61990C0310

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Egle er tysk statsborger og bosat i Belgien. Som indehaver af et eksamensbevis udstedt af Fachhochschule i Konstanz i 1981 efter fire aars studium, herunder to praktiksemestre, ansoegte han om at blive optaget i registeret for Raad van de Orde van Architecten i provinsen Limburg (Belgien) under henvisning til Raadets direktiv 85/384/EOEF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturomraadet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (herefter benaevnt "direktivet") (1).

2. Raad van de Orde van Architecten i Limburg afslog denne ansoegning med den begrundelse, at den paagaeldendes eksamensbevis ikke opfyldte direktivets betingelser. Raad van Beroep van de Orde van Architecten, der traf afgoerelse som appelinstans, mente derimod, at den paagaeldendes uddannelse maatte anses for at opfylde disse krav, og bestemte derfor, at Egle skulle optages i registeret for Orde van Architecten. Denne afgoerelse blev indbragt for Belgiens Hof van Cassatie, som har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 85/384/EOEF fortolkes saaledes, at en uddannelse, der varer fire aar, og som omfatter integrerede og af laereanstalten ledede praktiksemestre, kan anses for et fireaarigt fuldtidsstudium?"

3. Lad mig foerst henvise til direktivets opbygning. Det var efter et meget langt forarbejde, at denne retsakt blev vedtaget; det kraevede nemlig ca. atten aar. Til forskel fra f.eks. laegelige og laegelignende erhverv er der ikke fastsat bestemmelser om harmonisering af arkitektuddannelsen eller om adgang til og udoevelse af erhvervet som arkitekt. Direktivet indeholder ikke en liste over de eksamensbeviser, som medlemsstaterne skal anerkende, men foreskriver gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som opfylder kriterierne i direktivets artikel 3 og 4. I denne forbindelse bestemmer artikel 3, at arkitektuddannelserne skal gives i form af undervisning paa universitetsniveau, som hovedsagelig vedroerer arkitektur, og som i lige grad tager hensyn til de teoretiske og praktiske sider ved arkitekturuddannelsen og sikrer erhvervelse af forskellige faerdigheder, kundskaber, forstaaelse og viden, som praeciseres i bestemmelsen (som opregner elleve omraader, som uddannelsen skal vedroere). Til disse krav til uddannelsens indhold foejer direktivets artikel 4 betingelser vedroerende dens varighed. Saaledes kraeves det i stk. 1, foerste afsnit, litra a), at uddannelsens samlede varighed skal vaere enten paa mindst fire aars fuldtidsstudium paa et universitet eller en tilsvarende laereanstalt eller mindst seks aars studium paa et universitet eller en tilsvarende laereanstalt, hvoraf mindst tre aar skal vaere fuldtidsstudium. Som undtagelse herfra bestemmer samme stykkes andet afsnit, at den treaarige uddannelse i Forbundsrepublikken Tyskland paa "Fachhochschulen" opfylder direktivets betingelser, for saa vidt den suppleres med fire aars erhvervserfaring i samme stat.

4. Direktivets artikel 7, 8 og 9 indeholder bestemmelser om en procedure, ved afslutningen af hvilken der i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (herefter benaevnt "EF-Tidende") offentliggoeres en fortegnelse over de eksamensbeviser, der er omfattet af direktivet. Hver medlemsstat skal herved hurtigst muligt - saaledes at den foerste meddelelse finder sted inden tolv maaneder inden direktivets meddelelse - give meddelelse om fortegnelsen over de eksamensbeviser, certifikater og andre beviser for uddannelse, som opfylder kriterierne i artikel 3 og 4, og om de institutioner eller myndigheder, som udsteder dem. Medlemsstaterne skal ligeledes paa samme maade give meddelelse om de aendringer, der sker for saa vidt angaar de naevnte eksamensbeviser, navnlig saadanne, som ikke laengere opfylder direktivets krav. Fortegnelser og ajourfoeringer offentliggoeres i EF-Tidende af Kommissionen ved udloebet af en frist paa tre maaneder fra deres meddelelse. Denne offentliggoerelse udsaettes dog, saafremt Kommissionen, naar den selv eller en medlemsstat naerer tvivl om, hvorvidt et eksamensbevis opfylder kriterierne i direktivet, forelaegger sagen for Det Raadgivende Udvalg for Uddannelse inden for arkitekturomraadet inden udloebet af en frist paa tre maaneder fra meddelelsen. Udvalget afgiver sin udtalelse inden tre maaneder, og ved udloebet af en ny frist paa tre maaneder fra afgivelsen af udtalelsen eller fra udloebet af fristen for dens afgivelse offentliggoeres det paagaeldende eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, undtagen saafremt den medlemsstat, som udsteder det, aendrer meddelelsen, eller saafremt en medlemsstat eller Kommissionen forelaegger sagen for Domstolen i henhold til artikel 169 eller 170. Det boer bemaerkes, at enhver medlemsstat eller Kommissionen altid kan henvende sig til Det Raadgivende Udvalg i tilfaelde af tvivl om, hvorvidt et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis paa en liste, der er offentliggjort i EF-Tidende, endnu opfylder kravene i direktivets artikel 3 og 4. Kommissionen sletter et eksamensbevis fra en af de i EF-Tidende offentliggjorte fortegnelser i to tilfaelde: enten med den paagaeldende medlemsstats indforstaaelse eller efter en dom afsagt af Domstolen.

