61989A0079

++++

1. Institutionernes retsakter - princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt - aendring af begrundelsen eller den dispositive del - tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet - ulovligt

(EOEF-Traktaten, art. 189 og 190)

2. Konkurrence - administrativ procedure - beslutning hvori det fastslaas, at Traktaten er tilsidesat - udstedelse uden kompetence paa et retsgyldigt sprog - kraenkelse af kollegialprincippet - ulovligt

(EOEF-Traktaten, art. 85; Kommissionens forretningsorden, art. 27)

3. Konkurrence - administrativ procedure - beslutning hvori det fastslaas, at Traktaten er tilsidesat - beslutning der ikke er underskrevet og foerst udfaerdiget efter udloebet af det kommissionsmedlems mandat, der underskrev foelgeskrivelserne - ulovligt

(EOEF-Traktaten, art. 85; Kommissionens forretningsorden, art. 12, stk. 3)

4. Annullationssoegsmaal - anbringender - tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter - en institutions tilsidesaettelse af sin forretningsorden - bestemmelser vedroerende udfaerdigelse, vedtagelse og stadfaestelse af institutionens retsakter - anbringende fremsat af en fysisk eller juridisk person - antagelighed

(EOEF-Traktaten, art. 173; Kommissionens forretningsorden, art. 10 og 12)

5. Institutionernes retsakter - nullitet - begreb

(EOEF-Traktaten, art. 189 og 190 samt art. 192, stk. 2)

1. Princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er udstedt af den kompetente myndighed, er af vaesentlig betydning for retssikkerheden og for stabiliteten af den enkeltes retsstilling inden for Faellesskabets retsorden for saa vidt angaar baade faellesskabsinstitutionerne og de retsundergivne, hvis retsstilling og faktiske forhold paavirkes af en afgoerelse fra de naevnte institutioner. Kun hvis dette princip overholdes strengt og ubetinget, bestaar der sikkerhed for, at retsakten efter udstedelsen kun kan aendres under overholdelse af gaeldende kompetence- og procedureregler, og at den meddelte eller offentliggjorte retsakt som foelge heraf er en noejagtig gengivelse af den udstedte retsakt, der noeje afspejler den kompetente myndigheds vilje.

AEndringer i en retsakts begrundelse, som ikke blot kan betegnes som rettelser af stavefejl eller syntaktiske rettelser, maa anses for en mangel, der goer hele den aendrede retsakt ugyldig, idet saadanne aendringer dels undergraver den tilsigtede virkning af Traktatens artikel 190, dels i vaesentlig grad aendrer begrundelsen, der udgoer det noedvendige grundlag for en beslutnings dispositive del. En aendring af selve den dispositive del i en saadan retsakt indebaerer saa meget desto mere, at denne er ugyldig. En saadan aendring vedroerer nemlig direkte raekkevidden af de retsundergivnes eventuelle forpligtelser eller rettigheder i henhold til retsakten.

2. En beslutning, hvori det fastslaas, at Traktatens artikel 85 er tilsidesat, og hvorved en raekke virksomheder paalaegges forpligtelser og betydelige boeder, og som i denne forbindelse yderligere kan tvangsfuldbyrdes, paavirker i betydelig grad virksomhedernes rettigheder og forpligtelser samt deres formue. Udstedelsen af en saadan beslutning paa det retsgyldige sprog kan derfor ikke anses for en simpel foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, der kan traeffes af et enkelt kommissionsmedlem inden for rammerne af dennes kompetence, uden at der herved vil ske en direkte tilsidesaettelse af det kollegialitetsprincip, som udtrykkeligt er fastsat i artikel 27 i Kommissionens forretningsorden.

3. Et kommissionsmedlem kan underskrive de foelgeskrivelser, der fremsendes med Kommissionens beslutning, hvori det fastslaas, at Traktatens artikel 85 er tilsidesat, med henblik paa at meddele akten til adressaterne og offentliggoere den i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, jf. artikel 12, stk. 3, i Kommissionens forretningsorden. En saadan underskrift, der paafoeres den dag, hvor kommissionsmedlemmets mandat udloeber, afhjaelper dog ikke den kompetencemangel, hvormed retsakten er behaeftet, hvis det godtgoeres, at retsakten er udfaerdiget efter udloebet af kommissionsmedlemmets mandat. Foelgelig er en retsakt, der ikke er paafoert en myndigheds haandskrevne underskrift, og som tidligst blev endelig udfaerdiget efter udloebet af kommissionsmedlemmets mandat, ulovlig, fordi udstederen i tidsmaessig henseende var inkompetent.

4. Fysiske eller juridiske personer kan til stoette for et annullationssoegsmaal mht. en retsakt udstedt af en institution paaberaabe sig tilsidesaettelsen af institutionens forretningsorden, naar de bestemmelser heri, som paastaas at vaere tilsidesat, skaber rettigheder for borgerne og har betydning for borgernes retssikkerhed. Dette gaelder bestemmelserne vedroerende udfaerdigelsen, vedtagelsen og stadfaestelsen af Faellesskabets retsakter, jf. artikel 10 og 12 i Kommissionens forretningsorden.

5. Der foreligger ikke en beslutning efter Traktatens artikel 189, saafremt man ikke med tilstraekkelig sikkerhed kan fastslaa den noejagtige dato, fra hvilken retsakten har retsvirkninger, og som foelge heraf udgoer en del af Faellesskabets retsorden, ikke - paa grund af senere aendringer - kan fastlaegge det noejagtige indhold af den begrundelse, retsakten skal indeholde ifoelge Traktatens artikel 190, ikke utvetydigt kan bestemme og kontrollere omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges adressaterne, og ikke noejagtigt kan afgoere, hvem retsakten er rettet til, eller hvem der har udstedt den endelige version, og saafremt det yderligere er fastslaaet, at stadfaestelsesproceduren ifoelge faellesskabsreglerne er blevet fuldstaendigt tilsidesat, og at proceduren efter Traktatens artikel 192, stk. 2, ikke kan ivaerksaettes.

En saadan retsakt, der er behaeftet med saa grove og aabenbare mangler, mister den formodning for gyldighed, som ifoelge faellesskabsretten er knyttet til enhver forvaltningsakt, og maa anses for en nullitet. Den er uden retsvirkninger og kan anfaegtes uden hensyn til soegsmaalsfrister.

Sagens baggrund, den anfaegtede beslutning og retsforhandlingernes almindelige forloeb

1 Efter at tjenestemaend ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "Kommissionen") den 13. og 14. oktober 1983 - i henhold til artikel 14 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17") - havde foretaget en raekke kontrolundersoegelser inden for polypropylensektoren, indledte Kommissionen en saerlig undersoegelse vedroerende polyvinylklorid (herefter benaevnt "PVC"). I denne forbindelse foretog Kommissionen en raekke undersoegelser i de beroerte virksomheders lokaler og fremsatte samtidig flere anmodninger om oplysninger.

2 Den 24. marts 1988 indledte Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 paa eget initiativ en procedure mod fjorten PVC-producenter, nemlig Atochem SA, BASF AG, NV DSM og DSM Kunststoffen BV, Enichem SpA, Hoechst AG, Huels AG, Imperial Chemical Industries plc, NV Limburgse Vinyl Maatschappij, Montedison SpA, Norsk Hydro AS, Société artésienne de vinyle SA, Solvay et Cie, Shell International Chemical Company Ltd og Wacker Chemie GmbH. Den 5. april 1988 gav Kommissionen hver virksomhed meddelelse om klagepunkterne, jf. artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42). Samtlige virksomheder fremsendte bemaerkninger til klagepunkterne i loebet af juni 1988. Med undtagelse af Shell International Chemical Company Ltd, som ikke havde anmodet herom, blev alle virksomhederne hoert i september 1988. Den 1. december 1988 afgav Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal en udtalelse vedroerende Kommissionens udkast til beslutning.

3 Den 17. marts 1989 offentliggjorde Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende "Kommissionens beslutning 89/190/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC)", som var blevet meddelt virksomhederne i februar 1989. Den saaledes meddelte og offentliggjorte beslutning indeholder i sin dispositive del bl.a. foelgende tre artikler:

"Artikel 1

Atochem SA, BASF AG, DSM NV, Enichem SpA, Hoechst AG, Huels AG, Imperial Chemical Industries plc, Limburgse Vinyl Maatschappij, Montedison SpA, Norsk Hydro AS, Société artésienne de vinyle, Shell International Chemical Co. Ltd, Solvay & Cie og Wacker Chemie GmbH har overtraadt EOEF-Traktatens artikel 85 ved i de perioder, der er angivet i denne beslutning, at have deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis, der blev paabegyndt omkring august 1980, og hvorved de producenter, der leverer PVC i EF, deltog i regelmaessige moeder med henblik paa at fastsaette maalpriser og maalkvoter, planlaegge samordnede initiativer til prisforhoejelser samt at foere tilsyn med naevnte hemmelige aftalers funktion.

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder, som stadig opererer i PVC-sektoren i EF, skal omgaaende bringe naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er sket) og skal for fremtiden, hvad angaar deres PVC-aktiviteter, afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning, herunder enhver udveksling af saadanne oplysninger, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, og hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringsplaner, eller hvorved de kan overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordnet praksis vedroerende priser og markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i vedroerende PVC-sektoren, skal ske paa en saadan maade, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af en saadan ordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Atochem SA: en boede paa 3 200 000 ECU

ii) BASF AG: en boede paa 1 500 000 ECU

iii) DSM NV: en boede paa 600 000 ECU

iv) Enichem SpA: en boede paa 2 500 000 ECU

v) Hoechst AG: en boede paa 1 500 000 ECU

vi) Huels AG: en boede paa 2 200 000 ECU

vii) Imperial Chemical Industries plc: en boede paa 2 500 000 ECU

viii) Limburgse Vinyl Maatschappij: en boede paa 750 000 ECU

ix) Montedison SpA: en boede paa 1 750 000 ECU

x) Norsk Hydro AS: en boede paa 750 000 ECU

xi) Société artésienne de vinyle: en boede paa 400 000 ECU

xii) Shell International Chemical Company Ltd: en boede paa 850 000 ECU

xiii) Solvay et Cie: en boede paa 3 500 000 ECU

xiv) Wacker Chemie GmbH: en boede paa 1 500 000 ECU."

4 Alle de virksomheder, som beslutningen var rettet til - med undtagelse af Solvay et Cie - anlagde sag ved Domstolen. Staevningerne blev registreret paa Domstolens Justitskontor mellem den 30. marts 1989 (BASF AG) og den 25. april 1989 (Norsk Hydro AS). I henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans har Domstolen ved kendelser af 15. november 1989 hjemvist sagerne til Retten.

5 Ved kendelse af 19. juni 1990 afviste Retten (Anden Afdeling) den af Norsk Hydro AS anlagte sag med den begrundelse, at staevningen ikke var rettidigt indgivet. Norsk Hydro AS appellerede kendelsen til Domstolen, hvorefter virksomheden haevede sagen, der blev slettet af Domstolens register.

6 Ved afslutningen af den skriftlige forhandling efter Kommissionens indgivelse af duplik i de forskellige sager i perioden fra den 29. juni til den 5. november 1990 blev sagerne T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89 ved kendelse af 11. juli 1991 afsagt af afdelingsformanden for Rettens Anden Afdeling forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. I henhold til artikel 64, stk. 3, i Rettens procesreglement blev der den 11. juli 1991 afholdt et indledende moede med henblik paa forberedelsen af den mundtlige forhandling. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og anordne en raekke foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse.

7 Den mundtlige forhandling fandt sted fra den 18. til den 22. november 1991 og den 10. december 1991. Under den mundtlige forhandling paalagde Retten ved kendelse af 19. november 1991 Kommissionen inden den 22. november 1991 at fremlaegge visse dokumenter. Ved kendelse af 22. november 1991 blev den oprindelige frist forlaenget til den 5. december 1991.

8 Efter under den mundtlige forhandling at have hoert parterne vedroerende dette punkt har Retten besluttet at forene ovennaevnte sager med henblik paa domsafsigelsen.

Parternes paastande

9 Sagsoegerne har i det vaesentlige nedlagt foelgende paastande:

- Principalt, Kommissionens beslutning af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC) annulleres, subsidiaert ophaeves eller nedsaettes den ved beslutningens artikel 3 paalagte boede.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

- Herudover har Montedison SpA nedlagt paastand om, at Kommissionen dels tilpligtes fuldt ud at erstatte de omkostninger, virksomheden har afholdt under den administrative procedure, dels tilpligtes at afhjaelpe alle de skader, der er paafoert virksomheden som foelge af gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning.

