61990C0016

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Domstolen er blevet anmodet om at tage stilling til gyldigheden af en raadsforordning om indfoerelse af en antidumpingtold paa importen af visse typer boerster og pensler med oprindelse i Kina.

1. Sagens baggrund

2. Den procedure, som foerte til, at den anfaegtede forordning blev udstedt, har oprindelse i en undersoegelse, som Kommissionen indledte i 1986 paa baggrund af en klage indgivet af Den Europaeiske Sammenslutning af Boerste- og Penselfabrikanter (FEIBP). Det hed i klagen, at visse pensler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik importeredes til dumpingpriser (1). Kommissionen kom i sin undersoegelse frem til, at der faktisk var tale om dumping i forbindelse med de omhandlede indfoersler, og at indfoerslerne til dumpingpriser havde skadet Faellesskabets industri i tre medlemsstater (Tyskland, England og Irland, hvor omkring 90% af den kinesiske eksport var koncentreret). Efter at Kommissionen havde afsluttet den "foreloebige undersoegelse", gav den kinesiske eksportvirksomhed "China National Native Produce & Animal By-Products Import & Export Corporation" (herefter benaevnt "China National") tilsagn om at begraense sin eksport af boerster og pensler til Faellesskabet. Raadet godtog dette tilsagn ved afgoerelse 87/104/EOEF (2). I afgoerelsen lagde Raadet vaegt paa, at "naevnte tilsagn vil have til foelge, at eksport ophoerer i et saadant omfang, at den skade, der forvoldes den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet, ophoerer", og at undersoegelsen derfor kan afsluttes, uden at der indfoeres antidumpingtold (3).

3. I oktober 1988 offentliggjordes der i De Europaeiske Faellesskabers Tidende en meddelelse, hvori Kommissionen meddelte, at FEIBP havde indgivet en ny klage, hvori det haevdedes, at det tilsagn, der var givet af den naevnte kinesiske virksomhed, ikke var blevet overholdt (4). Paa grundlag af de officielle statistikker for 1987 konkluderede Kommissionen, at det niveau for eksport, der var fastsat i tilsagnet, faktisk var oversteget, og foreslog Raadet at tilbagekalde sin afgoerelse om godtagelse af dette tilsagn (5). Kommissionen besluttede samtidig at genoptage antidumpingproceduren og straks at anvende midlertidige foranstaltninger i medfoer af artikel 10, stk. 6, i grundforordningen (6). I overensstemmelse med denne bestemmelse offentliggjorde Kommissionen samme dag i De Europaeiske Faellesskabers Tidende Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3052/88 (herefter benaevnt "den midlertidige forordning"), som indfoerte en vaerditold paa 69% af netto-stykprisen paa de omhandlede varer (7). Raadet traf den 14. november 1988 en afgoerelse, som fulgte Kommissionens forslag om at ophaeve afgoerelse 87/104/EOEF og dermed godkendelsen af den kinesiske eksportoers eksporttilsagn (8). Endelig opretholdt Raadet den 20. marts 1989 den midlertidige antidumpingtold, Kommissionen havde indfoert, ved at indfoere en endelig antidumpingtold af samme stoerrelse som i forordning (EOEF) nr. 725/89 (herefter benaevnt "den endelige forordning") (9).

4. Virksomheden Noelle (herefter benaevnt "Noelle") har anfaegtet den endelige forordnings gyldighed. Noelle, som er en tysk importoer af boerster og pensler, lod mellem den 21. november 1988 og den 14. februar 1989 tre partier rense- og malerpensler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik ekspedere til fri omsaetning i Faellesskabet. Hauptzollamt Bremen-Freihafen (Zollstelle Neustaedter Hafen) foretog toldbehandlingen af varerne og opkraevede midlertidig antidumpingtold i henhold til den midlertidige forordning. Efter at den endelige forordning var udstedt, foretog Hauptzollamt den endelige opkraevning af beloebene. Efter at Hauptzollamt havde afvist Noelle' s klage over dette, anlagde Noelle sag ved den forelaeggende ret med paastand om tilbagebetaling af de betalte beloeb. Sagen stoettedes paa det argument, at den endelige forordning i flere henseender stred mod ranghoejere faellesskabsret og navnlig mod Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 (herefter benaevnt "grundforordningen") (10).

Den forelaeggende ret har anfoert, at Noelle' s argumenter rejser tvivl om den endelige forordnings gyldighed, navnlig med hensyn til det land, som er valgt til referenceland for at fastsaette normalvaerdien. Da den imidlertid med rette (11) ikke anser sig for kompetent til selv at fastslaa, at forordningen er ugyldig, har den anmodet Domstolen om at afgoere dette spoergsmaal.

5. Som det ogsaa fremgaar af forelaeggelseskendelsen, anfaegter Noelle foerst og fremmest den endelige forordnings gyldighed af tre grunde, som jeg i det foelgende vil undersoege: Det var ikke noedvendigt at paalaegge antidumpingtold for at sikre Faellesskabets interesser (afsnit 8-12); normalvaerdien er forkert beregnet (afsnit 13-32), og indfoerslerne af de omhandlede varer i Faellesskabet forvolder ikke en erhvervsgren i Faellesskabet vaesentlig skade (afsnit 33-48).

6. Inden jeg begynder min undersoegelse af sagens realitet, skal jeg dog goere to bemaerkninger. For det foerste: Da det rejste praejudicielle spoergsmaal vedroerer gyldigheden af en retsakt fra Faellesskabet, skal Domstolen ved bedoemmelsen tage hensyn til de relevante omstaendigheder, som ligger til grund for retsakten, og, om noedvendigt, ogsaa de argumenter og beviser, Faellesskabets institutioner er fremkommet med under sagens administrative fase. I den forbindelse har Noelle i sine skriftlige indlaeg til Domstolen henvist til de "skriftlige bemaerkninger" (herunder de vedlagte beviser), som han forelagde Kommissionen under den administrative sagsbehandling. Kommissionen og Raadet har disse skriftlige bemaerkninger i deres besiddelse, og de befinder sig ogsaa i den af forelaeggende ret fremsendte sagsmappe. Dette indebaerer, at de er tilgaengelige for hovedsagens oevrige parter. Under retsmoedet er Kommissionens repraesentant i oevrigt ikke kommet med indvendinger mod anvendelsen af disse oplysninger. Jeg vil anvende disse i det omfang, det maatte vise sig noedvendigt i min gennemgang.

7. Min anden bemaerkning vedroerer Noelle' s indvendinger mod den endelige forordnings begrundelse. Noelle har anfoert, at Raadet i forordningen ikke er kommet ind paa en raekke af de argumenter og beviser, Noelle er fremkommet med under den administrative del af sagens behandling, hvilket har gjort det umuligt for Noelle at afgoere hvilken tankegang, som i sidste ende blev lagt til grund for den anfaegtede forordning.

I den sammenhaeng vil jeg erindre om, at Domstolen i sin praksis paa konkurrenceomraadet gentagne gange har fastslaaet:

"Selv om Kommissionen i henhold til Traktatens artikel 190 har pligt til at anfoere de faktiske momenter, som ligger til grund for en beslutning, og de retlige betragtninger, som har foranlediget den til at traeffe den, kraever bestemmelsen ikke, at Kommissionen behandler alle de faktiske og retlige spoergsmaal, som er blevet behandlet under den administrative procedure." (12)

Disse betragtninger mener jeg ogsaa maa gaelde med hensyn til begrundelsen af de retsakter, institutionerne traeffer i forbindelse med en antidumpingprocedure. De indebaerer, at begrundelsespligtens omfang ikke i foerste raekke foelger af de argumenter, som de parter, der beroertes af den anfaegtede retsakts udstedelse, har fremfoert under sagens administrative fase. Det skal snarere undersoeges, om den i afgoerelsen anfoerte begrundelse og de faktiske og retlige omstaendigheder, som den trufne afgoerelses retlige berettigelse afhaenger af, er korrekt bedoemt. Jeg vil foretage min undersoegelse af den endelige forordning paa grundlag af dette princip.

2. Faellesskabets interesse

8. Selv om jeg ved, at denne fremgangsmaade er usaedvanlig, foretraekker jeg at diskutere Noelle' s argumenter med hensyn til Faellesskabets interesse foer de argumenter, som vedroerer spoergsmaalet om dumping og om skade, fordi jeg derved faar lejlighed til at kaste et blik paa de faktiske omstaendigheder i sagen. Noelle' s hovedargument for at rejse tvivl om Faellesskabets interesse i den trufne afgoerelse er nemlig, at faellesskabsproducenterne foranledigede antidumpingproceduren for at opretholde en ulovlig kartelaftale.

9. Ifoelge Noelle kom der gang i eksporten af kinesiske boerster og pensler til Faellesskabet i slutningen af 70' erne for at efterkomme den voksende efterspoergsel fra goer-det-selv-folket (de boerster og pensler, som fremstilles i Kina, er nemlig billige engangsboerster og -pensler, som er langt billigere end de boerster og pensler, som fremstilles i Europa til professionelt brug). Til at begynde med var det Faellesskabets boerste- og penselproducenter (eller hermed forbundne importoerer), som helt havde haand om importen til Faellesskabet. I den foerste halvdel af 80' erne havde en raekke uafhaengige importoerer (herunder Noelle) held til selv at koebe i Kina og opbygge et uafhaengigt importoernet. Ifoelge Noelle foranledigede faellesskabsproducenterne antidumpingproceduren for at fortraenge de uafhaengige importoerer fra markedet: Faellesskabets producenter havde navnlig lagt pres paa virksomheden China National og faaet denne til at indfoere en importbegraensning, hvorved der kun ville blive leveret til faellesskabsproducenter. Noelle har fremlagt to dokumenter som bevis for denne paastand.

For det foerste er der tale om skrivelsen af 30. oktober 1986 (dvs. tre maaneder foer, Raadet ved afgoerelse 87/104 godtog tilsagnet om eksportbegraensning) til en af de to uafhaengige importoerer. Skrivelsen er fra en af de tyske producenter, som stod bag FEIBP' s klage, og som ogsaa havde deltaget i Kommissionens undersoegelse (13). Det hedder bl.a. i skrivelsen [egen oversaettelse]:

"Som De ved, har Det Europaeiske Faellesskab indledt en antidumpingprocedure vedroerende importen af kinesiske pensler med det resultat, at der er indgaaet en aftale, hvorefter kineserne har givet tilsagn om at begraense deres eksport. Ifoelge aftalen vil der fremover efter en selektiv distributionsordning via forhandlerne af svineboerster kun blive leveret til producenter, som traditionelt fremstiller pensler."

For det andet har Noelle fremlagt en telex fra virksomheden China National af 9. august 1988, som ogsaa var til den uafhaengige importoer, og hvori det hed:

"For your information. According to the agreement between our head office + European Manufacturers Federation that Chinese brushes not allowed to export + re-export to other customers but our agent in EEC. Like to cooperate with our company consult to settle the matter."

