61989A0056

++++

1 . Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproever - interne udvaelgelsesproever - midlertidigt ansattes ret til at deltage

(( Tjenestemandsvedtaegten, art . 29, stk . 1, litra b ) ))

2 . Tjenestemaend - soegsmaal - ulovlighedsindsigelse - retsakter der kan anfaegtes som ulovlige - en institutions interne retningslinjer

( Tjenestemandsvedtaegten, art . 91 )

3 . Tjenestemaend - rettigheder og pligter - en institutions begraensninger af vedtaegtsmaessige rettigheder - ulovligt - mulighed for individuelle undtagelser - uden betydning

4 . Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproever - interne udvaelgelsesproever - udelukkelse af midlertidigt ansatte, der ikke er opfoert paa reservelister baseret paa almindelige udvaelgelsesproever - ulovligt - ligebehandling - tilsidesaettelse

(( Tjenestemandsvedtaegten, art . 27, stk . 1, og art . 29, stk . 1; bilag III, art . 1, stk . 1, litra d ) ))

1 . Hverken vedtaegten eller bilagene hertil udelukker midlertidigt ansatte fra at deltage i interne udvaelgelsesproever . Disse ansatte har principielt ret til at deltage i interne udvaelgelsesproever inden for deres institution . Denne vedtaegtsmaessige ret er ikke et ulovligt privilegium for de ansatte, der medfoerer en forskelsbehandling til skade for personer, der ikke er ansat ved institutionerne .

2 . Sagsoegerne kan anfaegte de individuelle afgoerelser om at naegte dem adgang til en intern udvaelgelsesproeve under paaberaabelse af, at institutionens interne retningslinjer, der ligger til grund for de anfaegtede afgoerelser, er ulovlige efter vedtaegtens praeceptive bestemmelser .

3 . En institutions vejledende forskrifter, der i strid med vedtaegten begraenser en vedtaegtsmaessig rettighed for dens ansatte, kan ikke betragtes som vedtaegtsmaessige, blot fordi ansaettelsesmyndigheden har et frit skoen i enkelttilfaelde . En saadan ordning giver ikke tilstraekkelig garanti for, at den paagaeldende vedtaegtsmaessige rettighed kan udoeves uden begraensning, eftersom rettens udoevelse beror paa ansaettelsesmyndighedens skoen, og dette skoen ikke har hjemmel i vedtaegten .

4 . En institution, der ikke giver de midlertidigt ansatte, der er ansat uden at vaere opfoert paa reservelister baseret paa almindelige udvaelgelsesproever, adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever, opstiller herved som adgangskriterium til udvaelgelsesproeven den rent faktiske omstaendighed, at ansaettelsen af den midlertidigt ansatte er sket paa grundlag af en saadan reserveliste, men denne omstaendighed har ingen noedvendig sammenhaeng med besiddelsen af bestemte kvalifikationsbeviser eller kvalifikationer .

Et saadant kriterium, der er baseret paa en faktisk omstaendighed vedroerende ansaettelsen af midlertidigt ansatte, er ikke i overensstemmelse med formaalet med interne udvaelgelsesproever, idet vedtaegten principielt giver mulighed for, en institutions midlertidigt ansatte kan fastansaettes paa grundlag af en intern udvaelgelsesproeve . Dette kriterium er desuden klart i strid med formaalet med de ansaettelsesprocedurer, der praeceptivt foreskrives i vedtaegtens artikler 27, stk . 1, og 29, stk . 1, og som skal sikre ansaettelse af tjenestemaend, der opfylder de hoejeste kvalifikationskrav . Endelig medfoerer kriteriet en uberettiget forskelsbehandling inden for én og samme personalegruppe, nemlig mellem de midlertidigt ansatte, der er ansat "uden at vaere opfoert" paa en reserveliste, og de oevrige midlertidigt ansatte .

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Af oversigten til De Europaeiske Faellesskabers almindelige budget for regnskabsaaret 1988 fremgaar, at Europa-Parlamentet ( herefter benaevnt "Parlamentet ") i dette regnskabsaar havde 2 975 faste stillinger og 430 midlertidige stillinger, heraf 392 midlertidige stillinger for de politiske gruppers personale . Tallene er totalt og relativt stort set ikke aendret i regnskabsaarene siden .

2 Ved ansaettelse af personale i de politiske grupper er ansaettelsesmyndigheden formanden for den paagaeldende politiske gruppe . De betingelser, hvorunder de midlertidigt ansatte i Parlamentet - saavel personer der arbejder for de politiske grupper som andre - via en intern udvaelgelsesproeve kan opnaa ansaettelse som EF-tjenestemaend, fremgaar af de interne tjenstlige retningslinjer vedroerende ansaettelse af tjenestemaend, midlertidigt ansatte, hjaelpeansatte og lokalt ansatte ( herefter benaevnt "retningslinjer "), der blev vedtaget af Parlamentets Udvidede Praesidium i 1979 .

3 Artikel 1 i disse retningslinjer bestemmer :

"Til tjenestemand, jf . vedtaegtens artikel 1, kan - med forbehold af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 29, stk . 2, - kun udnaevnes en person, der er opfoert paa en gaeldende reserveliste, som er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve baseret paa kvalifikationsbeviser, paa proever eller paa baade kvalifikationsbeviser og proever ."

4 Artikel 3, stk . 2, bestemmer :

"Midlertidigt ansatte, der er ansat uden at vaere opfoert paa en reserveliste, der er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve, har ikke adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever, medmindre ansaettelsesmyndigheden, efter at Det Paritetiske Samarbejdsudvalg har afgivet udtalelse, traeffer saerlig bestemmelse herom ."

5 Artikel 11 har foelgende ordlyd :

"Artiklerne 1, 3, 6 og 8 finder ikke anvendelse paa lokalt ansatte, midlertidigt ansatte og hjaelpeansatte ( med undtagelse af 'vikarierende' hjaelpeansatte ), der goer tjeneste ved Europa-Parlamentet paa ikrafttraedelsestidspunktet for naervaerende interne tjenstlige retningslinjer ".

