61989A0011

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - menneskerettighedskonventionens artikel 6 kan ikke anvendes

2. Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - indroemmelse heraf under administrative procedurer - konkurrence - princippets raekkevidde

(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 4)

3. Konkurrence - administrativ procedure - kommissionsbeslutning hvorved der fastslaas en overtraedelse - bevismateriale der kan tages i betragtning

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

5. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - koordination og samarbejde uforenelig med kravet om, at enhver virksomhed uafhaengigt skal fastlaegge sin adfaerd paa markedet - moeder mellem konkurrenter med det formaal at udveksle oplysninger, der er afgoerende for deltagernes udarbejdelse af deres forretningsmaessige strategi

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6. Konkurrence - karteller - virksomhed - begreb - oekonomisk enhed - ansvar for overtraedelser

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

8. Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - kriterier - virksomhedens tidligere adfaerd

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

9. Institutionernes retsakter - gyldighedsformodning - anfaegtelse - betingelser

1. Selv om Kommissionen er forpligtet til at overholde de processuelle garantier, som er fastlagt i Faellesskabets konkurrenceregler, kan den ikke af den grund, naar den anvender disse regler, betragtes som en "domstol", jf. artikel 6 i menneskerettighedskonventionen, hvorefter enhver skal vaere berettiget til en retfaerdig rettergang for en uafhaengig og upartisk domstol.

2. Bestemmelserne om de processuelle garantier, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63, gennemfoerer det grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at der skal indroemmes ret til kontradiktion i enhver - ogsaa administrativ - procedure, hvilket bl.a. indebaerer, at den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling dels til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder faktisk foreligger og hvilken betydning, de da har, dels til de dokumenter, som Kommissionen paaberaaber sig til stoette for, at der foreligger en overtraedelse af traktaten.

Disse proceduremaessige garantier i henhold til faellesskabsretten kraever imidlertid ikke, at Kommissionen internt skal vaere organiseret paa en saadan maade, at det udelukkes, at samme tjenestemand optraeder som efterforsker og rapportoer i samme sag.

3. I en beslutning, som i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, rettes til en virksomhed, kan der som bevismateriale over for den paagaeldende virksomhed kun anvendes dokumenter, som Kommissionen allerede paa tidspunktet for meddelelsen om klagepunkter tilkendegav at ville paaberaabe sig, idet de er naevnt heri eller i bilagene hertil, saaledes at virksomheden i tide kunne udtale sig om bevisvaerdien.

4. Det er tilstraekkeligt, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder er enighed om at naa maalpriser og salgsmaal.

5. De kriterier om koordination og samarbejde, der er afgoerende for definitionen af begrebet samordnet praksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet.Der er tale om samordnet praksis, naar virksomheder deltager i moeder, der har til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der udveksles oplysninger mellem konkurrenter om de forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de anser for noedvendige, og om deres omsaetning, idet de deltagende virksomheder noedvendigvis maa tage hensyn til de oplysninger, de saaledes faar, ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet.

6. Begrebet virksomhed, jf. traktatens artikel 85, stk. 1, skal forstaas saaledes, at det omfatter en oekonomisk enhed bestaaende af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfoelger et oekonomisk maal paa lang sigt, og som kan medvirke ved overtraedelser af bestemmelsen.

Naar en gruppe selskaber udgoer én og samme virksomhed, kan Kommissionen derfor med foeje paalaegge ansvar for en overtraedelse begaaet af den naevnte virksomhed og paalaegge det selskab, som er ansvarlig for koordinationen af koncernens adfaerd i forbindelse med overtraedelsen, en boede.

7. Selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke ved en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.

8. Ved udmaalingen af boeder for overtraedelse af traktatens konkurrenceregler kan det forhold, at Kommissionen tidligere har fastslaaet, at en virksomhed har overtraadt disse regler, og i givet fald har paalagt den en sanktion herfor, anses for en skaerpende omstaendighed i forhold til denne virksomhed, men det maa anses for normalt, at der ikke tidligere har vaeret tale om en overtraedelse, og Kommissionen er ikke forpligtet til at tage hensyn hertil som en formildende omstaendighed.

9. Da en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig, paahviler det den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne retsinstansen med de grunde, der goer det muligt for denne at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed.

Sagsfremstilling

1 Naervaerende sag vedroerer en beslutning fra Kommissionen, der paalagde femten polypropylenproducenter en boede for overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen"), er en af de vigtigste termoplastiske polymerer, som saelges "in bulk". Polypropylen saelges af producenterne til videreforarbejdning og omdannelse til hel- eller halvfabrikata. De stoerste polypropylenproducenter fremstiller over hundrede forskellige produktkvaliteter og daekker saaledes en lang raekke forskellige anvendelsesformaal. De vaesentligste grundkvaliteter benaevnes rafia, homopolymerisater til sproejtestoebning, copolymerisater til sproejtestoebning, slagfaste copolymerisater og folie. De virksomheder, beslutningen er rettet til, er alle foerende producenter i den petrokemiske industri.

2 Det vesteuropaeiske marked for polypropylen forsynes naesten udelukkende fra produktionsanlaeg i Europa. Foer 1977 blev markedet daekket af ti producenter, nemlig Montedison (der aendrede navn til Montepolimeri SpA og senere til Montedipe SpA), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd (kaldet "de fire store"), der tilsammen havde en markedsandel paa 64%, Enichem Anic SpA, Italien, Rhône-Poulenc SA, Frankrig, Alcudia, Spanien, Chemische Werke Huels og BASF AG, begge Tyskland, og Chemie Linz AG, OEstrig. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der i 1977 syv nye producenter paa det vesteuropaeiske marked: Amoco og Hercules Chemicals NV i Belgien, ATO Chimie SA og Solvay & Cie SA i Frankrig, SIR i Italien, DSM NV i Nederlandene og Taqsa i Spanien. Den norske producent Saga Petrokjemi AS & Co. paabegyndte sin virksomhed i midten af 1978 og Petrofina SA i 1980. De nytilkomne producenter havde en officiel produktionskapacitet paa tilsammen ca. 480 000 tons, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten i Vesteuropa, der i en aarraekke ikke kunne opvejes af stigningen i efterspoergslen. Dette medfoerte en ringe udnyttelse af produktionskapaciteten, men udnyttelsesgraden steg gradvist fra 60% i 1977 til 90% i 1983. Ifoelge beslutningen har udbud og efterspoergsel siden 1982 stort set svaret til hinanden. I stoerstedelen af referenceperioden (1977-1983) blev polypropylenmarkedet imidlertid betragtet som vaerende praeget af enten lav rentabilitet eller betydelige tab, navnlig som foelge af hoeje faste omkostninger og stigningen i prisen paa raastoffet polypropylen. Det fremgaar af beslutningen (8. betragtning), at Montepolimeri SpA i 1983 havde en andel paa 18% af det europaeiske polypropylenmarked, mens Imperial Chemical Industries plc, Shell International Chemical Company Ltd og Hoechst AG hver havde en markedsandel paa 11%, Hercules Chemicals NV knap 6%, ATO Chimie SA, BASF AG, DSM NV, Chemische Werke Huels, Chemie Linz AG, Solvay & Cie SA og Saga Petrokjemi AS & Co. hver mellem 3% og 5% og Petrofina SA ca. 2%. Der foregik en omfattende handel med polypropylen mellem medlemsstaterne, idet hver af de ti EF-producenter solgte produktet i de fleste, om ikke alle, medlemsstater.

3 Shell-koncernen var blandt de producenter, der leverede polypropylen til markedet foer 1977, og er en af de "fire store" med en markedsandel paa mellem 10,7 og 11,7%.

4 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidige kontrolundersoegelser hos foelgende virksomheder, der fremstillede og leverede polypropylen til Faellesskabets marked:

- ATO Chimie SA, nu Atochem (herefter benaevnt "ATO")

- BASF AG (herefter benaevnt "BASF")

- DSM NV (herefter benaevnt "DSM")

- Hercules Chemicals NV (herefter benaevnt "Hercules")

- Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst")

- Chemische Werke Huels (herefter benaevnt "Huels")

- Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI")

- Montepolimeri SpA, nu Montedipe (herefter benaevnt "Monte")

- Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell")

- Solvay & Cie SA (herefter benaevnt "Solvay")

- BP Chimie (herefter benaevnt "BP").

Der blev ikke foretaget kontrolundersoegelser hos Rhône-Poulenc SA eller Enichem Anic SpA.

5 Efter disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering om oplysninger, ikke blot over for de anfoerte virksomheder, men ogsaa over for foelgende virksomheder:

- Amoco

- Chemie Linz AG (herefter benaevnt "Linz")

- Saga Petrokjemi AS & Co., der nu er en del af Statoil (herefter benaevnt "Statoil")

- Petrofina SA (herefter benaevnt "Petrofina")

- Enichem Anic SpA (herefter benaevnt "Anic").

Linz, der er et oestrigsk selskab, anfaegtede Kommissionens ret til at anmode herom og naegtede at efterkomme begaeringen. Kommissionens tjenestemaend foretog herefter i medfoer af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 kontrolundersoegelser hos Anic og hos Saga' s britiske datterselskab, Saga Petrochemicals UK Ltd, samt hos Linz' salgsagenter i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Der blev ikke over for Rhône-Poulenc fremsat begaering om oplysninger.

6 Kommissionen konkluderede paa grundlag af de oplysninger, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger, at de paagaeldende producenter fra 1977 til 1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EOEF-traktatens artikel 85 regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og i maj 1984 fremsendte den en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de naevnte virksomheder med undtagelse af Anic og Rhône-Poulenc. Alle de virksomheder, meddelelsen var rettet til, svarede skriftligt.

7 Den 24. oktober 1984 moedtes den af Kommissionen udpegede hoeringskonsulent med de juridiske raadgivere for de virksomheder, som havde modtaget meddelelsen om klagepunkter, for at aftale den naermere procedure for den hoering, der skulle finde sted som led i den administrative procedure. Hoeringen skulle paabegyndes den 12. november 1984. Under dette moede meddelte Kommissionen endvidere, at den under henvisning til den argumentation, virksomhederne havde fremfoert i deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, straks ville fremsende yderligere bevismateriale vedroerende ivaerksaettelsen af prisinitiativerne som supplement til det bevismateriale, som de allerede var i besiddelse af. Kommissionen fremsendte saaledes den 31. oktober 1984 til virksomhedernes juridiske raadgivere en raekke dokumenter med kopi af prisinstrukser, som producenterne havde meddelt deres salgskontorer, og tabeller, som gengav dokumenternes indhold. Af hensyn til beskyttelsen af forretningshemmeligheder fastsatte Kommissionen visse betingelser for fremsendelsen af disse dokumenter. Navnlig maatte virksomhedernes salgsafdelinger ikke goeres bekendt med dokumenterne. Advokaterne for flere af virksomhederne afslog imidlertid at efterkomme betingelserne og tilbagesendte dokumenterne inden hoeringen.

8 Paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, besluttede Kommissionen at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc. Der blev derfor den 25. oktober 1984 til selskaberne fremsendt en meddelelse om klagepunkter svarende til den meddelelse, der var fremsendt til de oevrige femten virksomheder.

9 Den foerste hoeringsrunde fandt sted fra den 12. til den 20. november 1984, hvorunder alle virksomheder blev hoert med undtagelse af Shell (der havde naegtet at deltage i enhver hoering), Anic, ICI og Rhône-Poulenc (som fandt, at de ikke havde vaeret i stand til at forberede sagen).

10 Under hoeringen afslog flere virksomheder at tage stilling til de punkter, der var rejst i de dokumenter, som var fremsendt til dem den 31. oktober 1984. De gjorde i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionen vaesentligt havde aendret sin argumentation, og at de i hvert fald burde have lejlighed til at fremsaette skriftlige bemaerkninger. Andre virksomheder haevdede, at de ikke havde haft tilstraekkelig tid til at gennemgaa dokumenterne foer hoeringen. Advokaterne for BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte, Petrofina og Solvay fremsendte en faelles skrivelse herom til Kommissionen den 28. november 1984. Huels meddelte ved skrivelse af 4. december 1984, at selskabet tilsluttede sig dette synspunkt.

11 Kommissionen fremsendte derfor den 29. marts 1985 en ny raekke dokumenter, der omfattede prisinstrukser, som virksomhederne havde givet til deres salgskontorer, vedlagt tabeller vedroerende priserne, samt et sammendrag af beviserne vedroerende hvert af de prisinitiativer, med hensyn til hvilke Kommissionen havde dokumenter. Kommissionen opfordrede virksomhederne til at svare herpaa, dels skriftligt, dels under en ny hoeringsrunde, og meddelte, at den frafaldt de betingelser, der var fastsat i foerste omgang, vedroerende overgivelse af dokumenterne til salgsafdelingerne.

12 Kommissionen svarede ved en anden skrivelse af samme dato paa de af advokaterne fremfoerte argumenter, hvorefter den ikke havde givet en praecis, retlig definition af det paastaaede kartel i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og den opfordrede virksomhederne til at fremkomme med deres skriftlige og mundtlige bemaerkninger.

13 Der fandt en ny hoeringsrunde sted fra den 8. til den 11. juli 1985 og den 25. juli 1985. Anic, ICI og Rhône-Poulenc fremsatte her deres bemaerkninger, og de andre virksomheder (med undtagelse af Shell) kommenterede de punkter, der var rejst i Kommissionens to skrivelser af 29. marts 1985.

14 Udkast til referat af hoeringerne med den noedvendige dokumentation blev fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal (herefter benaevnt "det raadgivende udvalg") den 19. november 1985 og til virksomhederne den 25. november 1985. Det raadgivende udvalg vedtog sin udtalelse ved sit 170. moede den 5. og 6. december 1985.

15 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den anfaegtede beslutning, der lyder saaledes:

"Artikel 1

Anic SpA, ATO Chimie SA (nu Atochem), BASF AG, DSM NV, Hercules Chemicals NV, Hoechst AG, Chemische Werke Huels (nu Huels AG), ICI plc, Chemische Werke Linz, Montepolimeri SpA (nu Montedipe), Petrofina SA, Rhône-Poulenc SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay & Cie og Saga Petrokjemi AS & Co. (tilhoerer nu Statoil) har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

- for Anic' s vedkommende, fra omkring november 1977 eller 1978 og til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983

- for Rhône-Poulenc' s vedkommende, fra omkring november 1977 og til udgangen af 1980

- for Petrofina' s vedkommende, fra 1980 og mindst til november 1983

- for Hoechst' s, ICI' s, Montepolimeri' s og Shell' s vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983

- for Hercules' , Linz' , Saga' s og Solvay' s vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983

- for ATO' s vedkommende, senest fra 1978 og mindst til november 1983

- for BASF' s, DSM' s og Huels' vedkommende, fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af Faellesskabets medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal omgaaende bringe den naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er tilfaeldet) og skal for fremtiden afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende maal eller virkning, herunder enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringer, eller hvorved de kunne overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordninger vedroerende priser eller markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i (f.eks. via Fides), skal vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af den generelle informationsudvekslingsordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Anic SpA, en boede paa 750 000 ECU, eller 1 103 692 500 LIT

ii) Atochem, en boede paa 1 750 000 ECU, eller 11 973 325 FF

iii) BASF AG, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 5 362 225 DM

iv) DSM NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 HFL

v) Hercules Chemicals NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 120 569 620 BFR

vi) Hoechst AG, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DM

vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DM

viii) ICI plc, en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 UKL

ix) Chemische Werke Linz, en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 LIT

x) Montedipe, en boede paa 11 000 000 ECU, eller 16 187 490 000 LIT

xi) Petrofina SA, en boede paa 600 000 ECU, eller 26 306 100 BFR

xii) Rhône-Poulenc SA, en boede paa 500 000 ECU, eller 3 420 950 FF

xiii) Shell International Chemical Company Ltd, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 5 803 173 UKL

xiv) Solvay & Cie, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 109 608 750 BFR

xv) Statoil, Den Norske Stats Oljeselskab AS (der har overtaget Saga Petrokjemi), en boede paa 1 000 000 ECU, eller 644 797 UKL.

Artikel 4 og 5

(udelades)".

