61989A0013

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - kommissionsbeslutning hvorved der fastslaas en overtraedelse - bevismateriale der kan tages i betragtning

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

2. Konkurrence - administrativ procedure - iagttagelse af retten til kontradiktion - ret for parterne i en procedure til at faa tilsendt hoeringskonsulentens rapport og kommentere den - foreligger ikke

3. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet

(EOEF-traktaten, art. 85. stk. 1)

4. Konkurrence - karteller - forbud - karteller der har virkninger efter deres formelle ophoer - anvendelse af traktatens artikel 85

(EOEF-traktaten, art. 85)

5. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - koordination og samarbejde uforenelig med kravet om, at enhver virksomhed uafhaengigt skal fastlaegge sin adfaerd paa markedet - moeder mellem konkurrenter med det formaal at udveksle oplysninger, der er afgoerende for deltagernes udarbejdelse af deres forretningsmaessige strategi

(EOEF-traktaten, art. 85, stk.1)

6. Konkurrence - karteller - kompleks overtraedelse, der indeholder elementer af aftaler og af samordnet praksis - kvalifikation under ét som "en aftale og samordnet praksis" - tilladt - betydning for beviset

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - samlet vurdering og ikke af hver af deltagerne

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8. Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

9. Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - kriterier - overtraedelsens grovhed - skoensfaktorer - forhoejelse af det generelle boedeniveau - lovlighed - betingelser

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

10. Institutionernes retsakter - gyldighedsformodning - anfaegtelse - betingelser

1. I en beslutning, som i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, rettes til en virksomhed, kan der som bevismateriale over for den paagaeldende virksomhed kun anvendes dokumenter, som Kommissionen allerede paa tidspunktet for meddelelsen om klagepunkter tilkendegav at ville paaberaabe sig, idet de er naevnt heri eller i bilagene hertil, saaledes at virksomheden i tide kunne udtale sig om bevisvaerdien.

2. Retten til kontradiktion indebaerer ikke, at virksomheder, som er omfattet af en procedure i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, har krav paa at kommentere hoeringskonsulentens rapport. Reglerne om kontradiktion er saaledes iagttaget i tilstraekkeligt omfang, naar de forskellige instanser, der medvirker ved udarbejdelsen af den endelige beslutning, korrekt er blevet orienteret om virksomhedernes argumentation i deres svar paa de klagepunkter, Kommissionen har meddelt dem, og paa det bevismateriale, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for klagepunkterne. Hoeringskonsulentens rapport er et rent internt dokument i Kommissionen, der kun er vejledende, og formaalet med denne er ikke at supplere eller korrigere virksomhedernes argumentation, at fremsaette nye klagepunkter eller at fremkomme med nyt bevismateriale mod dem.

3. Det er tilstraekkeligt, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder er enighed om at naa maalpriser og salgsmaal.

4. Traktatens artikel 85 finder anvendelse paa aftaler mellem virksomheder, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert.

5. De kriterier om koordination og samarbejde, der er afgoerende for definitionen af begrebet samordnet praksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet.

Der er tale om samordnet praksis, naar virksomheder deltager i moeder, der har til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der udveksles oplysninger mellem konkurrenter om de forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de anser for noedvendige, og om deres omsaetning, idet de deltagende virksomheder noedvendigvis maa tage hensyn til de oplysninger, de saaledes faar, ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet.

6. Der kraeves ikke i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, en specifik kvalifikation af en kompleks, men sammenhaengende overtraedelse, der bestaar af en fortsat adfaerd med ét eneste formaal, og som samtidig indeholder elementer, som maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis", men en saadan overtraedelse kan kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", og det kraeves ikke, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis.

7. En virksomhed maa anses for at have deltaget i en aftale eller samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og saaledes for at have tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, naar de deltagende virksomheders adfaerd samlet kan have denne virkning, uden hensyn til virkningen af den paagaeldende virksomheds selvstaendige deltagelse.

8. Selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke ved en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.

9. Naar karakteren af en overtraedelse fastslaas med henblik paa at fastsaette boedens stoerrelse, boer Kommissionen ikke blot tage hensyn til saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, men ogsaa til den sammenhaeng, overtraedelsen indgaar i, og paase, at den trufne forholdsregel er af tilstraekkelig forebyggende karakter, isaer for saa vidt angaar den type overtraedelser, som i saerlig grad kan bringe gennemfoerelsen af Faellesskabets formaal i fare.

Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik. Kommissionen kan frit forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning, naar overtraedelser af en bestemt type - skoent deres ulovlighed allerede er blevet fastslaaet i begyndelsen af den faelles konkurrencepolitik - stadig er forholdsvis hyppig paa grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnaa herved.

10. Da en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig, paahviler det den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne retsinstansen med de grunde, der goer det muligt for denne at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed.

Sagsfremstilling

1 Naervaerende sag vedroerer en beslutning fra Kommissionen, der paalagde femten polypropylenproducenter en boede for overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen"), er en af de vigtigste termoplastiske polymerer, som saelges "in bulk". Polypropylen saelges af producenterne til videreforarbejdning og omdannelse til hel- eller halvfabrikata. De stoerste polypropylenproducenter fremstiller over hundrede forskellige produktkvaliteter og daekker saaledes en lang raekke forskellige anvendelsesformaal. De vaesentligste grundkvaliteter benaevnes rafia, homopolymerisater til sproejtestoebning, copolymerisater til sproejtestoebning, slagfaste copolymerisater og folie. De virksomheder, beslutningen er rettet til, er alle foerende producenter i den petrokemiske industri.

2 Det vesteuropaeiske marked for polypropylen forsynes naesten udelukkende fra produktionsanlaeg i Europa. Foer 1977 blev markedet daekket af ti producenter, nemlig Montedison (der aendrede navn til Montepolimeri SpA og senere til Montedipe SpA), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd (kaldet "de fire store"), der tilsammen havde en markedsandel paa 64%, Enichem Anic SpA, Italien, Rhône-Poulenc SA, Frankrig, Alcudia, Spanien, Chemische Werke Huels og BASF AG, begge Tyskland, og Chemie Linz AG, OEstrig. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der i 1977 syv nye producenter paa det vesteuropaeiske marked: Amoco og Hercules Chemicals NV i Belgien, ATO Chimie SA og Solvay & Cie SA i Frankrig, SIR i Italien, DSM NV i Nederlandene og Taqsa i Spanien. Den norske producent Saga Petrokjemi AS & Co. paabegyndte sin virksomhed i midten af 1978 og Petrofina SA i 1980. De nytilkomne producenter havde en officiel produktionskapacitet paa tilsammen ca. 480 000 tons, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten i Vesteuropa, der i en aarraekke ikke kunne opvejes af stigningen i efterspoergslen. Dette medfoerte en ringe udnyttelse af produktionskapaciteten, men udnyttelsesgraden steg gradvist fra 60% i 1977 til 90% i 1983. Ifoelge beslutningen har udbud og efterspoergsel siden 1982 stort set svaret til hinanden. I stoerstedelen af referenceperioden (1977-1983) blev polypropylenmarkedet imidlertid betragtet som vaerende praeget af enten lav rentabilitet eller betydelige tab, navnlig som foelge af hoeje faste omkostninger og stigningen i prisen paa raastoffet polypropylen. Det fremgaar af beslutningen (8. betragtning), at Montepolimeri SpA i 1983 havde en andel paa 18% af det europaeiske polypropylenmarked, mens Imperial Chemical Industries plc, Shell International Chemical Company Ltd og Hoechst AG hver havde en markedsandel paa 11%, Hercules Chemicals NV knap 6%, ATO Chimie SA, BASF AG, DSM NV, Chemische Werke Huels, Chemie Linz AG, Solvay & Cie SA og Saga Petrokjemi AS & Co. hver mellem 3% og 5% og Petrofina SA ca. 2%. Der foregik en omfattende handel med polypropylen mellem medlemsstaterne, idet hver af de ti EF-producenter solgte produktet i de fleste, om ikke alle, medlemsstater.

3 Imperial Chemical Industries plc var en af de producenter, der foretog levering til polypropylenmarkedet i 1977, og er en af de "fire store". Selskabets markedsandel androg mellem ca. 10,6 og 11,4%.

4 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidige kontrolundersoegelser hos foelgende virksomheder, der fremstillede og leverede polypropylen til Faellesskabets marked:

- ATO Chimie SA, nu Atochem (herefter benaevnt "ATO")

- BASF AG (herefter benaevnt "BASF")

- DSM NV (herefter benaevnt "DSM")

- Hercules Chemicals NV (herefter benaevnt "Hercules")

- Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst")

- Chemische Werke Huels (herefter benaevnt "Huels")

- Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI")

- Montepolimeri SpA, nu Montedipe (herefter benaevnt "Monte")

- Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell")

- Solvay & Cie SA (herefter benaevnt "Solvay")

- BP Chimie (herefter benaevnt "BP").

Der blev ikke foretaget kontrolundersoegelser hos Rhône-Poulenc SA eller Enichem Anic SpA.

5 Efter disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering om oplysninger, ikke blot over for de anfoerte virksomheder, men ogsaa over for foelgende virksomheder:

- Amoco

- Chemie Linz AG (herefter benaevnt "Linz")

- Saga Petrokjemi AS & Co., der nu er en del af Statoil (herefter benaevnt "Statoil")

- Petrofina SA (herefter benaevnt "Petrofina")

- Enichem Anic SpA (herefter benaevnt "Anic").

Linz, der er et oestrigsk selskab, anfaegtede Kommissionens ret til at anmode herom og naegtede at efterkomme begaeringen. Kommissionens tjenestemaend foretog herefter i medfoer af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 kontrolundersoegelser hos Anic og hos Saga' s britiske datterselskab, Saga Petrochemicals UK Ltd, samt hos Linz' salgsagenter i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Der blev ikke over for Rhône-Poulenc fremsat begaering om oplysninger.

6 Kommissionen konkluderede paa grundlag af de oplysninger, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger, at de paagaeldende producenter fra 1977 til 1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EOEF-traktatens artikel 85 regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og i maj 1984 fremsendte den en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de naevnte virksomheder med undtagelse af Anic og Rhône-Poulenc. Alle de virksomheder, meddelelsen var rettet til, svarede skriftligt.

7 Den 24. oktober 1984 moedtes den af Kommissionen udpegede hoeringskonsulent med de juridiske raadgivere for de virksomheder, som havde modtaget meddelelsen om klagepunkter, for at aftale den naermere procedure for den hoering, der skulle finde sted som led i den administrative procedure. Hoeringen skulle paabegyndes den 12. november 1984. Under dette moede meddelte Kommissionen endvidere, at den under henvisning til den argumentation, virksomhederne havde fremfoert i deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, straks ville fremsende yderligere bevismateriale vedroerende ivaerksaettelsen af prisinitiativerne som supplement til det bevismateriale, som de allerede var i besiddelse af. Kommissionen fremsendte saaledes den 31. oktober 1984 til virksomhedernes juridiske raadgivere en raekke dokumenter med kopi af prisinstrukser, som producenterne havde meddelt deres salgskontorer, og tabeller, som gengav dokumenternes indhold. Af hensyn til beskyttelsen af forretningshemmeligheder fastsatte Kommissionen visse betingelser for fremsendelsen af disse dokumenter. Navnlig maatte virksomhedernes salgsafdelinger ikke goeres bekendt med dokumenterne. Advokaterne for flere af virksomhederne afslog imidlertid at efterkomme betingelserne og tilbagesendte dokumenterne inden hoeringen.

8 Paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, besluttede Kommissionen at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc. Der blev derfor den 25. oktober 1984 til selskaberne fremsendt en meddelelse om klagepunkter svarende til den meddelelse, der var fremsendt til de oevrige femten virksomheder.

9 Den foerste hoeringsrunde fandt sted fra den 12. til den 20. november 1984, hvorunder alle virksomheder blev hoert med undtagelse af Shell (der havde naegtet at deltage i enhver hoering), Anic, ICI og Rhône-Poulenc (som fandt, at de ikke havde vaeret i stand til at forberede sagen).

10 Under hoeringen afslog flere virksomheder at tage stilling til de punkter, der var rejst i de dokumenter, som var fremsendt til dem den 31. oktober 1984. De gjorde i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionen vaesentligt havde aendret sin argumentation, og at de i hvert fald burde have lejlighed til at fremsaette skriftlige bemaerkninger. Andre virksomheder haevdede, at de ikke havde haft tilstraekkelig tid til at gennemgaa dokumenterne foer hoeringen. Advokaterne for BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte, Petrofina og Solvay fremsendte en faelles skrivelse herom til Kommissionen den 28. november 1984. Huels meddelte ved skrivelse af 4. december 1984, at selskabet tilsluttede sig dette synspunkt.

11 Kommissionen fremsendte derfor den 29. marts 1985 en ny raekke dokumenter, der omfattede prisinstrukser, som virksomhederne havde givet til deres salgskontorer, vedlagt tabeller vedroerende priserne samt et sammendrag af beviserne vedroerende hvert af de prisinitiativer, med hensyn til hvilke Kommissionen havde dokumenter. Kommissionen opfordrede virksomhederne til at svare herpaa, dels skriftligt, dels under en ny hoeringsrunde, og meddelte, at den frafaldt de betingelser, der var fastsat i foerste omgang, vedroerende overgivelse af dokumenterne til salgsafdelingerne.

12 Kommissionen svarede ved en anden skrivelse af samme dato paa de af advokaterne fremfoerte argumenter, hvorefter den ikke havde givet en praecis, retlig definition af det paastaaede kartel i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og den opfordrede virksomhederne til at fremkomme med deres skriftlige og mundtlige bemaerkninger.

13 Der fandt en ny hoeringsrunde sted fra den 8. til den 11. juli 1985 og den 25. juli 1985. Anic, ICI og Rhône-Poulenc fremsatte her deres bemaerkninger, og de andre virksomheder (med undtagelse af Shell) kommenterede de punkter, der var rejst i Kommissionens to skrivelser af 29. marts 1985.

14 Udkast til referat af hoeringerne med den noedvendige dokumentation blev fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal (herefter benaevnt "det raadgivende udvalg") den 19. november 1985 og til virksomhederne den 25. november 1985. Det raadgivende udvalg vedtog sin udtalelse ved sit 170. moede den 5. og 6. december 1985.

15 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den anfaegtede beslutning, der lyder saaledes:

"Artikel 1

Anic SpA, ATO Chimie SA (nu Atochem), BASF AG, DSM NV, Hercules Chemicals NV, Hoechst AG, Chemische Werke Huels (nu Huels AG), ICI plc, Chemische Werke Linz, Montepolimeri SpA (nu Montedipe), Petrofina SA, Rhône-Poulenc SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay & Cie og Saga Petrokjemi AS & Co. (tilhoerer nu Statoil) har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

- for Anic' s vedkommende, fra omkring november 1977 eller 1978 og til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983

- for Rhône-Poulenc' s vedkommende, fra omkring november 1977 og til udgangen af 1980

- for Petrofina' s vedkommende, fra 1980 og mindst til november 1983

- for Hoechst' s, ICI' s, Montepolimeri' s og Shell' s vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983

- for Hercules' , Linz' , Saga' s og Solvay' s vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983

- for ATO' s vedkommende, senest fra 1978 og mindst til november 1983

- for BASF' s, DSM' s og Huels' vedkommende, fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF' s medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal omgaaende bringe den naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er tilfaeldet) og skal for fremtiden afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende maal eller virkning, herunder enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringer, eller hvorved de kunne overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordninger vedroerende priser eller markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i (f.eks. via Fides), skal vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af den generelle informationsudvekslingsordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Anic SpA, en boede paa 750 000 ECU, eller 1 103 692 500 LIT

ii) Atochem, en boede paa 1 750 000 ECU, eller 11 973 325 FF

iii) BASF AG, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 5 362 225 DM

iv) DSM NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 HFL

v) Hercules Chemicals NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 120 569 620 BFR

vi) Hoechst AG, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DM

vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DM

viii) ICI plc, en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 UKL

ix) Chemische Werke Linz, en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 LIT

x) Montedipe, en boede paa 11 000 000 ECU, eller 16 187 490 000 LIT

xi) Petrofina SA, en boede paa 600 000 ECU, eller 26 306 100 BFR

xii) Rhône-Poulenc SA, en boede paa 500 000 ECU, eller 3 420 950 FF

xiii) Shell International Chemical Company Ltd, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 5 803 173 UKL

xiv) Solvay & Cie, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 109 608 750 BFR

xv) Statoil, Den Norske Stats Oljeselskab AS (der har overtaget Saga Petrokjemi), en boede paa 1 000 000 ECU, eller 644 797 UKL.

Artikel 4 og 5

(udelades)".

16 Den 8. juli 1986 blev det endelige referat af hoeringerne med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser fremsendt til disse.

Retsforhandlinger

17 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. august 1986 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Tretten af de fjorten andre virksomheder, beslutningen var rettet til, har ligeledes anlagt annullationssoegsmaal (sagerne T-1/89 - T-4/89, T-6/89 - T-12/89, T-14/89 og T-15/89).

18 Ved saerskilt dokument indgivet samme dato har ICI i henhold til artikel 91 i Domstolens procesreglement anmodet Domstolen om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge de dokumenter, som den havde naegtet at tilstille sagsoegeren. Domstolen tog ikke begaeringen til foelge i sin kendelse af 11. december 1986 (sag 212/86 R, ICI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

19 Den skriftlige forhandling har i det hele fundet sted for Domstolen.

20 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist denne sag og de tretten andre sager til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988").

21 Rettens praesident har i henhold til afgoerelsens artikel 2, stk. 3, udpeget en generaladvokat.

22 Rettens justitssekretaer anmodede ved skrivelse af 3. maj 1990 parterne om at deltage i et uformelt moede med henblik paa at tilrettelaegge den mundtlige forhandling. Dette moede fandt sted den 28. juni 1990.

23 Ved skrivelse af 9. juli 1990 anmodede Rettens justitssekretaer parterne om at fremkomme med deres bemaerkninger til, at sagerne T-1/89 - T-4/89 og T-6/89 - T-15/89 eventuelt blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Ingen af parterne gjorde indsigelse herimod.

24 Retten har herefter ved kendelse af 25. september 1990 besluttet at forene de naevnte sager med henblik paa den mundtlige forhandling, idet disse har forbindelse med hinanden, jf. artikel 43 i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse paa proceduren for Retten.

25 Retten har ved kendelse af 15. november 1990 truffet afgoerelse vedroerende de anmodninger om fortrolig behandling, der var indgivet af sagsoegerne i sagerne T-2/89, T-3/89, T-9/89, T-11/89, T-12/89 og T-13/89, og har delvis imoedekommet disse.

26 Parterne har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor i perioden fra den 9. oktober til den 29. november 1990 besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet ved justitssekretaerens skrivelser af 19. juli.

27 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten efter at have hoert generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

28 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 10. til den 15. december 1990.

29 Generaladvokaten fremsatte forslag til afgoerelse i retsmoedet den 10. juli 1991.

Parternes paastande

30 Sagsoegeren, ICI, har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149-Polypropylen) annulleres, for saa vidt som den vedroerer ICI.

2) Den boede, der er paalagt ICI, ophaeves eller nedsaettes.

3) Saafremt ICI var forpligtet til at betale boeden paa nuvaerende trin uden at kunne udsaette betalingen heraf, tilpligtes Kommissionen at tilbagebetale ICI den betalte boede eller den forholdsmaessige andel heraf, med rente efter en sats, der er 1% hoejere end den udlaansrente, der er fastsat af den bank i Det Forenede Kongerige, som er naevnt i beslutningens artikel 4.

4) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

31 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens anbringende om, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, (1) da Kommissionen har undladt at fremsende nogle af de dokumenter, hvorpaa den har baseret beslutningen, (2) ikke tilstillede sagsoegeren hoeringskonsulentens rapport, og (3) da den har truffet en forhastet afgoerelse paa grundlag af forudfattede meninger. Retten skal dernaest behandle anbringenderne vedroerende beviset for overtraedelsen. Disse vedroerer dels (1) Kommissionens bevismaessige konstateringer, dels (2) anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder. Det goeres herved gaeldende, (A) at Kommissionen ikke har kvalificeret overtraedelsen korrekt, (B) at den ikke har vurderet den konkurrencebegraensende virkning og (C) paavirkningen af handelen mellem medlemsstater korrekt. For det tredje skal Retten behandle anbringenderne vedroerende beslutningens begrundelse, og endelig skal den behandle anbringenderne vedroerende fastsaettelsen af boeden, der (1) haevdes at vaere delvist foraeldet og ikke at vaere passende under hensyn til den paastaaede overtraedelses (2) varighed og (3) grovhed.

Retten til kontradiktion

1. Undladelse af fremsende dokumenter sammen med meddelelsen om klagepunkter

32 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen i forbindelse med fremsendelsen af meddelelsen om klagepunkter ikke fremsendte fjorten dokumenter eller raekker af dokumenter, som den baserede beslutningen paa, og at Kommissionen saaledes gjorde det umuligt for sagsoegeren at afgive forklaring om dokumenternes indhold. Det drejer sig om dokumenter fundet hos ATO vedroerende udveksling af oplysninger om de franske producenters leverancer og anvendelsen af kvoter paa det franske marked i 1979 [beslutningens 15. betragtning, litra h)], et dokument af 6. december 1977, der haevdes at vaere fundet hos Solvay (beslutningens 16. betragtning, naestsidste afsnit), to notater af interne moeder i Shell afholdt den 5. juli og 12. september 1979 (beslutningens 29. og 31. betragtning), et internt dokument fra Solvay, der sammenligner de "faktiske priser" i oktober og november 1980 med "listepriserne" for januar 1981 (beslutningens 32. betragtning), en paamindelse fra Solvay til selskabets salgskontorer af 17. juli 1981 (35. betragtning til beslutningen), et dokument fra Shell vedroerende fastsaettelsen af en maalpris pr. 1. november 1981 (beslutningens 36. betragtning, foerste afsnit), et notat fra Hercules, som viste, at maalprisen i december 1981 blev nedjusteret (beslutningens 36. betragtning, andet afsnit), et internt Hoechst-notat af 6. juni 1983 om fastsaettelse af en mindstepris fra 1. juli 1983 og et telex fra Linz af 8. juni 1983 (49. betragtning til beslutningen), to dokumenter fra Shell med overskriften "PP W. Europe Pricing" og "Market quality report" (49. betragtning til beslutningen), et internt notat fra ATO dateret den 28. september 1983 (51. betragtning til beslutningen) og endelig et arbejdsdokument vedroerende foerste kvartal af 1983, der blev fundet hos Shell (beslutningens 63. betragtning, tredje afsnit, og 64. betragtning).

33 Kommissionen har anfoert, at de dokumenter, der er naevnt i 15., 32. eller 35. betragtning til beslutningen, blev stillet til raadighed for sagsoegeren i forbindelse med proceduren med aktindsigt. Linz' telex af 8. juni 1983 blev fremlagt som bilag Linz H1 til skrivelsen af 29. marts 1985. Kommissionen fandt i et meget begraenset antal tilfaelde, at dokumenterne indeholdt oemtaalelige forretningsoplysninger vedroerende en bestemt producent, og gav derfor ikke andre producenter aktindsigt heri. Kommissionen har sammenfattende anfoert, at under alle omstaendigheder var ingen af de dokumenter, som sagsoegeren har henvist til, vaesentlige for afgoerelsen af denne sag, eftersom dokumenterne enten ikke vedroerte ICI eller blot bekraeftede andre dokumenter. Sagsoegeren har i oevrigt ikke forsoegt at forklare, hvorledes selskabets ret til kontradiktion skulle vaere blevet beroert af den manglende fremlaeggelse af de paagaeldende dokumenter.

34 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det afgoerende ikke er dokumenterne i sig selv, men de konklusioner, som Kommissionen drager paa grundlag af disse. Saafremt dokumenterne ikke er naevnt i meddelelsen om klagepunkter, kan den paagaeldende virksomhed med rette antage, at de ikke har betydning for sagen. Underretter Kommissionen ikke en virksomhed om, at visse dokumenter vil blive anvendt i beslutningen, afskaerer Kommissionen den fra i tide at udtale sig om dokumenternes bevisvaerdi. Dokumenterne vil af denne grund ikke kunne anvendes som bevis over for virksomheden (dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 27, og af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 21).

35 I dette tilfaelde kan alene de dokumenter, der er naevnt i den generelle eller den specielle del af meddelelsen om klagepunkter eller i skrivelsen af 29. marts 1985, samt de dokumenter, der er vedlagt disse, men ikke udtrykkeligt naevnt heri, anses for bevismidler mod sagsoegeren under naervaerende sag. For saa vidt angaar de dokumenter, der er vedlagt meddelelserne om klagepunkter, men som ikke er naevnt heri, kan de kun goeres gaeldende over for sagsoegeren i beslutningen, hvis selskabet med rimelighed har kunnet udlede af meddelelserne, hvilke konklusioner Kommissionen ville drage heraf.

36 Af de dokumenter, sagsoegeren har anfoert, kan alene Linz' telex af 8. juni 1983 anvendes som bevis over for sagsoegeren, idet det er naevnt i skrivelsen af 29. marts 1985, hvortil det i oevrigt udgoer bilag Linz H1. De oevrige dokumenter, sagsoegeren har naevnt, kan ikke anses for bevismidler mod selskabet i naervaerende sag.

37 Spoergsmaalet om, hvorvidt de sidstnaevnte dokumenter er noedvendige for at underbygge de bevismaessige konstateringer, Kommissionen i beslutningen har foretaget i forhold til sagsoegeren, henhoerer under Rettens undersoegelse af, om disse konstateringer kan laegges til grund.

2. Undladelse af at fremsende hoeringskonsulentens rapport

38 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet ikke fik indsigt i hoeringskonsulentens rapport, selv om det havde anmodet Kommissionen herom. Sagsoegeren har anfoert, at selskabet anmodede Domstolen om i henhold til procesreglementets artikel 91 at paalaegge Kommissionen at fremlaegge denne rapport, hvori hoeringskonsulenten ifoelge sagsoegeren anerkendte eksistensen af en intens konkurrence paa markedet. Sagsoegeren er opmaerksom paa, at denne begaering ikke blev taget til foelge ved Domstolens kendelse af 11. december 1986 (sag 212/86 R, ICI mod Kommissionen, a.st., ikke trykt i Samling af Afgoerelser, grund 5-8), men anmoder ikke desto mindre Retten om at anordne fremlaeggelse af denne rapport eller i det mindste at tage hensyn til den paa grund af svagheden i Kommissionens argumentation med hensyn til sagens realitet.

39 Kommissionen har henvist til Domstolens kendelse af 11. december 1986 (grund 7) som begrundelse for at naegte at fremlaegge hoeringskonsulentens rapport. Kommissionen mener, at der ikke er grund til at tilsidesaette naevnte kendelse.

40 Det bemaerkes, at retten til kontradiktion ikke indebaerer, at virksomheder, som er omfattet af en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, har krav paa at kommentere hoeringskonsulentens rapport, der er et rent internt dokument i Kommissionen. Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at rapporten kun er vejledende for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at rette sig efter denne, og at rapporten derfor ikke har en saadan betydning, at Faellesskabets retsinstanser skal tage hensyn til denne ved udoevelsen af deres kontrolfunktion (jf. kendelse af 11.12.1986, sag 212/86 R, naevnt ovenfor, grund 5-8). Reglerne om kontradiktion er saaledes iagttaget i tilstraekkeligt omfang, naar de forskellige instanser, der medvirker ved udarbejdelsen af den endelige beslutning, korrekt er blevet orienteret om virksomhedernes argumentation i deres svar paa de klagepunkter, Kommissionen har meddelt dem, og paa det bevismateriale, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for klagepunkterne (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 7).

41 Det understreges i denne forbindelse, at formaalet med hoeringskonsulentens rapport ikke er at supplere eller korrigere virksomhedernes argumentation, at fremsaette nye klagepunkter eller at fremkomme med nyt bevismateriale mod dem, men at give udtryk for opfattelsen hos en tjenestemand i Kommissionen, for at denne kan traeffe en beslutning. Virksomhederne kan saaledes ikke efter reglerne om kontradiktion kraeve hoeringskonsulentens rapport udleveret med henblik paa at kommentere denne (jf. Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 25), og der er ingen grund for Retten i Foerste Instans til at paalaegge Kommissionen at fremlaegge denne rapport.

42 Anbringendet maa derfor forkastes.

3. Forhastet og forudindtaget afgoerelse

43 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Domstolens praksis og sine egne tidligere fremsatte synspunkter (dom af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, forslag til afgoerelse, s. 914 og 915, samt punkt 45 i Kommissionens Femtende Beretning om Konkurrencepolitikken), idet den ikke har behandlet sagen med aabent sind og har truffet en forhastet afgoerelse, selv om den til en vis grad har aendret sit synspunkt efter ICI' s fremlaeggelse af oplysninger og hoeringen af ICI. Denne forhastede afgoerelse foerte Kommissionen til at fastslaa, at overtraedelserne var yderst grove, til at paalaegge en saa stor boede og til - skoent hoeringskonsulenten indtog det modsatte standpunkt - at naegte at anerkende eksistensen af en intens konkurrence paa markedet i den paagaeldende periode og den totale mangel af virkninger paa markedet, specielt hvad angaar priserne, med hensyn til eventuelle arrangementer truffet af producenterne. Kommissionen har saaledes vist, at den var besluttet paa ikke at lade sin forudfattede mening blive beroert af talrige vidneudsagn, undersoegelser og sagkyndige erklaeringer.

44 Kommissionen har anfoert, at den ikke kan beskyldes for at have truffet en forhastet afgoerelse, eftersom det standpunkt, der var vedtaget i beslutningen, er begrundet og blev naaet, efter at Kommissionen havde taget hensyn til parternes argumenter. Kommissionen var saaledes i denne sag overbevist af det talrige bevismateriale, som ikke kan forenes med sagsoegerens argument om, at der forelaa en "intens konkurrence".

45 Retten finder, at spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen traf en forhastet afgoerelse paa grundlag af forudindtagne meninger, ikke kan adskilles fra spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionens bevismaessige konstateringer i beslutningen underbygges af det bevismateriale, den har fremlagt. Da der her er tale om et realitetsspoergsmaal, som er knyttet sammen med beviset for overtraedelsen, maa det undersoeges senere sammen med de oevrige bevismaessige spoergsmaal.

Beviset for overtraedelsen

46 Det anfoeres i beslutningen (80. betragtning, foerste afsnit), at de polypropylenproducenter, der leverede til Faellesskabet, fra 1977 deltog i et kompleks af planer, ordninger og foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter. Det tilfoejes (80. betragtning, andet afsnit), at producenternes overordnede plan var at moedes og naa til enighed i konkrete anliggender.