6 Sagsoegerne blev ansat af Parlamentet, i hvert enkelt tilfaelde ved formanden for den politiske gruppe, som de skulle arbejde for, i henhold til ansaettelseskontrakten for midlertidigt ansatte . I overensstemmelse med institutionens davaerende praksis paa dette omraade, indeholdt kontrakterne foelgende bestemmelse :

"- NN - bekraefter at have gjort sig bekendt med ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte i Faellesskaberne ( navnlig afsnit II ) samt med gennemfoerelsesbestemmelserne hertil og forpligter sig til ikke at deltage i interne udvaelgelsesproever, jf . afgoerelsen i Parlamentets Udvidede Praesidium af 25.-26 . juni 1979 ".

7 Den 22 . februar 1988 offentliggjorde Parlamentet meddelelsen om intern udvaelgelsesproeve B/164 vedroerende ansaettelse af assistenter ( m/k ) i stillingsgruppen B 5/B 4 . Meddelelsen angav de kvalifikationer og kundskaber, der kraevedes for at opnaa adgang til udvaelgelsesproeven, men stillede ikke adgangsbetingelser af anden art . Sagsoegerne indgav ansoegninger til denne udvaelgelsesproeve .

8 I slutningen af april og begyndelsen maj 1988 modtog hver af sagsoegerne et brev, underskrevet paa vegne af Parlamentets generalsekretaer af chefen for Afdelingen for Ansaettelser, Katgerman, hvori det meddeltes, at ansoegningen ikke kunne komme i betragtning paa grund af bestemmelsen i de ovennaevnte retningslinjer om, at "midlertidigt ansatte, der er ansat uden at vaere opfoert paa en reserveliste, der er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve, ...ikke (( har )) adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever ".

9 I begyndelsen af juli indgav alle sagsoegerne en enslydende klage over afvisningen af deres ansoegninger . Klagerne stoettedes paa to klagegrunde . For det foerste gjorde sagsoegerne gaeldende, at Parlamentet havde tilsidesat "princippet om, at intern ansaettelse, uanset paa grundlag af hvilken procedure, gaar forud frem for eksterne udvaelgelsesproever ". Sagsoegerne gjorde for det andet gaeldende, at ligebehandlingsprincippet i flere henseender var blevet tilsidesat af Parlamentet . Sagsoegerne anfoerte bl.a ., at bestemmelsen i deres ansaettelseskontrakt om, at de i henhold til de af Det Udvidede Praesidium vedtagne retningslinjer ikke havde lov til at deltage i interne udvaelgelsesproever, dels er i strid med reglerne i vedtaegten og ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte, der bygger paa ligebehandlingsprincippet, dels er i strid med Domstolens praksis .

10 Den 12 . september 1988 afviste Parlamentets generalsekretaer deres klager med den begrundelse, at selv om ansaettelsesmyndigheden havde mulighed for at give alle institutionens ansatte adgang til de interne udvaelgelsesproever, var den ikke forpligtet hertil . Ligebehandlingsprincippet var blevet respekteret, idet der er forskel paa, om en ansat har bestaaet en almindelig udvaelgelsesproeve, eller han ikke har bestaaet denne proeve . Alle ansatte, herunder sagsoegerne, der ikke var opfoert paa reservelister baseret paa almindelige eksterne udvaelgelsesproever, var i oevrigt blevet naegtet adgang til at deltage i udvaelgelsesproeven .

11 For to af sagsoegerne, Mireille Meskens og Marie-Claude Schiltz, forelaa saerlige forhold . De var efter at vaere blevet ansat i Parlamentet blevet opfoert paa reservelister baseret paa almindelige udvaelgelsesproever . Parallelt med deres klager, hvori disse saerlige forhold var naevnt, sendte de hver den 4 . juli 1988 en skrivelse til Parlamentets generalsekretaer, hvori de gjorde gaeldende, at afgoerelsen om at naegte dem adgang til den interne udvaelgelsesproeve hvilede paa en aabenbar fejltagelse, og anmodede om, at afgoerelsen blev taget op paa ny .

12 Den 30 . august 1988 afslog generalsekretaeren denne anmodning under henvisning til, at de almindelige udvaegelsesproever, de havde bestaaet, ikke havde dannet grundlag for deres ansaettelse, der havde fundet sted, inden disse udvaelgelsesproever var afsluttet .

13 Den 27 . februar 1989 aendrede Parlamentet de interne regler om ansaettelse af tjenestemaend og oevrige ansatte . Ifoelge disse nye bestemmelser, hvoraf et eksemplar findes i sagens akter, er midlertidigt ansatte ikke laengere udelukket fra at deltage i interne udvaelgelsesproever, men de skal som hovedregel opfylde et krav om syv aars anciennitet inden for institutionen for at kunne deltage i proeverne paa linje med tjenestemaend . Disse nye retningslinjer traadte i kraft den 1 . marts 1989, men de indeholder ikke bestemmelser om tilbagevirkende gyldighed . Proeverne til den interne udvaelgelsesproeve B/164 fandt sted den 6 . marts 1989, uden at sagsoegerne kunne deltage heri .

Retsforhandlingernes forloeb

14 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 23 . november 1988, har sagsoegerne herefter anlagt naervaerende sag angaaende annullation af afslaget paa deres ansoegninger om deltagelse i den paagaeldende interne udvaelgelsesproeve .

15 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande :

- Sagen admitteres, og der gives sagsoegerne medhold .

- Foelgelig annulleres Europa-Parlamentets generalsekretaers afgoerelse om, at sagsoegerne ikke gives adgang til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve B/164; i tilslutning hertil annulleres generalsekretaerens afvisning af sagsoegernes klager .

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger .

Parlamentet har nedlagt foelgende paastande :

- Der gives sagsoegte medhold i de i svarskriftet anfoerte paastande .

- Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler .

16 Hele skriftvekslingen har fundet sted for Domstolen . Ved kendelse af 15 . november 1989 har Domstolen i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24 . oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans henvist sagen til Retten .

17 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten ( Femte Afdeling ) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisfoerelse . Ved afslutningen af retsmoedet, der fandt sted den 3 . juli 1990, erklaerede afdelingsformanden den mundtlige forhandling for afsluttet .

Formaliteten

18 Parlamentet har ikke nedlagt en formelig afvisningspaastand, men har anfoert, at sagsoegerne var afskaaret fra deltagelse i udvaelgelsesproeven som foelge af artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne . Parlamentet har anfoert, at der saaledes ikke er meddelt individuelle afslag paa deltagelse i udvaelgelsesproeven .

