61990C0373

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Ved en kortfattet skrivelse af 12. december 1990 har forundersoegelsesdommeren ved Tribunal de grande instance de Bergerac forelagt Domstolen et spoergsmaal vedroerende en annonce indrykket af en parallelimportoer af motorkoeretoejer.

Den sag, der verserer for den nationale ret, har som baggrund en klage over vildledende reklame, der er indgivet af eneimportoeren af Nissan-biler for det franske territorium og vedroerer en bilforhandler i Bergerac, som anvender reklame af typen "koeb Deres fabriksnye bil til en lavere pris". Denne reklame vedroerer biler importeret fra Belgien, som er registreret med henblik paa import, men aldrig har vaeret taget i brug. Det fremgaar endvidere af det af den nationale ret oplyste, at der er tale om fabriksnye biler, der saelges til lavere priser end de af de franske autoriserede forhandlere anvendte, men med et mindre omfattende udstyr end de modeller, der normalt saelges af disse forhandlere.

2. For bedre at forstaa raekkevidden af det af den nationale ret forelagte spoergsmaal, hvorefter det blot oenskes afgjort, "om en saadan salgspraksis er i overensstemmelse med gaeldende EF-regler", finder jeg det hensigtsmaessigt her at gennemgaa baggrunden for sagen i forhold til de nationale retsregler og faellesskabsretten.

Den bestemmelse i fransk ret, som parallelimportoeren haevdes at have overtraadt, er artikel 44 i lov nr. 73-1193 af 27. december 1973 om udvikling af handel og haandvaerk, den saakaldte "Royer"-lov, der bestemmer:

Enhver reklame under en hvilken som helst form er forbudt, saafremt den kan virke vildledende i kraft af falske paastande, falske oplysninger eller falsk praesentation vedroerende et eller flere af foelgende forhold: eksistens, natur, sammensaetning, vaesentlige egenskaber, indhold af nyttige bestanddele, maengde, fremstillingsmaade og -dato, egenart, salgspris og -betingelser, for saa vidt angaar varer eller tjenesteydelser, som er genstand for reklamen, betingelser for deres anvendelse, resultater som kan forventes af anvendelsen, begrundelse for eller fremgangsmaade ved salget af varer eller tjenesteydelser, raekkevidden af annoncoerens forpligtelser, samt producentens, forhandlernes, promotorernes eller tjenesteydernes identitet, egenskaber eller kvalifikationer.

Ovennaevnte lov blev meddelt Kommissionen som foranstaltning til gennemfoerelse i Frankrig af Raadets direktiv 84/450/EOEF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (1). Den nationale ret skal saaledes fortolke og anvende den nationale lovbestemmelse i lyset af direktivets ordlyd og formaal.

Det fremgaar nemlig af Domstolens praksis, at den pligt for medlemsstaterne, der foelger af et direktiv, til at virkeliggoere dets maal, og pligten i medfoer af Traktatens artikel 5 til at traeffe alle almindelige eller saerlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, paahviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder ogsaa domstolene inden for deres kompetence. Heraf foelger, at den nationale domstol ved anvendelsen af nationale forskrifter, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, er forpligtet til at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat og saaledes handle i overensstemmelse med Traktatens artikel 189, stk. 3 (2).

3. Som det navnlig fremgaar af praeamblen til direktivet, forfoelger det et dobbelt formaal, idet det dels skal sikre en tilstraekkelig beskyttelse af forbrugerne ved, at der opstilles objektive mindstekriterier til bedoemmelse af, om en reklame er vildledende, dels skal sikre de frie varebevaegelser og den frie udveksling af tjenesteydelser ved at fremme gennemfoerelsen af reklamekampagner paa tvaers af landegraenserne.

Domstolen har allerede haft lejlighed til at fastslaa, at en lovgivning, som begraenser eller forbyder visse former for reklame og visse salgsfremmende metoder, selv om den ikke direkte paavirker indfoerslerne, kan begraense disses omfang, fordi den paavirker mulighederne for afsaetning (3).

Begrebet "vildledende reklame" defineres i direktivets artikel 2 og 3. Navnlig bestemmer artikel 2, nr. 2, at der ved vildledende reklame forstaas enhver reklame, som paa nogen maade, herunder dens udformning, skaber eller er egnet til at skabe et urigtigt indtryk hos de personer, den er rettet til eller naar ud til, og som paa grund af sin vildledende karakter kan antages at paavirke deres oekonomiske adfaerd, eller som af disse grunde skader eller er egnet til at skade en konkurrent. Jeg skal allerede nu fremhaeve, at som det klart fremgaar af bestemmelsens ordlyd, skal begge betingelser for, at der foreligger vildledende reklame, dvs. skabe et urigtigt indtryk og paavirke forbrugernes adfaerd, vaere opfyldt.