5. Endelig indeholder direktivet bestemmelser vedroerende "erhvervede rettigheder". Artikel 10 bestemmer, at medlemsstaterne anerkender de i artikel 11 omhandlede eksamensbeviser, som er udstedt til statsborgere i medlemsstaterne, som allerede er i besiddelse af disse kvalifikationer paa tidspunktet for direktivets meddelelse, eller som har paabegyndt studier, som afsluttes med udstedelse af saadanne eksamensbeviser senest i loebet af det tredje akademiske aar efter denne meddelelse. De i artikel 11 naevnte eksamensbeviser skal anerkendes, selv om de ikke opfylder kravene i direktivets artikel 3 og 4. I artikel 11 naevnes bl.a. for Tyskland eksamensbeviser udstedt af "Fachhochschulen", idet det bestemmes, at naar de attesterer en uddannelse paa tre aar, kraeves der fire aars erhvervserfaring i Tyskland.

6. Med hensyn til direktivets gennemfoerelse har de tyske myndigheder i henhold til artikel 7 meddelt en fortegnelse over eksamensbeviser, som efter deres opfattelse opfylder direktivets krav. Fortegnelsen omfatter toogfyrre uddannelsesforloeb. Det blev praeciseret, at atten af disse varer fire aar, herunder indbefattet praktiksemestre.

7. Dette gaelder Fachhochschule i Konstanz. Meddelelsen af denne fortegnelse har foranlediget en medlemsstat til at henvende sig til Det Raadgivende Udvalg for Uddannelse inden for arkitekturomraadet vedroerende den uddannelse ved "Fachhochschulen", der varer fire aar og omfatter to praktiksemestre. Udvalget konkluderede i sin udtalelse, at saadanne eksamensbeviser ikke kan anses for at vaere omfattet af artikel 4, stk. 1, foerste afsnit, men af undtagelsesreglen i andet afsnit. Foelgelig forudsaetter anerkendelse af et saadant eksamensbevis yderligere fire aars erhvervserfaring. Ifoelge Det Raadgivende Udvalg har praktiksemestre nemlig ikke samme vaerdi som et semesters fuldtidsstudium ved laereanstalten.

8. De tyske myndigheder fastholdt imidlertid deres meddelelse, hvorefter de fireaarige uddannelser, herunder uddannelserne ved Fachhochschule i Konstanz, opfylder direktivets krav og skal anerkendes af de oevrige medlemsstater i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, foerste afsnit, altsaa uden yderligere betingelse om fire aars erhvervserfaring. Ifoelge den tyske regering er praktiksemestrene en integrerende del af uddannelsen, hvis indhold fastsaettes ved lov og administrativt. I oevrigt er praktiksemestrene altid integreret i de teoretiske studier og efterfoelges af et semesters teori, der afsluttes med den endelige eksamen. De kan ikke vaere det sidste semester i studiet.

9. Kommissionen har offentliggjort den af Tyskland meddelte fortegnelse og praeciserede foelgende: "Disse diplomer skal anerkendes paa grundlag af direktiv 85/384/EOEF, artikel 4, stk. 1, enten foerste eller andet afsnit, alt efter varigheden af den uddannelse, de stadfaester" (2). I sit indlaeg har Kommissionen fremhaevet, at det var dens hensigt ikke at foelge Det Raadgivende Udvalgs udtalelse, men blot henvise til uddannelsens varighed for at sondre mellem de eksamensbeviser, der henhoerte under henholdsvis foerste og andet afsnit i stk. 1, uden at henvise til studier med eller uden praktiksemestre.

