61989A0110

++++

1. Tjenestemaend - social sikring - sygesikring - udgifter som foelge af sygdom - maksimumsbeloeb - lovlighed - betingelser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 72)

2. Tjenestemaend - soegsmaal - soegsmaal, som tilsigter proevelse af en normativ bestemmelses lovlighed, uden at der foreligger en akt indeholdende et klagepunkt - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

3. Tjenestemaend - social sikring - sygesikring - udgifter som foelge af sygdom - godtgoerelse - institutionernes forpligtelser - overholdelse af lighedsprincippet

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 72)

1. Vedtaegtens artikel 72 giver ikke de personer, som er omfattet af den faelles sygesikringsordning, ret til en godtgoerelse paa 80% eller 85% af afholdte udgifter alt efter ydelsernes art. Satserne fastsaetter den maksimale graense for godtgoerelserne. De udgoer ikke minimumssatser og paalaegger ikke institutionerne pligt til i alle tilfaelde at godtgoere de paagaeldendes udgifter i det anfoerte omfang.

Fastsaettelsen af maksimumsbeloeb i gennemfoerelsesbestemmelserne for at sikre sygesikringsordningens oekonomiske ligevaegt er ikke en overtraedelse af vedtaegtens artikel 72, naar faellesskabsinstitutionerne ved fastsaettelsen af disse maksimumsbeloeb overholder princippet om social sikring, som denne artikel hviler paa.

2. I forbindelse med en sag anlagt i medfoer af vedtaegtens artikel 91 er Retten kun kompetent til at efterproeve lovligheden af en akt, som indeholder et klagepunkt i forhold til sagsoegeren, men kan ikke udtale sig abstrakt om lovligheden af en generel retsregel, naar der ikke er truffet en saerlig gennemfoerelsesforanstaltning.

3. Lighedsprincippet paalaegger institutionerne pligt til at afhjaelpe en ulige situation for de af den faelles sygesikringsordning omfattede personer, som i visse medlemsstater har hoejere udgifter til laegebehandling.

Institutionerne skal dog ikke straks forhoeje godtgoerelserne til de paagaeldende tjenestemaend, navnlig ikke da ordningens oekonomiske ligevaegt skal sikres. Det paahviler dem derimod med den noedvendige fornoedne omhu at foretage en samordning for at foretage en korrekt revision af sygesikringsordningen, som sikrer, at lighedsprincippet overholdes.

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren, Giorgio Pincherle, er kontorchef for afdelingen for "vedtaegten og disciplinaere spoergsmaal" under Generaldirektorat IX, Personale og Administration, i Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber. Som tjenestemand ved Kommissionen er Pincherle tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "den faelles ordning"). Hans aegtefaelle og boern er som medforsikrede personer omfattet af samme ordning. Pincherle' s tjenestested er Bruxelles. Deres boern har i nogen tid gaaet i skole i Italien, hvor hans aegtefaelle af samme grund opholder sig fra tid til anden. Det er af denne grund, at udgifter til laegebehandling, navnlig for saa vidt angaar hans familiemedlemmer, afholdes i Italien.

2 I loebet af 1988 indsendte sagsoegeren diverse anmodninger om godtgoerelse af udgifter i forbindelse med sygdom afholdt i Italien i forbindelse med ydelser til hans familiemedlemmer, til afregningskontoret i Bruxelles. Som svar herpaa modtog sagsoegeren tre afregninger, udfaerdiget henholdsvis den 8. juni 1988, den 10. august 1988 og den 23. august 1988, med foelgende indhold:

- Afregning nr. 71 af 8. juni 1988 vedroerer godtgoerelse af udgifter i forbindelse med otte laegebehandlinger betalt i italienske lire; i seks tilfaelde blev udgifterne godtgjort med 85%; i de to oevrige tilfaelde - konsultation af speciallaeger - blev de godtgjort med et beloeb paa 1 072 BFR, som paa davaerende tidspunkt var det maksimumsbeloeb, der kunne godtgoeres i henhold til afsnit I, konsultationer og besoeg, i bilag I til ordningen vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "sygesikringsordning"). I de to sidstnaevnte tilfaelde udgjorde det godtgjorte beloeb henholdsvis 63% og 38% af de faktisk afholdte udgifter.

