61989A0120

++++

1. Erstatningssoegsmaal - EKSF - skade som foelge af beslutninger - antagelse til realitetsbehandling - betingelser - forudgaaende annullation - graenser

(EKSF-Traktaten, art. 34)

2. Erstatningssoegsmaal - EKSF - skade som foelge af annullerede beslutninger - paastand om erstatning - antagelse til realitetsbehandling - betingelser - forudgaaende konstatering af, at Faellesskabet har begaaet en fejl, der har paafoert en direkte og saerlig skade - overholdelse af en rimelig frist for at Kommissionen kan traeffe forholdsregler til genoprettelse af skaden

(EKSF-Traktaten, art. 34)

3. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - generel retsakt - Faellesskabets ansvar - betingelser

(EKSF-Traktaten, art. 34; EOEF-Traktaten, art. 215, stk. 2)

4. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - generel retsakt - produktions- og leveringskvotesystem for staal - fastsaettelse af en virksomheds kvoter - fastsaettelse paa grundlag af en fejlagtig vurdering af begrebet usaedvanlige omstaendigheder og arten af den modtagne stoette - aabenbar og grov overskridelse af graenserne for udoevelsen af skoen - ansvar paadraget

(EKSF-Traktaten, art. 34)

5. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - generel retsakt - produktions- og leveringskvotesystem for staal - Kommissionens fortsatte undladelse af at tilpasse forholdet mellem produktions- og leveringskvoterne paa grund af en fejlagtig vurdering af omfanget af sin kompetence - aabenbar og grov overskridelse af graenserne for udoevelsen af skoen - ansvar paadraget

(EKSF-Traktaten, art. 34)

6. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - generel retsakt - betingelser - direkte og saerlig skade - virksomhed der ikke i henhold til produktions- og leveringskvoteordningen for staal har modtaget de til virksomhedens situation svarende kvoter

(EKSF-Traktaten, art. 34)

1. Naar en beslutning, som kun har virkning i en klart afgraenset periode, annulleres ved dom, har Kommissionen i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34 pligt dels til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at fuldbyrde dommen, ikke blot for saa vidt angaar den annullerede retsakt, men ogsaa de udtrykkelige eller stiltiende retsakter, der i det vaesentlige har samme indhold som den annullerede retsakt, og som er udstedt mellem datoen for dennes ikrafttraeden og annullationsdommen, dels til at traeffe de efter annullationen noedvendige foranstaltninger, for saa vidt angaar de individuelle retsakter, der er blevet udstedt til gennemfoerelse af den annullerede generelle retsakt. En paastand, der under et erstatningssoegsmaal har til formaal at faa fastslaaet, at saadanne senere retsakter eller gennemfoerelsesforanstaltninger er behaeftet med en mangel, og at der herved er foraarsaget et tab, kan derfor ikke afvises, naar henses til betingelserne i ovennaevnte artikel 34, med den begrundelse, at Domstolen ikke forinden har afsagt annullationsdom.

2. Et erstatningssoegsmaal, som en virksomhed i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 2, har rejst, efter at der er afsagt en annullationsdom, kan kun admitteres, saafremt Faellesskabets kompetente retsinstans forinden har fastslaaet, at den annullerede retsakt er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, og at den har paafoert virksomheden en direkte og saerlig skade. Yderligere skal Kommissionen herefter raade over en rimelig frist til at traeffe passende foranstaltninger, der er egnet til at sikre en rimelig genoprettelse af den lidte skade og til, om fornoedent, at tilstaa en passende erstatning.

3. Det foelger af EKSF-Traktatens artikel 34, at annullation af en generel retsakt udstedt af Kommissionen ikke er tilstraekkelig til at begrunde ansvar for Faellesskabet. Naar henses saavel til noedvendigheden af inden for et faelles retssystem - der ganske vist hviler paa tre forskellige Traktater - i videst muligt omfang at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten som til sammenhaengen mellem de retsbeskyttelsessystemer, der er indfoert ved de forskellige Traktater, er det hensigtsmaessigt i tilfaelde af, at der foreligger en ulovlig generel retsakt, at fortolke begrebet "mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet", jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, i lyset af de kriterier, Domstolen har fastsat i sin praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2.

4. Da Kommissionen efter 1985 inden for rammerne af produktions- og leveringskvotesystemet for staal traf beslutninger om ikke at tilpasse leveringskvoterne for visse virksomheder og visse produktgrupper, kunne den ikke vaere uvidende om, at den, naar henses til Domstolens praksis, ikke var bemyndiget til ved afgoerelsen af, om der forelaa usaedvanlige vanskeligheder, at tage hensyn til situationen for andre produktgrupper, hvorfor den ikke gyldigt kunne stoette sin afgoerelse paa det forhold, at virksomheden i det hele havde overskud. Kommissionens fejl forstaerkes desuden af, at den, uden paaviselig grund, skiftede mening og i adskillige tilfaelde tildelte tillaegskvoter til virksomheder med overskud, hvorved den ubestrideligt tilsidesatte princippet om ligebehandling af erhvervsdrivende.

Da Kommissionen heller ikke - naar henses til Domstolens praksis - kunne vaere uvidende om, at den virkning, som en stoette kan have for en virksomheds resultatopgoerelse, ikke kan anses for et gyldigt kriterium for karakterisering af stoette til daekning af driftstab, har den ved at betragte stoette til visse virksomheder som stoette til daekning af driftstab og ved derfor at naegte at tilpasse disse virksomheders kvoter begaaet en uundskyldelig fejl ved fortolkningen af begrebet driftstab. Det kan saaledes fastslaas, at Kommissionen aabenbart og groft har overskredet graenserne for sit skoen i forbindelse med gennemfoerelse af produktionskvotesystemet, og at Kommissionen derfor har truffet en beslutning, som er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1.

5. Kommissionen foretog ikke inden for rammerne af produktions- og leveringskvotesystemet den aendring af en raekke virksomheders ugunstige forhold mellem leverings- og produktionskvoterne, som den fandt noedvendig med henblik paa at fastsaette kvoterne paa et rimeligt grundlag, med den begrundelse, at Raadet ikke havde givet sit samtykke, selv om det klart fremgik af Domstolens praksis, at Raadets samtykke kun var noedvendigt for at indfoere selve produktionskvoteordningen. Herved overskred Kommissionen aabenbart og groft graenserne for sine befoejelser i forbindelse med gennemfoerelsen af produktionskvotesystemet, hvorfor der foreligger en mangel, der kan tilskrives Kommissionen, og som begrunder ansvar for Faellesskabet i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1.

6. Den virksomhed, der inden for rammerne af produktions- og leveringskvotesystemet som foelge af Kommissionens baade ulovlige og culpoese afslag paa en ansoegning om tilpasning af virksomhedens leveringskvoter er forpligtet til at afsaette en betydelig del af sin produktion til tabsgivende priser paa tredjelandsmarkeder, har lidt en direkte skade, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1. Skaden maa ligeledes anses for saerlig i denne bestemmelses forstand, naar det er ubestridt, at virksomheden udgoer en del af det begraensede antal virksomheder, der naermere kan bestemmes, som er ramt af tilsidesaettelsen af princippet om ligebehandling af de erhvervsdrivende, og som har lidt en skade, der gaar ud over graenserne for de oekonomiske risici, som er forbundet med virksomhed i den paagaeldende sektor.

Faktiske omstaendigheder

1 I henhold til Kommissionens generelle beslutning nr. 234/84/EKSF af 31. januar 1984 (EFT L 29, s. 1) - der forlaengede overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og staalindustrien for aarene 1984 og 1985 - har Kommissionen hvert kvartal for hver virksomhed fastsat produktionskvoterne og den del af disse kvoter, der kan leveres paa det faelles marked (herefter benaevnt "leveringskvoten"), paa basis af de i beslutningen fastsatte referenceproduktioner og -maengder og efter paa disse referenceproduktioner og -maengder at have anvendt visse reduktionssatser, der blev fastsat hvert kvartal.

2 Artikel 14 i beslutning nr. 234/84 bestemmer:

"Saafremt kvotesystemet som foelge af stoerrelsen af den for et kvartal fastsatte reduktionssats for en bestemt produktgruppe skaber usaedvanlige vanskeligheder for en virksomhed, der i tolv maaneder forud for det paagaeldende kvartal

- ikke har modtaget stoette, som er godkendt af Kommissionen med henblik paa at daekke driftstab

- ikke er blevet paalagt sanktioner for overtraedelse af prisreglerne, eller som har betalt eventuelt paalagte boeder

foretager Kommissionen for det paagaeldende kvartal en rimelig tilpasning af disse kvoter og/eller dele af kvoter, der kan leveres paa det faelles marked, for de beroerte produktgrupper ..."

3 Kommissionen, der var klar over de vanskeligheder, sagsoegeren, en virksomhed i den tyske jern- og staalindustri, stod over for paa grund af det ugunstige forhold mellem virksomhedens leveringskvote og dens produktionskvote (det saakaldte I:P-forhold), foretog paa sagsoegerens anmodning en tilpasning af leveringskvoten for andet, tredje og fjerde kvartal i 1984, jf. artikel 14 i beslutning nr. 234/84. Kommissionen afslog imidlertid ved beslutning af 11. juni 1985 at tilpasse sagsoegerens kvoter for de foerste to kvartaler af 1985 med den begrundelse, at Forbundsrepublikken Tysklands myndigheder i loebet af fjerde kvartal 1984 med henblik paa saerlige afskrivninger havde ydet sagsoegeren stoette til strukturelle forbedringer, der var godkendt af Kommissionen. Ifoelge Kommissionen maatte denne stoette til strukturelle forbedringer betragtes som stoette til daekning af driftstab, som i henhold til artikel 14 er til hinder for, at der tildeles sagsoegeren tillaegskvoter ifoelge denne bestemmelse. Yderligere fastslog Kommissionen, at der ikke laengere forelaa "usaedvanlige vanskeligheder" i artikel 14' s betydning, da den sagsoegende virksomhed som helhed havde haft overskud siden fjerde kvartal 1984.

4 Ved dom af 14. juli 1988 (sag 103/85, Stahlwerke Peine-Salzgitter AG mod Kommissionen, Sml. s. 4145) annullerede Domstolen Kommissionens individuelle beslutning af 11. juni 1985 om ikke, i henhold til artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, at tilpasse sagsoegerens leveringskvoter for produkter i gruppe III for foerste kvartal 1985.

5 Domstolen fastslog foerst, at sagsoegeren, Peine-Salzgitter AG, navnlig fremstiller valsede staalprodukter i gruppe III, som dengang udgjorde 16% af den samlede produktion, og at I:P-forholdet for denne produktgruppe paa det paagaeldende tidspunkt var saerlig ugunstigt for sagsoegeren.

6 Domstolen udtalte herefter, at Kommissionen ikke ved afgoerelsen af, om der forelaa usaedvanlige vanskeligheder, kunne tage udgangspunkt i virksomhedens situation som en helhed, men alene i situationen for de enkelte produktgrupper, for hvilke der anvendtes en hoej reduktionssats, og at Kommissionen derfor ikke kunne naegte at tilpasse kvoterne i henhold til artikel 14 med den begrundelse, at virksomheden som helhed havde overskud. Domstolen fandt yderligere, at den omtvistede stoette, der var blevet ydet med henblik paa et saerlig hensigtsmaessigt omstruktureringsprogram, og som skulle tilbagebetales, saafremt virksomheden aendrede sin beslutning om at lukke et anlaeg eller begraense produktionskapaciteten, ikke kunne anses for stoette til daekning af driftstab, jf. artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84.

