaledes, at der ved fordelingen opretholdes en bestemt procentdel for hver enkelt medlemsstat. Domstolen har videre udtalt, at ved at bestemme, at Raadet efter proceduren i traktatens artikel 43 kan fastsaette eventuelle noedvendige justeringer i fordelingen af ressourcerne mellem medlemsstaterne, viser artikel 4, stk. 2, at den fordelingsnoegle, der oprindelig var fastsat i henhold til artikel 4, stk. 1, og paa grundlag af artikel 11, fortsat finder anvendelse, saa laenge der ikke er udstedt en aendringsforordning efter den procedure, som blev fulgt ved udstedelsen af forordning nr. 170/83.

27 Sagsoegerne har imidlertid anfoert, at denne praksis forudsaetter en begraensning i fiskeriindsatsen i forhold til de disponible maengder paa et givet tidspunkt, og at den ikke kan paaberaabes i forbindelse med en foroegelse af fangstmulighederne som i dette tilfaelde.

28 I denne forbindelse skal det for det foerste bemaerkes, at foranstaltningerne til begraensning af fiskeriindsatsen ifoelge artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 170/83 vedroerer fiskearter eller grupper af fiskearter, for det andet, at den relative stabilitet i henhold til samme forordnings artikel 4, stk. 1, skal sikres hver enkelt medlemsstat "med hensyn til hver af de paagaeldende bestande", dvs. fisk af en given art, som befinder sig i et givet geografisk omraade. Men det staar klart, at det er umuligt noejagtig at bedoemme disse bestandes stoerrelse, som fra aar til aar kan svinge i opadgaaende og nedadgaaende retning, navnlig paa grund af arternes biologiske udvikling. Derfor har Domstolen i ovennaevnte Romkes-dom fastslaaet, at den relative stabilitet i fiskeriet skal forstaas som opretholdelse af en bestemt procentdel for hver enkelt medlemsstat og saaledes ikke som en garanti for en fast maengde fisk.

29 Herefter kan princippet om relativ stabilitet i fiskeriet ikke fortolkes, som om det indebaerer en pligt for Raadet til at foretage en ny fordeling, hver gang en bestemt bestand vokser, naar denne bestand allerede har vaeret genstand for den oprindelige fordeling. I oevrigt indeholder fiskeriaftalen med Groenland, som generaladvokaten med rette har anfoert, en raekke bestemmelser, som kun er berettigede, fordi de maengdemaessige prognoser vedroerende en bestemt bestand er saa usikre.

30 Det foerste argument boer derfor forkastes.

31 For saa vidt angaar argumentet om Den Portugisiske Republiks og Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet den 1. januar 1986 bemaerkes, at en medlemsstats tiltraedelse er en objektiv kendsgerning, som ikke i sig selv kan have retlige foelger, idet vilkaarene for tiltraedelsen er fastsat i den tilsvarende akt.

32 Det hedder i den paagaeldende tiltraedelsesakts artikel 2, at fra tiltraedelsen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de af Faellesskabets institutioner foer tiltraedelsen vedtagne retsakter bindende for de nye medlemsstater og gaelder i disse stater paa de vilkaar, som er fastsat i disse traktater og i selve tiltraedelsesakten.

33 Det staar fast, at der i tiltraedelsesakten (artikel 167 for Spanien og artikel 354 for Portugal) med hensyn til fiskeriet og navnlig de eksterne ressourcer er fastsat en integrationsordning, hvorefter Faellesskabet skal overtage forvaltningen af fiskeriaftaler, der er indgaaet af de nye medlemsstater med tredjelande inden tiltraedelsen, og hvorefter Spanien og Portugal midlertidigt opretholder de rettigheder og forpligtelser, der foelger af disse aftaler, indtil Raadet har truffet passende afgoerelser med henblik paa bevarelse af fiskeriaktiviteterne i henhold til naevnte aftaler.

34 Herefter er det i overensstemmelse med tiltraedelsesaktens artikel 2 den gaeldende faellesskabsret, der finder anvendelse, navnlig princippet om relativ stabilitet, saaledes som dette er fastsat i forordning nr. 170/83, der i oevrigt ikke er blevet aendret, bortset fra den tekniske tilpasning af stemmeantallet i forbindelse med den i artikel 14, stk. 2 (bilag I, punkt XV, i tiltraedelsesakten), fastsatte beslutningsprocedure, og saaledes som princippet er fortolket af Domstolen.

35 Dette andet argument boer derfor forkastes.

36 Det boer imidlertid fremhaeves, at selv om tiltraedelsesakten ikke, som den kunne have gjort, beroerer den eksisterende situation med hensyn til fordeling af eksterne fiskeressourcer, er forholdet ikke desto mindre det, at Den Portugisiske Republik og Kongeriget Spanien siden tiltraedelsen har befundet sig i samme situation som de medlemsstater, der ikke var omfattet af den oprindelige fordeling.