19 Hertil bemaerkes, at ansaettelsesmyndigheden ved anvendelsen af retningslinjernes artikel 3, stk . 2, noedvendigvis maatte foretage en gennemgang af sagsoegernes ansoegninger . Det fremgaar af skrivelserne fra chefen for Parlamentets Afdeling for Ansaettelser, at ansaettelsesmyndigheden afviste sagsoegernes ansoegninger under henvisning til, at de var blevet ansat uden at vaere opfoert paa en reserveliste paa grundlag af almindelige eksterne udvaelgelsesproever, hvilket var betingelsen i retningslinjernes artikel 3, stk . 2 . Heraf foelger, at Parlamentets tvivl vedroerende formalitetsspoergsmaalet ikke er begrundet .

20 Retten skal endvidere i denne forbindelse ex officio undersoege et spoergsmaal vedroerende den administrative procedure . Parallelt med de klager, som Mireille Meskens og Marie-Claude Schiltz indgav sammen med de oevrige sagsoegere, anmodede disse to sagsoegere ved skrivelser af 4 . juli 1988 Parlamentets generalsekretaer om at overveje de omtvistede afgoerelser paa ny under henvisning til, at der for deres vedkommende gjorde sig saerlige omstaendigheder gaeldende, nemlig at de var opfoert paa reservelister baseret paa almindelige udvaelgelsesproever . Det bemaerkes, at disse skrivelser foelgelig indeholder en yderligere klagegrund til stoette for sagsoegerne Meskens' og Schiltz' klage .

21 Ved skrivelse af 30 . august 1988 afslog generalsekretaeren at imoedekomme de to klager paa dette saerlige punkt, og alle klagerne blev derefter afvist den 12 . september 1988 .

22 Selv om artikel 46 i ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber og artikel 90 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber ( herefter benaevnt "vedtaegten ") ikke omhandler et saadant forloeb af den administrative procedure, er dette ikke i strid med de anfoerte bestemmelser . Under en administrativ procedure med flere klagere kan det vaere hensigtsmaessigt, at visse klagepunkter, der alene vedroerer nogle enkelte af de fremtidige sagsoegere, behandles i en saerskilt korrespondance . Den administrative procedure er foelgelig forloebet forskriftsmaessigt og blev afsluttet den 12 . september 1988 med ansaettelsesmyndighedens afgoerelser .

23 Under henvisning til det anfoerte kan sagen admitteres .

Realiteten

24 Sagsoegerne har til stoette for deres soegsmaal navnlig anfoert to soegsmaalsgrunde, der allerede fremfoertes i deres klager, nemlig dels tilsidesaettelse af princippet om, at ansaettelse via interne procedurer har forrang for eksterne udvaelgelsesproever, dels tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet .

Foerste soegsmaalsgrund

25 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at Parlamentet har ladet ordningen med ekstern udvaelgelsesproeve have forrang for ansaettelse paa grundlag af interne udvaelgelsesproever, idet man har forbeholdt tjenestemandsudnaevnelse for personer, der er opfoert paa en reserveliste efter en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve . Ifoelge sagsoegerne er en saadan praksis i klar modstrid med vedtaegtens artikel 4, stk . 3 . I denne forbindelse har de henvist til dom af 3 . februar 1971, Rittweger mod Kommissionen ( sag 21/70, Sml . 1971, s . 1 ), hvori Domstolen fastslog, at de interne ansaettelsesprocedurer uden forskel har forrang i forhold til almindelige udvaelgelsesproever .

26 Ifoelge sagsoegerne er den interne udvaelgelsesproeves forrang for en almindelig udvaelgelsesproeve ikke blot en mulighed, som ansaettelsesmyndigheden frit kan tage i betragtning, men et princip, som institutionerne skal overholde . Selv om dette princip ikke forpligter ansaettelsesmyndigheden til konsekvent at afholde en intern udvaelgelsesproeve, inden den ivaerksaetter en almindelig udvaelgelsesproeve, men alene forpligter den til at overveje en intern procedure, er denne beslutningskompetence uden relevans for den omstaendighed, at de midlertidigt ansatte skal gives adgang til udvaelgelsesproever paa lige fod med tjenestemaend, naar ansaettelsesmyndigheden én gang har besluttet, at der skal gennemfoeres en intern udvaelgelsesproeve . De tidligere anfoerte retningslinjer kan derfor ikke goeres gaeldende over for sagsoegerne i det omfang, de er i strid med vedtaegtens bestemmelser . Sagsoegerne har endvidere bemaerket, at Parlamentet har aendret sine interne retningslinjer under sagen, og anfoert, at det saaledes aktuelt ikke laengere principielt afviser det synspunkt, sagsoegerne har gjort gaeldende og argumenteret for .

27 Efter sagsoegernes opfattelse er det ligeledes ulovligt, at Parlamentet naegter midlertidigt ansatte adgang til at deltage i en intern udvaelgelsesproeve . De har herved henvist til dom af 31 . marts 1965, Rauch mod Kommissionen ( sag 16/64, Sml . 1965-1968, s . 39 ), hvori Domstolen statuerede, at "oevrige ansatte" kan gives adgang til interne udvaelgelsesproever . De har endvidere anfoert, at Domstolen i dom af 28 . oktober 1982, Giannini mod Kommissionen ( sag 265/81, Sml . s . 3865, 3875 ff .), har fastslaaet, at en midlertidigt ansat har ret til at deltage i en intern udvaelgelsesproeve og besidder den fornoedne soegsmaalskompetence med henblik paa at goere denne ret gaeldende ad rettens vej .

28 En fortolkning, hvorefter personer, der er ansat i en institution, har adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever, bekraeftes ifoelge sagsoegerne af vedtaegtens artikel 27, hvorefter det ved ansaettelsesproceduren skal "tilstraebes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de hoejeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet", hvilket noedvendiggoer, at tjenestemaendene udvaelges paa et saa bredt grundlag som muligt . Til stoette for, at afholdelse af en intern udvaelgelsesproeve har til formaal at udvide ansoegerkredsen mest muligt for at sikre, at ansaettelsesmyndigheden kan vaelge den bedste og mest velegnede blandt ansoegerne, har sagsoegerne henvist til Domstolens dom af 25 . november 1976, Kuester mod Parlamentet ( sag 123/75, Sml . s . 1701, 1710 ).