7 Uafhaengigt af forloebet af sagen for Domstolen gav Kommissionen gentagne gange ud fra sit kendskab til de usaedvanlige oekonomiske vanskeligheder, der havde ramt sagsoegeren samt andre jern- og staalvirksomheder, udtryk for sit oenske om at tage spoergsmaalet om I:P-forholdet op til fornyet overvejelse, inden kvotesystemet forlaengedes for en ny periode paa to aar. Efter at have indhentet en udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg for EKSF anmodede Kommissionen Raadet om samtykke til de paataenkte nye bestemmelser. Raadet afviste imidlertid at give samtykke til en tilpasning af I:P-forholdet.

8 Paa denne baggrund vedtog Kommissionen den 27. november 1985 den generelle beslutning nr. 3485/85/EKSF, der forlaengede overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og staalindustrien for 1986 og 1987 (EFT L 340, s. 5). Beslutningen omfattede ikke den tilpasning af I:P-forholdet, som Kommissionen selv havde foreslaaet Raadet. Ifoelge beslutningens artikel 5 skulle Kommissionen hvert kvartal for hver virksomhed fastsaette produktions- og leveringskvoterne paa basis af de i beslutningen fastsatte referenceproduktioner og -maengder og efter paa disse referenceproduktioner og -maengder at have anvendt visse reduktionssatser, der blev fastsat hvert kvartal.

9 Til gennemfoerelse af denne bestemmelse tilstillede Kommissionen den 30. december 1985 og den 21. marts 1986 sagsoegeren individuelle beslutninger om fastsaettelse for foerste og andet kvartal 1986 af sagsoegerens leveringskvoter for produktgrupperne Ia, Ib, Ic og III.

10 Ved endnu en dom af 14. juli 1988 i de forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86 (Stahlwerke Peine-Salzgitter AG og Hoogovens Groep BV mod Kommissionen, Sml. s. 4309) annullerede Kommissionen artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85.

11 Domstolen fastslog, at sagsoegeren Stahlwerke Peine-Salzgitter bl.a. fremstiller produkter i grupperne Ia, Ib, Ic og III, og at I:P-forholdet paa det paagaeldende tidspunkt var saerlig ugunstigt for disse produktgruppers vedkommende.

12 I ovennaevnte forenede sager 33, 44, 110, 226 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl., skulle Domstolen tage stilling til spoergsmaalet, om Kommissionen for at aendre I:P-forholdet havde pligt til at indhente Raadets samtykke, eller om Kommissionen tvaertimod burde have handlet alene, men undlod det.

13 Efter at have gennemgaaet EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 1 og 2, samt den relevante retspraksis fastslog Domstolen, at Kommissionens befoejelser ifoelge Traktaten bruges paa en maade, der er i strid med deres legale formaal, hvis det fremgaar, at Kommissionen under en uretmaessig anvendelse af den fremgangsmaade, som er fastsat for indfoerelsen af kvotesystemet, undlader at udoeve egne befoejelser til at indfoere de regler, som den finder noedvendige for at sikre rimelige kvoter.

14 Herefter fastslog Domstolen, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde - ved ikke i henhold til EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, at foretage den aendring af I:P-forholdet, som Kommissionen selv havde fundet noedvendig for at fastsaette kvoterne paa et rimeligt grundlag - havde forfulgt et andet maal end selve gennemfoerelsen af bestemmelsen og dermed begaaet magtfordrejning over for sagsoegeren. Foelgelig annullerede Domstolen artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85, for saa vidt som den ikke hjemlede mulighed for at fastsaette leveringskvoter paa et grundlag, som Kommissionen fandt rimeligt for de virksomheder, for hvilke forholdet mellem produktionskvoten og leveringskvoten laa vaesentligt under EF-gennemsnittet.

15 Ved samme dom annullerede Domstolen Kommissionens til sagsoegeren rettede individuelle beslutninger af 30. december 1985 og 21. marts 1986, som til dels stoettedes paa artikel 5 i beslutning nr. 3485/85, og som sagsoegeren ogsaa havde paastaaet annulleret.

16 Det fremgaar af ovenstaaende, at Domstolen dels (dom af 14.7.1988, sag 103/85, Peine-Salzgitter) annullerede Kommissionens beslutning af 11. juni 1985, for saa vidt som Kommissionen herved afslog at tilpasse sagsoegerens kvoter for foerste kvartal 1985, jf. artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, dels (dom af 14.7.1988, forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.) annullerede baade artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 og Kommissionens individuelle beslutninger af 30. december 1985 og 21. marts 1986, der var rettet til sagsoegeren, for saa vidt som Kommissionen herved fastsatte leveringskvoterne for virksomheden Peine-Salzgitter for henholdsvis foerste og andet kvartal i 1986.

17 Derimod har Domstolen hverken annulleret Kommissionens beslutning af 11. juni 1985, for saa vidt som Kommissionen herved afslog at tilpasse sagsoegerens kvoter for andet kvartal 1985, eller annulleret Kommissionens stiltiende beslutninger om ikke at tilpasse sagsoegerens kvoter for tredje og fjerde kvartal i 1985. Domstolen har heller ikke annulleret Kommissionens til sagsoegeren rettede individuelle beslutninger af 5. august 1986, 28. november 1986, 5. marts 1987, 9. juni 1987, 12. august 1987, 3. december 1987, 11. marts 1988 og 6. juni 1988, for saa vidt som Kommissionen herved fastsatte leveringskvoterne for virksomheden Peine-Salzgitter for de sidste to kvartaler i 1986, samtlige kvartaler i 1987 og de foerste to kvartaler i 1988.

18 Det bemaerkes, at sagsoegeren kort efter afsigelsen af Domstolens to domme af 14. juli 1988 soegte at opnaa daekning eller rimelig genoprettelse af den skade, der var en foelge af Kommissionens ulovlige beslutninger, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1. Med henblik herpaa henvendte sagsoegerens administrerende direktoer sig allerede den 12. august 1988 direkte til Kommissionens naestformand, Karl-Heinz Narjes. Den 21. september 1988 blev der afholdt et moede mellem sagsoegerens medarbejdere og Kommissionens tjenestegrene. Kommissionens repraesentant, Kutscher, udtalte ved denne lejlighed, at Kommissionen end ikke kunne erstatte en del af sagsoegerens tab, idet kvotesystemet var udloebet den 30. juni 1988, og Kommissionen ikke laengere raadede over de noedvendige midler til at yde oekonomisk udligning. Herefter skrev sagsoegerens administrerende direktoer den 5. december 1988 igen til Kommissionens naestformand for at oplyse ham om, at sagsoegeren af grunde, der stoettedes paa lovreglerne vedroerende aktieselskaber og finansiering, ikke kunne give afkald paa sin ret til daekning, og at selskabet eventuelt ville vaere noedsaget til at anlaegge sag ved Domstolen. Den 9. december 1988 blev der afholdt et nyt moede mellem sagsoegerens medarbejdere og repraesentanter for Kommissionens Generaldirektorat III. Under dette moede fremhaevede Kutscher, at alene en dom fra Domstolen kunne foranledige Kommissionen til at genoprette den af sagsoegeren paaberaabte skade.

19 I en skrivelse af 28. december 1988 meddelte Kutscher sagsoegeren, at dennes I:P-forhold pr. 1. januar 1986 laa paa 65,8% under hensyntagen til Domstolens domme af 14. juli 1988. Ifoelge Kutscher var det ikke muligt paa grundlag af de naevnte domme at beregne sagsoegerens referencer og kvoter for de foelgende kvartaler. Endelige foreslog Kutscher, at Kommissionen gav afkald paa at forfoelge sagsoegerens paastaaede kvoteoverskridelser i tredje og fjerde kvartal 1986. Til gengaeld skulle sagsoegeren forpligte sig til ikke at anlaegge en ny sag mod Kommissionen i fortsaettelse af de af Domstolen afsagte domme af 14. juli 1988.

20 Da nye forhandlinger mellem parterne ikke foerte til noget resultat, meddelte sagsoegeren Kommissionen, at "den rimelige frist" jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 2, efter sagsoegerens opfattelse ville udloebe i begyndelsen af april 1989, og at virksomheden havde til hensigt at anlaegge erstatningssag ved Domstolen, hvis Kommissionen ikke inden denne dato fremsatte et tilfredsstillende forslag til udligning af selskabets tab.

21 Kommissionen imoedekom ikke sagsoegeren paa dette punkt.

22 Retten har yderligere taget til efterretning, at Domstolen ved dom afsagt den 14. juni 1989 (forenede sager 218/87 223/87 samt 72/88 92/88, Hoogovens Groep BV m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1711) annullerede artikel 5 i Kommissionens generelle beslutning nr. 194/88/EKSF af 6. januar 1988 om forlaengelse af overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og staalindustrien (EFT L 25, s. 1), som gengav indholdet af artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 og udgjorde retsgrundlaget for de af Kommissionen udstedte individuelle beslutninger for foerste og andet kvartal 1988.

Retsforhandlinger

23 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 3. juli 1989, har sagsoegeren anlagt denne sag mod Kommissionen. Sagsoegeren har, principalt i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34, subsidiaert i medfoer at Traktatens artikel 40, nedlagt paastand om erstatning, fordi Kommissionen har undladt inden for en rimelig frist at traeffe de noedvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af Domstolens to annullationsdomme af 14. juli 1988.

24 Til stoette for paastanden har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionens ulovlige beslutninger, som Domstolen har annulleret, er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet. Sagsoegeren har anslaaet den saerlige oekonomiske skade som foelge af de ulovlige beslutninger til 73 065 405 DM. Under sagen har sagsoegeren forhoejet sin paastand til 77 603 528 DM. Skaden er opgjort som forskellen mellem de indtaegter, virksomheden ville have haft, hvis Kommissionen behoerigt havde tildelt sagsoegeren en hoejere leveringskvote for det faelles marked, hvor priserne var hoejere, og de indtaegter, som virksomheden faktisk oppebar, fordi den var forpligtet til at saelge til lave priser i tredjelande.

25 Ved kendelse af 15. november 1989 hjemviste Domstolen sagen til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans.

26 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Paa dette trin af retsforhandlingerne har Rettens praesident udpeget en dommer til at udfoere hvervet som generaladvokat.

27 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under retsmoedet den 19. september 1990, og generaladvokaten har den 30. januar 1991 indgivet skriftligt forslag til afgoerelse til Rettens Justitskontor.

