61990C0210

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Tribunal de grande instance de Paris har forelagt tre praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af visse bestemmelser vedroerende konstateringen af isoglucoseproduktion. Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag mellem virksomheden Roquette Frères SA, der er den eneste franske producent af isoglucose, og Direction générale des impôts, hvorunder virksomheden har nedlagt paastand om annullation af den af Direction générale des impôts fremsatte "konstateringsmeddelelse", hvori myndighederne kraevede betaling af 397 528 FF som "produktionsafgifter", der skulle erlaegges i henhold til de relevante faelles landbrugsbestemmelser for producerede, men ikke angivne isoglucosemaengder.

A - Fremstilling af "beriget" isoglucose

2. Hvad angaar sagens faktiske omstaendigheder skal jeg fremhaeve foelgende.

Isoglucose er et substitutionsprodukt for sukker, der opnaas ved isomerisering af glucosesirup, der for sit vedkommende fremstilles af stivelse.

Isomerisering er en proces (der gennemfoeres i en isomeriseringskolonne), hvorved glucose omdannes til en oploesning af glucose og fructose, fordelt med henholdsvis 58 til 52% og 42 til 48%. Den saaledes fremstillede isoglucose har en sammensaetning og en soedeevne, der svarer til flydende sukker (der er sammensat af lige dele glucose og fructose).

Den netop beskrevne sammensaetning er standard isoglucose, men det skal fremhaeves, at det ved en yderligere proces er muligt at fremstille "beriget" isoglucose, hvorved andelen af fructose forhoejes, og andelen af glucose tilsvarende reduceres.

Denne proces foregaar i to stadier. Foerst adskilles fructosemolekylerne i standard isoglucose fra glucosemolekylerne ved hjaelp af kromatografi. Derefter undergives glucosen en ny isomerisering. Derved opnaas en isoglucose sammensat af de ovenfor anfoerte glucose- og fructoseandele.

Dette kredsloeb kan gentages. Isoglucosen, der fremkommer ved den anden isomerisering, kan atter udskilles i fructose og glucose; glucosen kan derefter isomeriseres paa ny. Og saa fremdeles.

Ved en gentagelse af udskillelseskredsloebet og isomerisering af glucosen forhoejes fructoseandelen, udskilt af den oprindeligt anvendte glucosesirup, efterhaanden. F.eks. er det med oprindeligt 100 tons glucose som udgangspunkt muligt efter fire paa hinanden foelgende isomeriseringer at opnaa 100 tons isoglucose, hvis indhold af fructose ikke laengere er ca. 50%, men over 90%, og hvor glucoseindholdet naturligvis er reduceret til under 10%.

3. Formaalet med den beskrevne proces er at fremstille et produkt, som i forhold til standard isoglucose har en kraftigere soedeevne. Det er nemlig fructosen, der har de soedende egenskaber. Det foelger heraf, at forhoejelsen af fructoseindholdet ligeledes medfoerer, at isoglucosen har en hoejere substitutionskapacitet i forhold til sukker.

Naar 100 tons isoglucose efter en foerste isomerisering har noget naer samme soedeevne som 100 tons sukker (konverteret til saccharose), har 100 tons "beriget" isoglucose, med et fructoseindhold paa over 90%, en soedeevne, der svarer til ca. 200 tons omdannet sukker. Med andre ord skal der anvendes ca. 200 tons sukker for at opnaa et soedemiddel, der svarer til det soedemiddel, der kan udskilles af 100 tons glucosesirup, som underkastes flere paa hinanden foelgende isomeriseringer. Dette betyder ogsaa, at 100 tons "beriget" isoglucose med et fructoseindhold paa naesten 100%, kan blandes med en saadan maengde glucose, at der opnaas 200 tons isoglucose med et fructoseindhold paa ca. 50%, og derfor 200 tons af et produkt, der har samme soedeevne som sukker.

4. Det skal bemaerkes, at fremgangsmaaden med flere paa hinanden foelgende isomeriseringer netop anvendes af sagsoegeren i hovedsagen.