29 Sagsoegerne har endvidere henvist til vedtaegtens artikel 4, stk . 2, hvorefter ledige stillinger skal bekendtgoeres for institutionens personale . Det er deres opfattelse, at denne bestemmelse omhandler alt personale og ikke kun de personer, der er opfoert paa en reserveliste baseret paa almindelige eksterne udvaelgelsesproever . Ifoelge sagsoegerne bekraefter og underbygger bestemmelsen det, de goer gaeldende vedroerende de "oevrige ansattes" adgang til interne udvaelgelsesproever .

30 Sagsoegerne har endelig anfoert, at deres ansaettelseskontrakt er ulovlig, for saa vidt den afskaerer dem fra at deltage i interne udvaelgelsesproever . De har anfoert, at de ikke ved at indgaa kontrakt har givet afkald paa retten til at bestride gyldigheden af de foernaevnte retningslinjer . De har gjort gaeldende, at de ikke havde anden mulighed end at underskrive kontrakten, idet de ellers ikke ville have opnaaet ansaettelse som midlertidigt ansatte, at de dengang ikke havde mulighed for at kende deres rettigheder samt at de ikke ved at tiltraede den omhandlede klausul i god tro og uden kendskab til, at den var ulovlig, har fortabt deres ret til at bestride den afgoerelse, som Parlamentet paaberaaber sig .

31 Mireille Meskens og Marie-Claude Schiltz har under henvisning til deres saerlige situation endvidere gjort gaeldende, at deres ansoegninger til den interne udvaelgelsesproeve B/164 ikke kunne afvises med den begrundelse, at de foerst havde bestaaet en ekstern udvaelgelsesproeve efter deres ansaettelse som midlertidigt ansatte i Parlamentet . De har dels anfoert, at selv om det antages, at Parlamentet kan begraense adgangen til en intern udvaelgelsesproeve - hvilket de bestrider - giver de interne tjenstlige retningslinjer ingen stoette for, at bestaaelsen af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve noedvendigvis skal ligge forud for ansaettelsen som midlertidigt ansat . Efter deres opfattelse er dette yderligere krav endog i strid med Parlamentets argument, hvorefter de ansatte, der har bestaaet en ekstern udvaelgelsesproeve, skal behandles paa lige fod med tjenestemaend, da der hos disse ansatte foreligger de samme garantier med hensyn til uafhaengighed og kvalifikationer . Sagsoegerne har yderligere anfoert, at Parlamentets praksis faktisk foerer til, at ansaettelse som midlertidigt ansat vil vaere betinget af, at den paagaeldende forinden har bestaaet en almindelig udvaelgelsesproeve . Dette er i strid med artiklerne 12-15 i ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte, hvorefter det ikke er en ansaettelsesbetingelse for midlertidigt ansatte, at de forinden har deltaget i en udvaelgelsesproeve .

32 Parlamentet har anfoert, at det hverken foelger af dommen af 31 . marts 1965, Rauch ( sag 16/64, jf . ovenfor ), eller af vedtaegtens artikel 27, at institutionen skal give alle sine ansatte adgang til en intern udvaelgelsesproeve . Artikel 27 angiver, hvad der skal tilstraebes ved ansaettelser . Det tilkommer ikke sagsoegerne at afgoere, hvilke midler er bedst egnede i saa henseende . I naervaerende sag fandt institutionen, at deltagelse af midlertidigt ansatte, der ikke er opfoert paa en reserveliste baseret paa almindelige eksterne udvaelgelsesproever, ikke var den bedste fremgangsmaade . Rauch-dommen er alene et praejudikat for den skoensbefoejelse, der tilkommer administrationen paa dette omraade, naar henses til dennes doms saerlige omstaendigheder .

33 Parlamentet har anfoert, at dommen af 25 . november 1976, Kuester ( sag 123/75 ), som sagsoegerne har anfoert til stoette for, at proceduren vedroerende interne udvaelgelsesproever har til formaal at udvide ansoegerkredsen mest muligt, saaledes at ansaettelsesmyndigheden har et "tilstraekkeligt bredt grundlag", vedroerte en afgoerelse om at gennemfoere en intern udvaelgelsesproeve i stedet for at foretage en forfremmelse, som kun én ansoeger havde adgang til . Ifoelge den sagsoegte institution vedroerer denne dom omstaendigheder, der er helt forskellige fra forholdet i naervaerende sag, hvor 702 ansoegere fik adgang til udvaelgelsesproeven, mens reservelisten hoejst skulle omfatte 44 ansoegere .

34 Parlamentet har anfoert, at forpligtelsen til at opslaa ledige stillinger ikke indebaerer, at alle institutionens ansatte kan indgive ansoegning, men stiller ansaettelsesmyndigheden frit, naar den afgoer, hvilke krav der skal stilles i denne forbindelse, f.eks . vedroerende ansoegernes kvalifikationsbeviser, erhvervsmaessige erfaringer eller tjenesteretlige stilling . Vedtaegtens artikel 4, stk . 2, fastslaar alene det princip, at ledige stillinger skal opslaas, saaledes at alle, der opfylder disse betingelser, kan indgive ansoegning . Sagsoegerne opfyldte imidlertid ikke disse betingelser, nemlig for saa vidt angaar deres tjenesteretlige stilling .

35 Parlamentet anerkender princippet om, at intern ansaettelse har forrang frem for eksterne udvaelgelsesproever, men bestrider, at dette medfoerer en forpligtelse for den paagaeldende institution til at give alle institutionens ansatte adgang til interne udvaelgelsesproever . Dommen af 31 . marts 1965, Rauch ( sag 16/64, jf . ovenfor ), fastslog paa ingen maade en saadan forpligtelse for institutionerne, men gav dem blot mulighed for at give ogsaa andre ansatte end tjenestemaend adgang til interne udvaelgelsesproever .