28 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) Det fastslaas, at foelgende beslutninger, som er truffet af Kommissionen, er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet:

a) Artikel 5 i Kommissionens generelle beslutning nr. 3485/85/EKSF af 27. november 1985, for saa vidt Kommissionen i henhold til bestemmelsen ikke har befoejelse til at fastsaette leveringskvoter, som den anser for rimelige, for de virksomheder, for hvilke forholdet mellem den enkelte leveringskvote og produktionskvoterne laa betydeligt under faellesskabsgennemsnittet.

b) De til sagsoegeren rettede individuelle kommissionsbeslutninger af 30. december 1985 og 21. marts 1986, for saa vidt der derved blev fastsat leveringskvoter for sagsoegeren for produktgrupperne Ia, Ib, Ic og III for foerste og andet kvartal 1986.

c) De til sagsoegeren rettede individuelle beslutninger, hvorved der blev fastsat leveringskvoter for sagsoegeren for produktgrupperne Ia, Ib, Ic og III for tredje kvartal 1986 samt for alle foelgende kvartaler til og med andet kvartal 1988.

d) Kommissionens beslutning af 11. juni 1985, hvorved denne afslog at foretage en tilpasning af sagsoegerens kvoter for produkter i gruppe III for foerste kvartal 1985 i medfoer af artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84/EKSF.

e) De efterfoelgende beslutninger, hvorved Kommissionen afslog at foretage en tilpasning af sagsoegerens kvoter for produkter i gruppe III for andet, tredje og fjerde kvartal 1985 i medfoer af artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84/EKSF.

2) Kommissionen tilpligtes at betale sagsoegeren 73 065 405,00 DM samt de i tiden indtil kvotesystemets udloeb (30.6.1988) paaloebne renter 8 079 885 DM, alt med rente 6% fra den 1. juli 1988.

3) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

30 Sagsoegte bestrider, at sagen kan admitteres paa grundlag af EKSF-Traktatens artikel 34, og til stoette herfor fremsaettes to anbringender, hvoraf det foerste vedroerer manglende forudgaaende annullationsdomme, medens det andet vedroerer det forhold, at Domstolen ikke har truffet en afgoerelse, hvoraf det fremgaar, at der foreligger en mangel, som begrunder ansvar for Faellesskabet.

Anbringendet om manglende forudgaaende annullationsdomme

31 Ifoelge sagsoegte kan erstatningssoegsmaalet i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34 ikke antages til realitetsbehandling, for saa vidt som det vedroerer individuelle beslutninger for andet, tredje og fjerde kvartal 1985, de sidste to kvartaler i 1986, samtlige kvartaler i 1987 og de foerste to kvartaler i 1988, idet beslutningerne ikke forudgaaende er blevet annulleret af Domstolen.

32 Til stoette herfor har sagsoegte henvist til, at realitetspaakendelse af en sag anlagt i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34 er afhaengig af, at der forinden er opnaaet en annullationsafgoerelse i henhold til Traktatens artikel 33 (Domstolens dom af 10.6.1986, forenede sager 81/85 og 119/85, Usinor mod Kommissionen, Sml. s. 1777).

1. De sidste tre kvartaler i 1985

33 Sagsoegte har gjort gaeldende, at betingelsen om, at der skal foreligge en forudgaaende annullationsafgoerelse, ikke er opfyldt, for saa vidt angaar de sidste tre kvartaler i 1985, idet der ikke inden for en frist af en maaned er anlagt sag til proevelse af den generelle beslutning nr. 234/84 eller til proevelse af de individuelle gennemfoerelsesbeslutninger vedroerende disse kvartaler.

34 Sagsoegeren anerkender, at en annullationsafgoerelse principielt er en forudsaetning for sagsanlaeg i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34, men har gjort gaeldende, at de manglende forudgaaende annullationsafgoerelser ikke i det foreliggende tilfaelde kan vaere til hinder for at afsige realitetsdom, naar henses til de udtrykkelige skriftlige loefter, Kommissionen havde givet sagsoegeren.

35 Sagsoegeren har herved henvist til en brevveksling mellem virksomheden og Kommissionen, der bl.a. indeholdt foelgende passager:

- Advokat Sedemund' s skrivelse til Kommissionen af 11. juli 1985:

"...

Da fristen for at anlaegge den naeste sag til proevelse af Kommissionens afslag af 11. juni 1985 for andet kvartal 1985 snart udloeber, skal vi nedenfor fremsaette yderligere oplysninger til uddybning af forslaget:

1. Vor klient vil undlade at anlaegge sag til proevelse af afslaget af 11. juni 1985 vedroerende andet kvartal 1985, saafremt Kommissionen giver bindende tilsagn om, at den efter Domstolens afsigelse af dom i den verserende sag 103/84 (skulle vaere 103/85) igen inden for en kort frist og i overensstemmelse med denne doms praemisser vil tage stilling til vor klients ansoegning om tilpasning af kvoterne for andet kvartal 1985, jf. artikel 14 i beslutning nr. 234/84.

2. Hvis Kommissionen foerst traeffer afgoerelse om vor klients ansoegninger vedroerende tredje og fjerde kvartal 1985, jf. artikel 14 i beslutning nr. 234/84/EKSF, efter at Domstolen har afsagt dom i sag 103/84 (skulle vaere 103/85), og Kommissionen giver vor klient bindende tilsagn om, at den herefter inden for en kort frist vil traeffe afgoerelse om disse ansoegninger i overensstemmelse med dommens praemisser, vil vor klient undlade at rejse passivitetssoegsmaal, jf. artikel 35, stk. 3, inden for den fastsatte frist efter indgivelsen af ansoegningerne.

..."

- Professor Waegenbaur' s svar af 12. juli 1985 til advokat Sedemund:

"...

1. Saa snart Domstolens dom i sag 103/84 (skulle vaere 103/85) foreligger, vil Kommissionen omgaaende drage konsekvenserne heraf og udstede en beslutning for i paakommende tilfaelde at aendre de tidligere trufne beslutninger. Det foelger i oevrigt af sig selv.

2. Paa Deres udtrykkelige anmodning vil Kommissionen udsaette de formelle afgoerelser vedroerende ansoegningerne fra tredje kvartal 1985, jf. artikel 14, indtil der er afsagt dom i sag 103/85."

36 Sagsoegeren har anfoert, at virksomheden afstod fra yderligere annullationssoegsmaal i tillid til Kommissionens tilsagn om ufortoevet at drage de noedvendige konsekvenser af Domstolens dom i sag 103/85 (vedroerende foerste kvartal 1985) med henblik paa at aendre de individuelle beslutninger, den havde udstedt efter beslutningen vedroerende foerste kvartal 1985. Ifoelge sagsoegeren havde den af parterne indgaaede aftale til formaal at undgaa yderligere annullationssoegsmaal vedroerende disse kvartaler, da de paa grund af samme sagsgenstand ville vaere unoedvendige. Sagsoegeren har dog i sine skriftlige indlaeg anerkendt, at parterne ikke udtrykkeligt omtalte muligheden for daekning af tab.

37 Ifoelge sagsoegeren var det helt klart, at sagsoegte havde forpligtet sig til for kvartalerne efter foerste kvartal 1985 at forholde sig, som om annullationsdommene allerede havde vaeret afsagt, saavel med henblik paa genoprettelse af skaden inden for rammerne af kvotesystemet som med henblik paa daekning af tab. Aftalens ordlyd kan ikke udlaegges paa nogen anden maade.

38 Sagsoegeren har i denne sammenhaeng kritiseret sagsoegte for at have tilsidesat sagsoegerens berettigede forventning ved trods de givne loefter at have paastaaet sagen afvist under anbringende af, at der ikke forelaa forudgaaende annullationsafgoerelser.

39 Sagsoegeren har yderligere anfoert, at brevvekslingen mellem parterne viser, at de indgik en ufravigelig aftale om at udvide retsvirkningerne af EKSF-Traktatens artikel 34 til at gaelde de kvartaler, for hvilke beslutningerne om fastsaettelse af kvoter ikke var blevet anfaegtet. Sagsoegerens krav om tabsdaekning kan derfor umiddelbart udledes af denne aftale, saafremt det ikke foelger direkte af EKSF-Traktatens artikel 34.

40 Sagsoegte har heroverfor anfoert, at Peine-Salzgitter kun oenskede tilpasning af kvoter paa grundlag af Domstolens dom, hvorfor Kommissionen i sin skrivelse blot henviste til, at de lovede konsekvenser udelukkende ville give sig udslag i tildeling af en for sagsoegeren mere fordelagtig kvote. Yderligere paataenkte sagsoegte medio 1985 at viderefoere kvotesystemet i en periode af tre aar fra 1. januar 1986 at regne og herefter eventuelt indfoere et fakultativt kvotesystem i henhold til EKSF-Traktatens artikel 46. Derfor overvejede de to parter stiltiende muligheden for at imoedekomme sagsoegerens eventuelle ansoegninger ved at tildele mere fordelagtige kvoter. Da kvotesystemet endnu gjaldt paa tidspunktet for brevvekslingen, antog parterne, at Domstolens afgoerelse ville falde inden systemets udloeb den 30. juni 1988. Sagsoegte har tilfoejet, at parterne paa intet tidspunkt havde talt om tabsdaekning.

41 Indledningsvis bemaerkes, at der ifoelge Domstolens praksis (jf. ovennaevnte dom af 10.6.1986, forenede sager 81/85 og 119/85, Usinor) foerst kan anlaegges erstatningssag i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34 efter annullation af den afgoerelse, der angiveligt har foraarsaget tabet, og efter at det er fastslaaet, at Kommissionen ikke har til hensigt at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at afhjaelpe den konstaterede ulovlighed.

42 Retten finder, at det i det foreliggende tilfaelde maa laegges til grund, at der ikke i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 33 blev rejst annullationssoegsmaal mod Kommissionens individuelle beslutning af 11. juni 1985, for saa vidt som den vedroerte andet kvartal 1985, ligesom der ikke blev rejst annullationssoegsmaal i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 35 mod de stiltiende beslutninger om afslag, for saa vidt angaar de sidste to kvartaler i 1985, der kan udledes af den manglende besvarelse af sagsoegerens ansoegninger, som fremgaar af ovennaevnte brevveksling, hvilket Kommissionen ikke har bestridt. Som anerkendt af Kommissionen er disse beslutninger ulovlige af samme grund som beslutningen af 11. juni 1985, der blev annulleret af Domstolen ved dom afsagt den 14. juli 1988 i sag 103/85, for saa vidt som beslutningen vedroerte foerste kvartal 1985.

43 Det bemaerkes, at Domstolen i dom af 26. april 1988 (forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. og Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 29 og 30) fastsatte de forpligtelser, der som foelge af en annullationsdom paahviler den institution, der har udstedt den annullerede retsakt. Domstolen antog, at hvor der er tale om annullation af en beslutning, som kun har virkning i en klart afgraenset periode, "har den institution, som har udstedt forordningen, foerst og fremmest pligt til at soerge for, at nye retsakter, der skal udstedes efter afsigelsen af annullationsdommen ... ikke kommer til at indeholde en bestemmelse af samme indhold som den, der er blevet erklaeret ulovlig", og "at konstateringen af ulovligheden i kraft af den tilbagevirkende gyldighed, der knytter sig til annullationsdomme, har virkning fra det tidspunkt, hvor den annullerede retsakt traadte i kraft". Herefter fastslog Domstolen, "at den paagaeldende institution ... ogsaa har pligt til, i de retsakter, der allerede var blevet udstedt, da annullationsdommen blev afsagt, ... at ophaeve bestemmelser af samme indhold som den bestemmelse, der blev anset for ulovlig".

