61990J0042

++++

Frie varebevaegelser - undtagelser - beskyttelse af den offentlige sundhed - forbud mod at forhandle et levnedsmiddel indeholdende et bestemt konserveringsstof - berettigelse - betingelser og graenser

(EOEF-Traktaten, art. 30 og 36; Raadets direktiv 64/54)

Traktatens artikler 30 og 36 afskaerer ikke en medlemsstat fra at forbyde salg af et levnedsmiddel, der er indfoert fra en anden medlemsstat, hvor det lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning, og som er tilsat et af de stoffer, der er opfoert i bilag I til direktiv 64/54 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om konserveringsstoffer, som maa anvendes i levnedsmidler, saafremt proportionalitetsprincippet, som ligger til grund for sidste punktum i artikel 36, overholdes. Dette indebaerer, at forhandlingen af levnedsmidlet i indfoerselsmedlemsstaten skal tillades efter en for de erhvervsdrivende umiddelbart tilgaengelig procedure, som kan afsluttes inden for rimelige frister, naar tilsaetningen af det paagaeldende stof opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk karakter, og naar stoffet ikke udgoer en fare for den offentlige sundhed. Det paahviler de kompetente nationale myndigheder i hvert enkelt tilfaelde, og under hensyntagen til kostvaner og internationale forskningsresultater, at godtgoere, at deres bestemmelser paa dette omraade er noedvendige for effektivt at beskytte de interesser, der er omfattet af Traktatens artikel 36.

1 Ved dom af 20. november 1987, indgaaet til Domstolen den 15. februar 1990, har Tribunal de grande instance de Marseille i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 64/54/EOEF af 5. november 1963 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om konserveringsstoffer, som maa anvendes i levnedsmidler (EFT 1963-1964, s. 92) samt af EOEF-Traktatens artikler 30 og 36.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en straffesag mod SARL Bellon Import ved selskabets forretningsfoerer Jean-Claude Bellon. Denne havde importeret fint broed fra Italien, dér fremstillet under betegnelsen "Panettone", der indeholdt sorbinsyre, et konserveringsmiddel, som er tilladt efter italiensk lovgivning, og udbudt det til salg i Frankrig.

3 Det fremgaar af sagen, at gaeldende franske bestemmelser [dekret af 15.4.1912 (JORF af 29.6.1912)] forbyder, at levnedsmidler tilsaettes stoffer, der ikke er omfattet af en udtrykkelig forudgaaende tilladelse, som meddeles ved interministeriel bekendtgoerelse. Ved cirkulaere af 8. august 1980 (JORF af 25.9.1980) fastsaettes bestemmelser om indholdet af ansoegninger om tilladelse, som bl.a. skal godtgoere dels, hvilken interesse det paagaeldende stof har for brugerne og forbrugerne, og dels at dette stof er uskadeligt ved normal anvendelse.

4 Tribunal de grande instance de Marseille, som sagen er blevet indbragt for, har besluttet at udsaette denne, indtil Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse om foelgende spoergsmaal:

"Er det i overensstemmelse med faellesskabsretten at forbyde indfoersel til Frankrig af et levnedsmiddel, som lovligt fremstilles og forhandles i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at det indeholder sorbinsyre, et konserveringsmiddel, der er tilladt i henhold til direktiv 64/54/EOEF af 5. november 1963, suppleret og aendret ved direktiv 67/427/EOEF af 27. juni 1967, ved direktiv 71/160/EOEF af 30. marts 1971 og ved direktiv 74/62/EOEF af 17. december 1973, idet det i henhold til fransk lovgivning kun er tilladt at anvende dette stof i visse levnedsmidler, der er udtoemmende opregnet, uden at der i oevrigt er anfoert en afgoerende begrundelse herfor?"

5 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg, der er indgivet for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 Indledningsvis bemaerkes, at det vel ikke inden for rammerne af Traktatens artikel 177 tilkommer Domstolen at udtale sig om nationale bestemmelsers forenelighed med Traktaten, men at den er kompetent til at forsyne den nationale ret med alle de fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, som kan saette retten i stand til at vurdere denne forenelighed med henblik paa domsafsigelsen i den verserende sag.