Artikel 3 indeholder en vejledende liste over de bestanddele af reklamen og de egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne, der skal tages hensyn til ved afgoerelsen af, om reklamen er vildledende.

Endelig bestemmer artikel 7, at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager bestemmelser med henblik paa at sikre en mere vidtgaaende beskyttelse af forbrugerne, af personer, der udoever virksomhed som handlende, haandvaerker eller industridrivende eller udoever et liberalt erhverv, samt af offentligheden i almindelighed.

4. Inden jeg behandler raekkevidden af ovennaevnte bestemmelser i forbindelse med den foreliggende sag, finder jeg det noedvendigt at fremhaeve, at et eventuelt forbud mod den her omhandlede type reklame i praksis netop i stoerre omfang kan paavirke parallelimportoererne ved at hindre dem i at reklamere for deres varer paa en passende maade. For det foerste er det navnlig for parallelimportoerer og navnlig for dem, der saelger biler, som allerede er registreret i et andet EF-land, af betydning, at de kan goere opmaerksom paa, at der er tale om fabriksnye motorkoeretoejer. I denne forbindelse skal det understreges, at typegodkendelsen, der stadig kraeves i "parallelimport"-landet - som bekraeftet af Kommissionen under retsmoedet - kan afvikles hurtigere og billigere, naar koeretoejet allerede er blevet registreret i et andet faellesskabsland. For det andet er den lavere pris netop vaesentlig for parallelimportoerens virksomhed, idet denne naturligvis koeber bilen i et land, hvor priserne for biler med samme udstyr er lavere end i importlandet. Det er i oevrigt netop dette faenomen, der danner grundlaget for parallelimport, som kun herved kan begrundes i kommerciel henseende.

5. Det skal ogsaa fremhaeves, at faellesskabsretten yder saerlig beskyttelse af parallelimport af varer i al almindelighed og af motorkoeretoejer i saerdeleshed.

Jeg skal i denne forbindelse henvise til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af Traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (4), som i artikel 10 bestemmer, at Kommissionen kan traekke fritagelsen for et selektivt distributionssystem tilbage, navnlig naar fabrikanten eller en virksomhed i salgsnettet til stadighed eller systematisk goer det vanskeligt for endelige forbrugere eller andre virksomheder i salgsnettet at skaffe sig aftalevarer eller tilsvarende varer inden for faellesmarkedet og at faa ydet service paa saadanne varer.

I en meddelelse vedroerende ovennaevnte forordning nr. 123/85 (5) giver Kommissionen en raekke eksempler paa ulovlige hindringer. De kan bl.a. bestaa i, at forhandlere naegter at udfoere arbejde, der er omfattet af garantien, paa motorkoeretoejer, som de ikke selv har solgt, og som er indfoert fra andre medlemsstater, i, at fabrikanter eller deres importoerer naegter at medvirke ved indregistrering af motorkoeretoejer, som europaeiske forbrugere har indfoert fra andre medlemsstater, eller i, at leveringsfristerne er unormalt lange.

6. Denne linje er senere blevet bekraeftet ved Kommissionens meddelelse om godkendelse og registrering af koeretoejer, som tidligere har vaeret indregistreret i en anden medlemsstat (6), og af Domstolens praksis med henblik paa at begraense de administrative hindringer for registreringen af motorkoeretoejer i en anden stat end koebsstaten og at sikre en passende beskyttelse af forbrugerne mod fabrikanternes eller forhandlernes forsoeg paa at hindre udstedelsen af typeattest samt at sikre den endelige forbruger en passende service efter salget.

Allerede i General Motors-dommen (7) udtalte Domstolen foerst, at en medlemsstats delegation i form af en lovmaessig eneret af udoevelse af offentlig myndighed, bestaaende i teknisk konformitetskontrol af vogne for disses godkendelse til koersel paa offentlige veje, til fabrikanter eller deres enebefuldmaegtigede, som udpeges af staten, kombineret med deres frihed til at fastsaette prisen for ydelsen, medfoerer, at der skabes en dominerende stilling. Herefter fastslog Domstolen, at misbrug af en saadan stilling bl.a. kan bestaa i en for hoej pris i forhold til den praesterede ydelses oekonomiske vaerdi med den foelge, at parallelimporten bremses, idet denne pris ophaever et eventuelt mere favorabelt prisleje i andre salgsomraader i Faellesskabet eller foerer til urimelige forretningsbetingelser som anfoert i artikel 86, stk. 2, litra a).