44 Retten finder, at de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag, for saa vidt angaar de fire kvartaler i 1985, svarer til de omstaendigheder, der dannede grundlag for ovennaevnte forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86 (Asteris m.fl. og Graekenland mod Kommissionen). I begge tilfaelde er der nemlig tale om normative generelle retsakter, hvis lovlighed ikke er anfaegtet, men som danner retsgrundlag for gentagne - udtrykkelige eller stiltiende - gennemfoerelsesforanstaltninger af tidsbegraenset raekkevidde, hvoraf kun én er blevet annulleret af Domstolen.

45 I ovennaevnte forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86 (Asteris m.fl. og Graekenland) skulle Domstolen tage stilling til en raekke kommissionsforordninger vedroerende forskellige produktionsaar, udstedt i henhold til en raadsforordning, hvis gyldighed ikke var anfaegtet. Da kommissionsforordningen vedroerende et af de paagaeldende produktionsaar var blevet annulleret af Domstolen i en foerste dom, fastslog denne i en efterfoelgende dom, at Kommissionen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 176 var forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af annullationsdommen, ikke blot for saa vidt angaar den annullerede forordning, men ogsaa for saa vidt angaar den - ikke ved et annullationssoegsmaal anfaegtede - forordning vedroerende det produktionsaar, der laa mellem det produktionsaar, for hvilket forordningen var blevet annulleret, og tidspunktet for afsigelsen af annullationsdommen.

46 I den foreliggende sag skal det afgoeres, om Kommissionen i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, er forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af annullationsdommen, for saa vidt angaar andet, tredje og fjerde kvartal 1985. For andet kvartal foreligger der en udtrykkelig beslutning om afslag paa ansoegningen og for tredje og fjerde kvartal stiltiende beslutninger, der i det vaesentlige har samme indhold som den beslutning, Domstolen annullerede ved ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (sag 103/85, Peine-Salzgitter); disse beslutninger blev truffet efter den annullerede retsakts ikrafttraeden og inden annullationsdommen.

47 Ifoelge Domstolens ovennaevnte dom af 26. april 1988 (forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. og Graekenland) skal de udtrykkelige eller stiltiende retsakter, der i det vaesentlige har samme indhold som den annullerede retsakt, og som er udstedt mellem datoen for dennes ikrafttraeden og annullationsdommen med henblik paa anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 176, ligestilles med den annullerede retsakt. Denne loesning maa udvides til at omfatte EKSF-Traktatens artikel 34, for saa vidt som den er affattet i vendinger svarende til dem i EOEF-Traktatens artikel 176, med hensyn til den pligt, der paahviler den institution, som har udstedt den annullerede retsakt, til at traeffe de til fuldbyrdelse af dommen noedvendige foranstaltninger.

48 Det bemaerkes, at sagsoegte i skrivelse af 12. juli 1985 over for sagsoegeren forpligtede sig til omgaaende at drage konsekvenserne af Domstolens eventuelle annullationsdomme og, i paakommende tilfaelde, aendre de indtil da udstedte beslutninger. Ved at betegne denne forpligtelse som selvindlysende anerkendte Kommissionen udtrykkeligt, at den allerede den 12. juli 1985 var klar over sin forpligtelse til, i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, at traeffe de noedvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af saadanne annullationsdomme, ikke blot for saa vidt angaar den annullerede retsakt, men ogsaa senere retsakter, der i det vaesentlige havde samme indhold som den annullerede retsakt.

49 Med hensyn til den paastand, der principalt stoettes paa EKSF-Traktatens artikel 34, foelger det af ovenstaaende, at den foerste indsigelse til stoette for afvisningspaastanden ikke kan tages til foelge, for saa vidt som den angaar de individuelle beslutninger vedroerende de sidste tre kvartaler i 1985.

2. Sidste to kvartaler i 1986, hele 1987 og foerste to kvartaler i 1988

50 Sagsoegte har paastaaet sagen afvist, for saa vidt angaar de foerste to kvartaler i 1986, samtlige kvartaler i 1987 samt i det vaesentlige de foerste to kvartaler i 1988, idet der ikke er rejst annullationssoegsmaal til proevelse af de individuelle beslutninger om fastsaettelse af kvoter for disse kvartaler.

51 Sagsoegte goer gaeldende, at den senere annullation af artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85, som danner retsgrundlaget for ovennaevnte individuelle beslutninger, var uden betydning for disse beslutninger. Da de blev endelige efter udloebet af den i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3, fastsatte frist paa en maaned, er beslutningerne herved blevet uafhaengige af, hvad der videre maatte ske med den generelle beslutning, der danner retsgrundlaget for dem, idet retssikkerhedsprincippet og princippet om retsakters retskraft udelukker, at de individuelle beslutningers retskraft kan ophaeves ved en erstatningssag, der anlaegges efter udloebet af den i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3, fastsatte frist. Sagsoegte har tilfoejet, at Domstolen i ovennaevnte forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86 (Peine-Salzgitter m.fl.) ikke blot annullerede den generelle beslutning nr. 3485/85, men ogsaa de individuelle beslutninger af 30. december 1985 og 21. marts 1986 vedroerende de foerste to kvartaler i 1986.

52 Sagsoegeren, der har anerkendt, at en forudgaaende annullationsdom principielt er en forudsaetning for et soegsmaal i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, har fastholdt, at det forhold, at der ikke foreligger annullationsdomme, ikke kan vaere til hinder for at afsige realitetsdom, naar henses til Kommissionens udtrykkelige skriftlige loefter over for sagsoegeren.

53 Sagsoegeren har her paaberaabt sig endnu en brevveksling mellem virksomheden og Kommissionen, der bl.a. har foelgende indhold:

- Advokat Sedemund' s skrivelse af 23. april 1986 til Kommissionen:

"...

Som bekendt har Kommissionen heller ikke aendret I:P-forholdet i den individuelle beslutning af 21. marts 1986 (SG(86) D/3433) vedroerende fastsaettelsen af produktions- og leveringskvoter for andet kvartal 1986, der blev meddelt den 3. april 1986. Det ville derfor vaere klogt ogsaa for dette kvartal at anlaegge en sag, der med hensyn til realiteten er identisk med sag 44/86, for at hindre, at beslutningen af 21. marts 1986 bliver endelig.

For at undgaa en raekke sager med samme indhold - det samme problem goer sig nemlig gaeldende for de foelgende kvartaler under beslutning nr. 3485/85/EKSF' s gyldighedsperiode, saa laenge Kommissionen ikke varigt forbedrer vor klients I:P-forhold - vil vi foreslaa foelgende aftale, som Kommissionen og vor klient i oevrigt allerede havde indgaaet under gyldighedsperioden for beslutning nr. 234/84/EKSF med henblik paa de foelgende kvartaler, som skulle reguleres paa grundlag af sag 103/84 (i virkeligheden 103/85).

Saa snart Domstolen har afsagt dom i sag 44/86, traeffer Kommissionen omgaaende de noedvendige foranstaltninger paa grundlag af dommens praemisser med henblik paa at aendre ikke blot den anfaegtede individuelle beslutning af 30. december 1985 vedroerende foerste kvartal 1986 (SG(85) D/17043), men ogsaa alle senere beslutninger vedroerende vor klients leveringskvoter for foerste kvartal 1986 og de foelgende kvartaler, saa laenge beslutning nr. 3485/85/EKSF finder anvendelse.

Naar vi har modtaget Deres bekraeftelse af, at Kommissionen kan gaa ind for dette forslag, vil vor klient afholde sig fra at anlaegge sag paa grund af manglende tilpasning af I:P-forholdet til proevelse af beslutningen af 21. marts 1986 og de efterfoelgende beslutninger, saa laenge beslutning nr. 3485/85/EKSF finder anvendelse. Naar henses til den loebende frist ville jeg saette pris paa at modtage Deres svar senest 1. maj 1986."

- Professor Waegenbaur' s svar af 16. maj 1986 paa advokat Sedemund' s skrivelse:

"...

Saa snart Domstolen har afsagt dom i sag 44/86 (Peine-Salzgitter mod Kommissionen), vil Kommissionen omgaaende drage de noedvendige konsekvenser heraf under hensyntagen til dommens praemisser og bl.a., om fornoedent, aendre de indtil da udstedte beslutninger. Det gaelder saavel for foerste kvartal 1986 som for de foelgende kvartaler.

Jeg gaar ud fra, at disse loefter - som i oevrigt er selvindlysende for Kommissionen - vil afholde Dem fra at anlaegge nye sager vedroerende de foelgende kvartaler."

54 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet gav afkald paa yderligere annullationssoegsmaal i tiltro til, at Kommissionen over for selskabet havde forpligtet sig til omgaaende at drage de noedvendige konsekvenser af den dom, som Domstolen ville afsige i sagerne 33/86, 44/86 og 110/86 (vedroerende de foerste to kvartaler af 1986) med henblik paa at aendre de individuelle beslutninger efter de foerste to kvartaler af 1986. Sagsoegeren haevder, at parternes aftale havde til formaal at undgaa, at der for disse kvartaler blev anlagt yderligere annullationssager, der var overfloedige, da de havde samme genstand. Sagsoegeren har ikke desto mindre erkendt, at parterne ikke i deres skrivelser udtrykkeligt omtalte muligheden for tabsdaekning.

55 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at sagsoegte ikke kan paaberaabe sig, at Domstolen ikke blot annullerede den generelle beslutning nr. 3485/85, men ogsaa de individuelle beslutninger vedroerende de foerste to kvartaler i 1986, for saa vidt som Domstolen herved alene gav de sagsoegende parter medhold i paastandene uden af den grund at ville sondre mellem de ikke-anfaegtede individuelle beslutninger og den generelle beslutning, der udgjorde retsgrundlaget. Foelgelig foerte annullationen af den generelle beslutning nr. 3485/85 ifoelge sagsoegeren til annullation af de individuelle beslutninger, der var udstedt til gennemfoerelse af den generelle beslutning.

56 Over for argumentet om, at fristen i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3, er sprunget, har sagsoegeren anfoert, at retssikkerhedsprincippet ikke af den grund er tilsidesat i det foreliggende tilfaelde, da sagsoegeren alene af retsplejehensyn undlod at anlaegge nye annullationssager.

57 Sagsoegte har heroverfor anfoert, at da soegsmaalsfristerne er ufravigelige, kunne parterne ikke indgaa nogen aftale vedroerende fristen i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3. Selv om det kunne bevises, at der forelaa en saadan aftale, ville den under alle omstaendigheder vaere uvirksom.

58 Retten finder, at Kommissionen som foelge af ovennaevnte dom af 14. juli 1988 i de forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86 (Peine-Salzgitter m.fl.), hvorved Domstolen ikke blot annullerede artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85, men ogsaa de individuelle beslutninger af 30. december 1985 og 21. marts 1986 vedroerende de foerste to kvartaler i 1986, var forpligtet til i de retsakter, som allerede var udstedt paa tidspunktet for annullationsdommens afsigelse, at ophaeve de bestemmelser, der i det vaesentlige havde samme indhold som dem, der var blevet kendt ugyldige, nemlig de individuelle beslutninger vedroerende de sidste to kvartaler i 1986, samtlige kvartaler i 1987 samt de foerste to kvartaler i 1988. De to sidstnaevnte beslutninger havde i det vaesentlige samme indhold som de annullerede individuelle beslutninger, idet de var udstedt til gennemfoerelse af artikel 5 i den generelle beslutning nr. 194/88, som var identisk med artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85, og som i oevrigt i lighed med sidstnaevnte er blevet annulleret af Domstolen (ovennaevnte dom af 14.6.1989, forenede sager 218/(7 og 223/87 samt 72/88 og 92/88, Hoogovens).

