61989A0150

++++

1. Konkurrence ° karteller ° aftaler mellem virksomheder ° konkurrencebegraensende formaal eller virkning ° paavirkning af handelen mellem medlemsstater ° kriterier ° samlet vurdering og ikke for hver af deltagerne

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

2. Konkurrence ° faellesskabsregler ° overtraedelser ° forsaet ° begreb

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

3. Faellesskabsret ° principper ° ligebehandling ° forskelsbehandling ° begreb

4. Konkurrence ° boeder ° stoerrelse ° Kommissionens skoensmaessige befoejelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

5. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

1. Ved vurderingen af, om en virksomhed har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, er de eneste relevante spoergsmaal, om de aftaler, virksomheden har deltaget i sammen med andre virksomheder, havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen, og om de kunne paavirke handelen mellem medlemsstater. Det er saaledes uden betydning, om den paagaeldende virksomheds deltagelse i aftalerne trods dens begraensede stoerrelse kunne begraense konkurrencen eller paavirke handelen mellem medlemsstater.

Endvidere kraeves det ikke efter den naevnte bestemmelse, at de fastslaaede konkurrencebegraensninger faktisk har paavirket handelen mellem medlemsstater maerkbart, men kun, at det er bevist, at aftalerne kan have haft en saadan virkning.

2. Det er ikke noedvendigt, for at en tilsidesaettelse af traktatens konkurrenceregler kan anses for forsaetlig, at virksomheden har vaeret vidende om, at den overtraadte reglerne, men det er tilstraekkeligt, at den ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd havde til formaal at begraense konkurrencen.

3. Forudsaetningen for, at der er tale om en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, er, at sammenlignelige forhold er blevet behandlet forskelligt.

4. De boeder, Kommissionen paalaegger for overtraedelse af traktatens artikel 85 ff., udgoer et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik. Den boer derfor have et vist skoen ved udmaalingen af boederne, saaledes at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne.

5. Formaalet med pligten til at begrunde beslutninger, som indeholder et klagepunkt, jf. traktatens artikel 190, er at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og at give den beroerte de oplysninger, som er noedvendige for, at vedkommende kan afgoere, om beslutningen er lovlig. Med hensyn til en beslutning i henhold til konkurrencereglerne skal Kommissionen derfor naevne de faktiske og retlige omstaendigheder samt de overvejelser, der har vaeret afgoerende for, at den traf beslutningen.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Naervaerende sag vedroerer Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2. august 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 ° Armeringsnet, EFT L 260, s. 1, herefter benaevnt "beslutningen"), hvorved fjorten producenter af armeringsnet blev paalagt en boede for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for Kommissionens beslutning, er armeringsnet. Armeringsnet er praefabrikerede armeringer af glat eller profileret koldtrukken staaltraad, som ved punktsvejsning i rette vinkler forbindes til et net. Det benyttes inden for naesten alle anvendelsesomraader for armeret jernbetonkonstruktion.

2 Fra 1980 udviklede der sig inden for denne sektor paa det tyske og franske marked samt Benelux-markedet en raekke aftaler og forskellige former for praksis, som ligger til grund for beslutningen.

3 Den 6. og 7. november 1985 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidigt og uden forudgaaende varsel kontrolundersoegelser hos syv virksomheder og to sammenslutninger af virksomheder, nemlig Tréfilunion SA, Sotralentz SA, Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Ferriere Nord SpA (Pittini), Baustahlgewebe GmbH (BStG), Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (Thibodraad), Bekaert NV, Syndicat national du tréfilage d' acier (STA) og Fachverband Betonstahlmatten eV. Den 4. og 5. december 1985 blev der foretaget yderligere kontrolundersoegelser hos ILRO SpA, G.B. Martinelli, Usines Gustave Boël NV (afdeling Trébos), Tréfileries de Fontaine-l' Évêque (TFE), Frère-Bourgeois Commerciale SA (FBC), Van Merksteijn Staalbouw BV og ZND Bouwstaal BV.