47 Det maa derfor foerst undersoeges, om Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis vedroerende (A) aftalen om mindstepriser og moedet i European Association for Textile Polyolefins (herefter benaevnt "EATP") den 22. november 1977, (B) systemet med regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, (C) prisinitiativerne, (D) de foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, og (E) fastsaettelsen af maengdemaal og kvoter. Der skal herved (a) tages hensyn til beslutningen og (b) parternes anbringender, foer (c) disse vurderes. Endelig maa Retten efterproeve Kommissionens anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder.

1. Bevismaessige konstateringer

A - Aftalen om mindstepriser og moedet i EATP den 22. november 1977

a) Den anfaegtede retsakt

48 Det anfoeres i beslutningen (16. betragtning, foerste, andet og tredje afsnit; jf. ogsaa 67. betragtning, foerste afsnit), at de etablerede producenter i loebet af 1977, efter at syv nye producenter var dukket op paa det vesteuropaeiske polypropylenmarked, indledte indbyrdes droeftelser med det formaal at forhindre et stoerre prisfald og deraf foelgende tab. Som et led i disse droeftelser indgik de stoerste producenter, Monte, Hoechst, ICI og Shell, en aftale om mindstepriser, der skulle traede i kraft den 1. august 1977. Den oprindelige aftale indebar ikke nogen form for maengdekontrol, men hvis den viste sig at fungere efter hensigten, var det meningen, at der skulle indfoeres maengdebegraensninger i 1978. Denne aftale skulle i foerste omgang gaelde i fire maaneder, og enkelthederne i den blev meddelt de andre producenter, herunder Hercules, hvis salgsdirektoer noterede, at mindstepriserne for de vigtigste kvaliteter i de enkelte medlemsstater var baseret paa en markedspris for rafia paa 1,25 DM/kg.

49 Det anfoeres videre i beslutningen (16. betragtning, femte afsnit), at ICI og Shell indroemmede, at man havde kontakter med andre producenter for at droefte, hvorledes prisfaldet kunne undgaas. Ifoelge ICI er det muligt, at der blev foreslaaet et mindsteniveau, som priserne ikke maatte falde ned under. Det bekraeftes af ICI og Shell, at droeftelserne ikke blot foregik mellem de "fire store". Det var ikke muligt noejagtigt at fastslaa, hvorledes mindsteprisaftalen fungerede. I november 1977, da rafia-prisen var faldet til omkring 1,00 DM/kg, bebudede Monte imidlertid en forhoejelse til 1,30 DM/kg fra den 1. december, og den 25. november rapporterede fagpressen i branchen, at de andre tre store fulgte trop med tilsvarende forhoejelser, der skulle traede i kraft samme dato eller senere i december.

50 Ifoelge beslutningen (17. betragtning, foerste afsnit) var det omtrent paa dette tidspunkt, at polypropylenproducenterne begyndte at holde regelmaessige moeder. Det anfoeres dog, at ICI har indroemmet, at der foer dette tidspunkt fandt kontakter sted mellem producenterne, sandsynligvis telefonisk og paa ad hoc-basis. Shell har udtalt, at det er muligt, at ledende repraesentanter for Shell "havde droeftelser med Montedison om priser i eller omkring november 1977, og at Montepolimeri foreslog muligheden for prisforhoejelser og oenskede at kende Shell' s reaktioner paa en prisforhoejelse". Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, tredje afsnit), at der ikke er noget direkte bevis for, at der foer december 1977 har fundet moeder sted mellem selskaberne med det formaal at fastsaette priser, men producenterne havde allerede paa et moede med en brancheforening for aftagere, European Association for Textile Polyolefins (EATP), i maj og november 1977 underrettet aftagerne om, at man fandt det noedvendigt i faellesskab at haeve priserne. Hercules havde i maj 1977 understreget, at de "traditionelt foerende virksomheder" i industrien burde tage initiativet hertil, mens Hoechst havde givet udtryk for, at der var behov for en prisforhoejelse paa 30-40%.

51 Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, fjerde afsnit, 78. betragtning, tredje afsnit, og 104. betragtning, andet afsnit), at sagsoegeren, ligesom Hercules, Hoechst, Linz, Rhône-Poulenc, Saga og Solvay tilkendegav, at selskabet stoettede Monte, som i en artikel i fagpressen (European Chemical News, herefter benaevnt "ECN") den 18. november 1977 havde bebudet en forhoejelse af rafia-prisen til 1,30 DM/kg fra den 1. december. Deres indlaeg paa EATP-moedet den 22. november 1977 viser ifoelge moedereferatet, at den pris paa 1,30 DM/kg, som Monte havde fastsat, var blevet accepteret af de oevrige producenter som generel "maalpris" for hele branchen.

b) Parternes argumenter

52 Sagsoegeren har anfoert, at selv om producenterne havde telefoniske kontakter i loebet af 1977, foerte disse ikke til en egentlig aftale, eftersom parterne, saafremt det havde vaeret tilfaeldet, ville have forsoegt at ivaerksaette den. I denne sag havde disse kontakter imidlertid ikke nogen virkning paa markedet, eftersom mindsteprisen ikke blev naaet. Det dokument, som Kommissionen i denne henseende har lagt til grund, nemlig et haandskrevet notat fra Hercules' salgsdirektoer (bilag 2 til den generelle meddelelse om klagepunkter), er tvetydigt.

53 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at EATP-moederne ikke paa nogen maade kunne have udgjort rammerne for ivaerksaettelsen af denne aftale, eftersom disse moeder blev afholdt efter anmodning fra kunder, som bl.a. oenskede at faa oplysninger om den forudseelige prisudvikling, og det er derfor absurd at anse moederne for et forum, der skulle goere det muligt for producenterne at indtage en faelles holdning over for deres kunder.

54 Kommissionen har anfoert, at dens konstatering, hvorefter aftalen om mindstepriser blev indgaaet mellem de "fire store" allerede i 1977, er baseret paa et haandskrevet notat fra Hercules' salgsdirektoer. Eksistensen af denne aftale underbygges af flere bevisdokumenter: for det foerste af Shell' s og ICI' s svar paa meddelelsen om klagepunkter, hvori de anerkendte, at producenterne stod i kontakt med hinanden med henblik paa at fastslaa, hvorledes de kunne standse prisfaldet, og, for saa vidt angaar ICI, at mindsteprisniveauer "kan vaere blevet foreslaaet"; for det andet af Monte' s erklaering i ECN om en prisforhoejelse, der haevede priserne til et niveau taet paa mindsteprisen (bilag 3 til den generelle meddelelse), og for det tredje af den samtidige stoette til denne prisforhoejelse, som samtidigt blev udvist af de tre andre "store" og seks andre producenter under EATP-moedet den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle meddelelse).

c) Rettens vurdering

55 Det skal for det foerste undersoeges, om sagsoegeren har stoettet den aftale om mindstepriser, som Kommissionen haevder blev indgaaet i midten af 1977, og for det andet om sagsoegeren har deltaget i fastsaettelsen af en maalpris paa 1,30 DM/kg pr. 1. december 1977.

56 For saa vidt angaar det foerste spoergsmaal skal Retten fastslaa, at sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter anfoerte, at i midten af 1977

"The producers were faced with the inevitable prospect of heavy losses. In the light of this, producers may well have made contact with each other to see what could be done to halt the slide in prices and suggested a price level below which prices should not be allowed to fall if the burden of losses was to be stemmed. This would almost certainly have been done by telephone discussions between producers sine there were not then in existence the various meetings of producers of the kind that started at the end of 1977 ..."

("Producenterne stod over for den uundgaaelige udsigt til vaesentlige tab. I lyset af dette er det fuldt ud muligt, at producenterne har optaget indbyrdes kontakt med henblik paa at undersoege, hvad der kunne goeres for at standse prisfaldet, og at de har foreslaaet et prisniveau, under hvilket priserne ikke skulle tillades at falde, saafremt man ville begraense tabene. Dette ville naesten med sikkerhed vaere sket under telefonsamtaler mellem producenterne, eftersom der endnu ikke paa dette tidspunkt afholdtes producentmoeder af den type, som begyndte i udgangen 1977 ...")

Retten skal endvidere bemaerke, at sagsoegeren benaegter, at disse diskussioner foerte til en aftale, der var begraenset til de "fire store":

"The ICI employees are certain that there was no agreement or arrangement between the four named producers in mid-1977 to the exclusion of the other producers. If there had been discussions on 'floor prices' at that time as the note (of Hercules) appears to suggest then it is most unlikely that any such discussions would have been confined only to the four main producers but would have also included most of the polypropylene producers."

("ICI' s medarbejdere er sikre paa, at der ikke forelaa nogen aftale eller arrangement mellem de fire ovennaevnte producenter i midten af 1977 under udelukkelse af de oevrige producenter. Hvis der var foretaget droeftelser om 'mindstepriser' paa dette tidspunkt, hvilket notatet (fra Hercules) synes at antyde, er det fuldstaendig usandsynligt, at saadanne droeftelser ville have vaeret begraenset kun til de fire vigtigste producenter, idet saadanne droeftelser ogsaa ville have omfattet de fleste polypropylenproducenter.")

57 I lyset af disse omstaendigheder skal der foretages en gennemgang af det notat, som var udfaerdiget af Hercules' salgsdirektoer (bilag 2 til den generelle meddelelse), og som Kommissionen mener er udtryk for en viljesoverensstemmelse mellem de "fire store". Det anfoeres i dette notat:

"Major producers have made agreement (Mont., Hoechst, Shell, ICI) 1. No tonnage control; 2. System floor prices - DOM less for importers; 3. Floor prices from July 1. definitely Aug. 1st when present contracts expire; 4. Importers restrict to 20% for 1 000 tonnes; 5. Floor prices for 4 month period only - alternative is for existing; 6. Com(panies) to meet Oct. to review progress; 7. Subject (of the) scheme working - Tonnage restrictions would operate next year."

("De stoerste producenter (Mont., Hoechst, Shell, ICI) er enige om foelgende punkter: 1. ingen kontrol med tonnage; 2. system med mindstepriser for DOM (indenlandske producenter) bortset fra importoerer; 3. mindstepriser fra den 1. juli eller senest den 1. august, naar de loebende kontrakter udloeber; 4. importoererne begraenser til 20% for 1 000 tons; 5. mindstepriser for en periode af kun fire maaneder - der foreligger ikke noget alternativ; 6. selskaberne moedes atter i oktober for at vurdere fremskridt; 7. genstand for den gaeldende ordning - tonnagerestriktioner skulle gaelde naeste aar") (efterfulgt af en prisliste for tre polypropylenkvaliteter udtrykt i fire nationale valutaer, bl.a. 1,25 DM/kg for rafia).

58 Retten finder - eftersom sagsoegeren ikke specifikt har benaegtet, at der er blevet indgaaet en aftale om mindstepriser, men kun at den var begraenset til de "fire store", eftersom sagsoegeren ikke har fremfoert noget som helst bevis, der kan afkraefte Kommissionens konstatering med hensyn til notatet fra Hercules' salgsdirektoer, og eftersom sagsoegeren anerkender, at producenterne paa det paagaeldende tidspunkt droeftede de prisniveauer, hvorunder priserne ikke maatte falde - at der forelaa enighed om fastsaettelse af mindstepriser mellem flere producenter, herunder sagsoegeren, uden at det er noedvendigt at fastslaa, om andre producenter end de "fire store" tilsluttede sig disse priser.

59 Den omstaendighed, at de aftalte mindstepriser ikke kunne naas, modsiger ikke sagsoegerens tiltraedelse af disse priser, idet Retten finder, selv om denne omstaendighed anses for godtgjort, at den hoejst ville vise, at mindstepriserne ikke blev ivaerksat. Det fastslaas imidlertid i beslutningen (16. betragtning, sidste afsnit) - som ikke haevder, at mindstepriserne blev naaet - at rafia-prisen var faldet til ca. 1,00 DM/kg i november 1977.

60 Det andet spoergsmaal, der skal undersoeges, er, om de erklaeringer, som sagsoegeren og andre producenter fremsatte under EATP-moedet den 22. november 1977, er udtryk for en viljesoverensstemmelse mellem disse med hensyn til en maalpris paa 1,30 DM/kg pr. 1. december 1977, i lyset af kontakterne mellem visse producenter i 1977 og nogle af disses fastsaettelse af mindstepriser.

61 Retten finder, at dette er tilfaeldet. Under EATP-moedet den 27. maj 1977 anfoerte sagsoegeren, efter at Hercules havde foreslaaet, at de traditionelle "ledere" inden for sektoren skulle bringe orden i kaosset paa markedet, at ICI "would give every support to such a move providing through all this that they could see a reasonable return for themselves in the future" (bilag 5 til den generelle meddelelse); i midten af 1977 blev der fastsat en mindstepris paa 1,25 DM/kg, i det mindste af de "fire store", og Hercules blev underrettet herom; under EATP-moedet den 22. november 1977 anfoerte sagsoegeren:

"We will seek every opportunity to increase our polymer prices and do earnestly request your support in this. The announcement by MONTEDISON last Friday in European Chemical News shows that there is an upward movement in prices already and we support MONTEDISON in this. I do not have specific details of what we propose but we will be informing our customers very shortly. Our aim longer term is for DM 1,60 per kilo" (bilag 6 til den generelle meddelelse).

("Vi vil udnytte enhver mulighed for at forhoeje vores polymerpriser og anmoder om Deres stoette hertil. Montedison' s erklaering sidste fredag i European Chemical News viser, at der allerede foreligger en bevaegelse hen imod en prisforhoejelse, og vi stoetter Montedison i dette foretagende. Jeg raader ikke over saerlige detaljer med hensyn til, hvad vi foreslaar, men vi vil underrette vores kunder herom i naer fremtid. Vores langsigtede maal er 1,60 DM/kg.")

Under moedet den 26. maj 1978 gennemgik producenterne resultaterne af det foregaaende moede, og sagsoegeren erklaerede foelgende:

"ICI is very disappointed that the price levels and stability discussed in Paris (on 22 November 1977) have not been achieved, because I think they would have been beneficial to the industry as a whole" (bilag 7 til den generelle meddelelse).

("ICI er meget skuffet over, at prisniveauerne og den stabilitet, der blev diskuteret i Paris (den 22. november 1977) ikke er blevet naaet. Vi mener, at de ville have vaeret til fordel for hele industrien.")

62 Kundernes organiserede deltagelse i de forskellige EATP-moeder afkraefter ikke de foregaaende konstateringer for saa vidt som de erklaeringer, der blev fremsat herunder, havde til formaal at overbevise kunderne om noedvendigheden af prisforhoejelser og uundgaaeligheden af de bebudede forhoejelser.

63 Heraf foelger, at Kommissionen har godtgjort, dels at sagsoegeren var en af de producenter, som naaede til enighed med hensyn til mindstepriserne i midten af 1977, dels at sagsoegeren i forlaengelse heraf fremsatte erklaeringer under EATP-moedet den 22. november 1977, hvilket ogsaa udgjorde et udtryk for en viljesoverensstemmelse mellem sagsoegeren og de oevrige producenter med hensyn til fastsaettelsen af en maalpris paa 1,30 DM/kg pr. 1. december 1977.

B - Systemet med regelmaessige moeder

a) Den anfaegtede retsakt

64 Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning), at systemet med periodiske moeder mellem polypropylenproducenterne begyndte noget efter slutningen af november 1977. Det anfoeres, at ICI haevder, at der ikke blev afholdt moeder foer december 1977 (dvs. efter at Monte havde bebudet prisforhoejelser), men indroemmer, at der foer dette tidspunkt var kontakter mellem producenterne.

65 Ifoelge beslutningen (18. betragtning, foerste afsnit), blev der i loebet af 1978 afholdt mindst seks moeder mellem de oeverste ledere, der havde ansvaret for den samlede ledelse af nogle af producenternes polypropylenaktiviteter (herefter benaevnt "chefer"). Dette moedesystem udviklede sig hurtigt til ogsaa at omfatte moeder paa et lavere niveau mellem repraesentanter med mere detaljeret kendskab til markedsfoeringen (herefter benaevnt "eksperter"; der henvises til ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, bilag 8 til den generelle meddelelse). Det anfoeres i beslutningen, at sagsoegeren deltog regelmaessigt i moederne, i det mindste indtil september 1983, og ledede moederne fra midten af 1982, hvilket ICI gik ind paa paa betingelse af, at producenterne gjorde en stoerre indsats for at forhoeje priserne inden aarets udgang (beslutningens 18. betragtning, tredje afsnit, og 19. betragtning, andet afsnit).

66 Det fremgaar af beslutningen (21. betragtning), at formaalet med de regelmaessige moeder navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal og at sikre producenternes overholdelse heraf.

67 Ifoelge beslutningen (68. betragtning, andet og tredje afsnit) begyndte de "fire store" i slutningen af 1982 at holde moeder med begraenset deltagerkreds dagen foer hvert "chef"-moede. Disse "forberedende" moeder udgjorde et forum, hvor de fire stoerste producenter kunne enes om en faelles holdning foer plenarmoedet. Formaalet var, at de "fire store" ved at indtage en faelles holdning kunne faa de oevrige producenter til at bane vejen for stabile priser. ICI har indroemmet, at de emner, der blev droeftet paa de forberedende moeder, var de samme som dem, der blev droeftet paa de efterfoelgende "chef"-moeder; Shell har derimod benaegtet, at moederne mellem de "fire store" paa nogen maade kunne betragtes som en forberedelse til plenarmoederne, eller at de involverede en samordning af synspunkter mht. de emner, der skulle droeftes paa det foelgende moede. Det anfoeres imidlertid i beslutningen, at referaterne af visse moeder (oktober 1982 og maj 1983) modbeviser Shell' s udtalelse.

b) Parternes argumenter

68 Sagsoegeren bestrider ikke at have deltaget i de moeder, som Kommissionen haevder fandt sted, men mener, at Kommissionen overdriver deres betydning. Sagsoegeren har anfoert, at moederne var faatallige og uregelmaessige og at bevisvaerdien af moedereferaterne er tvivlsom, eftersom disse blev suppleret efter moederne med personlige bemaerkninger og sammenligninger.

69 Med hensyn til moedernes formaal har sagsoegeren anfoert, at de sjaeldent mundede ud i en egentlig aftale, og at der under alle omstaendigheder ikke forelaa den noedvendige forstaaelse om at ivaerksaette en saadan aftale. Desuden var aftalerne ikke systematiske, og initiativerne vedroerende priser og salgsmaengder var vilkaarlige. Sagsoegeren har endelig anfoert, at droeftelserne ogsaa angik andre emner end udvekslingen af synspunkter med hensyn til priser og salgsmaal, saasom en undersoegelse af markedet ved hjaelp af Fides-systemet, hvilket Kommissionen ikke har naevnt.

70 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har overvurderet den rolle, selskabet spillede ved ledelsen af disse moeder efter midten af 1982 for saa vidt som selskabets tilsyneladende aktive rolle var af ren og skaer administrativ art, som ikke indebar noget saerligt ansvar. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen ogsaa har overdrevet betydningen af nogle af moederne mellem de "fire store".

71 Kommissionen har anfoert, at ICI' s deltagelse i moederne i kartellet klart fremgaar af selskabets svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), som i bilag 1 gengiver alle de "chef"- og "ekspert"-moeder, som ICI har deltaget i (i alt 54 moeder blev afholdt mellem januar 1980 og september 1983). Hertil kommer moedet den 26. og 27. september 1979, som ICI - i sit svar - erkender at have deltaget i, og moedet den 10. marts 1982, med hensyn til hvilket Kommissionen raader over et moedereferat udfaerdiget af Hercules (bilag 23 til den generelle meddelelse). Kommissionen haevder endvidere at vaere i besiddelse af et moedereferat affattet af ICI.

72 Kommissionen har anfoert, at referaterne af de moeder, som blev afholdt fra den 13. maj til den 2. december 1982 (bilag 24, 25 og 26 samt 28-33 til den generelle meddelelse), viser, at moederne udgjorde et staaende forum, der gjorde det muligt for producenterne at udveksle oplysninger og indgaa aftaler, som de havde tilrettelagt lang tid i forvejen, at producenterne skulle efterkomme de foranstaltninger, som var blevet aftalt, og at moederne var led i et fortsat system.

73 Kommissionen har anfoert, at referaterne af moederne den 20. august, den 6. oktober, den 2. november og den 21. december 1982 samt et internt notat fra ICI (bilag 28, 31, 32, 34 og 35 til den generelle meddelelse), beviser den ledende rolle, som ICI spillede under disse moeder og i kartellet.

74 Kommissionen har under henvisning til beslutningens 67. og 68. betragtning anfoert, at ICI som medlem af "klubben" af de "fire store", baerer et saerligt ansvar for de begaaede overtraedelser. Selskabets rolle i denne henseende fremgaar af talrige dokumenter (bilag 8, 9, 19, 64, 87, 94-100 til den generelle meddelelse), som for stoerstedelens vedkommende angaar droeftelserne mellem de "fire store".

c) Rettens vurdering PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0013.1

75 Retten skal fastslaa, at sagsoegeren ikke bestrider at have deltaget i de moeder, som Kommissionen i beslutningen har haevdet blev afholdt. Sagsoegeren har imidlertid bestridt betydningen og formaalet med disse moeder.

76 Det er endvidere med rette, at Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, som ICI gav i svaret paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), og som underbygges af en raekke moedereferater (bilag 12, 17 og 23-34 til den generelle meddelelse), fandt, at formaalet med moederne navnlig var at fastsaette salgspriser og salgsmaal. Det anfoeres saaledes i svaret:

"Generally speaking however, the concept of recommending 'Target Prices' was developed during the early meetings which took place in 1978"; "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ...";

og

"A number of proposals for the volume of individual producers were discussed at meetings."

("Generelt set blev tanken om at anbefale maalpriser udviklet under de foerste moeder, som blev afholdt i 1978; 'maalpriser' for hver basiskvalitet af alle vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget";

og

"En raekke forslag med hensyn til de forskellige producenters salgsmaengder blev diskuteret paa moederne.")

77 Hvad angaar bevisvaerdien af moedereferaterne med hensyn til deres formaal skal det bemaerkes, at indholdet af disse referater bekraeftes af forskellige dokumenter, saasom en raekke tabeller vedroerende de forskellige producenters salgsmaengder - hvoraf nogle blev fundet hos sagsoegeren - og prisinstrukser, der i vidt omfang med hensyn til beloeb og ikrafttraedelsesdato svarede til de maalpriser, der var anfoert i de naevnte moedereferater. Desuden bekraefter svarene fra de forskellige producenter paa Kommissionens begaeringer om oplysninger i vidt omfang indholdet af de naevnte moedereferater.

78 Kommissionen kunne derfor laegge til grund, at de moedereferater, der blev fundet hos ICI, tilstraekkeligt objektivt gengav indholdet af moederne. Disse blev ledet af forskellige medarbejdere fra ICI, hvilket foroegede behovet for, at de orienterede de medarbejdere fra ICI, der ikke deltog i et givet moede, korrekt om indholdet heraf ved et moedereferat.

79 Hvad angaar tilfoejelsen af personlige bemaerkninger og sammenligninger paa moedereferaterne skal det bemaerkes, at disse tilfoejelser, saafremt de anses for bevist, noedvendigvis blev foretaget i forlaengelse af moederne, og at de ikke kan aendre indholdet af referaterne. De sammenligninger, som er blevet foretaget i visse moedereferater, saasom dem, der blev afholdt i september - november 1982 (bilag 30, 31 og 32), har, saafremt de er tilfoejet efterfoelgende, noedvendigvis vaeret baseret paa de tal, som er blevet fremlagt af de andre producenter enten under selve moederne eller i forbindelse med disse.

80 Hertil kommer, at omtalen i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger af, at der - ud over "chef"-moederne - ogsaa blev foranstaltet moeder for markedsfoerings-"eksperter" fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, viser, at droeftelserne vedroerende fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal blev mere og mere konkrete og praecise, mens "cheferne" i 1978 alene havde udviklet selve systemet med maalpriser.

81 Ud over det allerede citerede anfoeres det i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger: "Only 'Bosses' and 'Experts' meetings came to be held on a monthly basis" ("Kun 'chef' - og 'ekspert' -moederne blev afholdt maanedsvis"). Kommissionen har med rette udledt af dette svar - og af moedernes karakter og formaal - at disse var led i et system med regelmaessige moeder.

82 Den saerlige rolle, som sagsoegeren har spillet fra august 1982, fremgaar foerst og fremmest af referatet af det foerste moede, der blev afholdt under sagsoegerens ledelse (bilag 28 til den generelle meddelelse), hvori der anfoeres foelgende:

"This was the first 'bosses' meeting under the new arrangements. It was stressed that acceptance of responsibility for leading the group was conditional on seeing real progress on prices before the end of the year. The ground rules were:

a) Apart from the well known exceptions all companies should participate.

b) The level of participation had to be right i.e. individuals had to be capable of committing their companies.

c) Companies had to give the highest priority to making progress by making available the right amount of effort/time.

d) Accept + agree a control system on market shares to be ready for use by the beginning of 1983.

In order to overcome the current lack of trust and confidence it was stressed that companies should only commit themselves when they knew the could deliver. If after agreeing to a particular course of action a company found the consequences too onerous they should at least wait to the next meeting/call for an extraordinary meeting before abandoning the planned action."

("Dette var det foerste 'chef' -moede under den nye ordning. Det blev understreget, at paatagelsen af ansvaret for at lede gruppen var betinget af faktiske prisfremskridt inden aarets udloeb. De grundlaeggende regler var:

a) Bortset fra velkendte undtagelser skulle alle selskaber deltage.

b) Deltagelsesniveauet skulle vaere korrekt, dvs. at repraesentanterne skulle have befoejelse til at forpligte deres selskab.

c) Selskaberne skulle give hoejeste prioritet med hensyn til fremskridt ved at stille den rette indsats og tid til raadighed.

d) Acceptere og anerkende et kontrolsystem med hensyn til markedsandele, der skulle vaere klar til anvendelse i begyndelsen af 1983.

For at overvinde den nuvaerende mangel paa tillid og fortrolighed blev det understreget, at selskaberne foerst skulle forpligte sig, naar de var sikre paa, at de kunne overholde deres forpligtelser. Saafremt et selskab, efter at have accepteret at deltage i en bestemt type aktioner, fandt, at konsekvenserne var for byrdefulde, skulle de i det mindste vente indtil det naeste moede eller indkalde et ekstraordinaert moede, inden man opgav den planlagte aktion.")

83 Sagsoegeren har som formand for moederne truffet talrige initiativer, navnlig med hensyn til fastsaettelse af salgsmaal. Dette var navnlig tilfaeldet i december 1982, da sagsoegeren med henblik paa at fastsaette kvoter for 1983 indledte droeftelser med forskellige producenter (bilag 74-84 til den generelle meddelelse) og paa grundlag heraf udarbejdede en sammenfattende redegoerelse (bilag 85, 86 og 87 til den generelle meddelelse) og foreslog kvoteplaner (bilag 70 og 84 til den generelle meddelelse).

84 For saa vidt angaar den saerlige rolle, som de "fire store" har spillet i systemet med moeder, skal det fastslaas, at ICI ikke bestrider, at moeder mellem de "fire store" fandt sted den 15. juni 1981 i Hoechst' s fravaer, den 13. oktober og den 20. december 1982, den 12. januar, den 15. februar, den 13. april, den 19. maj og den 22. august 1983 (tabel 5 til beslutningen samt bilag 64 til den generelle meddelelse).

85 Disse moeder mellem de "fire store" fandt fra december 1982 sted dagen forud for "chef"-moederne, og de havde til formaal at fastlaegge de foranstaltninger, som de herunder kunne traeffe i faellesskab med henblik paa at opnaa en prisforhoejelse, hvilket fremgaar af det sammenfattende notat, der er udfaerdiget af en medarbejder hos ICI med henblik paa at informere sine kolleger om indholdet af et forberedende moede den 19. maj 1983, hvorunder de "fire store" havde deltaget (bilag 101 til den generelle meddelelse). Dette notat omtaler et forslag, som ville blive fremlagt under "chef"-moedet den 20. maj. Med hensyn til dette notat har ICI imidlertid anfoert i sit svar paa begaeringen om oplysninger:

"A meeting of the 'Big Four' which had taken place on 19 May 1983 immediately prior to a 'Bosses' meeting held on 20 May. The 'Big Four Pre-meeting' took place in Barcelona ... the outcome of the meeting was a proposal for a 'Target Price' for raffia of DM 1.85/kg with effects from 1 July 1983."

("Et moede mellem de 'fire store' , som havde fundet sted den 19. maj 1983 umiddelbart forud for et 'chef' -moede den 20. maj. Moedet mellem de 'fire store' fandt sted i Barcelona ... Resultatet af moedet var et forslag om en maalpris for rafia paa 1,85 DM/kg med virkning fra den 1. juli 1983.")

Det skal endvidere bemaerkes, at referatet af "ekspert"-moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), anfoerer foelgende:

"those present reaffirmed complete commitment to the 1.85 move to be achieved by 1st July. Shell was reported to have committed themselves to the move and would lead publicly in ECN".

("Deltagerne gav udtryk for deres fulde stoette til initiativet med hensyn til 1,85 DM, som skulle naas pr. 1. juli. Det anfoertes, at Shell havde givet tilsagn til initiativet og ville ivaerksaette det offentligt i ECN").

Det anfoeres i ovennaevnte sammenfattende notat, at "Shell to lead - ECN article 2 weeks. ICI informed" ("Shell vil gaa i spidsen - artikel i ECN om to uger. ICI underrettet").

86 Kommissionen har herefter foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i samtlige regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, som Kommissionen haevder blev afholdt mellem december 1977 og september 1983, at disse moeder navnlig havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, at sagsoegeren ledede moederne fra august 1982, og at moederne var led i et system.

C - Prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

87 Det anfoeres i beslutningen (28.-51. betragtning), at et system med fastsaettelse af maalpriser blev gennemfoert ved prisinitiativer, hvoraf seks har kunnet identificeres. Det foerste varede fra juli til december 1979, det andet fra januar til maj 1981, det tredje fra august til december 1981, det fjerde fra juni til juli 1982, det femte fra september til november 1982 og det sjette fra juli til november 1983.