10. I begge dokumenter, som Kommissionen fik forelagt under sagens administrative fase (14), ser Noelle et bevis for, at de europaeiske producenter paatvang de kinesiske eksportoerer en ordning, hvorefter de uafhaengige importoerer i Faellesskabet (herunder Noelle) kun kunne faa leveret via faellesskabsproducenterne. Noelle har understreget, at det ikke kan vaere i Faellesskabets interesse at understoette eller opretholde en aftale, som strider mod konkurrencereglerne, ved foerst at paatvinge en eksportbegraensning og dernaest indfoere antidumpingtold. Derimod er faellesskabsinstitutionerne forpligtet til, foer de traeffer saadanne foranstaltninger, at tage hensyn til helheden af den foreliggende oekonomiske sammenhaeng og ikke anvende grundforordningen paa en maade, som begraenser eller fordrejer konkurrencen inden for faellesmarkedet (15).

11. Noelle' s paastand rejser spoergsmaalet om forholdet mellem antidumpingpolitikken og konkurrencepolitikken; et emne som de senere aar har faaet stigende opmaerksomhed (16). Det ligger ikke altid lige for at foere de to former for politik ud i livet paa en harmonisk maade. Traktatens konkurrencepolitik skal i foerste raekke sikre konkurrencen inden for faellesmarkedet, hvilket i sidste ende er i forbrugernes interesse, mens ordningen med foranstaltninger mod antidumping skal beskytte den europaeiske industri (med andre ord de konkurrerende virksomheder) mod konkurrence (som anses for illoyal) fra importerede varer, som saelges under deres normale vaerdi. Med det formaal at beskytte den europaeiske industri kan indfoerslen af antidumpingtold derfor foere til prisforhoejelser og til en begraensning i den samlede konkurrence inden for faellesmarkedet. Det tilkommer Kommissionen og Raadet at afveje disse modstridende interesser, som, ved bedoemmelsen af, om det er i Faellesskabets interesse at indfoere en antidumpingtold, boer gaa ud fra to retningslinjer: Paa den ene side kan formaalet med antidumpingprocedurer ikke vaere at gennemtvinge eller tilskynde former for praksis, som strider mod konkurrencereglerne (17), og paa den anden side boer det i videst muligt omfang undgaas, at disse foranstaltninger og antidumpingprocedurerne har en saadan virkning.

Det spaendte forhold kommer til udtryk i den dobbelte interessekonflikt, Faellesskabets institutioner stilles over for i denne sag. For det foerste skal de afveje faellesskabsproducenternes interesse i, at der traeffes foranstaltninger mod import til dumpingpriser, over for forbrugernes interesse i at kunne koebe billige pensler (18). For det andet stilles Faellesskabets institutioner over for muligheden for, at faellesskabsproducenterne anvender antidumpingproceduren, saadan som Noelle haevder det, til at fortraenge de uafhaengige importoerer fra markedet.

12. Noelle' s argumentation overbeviser mig ikke. Med hensyn til afvejningen af faellesskabsproducenternes interesse mod forbrugernes, mener jeg ikke, at den vurdering af Faellesskabets interesse, institutionerne har foretaget i den foreliggende sag, kan anses for ubegrundet (19). Hvad angaar anvendelsen af antidumpingproceduren til skade for de uafhaengige importoerer, fremgaar det korrekt af forordningen (20), at indfoerelsen af antidumpingtold i sig selv har samme virkning paa al import af boerster og pensler fra Kina, og at den derfor ikke er til skade for de uafhaengige importoerer. At der skulle have bestaaet en kartelaftale mellem faellesskabsproducenterne, som blev bestyrket ved den indfoerte antidumpingtold, bliver efter min mening ikke tilstraekkelig sandsynliggjort af de to dokumenter - som kan fortolkes paa flere maaneder - som Noelle har fremlagt. Da Noelle, som det blev bekraeftet af dennes repraesentant under retsmoedet, for saa vidt angaar fortraengningen af uafhaengige importoerer (herunder ham selv) fra markedet, aldrig har indgivet en formel klage til Kommissionen for at faa undersoegt de paastaaede overtraedelser af konkurrencereglerne, kan det ikke bebrejdes Kommissionen, at den ikke har taget disse dokumenter til foelge.

3. Beregningen af normalvaerdien

3.1. Anvendelsen af et referenceland

13. Ved beregningen af normalvaerdien af de fra Folkerepublikken Kina indfoerte boerster og pensler anvendte Kommissionen og Raadet grundforordningens artikel 2, stk. 5. Det hedder i bestemmelsen, at i tilfaelde af indfoersel fra lande uden markedsoekonomi fastsaettes den normale vaerdi paa grundlag af et "referenceland" med markedsoekonomi. Den endelige forordning anfoerer i denne forbindelse:

"For at fastslaa om der var tale om dumpingimport fra Den Kinesiske Folkerepublik, maatte Kommissionen tage hensyn til, at landet ikke har markedsoekonomi, og den maatte derfor basere sine beregninger paa den normale vaerdi for et land med markedsoekonomi." (21)

Noelle fremfoerte under Kommissionens administrative behandling af sagen, at det var med urette, at Kommissionen og Raadet havde lagt til grund, at Kina skulle anses som et land uden markedsoekonomi paa saavel tidspunktet for undersoegelsen som for den foreloebige og endelige forordning. I den forbindelse henviste Noelle til, at Kina siden midten af 80' erne gradvist var gaaet bort fra den planoekonomiske model, at kinesiske virksomheder fremover skulle producere og saelge med fortjeneste, og at der var en stor konkurrence mellem de kinesiske producenter og eksportoerer.

Noelle' s argumentation kan ikke tages til foelge paa dette punkt. Det er med rette understreget i teorien, at det afgoerende kriterium er den omstaendighed, at der er tale om en centralt styret oekonomi, og at sidstnaevnte ikke bliver til en markedsoekonomi, fordi der deri genfindes en raekke elementer fra en fri markedsoekonomi (22). Grundforordningens artikel 2, stk. 5, naevner i oevrigt udtrykkeligt Kina som et land uden markedsoekonomi (23), hvorfor Kommissionen og Raadet maatte beregne normalvaerdien ved hjaelp af et referenceland.

3.2. Valget af Sri Lanka som referenceland

14. Endvidere har Noelle under sagens behandling baade for Kommissionen og for Domstolen vedvarende gjort gaeldende, at Kommissionen og Raadet med urette valgte Sri Lanka som referenceland. Foer jeg undersoeger disse argumenter, vil jeg paa dette punkt goere to generelle betragtninger.

3.2.1. Generelle betragtninger

15. Beregningen af normalvaerdien paa grundlag af et referenceland har til formaal at undgaa, at der tages hensyn til priser og omkostninger i lande uden markedsoekonomi, hvor priser og omkostninger saedvanligvis ikke fremstaar som et resultat af markedskraefternes spil (24). Der er her tale om en beregningsmetode, som anvendes i mangel af bedre: Det siger sig selv, at der ikke findes et land, som kan give et perfekt sammenligningsgrundlag, hvorfor det altid er en mere eller mindre perfekt tilnaermet normalvaerdi, som beregnes paa denne maade. Derfor bestemmer grundforordningens artikel 2, stk. 5, at normalvaerdien under disse omstaendigheder fastsaettes "paa en hensigtsmaessig og ikke urimelig maade". Derfor maa det ogsaa anerkendes, at valget af et referenceland indebaerer en bedoemmelse af komplicerede oekonomiske omstaendigheder, og at Kommissionen og Raadet har et ikke ringe skoen paa omraadet. Domstolens opgave bestaar i at bedoemme, om de faktiske omstaendigheder, som det omtvistede valg er truffet paa grundlag af, er fastlagt med den fornoedne omhu og korrekt bedoemt, og om faellesskabsinstitutionerne med rimelighed kunne traeffe deres afgoerelse paa grundlag heraf. Retningslinjen ved denne bedoemmelse er institutionernes pligt til, under hensyn til de forskellige alternativer, at forsoege at finde et land, hvor prisdannelsen for den samme vare sker under omstaendigheder, der er saa sammenlignelige som muligt med forholdene i eksportlandet, hvis der er tale om et land med markedsoekonomi (25). I den foreliggende sag har to lande vaeret paa tale: Sri Lanka (som Kommissionen og Raadet valgte efter forslag fra den del af Faellesskabets industri, som havde klaget) og Taiwan (som Noelle foreslog, men som Kommissionen og Raadet afviste).

16. Den anden generelle betragtning vedroerer de kriterier, som bestemmer valget af et referenceland. Under henvisning til institutionernes gaeldende praksis, har Noelle anfoert, at det ved eftersoegningen af et passende referenceland bl.a. skal tages i betragtning: 1) om et muligt referencelands hjemmemarked har den fornoedne stoerrelse, 2) om prisdannelsen paa hjemmemarkedet sker paa grundlag af markedsoekonomiske betingelser, som forudsaetter, at der er tilstraekkelig konkurrence i referencelandet, og 3) om den paagaeldende erhvervsgren i referencelandet er tilstraekkelig sammenlignelig med erhvervsgrenen i det egentlige eksportland, f.eks. hvad angaar adgangen til de kraevede raavarer. Under retsmoedet har Kommissionens repraesentant bekraeftet, at Kommissionen i almindelighed anvender disse kriterier som retningslinjer, men at det enkelte kriterium maa tilpasses de saerlige omstaendigheder ved en given undersoegelse.

3.2.2. Undersoegelse af Noelle' s indvendinger mod valget af Sri Lanka som referenceland

17. Jeg vil nu begynde diskussionen af Noelle' s argumenter, som vedroerer de tre kriterier, som er naevnt i det foregaaende afsnit, og som Noelle har fremsat.

For det foerste goer Noelle indvendinger mod valget af Sri Lanka, idet han i dette land anser maengden af "samme" vare, som omfattes af antidumpingtolden, for at vaere for lille. Som udgangspunkt har Noelle anfoert, og det bestrider hverken Kommissionen eller Raadet, at antidumpingtolden er paalagt flade pensler, runde pensler, radiatorpensler og hvidtekoste med oprindelse i Kina, mens produktionen paa Sri Lanka hovedsagelig bestaar af fine/meget fine pensler, til kunstnerisk brug (akvareller) og skolebrug. De flade pensler (som f.eks. i Tyskland hoejst udgoer 30% af penselsalget) er de eneste af de typer boerster og pensler, som er paalagt antidumpingtold, som fremstilles paa Sri Lanka, og det er endda i meget smaa maengder. I betragtning af, fortsaetter Noelle, at kun den sidste type boerster og pensler kan komme i betragtning ved beregningen af normalvaerdien, foelger det heraf, at det srilankanske marked er for lille til, at man kan anse priserne paa dette marked for repraesentative ved beregningen af normalvaerdien for de produkter, som er omfattet af antidumpingundersoegelsen, fordi maengden paa markedet paa Sri Lanka forholdsmaessigt udgoer mindre end 5% af den kinesiske eksport til Faellesskabet.