10 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Den af Shell International Chemical Company Ltd anlagte sag afvises, da staevningen er indleveret for sent, og sagen derfor ikke kan admitteres.

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

De af Retten anordnede foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse

A - Parternes skriftlige indlaeg, der har foranlediget Retten til at ivaerksaette foranstaltningen af 11. juli 1991 med henblik paa sagens tilrettelaeggelse

11 Under punkt 5 i staevningen, "Tilsidesaettelse af begrundelsespligten paa tidspunktet for udstedelsen af den anfaegtede beslutning", har BASF AG under henvisning til Domstolens dom af 23. februar 1988 vedroerende burhoens (sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 905) gjort gaeldende, at Kommissionen ved udstedelsen af en beslutning ifoelge Traktatens artikel 190 er forpligtet til at fastsaette grundene, som udgoer en integrerende del af beslutningen. BASF udleder heraf, at en beslutning er ugyldig, saafremt den ikke er begrundet, eller begrundelsen ved udstedelsen er utilstraekkelig eller ufuldstaendig, eller, endelig, begrundelsen efterfoelgende er blevet aendret.

12 I det foreliggende tilfaelde er den anfaegtede beslutning dateret den 21. december 1988 og fremsendt med en foelgeskrivelse af 5. januar 1989 underskrevet "fuer die Kommission, P. Sutherland, Mitglied der Kommission". BASF har imidlertid tilfoejet, at Kommissionen den 21. december 1988 havde fremsendt et telex, hvori den meddelte, at den havde vedtaget en beslutning den 22. december 1988. BASF vil ikke afvise, at der kan vaere tale om en skrivefejl, men anfoerer, at begrundelsen for beslutningen enten ikke eksisterede den 21. december 1988 eller afveg fra begrundelsen i den meddelte beslutning. Til stoette herfor har BASF anfoert, at Kommissionens tjenestemaend som svar paa virksomhedens anmodning om forkyndelse af beslutningen, som blev fremsat mellem den 21. december 1988 og den 3. februar 1989, da beslutningen blev meddelt, oplyste, at den tyske version af beslutningen endnu ikke var faerdiggjort, og at en saadan forkyndelse derfor ikke var mulig. Ifoelge BASF er det forloebne tidsrum mellem vedtagelsen af beslutningen og dens meddelelse tilstraekkelig til at fastslaa, at der blev foretaget en indholdsmaessig aendring af beslutningens begrundelse. Heraf foelger, at beslutningen er ugyldig. BASF har i replikken understreget, at "sagsoegte burde fremlaegge den tyske tekst, som den forelaa for Kommissionen den 21. december 1988. Baade Domstolen og sagsoegeren ville i saa fald vaere i stand til at foretage en sammenligning og afgoere, om forskellen mellem denne version og den, der blev fremsendt til sagsoegeren den 3. februar 1989, skyldes simple sproglige rettelser".

13 Huels AG har i staevningen gjort gaeldende, at det maa antages, at den beslutning, som blev meddelt virksomheden, paa vaesentlige punkter afviger fra det forslag, som danner grundlaget for Kommissionens beslutning af 21. december 1988. Huels har til stoette herfor anfoert, at det umiddelbart fremgaar af selve den meddelte beslutnings typografiske udformning, at vaesentlige passager er blevet tilfoejet eller aendret. Virksomheden har derfor anmodet Domstolen om at paalaegge Kommissionen "at fremlaegge beslutningsforlaget af 21. december 1988 og stille det til raadighed for sagsoegeren, saaledes at det kan afgoeres, om aendringerne holder sig inden for de tilladte rammer".

14 Wacker Chemie GmbH og Hoechst AG har i staevningen og replikken anfoert, at de vaesentligste retlige og faktiske betragtninger, der ligger til grund for beslutningen, skal fremgaa af den i Traktatens artikel 190 foreskrevne begrundelse. Yderligere skal begrundelsen foreligge paa tidspunktet for beslutningens vedtagelse. Det er nemlig i strid med Traktatens artikel 190 efterfoelgende at aendre begrundelsen, saafremt aendringerne gaar videre end simple rettelser af stavefejl (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 23.2.1988). De to virksomheder mener, at der i det foreliggende tilfaelde bestaar begrundet formodning for, at disse principper er blevet tilsidesat. De har ligeledes henvist til rygter, hvorefter beslutningen skulle vaere vedtaget inden den 21. december 1988. Paa denne dato modtog Wacker og Hoechst en telexmeddelelse fra Kommissionen, som indeholdt beslutningens dispositive del, men derimod ikke begrundelsen, og som angav, at beslutningen var vedtaget den 22. december 1988. De har fremfoert, at de paa grundlag af yderligere oplysninger modtaget fra andre virksomheder, som den anfaegtede beslutning ogsaa er rettet til, er berettiget til at naere begrundet tvivl om, hvorvidt beslutningen blev udstedt paa grundlag af et fuldstaendigt udkast, som indeholdt den noedvendige begrundelse affattet paa det retsgyldige sprog. Wacker og Hoechst har derfor rejst krav om, at det paalaegges Kommissionen at fremlaegge det udkast, som dannede grundlag for vedtagelsen den 21. december 1988 af den anfaegtede beslutning. De har udledt af Kommissionens svarskrift, at der ikke var blevet vedtaget nogen beslutning paa spansk, italiensk og nederlandsk. Beslutningen burde imidlertid have vaeret vedtaget paa adressaternes respektive sprog. Wacker og Hoechst har derfor over for Retten rejst spoergsmaalet, "om Kommissionens beslutning ikke burde have vaeret vedtaget paa grundlag af enslydende tekster". Naar henses til den af Kommissionen i svarskriftet givne fremstilling af de faktiske omstaendigheder i forbindelse med vedtagelsen af beslutningen, opstaar endvidere det spoergsmaal, om det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, var befoejet til at udstede eller retsgyldigt havde udstedt beslutningen paa de andre officielle sprog, selv om hans mandat udloeb den 5. januar 1989, dvs. elleve dage inden oversaettelserne til disse sprog var blevet fremsendt til Kommissionens Generalsekretariat. Heraf udleder Wacker og Hoechst, at "beslutningen, som burde have vaeret vedtaget som en enslydende tekst over for alle adressaterne, er anfaegtelig i sin helhed".

15 Enichem SpA har i staevningen anfoert, at der forloeb et vaesentligt tidsrum mellem vedtagelsen og meddelelsen af beslutningen, saaledes at det kan taenkes, at den meddelte og offentliggjorte tekst ikke svarer til den vedtagne tekst, hvorfor den beslutning, der blev meddelt parterne, maa anses for ugyldig. Enichem SpA har anmodet Domstolen om at paalaegge Kommissionen af fremlaegge den tekst - paa Kommissionens arbejdssprog - som dannede grundlaget for vedtagelsen af beslutningen af 21. december 1988. Virksomheden har yderligere gjort gaeldende, at beslutningen blev vedtaget inden udfaerdigelsen, den 13. februar 1989, af det endelige moedereferat vedroerende Kommissionens hoering af de sagsoegende virksomheder. Enichem SpA har understreget, at foelgelig kunne hverken Det Raadgivende Udvalg, Kommissionen som kollegialt organ eller det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, have kendskab til det endelige moedereferat vedroerende hoeringen, saaledes at denne i virkeligheden mistede enhver betydning.

16 Heroverfor har Kommissionen i svarskriftet og duplikken foerst anfoert, at dette anbringende er ugrundet og ikke har stoette i virkeligheden, og derefter gjort gaeldende, at udkastet til beslutning var blevet forelagt samtlige kommissionsmedlemmer paa seks sprog (tysk, engelsk, spansk, fransk, italiensk og nederlandsk). Det fremgaar af moedereferatet af Kommissionens 945. moede, at beslutningen blev vedtaget paa tre sprog, nemlig tysk, engelsk og fransk, og at Kommissionen som kollegialt organ derefter paalagde det kommisionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, at udstede beslutningen paa de andre officielle sprog. En saadan bemyndigelse er i overensstemmelse med artikel 27 i Kommissionens forretningsorden, jf. Domstolens dom af 23. september 1986 (sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585, praemis 40). Ifoelge Kommissionen omfatter en saadan bemyndigelse noedvendigvis muligheden for at foretage den noedvendige sproglige tilpasning. Efter forhandlingerne i Kommissionen blev beslutningen oversat til de tre officielle sprog (dansk, graesk og portugisisk), hvorpaa den endnu ikke forelaa. Disse oversaettelser blev den 16. januar 1989 indleveret til Kommissionens Generalsekretariat. Samme dato blev de forskellige versioner af beslutningen, der nu forelaa paa alle Faellesskabets officielle sprog, forelagt jurist-lingvisterne med henblik paa at sikre overensstemmelse mellem de forskellige versioner. Gennemgangen af teksterne blev afsluttet ved udgangen af januar 1989. Kommissionen har understreget, at den - saafremt Retten maatte oenske det - er rede til at fremlaegge de dokumenter, den har henvist til i sine indlaeg. Den har tilfoejet, at den omtalte bemyndigelse ikke blev givet til P. Sutherland personligt, men derimod til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade.

17 Naar henses til de divergerende skriftlige indlaeg, har Retten for at kunne tage stilling til sagsoegernes anbringender fundet det noedvendigt at sammenligne den retsakt, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, med den vedtagne retsakt. Naar yderligere henses til Kommissionens tilbud om at fremlaegge bevisdokumenter, har Retten i overensstemmelse med sin kompetence vedroerende sagens oplysning (ovennaevnte dom af 23.9.1986) den 11. juli 1991 paalagt Kommissionen som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse at fremlaegge moedereferatet vedroerende Kommissionens moede den 21. december 1988 samt den fulde ordlyd af beslutningen, som den blev vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ.

18 Som bilag IV og V til det paa Rettens Justitskontor den 12. september 1991 registrerede svar paa Rettens opfordring har Kommissionen fremlagt side 41, 42 og 43 af det paa fransk affattede moedereferat af Kommissionens 945. moede den 21. december 1988, COM(88) PV 945 (bilag IV), samt tre udkast til beslutning, dateret den 14. december 1988 og affattet paa tysk, engelsk og fransk, referencenummer C(88) 2497 (bilag V).

19 Herefter fremlagde BASF AG den 24. oktober 1991 et dokument, hvormed virksomheden - som den anfoerte - ville stoette sine skriftligt fremfoerte klagepunkter og forberede en forenklet afvikling af den mundtlige forhandling. Dokumentet, der blev tilstillet Kommissionen den 29. oktober 1991, indeholdt en opstilling, der i tabelform viste en raekke af BASF AG konstaterede uoverensstemmelser mellem den version af beslutningen, der var blevet meddelt virksomheden, og den tyske version af det udkast til beslutning af 14. december 1988, som var blevet fremlagt den 12. september 1991.

B - Parternes argumenter under den mundtlige forhandling, som bevirkede, at Retten den 19. november 1991 traf beslutning om bevisoptagelse

20 Under deres faelles indlaeg afgivet den 18. november 1991 har de sagsoegende virksomheder - med undtagelse af Shell International Chemical Company Ltd og Montedison SpA, som ikke oenskede at afgive et faelles indlaeg - anfoert, at beslutningen var behaeftet med to forskellige former for mangler.

21 Virksomhederne har for det foerste anfoert, at den meddelte retsakt er udstedt uden retsgrundlag, for saa vidt som den blev meddelt i de paa italiensk og nederlandsk affattede versioner, idet det fremgaar af de af Kommissionen den 12. september 1991 fremlagte dokumenter, at disse versioner af den anfaegtede retsakt alene var udstedt af det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade. Artikel 27 i Kommissionens forretningsorden af 31. januar 1963 - som midlertidigt blev opretholdt i henhold til artikel 1 i afgoerelse af 6. juli 1967 (herefter benaevnt "Kommissionens forretningsorden"), i den gaeldende affattelse, der fremgaar af Kommissionens afgoerelse 75/461/Euratom, EKSF, EOEF af 23. juli 1975 (EFT L 199, s. 43), og hvis stykke 1 vedroerer de befoejelser, som Kommissionen kan meddele sine medlemmer - udgoer ikke en egnet hjemmel i denne henseende. Sagsoegerne har bl.a. anfoert under den mundtlige forhandling, at Kommissionens praksis er i strid med forretningsordenens artikel 12, stk. 1 og 2. Da der ikke blev vedtaget en beslutning paa italiensk og nederlandsk, blev forhandlingerne ikke "beseglet" ved praesidentens og generalsekretaerens underskrifter. Endelig har sagsoegerne under dette punkt anfoert, at overholdelsen af Kommissionens forretningsordens artikel 12 er et vaesentligt formkrav, hvis tilsidesaettelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 173 og 174 indebaerer, at beslutningen boer annulleres.