16 Den 8. juli 1986 blev det endelige referat af hoeringerne med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser fremsendt til disse.

Retsforhandlinger

17 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 5. august 1986 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Tretten af de fjorten andre virksomheder, beslutningen var rettet til, har ligeledes anlagt annullationssoegsmaal (sagerne T-1/89 - T-4/89, T-6/89 - T-10/89 og T-12/89 - T-15/89).

18 Den skriftlige forhandling har i det hele fundet sted for Domstolen.

19 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist denne sag og de tretten andre sager til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988").

20 Rettens praesident har i henhold til afgoerelsens artikel 2, stk. 3, udpeget en generaladvokat.

21 Rettens justitssekretaer anmodede ved skrivelse af 3. maj 1990 parterne om at deltage i et uformelt moede med henblik paa at tilrettelaegge den mundtlige forhandling. Dette moede fandt sted den 28. juni 1990.

22 Ved skrivelse af 9. juli 1990 anmodede Rettens justitssekretaer parterne om at fremkomme med deres bemaerkninger til, at sagerne T-1/89 - T-4/89 og T-6/89 - T-15/89 eventuelt blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Ingen af parterne gjorde indsigelse herimod.

23 Retten har herefter ved kendelse af 25. september 1990 besluttet at forene de naevnte sager med henblik paa den mundtlige forhandling, idet disse har forbindelse med hinanden, jf. artikel 43 i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse paa proceduren for Retten.

24 Retten har ved kendelse af 15. november 1990 truffet afgoerelse vedroerende de anmodninger om fortrolig behandling, der var indgivet af sagsoegerne i sagerne T-2/89, T-3/89, T-9/89, T-11/89, T-12/89 og T-13/89, og har delvis imoedekommet disse.

25 Parterne har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor i perioden fra den 9. oktober til den 29. november 1990 besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet ved justitssekretaerens skrivelser af 19. juli.

26 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten efter at have hoert generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

27 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 10. til den 15. december 1990.

28 Generaladvokaten fremsatte forslag til afgoerelse i retsmoedet den 10. juli 1991.

Parternes paastande

29 Sagsoegeren, Shell International Chemical Company Ltd, har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149-Polypropylen) annulleres, for saa vidt den vedroerer sagsoegeren.

2) Boeden annulleres eller nedsaettes vaesentligt.

3) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

30 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens anbringender om, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, (1) da Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at udvise upartiskhed ved udarbejdelsen af beslutningen, (2) da Kommissionen har undladt at meddele sagsoegeren, hvilke dokumenter der er lagt til grund for beslutningen, (3) da Kommissionen i meddelelsen om klagepunkter ikke har angivet alle de klagepunkter, der er naevnt i beslutningen. Retten skal dernaest behandle anbringenderne vedroerende beviset for overtraedelsen. Disse vedroerer dels (1) Kommissionens bevismaessige konstateringer, dels (2) anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder. For det tredje skal Retten behandle anbringenderne vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren er ansvarlig for overtraedelsen, og for det fjerde anbringenderne vedroerende beslutningens begrundelse. Endelig skal Retten behandle anbringenderne vedroerende fastsaettelsen af boeden, der (1) haevdes at vaere delvist foraeldet og ikke at vaere passende under hensyn til den paastaaede overtraedelses (2) varighed og (3) grovhed.

Retten til kontradiktion

1. Manglende upartiskhed ved udarbejdelsen af beslutningen

31 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at indtil 1985 var Kommissionen internt organiseret paa en maade, der reducerede risikoen for partiskhed og uretfaerdighed under dens droeftelser, eftersom undersoegelsesfunktionen allerede fra procedurens indledende trin var adskilt fra forfoelgelsesfunktionen. Under den administrative procedure i denne sag blev Generaldirektoratet for Konkurrence reorganiseret, saaledes at samme tjenestemand maatte optraede baade som efterforsker/inspektoer og undersoeger/rapportoer. Garantierne for upartiskhed og retfaerdighed bortfaldt derfor.

32 Sagsoegeren har i replikken endvidere anfoert, at det nye system - i modsaetning til det af Kommissionen anfoerte - ikke frembyder alle de oenskelige garantier; eftersom det blev indfoert i 1985, har det ikke kunnet anvendes i denne sag, under alle omstaendigheder har det ikke kunnet afhjaelpe den manglende adskillelse af funktioner allerede fra det indledende trin. Sagsoegeren har citeret eksempler taget fra beslutningen, hvoraf det ifoelge sagsoegeren klart fremgaar, at ulemperne ved denne reorganisering ikke alene er rent teoretiske, eftersom de viser, at Kommissionen navnlig fortolkede visse dokumenter paa en partisk eller forudindtaget maade. Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen ikke har gjort gaeldende, at det nye system blev anvendt under den paagaeldende procedure.

33 Sagsoegeren har anfoert, at paa grund af reorganiseringen af Generaldirektoratet for Konkurrence lagde selskabet saerlig vaegt paa muligheden for at opnaa en effektiv mundtlig hoering under den administrative procedure. Men hoeringskonsulenten, som skulle sikre hoeringernes gnidningsloese funktion, advarede virksomhederne om, at han ifoelge de instrukser, som han havde modtaget, ikke effektivt kunne gribe ind efter den mundtlige hoering, hvis han fandt, at udkastet til beslutning var behaeftet med fejl, eller hvis det havde gaaet for langt, og at han kun ville kunne gribe ind efter den mundtlige hoering med hensyn til procedurespoergsmaal. Han havde anmodet om afklarende oplysninger vedroerende sin rolle, men havde ikke modtaget nogen; ifoelge hans egne udtalelser befandt han sig i "en meget ringe situation". Shell udledte af disse erklaeringer, at hoeringskonsulenten ikke var i stand til effektivt at beskytte retten til kontradiktion og opfylde sin rolle som upartisk forligsmand, dvs. effektivt udfoere de funktioner, der var fastsat for hans mandat i Kommissionens Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken. Sagsoegeren maatte derfor, skoent selskabet havde truffet forberedelser til at deltage i hoeringerne, give afkald paa at deltage, fordi det frygtede, at der var alvorlig risiko for, at dets erklaeringer ville blive fortolket forkert eller blive brugt mod det af en administration, hvis objektivitet var blevet kompromitteret. Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen ikke har bestridt rigtigheden af selskabets beskrivelse af hoeringskonsulentens erklaering.

34 Kommissionen har anfoert, at den reorganisering af Generaldirektoratet for Konkurrence, som blev gennemfoert i 1985, havde til formaal at opnaa en optimal kombination af effektivitet og upartiskhed. Garantierne for objektivitet, upartiskhed og sammenhaeng blev saaledes foroeget ved oprettelsen af et nyt direktorat, der skulle koordinere beslutningstagningen og sikre, at beslutninger vedroerende samme type konkurrencebegraensende adfaerd i de forskellige sektorer blev behandlet ensartet. Denne reorganisering blev beskrevet i Den Fjortende og Femtende Beretning om Konkurrencepolitikken.

35 Kommissionen har i duplikken anfoert, at det ikke er korrekt, at denne sag blev behandlet af samme tjenestemaend fra begyndelsen til afslutningen af den administrative procedure, eftersom mere end tyve personer deltog i sagens efterforskning. Kommissionen har under henvisning til de eksempler, som sagsoegeren har citeret for at godtgoere Kommissionens paastaaede mangel paa upartiskhed, paapeget, at disse eksempler vedroerer et trin af proceduren, der ligger efter meddelelsen af klagepunkter, og som derfor ikke kan bruges til stoette for argumentet om, at den manglende adskillelse af funktioner som efterforsker og rapportoer er skadelig. Kommissionen har tilfoejet, at det heller ikke kan udledes af disse eksempler, at Kommissionen har foretaget en fejlagtig analyse af de faktiske omstaendigheder eller af dokumenterne, og end mindre at en saadan analyse skyldtes den interne organisation af Kommissionens arbejde.

36 Kommissionen har henvist til formaalet med oprettelsen af stillingen som hoeringskonsulent og har detaljeret redegjort for hoeringskonsulentens mandat. Kommissionen har under hensyn til disse oplysninger anfoert, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget bevis, der kan godtgoere, at den procedure, der blev fulgt i denne sag, ikke var korrekt. Den har paapeget, at sagsoegerens anbringende, hvorefter alt, som selskabet kunne have sagt under hoeringen, ville blive brugt mod det, hvorefter de mundtlige oplysninger, der kunne have vaeret fremfoert under hoeringen, ikke ville blive brugt objektivt, er udtryk for en ugrundet og ubillig antagelse. Kommissionen har tilfoejet, at da sagsoegeren valgte ikke at drage fordel af en hoering, kan selskabet ikke med foeje goere gaeldende, at der er fejl i beslutningen, som kunne have vaeret undgaaet ved hoeringskonsulentens indgriben.

37 Retten skal indledningsvis fastslaa, at sagsoegeren i staevningen har anfoert, at selskabets ret til kontradiktion blev skadet ved aendringer i den interne organisering af Kommissionens tjenestegrene og ved prisgivelse af de garantier for upartiskhed i henhold til den tidligere procedure, der var forbundet med denne organisering. Sagsoegeren har i replikken anfoert, at det er usikkert, om den nye organisering og den nye procedure frembyder alle de garantier for upartiskhed, som Kommissionen har tillagt dem i svarskriftet; sagsoegeren goer imidlertid gaeldende, at selskabet ikke har kunnet drage fordel af garantierne i henhold til den nye procedure, eftersom denne procedure ikke blev anvendt i den foreliggende sag.

38 For at overvinde den tilsyneladende selvmodsigelse i den argumentation, som er blevet fremfoert af sagsoegeren, der foerst klager over, at den gamle procedure ikke er blevet anvendt i sagen, og at selskabet heller ikke drog fordel af den nye procedure, maa det erindres, at sagsoegeren mener, at selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat, fordi - eftersom reorganiseringen af Kommissionens tjenestegrene fandt sted under den administrative procedure, som foerte til vedtagelsen af den anfaegtede beslutning - den gamle og den nye procedure successivt blev anvendt paa sagsoegeren, hvilket havde til virkning, at begge disse procedurer blev beroevet de garantier, som de hver isaer frembyder.

39 Retten finder, at den omstaendighed, at visse af Kommissionens tjenestemaend deltog i den administrative procedure baade som efterforskere og rapportoerer, ikke goer beslutningen ulovlig. Det fremgaar klart af Domstolens praksis, at Kommissionen ikke kan betegnes som en "domstol" efter artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention. Under den administrative procedure for Kommissionen er Kommissionen imidlertid forpligtet til at overholde de proceduremaessige garantier, som er fastlagt i faellesskabsretten. Artikel 19, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 forpligter saaledes Kommissionen til - foer end den traeffer nogen beslutning - at give de beroerte virksomheder lejlighed til at udtale sig vedroerende de fremfoerte klagepunkter. Det er ogsaa af denne grund, at Kommissionen i forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19 i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) indfoerte en kontradiktorisk procedure. I henhold til denne procedure skal Kommissionen meddele sine klagepunkter til de beroerte virksomheder, der har mulighed for at svare herpaa inden for en fastsat periode. Virksomhederne kan i givet fald, og isaer i de sager, hvor Kommissionen agter at paalaegge boeder, indroemmes en hoering. Ifoelge artikel 4 i forordning nr. 99/63 kan Kommissionen i sine beslutninger mod virksomheder kun tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig. Disse bestemmelser gennemfoerer det grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at der skal indroemmes ret til kontradiktion i enhver - ogsaa administrativ - procedure, hvilket bl.a. indebaerer, at den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling dels til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder faktisk foreligger og hvilken betydning, de har, dels til de dokumenter, som Kommissionen paaberaaber sig til stoette for, at der foreligger en overtraedelse af EOEF-traktaten (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 7-10).

40 Retten finder imidlertid, at de proceduremaessige garantier i henhold til faellesskabsretten ikke kraever, at Kommissionen internt skal vaere organiseret paa en saadan maade, at det udelukkes, at samme tjenestemand optraeder som efterforsker og rapportoer i samme sag.

41 Det foelger heraf - selv om indsigelsen vedroerende Kommissionens interne organisering ikke kan laegges til grund - at faellesskabsretten indeholder alle de kriterier, der er noedvendige for at gennemgaa klager vedroerende tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til forsvar og i givet fald tage dem til foelge.

42 Det maa imidlertid fastslaas, at sagsoegeren ikke har vaeret i stand til at forklare, hvorledes de paaberaabte tilsidesaettelser af selskabets ret til forsvar og de fejl, som selskabet haevder blev begaaet, kan tilskrives den omhandlede reorganisering af Generaldirektoratet for Konkurrence.

43 Det bemaerkes indledningsvis, at de relevante bestemmelser om hoeringskonsulentens mandat, der er medtaget som bilag til Den Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken, lyder saaledes:

"Artikel 2

Hoeringskonsulenten har til opgave at sikre, at hoeringen afvikles korrekt, og derigennem at bidrage til, at hoeringen og den eventuelle efterfoelgende beslutning faar en objektiv karakter. Han skal isaer soerge for, at der ved udarbejdelsen af udkastene til Kommissionens beslutninger paa konkurrenceomraadet tages behoerigt hensyn til alle relevante faktiske omstaendigheder, hvad enten disse er til fordel eller ugunst for de paagaeldende. Han skal ved udoevelsen af sine funktioner soerge for, at retten til at varetage sit forsvar bliver respekteret, idet han dog samtidig skal tage hensyn til kravet om, at konkurrencereglerne anvendes effektivt og i overensstemmelse med gaeldende forordninger og de af Domstolen fastslaaede principper.

...

Artikel 5

Hoeringskonsulenten underretter generaldirektoeren for konkurrence om hoeringens forloeb og om de konklusioner, han drager af hoeringen. Han fremsaetter sine bemaerkninger om procedurens videre forloeb. Disse bemaerkninger kan vedroere noedvendigheden af at indhente yderligere oplysninger, frafaldelse af visse klagepunkter eller meddelelse af yderligere klagepunkter.

Artikel 6

Hoeringskonsulenten kan, hvis han anser det for hensigtsmaessigt, under udoevelsen af de i artikel 2 ovenfor fastlagte funktioner fremsaette sine bemaerkninger direkte til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, naar det paagaeldende kommissionsmedlem faar forelagt det foreloebige udkast til beslutning, som er bestemt til forelaeggelse for Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal.

Artikel 7

Efter omstaendighederne kan det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, paa hoeringskonsulentens anmodning beslutte at vedlaegge dennes endelige udtalelse som bilag til det udkast til beslutning, som forelaegges Kommissionen, saaledes at det sikres, at denne er fuldt ud orienteret om samtlige en individuel sags elementer, naar den som besluttende myndighed tager stilling til denne sag."

44 De erklaeringer, som sagsoegeren tilskriver hoeringskonsulenten, indebar blot, at han tilskrev Kommissionen hensigter, hvorved han overskred sit mandat. Sagsoegeren kan ikke retfaerdiggoere sin naegtelse af at deltage i de mundtlige hoeringer ved at henvise til disse hensigter, og derefter haevde, at selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat.

45 Anbringendet boer derfor forkastes.

2. Undladelse af at fremsende dokumenter sammen med meddelelsen om klagepunkter

46 Sagsoegeren har henvist til et antal dokumenter eller raekker af dokumenter, som Kommissionen har undladt at henlede sagsoegerens opmaerksomhed paa i forbindelse med meddelelsen om klagepunkter, og som Kommissionen ifoelge sagsoegeren har lagt til grund for beslutningen. Sagsoegeren mener, at Kommissionen derved har beroevet sagsoegeren muligheden for at forklare indholdet af disse dokumenter og saaledes har tilsidesat retten til kontradiktion.

47 Sagsoegeren har med hensyn til disse dokumenter anfoert, at et dokument af 6. september 1977, der haevdes at vaere fundet hos Solvay, og som indeholder et referat af et moede mellem en medarbejder ved Solvay og en medarbejder ved sagsoegeren (beslutningens 16. betragtning, naestsidste afsnit), og en raekke dokumenter fundet hos ATO vedroerende udveksling af oplysninger om leveringer foretaget af de franske producenter og om anvendelsen af kvoter paa det franske marked [beslutningens 15. betragtning, litra h)] hverken er naevnt i meddelelsen om klagepunkter eller vedlagt denne.