10. Indledningsvis vil jeg bemaerke, at den forelaeggende ret ikke spoerger Domstolen, om de paagaeldende bestemmelser i direktivet kan paaberaabes af private. Egle har aabenbart ansoegt om at blive optaget i registeret for Orde van Architecten, foer direktivet blev gennemfoert i Belgien, men efter at fristen for denne gennemfoerelse udloeb. Kommissionen synes i oevrigt i denne forbindelse at naere nogen tvivl om, hvorvidt gennemfoerelsen af direktivet er tilstraekkelig. Lad mig naevne, at den opfattelse, hvorefter anerkendelse af eksamensbeviser i overensstemmelse med direktivets krav, uafhaengigt af gennemfoerelsesforanstaltninger kan opnaas alene paa grundlag af selve direktivet, ikke bestrides af Raad van der Orde van Architecten.

11. De indlaeg, som sidstnaevnte og Den Italienske Republik har indgivet, gaar i det vaesentlige ud paa, at det statueres, at praktiksemestrene ikke kan tages i betragtning ved beregningen af perioden paa fire aar. Jeg for mit vedkommende er fuldstaendig overbevist af gennemgangen af den modsatte opfattelse, som haevdes af Kommissionen og den tyske regering.

12. Det er efter min mening for det foerste vaesentligt at fremhaeve, at direktivet udtrykkeligt bestemmer, at uddannelsen i lige grad skal tage hensyn til de teoretiske og praktiske sider. Efter ordlyden erkendes det saaledes uden nogen tvivl, at uddannelsen kan have en praktisk dimension, og det kan endog antages, at denne er noedvendig, for at en uddannelse skal opfylde direktivets krav.

13. Imidlertid er disse krav opfyldt, hvis to semestre i det vaesentlige bruges til praktiske studier? En foerste indvending herimod synes at maatte tilbagevises uden vanskeligheder. Kravet om "fuldtidsstudium" i direktivets artikel 4 kan saavel opfyldes ved praktiske studier som ved teoretiske studier. Denne betingelse angaar nemlig paa ingen maade studiets indhold, men det tidsforbrug, som det kraever af den studerende. Begrebet fuldtidsstudium er altsaa ikke til hinder for begrebet praktiske studier, men for begrebet deltidsstudier.

14. Lidt mere vanskeligt er spoergsmaalet om en naermere praecisering af de kriterier, der skal goere det muligt at sondre mellem praktiske studier og erhvervserfaring. Det er nemlig klart, at kun de foerste kan taelle med til den varighed af studiet, som direktivet kraever. Kommissionen har her efter min opfattelse anlagt en overbevisende sondring. Det faglige praktikophold er foerste fase i den faglige virksomhed, som udoeves under tilsyn af en mere erfaren kollega. De praktiske studier svarer derimod til en uddannelse foer opnaaelse af eksamensbevis og er en betingelse for udstedelse af dette.

15. I overensstemmelse med Kommissionens opfattelse finder jeg det noedvendigt ud fra dette synspunkt, at praktiksemestrene integreres i studiet parallelt med de teoretiske kurser, og at de organiseres, kontrolleres og bedoemmes af laereanstalten. Med andre ord, den studerende maa ikke befinde sig i en situation, hvorved vedkommende har et fagligt ansvar, om end "under tilsyn", men i en stilling, der har til formaal at erhverve kundskaber og faerdigheder. Der er to karakteristika ved det paagaeldende eksamensbevis, der efter min mening kan opfylde saadanne kriterier. Dels foerer Hochschule noeje kontrol med de praktiske studier: Valg af tegnestue, vurdering af programmets overholdelse, skriftlig opgave, kontrol ved en universitetslaerer og den mulighed, at et ikke-tilfredsstillende semester maa tages helt eller delvis om. Dels synes de paagaeldende semestres integration i studiet at vaere garanteret i det omfang, de er "skudt ind imellem" de teoretiske semestre, idet uddannelsen under alle omstaendigheder ikke kan afsluttes med et praktiksemester. Med andre ord, der er ikke tale om at begynde at anvende den tidligere modtagne teoretiske undervisning fagligt, men om at sammensaette akademisk og praktisk undervisning.