22 Sagsoegerne har for det andet gjort gaeldende, at der findes uoverensstemmelser mellem alle de retsakter, der er meddelt sagsoegerne, og de af Kommissionen den 12. september 1991 fremlagte dokumenter, som denne selv betegner som den vedtagne beslutning. Ud over rettelser af stavefejl og syntaktiske fejl har sagsoegerne sondret mellem tre typer vigtige aendringer. Det drejer sig om tilfoejelser paa side 6 i den meddelte retsakt, som vedroerer de tyske virksomheder, indsaettelsen af et nyt stykke paa side 24 i den meddelte retsakt affattet paa tysk (side 22 i den engelske version og side 23 i den franske version) og andre aendringer, som vedroerer den tyske affattelse af retsakten. Under henvisning navnlig til Domstolens ovennaevnte dom af 23. februar 1988 har sagsoegerne paaberaabt sig den absolutte karakter af forbuddet mod efterfoelgende at foretage aendringer i retsakter, der er blevet udstedt af den kompetente myndighed. De har tilfoejet, at tilliden til Faellesskabets institutioner undergraves, hvis disse retsgrundsaetninger ikke overholdes strengt.

23 Heroverfor har Kommissionen samme dag, uden at bestride, at der i punkt 27 i betragtningerne til den meddelte retsakt var indsat et nyt stykke, begrundet lovligheden af denne tilfoejelse ved at henvise til moedereferatet af et saerligt moede, der blev afholdt den 19. december 1988 mellem kommissionsmedlemmernes kabinetschefer. Kommissionen har dog tilfoejet, at den ikke kunne fremlaegge dette moedereferat, da det indeholdt en raekke fortrolige oplysninger. Retten har meddelt Kommissionen, at den enten boer undlade at henvise til et dokument, som sagsoegerne ikke kan gives indsigt i, eller boer redegoere for dokumentets indhold uden at fremlaegge det.

24 Kommissionen har valgt at redegoere for indholdet. Herefter har sagsoegerne erklaeret, at de ikke kunne stille sig tilfredse med Kommissionens svar, naar de ikke havde kendskab til det omhandlede dokument, som efter deres opfattelse maatte tillaegges stor betydning. Yderligere har de for det foerste spurgt Kommissionen, om beslutningen var blevet udfaerdiget i overensstemmelse med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. For det andet har de udtalt, at de fremlagte uddrag af moedereferater ikke udgoer en tilstraekkelig besvarelse af Rettens spoergsmaal; endelig har de, for det tredje, anmodet om at se teksten til beslutningen forsynet med underskrifter af Kommissionens formand og generalsekretaer.

25 I sit indlaeg under den mundtlige forhandling den 19. november 1991 har Kommissionen anfoert, at den kun ville vaere i stand til at fremlaegge andre dokumenter end de allerede fremlagte, saafremt Retten gav den paalaeg herom. Herefter paalagde Retten ved kendelse af 19. november 1991 Kommissionen at fremlaegge "en bekraeftet afskrift af den originale beslutning af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC) (89/190/EOEF), som den er blevet vedtaget af samtlige kommissionsmedlemmer under moedet den 21. december 1988 og udfaerdiget som foreskrevet i Kommissionens forretningsorden. Afskriften skal fremlaegges senest den 22. november 1991, kl. 12, i alle de sproglige versioner, hvori beslutningen er blevet vedtaget".

26 Til opfyldelse af kendelsen fremlagde Kommissionen den 21. november 1991:

- side 41, 42 og 43 i moedereferatet af Kommissionens moede, der allerede var blevet fremlagt den 12. september 1991, forsynet med bekraeftelsespaategning fra Kommissionens generalsekretaer (side 2, 3 og 4)

- afskrifter - forsynet med bekraeftelsespaategning fra Kommissionens generalsekretaer - af udkastene til beslutning af 14. december 1988 paa tysk, engelsk og fransk (side 5-148)

- et dokument med referencenummer SEC(88) OJ 945, nr. 15, af 19. december 1988 med overskriften "Note à l' attention de MM. les membres de la Commission" (Notat til Kommissionens medlemmer), forsynet med bekraeftelsespaategning fra Kommissionens generalsekretaer (side 149)

- et dokument, "bilag III" med betegnelsen "modifications to be included in point 27 - PVC, in point 34 - LDPE" (side 150)

- et af Kommissionens generalsekretaer underskrevet dokument med foelgende ordlyd:

"I certify that the attached is a true copy of the decision of the Commission in case IV/31.865-PVC, as adopted by the Commission at its meeting of 21 December 1988.

The text of the decision comprises the attached documents:

1) pages 41 to 43 of the minutes of the Commission' s meeting of 21 December 1988, COM(88) PV 945;

2) the following documents which were before the Commission at that meeting:

i) document C(88) 2497 of 14 December 1988, being a draft decision, in the three language versions (German, English, French) available to the Commission;

ii) a document entitled 'Modifications to be included in point 27 - PVC, in point 34-LDPE' and bearing the reference 'ANNEXE III' , which was attached as Annexe III to document SEC(88) 2033 referred to in point 2 of the abovementioned Commission minutes, page 41, being the minutes of the special meeting of the Chefs de cabinet held on 19 December 1988."

["Det attesteres herved, at vedlagte dokumenter er en bekraeftet afskrift af Kommissionens beslutning i sag IV/31.865 - PVC, saaledes som den er vedtaget af Kommissionen under moedet den 21. december 1988.

Beslutningens ordlyd fremgaar af foelgende vedlagte dokumenter:

1) side 41, 42 og 43 i moedereferatet af Kommissionens moede af 21. december 1988, COM(88) PV 945

2) foelgende dokumenter, som blev forelagt Kommissionen under moedet:

i) dokument C(88) 2497 af 14. december 1988, som er et udkast til beslutning paa de tre sprog (tysk, engelsk, fransk), som forelaa for Kommissionen

ii) et dokument betegnet 'Modifications to be included in point 27 - PVC, in point 34-LDPE' med referencen 'Bilag III' , der var vedlagt som bilag III til dokument SEC(88) 2033, som der henvises til i punkt 2, side 41, i Kommissionens ovennaevnte moedereferat; der er tale om referatet af det saerlige moede den 19. december 1988 mellem kabinetscheferne."]

27 Sagsoegte har under den mundtlige forhandling anfoert, at det som foelge af den igangvaerende flytning af Kommissionens hovedsaede ikke var muligt, inden for den i kendelsen af 19. november 1991 fastsatte frist, at fremlaegge andre dokumenter end de allerede fremlagte, men at det kunne ske den 5. december 1991. Herefter besluttede Retten ved kendelse, at "den ved kendelse af 19. november 1991 fastsatte frist for fremlaeggelse af en bekraeftet afskrift af Kommissionens beslutning af 21. december 1988 forlaenges til den 5. december 1991 under hensyntagen til de af Kommissionen anfoerte saerlige omstaendigheder".

28 Den 5. december 1991 fremlagde Kommissionen foelgende dokumenter:

- side 41, 42 og 43 i moedereferatet af Kommissionens 945. moede den 21. december 1988 ledsaget af "forsiden" til moedereferatet. Det fremgaar dels, at side 41, 42 og 43 vedroerer foerste del af moedet, hvoraf moedereferatet andrager 60 sider, dels at moedereferatet blev godkendt af Kommissionen den 22. december 1988. Forsiden er forsynet med underskrifter fra Kommissionens formand og generalsekretaer. Den fremlagte afskrift er forsynet med bekraeftelsespaategning fra Kommissionens generalsekretaer og forsynet med Kommissionens embedsstempel.

- En erklaering af 5. december 1991 fra Kommissionens generalsekretaer, David F. Williamson, med foelgende ordlyd:

"Pursuant to the Order of the Court of First Instance of 19 November 1991, I certify that the attached is a true copy of pages 41 to 43 of the authenticated minutes of the Commission' s meeting of 19 December 1988, COM(88) PV 945, together with a copy of page 1 of those minutes, which bears the signatures of the President of the Commission and myself, in accordance with article 10 of the Commission' s Rules of Procedure. These pages record the adoption by the Commission of the decision in Case IV/31.865 - PVC, which comprises this entry in the minutes, together with the documents before the Commission on that occasion and listed on page 41, of which certified copies were furnished to the Court on 21 November 1991."

["I henhold til kendelsen af 19. november 1991 afsagt af Retten i Foerste Instans attesterer jeg herved, at vedlagte dokumenter er en bekraeftet afskrift af side 41-43 af det godkendte moedereferat af Kommissionens moede den 19. december 1988, COM(88) PV 945, ledsaget af en kopi af moedereferatets side 1 forsynet med underskrifter fra Kommissionens formand og undertegnede generalsekretaer, jf. artikel 10 i Kommissionens forretningsorden. Disse sider vedroerer Kommissionens vedtagelse af beslutningen i sag IV/31.865 - PVC, som bestaar af en raekke dokumenter, der er nedfaeldet i moedereferatet, og af dokumenter, som blev forelagt Kommissionen ved denne lejlighed, som er opregnet paa side 41, og hvoraf Kommissionen den 21. november 1991 har fremlagt bekraeftede afskrifter."]

- En af Kommissionens befuldmaegtigede, J. Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, underskrevet foelgeskrivelse af 5. december 1991 lyder saaledes:

"In compliance with the Court' s Order of 19 November 1991, please find enclosed a certified copy of the authenticated version of the minutes of the Commission' s meeting of 21 December 1988, to be read with the other documents of which certified copies have already been supplied to the Court, the whole constituting the Commission' s decision as adopted that day."

["I henhold til Rettens kendelse af 19. november 1991 fremsender jeg vedlagt en bekraeftet afskrift af den stadfaestede udgave af moedereferatet af Kommissionens moede den 21. december 1988, som skal sammenholdes med de andre dokumenter, hvoraf der allerede er fremsendt bekraeftede afskrifter til Retten, idet alle disse dokumenter udgoer den beslutning, som Kommissionen vedtog under dette moede."]

29 I sit indlaeg af 10. december 1991 har Montedison SpA anfoert, at virksomheden var berettiget til at supplere sine oprindelige paastande, idet der var fremkommet nye oplysninger under den mundtlige forhandling. Montedison SpA rejste herved spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt maatte anses for en nullitet, saaledes at sagen maatte afvises. Subsidiaert fastholder Montedison SpA sine oprindelige paastande.

Realiteten

30 Det bemaerkes, at sagsoegerne til stoette for deres paastande i det vaesentlige har fremsat tre grupper af anbringender, nemlig tilsidesaettelse af grundlaeggende rettigheder, tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og det forhold, at Kommissionens vurdering og retlige kvalifikation af faktum er utilstraekkelig eller fejlagtig i forhold til Traktatens artikel 85, stk. 1. Et af anbringenderne vedroerer uoverensstemmelserne mellem de beslutninger, der blev vedtaget af samtlige kommissionsmedlemmer, og de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Under den mundtlige forhandling blev dette anbringende som foelge af Kommissionens indlaeg og de af denne fremlagte dokumenter udvidet med endnu et af nogle sagsoegere i deres skriftlige indlaeg allerede skitseret anbringende vedroerende den udstedende myndigheds manglende kompetence og et anbringende vedroerende retsaktens nullitet.

31 Det bemaerkes videre, at det for med tilstraekkelig noejagtighed at tage stilling til anbringender som de af sagsoegerne fremsatte for det foerste er noedvendigt at undersoege anbringendet vedroerende tilsidesaettelsen af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, for det andet anbringendet vedroerende den udstedende myndigheds inkompetence og, endelig, anbringendet vedroerende den anfaegtede retsakts nullitet. For saa vidt angaar den udstedende myndigheds inkompetence og beslutningens nullitet er der under alle omstaendigheder tale om "ordre public"-spoergsmaal, der som saadanne skal proeves ex officio.

A - Tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt

32 Flere sagsoegere har anfoert, at den meddelte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte retsakt paa flere punkter afviger fra den udstedte retsakt. Disse uoverensstemmelser, der gaar ud over simple grammatiske rettelser, maa klart opfattes som en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, hvorfor hele den anfaegtede beslutning maa anses for en nullitet (se ovenfor under praemis 11-15).

33 Kommissionen har gjort gaeldende, at disse aendringer enten er af rent syntaktisk eller grammatisk art eller beror paa forslag fremsat under det saerlige moede mellem kabinetscheferne den 19. december 1988. Til stoette herfor har Kommissionen fremlagt alle de ovennaevnte dokumenter (se ovenfor under praemis 16, 23, 26 og 28).

34 Retten skal her henvise til ovennaevnte dom af 23. februar 1988 angaaende burhoens, hvori Domstolen vedroerende et direktiv udstedt af Raadet og efterfoelgende aendret af Raadets Generalsekretariats tjenestegrene udtalte, at begrundelsen til en retsakt udgoer en vaesentlig del af denne, da den goer det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrolbefoejelser, og da saavel medlemsstaterne som de beroerte retsundergivne herved kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder faellesskabsinstitutionerne har anvendt Traktaten, "hvorfor hverken Raadets generalsekretaer eller medarbejderne i Raadets Generalsekretariat er befoejet til at aendre begrundelsen til retsakter, som Raadet har godkendt" (praemis 37 og 38). Denne betragtning stoettedes ligeledes paa en gennemgang af Raadets forretningsorden, som indeholder et forbud mod saadanne aendringer. Med denne begrundelse annullerede Domstolen det omtvistede direktiv.

35 Princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er udstedt af den kompetente myndighed, er nemlig af vaesentlig betydning for retssikkerheden og for stabiliteten af den enkeltes retsstilling inden for Faellesskabets retsorden for saa vidt angaar baade faellesskabsinstitutionerne og de retsundergivne, hvis retsstilling og faktiske forhold paavirkes af en afgoerelse fra de naevnte institutioner. Kun hvis dette princip overholdes strengt og ubetinget, bestaar der sikkerhed for, at retsakten efter udstedelsen kun kan aendres under overholdelse af gaeldende kompetence- og procedureregler, og at den meddelte eller offentliggjorte retsakt som foelge heraf er en noejagtig gengivelse af den udstedte retsakt, der noeje afspejler den kompetente myndigheds vilje.

36 I denne sag skal Retten for det foerste bemaerke, at de dokumenter, som Kommissionen paa grundlag af den procesledende foranstaltning af 11. juli 1991 har fremlagt den 12. september 1991, samt de dokumenter, der blev fremlagt under den mundtlige forhandling den 21. november 1991 og den 5. december 1991, og som er blevet gennemgaaet ovenfor (praemis 26 og 28), viser, at de tre udkast af 14. december 1988, der blev forelagt Kommissionen, paa visse punkter afviger fra de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Principielt bestrider Kommissionen ikke disse uoverensstemmelser, dels fordi den finder nogle uoverensstemmelser aldeles ubetydelige, dels fordi de for andre uoverensstemmelsers vedkommende kan forklares ved det forhold - saaledes som det fremgaar af Williamson' s og Currall' s den 21. november og den 5. december 1991 fremlagte erklaeringer, der er gennemgaaet ovenfor (praemis 26 og 28) - at Kommissionen som kollegialt organ vedtog beslutningerne paa grundlag af de tre udkast sammenholdt med moedereferatet af Kommissionens 945. moede, med moedereferatet af kabinetschefernes moede den 19. december 1988 og det deri indeholdte aendringsforslag samt med de andre af Kommissionen fremlagte dokumenter.

37 Retten skal for det andet bemaerke, at Kommissionen ifoelge selve ordlyden af moedereferatet af Kommissionens 945. moede - efter at P. Sutherland, der som kommissionsmedlem havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, den 21. december 1988 havde forelagt udkastene til beslutning under reference C(88) 2497 - samme dag:

- besluttede, at de fjorten virksomheder i PVC-sagen havde tilsidesat Traktatens artikel 85, fastsatte stoerrelsen af de boeder, virksomhederne skulle paalaegges, og godkendte princippet om at paalaegge virksomhederne at bringe overtraedelsen til ophoer

- vedtog en beslutning i sag IV/31.865 - PVC paa tysk, engelsk og fransk, der har retsgyldighed over for visse af sagsoegerne (beslutningerne er "gengivet" i ovennaevnte dokumenter under reference C(88) 2497)

- bemyndigede det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at godkende ordlyden af beslutningen affattet paa Faellesskabets oevrige officielle sprog, og

- blev underrettet om kommissionsmedlemmernes kabinetschefers behandling af sagen under deres saerlige moede og under deres ugentlige moede den 19. december 1988.

38 Paa grundlag af disse faktiske omstaendigheder skal Retten foretage en retlig kvalifikation af anbringendet vedroerende tilsidesaettelsen af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt. Med henblik herpaa maa der sondres mellem den tyske affattelse og de andre retsgyldige versioner affattet paa de oevrige officielle sprog.

1. AEndringerne af ordlyden af den vedtagne tyske version af beslutningen

39 Det fremgaar af en sammenligning af det tyske udkast til beslutning af 14. december 1988 - saaledes som det den 21. december 1988 blev vedtaget af Kommissionen i henhold til moedereferatet af det 945. moede - med den meddelte og offentliggjorte beslutning, at beslutningen efter vedtagelsen var blevet aendret paa flere punkter. Denne sammenligning bekraefter rigtigheden af den af BASF AG den 24. oktober 1991 fremlagte liste over uoverensstemmelser, som Kommissionen i oevrigt ikke har anfaegtet, idet den blot har fremhaevet, at der er tale om uvaesentlige aendringer.

40 En sammenligning mellem de tre udkast af 14. december 1988 affattet paa tysk, engelsk og fransk og i henhold til moedereferatet af det 945. moede vedtaget af Kommissionen den 21. december 1988 viser nemlig, at den vedtagne paa tysk affattede beslutning paa vaesentlige punkter, der ikke blot er af grammatisk eller syntaktisk art, afviger dels fra den vedtagne engelske og franske version af beslutningen, dels fra den meddelte og offentliggjorte beslutning. Selv om formaalet med aendringerne af den af Kommissionen vedtagne tyske version af beslutningen var at harmonisere de meddelte og offentliggjorte retsakter affattet paa de retsgyldige sprog, maa aendringerne dog anses for retsstridige, da de blev foretaget efter vedtagelsen af retsakten, da de for enkelte aendringers vedkommende gaar langt ud over, hvad der kan betegnes som rettelser af stavefejl eller syntaktiske rettelser, og da de saaledes direkte tilsidesaetter princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt udstedt af den kompetente myndighed.

41 Flere af de uoverensstemmelser, der er naevnt saavel paa BASF' s sammenlignende liste som i sagsoegernes faelles indlaeg og i indlaeggene fra Wacker Chemie GmbH og Hoechst AG, kan nemlig ikke blot betragtes som rettelser af stavefejl eller syntaktiske rettelser:

- Side 6, punkt 7, fjerde afsnit (i det tyske udkast til beslutning af 14.12.1988, der blev fremlagt af Kommissionen den 12.9.1991): Udkastet af 14. december 1988 indeholder hverken fodnote 2 ("Jedenfalls wurden sowohl Huels als auch Hoechst von ICI und BASF als Sitzungsteilnehmer identifiziert" - "Under alle omstaendigheder er baade Huels og Hoechst blevet angivet af ICI og BASF som deltagere i moederne") eller saetningen "Hoechst als der einzige andere in Frage kommende Hersteller war nur ein unbedeutender PVC-Produzent" ("Hoechst, som var den eneste anden mulighed, var kun en mindre producent af PVC"), som var blevet tilfoejet i den meddelte og offentliggjorte retsakt.

- Side 17, punkt 21, foerste afsnit: Saetningen "Die Unternehmen streiten offensichtlich nicht ab" ("det fremgaar klart, at virksomhederne ikke afviser"), som er indeholdt i udkastet af 14. december 1988, var i den meddelte og offentliggjorte retsakt blevet erstattet af "Die Unternehmen bestreiten zwar nicht" ("virksomhederne naegter ikke").

- Side 32, punkt 42 (1), foerste afsnit: henvisningen til en "rationalisering" i udkastet af 14. december 1988 er ikke indeholdt i den meddelte og offentliggjorte retsakt, hvilket fremgaar af en sammenligning mellem den vedtagne ordlyd ("Die europaeische Petrochemie-Industrie einschliesslich des PVC-Sektors hat in dem vor dieser Entscheidung erfassten Zeitraum einen grundlegenden Umstrukturierungs- und Rationalisierungsprozess durchlaufen, der von der Kommission unterstuetzt worden ist"; "i den af denne beslutning omfattede periode undergik den europaeiske petrokemiske industri - herunder PVC-sektoren - en gennemgribende omstrukturering og rationalisering, som blev stoettet af Kommissionen") og den meddelte og offentliggjorte ordlyd ("Die europaeische Petrochemie-Industrie einschliesslich des PVC-Sektors hat in dem vor dieser Entscheidung erfassten Zeitraum einen grundlegenden Umstrukturierungsprozess durchlaufen, der von der Kommission unterstuertzt worden ist"; "i den af denne beslutning omfattede periode undergik den europaeiske petrokemiske industri - herunder PVC-sektoren - en gennemgribende omstrukturering, som blev stoettet af Kommissionen").

42 Da disse aendringer blev foretaget efter retsaktens vedtagelse den 21. december 1988 og ikke blot er af ortografisk eller syntaktisk art, maa de noedvendigvis vaere blevet foretaget af en person uden den noedvendige kompetence hertil. Herved er der sket en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en af Kommissionen som kollegialt organ vedtaget retsakt, uden at det er noedvendigt at tage stilling til aendringernes raekkevidde, betydning eller vaesentlighed, saaledes som det fremgaar af Domstolens ovennaevnte dom af 23. februar 1988.

2. AEndringerne i alle de beslutninger, som i henhold til moedereferatet af det 945. moede blev vedtaget den 21. december 1988 af Kommissionen som kollegialt organ

43 Det fremgaar af bevisoptagelsen, at der i de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, var blevet foretaget visse aendringer, der gaar ud over de ovenfor gennemgaaede aendringer, der alene vedroerer den meddelte og offentliggjorte tyske udgave. Disse aendringer vedroerer derimod baade den tyske, den engelske og den franske version af beslutningen, som i henhold til moedereferatet af det 945. moede blev vedtaget den 21. december 1988. AEndringerne vedroerer saavel beslutningens begrundelse som dens dispositive del.

a) AEndringen i begrundelsen til de meddelte og offentliggjorte retsakter

44 For saa vidt angaar aendringerne i begrundelsen til de i henhold til moedereferatet af det 945. moede vedtagne retsakter bemaerkes, at der i punkt 27 i betragtningerne til de meddelte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte retsakter er indsat et helt nyt fjerde afsnit, hvilket klart fremgaar af visse af de autentiske versioner, da afsnittet er sat med andre typer end i den meddelte retsakt. Denne typografiske afvigelse er f.eks. saerlig tydelig i den italienske version, hvilket Kommissionen ikke har bestridt under den mundtlige forhandling. Det nye afsnit vedroerer spoergsmaalet, om Kommissionen i tilfaelde som det her foreliggende, hvor den har indledt en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 over for en raekke virksomheder, af hensyn til de oevrige virksomheder, der omfattes af proceduren, kan imoedekomme en enkelt virksomheds oenske om at frafalde kravet om fortrolighed vedroerende oplysninger om virksomheden, eller om offentlige hensyn tvaertimod er til hinder for, at Kommissionen i et saadant tilfaelde imoedekommer oensket fra den virksomhed, som er omfattet af fortroligheden. Dette vanskelige og omstridte problem er blevet behandlet af Kommissionen paa side 52 i Den Attende Beretning om Konkurrencepolitikken.