36 Ifoelge Parlamentet foelger det af formaalet med den i vedtaegtens artikel 29 omhandlede interne udvaelgelsesproeve, at institutionen blot kan, men ikke skal bruge denne mulighed . Ifoelge Domstolens dom af 31 . marts 1965, Ley mod Kommissionen ( forenede sager 12/64 og 29/64, Sml . 1965-1968, s . 37 ), er ansaettelsesmyndigheden ikke forpligtet til at gennemfoere en intern udvaelgelsesproeve, men skal blot undersoege mulighederne herfor, inden den gennemfoerer en ekstern udvaelgelsesproeve . Parlamentet har anfoert, at det saa meget mere maa henhoere under institutionens skoen at fastlaegge betingelserne for en intern udvaelgelsesproeve, herunder hvilke af institutionens personalegrupper, der skal gives adgang . Parlamentet har understreget, at institutionernes skoen med hensyn til organisationen af deres tjenestegrene er blevet anerkendt af Domstolen ( f.eks . i dom af 21 . juni 1984, Lux mod Revisionsretten, sag 69/83, Sml . s . 2447, 2463 ). De omstridte bestemmelser i de interne tjenstlige retningslinjer samt den tilsvarende bestemmelse i ansaettelseskontrakterne er i det hele baseret paa et saadant skoen, hvorved det baerende hensyn er, at afholdelsen af interne udvaelgelsesproever i almindelighed ikke er hensigtsmaessig i relation til midlertidigt ansatte, der ikke er opfoert paa reservelister baseret paa almindelige eksterne udvaelgelsesproever .

37 Den sagsoegte institution gjorde i svarskriftet gaeldende, at selv om midlertidigt ansatte skulle blive kendt berettiget til at deltage i interne udvaelgelsesproever, maa sagsoegerne antages at have givet afkald herpaa ved indgaaelsen af deres ansaettelseskontrakter . I duplikken har Parlamentet imidlertid anfoert, at vedkommende kontraktklausul er af rent oplysende karakter . Parlamentet har dermed overladt det til Rettens skoen, om klausulen har afkaldsvirkning . Spoergsmaalet om dens retsvirkning opstaar i oevrigt ifoelge sagsoegte kun i det tilfaelde, at midlertidigt ansatte kendes berettigede til at deltage i interne udvaelgelsesproever .

38 For saa vidt angaar de to sagsoegere, der har bestaaet almindelige eksterne udvaelgelsesproever, nemlig Mireille Meskens og Marie-Claude Schiltz, har Parlamentet i svarskriftet gjort gaeldende, at man paa davaerende tidspunkt endnu ikke havde truffet endelig afgoerelse . I duplikken har den sagsoegte institution anfoert, at det endelige afslag paa ansoegningerne, der i mellemtiden var blevet givet, er begrundet i en fortolkning af retningslinjernes artikel 3, stk . 2, efter ordene . Disse to ansoegere var blevet ansat, foer de bestod den eksterne udvaelgelsesproeve, og deres deltagelse i den interne udvaelgelsesproeve forudsatte ansaettelsesmyndighedens saerlige bestemmelse herom, som denne efter hoering af Det Paritetiske Samarbejdsudvalg ikke traf .

39 Retten skal foerst undersoege, om midlertidigt ansatte i henhold til vedtaegten har ret til at deltage i interne udvaelgelsesproever inden for deres institution, og, i bekraeftende fald, om Parlamentet dog ved de omtvistede afgoerelser retmaessigt har afvist sagsoegernes ansoegninger .

40 Hverken vedtaegten eller bilagene hertil udelukker midlertidigt ansatte fra at deltage i interne udvaelgelsesproever . Vedtaegtens artikel 4, stk . 2, bestemmer tvaertimod, at enhver ledig stilling ved den paagaeldende institution skal bekendtgoeres for dennes "personale ". Artikel 29, stk . 1, litra b ), i vedtaegten omtaler udvaelgelsesproever "inden for institutionen ". I disse bestemmelser sondres der saaledes ikke mellem forskellige personalekategorier .

41 Det bemaerkes endvidere, at Domstolen i dom af 31 . marts 1965, Rauch ( sag 16/64, jf . ovenfor ) har statueret, at udtrykket "udvaelgelsesproever inden for institutionen" efter sin ordlyd vedroerer alle, der er beskaeftiget i institutionens tjeneste, uanset deres ansaettelsesvilkaar . Ved dom af 12 . marts 1975 statuerede Domstolen, at "der er intet til hinder for, at midlertidigt ansatte deltager i interne udvaelgelsesproever" ( Kuester, sag 23/74 ). Endelig har Domstolen ved dom af 28 . oktober 1982 anerkendt, at en midlertidigt ansat havde soegsmaalskompetence med henblik paa proevelse af en afgoerelse om at besaette en stilling ved forfremmelse af en anden ansoeger, idet sagsoegeren "efter en eventuel annullation af den anfaegtede beslutning vil have mulighed for at deltage i en intern udvaelgelsesproeve" ( Giannini, sag 265/81, jf . ovenfor ). Det kan herefter fastslaas, at midlertidigt ansatte principielt har ret til at deltage i interne udvaelgelsesproever ved deres institution . Denne vedtaegtsmaessige ret er ikke, som haevdet af Parlamentet, et ulovligt privilegium for de midlertidigt ansatte, der foerer til forskelsbehandling af personer, der ikke er ansat ved institutionerne .

42 Da sagsoegerne som udgangspunkt har ret til at deltage i interne udvaelgelsesproever, skal det herefter undersoeges, om Parlamentet ved de omtvistede afgoerelser retmaessigt har kunnet fratage dem denne ret . Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at den kunne begraense midlertidigt ansattes adgang til interne udvaelgelsesproever inden for rammerne af det skoen, der tilkommer den paa dette omraade . I denne forbindelse bemaerkes, at vedtaegten faktisk overlader institutionerne et vidt skoen med hensyn til gennemfoerelsen af udvaelgelsesproever . Vedtaegtens artikler 4 og 29 giver saaledes ansaettelsesmyndigheden flere skoensbaserede valgmuligheder, naar ledige stillinger i en institution skal besaettes . Artikel 1 i bilag III til vedtaegten giver ligeledes ansaettelsesmyndigheden et vidt skoen ved gennemfoerelsen af en udvaelgelsesproeve . I det foreliggende tilfaelde er ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om at begraense de midlertidigt ansattes adgang til interne udvaelgelsesproever ikke truffet som led i udoevelsen af de naevnte befoejelser, der har udtrykkelig hjemmel i vedtaegten, men generelt - uden forbindelse med gennemfoerelsen af en konkret udvaelgelsesproeve - ved tjenstlige retningslinjer herom, udstedt af Parlamentets Udvidede Praesidium .