48 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at to andre dokumenter, som Shell har fremsendt til Kommissionen som bilag til selskabets svar paa meddelelsen om klagepunkter, er blevet brugt mod selskabet i beslutningen, uden at selskabet var i stand til at forklare dokumenternes indhold, eftersom selskabet ikke vidste, at de ville blive brugt imod det. Det drejer sig om to referater af interne moeder i Shell den 5. juli og den 12. september 1979 (beslutningens 29. og 31. betragtning).

49 Sagsoegeren har anfoert, at da Kommissionen ikke tillod sagsoegeren at fremsaette bemaerkninger vedroerende disse dokumenters bevisvaerdi, har den udledt fejlagtige konklusioner af dem, navnlig ved at undlade at tage hensyn til beviser til fordel for selskabet, som kunne vaere indeholdt i disse dokumenter. Sagsoegeren har i denne henseende anfoert, at de dokumenter, der blev fundet hos ATO, ikke naevner Shell Chimie (Frankrig), og goer gaeldende, at denne omstaendighed beviser, at Shell-selskaberne ikke deltog i kvotearrangementer. Selskabet har derefter anfoert, at det dokument, der blev fundet hos Solvay, ikke indeholder nogen henvisning til prisaftaler, og at dette beviser, at der ikke blev indgaaet saadanne aftaler i 1977.

50 Sagsoegeren har ogsaa gjort gaeldende, at Kommissionen i beslutningen har brugt to dokumenter til stoette for andre klagepunkter end dem, som de forudsattes at stoette i meddelelsen om klagepunkter. Det drejer sig dels om et internt notat fra Shell af 20. oktober 1982 indeholdende et referat af et internt moede i Shell den 7. september 1982, der blev anvendt i den saerlige meddelelse om klagepunkter, der blev tilstillet sagsoegeren, hvortil de udgoer bilag 30, for at godtgoere eksistensen af en prisaftale i slutningen af 1982, mens beslutningen henviser til dette dokument i 68. betragtning, andet afsnit, idet det goeres gaeldende, at sagsoegeren var en af "lederne" i kartellet, og at selskabet havde indgaaet en pris- og/eller kvoteaftale med de tre andre saakaldte "ledere" i slutningen af 1982. Dels drejer det sig om et internt Shell-dokument med overskriften "PP W. Europe Pricing" (den saerlige meddelelse om klagepunkter, Shell, bilag 49), som Kommissionen henviste til i den saerlige meddelelse om klagepunkter, der blev tilstillet sagsoegeren, med henblik paa at godtgoere selskabets deltagelse i en kvoteaftale for 1983, mens Kommissionen i beslutningens 49. betragtning anvender dokumentet for at bevise Shell' s deltagelse i en prisaftale i juli 1983. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at da det er umuligt for en virksomhed, som Kommissionen har beskyldt for at have tilsidesat EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, at gennemgaa ethvert dokument, der er bilagt meddelelsen om klagepunkter, og fremfoere enhver eventuel konklusion, som ifoelge sagsoegeren ikke kan udledes af dette dokument, kan Kommissionen ikke i beslutningen bruge dokumenter, som er anfoert i meddelelsen om klagepunkter, til stoette for andre klagepunkter end dem, som de blev paaberaabt til stoette for i denne meddelelse.

51 Kommissionen har anfoert, at den gav sagsoegeren tilstraekkelig lejlighed til at tage stilling til alle de dokumenter, som vedroerte selskabet, og som kunne bruges mod det. De dokumenter, der blev fundet hos ATO, bekraefter saaledes kun dokumenter fundet hos ICI og blev meddelt Shell eller vedroerte ikke Shell og skulle derfor ikke meddeles selskabet.

52 Kommissionen havde anfoert, at dokumentet fra Solvay, som er naevnt i beslutningens 16. betragtning, femte afsnit, blev forelagt sagsoegeren under proceduren med aktindsigt, og at selskabet ved denne lejlighed tog en kopi heraf. Kommissionen har tilfoejet, at dette dokument hovedsagelig er blevet benyttet i beslutningen til at bevise den dato, hvor Solvay begyndte at deltage i diskussionerne om priserne, og at det desuden bekraefter, at der fandt diskussioner sted herom paa dette tidspunkt.

53 Hvad angaar de to interne dokumenter fra Shell af 5. juli og 12. september 1979, har Kommissionen anfoert, at det foerste dokument kun bekraefter en detalje vedroerende tidsplanen for prisinitiativer i 1979, og da det er fremlagt af sagsoegeren selv, burde selskabet have vaeret opmaerksom paa betydningen af dette dokument og derfor kommenteret det spontant; det samme gaelder for det andet af disse dokumenter.

54 Kommissionen har endelig anfoert, at det med hensyn til anvendelsen af dokumentet med overskriften "PP W Europe Pricing" - til stoette for andre klagepunkter end dem, til stoette for hvilke det var naevnt i meddelelsen om klagepunkter - er korrekt, at dette dokument i den meddelelse om klagepunkter, der blev tilsendt sagsoegeren, kun saerligt fremhaevedes i relation til fastsaettelsen af kvoter for 1983, mens det i beslutningen anvendes til at bevise sagsoegerens deltagelse i prisinitiativet i juli 1983. Kommissionen mener imidlertid, at sagsoegeren, da disse to momenter er saa snaevert forbundet, skulle have vaeret opmaerksom paa, at denne henvisning i dokumentet til et "juli-maal" ville kunne bruges mod selskabet.

55 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det afgoerende ikke er dokumenterne i sig selv, men de konklusioner, som Kommissionen drager paa grundlag af disse. Saafremt dokumenterne ikke er naevnt i meddelelsen om klagepunkter, kan den paagaeldende virksomhed med rette antage, at de ikke har betydning for sagen. Underretter Kommissionen ikke en virksomhed om, at visse dokumenter vil blive anvendt i beslutningen, afskaerer Kommissionen den fra i tide at udtale sig om dokumenternes bevisvaerdi. Dokumenterne vil af denne grund ikke kunne anvendes som bevis over for virksomheden (dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG-Telefunken mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 27, og senest dom af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 21).

56 I dette tilfaelde kan alene de dokumenter, der er naevnt i den generelle eller den specielle del af meddelelsen om klagepunkter eller i skrivelsen af 25. marts 1985, samt de dokumenter, der er vedlagt disse, men ikke udtrykkeligt naevnt heri, anses for bevismidler mod sagsoegeren under naervaerende sag. For saa vidt angaar de dokumenter, der er vedlagt meddelelserne om klagepunkter, men som ikke er naevnt heri, kan de kun goeres gaeldende over for sagsoegeren i beslutningen, hvis selskabet med rimelighed har kunnet udlede af meddelelserne, hvilke konklusioner Kommissionen ville drage heraf.

57 Retten finder derfor, at det dokument, der blev fundet hos Solvay, og som er dateret den 6. september 1977 og naevnt i beslutningens 16. betragtning, naestsidste afsnit, og de dokumenter, der blev fundet hos ATO [naevnt i beslutningens 15. betragtning, litra h)], ikke kan anvendes som bevis mod sagsoegeren. Dette afskaerer imidlertid ikke sagsoegeren fra at anvende dem som beviser til fordel for selskabet.

58 Spoergsmaalet om, hvorvidt de sidstnaevnte dokumenter er noedvendige for at underbygge de bevismaessige konstateringer, Kommissionen i beslutningen har foretaget i forhold til sagsoegeren, henhoerer under Rettens undersoegelse af, om disse konstateringer kan laegges til grund.

59 Paa den anden side maa de to referater af interne moeder i Shell, som Shell havde bilagt sit svar paa meddelelsen om klagepunkter, og som er naevnt i beslutningens 29. og 31. betragtning, anses for bevismidler, der kan anvendes mod sagsoegeren i denne sag. Sagsoegeren kunne ikke vaere uvidende om, at selskabet ved at fremlaegge disse dokumenter under den administrative procedure ville paadrage sig risiko for, at Kommissionen ville bruge dem som bevis mod selskabet. Det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 68), at beslutningen ikke noedvendigvis skal vaere en kopi af fremstillingen af klagepunkter. Kommissionen skal nemlig tage hensyn til resultatet af den administrative procedure, hvis det drejer sig om at frafalde klagepunkter, der viser sig ikke at vaere tilstraekkeligt begrundet, eller hvis det drejer sig om, saavel faktisk som retligt, at tilrettelaegge og supplere argumentationen til stoette for de klagepunkter, som den opretholder. Sidstnaevnte mulighed er ikke i strid med den i artikel 4 i forordning nr. 99/63 hjemlede ret til kontradiktion.

60 Kommissionen kunne derfor med foeje til stoette for de klagepunkter, som allerede var blevet meddelt sagsoegeren, anvende dokumenter, som sagsoegeren havde fremlagt under den administrative procedure.

61 For saa vidt angaar den i beslutningen foretagne anvendelse af bilag 30 til den saerlige meddelelse om klagepunkter, som blev tilstillet sagsoegeren, til stoette for andre klagepunkter end dem, som de var forudsat at skulle underbygge i denne meddelelse om klagepunkter, skal det bemaerkes, at det foerste af disse dokumenter udgoer bilag 100 til den generelle meddelelse om klagepunkter, og at dette bilag anvendes heri (punkt 124) til stoette for klagepunkter med hensyn til den saerlige rolle, som de "fire store" spillede, hvilket ogsaa er tilfaeldet i 68. betragtning, andet afsnit, i beslutningen.

62 Bilag 49 til den saerlige meddelelse om klagepunkter, som er naevnt i beslutningens 49. betragtning til stoette for klagepunktet med hensyn til indgaaelsen af en prisaftale i juli 1983 - mens det i den saerlige meddelelse om klagepunkter blev anvendt til at godtgoere Shell' s deltagelse i en kvoteaftale - kan i beslutningen kun bruges mod sagsoegeren, saafremt denne med rimelighed af meddelelsen om klagepunkter og dokumenternes indhold har kunnet udlede de konklusioner, som Kommissionen havde til hensigt at udlede heraf. I denne sag henviser den saerlige meddelelse om klagepunkter, som blev tilstillet sagsoegeren, til Shell' s deltagelse i prisinitiativet i juni og juli 1983 [s. 8, litra h)], og den generelle meddelelse om klagepunkter henviser i punkt 74 hertil. De foerste to saetninger i dokumentet gjorde det muligt for sagsoegeren med rimelighed at udlede de konklusioner, som Kommissionen agtede at udlede heraf til stoette for de klagepunkter, som den havde fremsat. Det anfoertes i dokumentet:

"Despite 100% loading of W. European PP effective industrial production capacity, prices have generally fallen from 1.85/1.95 DM/kg (' marker' grade - tape, raffia) in December 1982 to approx. 1.70 DM (gross) in May, June 1983.

This paper provides data on PP supply, demand and pricing to show the cost to the Group of failing to use the present opportunity for a general increase of prices."

("Trods en 100% udnyttelse af den effektive industrielle produktionskapacitet i Vesteuropa er priserne generelt faldet fra 1,85/1,95 DM/kg (' marker' grade - tape, raffia) i december 1982 til ca. 1,70 DM (brutto) i maj - juni 1983.

Dette dokument indeholder oplysninger om forsyning, efterspoergsel og prisdannelse for polypropylen for at vise koncernen omkostningerne ved at undlade at benytte naervaerende lejlighed til en generel prisforhoejelse").

63 Det foelger heraf, at Kommissionen kunne bruge dette dokument til stoette for klagepunktet vedroerende indgaaelsen af en prisaftale i juli 1983.

3. Nye klagepunkter

64 Sagsoegeren har i sin argumentation vedroerende beviset for de paagaeldende omstaendigheder anfoert, at Kommissionen i beslutningen har fremfoert en raekke klagepunkter, som ikke var fremfoert i den meddelelse om klagepunkter, som blev tilstillet selskabet. Det forholder sig saaledes med hensyn til Shell' s paastaaede deltagelse i et prisinitiativ i juli 1979 (beslutningens 30. betragtning) og selskabets deltagelse i moeder i 1981, hvilken deltagelse Kommissionen har henvist til for at underbygge klagepunktet vedroerende den rolle, som blev spillet af de fire store producenter, herunder sagsoegeren (beslutningens 19., 57., 67., 68., 78. og 109. betragtning).

65 Kommissionen har derimod gjort gaeldende, at alle de klagepunkter, der blev lagt til grund i beslutningen, var blevet fremfoert i den generelle meddelelse om klagepunkter, i den saerlige meddelelse om klagepunkter, der blev tilstillet sagsoegeren, eller i skrivelsen af 29. marts 1985.

66 Retten finder, at det klagepunkt, der er udtrykt i beslutningens 30. betragtning, var naevnt i bilag A til skrivelsen af 29. marts 1985, som Kommissionen tilstillede sagsoegeren for at afklare og supplere de tidligere meddelelser om klagepunkter.

67 For saa vidt angaar henvisningen i beslutningens 19., 57., 67., 68., 78. og 109. betragtning til Shell' s deltagelse i moeder med ICI og Monte i 1981, hvilken henvisning Kommissionen foretager for at godtgoere den saerlige rolle, som sagsoegeren spillede i kartellets ledelse, bemaerkes, at der intet nyt er heri, eftersom denne deltagelse allerede var angivet under overskriften "De fire stores saerlige rolle" i punkt 118 i den generelle meddelelse om klagepunkter, som finder individuelt anvendelse paa sagsoegeren, og i punkt 2, litra a), i den saerlige meddelelse om klagepunkter, som blev tilstillet sagsoegeren.

68 Anbringendet boer derfor forkastes.

Bevis for overtraedelsen

69 Ifoelge beslutningen (80. betragtning, foerste afsnit) har de polypropylenproducenter, der leverer til EF, fra 1977 deltaget i et kompleks af planer, ordninger og foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter. Det tilfoejes i beslutningen (80. betragtning, andet afsnit), at producenternes overordnede plan var at moedes og naa til enighed i konkrete anliggender. Det anfoeres endvidere i beslutningen, at en saadan adfaerd - som en form for samordnet praksis - kan vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, selv om parterne ikke forinden er naaet til enighed om en faelles plan, der fastlaegger deres naermere adfaerd paa markedet, men vedtager eller tilslutter sig samordnede foranstaltninger, der fremmer koordineringen af deres kommercielle adfaerd. I visse henseender kunne det vedvarende samarbejde og den vedvarende samordning mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor have karakter af samordnet praksis (87. betragtning, tredje afsnit).

70 Det maa derfor foerst undersoeges, om Kommissionen i tilstraekkeligt omfang har godtgjort sine bevismaessige konstateringer med hensyn til (A) 1977-aftalen om mindstepriser, (B) sagsoegerens kontakter med deltagere i "chef"- og "ekspert"-moeder, (C) prisinitiativerne, de foranstaltninger der skulle lette ivaerksaettelsen af prisinitiativerne og fastsaettelsen af maengdemaal og kvoter for (C.1) 1979 og 1980, (C.2) 1981, (C.3) 1982, og (C.4) 1983, under hensyn til (a) den anfaegtede beslutning, (b) parternes argumenter, inden de (c) vurderes; det vil derefter vaere noedvendigt (D) at vurdere, hvorvidt sagsoegerens generelle argumenter vedroerende disse bevismaessige konstateringer er begrundet, og endelig vil det vaere noedvendigt at kontrollere anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse omstaendigheder.

1. Bevismaessige konstateringer

A - Aftalen om mindstepriser

a) Den anfaegtede retsakt

71 Det anfoeres i beslutningen (16. betragtning, foerste, andet og tredje afsnit; jf. ogsaa 67. betragtning, foerste afsnit), at de etablerede producenter i loebet af 1977, efter at syv nye producenter var dukket op paa det vesteuropaeiske polypropylenmarked, indledte indbyrdes droeftelser med det formaal at forhindre et stoerre prisfald og deraf foelgende tab. Som et led i disse droeftelser indgik de stoerste producenter, Monte, Hoechst, ICI og Shell, en aftale om mindstepriser, der skulle traede i kraft den 1. august 1977. Den oprindelige aftale indebar ikke nogen form for maengdekontrol, men hvis den viste sig at fungere efter hensigten, var det meningen, at der skulle indfoeres maengdebegraensninger i 1978. Denne aftale skulle i foerste omgang gaelde i fire maaneder, og enkelthederne i denne aftale blev meddelt de andre producenter, herunder Hercules, hvis salgsdirektoer noterede, at mindstepriserne for de vigtigste kvaliteter i de enkelte medlemsstater var baseret paa en markedspris for rafia paa 1,25 DM/kg.