88 Vedroerende det foerste af disse prisinitiativer har Kommissionen i beslutningen (29. betragtning) anfoert, at den ikke har konkrete beviser for, at der blev afholdt moeder eller taget prisinitiativer i foerste del af 1979. Referatet af et moede, der blev afholdt den 26. og 27. september 1979, viser imidlertid, at der var planer om et prisinitiativ, som var baseret paa en rafia-pris paa 1,90 DM/kg fra den 1. juli og 2,05 DM/kg fra den 1. september. Kommissionen har fundet prisinstrukser fra visse producenter, herunder sagsoegeren, hvoraf det fremgaar, at disse havde udsendt ordrer til deres nationale salgskontorer om at anvende dette prisniveau eller et niveau svarende hertil i national valuta fra den 1. september, og de fleste blev udsendt, foer den planlagte prisforhoejelse var blevet annonceret i fagpressen (30. betragtning til beslutningen).

89 Paa grund af vanskeligheder med at forhoeje priserne besluttede producenterne imidlertid paa moedet den 26. og 27. september 1979 at udskyde ivaerksaettelsen af maalprisen flere maaneder indtil den 1. december, idet planen nu gik ud paa at "holde" prisniveauet i oktober maaned med mulighed for i mellemtiden at forhoeje prisen til 1,90 eller 1,95 DM/kg i november (beslutningens 31. betragtning, foerste og andet afsnit).

90 For saa vidt angaar det andet prisinitiativ anfoeres det i beslutningen (32. betragtning), at der blev afholdt mindst syv moeder mellem producenterne i 1980 (der henvises til tabel 3 i bilaget til beslutningen), selv om der ikke blev fundet referater af moeder afholdt i dette aar. Skoent fagpressen i begyndelsen af aaret havde naevnt, at producenterne gik ind for et staerkt prisfremstoed i loebet af 1980, faldt markedspriserne kraftigt til 1,20 DM/kg eller mindre, indtil de begyndte at stabilisere sig omkring september. Prisinstrukser fra en raekke producenter (DSM, Hoechst, Linz, Monte, Saga og ICI) viser, at man for at genoprette prisniveauet fastsatte maalpriser for december 1980 og januar 1981 paa grundlag af en pris paa 1,50 DM/kg for rafia, 1,70 DM/kg for homopolymerisater og 1,95 til 2,00 DM/kg for copolymerisater. Et internt dokument fra Solvay indeholder en tabel, hvori de "faktiske priser" i oktober og november 1980 sammenlignes med, hvad der betegnes som "listepriserne" for januar 1981 paa 1,50/1,70/2,00 DM/kg. Efter den oprindelige plan skulle disse priser ivaerksaettes pr. 1. december 1980. Den 13.-15. oktober blev der afholdt et moede i Zuerich, men initiativet blev udsat til den 1. januar 1981.

91 Det anfoeres endvidere i beslutningen (33. betragtning), at sagsoegeren deltog i to moeder i januar 1981, hvorunder det viste sig noedvendigt at gennemfoere en prisforhoejelse, der i december 1980 var besluttet til den 1. februar 1981, paa grundlag af en rafia-pris paa 1,75 DM/kg i to trin: Maalet var fortsat 1,75 DM/kg for februar, og fra den 1. marts skulle maalet "uden undtagelse" forhoejes til 2,00 DM/kg. Der blev udarbejdet en tabel i seks nationale valutaer med maalpriser paa de seks vigtigste polypropylenkvaliteter, og tabellen skulle traede i kraft den 1. februar og den 1. marts 1981.

92 Ifoelge beslutningen (34. betragtning) ser planerne om at naa op paa 2,00 DM/kg pr. 1. marts imidlertid ikke ud til at vaere lykkedes. Producenterne nedsatte deres forventninger og haabede nu paa en pris paa 1,75 DM/kg i marts. Den 25. marts 1981 blev der afholdt et "ekspert"-moede i Amsterdam. Der foreligger ikke referat af dette moede, men umiddelbart efter gav i hvert fald BASF, DSM, ICI, Monte og Shell instrukser om at haeve maal- (eller "liste"-)priserne til, hvad der svarede til 2,15 DM/kg for rafia med virkning fra den 1. maj. Hoechst gav tilsvarende instrukser for 1. maj, men gjorde det foerst ca. fire uger efter de oevrige. Nogle af producenterne gav deres salgskontorer en vis handlefrihed til at anvende "minimumspriser" eller "bundpriser", der laa lidt under de vedtagne maalpriser. I foerste del af 1981 steg priserne ret kraftigt, men selv om producenterne gjorde en stor indsats for at faa prisforhoejelserne igennem pr. 1. maj, holdt denne udvikling ikke. Ved midten af aaret ventede producenterne enten en stabilisering af prisniveauet eller endog en vis tilbagegang, efterhaanden som efterspoergslen faldt i sommerens loeb.

93 Med hensyn til det tredje prisinitiativ anfoeres det i beslutningen (35. betragtning), at Shell og ICI allerede i juni 1981, da det viste sig, at prisstigningerne i aarets foerste kvartal begyndte at gaa langsommere, forudsaa et yderligere prisinitiativ for september og oktober 1981. Shell, ICI og Monte moedtes den 15. juni 1981 for at droefte, hvilken fremgangsmaade der skulle anvendes for at faa markedspriserne til at stige. Faa dage efter dette moede gav baade ICI og Shell deres salgskontorer instruks om at forberede markedet paa en stoerre forhoejelse i september paa grundlag af en paataenkt forhoejelse af rafia-prisen til 2,30 DM/kg. Ogsaa Solvay gav den 17. juli 1981 sine salgskontorer i Benelux instruks om at forberede kunderne paa en stoerre prisforhoejelse pr. 1. september, hvis stoerrelse naermere skulle fastlaegges i sidste uge af juli, idet der var planlagt et "ekspert"-moede til afholdelse den 28. juli 1981. Den oprindelige plan, der gik ud paa at tilstraebe en pris paa 2,30 DM/kg i september 1981, blev revideret, sandsynligvis paa dette moede, saaledes at maalet for august blev reduceret til 2,00 DM/kg for rafia. I september skulle prisen vaere 2,20 DM/kg. I et haandskrevet notat fra Hercules, dateret den 29. juli 1981 (dagen efter det moede, som Hercules sandsynligvis ikke deltog i), anfoeres disse priser som "officielle" priser for august og september, og der henvises i kryptiske vendinger til kilden til disse oplysninger. Der blev afholdt moeder igen i Genève den 4. august og i Wien den 21. august 1981. Efter disse moeder udsendte producenterne nye instrukser med en maalpris paa 2,30 DM/kg pr. 1. oktober. BASF, DSM, Hoechst, ICI, Monte og Shell udsendte praktisk taget identiske instrukser om ivaerksaettelse af disse priser i september og oktober.

94 Ifoelge beslutningen (36. betragtning) gik planerne nu ud paa i loebet af september og oktober 1981 at komme op paa en "basispris" for rafia paa 2,20 til 2,30 DM/kg. Papirer fra Shell viser, at man oprindeligt paataenkte et yderligere prisforhoejelsestrin til 2,50 DM/kg pr. 1. november, men at dette blev opgivet. Af materialet fra de forskellige producenter fremgaar, at priserne steg i loebet af september, og initiativet blev viderefoert i oktober 1981, hvor man naaede op paa en markedspris paa ca. 2,00 til 2,10 DM/kg for rafia. Et notat fra Hercules viser, at maalprisen paa 2,30 DM/kg i loebet af december 1981 blev nedjusteret til en mere realistisk pris paa 2,15 DM/kg, men det hedder i notatet, at "man med den faelles maalbevidste indsats fik priserne op paa 2,05 DM/kg, dvs. det naermeste nogensinde ved de offentliggjorte (sic) maalpriser". Ved udgangen af 1981 laa de priser, der blev refereret i fagpressen, paa 1,95 til 2,10 DM/kg for rafia, altsaa ca. 0,20 DM under producenternes maalpriser. Kapacitetsudnyttelsen androg ca. 80% og blev omtalt som "sund".

95 Det fjerde prisinitiativ fra juni - juli 1982 blev gennemfoert, efter at der paa markedet var blevet ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Initiativet blev besluttet paa producentmoedet den 13. maj 1982, som sagsoegeren deltog i, og hvorunder der blev udarbejdet en detaljeret maalprisliste pr. 1. juni for hver af de vigtigste polypropylenkvaliteter i de forskellige nationale valutaer (2,00 DM/kg for rafia; beslutningens 37. og 38. betragtning samt 39. betragtning, foerste afsnit).

96 Moedet den 13. maj 1982 blev fulgt op af prisinstrukser fra ATO, BASF, Hoechst, Hercules, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell, der med faa ubetydelige undtagelser svarede til de priser, som var fastsat paa moedet (beslutningens 39. betragtning, andet afsnit). Producenterne kunne paa moedet den 9. juni 1982 kun give oplysninger om beskedne forhoejelser.

97 Sagsoegeren deltog ifoelge beslutningen (40. betragtning) ogsaa i det femte prisinitiativ fra september - november 1982, der blev besluttet paa moedet den 20. og 21. juli 1982, og som gik ud paa at naa en pris paa 2,00 DM/kg pr. 1. september og 2,10 DM/kg pr. 1. oktober.

98 Paa moedet den 20. oktober 1982 overtog ICI formandskabet efter Monte, og det var ved denne lejlighed, at man soegte at opnaa fornyet bekraeftelse fra producenterne om deres "tilsagn" til en vaesentlig prisforhoejelse ved aarets udgang samt en aftale om indfoerelse af et kvotekontrolsystem, som skulle vaere klart til anvendelse i begyndelsen af 1983. Med dette for oeje besoegte en direktoer fra ICI' s "Petrochemicals and Plastics Division" successivt de andre producenter. Disse besoeg omtales i et forberedende notat med overskriften "Formaal med besoeg", der blev fundet hos ICI, og som indeholder et antal spoergsmaal, der skulle stilles til de andre producenter, med hensyn til deres forpligtelse i forhold til det initiativ, der skulle traede i kraft den 1. september.

99 Efter moederne den 20. august og 2. september 1982 gav ATO, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell prisinstrukser i overensstemmelse med den maalpris, der var fastlagt ved moederne (43. betragtning til beslutningen).

100 Ifoelge beslutningen (44. betragtning) foretoges der paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, en gennemgang af de foranstaltninger, der var truffet for at naa den tidligere fastsatte maalpris, og der blev givet almindelig tilslutning til et forslag om en prisforhoejelse til 2,10 DM/kg i november - december 1982. Forhoejelsen blev bekraeftet paa moedet den 6. oktober 1982.

101 Efter moedet den 6. oktober 1982 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Shell og Saga prisinstrukser med den besluttede forhoejelse (beslutningens 44. betragtning, andet afsnit).

102 Sagsoegeren har i lighed med ATO, BASF, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Saga til Kommissionen udleveret de prisinstrukser, de udsendte til deres lokale salgskontorer, og de stemmer ikke blot overens indbyrdes, hvad angaar beloeb og tidspunkt, men ogsaa med den maalprisliste, der er vedlagt ICI' s referat af "ekspert"-moedet den 2. september 1982 (beslutningens 45. betragtning, andet afsnit).

103 Moedet i december 1982 resulterede ifoelge beslutningen (46. betragtning, andet afsnit) i en aftale om, at det prisniveau, der var fastsat for november - december, skulle vaere ivaerksat inden udgangen af januar 1983.

104 Endelig deltog sagsoegeren ifoelge beslutningen (47. betragtning) i det sjette prisinitiativ fra juli - november 1983. Paa moedet den 3. maj 1983 var der saaledes enighed om, at producenterne skulle straebe efter en maalpris paa 2,00 DM/kg i juni 1983. Imidlertid blev det paa moedet den 20. maj 1983 besluttet at udskyde det fastlagte maal til september, og der blev fastsat et midtvejsmaal pr. 1. juli (1,85 DM/kg). Paa et moede den 1. juni 1983 gav de tilstedevaerende producenter, herunder sagsoegeren, udtryk for, at de var fast besluttet paa at bringe forhoejelsen paa 1,85 DM/kg i anvendelse. Det blev ved denne lejlighed besluttet, at ICI skulle fremstaa som officiel anfoerer i ECN.

105 Det anfoeres i beslutningen (49. betragtning), at ICI, DSM, BASF, Hoechst, Linz, Shell, Hercules, ATO, Petrofina og Solvay efter moedet den 20. maj 1983 gav deres salgskontorer instruks om at anvende en rafia-pris paa 1,85 DM/kg pr. 1. juli. Det tilfoejes, at der hos ATO og Petrofina kun blev fundet fragmentariske prisinstrukser, men at de viser, at disse producenter haevede deres prisniveau, for Petrofina' s og Solvay' s vedkommende med en vis tidsforskydning. Det konkluderes i beslutningen, at det saaledes kan fastslaas, at med undtagelse af Huels, for hvem der ikke foreligger nogen prisinstrukser for juli 1983, udsendte alle de producenter, der havde deltaget i moederne eller givet tilsagn om at stoette den nye maalpris paa 1,85 DM/kg, instrukser om at ivaerksaette den nye pris.

106 Endvidere anfoeres det i beslutningen (50. betragtning), at der fandt yderligere moeder sted den 16. juni, den 6. og 21. juli, den 10. og 23. august samt den 5., 15. og 29. september 1983, hvor alle de faste deltagere var til stede. I slutningen af juli og begyndelsen af august 1983 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Solvay, Monte og Saga alle prisinstrukser til deres nationale salgskontorer, der skulle gaelde fra den 1. september, og som var baseret paa en rafia-pris paa 2,00 DM/kg, mens Shell' s prisinstrukser for Det Forenede Kongerige i form af et internt notat af 11. august viser, at det britiske datterselskab arbejdede paa at "fremme" basispriser, der skulle traede i kraft den 1. september, og som svarede til de af de oevrige producenter fastsatte maalpriser. Ved udgangen af maaneden gav Shell imidlertid det britiske salgskontor instruks om at vente med hele forhoejelsen, indtil de oevrige producenter var naaet op paa de oenskede basispriser. Det anfoeres i beslutningen, at instrukserne var identiske for hver kvalitet og hver national valuta med enkelte ubetydelige undtagelser.

107 Ifoelge beslutningen (50. betragtning, sidste afsnit) viser de prisinstrukser, der blev fundet hos producenterne, at det senere blev besluttet at fortsaette prisforhoejelsen fra september, saaledes at rafia-prisen blev forhoejet til 2,10 DM/kg pr. 1. oktober og 2,25 DM/kg pr. 1. november. Det anfoeres i beslutningen (51. betragtning, foerste afsnit), at BASF, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay hver isaer gav deres salgskontorer instrukser om at anvende identiske priser i oktober og november. Hercules fastsatte i foerste omgang priser, der laa lidt under de oevrige producenters.

108 Endelig anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, tredje afsnit), at et internt notat fra ATO, dateret 28. september 1983, indeholder en tabel med overskriften "Rappel du prix de cota (sic)" med priser paa de tre vigtigste polypropylenkvaliteter gaeldende i september og oktober for de forskellige lande. Priserne var identiske med de af BASF, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay anvendte priser. Under kontrolundersoegelsen hos ATO i oktober 1983 bekraeftede repraesentanter for virksomheden, at salgskontorerne var blevet underrettet om disse priser.

109 Uanset hvornaar det sidste moede fandt sted, varede overtraedelsen ifoelge beslutningen (105. betragtning, fjerde afsnit) til november 1983, idet der var knyttet retsvirkninger til aftalen mindst til dette tidspunkt. Dette er den seneste maaned, for hvilken der vides at vaere blevet fastsat maalpriser og givet prisinstrukser.

110 Afslutningsvis anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, sidste afsnit), at det i fagpressen ved udgangen af 1983 hed, at polypropylenpriserne var blevet styrket med en rafia-pris paa 2,08 til 2,15 DM/kg (det fastsatte maal var 2,25 DM/kg).

b) Parternes argumenter

111 Sagsoegeren bestrider ikke at have deltaget i noget bestemt prisinitiativ, men bestrider en raekke af en de konstateringer, som Kommissionen har foretaget i beslutningen mht. prisinstrukser, forbindelserne mellem prisinitiativerne og systemet med moeder samt udviklingen i de faktiske priser i forhold til maalpriserne.

112 For saa vidt angaar forholdet mellem maalpriser og prisinstrukser har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen har etableret en kunstig forbindelse mellem de "maal", der blev meddelt salgskontorerne, og de maalpriserne, der undertiden blev fastsat under producentmoederne. Kommissionens konstateringer med hensyn til prisinstruksernes ensartethed og samtidighed og den repraesentative karakter af de perioder, som Kommissionen har udvalgt for at paavise denne karakter, underbygges ikke af omstaendighederne og modsiges af en detaljeret gennemgang af Kommissionens egne tabeller, som viser, at Kommissionen har foretaget en selektiv anvendelse af prisinstrukserne og undertiden har anvendt prisinstrukser, der laa forud for moederne.

113 Sagsoegeren har herved for det foerste anfoert, at Kommissionen vilkaarligt har udvalgt fire maaneder i perioden fra januar 1982 til september 1983 for at bevise, at ICI' s prisinstrukser stemte overens med prisinstrukserne fra andre producenter. Hvis man betragter de seksten maaneder i denne periode, for hvilken der foreligger prisinstrukser, faldt disse kun sammen i fire maaneder, hvis der ikke henses til de indroemmede rabatter, og der er kun sammenfald for én maaned, saafremt der tages hensyn til rabatterne.

114 Sagsoegeren har endvidere benaegtet, at prisinstrukserne fra de forskellige producenter blev givet samtidigt. I 1982 laa der f.eks. ofte flere uger mellem den foerste prisinstruks fra en producent og den sidste prisinstruks (mellem tre og otte uger). Det forholder sig paa samme maade med prisinstrukserne for juli og september 1983. I baade i 1982 og 1983 blev der udstedt nogle prisinstrukser inden de moeder, hvorunder de prismaal, som de formodedes at ivaerksaette, var blevet fastsat ifoelge Kommissionen. Den 3. maj 1982 gav to producenter (BASF og DSM) instrukser om at forhoeje prisen for rafia til 2,00 DM/kg fra den 1. juni 1982, dvs. foer moedet den 13. maj 1982, hvorunder denne maalpris haevdes at vaere blevet fastsat. Tilsvarende gav fem producenter instrukser om at forhoeje prisen til 1,85 DM/kg pr. 1. juli 1983, foer moedet den 1. juni 1983, hvorunder maalprisen haevdes at vaere blevet fastsat.

115 Sagsoegeren har endvidere bestridt ensartetheden af de forskellige producenters prisinstrukser. Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i sin gennemgang af prisinstrukserne for 1982 har undladt at tage hensyn til de afvigende prisinstrukser fra DSM og Hercules, og, for juli 1983, prisinstrukserne fra Hercules og Shell. Desuden har Kommissionen undladt at tage hensyn til, at visse prisinstrukser, svarende til maalpriserne, blev aendret paa et senere trin ved nye instrukser, som afveg baade fra prisinstrukserne fra de andre producenter og fra maalpriserne.

116 Sagsoegeren har ogsaa anfoert, at Kommissionen vilkaarligt fra de prisinstrukser, der er anvendt ved sammenligningen, undertiden har udvalgt listepriser og undertiden mindstepriser, idet den systematisk valgte den pris, der svarede til maalprisen. Dette var saaledes tilfaeldet med de prisinstrukser, der blev givet af Monte og Shell for juli 1983, og dem, der blev givet af BP for september 1983.

117 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den omstaendighed, at nogle prisinstrukser fra DSM og Hercules overlod en vid skoensmargen til salgskontorerne, og at ICI' s prisfastsaettelsessystem havde til foelge, at prisinstrukserne blot var vejledende og genstand for diskussion i forhold til markedets udvikling.

118 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selv om Kommissionen havde godtgjort en hoej grad af ensartethed mellem prisinstrukserne, skulle den endvidere bevise - hvilket den ikke har gjort - at denne ensartethed udsprang af en enighed om maalpriser og ikke af en bevidst og normal parallelisme paa et oligopolistisk marked. Under alle omstaendigheder kan eksistensen af en forbindelse mellem maalpriser og producenternes prisinstrukser ikke udgoere bevis for ivaerksaettelsen eller en virkning paa markedet, medmindre - naturligvis - eksistensen af en forbindelse mellem prisinstrukserne og de opnaaede priser samtidig bevises ved tilsvarende overbevisende beviser.

119 Med hensyn til forholdet mellem prisinstrukser og opnaaede priser har sagsoegeren anfoert, at prisinstrukserne ikke beroerte de priser, der blev opnaaet paa markedet, navnlig paa grund af sagsoegerens interne prisdannelsessystem, og fordi de kun sjaeldent blev meddelt kunderne. Forskellene mellem prisinstrukserne og de opnaaede priser var ikke resultatet af rabatter, men af en selvstaendig prispolitik. Kommissionen, der i oevrigt synes at have erkendt, at der ikke forelaa nogen forbindelse mellem prisinstrukserne og de opnaaede priser (beslutningens 74. betragtning), burde have draget den konklusion, at de anfaegtede foranstaltninger ikke havde nogen virkning for priserne eller konkurrencen.

120 Hvad angaar forholdet mellem maalpriser og de opnaaede priser har sagsoegeren gjort gaeldende, at der er en vid forskel mellem maalpriserne og de opnaaede priser, hvilket navnlig fremgaar af en gennemgang foretaget af et uafhaengigt revisionsfirma, Coopers og Lybrand (herefter benaevnt "Coopers og Lybrand-undersoegelsen") og en oekonometrisk undersoegelse foretaget af professor Budd. Sidstnaevnte forklarede navnlig, at aarsagsforbindelsen er den modsatte af den af Kommissionen haevdede: "Maalene" var blot bekraeftede aendringer af allerede konstaterede priser, og havde ingen virkning paa efterfoelgende prisaendringer. Kommissionen bestrider naturligvis disse forklaringer, men ifoelge sagsoegeren goer den det paa en upraecis og overfladisk maade, hvilket viser dens mangel paa forstaaelse af oekonomiske spoergsmaal.

121 Sagsoegeren har anfoert, at prisniveauerne kontrolleres af et stort antal variable stoerrelser, og at prisbevaegelserne for den omhandlede periode paa tilfredsstillende maade bl.a. kan forklares ved uligevaegten mellem udbud og efterspoergsel, udsvingene i raavarepriserne og den generelle oekonomiske sammenhaeng, hvilket fremgaar af professor Budd' s undersoegelse og vidneudsagnet fra Freeman, som er chefoekonom ved ICI. Dette er blevet anerkendt af Kommissionen (73. betragtning til beslutningen), men er i modstrid med beslutningens 90. betragtning, hvor det anfoeres, at kartellet havde maerkbare virkninger.

122 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen ved at udvaelge visse "initiativer" over en periode af 26 maaneder (sammenlignet med den periode paa 77 maaneder, hvor det paastaaede kartel eksisterede) har mulighed for at ignorere de perioder, hvor forskellene mellem maalpriserne og de opnaaede priser er endnu mere aabenbare.

123 Sagsoegeren har endelig anfaegtet, at der er blevet taget hensyn til perioden efter det sidste moede, eftersom selskabet bragte eventuelle overtraedelser til ophoer, allerede da Kommissionens undersoegelse paabegyndtes.

124 Kommissionen har anfoert, at producenterne forsoegte at fastsaette de faktiske salgspriser, og at de fastsatte maal for salgspriser, selv om deres anstrengelser ikke altid lykkedes.

125 Ifoelge Kommissionen viser referaterne af moederne (bilag 17, 24, 27-30, 33 og 38 til den generelle meddelelse), at maalpriserne kom til udtryk i konkrete aftaler indgaaet af producenterne, og at disse havde til hensigt at anvende dem og generelt forventede, at de blev anvendt, navnlig ved at udoeve pression mod lidet samarbejdsvillige producenter.

126 Det er Kommissionens opfattelse, at der var en forbindelse med de maalpriser, der blev gennemfoert i form af instrukser til salgskontorerne, og de maalpriser, som blev droeftet ved moederne. Det er ikke sandsynligt - og ikke bekraeftet af de foreliggende oplysninger - at der blot skulle vaere tale om et tilfaeldigt sammenfald (altsaa at prisinstrukserne skulle vaere resultatet af beslutninger truffet af producenterne enkeltvis).

127 Ifoelge Kommissionen er oekonometriske undersoegelser virkningsloese i forhold til bevisdokumenter. De kan kun anvendes til at godtgoere, at en parallel prisudvikling ikke skyldes en forstaaelse, naar der ikke foreligger noget bevis for forstaaelsen, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag, eftersom der foreligger et stort antal referater fra producentmoederne.

128 Kommissionen har med hensyn til prisinitiativet januar - maj 1981 anfoert, at referatet af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse) beviser, at der blev indgaaet prisaftaler for februar og marts under disse moeder, eftersom det bl.a. fremgaar af referatet:

"It was generally agreed that a step change in prices was needed and that ... the industry should be aiming for a minimum of DM 2.00/kg."

("Samtlige deltagere var enige om, at en gradvis aendring var noedvendig med hensyn til priserne, og at ... industrien skulle sigte mod et minimum paa 2,00 DM/kg.")

Kommissionen har tilfoejet, at dette dokument er betegnende for den saerligt konkrete karakter af de beslutninger, der blev truffet under moederne, og viljen til at anvende dem, hvilket i sig selv bekraeftes af de overensstemmende prisinstrukser fra de forskellige producenter (bilag 9 til den saerlige meddelelse om klagepunkter til ICI, herefter benaevnt "bilag klagepunkter ICI"; bilag 19 til den generelle meddelelse, bilag C til skrivelsen af 29.3.1985).

129 Kommissionen mener endvidere, at ICI' s deltagelse i prisinitiativet juni - juli 1982 bevises af referaterne af moederne den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse) og af 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse). Ifoelge disse dokumenter blev der fastsat en maalpris paa 2,00 DM/kg pr. 1. juni 1982, som blev gennemfoert ved prisinstrukser fra et antal producenter (bilag F, skrivelse af 29.3.1985).

130 Ifoelge sagsoegeren beviser referaterne af moederne afholdt mellem den 21. juli 1982 og den 21. december 1982 (bilag 26-34 til den generelle meddelelse), at ICI deltog i prisinitiativet september - december 1982, som omfattede fastsaettelse af en raekke maalpriser og deres ivaerksaettelse gennem tilsvarende prisinstrukser fra de fleste producenter (bilag 12, klagepunkter ICI; bilag G, skrivelse af 29.3.1985).

131 Kommissionen har anfoert, at ICI' s deltagelse i prisinitiativet juli - november 1983 fremgaar dels af referaterne af moeder afholdt den 3. maj 1983 og den 1. juni 1983 (bilag 38 og 40 til den generelle meddelelse), som angiver, at der var fastsat maalpriser for maj, juni og juli 1983, dels af de prisinstrukser, som blev udstedt efter disse moeder af de fleste producenter, og som vedroerte en periode fra juli til november 1983 (bilag H og I, skrivelse af 29.3.1985 og bilag 42-51 til den generelle meddelelse).

132 Kommissionen har anfoert, at selv om det blev bevist, at der ikke var nogen forbindelse mellem prisinstrukserne og de priser, der blev opnaaet paa markedet, ville dette ikke beroere overtraedelsen, eftersom EOEF-traktatens artikel 85 forbyder karteller, der har til formaal at fordreje konkurrencen, uanset deres virkning. Kommissionen har imidlertid anfoert, at maalpriserne tjente som grundlag for forhandlinger med kunderne, og at de priser, der blev opnaaet, fulgte en parallel udvikling med maalpriserne. Kommissionen anerkender, saaledes som den har gjort det i beslutningen (74. betragtning), at maalpriserne ikke altid blev naaet, skoent sagsoegeren har overdrevet forskellen mellem maalpriser og de opnaaede priser. Kommissionen har anfoert, at beviset for producenternes overtraedelse af artikel 85 ikke afhaenger af beviset for, at deres ulovlige adfaerd foerte til det forventede resultat.

133 Kommissionen har gjort gaeldende, at ICI' s anbringende om, at forbindelsen mellem maalpriserne og de opnaaede priser udelukkende beroede paa den omstaendighed, at de opnaaede priser paavirkede maalpriserne - og ikke omvendt - er kunstig og i strid med almindelig fornuft. Derimod viser klare samtidige beviser, at producenterne brugte deres maalpriser til at "skubbe" markedspriserne (bilag 22, 24, 31, 36, 39 samt bilag 26, 28, 29 og 38 til den generelle meddelelse). Saadanne beviser kan ikke afkraeftes ved en oekonometrisk undersoegelse, der er blevet foretaget efterfoelgende.

134 Ifoelge Kommissionen er det ukorrekt at anfoere, at alle de prisbevaegelser med hensyn til polypropylen, der blev registreret i den paagaeldende periode, kan bortforklares paa grundlag af de faktorer, der gaelder paa et normalt marked. Dette anbringende, som alene er baseret paa teoretiske oekonomiske analyser, modsiges af dokumenterne og sagens omstaendigheder.

135 Kommissionen har endelig anfoert, at den var befoejet til at tage den periode, der laa efter afholdelsen af moederne, i betragtning, for saa vidt som virkningerne af overtraedelsen fortsatte efter moederne, hvilket fremgaar af de sammenfaldende prisinstrukser fra de forskellige producenter, som vedroerte en periode indtil november 1983 (bilag 1, skrivelse af 29.3.1985).

c) Rettens vurdering

136 Retten finder, at det fremgaar af referaterne af de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, at de producenter, der deltog i moederne, dér blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen. Det anfoeres saaledes i referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse):

"everyone felt that there was a very good opportunity to get a price rise through before the holidays + after some debate settled on DM 2.00 from 1st June (UK 14th June). Individual country figures are shown in the attached table."

("Alle mente, at der var meget gode muligheder for at gennemfoere en prisforhoejelse inden ferien + efter nogen debat enighed om 2,00 DM fra den 1. juni (Det Forenede Kongerige den 14. juni). Tallene for de enkelte lande fremgaar af vedlagte tabel").

137 Da der er foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i disse moeder, kan selskabet ikke goere gaeldende, at det ikke tilsluttede sig de prisinitiativer, som blev besluttet, planlagt og kontrolleret dér, uden at fremkomme med indicier til stoette herfor. Da sagsoegerne ikke er fremkommet med saadanne indicier, er der ingen grund til at antage, at selskabet - modsat de oevrige moededeltagere - ikke tilsluttede sig initiativerne.

138 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke udtrykkeligt har bestridt at have deltaget i bestemte prisinitiativer, men har gjort gaeldende, at selskabet aldrig paatog sig at overholde maalpriserne, hvilket skulle fremgaa dels af selskabets interne prispolitik, idet selskabets prisinstrukser ikke svarede til de maalpriser, der var blevet fastsat paa moederne, dels af dets eksterne prispolitik, for saa vidt som de priser, som selskabet anvendte paa markedet, var uafhaengige af baade maalpriserne og dets interne prisinstrukser.