16. Endelig foerer direktivets ordlyd til den opfattelse, at et eksamensbevis udstedt af en Fachhochschule ved afslutningen af en fireaarig uddannelse ikke kan vaere omfattet af ordningen i artikel 4, stk. 1, andet afsnit. I denne bestemmelse stilles der nemlig en yderligere betingelse om fire aars erhvervserfaring for den treaarige uddannelse paa "Fachhochschulen". For saa vidt uddannelsen ved disse laereanstalter varer enten tre eller fire aar, maa praeciseringen af, at kravet om erhvervserfaring gaelder, naar eksamensbeviset gaelder for tre aars studium, logisk foere til at antage, at anerkendelse af et eksamensbevis udstedt efter et fireaarigt studium opfylder de kvantitative betingelser i artikel 4, stk. 1, foerste afsnit.

17. I oevrigt har Kommissionen og den tyske regering anfoert, at sagsoegeren i hovedsagen i virkeligheden er omfattet af direktivets artikel 10 og 11 om erhvervede rettigheder og ikke af ordningen i artikel 3 og 4, for saa vidt eksamensbeviset er udstedt i 1981.

18. Det er klart, at det ikke paahviler Domstolen at traeffe afgoerelse om, hvorvidt Egle' s eksamensbevis skal anerkendes, og saa meget desto mindre at afgoere i henhold til hvilken bestemmelse i direktivet det skal anerkendes. I oevrigt har den forelaeggende ret udtrykkeligt angivet, at Egle ikke paaberaaber sig anerkendelse i kraft af "erhvervede rettigheder". Jeg vil imidlertid bemaerke, at et eksamensbevis udstedt af en "Fachhochschule" efter en fireaarig uddannelse, der omfatter to praktiksemestre, skal anerkendes i henhold til direktivets artikel 11 som "erhvervede rettigheder" uden krav om erhvervserfaring. Dette er en foelge af selve ordlyden af bestemmelsen, som udtrykkeligt gaar ud paa, at der stilles dette krav, naar uddannelsen paa en Fachhochschule er paa under fire aar og har varet mindst tre aar. Naar uddannelsen derimod omfatter fire aars studium, stilles der altsaa ingen betingelse om erhvervserfaring.

19. Hvis det imidlertid antages, at et eksamensbevis kan anerkendes efter direktivets bestemmelser om "erhvervede rettigheder", er en saadan mulighed paa ingen maade til hinder for, at den paagaeldende ogsaa har ret til at paaberaabe sig bestemmelserne i den almindelige ordning, naar hans eksamensbevis opfylder kravene i direktivets artikel 3 og 4.

20. Kommissionen har vedroerende dette spoergsmaal fremhaevet, at dens meddelelse, som omfatter uddannelser af en art som den i naervaerende sag omhandlede, alene gaelder for eksamensbeviser udstedt til personer, som har paabegyndt deres studium i 1988/1989. Den har foelgelig udledt, at det ikke kan antages, at denne meddelelse kan paaberaabes til stoette for, at et eksamensbevis udstedt i 1981 opfylder de kvalitative krav i direktivets artikel 3.

21. Jeg mener, at den paagaeldende under alle omstaendigheder er fuldt berettiget til at forsoege at godtgoere, at hans eksamensbevis opfylder disse betingelser. Det maa dog noedvendigvis konstateres, at anerkendelse af et eksamensbevis paa grundlag af den almindelige ordning saa kan vise sig mere kompliceret end anerkendelse paa grundlag af bestemmelserne om "erhvervede rettigheder". I sidstnaevnte tilfaelde er det nemlig tilstraekkeligt at konstatere, at det eksamensbevis, som den paagaeldende er indehaver af, er naevnt paa den i direktivets artikel 11 omhandlede fortegnelse.

22. Foelgelig foreslaar jeg Domstolen at kende for ret:

"En fireaarig fuldtidsuddannelse, som omfatter to praktiksemestre, opfylder kravene i artikel 4, stk. 1, foerste afsnit, i direktiv 85/384/EOEF, naar de naevnte semestre er en integrerende del af studiet og organiseres, overvaages og bedoemmes af laereanstalten."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) - EFT L 223 , s. 15.

(2) - EFT 1988 C 270, s. 3, og EFT 1989 C 205, s. 51.