4 Paa grundlag af det materiale, som blev fundet ved kontrolundersoegelserne, og de oplysninger, som blev indhentet i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, fandt Kommissionen, at de paagaeldende producenter fra 1980 til 1985 havde overtraadt traktatens artikel 85 ved en raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af leveringskvoter og priser for armeringsnet. Kommissionen indledte derfor proceduren i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og den 12. marts 1987 fremsendte den meddelelse af klagepunkter til de paagaeldende virksomheder. Virksomhederne har besvaret disse klagepunkter. Den 23. og 24. november 1987 fandt der en hoering sted med deltagelse af repraesentanter for virksomhederne.

5 Efter afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen beslutningen. Det fremgaar heraf (22. betragtning), at konkurrencebegraensningerne havde form af en raekke aftaler og/eller samordnet praksis (herefter under ét benaevnt "aftaler") med det formaal at fastsaette priser og/eller leveringskvoter samt at opdele markederne for armeringsnet. Aftalerne vedroerte forskellige delmarkeder (de franske og tyske markeder samt Benelux-markedet), men paavirkede samtidig handelen mellem medlemsstater, fordi der deltog virksomheder fra flere medlemsstater. Det anfoeres i beslutningen: "I det foreliggende tilfaelde er der ikke saa meget tale om en global aftale mellem samtlige producenter i alle de paagaeldende medlemsstater, som om et kompleks bestaaende af flere aftaler med til dels skiftende deltagere. Aftalekomplekset har dog ved at regulere de enkelte delmarkeder foert til en vidtgaaende regulering af en betydelig del af faellesmarkedet."

6 Beslutningen har foelgende ordlyd:

"Artikel 1

Virksomhederne Tréfilunion SA, Société métallurgique de Normandie (SMN), CCG (TECNOR), Société de treillis et panneaux soudés (STPS), Sotralentz SA, Tréfilarbed SA, henholdsvis Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Tréfileries de Fontaine-l' Évêque, Frère-Bourgeois Commerciale SA (nu Steelinter SA), Usines Gustave Boël NV, afdeling Trébos, Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (nu Thibo Bouwstaal BV), Van Merksteijn Staalbouw BV, ZND Bouwstaal BV, Baustahlgewebe GmbH, ILRO SpA, Ferriere Nord SpA (Pittini) og G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i perioden fra den 27. maj 1980 til den 5. november 1985 i et eller flere tilfaelde deltog i en eller flere aftaler og/eller samordnet praksis (karteller), som bestod i fastsaettelse af salgspriser, begraensning af afsaetningen, opdeling af markederne og foranstaltninger med henblik paa anvendelse af og kontrol med disse aftaler.

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal ° saafremt de stadig er aktive inden for armeringsnet-sektoren i Faellesskabet ° straks ophoere med de konstaterede overtraedelser (hvis dette endnu ikke er sket) og i fremtiden i forbindelse med deres armeringsnet-aktiviteter afholde sig fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning.

Artikel 3

For de i artikel 1 anfoerte overtraedelser paalaegges der nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

1) Tréfilunion SA (TU) ° en boede paa 1 375 000 ECU

2) Société métallurgique de Normandie (SMN) ° en boede paa 50 000 ECU

3) Société des treillis et panneaux soudés (STPS) ° en boede paa 150 000 ECU

4) Sotralentz SA ° en boede paa 228 000 ECU

5) Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL ° en boede paa 1 143 000 ECU

6) Steelinter SA ° en boede paa 315 000 ECU

7) Usines Gustave Boël NV, afdeling Trébos ° en boede paa 550 000 ECU

8) Thibo Bouwstaal BV ° en boede paa 420 000 ECU

9) Van Merksteijn Staalbouw BV ° en boede paa 375 000 ECU

10) ZND Bouwstaal BV ° en boede paa 42 000 ECU

11) Baustahlgewebe GmbH (BStG) ° en boede paa 4 500 000 ECU

12) ILRO SpA ° en boede paa 13 000 ECU

13) Ferriere Nord SpA (Pittini) ° en boede paa 320 000 ECU

14) G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA ° en boede paa 20 000 ECU

..."