139 Ingen af disse argumenter kan paaberaabes til stoette for sagsoegerens anbringende om, at selskabet ikke tilsluttede sig de aftalte prisinitiativer.

140 Hvad angaar det foerste argument bemaerkes, at der i beslutningen delvis er taget hensyn til den kritik, som selskabet fremfoerte under den administrative procedure, og hvortil det har henvist i staevningen, med hensyn til overensstemmelsen og det tidsmaessige sammenfald mellem dets og de oevrige producenters prisinstrukser og med hensyn til de maalpriser, der blev fastlagt paa moederne i 1982 og 1983. I tabel 7A-7N til beslutningen er der saaledes taget hensyn til saavel ligheder som afvigelser mellem paa den ene side disse prisinstrukser og paa den anden side andre producenters prisinstrukser og de maalpriser, der blev fastlagt paa moederne. Kommissionen har saaledes korrekt beskrevet sagsoegerens situation. Det tilfoejes i denne forbindelse, at der ikke med den udvaelgelse, Kommissionen foretog blandt sagsoegerens prisinstrukser, er givet et forkert billede af selskabets situation, men en saadan udvaelgelse er en naturlig del af arbejdet med udarbejdelsen af de sammenlignende tabeller i bilaget til beslutningen.

141 Hvad angaar valget af de perioder, som analysen af de forskellige producenters prisinstrukser angaar, skal det bemaerkes, at valget var dikteret, ikke af forhastede overvejelser, men af det bevismateriale, som Kommissionen raadede over, saasom den samtidige eksistens af referater af moeder, der henviste til maalpriser og prisinstrukser fra de forskellige producenter.

142 Med hensyn til de konsekvenser, sagsoegeren mener at kunne drage af det forhold, at selskabets prisinstrukser for 1982 og 1983 kun i et vist omfang tidsmaessigt var sammenfaldende med de oevrige producenters, bemaerkes, at laengden af det tidsrum, der adskiller de forskellige producenters prisinstrukser indbyrdes og i forhold til de moeder, hvorunder maalpriserne blev fastsat, heller ikke kan afsvaekke det bevismateriale, Kommissionen har fremlagt. Det kan saaledes ikke paa grundlag af laengden af dette tidsrum laegges til grund, at sagsoegeren gav sine prisinstrukser ud fra en selvstaendig vurdering af markedet, idet selskabet ved moederne havde erfaret, hvilke priser konkurrenterne ville anvende. Det bemaerkes endvidere, at naesten alle sagsoegerens prisinstrukser blev afgivet inden fem dage efter det moede, hvorunder maalprisen ifoelge Kommissionen blev fastsat (selv om det ikke er tilfaeldet med den prisinstruks, der den 27.9.1983 blev udsendt for november s.aa. (jf. beslutningens tabel 7N) ).

143 Hvad endvidere angaar prisinitiativet juni - juli 1982 skal Retten fastslaa, at det - i modsaetning til det af sagsoegeren fremfoerte - ikke er korrekt, at to producenter (BASF og DSM) udsendte instrukser til deres salgskontorer den 3. maj 1982 om at forhoeje rafia-prisen til 2,00 DM/kg pr. 1. juni s.aa., dvs. forud for moedet den 13. maj 1982, hvorunder maalprisen blev fastsat. Selv om BASF ganske vist den 3. maj 1982 gav sit salgskontor i Det Forenede Kongerige instruks om fra midten af juni 1982 at anvende priser udtrykt i UKL for rafia, homopolymerisater og copolymerisater (bilag BASF F1, skrivelse af 29.3.1985), hvilke priser viste sig at vaere vedtaget under moedet den 13. maj 1982 med henblik paa ivaerksaettelse fra midten af juni 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), var det foerst den 19. maj 1982, at selskabet udsendte prisinstrukser udtrykt i DM, FF og LIT, til sine salgskontorer i Tyskland, Frankrig og Italien (bilag BASF F2, skrivelse af 29.3.1985). Disse instrukser lyder paa 2,00 DM/kg for rafia og svarer i det vaesentlige til de maalpriser, der blev fastsat under moedet den 13. maj 1982, saaledes som det fremgaar af tabel 7H til beslutningen. Med hensyn til DSM er det tilstraekkeligt at bemaerke, at denne producent under retsmoedet som svar paa et spoergsmaal fra Retten anfoerte, at selskabet ikke havde afgivet prisinstrukser den 3. maj 1982, paa trods af konstateringen herom i Kommissionens skrivelse af 29. marts 1985, som ikke er gentaget i beslutningen, og at hverken sagsoegeren eller Kommissionen har bestridt DSM' s svar. Beslutningen begraenser sig saaledes til at konstatere, at der ikke forelaa prisinstrukser fra DSM for juni 1982 (39. betragtning, tredje afsnit, og tabel 7H). Foelgelig kan sagsoegerens anbringende paa ingen maade afkraefte Kommissionens konstatering, hvorefter de maalpriser, der var blevet fastsat under moedet den 13. maj 1982, blev ivaerksat af producenterne ved hjaelp af de prisinstrukser, der er naevnt i beslutningens 39. betragtning, andet afsnit, og i tabel 7H til beslutningen.

144 Det bemaerkes endvidere, hvilket sagsoegeren har maattet erkende under retsmoedet, at det ikke er korrekt, at fem producenter i maj 1983 havde udstedt prisinstrukser forud for det moede, hvorunder der ifoelge Kommissionen var blevet fastsat den maalpris, som de var rede til at ivaerksaette. Det fremgaar klart af beslutningens 47. og 49. betragtning, at proceduren med fastsaettelse af maalprisen for juli 1983 forloeb under moederne den 3. maj, den 20. maj og den 1. juni 1983, hvilket bekraeftes af referaterne af det foerste og tredje af disse moeder (bilag 38 og 40 til den generelle meddelelse), og ikke kun under moedet den 1. juni 1983, saaledes som sagsoegeren har anfoert i sine indlaeg for Retten. Saaledes blev prisinstrukserne fra Monte (17.5.), ICI (23.5.), DSM (25.5.), BASF (27.5.) og Hoechst (30.5.) alle udsendt efter et af de relevante moeder.

145 Med hensyn til den manglende ensartethed i producenternes prisinstrukser skal det bemaerkes, at Kommissionen, i modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte, i tabel 7H til beslutningen fuldt ud tog hensyn til den divergerende karakter af de prisinstrukser, der var udstedt af Hercules for den 1. juni 1982, og ikke i tabellen eller i beslutningens 39. betragtning, andet afsnit, angav eller naevnte nogen prisinstruks fra DSM, saaledes som det er anfoert i 39. betragtning, tredje afsnit. Med hensyn til Shell' s prisinstruks for copolymerisater bemaerkes, at Kommissionen i tabel 7K til beslutningen har korrigeret den fejl, som den havde begaaet i skrivelsen af 29. marts 1985.

146 Kommissionen tog derfor med foeje heller ikke hensyn til den omstaendighed, at visse virksomheder, herunder sagsoegeren, Shell eller Hoechst, undertiden aendrede de prisinstrukser, som de havde givet efter et bestemt moede, for saa vidt som saadanne aendringer blot angav, at producenterne, naar et prisinitiativ var mislykkedes, tog hensyn hertil og aendrede deres priser. Denne omstaendighed blev taget i betragtning i beslutningen, for saa vidt som denne ofte anerkender, at prisinitiativer mislykkedes.

147 Med hensyn til den omstaendighed, at Kommissionen i analysen af prisinstrukserne undertiden anvendte listepriser, undertiden mindstepriser, bemaerkes, at dette skyldes, at Kommissionen tog hensyn til prisfastsaettelsessystemernes varierende grad af fleksibilitet, hvorom producenterne ikke alle havde samme opfattelse med hensyn til listeprisernes og mindsteprisernes funktion, saaledes at Kommissionen for hver enkelt producent maatte henvise til den pris, som producenten havde anvendt som grundlag for prisforhandlinger med sine kunder, uanset hvordan denne pris benaevnes.

148 Retten skal fastslaa, at den omstaendighed, at sagsoegeren kun delvis ivaerksatte de prisinitiativer, der var blevet aftalt, ikke kan afkraefte, at sagsoegeren samtykkede heri under moederne, isaer naar referaterne af disse moeder ikke henviste til nogen meningsuoverensstemmelse mellem sagsoegeren og de andre deltagere i moederne med hensyn til disse initiativer.

149 Endvidere bemaerkes, at sagsoegeren ikke kan goere gaeldende, at selskabets prinsinstrukser var rent interne. Selv om prisinstrukserne ganske vist var interne i den forstand, at de af hovedkontoret blev fremsendt til salgskontorerne, blev de givet med henblik paa at blive gennemfoert og saaledes direkte eller indirekte at medfoere virkninger eksternt. Prisinstrukserne mister hermed deres interne karakter.

150 Med hensyn til det andet argument bemaerkes for saa vidt angaar ICI' s eksterne prispolitik - dvs. selskabets priser paa markedet - at det ikke er anfoert i beslutningen, at sagsoegeren anvendte priser, der altid svarede til de maalpriser, der var aftalt paa moederne, og det goeres saaledes heller ikke i den anfaegtede retsakt til stoette for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af maalpriser, gaeldende, at selskabet gennemfoerte resultatet af moederne. Selv om der med hensyn til de faktiske omstaendigheder var foert bevis for, at der var en forskel mellem sagsoegerens faktisk opnaaede markedspriser og de maalpriser, der blev fastsat ved moederne, eller sagsoegerens prisinstrukser, ville det ikke hermed vaere godtgjort, at sagsoegeren ikke deltog i fastsaettelsen af maalpriser ved moederne, men det ville kun indebaere, at sagsoegeren ikke havde gennemfoert resultatet af disse moeder, hvilket den kritik, sagsoegeren blev udsat for, ogsaa viser.

151 Sagsoegeren kan saaledes ikke i denne sag paaberaabe sig sin prispolitik, hverken den interne eller den eksterne, til stoette for, at selskabet ikke tiltraadte de prisinitiativer, som blev besluttet, planlagt og kontrolleret paa de moeder, det deltog i.

152 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette har udledt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger - hvori det anfoeres, at:

"' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ..."

("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ..."),

at disse prisinitiativer var led i et system med fastsaettelse af maalpriser.

153 Endelig bemaerkes, at selv om det sidste producentmoede, som Kommissionen har foert bevis for, blev afholdt den 29. september 1983, udsendte nogle producenter (BASF, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Solvay og Saga) alligevel fra den 20. september til den 25. oktober 1983 overensstemmende prisinstrukser (bilag I til skrivelsen af 29.3.1985), der skulle traede i kraft den 1. november 1983, og Kommissionen kunne derfor med rette laegge til grund, at der var knyttet virkninger til producentmoederne indtil november 1983.

154 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig dokumenter, der ikke er naevnt i meddelelserne om klagepunkter, eller som den ikke har fremsendt til sagsoegeren.

155 Kommissionen har saaledes foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen, og at disse initiativer var led i et system.

D - Foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

156 Det anfoeres i beslutningen [artikel 1, litra c), og 27. betragtning, jf. ogsaa 42. betragtning], at sagsoegeren sammen med de oevrige producenter vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, saasom midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af september 1982 et "kontostyringssystem" med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0013.2

157 For saa vidt angaar systemet med "kontostyring" ("account management"), som i den seneste og mest udviklede form fra december 1982 er kendt under navnet "kontoledelse" ("account leadership"), blev sagsoegeren paa samme maade som de oevrige producenter udpeget til koordinator ("leader") for mindst én stor kunde, saaledes at selskabet hemmeligt skulle koordinere kundens forbindelser til dens leverandoerer. Som led i systemet fandt man frem til kunder i Belgien, Italien, Tyskland og Det Forenede Kongerige, og for hver af disse blev der udpeget en "koordinator". I december 1982 blev der foreslaaet en mere generel anvendelse af dette system, idet der for hver stoerre kunde blev udpeget en "kundeadministrator" ("account leader"), som skulle lede, droefte og organisere prisaendringer. Andre producenter, der jaevnligt handlede med den paagaeldende kunde, blev betegnet som "participanter" ("contenders") og samarbejdede med "administratoren" ved tilbudsgivning til den paagaeldende kunde. For at beskytte "administratoren" og "participanterne" skulle andre producenter, som kunden rettede henvendelse til, tilbyde priser, der laa over maalprisen. ICI haevder, at systemet broed sammen efter nogle maaneder, hvor det kun havde fungeret delvis og ineffektivt, men i beslutningen anfoeres det, at det fremgaar af det fuldstaendige referat af moedet den 3. maj 1983, at der paa det tidspunkt foregik intensive droeftelser om enkelte kunder og om de priser, hver enkelt producent tilboed eller skulle tilbyde dem, samt om de leverede eller bestilte maengder.

158 Endelig anfoeres det i beslutningen (20. betragtning), at sagsoegeren deltog i lokale moeder, hvor man paa nationalt plan droeftede ivaerksaettelsen af de ordninger, der var vedtaget paa plenarmoederne.

b) Parternes anbringender

159 Sagsoegeren har understreget, at foroegelsen af udfoersler til oversoeiske markeder ikke skyldtes en indbyrdes forstaaelse om omledning af forsyninger til disse markeder, med hensyn til hvilken Kommissionen ikke har fremlagt overbevisende bevismateriale, men derimod producenternes oenske om at foroege udnyttelsen af deres produktionskapacitet. En saadan loesning ville under alle omstaendigheder have vaeret totalt urealistisk, navnlig paa grund af den tid, der ville have vaeret noedvendig til ivaerksaettelsen heraf. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabet ikke kunne forsvare sig mod dette klagepunkt, som ikke var indeholdt i meddelelsen om klagepunkter.

160 Sagsoegeren har anfoert, at selv om producenterne under moedet den 21. juli 1982 ganske vist diskuterede lagre (bilag 26 til den generelle meddelelse), var selskabets adfaerd uafhaengig, for saa vidt som det fortsat havde store lagre og ikke nedskar sin produktion for at formindske dem. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at udvekslingen af oplysninger vedroerende de anvendte priser (bilag 27-33 til den generelle meddelelse) var fuldstaendig anonym, eftersom oplysningerne blev udvekslet via Fides-systemet.

161 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at systemet med kontoledelse i begyndelsen var meget ufuldstaendigt, og at det ikke blev ivaerksat. Sagsoegeren har som bevis herfor henvist til, at det i referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) anfoeres, at tanken om kontostyring blev foreslaaet. Dokumentet beviser ifoelge sagsoegeren ogsaa, at systemet med kontoledelse ikke blev vedtaget i september 1982.

162 Sagsoegeren anerkender imidlertid, at det eneste forsoeg paa at ivaerksaette det foreslaaede system fandt sted under moedet i marts 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), men sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar klart af referatet af dette moede, at ivaerksaettelsen ikke gik videre end det trin, der bestod i udveksling af oplysninger. ICI' s konklusion er, at der ganske vist fandt forsoeg sted, men at de ikke kunne have nogen indflydelse paa de opnaaede priser, hvilket fremgaar af Coopers og Lybrand-undersoegelsen.

163 Sagsoegeren har endvidere anerkendt at have deltaget i talrige lokale moeder, men mener, at de ikke havde den betydning, som Kommissionen tillaegger dem.

164 Kommissionen mener, at referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) beviser, at producenterne forsoegte at omlede polypropylenforsyninger til oversoeiske markeder med henblik paa at stoette priserne. Ifoelge Kommissionen fremgaar dette ogsaa af referaterne af moederne den 13. maj og den 21. september 1982 (bilag 24 og 30 til den generelle meddelelse), saaledes som det er angivet i punkt 79 i meddelelsen om klagepunkter.

165 Kommissionen har anfoert, at det fremgaar af referatet af moederne i maj og august 1982 (bilag 24 samt 26, 27 og 28 til den generelle meddelelse), at ICI deltog i producenternes anstrengelser med henblik paa at fremkalde fordrejninger af handelsstroemmene mellem staterne, navnlig for at modvirke prisstopsystemet i Frankrig (bilag 27 og 28 til den generelle meddelelse), og at det ogsaa deltog i udvekslingen af oplysninger om ensidige produktionsnedskaeringer og om lagre (bilag 24, 26 og 27 til den generelle meddelelse).

166 Kommissionen har anfoert, at referatet af moedet den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse) viser, at det var under dette moede, som ICI deltog i, at tanken om kontoledelse opstod. Kommissionen har gjort gaeldende, at moedereferatet viser, at systemet var meget fuldstaendigt allerede fra starten, eftersom det angav kundeadministratorer, participanter og interesserede leverandoerer for et stort antal kunder.

167 Kommissionen har tilfoejet, at referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) ikke paa nogen maade modsiger, at systemet med kontoledelse blev vedtaget i september, saaledes som ICI har anfoert, for saa vidt som det i notatet anfoeres, at tanken om kontostyring blev fremsat med henblik paa en mere generel vedtagelse. Dette dokument, som indeholder en meget detaljeret tabel over kunder og kundeadministratorer, beviser, at systemet blev ivaerksat, for saa vidt som det er usandsynligt, at producenterne ville have udarbejdet en saadan tabel, hvis der ikke var en aftale om at ivaerksaette den.

168 Kommissionen mener, at referatet af moedet i marts 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), beviser, ligesom de tidligere referater (bilag 29 og 33 til den generelle meddelelse), at ICI deltog i systemet med kontoledelse.

169 Ifoelge Kommissionen deltog ICI i talrige lokale moeder, saasom det, der blev afholdt i oktober 1982, med hensyn til hvilket den er i besiddelse af et moedereferat (bilag 10 til den generelle meddelelse).

c) Rettens vurdering

170 Det bemaerkes, at 27. betragtning til beslutningen, sammenholdt med 26. betragtning, andet afsnit, maa fortolkes saaledes, at det ikke goeres gaeldende, at hver producent enkeltvis paatog sig at traeffe alle de foranstaltninger, der er naevnt dér, men at de enkelte producenter paa forskellige tidspunkter ved moederne sammen med de oevrige producenter vedtog en helhed af foranstaltninger, der er naevnt i beslutningen, og som gik ud paa at skabe gunstige betingelser for en prisforhoejelse, navnlig ved kunstigt at reducere udbuddet af polypropylen. Gennemfoerelsen af de enkelte foranstaltninger i denne helhed blev fordelt i henhold til en aftale mellem de forskellige producenter paa grundlag af deres saerlige situation.

171 Det maa fastslaas, at da sagsoegeren deltog i de moeder, hvor denne helhed af foranstaltninger blev vedtaget (navnlig moedet den 13.5., den 2. og den 21.9.1982 (bilag 24, 29 og 30 til den generelle meddelelse) ), tilsluttede selskabet sig denne, idet det ikke er fremkommet med indicier til stoette for det modsatte. Det fremgaar af foelgende passage i referatet af moedet den 2. september 1982, at systemet med "kontoledelse" blev vedtaget:

"about the dangers of everyone quoting exactly DM 2.00 A.' s point was accepted but rather than go below DM 2.00 it was suggested & generally agreed that others than the major producers at individual accounts should quote a few pfs higher. Whilst customer tourism was clearly to be avoided for the next month or two it was accepted that it would be very difficult for companies to refuse to quote at all when, as was likely, customers tried to avoid paying higher prices to the regular suppliers. In such cases producers would quote but at above the minimum levels for October".

("med hensyn til faren ved, at alle opgav en pris paa 2,00 DM, blev A.' s bemaerkning accepteret, men frem for at gaa under 2,00 DM blev det foreslaaet, og der var almindelig enighed om, at producenterne - bortset fra hovedleverandoererne til en bestemt kunde - skal angive en pris, der er faa pfennig hoejere. Mens 'kundeflakkeri' klart skal undgaas i den naeste maaned eller to, var der enighed om, at det vil vaere meget svaert for selskaberne helt at afslaa at give tilbud, naar kunderne sandsynligvis forsoeger at undgaa at betale hoejere priser til de saedvanlige leverandoerer. I saadanne tilfaelde vil producenterne afgive tilbud, men til priser, der ligger over niveauet for oktober").

Tilsvarende blev det paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, udtalt: "In support of the move, BASF, Hercules and Hoechst said they would be taking plant off line temporarily" ("BASF, Hercules and Hoechst sagde, at de for at stoette forhoejelsen midlertidigt ville saette et anlaeg ud af drift"), og ved moedet den 13. maj 1982 udtalte Fina: "Plant will be shut down for 20 days in August" ("Fabrikken vil vaere lukket 20 dage i august").

172 For saa vidt angaar systemet med "kontoledelse" bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moederne den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse), af 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) og af foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), som sagsoegeren deltog i, at de tilstedevaerende producenter herunder vedtog dette system. Med hensyn til referatet af moedet den 2. december 1982 bemaerkes, at dette bekraefter, at systemet var blevet vedtaget under moedet i september, eftersom det heri anfoeres: "The idea of account management was proposed for more general adoption & a list of customers/account leaders drawn up" ("Tanken om kontostyring blev fremsat med henblik paa mere generel vedtagelse og en liste over kunder/kundeadministratorer blev udfaerdiget").

173 Det fremgaar af referatet af moedet den 3. maj 1983 (bilag 38 til den generelle meddelelse), at dette system blev indfoert. Det anfoeres saaledes:

"A long discussion took place on Jacob Holm who is asking for quotations for the 3rd quarter. Is was agreed not to do this and to restrict offers to the end of June. April/May levels were at DKR 6.30 (DM 1.72). Hercules was definitely in and should not have been so. To protect BASF, it was agreed that CWH(uels) + ICI would quote DKR 6.75 from now to end June (DM 1.85) ..."

("En laengere diskussion fandt sted vedroerende Jacob Holm, der har anmodet om prisnedsaettelse for tredje kvartal. Moededeltagerne besluttede ikke at goere dette og at begraense tilbuddene indtil udgangen af juni. I april og maj androg priserne ca. 6,30 DKR (1,72 DM). Det er klart, at Hercules var med og burde ikke have vaeret det. For at beskytte BASF blev det besluttet, at CWH(uels) + ICI skulle angive en pris paa 6,75 DKR fra nu og til udgangen af juni (1,85 DM) ...")

Denne ivaerksaettelse blev bekraeftet ved ICI' s besvarelse af begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvori der anfoeres foelgende vedroerende moedereferatet:

"In the Spring of 1983 there was a partial attempt by some producers to operate the 'Account Leadership' scheme ... Since Hercules had not declared to the 'Account Leader' its interest in supplying Jacob Holm, the statement was made at this meeting in relation to Jacob Holm that 'Hercules were definitely in and should not have been so' . It should be made clear that this statement refers only to the Jacob Holm account and not to the Danish market. It was because of such action by Hercules and others that the 'Account Leadership' scheme collapsed after at most two months of partial and ineffective operation.

The method by which Huels and ICI should have protected BASF was by quoting a price of DKR 6,75 for the supply of raffia grade polypropylene to Jacob Holm until the end of June."

("I foraaret 1983 forsoegte nogle producenter at ivaerksaette systemet med kontoledelse ... Da Hercules ikke havde meddelt kundeadministratoren, at selskabet var rede til at sikre leverancerne til Jacob Holm, blev det under dette moede vedroerende Jacob Holm fastslaaet, at 'det er klart, at Hercules var med, og ikke burde have vaeret det' . Det skal understreges, at denne udtalelse kun vedroerer kunden Jacob Holm og ikke det danske marked. Det var paa grund af en saadan adfaerd fra Hercules og andre, at systemet med kontoledelse faldt fra hinanden efter hoejst to maaneder, hvorunder det kun havde fungeret delvist og ineffektivt.

Den metode, hvorved Huels and ICI skulle have beskyttet BASF, bestod i at citere en pris paa 6,75 DKR for levering af polypropylen af rafia-kvalitet til Jacob Holm indtil udgangen af juni.")

174 Retten finder endvidere, at sagsoegeren under moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse) deltog i en informationsudveksling om lagerbeholdningen, der foerte til foelgende konklusion:

"Stocks at the end of May had risen to 270 Kt + MP (Montepolimeri) estimated that they could reach 300 Kt by the end of August. This was at variance with professed statements about stock control policies where every company except Saga said stocks had to be kept down to 5-6 weeks cover + production reduced if the level looked like being exceeded. Saga said that they would be running their plant flat out + that stocks would rise to 9-9 1/2 weeks over the holiday period".

("Lagrene var ved slutningen af maj vokset og androg 270 kilotons + MP (Montepolimeri) mente, at de ville naa 300 kilotons ved udgangen af august. Denne situation svarede ikke til de erklaeringer, der var blevet fremsat med hensyn til lagerkontrolpolitik, idet alle selskaber, bortset fra Saga, havde bekraeftet, at lagrene skulle holdes paa et niveau svarende til en forsyning paa 5-6 uger, og at produktionen skulle nedskaeres, hvis det viste sig, at man var ved at overskride niveauet. Saga erklaerede, at selskabets produktionsanlaeg udnyttedes fuldt ud + at lagrene ville vokse til 9-9 1/2 uge i ferieperioden.")

175 Endelig bemaerkes, at sagsoegeren ikke har bestridt at have deltaget i lokale moeder, og formaalet med disse moeder bekraeftes af referatet af moedet den 12. august 1982 (bilag 27 til den generelle meddelelse), der viser, at man med moederne ville sikre, at et givet prisinitiativ blev anvendt paa lokalt plan, og af referatet af det lokale moede i Det Forenede Kongerige den 18. oktober 1982 (bilag 10 til den generelle meddelelse).

176 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, som blev enige om de i beslutningen naevnte foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

E - Maengdemaal og kvoter

a) Den anfaegtede retsakt

177 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning, tredje afsnit), at der paa moedet den 26. og 27. september 1979 "var enighed om behovet for en fast kvoteordning", og der henvises i referatet af moedet til en ordning, der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder.

178 Endvidere anfoeres det i beslutningen (52. betragtning), at der foer august 1982 blev foretaget forskellige former for markedsopdeling. Hver producent fik tildelt en procentvis andel af det anslaaede marked, men der fandt paa dette stadium ingen systematisk, forudgaaende begraensning af den samlede produktion sted. Overslag over det samlede marked maatte derfor loebende revideres, og hver producents salg i absolutte maengder maatte tilpasses den tildelte procentsats.

179 For 1979 blev der for hver enkelt producent fastsat maengdemaal (i tons), der i det mindste delvis var baseret paa deres faktiske salg i de foregaaende tre aar. Tabeller fundet hos ICI viser det "reviderede maal" for hver enkelt producent for 1979 sammenholdt med de paagaeldende producenters faktiske salg i Vesteuropa i denne periode (54. betragtning til beslutningen).

180 I slutningen af februar 1980 blev producenterne enige om maal - igen udtrykt i tons - for 1980 paa basis af et anslaaet aarligt marked paa 1 390 000 tons. Ifoelge beslutningen (55. betragtning) blev der hos ATO og ICI fundet en raekke tabeller med de "fastsatte maal" for hver producent for 1980. Det oprindelige overslag paa 1 390 000 tons viste sig at vaere for optimistisk. Hver producents kvote maatte derfor reduceres, saa kvoterne kom til at stemme overens med et samlet forbrug i 1980 paa kun 1 200 000 tons. Bortset fra ICI og DSM svarede producenternes faktiske salg i det vaesentlige til deres maal.

181 Ifoelge beslutningen (56. betragtning) var markedsdelingen for 1981 genstand for lange og komplicerede forhandlinger. Ved moederne i januar 1981 enedes man om, at hver producent som en midlertidig foranstaltning med det formaal at lette ivaerksaettelsen af prisinitiativet februar - marts skulle begraense sit maanedlige salg til 1/12 af 85% af 1980-maalet. Med henblik paa at faa fastlagt en mere permanent ordning oplyste hver producent paa moederne, hvilken maengde han haabede at kunne saelge i loebet af 1981. Sammenlagt var disse "oenskede maengder" imidlertid langt stoerre end den forventede efterspoergsel. Trods flere kompromisforslag fra Shell og ICI blev der ikke opnaaet enighed om en endelig kvoteaftale for 1981. Som en noedloesning gik producenterne ud fra den enkelte producents kvote i det foregaaende aar som teoretisk grundlag og indberettede deres faktiske salg i hver maaned paa moederne. Det faktiske salg blev saaledes kontrolleret paa grundlag af en teoretisk opdeling af det disponible marked, der var baseret paa 1980-kvoterne (57. betragtning til beslutningen).

182 Det anfoeres i beslutningen (58. betragtning), at der for 1982 blev fremsat komplicerede forslag til kvoteordninger, der gik ud paa at naa frem til en rimelig afvejning af forskellige faktorer, saasom hidtidige salgsresultater, oensker og disponibel kapacitet. Det samlede marked, der skulle deles mellem producenterne, blev anslaaet til 1 450 000 tons. Nogle producenter fremlagde detaljerede planer til markedsdelingsordninger, mens andre noejedes med blot at oplyse, hvad de forventede at kunne saelge. Monte og ICI forsoegte paa moedet den 10. marts 1982 at naa frem til en aftale. Det fremgaar imidlertid af beslutningen (58. betragtning, sidste afsnit), at man som i 1981 ikke naaede frem til nogen endelig aftale. I aarets foerste halvdel aflagde hver producent beretning om sin maanedlige omsaetning paa moederne, og omsaetningen blev sammenholdt med den paagaeldendes procentvise andel af salget i det foregaaende aar. Ifoelge beslutningen (59. betragtning) fortsatte forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983 paa moedet i august 1982, og ICI foerte bilaterale forhandlinger med hver af producenterne om denne nye ordning. Indtil der kunne indfoeres en saadan kvoteordning, blev producenterne opfordret til i anden halvdel af 1982 at begraense deres maanedlige salg til deres faktiske, procentvise andel af det samlede marked i de foerste seks maaneder af 1982. I 1982 havde markedsandelene saaledes for de mellemstore producenters vedkommende naaet en vis balance (af ATO betegnet "quasi-konsensus"); blandt de store havde ICI og Shell fortsat raadet over en andel paa ca. 11%, mens Hoechst' s andel havde andraget 10,5%. Monte, der var den stoerste producent, havde opnaaet en markedsandel paa 15% i forhold til 14,2% i det foregaaende aar.