45 Det indfoejede afsnit lyder saaledes i de meddelte beslutninger: "Det skal paapeges, at der ved virksomheders frafald af kravet om fortrolighed omkring deres interne forretningsdokumenter skal tages hensyn til offentlighedens interesse i, at konkurrenter ikke informeres om hinandens kommercielle aktiviteter og hensigter paa en saadan maade, at konkurrencen mellem dem begraenses". Derimod indeholder beslutningen, saaledes som den tyske version blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, ikke naegtelsen i den tredje saetning, men bestemmer, at der skal tages hensyn til offentlighedens interesse i, at konkurrenter informeres om hinandens kommercielle aktiviteter og hensigter.

46 Det fremgaar af moedereferatet af Kommissionens moede den 21. december 1988, som blev fremlagt den 12. september, den 21. november og den 5. december 1991, at Kommissionen ifoelge selve ordlyden af moedereferatet af det 945. moede ganske vist vedtog udkastene af 14. december 1988, som i de tre paa de autentiske sprog vedtagne versioner ikke indeholdt det omhandlede afsnit, men at Kommissionen blot tog kabinetschefernes behandling af sagen under et saerligt moede den 19. december 1988 til efterretning. Selv om Kommissionen den 21. november 1991 har fremlagt dokumenter, der betegnes som bekraeftede udskrifter af moedereferatet af kabinetschefernes saerlige moede den 19. december 1988, og selv om disse dokumenter som bilag III omfatter et dokument, der paa engelsk og fransk gengiver det omhandlede afsnit, fremgaar det dog ikke af de fremlagte dokumenter - hvilket Kommissionen i oevrigt har erkendt under den mundtlige forhandling - at denne aendring blev vedtaget eller foreslaaet af kabinetscheferne for senere at blive forelagt Kommissionen.

47 Selv om aendringen havde kunnet forelaegges og foreslaas Kommissionen den 21. december 1988 - hvilket i al fald ikke var tilfaeldet for den tyske versions vedkommende, fordi bilag III som allerede naevnt, og som anfoert af Huels AG under den mundtlige forhandling, kun var affattet paa engelsk og fransk - fremgaar det af selve ordlyden af det ovenfor omtalte moedereferat (praemis 37), at Kommissionen ved at vedtage udkastene af 14. december 1988, som ikke indeholdt dette afsnit, stiltiende besluttede ikke at vedtage aendringen. Foelgelig maa indfoejelsen af afsnittet i alle de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, noedvendigvis vaere sket efter den 21. december 1988, hvorved der er sket en klar tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt udstedt af den kompetente myndighed. Denne tilfoejelse til beslutningens begrundelse, som hverken er af syntaktisk eller grammatisk art, indebaerer saaledes, at alle de meddelte retsakter saavel som den retsakt, der blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, er ugyldige, jf. Domstolens ovennaevnte dom af 23. februar 1988, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om tilfoejelsen er vaesentlig, hvilket i oevrigt ikke kan bestrides.

b) AEndringen af den dispositive del af de meddelte og offentliggjorte retsakter

48 Med hensyn til aendringerne af beslutningernes dispositive del skal Retten bemaerke, at som anfoert af BASF AG og fremhaevet i virksomhedernes faelles mundtlige indlaeg figurerer henvisningen i artikel 1 i den dispositive del af de beslutninger, der blev meddelt samtlige sagsoegere og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, til, at Société artésienne de vinyle SA tilhoerer koncernen Entreprise chimique et minière ("EMC-koncernen"), som findes i udkastene af 14. december 1988 - der ifoelge moedereferatet af det 945. moede blev vedtaget af Kommissionen den 21. december 1988 - ikke laengere i de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

49 Naar aendringer i en retsakts begrundelse ifoelge Domstolens praksis maa anses for en mangel, der goer hele den aendrede retsakt ugyldig, idet saadanne aendringer dels undergraver den tilsigtede virkning af Traktatens artikel 190, dels i vaesentlig grad aendrer begrundelsen, der udgoer det noedvendige grundlag for en beslutnings dispositive del, indebaerer en aendring af selve den dispositive del i en saadan retsakt saa meget desto mere, at denne er ugyldig. AEndringer i en beslutnings dispositive del vedroerer nemlig direkte raekkevidden af de retsundergivnes eventuelle forpligtelser eller rettigheder i henhold til retsakten. I det foreliggende tilfaelde kan en saadan aendring beroere placeringen af ansvaret for en paastaaet overtraedelse og endog foere til, at den oekonomiske byrde af den paalagte boede forskydes. Saadanne aendringer af den vedtagne retsakts dispositive del boer derfor anses for en saerlig grov og aabenbar kraenkelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, som udgoer en del af grundlaget for retssikkerheden i Faellesskabets retsorden.

50 Derfor maa den loesning, som Domstolen har valgt i ovennaevnte dom af 23. februar 1988, saa meget desto mere finde anvendelse, naar retsaktens adressater som her paalaegges byrder og forpligtelser, og den foretagne aendring kan paavirke bestemmelsen af den juridiske person, der paalaegges forpligtelser. Man maa nemlig noedvendigvis drage en saadan konsekvens af aendringen af ovennaevnte artikel 1 i beslutningens dispositive del, hvorved Kommissionen som et resultat af betragtningerne og EOEF-Traktatens artikel 85 foretager den retlige subsumption af de paatalte forhold og naevner de overtraedende virksomheder. En saadan aendring paavirker saaledes direkte og uundgaaeligt de andre artikler i den dispositive del, som ved at paalaegge sagsoegerne forpligtelser og boeder og ved at fastsaette betingelserne for, at de virksomheder, retsakterne er rettet til, opfylder forpligtelserne, kun er udtryk for de noedvendige konsekvenser af artikel 1, som her netop har vaeret genstand for en aendring.

B - Anbringendet vedroerende den udstedende myndigheds inkompetence

51 Nogle af de sagsoegende virksomheder har udtrykkeligt gjort gaeldende, at den myndighed, der udstedte de meddelte og offentliggjorte retsakter, var inkompetent. Saaledes har Wacker Chemie GmbH og Hoechst AG anfoert, at Kommissionens svar paa det af sagsoegerne fremsatte anbringende, hvorefter princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er tilsidesat, rejser spoergsmaalet, om det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, gyldigt kunne udstede beslutningen i visse af de sproglige versioner, der er retsgyldige. Disse virksomheder har ligeledes anfoert, at P. Sutherland' s mandat udloeb den 5. januar 1989, mens beslutningen ifoelge Kommissionens oplysninger foerst blev overgivet til Kommissionens Generalsekretariat paa de forskellige officielle sprog den 16. januar 1989, altsaa elleve dage senere. Paa samme maade har Huels AG under den mundtlige forhandling anfoert, at Sutherland den 16. januar 1989 ikke laengere var medlem af Kommissionen.

52 Kommissionen har heroverfor anfoert, at retsakterne forskriftsmaessigt blev vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ paa de tre retsgyldige sprog, og at Kommissionens forretningsordens artikel 27 udgoer retsgrundlaget for udstedelsen af beslutningerne paa italiensk og nederlandsk, der saaledes blev udstedt inden for rammerne af den kompetence, der af Kommissionen behoerigt var meddelt det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade. Kommissionen har her understreget, at kompetencen ikke blev meddelt P. Sutherland personligt, men derimod det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0079.1

53 Som anfoert fremgaar det af gennemgangen af det foerste anbringende, at der bestod visse uoverensstemmelser mellem, paa den ene side, de udstedte retsakter og, paa den anden side, de meddelte og offentliggjorte retsakter, og at disse aendringer umuligt kan vaere foretaget af Kommissionen som kollegium, men derimod efter dennes vedtagelse af de anfaegtede retsakter blev foretaget af tredjemaend. Det tilkommer Retten paa grundlag af disse omstaendigheder at tage stilling til det af sagsoegerne fremsatte anbringende vedroerende inkompetencen hos ophavsmanden til de meddelte og offentliggjorte retsakter. Dette anbringende, som under alle omstaendigheder har ordre public-karakter, kan opdeles i to led. Det er nemlig noedvendigt at sondre mellem den saglige kompetence og den tidsmaessige kompetence hos ophavsmanden til de meddelte og offentliggjorte retsakter, som sagsoegerne har indbragt for Retten.

1. Den saglige kompetence hos det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at udstede de paa italiensk og nederlandsk affattede meddelte og offentliggjorte retsakter

54 Artikel 3 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (EFT 1952-1958, s. 59), senest aendret ved punkt XVII i bilag I til akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse og tilpasningerne af Traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 242; herefter benaevnt "forordning nr. 1 om den sproglige ordning for Faellesskabet"), bestemmer: "Dokumenter, som en faellesskabsinstitution retter til ... en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes paa denne stats sprog". Yderligere bestemmer artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, at en retsakt, som Kommissionen vedtager under et moede eller ad skriftlig vej, skal underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren.

55 Det fremgaar af disse bestemmelser betragtet under ét, at saafremt Kommissionen som i det foreliggende tilfaelde oensker ved en i materiel henseende samlet handling at udstede en beslutning, der er retsgyldig over for flere forskellige juridiske personer, som er undergivet forskellige sproglige ordninger, skal beslutningen udstedes paa alle de sprog, hvori den skal have retsgyldighed, da det ellers vil vaere umuligt at stadfaeste den. I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af selve ordlyden af moedereferatet af Kommissionens 945. moede, der blev godkendt den 22. december 1988, at Kommissionen som kollegialt organ ikke vedtog den anfaegtede beslutning i den italienske og nederlandske version, som alene har retsgyldighed over for, paa den ene side, Enichem SpA og Montedison SpA og, paa den anden side, NV Limburgse Vinyl Maatschappij, NV DSM og DSM Kunststoffen BV.

56 Artikel 27, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden bestemmer: "Kommissionen kan - under forudsaetning af, at princippet om dens ansvar som kollegium overholdes fuldt ud - bemyndige sine medlemmer til i sit navn og under sin kontrol at traeffe klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art".

57 Retten skal i denne forbindelse bemaerke, at i modsaetning til de foranstaltninger af forberedende og proceduremaessig art, der maa traeffes under den administrative forberedelse af beslutningen, saasom meddelelse af klagepunkter (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151, org. ref.: Rec., s. 619, praemis 16-19, af 17.10.1972, sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. s. 251, org. ref.: Rec. s. 977, praemis 10-14, og af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19) eller foranstaltninger, der maa traeffes inden for rammerne af Kommissionens generelle undersoegelsesbefoejelser i henhold til forordning nr. 17 (Domstolens ovennaevnte dom af 23.9.1986, praemis 28-40, og af 17.10.1989, forenede sager 97/87, 98/87 og 99/87, Dow Chemical Iberica mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 57, 58 og 59), kan vedtagelsen af en beslutning i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 1, ikke anses for foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art, jf. ovennaevnte bestemmelser i artikel 27 i Kommissionens forretningsorden.

58 Det fremgaar nemlig af artikel 27, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, sammenholdt med stk. 2 vedroerende den bemyndigelse, der kan meddeles tjenestemaendene, at Kommissionen som kollegialt organ i givet fald kun kan bemyndige et af sine medlemmer til at udstede beslutningen paa de af Faellesskabets officielle sprog - jf. definitionen i artikel 1 i forordning nr. 1 om den sproglige ordning for Faellesskabet - som ikke har retsgyldighed, dvs. i denne sag dansk, spansk, graesk og portugisisk, idet de paa disse fire sprog udstedte beslutninger ikke har retsvirkning og ikke kan tvangsfuldbyrdes over for en eller flere af de virksomheder, der er omtalt i beslutningens dispositive del.

59 Vedtagelsen af beslutningen paa det sprog, der har retsgyldighed, har langt stoerre betydning. En beslutning, hvori det fastslaas, at Traktatens artikel 85 er tilsidesat, og hvorved en raekke virksomheder paalaegges forpligtelser og betydelige boeder, og som i denne forbindelse yderligere kan tvangsfuldbyrdes, paavirker i betydelig grad virksomhedernes rettigheder og forpligtelser samt deres formue. En saadan beslutning kan ikke anses for en simpel foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, og kan derfor ikke udstedes af et enkelt kommissionsmedlem inden for rammerne af dennes kompetence, uden at der herved vil ske en direkte tilsidesaettelse af det kollegialitetsprincip, som udtrykkeligt er anerkendt i ovennaevnte artikel 27.

60 Det kan herefter fastslaas, at den italienske og nederlandske version af beslutningen, der blev udstedt af det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, naar henses til betingelserne for den under forhandlingerne den 21. december 1988 meddelte bemyndigelse, under alle omstaendigheder blev udstedt af en inkompetent myndighed.