18. Noelle finder stoette for dette argument i praemis 31 i dommen Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet (26). I sagen drejede det sig om beregningen af normalvaerdien for elektromotorer (med oprindelse i en raekke lande uden markedsoekonomi) paa grundlag af salgsprisen paa hjemmemarkedet i Jugoslavien (som var valgt som referenceland). Sagsoegeren i sagen anfaegtede anvendelsen af priserne paa det jugoslaviske marked med det argument, at det jugoslaviske marked ikke var tilstraekkelig stort (27). Domstolen afviste argumentet i praemis 31 saaledes:

"... Det indenlandske markeds omfang er principielt ikke et forhold, der skal tages i betragtning ved valg af referenceland i henhold til naevnte forordnings artikel 2, stk. 5, naar der i undersoegelsesperioden har fundet en omsaetning sted, der er tilstraekkelig til, at markedet maa anses for repraesentativt med hensyn til den omhandlede eksport. I denne forbindelse henvises til Domstolens dom af 5. oktober 1988, (sag 250/85, Brother mod Raadet, Sml. s. 5683, praemis 12 og 13), hvor Domstolen afviste sagsoegerens anfaegtelse af, at faellesskabsinstitutionerne ved beregningen af normalvaerdien, jf. artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2176/84 (28) anvendte en taerskel paa 5% af den omhandlede eksport for at anse det indenlandske marked for repraesentativt. Det fremgaar hverken af sagens akter eller af det under den mundtlige forhandling fremfoerte, at det jugoslaviske marked ikke er repraesentativt i den anfoerte betydning."

Noelle har anfoert, at over for en samlet aarlig eksport af kinesiske pensler til Faellesskabet paa mellem 45 og 60 mio. stk. (29), og et aarligt salg paa omkring 750 000 stk. (30) paa det srilankanske marked, dvs. mellem 1,6 og 1,25%, kan markedet og dets priser ikke anses for repraesentative.

19. Som anden indvending om, at Sri Lanka ikke er egnet som referenceland og i forbindelse med den foerste indvending, at det srilankanske marked ikke er repraesentativt i forhold til det kinesiske marked, naevner Noelle den omstaendighed, at der paa Sri Lanka kun er to producenter, som fremstiller den af undersoegelsen omfattede type pensler (31). Desuden fremgaar det, at den ene af virksomhederne (virksomheden Harris Ceylon) er et datterselskab af en af de faellesskabsvirksomheder, som har klaget til Kommissionen. Ifoelge Noelle kan der derfor, saerlig i betragtning af det meget lille marked, ikke vaere en tilstraekkelig konkurrence til at sikre, at handelen og/eller fremstillingen af de omhandlede boerster og pensler sker paa markedsoekonomiske betingelser.

Ikke uden grund indvender Kommissionen og Raadet, at markedsoekonomi ikke noedvendigvis er udelukket ved, at der kun er to virksomheder. Det indebaerer dog ikke, at, saa snart der i ét land er lokaliseret to producenter, som fremstiller samme vare, er valget af dette land som referenceland automatisk "hensigtsmaessigt og ikke-urimeligt". Denne bedoemmelse kraever, at der tages hensyn til alle de konkrete omstaendigheder. Noelle har i den foreliggende sag fremlagt forskellige prissammenligninger, hvoraf det fremgaar, at de priser, som anvendes paa produkterne fra Sri Lanka, er vaesentligt hoejere end de priser, de to repraesentative faellesskabsproducenter, henholdsvis fra Italien og Tyskland, anvender. Dette foerer til det paradoksale resultat, at uanset den store forskel i loenniveauet, bliver vaerdien af en pensel, som er fremstillet paa Sri Lanka, hoejere end vaerdien paa en pensel fremstillet i Italien eller Tyskland (32).

20. Hvad skal man nu mene om Noelle' s foerste to argumenter? Det fremgaar af det (i afsnit 18) citerede uddrag af Neotype-dommen, at kravet om, at referencelandets hjemmemarked har en mindstestoerrelse, skal sikre markedets repraesentativitet i forhold til den omhandlede eksport, dvs. eksporten til Faellesskabet fra et land uden markedsoekonomi (33). Betingelsen finder med andre ord sin forklaring i, at det er noedvendigt at beregne normalvaerdien af eksporten fra et land uden markedsoekonomi ved hjaelp af et referenceland, hvor den samme vare saelges eller fremstilles under saa sammenlignelige omstaendigheder som muligt. Sammenligneligheden kan imidlertid blive bragt i fare, saafremt stoerrelsen af referencelandets hjemmemarked er for forskellig fra stoerrelsen af eksporten fra det marked, som er genstand for dumpingundersoegelsen. I det ovennaevnte uddrag fra Neotype-dommen fastsatte Domstolen efter en analogi til Brother-dommen (sag 56/85) taersklen for denne sammenlignelighed til 5%. I Brother-sagen var der tale om beregningen af normalvaerdien af import fra et land med markedsoekonomi (Japan), og margenen paa 5% vedroerte sammenligningen mellem det (japanske) hjemmemarked og eksporten (fra Japan) til Faellesskabet. I Neotype-dommen anvendte Domstolen ogsaa denne taerskel paa det forhold, som ogsaa foreligger i denne sag, hvor normalvaerdien var beregnet ved hjaelp af et referenceland. Domstolen har saaledes opstillet en regel om, at naar stoerrelsen af et referencelands hjemmemarked andrager mindst 5% af den undersoegte eksport til Faellesskabet fra det land, som er genstand for dumpingundersoegelsen, kan hjemmemarkedet anses for repraesentativt.

21. Den omstaendighed, at stoerrelsen af Sri Lankas hjemmemarked kun andrager mellem 1,25 og 1,6% af den kinesiske eksport til Faellesskabet, og dermed ligger under 5%-taersklen, indebaerer dog ikke, at det srilankanske marked ikke kan vaere repraesentativt i noget tilfaelde. Det fremgaar af det ovenfor citerede uddrag af Neotype-dommen, at det i Brother-sagen anvendte kriterium kun er én maade, hvorpaa et referencelands hjemmemarkedsrepraesentativitet kan fastslaas. Udtalelsen i Neotype-dommen er med andre ord ikke til hinder for - hvilket sikkert gaelder, naar det af dumpingundersoegelsen omfattede marked er saa stort som det kinesiske - at det kan udledes af andre omstaendigheder, at et referencelands hjemmemarked er repraesentativt, med det resultat, at markedet alligevel kan anvendes som et paalideligt grundlag for beregningen af normalvaerdien for den eksport, som er omfattet af dumpingundersoegelsen.

Imidlertid maa Faellesskabets institutioner da godtgoere, at der faktisk foreligger saadanne andre omstaendigheder. Det er imidlertid et spoergsmaal, om dette er sket. I den endelige forordning bliver det dog generelt anfoert, at produktionen af pensler af den flade type saavel i Kina som paa Sri Lanka isaer er baseret paa, at varerne fremstilles i haanden, og det har ingen betydning, at den samlede produktionsmaengde er stoerre i Kina end paa Sri Lanka (34), men hverken Kommissionen eller Raadet har, heller ikke paa spoergsmaal herom under retsmoedet, fremlagt et talmateriale, hvoraf det fremgaar, at de procentdele af vaerdien af de i henholdsvis Kina og paa Sri Lanka fremstillede pensler, som kan tilskrives omkostninger til arbejdskraft, finansiering og raavarer, kan sammenlignes med hinanden. Under retsmoedet har Kommissionens repraesentant, efter at der var insisteret herpaa, alene fremkommet med meget generelle og vage oplysninger med hensyn til loenniveauet i Kina og paa Sri Lanka (sammenlignet med niveauet i Det Forenede Kongerige og Taiwan), men har paa ingen maade sat dem i relation til de andre elementer i produktionsomkostningerne ved de omhandlede pensler. Institutionerne har derfor ikke forelagt Domstolen omstaendigheder, som kan begrunde deres opfattelse.

Desuden forstaerkes tvivlen med hensyn til, om det srilankanske marked er repraesentativt sammenlignet med det kinesiske marked, af den (i afsnit 19) naevnte omstaendighed, at der kun er to virksomheder paa det srilankanske marked som fremstiller flade pensler, som i oevrigt kun i meget ringe omfang kan levere til de udenlandske aftagere (35), samt af de allerede naevnte beregninger foretaget af Noelle (afsnit 19 in fine), som Faellesskabets institutioner ikke har bestridt, og hvoraf det fremgaar, at de priser, som penselproducenterne fra Sri Lanka anvender, er vaesentligt hoejere end de priser, som anvendes af to repraesentative faellesskabsproducenter (36).

22. Ogsaa Noelle' s tredje indvending, som jeg nu vil beskaeftige mig med, kan bestyrke min tvivl om, hvorvidt Sri Lanka er et egnet referenceland. Indvendingen vedroerer forskellen med hensyn til adgangen til raavarer paa Sri Lanka og i Kina. Noelle har anfoert, at Kina har en betragtelig komparativ fordel, da det selv raader over de vigtigste raavarer til penselfremstillingen. Naermere bestemt anfoerer Noelle (uden at Kommissionen eller Raadet bestrider dette punkt), at Kina faktisk har et monopol med hensyn til fremstilling af svineboerster, mens industrien paa Sri Lanka maa indfoere saavel svineboerster som traeskafter og penselringe (til at fastgoere/fastholde boerstehaarene). Indfoerslen af svineboerster til Sri Lanka sker i oevrigt ikke direkte fra Kina, men af politiske grunde via Hamburg eller London, hvilket foraarsager en betragtelig meromkostning til transport.

23. Kommissionen og Raadet har ikke anerkendt dette argument, som det fremgaar af den endelige forordnings 17. betragtning:

"For selv om der paa tilfredsstillende maade kunne saettes tal paa en saadan fordel, og den ikke blev opvejet af konkurrencemaessige ulemper, er det ikke ganske klart, hvordan den ville afspejle sig i den normale vaerdi, hvis de samme vilkaar fandtes i tredjelandet med markedsoekonomi, da priserne ikke kun er et resultat af omkostningerne, men ogsaa af efterspoergslen. Endvidere, ogsaa selv om det var muligt noejagtigt at fastslaa, at disse fordele og ulemper fandtes, og at de var ubetydelige, ville enhver justering af de omkostninger i et land med markedsoekonomi, der var fastlagt paa dette grundlag, indebaere, at man laegger omkostningerne i et land uden markedsoekonomi til grund, hvilket artikel 2, stk. 5, i (grundforordningen) netop tager sigte paa, at man skal undgaa at goere" (37).