Retsforhandlinger

7 Sagsoegeren, G.B. Martinelli, tidligere G.B. Metallurgica SpA (herefter benaevnt "Martinelli"), har paa denne baggrund ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 25. oktober 1989 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Ti af de tretten andre virksomheder, beslutningen er rettet til, har ligeledes anlagt sag.

8 Ved kendelser af 15. november 1989 har Domstolen i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1) henvist denne sag og de ti andre sager til Retten. Sagerne er registreret under nummer T-141/89 ° T-145/89 og T-147/89 ° T-152/89.

9 Ved kendelse af 13. oktober 1992 har Retten besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50.

10 Ved skrivelser indgivet til Rettens Justitskontor i perioden mellem den 22. april og den 7. maj 1993 har parterne besvaret de spoergsmaal, Retten havde stillet dem.

11 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

12 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 14. til den 18. juni 1993.

Parternes paastande

13 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Principalt:

Under hensyn til, at Martinelli er en lille virksomhed, som har tilsluttet sig aftalerne alene for at komme ind paa det franske marked, og

naar henses til, at sagsoegeren tilsluttede sig aftalerne i den tro, at de var lovlige og godkendt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3,

fastslaas det, at Martinelli ikke er ansvarlig for de faktiske omstaendigheder, der er gjort gaeldende over for sagsoegeren, saaledes at beslutningen annulleres, og den boede paa 20 000 ECU, som er paalagt virksomheden, ophaeves.

° Subsidiaert:

Under hensyn til, at Martinelli aldrig konkret har draget fordel af den situation, som var resultatet af de aftaler, der blev indgaaet mellem producenterne af armeringsnet, og

naar henses til, at Martinelli, der var i god tro, aldrig har skjult noget for Kommissionen, men hele tiden loyalt har erkendt de faktiske omstaendigheder, der er gjort gaeldende over for virksomheden,

nedsaettes den boede, der er paalagt Martinelli, i forhold til de boeder, der er paalagt de selskaber, som i stoerst mulig udstraekning har haft fordele af de omhandlede aftaler, saaledes at der tages hensyn til sagsoegerens faktiske deltagelse i aftalerne.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

15 Det bemaerkes, at det anfoeres i beslutningen (23., 51., 159. og 160. betragtning), at sagsoegeren deltog i to serier af aftaler paa det franske marked. Aftalerne omfattede dels de franske producenter (Tréfilunion, STPS, SMN, CCG og Sotralentz), dels de udenlandske producenter, som opererede paa det franske marked (ILRO, Ferriere Nord, Martinelli, Boël/Trébos, Tréfileries de Fontaine-l' Évêque, Frère-Bourgeois Commerciale og Tréfilarbed). Formaalet med aftalerne var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig og at fastlaegge proceduren for en informationsudveksling. Den foerste serie af aftaler blev gennemfoert fra april 1981 til marts 1982. Den anden serie af aftaler blev gennemfoert fra begyndelsen af 1983 til udgangen af 1984 og var formaliseret ved en "protocol d' accord", som blev vedtaget i oktober 1983.

16 Sagsoegeren har fremfoert tre anbringender til stoette for sine paastande. Det foerste anbringende stoettes paa, at traktatens artikel 85, stk. 1, er blevet tilsidesat, idet virksomhedens deltagelse i aftalerne ikke er i strid med denne bestemmelse. Det andet anbringende stoettes paa, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 er blevet tilsidesat, idet virksomhedens deltagelse i aftalerne ikke begrunder, at den paalaegges en boede, som under alle omstaendigheder boer nedsaettes. Det tredje anbringende stoettes paa, at EOEF-traktatens artikel 190 er tilsidesat.

Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1

Parternes argumenter

17 Sagsoegeren har i det vaesentlige anfoert, at Kommissionen tilsidesatte traktatens artikel 85, stk. 1, da den fandt, at virksomhedens deltagelse i de aftaler, der blev indgaaet mellem producenterne af armeringsnet, var i strid med denne bestemmelse. Virksomheden var saaledes tvunget til at tiltraede de aftaler, de stoerste producenter af armeringsnet allerede havde indgaaet, idet det var den eneste maade, hvorpaa den kunne komme ind paa det franske marked, hvor den ikke tidligere havde opereret. Virksomheden haabede paa denne maade at faa de oplysninger, der var noedvendige for at komme ind paa markedet.