2. Den tidsmaessige kompetence hos det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, til at udstede de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende

61 Det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, var saaledes ikke befoejet til alene at udstede retsgyldige sproglige versioner af en beslutning til gennemfoerelse af Traktatens artikel 85, stk. 1. Derimod har han utvivlsomt kompetence til at underskrive kopierne af den retsakt, der er vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, med henblik paa at meddele akten til adressaterne, jf. artikel 12, stk. 3, i Kommissionens forretningsorden. I det foreliggende tilfaelde fremgaar det imidlertid dels af Kommissionens indlaeg, dels af dens uddybning heraf under den mundtlige forhandling, at ordlyden af retsakten paa de enkelte sprog, hvad enten der er tale om de fem retsgyldige sprog eller de fire andre officielle sprog, foerst den 16. januar 1989 blev endeligt udformet og tilsendt Kommissionens Generalsekretariat, som herefter videresendte teksten til jurist-lingvisterne paa de af Domstolen i ovennaevnte dom af 23. februar 1988 fastsatte betingelser. Jurist-lingvisterne afsluttede deres arbejde ved udgangen af januar 1989.

62 Retten skal herefter bemaerke, at Kommissionen ikke over for sagsoegernes praecise anbringender har vaeret i stand til at godtgoere, at der forud for en dato mellem den 16. januar 1989 og den 31. januar 1989 forelaa en fuldt faerdig retsakt, der kunne meddeles og offentliggoeres. Foelgelig maa de meddelte retsakter i hver af de fem retsgyldige sproglige versioner noedvendigvis antages at vaere udstedt efter den 5. januar 1989, da P. Sutherland' s mandat udloeb.

63 Foelgelig maa den maskinskrevne paategning "paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland, medlem af Kommissionen" forneden paa de meddelte retsakter, selv om det antages, at den uden P. Sutherland' s haandskrevne paategnelse kan gaelde som dennes underskrift, noedvendigvis vaere blevet paafoert enten efter udloebet af hans mandat eller inden den 5. januar 1989, dvs. paa en dato, hvor retsakterne i den meddelte og offentliggjorte form endnu ikke eksisterede. Det forhold, at P. Sutherland den 5. januar 1989 underskrev den foelgeskrivelse til sagsoegerne, der var vedlagt de retsakter, der endnu ikke var endelig udfaerdiget, er uden retlig betydning, idet denne foelgeskrivelse ikke indgaar som en del af den omtvistede retsakt og ikke har nogen retsvirkning. Heller ikke det af Kommissionen paaberaabte forhold, at bemyndigelsen blev meddelt det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, og ikke til P. Sutherland personligt, er relevant for Rettens stillingtagen til anbringendet. Selv om sagsoegtes anbringende kunne tiltraedes, paahvilede det nemlig det medlem af Kommissionen, som efter P. Sutherland fik tillagt konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, og hvis mandat begyndte den 6. januar 1988, at underskrive retsakterne, saafremt han var kompetent hertil. Det er imidlertid ikke tilfaeldet. Det kan derfor fastslaas, at de sagsoegerne meddelte retsakter, der den 17. marts 1989 blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, noedvendigvis hidroerte fra en myndighed, der i tidsmaessig henseende var inkompetent.

64 Denne mangel kan kun afhjaelpes, saafremt Kommissionen godtgoer, at den kun vedroerer den kopi, der blev meddelt adressaterne, eller det eksemplar, der med henblik paa offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende blev tilsendt Publikationskontoret, men at den originale beslutning var blevet behoerigt underskrevet af den kompetente myndighed. I saa fald kan anbringendet om, at den myndighed, der underskrev de meddelte og offentliggjorte retsakter, savnede kompetence, med rette tilbagevises. Alene fremlaeggelsen af en saadan retsakt, der kan bekraefte den gyldighedsformodning, som er knyttet til faellesskabsretsakter, og som er den naturlige foelge af de strenge formkrav i forbindelse med udstedelsesproceduren, kan i denne sag afhjaelpe den aabenbare kompetencemangel, som den anfaegtede beslutning er behaeftet med, saaledes som den blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Af de nedenfor anfoerte grunde kan Retten herefter kun fastslaa, at Kommissionen ikke har foert det noedvendige bevis herfor. Yderligere har Kommissionen indroemmet, at den ikke er i stand til at fremlaegge en original stadfaestet udgave af den omtvistede retsakt.

65 Det kan herefter fastslaas, at alle de ovenfor omtalte mangler, som retsakten er behaeftet med, nemlig aendringerne af beslutningens betragtninger og dispositive del, efter at retsakten i henhold til moedereferat nr. 945 var vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, og den udstedende myndigheds inkompetence boer foere til, at den anfaegtede beslutning annulleres paa grund af inkompetence og tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter. Retten finder imidlertid, at der inden en saadan afgoerelse boer tages stilling til sagsoegernes sidste anbringende, hvorefter retsakten er en nullitet. Hvis dette anbringende kan tiltraedes, maa sagerne nemlig afvises (Domstolens dom af 10.12.1957, forenede sager 1/57 og 14/57, Société des usines à tubes de la Sarre mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 51, org. ref.: Rec. s. 201).

C - Anbringendet vedroerende retsaktens nullitet

66 Under den mundtlige forhandling har sagsoegerne i deres faelles indlaeg gjort gaeldende, at artikel 12 i Kommissionens forretningsorden er tilsidesat, og at det derfor er umuligt at afgoere, om den anfaegtede retsakt er forskriftsmaessigt udstedt (jf. praemis 21 og 24). Atochem SA har over for Retten rejst spoergsmaalet, om den her foreliggende beslutning blev udstedt under iagttagelse af gaeldende formforskrifter. BASF AG har rejst tvivl om eksistensen af den anfaegtede beslutning. Wacker Chemie GmbH og Hoechst AG har under deres afsluttende mundtlige indlaeg, som Imperial Chemical Industries plc og Société artésienne de vinyle SA udtrykkeligt har tilsluttet sig, gjort gaeldende, at Kommissionen ikke udstedte nogen beslutning den 21. december 1988, da retsakten hverken blev underskrevet eller stadfaestet. Huels AG har dels fremhaevet, at Kommissionen meddelte virksomheden en beslutning, som aldrig var blevet udstedt, og at den derfor ikke kan fuldbyrdes, dels at beslutningen kun er forsynet med en simpel maskinskrevet underskrift og ikke med P. Sutherland' s personlige underskrift. Montedison SpA har anfoert, at den anfaegtede beslutning aldrig har eksisteret, idet den hverken blev udstedt af Kommissionen som kollegialt organ eller af det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade. Derefter har Montedison SpA udtrykkeligt anfoert, at virksomheden oensker at aendre sine paastande som foelge af de nye oplysninger, der fremgaar af de af Kommissionen fremlagte dokumenter og af Kommissionens uddybning heraf. Montedison SpA har principalt nedlagt paastand om, at Retten tager stilling til eksistensen af den anfaegtede beslutning og til, om sagen boer afvises (jf. praemis 29). Endelig har NV Limburgse Vinyl Maatschappij, NV DSM og DSM Kunststoffen BV nedlagt paastand om, at beslutningen er en nullitet i forhold til disse virksomheder, idet den nederlandske version af beslutningen ikke forelaa ved forhandlingerne den 21. december 1988.

67 Kommissionen har heroverfor anfoert, at beslutningen af 21. december 1988 som vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ ifoelge de den 21. november og 5. december 1991 fremlagte ovenfor omtalte erklaeringer (praemis 26 og 28) blev udfaerdiget paa grundlag af en sammenholdelse af udkastene af 14. december 1988, moedereferatet af Kommissionens 945. moede og de som moedereferat betegnede dokumenter fra kabinetschefernes saerlige moede den 19. december 1988. Kommissionen har tilfoejet, at sagsoegerne ikke kan paaberaabe sig, at forretningsordenens artikel 12 er blevet tilsidesat. Kommissionen har videre anfoert, at de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne, under alle omstaendigheder maa anses for originaler af den udstedte retsakt. Endelig har Kommissionen under den mundtlige forhandling anfoert, at den under forhandlingerne den 21. december 1988 som kollegialt organ vedtog "hovedindholdet", "det vaesentlige" og "kernen" i beslutningen, og at de meddelte retsakter som foelge heraf maa antages at stemme overens med udstederens vilje.

68 Retten skal indledningsvis bemaerke, at Faellesskabets retsinstanser skal erklaere de retsakter, der er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler, for en nullitet, idet de herved skal lade sig lede af de principper, der er fastsat i de nationale retsordener (vedroerende begrebet nullitet af faellesskabsretsakter henvises til Domstolens ovennaevnte dom af 10.12.1957, Société des usines à tubes de la Sarre mod Den Hoeje Myndighed, samt af 21.2.1974, forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73, 132/73, 135/73, 136/73 og 137/73, Kortner mod Raadet, Kommissionen og Parlamentet, Sml. s. 177, af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio Cooperative d' Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, og af 30.6.1988, sag 226/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3611, samt Rettens dom af 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, Sml. II, s. 407). Et saadant anbringende har ordre public-karakter og kan som saadant paaberaabes af parterne paa et hvilket som helst tidspunkt af retsforhandlingerne uden at vaere begraenset af en frist. Yderligere skal retten af egen drift tage stilling til spoergsmaalet. I ovennaevnte dom af 26. februar 1987 fastslog Domstolen, "at en forvaltningsakt i faellesskabsretten ligesom i de forskellige medlemsstaters nationale ret, ogsaa selv om den er behaeftet med mangler, anses for gyldig, indtil den er blevet annulleret eller forskriftsmaessigt tilbagekaldt af den myndighed, der har vedtaget den. Naar en akt betegnes som en nullitet, kan det uden hensyn til soegsmaalsfrister fastslaas, at den har vaeret uden retsvirkninger. En antagelse af denne art boer derfor af klare retssikkerhedsgrunde ... forbeholdes de retsakter, der er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler". I naervaerende sag skal det afgoeres, om den anfaegtede retsakt er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler i den af Domstolen i dommen af 26. februar 1987 anfoerte betydning med det resultat, at Retten boer erklaere den for en nullitet.

69 Stillet over for anbringendet om, at den udstedte retsakt afviger fra den meddelte og offentliggjorte retsakt, samt de af sagsoegerne tilstraekkeligt underbyggede indlaeg (jf. praemis 11-15) har Retten foerst ved foranstaltning truffet den 11. juli 1991 med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og dernaest ved ovennaevnte kendelse af 19. november 1991 anmodet Kommissionen om at fremlaegge den vedtagne beslutning i dens oprindelige affattelse behoerigt stadfaestet i overensstemmelse med Kommissionens forretningsorden (praemis 17 og 25).

70 Under hensyn til disse foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og oplysning har Kommissionen herefter fremlagt tre beslutningsudkast af 14. december 1988 affattet paa tysk, engelsk og fransk samt uddrag af de to ovennaevnte moedereferater (jf. praemis 18, 26 og 28). Som det allerede er fremgaaet af den mundtlige forhandling, bekraefter disse dokumenter, at med undtagelse af de fremlagte moedereferater er den foelgeskrivelse af 5. januar 1989, der var vedlagt de beslutninger, der blev meddelt sagsoegerne, det eneste dokument, som er underskrevet af et medlem af Kommissionen. Kommissionen har i oevrigt anerkendt, at det forholder sig saaledes, idet den har anfoert, at den ikke er i stand til at fremlaegge originalen af beslutningen i behoerigt underskrevet og stadfaestet stand, og at ordlyden af den anfaegtede beslutning, saaledes som det fremgaar af erklaeringerne af 21. november og 5. december 1991, udstedt af henholdsvis Kommissionens generalsekretaer og et medlem af Kommissionens Juridiske Tjeneste som befuldmaegtiget (jf. praemis 26 og 28), er opstaaet som resultatet af en sammenholdelse af ovennaevnte dokumenter.

1. Tilsidesaettelse af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden

71 Artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden bestemmer: "De beslutninger, Kommissionen vedtager under et moede ... underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren". Paa grundlag af de af Kommissionen fremlagte dokumenter har sagsoegerne den 18. november 1991 i deres indlaeg gjort gaeldende, at denne bestemmelse er blevet tilsidesat.