72 Det anfoeres videre i beslutningen (16. betragtning, femte afsnit), at ICI og Shell indroemmede, at man havde kontakter med andre producenter for at droefte, hvorledes prisfaldet kunne undgaas. Ifoelge ICI var det muligt, at der blev foreslaaet et mindsteniveau, som priserne ikke maatte falde ned under. Det bekraeftes af ICI og Shell, at droeftelserne ikke blot foregik mellem de "fire store". Et dokument af 6. september 1977, der blev fundet hos Solvay, viser, at der den 30. august 1977 blev afholdt et moede mellem Solvay og Shell. Det anfoeres i beslutningen, at selv om Hercules var meget velinformeret om udfaldet af prisdroeftelserne, var det imidlertid ikke muligt med sikkerhed at fastslaa, hvilke andre producenter der deltog i disse droeftelser. Det tilfoejes i beslutningen (78. betragtning, tredje afsnit), at det prisinitiativ, som Monte, Hoechst, ICI og Shell planlagde pr. 1. december 1977, udtrykkeligt blev bakket op af mindst fem andre producenter. Det var ikke muligt noejagtigt at fastslaa, hvorledes mindsteprisaftalen fungerede. I november 1977, da rafiaprisen var faldet til omkring 1,00 DM/kg, bebudede Monte imidlertid en forhoejelse til 1,30 DM/kg fra den 1. december, og den 25. november rapporterede fagpressen i branchen, at de andre tre store fulgte trop med tilsvarende forhoejelser, der skulle traede i kraft samme dato eller senere i december. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0011.1

73 Ifoelge beslutningen (17. betragtning, foerste afsnit) var det omtrent paa dette tidspunkt, at polypropylenproducenterne begyndte at holde regelmaessige moeder. Det anfoeres dog, at ICI har indroemmet, at der foer dette tidspunkt var kontakter mellem producenterne, sandsynligvis telefonisk og paa ad hoc-basis. Shell har udtalt, at det er muligt, at ledende repraesentanter for Shell "havde droeftelser med Montedison om priser i eller omkring november 1977, og at Montepolimeri foreslog muligheden for prisforhoejelser og oenskede at kende Shell' s reaktioner paa en prisforhoejelse". Det udledes heraf, at Shell var en af de producenter, som i tiden efter aftalen om mindstepriser foranstaltede et initiativ fra den 1. december 1977 (78. betragtning, tredje afsnit). Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, tredje afsnit), at der ikke er noget direkte bevis for, at der foer december 1977 har fundet moeder sted mellem selskaberne med det formaal at fastsaette priser, men producenterne havde allerede paa et moede med en brancheforening for aftagere, European Association for Textile Polyolefins (herefter benaevnt "EATP"), i maj og november 1977 underrettet aftagerne om, at man fandt det noedvendigt i faellesskab at haeve priserne. Hercules havde i maj 1977 understreget, at de "traditionelt foerende virksomheder" i industrien burde tage initiativet hertil, mens Hoechst havde givet udtryk for, at der var behov for en prisforhoejelse paa 30-40%.

74 Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, fjerde afsnit, 78. betragtning, tredje afsnit, og 104. betragtning, andet afsnit), at et antal producenter, som dog ikke omfattede sagsoegeren, tilkendegav, at de stoettede Monte, som i en artikel i fagpressen (European Chemical News, herefter benaevnt "ECN") den 18. november 1977 havde bebudet en forhoejelse af rafiaprisen til 1,30 DM/kg fra den 1. december. Deres indlaeg paa EATP-moedet den 22. november 1977 viser ifoelge moedereferatet, at den pris paa 1,30 DM/kg, som Monte havde fastsat, var blevet accepteret af de oevrige producenter som generel "maalpris" for hele branchen.

b) Parternes argumenter

75 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen for at bevise eksistensen af den haevdede aftale om mindstepriser stoetter sig paa et haandskrevet notat udarbejdet af Hercules' salgsdirektoer i foerste halvaar 1977 (bilag 2 til den generelle meddelelse). Dette notat, som sagsoegeren under retsmoedet har beskrevet som "a scrappy handwritten note", kan ikke bruges som bevis paa grund af omstaendighederne i forbindelse med dets udarbejdelse, dets tvetydighed og de vanskeligheder, som er forbundet med dets fortolkning. Hercules har i sit svar paa Kommissionens begaering om oplysninger (bilag 1 til den generelle meddelelse, Hercules) ladet forstaa, at ophavsmanden til notatet ikke laengere erindrede de omstaendigheder, hvorunder han udarbejdede dokumentet, men mente, at det drejede sig om et notat udarbejdet i forbindelse med en telefonsamtale med en anden producent, "muligvis ICI". Desuden gengives de oplysninger, som er indeholdt i notatet, kun paa anden haand, uden at det er muligt at identificere de mellemmaend, som kunne have taget fuldstaendig fejl eller have gentaget, hvad der kun var rygter paa markedet, eller have opfundet en historie om eksistensen af denne aftale mellem de "fire store" for at overtale Hercules, som var en ny producent paa markedet, der oenskede at sikre sig en markedsandel, til ikke at anvende priser, der var lavere end de markedet anvendte.

76 Sagsoegeren har under alle omstaendigheder anfoert, at referaterne af de interne moeder i Shell viser, at selskaberne i Shell-koncernen paa det tidspunkt foerte en handelspolitik med "key accounts" ("noeglekunder"), der var fuldstaendig uforenelig med indgaaelsen eller opfyldelsen af en prisaftale. Det er endvidere ikke bevist, at producenterne forsoegte at ivaerksaette den paastaaede mindstepris.

77 Sagsoegeren har anfoert, at det dokument, der blev fundet hos Solvay, og som angiver, at Solvay og Shell SA, dets belgiske erhvervsaktive selskab, holdt et moede den 30. august 1977 for at diskutere polypropylenprisen, ikke kan bruges mod selskabet i forbindelse med denne procedure, og at det desuden paa ingen maade beviser eksistensen af ulovlige prisaftaler. Dets indhold beviser endog det modsatte, eftersom det ikke indeholder nogen henvisning til saadanne aftaler. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at Kommissionen ved selektiv og partisk citering af Shell' s svar paa begaeringen om oplysninger forsoeger at udlede, at Shell har deltaget i den paastaaede aftale om mindstepriser.

78 Sagsoegeren har endvidere understreget, at beslutningen i modsaetning til meddelelsen om klagepunkter ikke er stoettet paa Shell' s erklaeringer under EATP-moederne, men alene paa droeftelser vedroerende priser, som skulle have fundet sted mellem Shell og Monte, og paa en erklaering fra Shell i ECN (bilag 3 til den generelle meddelelse), hvori Shell udtrykte stoette mht. en prisforhoejelse som foelge af den bebudede prisforhoejelse i november 1977. Disse to momenter er ifoelge sagsoegeren klart utilstraekkelige til at konstatere, at Shell' s selskaber har tilsidesat artikel 85, stk. 1, i november 1977.

79 Sagsoegeren har endelig i replikken anfoert, at Kommissionen ikke for Retten kan goere gaeldende, at aftalen af november 1977 kun udgjorde den forsinkede ivaerksaettelse af den paastaaede aftale om mindstepriser, som blev indgaaet i midten af 1977. Noget saadant er aldrig blevet anfoert, hverken under den administrative procedure eller i beslutningen, og er uden noget som helst grundlag, eftersom den paastaaede aftale fra midten af 1977, der fastsatte prisen til 1,25 DM/kg, var en foranstaltning til at standse tab, og skulle ivaerksaettes den 1. august, hvorimod aftalen af november tilsigtede at forhoeje prisen til 1,30 DM/kg pr. 1. december. Sagsoegeren har herved understreget, at Kommissionen ikke har foert bevis for, at der forelaa en forbindelse mellem de to paastaaede aftaler.

80 Kommissionen har forklaret, at det notat, der blev udarbejdet af Hercules' salgsdirektoer (bilag 2 til den generelle meddelelse), ikke er det eneste dokument, som Kommissionen paaberaaber sig for at godtgoere eksistensen af aftalen om mindstepriser, samt at notatet skal ses i forbindelse med Shell' s kontakter med andre producenter med hensyn til prisfastsaettelse, hvilke kontakter Shell har anerkendt eksistensen af i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter (punkt 3.10-3.15). Kommissionen er derfor af den opfattelse, at dette notat indeholdt et paalideligt, praecist og detaljeret bevis for eksistensen af en aftale om mindstepriser, ogsaa selv om det ikke var ICI, men en anden producent, som havde underrettet Hercules herom. Med hensyn til det dokument, der blev fundet hos Solvay, har Kommissionen anfoert, at det hovedsagelig anvendes i beslutningen til at fastslaa den dato, hvor Solvay begyndte at deltage i droeftelserne vedroerende priserne, og at det bekraefter, at der fandt droeftelser sted herom, hvilket sagsoegeren i oevrigt har erkendt.

81 Kommissionen har anfoert, at de dokumenter, som skal bevise Shell' s konkurrencemaessige adfaerd, ikke er relevante, eftersom Kommissionen finder, at den er berettiget til at anvende materiale, som henviser til et kartel, ogsaa selv om det ikke er vedlagt sagsoegerens benaegtelser, og materiale, som skal godtgoere eksistensen af en vaesentlig konkurrence.

82 Kommissionen har endvidere anfoert, at for saa vidt angaar aftalen af november 1977 indeholder beslutningen - efter at have fastslaaet, at Shell havde deltaget i aftalen om mindstepriser - ikke en konstatering af, at der forelaa et saerskilt prisinitiativ af november 1977, men fastslaar blot, at aftalen om mindstepriser blev ivaerksat i flere trin. Som bevis herfor henviser Kommissionen til, at beslutningen (16. og 17. betragtning) omhandler den oprindelige aftale om mindstepriser og initiativet af november 1977 under én overskrift, "Den oprindelige 'mindsteprisaftale' ", og at den derfor ikke behandlede dem saerskilt.

83 Kommissionen har endelig forklaret forskellen med hensyn til maal (1,25 DM/kg for sommeren og 1,30 DM/kg for november) med den omstaendighed, at Monte, efter at have konstateret et prisfald til 1,00 DM/kg, i mellemtiden udviste betydelige bestraebelser for at naa det oenskede niveau. Dette er grunden til, at selskabet fastsatte et maal, der laa noget hoejere end den pris, som det faktisk haabede at naa.

c) Rettens vurdering

84 Det bemaerkes, at sagsoegeren i sit svar paa begaeringen om klagepunkter har anfoert foelgende:

"SICC/SCITCO has made enquiry of executives concerned with polypropylene in 1977. There is no record or recollection of such agreement (the alleged 'floor price' agreement in June 1977). On the basis of these enquiries, it appears likely that views were exchanged in 1977 with other producers, including Montepolimeri (then Montedison), Hoechst and ICI as to how the sharp fall in prices might be checked. SICC may have urged operating companies not to sell below a price level corresponding with variable cost. Shell operating companies however, were not prepared to lose market share to give effect to any such recommendation, for at that time they were following a policy of 'Key Accounts' ... SICC does not accept that any discussions between producers in mid-1977 were limited to the 'Big Four' ... (g.g. ann. 2) itself makes clear that other companies were involved. Any such discussions were not in any way connected with subsequent multilateral meetings in the period 1978-1982, which SICC/SCITCO did not attend. With the flood of new capacity in 1977, market conditions were chaotic and producers were incurring serious financial losses. SICC does not know what level of prices may have been considered in any discussions in mid-1977, but the price of 1.25 DM/kg referred to in the Hercules note cited ... would have barely covered variable production costs. In any event, as the Commission fairly acknowledges (paragraph 34 of the Statement of Objections), any attempt by producers to implement any such 'stop-loss' floor price agreement wholly failed in the face of the continuation of unbridled price competition ... (Concerning) the alleged price initiative of November 1977, again, the same difficulties in reconstructing events many years ago arise as in the case of the alleged floor price agreement. However, SICC' s researches indicate that executives from the service company may have had discussions concerning price with Montepolimeri in or about November 1977 and Montepolimeri may have suggested the possibility of increasing prices and may have sought SICC' s views on its reactions to any increase. Shell companies continued to lose heavily on their polypropylene businesses; SICC' s policy was to recommend the operating companies to support any moves towards increasing prices that would enable losses to be reduced but it recognised that other producers, particularly new entrants, would be likely to hold prices at uneconomic levels to win market share. In that event, Shell operating companies were obliged to meet competitors' offers to retain their market share and to ensure a minimum acceptable loading of the Shell polypropylene plants in Western Europe. For that reason and because of the Shell Group structure SICC could not give Montepolimeri or any producer a commitment that operating companies would sell at increased prices."

("SICC/SCITCO har foretaget en undersoegelse hos ledere inden for polypropylensektoren i 1977. Ingen erindrer en saadan aftale (den paastaaede mindsteprisaftale af juni 1977), og der foreligger ikke skriftlige optegnelser herom. Paa grundlag af denne undersoegelse forekommer det sandsynligt, at der blev udvekslet synspunkter i 1977 med andre producenter, herunder Montepolimeri (tidligere Montedison), Hoechst og ICI for at kontrollere det staerke prisfald. Det er muligt, at SICC havde opfordret de erhvervsaktive selskaber til ikke at saelge til en pris under et prisniveau svarende de variable omkostninger. Shell' s erhvervsaktive selskaber var imidlertid ikke indstillet paa at miste markedsandele ved at efterkomme en saadan henstilling, fordi de paa det paagaeldende tidspunkt fulgte en politik med 'noeglekunder' ... SICC bestrider, at droeftelserne mellem producenterne i midten af 1977 var begraenset til de 'fire store' ; ... (bilag 2 til den generelle meddelelse) goer det klart, at andre selskaber deltog. Ingen af disse droeftelser var paa nogen maade forbundet med de efterfoelgende flersidede moeder, som fandt sted i perioden 1978-1982, og som SICC/SCITCO ikke deltog i. Med boelgen af ny kapacitet i 1977 var markedsvilkaarene kaotiske, og producenterne led alvorlige oekonomiske tab. SICC ved ikke, hvilket prisniveau der kan have vaeret droeftet i midten af 1977, men den pris paa 1,25 DM/kg, som er naevnt i ovennaevnte notat fra Hercules ... kunne naeppe have daekket de variable produktionsomkostninger. Under alle omstaendigheder ville ethvert forsoeg fra producenterne - hvilket Kommissionen erkender - paa at ivaerksaette en hvilken som helst aftale af denne type om mindstepriser med henblik paa at bringe tabene til ophoer, vaere totalt mislykket paa grund af den fortsatte uformindskede priskonkurrence ... (Vedroerende) det paaberaabte prisinitiativ fra november 1977 skal der atter henvises til de samme vanskeligheder med at rekonstruere begivenhederne efter talrige aars forloeb, ligesom det var tilfaeldet med den paaberaabte aftale om mindstepriser. SICC' s efterforskning viser imidlertid, at ledere fra servicesselskabet kan have deltaget i droeftelserne vedroerende priserne med Montepolimeri i eller omkring november 1977, og Montepolimeri kan have foreslaaet muligheden af at forhoeje priserne og kan have udspurgt SICC om dets reaktioner paa en saadan forhoejelse. Shell-selskaberne led fortsat vaesentlige tab inden for polypropylensektoren; SICC' s politik var at anbefale de erhvervsaktive selskaber at stoette ethvert skrift hen imod prisforhoejelser, som ville goere det muligt at nedbringe tabene, men det erkendte, at andre producenter, navnlig nytilkomne, sandsynligvis ville opretholde priserne paa urentable niveauer for at vinde markedsandele. Under disse omstaendigheder var Shell' s erhvervsaktive selskaber tvunget til at indrette sig efter konkurrenternes udbud for at bevare deres markedsandele og sikre en minimalt acceptabel udnyttelse af produktionskapaciteten i Shell' s polypropylenfabrikker i Vesteuropa. Af denne grund og paa grund af Shell-koncernens struktur kunne SICC ikke give Montepolimeri eller nogen anden producent forsikring om, at de erhvervsaktive selskaber ville saelge til forhoejede priser.")