18 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at virksomheden paa grund af sin ringe stoerrelse ikke kunne faa nogen indflydelse paa aftalerne, som blev indgaaet paa de store producenters initiativ, og virksomheden maatte saaledes passivt acceptere deres afgoerelser.

19 Af samme grund kan virksomhedens deltagelse i aftalerne ikke have haft nogen indflydelse paa konkurrencen eller paa handelen mellem medlemsstater. Som bevis herfor har sagsoegeren henvist til, at virksomheden aldrig naaede op paa den alt for store kvote, der var tildelt den paa det franske marked, og der var saaledes kun tale om en teoretisk kvote.

20 Sagsoegeren har bestridt det, der anfoeres i 162. betragtning til beslutningen, hvorefter "Foelgerne af deltagelsen i aftalerne [ikke] skal ... vurderes isoleret for hver af de deltagende virksomheder, men under ét for alle deltagerne i de generelle aftaler, og endvidere skal aftalerne for de oevrige delmarkeder (Benelux og Tyskland) ogsaa tages i betragtning. Paa baggrund af de gensidige forpligtelser mellem producenter paa disse markeder oeges betydningen af selv en relativt lille markedsdeltagers adfaerd." For det foerste kan dette ikke gaelde for virksomheden, naar henses til, at der ikke for dens vedkommende var tale om gensidighed, da Kommissionen alene har gjort gaeldende, at virksomheden deltog i en aftale paa det franske marked. For det andet finder sagsoegeren det uacceptabelt paa denne maade at vurdere virksomhederne under ét. Kommissionen burde i stedet have taget hensyn til den enkelte virksomheds individuelle deltagelse.

21 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens argumentation i det vaesentlige er uden betydning for beviset for overtraedelsen, men at der er taget hensyn hertil ved vurderingen af overtraedelsens grovhed i forbindelse med boedeudmaalingen.

22 Endvidere har Kommissionen anfoert, at sagsoegerens argument om virksomhedens ubetydelige stilling paa markedet er udtryk for en retsvildfarelse, idet det afgoerende spoergsmaal ikke er, om virksomhedens deltagelse i aftalerne kunne begraense konkurrencen, men om de aftaler, som virksomheden har erkendt at have deltaget i, kunne begraense konkurrencen (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, praemis 216).

Rettens bemaerkninger

23 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegeren i sin paastand har erkendt at have tilsluttet sig de aftaler, der blev indgaaet mellem producenter af armeringsnet, og virksomheden har ikke bestridt, at formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter.

24 Ifoelge traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, uforenelige med faellesmarkedet og forbudt, navnlig saadanne, som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser og opdeling af markeder eller forsyningskilder.

25 Det fremgaar af bestemmelsen, at det afgoerende spoergsmaal er, om de aftaler, sagsoegeren deltog i sammen med andre virksomheder, havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen, og om de kunne paavirke handelen mellem medlemsstater. Det er saaledes uden betydning, om sagsoegerens deltagelse i aftalerne paa grund af virksomhedens ubetydelige stilling paa det franske marked isoleret set kunne begraense konkurrencen eller paavirke handelen mellem medlemsstater (ovennaevnte dom i sagen Enichem Anic mod Kommissionen, praemis 216 og 224).

26 Sagsoegeren har ikke bestridt, at de aftaler, virksomheden deltog i, havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen, eller at de kunne paavirke handelen mellem medlemsstater, hvilket fremgaar af en raekke dokumenter vedroerende moeder, hvori deltog producenter fra forskellige medlemsstater, (jf. bl.a. 32.-35., 53. og 54. betragtning til beslutningen) og af, at sagsoegeren har erkendt at have "rettet sig efter aftalerne" og udvist en "ortodoks" adfaerd i relation hertil. Denne vurdering paavirkes ikke af sagsoegerens argument om, at virksomhedens kvote var af teoretisk karakter.