183 Ifoelge beslutningen (60. betragtning) opfordrede ICI for 1983 alle producenter til at meddele stoerrelsen af den kvote, de selv oenskede tildelt, og foreslaa, hvilken procentdel de oevrige producenter burde have tildelt. Monte, Anic, ATO, DSM, Linz, Saga og Solvay fremsatte hver isaer detaljerede forslag, ligesom de tre tyske producenter fremsatte et faelles forslag gennem BASF. De forskellige forslag blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede markedsandel. ICI kunne paa grundlag heraf fremsaette forslag til retningslinjerne for en ny rammeaftale for 1983. Disse forslag blev droeftet paa moederne i november og december 1982. Ved moedet den 2. december 1982 blev der diskuteret et forslag, der i foerste omgang kun daekkede aarets foerste kvartal. Det fremgaar af referatet af dette moede, der blev udarbejdet af ICI, at ATO, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Monte og Solvay samt Hercules fandt deres tildelte kvote "acceptabel" (63. betragtning til beslutningen). Oplysningerne underbygges af notater fra en telefonsamtale, ICI foerte med Hercules den 3. december 1982.

184 Endelig anfoeres det i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit), at et dokument, der blev fundet hos Shell, bekraefter, at der blev indgaaet en aftale, idet selskabet forsoegte ikke at overskride sin kvote. Dokumentet bekraefter endvidere, at en maengdekontrolordning blev viderefoert i andet kvartal af 1983. For at holde markedsandelen i andet kvartal oppe i naerheden af 11% gav Shell-koncernen saaledes sine nationale salgsselskaber ordre til at reducere salget. Det bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983, at der fandtes en saadan aftale. Selv om der ikke i referatet naevnes kvoter, anfoeres det, at "eksperterne" udvekslede oplysninger om hver enkelt producents salg i den foregaaende maaned, hvilket indicerer, at der fandtes en kvoteordning (64. betragtning til beslutningen).

b) Parternes anbringender

185 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen, der var vidende om, at der ikke kunne ivaerksaettes nogen prisaftale uden begraensning af salgsmaengder, forgaeves har forsoegt at bevise eksistensen af et kvotesystem, idet den har forvekslet foreloebige forslag og udveksling af oplysninger, der ikke foerte til noget resultat, med aftaler.

186 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionens anbringender vedroerende ICI' s ivaerksaettelse af de paastaaede aftaler er endnu svagere. Der kunne ikke have vaeret ivaerksat noget kvotesystem, medmindre samtlige producenter havde deltaget heri, og der var blevet aftalt mekanismer med henblik paa at korrigere og regulere afvigelser fra foreslaaede kvoter. Disse vaesentlige betingelser forelaa imidlertid ikke i denne sag, navnlig paa grund af de modstridende interesser hos producenterne. Sagsoegeren har som bevis herfor navnlig henvist til den undersoegelse, der er foretaget af professor Budd, som har godtgjort, at aendringerne i markedsandele ikke blev paavirket af eventuelle maal med hensyn til salgsmaengder.

187 Sagsoegeren mener, at det af Kommissionen fremlagte bevismateriale ikke beviser, at selskabet deltog i et kvotesystem i 1979. Den tabel, der blev fundet hos selskabet, med overskriften "Producers' Sales to West Europe" (bilag 55 til den generelle meddelelse), som i forhold til de forskellige producenters salg i 1976-1979 angav "revised targets 1979", kan ikke accepteres som bevis for eksistensen af et system med maengdekontrol, for saa vidt som der ikke er holdepunkter for at antage, at de paagaeldende "maal" udgjorde andet end individuelle forventninger. Sagsoegeren har tilfoejet, at de dokumenter, der blev fundet hos ATO, ikke vedroerer selskabet, og at referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) ved sin ordlyd beviser, at der endnu ikke var vedtaget noget kvotesystem i 1979, idet det kun overvejedes at vedtage et saadan system. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at det fremgaar klart af tabel 8.1 til beslutningen, at de forskellige producenter ikke overholdt maalene, og at ICI' s markedsandel i 1979 var 5,5% lavere end selskabets maal.

188 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke blev indgaaet nogen egentlig aftale i 1980, og at der derfor ikke var tale om at opfylde maal. Sagsoegeren mener, at der er en vid forskel mellem de faktiske tal og de reviderede tal, hvilket fremgaar af tallene i tabel 8.2 til beslutningen.

189 Ifoelge sagsoegeren var Kommissionen tvunget til at antage, at der ikke blev indgaaet nogen endelig kvoteaftale for 1981. Set i sin rette sammenhaeng er det afsnit af referatet af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), der er citeret i beslutningen (56. betragtning, andet afsnit), ikke udtryk for en aftale, men har karakter af en generel tilskyndelse. Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af referatet af moederne i maj og juni (bilag 64 til den generelle meddelelse), at ingen producent ansaa en saadan aftale for at vaere i kraft. Sagsoegeren har tilfoejet, at det fremgaar af tabel 8.3 til beslutningen, at salgstallene afveg vaesentligt fra de paastaaede maal. Sagsoegeren mener endelig, at producenternes sammenligning af deres salgstal i forhold til en teoretisk opdeling af markedet baseret paa 1980-kvoterne under ingen omstaendigheder kan udgoere en maengdekontrol og kun kan have vaeret af teoretisk eller historisk interesse. Dette bekraeftes af den omstaendighed, at referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse) henviser til en "teoretisk kvote", og ikke til en faktisk kvote.

190 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen for 1982 atter har erkendt, at der ikke forelaa en aftale om salgsmaal eller kvoter. Med hensyn til referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse) har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen har fordrejet dens mening ved heraf at udlede, at producenterne blev opfordret til i anden halvdel af 1982 at begraense deres maanedlige salg til den samme procentdel af det samlede marked, som hver af dem havde opnaaet i de foerste seks maaneder af 1982, eftersom det i referatet anfoeres, at virksomhederne skulle tilsigte at begraense deres salgsmaal i september til den markedsandel, der var opnaaet for perioden januar - juni. Sagsoegeren har tilfoejet, at det fremgaar af tabel 8.4 til beslutningen, at der aldrig blev aftalt nogen regulering af maengderne eller ivaerksat en saadan regulering for 1982, og at de tal, som de forskellige virksomheder opnaaede, ikke faldt sammen med maalene. Endelig har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen med urette - paa grundlag af den aarlige rapport fra ATO (bilag 72 til den generelle meddelelse) - har anfoert, at markedsandelene for mellemstore virksomheder, sammenlignet med de foregaaende aar, forblev stabile, eftersom markedsandelene for nogle virksomheder, saasom Linz og Petrofina, aendredes betydeligt.

191 For saa vidt angaar 1983 har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen har forvekslet et forslag med en faktisk aftale. Sagsoegeren har anfoert, at selskabets forslag (bilag 86 til den generelle meddelelse) kun fandtes "acceptabel" af ni af de seksten producenter, og at visse af disse virksomheders "accept" blev gjort betinget, hvilket fremgaar af referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse). Sagsoegeren udleder heraf, at det er klart, at der aldrig blev indgaaet nogen faktisk aftale, og at forslaget aldrig kunne have lykkedes og derfor ikke kunne gennemfoeres. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at de retningslinjer, der er naevnt i beslutningens 61. betragtning, aldrig blev diskuteret, for saa vidt som det drejede sig om et dokument til internt brug, hvilket fremgaar af visse bemaerkninger i selve notatet. ICI har endelig anfoert, at eksistensen af en aftale modbevises af uoverensstemmelsen mellem den faktiske produktion og de fastsatte maal. ICI har sammenfattende anfoert, at i modsaetning til Kommissionens opfattelse foroegedes de "fire stores" markedsandele mellem 1980 og 1982, hvilket fremgaar af en sammenligning af to tabeller, som Kommissionen har fremlagt (bilag 61 og 87 til den generelle meddelelse).

192 Kommissionen har anfoert, at der i beslutningens 54. og foelgende betragtninger gives en generel fremstilling af den kvoteordning, der var gaeldende i nogle aar, og som sagsoegeren tilsluttede sig.

193 Med hensyn til 1979 har Kommissionen anfoert, at sagsoegerens deltagelse i en kvoteaftale fremgaar af en udateret tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", som blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), hvori der for alle polypropylenproducenter i Vesteuropa er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonner med overskrifterne "1979 actual" og "revised target 79". Oplysningerne i dette dokument er af en saadan karakter, at de ikke er kendt af konkurrenterne i en situation med "normal" konkurrence, og dokumentet har saaledes ikke kunnet udarbejdes uden sagsoegerens deltagelse.

194 For saa vidt angaar 1980 har Kommissionen gjort gaeldende, at der blev indgaaet en kvoteaftale. Den har til stoette herfor navnlig henvist til en tabel af 26. februar 1980 med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)", der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse). I denne tabel sammenlignes for alle de vesteuropaeiske producenter "1980 target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets 1980". Dette dokument viser, hvorledes kvoterne er blevet fastsat. Kommissionens opfattelse underbygges af referatet af to moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder salgsmaalene blev sammenlignet med de maengder, de enkelte producenter faktisk havde solgt. Kommissionen har understreget, at formaalet med kvoteordningen var at stabilisere markedsandelene. Aftalerne er derfor udtrykt i markedsandele, der efterfoelgende blev omregnet til maengdemaal for at kunne anvendes som referencetal. Var der ikke foretaget en saadan omregning, havde det ikke vaeret muligt at fastslaa, fra hvilket tidspunkt en deltager i kartellet skulle bremse sit salg i henhold til aftalerne. Af hensyn hertil var det noedvendigt at fastsaette den totale salgsmaengde. Det oprindelige overslag for 1980 viste sig at vaere for optimistisk, og de totale salgsmaengder, der oprindeligt var fastsat, maatte aendres flere gange, saaledes at de maengder, der var tildelt de enkelte virksomheder, blev justeret.

195 Kommissionen har for det foerste erkendt, at der ikke kunne indgaas en endelig kvoteaftale for 1981. Den har imidlertid anfoert, at producenterne i begyndelsen af 1981 indgik en aftale om et midlertidigt system bestaaende i at begraense de maanedlige salg til en tolvtedel af 85% af de maengdemaal, der var blevet aftalt for 1980, hvilket fremgaar af referatet af moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse). For det andet overvaagede producenterne indbyrdes deres faktiske salg paa maanedsbasis, hvilket fremgaar af en tabel af 21. december 1981, der blev fundet hos ICI, og som angiver de forskellige producenters maanedlige salg i 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse). Desuden moedtes ICI, Shell og Monte ved to lejligheder den 27. maj og 15. juni 1981 med henblik paa at diskutere forslag til aftaler om kvoter (bilag 64 til den generelle meddelelse).

196 Med hensyn til 1982 har Kommissionen anfoert, at der ikke kunne indgaas nogen endelig kvoteaftale, paa trods af de i denne henseende udviste bestraebelser, hvilket efter dens opfattelse bevises af de forskellige kvoteordninger, der blev opdaget. En midlertidig loesning blev imidlertid fundet i form af en bestemt kurs med hensyn til salgene paa grundlag af det foregaaende aars tal. Kommissionen har anfoert, at eksistensen af droeftelser vedroerende fastsaettelse af kvoter fremgaar af et stort antal dokumenter. Blandt disse dokumenter skal der foerst og fremmest henvises til referaterne af moeder affattet af ICI, hvoraf det fremgaar, at der fandt informationsudveksling sted med hensyn til de solgte maengder (bilag 24, 25 og 26 samt 31, 32 og 33 til den generelle meddelelse). Der skal endvidere henvises til de forskellige planer, der blev fundet hos ICI (bilag 69, 70 og 71 til den generelle meddelelse), og et temmelig omfattende forslag for 1982 hidroerende fra ICI (bilag 70 til den generelle meddelelse). Kommissionen har anfoert, at to dokumenter (bilag 32 til den generelle meddelelse og bilag 30 til den saerlige meddelelse, ICI) viser, at naar producenterne oenskede at opnaa en foroegelse af deres markedsandele, skulle de angive en begrundelse herfor.

197 Med hensyn til 1983 har Kommissionen anfoert, at der kunne indgaas en kvoteaftale. Kommissionen bygger dette paa referater af telefonsamtaler mellem ICI og andre producenter (bilag 74-84 til den generelle meddelelse), som viser, at ICI anmodede producenterne om at meddele deres egne oensker og forslag med hensyn til, hvilken procentdel der skulle tildeles de oevrige producenter. Kommissionen har endvidere henvist til dokumenterne vedroerende edb-behandling af de saaledes indsamlede oplysninger (bilag 85 til den generelle meddelelse) og til ICI' s planer (bilag 86 og 87 til den generelle meddelelse). I flere moedereferater omtales udviklingen i forhandlingerne vedroerende et forslag, der var begraenset til foerste kvartal af 1983 (bilag 32, 33 og 34 til den generelle meddelelse). Et internt dokument fra Shell (bilag 90 til den generelle meddelelse) viser, at et saadant system blev aftalt for de to foerste kvartaler af 1983. Dette bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse). Selv om der ikke heri naevnes kvoter, omtales der en informationsudveksling vedroerende den enkelte producents salg i den foregaaende maaned.

c) Rettens vurdering

198 Det bemaerkes, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, hvorunder producenterne droeftede deres salgsmaengder og udvekslede oplysninger herom.

199 Samtidig med, at ICI deltog i moederne, fremgaar selskabets navn ogsaa af forskellige tabeller (bilag 55-66 til den generelle meddelelse), hvis indhold klart viser, at de skulle anvendes til at fastlaegge salgsmaal. De fleste sagsoegere har i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten indroemmet, at det ikke havde vaeret muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende en af disse tabeller oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Kommissionen lagde derfor med rette til grund, at oplysningerne i tabellerne vedroerende sagsoegeren var givet af selskabet i forbindelse med de moeder, det deltog i.

200 Med det ordvalg, der er anvendt i tabellerne vedroerende 1979 og 1980, som Kommissionen har fremlagt (som f.eks. "revised target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets"), kan det laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem producenterne.

201 Hvad naermere angaar 1979 finder Retten det paa grundlag af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) og den udaterede tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), og hvori der for alle de vesteuropaeiske polypropylenproducenter er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonnerne "1979 actual", "revised target" og "79", at der ved moedet var enighed om, at kvoteordningen i aarets tre sidste maaneder maatte strammes op. Det fremgaar saaledes af ordet "tight" sammenholdt med begraensningen af salget til 80% af 1/12 af det fastsatte aarlige salg, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 maatte strammes op i de tre sidste maaneder. Denne fortolkning af referatet underbygges af den naevnte tabel, fordi denne tabel under overskriften "79" i sidste kolonne til hoejre for kolonnen "revised target" indeholder tal, der maa svare til de oprindeligt fastsatte kvoter. Kvoterne maatte begraenses, fordi de var fastlagt paa grundlag af en for optimistisk vurdering af markedet, saaledes som det ogsaa var tilfaeldet for 1980. Disse konstateringer paavirkes ikke af, at ICI - som naevnt i beslutningens 31. betragtning, tredje afsnit - henviste til en ordning, "der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder". Denne henvisning sammenholdt med 54. betragtning til beslutningen maa netop forstaas saaledes, at der tidligere var fastsat salgsmaal for det maanedlige salg i de foerste otte maaneder af 1979.

202 Hvad angaar 1980 finder Retten, at det af den tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse), og som indeholder en kolonne med overskriften "agreed targets 1980", samt af referaterne af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder producenterne, herunder sagsoegeren, sammenlignede de faktisk solgte maengder ("Actual kt") med de fastlagte maal ("Target kt"), fremgaar, at der for hele aaret var fastsat salgsmaal. Endvidere bekraeftes disse dokumenter af en tabel af 8. oktober 1980 (bilag 57 til den generelle meddelelse), hvori to kolonner sammenlignes, den ene med oplysninger om "1980 Nameplate Capacity" og den anden med "1980 Quota" for de forskellige producenter.

203 For saa vidt angaar forskellene mellem de tal, der i tabellerne er angivet som "kvoter", bemaerkes, dels at de er beskedne, dels at de skyldes justeringerne i de maengder, der svarede til de markedsandele, som var tildelt producenterne. En saadan justering, der var noedvendig paa grund af aendringer i det samlede marked, maa anses for et normalt led i et kvotesystem, naar deltagerne i systemet begaar en fejl med hensyn til vurderingen af den samlede efterspoergsel, saaledes som det i denne sag var tilfaeldet vedroerende 1980.

204 Med hensyn til 1981 bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, og at de som en midlertidig foranstaltning, indtil der blev indgaaet en saadan aftale, blev enige om i februar og marts 1981 at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for 1980, at de for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar, at de hver maaned gav oplysninger om deres salg ved moederne, og at de kontrollerede, at deres salg laa inden for den tildelte teoretiske kvote.

205 At der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de under disse forhandlinger meddelte deres "oenskede maengder", bekraeftes af forskellige dele af bevismaterialet, bl.a. tabeller, hvori der for hver producent angives faktisk omsaetning ("actual") og "targets" for 1979 og 1980 samt "aspirations" for 1981 (bilag 59, 60 og 61 til den generelle meddelelse), en tabel, der er affattet paa italiensk, og hvori der for hver producent angives vedkommendes kvote for 1980, andre producenters forslag med hensyn til, hvilken kvote vedkommende skulle tildeles for 1981, og producentens egne "ambitions" for 1981 (bilag 62 til den generelle meddelelse) samt et internt notat fra ICI (bilag 63 til den generelle meddelelse), hvori der er en beskrivelse af udviklingen i forhandlingerne, og det hvori anfoeres:

"Taking the various alternatives discussed at yesterday' s meeting we would prefer to limit the volume to be shared to no more than the market is expected to reach in 1981, say 1.35 million tonnes. Although there has been no further discussion with Shell, the four majors could set the lead by accepting a reduction in their 1980 target market share of about 0.35% provided the more ambitious smaller producers such as Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz, Anic/SIR also tempered their demands. Provided the majors are in agreement the anomalies could probably be best handled by individual discussions at Senior level, if possible before the meeting in Zurich."

("Af de forskellige alternativer, der blev droeftet paa moedet i gaar, vil vi foretraekke, at den maengde, der skal fordeles, begraenses til det forventede marked i 1981, dvs. 1,35 mio. tons. Selv om der ikke har vaeret yderligere forhandlinger med Shell, kunne de fire store gaa foran og acceptere en reduktion i deres maal for markedsandelen i 1980 paa ca. 0,35% under forudsaetning af, at de mere ambitioese blandt de mindre producenter som Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz og Anic/SIR ogsaa nedsaetter deres krav. Saafremt de store er enige, kan problemerne sikkert bedst loeses ved individuelle droeftelser paa chef-niveau, helst inden moedet i Zuerich.")

Dette dokument er vedlagt en opstilling med forslag til kompromis, hvori den enkelte producents resultat sammenlignes med 1980 ("% of 1980 target").

206 Det fremgaar af referatet af moederne i januar 1981, at det som en midlertidig foranstaltning blev vedtaget, at det maanedlige salg i februar og marts 1981 skulle reduceres til 1/12 af 85% af det maal, der var aftalt for det foregaaende aar. Det anfoeres saaledes i referatet:

"In the meantime (February-March) monthly volume would be restricted to 1/12 of 85% af the 1980 target with a freeze on customers."

("I mellemtiden (februar - marts) reduceres det maanedlige salg til 1/12 af 85% af maalet for 1980, og der lukkes for tilgang af kunder.")

Sagsoegeren kan ikke goere gaeldende, at en saa praecis angivelse udgoer en generel tilskyndelse.

207 Det forhold, at producenterne for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar og kontrollerede, at deres salg laa inden for denne kvote, ved hver maaned at udveksle oplysninger om deres salg, er bevist ved tre dokumenter i sammenhaeng. Det drejer sig for det foerste om en tabel af 21. december 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse), hvori der for hver producent er angivet salget opdelt paa maaneder, og de sidste tre kolonner vedroerende november og december samt aarets samlede salg er tilfoejet i haanden. Endvidere drejer det sig om en udateret tabel, der er affattet paa italiensk, med overskriften "Scarti per società" ("Fravigelser opdelt paa selskaber" (bilag 65 til den generelle meddelelse) ). I tabellen, der blev fundet hos ICI, sammenlignes for hver producent for perioden januar - december 1981 tallene for faktisk salg ("actual") med de teoretiske tal ("theoretic"). Endelig drejer det sig om en udateret tabel, der blev fundet hos ICI (bilag 68 til den generelle meddelelse). Heri sammenlignes den enkelte producents omsaetning og markedsandel i perioden januar - november 1981 med de tilsvarende tal for 1979 og 1980, og paa grundlag heraf er der udarbejdet en prognose for slutningen af aaret.

208 Den foerste tabel viser saaledes, at producenterne udvekslede oplysninger om deres maanedlige salg. Naar dette sammenholdes med sammenligningerne mellem disse tal og de faktiske tal for 1980 - som foretages i de to andre tabeller, der vedroerer samme periode - underbygger det forhold, at producenterne paa denne maade udvekslede oplysninger, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, beslutningens konklusioner.

209 At sagsoegeren deltog i disse forskellige handlinger fremgaar dels af, at selskabet deltog i moeder, hvorunder disse handlinger blev foretaget, navnlig moederne i januar 1981, dels af, at selskabets navn naevnes i de ovennaevnte dokumenter. Det bemaerkes i oevrigt, at ICI i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten - som andre sagsoegere har henvist til i deres svar - om nogle af tallene i disse tabeller har oplyst, at det ikke havde vaeret muligt at udlede dem af statistikkerne fra Fides-systemet.

210 For saa vidt angaar 1982 bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de - da der ikke blev indgaaet en endelig aftale - ved moederne orienterede om deres maanedlige omsaetning i foerste halvaar, som blev sammenlignet med den procentvise andel af salget i det foregaaende aar, og at de i andet halvaar bestraebte sig paa at begraense deres maanedlige salg til den procentvise markedsandel i aarets foerste halvdel.

211 Det forhold, at der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de i forbindelse hermed udvekslede oplysninger om deres oensker, bekraeftes for det foerste af et dokument med overskriften "Scheme for discussions 'quota system 1982' " (bilag 69 til den generelle meddelelse), hvori der for alle de virksomheder, beslutningen er rettet til, med undtagelse af Hercules, er angivet den maengde, som de hver isaer mente at have ret til, og for nogle producenter (alle med undtagelse af Anic, Linz, Petrofina, Shell og Solvay) den maengde, der efter deres opfattelse skulle tildeles de andre producenter. For det andet drejer det sig om et notat fra ICI med overskriften "Polypropylene 1982, Guidelines" [bilag 70, litra a), til den generelle meddelelse], hvori ICI analyserer de igangvaerende forhandlinger. For det tredje er der tale om en tabel af 17. februar 1982 [bilag 70, litra b), til den generelle meddelelse], hvori de forskellige forslag til fordeling af salget sammenlignes - i det ene af disse forslag, der har overskriften "ICI Original Scheme", foretages der af Monte i en anden, haandskrevet tabel mindre aendringer i en kolonne med overskriften "Milliavacca 27/1/82" [det er navnet paa en medarbejder hos Monte; bilag 70, litra c), til den generelle meddelelse]. Endelig er der tale om en tabel, der er affattet paa italiensk (bilag 71 til den generelle meddelelse), og som indeholder et komplekst forslag (beskrevet i beslutningens 58. betragtning, tredje afsnit in fine).

212 Der er foert bevis for de foranstaltninger, der blev truffet i foerste halvaar, ved referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"To support the move a number of other actions are needed a) limit sales volume to some agreed prop. of normal sales."

["For at stoette prisforhoejelsen maa der traeffes en raekke andre foranstaltninger a) begraense salget til en vis aftalt del af det normale salg."]

At disse foranstaltninger blev gennemfoert, bekraeftes af referatet af moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse), der er vedlagt en tabel, hvori der for hver producent er angivet det faktiske tal ("actual") for salget i januar - april 1982 sammenlignet med et teoretisk tal "based on 1981 av[erage] market share", af referatet af moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden januar - maj 1982, og af referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden januar - juli 1982. I denne henseende skyldes den teoretiske karakter af den kvote, der er anvendt som reference med henblik paa sammenligningen med de faktiske maanedlige salg, den omstaendighed, at der ikke kunne aftales nogen kvote for hele 1981, men dette beroever ikke denne sammenligning dens betydning som metode til at overvaage begraensningen af de maanedlige salg under henvisning til det foregaaende aar.

213 De foranstaltninger, der blev truffet for andet halvaar, er bevist ved referatet af moedet den 6. oktober 1982 (bilag 31 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres: "In October this would also mean restraining sales to the Jan/June achieved market share of a market estimated at 100 kt" og "Performance against target in September was reviewed" ("I oktober vil dette indebaere, at salget begraenses til den markedsandel, der blev opnaaet fra januar til juli, paa grundlag af et forventet marked paa 100 kt") og ("De resultater, der var opnaaet i september, blev vurderet i forhold til maalet"). Dette referat er vedlagt en tabel med overskriften "September provisional sales versus target (based on Jan-June market share applied to demand est(imated) at 120 kt)" - ("Foreloebigt salg i september i forhold til maalet (beregnet paa grundlag af markedsandelen i januar til juni ud fra en forventet efterspoergsel paa 120 kt)"). Det bekraeftes af referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), at disse foranstaltninger blev opretholdt. Referatet er vedlagt en tabel, hvori det faktiske salg i november 1982 ("Actual") sammenlignes med teoretiske tal ("Theoretical") beregnet paa grundlag af "J-June % of 125 kt".

214 For saa vidt angaar 1981 og de to halvaar af 1982 finder Retten, at Kommissionen af det forhold, at der ved de regelmaessige moeder var en gensidig kontrol af, at der blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, med rette har udledt, at dette system var vedtaget af moededeltagerne.

215 For saa vidt angaar 1983 bemaerkes, at det fremgaar af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt (bilag 33, 85 og 87 til den generelle meddelelse), at polypropylenproducenterne i slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983 droeftede en kvoteordning for 1983, at sagsoegeren deltog i de moeder, hvor disse droeftelser fandt sted, og at selskabet i denne forbindelse gav oplysninger om sit salg.

216 Sagsoegeren deltog saaledes i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983.

217 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt forhandlingerne faktisk foerte til et resultat med hensyn til de to foerste kvartaler af 1983, saaledes som det anfoeres i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit, og 64. betragtning), bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), at sagsoegeren ved moedet oplyste sin omsaetning i maj maaned paa samme maade som ni andre virksomheder. Endvidere anfoeres foelgende i referatet af et internt moede i Shell-koncernen den 17. marts 1983 (bilag 90 til den generelle meddelelse):

"... and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%. Accordingly the following reduced sales targets were set and agreed by the integrated companies".

("... og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%. Foelgende reducerede salgsmaal blev fastsat af og aftalt med selskaberne i koncernen").

De nye maengder er angivet, og herefter anfoeres foelgende:

"this would be 11.2 % of a market of 395 kt. The situation will be monitored carefully and any change from this agreed plan would need to be discussed beforehand with the other PIMS members".

("dette vil svare til 11,2% af et marked paa 395 kt. Situationen foelges noeje, og enhver aendring i den aftalte plan skal foerst droeftes med de andre PIMS-medlemmer").

218 Retten finder, at Kommissionen ved at sammenholde disse to dokumenter med rette har udledt, at forhandlingerne mellem producenterne foerte til indfoerelse af en kvoteordning. Det interne notat fra Shell-koncernen viser saaledes, at virksomheden anmodede sine nationale salgsselskaber om at begraense deres salg, ikke for at begraense Shell-koncernens samlede salgsmaengde, men for at begraense koncernens samlede markedsandel til 11%. En saadan begraensning, der er udtrykt i form af markedsandel, kan kun forklares med, at der fandtes en kvoteordning. Endvidere indeholder referatet af moedet den 1. juni 1983 et yderligere indicium for en saadan ordning, idet formaalet med udveksling af oplysninger om producenternes maanedlige salg foerst og fremmest maa vaere at kontrollere, at de paatagne forpligtelser overholdes. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0013.3

219 Endvidere bemaerkes, at de 11% ikke kun optraeder som Shell' s markedsandel i selskabets interne notat, men ogsaa i to andre dokumenter: et internt notat fra ICI, hvori dette selskab anfoerer, at Shell foreslaar denne andel for sig selv, Hoechst og ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), og et af ICI udarbejdet referat af et moede den 29. november 1982 mellem ICI og Shell, hvorunder naevnte forslag blev omtalt paa ny (bilag 99 til den generelle meddelelse).

220 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.

221 Endvidere bemaerkes, at sagsoegerens argumentation ikke gaar ud paa direkte at paavise, at selskabet ikke deltog i fastsaettelsen af salgsmaal, men at paavise, at producenterne ikke overholdt disse maal, hvilket skulle afkraefte, at de var blevet fastsat. Hertil bemaerkes, at der i beslutningen er taget hensyn til, at salgsmaalene ikke blev overholdt, hvilket viser, at det i den anfaegtede retsakt ikke til stoette for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af salgsmaal, goeres gaeldende, at selskabet gennemfoerte resultatet af droeftelserne vedroerende salgsmaal.

222 Herudover bemaerkes, at sagsoegeren ved at deltage i moeder, hvorunder forskellige producenter blev kritiseret for ikke at have overholdt indgaaede aftaler, deltog i denne kritik og herved har udoevet pression over for disse producenter.

223 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig dokumenter, der ikke er naevnt i meddelelserne om klagepunkter, eller som den ikke har fremsendt til sagsoegeren.

224 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de salgsmaal for 1979, 1980 og foerste halvaar af 1983 og i 1981 og 1982 om den begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, som er naevnt i beslutningen, og som var led i en kvoteordning.

F - Sammenfatning

225 Det fremgaar af det foregaaende, at Kommissionen i tilstraekkeligt omfang har godtgjort de bevismaessige konstateringer, som den har foretaget mod sagsoegeren i den anfaegtede retsakt, og at Kommissionen derfor i modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte har overholdt reglerne om bevisbyrden. Det foelger endvidere heraf, at Kommissionen ikke har truffet en forhastet og forudindtaget afgoerelse paa grundlag af det bevismateriale, som den har fremlagt til stoette for sine bevismaessige konstateringer.

2. Anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1

A - Retlig kvalifikation

a) Den anfaegtede retsakt

226 Det anfoeres i beslutningen (81. betragtning, foerste afsnit), at hele det kompleks af planer og ordninger, der blev vedtaget inden for rammerne af systemet med regelmaessige og institutionaliserede moeder, maa betragtes som en enkelt uafbrudt "aftale" efter artikel 85, stk. 1.

227 I den foreliggende sag deltog producenterne ved at tilslutte sig en faelles plan om at regulere priser og leverancer paa polypropylenmarkedet i en overordnet rammeaftale, der blev udmoentet i en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden (beslutningens 81. betragtning, tredje afsnit).