7 Det praejudicielle spoergsmaal maa derfor forstaas derhen, at det gaar ud paa, om EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal forstaas saaledes, at de afskaerer en medlemsstat fra i henhold til nationale bestemmelser om bekaempelse af vildledning af forbrugerne og forfalskninger ved salg af levnedsmidler at forbyde forhandling paa sit omraade af en vare, som lovligt er fremstillet i en anden medlemsstat og indeholder sorbinsyre, et konserveringsmiddel, som det er tilladt at anvende i henhold til direktiv 64/54.

8 Det bemaerkes foerst, at i henhold til artikel 1 i direktiv 64/54, som er blevet aendret gentagne gange, maa medlemsstaterne til beskyttelse af levnedsmidler mod fordaervelse foraarsaget af mikroorganismer kun tillade de i bilaget til direktivet anfoerte konserveringsstoffer, hvoriblandt sorbinsyre figurerer.

9 Ifoelge betragtningerne er direktivet kun et foerste stadium i tilnaermelsen af de nationale lovgivninger paa dette omraade. Paa dette stadium har medlemsstaterne derfor ikke pligt til at tillade anvendelse af alle de i direktivets bilag naevnte stoffer. Deres frihed til at fastsaette regler for tilsaetning af konserveringsstoffer til levnedsmidler kan dog kun udoeves paa to betingelser, nemlig dels at et konserveringsstof, der ikke er opfoert i bilaget, ikke kan tillades, og dels at anvendelse af et konserveringsstof, som er opfoert dér, ikke maa forbydes fuldstaendigt, undtagen naar der er tale om levnedsmidler, der fremstilles og forbruges paa deres eget omraade, i saerlige tilfaelde, hvor anvendelse af et saadant stof ikke er teknologisk noedvendig (se dommene af 12.6.1980, Grunert, 88/79, Sml. s. 1827, og af 5.2.1981, Kugelmann, 108/80, Sml. s. 433).

10 Da der i det foreliggende tilfaelde er tale om varer indfoert fra en anden medlemsstat, hvor de lovligt fremstilles og forhandles, maa det erkendes, at anvendelse af nationale bestemmelser af en art som dem, der er genstand for tvisten i hovedsagen, hindrer samhandelen inden for Faellesskabet og derfor i princippet er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, jf. Traktatens artikel 30. Da der er sket en delvis faellesskabsharmonisering paa det paagaeldende omraade, maa det dog undersoeges, om en saadan foranstaltning kan vaere berettiget af hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed i henhold til Traktatens artikel 36.

11 Det bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dommen af 14.7.1983, Sandoz, 174/82, Sml. s. 2445) tilkommer det medlemsstaterne i betragtning af den usikkerhed, der bestaar paa den videnskabelige forsknings nuvaerende udviklingstrin, i mangel af fuldstaendig harmonisering at afgoere, hvor langt de vil straekke beskyttelsen af menneskers sundhed og liv under hensyntagen til de krav, der foelger af de frie varebevaegelser inden for Faellesskabet.

12 Det fremgaar ligeledes af Domstolens praksis (navnlig af dommene af 14.7.1983, Sandoz, af 10.12.1985, Motte, 247/84, Sml. s. 3887, af 6.5.1986, Muller, 304/84, Sml. s. 1511, og af 12.3.1987, Kommissionen mod Tyskland, 178/84, Sml. s. 1227), at faellesskabsretten under de foreliggende omstaendigheder ikke afskaerer medlemsstaterne fra at udstede retsforskrifter, hvorefter der kraeves forudgaaende tilladelse for at anvende tilsaetningsstoffer, som meddeles i form af en generel retsakt vedroerende bestemte tilsaetningsstoffer, enten saaledes, at godkendelsen gaelder samtlige eller kun enkelte af de paagaeldende varer, eller for bestemte anvendelsesformer. Saadanne retsforskrifter opfylder et lovligt sundhedspolitisk formaal, nemlig at indskraenke et ukontrolleret forbrug af tilsaetningsstoffer i levnedsmidler.

13 Anvendelse paa indfoerte varer af forbud mod forhandling af varer indeholdende tilsaetningsstoffer, der er tilladt i produktionsmedlemsstaten, men forbudt i indfoerselsmedlemsstaten, er imidlertid kun lovlig, saafremt den er i overensstemmelse med kravene i Traktatens artikel 36 som fortolket af Domstolen.