- Afregning nr. 72 af 10. august 1988 vedroerer godtgoerelse af udgifter i forbindelse med tolv laegebehandlinger. Honorarerne for otte af dem blev betalt i italienske lire. Der fandt otte godtgoerelser sted med 85%; en godtgoerelse med 80%; to konsultationer af italienske speciallaeger blev godtgjort inden for den i sygesikringsordningens bilag I fastsatte graense, dvs. med 1 072 BFR, som udgjorde 29% af de afholdte udgifter; endelig blev et laegebesoeg i hjemmet foretaget af en italiensk speciallaege godtgjort med det i bilag I hjemlede maksimumsbeloeb, dvs. 1 470 BFR, som udgjorde 43% af de afholdte udgifter.

- Afregning nr. 73 af 23. august 1988 vedroerer godtgoerelse af udgifter paa 1 500 000 LIT, afholdt ved udgifter til tandpleje, og 100 000 LIT for de derved anvendte materialer. Sagsoegeren havde forelagt et overslag, som afregningskontoret havde godkendt. Sidstnaevnte havde dog meddelt sagsoegeren, at godtgoerelsen ville ske inden for sygesikringsordningens beloebsgraenser. I medfoer af bestemmelserne i sygesikringsordningens bilag I, punkt XV, andet afsnit, forelagde afregningskontoret disse udgifter til udtalelse hos institutionens raadgivende laege, som ansaa udgifterne til tandpleje som urimeligt store og nedsatte dem til 850 000 LIT. De omhandlede udgifter til tandpleje blev godtgjort med 19 203 BFR, dvs. 79,73% af det godkendte beloeb paa 850 000 LIT og for de anvendte materialer en godtgoerelse paa 1 866 BFR, dvs. 66,55% af det beloeb paa 100 000 LIT, sagsoegeren havde betalt.

3 Ved skrivelse af 13. oktober 1988, registreret den 19. oktober 1988, indgav Pincherle en klage over de naevnte afregninger i medfoer af artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvori han anfaegtede de naevnte godtgoerelsessatser, som han ansaa for urimelige og diskriminerende.

4 Forvaltningskomitéen for den faelles ordning, som havde faaet sagen forelagt af administrationen i medfoer af artikel 16, stk. 2, i sygesikringsordningen, afgav den 23. februar 1989 en udtalelse - nr. 1/89 - vedroerende Pincherle' s klage, hvori det udtaltes, at afregningskontorets afgoerelser burde opretholdes. Udtalelsen blev fremsendt til Pincherle, som ikke modtog noget andet svar fra administrationen paa klagen.

5 Forvaltningskomitéen afgav den 23. februar 1989 i medfoer af sygesikringsordningens artikel 18, stk. 6, og artikel 30 en udtalelse nr. 3/89 vedroerende revision af den omhandlede ordning. I denne udtalelse anfoertes det, at som foelge af en voksende forskel mellem bidrag til og udgifter afholdt af den faelles ordning var der de seneste regnskabsaar fremkommet et underskud, hvorfor der ifoelge overslagene bestod risiko for, at ordningens akkumulerede overskud i vidt omfang ville vaere opbrugt fra slutningen af regnskabsaaret 1991. Det blev understreget, at det derfor var noedvendigt at genoprette ligevaegten mellem bidrag og udgifter, hvorfor det bl.a. blev foreslaaet at forhoeje de tilsluttedes bidrag fra 1,35 til 1,80% og institutionernes fra 2,70 til 3,60%. Samtidig blev der foreslaaet en raekke aendringer i sygesikringsordningen - navnlig at der indsattes to punkter A og B henholdsvis vedroerende tandpleje og tandproteser i bilag III, som fremover skulle have overskriften "tabel over godtgoerelser for tandpleje og tandproteser" - samt forskellige tilpasninger af fortolkningsbestemmelserne til naevnte ordning:

- For saa vidt angaar fortolkningsbestemmelserne til bilag I ("Regler for godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom"), afsnit I, punkt 1 og 2, blev det foreslaaet, at "honorarer for disse ydelser (konsultation og besoeg af praktiserende laeger og specialister) udtrykt i italienske lire bliver fastsat paa grundlag af en koefficient, der hoejst kan vaere 2".