228 Det anfoeres videre i beslutningen (82. betragtning, foerste afsnit), at der ved den detaljerede udmoentning af den overordnede plan paa mange omraader blev opnaaet udtrykkelig enighed, som f.eks. ved de individuelle prisinitiativer og de aarlige kvoteordninger. I nogle tilfaelde naaede producenterne maaske ikke til bred enighed om en definitiv ordning, f.eks. for saa vidt angaar kvoterne for 1981 og 1982. Deres vedtagelse af midlertidige foranstaltninger, herunder udveksling af oplysninger og sammenligningen af det faktiske maanedlige salg med resultaterne i en tidligere referenceperiode, maa dog ikke blot betragtes som en udtrykkelig aftale om at indfoere og gennemfoere saadanne foranstaltninger, men ogsaa som en stiltiende aftale om saa vidt muligt at opretholde producenternes respektive stilling paa markedet.

229 Hvad saerligt angaar initiativet i december 1977 anfoeres det i beslutningen (82. betragtning, tredje afsnit), at producenter som Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Rhône-Poulenc, Saga og Solvay selv over for kunder paa EATP-moederne fremhaevede behovet for samordnede foranstaltninger for at opnaa prisforhoejelser. Der foregik yderligere kontakter mellem producenterne om prispolitik uden for EATP-moederne. I lyset af disse kontakter, der indroemmes at have fundet sted, er Kommissionen af den opfattelse, at der laa en konkret prisaftale bag den omstaendighed, at en eller flere producenter klagede over en alt for lav rentabilitet og foreslog faelles foranstaltninger, mens de oevrige gav udtryk for "stoette" hertil. Kommissionen tilfoejer, at selv om der ikke havde fundet yderligere kontakter sted, ville dette stadig vaek indicere, at der forelaa en tilstraekkelig bred enighed til, at der var tale om en aftale efter artikel 85, stk. 1.

230 Endvidere anfoeres det i beslutningen, at den omstaendighed, at producenterne naturligvis ikke alle kunne vaere til stede ved samtlige moeder, ikke aendrer ved den konklusion, at der her er tale om én uafbrudt aftale. Alle "initiativer" maatte noedvendigvis planlaegges og ivaerksaettes over flere maaneder, og hvad angaar den enkelte producents deltagelse i disse initiativer goer det ingen stoerre forskel, om vedkommende var til stede ved alle moeder eller ej (beslutningens 83. betragtning, foerste afsnit).

231 Ifoelge beslutningen (86. betragtning, foerste afsnit) maatte ivaerksaettelsen af kartellet anses for en "aftale" i henhold til artikel 85, stk. 1, eftersom det var baseret paa en faelles, detaljeret plan.

232 "Aftaler" og "samordnet praksis" er ifoelge beslutningen (86. betragtning, andet afsnit) to forskellige begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor der i en hemmelig forstaaelse indgaar elementer af begge former for ulovligt samarbejde.

233 Det anfoeres videre, at "samordnet praksis" er en form for samarbejde mellem virksomheder, der - uden at have naaet det stadium, hvor en egentlig aftale er indgaaet - bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et praktisk samarbejde (86. betragtning, tredje afsnit).

234 Ifoelge beslutningen (87. betragtning, foerste afsnit) blev det saerskilte begreb "samordnet praksis" indfoejet i traktaten for at forhindre, at virksomheder omgaar artikel 85, stk. 1, ved at foretage en form for konkurrencebegraensende samordning, der ikke kan betragtes som en egentlig aftale, f.eks. ved forinden at underrette hinanden om, hvilken holdning de hver isaer vil indtage, saaledes at hver enkelt part i sin kommercielle adfaerd kan handle ud fra sin viden om, at konkurrenterne vil foelge samme adfaerd (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151, org. ref.: Rec. s. 619).

235 Domstolen fastslog i dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663), at de kriterier for koordinering og samarbejde, som den har opstillet i sin praksis, og hvorefter det paa ingen maade kraeves, at der udarbejdes en egentlig "plan", skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver virksomhed uafhaengigt skal tage stilling til den politik, den vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (beslutningens 87. betragtning, andet afsnit). En konkret adfaerd kan saaledes - som en form for "samordnet praksis" - vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, selv om parterne ikke forinden er naaet til enighed om en faelles plan, der fastlaegger deres naermere adfaerd paa markedet, men vedtager eller tilslutter sig faelles foranstaltninger, der fremmer koordineringen af deres kommercielle adfaerd (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, foerste pkt.).

236 Endvidere anfoeres det i beslutningen (87. betragtning, tredje afsnit, tredje pkt.), at det i et komplekst kartel desuden er muligt, at nogle producenter paa et givet tidspunkt ikke giver udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der er vedtaget af de andre, men ikke desto mindre udtrykker generel stoette til den paagaeldende plan og indretter deres adfaerd herefter. I visse henseender kan det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelse af den overordnede plan derfor have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, femte pkt.).

237 Betydningen af begrebet "samordnet praksis" beror saaledes ifoelge beslutningen (87. betragtning, fjerde afsnit) i mindre grad paa en sondring mellem dette begreb og begrebet "aftale" end paa en sondring mellem de former for samordning, der er omfattet af artikel 85, stk. 1, og den simple parallelle adfaerd, der ikke er forbundet med nogen samordning. I denne sag er det derfor mindre vaesentligt at fastslaa samarbejdets praecise karakter.

238 Endelig anfoeres det i beslutningen (88. betragtning, foerste og andet afsnit), at de fleste af producenterne under den administrative procedure haevdede, at deres adfaerd i forbindelse med de paastaaede prisinitiativer ikke beroede paa nogen aftale efter artikel 85 (jf. 84. betragtning til beslutningen), og at der heller ikke ud fra deres adfaerd var grundlag for at fastslaa, at der var tale om en samordnet praksis. Dette begreb forudsaetter ifoelge producenterne "aabenlyse handlinger" paa markedet, og i den foreliggende sag er der slet ikke tale om saadanne handlinger, da der aldrig blev udsendt prislister eller "maalpriser" til kunderne. Dette argument afvises i beslutningen. Havde det i denne sag vaeret noedvendigt at paaberaabe sig beviser for en samordnet praksis, ville kravet om, at deltagerne skulle have taget visse skridt for at naa deres faelles maal, fuldt ud vaere opfyldt. De forskellige prisinitiativer er klart dokumenteret. Det kan heller ikke benaegtes, at de enkelte producenter traf parallelle foranstaltninger for at ivaerksaette dem. De skridt, producenterne tog saavel individuelt som samlet, fremgaar klart af det foreliggende bevismateriale: moedereferater, interne memoranda, instrukser og rundskrivelser til salgskontorer samt skrivelser til kunder. Det er helt irrelevant, om de "offentliggjorde" prislister. Prisinstrukserne er i sig selv ikke blot det bedste bevis for de foranstaltninger, de enkelte producenter traf for at virkeliggoere det faelles maal, men ud fra deres indhold og tidspunktet for deres udsendelse er de ogsaa bevis for en forstaaelse mellem dem.

b) Parternes argumenter

239 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens synspunkt, hvorefter - selv om det er muligt at sondre mellem begreberne aftale og samordnet praksis - spoergsmaalet mht. genstanden for beviset ikke beroeres vaesentligt. Ifoelge sagsoegeren, som herved har henvist til generaladvokat Gand' s forslag til afgoerelse i kininsagerne (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107; org. ref.: Rec. s. 661), er sondringen mellem de begreber ikke af "ringe betydning", navnlig for saa vidt angaar genstanden for beviset.

240 Sagsoegeren har anfoert, at for at godtgoere eksistensen af en aftale er det ikke alene noedvendigt at godtgoere eksistensen af en enighed, men ogsaa af en tilstraekkelig forpligtelse med hensyn til denne aftales formaal og en tilstraekkelig grad af gensidig forpligtelse. ICI har erkendt eksistensen af ensidige forpligtelser, som blev genspejlet i virksomhedernes gentagelse af deres personlige forpligtelse under moederne. Selskabet har imidlertid gjort gaeldende, at Kommissionen ikke af disse forpligtelser kan udlede nogen som helst viljesoverensstemmelse, idet forpligtelsernes ensidige karakter tvaertimod beviser manglen paa enhver forudgaaende generel forpligtelse og manglen paa enighed.

241 Ifoelge sagsoegeren forudsaetter en samordnet praksis, at der udvises en adfaerd af deltagerne paa markedet, hvilket klart fremgaar af ordet "praksis". Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort eksistensen af en saadan adfaerd, der ikke kan udgoeres af fremsendelsen af interne prisinstrukser til salgsafdelingerne, saaledes som Kommissionen har haevdet, eftersom disse instrukser sjaeldent meddeltes kunderne, og eftersom ICI praktisk taget ikke offentliggjorte nogen listepriser, idet disse saedvanligvis var bestemt til internt brug.

242 Kommissionen har derimod anfoert, at det er af underordnet betydning, om en forstaaelse eller et kartel retligt kvalificeres som en aftale eller en samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, og om dette samarbejde indeholder elementer fra det ene eller det andet. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at ordene "aftale" og "samordnet praksis" omfatter de forskellige typer af adfaerd, hvorved konkurrenter paatager sig en gensidig begraensning i deres handlefrihed paa markedet med udgangspunkt i direkte eller indirekte kontakter mellem dem i stedet for helt selvstaendigt at fastlaegge deres fremtidige konkurrencepolitik.

243 Kommissionen har videre anfoert, at formaalet med at anvende de forskellige begreber i artikel 85 er at forbyde enhver form for samarbejde og ikke at angive, at de skal behandles forskelligt. Det er derfor uden betydning at fastlaegge, hvor skillelinjen skal drages mellem de forskellige begreber, der skal omfatte enhver form for forbudt adfaerd. Grunden til, at begrebet "samordnet praksis" er medtaget i artikel 85, er, at bestemmelsen - ud over aftaler - skal omfatte de former for samarbejde, som kun er udtryk for en form for faktisk samordning eller praktisk samarbejde, men som alligevel kan virke konkurrencefordrejende (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 64, 65 og 66).

244 Kommissionen har gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174), at hensigten er at forbyde enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet. Der kan saaledes foreligge en samordnet praksis, allerede fordi der er kontakt mellem konkurrenter, selv om denne kontakt endnu ikke har givet sig udslag i nogen adfaerd paa markedet.

245 Det er Kommissionens opfattelse, at der er tale om samordnet praksis, naar der er en samordning med det formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret i forhold til hinanden, ogsaa selv om der ikke er konstateret en faktisk adfaerd paa markedet. Det er i virkeligheden et spoergsmaal om betydningen af ordet "praksis". Kommissionen kan ikke stoette sagsoegerens opfattelse, hvorefter dette ord skal forstaas snaevert som "adfaerd paa markedet". Efter Kommissionens opfattelse kan der ved ordet forstaas den blotte deltagelse i kontakter, naar disse har til formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret.

246 Kommissionen har videre anfoert, at hvis det, for at der er tale om en samordnet praksis, er en forudsaetning, saaledes som sagsoegeren har gjort gaeldende, at begge forhold foreligger - samordning og adfaerd paa markedet - vil mange former for praksis, som har til formaal, men ikke noedvendigvis til foelge, at fordreje konkurrencen paa det faelles marked, falde uden for artikel 85' s anvendelsesomraade. Dette foerer saaledes til, at man ophaever virkningen af en del af artikel 85. Hertil kommer, at sagsoegerens opfattelse ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende begrebet samordnet praksis (dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 66, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 26, og af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 14). Naar der i disse domme i alle tilfaelde naevnes praksis paa markedet, er der ikke tale om det forhold, der udgoer overtraedelsen - saaledes som sagsoegeren har anfoert - men om det forhold, hvoraf der kan udledes en samordning. Ifoelge Domstolens praksis kraeves der ikke en faktisk adfaerd paa markedet. Det kraeves kun, at virksomhederne har taget kontakt med hinanden paa en saadan maade, at de giver afkald paa den noedvendige selvbestemmelsesret.

247 Ifoelge Kommissionen er det saaledes ikke en noedvendig forudsaetning for, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, at virksomhederne i deres praksis har gennemfoert det, de er blevet enige om. Gerningsindholdet i artikel 85, stk. 1, er fuldt ud realiseret, naar virksomhederne har til hensigt at erstatte den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et samarbejde, og denne hensigt er udmoentet i en samordning, saaledes at der ikke noedvendigvis efterfoelgende skal vaere konstateret en vis adfaerd paa markedet.

248 For saa vidt angaar beviset, har Kommissionen heraf udledt, at aftalen og den samordnede praksis kan bevises ved hjaelp af direkte eller indirekte beviser. Det er i denne sag ikke noedvendigt at benytte indirekte beviser, som f.eks. parallel adfaerd paa markedet, idet Kommissionen har direkte bevis for en hemmelig forstaaelse, navnlig i moedereferaterne.

249 Kommissionen har afslutningsvis konkluderet, at den var berettiget til at kvalificere den konstaterede overtraedelse principalt som en aftale og subsidiaert, for saa vidt der er behov herfor, som en samordnet praksis.

250 Hvad angaar eksistensen af en aftale har Kommissionen gjort gaeldende, at producenterne gentagne gange viste deres tilslutning, og det er ikke noedvendigt at tage hensyn til den omstaendighed, at graden af stoette fra visse producenter kan have varieret i loebet af perioden. Tilslutningen kom til udtryk i producenternes prisinstrukser, navnlig ICI' s, hvilket bekraeftede, at aftalerne faktisk var indgaaet.

c) Rettens vurdering

251 Det bemaerkes, at Kommissionen - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - har kvalificeret hvert af de forhold, der er paaberaabt over for sagsoegeren, enten som aftale eller som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar saaledes af beslutningens 80. betragtning, andet afsnit, jf. 81. betragtning, tredje afsnit, og 82. betragtning, foerste afsnit, at Kommissionen principalt har kvalificeret hvert af forholdene som "aftale".

252 Tilsvarende fremgaar det af beslutningens 86. betragtning, andet og tredje afsnit, jf. 87. betragtning, tredje afsnit, og 88. betragtning, at Kommissionen subsidiaert har kvalificeret de forskellige elementer i overtraedelsen som "samordnet praksis", enten fordi det paa grundlag af disse ikke kunne fastslaas, at parterne forinden var naaet til enighed om en faelles plan, der fastlagde deres naermere adfaerd paa markedet, men dog at de havde vedtaget eller tilsluttet sig samordnede foranstaltninger, der skulle fremme koordineringen af deres politik, eller fordi det paa grundlag af disse og som foelge af kartellets komplekse karakter med hensyn til nogle af producenterne ikke kunne anses for bevist, at de paa et givet tidspunkt havde givet udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der var vedtaget af de andre, men ikke desto mindre havde udtrykt generel stoette til den paagaeldende plan og indrettet deres adfaerd herefter. Det konkluderes saaledes i beslutningen, at det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor i visse henseender kunne have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis.

253 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. dom af 15.7.1970, sag 41/69, a.st., praemis 112, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Heintz van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 86). Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem sagsoegeren og andre polypropylenproducenter, som der er foert tilstraekkeligt bevis for, og som omfattede mindstepriser i 1977, prisinitiativer, foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, salgsmaal for 1979 og 1980 og foerste halvdel af 1983 samt foranstaltninger med henblik paa at begraense det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode i 1981 og 1982, for aftaler i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

254 Da Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at virkningerne af prisinitiativerne fortsatte til november 1983, er det med rette, at den fastslog, at overtraedelsen mindst vedvarede til november 1983. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at artikel 85 ogsaa finder anvendelse paa aftaler, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert (dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, praemis 17).

255 Med hensyn til definitionen af begrebet "samordnet praksis" henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgaar, at de kriterier om koordination og samarbejde, som den tidligere har opstillet, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174).

256 Sagsoegeren har i denne sag deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og der blev under moederne udvekslet oplysninger mellem konkurrenter om de priser, de oenskede paa markedet, om deres forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de ansaa for noedvendige, om deres omsaetning og om navne paa kunder. Sagsoegeren har ved sin deltagelse i disse moeder sammen med sine konkurrenter deltaget i en samordning med det formaal at paavirke deres adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet.

257 Sagsoegerens formaal var saaledes ikke kun paa forhaand at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfaerd, men selskabet maa noedvendigvis have taget hensyn - direkte eller indirekte - til de oplysninger, det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det agtede at foere paa markedet. Paa samme maade maa selskabets konkurrenter - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som sagsoegeren gav dem, vedroerende den adfaerd, selskabet havde besluttet eller paataenkte at indtage paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere.

258 Det er saaledes med rette, at Kommissionen - paa grund af moedernes formaal - subsidiaert har kvalificeret de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, hvori sagsoegeren deltog mellem december 1977 og september 1983, som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

259 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var berettiget til at fastslaa, at der var tale om en enkelt overtraedelse, som i beslutningens artikel 1 kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", bemaerkes, at den samordnede praksis, der er konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgaar som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter.

260 Det maa understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Sagsoegeren deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgoer en enkelt overtraedelse, og denne overtraedelse blev gradvis udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

261 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ligeledes var berettiget til at kvalificere denne ene overtraedelse som "en aftale og samordnet praksis", idet overtraedelsen samtidig indeholdt elementer, der maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis". Da der er tale om en kompleks overtraedelse, maa Kommissionens dobbelte kvalifikation i beslutningens artikel 1 forstaas, ikke som en kvalifikation, der forudsaetter, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar ikke af denne bestemmelse, at der skal ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse.

262 Sagsoegerens anbringende maa saaledes forkastes.

B - Formaal eller konkurrencebegraensning

a) Den anfaegtede retsakt

263 Det anfoeres i beslutningen (89. betragtning, foerste afsnit), at artikel 85, stk. 1, blandt konkurrencebegraensende aftaler udtrykkeligt naevner aftaler, der gaar ud paa direkte eller indirekte at fastsaette salgspriser eller opdele markeder mellem producenter, hvilket netop er de vaesentligste kendetegn ved de her omhandlede aftaler.

264 Ifoelge beslutningen (89. betragtning, andet, tredje og fjerde afsnit) var hovedformaalet med indfoerelsen af systemet med regelmaessige moeder og den uafbrudte samordning mellem producenterne at opnaa prisforhoejelser gennem et kompleks af aftaler og ordninger. Ved at planlaegge faelles foranstaltninger i form af prisinitiativer med fastsaettelse af maalpriser for hver kvalitet i de enkelte nationale valutaer, der skulle traede i kraft paa et fastsat tidspunkt, soegte producenterne at eliminere den risiko, der ville have vaeret forbundet med forsoeg paa ensidige prisforhoejelser. De forskellige kvoteordninger og andre mekanismer, der havde til formaal at forlige de etablerede og de nye producenters indbyrdes afvigende interesser, havde i sidste ende til formaal kunstigt at skabe en "stabil" situation, der kunne danne grundlag for prisforhoejelser.

265 Producenterne soegte i deres bestraebelser paa at naa disse maal at organisere polypropylenmarkedet saaledes, at markedskraefternes frie spil blev erstattet af et institutionaliseret og systematisk samarbejde mellem producenterne, som kan sidestilles med et kartel (beslutningens 89. betragtning, femte afsnit).

266 Det anfoeres videre i beslutningen (90. betragtning, foerste og andet afsnit), at det i betragtning af aftalens aabenlyst konkurrencebegraensende formaal ikke er strengt noedvendigt, at der kan paavises en negativ virkning paa konkurrencen, for at artikel 85, stk. 1, kan anvendes. I den foreliggende sag tyder det imidlertid paa, at aftalen rent faktisk havde maerkbare virkninger for konkurrencevilkaarene.

267 Ifoelge beslutningen (90. betragtning, tredje og fjerde afsnit) blev de maalpriser, der blev aftalt paa moederne for hver kvalitet og i de enkelte valutaer, gennemfoert ved, at alle producenterne udsendte prisinstrukser til deres nationale salgskontorer eller agenter, som derefter skulle underrette kunderne om de nye priser. Der blev saaledes over for kunderne anvendt en ensartet basispris for de forskellige kvaliteter i den paagaeldende valuta. Enkelte kunder kunne maaske opnaa saerlige vilkaar eller rabatter, og nogle producenter udsatte maaske den planlagte forhoejelse eller gjorde andre indroemmelser. I praksis anvendte nogle producenter maaske for nogle kvaliteter eller i nogle lande priser, der laa lidt under maalpriserne, dog saaledes at disse stadig blev fastsat paa grundlag af de andre producenters generelle prisforhoejelse. Men fastsaettelsen af et bestemt prisniveau, der derefter blev lanceret som "listeprisen" eller "den officielle pris", betoed, at kundernes muligheder for at forhandle med producenterne allerede var begraensede, og at de mistede mange af de fordele, markedskraefternes frie spil ellers ville have givet dem.

268 Det understreges i beslutningen (90. betragtning, sidste afsnit), at de dokumenter, der foreligger - herunder producenternes egne markedsrapporter - viser, at der paa markedet fandtes samordnede prisinitiativer, som omfattede samtlige producenter, og at der var en snaever sammenhaeng mellem disse initiativer og systemet med regelmaessige moeder.

269 Selv om det anfoeres i beslutningen (91. betragtning, foerste afsnit), at de faktisk opnaaede priser generelt laa under "maalene", og at der var tendens til, at prisinitiativerne loeb ud i sandet, undertiden i sidste instans med et kraftigt prisfald til foelge, viser de diagrammer, som producenterne selv har henvist til, at der i aarenes loeb var et fast moenster med en helt parallel udvikling mellem maalpriser og faktiske priser. I den periode, hvor der vides at vaere truffet prisinitiativer, bevaegede den faktiske pris sig hver maaned op i naerheden af det fastlagte maal. Et eventuelt prissammenbrud (f.eks. naar polypropylenpriserne faldt) blev standset ved at fastsaette en ny og meget lavere maalpris, hvorefter de opadgaaende tendenser blev genoprettet. Det kom navnlig til udtryk i juli - november 1983, at denne taktik virkede efter hensigten.

270 De fleste producenters leverancer i de aar, hvor der fandtes en ordning, svarede ifoelge beslutningen (91. betragtning, andet afsnit) generelt til den kvote eller det maal, de havde faaet tildelt.

271 Det konkluderes i beslutningen (92. betragtning, foerste afsnit), at det forhold, at denne regulering af markedet i praksis ikke var fuldstaendig og ikke helt udelukkede konkurrence, ikke er ensbetydende med, at artikel 85 ikke kan bringes i anvendelse. Naar der er tale om et stort antal producenter med divergerende kommercielle interesser, og der ikke findes lovmaessige tvangsforanstaltninger i tilfaelde af en producents tilsidesaettelse af de vedtagne ordninger, er intet kartel i stand til fuldstaendigt at kontrollere deltagernes aktiviteter. Endvidere afvises i beslutningen (92. betragtning, sidste afsnit) det argument, at udviklingen paa markedet ville vaere forloebet paa samme maade ogsaa uden disse ordninger. Det anfoeres saaledes, at det er ren spekulation at overveje, hvad der ville vaere sket, hvis der ikke havde eksisteret nogen aftale, men at det i hvert fald er meget slaaende, at producenterne selv gav udtryk for den betydning, de tillagde moederne, ved at forkaste det forslag, der blev fremsat i maj 1982, om at ophoere med at moedes, da de foretrak - hvis der var balance mellem udbud og efterspoergsel - at tage "aktive skridt" til at haeve prisniveauet i stedet for blot at overlade det til markedskraefterne.

272 Endelig anfoeres det i beslutningen (73. betragtning), at Kommissionen i hvert fald aldrig har haevdet, at systemet med regelmaessige moeder indebar fuld kontrol med producenternes produktion og salg, eller at det var den eneste faktor, der paavirkede priserne paa polypropylen. Det bevismateriale, Kommissionen har lagt til grund, viser tvaertimod, at producenterne erkendte, at markedet blev paavirket af faktorer - saasom aendringer i efterspoergslen eller prisstigninger paa raastoffer - som de ikke havde indflydelse paa. Producenterne maatte ved vedtagelsen af stoerrelsen af, tidspunktet og de naermere vilkaar for samt vurderingen af mulighederne for at gennemfoere et prisinitiativ, ogsaa tage hensyn til saadanne markedsfaktorer. Et af hovedformaalene med moederne var imidlertid at soege at koordinere producenternes reaktioner paa saadanne faktorer. Det er ogsaa muligt, at prisen i vid udstraekning blev bestemt af forholdet mellem udbud og efterspoergsel, men det foreliggende bevismateriale viser, at producenterne gennem deres maengdekontrol eller kvoteordninger soegte at manipulere markedsvilkaarene.

b) Parternes argumenter

273 Sagsoegeren har anfoert, at ifoelge Kommissionen havde kartellet til formaal at erstatte markedskraefternes frie spil med et institutionaliseret og systematisk samarbejde mellem producenter, som kunne sidestilles med et kartel. Ifoelge sagsoegeren er det ved undersoegelsen af, om en aftale eller samordnet praksis har et konkurrencebegraensende formaal, vigtigt at fastlaegge, ikke parternes subjektive hensigt, men arrangementernes faktiske formaal. Dette formaal skal vurderes objektivt, dvs. under hensyn til den foreliggende oekonomiske sammenhaeng (Domstolens dom af 30.6.1966, sag 56/65, Maschinenbau Ulm, Sml. s. 211, org. ref.: Rec. s. 337, af 9.7.1969, sag 5/69, Voelk, Sml. s. 69, org. ref.: Rec. s. 295, og af 10.7.1980, sag 99/79, Lancôme, Sml. s. 2511, praemis 24). Kommissionen skal endvidere paa grundlag af objektive omstaendigheder bevise, at det var tilstraekkeligt sandsynligt, at formaalet kunne naas. Vurderingen af et arrangement kan ikke adskilles fra dets faktiske paavirkninger af konkurrencen, ogsaa selv om undersoegelsen kun vedroerer arrangementets formaal. Dette er af saerlig betydning i denne sag, for saa vidt som der ikke foreligger nogen skriftlig aftale.

274 Sagsoegeren har anfoert, at under hensyn til den haarde konkurrence inden for polypropylensektoren og den omstaendighed, at priserne, salgsmaalene og markedsudviklingen bestemtes af konkurrencekraefterne, var det hoejst usandsynligt, at en konkurrencebegraensende aktion kunne have den mindste virkning paa markedet. Kommissionen doemmer derfor virksomhederne for deres hensigter.

275 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde have undersoegt kartellets oekonomiske virkning med henblik paa at begrunde konstateringen i beslutningen (90., 91. og 92. betragtning) med hensyn til eksistensen af en maerkbar virkning paa markedet. Den eneste metode, som Domstolen har anerkendt for vurderingen af paavirkninger af konkurrencen, er en oekonomisk analyse, som goer det muligt at fastslaa en forbindelse mellem formaal eller hensigt paa den ene side og den faktiske virkning paa markedet paa den anden side (dom af 10.7.1980, sag 99/79, Lancôme, a.st.).

276 Ifoelge sagsoegeren er beslutningen karakteriseret ved en naesten total mangel paa oekonomiske argumenter, idet Kommissionen har begraenset sig til at anvende simple paastande og har givet udtryk for, at den foretraekker "intuition" for selve begrebet oekonomisk analyse. Kommissionen har saaledes hverken forsoegt at besvare ICI' s detaljerede analyse med hensyn til den paastaaede forbindelse mellem moederne og de faktiske omstaendigheder paa markedet, eller det oekonomiske bevismateriale hidroerende fra Freeman og professor Budd, som bekraeftes af professor Albach ved Bonn' s Universitet. Disse undersoegelser og sagkyndige erklaeringer viser, at polypropylensektorens saeregenheder var af en saadan art, at ethvert forsoeg paa at anvende et kartel hoejst sandsynligt ville mislykkes, at ICI og de andre producenter i hele den paagaeldende periode udviste en adfaerd, der var forenelig med en sund konkurrence og uforenelig med en hemmelig forstaaelse, at de faktiske priser blev bestemt af markedskraefterne og ikke af maalpriser, at udviklingen af markedsandele ikke havde nogen forbindelse med kvoter, og at denne periode derfor var karakteriseret ved en haard konkurrence, som ikke paa maade blev aendret af den paastaaede forstaaelse.

277 Ifoelge sagsoegeren er beslutningen og Kommissionens indlaeg for Retten urigtige og tvetydige med hensyn til virkningerne for konkurrencevilkaarene af producenternes adfaerd: Disse virkninger beskrives undertiden som maerkbare (90. betragtning til beslutningen), undertiden som ubetydelige (73. og 108. betragtning) og undertiden som ikke-eksisterende (91. betragtning). Navnlig hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt forelaeggelsen af maalpriser for kunder i form af prisinstrukser formindskede mulighederne for forhandling og foerte til hoejere priser end dem, der ellers ville have vaeret gaeldende, og hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt indfoerelsen af et kvotesystem foerte til et fald i produktionen og en forhoejelse af priserne, og med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt arrangementerne med hensyn til priser og salgsmaengder fordrejede konkurrencen ved at forstyrre handelsstrukturen mellem medlemsstaterne, er Kommissionens stillingtagen uforstaaelig og under alle omstaendigheder baseret paa simple hypoteser.

278 Sagsoegeren har endvidere understreget, at de metoder, som Kommissionen har anvendt for at afhjaelpe manglen paa en oekonomisk analyse, er utilfredsstillende. Kommissionen kan saaledes ikke med foeje anse den omstaendighed, at producenterne deltog i diskussioner med henblik paa priser og salgsmaengder, eller deres antagelse om, at priserne ville stige som foelge af forstaaelsen, som bevis for, at der forelaa en virkning paa markedet. Desuden kan Kommissionens anvendelse af en oekonomisk eller statistisk terminologi ikke tilsloere den omstaendighed, at dens anbringender ikke er underbyggede af nogen dybtgaaende analyse.

279 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen skal godtgoere, at kvoterne eller maalene paavirkede den faktiske produktion i maalelig grad, og at denne produktion ikke blev bestemt af markedskraefterne; selv om det forholdt sig saaledes, gjorde fastsaettelsen af kvoter eller maal det muligt for producenterne med en rimelig grad af vished at forudsige deres konkurrenters adfaerd, og kvoterne eller maalene foerte til en mangel paa konkurrencedygtige tilbud i forhold til kunderne eller en manglende produktivitet til skade for disse (Kommissionens beslutning af 23.12.1971, IV/595-Nederlandse Cement-Handelsmaatschappij, JO L 22, s. 16).

280 For saa vidt angaar de nye producenters rolle har ICI gjort gaeldende, at der i modsaetning til det af Kommissionen anfoerte ikke var nogen vaesentlig sammenhaeng mellem udviklingen i markedsandele og tilhoersforholdet til en af de to kategorier af producenter: "nye producenter" og "store firmaer".