14 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at i dommene 174/82, Sandoz, 247/84, Motte, 304/84, Muller, og 178/84, Kommissionen mod Tyskland, har Domstolen udledt af proportionalitetsprincippet, som ligger til grund for sidste punktum i Traktatens artikel 36, at et omsaetningsforbud for varer, der indeholder tilsaetningsstoffer, der er godkendt i produktionsmedlemsstaten, men forbudt i importmedlemsstaten, maa begraenses til det, som reelt er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af den offentlige sundhed. Domstolen har endvidere udledt af dette princip, at anvendelse af et bestemt tilsaetningsstof, der er godkendt i en anden medlemsstat, skal tillades, naar en vare indfoeres derfra, naar tilsaetningsstoffet bedoemt ud fra den internationale videnskabelige forskning, navnlig de konklusioner, som Faellesskabets Videnskabelige Komité for Levnedsmidler og Codex Alimentarius-Udvalget under FAO og WHO er naaet fremt til, og under hensyn til kostvanerne i importmedlemsstaten ikke indebaerer nogen fare for den offentlige sundhed og desuden opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk art.

15 For det andet bemaerkes, jf. Domstolens domme 304/84, Muller, og 178/84, Kommissionen mod Tyskland, at proportionalitetsprincippet yderligere kraever, at der skal sikres de erhvervsdrivende mulighed for under en let tilgaengelig procedure, som skal afsluttes inden for en rimelig frist, at ansoege om tilladelse til at anvende tilsaetningsstoffer, der meddeles for naermere angivne tilsaetningsstoffer ved en generel retsakt.

16 Tillige boer det praeciseres, at de erhvervsdrivende skal have mulighed for domstolsproevelse, hvis de mener, at de med urette ikke har opnaaet tilladelse. Som tidligere statueret i dommene i sagerne Muller og Kommissionen mod Tyskland er det myndighederne i den importerende medlemsstat, der skal godtgoere, at forbuddet er begrundet i hensynet til beskyttelsen af befolkningens sundhed, hvorved det skal vaere dem tilladt at indhente oplysninger fra de erhvervsdrivende, som kan vaere til nytte for vurderingen af sagens omstaendigheder.

17 Foelgelig maa det praejudicielle spoergsmaal besvares med, at EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de ikke afskaerer en medlemsstat fra at forbyde salg af et levnedsmiddel, der er indfoert fra en anden medlemsstat, hvor det lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning, og som er tilsat et af de stoffer, der er opfoert i bilag I til Raadets direktiv 65/54 af 5. november 1963, saafremt forhandlingen af levnedsmidlet i indfoerselsmedlemsstaten tillades efter en for de erhvervsdrivende umiddelbart tilgaengelig procedure, som kan afsluttes inden for rimelige frister, naar tilsaetningen af det paagaeldende stof opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk karakter, og naar stoffet ikke udgoer en fare for den offentlige sundhed. Det paahviler de kompetente nationale myndigheder i hvert enkelt tilfaelde, og under hensyntagen til kostvaner og internationale forskningsresultater, at godtgoere, at deres bestemmelser paa dette omraade er noedvendige for effektivt at beskytte de interesser, der er omfattet af Traktatens artikel 36.

Sagens omkostninger

18 De udgifter, som er afholdt af Den Franske Republiks regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, som er forelagt af Tribunal de grande instance de Marseille ved dom af 20. november 1987, for ret:

EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de ikke afskaerer en medlemsstat fra at forbyde salg af et levnedsmiddel, der er indfoert fra en anden medlemsstat, hvor det lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning, og som er tilsat et af de stoffer, der er opfoert i bilag I til Raadets direktiv 64/54/EOEF af 5. november 1963 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om konserveringsstoffer, som maa anvendes i levnedsmidler, saafremt forhandlingen af levnedsmidlet i indfoerselsmedlemsstaten tillades efter en for de erhvervsdrivende umiddelbart tilgaengelig procedure, som kan afsluttes inden for rimelige frister, naar tilsaetningen af det paagaeldende stof opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk karakter, og naar stoffet ikke udgoer en fare for den offentlige sundhed. Det paahviler de kompetente nationale myndigheder i hvert enkelt tilfaelde, og under hensyntagen til nationale kostvaner og internationale forskningsresultater, at godtgoere, at deres bestemmelser paa dette omraade er noedvendige for effektivt at beskytte de interesser, der er omfattet af Traktatens artikel 36.