- For saa vidt angaar fortolkningsbestemmelserne til bilag III, afsnit A, blev det foreslaaet, at honorarer for disse ydelser udtrykt i italienske lire bliver fastsat paa grundlag af en koefficient, der hoejst kan vaere 1,8, eller at der fastsaettes hoejere maksimumsbeloeb for godtgoerelse af disse ydelser.

6 Den 20. december 1990 afgav Forvaltningskomitéen en ny udtalelse, nr. 35/90, om revision af sygesikringsordningen. Den fandt, at maksimumsbeloebene for godtgoerelse af visse ydelser burde forhoejes, og at beloebene i videst muligt omfang skulle fastsaettes saaledes, at mindst 90% af de ydelser, som de tilsluttede og de medforsikrede personer modtager fra laeger og hospitaler, kan daekkes med 80% henholdsvis 85% som hjemlet i vedtaegtens artikel 72 og i sygesikringsordningen. Det fremgik, at den gennemsnitlige godtgoerelsessats for ydelserne - bortset fra dem, som ordningen har fastsat en godtgoerelse paa 100% for, var steget i 1989: for afregningskontoret i Bruxelles til 80,01%; for afregningskontoret i Luxembourg til 80,79%; for afregningskontoret i Ispra til 72,73%. Komitéen mente, at institutionernes administrationer for at overholde lighedsprincippet i medfoer af sygesikringsordningens artikel 8 skulle fastsaette koefficienter for de lande, hvor laegeudgifterne er saerlig hoeje.

Retsforhandlinger

7 Det er paa denne baggrund, at Pincherle har anlagt sag ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. maj 1989, hvor den blev registreret under nummer 161/89.

8 I henhold til artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans hjemviste Domstolen ved kendelse af 15. november 1989 sagen til Retten, hvor den blev registreret under nummer T-110/89.

9 Ved fire kendelser afsagt den 12. december 1989 tillod Retten Unione sindacale Euratom Ispra, Sindacato ricerca della Confederazione generale italiana del lavoro, Sindacato ricerca dell' Unione italiana del lavoro og Sindacato ricerca della Confederazione italiana sindacati liberi at intervenere til stoette for sagsoegerens paastande. Intervenienterne har indgivet deres skriftlige indlaeg til Rettens Justitskontor den 23. februar 1990.

10 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

11 Den mundtlige forhandling fandt sted den 30. januar 1991. Parternes repraesentanter har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal. Sagsoegte har fremlagt Forvaltningskomitéens udtalelse nr. 3/89 og intervenienterne samme udvalgs udtalelse nr. 35/90 vedroerende de to aendringer af sygesikringsordningen.

12 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Det fastslaas, at de maksimumsbeloeb for godtgoerelse, der er fastsat i bilagene til den faelles sygesikringsordning, for besoeg og konsultation af laege og tandpleje - i forhold til ydelser praesteret i lande med hoeje udgifter hertil - er retsstridige, idet de indebaerer en overtraedelse af princippet om og kriterierne for den sociale sikring i vedtaegtens artikel 72 og af forbuddet mod forskelsbehandling, som hele afsnit V i vedtaegten er baseret paa.

- De afgoerelser, som fremgaar af afregningskontorets afregninger nr. 72 af 10. august 1988 og nr. 73 af 23. august 1988, hvorved de omtvistede ydelser blev godtgjort, annulleres.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes efter de derom gaeldende regler.

14 Intervenienterne har tilsluttet sig sagsoegerens paastande.

Realiteten

15 Til stoette for sine paastande har sagsoegeren paaberaabt sig to soegsmaalsgrunde, dels tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 72, dels tilsidesaettelse af det almindelige forbud mod forskelsbehandling, som ifoelge sagsoegeren er indeholdt i bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V.

16 Inden omtalen af parternes argumentation boer der gives en fremstilling af de bestemmelser, som udgoer den generelle retlige baggrund for sagen.