27 I oevrigt bemaerkes, at det efter traktatens artikel 85, stk. 1, ikke er noedvendigt, at de fastslaaede konkurrencebegraensninger faktisk har paavirket handelen mellem medlemsstater maerkbart, men kun, at det er bevist, at aftalerne kan have haft en saadan virkning (Domstolens dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 15).

28 Det maa herefter fastslaas, paa samme maade som det er sket i beslutningen, at sagsoegeren ved at tilslutte sig aftaler, som havde til formaal at begraense konkurrencen paa faellesmarkedet, og som kunne paavirke handelen mellem medlemsstater, har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1.

29 Anbringendet maa saaledes forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 15 i forordning nr. 17

30 Dette anbringende kan opdeles i tre led. Det foerste led vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren har handlet forsaetligt eller uagtsomt. Det andet led vedroerer den begraensede rolle, sagsoegeren mener at have spillet, og det tredje led vedroerer en kraenkelse af ligebehandlingsprincippet.

I ° Manglende forsaet eller uagtsomhed

Parternes argumenter

31 Sagsoegeren har anfoert, at det ikke over for virksomheden kan goeres gaeldende, at den handlede forsaetligt eller uagtsomt, idet virksomheden tiltraadte aftalerne i den formening, at de opfyldte betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3. Virksomheden var saaledes overbevist om, at aftalerne i den udstraekning, den var beroert heraf, alene havde til formaal at sikre en bedre fordeling af de oekonomiske ressourcer og ikke paa nogen maade at indfoere restriktioner i de frie varebevaegelser, hvilket ogsaa ses af, at sagsoegeren tiltraadte aftalerne for at komme ind paa det franske marked. Sagsoegerens opfattelse blev underbygget af, at det fremgaar af artikel 2595 ff. i den italienske "codice civile", at det paa visse vilkaar er tilladt at indgaa aftaler, som skal sikre en bedre fordeling af de nationale ressourcer, og hvorved udviklingen i konkurrencen soeges kontrolleret.

32 Sagsoegeren har videre anfoert, at den omstaendighed, at virksomheden aldrig har anset de dokumenter vedroerende de anfaegtede aftaler, den var i besiddelse af, for "fortrolige", men spontant udleverede dem til Kommissionen, bestyrker, at virksomheden handlede i god tro.

33 Kommissionen har anfoert, at det ikke er noedvendigt, at virksomheden var vidende om, at den begik en overtraedelse af traktatens artikel 85, for at der kan paalaegges en boede herfor (ovennaevnte dom i sagen Miller mod Kommissionen).

34 Endvidere har Kommissionen anfoert, at det fremgaar af Domstolens praksis, at henvisningen til den italienske lovgivning er uden betydning i denne sag (Domstolens dom af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz Prodotti Farmaceutici mod Kommissionen, Sml. I, s. 45, summarisk offentliggoerelse).

35 Endelig har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren ikke kunne gaa ud fra, at de omhandlede aftaler var omfattet af en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, idet de ikke var anmeldt eller omfattet af undtagelserne til anmeldelsespligten i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 17.

Rettens bemaerkninger

36 Det bemaerkes, at for at en tilsidesaettelse af traktatens konkurrenceregler kan anses for forsaetlig, er det ikke noedvendigt, at virksomheden har vaeret vidende om, at den overtraadte reglerne, men det er tilstraekkeligt, at den ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd havde til formaal at begraense konkurrencen (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 41, og af 8.2.1990, sag C-279/87, Tipp-Ex mod Kommissionen, Sml. I, s. 261, samt Rettens dom af 10.3.1992, sag T-15/89, Chemie Linz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, praemis 350).

37 Naar henses til, at der er tale om en meget alvorlig og aabenbar overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a) og c), finder Retten ikke, at sagsoegeren kan goere gaeldende, at virksomheden ikke handlede uagtsomt eller forsaetligt. Endvidere kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at virksomheden var overbevist om, at de aftaler, den tiltraadte, var omfattet af en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Sagsoegeren kan saaledes hverken have vaeret uvidende om, at aftalerne skulle anmeldes til Kommissionen, for at virksomheden kunne faa en fritagelse, eller at aftalerne ikke var omfattet af undtagelserne til anmeldelsespligten i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 17.