Faellesskabsinstitutionernes hovedargument er derfor, at der ved valget af referenceland ikke kan tages hensyn til forskellig sammensaetning af produktionsomkostningerne, idet en vares vaerdi ogsaa bestemmes af efterspoergslen. Dette anbringende er dog ikke helt overbevisende: Selv om det antages, at efterspoergselssiden bl.a. er relevant ved fastsaettelsen af en vares vaerdi, indebaerer det ikke, at udbudssiden (herunder produktionsomkostningerne) er irrelevant.

24. I det foregaaende citat anvendes ogsaa et supplerende argument. Der kan nemlig ikke tages hensyn til saadanne forskelle i omkostningernes sammensaetning, fordi det ville kraeve, at omkostningerne for producenterne i referencelandet skulle tilpasses paa grundlag af omkostningernes sammensaetning (som ikke kan efterproeves) for producenterne i et land uden markedsoekonomi.

Heller ikke dette argument virker overbevisende paa mig. De af Noelle anfoerte forskelle bestaar af de ekstraomkostninger, som til forskel fra virksomhederne i Kina paafoeres virksomhederne paa Sri Lanka, fordi Sri Lanka ikke raader over raavarer til penselfremstilling, og fordi svineboersterne skal indfoeres via Europa. Disse forskelle, anfoerer Noelle, medfoerer (sammen med de allerede naevnte forskelle), at Sri Lanka i sammenligning med Kina ikke er et repraesentativt referenceland. Paa dette stadium i argumentationen drejer det sig derfor ikke om at fastslaa omkostningernes sammensaetning med henblik paa at foretage tilpasninger i forbindelse med fastsaettelsen af eksportprisen (i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8) eller at tage hensyn til omkostningsforskelle og andre forskelle mellem det forud valgte referenceland og landet uden markedsoekonomi i forbindelse med sammenligningen mellem normalvaerdien og eksportprisen (i overensstemmelse med artikel 2, stk. 9, i grundforordningen). Det drejer sig derimod om selve valget af et referenceland, som er saa egnet som muligt (i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 5). Valget boer ske under hensyn til helheden af den oekonomiske sammenhaeng, hvorved der ogsaa skal tages hensyn til forskelle mellem landene, som objektivt kan fastslaas, f.eks. forskelle i transportomkostningerne som foelge af en forskellig adgang til raavarer, og som intet har at goere med, hvorvidt et land har markedsoekonomi. I oevrigt tages der efter Faellesskabets institutioners praksis faktisk hensyn til denne faktor ved valget af referenceland (38).

25. Behovet for at tage hensyn til forskelle i produktionsomkostninger og navnlig yderligere transportomkostninger som foelge af ulige adgang til raavarer allerede ved valget af et referenceland synes i oevrigt at fremgaa af grundforordningens opbygning. Ifoelge grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, kan man nemlig ikke laengere, naar der én gang er valgt et referenceland, tage hensyn til omkostningsforskelle, som foelger af ulige adgang til raavarer og forskelle i transportomkostninger, ved beregningen af eksportprisen og ved sammenligningen af denne pris med normalvaerdien (39). Efter min opfattelse foelger det heraf, at der allerede er taget hensyn til disse vigtige forskelle ved valget af referenceland.

26. Hvor relevant denne forskel i transportomkostningerne er, kan hverken udledes af den endelige forordning eller af de skriftlige eller mundtlige indlaeg, institutionerne har afgivet for Domstolen. Det kan heller ikke udledes heraf, om det virkelig er saadan, at transportomkostningerne ved import af svineboerster, som Kina naesten har monopol paa at fremstille, ligger langt hoejere paa Sri Lanka end i andre lande (f.eks. Taiwan, som naevnt nedenfor), hvor importen muligvis ikke, eller ikke paa samme maade, skal ske via Europa. Denne mangel i bevisfoerelsen maa laegges institutionerne til last.

27. Det fremgaar af denne analyse af Noelle' s argumenter, at der paa to punkter er tvivl om, hvorvidt Sri Lanka var egnet som referenceland, nemlig for saa vidt angaar markedets stoerrelse og producenterne herpaa og dermed konkurrencen paa markedet, og for saa vidt angaar omkostningerne til importen af raavarerne. Jeg paastaar ikke, at disse faktorer straks skulle have faaet faellesskabsinstitutionerne til at afvise Sri Lanka som referenceland. De burde dog allerede under sagens administrative fase have foranlediget institutionerne til at undersoege det af Noelle foreslaaede alternativ, nemlig Taiwan (40), hvis det paa grundlag af de foreliggende oplysninger kunne antages, at dette land kunne vaere bedre egnet end Sri Lanka som foreslaaet af faellesskabsproducenterne. Foerst efter at en omhyggelig undersoegelse havde paavist, at det land, som alternativt var foreslaaet som referenceland, havde de samme (eller andre) mangler, kunne faellesskabsinstitutionerne efter min mening gaa ud fra, at Sri Lanka, som var foreslaaet af de klagende virksomheder, trods de konstaterede svagheder kunne anvendes som referenceland.

Det fremgaar af det af Noelle anfoerte, at Taiwan, i det mindste ved foerste oejekast, ikke havde de svagheder, som Sri Lanka havde. Med hensyn til antallet af producenter er parterne enige om, at antallet paa Taiwan er betydelig stoerre end paa Sri Lanka, selv om man ikke er enige om det korrekte antal (10 eller mellem 20 og 25). Med hensyn til hjemmemarkedets stoerrelse fremgaar det af de foreliggende oplysninger (som institutionerne ikke bestrider), at det taiwanske marked er betragtelig stoerre end det srilankanske (41). For saa vidt angaar adgangen til raavarer, fremgaar det, at den omkostningsmaessige ulempe er mindre paa Taiwan end paa Sri Lanka. Parterne er enige om, at Taiwan selv har en del af det fornoedne trae. Under retsmoedet har Noelle desuden fremfoert, at svineboersterne frem til 1986 eller 1987 blev importeret til Taiwan via Hongkong, hvorefter importen er sket direkte fra Kina.

28. Paa et omraade som det foreliggende, hvor faellesskabsinstitutionerne har et vidt skoen, er det saerligt vigtigt, at Domstolen foerer indgaaende kontrol med overholdelsen af de vaesentligste formforskrifter og princippet om god forvaltningsskik, herunder princippet om at udvise forsigtighed. Ud fra samme tankegang efterproever Domstolen, om den myndighed, som har et vidt skoen, paa grundlag af sidstnaevnte princip med den fornoedne omhu har fastslaaet de faktiske og retlige omstaendigheder, som skoennets udoevelse afhaenger af (42). Dette er baggrunden for, at Domstolen i sin praksis har lagt vaegt paa overholdelsen af retten til kontradiktion, forbuddet mod magtfordrejning, begrundelsespligten og pligten til at tage hensyn til de vaesentligste omstaendigheder (43).

Som jeg ser det, indebar pligten til at udvise forsigtighed i denne sag pligt for faellesskabsinstitutionerne til serioest at overveje, hvorvidt det af Noelle foreslaaede alternativ var egnet. Dette indebar, at der skulle indsamles tilstraekkelige oplysninger om det taiwanske marked til, at det paa dette grundlag kunne afgoeres, om valget af Sri Lanka sammenlignet med Taiwan skulle fastholdes eller tages op til fornyet overvejelse.

Har institutionerne i denne sag opfyldt den forpligtelse? For at besvare det spoergsmaal maa jeg undersoege de grunde, som ligger til grund for deres beslutning om ikke at vaelge Taiwan.

29. Desangaaende anfoeres det i den endelige forordning:

"Med hensyn til Taiwan baserede de paagaeldende to importoerer deres forslag om sammenligning paa en penseltype, der paa grund af de fysiske egenskaber (en amerikansk type af mindre tykkelse, som almindeligvis eksporteres til De Forenede Stater og Canada, og som isaer fremstilles af syntetiske haar) klart adskiller sig fra den kinesiske vare og indebaerer andre produktionsomkostninger." (44)

Noelle har under retsmoedet anfoert, at han anstrengte sig for at forelaegge Kommissionen pristilbud, som klart vedroerte pensler med traeskaft (45). Derudover henviser Noelle til en artikel i et fagtidsskrift, som saavel Noelle som Kommissionen har citeret under retsmoedet (46), hvoraf det fremgaar, at der ogsaa paa Taiwan fremstilles boerster og pensler med traeskaft, selv om skafter af polypropylen bliver mere og mere almindelige paa grund af leveringsproblemer. Efter Noelle' s mening havde det sikkert vaeret muligt at faa fuldstaendige oplysninger fra de taiwanske producenter vedroerende boerster og pensler med traeskaft.

Det er foerst under retsmoedet, at Kommissionen har tilfoejet, at for saa vidt angik det gennemsnitlige loenniveau, laa Sri Lanka naermere Kina end Taiwan. Paa et spoergsmaal fra Domstolen anfoerte Kommissionen, at saafremt man fastsatte gennemsnitsloennen i Det Forenede Kongerige til 100, da ville den tilsvarende loen andrage 50 paa Taiwan, 12 paa Sri Lanka og 7 i Kina. Denne oplysning er ikke uden betydning, navnlig da parterne er enige om, at fremstillingen af de omhandlede varer i Kina er en proces, som kraever en hoej grad af menneskelig arbejdskraft. Det understreges dog, at Kommissionens argumentation paa dette punkt er af saerlig generel karakter: Den har ikke forklaret, hvorpaa den stoetter de naevnte oplysninger. Desuden kan dette argument ikke genfindes i den endelige forordning, og der er ikke citeret en kildeangivelse. Da Kommissionen, som den selv har erkendt, ikke har foretaget nogen undersoegelser vedroerende penselproducenterne paa Taiwan, antager jeg, at den har anvendt statistikker for gennemsnitsloennen for arbejdstagere i Kina, paa Sri Lanka og paa Taiwan.

30. Jeg mener ikke, at de foregaaende argumenter (herunder det andet,som er for sent fremsat) er tilstraekkeligt understoettede til at svare paa spoergsmaalet, om Taiwan er egnet eller ej. I den endelige forordning angives der ogsaa en "sagsbehandlingsmaessig" grund til at forkaste Taiwan. Det anfoeres i 16. betragtning:

"De stoerste taiwanske producenter, som Kommissionens tjenestegrene henvendte sig til, afslog desuden at samarbejde." (47)

Under retsmoedet har Kommissionen forklaret, at den, da den ikke havde faaet svar paa en skrivelse til de to stoerste taiwanske producenter, ikke ansaa det for fornoedent at foretage yderligere i sagen. Under retsmoedet er der fremlagt en kopi af denne skrivelse, som den ene virksomhed fik tilsendt pr. telefax torsdag den 8. december 1988 og den anden pr. telex fredag den 9. december 1988. Jeg mener, det er nyttigt at citere teksten in extenso:

"Subject: anti-dumping proceeding - Imports into the EEC of paint brushes from the People' s Republic of China.