17 Vedtaegtens artikel 72, stk. 1, bestemmer, at i sygdomstilfaelde garanteres der tjenestemanden, hans aegtefaelle og andre personer, over for hvem han har forsoergerpligt, godtgoerelse af udgifter paa indtil 80% i henhold til en af Faellesskabernes institutioner efter faelles aftale vedtaget ordning. Satsen forhoejes til 85% for konsultationer og besoeg, kirurgiske indgreb, hospitalsindlaeggelse, farmaceutiske produkter, radiologi, analyser og proteser i henhold til laegerecept (bortset fra tandproteser).

18 Til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 72 har Faellesskabets institutioner udstedt den naevnte ordning vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber. Sygesikringsordningens artikel 9, stk. 1, bestemmer, at "de berettigede under denne ordning kan frit vaelge laege og plejeinstitution". I sygesikringsordningens bilag I fastsaettes der dog maksimumsbeloeb for godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom, og i bilag III for tandproteser. Desuden fremgaar det af bilag I, andet afsnit i punkt XV, benaevnt "diverse":

"Udgifter vedroerende behandlinger, som af afregningskontoret efter udtalelse fra den raadgivende laege, betragtes som ikke funktionelle eller overfloedige, kan ikke godtgoeres.

Udgifter, som af afregningskontoret efter udtalelse fra den raadgivende laege betragtes som urimeligt store, kan ikke godtgoeres."

19 Sygesikringsordningen blev revideret med virkning fra 1. januar 1991. Bilag III blev aendret i overensstemmelse med Forvaltningskomitéens forslag (jf. ovenfor praemis 5). Desuden blev fortolkningsbestemmelserne til ordningen aendret paa foelgende maade:

- For saa vidt angaar fortolkningsbestemmelserne til bilag I, afsnit I, punkt 1 og 2, bestemmer de fremover:

"I de tilfaelde, hvor bestemmelserne i ordningens artikel 8, stk. 1, finder anvendelse, vil godtgoerelsen af honorarer for disse ydelser (konsultation og besoeg af praktiserende laeger og specialister), naar de er udtrykt i italienske lire og pund sterling, blive fastsat paa grundlag af en koefficient, der hoejst kan vaere 2.

- For saa vidt angaar fortolkningsbestemmelserne til bilag III, afsnit A og B, fastsaetter de fremover forskellige forhoejende koefficienter ved godtgoerelse af udgifter ved tandpleje og visse faste tandproteser, hvor honorarerne og priserne er udtrykt i italienske lire."

Anbringendet om overtraedelsen af vedtaegtens artikel 72

20 Sagsoegeren bestrider ikke, at vedtaegtens artikel 72 fastsaetter graensen for den maksimale godtgoerelse, tjenestemanden og hans familiemedlemmer, som er omfattet af den faelles sygesikringsordning, har ret til, eller at artikel 72 overlader det til Faellesskabets institutioner at traeffe faelles aftale om gennemfoerelsesbestemmelserne. Efter hans opfattelse er det dog ubestrideligt, at daekningen af udgifter som foelge af sygdom mindst skal sikre en godtgoerelse paa 80% eller 85% af de afholdte udgifter, selv om det maa anerkendes, at gennemfoerelsesbestemmelserne boer fastsaette visse kvantitative kriterier.

21 Han har anfoert, at selv om det gradvis indfoeres i de nationale ordninger, at de forsikrede skal afholde en beskeden del af udgiften, er det dog klart retsstridigt, at en sygesikringsordning, som ikke yder direkte bistand, forvaltes saaledes, at godtgoerelsessatserne ligger langt fra begrebet og maalsaetningen for "social sikring".

22 Han mener, at de generelle gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegtens artikel 72, dvs. sygesikringsordningen og i denne sag naermere bestemt dennes bilag I, skal anses for retsstridig, for saa vidt som de fastsaetter maksimumsbeloeb for godtgoerelse, som efter de faktiske forhold ligger langt fra satserne paa 80% og 85%, som er fastsat i artikel 72. Ifoelge sagsoegeren er dette tilfaeldet med hensyn til de i denne sag anfaegtede godtgoerelser, som ligger inden for intervallet 29%-66% af de afholdte udgifter. Saadanne resultater bringer efter sagsoegerens opfattelse princippet om social sikring i vedtaegtens artikel 72 i fare.