Yderligere har Domstolen i sagen ETA mod DK Investment (8) vedroerende import af ure generelt fastslaaet, at en garantibestemmelse, hvorefter fabrikanten alene forbeholder garantien for sine eneforhandleres kunder, giver forhandleren og dennes aftagere en fortrinsstilling i forhold til parallelimportoerer og -forhandlere, hvorfor den maa antages at have til formaal eller foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i Traktatens artikel 85, stk. 1.

I sagen Gofette og Gilliard (9) udtalte Domstolen, at Traktatens artikel 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at en i en medlemsstat gaeldende godkendelsesordning for koeretoejer importeret fra en anden medlemsstat, hvor de allerede er godkendt, kun er forenelig med Traktaten, saafremt a) kontrolforanstaltningerne ikke indebaerer urimelige omkostninger eller frister, og myndighederne sikrer, at betingelserne fuldt ud overholdes, naar fabrikanten eller dennes repraesentanter har faaet til opgave at udfoere den noedvendige kontrol, og b) det er muligt for importoeren at undgaa kontrolforanstaltningerne ved at fremlaegge dokumenter udfaerdiget i eksportmedlemsstaten, for saa vidt dokumenterne indeholder de noedvendige oplysninger paa grundlag af en allerede udfoert kontrol.

Endelig fremgaar det af Domstolens dom af 17. juni 1987 i sag 154/85, Kommissionen mod Italien (10), at saafremt en medlemsstat kraever opfyldelse af et stort antal administrative formaliteter i form af fremlaeggelse af dokumenter ved parallelimport af koeretoejer fra andre medlemsstater, foreligger der en overtraedelse af Traktatens artikel 30.

7. Det er saaledes paa baggrund heraf, at der skal tages stilling til, om forbuddet mod en type reklame, der for biler, som forhandles af parallelimportoerer, dels angiver, at bilerne er fabriksnye, dels at de er saerlig billige, er lovligt og berettiget.

Med hensyn til det foerste skal det straks siges, at man efter min opfattelse ikke kan betragte en reklame som vildledende, fordi den omtaler en bil, der aldrig er taget i brug, som fabriksny, selv om den allerede er blevet registreret, da registreringen ikke bevirker, at en ny bil pludselig maa betragtes som en brugt bil, men simpelt hen som en ... registreret bil. Derimod maa man anse en bil for brugt, saafremt den har koert paa offentlig vej, ogsaa selv om der kun er tale om et meget begraenset kilometerantal.

Naar henses til bilmarkedets saerlige kendetegn, kan en saadan reklame, for det andet, under ingen omstaendigheder paavirke forbrugernes adfaerd, saaledes som det kraeves i direktivets artikel 2. Den forbruger, som henvender sig til en parallelimportoer, giver nemlig normalt denne en saerlig skriftlig fuldmagt til at koebe koeretoejet (11), og forbrugeren er saaledes fuldstaendig klar over, at han anvender et saerligt salgsnet med dets saerlige kendetegn. Det skal tilfoejes, at i modsaetning til andre varer sker der normalt forud for koeb/salg af biler en vis forhandling med henblik paa noejagtigt at fastslaa varens egenskaber.

8. Det maa ikke glemmes, at én ting er at goere koebet af en vare attraktivt ved at fremhaeve varens kvalitet. Noget andet er at skjule de noejagtige egenskaber paa det tidspunkt, handelen afsluttes.

Hvis det antages, at det forhold, at koeretoejet allerede er registreret, udgoer en vaesentlig oplysning for forbrugeren, kan beskyttelsen af denne i virkeligheden varetages ved at anvende de almindelige regler, som i hvert enkelt land sikrer, at handelstransaktioner afvikles korrekt, og ved at sanktionere den saelgers adfaerd, som ved handelens afslutning ikke giver forbrugeren denne saerlige oplysning om koeretoejet. Det skal i oevrigt ske helt uafhaengigt af den reklame, hvori varens egenskaber fremhaeves (12).

9. De ovenfor fremsatte betragtninger finder ogsaa i vidt omfang anvendelse paa det andet punkt i reklamen, der vedroerer varens pris.

I denne forbindelse boer det efter min opfattelse foerst fremhaeves rent generelt, at det "parallelindfoerte" koeretoejs lavere pris normalt ikke skyldes det mere begraensede udstyr, men - som allerede anfoert - koeretoejets lavere pris i oprindelseslandet. Det udelukker naturligvis ikke, at den lavere pris i saerlige tilfaelde kan haenge sammen med et mere begraenset udstyr, og det er tilsyneladende det, der er tilfaeldet i den foreliggende sag. Selv i saa fald mener jeg imidlertid ikke, at der med sikkerhed kan tales om vildledende reklame.