59 Retten finder yderligere, at sagsoegte i sin skrivelse af 16. maj 1986 forpligtede sig over for sagsoegeren til omgaaende at drage konsekvenserne af Domstolens eventuelle annullationsdomme og, om fornoedent, aendre de indtil da udstedte beslutninger. Ved at betegne denne forpligtelse som selvindlysende anerkendte Kommissionen udtrykkeligt, at den allerede den 16. maj 1986 var klar over, at den i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, havde pligt til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af saadanne annullationsdomme, ikke blot for saa vidt angaar de annullerede retsakter, men ogsaa senere retsakter, der i det vaesentlige havde samme indhold.

60 Retten finder videre, at saafremt Kommissionen i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, havde pligt til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af en annullationsdom, ikke blot for saa vidt angaar den annullerede retsakt, men ogsaa senere retsakter, som vedroerer senere perioder, og som af samme grund er ulovlige, var den saa meget desto mere forpligtet til at traeffe saadanne foranstaltninger, for saa vidt angaar alle de til gennemfoerelse af en annulleret generel retsakt udstedte retsakter.

61 I det konkrete tilfaelde fjernede Domstolen - ved at annullere artikel 5 i de generelle beslutninger nr. 3485/85 og nr. 194/88 i de ovennaevnte domme af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.) og 14. juni 1989 (forenede sager 218/87 og 223/87 samt 72/88 og 92/88, Hoogovens) - retsgrundlaget for de individuelle beslutninger vedroerende de sidste to kvartaler i 1986, samtlige kvartaler i 1987 samt de foerste to kvartaler i 1988 fra ikrafttraedelsestidspunktet for de annullerede generelle bestemmelser. Foelgelig var Kommissionen med henblik paa fuldbyrdelsen af disse annullationsdomme forpligtet til at traeffe de samme foranstaltninger som dem, den ville have vaeret forpligtet til at traeffe, hvis de individuelle beslutninger selv var blevet annulleret.

62 Det kan herefter fastslaas, at ligesom den foerste indsigelse til stoette for afvisningspaastanden maatte forkastes, for saa vidt som den angaar de individuelle beslutninger vedroerende de sidste tre kvartaler i 1985, maa den ogsaa forkastes, for saa vidt som den angaar de individuelle beslutninger vedroerende tredje og fjerde kvartal 1986, samtlige kvartaler i 1987 samt de foerste to kvartaler i 1988.

Indsigelsen om, at Domstolen ikke forudgaaende har afsagt en dom, hvori det fastslaas, at der foreligger en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet

63 Sagsoegte har paastaaet erstatningssoegsmaalet afvist med den begrundelse, at Domstolen skal fastslaa, at der foreligger en mangel, inden der kan anlaegges erstatningssag i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 2. Sagsoegte laegger herved vaegt paa, at Faellesskabet, efter at der er konstateret en mangel, raader over en passende frist til at imoedegaa truslen om en dom til betaling af et pengebeloeb. I retsmoedet har sagsoegte yderligere praeciseret, dels at det ikke er noedvendigt at kraeve dom for, at der foreligger en mangel, samtidig med paastanden om annullation, dels at sagen med kravet om dom for, at der foreligger en mangel, og erstatningssagen skal anlaegges som to saerskilte sager, idet erstatningssagen kun kan antages til realitetsbehandling, efter at Domstolen har fastslaaet, at der foreligger en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet.

64 Sagsoegeren har i retsmoedet anerkendt, at der faktisk i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34 skal indroemmes Kommissionen en passende frist, efter at det er fastslaaet, at der foreligger en mangel. Imidlertid er artikel 34 ifoelge sagsoegeren ikke til hinder for, at anerkendelsessoegsmaalet og erstatningssoegsmaalet behandles under én og samme sag, saafremt den noedvendige frist for, at Kommissionen kan reagere, er udloebet for laenge siden.

65 Det bemaerkes, at Domstolen i ovennaevnte dom af 14. juli 1988 i de forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86 (Peine -Salzgitter m.fl.) blot annullerede artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 samt de individuelle beslutninger af 30. december 1985 og 21. marts 1986 uden derved at fastslaa, at de annullerede bestemmelser var behaeftet med en mangel, der kunne begrunde ansvar for Faellesskabet. Ogsaa i ovennaevnte dom af 14. juli 1988 i sag 103/85 (Peine-Salzgitter) annullerede Domstolen blot den individuelle beslutning af 11. juni 1985, der var udstedt i medfoer af artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, uden derved at fastslaa, at den individuelle beslutning var behaeftet med en mangel, der kunne begrunde ansvar for Faellesskabet.

66 Retten finder, at naar en virksomhed efter en annullationsdom udoever sin soegsmaalsret alene med henblik paa at faa fastslaaet, at Faellesskabet er ansvarligt for en mangel, og at virksomheden herved har lidt en direkte og saerlig skade, kan erstatningssagen, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 2, foerste anlaegges efter udloebet af en rimelig frist efter afsigelsen af den dom, hvorved det fastslaas, at der foreligger en mangel, saaledes at Kommissionen har mulighed for at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at sikre en rimelig genoprettelse af skaden eller, om fornoedent, at tilstaa en passende erstatning.

67 Med den foreliggende sag er der imidlertid foerst og fremmest nedlagt paastand om, at det fastslaas, at der foreligger en mangel, som begrunder ansvar for Faellesskabet, og at sagsoegeren har lidt en direkte og saerlig skade, jf. artikel 34, stk. 1.

68 Det er saaledes for tidligt, at sagsoegeren samtidig har nedlagt paastand om, at sagsoegte tilpligtes at betale et beloeb paa 77 603 528 DM i henhold til artikel 34, stk. 2, hvorfor paastanden maa afvises.

69 Det kan herefter fastslaas, at sagsoegerens paastand i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34 kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som det herved oenskes fastslaaet, at de individuelle beslutninger vedroerende samtlige kvartaler i 1985, 1986 og 1987 og de foerste to kvartaler i 1988 er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, og at de har foraarsaget den af sagsoegeren paaberaabte direkte og saerlige skade. Derimod har sagsoegeren paa et for tidligt tidspunkt nedlagt paastand om erstatning for disse kvartaler.

Realiteten

70 For saa vidt angaar realiteten, skal det afgoeres, dels om de ulovlige beslutninger er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, dels om sagsoegeren paa grund af disse beslutninger har lidt en skade, der skal genoprettes.

EKSF-Traktatens ansvarsregler

71 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2, som foelge af de strukturelle forskelle mellem denne bestemmelse og EKSF-Traktatens artikel 34 ikke kan overfoeres paa den foreliggende sag, der er anlagt i medfoer af sidstnaevnte bestemmelse. Sagsoegeren tilfoejer, at der allerhoejest kan vaere en vis sammenhaeng mellem EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2, og EKSF-Traktatens artikel 40, stk. 1. Endelig har sagsoegeren under den mundtlige forhandling yderligere anfoert, at EKSF-Traktatens forfattere antog, at Kommissionens beslutninger ifoelge EKSF-Traktaten i vaesentlig grad kun var af rent administrativ karakter, og at dette var grunden til, at befoejelserne i henhold til denne Traktat naesten udelukkende var blevet tillagt Kommissionen og ikke Raadet. Foelgelig kan Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2, der vedroerer retsanordnende bestemmelser, ikke som saadan overfoeres paa anvendelsen af EKSF-Traktatens artikel 34.

72 Sagsoegte har heroverfor anfoert, at det for at anvende EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, er noedvendigt at tage udgangspunkt i Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2, for at fastlaegge begrebet "mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet", saafremt der foreligger en ulovlig generel retsakt. Det er baggrunden for sagsoegtes udtalelse om, at Faellesskabet kun ifalder ansvar som foelge af en generel retsakt eller enhver anden retsakt, der indebaerer beslutninger vedroerende den oekonomiske politik og udoevelsen af skoensbefoejelser, saafremt der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private, eller saafremt den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser. Under henvisning til Domstolens dom af 5. december 1979 (sag 143/77, Scholten-Honig mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3583) har sagsoegte tilfoejet, at Faellesskabet kun ifalder ansvar, saafremt den paagaeldende institutions "adfaerd ... kan betegnes som graensende til vilkaarlighed".

73 Retten skal afgoere, om der for at fastlaegge begrebet "mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet", jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, skal tages udgangspunkt i de af Domstolen fastsatte kriterier i dens praksis vedroerende de ved EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2, indfoerte ansvarsregler, eller om forskellen mellem EKSF- og EOEF-Traktaterne indebaerer forskellige ansvarsregler.

74 Det bemaerkes indledningsvis, at der ifoelge Domstolens praksis kun kan foreligge en mangel, som begrunder ansvar for Faellesskabet, jf. EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2, saafremt der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private (jf. Domstolens domme af 2.12.1971, sag 5/71, Aktien-Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. s. 275, af 24.10.1973, sag 43/72, Merkur-Aussenhandels-GmbH mod Kommissionen, Sml. s. 1055, af 13.11.1973, forenede sager 63-69/72, Wilhelm Werhahn Hansamuehle m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1229, af 2.7.1974, sag 153/73, Holtz m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 675, af 31.3.1977, forenede sager 54-60/76, Compagnie industrielle et agricole du comté de Lohéac m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 645, af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe GmbH und Co. KG m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209), eller saafremt den institution, der har udstedt den ulovlige retsakt, aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 25.5.1978, Bayerische HNL, samt Domstolens domme af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady GmbH mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2955, af 4.10.1979, forenede sager 241/78, 292/78 og 245-250/78, DGV, Deutsche Getreideverwertung und Rheinische Kraftfutterwerke GmbH m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3017, af 5.12.1979, forenede sager 116/77 og 124/77, G. R. Amylum NV m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3497 og af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport SARL mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477).

75 Hvis man laeser EKSF-Traktatens artikel 33 og 34 i sammenhaeng, fremgaar det for det foerste, at en kommissionsbeslutning ikke kan annulleres i henhold til artikel 33 paa grundlag af en vurdering af de oekonomiske kendsgerninger eller omstaendigheder, som danner grundlag for beslutningen, medmindre det goeres gaeldende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning eller aabenbart har tilsidesat Traktatens bestemmelser eller en hvilken som helst retsregel vedroerende dens gennemfoerelse. For det andet fremgaar det, at en annullation af en kommissionsbeslutning kun kan begrunde ansvar for Faellesskabet, jf. artikel 34, saafremt beslutningen har foraarsaget en direkte og saerlig skade, og den kompetente retsinstans har fastslaaet, at den annullerede beslutning var behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet.

76 Heraf foelger, at Domstolens blotte annullation af en generel retsakt udstedt af Kommissionen ikke er tilstraekkelig til at begrunde ansvar for Faellesskabet, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1.

77 Herved bemaerkes, at dette resultat, der kan udledes af selve ordlyden af EKSF-Traktaten, ligger meget taet paa, hvad Domstolen inden for rammerne af EOEF-Traktaten har antaget vedroerende Faellesskabets ansvar som foelge af ulovlige generelle retsakter.