23 Kommissionen har bemaerket, at vedtaegtens artikel 72 ikke giver de personer, som er tilsluttet den faelles ordning, ret til at faa en godtgoerelse paa 80% eller 85% alt efter ydelsernes art. Disse satser er blot den maksimale graense for, hvor meget der kan godtgoeres, og indebaerer derfor ikke i alle tilfaelde pligt til at godtgoere de medforsikredes og de tilsluttedes udgifter i dette omfang.

24 Kommissionen har tilfoejet, at den faelles ordning hviler paa en ordning med godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom, som kun kan fungere ved hjaelp af de tilsluttedes bidrag, og som derfor ikke raader over ubegraensede ressourcer. Da de tilsluttede i almindelighed har interesse i at opnaa den bedst mulige grad af godtgoerelse af de afholdte udgifter som foelge af sygdom, er det noedvendigt, at graenserne er fastsat i vedtaegten og de hertil knyttede bestemmelser for at opnaa en optimal situation.

25 Retten finder, at det ikke kan udledes af ordlyden af vedtaegtens artikel 72, at denne giver de af den faelles ordning omfattede personer ret til en godtgoerelse paa 80% eller 85% af de afholdte udgifter alt efter ydelsernes art. Disse satser fastsaetter den maksimale graense for, hvad der kan godtgoeres. De udgoer ikke minimumssatser og indebaerer derfor ikke en forpligtelse til i alle tilfaelde at godtgoere de medforsikrede personers og de tilsluttedes udgifter i stoerrelsesordenen 80% eller 85%.

26 Retten finder, at det er i overensstemmelse med vedtaegten, at der i gennemfoerelsesbestemmelserne fastsaettes maksimumsbeloeb. Dette skyldes isaer, at ordningens oekonomiske midler er begraensede til de tilsluttedes og institutionernes bidrag, og at ordningens oekonomiske ligevaegt skal sikres.

27 Med hensyn til sagsoegerens argument om, at de maksimumsbeloeb, som er fastsat i gennemfoerelsesbestemmelserne, er retsstridige i det omfang, hvor de, som det er tilfaeldet med de anfaegtede godtgoerelser, ligger langt under satserne paa 80% og 85%, som er fastsat i vedtaegtens artikel 72, finder Retten, at eftersom vedtaegten ikke har fastsat maksimumsbeloeb, er institutionerne bemyndiget til at fastsaette passende maksimumsbeloeb under hensyn til det princip om social sikring, som vedtaegtens artikel 72 er baseret paa. I denne sag kan det konstateres, at de godtgoerelser, som fremgaar af afregningerne nr. 71 og 72, for stoerstedelens vedkommende - i 15 af 20 tilfaelde - har fundet sted i stoerrelsesordenen 80% eller 85%, og alene et begraenset antal af godtgoerelserne fandt ikke sted i dette omfang. Med hensyn til afregning nr. 73 bemaerkes, at fremgangsmaaden i sygesikringsordningen, naermere bestemt punkt XV i dennes bilag I, vedroerende udgifter, som betragtes som urimeligt store, er overholdt. De maksimumsbeloeb, som institutionerne har fastsat efter faelles aftale, kan derfor hverken anses som retsstridige eller urimelige paa baggrund af sagens omstaendigheder.

28 Det tilfoejes, at sagsoegeren og intervenienterne under den skriftlige forhandling har henvist til, at sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, bestemmer foelgende:

"Skyldes de opstaaede udgifter en behandling, som den tilsluttede eller en gennem ham forsikret person har underkastet sig i et land med saerlig store udgifter til laegebehandling, og udgoer den del af udgifterne, som ikke godtgoeres inden for rammerne af sygesikringsordningen, en stor oekonomisk belastning for den tilsluttede, kan der paa grundlag af en udtalelse fra det kompetente afregningskontors raadgivende laege, som vurderer stoerrelsen af udgifterne i forbindelse med laegebehandlingen, ydes en saerlig godtgoerelse enten efter afgoerelse af ansaettelsesmyndigheden ved den institution, som den paagaeldende er tilknyttet, eller efter afgoerelse af afregningskontoret, dersom det af naevnte myndighed er udpeget hertil."