For at afgoere om en saadan reklame reelt kan paavirke den oekonomiske adfaerd hos de personer, den henvender sig til, maa det tages i betragtning, at bilmarkedet er kendetegnet ved en vis transparens i prismaessig henseende, og at gennemsnitsforbrugeren - som efter min mening absolut ikke kan frakendes enhver doemmekraft - ogsaa under hensyntagen til den stoerre udgift, som han staar i begreb med at paatage sig, foeler sig tilskyndet til at foretage en regulaer sammenligning af de priser, han tilbydes, ved ofte helt ned i detaljer at soege oplysninger hos saelgeren, for saa vidt angaar koeretoejets udstyr. I denne forbindelse skal jeg tillade mig at erindre om et gammelt ordsprog: vigilantibus non dormientibus iura succurrunt.

Jeg mener, at man i den foreliggende sag boer koncentrere sig mindre om reklametidspunktet og mere om tidspunktet for selve handelen, for saa vidt som jeg ikke finder det korrekt at udlede af selve muligheden for, at en handel kan vaere i strid med god markedsfoeringsskik, og som saadan strafbar, at en bestemt type reklame er vildledende.

10. For saa vidt endelig angaar henvisningen til direktivets artikel 7, hvorefter medlemsstaterne kan vedtage bestemmelser med henblik paa at sikre en mere vidtgaaende beskyttelse af forbrugerne, skal jeg blot bemaerke, at der i det foreliggende tilfaelde ikke er tale om bestemte foranstaltninger til sikring af en saadan forbrugerbeskyttelse, men om fortolkningen af de i direktivet fastsatte generelle definitioner, samt at den naevnte regel under alle omstaendigheder ikke kan begrunde foranstaltninger, som konkret er til hinder for den af parallelimportoererne anvendte reklame for motorkoeretoejer, naar forbrugerbeskyttelsen som i det foreliggende tilfaelde kan sikres ved hjaelp af foranstaltninger, der ikke i samme grad kan begraense salget af de paagaeldende varer.

11. Herefter skal jeg foreslaa Domstolen at besvare det af den nationale ret forelagte spoergsmaal saaledes:

"Direktiv 84/450/EOEF, der skal tjene som retningslinje ved anvendelsen af de nationale bestemmelser til gennemfoerelse af direktivet, skal fortolkes saaledes, at koeretoejer, som, skoent de aldrig har vaeret taget i brug, er blevet registreret med henblik paa importen og saelges til en lavere pris end den af de i den paagaeldende medlemsstat etablerede forhandlere anvendte, i reklameoejemed kan betegnes som fabriksnye og billigere, ogsaa selv om de har et mindre omfattende udstyr end de modeller, der normalt saelges af de naevnte forhandlere."

(*) Originalsprog: italiensk.

(1) EFT L 250, s. 17.

(2) Dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 8.

(3) Dom af 7.3.1990, sag C-362/88, GB-INNO-BM, Sml. I, s. 667, praemis 7, og af 15.12.1982, sag 286/81, Oosthoek' s, Sml. s. 4175, praemis 15.

(4) EFT L 15, s. 16.

(5) EFT 1985 C 17, s. 4.

(6) EFT 1988 C 281, s. 9.

(7) Dom af 13.11.1975, sag 26/75, General Motors, Sml. s. 1367, praemis 7, 8, 9 og 12.

(8) Dom af 10.12.1985, sag 31/85, ETA mod DK Investment, Sml. s. 3933, praemis 14.

(9) Dom af 11.6.1987, sag 406/85, Gofette og Gilliard, Sml. s. 2525, praemis 12.

(10) Sml. s. 2717, praemis 12 og 14.

(11) Dette er i overensstemmelse med ovennaevnte forordning (EOEF) nr. 123/85, hvorefter fabrikanterne i det mindste skal goere det muligt for forhandlerne at saelge til den endelige forbrugers befuldmaegtigede.

(12) Ud fra dette synspunkt kan jeg ikke tilslutte mig den efter min mening overdrevent strenge udtalelse i en nyere dom fra Frankrigs Cour de cassation af 19.4.1989, hvorefter en bil kun kan betegnes som fabriksny, naar den ikke allerede er registreret, hvorimod jeg er enig i denne rets ophaevelse af appelrettens dom, hvorefter saelgeren var blevet frifundet; i den paagaeldende sag havde saelgeren nemlig ikke ved salget af bilen gjort koeberen opmaerksom paa, at bilen allerede var registreret.