The Commission of the European Communities has reopened the above proceedings in September 1988. Since PR China is not a market economy country, the Commission has to establish normal value for the product in question on the basis of the domestic selling prices ex factory on the market of a market economy country provided they are representative and profitable or on the basis of the constructed value (cost of production + profit) in this market economy country.

Therefore we would appreciate if you could communicate us for diy and professional paint brushes separately (specify flat or round, sizes 3/4", 1", 1 1/2", 2", 3", 4", thickness, length out, strength, natural or synthetic bristles and synthetic or wooden handle) your selling prices ex factory on your domestic market (on a monthly average) during the period 01.07.1987 to 30.09.1988 and provide us with several invoices over this period as well as the proof that you are selling with profit on your home market. What is the share of your sellings in your home market compared to your exports, separately for d.i.y. and professional and for flat and round paint brushes?

Please send us also a detailed cost of production sheet per piece for flat and round paint brushes of the previous mentioned sizes for 1987 and 1988. Tell us also if you import certain of your raw materials or/and if you let them be manufactured elsewhere. Tell us also the percentage of import duty for the imported raw materials as well as for paint brushes (duties and quantitative restrictions).

It should be stressed that all information you deem to be confidential will be treated accordingly.

Please mentioned information not later than 15 December 1988."

31. Disse skrivelser, om hvilke Kommissionen paa et spoergsmaal under retsmoedet ikke har anfoert, at de var ledsaget af nogen form for skriftlig eller mundtlig forklaring, forblev ubesvaret. Uanset den meget korte frist til at svare (5-6 arbejdsdage), blev der ikke sendt en rykkerskrivelse. Desuden blev Noelle ikke underrettet om, at de to virksomheder, som der var skrevet til, ikke havde svaret, hvorfor Noelle ikke havde lejlighed til eventuelt at foreslaa andre virksomheder (i sine skriftlige indlaeg af 22.11.1988 og 15.12.1988 havde Noelle fremlagt pristilbud fra mindst fem andre taiwanske virksomheder).

Under disse omstaendigheder finder jeg, at Kommissionens anmodninger til de to stoerste taiwanske producenter ikke var tilstraekkelige paa grund af den begraensede forklaring og fristen til at svare. Uden supplerende forklaring kunne skrivelserne skabe forvirring hos virksomhederne om undersoegelsens art (maaske kunne virksomhederne deri se en underretning om eller forberedelse af en antidumpingundersoegelse med hensyn til taiwanske boerster og pensler). Det er isaer betaenkeligt, at der mangler en saadan forklaring, idet Kommissionen, som jo er afhaengig af det frivillige samarbejde fra virksomheder i tredjelande, har bedt de omhandlede virksomheder om oplysninger (regninger, produktionsomkostninger, raavarernes oprindelse, "bevis" for at der saelges med fortjeneste), som virksomhederne utvivlsomt kunne anse for fortrolige. Selv om de spurgte virksomheder havde set bort fra dette, var den ensidigt (for ikke at sige brutalt) fastsatte frist afskraekkende kort. Og til slut indstillede Kommissionen meget hurtigt sine forsoeg paa at faa oplysninger om det taiwanske marked (ingen rykkerskrivelse, intet forsoeg paa at tage kontakt med andre virksomheder).

Jeg mener derfor ikke, at institutionerne gav sig selv mulighed for med dens kendskab til sagen at vurdere det af Noelle foreslaaede alternativ (48).

3.2.3. Sammenfatning med hensyn til valget af referenceland

32. Det foregaaende bringer mig til det resultat, at Raadet ikke tilstraekkeligt har begrundet sit valg af Sri Lanka som referenceland for at fastsaette normalvaerdien for de af dumpingundersoegelsen omfattede varer. Det fremgaar ikke tilstraekkeligt klart af de for Domstolen foreliggende omstaendigheder, at det var Sri Lanka der var egnet, dvs. det land, som de klagende faellesskabsproducenter havde foreslaaet som referenceland. Raadets valg af dette land kan kun tiltraedes, saafremt Taiwan, som Noelle havde foreslaaet, ikke var et gyldigt alternativ. Det sidste kunne institutionerne ikke godtgoere i betragtning af, at de ikke havde undersoegt oplysningerne vedroerende Taiwan med den fornoedne omhu.

4. Spoergsmaalet om skade

33. Noelle har anfoert, at Kommissionen og Raadet med urette har antaget, at eksporten af kinesiske boerster og pensler til Faellesskabet "faktisk forvolder eller truer med at forvolde vaesentlig skade for en erhvervsgren i Faellesskabet", jf. grundforordningens artikel 4. Noelle goer i det vaesentlige tre argumenter gaeldende.

4.1. Skade for samme vare?

34. I foerste raekke goer Noelle gaeldende, at i modsaetning til kravet i grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b), kan de kinesiske pensler og de pensler, som fremstilles i Faellesskabet, ikke anses som "samme varer". I grundforordningen forstaas ved udtrykket "samme vare":

"... en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, saafremt en saadan vare ikke findes, en anden vare, der har egenskaber, som ligger taet op ad den paagaeldende vares" (49).

Noelle har anfoert, at svineboersterne paa de kinesiske pensler er af ringere kvalitet end dem, som anvendes paa pensler fremstillet i Faellesskabet (navnlig Forbundsrepublikken Tyskland): For eksempel svides svineboersterne i Faellesskabet ikke én, men to gange, og de sorteres endog efter laengde, hvilket sikrer, at faerdigvaren er af langt hoejere kvalitet.

35. Det forekommer mig virkelig at vaere et spoergsmaal, om de kvalitetsforskelle, Noelle har paapeget, er nok til at anse de to former for pensler som forskellige varer. Desangaaende anfoeres det i den endelige forordning:

"... Der findes flere slags pensler, nemlig pensler af god kvalitet, dvs. pensler til fagfolk, og pensler af ringe og/eller mellemgod kvalitet, dvs. pensler til ikke-fagfolk. Importen fra Kina konkurrerer med sidstnaevnte slags, og Kommissionen foretog derfor en sammenligning af varerne i denne del af markedet.

Kommissionen undersoegte hos en raekke producenter og importoerer penslernes forskellige bestanddele, dvs. haarenes art og vaegt, svidningen, kvaliteten og behandlingen af disse haar, skaftets kvalitet og form, varens finish, ogsaa med hensyn til penselring og lim samt hele penslens holdbarhed. Kommissionen fandt ikke afgoerende forskelle mellem sammenlignelige varer fra Kina og Faellesskabet, for saa vidt angaar de paagaeldende varers anvendelse. Kommissionen konkluderede derfor, at der er tale om samme vare ..." (50).

For mig ser det ud til, at de omstaendigheder, Noelle har fremfoert, ikke er af en saadan art, at de kan drage Kommissionens bedoemmelse i tvivl. Desuden har Kommissionen med rette bemaerket, at den endelige forordning i forbindelse med sammenligningen af priserne paa den kinesiske vare og paa faellesskabsvaren har justeret de (kinesiske) virksomheders pris med 20% "for at tage hensyn til den lidt mere primitive proces, der anvendes ved fremstilling af den kinesiske vare" (51). Antidumpingtolden blev derfor fastsat paa et niveau, som er betragteligt lavere end dumpingmargenen, saaledes at der blev taget hensyn til den kinesiske vares kvalitet, varetyperne og forskelligartetheden af de paagaeldende priser (52).

4.2. Usikkerhed ved skadens opgoerelse

36. For det andet har Noelle anfaegtet begrundelsen i den endelige forordnings 22. betragtning. Det hedder heri:

"Det blev ved undersoegelsen fastslaaet, at selv om 92% af den kinesiske eksport gik til fem markeder i Faellesskabet, nemlig Tyskland, Irland, Det Forenede Kongerige, Frankrig og Italien, var den specielt koncentreret om det tyske, det irske og det britiske marked. Skadens omfang blev derfor isaer, men ikke udelukkende vurderet paa grundlag af forholdene i disse tre medlemsstater."

I den forbindelse har Noelle henvist til den endelige forordnings 11. betragtning, hvoraf det fremgaar, at Kommissionen kun baserede sin undersoegelse paa en raekke virksomheder i Det Forenede Kongerige og Forbundsrepublikken Tyskland. Heraf fremgaar det efter Noelle' s mening, at fastsaettelsen af skaden for det irske, franske og italienske marked ikke havde grundlag i de faktiske omstaendigheder.

37. Noelle' s argument kan ikke overbevise mig. Opregningen i 11. betragtning vedroerer de virksomheder, hvor Kommissionen har foretaget kontrolbesoeg paa stedet. Det fremgaar af den 11. betragtnings sidste afsnit, at Kommissionen har faaet detaljerede skriftlige redegoerelser "fra de fleste producenter, der var beroert af sagen" (hvoriblandt der maaske ogsaa findes irske, franske eller italienske producenter (53)). Selv hvis det antages, at Kommissionen, for saa vidt angaar indsamlingen af oplysninger hos de enkelte virksomheder, kun har henvendt sig til britiske og tyske virksomheder, udelukker det dog ikke, at Kommissionen under undersoegelsen af spoergsmaalet, om en erhvervsgren i Faellesskabet havde lidt skade eller risikerede at lide skade, anvendte mere generelle oplysninger, f.eks. statistikker, hvoraf der kan udledes oplysninger om udviklingen mht. importen af kinesiske boerster og pensler, prisudviklingen paa saavel importerede som boerster og pensler med oprindelse i Faellesskabet og udviklingen af virksomhedslukninger og antallet af ansatte inden for omraadet (jf. f.eks. den endelige forordnings 24. betragtning, 2. og 3. afsnit, samt den 26., 27. og 31. betragtning). Noelle har, bortset fra produktionsudviklingen i Tyskland og udviklingen i tyske producenters import af kinesiske boerster og pensler, (som jeg skal komme ind paa senere) ikke fremdraget omstaendigheder, hvoraf det fremgaar, at den i den endelige forordning konstaterede skade er fejlagtig beregnet.

4.3. De tyske producenters import

38. For det tredje har Noelle gjort gaeldende, at Kommissionen og Raadet ved undersoegelsen af skaden med urette har taget hensyn til de tyske producenters situation. Som udgangspunkt har han henvist til grundforordningens artikel 4, stk. 5, som efter sin ordlyd ikke bemyndigede faellesskabsinstitutionerne til at tage hensyn til den skade, som er forvoldt producenter, som selv indfoerer den vare, undersoegelsen omfatter. Naevnte bestemmelse definerer med henblik paa undersoegelsen af skaden udtrykket "en erhvervsgren i Faellesskabet" som:

"... samtlige faellesskabsproducenter af samme vare eller de af dem, hvis samlede produktion af de paagaeldende varer udgoer en betydelig del af den samlede faellesskabsproduktion af saadanne varer, med undtagelse af foelgende tilfaelde:

- naar producenterne ... selv er importoerer af den vare, der paastaas at vaere en dumpingvare ... kan der ved 'erhvervsgren i Faellesskabet' forstaas de oevrige producenter ...".