38 Med hensyn til argumentet om bestemmelserne i den italienske "codice civile" bemaerkes, at en national lov ikke kan begrunde en adfaerd, som er forbudt i henhold til traktaten. En eventuel fejl fra sagsoegerens side paa dette punkt aendrer ikke ved, at virksomheden burde vide, at dens adfaerd var konkurrencebegraensende i henhold til Domstolens naevnte praksis.

39 Anbringendet kan saaledes ikke tiltraedes.

II ° Sagsoegerens begraensede rolle

Parternes argumenter

40 Sagsoegeren har anfoert, at de dokumenter, Kommissionen har naevnt i 31.-45. og 51.-70. betragtning til beslutningen, viser, at virksomheden aldrig tog initiativ til aftaler, og at den kun tilsluttede sig aftaler, der allerede var indgaaet af de store europaeiske producenter, fordi det var den eneste maade, hvorpaa virksomheden kunne komme ind paa det franske marked.

41 Det er sagsoegerens opfattelse, at Kommissionen skulle have taget hensyn til denne begraensede og passive rolle og have behandlet virksomheden anderledes, end den behandlede de store virksomheder, som tog initiativ til aftalerne.

42 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den hverken har anerkendt, at sagsoegeren spillede en "ubetydelig" rolle i aftalerne, eller paastaaet, at virksomheden tog "initiativ til aftalerne". Kommissionen har dog fremhaevet, at sagsoegeren spillede en aktiv rolle i forbindelse med forhandling, indgaaelse og gennemfoerelse af aftalerne, saaledes som det fremgaar af de dokumenter, der er naevnt i 31.-45. og 51.-70. betragtning til beslutningen.

43 Endvidere har Kommissionen henvist til, at blandt de mange faktorer, den tog hensyn til ved boedeudmaalingen, indgaar virksomhedernes stoerrelse, omfanget og varigheden af deres deltagelse og den rolle, de spillede ved forhandlingerne om aftalerne, samt deres deltagelse i gennemfoerelsen heraf.

44 Endelig har Kommissionen anfoert, at det ikke er en formildende omstaendighed eller en omstaendighed, der medfoerer boedens bortfald, at sagsoegeren deltog i de eksisterende aftaler med henblik paa at kunne eksportere til Frankrig.

Rettens bemaerkninger

45 Det bemaerkes, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget bevis til at imoedegaa de beviser, Kommissionen har fremlagt med henblik paa at godtgoere, at virksomheden spillede en aktiv rolle i aftalerne.

46 Det maa i denne forbindelse fremhaeves, at det bl.a. af dokumenterne vedroerende forberedelsen og resultaterne af moedet i Paris den 1. april 1981 fremgaar, hvilken rolle sagsoegeren spillede. Blandt disse dokumenter er der bl.a. et telex af 25. marts 1981 fra sagsoegeren til Ferriere Nord' s og virksomhedens egen agent i Frankrig, Italmet (32. betragtning til beslutningen), et telex af 9. april 1981 til sagsoegeren fra Italmet (33. betragtning til beslutningen), et af Marie, Tréfilunion, udarbejdet memorandum af 9. april 1981 (34. betragtning til beslutningen) og en tabel fra sidstnaevnte med overskriften "Import af armeringsnet fra Italien" (35. betragtning til beslutningen). Disse dokumenter viser, at sagsoegeren spillede en aktiv rolle i forberedelsen og indgaaelsen af de kvote- og prisaftaler, som de franske, italienske og belgiske producenter indgik under moedet den 1. april 1981 for det foelgende aar.

47 Endvidere fremgaar det af et telex, sagsoegeren den 14. juli 1983 fremsendte til Italmet (57. betragtning til beslutningen), hvilken rolle virksomheden spillede i forbindelse med gennemfoerelsen af aftalerne. I dette telex bemyndiger sagsoegeren Italmet til at saelge lagernet "med en rabat paa 400 FF paa Tréfilunion' s katalogpriser og levering i anden halvdel af september, medmindre De har solgt resten af produktionskvoten."