43 Det bemaerkes, at disse retningslinjer ikke er almindelige gennemfoerelsesbestemmelser i betydningen i vedtaegtens artikel 110 . De er interne forskrifter, der ikke har karakter af retsregler, og som i hvert fald ikke kan aendre vedtaegtens bindende bestemmelser . De har alene karakter af vejledende forskrifter med hensyn til den praksis, der foelges af institutionen ( jf . Domstolens dom af 5 . februar 1987, Mouzourakis mod Parlamentet, sag 280/85, Sml . s . 589, 607, og af 21 . november 1989, Becker og Starquit mod Parlamentet, praemis 7, forenede sager C-41/88 og C-178/88, Sml . s . 3807 ). Paa grundlag af disse vejledende forskrifter har ansaettelsesmyndigheden ved individuelle afgoerelser afvist sagsoegernes ansoegninger . Sagsoegerne kan foelgelig anfaegte disse afgoerelser paa grundlag af et anbringende om, at de almindelige retningslinjer, der ligger til grund herfor, er ulovlige ( jf . Domstolens dom af 18 . marts 1975, Acton m.fl . mod Kommissionen, forenede sager 44/74, 46/74 og 49/74, Sml . s . 383, 393 ff ., og dom af 10 . december 1987, Del Plato m.fl . mod Kommissionen, forenede sager 181/86-184/86, Sml . s . 4991, 5017 ). Det skal derfor undersoeges, om artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne, som blev vedtaget af Parlamentets Udvidede Praesidium i 1979, er forenelig med vedtaegtens bindende bestemmelser .

44 Sagsoegerne har hertil anfoert, at artikel 3, stk . 2, ikke tager hensyn til princippet om, at interne udvaelgelsesproever gaar forud for eksterne udvaelgelsesproever, hvilket foelger af vedtaegtens artikler 4 og 29, stk . 1 . Parlamentet har hertil anfoert, at ansaettelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at afholde en intern udvaelgelsesproeve foer gennemfoerelsen af en ekstern udvaelgelsesproeve . Retten skal imidlertid herved bemaerke, at saafremt ansaettelsesmyndigheden vaelger den principale fremgangsmaade ved ansaettelser, nemlig en intern udvaelgelsesproeve, skal den ved proevens gennemfoerelse overholde bestemmelserne vedroerende udvaelgelsesproceduren, dvs . bestemmelserne i vedtaegtens bilag III .

45 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at ansaettelsesmyndigheden, naar den afholder en intern udvaelgelsesproeve, i henhold til artikel 1, stk . 1, litra d ), i vedtaegtens bilag III, skal specificere de "diplomer og andre kvalifikationsbeviser", der kraeves ved de stillinger, der skal besaettes . Udelukkelsen af de midlertidigt ansatte, der er "ansat uden at vaere opfoert paa en reserveliste, der er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve" skete imidlertid efter retningslinjernes artikel 3, stk . 2, og ikke paa basis af det ene udvaelgelseskriterium, at en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve foerst skulle vaere bestaaet med et bestemt resultat - lovligheden af et saadant krav behoever Retten foelgelig ikke at tage stilling til - men paa basis af den rent faktiske omstaendighed, at den midlertidigt ansatte var blevet ansat paa grundlag af en saadan reserveliste, en omstaendighed, der ikke noedvendigvis hang sammen med besiddelsen af bestemte kvalifikationsbeviser eller kvalifikationer . Saafremt ansaettelsesmyndigheden ikke vidste, at den ansatte var opfoert paa en reserveliste, eller saafremt den ansatte efter ansaettelsen var blevet opfoert paa en saadan liste, som tilfaeldet er for sagsoegerne Mireille Meskens og Marie-Claude Schiltz, var denne "ansat uden at vaere opfoert" paa de paagaeldende lister og kunne ikke deltage i de interne udvaelgelsesproever . Det anvendte kriterium havde foelgelig ingen relation til besiddelsen af "diplomer" eller "andre kvalifikationsbeviser", jf . artikel 1, stk . 1, litra d ), i vedtaegtens bilag III .

46 Da det naevnte kriterium saaledes ikke er udtrykkeligt naevnt i vedtaegtens bilag III, maa det undersoeges, om det er i strid med andre bestemmelser i vedtaegten .

47 Vedtaegten giver principielt mulighed for, at midlertidigt ansatte kan fastansaettes ved en institution paa grundlag af en intern udvaelgelsesproeve . I naervaerende sag blev udvaelgelsesproceduren anvendt for at udelukke denne mulighed for fastansaettelse, idet de midlertidigt ansattes adgang til en intern udvaelgelsesproeve gjordes betinget af en faktisk omstaendighed i forbindelse med ansaettelsen, og proceduren tilgodesaa saaledes ikke det naevnte formaal med interne udvaelgelsesproever .

48 Det skal dernaest undersoeges, om det omhandlede kriterium var i strid med den ordning, der er fastsat ved artikel 29, stk . 1, i vedtaegten . Denne ordning hviler paa, at naar den foerste fase - forfremmelse eller forflyttelse - ikke gennemfoeres, og man gaar videre til den anden fase - afholdelse af en intern udvaelgelsesproeve - skal der herved kunne opnaas et stoerre antal potentielle ansoegere med henblik paa opfyldelse af det i vedtaegtens artikel 27 anfoerte formaal, nemlig udnaevnelse af tjenestemaend, der opfylder de hoejeste kvalifikationskrav . Det i retningslinjernes artikel 3, stk . 2, indeholdte kriterium er imidlertid ikke et egnet middel til at naa dette maal . Den omstaendighed, at en midlertidigt ansat er blevet ansat "uden at vaere opfoert paa en reserveliste, der er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve" er ikke noedvendigvis en foelge af den ansattes fortjenester og kvalifikationer : Saafremt ansaettelsesmyndigheden ved ansaettelse af en person er uvidende om, at han er opfoert paa en reserveliste, der er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve ved en anden institution, eller saafremt den ansatte foerst efter sin ansaettelse opfoeres paa en saadan liste, har han principielt ikke adgang til at deltage i en intern udvaelgelsesproeve, heller ikke selv om den almindelige eksterne udvaelgelsesproeve, han har bestaaet, i henseende til svaerhedsgraden og de kundskaber, der kraevedes, svarer til institutionens planlagte interne udvaelgelsesproeve . Artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne kan foelgelig foere til, at en ansoeger, der har samme eller maaske bedre kvalifikationer end de oevrige ansoegere - som har faaet adgang til proeven - naegtes adgang til udvaelgelsesproeven . Et saadant resultat er klart i strid med formaalet med vedtaegtens artikler 27, stk . 1, og 29, stk . 1, nemlig ansaettelse af medarbejdere, der opfylder de hoejeste kvalifikationskrav . I denne forbindelse bemaerkes, at artikel 27, stk . 1, praeceptivt fastslaar formaalet med alle ansaettelser, og at artikel 29, stk . 1, ligeledes praeceptivt fastlaegger fremgangsmaader, der skal foelges ved besaettelse af ledige stillinger . Artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne tager saaledes ikke hensyn til de praeceptive bestemmelser i vedtaegtens artikler 27, stk . 1, og 29, stk . 1 . En saadan vedtaegtsstridig forskrift kan under ingen omstaendigheder lovligt danne grundlag for individuelle afgoerelser, hvorved midlertidigt ansatte fratages en vedtaegtsmaessig rettighed, nemlig retten til at deltage i interne udvaelgelsesproever .