78 Naar henses til noedvendigheden af inden for et faelles retssystem - der ganske vist hviler paa tre forskellige Traktater - i videst muligt omfang at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten, for saa vidt angaar Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold som foelge af ulovlige generelle retsakter samt sammenhaengen mellem de retsbeskyttelsessystemer, der er indfoert ved de forskellige Traktater (jf. senest dom af 22.2.1990, sag C-221/88, Busseni mod Kommissionen, Sml. I, s. 519, praemis 13-16), er det hensigtsmaessigt i tilfaelde af, at der foreligger en ulovlig generel retsakt, at fortolke begrebet "mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet", jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, i lyset af de kriterier, Domstolen har fastsat i sin praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 215, stk. 2.

Foelgerne af, at Domstolen i dom af 14. juli 1988 (sag 103/85, Peine-Salzgitter) fastslog, at Kommissionens individuelle beslutning var ulovlig

79 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionens individuelle beslutning af 11. juni 1985 - ved hvilken den i henhold til artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84 afslog at tilpasse sagsoegerens kvoter for produkter i gruppe III for foerste kvartal 1985, som Domstolen annullerede ved ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (sag 103/85, Peine-Salzgitter), fordi Kommissionens beslutning stoettedes paa en fejlagtig fortolkning af artikel 14 - var behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet. Sagsoegeren mener nemlig, at Kommissionens fejlagtige fortolkning af begreberne "usaedvanlige vanskeligheder" og "stoette ... med henblik paa at daekke driftstab", jf. artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, maa anses for en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet.

80 Yderligere finder sagsoegeren, at Kommissionens beslutninger om ikke at tilpasse sagsoegerens kvoter for andet, tredje og fjerde kvartal i 1985, som ikke er blevet indbragt for Domstolen, ogsaa er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, for saa vidt som de maa anses for ulovlige af samme grund som beslutningen af 11. juni 1985.

81 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at det burde vaere indlysende for Kommissionen, at den med henblik paa afgoerelsen af, om der foreligger usaedvanlige vanskeligheder, jf. artikel 14, hverken kunne tage hensyn til situationen for andre produktgrupper eller til det forhold, at virksomheden som helhed havde overskud, idet Domstolen i dom af 22. juni 1983 (sag 317/82, Usine Gustave Boël et Fabrique de fer de Maubeuge mod Kommissionen, Sml. s. 2041) allerede havde fastslaaet, at Kommissionen under saerlige omstaendigheder kan foretage en tilpasning af kvoterne, saafremt en saadan tilpasning er noedvendig for produktgrupper, der er undergivet saerlig hoeje reduktionssatser.

82 Sagsoegeren laegger tillige vaegt paa, at Kommissionen i adskillige tilfaelde havde fortolket det omtvistede begreb korrekt ved at tildele virksomheder med overskud tillaegskvoter, hvilket viser, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde maatte have vaeret klar over sin fejl.

83 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at det maatte vaere indlysende for Kommissionen, at den stoette, sagsoegeren havde modtaget i henhold til forbundsoekonomiministerens vejledning af 28. december 1983 vedroerende ydelse af strukturforbedringsstoette til virksomheder i jern- og staalindustrien, som havde til formaal at fremme omstruktureringen og forbedre konkurrenceevnen, ikke kan anses for stoette til daekning af driftstab, jf. artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, idet denne stoette ifoelge Domstolens dom af 15. januar 1985 (sag 250/83, Finsider mod Kommissionen, Sml. s. 131) ikke kan betragtes som stoette, der kan forsinke den oenskede strukturomlaegning. Ved at betegne denne stoette som stoette til daekning af driftstab, har Kommissionen anlagt en klart urigtig fortolkning af begrebet stoette til daekning af driftstab, jf. artikel 14.

84 Heroverfor har Kommissionen gjort gaeldende, at den ikke har begaaet nogen aabenbar fejl ved fortolkningen af begrebet "usaedvanlige vanskeligheder". Kommissionen henviser til, at Domstolen i ovennaevnte dom af 22. juni 1983 (sag 317/82, Usine Gustave Boël) kun fastslog, at alene de vanskeligheder, der er en direkte foelge af indfoerelsen og anvendelsen af kvotesystemet, kan tages i betragtning i forbindelse med anvendelsen af artikel 14, og at det derfor kun er for de grupper, som er undergivet en hoej reduktionssats, at en aendring - og kun under ganske saerlige omstaendigheder - kan blive paakraevet. Domstolen har saaledes ikke uddybet de nye begreber "direkte foelge" og "saerlige omstaendigheder". Ifoelge Kommissionen tyder meget i oevrigt paa, at sagsoegerens vanskeligheder ikke skyldtes kvotesystemet, men virksomhedens strukturelle svagheder og navnlig overkapaciteten paa det i 70' erne byggede valsevaerk til universalbjaelker.

85 Kommissionen har hovedsagelig gjort gaeldende, at det absolut ikke var indlysende, at strukturomlaegningsstoetten i henhold til forbundsoekonomiministerens ovennaevnte vejledning ikke kunne betragtes som stoette til daekning af driftstab. Domstolen har ganske vist i ovennaevnte dom af 15. januar 1985 (sag 250/83, Finsider) fastsat princippet om, at alle former for stoette, der effektivt fremmer strukturomlaegningen, ikke er til hinder for en kvotetilpasning, men ifoelge Kommissionen indeholder dommen ikke et klart svar paa spoergsmaalet om, hvorvidt den omtvistede strukturomlaegningsstoette i realiteten opfyldte dette formaal. Kommissionen bemaerker, at den som foelge af udvidelsen af naevnte stoette til anlaeg, der ikke udnyttes fuldt ud, med rette maatte antage, at der var tale om skjult stoette med det formaal at daekke driftstab, idet alene endelig lukning kan betragtes som reelle strukturomlaegninger, jf. Kommissionens generelle beslutning nr. 2320/81/EKSF af 7. august 1981 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 228, s. 14, i almindelighed betegnet som EKSF-stoetteordningen).

86 Det bemaerkes, at Kommissionens individuelle beslutning af 11. juni 1985 om ikke at tilpasse sagsoegerens kvoter for foerste kvartal 1985, jf. artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, blev annulleret af Domstolen, jf. EKSF-Traktatens artikel 33, som foelge af Kommissionens tilsidesaettelse af en retsregel vedroerende Traktatens gennemfoerelse, og at Faellesskabet som foelge af Domstolens annullation af en individuel beslutning kun ifalder ansvar i henhold til artikel 34, naar det yderligere er fastslaaet, at beslutningen er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet.

87 De individuelle beslutninger vedroerende de sidste tre kvartaler i 1985 maa ligestilles med ovennaevnte individuelle beslutning vedroerende foerste kvartal 1985, for saa vidt som Kommissionen for disse beslutningers vedkommende var forpligtet til at drage samme konsekvenser som for den annullerede.

88 Det bemaerkes yderligere, at Faellesskabet kun kan ifalde ansvar for sine individuelle beslutninger om ikke at tilpasse kvoterne for samtlige kvartaler i 1985, saafremt Kommissionen aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser.

89 Domstolen skal for det foerste udtale, at Kommissionen, naar henses til Domstolens ovennaevnte dom af 22. juni 1983 (sag 317/82, Usine Gustave Boël), ikke kunne vaere uvidende om, at den ved udstedelsen af beslutningerne om ikke at tilpasse kvoterne ikke var bemyndiget til, ved afgoerelsen af, om der forelaa usaedvanlige vanskeligheder, at tage hensyn til situationen for andre produktgrupper, hvorfor den ikke gyldigt kunne stoette sin afgoerelse paa det forhold, at virksomheden i det hele havde overskud.

90 Heraf foelger, at Kommissionens fortolkning var behaeftet med en aabenbar fejl, naar henses til ordlyden af artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84 og til Domstolens fortolkning af denne bestemmelse.

91 Desuden forstaerkes karakteren af denne fejl af to forhold: Dels af, at Kommissionen efter at have fortolket bestemmelserne i 1984 uden at tage hensyn til, at sagsoegeren som helhed havde overskud, uden paaviselig grund skiftede mening med virkning fra 1985, dels af, at det som fastslaaet af Domstolen i ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (sag 103/85, Peine-Salzgitter) fremgaar af sagen, at Kommissionen i adskillige tilfaelde tildelte tillaegskvoter i henhold til artikel 14, selv om de paagaeldende virksomheder havde overskud.

92 Det er herefter ubestrideligt, at sagsoegte tilsidesatte princippet om ligebehandling af erhvervsdrivende.

93 Dernaest skal Domstolen udtale, at Domstolen i ovennaevnte dom af 15. januar 1985 (sag 250/83, Finsider) klart havde fastsat princippet om, at alene virksomheder, som har modtaget stoette, der kan forsinke strukturomlaegningen, kan miste retten til tillaegskvoter, som ogsaa kan haemme tilskyndelsen til strukturomlaegning.

94 Ved udstedelsen af beslutningerne om ikke at tilpasse kvoterne for samtlige kvartaler i 1985 kunne sagsoegte derfor ikke vaere uvidende om, at den virkning, som en stoette kan have for en virksomheds resultatopgoerelse, ikke kan anses for et gyldigt kriterium til karakterisering af stoette til daekning af driftstab, jf. artikel 14, idet enhver stoette kan foere til, at eventuelle driftstab helt eller delvis udlignes.

95 Heraf foelger, at den af sagsoegte begaaede fejl ved fortolkningen af begrebet driftstab ikke kan undskyldes.

96 Det kan saaledes fastslaas, at sagsoegte ved over for sagsoegeren at afslaa at anvende artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, for saa vidt angaar samtlige kvartaler i 1985, aabenbart og groft har overskredet graenserne for sit skoen i forbindelse med gennemfoerelsen af produktionskvotesystemet, jf. EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, og at sagsoegte derfor har truffet en beslutning, som er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1.

Foelgerne af de retlige mangler, som af Domstolen antages at foreligge i henhold til dommene af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl) og 14. juni 1989 (forenede sager 218/87 og 223/87 samt 72/88 og 92/88, Hoogovens)

97 Sagsoegeren har anfoert, at den generelle beslutning nr. 3484/85 samt de paa grundlag heraf udstedte individuelle beslutninger er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet. Herved paaberaaber sagsoegeren sig Domstolens ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.), hvorefter Kommissionen antoges at have forfulgt et andet formaal end det i EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, foreskrevne, idet Kommissionen ikke foretog den aendring af I:P-forholdet, som den havde fundet noedvendig for at fastsaette kvoterne paa et rimeligt grundlag, og at der saaledes var begaaet en aabenbar magtfordrejning i forhold til sagsoegerne. Som foelge heraf annullerede Domstolen artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 samt de paa grundlag heraf udstedte individuelle beslutninger om fastsaettelse af sagsoegernes leveringskvoter for de foerste to kvartaler i 1986.