48 Endelig finder Retten, at Kommissionen med rette har anfoert i 203. betragtning til beslutningen, at den ved boedeudmaalingen har taget hensyn til grovheden og varigheden af de paagaeldende virksomheders deltagelse samt til deres finansielle og oekonomiske situation.

49 Anbringendet maa herefter forkastes.

III ° Kraenkelse af ligebehandlingsprincippet

Parternes argumenter

50 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den boede, der er paalagt virksomheden, ikke staar i rimeligt forhold til de boeder, der er paalagt ILRO og Ferriere Nord.

51 For det foerste har sagsoegeren anfoert, at ILRO er blevet paalagt en boede, som kun udgoer 0,05% af selskabets aarsomsaetning med hensyn til armeringsnet, mens sagsoegeren er blevet paalagt en boede svarende til 1,5% af denne omsaetning. ILRO deltog imidlertid i langt stoerre udstraekning end sagsoegeren i overtraedelsen, idet ILRO var med i aftalerne fra starten, selskabet eksporterede paa to maaneder mere armeringsnet end sagsoegeren paa fem aar og opnaaede i modsaetning til sagsoegeren en betydelig fordel ved aftalerne. Sagsoegeren har i replikken anfoert, at Kommissionen ikke kan begrunde denne forskelsbehandling med de ulovlige sanktioner, de franske myndigheder traf over for ILRO, idet disse sanktioner blev ophaevet af forvaltningsdomstolen, eller med, at ILRO ikke overholdt aftalerne, idet selskabet, der har opnaaet en nedsaettelse af boeden og har draget fordel af ikke at overholde aftalerne, dermed ville blive begunstiget dobbelt.

52 For det andet har sagsoegeren anfoert, at Ferriere Nord blev paalagt en boede paa kun 1% af selskabets omsaetning, og der er ingen begrundelse for denne forskelsbehandling.

53 Kommissionen har anfoert, at ILRO og sagsoegeren af foelgende to grunde er blevet behandlet forskelligt: ILRO overholdt ikke de indgaaede aftaler, hvilket medvirkede til at svaekke kartellet, der har ikke kunnet foeres bevis for, at ILRO tilskyndede til en forlaengelse af de aftaler, der var indgaaet for 1981-1982, ILRO ydede Kommissionen bistand ved dens undersoegelser ved paa afgoerende maade at medvirke hertil, saaledes som det blev praeciseret i retsmoedet (204. betragtning til beslutningen), ILRO var udsat for gengaeldelsesforanstaltninger fra de franske myndigheders side, og ILRO ophoerte med at deltage i kartellet i maj 1984 (jf. 44., 64., 65., 66. og 204. betragtning til beslutningen). Disse forhold skal ses i sammenhaeng med, at sagsoegeren noeje overholdt aftalerne.

54 Endvidere har Kommissionen anfoert, at naar den anser det for en formildende omstaendighed, at en virksomhed ikke overholder konkurrencebegraensende aftaler, skyldes det, at maalet er at opretholde konkurrencen, og naar en konkurrencebegraensende aftale ikke overholdes, bidrager dette paa to maader til at opretholde konkurrencen: Aftalernes virkning formindskes, og de svaekkes.

55 Herudover har Kommissionen bemaerket, at det er uden betydning, at den foerst i retsmoedet har oplyst, at det er ILRO, der henvises til i 204. betragtning til beslutningen, hvori anfoeres, at "én virksomhed [ydede] Kommissionen bistand ved dens undersoegelser". Retten har anerkendt denne fremgangsmaade i dom af 17. december 1991 (sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 358).

56 Endelig har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren og Ferriere Nord relativt set er blevet behandlet forskelligt, fordi sidstnaevnte eksporterer en vaesentlig mindre del af sin produktion til Frankrig end sagsoegeren.

Rettens bemaerkninger

57 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens og Rettens faste praksis, at forudsaetningen for, at der er tale om en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, er, at sammenlignelige forhold er blevet behandlet forskelligt (ovennaevnte dom i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, praemis 295).

58 Det maa imidlertid fastslaas, at forskellene mellem ILRO' s og sagsoegerens situation, som Kommissionen har redegjort for, er tilstraekkelige til at begrunde, at de to virksomheder er blevet behandlet forskelligt.