29 De har gjort gaeldende, at artikel 8, stk. 1, som giver mulighed for at afhjaelpe de tilfaelde, hvor de afholdte udgifter til laegebehandling er saerlig store, imidlertid er sat ud af kraft ved hjaelp af fortolkningsbestemmelserne til sygesikringsordningen, hvori det for at praecisere bestemmelsens anvendelsesomraade hedder:

"Bestemmelserne i dette stykke finder principielt ikke anvendelse paa Faellesskabets lande.

Listen over lande, med saerligt store udgifter til laegebehandling, der er blevet opstillet af administrationscheferne efter faelles aftale, omfatter for oejeblikket foelgende lande: USA, CANADA, CHILE, URUGUAY, JAPAN, og VENEZUELA...

Udgifter til laegebehandling i disse lande godtgoeres med indtil det dobbelte af de maksimumsbeloeb for godtgoerelse, der er anfoert i bilagene til ordningen, og i givet fald efter indstilling fra hovedkontoret og efter samstemmende udtalelse fra Forvaltningskommitéen.

Betingelsen for 'en stor oekonomisk belastning' anses for opfyldt, naar de beloeb, som ikke godtgoeres som 'opstaaede udgifter' i henhold til stk. 1, beloeber sig til 60% af disse omkostninger.

Ved anvendelsen af dette stykke skal de 'opstaaede udgifter' vurderes ydelse for ydelse."

30 Retten skal herom bemaerke, at saerlig godtgoerelse i sygesikringsordningens artikel 8, stk. 5, er betinget af en forudgaaende anmodning og af en saerlig fremgangsmaade:

"Afgoerelse om anmodningen om saerlig godtgoerelse traeffes:

- enten af ansaettelsesmyndigheden i den institution, som den paagaeldende hoerer under, paa grundlag af en udtalelse fra afregningskontoret, som afgives i henhold til de almindelige kriterier, der er fastlagt af Forvaltningskomitéen efter hoering af laegeraadet, og som vedroerer eventuelle usaedvanlig store udgifter

- eller af afregningskontoret paa grundlag af samme kriterier, hvis det er blevet udpeget hertil af naevnte myndighed."

I naervaerende tilfaelde har sagsoegeren ikke ansoegt om at blive omfattet af bestemmelserne i sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, foer han anlagde sag. I forbindelse med en sag anlagt i medfoer af vedtaegtens artikel 91 kan Retten imidlertid kun efterproeve lovligheden af en akt, som indeholder et klagepunkt i forhold til den sagsoegende tjenestemand, men kan ikke udtale sig om en generel regels lovlighed, naar der ikke er truffet en saerlig gennemfoerelsesforanstaltning. For naervaerende sag indebaerer dette, at sagsoegeren og intervenienterne ikke kan goere gaeldende, at bestemmelsen er ulovlig, naar der ikke er truffet en individuel afgoerelse om anvendelse af sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1.

31 Retten finder dog anledning til at bemaerke, at det hverken kan udledes af vedtaegtens ordlyd eller af ordlyden af sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, at Faellesskabets lande ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 8, stk. 1. Anvendelsen af ordet "principielt" i fortolkningsbestemmelserne goer det nemlig muligt ogsaa at lade artikel 8, stk. 1, finde anvendelse paa Faellesskabets medlemsstater. Retten skal i oevrigt bemaerke, at de nye fortolkningsbestemmelser, som traadte i kraft den 1. januar 1991, tager hoejde for situationen i de medlemsstater, hvor udgifterne til laegebehandling er saerlig hoeje. Som anfoert ovenfor (jf. praemis 19) er der faktisk med henblik paa anvendelsen af sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, fastsat koefficienter for godtgoerelse af udgifter til laeger, hvis honorarer er udtrykt i italienske lire og i pund sterling, og for tandlaeger, hvis honorarer er udtrykt i italienske lire. Sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, har saaledes fundet anvendelse paa Faellesskabets medlemsstater.