98 Sagsoegeren har herved gjort gaeldende, at Kommissionen ved ikke af egen drift at aendre sagsoegerens I:P-forhold gjorde sig skyldig i en saerlig grov tilsidesaettelse af EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2. Sagsoegeren henviser til, at Kommissionen dels ved denne adfaerd handlede i strid med sin egen meddelelse til Raadet af 25. september 1985, hvorefter den fandt det absolut noedvendigt at foretage en tilpasning af de referencer, der blev anvendt ved beregningen af leveringskvoterne, dels ved at anmode om Raadets samtykke ikke tog hensyn til Domstolens domme af 11. maj 1983 (sag 244/81, Kloeckner-Werke AG mod Kommissionen, Sml. s. 1451) og 21. februar 1984 (forenede sager 140/82, 146/82, 221/82 og 226/82, Walzstahl-Vereinigung og Thyssen AG mod Kommissionen, Sml. s. 951).

99 Sagsoegeren har ligeledes bestridt, at Kommissionen skulle have vaeret offer for en retlig vildfarelse, idet sagsoegeren har anfoert, at retsstillingen var fuldstaendig klar, naar henses til Domstolens praksis, navnlig ovennaevnte dom af 11. maj 1983 (sag 244/81, Kloeckner-Werke). Sagsoegeren har yderligere anfoert, at Kommissionen udstedte den generelle beslutning nr. 1433/87/EKSF af 20. maj 1987 om overfoersel af en del af produktionskvoterne til kvoter, der kan leveres paa det faelles marked (EFT L 136, s. 37), uden at have indhentet Raadets samtykke.

100 Under henvisning til Domstolens praksis (ovennaevnte dom af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady) finder sagsoegeren, at Kommissionen aabenbart og groft har tilsidesat graenserne for udoevelsen af sine befoejelser, for saa vidt som dens adfaerd ikke var tilstraekkelig begrundet.

101 Sagsoegeren har tilfoejet, at selv om der kun fra Kommissionens side kan foreligge en grov overskridelse af graenserne for udoevelsen af dens befoejelser, saafremt Kommissionens adfaerd graenser til vilkaarlighed, er det i det foreliggende tilfaelde godtgjort, at sagsoegeren har forfordelt sagsoegte, bevidst har skadet denne af opportunistiske politiske grunde og, under politisk pres, har tilsidesat sagsoegerens af Kommissionen anerkendte rettigheder.

102 Endelig kan Kommissionen, ifoelge sagsoegeren, under ingen omstaendigheder i tilfaelde af afgoerelser, der er behaeftet med en retlig vildfarelse, paaberaabe sig den lempelse af ansvaret, som kan paaberaabes ved oekonomisk-politiske afgoerelser, der traeffes inden for rammerne af de vide skoensbefoejelser, EKSF-Traktaten tillaegger Kommissionen. Det retlige skoen henhoerer nemlig ikke under Kommissionens befoejelser paa det oekonomisk-politiske omraade.

103 I retsmoedet har sagsoegeren yderligere gjort gaeldende, at denne lempelse af Faellesskabets ansvar kun kan paaberaabes i tilfaelde af generelle retsakter, der er karakteriseret ved udoevelsen af vide skoensbefoejelser. Under henvisning til, at Domstolen i ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.) udtalte, at kvotetilpasningen maatte antages at henhoere under systemets detailudformning, har sagsoegeren imidlertid anfoert, at artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 ikke kan betegnes som en generel retsregel, der er karakteriseret ved udoevelsen af vide skoensbefoejelser.

104 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den handlede ud fra en retlig vildfarelse. Domstolen fastslog i ovennaevnte dom af 11. maj 1983 (sag 244/81, Kloeckner-Werke), at Kommissionen har en selvstaendig kompetence til at fastsaette enkelthederne i kvotesystemet, uden dog klart at fastlaegge graenserne for Kommissionens kompetence. Kommissionen har derfor anfoert, at den var berettiget til ikke at betragte tilpasningen af I:P-forholdet som en detailudformning af systemet, men tvaertimod som et vaesentligt spoergsmaal, der kraevede Raadets samtykke.

105 Kommissionen har herved tilfoejet, at Domstolen foerst ved ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.) fastslog, at tilpasningen af I:P-forholdet maatte anses for en detailudformning af produktionskvotesystemet indfoert paa grundlag af EKSF-Traktatens artikel 58.

106 Sagsoegte har yderligere gjort gaeldende, at en institution kun groft overskrider graenserne for udoevelsen af sine befoejelser, saafremt dens adfaerd graenser til vilkaarlighed. Under alle omstaendigheder kan man ikke i det foreliggende tilfaelde bebrejde Kommissionen, at den har handlet vilkaarligt ud fra et bevidst oenske om at forfordele sagsoegeren, for saa vidt som Kommissionen netop ved at anmode om Raadets samtykke til at aendre I:P-forholdet bestraebte sig paa at tage hensyn til sagsoegerens problemer.

107 Det bemaerkes, at ifoelge EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, kan der foerst goeres ansvar gaeldende over for Faellesskabet for en af Domstolen annulleret beslutning, naar Domstolen yderligere har fastslaaet, at beslutningen var behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet. Faellesskabet ifalder ikke ansvar som foelge af den blotte annullation af en beslutning.

108 Det skal derfor afgoeres, om Kommissionens annullerede beslutning blev udstedt paa grundlag af en fejlagtig, men undskyldelig opfattelse af et uloest retsproblem, eller om beslutningen tvaertimod var udtryk for Kommissionens aabenbare og grove - og dermed uundskyldelige - overskridelse af graenserne for udoevelsen af dens befoejelser.

109 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Domstolen i ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.) udtalte, at Kommissionen ved ikke at foretage den aendring af I:P-forholdet, som den fandt noedvendig med henblik paa at fastsaette kvoterne paa et rimeligt grundlag, havde begaaet magtfordrejning. Ved at fastslaa, at artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 var ulovlig som foelge af magtfordrejning, underkendte Domstolen klart paa grundlag af EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 1, andet afsnit, en generel retsregel karakteriseret ved udoevelsen af vide skoensbefoejelser. Den samme betragtning kan goeres gaeldende over for artikel 5 i den generelle beslutning nr. 194/88, der af samme grund blev annulleret i henhold til Domstolens ovennaevnte dom af 14. juni 1989 (forenede sager 218/87 og 223/87 samt 78/88 og 92/88, Hoogovens), idet sidstnaevnte artikel 5 var identisk med artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85.

110 Domstolen fastslog, at de individuelle beslutninger om fastsaettelse for hvert kvartal af sagsoegerens produktions- og leveringskvoter, jf. artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 henholdsvis artikel 5 i den generelle beslutning nr. 194/88, maatte annulleres, da de maatte anses for beslutninger til gennemfoerelse af de naevnte generelle beslutninger. Foelgelig maatte disse beslutninger vaere behaeftet med samme magtfordrejning som de generelle beslutninger, der dannede retsgrundlaget herfor.

111 Retten finder, at den af Domstolen fastslaaede magtfordrejning samt den klare tilsidesaettelse dels af EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, dels af lighedsprincippet under de foreliggende omstaendigheder maa betegnes som en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1.

112 Det bemaerkes saaledes for det foerste, at Domstolen i ovennaevnte dom af 11. maj 1983 (sag 244/81, Kloeckner-Werke) klart fastslog, at Raadets samtykke kun var noedvendigt for at indfoere en produktionskvoteordning paa grundlag af EKSF-Traktatens artikel 58, idet Kommissionen ikke overskrider sine befoejelser efter artikel 58 ved at fastsaette forskellige referenceproduktioner og -maengder med henblik paa, ved anvendelsen af de gaeldende reduktionssatser, at fastsaette produktionskvoten, henholdsvis den del af produktionen, som kan leveres paa det faelles marked.

113 Det bemaerkes for det andet, at Kommissionen selv i sag 119/81 (jf. Domstolens dom af 7.7.1982, sag 119/81, Kloeckner-Werke mod Kommissionen, Sml. s. 2627) anfoerte, at "kravet om samtykke i henhold til artikel 58 opfyldes saaledes, naar Raadet i princippet har godkendt indfoerelsen af et kvotesystem", og at det "ikke [er] paakraevet, at Raadet udtaler sig om udformningen af systemet i enkeltheder".

114 Det bemaerkes for det tredje, at Domstolen i dom af 21. februar 1984 (forenede sager 140/82, 146/82, 221/82 og 226/82, Walzstahl m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 951) udtalte, at Kommissionens befoejelser i henhold til EKSF-Traktaten bliver brugt paa en maade, der er i strid med deres legale formaal, dersom Kommissionen udelukkende eller dog i det mindste overvejende anvender dem med det formaal at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved Traktaten for at imoedegaa de problemer, som Kommissionen skal loese.

115 I den foreliggende sag undersoegte Kommissionen foerst den saerlige situation for virksomhederne Peine-Salzgitter og Hoogovens, hvorefter den under forhandlinger med de beroerte virksomheder i Det Raadgivende Udvalg' s regi og navnlig i sin meddelelse til Raadet af 25. september 1985 fastslog, at I:P-forholdet for disse virksomheder burde tilpasses med henblik paa at fastsaette kvoterne paa et rimeligt grundlag. Alligevel vedtog Kommissionen ikke i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, de noedvendige bestemmelser til at gennemfoere denne konklusion. Selv om Raadet allerede principielt havde givet sit samtykke til indfoerelsen af et kvotesystem, begraensede Kommissionen sig til at forelaegge Raadet et forslag paa grundlag af artikel 58, stk. 1, selv om den ikke kunne vaere uvidende om, at det ikke var noedvendigt, at Raadet udtalte sig om fastsaettelsen af produktions- og referencemaengderne med henblik paa, ved anvendelse af de gaeldende reduktionssatser, at fastsaette produktions- og leveringskvoterne for virksomhederne.

116 Da sagsoegte ikke indhentede Raadets samtykke, udstedtes de generelle beslutninger nr. 3485/85 og nr. 194/88 uden aendring af leveringskvotesystemet.

117 Herefter finder Retten, at Kommissionen maatte vaere vidende om sin pligt til paa eget ansvar at fastsaette leveringskvoterne paa et rimeligt grundlag og derved til enhver tid noeje overholde lighedsprincippet, for saa vidt angaar byrder paalagt af det offentlige (jf. dom af 13.7.1961, forenede sager 14/60, 16/60, 17/60, 20/60, 24/60, 26/60 og 27/60 samt 1/61, Meroni m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 257). Kommissionen kunne heller ikke vaere uvidende om, at princippet om en rimelig fordeling af leveringskvoterne - som foelge af Kommissionens tilsidesaettelse af denne pligt - ikke blev overholdt, for saa vidt angaar et begraenset antal virksomheder, hvis I:P-forhold var blevet usaedvanlig ugunstigt.

118 Heraf foelger, at Kommissionen ved at udstede artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85 og de individuelle beslutninger, der er udstedt til gennemfoerelse af denne bestemmelse, samt artikel 5 i den generelle beslutning nr. 194/88 og de individuelle beslutninger, der er udstedt til gennemfoerelse heraf, aabenbart og groft har overskredet graenserne for sine befoejelser i forbindelse med gennemfoerelsen af produktionskvotesystemet, jf. EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2. Der foreligger saaledes en mangel, der kan tilskrives Kommissionen, og som begrunder ansvar for Faellesskabet i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1.

Skaden

119 Det skal herefter afgoeres, om sagsoegeren - som foelge af de beslutninger, som var behaeftet med en mangel, der som ovenfor naevnt begrunder ansvar for Faellesskabet - er blevet paafoert en direkte og saerlig skade i form af forskellen mellem de indtaegter, sagsoegeren kunne have oppebaaret, hvis Kommissionen behoerigt havde tildelt virksomheden en stoerre kvote for levering paa det faelles marked, hvor priserne var hoejere, og de indtaegter, virksomheden faktisk oppebar, fordi den var forpligtet til at saelge til lavere priser i tredjelande.