72 Proceduren med stadfaestelse af retsakter i henhold til Kommissionens forretningsorden, som er fastsat med hjemmel i artikel 15 og 16 i fusionstraktaten af 8. april 1965, der yderligere bestemmer, at forretningsordenen skal offentliggoeres, er en vaesentlig forudsaetning for retssikkerheden og for stabilitet i borgernes retsstilling i henhold til Faellesskabets retsorden. Alene denne procedure kan sikre, at institutionens retsakter udstedes af den kompetente myndighed under overholdelse af Traktatens formforskrifter og de til gennemfoerelse heraf udstedte bestemmelser, herunder navnlig begrundelsespligten i Traktatens artikel 190. Ved at tilgodese princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, som kun kan aendres eller ophaeves under overholdelse af disse formforskrifter, sikrer proceduren, at de retsundergivne, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, medlemsstater eller andre faellesskabsinstitutioner, med sikkerhed og til enhver tid kan faa noeje kendskab til deres rettigheder og forpligtelser samt grunden til, at Kommissionen har udstedt en beslutning, som er rettet til dem.

73 Domstolen har derfor for nylig fastslaaet, at paa omraader saasom konkurrenceretten, hvor Kommissionen skal foretage komplicerede oekonomiske vurderinger og har et vidt skoen, "maa der laegges endnu stoerre vaegt paa overholdelsen af de garantier, som faellesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. ... den paagaeldendes ret til at fremfoere sine synspunkter samt kravet om, at afgoerelsen skal vaere forsynet med en tilstraekkelig begrundelse", idet denne pligt i sig selv er en af betingelserne for en effektiv domstolskontrol (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universitaet Muenchen, Sml. I, s. 5469). Foelgelig indebaerer enhver administrativ procedure for udfaerdigelse og vedtagelse af retsakter, hvorved det er muligt efterfoelgende at aendre i den udstedte retsakts begrundelse, at disse grundlaeggende principper direkte tilsidesaettes.

74 Derfor bestemmer artikel 12, stk. 2, i Kommissionens forretningsorden, at "ordlyden af disse beslutninger vedfoejes moedereferatet af det kommissionsmoede, hvorunder deres vedtagelse er meddelt". Denne pligt er af afgoerende betydning, da den sikrer, at den underskrevne retsakt er identisk med den vedtagne retsakt, og at der ikke efterfoelgende kan aendres i retsakten, idet forretningsordenens artikel 10 bestemmer, at moedereferatet skal godkendes af Kommissionen under det foelgende moede. Artikel 10 bestemmer yderligere, at moedereferatet efter godkendelsen skal underskrives af Kommissionens formand og generalsekretaer. Kun ved at sammenholde den af den samlede Kommission vedtagne og af formanden og generalsekretaeren underskrevne retsakt med moedereferatet af Kommissionens moede, hvoraf det fremgaar, at den under moedet behandlede retsakt blev vedtaget, er det muligt at faa fuldt kendskab til retsaktens materielle eksistens og indhold samt vished for, at retsakten er i fuld overensstemmelse med Kommissionens vilje.

75 For det foerste beviser stadfaestelsen af retsakten med sikkerhed, at den rent faktisk eksisterer, og at indholdet er identisk med indholdet af den af Kommissionen som kollegialt organ vedtagne retsakt. For det andet sikrer stadfaestelsen ved dateringen af retsakten og formandens og generalsekretaerens underskrifter, at udstederen havde den noedvendige kompetence. Da stadfaestelsen for det tredje indebaerer, at retsakten kan tvangsfuldbyrdes, inkorporeres retsakten herved i Faellesskabets retsorden.

76 Alle disse strenge formforskrifter, der er knyttet til udfaerdigelsen, vedtagelsen og stadfaestelsen af retsakter, er noedvendige for at sikre retsordenens stabilitet og retssikkerheden for de borgere, som er undergivet faellesskabsinstitutionernes retsakter. En saadan formalisme er absolut noedvendig for opretholdelsen af en retsorden, som bygger paa et normhierarki. Herved sikres paa en gang overholdelsen af legalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning (Domstolens domme af 5.12.1963, forenede sager 53/63 og 54/63, Lemmerz mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 441, org. ref.: Rec. s. 487, og forenede sager 23/63, 24/63 og 52/63, Usines Émile Henricot mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 437, org. ref.: Rec. s. 439). Enhver tilsidesaettelse af disse regler vil skabe en betaenkelig usikkerhed i retssystemet, som vil medfoere, at man kun tilnaermelsesvis vil have kendskab til kredsen af de retssubjekter, hvorpaa institutionernes retsakter finder anvendelse, til omfanget af deres rettigheder og forpligtelser og til den retsudstedende myndighed, hvorved udoevelsen af domskontrollen vil blive bragt i fare. Derfor har Domstolen i dommen af 23. februar 1988 vedroerende "stoffer med hormonal virkning" (sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 855) og i ovennaevnte dom af samme dato vedroerende burhoens, hvori den fastslog, at faellesskabsinstitutionernes forretningsorden har bindende virkning, udtalt, "at det er Traktaten, som regulerer spoergsmaalet om, hvorledes Faellesskabets institutioner traeffer afgoerelse, og at bestemmelserne herom hverken kan aendres af medlemsstaterne eller af institutionerne selv".

77 Disse principper bekraeftes fuldt ud i Domstolens faste praksis, hvorefter fysiske og juridiske personer til stoette for deres paastande vedroerende en retsakt fra en faellesskabsinstitution kan paaberaabe sig, at den paagaeldende institutions forretningsorden er tilsidesat (i denne forbindelse henvises til en lang raekke domme afsagt i tjenestemandssager, nemlig dom af 9.6.1964, forenede sager 94/63 og 96/63, Bernusset mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 493, org. ref.: Rec. s. 587, af 17.12.1981, sag 178/80, Bellardi Ricci mod Kommissionen, Sml. s. 3187, og af 4.2.1987, sag 324/85, Bouteiller mod Kommissionen, Sml. s. 529, for saa vidt angaar alene Kommissionens forretningsorden; med hensyn til andre omraader inden for faellesskabsretten henvises til dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333, praemis 36, af 30.6.1988, sag 297/86, CIDA mod Raadet, Sml. s. 3531, og af 11.10.1990, sag C-200/89, FUNOC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3669).

78 Under den mundtlige forhandling har Kommissionen anfoert, at det kan udledes af Domstolens dom af 7. maj 1991 (sag C-69/89, Nakajima All Precision mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 49 og 50), at faellesskabsinstitutionernes forretningsorden ikke har bindende virkning, og at fysiske og juridiske personer ikke kan paaberaabe sig, at saadanne regler er tilsidesat. Dette argument kan ikke tiltraedes. Efter Rettens opfattelse skal dommen nemlig i virkeligheden fortolkes saaledes, at man maa sondre mellem de bestemmelser i en institutions forretningsorden, hvis tilsidesaettelse ikke kan paaberaabes af fysiske og juridiske personer, fordi de kun indeholder bestemmelser vedroerende institutionens interne forvaltning og ikke kan paavirke borgernes retsstilling, og de bestemmelser, hvis tilsidesaettelse derimod kan paaberaabes, da de ligesom artikel 12 i Kommissionens forretningsorden skaber rettigheder for borgerne og har betydning for borgernes retssikkerhed.

79 Yderligere har Domstolen i ovennaevnte domme af 23. september 1986 og 17. oktober 1989 ved bedoemmelsen af gyldigheden af bemyndigelsen den 5. november 1980 af det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, udtalt, at bemyndigelsen er omfattet af artikel 27 i Kommissionens forretningsorden. I den foreliggende sag har Kommissionen tilmed selv i sine indlaeg paaberaabt sig forretningsordenens artikel 27 som grundlag for de befoejelser, den meddelte det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade. Da Kommissionens forretningsorden kan goeres gaeldende over for sagsoegerne, hvilket da ogsaa er sket, kan disse derfor ogsaa paaberaabe sig forretningsordenen til stoette for deres paastande vedroerende en kommissionsbeslutning.

80 Retten skal endelig bemaerke, at hvor der som her foreligger retsakter, hvorved der paalaegges boeder, er begrebet tvangsfuldbyrdelse af saerlig betydning, naar henses til Traktatens artikel 192. Ifoelge Traktatens artikel 189 er en beslutning fra en faellesskabsinstitution "bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at vaere rettet til". Som det udtrykkeligt fremgaar af de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, kan de omtvistede beslutninger yderligere tvangsfuldbyrdes, da de paalaegger boeder. Traktatens artikel 192, stk. 1, bestemmer, at "Kommissionens beslutninger, der indebaerer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes".

81 Artikel 192, stk. 2, bestemmer imidlertid: "Tvangsfuldbyrdelsen sker efter den borgerlige retsplejes regler i den medlemsstat, paa hvis omraade den finder sted. Fuldbyrdelsespaategning skal efter en proevelse, der kun omfatter aegtheden af det paagaeldende fuldbyrdelsesgrundlag, paafoeres af den nationale myndighed, som hver af medlemsstaternes regeringer har udpeget og anmeldt for Kommissionen og Domstolen". Det fremgaar saaledes af Traktatens ordlyd, at sagsoegerne kan paaberaabe sig tilsidesaettelsen af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden med henblik paa kontrol af retsaktens aegthed under en sag for de nationale domstole vedroerende en beslutning fra den kompetente nationale myndighed om inddrivelse af en af Kommissionen paalagt boede paa de betingelser, der er fastsat i Traktatens artikel 192, stk. 2. Ud fra retsplejehensyn og procesoekonomiske hensyn boer sagsoegerne derfor kunne fremsaette dette anbringende under en sag for Faellesskabets retsinstanser i henhold til Traktatens artikel 173 vedroerende lovligheden af en beslutning om at paalaegge en boede, der kan tvangsfuldbyrdes. Da det under bevisoptagelsen er godtgjort, at det var umuligt at foretage en stadfaestelse af den omhandlede retsakt i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, er det udelukket i denne sag at gennemfoere den i Traktatens artikel 192, stk. 2, foreskrevne procedure for proevelse af retsaktens aegthed, dvs. proevelse af den originale og gyldigt stadfaestede retsakt.

82 Det kan herefter fastslaas, at det af Kommissionen under den mundtlige forhandling fremfoerte argument, hvorefter sagsoegerne ikke kan paaberaabe sig, at artikel 12 i Kommissionens forretningsorden er tilsidesat, ikke kan tiltraedes.

83 For saa vidt angaar det berettigede i sagsoegernes anbringender bemaerkes blot, at Kommissionen selv har anfoert, at den ikke er i stand til at fremlaegge en kopi af de originale retsakter, der er stadfaestet som foreskrevet i Kommissionens forretningsorden.

2. Betegnelsen af den anfaegtede retsakt som en "beslutning" efter Traktatens artikel 189

84 Da det saaledes er godtgjort, at de retsakter, der er meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, ikke kan vaere stadfaestet i overensstemmelse med formforskrifterne og derfor ikke kan tvangsfuldbyrdes, saaledes at proceduren i henhold til Traktatens artikel 192, stk. 2, kan ivaerksaettes, opstaar det spoergsmaal ud fra selve ordlyden af artikel 192, stk. 1, om de retsakter, som foreligger for Retten, i retlig henseende kan betegnes som "beslutning".

85 Ifoelge Kommissionen, som under den mundtlige forhandling udtrykkeligt har anerkendt, at den ikke var i stand til at fremlaegge et eksemplar af de anfaegtede beslutninger, der er stadfaestet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 12, er beslutningerne i henhold til de ovenfor gennemgaaede erklaeringer af 21. november og 5. december 1991 opstaaet ved en sammenholdelse af udkastene til beslutning og de uddrag af moedereferater, som er fremlagt for Retten.

86 Af rent principielle grunde og under hensyntagen til de her foreliggende omstaendigheder kan denne opfattelse ikke tiltraedes.

87 For det foerste udgoer formaliteterne i forbindelse med vedtagelsen og stadfaestelsen af faellesskabsinstitutionernes retsakter en garanti, som udgoer en del af selve grundlaget for Faellesskabets retsorden. Disse formaliteter sikrer dels, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt - forordning, direktiv eller beslutning - der er inkorporeret i Faellesskabets retsorden, overholdes, dels, at retsakten efter udstedelsen kun kan aendres eller ophaeves efterfoelgende under overholdelse af kompetence- og procedurereglerne, herunder navnlig kollegialprincippet. Alene de praecise og strenge formforskrifter i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden, herunder kravet om, at de vedtagne retsakter skal stadfaestes, og at ordlyden heraf skal vedfoejes moedereferatet af det moede, hvorunder de blev vedtaget, kan muliggoere en uigendrivelig konstatering af, at der er fuld overensstemmelse mellem det senere godkendte moedereferat og den oprindeligt vedtagne og stadfaestede retsakt. Foelgelig er selve opbygningen af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden til hinder for, at simple uddrag af moedereferater med beslutningsudkast, der ikke kan identificeres, kan traede i stedet for en beslutning.