37 Det foelger heraf, dels at disse to medlemsstater har ret til at deltage i fordelingen af nye fangstmuligheder, som eventuelt er blevet disponible i medfoer af aftaler med tredjelande, som er indgaaet efter tiltraedelsen, og som vedroerer fiskeressourcer, der endnu ikke er fordelt, dels at de naevnte stater ved den eventuelle revision af systemet i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning 170/83 kan goere deres oensker gaeldende paa lige fod med alle de oevrige medlemsstater.

38 Hvad angaar det sidste argument, der er fremfoert af Kongeriget Spanien, om en paastaaet underudnyttelse af kvoterne, bemaerkes, at de fangstmuligheder, der er tildelt Faellesskabet i medfoer af en aftale med et tredjeland, i virkeligheden, saaledes som Raadet i oevrigt har bemaerket, uden at der er fremfoert overbevisende indvendinger, bygger paa prognoser med hensyn til bestandenes stoerrelse og udvikling, som kan vise sig at vaere forkerte og ikke at svare til de maengder, der faktisk kan fiskes. Herefter kan den blotte konstatering af, at fangstresultaterne er mindre end prognoserne, ikke skabe en forpligtelse til at foretage en ny fordeling for det foelgende aar. Det skal tilfoejes, at Kongeriget Spanien ikke har godtgjort, at de begunstigede medlemsstater frivilligt har undladt at udnytte de fangstkvoter, de havde faaet tildelt i medfoer af den anfaegtede forordning.

39 Da dette tredje argument saaledes ikke kan tages til foelge, maa hele anbringendet om overtraedelse af princippet om relativ stabilitet i fiskeriet forkastes.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af faellesskabsrettens almindelige principper

40 Sagsoegerne har anfoert, at Raadet ved at udstede den anfaegtede forordning uden at tage dem med i fordelingsnoeglen har tilsidesat det i traktatens artikel 7 fastsatte princip om forbud mod forskelsbehandling. Ifoelge den portugisiske regering har Raadet ligeledes overtraadt proportionalitets- og billighedsprincippet og princippet om faellesskabssolidaritet.

41 Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling bygger ifoelge den portugisiske regering hovedsagelig paa det forhold, at fra 1973 til 1977, dvs. et tidsrum, der nogenlunde svarer til den referenceperiode paa grundlag af hvilken fordelingsnoeglen mellem medlemsstaterne blev fastsat i 1983, fiskede den portugisiske flaade i de groenlandske farvande i gennemsnit samme maengde torsk, som Forbundsrepublikken Tyskland, og naesten tretten gange mere end Det Forenede Kongerige.

42 Den spanske regering har i denne forbindelse gjort gaeldende, dels at de nye medlemsstater, samtidig med at de i forhold til Faellesskabet har mistet retten til at forhandle om fiskeriaftaler med tredjelande, udelukkes fra de fangstmuligheder, som Faellesskabet opnaar ved selv at forhandle med tredjelandene om saadanne aftaler, dels at de oevrige medlemsstater har faaet fordel af fiskeriaftaler, som Spanien havde indgaaet med tredjelande foer tiltraedelsen, mens Spanien udelukkes fra de kvoter, som Faellesskabet opnaar i medfoer af aftaler, som det har indgaaet i samme periode.

43 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at sagsoegernes situation ikke kan sammenlignes med situationen for de oevrige medlemsstater, der er omfattet af fordelingerne, hvis man tager hensyn til tiltraedelsesaktens bestemmelser om de nye medlemsstaters integration i den faelles fiskeripolitik, navnlig for saa vidt angaar de allerede disponible eksterne fiskeressourcer, der blev fordelt ved tiltraedelsen.

44 For saa vidt som tiltraedelsesakten ikke har aendret den eksisterende situation med hensyn til fordeling af de eksterne ressourcer, er det den gaeldende faellesskabsret, der finder anvendelse. Derfor kan de nye medlemsstater ikke paaberaabe sig omstaendigheder fra tiden foer tiltraedelsen, navnlig deres fiskeriaktivitet i referenceperioden, for at forhindre anvendelsen af de paagaeldende bestemmelser. Siden tiltraedelsen befinder de sig i samme situation som de medlemsstater, der er udelukket fra fordelingerne i medfoer af princippet om relativ stabilitet i fiskeriet, som for saa vidt angaar de aftaler, der er indgaaet foer tiltraedelsen, kommer konkret til udtryk i 1983-fordelingen. Denne vurdering beroeres ikke af, at de nye medlemsstater ved tiltraedelsen mistede kompetencen til at indgaa selvstaendige aftaler, hvilket stiller dem i samme situation som de oevrige medlemsstater, eller af at de ikke har faaet noget til gengaeld for de eksterne ressourcer, de har bragt med sig ind i Faellesskabet.