Den direkte skade

120 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det maa undersoeges, om der var opstaaet samme skade, saafremt den ulovlige retsakt ikke var blevet udstedt. I det foreliggende tilfaelde er det Kommissionens ulovlige beslutninger, som direkte har foraarsaget sagsoegerens tab, idet de forhindrede virksomheden i at opnaa hoejere salgspriser for de yderligere maengder, den uden de ulovlige beslutninger kunne have afsat i Faellesskabet.

121 Kommissionen har gjort gaeldende, at den paastaaede skade opstod af andre grunde end de ulovlige kommissionsbeslutninger, nemlig bl.a. paa grund af prisniveauet paa verdensmarkedet, som Kommissionen ikke havde mulighed for at kontrollere. AArsagsforbindelsen maa i oevrigt snarere soeges i de individuelle beslutninger, der ikke er anfaegtet, end i de annullerede generelle beslutninger. Endelig kan sagsoegeren, der takket vaere kvotesystemet er kommet uskadt fra krisen, ikke vaere berettiget til, efter kvotesystemets udloeb, at paaberaabe sig en skade paa et tidspunkt, hvor virksomheden igen har en betydelig fortjeneste.

122 Retten finder, at selv om det, paa den ene side, er korrekt, at virksomhederne til stoette for deres krav om tabsdaekning ikke kan paaberaabe sig restriktive foranstaltninger, som er truffet inden for rammerne af kvotesystemet med henblik paa en sanering af markedet og en forbedring af virksomhedernes rentabilitet paa langt sigt, kan Kommissionen, paa den anden side, ikke frigoere sig fra sit ansvar, alene fordi gunstige konjunkturer i staalsektoren efter kvotesystemets udloeb har gjort det muligt for de virksomheder, der er kommet uskadt gennem krisen, igen at realisere en fortjeneste.

123 Selv om den oprindelige skade bl.a. blev foraarsaget af de generelle beslutninger nr. 3485/85 og nr. 194/88, der blev underkendt, har Domstolen dog ogsaa annulleret visse individuelle beslutninger, fordi de var behaeftet med samme mangel som den generelle beslutning nr. 3485/85, ligesom alle de oevrige individuelle beslutninger - skoent de ikke er annulleret - blev ulovlige af samme grund, og de ville derfor have lidt samme skaebne, hvis de var blevet proevet under et annullationssoegsmaal for Domstolen. For saa vidt angaar 1985, blev skaden foraarsaget af en af Domstolen annulleret individuel beslutning samt af tre andre individuelle beslutninger, som - skoent de ikke blev annulleret - var behaeftet med samme mangel.

124 Yderligere skyldtes den skade, der blev paafoert Peine-Salzgitter, ikke prisfaldet for staal paa bestemte markeder i tredjelande, men derimod, at virksomheden som foelge af en raekke ulovlige kommissionsbeslutninger var forpligtet til at afsaette sin produktion paa disse markeder til tabsgivende priser.

125 Endelig bemaerkes, at sagsoegeren ikke har kraevet tildeling af de relative markedsandele, virksomheden haevder at have mistet i forhold til sine konkurrenter, der uberettiget fik tildelt de leveringskvoter, som man ulovligt havde naegtet sagsoegeren, men en oekonomisk udligning af de direkte tab, der var foraarsaget af de ulovlige beslutninger, som var behaeftet med en fejl, der begrunder ansvar for Faellesskabet.

126 Det maa derfor fastslaas, at Kommissionens culpoese adfaerd foraarsagede den af sagsoegeren paaberaabte skade.

Den saerlige skade

127 Sagsoegeren har anfoert, at den konkret paafoerte skade gaar ud over den "gêne commune", som maa baeres ligeligt af samtlige erhvervsdrivende. Alene sagsoegeren og selskabet Hoogovens har nemlig haft en indtaegtsnedgang som foelge af Kommissionens afslag paa anmodningen om tilpasning af I:P-forholdet.

128 Sagsoegeren har tillige fremhaevet, at Domstolen i ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.) udtrykkeligt fastslog, at sagsoegeren befandt sig i "usaedvanlige vanskeligheder".

129 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at det ikke er afgoerende, om virksomheden har haft nogen fortjeneste siden udloebet af kvotesystemet, men om den under anvendelsen af dette system har vaeret udsat for forskelsbehandling. Ifoelge sagsoegeren har konkurrerende virksomheder som foelge af Kommissionens adfaerd opnaaet en merfortjeneste paa det faelles marked, som burde vaere tilfaldet sagsoegeren. Det forhold, at sagsoegeren i perioden fra foerste kvartal 1985 til andet kvartal 1988 mistede fortjeneste som foelge af Kommissionens ulovlige beslutninger, hindrede i en laengere periode sagsoegeren i at investere og nedbringe sin gaeld. Sagsoegeren blev forfordelt, idet virksomheden efter kvotesystemets udloeb stod over for nye konkurrencevilkaar og samtidig skulle rette op paa det tidligere tab.

130 Sagsoegte har gjort gaeldende, at der ikke i den foreliggende sag er foraarsaget nogen skade, der skal erstattes i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34, idet der ifoelge Domstolens praksis (jf. kendelse af 2.5.1988, sag 92/88 R, Assider mod Kommissionen, Sml. s. 2425) kraeves varig "forringelse i markedsstillingen". Der foreligger ikke en saadan varig skade efter ophaevelsen af kvotesystemet, idet virksomhederne, som nu igen er underlagt konkurrencen, har mulighed for at foroege deres markedsandele og saaledes kan udligne de tab, der opstod under kvotesystemet. Sagsoegte tilfoejer, at det skyldes kvotesystemet og det af Faellesskabet skabte positive oekonomiske klima, at sagsoegeren er blevet i stand til igen at opnaa en betydelig fortjeneste paa et saneret marked.

131 Det bemaerkes, at begrebet "saerlig skade" relateres dels til skadens specielle intensitet, dels til, at den beroerer et begraenset antal erhvervsdrivende, der kan bestemmes.

132 Med hensyn til den saerlige karakter af den skade, der blev foraarsaget af anvendelsen af artikel 5 i den generelle beslutning nr. 3485/85, henvises til ovennaevnte dom af 14. juli 1988 (forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Peine-Salzgitter m.fl.), hvori Domstolen udtalte, at "det er ubestridt, at de ugunstige I:P-forhold skaber saerlige oekonomiske vanskeligheder for sagsoegerne". Det kan heraf udledes, at den skade, der skyldes den ansvarspaadragende mangel, hvormed Kommissionens ulovlige beslutninger var behaeftet, langt overskrider, hvad der med rimelighed kan kraeves af den enkelte erhvervsdrivende, hvis oekonomiske interesser lider skade som foelge af en ulovlig generel retsakt, uden at der kan goeres krav paa erstatning fra det offentlige.

133 Yderligere er kravet om, at retsakten skal beroere et begraenset antal erhvervsdrivende, der naermere skal kunne bestemmes, ogsaa opfyldt, idet ni jern- og staalvirksomheder, hvis navn er opgivet, har haft betydelige vanskeligheder som foelge af et saerlig ugunstigt I:P-forhold.

134 Med hensyn til den saerlige karakter af den skade, der skyldes den annullerede beslutning af 11. juni 1985 og beslutningerne vedroerende de sidste tre kvartaler i samme aar om ikke at tilpasse leveringskvoterne i overensstemmelse med artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, bemaerkes foerst, at Kommissionen i en skrivelse af december 1988 til sagsoegeren selv vurderede tillaegget i henhold til artikel 14 til 7 000 tons pr. kvartal for 1985, hvilket stemte overens med sagsoegerens egen vurdering af tillaegget. Denne skade overskrider langt, hvad der med rimelighed kan kraeves af en erhvervsdrivende.

135 Dernaest bemaerkes, at betingelsen om, at de mangelfulde afgoerelser skal beroere et begraenset antal erhvervsdrivende, der naermere kan bestemmes, ogsaa er opfyldt, idet alene Peine-Salzgitter fik afslag fra Kommissionen paa ansoegningen om tilpasning af I:P-forholdet for 1985, jf. artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84, hvilket ikke er bestridt af Kommissionen.

136 Det er saaledes godtgjort, at Kommissionen uden begrundelse har tilsidesat princippet om ligebehandling af de erhvervsdrivende, at denne tilsidesaettelse har ramt en begraenset og klart identificeret gruppe af erhvervsdrivende, og at den paastaaede skade gaar ud over graenserne for de oekonomiske risici, som er forbundet med virksomhed i den paagaeldende sektor (jf. Domstolens domme af 4. oktober 1979 i ovennaevnte sag 238/78, Ireks-Arkady, og i ovennaevnte forenede sager 241, 242 og 245-250/78, DGV, samt i de forenede sager 261 og 262/78, Interquell Staerke-Chemie mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3045).

137 Det kan herefter fastslaas, at de individuelle beslutninger vedroerende samtlige fire kvartaler i aarene 1985, 1986 og 1987 samt de foerste to kvartaler i 1988 er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, jf. EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 1, og at sagsoegeren ved beslutningerne er blevet paafoert en direkte og saerlig skade.

138 Sagen boer derfor hjemvises til Kommissionen, som har pligt til at traeffe forholdsregler, der er egnet til at sikre en rimelig genoprettelse af den skade, der er en direkte foelge af ovennaevnte individuelle beslutninger, og til, om fornoedent, at tilstaa en passende erstatning.

Sagens omkostninger

139 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, der finder tilsvarende anvendelse for Retten, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegte har i det vaesentlige tabt sagen, men er frifundet for paastanden om betaling af 77 603 528 DM. Sagsoegte boer derfor betale sine egne omkostninger og 90% af sagsoegerens. Sagsoegeren boer betale 10% af sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Foelgende beslutninger, truffet af Kommissionen, er behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet:

a) De beslutninger, hvorved Kommissionen i medfoer af artikel 14 i den generelle beslutning nr. 234/84/EKSF afslog at foretage en tilpasning af sagsoegerens kvoter for produkter i gruppe III for de fire kvartaler i 1985.

b) De beslutninger, hvorved Kommissionen i medfoer af artikel 5 i de generelle beslutninger nr. 3485/85/EKSF og nr. 194/88/EKSF fastsatte sagsoegerens leveringskvoter for produkter i grupperne Ia, Ib, Ic og III fra tredje kvartal 1986 til og med andet kvartal 1988.

2) Sagsoegeren er blevet paafoert en direkte og saerlig skade ved beslutningerne.

3) Sagsoegte frifindes for kravet om betaling af 77 603 528 DM med renter, da det er for tidligt fremsat.

4) Sagen hjemvises til Kommissionen, som har pligt til at traeffe forholdsregler, der er egnet til at sikre en rimelig genoprettelse af den skade, der er en direkte foelge af ovennaevnte individuelle beslutninger, og til, om fornoedent, at tilstaa en passende erstatning.

5) Kommissionen betaler sine egne omkostninger og 90% af sagsoegerens. Sagsoegeren betaler 10% af sine egne omkostninger.