59 Selv om forskellen udtrykt i procent af omsaetningen med hensyn til det omhandlede produkt (0,05% mod 1,5%) er stoerre end udtrykt i absolutte tal (13 000 mod 20 000 ECU), finder Retten ikke, at sagsoegeren kan goere gaeldende, at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat. Boederne udgoer et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik. Den boer derfor have et vist skoen ved udmaalingen af boederne, saaledes at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne.

60 Det maa paa denne baggrund fastslaas, at Kommissionen vaesentligt har nedsat den boede, der blev paalagt ILRO, fordi selskabets adfaerd medvirkede til at begraense den skadelige virkning paa konkurrencen af den overtraedelse, selskabet deltog i, navnlig som foelge af, at selskabet ikke overholdt de indgaaede pris- og kvoteaftaler og samarbejdede under opklaringen af overtraedelsen, hvilket gjorde, at Kommissionen kunne bringe denne til ophoer. For at en saadan nedsaettelse af boeden kan have den tilsigtede virkning, maa den vaere tilstraekkelig stor i absolutte tal. Med hensyn til sagsoegeren forelaa der ikke saadanne formildende omstaendigheder.

61 Hvad angaar Ferriere Nord finder Retten, at forskellen i den andel af to virksomheders samlede produktion, de eksporterede til det franske marked, berettiger, at der er blevet anvendt et forskelligt boedeniveau.

62 Sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

63 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen ikke er tilstraekkeligt begrundet i forhold til de italienske producenter. I modsaetning til, hvad der var tilfaeldet med hensyn til de andre producenter, som opererede paa det franske marked, har Kommissionen kun ofret tre linjer med uvaesentlige bemaerkninger, som ikke er underbygget af en undersoegelse, paa de italienske producenter.

64 Kommissionen har anfoert, at den kun var forpligtet til sammenfattende at angive de vaesentligste og mest ioejnefaldende kendetegn for de enkelte virksomheder i relation til den boede, de blev paalagt, for saa vidt det var noedvendigt for at give baggrunden for og afgraense den rolle, de spillede i forbindelse med aftalerne. Kommissionen mener, at den har givet en tilstraekkelig praecis beskrivelse af forholdene for de italienske virksomheder og har redegjort for de vaesentligste kendetegn. Situationen for disse virksomheder var enklere, fordi det ikke blev gjort gaeldende, at de havde deltaget i en aftale paa det italienske marked.

Rettens bemaerkninger

65 Det bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at formaalet med pligten til at begrunde beslutninger, som indeholder et klagepunkt, er at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og at give den beroerte de oplysninger, som er noedvendige for, at vedkommende kan afgoere, om beslutningen er lovlig (Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 42, og af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 30). Kommissionen skal derfor naevne de faktiske og retlige omstaendigheder samt de overvejelser, der har vaeret afgoerende for, at den traf en beslutning i henhold til konkurrencereglerne.

66 Endvidere bemaerkes, at sagsoegeren laeser beslutningen paa en maade, hvorved en del af denne kunstigt udskilles, men beslutningen udgoer et hele, og hver del maa laeses i lyset af de oevrige dele. Retten finder, at beslutningen set under ét giver sagsoegeren de oplysninger, der er noedvendige for, at virksomheden kunne afgoere, om beslutningen var lovlig, og Retten har paa grundlag heraf kunnet udoeve sin legalitetskontrol.

67 Endelig bemaerkes, at naar de passager i beslutningen, hvor sagsoegeren er naevnt, er kortfattede, skyldes det, som Kommissionen har anfoert, at de italienske virksomheder i modsaetning til de oevrige virksomheder kun deltog i aftaler paa et enkelt marked.

68 Anbringendet maa saaledes forkastes.

69 Retten finder herefter ikke grundlag for at ophaeve eller nedsaette den boede paa 20 000 ECU, som er paalagt sagsoegeren.

70 Sagsoegte maa herefter frifindes.

Sagens omkostninger

71 I henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har paastaaet virksomheden tilpligtet at betale sagens omkostninger, doemmes sagsoegeren til at betale disse.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.