Domstolen har i Gestetner-dommen (54) udtalt foelgende om den omhandlede bestemmelse:

"Det fremgaar af disse bestemmelser, at det tilkommer institutionerne inden for deres skoen at tage stilling til, om begrebet 'faellesskabsproducenter' ikke skal omfatte producenter, der ... selv er importoerer af dumpingvaren. Skoennet skal herved udoeves konkret og under hensyn til alle relevante omstaendigheder." (praemis 43)

Det ligger derfor fast, at institutionerne har et skoen i denne henseende, med det udelukker dog ikke, at skoennet fortsat er underlagt domstolskontrol.

4.3.1. Parternes argumenter

39. Noelle' s argument vedroerer i virkeligheden de af den endelige forordnings betragtninger, som vedroerer aarsagssammenhaengen mellem den fastslaaede dumping og den derved forvoldte skade. Ifoelge institutionerne var der en tydelig stigning i den kinesiske eksport i undersoegelsesperioden (55), og markedsandelen af boerster og pensler importeret fra Kina er steget staerkt (56). De priser, hvortil den kinesiske vare eksporteredes til Faellesskabet, var i gennemsnit over 70% lavere end de priser, som den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet anvendte (57). Ifoelge den endelige forordning har alle disse faktorer haft negativ indvirkning paa det generelle prisniveau paa markedet i Faellesskabet ved at medfoere et kraftigt fald i faellesskabsproducenternes markedsandel, som bevirkede en formindskelse af produktionskapaciteten og lukning af virksomheder (58).

Ved undersoegelsen af aarsagssammenhaengen mellem disse virkninger og den kinesiske import til dumpingpriser har Kommissionen undersoegt, som det anfoeres af Raadet i den endelige forordning (59), om der er foraarsaget den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet skade af andre faktorer. En af disse faktorer kunne vaere, at "faellesskabsproducenterne selv havde opkoebt store maengder kinesiske pensler hos uafhaengige importoerer for at saelge dem med fortjeneste og saaledes stoette deres egen produktion" (60).

For at faa et godt begreb om de foelgende betragtninger vil jeg her foretage foelgende uddybning. Som Kommissionen har anfoert under retsmoedet, henviser udtrykket "uafhaengige importoerer", som naevnes i det foregaaende citat, ikke til importoerer af kinesiske pensler (f.eks. Noelle), som modsaetter sig, at der indfoeres en antidumpingtold, men de traditionelle importoerer af kinesiske svineboerster i Forbundsrepublikken. Disse importoerer importerer ud over svineboerster ogsaa kinesiske engangspensler, men leverer udelukkende disse pensler til de tyske producenter, som markedsfoerer dem. Jeg vil i det foelgende benaevne denne anden kategori traditionelle importoerer.

40. Med hensyn til tyske producenters salg af kinesiske produkter er institutionerne kommet til det resultat, at denne faktor ikke kunne forklare den skade, som faellesskabsindustrien var paafoert, eller med andre ord, at den ikke kunne fjerne aarsagssammenhaengen mellem dumpingen og den fastslaaede skade. Det fremgaar naermere bestemt af den endelige forordning:

"I forbindelse med faellesskabsproducenternes salg af kinesiske varer fastslog Kommissionen paa grundlag af de foreliggende oplysninger, at dette salg i undersoegelsesperioden var meget forskelligt, alt efter hvilke medlemsstater og virksomheder, der er tale om. Bortset fra nogle virksomheder, ikke saerlig mange, som indstillede produktionen, begyndte faellesskabsproducenterne dog foerst at saelge kinesiske boerster og pensler som supplement til salget af deres egne varer udelukkende for at undgaa, at deres saedvanlige markeder blev overtaget af leverandoerer, som kun tilboed importerede varer. Ifoelge Kommissionens undersoegelser tog faellesskabsproducenterne generelt ikke initiativ til at importere kinesiske varer, men importerede kun i selvforsvar mod illoyal konkurrence. Endvidere fandt Kommissionens tjenestegrene ved undersoegelsen ikke tegn paa misbrug, da faellesskabsproducenterne videresolgte de kinesiske boerster og pensler med beskeden fortjeneste og til saa hoeje priser som markedet tillod, men uden urimelig stor fortjeneste og kun i det omfang, det var noedvendigt for at sikre salget af deres egne varer." (61)

41. Noelle har i sine skriftlige indlaeg og under retsmoedet kraftigt anfaegtet denne passus i den endelige forordning. Han har derved henvist til to omstaendigheder, som han allerede havde gjort Kommissionen opmaerksom paa under sagens administrative fase, og hvis rigtighed ikke er draget i tvivl under retsmoedet: For det foerste at omkring to tredjedele af de kinesiske pensler, som indfoeres til Forbundsrepublikken, saelges af tyske producenter; for det andet at en stor tysk producent (dvs. virksomheden Schabert) har indgaaet en samarbejdsaftale med en kinesisk virksomhed om produktion af pensler i Kina. Under disse omstaendigheder kan det ifoelge Noelle ikke laengere med rimelighed haevdes, at de tyske producenter ikke selv skulle have taget initiativ til import eller at de skulle vaere paafoert en betragtelig skade som foelge af importen foretaget af de uafhaengige importoerer (herunder Noelle), som kun repraesenterer en tredjedel af de importerede pensler, en import som i 1987 i Tyskland kun androg omkring 2,3 mio. DM i forhold til et samlet marked paa omkring 150 mio. DM. Med andre ord havde de sidstnaevnte importoerer ikke engang en markedsandel paa 2%.

42. Som jeg forstaar det, rejser Noelle' s argumentation spoergsmaalet, om faellesskabsinstitutionerne kunne anvende det skoen, de har i medfoer af grundforordningens artikel 4, stk. 5, paa en saadan maade, at de med rimelighed kunne lade de producenter, som selv (eller via de traditionelle importoerer, som kun leverede til dem) importerede de dumpede produkter, vaere omfattet af den erhvervsgren i Faellesskabet, som var blevet paafoert skade. Saadanne producenter er nemlig selv aarsagen til den skade, erhvervsgrenen i Faellesskabet er blevet paafoert.

Det fremgaar af det ovennaevnte citat fra den endelige forordning, at Raadet derimod fandt, at den konstaterede skade ikke kunne tilskrives faellesskabsproducenternes import paa trods af det forhold, at sidstnaevnte videresolgte de importerede pensler med en normal fortjeneste. Raadet henviser i den henseende til, at den omhandlede import skete i selvforsvar, hvilket ikke skete paa de omhandlede producenters initiativ, men kun i det omfang, hvor dette var noedvendigt for at forsvare sig mod illoyal konkurrence.

4.3.2. Bedoemmelse af argumenterne

43. Jeg boer i den forbindelse undersoege, om institutionerne i betragtning af de for Domstolen foreliggende omstaendigheder og Domstolens praksis og Raadets beslutningspraksis har anvendt deres skoen korrekt. Det fremgaar af retspraksis, at Domstolens bedoemmelse paa dette punkt altid er snaevert forbundet med den enkelte sags konkrete kendetegn og omstaendigheder, og at Domstolen anvender kriterierne relativt strikte. De foelgende eksempler vil tjene til illustration heraf.

44. I dommene TEC mod Raadet og Silver Seiko mod Raadet fra 1988 (62) udtalte Domstolen, at det kun var faa modeller (elektriske skrivemaskiner), alle af ringere kvalitet, som blev importeret af producenter i Faellesskabet, og kun for at afhjaelpe mangler, som dengang bestod i deres produktionssortiment (63), og at denne import altid havde et forholdsvist "ringe samlet omfang", hvorfor det maatte antages, at importen ikke bidrog til den skade, der blev paafoert industrien i Faellesskabet, hvorfor det savnede grundlag ikke at inddrage disse producenter ved undersoegelsen af skadens omfang (64).

I dommen Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen fra 1990 (65) stadfaestede Domstolen Raadets afgoerelse om at medregne to producentgrupper i Faellesskabet, som selv importerede visse af de omhandlede varer (fotokopieringsmaskiner), i faellesskabsindustrien. Med hensyn til den foerste gruppe lagde Domstolen vaegt paa det af Raadet anfoerte om, at faellesskabsproducenterne selv havde bestraebt sig paa at markedsfoere et fuldstaendigt modelprogram, men at dette var mislykkedes som foelge af de trykkede markedspriser paa grund af indfoerslerne til dumpingpriser (66). I den anfaegtede forordning havde Raadet desuden understreget, at de omhandlede virksomheders import var meget begraenset i forhold til den samlede import af de omhandlede maskiner (ca. 4%) (67). Med hensyn til den anden gruppe henviste Domstolen bl.a. til, at selv om man ikke kunne tale om selvforsvar, maatte omfanget af producentens import anses for ubetydelig (1%) i forhold til produktionen i Faellesskabet, og at importen kun var midlertidig og havde til formaal at goere det muligt for producenten selv at komme ind paa markedet for de omhandlede produkter (68).

De kriterier, Domstolen synes at have lagt til grund, er altsaa det begraensede omfang af faellesskabsproducenternes import, den midlertidige karakter og formaalet om at udfylde et hul i produktionen eller tilbyde et fuldstaendigt modelprogram.

45. Det fremgaar ogsaa af institutionernes beslutningspraksis, at den anvendte bedoemmelse er snaevert forbundet med de konkrete omstaendigheder. Dette fremgaar ogsaa af en raekke afgoerelser, hvor faellesskabsproducenterne, som selv importerede de dumpede varer, ikke blev medregnet til en erhvervsgren i Faellesskabet (69). Saaledes godtog Raadet i afgoerelse 87/66/EOEF (70) det, som faellesskabsproducenterne havde anfoert til deres forsvar, om, at de havde foretaget denne import i et forsoeg paa selvforsvar, bl.a. i betragtning af det forhold, at producenterne var tvunget til at foretage saadan import for at forsvare deres position under meget vanskelige markedsvilkaar (71). Derimod blev argumentet om selvforsvar ikke godtaget i forordning nr. 535/87 (72), hvori Raadet fastslog, at importen snarere blev foretaget paa grund af interne produktionsvanskeligheder (73).