85 I lyset af disse omstaendigheder skal der foretages en gennemgang af det notat, som var udfaerdiget af Hercules' salgsdirektoer (bilag 2 til den generelle meddelelse), og som Kommissionen mener er udtryk for en viljesoverensstemmelse mellem de "fire store". Det anfoeres i dette notat:

"Major producers have made agreement (Mont., Hoechst, Shell, ICI) 1. No tonnage control; 2. System floor prices - DOM less for importers; 3. Floor prices from July 1. definitely Aug. 1st when present contracts expire; 4. Importers restrict to 20% for 1 000 tonnes; 5. Floor prices for 4 month period only - alternative is for existing; 6. Com(panies) to meet Oct. to review progress; 7. Subject (of the) scheme working - Tonnage restrictions would operate next year."

("De stoerste producenter (Mont., Hoechst, Shell, ICI) er enige om foelgende punkter: 1. ingen kontrol med tonnage; 2. system med mindstepriser for DOM (indenlandske producenter) bortset fra importoerer; 3. mindstepriser fra 1. juli eller senest 1. august, naar de loebende kontrakter udloeber; 4. importoererne begraenser til 20% for 1 000 tons; 5. mindstepriser for en periode af kun fire maaneder - der foreligger ikke noget alternativ; 6. selskaberne moedes atter i oktober for at vurdere fremskridt; 7. genstand for den gaeldende ordning - tonnagerestriktioner skulle gaelde naeste aar.")

(Efterfulgt af en prisliste for tre polypropylenkvaliteter udtrykt i fire nationale valutaer, bl.a. 1,25 DM/kg for rafia).

86 Retten finder, at de beviser, som sagsoegeren har fremfoert for at afkraefte bevisvaerdien af det notat, som blev udfaerdiget af Hercules' salgsdirektoer, ikke kan modsige de konklusioner, som Kommissionen har udledt heraf. Notatet er utvetydigt, og den omstaendighed, at det er daarligt skrevet, ikke signeret og udateret, er normalt, eftersom det drejer sig om et notat affattet under en samtale, sandsynligvis telefonisk; notatets konkurrencebegraensende formaal var grunden til, at ophavsmanden efterlod saa faa spor som muligt. Ophavsmandens upraecise erindringer om de omstaendigheder, hvorunder notatet blev affattet, afkraefter ikke dets bevisvaerdi, eftersom notatets indhold angiver, at den oplysning, som det indeholder, hidroerte fra en af de "fire store", og det er ikke noedvendigt at identificere, hvilken af de "fire store" det drejer sig om. Den omstaendighed, at oplysningerne videregives paa anden haand, er uden betydning, eftersom Kommissionen udtrykkeligt anvender notatet som skriftligt, samtidigt bevis for omstaendighederne og som bevis for, at andre producenter end notatets ophavsmand havde indgaaet en aftale. Endelig goer den praecise og detaljerede natur af den oplysning, som det giver, det fuldstaendigt usandsynligt, at det blot skulle genspejle rygter paa markedet, der var totalt forkerte eller opfundne.

87 Retten finder endvidere, eftersom sagsoegeren har erkendt, at producenterne droeftede priser paa det tidspunkt, at Kommissionen med foeje kunne konstatere, at der forelaa viljesoverensstemmelse med hensyn til fastsaettelse af mindstepriser blandt flere producenter, herunder sagsoegeren, uden at det er noedvendigt at fastslaa, om andre producenter end de "fire store" tilsluttede sig disse priser.

88 Den omstaendighed, at de aftalte mindstepriser ikke kunne naas, modsiger ikke sagsoegerens tiltraedelse af disse priser, idet Retten finder, selv om denne omstaendighed anses for godtgjort, at den hoejst ville vise, at mindstepriserne ikke blev ivaerksat. Det fastslaas imidlertid i beslutningen (16. betragtning, sidste afsnit) - som ikke haevder, at mindstepriserne blev naaet - at rafiaprisen var faldet til ca. 1,00 DM/kg i november 1977.

89 Med hensyn til spoergsmaalet, om det i beslutningen haevdes, at der var en forbindelse mellem aftalen om mindstepriser og prisinitiativet i december 1977, skal det bemaerkes, at det fremgaar af beslutningens 16. og 17. betragtning, sammenholdt med 78. betragtning, at aftalen om mindstepriser og prisinitiativet i slutningen af 1977 udgoer et hele. Denne opfattelse baseres paa den omstaendighed, at Shell har indroemmet, at det er muligt, at ledende medarbejdere hos Shell "havde droeftelser med Montedison om priser i eller omkring november 1977, og at Montepolimeri kan have foreslaaet muligheden af prisforhoejelser og kan have fremkaldt Shell' s reaktioner paa en eventuel prisforhoejelse", hvoraf det udledes (78. betragtning, tredje afsnit), at Shell var en af de producenter, der som foelge af mindsteprisaftalen indledte et initiativ pr. 1. december 1977.

90 Retten finder, at Kommissionen med foeje har udledt af Shell' s besvarelse af meddelelsen om klagepunkter, sammenholdt med selskabets deltagelse i mindsteprisaftalen, at Shell i forlaengelse af aftalen havde truffet et initiativ med Monte, ICI og Hoechst. Det kan saaledes fastslaas paa grundlag af Shell' s svar, at Shell - mellem indgaaelsen af aftalen om mindstepriser og Monte' s erklaering i ECN om selskabets hensigt om at forhoeje priserne fra den 1. december 1977 - havde kontakter med Monte med hensyn til prisforhoejelser. Svaret indeholder nemlig foelgende udtalelse:

"However, SICC' s researches indicate that executives from the service company may have had discussions concerning price with Montepolimeri in or about November 1977 and Montepolimeri may have suggested the possibility of increasing prices and may have sought SICC' s views on its reactions to any increase."

("SICC' s efterforskning viser imidlertid, at ledere fra serviceselskabet kan have deltaget i droeftelserne vedroerende priserne med Montepolimeri i eller omkring november 1977, og at Montepolimeri kan foreslaaet muligheden af at forhoeje priserne og kan have udspurgt SICC om dets reaktioner paa en saadan forhoejelse.")

91 Henset til disse momenter har sagsoegeren ikke godtgjort, at selskabet i forbindelse med disse kontakter oplyste sine konkurrenter om, at det naegtede at deltage i ethvert samarbejde af denne type.

92 Det foelger af det foregaaende, at Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren var en af de polypropylenproducenter, som tilvejebragte en viljesoverensstemmelse vedroerende mindstepriser i midten af 1977 og i forlaengelse heraf en maalpris paa 1,30 DM/kg pr. 1. december 1977.

B - Sagsoegerens kontakter med deltagere i "chef"- og "ekspert"-moederne

a) Den anfaegtede beslutning

93 Kommissionen erkender i beslutningen (18. betragtning, 19. betragtning, tredje afsnit, og 78. betragtning, de foerste tre afsnit), at Shell ikke deltog i plenarmoederne mellem polypropylenproducenterne, hvori deltog dels de oeverste ledere, der havde ansvaret for den samlede ledelse af nogle af producenternes polypropylenaktiviteter ("chefer"), dels ledere paa et lavere niveau mellem repraesentanter med mere detaljeret kendskab til markedsfoering ("eksperter"); disse moeder havde navnlig til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal og kontrollere producenternes overholdelse heraf. Det anfoeres imidlertid i beslutningen, at Shell deltog i den oprindelige aftale om mindstepriser og droeftelserne herom, samt at selskabet deltog i ad hoc-moeder med andre store producenter. Shell har anerkendt, at selskabet undertiden forud for "chef"- og "ekspert"-moederne blev anmodet om at fremsaette sin opfattelse vedroerende en eventuel prisforhoejelse, og at det efter saadanne moeder modtog oplysninger fra Monte eller ICI om, at saerlige maal var blevet foreslaaet, og videregav oplysningen til sine erhvervsaktive selskaber. Shell' s interne dokumenter bekraefter, at selskabet havde kendskab til prisinitiativerne, og at det deltog heri, endog undertiden som anerkendt leder. Desuden har Shell' s repraesentant fra udgangen fra 1982 regelmaessigt deltaget i forberedende moeder mellem de fire store producenter, som fandt sted dagen forud for de enkelte "chef"-moeder.

94 Ifoelge beslutningen (68. betragtning, andet og tredje afsnit) udgjorde disse forberedende moeder et forum, hvor de fire stoerste producenter kunne enes om en faelles holdning foer plenarmoedet for at tilskynde prisstabilitet ved at indtage en faelles holdning. ICI har indroemmet, at de emner, der blev droeftet paa de forberedende moeder, var de samme som dem, der blev droeftet paa det efterfoelgende "chef"-moede; Shell har derimod benaegtet, at moederne mellem de "fire store" paa nogen maade kunne betragtes som en forberedelse til et plenarmoede, eller at de tjente til at udlede en faelles holdning inden det efterfoelgende moede. Det fastslaas imidlertid i beslutningen, at referaterne af visse af disse moeder (i oktober 1982 og maj 1983) modbeviser Shell' s forklaring.

95 Det anfoeres endelig i beslutningen (78. betragtning, andet afsnit), at de erhvervsaktive selskaber i Shell-koncernen deltog i lokale moeder vedroerende ivaerksaettelse paa nationalt plan af de foranstaltninger, der var blevet vedtaget under plenarmoederne (beslutningens 20. betragtning). Selv foer Shell begyndte at deltage i de "forberedende" moeder mellem de "fire store" i oktober 1982, moedtes det med de andre store producenter og foerte detaljerede droeftelser om spoergsmaal, der blev behandlet paa de regelmaessige "chef"- og "ekspert"-moeder (beslutningens 109. betragtning, fjerde afsnit).

96 Der henvises endvidere i beslutningens 16., 17., 19., 30., 31., 35., 45., 47., 48., 57., 62., 63., 67. og 109. betragtning til forskellige kontakter mellem Shell og producenter, der deltog i "chef"- og "ekspert"-moederne.

b) Parternes argumenter

97 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen laegger afgoerende vaegt paa eksistensen af producentmoeder, hvorunder de forskellige samordnende foranstaltninger blev aftalt. Kommissionen har imidlertid ikke bestridt, at Shell-selskaberne ikke deltog i nogen af disse moeder. Disse selskaber deltog derfor ikke i de droeftelser, som navnlig foerte til fastsaettelsen af maalpriser eller maengdemaal eller til vedtagelsen af foelgeforanstaltninger. Shell' s situation er saaledes identisk med Amoco' s og BP' s, med hensyn til hvilke Kommissionen fandt, at der ikke forelaa nogen overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1 (beslutningens 78. betragtning, sidste afsnit).

98 Sagsoegeren har anfoert, at selskabets situation i virkeligheden var foelgende: Selskabet havde kendskab til, at der blev afholdt moeder; selskabet blev undertiden anmodet om at udtale sig om de generelle markedsvilkaar forud for moederne; selskabet blev undertiden, men ikke systematisk, underrettet om, at saerlige maal var blevet foreslaaet; selskabet videregav denne oplysning til de erhvervsaktive selskaber og gav dem lejlighedsvis raad med hensyn til den adfaerd, der skulle foelges, men disse selskaber kunne frit traeffe beslutning.

99 Sagsoegeren har erkendt, at en repraesentant for Shell deltog i visse moeder, som blev holdt dagen forud for "chef"-moederne, og hvorunder repraesentanter for ICI, Monte og Hoechst var til stede. Ifoelge sagsoegeren blev disse forberedende moeder imidlertid kun afholdt de sidste ti maaneder af den paagaeldende periode, og Shell deltog kun i ca. halvdelen af dem. Denne omstaendighed kan derfor ikke gyldigt paaberaabes som bevis for, at Shell-selskaberne deltog i ulovlige karteller.

100 Sagsoegeren har endvidere understreget, at der i 1981 kun blev afholdt to isolerede moeder, hvori kun ICI, Shell og Monte, men ikke Hoechst - som ogsaa var en af de "fire store" - deltog. Ved afslutningen af disse moeder blev der ikke vedtaget nogen aftale, arrangement eller kartel, hvilket fremgaar af referatet af moedet den 15. juni 1981 (bilag 64b til den generelle meddelelse). Kommissionen har givet udtryk for en forkert opfattelse med hensyn til moedernes regelmaessighed og art og tillagde dem, i forbindelse med de paastaaede ulovlige arrangementer, en betydning, som de ikke havde. For saa vidt som Kommissionen i sine indlaeg har henvist til regelmaessige kontakter, som sagsoegeren haevdes at have haft med de andre store producenter efter 1977 og i hele perioden, drejer det sig om et nyt anbringende, som under alle omstaendigheder paa overdreven maade beskriver nogle faa sporadiske kontakter, som ikke kunne aendre Shell' s periferiske situation i forhold til ethvert paastaaet ulovligt kartel.

101 For saa vidt angaar selskabets deltagelse i en raekke forberedende moeder fra udgangen af 1982 og til midten af 1983 har sagsoegeren anfoert, at disse moeder kun paabegyndtes ca. ti maaneder foer afslutningen af den syvaarsperiode, hvorunder det paastaaede kartel skulle have eksisteret, samt at selskabet kun deltog i forberedende moeder for saa vidt angaar halvdelen af "chef"-moederne i naevnte perioder, at udvekslingen ikke foerte sagsoegeren til at deltage i noget som helst ulovligt kartel, og endelig at disse moeder ikke var bestemt til at goere det muligt for et paastaaet "direktorat" at forberede de senere "chef"-moeder.

102 Kommissionen mener, at man ikke skal overdrive betydningen af, hvad der i beslutningen betegnes som institutionaliserede moeder. Kommissionen forstaar ikke, hvorfor sagsoegeren ikke medregner de moeder, som fandt sted mellem de "fire store" i de institutionaliserede moeder. Sagsoegeren deltog imidlertid selv eller gennem SCITCO (en afdeling under Shell) i disse forberedende moeder, hvis betydning og genstand bekraeftes ved notater af telefonsamtaler mellem sagsoegeren og ICI (bilag 95 og 96 til den generelle meddelelse) eller ved et referat af et af disse moeder (bilag 101 til den generelle meddelelse).

103 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren, endog foer selskaberne begyndte at afholde regelmaessige forberedende moeder i slutningen af 1982, havde regelmaessige kontakter med de andre store, hvilket Shell har erkendt i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter (punkt 3.19). Kommissionen har tilfoejet, at disse regelmaessige kontakter var naevnt baade i meddelelsen om klagepunkter og i beslutningen (109. betragtning, fjerde afsnit). Kommissionen har naermere bestemt gjort gaeldende, at et notat vedroerende et moede mellem de "fire store" den 15. juni 1981 (bilag 64b til den generelle meddelelse) klart viser, at deres delte ansvar paa markedet var anerkendt, og at de fandt, at det paahvilede dem at gaa i spidsen ved at vedtage initiativer.

104 Kommissionen har tilfoejet, at Shell har erkendt (bilag 9, tillaeg 2, til den generelle meddelelse), at Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber i medlemsstaterne havde deltaget i de saakaldte lokale moeder, som vedroerte de naermere arrangementer mht. anvendelsen af de aftaler, der var blevet indgaaet paa "chef"- og "ekspert"-moederne. Af disse forskellige grunde kan Shell' s situation ikke sammenlignes med Amoco' s og BP' s.