32 Intervenienterne har anfoert, at den saerlige godtgoerelse er underlagt saa strenge betingelser saavel i sygesikringsordningens artikel 8, stk. 2, som i de hertil udstedte fortolkningsbestemmelser, at den i praksis mister sin betydning. Dette er sket under henvisning til vedtaegtens artikel 72, stk. 3, som bestemmer, at "saafremt de samlede ikke-godtgjorte udgifter i en periode paa tolv maaneder overstiger halvdelen af tjenestemandens maanedsgrundloen eller halvdelen af den udbetalte pension, indroemmer ansaettelsesmyndigheden paa grundlag af den i stk. 1, naevnte ordning en saerlig godtgoerelse, idet der tages hensyn til den paagaeldendes familieforhold".

33 Retten skal herom atter bemaerke, at i overensstemmelse med sygesikringsordningens artikel 8, stk. 5, skal enhver saerlig godtgoerelse, herunder den i vedtaegtens artikel 72, stk. 3, hjemlede, ske i henhold til en forudgaaende anmodning og under iagttagelse af en saerlig fremgangsmaade, hvilket ikke er sket i denne sag. Herefter kan intervenienternes argument om, at gennemfoerelsesbestemmelserne til vedtaegtens artikel 72, stk. 3 - navnlig sygesikringsordningens artikel 8, stk. 2 - er retsstridige, under ingen omstaendigheder paaberaabes til stoette for sagsoegerens paastande, eftersom argumentet ikke vedroerer en retsstridighed ved de anfaegtede afgoerelser, og argumentet kan derfor ikke laegges til grund i forbindelse med en sag anlagt paa grundlag af vedtaegtens artikel 91.

34 Det foelger heraf, at anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 72 ikke kan tages til foelge.

Det andet anbringende om overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling, som bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V hviler paa

35 Sagsoegeren har anfoert, at bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V, benaevnt "tjenestemandens indtaegter og sociale sikring" skal sikre, at tjenestemaendene ved de forskellige institutioner modtager ens vederlag og sociale sikringsydelser, uafhaengig af deres tjenestested eller det sted, hvor de afholder udgifter som foelge af sygdom.

36 Han anser det derfor for klart, at de tilsluttede, som maa lade sig behandle i Italien, hvor udgiften til laegebehandling er stoerre, forfordeles i forhold til dem som paa grund af et andet tjenestested eller en anden bopael kan modtage samme ydelser til mere moderate satser; det forhold, at maksimumsbeloebene, som gaelder for alle tjenestemaend, beregnes paa grundlag af de satser, som de belgiske praktiserende laeger anvender, indebaerer en forskelsbehandling til fordel for dem, som paa grund af deres tjenestested eller bopael kan nyde godt af de lavere udgifter til laegebehandling i Belgien eller i andre medlemsstater.

37 Sagsoegte anerkender, at der den seneste tid er sket betragtelige forhoejelser i udgifterne til visse former for laegebehandling i Italien og Det Forenede Kongerige. Sagsoegte har tilfoejet, at det netop er grunden til, at hovedkontoret foreslog Forvaltningskomitéen for den faelles ordning at indfoere tilpasningsmekanismer for visse ydelser.

38 Sagsoegte har gjort gaeldende, at institutionerne siden 1987 har bestraebt sig paa at loese dette problem, og at de fra dette tidspunkt har paabegyndt en dybtgaaende revision af sygesikringsordningen. Denne revision har dog maattet gennemgaa en raekke etaper og en raekke institutionelle fremgangsmaader, som var fastsat i de gaeldende regler, som institutionerne ikke kunne se bort fra. Samtidig var det noedvendigt at traeffe passende oekonomiske foranstaltninger, som kunne bringe det driftsunderskud, der var fremkommet de seneste regnskabsaar, til ophoer, og navnlig tage hoejde for den omkostningsstigning, som skyldtes nye forslag om at haeve tilpasningskoefficienterne.