46. Med hensyn til problemet med faellesskabsproducenternes salg af kinesiske varer anfoeres det i den her omhandlede forordning, at den solgte maengde varierede betragteligt fra stat til stat og fra virksomhed til virksomhed. Forordningen giver ikke praecise oplysninger. Som det allerede er fremgaaet, spiller Kommissionens konstatering af, at "producenterne ikke generelt tog initiativ til at importere kinesiske varer, men importerede kun i selvforsvar mod illoyal konkurrence", naermere bestemt for "at undgaa, at deres saedvanlige markeder blev overtaget af leverandoerer, som kun tilboed importerede varer" (74), en afgoerende rolle for Raadets holdning, idet dette trods alt besluttede at medregne de faellesskabsproducenter, som selv saelger kinesiske pensler, ved bedoemmelsen af skaden.

Hvis man sammenholder denne betragtning med den af Noelle naevnte omstaendighed, som er ubestridt, at de tyske producenter saelger to tredjedele af de pensler, som er importeret fra Kina, i Tyskland, rejser det alvorlig tvivl om, hvorvidt den endelige forordning paa dette punkt, i det mindste, for saa vidt angaar situationen i Tyskland, er tilstraekkelig i overensstemmelse med den naevnte domspraksis (og med Raadets egen beslutningspraksis). Kan en saa betragtelig import, som de tyske producenter markedsfoerer, stadig anses for en foranstaltning til at forsvare sig i betragtning af stoerrelsen (der er et stigende og vedvarende behov for engangspensler), importens vedvarende karakter og det forhold, at de indfoerte varer blev videresolgt "til saa hoeje priser som markedet tillod" (74), med andre ord den stoerst mulige fortjeneste, og naar det desuden fremgaar af det foreliggende talmateriale, at disse producenter dominerer det tyske penselmarked (baade med hensyn til pensler til professionel brug fremstillet i Faellesskabet og med hensyn til importerede engangspensler)?

Det er mit indtryk, at en praksis, som begyndte som selvforsvar, under disse omstaendigheder, og navnlig da der udelukkende blev leveret til de tyske producenter gennem de traditionelle importoerer, snarere er et forsoeg paa at forbeholde det tyske marked for importerede engangspensler for de traditionelle distributionskanaler paa bekostning af de uafhaengige importoerer (herunder Noelle), som ikke hoerer til kategorien af traditionelle importoerer. Jeg siger ikke, at det er saadan, men jeg konstaterer blot, at den endelige forordnings begrundelse paa dette punkt lider af en mangel.

47. Ogsaa paa andre punkter giver den endelige forordnings begrundelse sammenholdt med den betragtelige maengde kinesiske pensler, de tyske producenter markedsfoerer, anledning til tvivl. I den endelige forordnings 27. betragtning anfoeres det nemlig, at den "massive import af varer til dumpingpriser" har haft negativ indvirkning paa det generelle prisniveau paa markedet i Faellesskabet, og at salgspriserne naesten ikke steg mellem 1984 og 1988 (selv om produktionsomkostningerne i Faellesskabet steg). Det er uklart om, og i givet fald i hvilket omfang, det stigende salg af goer-det-selv-pensler, som siden slutningen af 70' erne for stoerstedelen har fundet sted i Forbundsrepublikken via de tyske producenter selv, ikke ogsaa har bidraget til denne prisstagnation. Det samme gaelder med hensyn til bemaerkningen i den 27. betragtnings andet afsnit om, at faellesskabsproducenterne maatte se et fald i deres "markedsandel". Det kan jeg forstaa, hvis der dermed henvises til et fald i salget af pensler produceret i Faellesskabet i forhold til i Kina. Men drejer det sig om de tyske producenters samlede markedsandel (dvs. salgsandelen af baade indenlandske og importerede pensler), da fremgaar det intetsteds, at denne andel skulle vaere faldet. Tvaertimod fremgaar det af Noelle' s oplysninger, som ikke er bestridt, at de uafhaengige importoerer i Forbundsrepublikken ikke engang havde en markedsandel paa 2% i 1987 (jf. afsnit 41).

48. Paa baggrund af det hidtil anfoerte er jeg af den opfattelse, at Raadet i den endelige forordning paa grundlag af de for Domstolen foreliggende oplysninger ikke havde stoette for den vaesentlige konstatering, at de tyske producenter alene havde indfoert de kinesiske produkter som selvforsvar, og at Raadet derfor ikke kunne godtgoere, at disse producenter kunne medregnes ved fastlaeggelsen af det tab, som var paafoert en erhvervsgren i Faellesskabet.

Det er fortsat et spoergsmaal, om denne mangelfulde begrundelse er af en saadan art, at den kan paavirke den endelige forordnings gyldighed. Det er kun muligt at besvare dette spoergsmaal benaegtende, saafremt det bevises, at selv hvis de tyske producenter ikke blev medregnet ved bedoemmelsen af skaden, havde Raadet alligevel kunnet fastslaa en reel skade eller risiko for skade for en erhvervsgren i Faellesskabet. Det er ikke muligt at besvare dette spoergsmaal paa grundlag af de for Domstolen foreliggende oplysninger. Desuden tilkommer det ikke Domstolen, men institutionerne (som alene har det noedvendige talmateriale og oplysninger), at foretage denne vurdering. Jeg kan her alene fastslaa, at dette har de hverken gjort i den endelige forordning eller under den skriftlige og mundtlige forhandling for Domstolen. Under disse omstaendigheder boer den mangelfulde begrundelse foere til den anfaegtede forordnings ugyldighed.

5. Sammenfatning

49. Jeg konkluderer herefter i), at faellesskabsinstitutionerne ikke har foert tilstraekkelig bevis for, at de ved beregning af normalvaerdien kunne laegge de priser til grund, der fandt anvendelse paa hjemmemarkedet paa Sri Lanka, og ii) at den endelige forordning er utilstraekkelig begrundet, for saa vidt angaar skaden for en erhvervsgren i Faellesskabet. Jeg foreslaar foelgelig Domstolen at kende for ret, at den endelige forordning er ugyldig.

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) Jf. meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedroerende importen af visse malerpensler, hvidtekoste og lakpensler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT 1986 C 103, s. 2).

(2) Af 9.2.1987 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedroerende importen af malerpensler, -boerster o.lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om afslutning af undersoegelsen (EFT L 46, s. 45).

(3) Jf. 21. betragtning til afgoerelse 87/104/EOEF.

(4) Jf. meddelelse om genoptagelse af antidumpingproceduren vedroerende importen i Faellesskabet af visse malerpensler, hvidtekoste, lakpensler o.lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT 1988 C 257, s. 5).

(5) A.st.

(6) Bestemmelsen giver Kommissionen mulighed for, naar den har grund til at formode, at et tilsagn er blevet misligholdt, og saafremt det er noedvendigt af hensyn til Faellesskabets interesser, "straks [at] anvende midlertidig antidumpingtold ... paa grundlag af de faktiske omstaendigheder, der er konstateret inden godtagelsen af tilsagnet".

(7) Af 29.9.1988 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse malerpensler, hvidtekoste, lakpensler o. lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 272, s. 16), aendret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3453/88 af 4.11.1988 (EFT L 303, s. 11).

(8) Jf. Raadets afgoerelse af 14.11.1988 om ophaevelse af afgoerelse 87/104/EOEF om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedroerende importen af malerpensler, -boerster o.lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om afslutning af undersoegelsen (EFT L 312, s. 33).

(9) Forordning af 20.3.1989 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af pensler og boerster til maling, kalkning, lakering o.lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold, der er paalagt denne import (EFT L 79, s. 24).

(10) Forordning af 11.7.1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1).

(11) Jf. dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199.

(12) Jf. dom af 29.10.1980 (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 66), dom af 9.11.1983 (sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 11-14), dom af 17.1.1984 (forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 21 og 22), dom af 21.2.1984 (sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, praemis 16, 17 og 18), dom af 11.7.1985 (sag 42/84, Remia mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 26), dom af 10.12.1985 (forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie mod Kommissionen, Sml. s. 3831, praemis 86, 87 og 88).

(13) Jf. bilag 53 til de skriftlige bemaerkninger af 22.11.1988 til Kommissionen. Det foelgende uddrag af skrivelsen er ogsaa gentaget i afsnit 47 i det skriftlige indlaeg, Noelle har indgivet under denne sag.

(14) Jf. f.eks. de skriftlige bemaerkninger af 22.11.1988, s. 28, 29 og 30 og af 15.12.1988, s. 7 og 8.

(15) Jf. J. F. Beseler og A. N. Williams, Anti-dumping and Anti-Subsidy Law, The European Communities, London, 1986, s. 37 f.

(16) Jf. f.eks. P. Vandoren: "The Interface between Antidumping and Competition Law and Policy in the European Community", Legal Issues of European Integration, 1986 paa. s. 3; J. Temple Lang: "Reconciling European Community Antitrust and Antidumping, Transport and Trade Safeguard Policies - Practical Problems", 1988, Fordham Corporate Law Institute (redigeret af B. Hawk, 1989), kapitel 7; P. Messerlin: "The E.C. Antidumping Regulations: A First Economic Appraisal, 1980-1985", Weltwirtschaftliches Archiv 1989, s. 563, og R. Kulms: "Competition, Trade Policy and Competition Policy in the EEC: The Example of Antidumping", Common Market Law Review, 1990, s. 285.

(17) Dette princip er anvendt i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1361/87 af 18.5.1987 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af ferrosiliciumcalcium/calciumsilicid med oprindelse i Brasilien (EFT L 129, s. 5), hvor det (som svar paa argumentet om, at Faellesskabets producenter var tvunget til at indlemme de brasilianske eksportoerer i deres kartel) er anfoert: "Kommissionen indtager det standpunkt, at formaalet med antidumpingprocedurer ikke er og ikke kan vaere at gennemtvinge eller tilskynde til restriktiv handelspraksis, og at indledningen af en saadan procedure derfor ikke fratager en virksomhed retten til at benytte sig af bestemmelserne i artikel 85 og 86 i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab." (jf. forordningens 12. betragtning).

(18) Jf. herved 35. betragtning til den endelige forordning.

(19) Jeg skal nedenfor ogsaa komme ind paa institutionernes bedoemmelse af den skade, som faellesskabsproducenterne haevdes at vaere paafoert (afsnit 33-48).

(20) 34. betragtning, tredje afsnit.

(21) Jf. 14. betragtning til den endelige forordning.

(22) Jf. f.eks. J. F. Beseler og A. N. Williams, a.st. paa s. 67, samstemmende citeret af F. G. Jacobs i "Anti-dumping procedures with regard to imports from Eastern Europe" i The political and legal framework of trade relations between the European Community and Eastern Europe (redigeret af M. Maresceau), 1988, s. 294.