B - Den relevante faellesskabslovgivning

5. Som anfoert ovenfor er isoglucose et produkt, der direkte kan substituere sukker; samtidig er det fremstillet af glucose, som for sit vedkommende fremstilles af stivelse. Det foelger heraf, at isoglucose paa grund af sin anvendelse er undergivet bestemmelserne vedroerende den faelles markedsordning for sukker, mens det paa grund af sin oprindelse er omfattet af den faelles markedsordning for korn.

De forskellige forskrifter, som har betydning i denne sag, er beskrevet detaljeret og udtoemmende i retsmoederapporten, hvortil jeg skal henvise. Her skal jeg alene fremhaeve visse punkter i lovgivningen om isoglucose inden for de to naevnte omraader, som forekommer mig vigtige for min gennemgang af sagen.

a) Den faelles markedsordning for korn

6. I denne sammenhaeng skal jeg alene anfoere, at artikel 11 i forordning (EOEF) nr. 2727/75 (1) bestemmer, at der kan ydes produktionsrestitutioner bl.a. for majs og bloed hvede, som anvendes til fremstilling af stivelse, og majsgryn, som anvendes til fremstilling af glucose ved hjaelp af processen direkte hydrolyse [artikel 11, stk. 1, litra a) og c), i forordning nr. 2727/75]. Som det fremgaar af den niende betragtning til forordningen, er de paagaeldende restitutioner blevet indfoert, for at kornstivelses-, kartoffelstivelses- og glucoseindustrien kan anskaffe sine basisprodukter til en lavere pris end den, der fremkommer ved anvendelsen af faellesskabsmekanismerne (faelles priser og afgifter), hvorved det undgaas, at disse produkter substitueres af konkurrerende produkter til mere konkurrencedygtige priser.

Det skal ligeledes bemaerkes, at Raadet ved forordning (EOEF) nr. 1665/77 (2) har afskaffet produktionsrestitutioner (der var indfoert tidligere) for kornprodukter, bestemt til fremstilling af isoglucose (se artikel 1 i forordning nr. 1665/77).

Samme bestemmelse definerer i oevrigt isoglucose som sirup fremstillet paa basis af glucosesirup med et indhold i toer tilstand paa mindst 10 vaegtprocent fructose (og 1% i alt af oligosaccharider og polysaccharider).

Endelig bestemmes det som foelge af ophaevelsen af produktionsrestitutioner ved fremstilling af isoglucose, at medlemsstaterne hos isoglucoseproducenterne opkraever et beloeb, der svarer til de restitutioner, der er ydet til korn, hvoraf der er fremstillet glucose.

7. Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1761/77 (3), som aendret ved forordning (EOEF) nr. 3609/84 (4), foreskriver i oevrigt som gennemfoerelsesbestemmelse hertil, at de beloeb, der skal opkraeves, beregnes ved at gange den producerede maengde isoglucose med en bestemt koefficient, hvis vaerdi er forskellig alt efter den anvendte kornart. Det er saaledes klart, at det for beregningen af det produktionsrestitutionsbeloeb, der skal tilbagebetales, er noedvendigt paa forhaand at have konstateret, hvor meget isoglucose den paagaeldende virksomhed har produceret. Forordning nr. 1761/77 angiver imidlertid ikke, paa hvilken maade denne konstatering skal foregaa.

b) Den faelles markedsordning for sukker

8. For saa vidt angaar bestemmelserne vedroerende sukkersektoren skal jeg indledningsvis fremhaeve, saaledes som det ogsaa fremgaar af anden betragtning til grundforordningen - forordning (EOEF) nr. 1785/81 (5) - at isoglucose direkte kan substituere sukker.

Desuden er de to markeder praeget af strukturoverskud, hvilket foranledigede faellesskabslovgiver til at indfoere en kvoteordning for at begraense produktionen (se artikel 23 ff. i forordning nr. 1785/81) (6). Af samme grund blev der indfoert en ordning med "produktionsafgifter" med henblik paa at sikre, at producenterne selv fuldt ud daekker omkostningerne ved afsaetningen af disse overskud (jf. ellevte betragtning og artikel 28 i forordning nr. 1785/81) (7).