39 Retten finder, at institutionerne havde pligt til at afhjaelpe den ulige situation, som bestod i, at en del af den faelles sygesikringsordnings tilsluttede og medforsikrede personer i visse af Faellesskabets medlemsstater betalte mere for laegebehandling. Foelgelig maa denne forpligtelses art og raekkevidde defineres for at svare paa spoergsmaalet, om den sagsoegte institution havde pligt til at bringe denne ulighed til ophoer ved straks at forhoeje godtgoerelserne til de beroerte tjenestemaend, eller om dens pligt derimod var begraenset til at foretage en samordning med de andre institutioner med henblik paa en korrekt revision af ordningen.

40 Retten finder, at den foerste loesning ikke kan anvendes i forbindelse med en ordning, hvis midler er begraenset til de tilsluttedes og institutionernes bidrag, og hvis oekonomiske ligevaegt noedvendigvis skal sikres. Da dette er tilfaeldet, kan sagsoegerens argumentation ikke tages til foelge, medmindre det kan godtgoeres, at de foranstaltninger, som den sagsoegte institution traf, blev truffet for sent eller var retsstridige.

41 Retten kan herved konstatere, at Forvaltningskomitéen for den faelles ordning i udtalelse nr. 3/89 af 23. februar 1989 (jf. praemis 5) foreslog indfoerelsen af koefficienter for visse ydelser, for hvilke honorarerne er udtrykt i italienske lire. Udtalelsen var resultatet af det arbejde, komitéen havde paabegyndt to aar tidligere for at revidere sygesikringsordningen. Forvaltningskomitéen foreslog den 20. december 1990 i sin udtalelse nr. 35/90 (jf. praemis 6), at for at overholde lighedsprincippet skulle institutionernes administrationer, i det noedvendige omfang, fastsaette koefficienter for de lande, hvor udgifterne til laegebehandling er saerligt hoeje. Endelig blev sygesikringsordningen revideret med virkning fra 1. januar 1991 (jf. praemis 19). Retten tager ad notam, at der med den nye sygesikringsordnings ikrafttraeden er truffet saerlige foranstaltninger til at sikre, at alle den faelles sygesikringsordnings tilsluttede og medforsikrede behandles lige. Disse saerlige foranstaltninger er indsat i de nye fortolkningsbestemmelser til sygesikringsordningen for at afhjaelpe det problem, som bestod i, at der var en forskel mellem de honorarer, som laeger og tandlaeger tog paa de forskellige steder, hvor Faellesskabets tjenestemaend og deres familiemedlemmer er placeret eller har bopael.

42 Under hensyn til alle disse foranstaltninger, hvis klare maal det er at ophaeve forskelsbehandlingen af tilsluttede og medforsikrede personer, som i visse af Faellesskabets medlemsstater har hoejere udgifter til laegebehandling, finder Retten, at institutionerne og navnlig Kommissionen har udvist den fornoedne omhu for med hensyn til honorarer til laeger og tandlaeger at gennemfoere en revision af ordningen under hensyn til kravene om godtgoerelse i Faellesskabets forskellige medlemsstater, samtidig med at de etaper og fremgangsmaader, som er fastsat i de gaeldende regler, er overholdt, og at der er truffet passende oekonomiske foranstaltninger til at sikre ordningens ligevaegt.

43 I oevrigt bemaerkes, at aendringen af en ordning noedvendigvis indebaerer, at der skal ske fastsaettelse af datoen for den aendrede ordnings ikrafttraeden. Retssikkerhedsprincippet kraever, at den dato, fra hvilken en bestemmelse traeder i kraft, fastsaettes med praecision. Da den nye sygesikringsordning traadte i kraft den 1. januar 1991, kan den ikke, da den ikke indeholder en bestemmelse herom, anvendes med tilbagevirkende kraft paa de godtgoerelser, som fandt sted foer denne dato. Herefter kan det forhold, at ensartede tilfaelde behandles paa forskellig maade, alt efter om de ligger foer eller efter den reviderede ordnings ikrafttraeden, ikke anses for forskelsbehandling.

44 Det foelger af de anfoerte betragtninger, at dette anbringende ikke kan tages til foelge.

Sagens omkostninger

45 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som finder tilsvarende anvendelse ved Retten, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i sager anlagt af de ansatte ved Faellesskaberne.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.