45 Derfor boer anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling forkastes.

46 Ifoelge den portugisiske regering staar naegtelsen af at tildele fangstkvoter til nye medlemsstater med gamle og staerke fiskeritraditioner i groenlandske farvande i misforhold til det tilstraebte maal, et relativt stabilt fiskeri, da den portugisiske flaades interesser i dette omraade saaledes ofres fuldstaendigt.

47 Dette anbringende kan ikke tages til foelge. I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, er det tilstraekkeligt at fastslaa, at fordelingsnoeglen, der er fastsat inden tiltraedelsen, ikke er blevet aendret ved selve tiltraedelsesakten, da naevnte noegle er noedvendig og egnet til at sikre den relative stabilitet i de begunstigede medlemsstaters fiskeri for saa vidt angaar de bestande, der allerede er fordelt paa tiltraedelsestidspunktet. Enhver udvidelse af denne fordelingsnoegle ville nemlig skade denne stabilitet, ogsaa i tilfaelde af positive udsving i fangstmulighederne, da saadanne positive udsving paa laengere sigt blot udligner de negative udsving, der finder sted. Saavel de positive som de negative udsving afhaenger af fiskearternes biologiske udvikling.

48 Den portugisiske regering har ligeledes paaberaabt sig overtraedelse af billighedsprincippet, som, selv om det ikke er helt sammenfaldende med princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet, kraever en rimelig afvejning af de interesser, der skal varetages. Dette princip traeder ikke i stedet for den gaeldende faellesskabsbestemmelse, men begrunder en tilstraekkelig smidig fortolkning af denne. Det tilkommer Faellesskabets retsinstanser at tage hensyn til billighedskravet ved at fortolke den tilstraebte stabilitet paa en fleksibel maade.

49 Det bemaerkes herved, at Domstolen i ovennaevnte dom af 16. juni 1987 i Romkes-sagen allerede har fortolket kravet om relativ stabilitet saaledes, at der skal opretholdes en bestemt procentdel for hver enkelt medlemsstat. Den portugisiske regering har paaberaabt sig sin tiltraedelse af Faellesskabet for at begrunde, hvorfor det er hensigtsmaessigt og endog noedvendigt at aendre naevnte fortolkning paa baggrund af denne begivenhed. Det bemaerkes endvidere, at nye medlemsstaters tiltraedelse af Faellesskabet sker ved hjaelp af akter, der har primaerretlig vaerdi, og som paa alle faellesskabsrettens omraader kan aendre bestaaende situationer, idet hovedreglen er accept af gaeldende faellesskabsret. I det foreliggende tilfaelde er der, som fastslaaet ovenfor, i tiltraedelsesakten for Kongeriget Spanien og Den Portugisiske Republik fastsat regler vedroerende de eksterne fiskeressourcer, som intet aendrer ved det anfaegtede fordelingssystem. Herefter kan sagsoegernes tiltraedelse ikke udgoere en faktor, der kan foere til en aendring af den citerede retspraksis.

50 Dette anbringende maa derfor forkastes.

51 Den portugisiske regering har endelig gjort gaeldende, at Raadet har tilsidesat det princip om "faellesskabssolidaritet", som kan udledes af traktatens artikel 5, stk. 2, navnlig for saa vidt angaar holdningen hos medlemsstaterne, da de forsamlet i Raadet udstedte den anfaegtede forordning.

52 Dette anbringende boer forkastes. Det bemaerkes, at der i traktatens artikel 5 er fastsat et princip om loyalt samarbejde i forholdet mellem medlemsstaterne og faellesskabsinstitutionerne. Ved dette princip forpligtes medlemsstaterne til at traeffe alle foranstaltninger, der er egnede til at sikre faellesskabsrettens raekkevidde og effektivitet, men samtidig er ogsaa faellesskabsinstitutionerne forpligtet til loyalt at samarbejde med medlemsstaterne (jf. kendelse af 13.7.1990, sag C-2/88 Imm., Zwartveld, Sml. I, s. 3365, grund 17).

53 Raadets vedtagelse af en retsakt kan imidlertid hverken udgoere en tilsidesaettelse af den pligt, der er paalagt medlemsstaterne til at sikre raekkevidden og effektiviteten af faellesskabsretten, da denne pligt helt klart ikke udelukker, at hver enkelt medlemsstat varetager sine egne interesser i Raadet, eller en tilsidesaettelse af den loyalitetspligt, der paahviler Raadet som institution.

54 Dette sidste anbringende maa derfor ogsaa forkastes.

55 Det foelger af samtlige ovenstaaende betragtninger, at sagsoegte boer frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

56 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Portugisiske Republik og Kongeriget Spanien har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger in solidum. I overensstemmelse med artikel 69, stk. 4, baerer Kommissionen og de medlemsstater, der er indtraadt i sagen, deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Den Portugisiske Republik og Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger. Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige baerer deres egne omkostninger.