281 Kommissionen har heroverfor anfoert, at ICI' s anbringende vedroerende kartellets genstand er baseret paa en fejlagtig analyse af retspraksis. Det fremgaar paa ingen maade af denne retspraksis, at det er noedvendigt at godtgoere virkningerne af et konkurrencebegraensende arrangement, naar - som i denne sag - det konkurrencebegraensende formaal klart fremgaar af selve arrangementets ordlyd og natur. Det kan hoejst udledes af retspraksis, at der gaelder et krav om potentiel virkning.

282 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens kritik vedroerende kartellets virkning foerst og fremmest er baseret paa dens fejlagtige opfattelse af den type oekonomiske virkning, som Kommissionen ifoelge sagsoegerens opfattelse burde have godtgjort, foer den kan konstatere, at der foreligger en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85. Kommissionen har gjort gaeldende, at den i beslutningen klart har anfoert (90., 91. og 92. betragtning), hvilken slags oekonomisk virkning kartellet havde haft.

283 Kommissionen har endvidere anfoert, at den i denne sag har fremfoert staerke beviser baade med hensyn til arrangementernes potentielle og aktuelle virkninger, som fuldt ud opfyldte kravene i henhold til retspraksis.

284 Kommissionen har anfoert, at samtidige beviser med hensyn til de paatalte forhold, saasom moedereferater, der viser, at producenterne faktisk antog, at priserne kunne og blev forhoejet, efter dens opfattelse er at foretraekke for efterfoelgende fremlaeggelse af oekonomiske teorier, der gaar i modsat retning. For at bedoemme kartellets effektivitet kunne Kommissionen med foeje anvende referaterne af moederne, hvoraf det fremgaar, at producenterne ikke blot begraensede sig til at udtrykke oenske om, at priserne blev forhoejet, eller deres forventning om, at de kunne blive forhoejet som et resultat af den indbyrdes forstaaelse, men at de ogsaa bekraeftede, at deres anstrengelser havde vaeret effektive med hensyn til forhoejelsen af priser, hvilket f.eks. fremgaar af foelgende passager:

"General determination got prices up to 2.05 DM - the closest ever to published target prices."

("Den generelle beslutsomhed forhoejede prisen til 2,05 DM, det hidtil naermeste niveau i forhold til de offentliggjorte maalpriser") (bilag 22 til den generelle meddelelse).

"On the basis of this review everyone felt that there was a very good opportunity to get a price rise through before the holidays."

("Gennemgangen af situationen gav alle det indtryk, at der var meget gode muligheder for at gennemfoere en prisforhoejelse inden ferien") (bilag 24 til den generelle meddelelse).

"The need for security was emphasised as was our determination to have a concerted push rather than a protracted crawl towards higher prices."

("Behovet for sikkerhed blev understreget samt vor beslutsomhed med hensyn til et samordnet fremstoed snarere end en langsom udvikling hen imod hoejere priser") (bilag 31 til den generelle meddelelse).

"The fall in polypropylene prices appears to have halted ... The producers, however, plan to increase prices and have set targets ... They are reasonable confident of achieving these targets."

("Faldet i polypropylenpriser synes at vaere standset ... Producenterne planlaegger ikke desto mindre at forhoeje priserne og har fastsat maal ... De er temmelig sikre i deres forventning om at naa disse maal") (bilag 36 til den generelle meddelelse).

"It would be silly not to try for a price increase under these conditions and we are aiming for a raffia level of around 2 DM in September. It is obviously impossible to make such a jump in one step and we have therefore decided to make an interim move which will be implemented now ..."

("Det ville vaere dumt ikke at forsoege at opnaa en prisforhoejelse under disse betingelser, og vi sigter mod et niveau for rafia paa 2 DM i september. Det er aabenbart umuligt at foretage et saadant spring paa en gang, og vi har derfor besluttet at ivaerksaette en foreloebig forhoejelse, der vil blive gennemfoert nu ... ") (bilag 39 til den generelle meddelelse).

285 Ifoelge Kommissionens opfattelse fastsaetter Domstolens ovennaevnte dom af 10. juli 1980 (sag 99/79), som sagsoegeren har paaberaabt sig, ikke noedvendigheden af at ivaerksaette oekonometriske undersoegelser, men blot, at der "maa foretages en undersoegelse af konkurrenceforholdene inden for den faktiske ramme, hvor den ville udfolde sig uden den omtvistede aftale".

286 Kommissionen har gjort gaeldende, at beslutningen er fuldt ud klar og sammenhaengende med hensyn til virkningerne af kartellet, og at ICI' s kritik er baseret paa en forvanskning af visse passager i beslutningen (73. og 74. betragtning, 90., 91. og 92. betragtning samt 108. betragtning) vedroerende virkningen af pris- og kvoteaftaler. Virkningerne var ikke absolutte, men de var maerkbare.

287 Kommissionen har anfoert, at spoergsmaalet om, hvorvidt fastsaettelsen af kvoter blev helt eller delvis opnaaet, er af sekundaer betydning. Kommissionen bestrider ICI' s anbringende vedroerende de betingelser, der er noedvendige for at fastslaa, at en kvoteaftale er ulovlig i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Denne opfattelse er baseret paa en urigtig fortolkning af Domstolens dom af 17. oktober 1972 (sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. s. 251; org. ref.: Rec. s. 977).

288 Kommissionen har med hensyn til de nye producenter anfoert, at den blot har fastslaaet, at der maatte forventes nogen svingninger, eftersom markedet var ustadigt, og at den desuden ikke har paastaaet, at alle producenterne fuldt ud overholdt de tildelte maal.

c) Rettens vurdering

289 Det bemaerkes, at sagsoegerens argumentation gaar ud paa at paavise, at selskabets deltagelse i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, idet selskabets konkurrencemaessige adfaerd paa markedet viser, at deltagelsen i moederne hverken havde konkurrencebegraensende formaal eller virkning. Sagsoegeren har navnlig anfoert, at kravet om et konkurrencebegraensende formaal maa fortolkes som kraevende en potentiel virkning paa konkurrencen, og haevder, at de oekonomiske undersoegelser, som selskabet har fremlagt, godtgjorde, at det var umuligt for kartellet at have nogen som helst virkning paa markedet.

290 Ifoelge EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for det faelles marked, uforenelige med dette og forbudt, navnlig saadanne som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser og i opdeling af markeder eller forsyningskilder.

291 Retten henviser i denne forbindelse til, at det fremgaar af dens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer, at de moeder, sagsoegeren deltog i sammen med konkurrenter, havde til formaal at begraense konkurrencen paa det faelles marked, navnlig ved fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal.

292 Det skal herved fastslaas, at forskellige producenter i deres indlaeg for Retten har anfoert, at de polypropylenpriser, der blev anvendt paa det europaeiske marked, var lavere end verdensmarkedspriserne for polypropylen. Herefter kan det ikke udelukkes, at de aftaler, der blev indgaaet mellem et overvaeldende flertal af polypropylenproducenter, kunne have en virkning paa markedet, hvis de blev strengt overholdt.

293 Selv om aftalerne ikke altid var kronet med held, kunne de have en virkning paa konkurrencen og derfor et konkurrencebegraensende formaal i den betydning, som sagsoegeren tillaegger dette udtryk. Det skal herved fastslaas, at denne analyse bekraeftes af producenternes eget synspunkt med hensyn til virkningen af deres aftaler, hvilket bl.a. bekraeftes af visse afsnit i referaterne af de moeder, som Kommissionen har naevnt, samt af de analyser, som producenterne foretog under deres moeder (jf. referaterne af moederne den 21.9., 6.10., 2.11. og 2.12.1982, bilag 30-33 til den generelle meddelelse), som viser, at de maalpriser, der blev fastsat under moederne, i vidt omfang blev genspejlet paa markedet. Sagsoegerens deltagelse i disse moeder var derfor ikke uden noget konkurrencebegraensende formaal, jf. EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

294 Med hensyn til de faktiske virkninger af den overtraedelse, som Kommissionen har konstateret og godtgjort, skal de gennemgaas i forbindelse med undersoegelsen af den boede, der er blevet paalagt sagsoegeren.

295 Anbringendet boer derfor forkastes.

C - Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

a) Den anfaegtede retsakt

296 Det anfoeres i beslutningen (93. betragtning, foerste afsnit), at aftalen mellem producenterne var egnet til maerkbart at paavirke samhandelen mellem medlemsstater.

297 Der var ifoelge beslutningen (93. betragtning, tredje afsnit) i den foreliggende sag tale om et meget omfattende samarbejde, der daekkede praktisk taget al handel i hele EF (og andre vesteuropaeiske lande) med et vigtigt industriprodukt, og som derfor i sig selv kunne foere til, at samhandelen udviklede sig paa en anden maade, end hvis aftalen ikke havde eksisteret. Det anfoeres videre i beslutningen (93. betragtning, fjerde afsnit), at da producenterne ved aftale fastsatte priserne paa et kunstigt niveau i stedet for at overlade det til markedet selv at finde balancen, haemmede de konkurrencen i hele Faellesskabet. Virksomhederne havde ikke laengere noget oejeblikkeligt behov for at tilpasse sig til markedet og loese problemerne med den konstaterede overkapacitet.

298 Endelig anfoeres det i beslutningen (94. betragtning), at fastsaettelsen af maalpriser for hver enkelt medlemsstat, der dog maatte tilpasses de herskende lokale forhold - hvilket blev droeftet i enkeltheder paa nationale moeder - maa have fordrejet handelsmoenstret og de virkninger, effektivitetsforskelle mellem de enkelte producenter ville have haft for priserne. Systemet med "kundeledelse", der foerte til, at kunderne blev ledt hen til bestemte navngivne producenter, forstaerkede prisordningernes virkninger. Kommissionen har anerkendt, at producenterne ved fastsaettelsen af kvoter og maal ikke foretog nogen naermere specificering af den maengde, der maatte afsaettes i det enkelte land eller den enkelte region. Selve eksistensen af en kvote eller et maal begraensede imidlertid de muligheder, en producent raadede over.

b) Parternes anbringender

299 Sagsoegeren har anfoert, at selv om ICI under den administrative procedure har godtgjort, at der altid har vaeret en usaedvanlig hoej og voksende grad af samhandel mellem medlemsstaterne paa polypropylenmarkedet, har Kommissionen gjort gaeldende, at samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencestrukturen er blevet vaesentligt beroert af aftalerne, skoent den anerkender, at kvoterne ikke blev fordelt pr. stat eller pr. region, og at der ikke var fastsat nogen straf for manglende overholdelse af kvoterne.

300 Sagsoegeren mener paa grundlag af oekonomiske undersoegelser, at de droeftelser, der fandt sted under moederne, ikke havde den mindste virkning paa handelen mellem medlemsstaterne, hverken med hensyn til en foroegelse eller en formindskelse, og at de ikke har haft den mindste virkning paa konkurrencestrukturen. Kommissionen har ikke kunne bevise det modsatte (beslutningens 93. og 94. betragtning er blot udtryk for gaetteri).

301 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen totalt har underkendt de uundgaaelige oekonomiske konsekvenser af en saadan hoej grad af samhandel mellem staterne, og at en saadan hoej grad af handel viser markedets gennemskuelighed, manglen paa salgsrestriktioner eller nogen som helst prisaftale samt eksistensen af en haard priskonkurrence.

302 Kommissionen har heroverfor anfoert, at en prisaftale uundgaaeligt har til foelge at fordreje de handelsstroemme, som ville have dannet sig i mangel af denne aftale, og at fastsaettelsen af priserne paa et kunstigt niveau aendrer konkurrencestrukturen inden for Faellesskabet. Den anerkendte omstaendighed, at der forelaa en vaesentlig samhandel med polypropylen mellem medlemsstaterne, kan ikke rejse tvivl herom.

303 Kommissionen har tilfoejet, at i modsaetning til ICI' s anbringender opnaas en markedsopdeling ikke noedvendigvis gennem eksportforbud. Ethvert kartel mellem producenter, som tilsigter en begraensning af leverancer fra hver producent paa et bestemt niveau, udgoer en opdeling af markedet.

c) Rettens vurdering PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0013.4

304 Det bemaerkes, at Kommissionen - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - ikke var forpligtet til at paavise, at selskabets deltagelse i en aftale og samordnet praksis havde en maerkbar virkning paa samhandelen mellem medlemsstater. I henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er det saaledes tilstraekkeligt, at konkurrencebegraensende aftaler og samordnet praksis kan paavirke handelen mellem medlemsstater. Det maa i denne forbindelse fastslaas, at de konstaterede konkurrencebegraensninger kunne dreje handelsstroemmene bort fra den retning, de ellers ville have taget (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 172).

305 Heraf foelger, at Kommissionen i den 93. og 94. betragtning til beslutningen har foert tilstraekkeligt bevis for, at den overtraedelse, sagsoegeren deltog i, kunne paavirke handelen mellem medlemsstaterne, uden at det er noedvendigt for Kommissionen at godtgoere, at sagsoegerens individuelle deltagelse har paavirket samhandelen mellem medlemsstater.

306 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

D - Karakteren af aftaler om maalpriser og salgsmaal

307 Sagsoegeren har anfoert, at alene aftaler, der er vedtaget med henblik paa at fastsaette faktiske priser, margener, rabatter eller betalingsbetingelser (Kommissionens beslutninger af 20.7.1978, IV/28.852-GB-Inno-BM/Fedetab, EFT L 224, s. 29, og af 3.7.1973, IV/25.962-Gasvandvarmere og gasbadeovne, EFT L 217, s. 34), nemlig dem, som har en faktisk virkning paa priserne og aendrer de normale markedsvilkaar, eller dem, som goer det muligt for deltagerne med en rimelig grad af vished at forudse deres konkurrenters prispolitik, er ulovlige i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1 (Domstolens dom af 17.10.1972, sag 8/72, a.st.).

308 Ifoelge sagsoegeren udgoer fastsaettelsen af maalpriser ikke i sig selv en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, selv om fastsaettelsen af salgspriser eller opdelingen af markedet udgoer overtraedelser. Med henblik paa i en bestemt sag at afgoere, om fastsaettelsen af maalpriser faktisk udgoer en saadan overtraedelse, er det noedvendigt, at Kommissionen ved trovaerdige vidner under hensyn til sagens omstaendigheder godtgoer, at maalpriserne har haft indflydelse paa salgspriserne i maalelig grad, og at priserne ikke blev bestemt af markedskraefterne, samt - selv om det forholdt sig saaledes - at fastsaettelsen af maalpriser gjorde det muligt for saelgerne med tilstraekkelig grad af vished at forudsige deres konkurrenters salgspolitik. Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har godtgjort nogle af disse to punkter, som desuden modsiges af det faktiske og oekonomiske bevismateriale.

309 Kommissionen har heroverfor anfoert, at, i modsaetning til sagsoegerens anbringender, er en aftale, der har til formaal at fastsaette priser, omfattet af forbuddet i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ogsaa selv om det ikke har kunnet bevises, at den havde en faktisk virkning paa markedet. ICI' s argument er baseret paa en fejlagtig fortolkning af ovennaevnte dom i Cementhandelaren-sagen (praemis 19 og 21), som ogsaa forbyder fastsaettelse af maalpriser. Endelig bestrider Kommissionen ICI' s opfattelse, hvorefter det er noedvendigt at godtgoere, at maalpriserne i maalelig grad havde indflydelse paa de faktiske priser, og at fastsaettelsen af disse maalpriser skal goere det muligt for producenterne at forudsige deres konkurrenters salgspolitik.

310 Retten skal med henblik paa anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, udtale, at fastsaettelsen af maalpriser udgoer en direkte eller indirekte fastsaettelse af salgspriser, der er naevnt som eksempel i denne artikels litra a); artikel 85 forbyder alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der har til formaal at begraense konkurrencen.

311 Formaalet med artikel 85, stk. 1, og navnlig denne artikels litra a), er at forbyde virksomhederne at fordreje den normale prisdannelse paa markedet. Det fremgaar imidlertid af referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), at formaalet med de aftaler, der blev indgaaet af producenterne under moederne, var at fastsaette et hoejere prisniveau end det, som de kunne forvente, hvis de fastsatte deres priser uafhaengigt. Under dette moede fremfoerte sagsoegeren, efter at Solvay havde foreslaaet at bringe moederne til ophoer, naar der var opnaaet ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel, foelgende:

"The general response was that it was always better to talk than not and that if supply + demand were so closely in balance we should be taking active steps to move prices up rather than let them find their own level."

("Det generelle svar var, at det altid var bedre at tale sammen, og hvis udbud og efterspoergsel i den grad var afbalanceret, skulle vi traeffe aktive foranstaltninger for at forhoeje priserne, snarere end lade dem finde deres eget niveau.")

Retten finder herefter, at sagsoegerens sondring mellem fastsaettelse af maalpriser og fastsaettelse af priser er en rent semantisk sondring, som ikke har nogen som helst relevans.

312 Anbringendet boer derfor forkastes.

3. Sammenfatning

313 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerens anbringender vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer og anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, i den anfaegtede retsakt i det hele maa forkastes.

Begrundelse

314 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen er urigtigt og utilstraekkeligt begrundet. Sagsoegeren mener, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 131; af 26.11.1975, sag 73/74, Papier Peints, Sml. s. 1491; af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809; af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 809; af 26.6.1986, sag 203/85, Nicolet Instrument, Sml. s. 2049 og af 7.5.1987, sag 258/84, Nippon Seiko mod Raadet, Sml. s. 1923, praemis 28), at en beslutning i begrundelsen skal angive de vaesentligste retsregler og omstaendigheder, som den er baseret paa, og at den klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som er lagt til grund af den EF-institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt. I denne sag angiver beslutningen klart og utvetydigt de betragtninger, som den er baseret paa med hensyn til retlige og faktiske omstaendigheder, navnlig hvad angaar de oekonomiske aspekter og boederne. Desuden angiver beslutningen ikke, at Kommissionen tog hensyn til det omfattende bevismateriale, som sagsoegeren havde fremlagt vedroerende sin adfaerd paa markedet og kartellets manglende virkninger.

315 Sagsoegeren har i replikken tilfoejet, at Kommissionen under hele den administrative procedure har undladt at identificere eller kun utilstraekkeligt har identificeret arten af de paastande og konstateringer, der er gjort gaeldende mod producenterne med hensyn til virkningerne af eventuelle arrangementer vedroerende priser og kvoter. Navnlig har Kommissionen aendret opfattelse under den administrative procedure og modsagt sig selv med hensyn til spoergsmaalet om den faktiske opnaaelse af maalpriser og maalkvoter.

316 Kommissionen har anfoert, at ICI forveksler en tilstraekkelig begrundelse med en korrekt begrundelse. Kommissionen tilfoejer, at beslutningen er saerlig lang og detaljeret, og at den behandler alle de principielle argumenter, der blev fremfoert under den administrative procedure.

317 Kommissionen har anfoert, at anbringendet om, at beslutningen ikke er tilstraekkeligt detaljeret, udgoer et nyt anbringende, der maa forkastes i medfoer af procesreglementets artikel 42, stk. 2. Anbringendet er under alle omstaendigheder ugrundet.

318 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 66, og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie mod Kommissionen, Sml. s. 3831, praemis 88), at selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at tage stilling til de punkter, den anser for at vaere helt uden betydning.

319 I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for den af sagsoegeren begaaede overtraedelse, at de dokumenter, selskabet har fremlagt, og dets argumenter ikke kan belyse de af Kommissionen konstaterede forhold paa en anden maade. Dette gaelder navnlig for dokumenterne og argumenterne vedroerende prisinitiativerne, de foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, maengdemaalene og kvoterne.

320 Endvidere har Retten ikke fundet noget selvmodsigende i de bevismaessige konstateringer og finder, at Kommissionen ikke har aendret standpunkt i denne henseende.

321 Anbringendet boer derfor forkastes.

Boeden

322 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i beslutningen har tilsidesat artikel 15 i forordning nr. 17, idet den ikke i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til overtraedelsens varighed og grovhed.

1. Foraeldelse

323 Sagsoegeren har anfoert, at selv om der var blevet indgaaet en mindsteprisaftale i 1977, er den omfattet af foraeldelsen paa fem aar i henhold til artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om foraeldelse af adgangen til at paalaegge oekonomiske sanktioner inden for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2988/74"), for saa vidt som Kommissionen - paa grund af den forskellige natur af mindsteprisaftalen og de aftaler, der, hvilket Kommissionen anerkender, blev afholdt efter december 1977 - ikke kan goere gaeldende, at overtraedelsen var af vedvarende eller gentagen karakter, jf. forordningens artikel 1, stk. 2.

324 Kommissionen har anfoert, at mindsteprisaftalen ikke er daekket af foraeldelse, for saa vidt som der foreligger en klar forbindelse mellem mindsteprisaftalen og de aftaler, der daekkede de efterfoelgende perioder, og at overtraedelsen derfor maa kvalificeres som fortsat.

325 Det bemaerkes, at i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/74 regnes den femaarige foraeldelse af Kommissionens befoejelse til at paalaegge boeder ved vedvarende eller gentagne overtraedelser foerst fra den dag, overtraedelsen ophoerte.

326 I denne sag fremgaar det af Rettens vurdering af beviset for overtraedelsen, at sagsoegeren deltog i en enkelt overtraedelse, der begyndte i midten af 1977, hvor selskabet tiltraadte en aftale om mindstepriser, og den varede til november 1983.

327 Sagsoegeren kan saaledes ikke paaberaabe sig, at boederne er foraeldede.

2. Overtraedelsens varighed

328 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen med urette foerer overtraedelsens begyndelse tilbage til en dato forud for december 1977, eftersom Kommissionen ikke raader over tilstraekkelige beviser for indgaaelsen af en mindsteprisaftale, og da denne under alle omstaendigheder er daekket af foraeldelse.

329 Sagsoegeren har anfoert, at det i beslutningen anerkendes, at overtraedelsens mest alvorlige aspekter ikke gjorde sig gaeldende foer udgangen af 1978 (107. betragtning, tredje afsnit).

330 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at der ikke forelaa en fortsat overtraedelse, eftersom prisinitiativerne kun strakte sig over 26 maaneder, kvotesystemet ikke var genstand for en aftale i 1981 og 1982 og den samtidige anvendelse af disse to systemer, der var vaesentlige for kartellets funktion, hoejst strakte sig over en periode paa mindre end ti maaneder. Som foelge af kartellets sporadiske natur var Kommissionen derfor ikke befoejet til at tage hensyn til hele perioden mellem 1977 og 1983.

331 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvornaar overtraedelsen ophoerte, har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ikke har fremlagt noget som helst bevis til stoette for sine anbringender vedroerende ICI' s deltagelse "mindst til november 1983" eller med hensyn til aftalens virkninger indtil dette tidspunkt. Kommissionen burde derfor have antaget, at overtraedelserne var ophoert paa det tidspunkt, da undersoegelsen blev indledt, saaledes som det skete i sagen med peroxygen-produkter og sagen Zinc Producers Group (beslutning af 23.11.1984, peroxygen-produkter, EFT 1985 L 35, s. 1, og beslutning af 6.8.1984, Zinc Producers Group, EFT L 220, s. 27).

332 Sagsoegeren har endelig fastslaaet, at selskabet maa kunne drage fordel af en nedsaettelse af varigheden af dets deltagelse i overtraedelsen og derfor af en vaesentlig og forholdsmaessig nedsaettelse af boeden (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, paa s. 262, og af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffman-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461).

333 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den har vurderet overtraedelsens varighed korrekt. Den har i denne henseende anfoert, at perioden forud for 1979 maa tages i betragtning, selv om overtraedelsens intensitet var mindre paa dette tidspunkt, hvilket er en faktor, som den haevder at have taget hensyn til.

334 Kommissionen mener, at anbringendet vedroerende overtraedelsens sporadiske karakter gendrives af den omstaendighed, at producenterne vedvarende forsoegte at anvende de aftalte prisforhoejelser.

335 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvornaar overtraedelsen ophoerte, har Kommissionen anfoert, at aftalens virkninger fortsatte indtil i det mindste november 1983, hvilket er den sidste maaned med hensyn til hvilken det er blevet godtgjort, at der var blevet aftalt og ivaerksat maalpriser, og at den derfor var befoejet til at tage hensyn til perioden fra september til november 1983 ved fastsaettelsen af boeden.

336 Det bemaerkes, at Retten har fastslaaet, at Kommissionen korrekt har vurderet varigheden af sagsoegerens overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og at Kommissionen med rette har anset det for en enkelt overtraedelse.

337 Anbringendet maa derfor forkastes.

3. Overtraedelsens grovhed

A - Sagsoegerens begraensede rolle

338 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen uden at fremfoere det mindste bevis har anfoert, at de "fire store" havde et saerligt ansvar for overtraedelsen. Dette anbringende er i oevrigt i modstrid med det i beslutningen anfoerte (109. betragtning, sjette afsnit), hvorefter der ikke kan foretages nogen saerlig sondring mellem de andre producenter paa grundlag af omfanget af hver enkelt producents engagement i de vedtagne ordninger.

339 Sagsoegeren har tilfoejet, at selskabet i virkeligheden ikke var mere engageret end de andre producenter, at dets tilsyneladende mere aktive rolle var af ren administrativ karakter, at dets stoerre deltagelse skyldtes dets stoerrelse paa markedet - som ikke kan tages i betragtning to gange paa dette trin - og at de "fire store" hverken paavirkede eller ledede moederne.

340 Kommissionen har under henvisning til beslutningens 67. og 68. betragtning anfoert, at ICI som medlem af "klubben" af "de fire store", har et saerligt ansvar for de begaaede overtraedelser. Selskabets rolle i denne henseende fremgaar af en raekke dokumenter (bilag 8, 9, 19, 64, 87, 94-100 til den generelle meddelelse), som for stoerstedelens vedkommende angaar diskussioner mellem de "fire store".

341 Retten skal fastslaa, at sagsoegeren efter august 1982 ledede de regelmaessige moeder mellem polypropylenproducenterne. Ledelsen af moederne var ikke blot et administrativt hverv, hvilket fremgaar af den rolle, som sagsoegeren spillede under de droeftelser, der blev foert med henblik paa indgaaelse af kvoteaftaler for 1982 og 1983 - denne rolle bekraeftes af referatet af moederne i andet halvaar af 1982 (bilag 28-34 til den generelle meddelelse), referatet af moederne eller de bilaterale kontakter mellem sagsoegeren og de oevrige producenter (bilag 75, 76 og 77, 79, 80 og 81, 83, 88, 89, 93, 95 og 98 til den generelle meddelelse) - eller som det fremgaar af de sammenfattende notater eller planer om opdeling af markedet, som er blevet udarbejdet af sagsoegeren (bilag 33, 70 og 84-87 til den generelle meddelelse), samt af de bestraebelser, som selskabet udviste med henblik paa at sikre overholdelse af prisaftalerne, hvilke bestraebelser navnlig bekraeftes af et notat fra ICI med overskriften "Pricing actions from December meeting" (bilag 34 til den generelle meddelelse), som viser, at sagsoegeren optog kontakt med visse producenter for at overtale dem til at overholde prisaftalerne.

342 Hvad angaar sagsoegerens rolle i overtraedelsen skal det endvidere bemaerkes, at selskabet deltog i de forberedende moeder mellem de "fire store". I denne henseende fremgaar det af et notat vedroerende et moede mellem repraesentanter for ICI, Shell og Monte af 15. juni 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse), at disse producenter overvejede foelgende loesninger med henblik paa at afhjaelpe vanskelighederne paa markedet:

"Possible solutions included (a) sanctions (not a great success so far on PVC), (b) control production which is within the power of the bosses (L. thought propylene availability might scupper this), (c) quotas which Z. favoured but L. discounted, (d) new initiative by the 4 majors whereby they accommodated the hooligans in Europe and made up the loss by sales in ROW markets. Given that W European sales would probably not exceed 105 kt/month for the next few months and then not over 125 kt for the remainder of the year say 115 kt average for July-Sept and exports continued at 30 kt/month there would still be a surplus of capacity of 10 kt/month. Shared by the Big Four each would have to drop 2.5 kt/m in Europe equivalent to 30 kt/yr of say 2.3% market share. I said that despite L.' s contention about ROW prices that such a proposal would be totally unacceptable to us, (e) a flat price increase of say 20 pf/kg wef 1st July - this avoids unrealistic requirements for the lowest prices business."

("De mulige loesninger omfattede (a) sanktioner (har ikke indtil nu vaeret en saerlig succes med hensyn til PVC), (b) kontrol med produktionen, hvilket falder ind under chefernes kompetence (L. mente, at forraadene af polypropylen ville kunne bringe denne loesning i fare), (c) anvendelsen af kvoter, som Z. gjorde sig til talsmand for, men som L. viste ringe entusiasme for, (d) et nyt initiativ fra de 'fire store' , hvorved de imoedekom ballademagerne i Europa og daekkede tabet ved salg paa ROW-markeder (ROW = resten af verden). Da salgene i Vesteuropa sandsynligvis ikke ville overstige 105 kt/maaned i de naeste maaneder, og derefter ikke overstige 125 kt for resten af aaret, men andrage et gennemsnit paa ca. 115 kt for perioden juli til september, og eksporten fortsatte med 30 kt/maaned, ville der stadig vaere en overskudskapacitet paa 10 kt/maaned. Fordelt mellem de 'fire store' maatte hver enkelt af dem opgive 2,5 kt/maaned svarende til 30 kt/aar, dvs. 2,3% markedsandel. Jeg erklaerede, at trods L.' s udtalelser om de priser, der skulle anvendes uden for Vesteuropa, ville et saadant forslag vaere fuldstaendig uacceptabelt for os, (e) en ensartet prisforhoejelse paa 0,20 DM/kg fra den 1. juli - denne loesning undgaar urealistiske krav ved salgsaftaler effektueret til de laveste priser.")

Ligeledes fremgaar det af et notat udarbejdet af en medarbejder ved ICI med overskriften "Sharing the pain", som er dateret i begyndelsen af andet halvaar 1982 (bilag 98 til den generelle meddelelse), at indfoerelsen af et system med udligning for formindskede salgsmaengder "might provide useful elements for the understandig between the 'Big Four' ". ICI har med hensyn til dette dokument i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), anfoert:

"The 'understanding' between the 'Big Four' was recognition that if the prices were to be increased then the 'Big Four' producers would have to give af strong lead, even at the expense of their own sales volume. It was thought that a 'Compensation Arrangement' between these four producers might have made it easier for them to contemplate the possibility of a commitment on 'Target Prices' ."