105 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren deltog i alle de forberedende moeder, som Kommissionen har haft kendskab til, og at den faelles holdning, der blev indtaget af de "fire store" med henblik paa at forhoeje priserne, var forbundet med disse moeder, hvorunder droeftelserne var meget konkrete. Kommissionen har anfoert, at de to dokumenter, som beslutningen bygger paa i denne henseende, nemlig dokumentet fra ICI med overskriften "Polypropylene Framework" (bilag 87 til den generelle meddelelse) og notatet fra Shell af 20. oktober 1982 (bilag 100 til den generelle meddelelse og bilag 30 til den saerlige meddelelse, Shell) er fuldt ud relevante, saafremt de fortolkes under hensyn til moederne og ikke betragtes saerskilt. Kommissionen har endvidere anfoert, at de "fire store" deltog i moedet i oktober 1982 og udgjorde et forberedende moede, og at det endelige notat af 20. oktober 1982 (som er naevnt i beslutningens 68. betragtning), blev naevnt i den generelle meddelelse (punkt 124).

106 Kommissionen mener derfor, at den omstaendighed, at sagsoegeren ikke deltog i "chef"- og "ekspert"-moederne, ikke er afgoerende, og at det med rette kan fastslaas, at sagsoegeren bidrog til fastsaettelsen af priserne og anvendte dem i forening med selskaberne i Shell-koncernen, og at sagsoegeren samarbejdede inden for kvoteordningen.

c) Rettens vurdering

107 Retten finder, at Kommissionen med foeje af det forskellige bevismateriale, der er naevnt i beslutningen - navnlig ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), de forskellige referater af moeder og tabeller vedroerende de forskellige producenters tidligere tal og kvoter - har udledt, at der blev udviklet et system med periodiske moeder mellem polypropylenproducenterne fra december 1977, at "chef"- og "ekspert"-moeder blev afholdt fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, at disse moeder, som foerst blev ledet af Monte og derefter af ICI, navnlig havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal samt at vedtage forskellige foranstaltninger, der skulle lette ivaerksaettelsen af prismaalene, idet der under disse moeder blev opnaaet enighed mht. disse formaal og foranstaltninger.

108 Det bemaerkes endvidere, at beslutningen ikke kritiserer sagsoegeren for at have deltaget i "chef"- og "ekspert"-moederne, men kritiserer sagsoegeren for at have vaeret i snaever kontakt med deltagerne i disse moeder, idet selskabet leverede oplysninger om sin handelspolitik og lod sine nationale selskaber vaere repraesenteret under lokale moeder vedroerende ivaerksaettelsen paa nationalt plan af de foranstaltninger, der var blevet aftalt under "chef"- og "ekspert"-moederne, deltog i moeder med visse af deltagerne i disse moeder og havde tosidede kontakter med dem.

109 Det maa derfor undersoeges, om Kommissionen har godtgjort, at der var kontakter mellem sagsoegeren og deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne mellem slutningen af 1977 og september 1983.

110 Hvad saerligt angaar perioden mellem udgangen af 1977 og 1978 har sagsoegeren i forlaengelse af den viljesoverensstemmelse, der blev tilvejebragt i 1977, deltaget i to EATP-moeder; i referatet af det foerste af disse moeder, som blev afholdt den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle meddelelse), anfoeres det, at de forskellige producenter har givet udtryk for deres stoette til Monte' s erklaering om en prisforhoejelse, idet sagsoegeren fremsatte foelgende erklaering:

"any opportunity to achieve more realistic polypropylene prices will have the full support of Shell. We also noticed the moves in Italy and I feel certain that these are going to spread across Europe".

("Shell giver sin fulde stoette til ethvert tiltag med henblik paa at opnaa mere realistiske polypropylenpriser. Vi har endvidere bemaerket prisinitiativerne i Italien, og jeg er sikker paa, at disse vil blive fulgt i Europa").

I referatet af et andet af disse moeder, der blev afholdt den 26. maj 1978 (bilag 7 til den generelle meddelelse), kan man laese de vurderinger, der blev fremfoert af de forskellige producenter med hensyn til de opnaaede resultater paa markedet efter moedet den 22. november 1977. Sagsoegeren erklaerede under moedet den 26. maj 1978:

"We have heard most people, both in the informal discussions and around the table this morning plead for stability and cooperation in the economic situation of slow growth in which we find ourselves and with the situation of low demand for our products and surplus capacity ... Last November, I mentioned that the losses being incurred by the polymer producers, by the chemical producers of the world were reaching very large proportions. We have seen further company reports in the last 6 months which have confirmed this, and I put it to you that the magnitude of the sums of money being lost by the chemical industry and by the polymer producers over the coming years are going to lead to some fundamental thinking as ..."

("Baade under de uformelle droeftelser og ved bordet her til morgen har vi hoert de fleste repraesentanter udtale sig til fordel for stabilitet og samarbejde under hensyn til den oekonomiske situation med lav vaekst, hvori vi selv befinder os, og situationen med svag efterspoergsel efter vores produkter samt overskudskapacitet ... Sidste november naevnte jeg, at de tab, der blev lidt af polymerproducenterne og kemikalieproducenterne i hele verden, antog meget store proportioner. De seneste seks maaneder har vi laest rapporter fra andre selskaber, der bekraefter dette, og jeg kan bekraefte, at stoerrelsen af de tab, der bliver lidt af den kemiske industri og polymerproducenterne i de kommende aar, vil foere til grundlaeggende eftertanke ...")

111 I sit svar paa meddelelsen om klagepunkter anfoerte sagsoegeren mht. perioden fra 1978 til september 1983 foelgende:

"SICC/SCITCO knew that multilateral meetings between producers were taking place from time to time and that the subject matter of the discussions at such meetings included 'target' prices. Prior to meetings SICC/SCITCO' s views were sometimes sought on general market conditions including as to the feasibility of price increases. After multilateral meetings had taken place, the service company was sometimes informed (by ICI or Montepolimeri) that particular price 'targets' had been proposed, and passed this market information to the operating companies. SICC/SCITCO' s support might be sought for the proposed move, and in response the service company would make it clear that it could not commit the Shell operating companies even to work towards the goal of attaining the 'target' prices ... SICC/SCITCO informed the operating companies of the 'target' price as part of a general market intelligence service that it provided to the operating companies. It did not ordinarily tender advice as to the appropriate action the operating companies should take. On occasions, however, it would commend to the operating companies moves towards higher prices as a means of reducing losses; but on other occasions SICC/SCITCO would agree with operating companies that they should hold current prices so as to retain volume and market share. The operating companies would make their own pricing decision on their evaluation of the local market, bearing in mind their volume objectives."

("SICC/SCITCO vidste, at der blev afholdt multilaterale producentmoeder fra tid til anden, og at emnerne for droeftelserne under saadanne moeder omfattede maalpriser. Forud for moederne blev SICC/SCITCO undertiden anmodet om at fremsaette bemaerkninger vedroerende generelle markedsvilkaar, herunder vedroerende muligheden af prisforhoejelser. Efter afholdelsen af multilaterale moeder blev serviceselskabet undertiden underrettet (af ICI eller Montepolimeri) om, at der var blevet foreslaaet saerlige maalpriser, og videregav denne markedsoplysning til de erhvervsaktive selskaber. Det skete, at SICC/SCITCO blev anmodet om at stoette det foreslaaede tiltag, og som svar herpaa ville serviceselskabet erklaere, at det ikke kunne forpligte de erhvervsaktive selskaber til at bevaege sig henimod at anvende maalpriserne ... SICC/SCITCO oplyste de erhvervsaktive selskaber om maalprisen som en del af den generelle meddelelse om oplysninger paa markedet, som den gav til de erhvervsaktive selskaber. Den gav ikke generelt raad med hensyn til den passende strategi, der skulle foelges af de erhvervsaktive selskaber. Ved lejlighed kunne den imidlertid anbefale de erhvervsaktive selskaber at traeffe foranstaltninger med henblik paa at forhoeje priserne for at begraense tabene; men ved andre lejligheder ville SICC/SCITCO enes med de erhvervsaktive selskaber om at opretholde de priser, som var i kraft, for at bevare baade salgsmaengder og markedsandele. De erhvervsaktive selskaber ville traeffe deres egne prisbeslutninger efter at have vurderet det lokale marked, navnlig under hensyn til maengdemaalene.")

112 Det bemaerkes, at sagsoegeren har bekraeftet disse omstaendigheder i sine indlaeg for Retten, og at ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) ogsaa bekraefter deres rigtighed, eftersom det heri anfoeres:

"The relationship between these producers (Alcudia, Amoco, BP, Hercules and Shell) and producers which participated was simply one whereby these producers would usually be advised of the upshot (if any) of meetings."

("Forholdet mellem disse producenter (Alcudia, Amoco, BP, Hercules og Shell) og de deltagende producenter var alene et forhold, hvorefter disse producenter saedvanligvis blev underrettet om resultatet af moederne (saafremt et saadant opnaaedes).")

113 Retten skal imidlertid fastslaa, at disse beviser bekraeftes af samtidige bevisdokumenter vedroerende de omhandlede omstaendigheder.

114 Retten finder derfor, at eksistensen af kontakter mellem sagsoegeren og deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne bekraeftes af den omstaendighed, at sagsoegerens salgstal i forskellige maaneder og aar er anfoert ud for dets navn i forskellige tabeller (bilag 55 ff. til den generelle meddelelse samt bilag 23, 25, 28 og 32 til den generelle meddelelse). De fleste sagsoegere har erkendt i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at det ikke var muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grund af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende en af disse tabeller oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Kommissionen kunne derfor med foeje antage, at oplysningerne vedroerende Shell i disse tabeller var blevet leveret af Shell selv.

115 Det skal understreges, at denne konklusion stoettes af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger, eftersom dette dokument ikke med hensyn til Shell indeholder samme kvalifikation som med hensyn til Amoco, Hercules og BP vedroerende oprindelsen af de salgstal, som er indeholdt i tabellerne, idet det for disse producenter anfoertes:

"did not report as a group, they did not report individually, and they were not represented at the meetings. In passing it would be stated that even when Hercules did attend meetings they would not report their figures.

By way of explanation, Amoco/Hercules/BP are 'grouped' together in the table because, in the absence of any specific data relating to their sales volume, their sales volume was calculated by deducting from known total sales for West Europe (derived from FIDES data) the total of sales made by other producers which had declared details of their sales volume".

("gav ikke oplysninger som en gruppe, de afgav ikke rapport individuelt, og de var ikke repraesenteret under moederne. Det skal derfor i forbigaaende anfoeres, at selv om Hercules deltog i moederne, meddelte selskabet ikke sine tal.

Det bemaerkes, at Amoco/Hercules/BP er grupperet i tabellen, idet deres salgsmaengder - fordi der ikke forelaa saerlige data vedroerende disse - blev beregnet ved fra det samlede kendte salg i Vesteuropa (udledt af Fides-oplysninger) at fradrage de samlede salg foretaget af andre producenter, som havde oplyst detaljer vedroerende deres salg").

116 Foruden disse beviser skal det for det foerste tilfoejes, at det fremgaar af sagsoegerens svar paa meddelelsen om klagepunkter, at Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber deltog i lokale moeder for Det Forenede Kongerige (seks om aaret), for Belgien (hver fjerde eller sjette uge), for Italien (regelmaessigt), for Danmark (lejlighedsvis) og for Nederlandene (i september 1983). Selv om sagsoegeren haevder, at formaalet med deltagelsen i disse moeder var at opnaa generelle oplysninger om markedet, viser de eneste to referater af disse moeder, som foreligger, at formaalet med moederne var paa lokalt plan at diskutere de foranstaltninger, der blev vedtaget paa "chef"- og "ekspert"-moederne. Referatet af det lokale moede i Det Forenede Kongerige den 18. oktober 1982 (bilag 10 til den generelle meddelelse), hvori Shell UK deltog, viser, at de producenter, som deltog, udvekslede oplysninger om de salg, de havde foretaget over maalprisen, gennemgik visse anomalier paa markedet og analyserede situationen med hensyn til deres respektive kunder. Formaalet med disse moeder bekraeftes af referatet af "ekspert"-moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse), hvoraf fremgaar:

"From this it was felt that it was impossible to reach the target level of 36 BFR/kg etc in June, ICI & DSM pressed for a major push in Belgium as it would have beneficial effects on the surrounder countries + bring Shell back into the fold without any producers having to put too much at stake in terms of volume. After a lot of discussions DSM agreed to call a meeting on 16th June to be attended by some marketing managers as well as local representatives. The objectives would be to quote the target levels absolutely rigidly for July."

("Dette element gav det indtryk, at det var umuligt at naa maalprisen paa 36 BFR/kg, etc. i juni; ICI og DSM gjorde sig til talsmaend for et stoerre fremstoed i Belgien, da dette ville have fordelagtige virkninger i de tilgraensende lande + bringe Shell tilbage i folden, uden at nogen producenter skulle saette for meget paa spil med hensyn til maengder. Efter en laengere diskussion accepterede DSM at indkalde til et moede den 16. juni, hvori skulle deltage salgsdirektoererne og lokale repraesentanter. Maalene var at anvende maalniveauerne strikt i juli.")

Det fremgaar imidlertid af sagsoegerens svar paa meddelelsen om klagepunkter, at selskabet deltog i det moede, der blev afholdt den 16. juni.

117 Det skal for det andet fastslaas, at sagsoegeren i 1981 deltog i to moeder, hvorunder Shell og ICI deltog i det foerste, som blev afholdt den 27. maj 1981, og Shell, ICI og Monte deltog i det andet, som blev afholdt den 15. juni 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse), i 1982 i to moeder mellem repraesentanter for de "fire store", den 13. oktober og 20. december 1982 og i 1983 i fem moeder. Det skal herved bemaerkes, at sagsoegerens anbringender om, at disse moeder kun udgjorde en del af moederne mellem de "fire store", er ugrundede, for saa vidt som sagsoegeren har anfoert i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten, at selskabet ikke har kendskab til andre forberedende moeder, som skulle have fundet sted mellem ICI, Hoechst og Monte ved nogen anden lejlighed.

118 Sagsoegeren har anfoert, at formaalet med disse moeder var uafhaengigt af formaalet med "chef"- og "ekspert"-moederne. Retten finder imidlertid paa grundlag af notaterne vedroerende kontakterne mellem sagsoegeren og de andre "store", at formaalet med disse moeder var snaevert forbundet med "chef"- og "ekspert"-moederne. Referaterne af de to moeder i 1981 angiver, at de vedroerte droeftelse af prisniveau og kvoteordninger, idet det anfoeres i det foerste notat (bilag 64a til den generelle meddelelse):

"This meeting was arranged to review the polypropylene scene and to seek SICC' s views on the volume scheme put forward by Montepolimeri in Rome ... Current price levels were compared and Shell seemed to have much the same view as ourselves".

("Dette moede blev afholdt for at gennemgaa forholdene paa polypropylenomraadet og indhente SICC' s synspunkter med hensyn til den maengdeordning, som Montepolimeri havde fremlagt i Rom ... De nuvaerende prisniveauer sammenlignedes, og Shell synes at indtage samme standpunkt som vi selv")

(efterfulgt af en prisliste) og i det andet (bilag 64b til den generelle meddelelse):

"Possible solutions included (a) sanctions (not a great success so far on PVC), (b) control production whis is within the power of the bosses (L. thought propylene availability might scupper this), (c) quotas which Z. favoured but L. discounted, (d) new initiatives by the 4 majors whereby they accommodated the hooligans in Europe and made up the loss by sales in ROW markets. Given that W European sales would probably not exceed 105 kt/month for the next few months and then not over 125 kt for the remainder of the year say 115 kt average for July-Sept and exports continued at 30 kt/month there could still be a surplus of capacity of 10 kt/month. Shared by the Big Four each would have to drop 2.5 kt/m in Europe equivalent to 30 kt/yr of say 2.3% market share. I said that despite L.' s contention about ROW prices that such a proposal would be totally unacceptable to us, (e) a flat price increase of say 20 pf/kg wef 1st july - this avoids unrealistic requirements for the lowest priced business.")