9. Med henblik paa en harmonisk og effektiv anvendelse i hele Faellesskabet af ordningen om kvoter og produktionsafgifter har Kommissionen defineret, saavel hvad der skal forstaas ved produktion af isoglucose, som fremgangsmaaden til at maale denne produktion.

Med henblik herpaa praeciseres det i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1443/82 (8), at der ved isoglucoseproduktion som omhandlet i artikel 26 til 29 i grundforordningen (vedroerende netop kvoteordningen og produktionsafgifterne) forstaas den samlede maengde produkt fremstillet af glucose eller dets polymerer, med mindst 10% fructose i toerstoffet (jf. artikel 2 i forordning nr. 1443/82).

10. Den citerede bestemmelse er senere suppleret ved forordning (EOEF) nr. 434/84 (9). Derved er artikel 2 i forordning nr. 1443/82 blevet aendret netop for at praecisere den metode, der skal anvendes til konstatering af den fremstillede maengde isoglucose.

Foelgelig konstateres, jf. artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1443/82, som aendret ved forordning nr. 434/84, den fremstillede maengde isoglucose ved:

a) fysisk volumenbestemmelse af produktet tel quel

og

b) bestemmelse af toerstofindholdet efter den refraktometriske metode

straks ved udgangen af isomeriseringsprocessen og inden enhver udskillelse af glucose og fructose eller blanding.

C - De praejudicielle spoergsmaal

11. Paa denne baggrund skal jeg besvare de spoergsmaal, som den nationale retsinstans har forelagt.

a) Foerste spoergsmaal

Med det foerste spoergsmaal anmoder den nationale retsinstans i det vaesentlige Domstolen om at afklare forbindelsen mellem lovgivningen for sukkersektoren og lovgivningen for kornsektoren for saa vidt angaar metoden til konstatering af isoglucoseproduktion.

Som allerede anfoert reguleres konstateringen af den producerede isoglucosemaengde med henblik paa anvendelse af reglerne om kvoter og produktionsafgifter inden for sukkersektoren af artikel 2 i forordning nr. 1443/82, som aendret ved forordning nr. 434/84.

Reglens indhold er klar. Den kraever registrering af enhver produceret maengde isoglucose ved udgangen af isomeriseringskolonnen. Teknisk gennemfoeres dette, saaledes som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, ved at installere et maaleapparat netop med henblik paa at registrere den maengde isoglucose, der er resultatet af hver isomerisering og foer enhver udskillelse af glucose og fructose.

I en situation, hvor en virksomhed, som sagsoegeren i hovedsagen, fremstiller isoglucose med hoejt indhold af fructose ved hjaelp af den ovenfor beskrevne metode, medfoerer reglerne i forordning nr. 434/84 saaledes, at samtlige de maengder isoglucose, der fremkommer ved flere paa hinanden foelgende isomeriseringer af recirkuleret glucose, skal medregnes. Det foelger heraf, at jo flere udskillelses- og isomeriseringskredsloeb, der foretages af producenten for at "berige" indholdet af fructose i isoglucosen, jo hoejere maengde isoglucose vil der blive registreret og medregnet med henblik paa anvendelsen af den relevante lovgivning for sukkersektoren.

Et eksempel vil goere de praktiske konsekvenser af forordning nr. 434/84 klarere. Retsmoederapporten beskriver detaljeret eksemplet med en producent, som ved isomerisering har forarbejdet 100 tons glucose til 100 tons isoglucose, og som derefter har recirkuleret glucosen i isoglucosen ved at underkaste den en ny isomerisering og gennemfoert fire paa hinanden foelgende isomeriseringskredsloeb.

Ved afslutningen af processen (en isomerisering + fire isomeriseringer af recirkuleret glucose) er resultatet 100 tons isoglucose med hoejt fructoseindhold, idet en del af glucosen nemlig ved hver reisomerisering er blevet omdannet til fructose. Beregningsmaessigt er der imidlertid registreret i alt 187,5 tons isoglucose. Dette skyldes, at uanset at der er tale om et recirkuleret produkt, indebaerer hver passage af isomeriseringskolonnen, at der produceres isoglucose, som automatisk registreres ved udgangen af selve kolonnen.