("Forstaaelsen mellem de 'fire store' bestod i anerkendelsen af, at hvis priserne skulle forhoejes, maatte de 'fire store' gaa staerkt i spidsen, selv paa bekostning af egne salgsmaengder. De 'fire store' antog, at et udligningsarrangement mellem dem kunne goere det lettere for dem at overveje muligheden af en forpligtelse med hensyn til maalpriser.")

Disse momenter viser, at de "fire store" havde kendskab til den saerlige rolle, som de maatte spille i forbindelse med de initiativer, der skulle forhoeje priserne. Der henvises saaledes i et internt notat fra Shell af oktober 1982 til de fire stores prisinitiativer (bilag 94 til den generelle meddelelse).

343 Det fremgaar af ovennaevnte bevismateriale samt af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at Kommissionen korrekt har foert bevis for sagsoegerens rolle i overtraedelsen, og at Kommissionen i beslutningens 109. betragtning, foerste afsnit, har anfoert, at den tog hensyn til denne rolle ved fastsaettelsen af boeden. Det bemaerkes herved, at der ikke er nogen modstrid mellem de tre foerste afsnit i den 109. betragtning og det sjette afsnit i den 109. betragtning, eftersom sidstnaevnte afsnit kun henviser til de smaa producenter.

344 Endvidere finder Retten, at de faktiske omstaendigheder, der er foert bevis for - navnlig vedroerende fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal - er saerdeles belastende, og dette viser, at sagsoegeren ikke handlede uforsigtigt eller uagtsomt, men forsaetligt.

345 Anbringendet maa derfor forkastes.

B - Kriterierne til udmaaling af boederne ikke konkrete

346 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har angivet, i hvilket omfang den havde taget hensyn til hvert af de momenter, der blev lagt til grund ved fastsaettelsen af boeden. Sagsoegeren anmoder Kommissionen om at angive, hvordan den har vaegtet de forskellige momenter, og forklare den formel, den har anvendt, saaledes som det var tilfaeldet i cellulose-sagen (beslutning af 19.12.1984, IV/29.725-Cellulose, EFT 1985 L 85, s. 1), og som Domstolen paalagde den at goere i IAZ-sagen (dom af 8.11.1983, forenede 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen, Sml. s. 3369).

347 Sagsoegeren har tilfoejet, at Kommissionen ikke har givet nogen forklaring med hensyn til metoden til beregning af moederne og ikke har en sammenhaengende opfattelse med hensyn til arten og raekkevidden af de faktorer, der skal tages i betragtning ved fastsaettelsen af boeden.

348 Kommissionen har anfoert, at den i beslutningens 107., 108 og 109. betragtning har angivet de momenter, som den har taget i betragtning ved fastsaettelsen af boeden, og at den derfor tilstraekkeligt har begrundet den boede, som blev paalagt ICI.

349 Endvidere har Kommissionen anfoert, at den ved paalaeggelse af sanktionerne i denne sag har handlet i overensstemmelse med sin faste politik og de principper, Domstolen har fastlagt med hensyn til boeder. Fra 1979 har det vaeret Kommissionens politik at sikre overholdelsen af konkurrencereglerne ved at paalaegge mere byrdefulde sanktioner, navnlig med hensyn til de former for overtraedelser, der er klart definerede i konkurrenceretten, og saerligt grove overtraedelser som den foreliggende med henblik paa at oege sanktionernes praeventive virkning. Denne politik er anerkendt af Domstolen (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 106 og 109), som i flere tilfaelde har udtalt, at der ved fastsaettelsen af sanktioner skal tages hensyn til en lang raekke faktorer (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., praemis 120, og af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, a.st., praemis 52).

350 Kommissionen er i saerlig grad egnet til at foretage en saadan vurdering, som kun kan tilsidesaettes, hvis der foreligger en vaesentlig faktisk eller retlig vildfarelse.

351 Hvad angaar metoden til beregning af boeder har Kommissionen anfoert, at det ikke er muligt at anvende en simpel matematisk formel, som gaelder for alle sager, og at der skal anvendes en kompleks raekke faktorer paa sagens omstaendigheder.

352 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen dels har fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der er paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), dels har fastlagt kriterier med henblik paa at foretage en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen).

353 Retten finder, at de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, fuldt ud begrunder det generelle boedeniveau, som er anvendt over for de virksomheder, beslutningen er rettet til. Der henvises i denne forbindelse specielt til, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), var aabenbar, hvilket polypropylenproducenterne, der handlede forsaetligt og i dybeste hemmelighed, ikke var uvidende om.

354 Retten finder ligeledes, at de fire kriterier, der er naevnt i 109. betragtning, er relevante og tilstraekkelige som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed.

355 Hvad angaar de to foerste kriterier, der er naevnt i 109. betragtning til beslutningen, nemlig den rolle, virksomhederne hver isaer spillede i samarbejdet, og det tidsrum, hvori de deltog i overtraedelsen, bemaerkes, at da begrundelserne med hensyn til fastsaettelsen af boederne maa ses i sammenhaeng med alle beslutningens begrundelser, har Kommissionen i tilstraekkelig grad redegjort for, hvorledes der konkret vedroerende sagsoegeren er taget hensyn til disse kriterier.

356 For saa vidt angaar de to sidste kriterier, nemlig producenternes respektive leverancer af polypropylen inden for Faellesskabet og deres omsaetning, finder Retten paa grundlag af de tal, den har anmodet Kommissionen om, og hvis rigtighed sagsoegeren ikke har bestridt, at disse kriterier ikke er anvendt paa en urimelig maade ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, i forhold til de boeder, der er paalagt andre producenter.

357 Det bemaerkes endvidere, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer, at de argumenter, som Kommissionen ifoelge sagsoegeren med urette har undladt at tage stilling til, med hensyn til de faktiske forhold er ubegrundede.

358 Anbringendet boer derfor forkastes.

C - Hensyntagen til overtraedelsens virkninger

359 Sagsoegeren har anfoert, at i overensstemmelse med Kommissionens offentliggjorte synspunkter og praksis (Trettende og Fjortende Beretning om Konkurrencepolitikken; beslutninger af 23.11.1972, IV/26.894-Pittsburgh Corning, JO L 272, s. 35, og af 8.12.1977, IV/29.132-Hugin Liptons, EFT L 22, s. 23), og af Domstolens praksis (dom af 15.7.1970, sag 41/69, a.st.; af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/74-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., og af 30.1.1985, sag 35/83, BAT mod Kommissionen, Sml. s. 363) udgoer virkningerne af en overtraedelse et meget vaesentligt moment med henblik paa fastsaettelsen af dens grovhed. Kommissionen skulle tage hensyn til, i hvilket omfang overtraedelsen er i strid med formaalet med dens konkurrenceregler. I denne henseende tog Kommissionen ikke hensyn til handelens udvikling, de paagaeldende virksomheders ensidige og selvstaendige adfaerd, og fordelene for forbrugerne, som noed godt af de saerlig lave priser.

360 Sagsoegeren har gentaget sit krav om, at Retten paalaegger Kommissionen at tilstille ICI og Retten hoeringskonsulentens rapport, der ifoelge sagsoegeren indeholder formildende bevismateriale med hensyn til virkningerne, samt dokumenterne vedroerende de erklaeringer, som Kommissionens repraesentanter fremsatte over for pressen paa det tidspunkt, da beslutningen blev vedtaget, og hvorefter kartellet skulle have forhoejet priserne med 15-40%. ICI mener, at de beviser, som selskabet har fremlagt under proceduren, og Kommissionens undladelse af at fremfoere argumenter med hensyn til overtraedelsens virkninger, begrunder selskabets krav, til trods for Domstolens kendelse af 11. december 1986 (sag 212/86 R, a.st.).

361 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens protester med hensyn til kartellets manglende virkninger er indholdsloese. Kommissionen har anfoert, at den ved fastsaettelsen af boeden tog hensyn til den omstaendighed, at prisinitiativerne generelt set ikke fuldt ud naaede deres maal (beslutningens 108. betragtning). Dette er allerede mere, end Kommissionen var forpligtet til, eftersom artikel 85 ikke blot omfatter arrangementer, der har en konkurrencebegraensende virkning, men ogsaa arrangementer, der har et konkurrencebegraensende formaal. Kommissionen tog derimod ikke hensyn til den udvidede handel, producenternes ensidige bestraebelser mht. at begraense deres produktion og foroege deres produktivitet eller det relativt lave prisniveau, hvilke faktorer er irrelevante ved bedoemmelsen af kartellets skadelige virkninger henset til konkurrencereglernes formaal.

362 For saa vidt angaar spoergsmaalet om fremlaeggelse af sagsakter ser Kommissionen ikke nogen grund til, at Retten skulle tilsidesaette ovennaevnte kendelse af 11. december 1986, og har paapeget, at ICI ikke har godtgjort relevansen af sit krav.

363 Det bemaerkes, at Kommissionen har sondret mellem to former for virkninger foraarsaget af overtraedelsen. Den foerste form gaar ud paa, at producenterne - efter de moeder, hvor der blev fastsat maalpriser - gav deres salgsafdelinger instruktion om at ivaerksaette dette prisniveau, saaledes at "maalpriserne" var udgangspunkt for prisforhandlinger med kunderne. Kommissionen fastslog med rette paa grundlag heraf, at alt tyder paa, at aftalen paavirkede konkurrenceforholdene maerkbart (beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, med henvisning til 90. betragtning). Den anden form for virkninger gaar ud paa, at en sammenligning mellem udviklingen i fakturerede priser med de maalpriser, der blev fastsat i forbindelse med konkrete prisinitiativer, bekraefter rigtigheden af den fremstilling, som er givet i de papirer, der blev fundet hos ICI og andre producenter angaaende gennemfoerelsen af prisinitiativerne (beslutningens 74. betragtning, sjette afsnit).

364 Retten finder, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for den foerste form for virkninger paa grundlag af de talrige prisinstrukser, som producenterne gav, og som svarer til hinanden og til de maalpriser, der blev fastsat ved moederne. Disse priser skulle afgjort tjene som grundlag for prisforhandlinger med kunderne.

365 For saa vidt angaar den anden form for virkninger, bemaerkes for det foerste, at Kommissionen ikke havde grund til at betvivle rigtigheden af de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved deres moeder (jf. bl.a. referatet af moederne den 21.9., den 6.10., den 2.11. og den 2.12.1982, bilag 30-33 til den generelle meddelelse), og som viste, at de maalpriser, der var fastlagt ved moederne, i stor udstraekning var gennemfoert paa markedet. Endvidere bemaerkes, at selv om Coopers og Lybrand-undersoegelsen og de oekonomiske analyser, som er udfoert paa nogle af producenternes anmodning, maatte vise, at de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved moederne, var forkerte, vil dette ikke foere til en nedsaettelse af boeden, idet Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, har angivet, at den som formildende omstaendighed har taget hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten, og at der i sidste instans ikke fandtes foranstaltninger, hvorved en producent kunne tvinges til at overholde kvoterne eller andre ordninger.

366 De begrundelser i beslutningen, der vedroerer fastsaettelsen af boeden, maa ses i sammenhaeng med de oevrige begrundelser i beslutningen, og paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen med rette fuldt ud har taget hensyn til den foerste form for virkninger og til det begraensede omfang af den anden form for virkninger. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har angivet, i hvilken udstraekning Kommissionen har undladt at tage tilstraekkeligt hensyn til det begraensede omfang af den anden form for virkninger som en formildende omstaendighed.

367 Hvad angaar sagsoegerens krav om fremlaeggelse af de dokumenter, der blev anvendt under den pressekonference, hvor Kommissionen anfoerte, at overtraedelsen havde medfoert en prisforhoejelse paa 15-40%, finder Retten, at sagsoegeren ikke har fremlagt nye beviser, der kan godtgoere, at beslutningen er begrundet i andre betragtninger end dem, som den angiver med hensyn til overtraedelsens virkninger. Der er derfor ingen grund for Retten til at tilsidesaette Domstolens kendelse af 11. december 1986, hvorved Domstolen forkastede en paastand om fremlaeggelse af Kommissionens interne dokumenter vedroerende den paagaeldende pressekonference.

368 Anbringendet boer derfor forkastes.

D - Utilstraekkelig hensyntagen til den oekonomiske krise

369 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde have taget hensyn til den oekonomiske sammenhaeng, hvori overtraedelsen blev begaaet: opnaaede fortjenester og lidte tab, saaledes som det blev gjort i tidligere beslutninger (beslutning af 17.12.1975, United Brands, EFT 1976 L 95, s. 1, og beslutning af 12.12.1978, Kawasaki, EFT 1979 L 16, s. 9), og som Domstolen gjorde det i ovennaevnte dom af 7. juni 1983 (forenede sager 100/80-103/80); skader paafoert forbrugere eller kunder, saaledes som Kommissionen har gjort det i tidligere beslutninger (beslutning af 21.12.1976, Theal-Watts, EFT 1977 L 39, s. 19, beslutning af 12.12.1978, Kawasaki, a.st., og beslutning af 28.11.1979, Floral, EFT 1980 L 39, s. 51; Domstolens ovennaevnte dom i Suiker Unie-sagen), og overtraedelsernes virkninger (Kommissionens beslutning af 12.12.1978, Kawasaki, a.st., og af 19.12.1984, Cellulose, a.st.; Domstolens dom i sag 35/83, a.st.).

370 Kommissionen har anfoert, at den korrekt tog hensyn til den oekonomiske sammenhaeng, idet den aendrede boedernes stoerrelse paa grund af oekonomiske vanskeligheder i sektoren.

371 Det bemaerkes, at Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, udtrykkeligt har angivet, at den har taget hensyn til de betydelige tab, virksomhederne havde lidt paa deres polypropylenaktiviteter i en laengere periode. Dette viser, at Kommissionen ikke blot tog hensyn til tabene, men dermed ogsaa til de daarlige oekonomiske vilkaar i branchen (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, a.st., praemis 111 ff.) - ud over de oevrige kriterier, der er naevnt i 108. betragtning - da den fastsatte det generelle niveau for de boeder, der blev paalagt de beroerte virksomheder.

372 Endvidere medfoerer det forhold, at Kommissionen i tidligere sager paa grundlag af de dér foreliggende faktiske omstaendigheder fandt at maatte tage hensyn til den krise, den paagaeldende branche befandt sig i, ikke, at den er forpligtet til i denne sag paa samme maade at tage hensyn til en saadan krise, idet der er foert tilstraekkeligt bevis for, at de virksomheder, beslutningen er rettet til, har begaaet en saerdeles alvorlig overtraedelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

373 Anbringendet boer derfor forkastes.

E - Hensyntagen til sagsoegerens omsaetning

374 Sagsoegeren har anfoert, at boeden blev fastsat fejlagtigt paa grundlag af selskabets samlede omsaetning, mens Kommissionen selv havde henvist til farerne ved en saadan praksis i cellulose-sagerne (ovennaevnte beslutning af 19.12.1984, Cellulose), og at Domstolen ogsaa havde kritiseret denne praksis i ovennaevnte dom af 7. juni 1983 (forenede sager 100/80-103/80). Boedens stoerrelse repraesenterede en overdreven hoej procentdel af ICI' s eksterne polypropylensalg inden for Faellesskabet i perioden 1979-1983.

375 Kommissionen har anfoert, at selv om den tog hensyn til de paagaeldende virksomheders stoerrelse og markedsandel ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed, tillagde den ikke denne faktor nogen saerlig betydning. Desuden oversteg boeden ikke 10% af ICI' s omsaetning paa polypropylenmarkedet i det regnskabsaar, der gik forud for beslutningen, og saa meget desto mindre 10% af selskabets samlede omsaetning.

376 Retten finder, at det klart fremgaar af Domstolens praksis (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., praemis 119), at henvisningen i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 17, der goer 10% af omsaetningen i det foregaaende regnskabsaar til den oevre graense for en boede paa over en million ECU, maa forstaas som en henvisning til 10% af den samlede omsaetning.

377 Det foelger heraf, at Kommissionen ikke i denne sag har overskredet den graense, der er fastsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 17.

378 Det bemaerkes endvidere, at Kommissionen ikke udelukkende eller overvejende baserede sin beslutning paa sagsoegerens omsaetning ved beregningen af den boede, som selskabet blev paalagt.

379 Foelgelig boer anbringendet forkastes.

F - Lighedsprincippet

380 Sagsoegeren har i det vaesentlige anfoert, at Kommissionen har tilsidesat lighedsprincippet i to henseender: dels ved at paalaegge sagsoegeren en uforholdsmaessig boede i forhold til de tidligere paalagte boeder, dels ved at paalaegge sagsoegeren en overdreven boede i forhold til de boeder, der blev paalagt de andre virksomheder, der var adressater for beslutningen.

381 Sagsoegeren har anfoert, at selv om Kommissionen er befoejet til at fastsaette boedeniveauet under hensyn til boedernes forebyggende virkning, boer noedvendigheden af forebyggelse ikke variere vaesentligt mellem sager, der angaar overtraedelser af tilsvarende art og grovhed (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, a.st.) for at undgaa forskelsbehandling af virksomheder, der befinder sig i sammenlignelige situationer. I denne sag blev der foretaget en ugrundet sondring mellem de "fire store" og de andre involverede parter. Desuden er boeden udtryk for forskelsbehandling og overdreven i forhold til de boeder, der blev paalagt ved andre, nyere beslutninger vedroerende overtraedelser af artikel 85, som var mindst lige saa alvorlige, eftersom der blev fastsat faktiske priser, foretaget markedsopdeling, paafoert kunderne skade og udelukkelse af konkurrence (beslutning af 17.10.1983, Cast-iron & Steels, EFT L 317, s. 1; beslutning af 6.8.1984, Zinc Producer Group, a.st.; beslutning af 7.12.1988, Flat Glass, EFT 1989 L 33, s. 44; beslutning af 23.11.1984, Peroxyn-produkter, a.st.; og beslutning af 19.12.1984, Cellulose, a.st.).

382 Sagsoegeren har navnlig under henvisning til det synspunkt, som Kommissionen har fremfoert i sin Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken, og generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse (forenede sager 100/80-103/80, a.st., Sml. s. 1930), anfoert, at selv om hver enkelt sag skal vurderes ud fra dens egne omstaendigheder, skal Kommissionen ikke desto mindre basere sine beslutninger paa tidligere beslutninger og domme, naar den fastsaetter boedernes stoerrelse for at undgaa, at der sker tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, samt for at sikre, at der skabes et sammenhaengende konkurrenceretligt system.

383 Kommissionen har anfoert, at i modsaetning til sagsoegerens anbringender har Domstolen klart fastslaaet i ovennaevnte dom af 7. juni 1983 (forenede sager 100/80-103/80), at Kommissionen for at sikre konkurrencepolitikkens anvendelse paa konkurrenceomraadet lovligt kan beslutte at forhoeje boedeniveauet for en bestemt type overtraedelser. Da man vanskeligt kan forestille sig en mere aabenbar tilsidesaettelse af konkurrenceretten end den foreliggende sag, mener Kommissionen, at den gyldigt kunne paalaegge klart forebyggende boeder.

384 Kommissionen har i duplikken bestridt sagsoegerens fortolkning af generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag, Musique Diffusion française. Generaladvokaten accepterede, at Kommissionen var berettiget til at paalaegge virksomhederne hoejere boeder, end den havde paalagt tidligere, selv for tilsvarende overtraedelser, hvilket Domstolen bekraeftede ved dommen i sagen.

385 Retten skal bemaerke, at det fremgaar af Domstolens praksis, at Kommissionens kompetence til at paalaegge de virksomheder boeder, som forsaetligt eller uagtsomt overtraeder traktatens artikel 85, stk. 1, er et af de midler, som Kommissionen har faaet tildelt, for at den kan udfoere sin tilsynsopgave ifoelge faellesskabsretten. Denne opgave indebaerer ikke blot, at individuelle overtraedelser skal efterforskes og forfoelges, men ogsaa en pligt til at foere en generel politik med det formaal, at der paa konkurrenceomraadet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfaerd paavirkes i denne retning. Domstolen fastslog derfor, at Kommissionen, naar karakteren af en overtraedelse fastslaas med henblik paa at fastsaette boedens stoerrelse, ikke blot boer tage hensyn til saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, men ogsaa til den sammenhaeng, overtraedelsen indgaar i, og at paase, at den trufne forholdsregel er af tilstraekkelig forebyggende karakter, isaer for saa vidt angaar den type overtraedelser, som i saerlig grad kan bringe gennemfoerelsen af Faellesskabets formaal i fare. Domstolen har endvidere fastslaaet, at Kommissionen frit kunne tage hensyn til det forhold, at overtraedelser af denne type - skoent deres ulovlighed allerede er blevet fastslaaet i begyndelsen af den faelles konkurrencepolitik - er forholdsvis hyppige paa grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnaa herved, og at Kommissionen foelgelig kunne skoenne, at det var noedvendigt at paalaegge stoerre boeder for saaledes at forstaerke deres forebyggende virkning. Domstolen fastslog endelig, at den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, af samme grund ikke kan beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (ovennaevnte dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, praemis 105-109).

386 Under hensyn til disse betragtninger finder Retten, at Kommissionen med foeje kunne beskrive fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal samt vedtagelsen af foranstaltninger, der skulle lette ivaerksaettelsen af maalpriserne, som en saerlig grov og klar overtraedelse, der havde til formaal at fordreje den normale prisdannelse paa polypropylenmarkedet.

387 Retten finder endvidere, at sammenligningen af den boede, som sagsoegeren er blevet paalagt, med de boeder, som beslutningens oevrige adressater er blevet paalagt, ikke giver grundlag for at antage, at der foreligger forskelsbehandling, naar henses til varigheden og den saerlige grovhed af den overtraedelse, som er konstateret i forhold til sagsoegeren.

388 Anbringendet boer derfor forkastes.

G - Omfanget af sagsoegerens samarbejde

389 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har taget hensyn til ICI' s samarbejde i forbindelse med undersoegelsen, mens Kommissionen i tidligere beslutninger (ovennaevnte beslutning af 19.12.1984, Cellulose) antog, at et saadant samarbejde burde medfoere en vaesentlig nedsaettelse af boeden, muligvis saa meget som 50%. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at selskabet, saa snart det fik kendskab til undersoegelsen, traf foranstaltninger for at hindre, at der atter skete overtraedelser.

390 Kommissionen har anfoert, at selv om ICI haevder at have samarbejdet med Kommissionen under undersoegelsen og har bragt overtraedelsen til ophoer, saa snart selskabet fik kendskab til indledningen af undersoegelsen, blev denne holdning taget i betragtning, men er naturligvis ikke tilstraekkelig til at ophaeve overtraedelsen.

391 Retten skal indledningsvis fastslaa, at Kommissionen som svar paa et spoergsmaal under den mundtlige forhandling har erklaeret, at ICI var en af de "meget faa" producenter, der samarbejdede ved Kommissionens undersoegelse, som er naevnt i beslutningens 109. betragtning, sidste afsnit.

392 Det fremgaar af en gennemgang af beslutningens 109. betragtning, at ICI paa grund af sit samarbejde i forbindelse med Kommissionens undersoegelse fik boeden nedsat med hoejst en million ECU. 109. betragtning, andet og tredje afsnit, sondrer mellem paa den ene side Monte og ICI, som hver isaer varetog formandskabet for de regelmaessige moeder mellem polypropylenproducenter, og paa den anden side Hoechst og Shell, der, selv om de hoerte til de "fire store", spillede en mindre rolle inden for det "uofficielle direktorat", der udgjordes af de "fire store". Dette er grunden til, at sidstnaevnte virksomheder blev paalagt en boede paa 9 mio. ECU, mens Monte blev paalagt en boede paa 11 mio. ECU og sagsoegeren en boede paa 10 mio. ECU. Den forskel paa en million ECU mellem den boede, der blev paalagt sagsoegeren, og den boede, der blev paalagt Monte, skyldes ikke noedvendigvis, at der alene blev taget hensyn til ICI' s samarbejde under undersoegelsen, men kan ogsaa delvis skyldes, at der blev taget hensyn til disse to virksomheders "leverancer af polypropylen til Faellesskabet", idet Monte' s leverancer var vaesentligt stoerre end sagsoegerens.

393 Da den boede, som sagsoegeren er blevet paalagt, blev nedsat med mindre end 10% paa grund af selskabets samarbejde under undersoegelsen, finder Retten under hensyn til det meget detaljerede svar, som sagsoegeren gav paa begaeringen om oplysninger, og som ikke kun vedroerte sagsoegerens egen adfaerd, men ogsaa alle de beroerte virksomheders adfaerd, og at det uden dette svar ville have vaeret meget mere vanskeligt for Kommissionen at konstatere og bringe den overtraedelse til ophoer, som var genstand for beslutningen, at der i videre omfang skal tages hensyn til sagsoegerens samarbejde, end Kommissionen har gjort det ved fastsaettelsen af den boede, som selskabet boer paalaegges. Selv om dette samarbejde foerst blev indledt, efter at Kommissionen havde fundet kompromitterende dokumenter i sagsoegerens lokaler, ville det have vaeret endnu vanskeligere for Kommissionen at forstaa raekkevidden af disse dokumenter og de dokumenter, som blev fundet i andre producenters lokaler, og at drage de noedvendige konsekvenser heraf med henblik paa at fastslaa eksistensen af overtraedelsen og bringe den til ophoer, hvis Kommissionen ikke havde raadet over sagsoegerens svar paa begaeringen om oplysninger.

394 Retten finder derfor, under udoevelse af sin fulde proevelsesret, at den boede, som sagsoegeren er blevet paalagt, boer nedsaettes med yderligere en million ECU.

395 Det er ganske vist af betydning, at sagsoegeren traf foranstaltninger for at forhindre, at der i fremtiden blev begaaet nye overtraedelser af de faellesskabsretlige konkurrenceregler af selskabets medarbejdere, men denne omstaendighed kan ikke aendre det forhold, at der er fundet at vaere blevet begaaet en overtraedelse i denne sag. Det skal tilfoejes, at den omstaendighed, at Kommissionen i en tidligere sag under hensyn til de faktiske omstaendigheder har fundet, at der skulle tages hensyn til den paagaeldende virksomheds foranstaltninger for at forhindre, at der i fremtiden blev begaaet nye overtraedelser af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, ikke kan forpligte den til at tage hensyn til tilsvarende foranstaltninger i denne sag, eftersom Kommissionen i beslutningen (108. betragtning) har fastslaaet, at der forsaetligt og i dybeste hemmelighed var begaaet en saerdeles alvorlig overtraedelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det foelger heraf, at boeden ikke boer nedsaettes af denne grund.

396 Det bemaerkes, at sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Retten, "saafremt ICI var forpligtet til at betale boeden paa nuvaerende trin uden at kunne udsaette betalingen i overensstemmelse med betingelserne i den skrivelse fra Kommissionen til ICI, der indeholdt beslutningen, (tilpligter) Kommissionen at tilbagebetale ICI den betalte boede eller den forholdsmaessige andel heraf, med rente efter en sats, der er 1% hoejere end den udlaansrente, der er fastsat af den bank i Det Forenede Kongerige, som er naevnt i beslutningens artikel 4".

397 Det fremgaar af selve ordlyden af Kommissionens paastand, at paastanden er betinget, for saa vidt den afhaenger af betingelsen om, at sagsoegeren er forpligtet til at betale boeden uden at kunne udsaette betalingen heraf. Paastandens betingede karakter paa tidspunktet for staevningens indgivelse skyldes den omstaendighed, at der i beslutningens artikel 4 er fastsat en frist for betaling af boeden paa tre maaneder efter datoen for meddelelsen af beslutningen til sagsoegeren. Da denne frist var laengere end sagsoegerens soegsmaalsfrist i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 3, havde sagsoegeren ikke paa tidspunktet for sagens anlaeg besluttet, om selskabet ville betale boeden eller stille en bankgaranti og forpligte sig til at betale renter, saaledes som Kommissionen havde foreslaaet selskabet i skrivelsen af 22. maj 1986, hvorved sagsoegeren blev underrettet om beslutningen.

398 Retten finder, at sagsoegeren ikke paa noget trin under sagen efter udloebet af fristen i beslutningens artikel 4, paa hvilket tidspunkt sagsoegeren skulle have truffet beslutning om enten at betale boeden eller stille en bankgaranti, har anfoert, at den paagaeldende paastand ikke laengere var betinget; sagsoegeren begraensede sig til i replikken at gentage de i staevningen nedlagte paastande. Sagsoegeren har saaledes ved at undlade at ophaeve den betingede karakter af sin paastand ikke fremsat en tilstraekkelig bestemt paastand. Paastanden kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, jf. artikel 19 i statutten for De Europaeiske Faellesskabers Domstol, artikel 38, stk. 1, i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement (Domstolens dom af 30.10.1974, sag 188/73, Grassi mod Raadet, Sml. s. 1099, praemis 7).

Genaabningen af den mundtlige forhandling

399 Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 4. marts 1992 har sagsoegeren anmodet Retten om at genaabne den mundtlige forhandling og anordne bevisoptagelse paa grund af de erklaeringer, som Kommissionen fremsatte under retsmoedet i sagerne T-79/89, T-84/89-T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89.

400 Retten finder, efter atter at have hoert generaladvokaten, at det er ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte bevisoptagelse.

401 Det bemaerkes, at dommen i ovennaevnte sager (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), ikke i sig selv kan begrunde genaabningen af den mundtlige forhandling i denne sag. Retten skal nemlig konstatere, at en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig. Det paahviler derfor den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne Retten med de grunde, der goer det muligt for denne at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed af den formelt meddelte og offentliggjorte retsakt. I denne sag har sagsoegeren ikke fremlagt noget bevis, som kan godtgoere, at den meddelte offentliggjorte retsakt ikke var blevet godkendt og vedtaget af Kommissionens medlemmer som kollegial enhed. Navnlig har sagsoegeren i modsaetning til PVC-sagerne (dom i forenede sager T-79/89, T-84/89-T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, a.st., praemis 32 ff.) ikke fremfoert noget som helst bevis for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat gennem en aendring af beslutningens ordlyd efter det kommissionsmoede, hvorunder den blev vedtaget.

Sagens omkostninger

402 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren i det vaesentlige har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegeren paalaegges at betale sagens omkostninger, boer sagsoegeren baere sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med proceduren for Domstolen i henhold til artikel 91 i Domstolens procesreglement.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149-Polypropylen, EFT L 230, s. 1), fastsaettes til 9 000 000 ECU, svarende til 5 803 173 UKL.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte.

3) Sagsoegeren baerer sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med proceduren for Domstolen i henhold til artikel 91 i Domstolens procesreglement.