("De mulige loesninger omfattede (a) sanktioner (har ikke indtil nu vaeret en saerlig succes med hensyn til PVC), (b) kontrol med produktionen, hvilket falder ind under chefernes kompetence (L. mente, at forraadene af polypropylen ville kunne bringe denne loesning i fare), (c) anvendelsen af kvoter, som Z. gjorde sig til talsmand for, men som L. viste ringe entusiasme for, (d) et nyt initiativ fra de 'fire store' , hvorved de imoedekom ballademagerne i Europa og daekkede tabet ved salg paa ROW-markeder (ROW = resten af verden). Da salgene i Vesteuropa sandsynligvis ikke ville overstige 105 kt/maaned i de naeste maaneder, og derefter ikke overstige 125 kt for resten af aaret, men andrage et gennemsnit paa ca. 115 kt for perioden juli til september, og eksporten fortsatte med 30 kt/maaned, ville der stadig vaere en overskudskapacitet paa 10 kt/maaned. Fordelt mellem de 'fire store' maatte hver enkelt af dem opgive 2,5 kt/maaned svarende til 30 kt/aar, dvs. 2,3% markedsandel. Jeg erklaerede, at trods L.' s udtalelser om de priser, der skulle anvendes uden for Vesteuropa, ville et saadant forslag vaere fuldstaendig uacceptabelt for os, (e) en ensartet prisforhoejelse paa 0,20 DM/kg fra den 1. juli - denne loesning undgaar urealistiske krav ved salgsaftaler effektueret til de laveste priser").

119 Retten finder, at formaalet med moederne mellem de "fire store", som blev afholdt dagen forud for chefmoederne, var at fastsaette de foranstaltninger, som de kunne traeffe i faellesskab for at forhoeje priserne, hvilket fremgaar af et sammenfattende notat udarbejdet af en medarbejder hos ICI med henblik paa at oplyse en af hans kollegaer om indholdet af et forberedende moede den 19. maj 1983, hvori de "fire store" havde deltaget (bilag 101 til den generelle meddelelse). Der henvises i dette notat til et forslag, der skulle fremlaegges under "chef"-moedet den 20. maj. ICI har imidlertid i svaret paa begaeringen om oplysninger anfoert foelgende vedroerende dette notat:

"A meeting of the 'Big Four' which had taken place on 19 May 1983 immediately prior to a 'Bosses' meeting held on 20 May. The 'Big Four Pre-meeting' took place in Barcelona ... the outcome of the meeting was a proposal for a 'Target Price' for raffia of DM 1.85/kg with effects from 1 July 1983."

("Et moede mellem de 'fire store' , som havde fundet sted den 19. maj 1983 umiddelbart forud for et 'chef' -moede den 20. maj. Moedet mellem de 'fire store' fandt sted i Barcelona ... Resultatet af moedet var et forslag om en maalpris for rafia paa 1,85 DM/kg med virkning fra den 1. juli 1983.")

Det skal endvidere bemaerkes, at referatet af "ekspert"-moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), som efterfulgte moedet af 20. maj, anfoerer foelgende:

"those present reaffirmed complete commitment to the 1.85 move to be achieved by 1st July. Shell was reported to have committed themselves to the move and would lead publicly in ECN".

("Deltagerne gav udtryk for deres fulde stoette til initiativet med hensyn til 1,85 DM, som skulle naas pr. 1. juli. Det anfoertes, at Shell havde givet tilsagn til initiativet og ville ivaerksaette det offentligt i ECN").

Det anfoeres i ovennaevnte sammenfattende notat, at "Shell to lead - ECN article 2 weeks. ICI informed" ("Shell vil gaa i spidsen - artikel i ECN om to uger. ICI underrettet").

120 Dette fremgaar endvidere af et notat af telefonsamtaler, som sagsoegeren havde foert med ICI den 9. og 10. september 1982, og hvori det anfoeres:

"I spoke to L. to get his reaction to the sugges(tion) that the 4 majors might operate a compensation scheme amongst themselves whilst the price initiative was being forced through" (bilag 95 til den generelle meddelelse).

("Jeg talte med L. for at hoere hans reaktion med hensyn til forslaget om, at de 'fire store' indbyrdes ville anvende en udligningsordning, mens prisinitiativet blev tvunget igennem.")

121 Retten finder derfor, at sagsoegerens fravaer fra "chef"- og "ekspert"-moederne ikke var tilfaeldig. Det var en del af en forsaetlig strategi, som sagsoegeren fulgte for at udnytte de forventede fordele af disse moeder uden at loebe de risici, som var forbundet med deltagelse i moeder, hvori deltog et saa stort antal producenter, idet sagsoegeren dog forblev i kontakt med dem uden faktisk at deltage. Dette fremgaar af et internt notat fra sagsoegeren af 15. februar 1982 (bilag 94 til den generelle meddelelse), hvori sagsoegeren anfoerer - efter at have konstateret, at de "fire stores" prisinitiativ var uden virkning - at:

"SCITCO will NOT participate in any poly-competitor meetings, but will try to keep informed of their activities & ambitions through CITP bilateral contacts."

("SCITCO vil ikke deltage i noget moede med et stort antal konkurrenter, men vil proeve at holde sig informeret om deres aktiviteter og ambitioner gennem bilaterale kontakter paa CITP-niveau"). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0011.2

I forbindelse med hele det omhandlede dokument maa udtrykket "poly-competitor meetings" fortolkes ikke som betydende "polypropylene competitor meetings", men som betydende "multi-competitor meetings" af to grunde. Den foerste er, at udtrykket "polypropylene" overalt i dette dokument og i de andre dokumenter er forkortet som "PP" og ikke som "poly", og udtrykket "poly-competitor meetings" maa forstaas som udtrykkende en sondring i relation til udtrykket "bilateral meetings", som er anvendt fire linjer senere i dokumentet. Den anden grund er, at denne forstaaelse af dokumentet bekraeftes af et andet dokument fra ICI af 18. oktober 1982 (bilag 96 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"L. of SCITCO said that ... he would be willing to attend meetings of the big four but not wider gatherings."

("L. fra SCITCO sagde, at ... han ville vaere rede til at deltage i moeder mellem de 'fire store' , men ikke i stoerre moeder.")

122 Tilstedevaerelsen af Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber i de lokale moeder og sagsoegerens deltagelse i moederne mellem de "fire store" fremmede fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal under "chef"- og "ekspert"-moederne.

123 Retten finder derfor, at sagsoegeren har opretholdt regelmaessige kontakter med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne, og at disse kontakter havde samme formaal som de naevnte moeder.

124 Disse konstateringer beroeres ikke af, at Kommissionen ikke har draget de samme konklusioner med hensyn til Amoco og BP, hvis navne ogsaa fremgaar af de naevnte tabeller. Amoco' s og BP' s situation adskiller sig fra sagsoegerens, idet disse virksomheder ikke deltog i producentmoederne, hvis formaal bl.a. var at fastsaette pris- og salgsmaal, mens Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber deltog i de lokale moeder, og sagsoegeren deltog i de moeder mellem de store producenter, som blev afholdt i 1981, 1982 og 1983. Kommissionen kunne derfor med foeje antage, at den ikke havde tilstraekkelige beviser for Amoco' s og BP' s deltagelse i et samarbejde, der havde et konkurrencebegraensende formaal (beslutningens 78. betragtning, sidste afsnit). Eksistensen af et saadant samarbejde udgoer imidlertid grundlaget for den bevisordning, der er lagt til grund for beslutningen. Desuden var hverken Amoco eller BP blandt de producenter, som i 1977 naaede til enighed om mindstepriser eller et prisinitiativ fra den 1. december i dette aar. Foelgelig kan den forskel i situationer, som er fastslaaet mellem disse virksomheder af sagsoegeren, begrunde, at sagsoegeren behandles paa anden maade.

125 Det foelger heraf, at Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren mellem 1977 og september 1983 opretholdt regelmaessige kontakter med andre polypropylenproducenter, som var indblandet i et system med regelmaessige moeder, at disse kontakter havde samme formaal som disse moeder, at Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber deltog i lokale moeder, hvis formaal laa i forlaengelse af formaalet med "chef"- og "ekspert"-moederne, hvori sagsoegeren ikke deltog, og at sagsoegeren deltog i moeder med andre store producenter i 1981, 1982 og 1983.

C - Prisinitiativerne, foranstaltningerne til fremme af disse initiativer og kvoterne

126 Det anfoeres i beslutningen (28.-51. betragtning), at et system med fastsaettelse af maalpriser blev gennemfoert ved prisinitiativer, hvoraf seks har kunnet identificeres. Det foerste varede fra juli til december 1979, det andet fra januar til maj 1981, det tredje fra august til december 1981, det fjerde fra juni til juli 1982, det femte fra september til november 1982 og det sjette fra juli til november 1983. Der var enighed om (beslutningens 26. betragtning, andet afsnit), at hvis prisinitiativerne skulle virke efter hensigten, maatte der skabes gunstige betingelser for en prisforhoejelse, og paa moederne blev der undertiden foreslaaet eller vedtaget forskellige foranstaltninger til fremme af gennemfoerelsen af et planlagt initiativ. Den almindelige opfattelse var, at for at bane vej for en vellykket ivaerksaettelse af de vedtagne prisinitiativer, maatte der indfoeres en permanent form for maengdekontrol (beslutningens 52. betragtning, foerste afsnit).

C.1 - 1979 og 1980

a) Den anfaegtede retsakt

127 Vedroerende det foerste af disse prisinitiativer har Kommissionen i beslutningen (29. betragtning) anfoert, at den ikke har konkrete beviser for, at der blev afholdt moeder eller taget prisinitiativer i foerste del af 1979. Referatet af et moede, der blev afholdt den 26. og 27. september 1979, viser imidlertid, at der var planer om et prisinitiativ, som var baseret paa en rafiapris paa 1,90 DM/kg fra den 1. juli og 2,05 DM/kg fra den 1. september. Dette bekraeftes af referatet af et internt Shell-moede den 5. juli 1979: "Maalprisen pr. 1. juli 1979 var 1,90 DM/kg, men denne pris blev ikke naaet, navnlig ikke i Frankrig og Tyskland". Ifoelge fagpressen havde Monte planer om pr. 1. september at forhoeje prisen til 2,05 DM/kg, stoettet af Shell og ICI. Kommissionen har fundet prisinstrukser fra visse andre producenter end ICI og Shell, hvoraf det fremgaar, at disse havde udsendt ordrer til deres nationale salgskontorer om at anvende dette prisniveau eller et niveau svarende hertil i national valuta fra den 1. september, og de fleste blev udsendt, foer den planlagte prisforhoejelse var blevet annonceret i fagpressen (30. betragtning til beslutningen).

128 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning), at i slutningen af september 1979 laa rafiaprisen paa 1,70-1,75 DM/kg, hvilket var lidt under maalprisen. I referatet af et moede i Shell' s polypropylengruppe den 12. september 1979 hedder det: "Formanden noterede, at maalprisen for september paa 2,05 DM/kg ikke var naaet, hvilket navnlig ville gaa ud over Shell i betragtning af vore meget store faste omkostninger ... Det ville vaere vanskeligt at faa haevet priserne uden det skub, som en forhoejelse af monomerpriserne kunne give, navnlig naar nogle af konkurrenterne producerer rentabelt med de nuvaerende salgspriser."

129 Paa grund af vanskeligheder med at forhoeje priserne besluttede producenterne imidlertid paa moedet den 26. og 27. september 1979 at udskyde ivaerksaettelsen af maalprisen flere maaneder indtil den 1. december, idet planen nu gik ud paa at "holde" prisniveauet i oktober maaned med mulighed for i mellemtiden at forhoeje prisen til 1,90 eller 1,95 DM/kg i november (beslutningens 31. betragtning, foerste og andet afsnit).

130 Selv om Kommissionen (i beslutningens 32. betragtning) erkender, at der ikke blev fundet nogen moedereferater for 1980, anfoerer den, at der blev afholdt mindst syv moeder mellem producenterne i 1980 (der henvises til tabel 3 i bilaget til beslutningen). Skoent fagpressen i begyndelsen af aaret havde naevnt, at producenterne gik ind for et staerkt prisfremstoed i loebet af 1980, faldt markedspriserne kraftigt til 1,20 DM/kg eller lavere, indtil de begyndte at stabilisere sig omkring september.

131 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning, tredje afsnit), at der paa moedet den 26. og 27. september 1979 "var enighed om behovet for en fast kvoteordning", og der henvises i referatet af moedet til en ordning, der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder.

132 Endvidere anfoeres det i beslutningen (52. betragtning), at der foer august 1982 blev foretaget forskellige former for markedsopdeling. Hver producent fik tildelt en procentvis andel af det anslaaede marked, men der fandt paa dette stadium ingen systematisk, forudgaaende begraensning af den samlede produktion sted. Overslag over det samlede marked maatte derfor loebende revideres, og hver producents salg i absolutte maengder maatte tilpasses den tildelte procentsats.

133 For 1979 blev der for hver enkelt producent fastsat maengdemaal (i tons), der i det mindste delvis var baseret paa deres faktiske salg i de foregaaende tre aar. Tabeller fundet hos ICI viser det "reviderede maal" for hver enkelt producent for 1979 sammenholdt med de paagaeldende producenters faktiske salg i Vesteuropa i denne periode (54. betragtning til beslutningen).

134 I slutningen af februar 1980 blev producenterne enige om maal - igen udtrykt i tons - for 1980 paa basis af et anslaaet aarligt marked paa 1 390 000 tons. Ifoelge beslutningen (55. betragtning) blev der hos ATO og ICI fundet en raekke tabeller med de "fastsatte maal" for hver producent for 1980. Det oprindelige overslag paa 1 390 000 tons viste sig at vaere for optimistisk. Hver producents kvote maatte derfor reduceres, saa kvoterne kom til at stemme overens med et samlet forbrug i 1980 paa kun 1 200 000 tons. Bortset fra ICI og DSM svarede producenternes faktiske salg i det vaesentlige til deres maal.

b) Parternes argumenter

135 Sagsoegeren naegter at have taget del i prisinitiativerne, som ifoelge beslutningen blev vedtaget under "chef"- og "ekspert"-moeder, som sagsoegeren ikke deltog i.

136 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen under den administrative procedure aldrig naevnte et paastaaet prisinitiativ i juli 1979 eller Shell-selskabernes deltagelse i et saadant initiativ, samt at Kommissionen i beslutningen henviser til et referat af et internt Shell-moede afholdt den 5. juli 1979 (bilag 9 til Shell' s svar paa meddelelsen om klagepunkter); Kommissionen anmodede aldrig Shell om at fremsaette bemaerkninger hertil. Der foreligger derfor ikke bevis for, at Shell-selskaberne har deltaget i en prisaftale i juli 1979, navnlig naar man undersoeger den yderst konkurrencepraegede situation paa markedet.

137 Hvad angaar 1979 har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen udelukkende baserer sig paa den omstaendighed, som ikke har bevisvaerdi, at Shell, da det via fagpressen havde erfaret, at Monte planlagde en prisforhoejelse, gav udtryk for sin stoette til denne forhoejelse i en artikel, der blev offentliggjort i ECN den 30. juli 1979. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at for saa vidt som Kommissionen tillige har til hensigt at laegge et notat fra et internt Shell-moede, der blev afholdt den 12. september 1979 (bilag 10 til Shell' s svar paa meddelelsen om klagepunkter), til grund, finder de ovennaevnte bemaerkninger om notatet af moedet den 5. juli 1979 tilsvarende anvendelse. Desuden er dette dokument blevet fejlagtigt citeret og derfor misfortolket af Kommissionen.

138 Sagsoegeren har understreget, at der ikke foreligger det mindste bevis for, at selskabet bidrog til udskydelsen af et maal fra september til december 1979, eller at sagsoegeren traf nogen som helst foranstaltninger for at ivaerksaette septembermaalet. Det fremgaar tvaertimod af de foreliggende beviser, at sagsoegeren paa det paagaeldende tidspunkt fastsatte sine priser uafhaengigt efter normale forhandlinger med kunderne.