12. Det skal ligeledes anfoeres, selv om Roquette ikke har bestridt dette udtrykkeligt, at denne metode til konstatering af isoglucoseproduktionen, som blev indfoert ved forordning nr. 434/84, var noedvendig for at undgaa, at de grundlaeggende formaal med faellesskabslovgivningen for sukkersektoren blev bragt i fare.

I grundforordningen - forordning nr. 1785/81 - anfoeres det, at isoglucose er et produkt, der direkte kan substituere sukker, og at markederne for de to produkter derfor er taet forbundne. Det fremgaar ogsaa af forordningen, at situationen i Faellesskabet med hensyn til soedemidler er praeget af strukturoverskud, og at afgoerelser vedroerende et af disse to produkter derfor noedvendigvis har virkninger for det andet produkt. Derfor boer isoglucose og sukker i princippet vaere undergivet en faelles ordning.

Paa baggrund af disse forudsaetninger er et af maalene med den paagaeldende lovgivning efter min opfattelse at sikre ligevaegt mellem de to markeder ved at undgaa konkurrenceforvridning mellem isoglucose og sukker.

Som tidligere anfoert er netop dette formaal udgangspunktet for den metode til konstatering af isoglucoseproduktionen, som foreskrives i forordning nr. 434/84.

I forordningen tages der hensyn til det forhold, at reisomerisering af glucose sker for at forhoeje indholdet af fructose i den fremstillede isoglucose; denne proces medfoerer saaledes en foroegelse af isoglucosens soedeevne og foelgelig en hoejere substitutionskapacitet i forhold til sukker. Som jeg allerede har fremhaevet, har 100 tons isoglucose med et fructoseindhold paa naesten 100% en soedeevne, der svarer til ca. 200 tons omdannet sukker, hvorimod 100 tons standard-isoglucose med et fructoseindhold paa ca. 50% har en soedeevne, der ca. svarer til 100 tons omdannet sukker.

Det foelger heraf, at beregningsmetoden i forordning nr. 434/84 tager hensyn til det forhold, at hver reisomerisering af glucosen medfoerer en forhoejelse af fructoseindholdet i isoglucosen og foelgelig en foroegelse af substitutionskapaciteten i forhold til sukker.

Denne metode, hvorved samtlige de maengder isoglucose, der er resultatet af de efter hinanden foelgende reisomeriseringer, medregnes, indebaerer saaledes, at "beriget" isoglucose, navnlig med henblik paa anvendelsen af reglerne om kvoter og produktionsafgifter, ikke registreres paa samme maade som standard-isoglucose, hvis indhold af fructose naermest svarer til sukker. Herved er forordning nr. 434/84 i fuld overensstemmelse med dens formaal, som er at sikre saavel en korrekt anvendelse af de foranstaltninger til begraensning af udbuddet, som faellesskabslovgiver har indfoert, som ligevaegt mellem de to forbundne markeder for sukker og isoglucose.

13. Situationen er derimod en anden i kornsektoren, hvor andre regler finder anvendelse ved konstateringen af isoglucoseproduktion. Ved ordningen om tilbagebetaling af produktionsrestitutioner er isoglucosens forskellige indhold af fructose og den deraf foelgende hoejere eller lavere soedeevne helt uden betydning. For at kunne beregne de beloeb, der skal betales tilbage, er det alene noedvendigt at fastslaa, hvilken maengde korn der er anvendt til omdannelse til stivelse og senere til glucose og isoglucose. Denne maengde beregnes ved at gange det slutprodukt (isoglucose), der er fremstillet paa grundlag af korn, med en fastsat koefficient.

Med henblik herpaa er det alene noedvendigt at medregne den maengde isoglucose, der er resultatet af den foerste isomerisering.

Det er nemlig denne oplysning, der viser saavel den anvendte maengde glucose, som den maengde korn, hvoraf glucosen selv er fremstillet.