88 Det bemaerkes for det andet, at en gennemgang af de fremlagte dokumenter ikke giver grundlag for at tiltraede, at Kommissionens opfattelse, hvorefter den under sit moede den 21. december 1988 i form af en aendring til udkastet af 14. december 1988 vedtog et afsnit som det, der findes i nr. 27, fjerde afsnit, i betragtningerne til den meddelte og offentliggjorte retsakt (jf. praemis 47).

89 Foelgelig kan alene fremlaeggelsen af retsakter, der er stadfaestet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 12, give mulighed for at faa kendskab til faellesskabslovgivers noejagtige vilje. Denne vilje kan kun skabe forpligtelser for sagsoegerne, saafremt den er kendt og kan bestemmes noejagtigt under udoevelsen af Rettens proevelsesret.

90 Det bemaerkes videre, at selv om man tilsluttede sig den sagsoegte institutions opfattelse vedroerende den noedvendige sammenholdelse af de af denne fremlagte dokumenter, svarer de meddelte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte retsakter heller ikke til den "retsakt", som er et resultat af sammenholdelsen af moedereferaterne, jf. ovennaevnte erklaeringer af 21. november og 5. december 1991, og udkastene til beslutning paa tysk, engelsk og fransk, som vedtaget den 21. december 1988 af Kommissionen som kollegialt organ, jf. moedereferatet af det 945. moede. Selv om det endog antages, hvilket ikke er tilfaeldet, at de af Kommissionen den 21. december 1988 vedtagne retsakter kan vaere et resultat af sammenholdelsen af flere usammenhaengende dokumenter, der for stoerstedelens vedkommende ikke er underskrevet og stadfaestet, tager saadanne "retsakter" under alle omstaendigheder ikke hensyn til de ovennaevnte aendringer, som blev foretaget i den tyske version af den meddelte og offentliggjorte retsakt (jf. praemis 39-42). Retsakterne tager heller ikke hensyn til den ovennaevnte aendring (jf. praemis 48, 49 og 50) af den dispositive del i de meddelte og offentliggjorte beslutninger. Saadanne retsakter lader endelig spoergsmaalet vedroerende de paa italiensk og nederlandsk meddelte og offentliggjorte retsakter staa helt aabent. Det fremgaar af bevisoptagelsen, at de ikke er blevet udstedt af nogen myndighed (jf. praemis 54-65).

91 Det bemaerkes videre, at en af Kommissionens befuldmaegtigede under den mundtlige forhandling har udtalt, at Kommissionen som kollegialt organ ikke traf nogen endelig beslutning den 21. december 1988, hvorfor ordlyden ikke i henhold til forretningsordenens artikel 12 dengang blev vedfoejet Kommissionens moedereferat. Ved saaledes at fastslaa, at institutionen, der har udstedt de omtvistede retsakter, ikke har noget sikkert kendskab til den faktiske og endelige enighed inden for Kommissionen som kollegialt organ, har bevisoptagelsen vist, at saadanne "retsakter" ikke kan goeres gaeldende over for tredjemand og derfor ikke kan anses for en beslutning efter Traktatens artikel 189.

92 Det argument, der stoettes paa institutionens praksis - saafremt en saadan eksisterer - er uden betydning for denne konklusion, idet Domstolen i ovennaevnte dom af 23. februar 1988 vedroerende burhoens har udtalt, at en "praksis ... ikke [kan] aendre retsvirkningerne af Traktatens bestemmelser".

93 I det foreliggende tilfaelde skal Retten for det foerste bemaerke, at det er umuligt at fastslaa den noejagtige dato for retsakterne, ogsaa selv om de blev udstedt kort tid inden udloebet af det kommissionsmedlems mandat, som havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, og som i det mindste delvis af Kommissionen havde faaet tildelt den noedvendige kompetence. Det er saaledes ikke muligt for Retten at fastslaa, paa hvilken dato mellem den 21. december 1988 og den 16. januar 1989 de omtvistede retsakter faktisk blev udstedt og inkorporeret i Faellesskabets retsorden og dermed fik bindende virkning.

94 Det bemaerkes for det andet, at det som foelge af de foretagne aendringer ikke er muligt for Retten med sikkerhed at faa kendskab til det noejagtige indhold af de udstedte retsakter. Der er nemlig sket en fuldstaendig tilsidesaettelse af stadfaestelsesproceduren i henhold til forretningsordenens artikel 12, der alene ville have gjort det muligt med sikkerhed og i overensstemmelse med formaalet med foranstaltningen af 11. juli 1991 med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og foranstaltningen af 19. november 1991 med henblik paa bevisoptagelse at sondre mellem det besluttende organs vilje og de senere aendringer, der blev foretaget af en ukendt person paa et ukendt tidspunkt.

95 Det bemaerkes endelig, at Retten som foelge af den samlede virkning af disse to mangler er ude af stand til med sikkerhed at bestemme, hvem der har udstedt retsakterne i deres endelige udgave: Paa den ene side er der tale om et "ordre public"-spoergsmaal, og paa den anden side har retsakterne som foelge af de to naevnte mangler mistet den formodning for gyldighed, som umiddelbart gaelder for saadanne retsakter.

96 Der foreligger ikke en beslutning efter Traktatens artikel 189, saafremt Retten ikke med tilstraekkelig sikkerhed kan fastslaa den noejagtige dato, fra hvilken retsakten har retsvirkninger og som foelge heraf udgoer en del af Faellesskabets retsorden, ikke - paa grund af senere aendringer - kan fastlaegge det noejagtige indhold af den begrundelse, retsakten skal indeholde ifoelge EOEF-Traktatens artikel 190, ikke utvetydigt kan bestemme og kontrollere omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges adressaterne, og ikke noejagtigt kan afgoere, hvem retsakten er rettet til, eller hvem der har udstedt den endelige version, og saafremt det yderligere er fastslaaet, at stadfaestelsesproceduren ifoelge faellesskabsreglerne er blevet fuldstaendig tilsidesat, og at proceduren efter Traktatens artikel 192, stk. 2, ikke kan ivaerksaettes. En saadan retsakt er behaeftet med saa grove og aabenbare mangler, at den maa anses for en nullitet.

3. De meddelte og offentliggjorte retsakters ydre form

97 Endelig kan sagsoegte ikke - saaledes som sagsoegte har gjort det under den mundtlige forhandling - henvise sagsoegerne til de meddelte dokumenter og goere gaeldende, at der er tale om den originale retsakt, fordi de er bekraeftet som vaerende i overensstemmelse med denne. Selv om den meddelte og offentliggjorte retsakt principielt maa antages at vaere i overensstemmelse med den originale, autentiske retsakt, gaelder denne formodning ikke laengere i det foreliggende tilfaelde, naar Kommissionen ikke ved at fremlaegge andre stadfaestede originale dokumenter end moedereferater vedlagt simple beslutningsudkast, der hverken er underskrevet eller stadfaestet, og som ikke goer det muligt at fastslaa retsaktens indhold, er i stand til at tilbagevise sagsoegernes tilstraekkelig klare og samstemmende udsagn vedroerende uoverensstemmelserne mellem, paa den ene side, den vedtagne "retsakt" og, paa den anden side, den meddelte og offentliggjorte "retsakt". Tvaertimod har de af sagsoegte fremlagte dokumenter blot bekraeftet, at de af sagsoegerne paastaaede uoverensstemmelser rent faktisk bestaar, idet det yderligere fremgaar af dokumenterne, dels at der er uoverensstemmelse mellem de tre udgaver, der blev vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, dels at der slet ikke havde fundet nogen forhandlinger sted vedroerende de beslutninger, der skulle udstedes paa to af de fem retsgyldige sprog.

98 Kommissionen kan heller ikke - saaledes som den har gjort det under den mundtlige forhandling - goere gaeldende, at den som kollegialt organ havde vedtaget "hovedindholdet", "det vaesentlige" eller "kernen" i den anfaegtede retsakt, og at de meddelte retsakter som foelge heraf maatte antages at stemme overens med udstederens vilje. Det bemaerkes, at Traktatens artikel 189 og 190 samt artikel 12 i Kommissionens forretningsorden nemlig alene omhandler og omfatter de af Kommissionen vedtagne retsakter og ikke uformelle viljeserklaeringer fra Kommissionen, som maatte vaere kommet til udtryk i en aftale om "hovedindholdet", "det vaesentlige" eller "kernen" i en retsakt, hvilke begreber er ukendte i faellesskabsretten.

99 Paa grundlag af disse beviser kan Faellesskabets retsinstanser ikke anerkende retsakten, hvilket de i henhold til teorien om retsakters ydre form principielt burde acceptere uproevet ud fra formodningen om faellesskabsakters gyldighed. Retten skal i den forbindelse fremhaeve, at denne teori og denne formodning kun er den umiddelbare og noedvendige foelge af de i faellesskabsretten fastsatte praecise formkrav: Alene fordi der ikke maa aendres i en af en institution udstedt retsakt, og retsakten maa formodes at vaere forskriftsmaessigt udstedt, maa de meddelte og offentlige kopier heraf principielt antages at vaere overensstemmende med retsakten. Med andre ord kan det under ingen omstaendigheder haevdes, at den meddelte og offentliggjorte "retsakt" er overensstemmende med den vedtagne "retsakt", hvoraf den skulle udgoere originalen, saafremt det er fastslaaet, at "retsakten" er blevet aendret efter vedtagelsen. Kommissionen kan saaledes ikke med foeje paaberaabe sig teorien om retsakters ydre form, idet den ikke ved at bekraefte retsakterne og ved at supplere dem med de fremlagte dokumenter har vaeret i stand til at tilbagevise sagsoegernes argumenter vedroerende uoverensstemmelserne mellem, paa den ene side, de meddelte og offentliggjorte retsakter og, paa den anden side, en autentisk retsakt. Foelgelig bestaar der ikke laengere nogen formodning for retsaktens gyldighed, hvorfor den ikke kan anerkendes af Retten. Naar Retten som i det foreliggende tilfaelde maa afvise at anerkende retsakten, dvs. den meddelte og offentliggjorte retsakt, maa det noedvendigvis fastslaas, at den ikke kan erstattes af nogen anden original forskriftsmaessigt stadfaestet retsakt, hvortil alle en aegte retsakts garantier er knyttet.

100 Det kan herefter fastslaas, at Kommissionens "retsakt" som offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 17. marts 1989 med titlen "Kommissionens beslutning 89/190/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/31.865 - PVC)" og meddelt sagsoegerne i februar 1989, maa anses for en nullitet, da den er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler.

101 En sag til proevelse af en ikke-eksisterende retsakt maa afvises (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 10.12.1957), uden at der er anledning til, at Retten dels behandler den over for Shell International Chemical Company Ltd nedlagte afvisningspaastand som foelge af dette selskabs for sent indgivne staevning, idet retsakter, der betegnes som en nullitet, under alle omstaendigheder kan anfaegtes uden hensyn til soegsmaalsfrister (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 26.2.1987), og en retsakts nullitet er et "ordre public"-spoergsmaal, som det tilkommer Faellesskabets retsinstanser at rejse af egen drift, dels tager stilling til, om de nye af Montedison SpA under den mundtlige forhandling fremsatte "paastande" kan antages til realitetsbehandling.

102 Herefter vil samtlige sager vaere at afvise, herunder de af Montedison SpA nedlagte paastande om erstatning, til stoette for hvilke selskabet hverken har fremfoert bevis for eller angivet et - blot omtrentligt - talmaessigt skoen med hensyn til den paastaaede skade.

Sagens omkostninger

103 Retten finder, at Kommissionen under hensyn til sagens omstaendigheder boer betale sagens omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 3.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Den retsakt, som er meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende L 74 af 17. marts 1989 (s. 1), og hvis titel lyder: "Kommissionens beslutning af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/31.865 - PVC)", er en nullitet.

2) Sagerne afvises.

3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.