49 Artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne indeholdt ganske vist en bestemmelse om, at en midlertidigt ansat, der ikke var ansat paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve, efter ansaettelsesmyndighedens saerlige bestemmelse kunne deltage i en intern udvaelgelsesproeve . En saadan bestemmelse skulle traeffes efter hoering af Det Paritetiske Samarbejdsudvalg, dvs . at ansaettelsesmyndighedens bestemmelse var baseret paa et skoen . Vejledende forskrifter, der i strid med vedtaegten begraenser en vedtaegtsmaessig rettighed, kan ikke betragtes som vedtaegtsmaessige, blot fordi ansaettelsesmyndigheden har et frit skoen i enkelttilfaelde . En saadan ordning giver ikke tilstraekkelig garanti for, at den paagaeldende vedtaegtsmaessige rettighed kan udoeves uden begraensning, eftersom rettens udoevelse beror paa ansaettelsesmyndighedens skoen, og dette skoen ikke har hjemmel i vedtaegten . Muligheden for en saadan afgoerelse aendrer foelgelig ikke den konklusion, at artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne er uforenelig med bestemmelserne i vedtaegten .

50 Alle de anfaegtede afgoerelser er saaledes blevet truffet paa grundlag af en intern forskrift, der er i strid med vedtaegtens artikler 27, stk . 1, og 29, stk . 1 .

51 Bestemmelserne i ansaettelseskontrakterne med sagsoegerne, hvorved disse forpligter sig til ikke at deltage i interne udvaelgelsesproever, er foelgelig ingen ansoegningshindring for sagsoegerne . Et udvaelgelseskriterium, der er vedtaget i strid med vedtaegtens bestemmelser, kan ikke lovliggoeres ved hjaelp af en saerlig bestemmelse i en ansaettelseskontrakt . Sagsoegernes foerste soegsmaalsgrund er foelgelig begrundet, og den anden soegsmaalsgrund i staevningen skal alene undersoeges for fuldstaendighedens skyld .

Anden soegsmaalsgrund

52 Sagsoegerne har til stoette for den anden soegsmaalsgrund vedroerende tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet for det foerste anfoert, at alle, der er beskaeftiget i en institutions tjeneste, i henhold til Domstolens praksis, skal kunne deltage i interne udvaelgelsesproever . De har endvidere anfoert, at Parlamentet med urette postulerer, at der er en saadan forskel mellem tjenestemaend og ansatte, der har bestaaet en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve, paa den ene side og institutionens andre ansatte paa den anden side, at det er rimeligt, at de sidstnaevnte er udelukket fra at deltage i interne udvaelgelsesproever . Sagsoegerne finder, at det - lovlige - hensyn, institutionen vil tilgodese, nemlig at opretholde de EF-ansattes kvalifikationsniveau og uafhaengighed, ikke er uforeneligt med den ordning, at alle midlertidigt ansatte kan deltage i en intern udvaelgelsesproeve . De har for det foerste anfoert, at et stoerre antal ansoegere vil oege muligheden for at finde kvalificerede tjenestemaend, og - for det andet - at saafremt visse ansattes praestationer viser sig at vaere under niveauet for tjenestemaend og ansatte, der allerede har bestaaet en ekstern udvaelgelsesproeve, vil denne niveauforskel blive konstateret ved proeverne i forbindelse med den interne udvaelgelsesproeve, saaledes at de paagaeldende ansatte ikke kommer i betragtning . Ved afholdelse af en intern udvaelgelsesproeve skal alle institutionens ansatte behandles ens og have lige adgang til udvaelgelsesproeven .

53 Parlamentet har indledningsvis anfoert, at det sammenlignet med andre institutioner har saerlig mange midlertidigt ansatte, samt at naesten alle disse ansatte er tilknyttet de politiske grupper . De midlertidige stillinger svarer i tal til naesten 15% af de varige stillinger, mens andelen i Kommissionen er knapt halvt saa stor . Parlamentet har endvidere anfoert, at inden for kategori A svarer de midlertidigt ansatte ved de politiske grupper til naesten halvdelen af de tjenestemandsansatte inden for denne kategori ( 167 mod 339 for regnskabsaaret 1988 ).

54 Under henvisning til to domme afsagt af Domstolen den 11 . juli 1985, Appelbaum mod Kommissionen ( sag 119/83, Sml . s . 2423 ), og Hattet m.fl . mod Kommissionen ( forenede sager 66/83-68/83 og 136/83-140/83, Sml . s . 2459 ), har Parlamentet gjort gaeldende, at ligebehandlingsprincippet kun finder anvendelse paa forhold, der er identiske eller har indbyrdes lighed . Ifoelge Parlamentet er princippet blevet overholdt, idet alle de ansoegere, der befandt sig i samme situation som sagsoegerne, nemlig alle midlertidigt ansatte, der var ansat uden at vaere opfoert paa en reserveliste, blev naegtet adgang til at deltage i de omtvistede udvaelgelsesproever .