Saafremt man derimod ogsaa medregner de maengder isoglucose, der er resultatet af den reisomeriserede glucose, foroeger man kunstigt den anvendte maengde korn. Reisomeriseringen medfoerer nemlig alene, at sammensaetningen af isoglucosen aendres, navnlig indholdet af fructose, hvorimod det er klart, at uanset det antal recirkuleringer, som foretages, forbliver maengden af mellemproduktet (glucosen) og udgangspunktet (korn) uaendret.

Det foelger heraf, at der ved anvendelsen af reglerne i forordning nr. 1761/77, som aendret ved forordning nr. 3609/84, alene skal tages udgangspunkt i den isoglucoseproduktion, der fremkommer ved den foerste isomerisering. I praksis betyder dette, at de maengder isoglucose, der fremkommer ved reisomerisering af den recirkulerede glucose, skal fratraekkes den samlede maengde, der er beregnet efter metoden i forordning nr. 434/84.

b) Andet spoergsmaal

Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om - saafremt der foretages flere paa hinanden foelgende isomeriseringer, ikke af ren glucose, men af en isoglucosesirup, der indeholder lidt over 10% fructose - de maengder isoglucose, der fremkommer ved hver isomerisering, skal medregnes ved anvendelsen af forordning nr. 1443/82, som aendret ved forordning nr. 434/84.

Inden besvarelsen dette spoergsmaal skal jeg forudskikke en kort bemaerkning. Da sagsoegeren i hovedsagen fik oplysning om, at de franske myndigheder ved anvendelsen af den ovennaevnte forordning agtede at medregne de maengder isoglucose, der fremstilles ved hver reisomeriseringsproces, aendrede virksomheden sin produktionsmetode. Den begyndte i isomeriseringskolonnen at anvende ikke ren glucose (udskilt ved kromatografi), men en isoglucoseoploesning med meget lavt indhold af fructose (ca. 11%).

Efter Roquette' s opfattelse falder et saadant produkt ikke ind under anvendelsesomraadet for forordning nr. 434/84. Denne drejer sig nemlig alene om isoglucose, der er produceret paa grundlag af glucose eller dets polymerer og ikke paa grundlag af anden isoglucose.

Lad mig straks sige, at denne fortolkning efter min opfattelse maa afvises, idet den hviler paa en formalistisk laesning af reglerne og ikke tager hensyn til formaalet med den beregningsmetode, der er indeholdt i den paagaeldende forordning.

I denne sammenhaeng skal jeg alene anfoere - som Kommissionen med rette har gjort - at forordning nr. 434/84 netop opfylder formaalet at registrere enhver maengde isoglucose, der fremstilles ved en gentagelse af isomeriseringsprocessen med henblik paa at forhoeje indholdet af fructosen i selve isoglucosen. Denne proces gennemfoeres imidlertid saavel i det tilfaelde, hvor det recirkulerede produkt er ren glucose, som hvor det er en isoglucoseoploesning med hoejt indhold af glucose. I de to tilfaelde er den gennemfoerte proces den samme, ligesom det fremstillede produkt er det samme. I begge tilfaelde omdannes nemlig glucose (ren eller delvis kombineret med fructose) ved hjaelp af en isomeriseringsproces.

Desuden kan sammensaetningen af den isoglucoseoploesning, der underkastes reisomerisering, tyde paa, at virksomhedens metode alene er en fiks maade til at unddrage sig en streng anvendelse af reglerne om konstatering af isoglucoseproduktion i sukkersektoren.

Jeg er saaledes af den opfattelse, at den i forordning nr. 1443/82 som aendret ved forordning nr. 434/84 indeholdte beregningsmetode ligeledes skal anvendes i et tilfaelde, hvor en producent for at opnaa isoglucose med hoejt indhold af fructose gennemfoerer flere paa hinanden foelgende isomeriseringer, ikke af ren glucose, men af isoglucose med et fructoseindhold, der er hoejere end 10%. Det foelger heraf, at den isoglucose, der er resultatet af hver isomeriseringsproces, skal medregnes som vaerende omfattet af kvoteordningen i forordning nr. 1785/81.

c) Tredje spoergsmaal

Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i alt vaesentligt, at Domstolen afgoer, om isoglucose, der anvendes som mellemprodukt ved fremstilling af andre produkter, er omfattet af kvoterne i forordning nr. 1785/81.