(23) I artikel 2, stk. 5, i grundforordningen anses "saerligt" lande, paa hvilke Raadets forordning (EOEF) nr. 1765/82 af 30.6.1982 om den faelles ordning for indfoersel fra statshandelslande (EFT L 195, s. 1) og forordning (EOEF) nr. 1766/82 finder anvendelse, som lande uden markedsoekonomi. Raadets forordning (EOEF) nr. 1766/82 af 30.6.1982 (EFT L 195, s. 21) fastsaetter en faelles ordning for import fra Folkerepublikken Kina.

(24) Jf. dom af 5.10.1988 (forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 6077, praemis 29) og dom af 11.7.1990 (forenede sager C-305/86 og C-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2945, praemis 26).

(25) Jf. mit forslag til afgoerelse af 8.11.1989 i sagen Neotype Tecmashexport mod Kommissionen og Raadet, Sml. 1990 I, s. 2945, afsnit 17.

(26) Jf. note 24.

(27) Jf. dommens praemis 30.

(28) Der er tale om den forordning, som gjaldt forud for den nuvaerende grundforordning.

(29) Jf. Kommissionens indlaeg, punkt II.2.7.

(30) Det fremgik under retsmoedet, at parterne er enige om disse tal.

(31) Faellesskabsinstitutionerne har i realiteten ikke bestridt dette. Det fremgaar af sidste afsnit af 17. betragtning til den endelige forordning, at "to producenter ... forsyner ca. 90% af hjemmemarkedet paa Sri Lanka". I sit skriftlige indlaeg har Kommissionen endvidere anfoert, at der stadig foregaar en vis eksport af kinesiske boerster og pensler til Sri Lanka, som andrager en markedsandel paa omkring 5%. Kommissionen har ikke givet oplysninger med hensyn til den overskydende procentdel.

(32) Jf. afsnit 28 i Noelle' s skriftlige indlaeg og de ajourfoerte beregninger, som er fremlagt under retsmoedet.

(33) I den autentiske tyske tekst af dommen Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet staar der "die betreffenden Ausfuhren", i den franske tekst "exportations en cause". Dommens praemis 31 er ikke saerlig klar, men det ser ud til, at der her er tale om eksporten fra landet uden markedsoekonomi (som er genstand for Kommissionens undersoegelse), og ikke eksporten fra referencelandet.

(34) Den endelige forordnings 17. betragtning, fjerde afsnit.

(35) Noelle har under retsmoedet fremlagt to dokumenter. Det foerste er en telefax af 4.1.1991 fra virksomheden Harris, som i forbindelse med en forespoergsel om levering skriver foelgende om sit produktionsanlaeg paa Sri Lanka: "Production of paint brushes and artist brushes [i Harris' produktionsanlaeg paa Sri Lanka] is, in fact, only adequate for domestic requirements and prices, in view of the limited production, offer no real savings over the prices which [Harris England] can offer you". Det andet dokument er en telefax af 31.12.1990 fra Ravi' s nederlandske agent, hvori det ogsaa i forbindelse med en forespoergsel om levering anfoeres: "In view of limited production, Ravis industries is not in a position to offer large quantities [...]".

(36) Jf. desuden Harris' telefax, som er citeret i foregaaende note.

(37) Den endelige forordnings 17. betragtning, tredje afsnit.

(38) Jf. f.eks. Raadets forordning (EOEF) nr. 407/80 af 18.2.1980 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold for en bestemt type natriumkarbonat med oprindelse i Sovjetunionen (EFT L 48, s. 1). I denne forordning var OEstrig valgt som referenceland til beregningen af normalvaerdien paa natriumkarbonat med bl.a. den begrundelse, at raavarerne dér som i eksportlandene var let tilgaengelige (jf. forordningens 6. betragtning).

(39) Jf. vedroerende dette princip, de i 20. betragtning til den endelige forordning foretagne justeringer.

(40) Noelle har under retsmoedet fremfoert, at han allerede under den undersoegelse, som foerte frem til Raadets afgoerelse 87/104 (jf. note 2), anfaegtede valget af Sri Lanka og foreslog andre lande, herunder Taiwan. Umiddelbart efter offentliggoerelsen af meddelelsen om genoptagelsen af undersoegelsen i den foreloebige forordning - i oktober 1988 - koncentrerede han sig om Sri Lanka. I sine skriftlige bemaerkninger af 22.11.1988 og 5.12.1988 tilstillede han Kommissionen en raekke dokumenter, hvoraf Taiwan' s egnede karakter burde fremgaa.

(41) Dette fremgaar bl.a. af en artikel i et fagtidsskrift, som baade Noelle og Kommissionen har citeret under retsmoedet ("Paint Brushes", som blev offentliggjort i tidsskriftet Asian Hardwares i oktober 1988, som er vedlagt som bilag 5 til Noelle' s skriftlige indlaeg af 22.11.1988), og hvori Taiwan' s forskellige distributoerer (og deres underleverandoerer) angives at have en maanedlig produktion henholdsvis produktionskapacitet fra 300 000 til 3 000 000 boerster og pensler.

(42) Jf. ogsaa mit forslag til afgoerelse af 7.3.1989, sag 70/87, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 1797. Sagen rejste spoergsmaalet, om faellesskabsinstitutionernes fortolkning af begrebet "uretmaessig handelspraksis" i Raadets forordning (EOEF) nr. 2641/84 af 17.9.1984 om styrkelse af den faelles handelspolitik, saerlig med hensyn til beskyttelse mod uretmaessig handelspraksis (EFT L 252, s. 1), var underlagt domstolskontrol. Domstolen har ogsaa bekraeftet, at der findes en pligt til at udvise forsigtighed paa andre omraader inden for faellesskabsretten, hvor institutionerne har et administrativt eller forvaltningsmaessigt skoen. Jf. f.eks. dom af 27.3.1990 (sag C-10/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1229, praemis 13), som vedroerte forvaltningen af EUGFL; dom af 20.2.1979 (sag 122/78, Buitoni, Sml. s. 677), og dom af 24.9.1985 (sag 181/84, Man Sugar, Sml. s. 2889) i forbindelse med ordningen om eksportcertifikater; dom af 15.3.1984 (sag 64/82, Tradax Graanhandel mod Kommissionen, Sml. s. 1359) i forbindelse med fastlaeggelse af afgiftsbeloeb; dom af 13.7.1965 (sag 111/63, Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 111); og dom af 10.7.1986 (sag 46/85, Manchester Steel mod Kommissionen, Sml. s. 2351, praemis 11 og 15) i forbindelse med EKSF-Traktaten; dom af 4.2.1987 (sag 417/85, Maurissen mod Revisionsretten, Sml. s. 551, praemis 12 og 13); dom af 29.10.1981 (sag 125/80, Arning mod Kommissionen, Sml. s. 2539, praemis 18 og 20) og dom af 29.9.1976 (sag 105/75, Giuffreda mod Raadet, Sml. s. 1395, praemis 11 og 17) i forbindelse med tjenestemandsretten.

(43) En klassisk formulering af denne laeresaetning findes i dom af 4.10.1983 (sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, praemis 30).

(44) Jf. den endelige forordnings 16. betragtning, andet afsnit.

(45) Noelle henviser til bilagene XIV-XVI til de skriftlige indlaeg af 22.11.1988 og til bilag VI og VII i de skriftlige indlaeg af 15.12.1988. Det er korrekt, at det ikke klart kan udledes, om der er tale om boerster med skafter af trae eller af syntetisk materiale. Noelle har dog med rette anfoert, at Kommissionen under sagens behandling aldrig fremkom med indvendinger over de forelagte oplysninger.

(46) Jf. note 41.

(47) Jf. den endelige forordning, 16. betragtning, 3. afsnit.

(48) Den omstaendighed, at Kommissionen baserede den midlertidige antidumpingtold paa grundforordningens artikel 10, stk. 6, og dermed paalagde Raadet et stramt tidsskema for at fastsaette den endelige forordning (jf. grundforordningens artikel 11, stk. 5), kan ikke begrunde Raadets holdning, for det fremgaar af andre forordninger, at Raadet under lignende omstaendigheder har gjort sig den ulejlighed at undersoege alternative referencelande. Jf. f.eks. Raadets forordning (EOEF) nr. 541/91 af 4.3.1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af bariumklorid med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 60, s. 1), navnlig 11. og 12. betragtning.

(49) Jf. grundforordningens artikel 2, stk. 12.

(50) Jf. den endelige forordnings 23. betragtning, 2. og 3. afsnit.

(51) Jf. den endelige forordnings 26. betragtning.

(52) Jf. den endelige forordnings 36. betragtning, foerste afsnit.

(53) Det fremgaar i oevrigt af 5. betragtning til afgoerelse 87/104, at under den oprindelige undersoegelse blev der ogsaa aflagt kontrolbesoeg hos to irske producenter.

(54) Dom af 14.3.1990 (sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781).

(55) Jf. den endelige forordnings 24. betragtning.

(56) Jf. den endelige forordnings 25. betragtning.

(57) Jf. den endelige forordnings 26. betragtning.

(58) Jf. 27. betragtning.

(59) Jf. 29. betragtning.

(60) Jf. 30. betragtnings foerste afsnit.

(61) Jf. den endelige forordnings 30. betragtnings sidste afsnit.

(62) Dom af 5.10.1988 (forenede sager 260/85 og 106/86, TEC mod Raadet, Sml. s. 5855), og dom af 5.10.1988 (forenede sager 273/85 og 107/86, Silver Seiko mod Raadet, Sml. s. 5927).

(63) Generaladvokat Sir Gordon Slynn havde i oevrigt bemaerket, at de importerede modeller ikke konkurrerede med de modeller, som faellesskabsproducenterne fremstillede (jf. dennes forslag til afgoerelse, Sml. 1988, s. 5906).

(64) Jf. praemis 47 i dommen TEC mod Raadet og praemis 39 i dommen Silver Seiko mod Raadet.

(65) Jf. note 54.

(66) Jf. dommens praemis 47.

(67) Jf. den 71. betragtning til Raadets forordning (EOEF) nr. 535/87 af 23.2.1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 54, s. 12).

(68) Jf. dommens praemis 57 og 59 samt den 61., 64. og 65. betragtning til forordning nr. 535/87.

(69) Jf. f.eks. Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2812/85 af 7.10.1985 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af elektroniske skrivemaskiner fremstillet af Nakajima All Co. Ltd med oprindelse i Japan (EFT L 266, s. 5), og Kommissionens afgoerelse 85/143/EOEF af 18.2.1985 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen af visse typer stoevler med paamonterede isskoejter med oprindelse i Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Rumaenien og Ungarn (EFT L 52, s. 48).

(70) Afgoerelse af 19.1.1987 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med importen af binde- og pressegarn med oprindelse i Brasilien og Mexico og afslutning af undersoegelserne (EFT L 34, s. 55).

(71) Jf. afgoerelsens 28. betragtning.

(72) Jf. note 67.

(73) Jf. afgoerelsens 64. betragtning.

(74) Jf. den i afsnit 40 citerede passage fra den endelige forordning.

(74)