55 Den sagsoegte institution goer gaeldende, at der bestaar en forskel mellem de ansatte, der har bestaaet en ekstern udvaelgelsesproeve, og dem, der ikke har, og at ligebehandlingsprincippet som foelge af denne forskel ikke er tilsidesat . Ifoelge institutionen arbejder de fleste midlertidigt ansatte inden for de politiske grupper . Disse vaelger frit deres medarbejdere, og det er legitimt, saafremt de tager politiske hensyn . Parlamentets Generalsekretariat oever ingen indflydelse paa dette valg, men gennemfoerer det blot administrativt og oekonomisk . Generalsekretariatet skal derimod ved udvaelgelsen af sine medarbejdere overholde en streng politisk neutralitet . Ifoelge den sagsoegte institution ville det i det mindste vaere usaedvanligt, saafremt Generalsekretariatet var forpligtet til at give personer, hvis ansaettelse det ikke har haft den mindste indflydelse paa, ret til at deltage i de interne udvaelgelsesproever, det afholder . Parlamentet har gjort opmaerksom paa, at en saadan situation ikke forekommer i de andre faellesskabsinstitutioner, hvor alle ansatte er underlagt én og samme ansaettelsesmyndighed, og hvor politiske kriterier ikke kommer i betragtning .

56 Parlamentet har endvidere gjort gaeldende, at der er en vaesentlig forskel paa en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve og en intern udvaelgelsesproeve . Henset til, at foerstnaevnte vil have et meget stort antal ansoegere, vil konkurrencen vaere meget skarp og udvaelgelsen streng . Institutionernes tjenestemaend skal have bestaaet denne proeve og derved dokumenteret en kompetence, der begrunder tjenestemandsgoderne . Derimod er de interne udvaelgelsesproever i princippet - medmindre institutionen traeffer anden afgoerelse - forbeholdt personer, der ikke laengere behoever at dokumentere deres fortjenester for at blive tjenestemaend . Proevernes karakter og niveau er foelgelig forskelligt og konkurrencen mere begraenset . Af disse grunde finder institutionen ikke, at man reelt kan sammenligne resultaterne af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve med resultaterne af en intern udvaelgelsesproeve .

57 Det foelger af Rettens stillingtagen til den foerste soegsmaalsgrund, at sagsoegernes anden soegsmaalsgrund ligeledes er begrundet . Artikel 3, stk . 2, i de dagaeldende retningslinjer medfoerte en ulige behandling mellem paa den ene side de midlertidigt ansatte, der var blevet ansat "uden at vaere opfoert" paa en reserveliste, og paa den anden side de andre midlertidigt ansatte . Der var saaledes ikke tale om en sondring mellem forskellige kategorier af ansatte ved Parlamentet ( jf . herved Domstolens dom af 6 . oktober 1983, Celant m.fl . mod Kommissionen, forenede sager 118/82-123/82, Sml . s . 2995, 3012, og dom af 19 . april 1988, Sperber mod Domstolen, sag 37/87, Sml . s . 1934, 1956 ff .), men om forskelsbehandling inden for én og samme kategori, nemlig midlertidigt ansatte . Domstolen har statueret, at der i et saadant tilfaelde foreligger brud paa ligebehandlingsprincippet, naar den retlige og faktiske stilling, de paagaeldende befinder sig i, ikke kan begrunde den skete forskelsbehandling ( jf . Domstolens domme af 11 . juli 1985, Appelbaum mod Kommissionen, sag 119/83, Sml . s . 2423, 2454, og Hattet m.fl . mod Kommissionen, forenede sager 66/83-68/83 og 136/83-140/83, Sml . s . 2459, 2469, samt dom af 13 . december 1989, Oyowe m.fl . mod Kommissionen, sag C-100/88, Sml . s . 4285 ).

58 Artikel 3, stk . 2, i retningslinjerne kunne foere til resultater, der er i strid med formaalet med en intern udvaelgelsesproeve som angivet i vedtaegtens artikel 27, stk . 2, jf . ovenfor ( jf . praemis 47-49 ). Det i bestemmelsen indeholdte kriterium kunne faktisk foere til udelukkelse af en ansoeger, selv om denne var opfoert paa en reserveliste opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve, der i henseende til svaerhedsgrad og krav til kundskaber svarede til institutionens planlagte interne udvaelgelsesproeve . Et kriterium, der kan foere til afgoerelser af en saadan art, der er uforenelige med formaalet med vedtaegtens udvaelgelsesprocedurer, nemlig at sikre ansaettelse af de bedst egnede ansoegere, kan ikke begrunde en forskelsbehandling inden for gruppen af midlertidigt ansatte . Sagsoegernes anden soegsmaalsgrund er foelgelig ligeledes begrundet .

59 Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at en annullation af de omtvistede afgoerelser vil faa alvorlige konsekvenser for Parlamentets ansaettelses - og personalepolitik . Sagsoegte har under den mundtlige forhandling anfoert, at de politiske grupper ansaetter deres midlertidigt ansatte ud fra isaer politiske hensyn . Med hensyn til medlemmernes personlige medarbejdere, der hidtil alene har haft kontrakt med det parlamentetsmedlem, som de arbejder for, er der ifoelge Parlamentet kraefter i gang med henblik paa at faa aendret deres status til midlertidigt ansatte . Parlamentet skoenner foelgelig, at dets personale i loebet af 1-2 aar vil kunne bestaa af 3 000 tjenestemaend og 2 000 midlertidigt ansatte . Alle disse midlertidigt ansatte vil oenske hurtigt at blive tjenestemaend . Afholdelsen af interne udvaelgelsesproever vil for det foerste blive meget vanskelig, eftersom Parlamentet anser princippet om politisk neutralitet for meget vigtigt, og for det andet vil den almindelige eksterne udvaelgelsesproeve ophoere med at vaere den saedvanlige adgangsvej til tjenestemandsansaettelse i Parlamentet .

60 Det bemaerkes, at saadanne betragtninger vedroerende administrationens politik principielt ikke har relevans ved fortolkningen af vedtaegten . Parlamentets bekymringer er desuden ubegrundede . Det paahviler nemlig Faellesskabernes institutioner at gennemfoere de interne udvaelgelsesproever saaledes, at enhver risiko for omgaaelse af reglerne om adgang til ansaettelse som EF-tjenestemand udelukkes .

61 Paa grundlag af alt det anfoerte vil de 14 anfaegtede afgoerelser vaere at annullere .

Sagens omkostninger

62 I henhold til artikel 69, stk . 2, i Domstolens procesreglement, der i medfoer af artikel 11, stk . 3, i Raadets afgoerelse af 24 . oktober 1988, finder tilsvarende anvendelse for Retten, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger . Da Parlamentet har tabt sagen, skal det betale sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN ( Femte Afdeling )

1 ) Parlamentets afgoerelser, hvorved sagsoegerne naegtes adgang til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve B/164, annulleres .

2 ) Parlamentet betaler sagens omkostninger .