Det er her tilstraekkeligt at bemaerke, at isoglucose direkte kan substituere sukker, baade som slutprodukt og som mellemprodukt, og at faellesskabslovgivningen netop paa grund af denne hoeje substitutionsgrad har bestemt, at enhver maengde fremstillet sukker eller isoglucose principielt er omfattet af kvoterne, uafhaengigt af formaalet med disse produkter.

Som Kommissionen med foeje har fremfoert, bekraeftes dette modsaetningsvis af artikel 31 i forordning nr. 1785/81, hvorefter Raadet kan beslutte, at sukker eller isoglucose, der er beregnet til fremstilling af visse produkter, ikke skal betragtes som produktion, der er omfattet af kvoteordningen.

Endelig skal jeg anfoere, at Domstolen i dom af 27. juni 1990 (sag C-18/89, Maïzena, Sml. I, s. 2587) har fastslaaet, at en aendring af ligebehandlingen mellem isoglucose og sukker i tilfaelde, hvor de optraeder som mellemprodukter, noedvendigvis medfoerer en konkurrenceforvridning, da de to produkter kan substituere hinanden, ogsaa som mellemprodukter.

Paa grundlag af disse overvejelser er jeg derfor at den opfattelse, at isoglucose, der anvendes som mellemprodukt til fremstilling af andre produkter, er omfattet af kvoteordningen i forordning nr. 1785/81.

D - Sammenfatning

Jeg skal derfor sammenfattende foreslaa Domstolen at besvare den nationale rets spoergsmaal saaledes:

"1) Ved beregningen af de produktionsrestitutioner, der skal opkraeves hos isoglucoseproducenterne i henhold til bestemmelserne i Kommissionens forordning nr. 1761/77, som aendret ved forordning nr. 3609/84, skal isoglucoseproduktionen konstateres ved fra den samlede maengde, der beregnes efter den fremgangsmaade, som er fastsat i Kommissionens forordning nr. 1443/82, som aendret ved forordning nr. 434/84, at fradrage de maengder isoglucose, der fremkommer ved reisomerisering af den recirkulerede glucose.

2) De maengder isoglucose, der fremkommer ved reisomerisering af en glucosesirup med et indhold paa mindst 10% fructose, skal beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i Kommissionens forordning nr. 1443/82, som aendret ved forordning nr. 434/84, og maa derfor vaere omfattet af den kvoteordning, som er indfoert ved Raadets forordning nr. 1785/81.

3) Isoglucose, der anvendes som mellemprodukt ved fremstillingen af andre produkter, er omfattet af den kvoteordning, som er fastsat i Raadets forordning nr. 1785/81."

(*) Originalsprog: italiensk.

(1) - Raadets forordning af 29.10.1975 (EFT L 281, s. 1).

(2) - Raadets forordning af 20.7.1977 (EFT L 186, s. 15).

(3) - Kommissionens forordning af 29.7.1977 (EFT L 191, s. 90).

(4) - Kommissionens forordning af 20.12.1984 (EFT L 333, s. 38).

(5) - Raadets forordning af 30.6.1981 (EFT L 177, s. 4).

(6) - Da Roquette er eneste franske producent af isoglucose, svarer virksomhedens kvote til Frankrigs kvote.

(7) - En anden absorptionsafgift og en saerlig absorptionsafgift , bestemt til at daekke visse finansielle krav, er blevet indfoert ved henholdsvis Raadets forordning (EOEF) nr. 934/86 af 24.3.1986 (EFT L 87, s. 1) og Raadets forordning (EOEF) nr. 1914/87 af 2.7.1987 (EFT L 183, s. 5).

(8) - Kommissionens forordning af 8.6.1982 (EFT L 158, s. 17).

(9) - Kommissionens forordning af 9.2.1984 (EFT L 51, s. 13).