139 For saa vidt angaar kvoterne har sagsoegeren anfoert, at selskabet i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter har gendrevet alle Kommissionens anbringender, idet sagsoegeren navnlig paapegede, at Shell-koncernens selskaber selvstaendigt fastsatte deres egne maengdemaal; at fastsaettelsen af deres budgetter og planer vedroerende produktion og salg generelt gik forud for moederne og ikke efterfoelgende blev aendret i lyset af resultatet af disse moeder, selv naar den markedsandel, der blev tildelt Shell af de andre producenter, var hoejere end det maal, som Shell havde sat sig; at selskabernes planlagte tal og opnaaede salgsmaengder afveg betydeligt fra dem, der blev tildelt Shell af de andre producenter, og endelig at Shell-selskaberne ikke deltog i moederne, samt at Shell ikke havde kendskab til de kvoter, der blev tildelt andre producenter, og ikke udvekslede oplysninger med dem. Ifoelge sagsoegeren fulgte Shell-selskaberne derfor deres egen politik, som var fastsat fuldt ud uafhaengigt med hensyn til salgsmaengder.

140 Sagsoegeren har navnlig anfoert, at henvisningen til "maal" for Shell i forskellige dokumenter fra andre producenter ikke havde nogen bevisvaerdi, for det foerste fordi sagsoegeren kunne vaere blevet tildelt disse tal af de andre producenter uden at have givet samtykke hertil paa grundlag af de foreliggende talmaessige oplysninger om markedet, og for det andet fordi tallene hverken svarede til Shell' s interne maal eller de salg, der var opnaaet paa markedet.

141 Kommissionen har med hensyn til prisinitiativet juli - december 1979 forklaret, at den ikke foretog nogen selvstaendig konstatering mht. eksistensen af en aftale i juli 1979; den indtog det standpunkt, at der havde eksisteret en aftale og en samordnet praksis, og at initiativet juli - december 1979 havde vaeret en del heraf.

142 For saa vidt angaar september 1979 har Kommissionen anfoert, at alt det bevismateriale, som den henviser til, klart viser, at Shell raadede over oplysninger om de andre producenters adfaerd, som ikke kunne udledes af presseartikler, og at Shell havde vedtaget et faelles maal, idet selskabet gav prisinstrukser for Det Forenede Kongerige (bilag A til skrivelsen af 29.3.1985), som noejagtigt svarede til de prisinstrukser, der blev givet af ICI efter et producentmoede (bilag 12 til den generelle meddelelse) og prisinstrukser fra andre producenter. Kommissionen har i duplikken erkendt, at sagsoegerens prisinstrukser var forsynet med samme dato som Monte' s erklaering i ECN vedroerende en prisforhoejelse, men at dette er uden betydning, idet sagsoegerens hurtige reaktion afsloerede forudgaaende kontakter.

143 Kommissionen har tilfoejet, at den aldrig har haevdet, at der var blevet indgaaet en ny prisaftale for december 1979 (eller truffet noget initiativ), men alene at maalet for september var blevet udskudt til december.

144 Med hensyn til 1979 har Kommissionen anfoert, at sagsoegerens deltagelse i en kvoteaftale fremgaar af en udateret tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", som blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), hvori der for alle polypropylenproducenter i Vesteuropa er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonner med overskrifterne "1979 actual" og "revised target 79". Shell blev tildelt et "revised target" paa 150,3 kilotons og et "1979 actual" paa 144,8 kilotons. Oplysningerne i dette dokument er af en saadan karakter, at de ikke er kendt af konkurrenterne i en situation med "normal" konkurrence, og dokumentet har saaledes ikke kunnet udarbejdes uden sagsoegerens deltagelse.

145 Kommissionen har tilfoejet, at referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) bekraefter, at spoergsmaalet om kvoter var genstand for de producentmoeder, der blev afholdt paa dette tidspunkt.

146 For saa vidt angaar 1980 har Kommissionen gjort gaeldende, at der blev indgaaet en kvoteaftale. Den har til stoette herfor navnlig henvist til en tabel af 28. februar 1980 med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)", der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse). I denne tabel sammenlignes for alle de vesteuropaeiske producenter "1980 target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets 1980". Dette dokument viser, hvorledes kvoterne er blevet fastsat. Ifoelge Kommissionen anfoerte ICI i svaret paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Denne analyse bekraeftes ifoelge Kommissionen af referatet af to moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder salgsmaalene blev sammenlignet med de af de forskellige producenter faktisk solgte maengder.

147 Kommissionen har understreget, at formaalet med kvoteordningen var at stabilisere markedsandelene. Aftalerne er derfor udtrykt i markedsandele, der efterfoelgende blev omregnet til maengdemaal for at kunne anvendes som referencetal. Var der ikke foretaget en saadan omregning, havde det ikke vaeret muligt at fastslaa, fra hvilket tidspunkt en deltager i kartellet skulle bremse sit salg i henhold til aftalerne. Af hensyn hertil var det noedvendigt at fastsaette den totale salgsmaengde. Det oprindelige overslag for 1980 viste sig at vaere for optimistisk, og de totale salgsmaengder, der oprindeligt var fastsat, maatte aendres flere gange, saaledes at de maengder, der var tildelt de enkelte virksomheder, blev justeret.

c) Rettens vurdering

148 Retten finder, at det er noedvendigt at undersoege sagsoegerens deltagelse i prisinitiativet i juli - december 1979 og kvotesystemet for 1979 og 1980 i lyset af sagsoegerens kontakter med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne, idet Kommissionen har bevist eksistensen af disse kontakter.

149 Den 30. juli 1979 tilstillede Shell koncernens nationale selskaber et internt notat med overskriften "Polypropylene increase - 1st September 1979" (bilag Shell A1 til skrivelsen af 29.3.1985). Notatet angiver priser, der er identiske med selskabets konkurrenters priser, som skulle traede i kraft den 1. september 1979. Notatet henviser udtrykkeligt til en ECN-artikel af 30. juli 1979, hvori der henvises til Monte' s erklaering om en forhoejelse af selskabets priser i slutningen af august samt den stoette, som ICI og Shell gav dette initiativ. Notatet blev efterfulgt af et telex, som Shell sendte til koncernens erhvervsaktive selskaber den 24. juli 1979 (bilag A1, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985), hvori det anfoeres:

"ECN have advised us that Montedison have issued a statement to the effect that they will be raising their polypropylene prices in Europe w.e.f. 27/8/79 to DM 2.05 kg ... for homopolymer. This will be published in this week' s ECN. Montedision also indicated that there will need to be a further increase before the end of 1979 ..."

("ECN har gjort os opmaerksom paa, at Montedison har offentliggjort en erklaering om, at selskabet vil forhoeje sine polypropylenpriser i Europa til 2,05 DM/kg fra den 27.8.1979 ... for homopolymerisater. Denne erklaering vil blive offentliggjort i denne uges ECN. Monte oplyste endvidere, at det ville blive noedvendigt at foretage en yderligere forhoejelse inden udgangen af 1979 ...")

Retten finder derfor, at ICI, Monte og Shell i forening forhoejede priserne til 2,05 DM/kg i slutningen af august eller i begyndelsen af september, enten direkte eller indirekte gennem ECN, og at denne faelles handling foerte til enighed mellem disse tre producenter, som blev offentliggjort den 30. juli 1979 i ECN og i et internt Shell-notat af samme dag, som blev udbredt i vide kredse. Dette er de eneste klagepunkter, som blev rejst mod sagsoegeren i beslutningens 29., 30. og 31. betragtning.

150 Denne konstatering afkraeftes ikke af den omstaendighed, at de forskellige dokumenter fra sagsoegeren begrundede den besluttede prisforhoejelse med en henvisning til forskellige oekonomiske faktorer, saasom prisen for raastoffer eller loenomkostninger, og heller af den omstaendighed, at denne forhoejelse ikke kunne opnaas paa markedet. Selv om de oekonomiske faktorer, som der henvistes til, kan begrunde en prisforhoejelse, kan de ikke begrunde en forhoejelse med et indtil sidste pfennig ensartet beloeb for alle virksomhederne eller en i praksis identisk dato for forhoejelsens ikrafttraeden. Selv om det var godtgjort, at det ikke var muligt at ivaerksaette den besluttede prisforhoejelse, kan denne omstaendighed ikke afkraefte sagsoegerens deltagelse i fastsaettelsen af maalpriser; den kan hoejst vise, at sagsoegeren ikke ivaerksatte den. Det haevdes paa ingen maade i beslutningen, at de priser, som sagsoegeren praktiserede, altid svarede til de aftalte maalpriser, hvilket viser, at den anfaegtede retsakt heller ikke bygger paa sagsoegerens ivaerksaettelse af disse maal for at bevise, at sagsoegeren deltog i deres fastsaettelse.

151 For saa vidt angaar sagsoegerens deltagelse i kvotesystemet i de paagaeldende aar skal det bemaerkes, at sagsoegerens navn er naevnt i forskellige tabeller (bilag 55-61 til den generelle meddelelse), hvis indhold klart angiver, at de var bestemt til anvendelse ved fastsaettelse af salgsmaal; sagsoegeren deltog aktivt i udarbejdelsen af disse tabeller (jf. praemis 114 og 115).

152 Med det ordvalg, der er anvendt i tabellerne vedroerende 1979 og 1980 (som f.eks. "revised target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets"), kan det laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem deltagerne i moederne, og at sagsoegeren bidrog hertil ved at fremlaegge sine egne salgstal og blev underrettet om dem, eftersom ICI i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) har anfoert, at Shell og andre producenter "would usually be advised of the upshot (if any) of meetings".

153 Hvad naermere angaar 1979 finder Retten det paa grundlag af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) og den udaterede tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), og hvori der for alle de vesteuropaeiske polypropylenproducenter er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonnerne "1979 actual", "revised target" og "79", at der ved moedet var enighed om, at kvoteordningen i aarets tre sidste maaneder maatte strammes op. Det fremgaar saaledes af ordet "tight" sammenholdt med begraensningen af salget til 80% af 1/12 af det fastsatte aarlige salg, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 maatte strammes op i de tre sidste maaneder. Denne fortolkning af referatet underbygges af den naevnte tabel, fordi denne tabel under overskriften "79" i sidste kolonne til hoejre for kolonnen "revised target" indeholder tal, der maa svare til de oprindeligt fastsatte kvoter. Kvoterne maatte begraenses, fordi de var fastlagt paa grundlag af en for optimistisk vurdering af markedet, saaledes som det ogsaa var tilfaeldet for 1980. Disse konstateringer paavirkes ikke af, at ICI - som naevnt i beslutningens 31. betragtning, tredje afsnit - henviste til en ordning, "der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder". Denne henvisning sammenholdt med 54. betragtning til beslutningen maa netop forstaas saaledes, at der tidligere var fastsat salgsmaal for det maanedlige salg i de foerste otte maaneder af 1979.

154 Hvad angaar 1980, finder Retten, at det af den tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse), og som indeholder en kolonne med overskriften "agreed targets 1980", samt af referaterne af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder producenterne, herunder sagsoegeren, sammenlignede de faktisk solgte maengder ("Actual kt") med de fastlagte maal ("Target kt"), fremgaar, at der for hele aaret var fastsat salgsmaal. Endvidere bekraeftes disse dokumenter af en tabel af 8. oktober 1980 (bilag 57 til den generelle meddelelse), hvori to kolonner sammenlignes, den ene med oplysninger om "1980 Nameplate Capacity" og den anden med "1980 Quota" for de forskellige producenter.

155 Det foelger af det foregaaende, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om en maalpris paa 2,05 DM/kg pr. 1. september 1979 i forbindelse med prisinitiativet juli - december 1979 og om salgsmaal for 1979 og 1980.

C.2 - 1981

a) Den anfaegtede retsakt

156 For saa vidt angaar prisinitiativet januar - maj 1981 viser prisinstrukser fra en raekke producenter (DSM, Hoechst, Linz, Monte, Saga og ICI), at man for at genoprette prisniveauet fastsatte maalpriser for december 1980 og januar 1981 paa grundlag af en pris paa 1,50 DM/kg for rafia, 1,70 DM/kg for homopolymerisater og 1,95 til 2,00 DM/kg for copolymerisater. Et internt dokument fra Solvay indeholder en tabel, hvori de "faktiske priser" i oktober og november 1980 sammenlignes med, hvad der betegnes som "listepriserne" for januar 1981 paa 1,50/1,70/2,00 DM/kg. Efter den oprindelige plan skulle disse priser ivaerksaettes pr. 1. december 1980. Den 13.-15. oktober blev der afholdt et moede i Zuerich, men initiativet blev udsat til den 1.

januar 1981 (beslutningens 32. betragtning, tredje afsnit).

157 Det anfoeres endvidere i beslutningen (33. betragtning), at der blev afholdt to producentmoeder i januar 1981, hvorunder det viste sig noedvendigt at gennemfoere en prisforhoejelse, der i december 1980 var besluttet til den 1. februar 1981, paa grundlag af en rafiapris paa 1,75 DM/kg i to trin: Maalet var fortsat 1,75 DM/kg for februar, og fra den 1. marts skulle maalet "uden undtagelse" forhoejes til 2,00 DM/kg. Der blev udarbejdet en tabel i seks nationale valutaer med maalpriser paa de seks vigtigste polypropylenkvaliteter. Tabellen skulle traede i kraft den 1. februar og den 1. marts 1981. Dokumenter, der blev fundet hos sagsoegeren, viser, at selskabet tog skridt til at indfoere de priser, der var fastsat som maalpriser for februar og marts.

158 Ifoelge beslutningen (34. betragtning) ser planerne om at naa op paa 2,00 DM/kg pr. 1. marts imidlertid ikke ud til at vaere lykkedes. Producenterne nedsatte deres forventninger og haabede nu paa en pris paa 1,75 DM/kg i marts. Den 25. marts 1981 blev der afholdt et "ekspert"-moede i Amsterdam. Der foreligger ikke referat af dette moede, men umiddelbart efter gav i hvert fald BASF, DSM, ICI, Monte og Shell instrukser om at haeve maal- (eller "liste"-)priserne til, hvad der svarede til 2,15 DM/kg for rafia med virkning fra den 1. maj. Hoechst gav tilsvarende instrukser for den 1. maj, men gjorde det foerst ca. fire uger efter de oevrige. Nogle af producenterne gav deres salgskontorer en vis handlefrihed til at anvende "minimumspriser" eller "bundpriser", der laa lidt under de vedtagne maalpriser. I foerste del af 1981 steg priserne ret kraftigt, men selv om producenterne gjorde en stor indsats for at faa prisforhoejelserne igennem pr. 1. maj, holdt denne udvikling ikke. Ved midten af aaret ventede producenterne enten en stabilisering af prisniveauet eller endog en vis tilbagegang, efterhaanden som efterspoergslen faldt i sommerens loeb.

159 Med hensyn til det tredje prisinitiativ anfoeres det i beslutningen (35. betragtning), at Shell og ICI allerede i juni 1981, da det viste sig, at prisstigningerne i aarets foerste kvartal begyndte at gaa langsommere, forudsaa et yderligere prisinitiativ for september og oktober 1981. Shell, ICI og Monte moedtes den 15. juni 1981 for at droefte, hvilken fremgangsmaade der skulle anvendes for at faa markedspriserne til at stige. Faa dage efter dette moede gav baade ICI og Shell deres salgskontorer instruks om at forberede markedet paa en stoerre forhoejelse i september paa grundlag af en paataenkt forhoejelse af rafiaprisen til 2,30 DM/kg. Ogsaa Solvay gav den 17. juli 1981 sine salgskontorer i Benelux instruks om at forberede kunderne paa en stoerre prisforhoejelse pr. 1. september, hvis stoerrelse naermere skulle fastlaegges i sidste uge af juli, idet der var planlagt et "ekspert"-moede til afholdelse den 28. juli 1981. Den oprindelige plan, der gik ud paa at tilstraebe en pris paa 2,30 DM/kg i september 1981, blev revideret, sandsynligvis paa dette moede, saaledes at maalet for august blev reduceret til 2,00 DM/kg for rafia. I september skulle prisen vaere 2,20 DM/kg. I et haandskrevet notat fra Hercules, dateret 29. juli 1981 (dagen efter det moede, som Hercules sandsynligvis ikke deltog i), anfoeres disse priser som "officielle" priser for august og september, og der henvises i kryptiske vendinger til kilden til disse oplysninger. Der blev afholdt moeder igen i Genève den 4. august og Wien den 21. august 1981. Efter disse moeder udsendte producenterne nye instrukser med en maalpris paa 2,30 DM/kg pr. 1. oktober. BASF, DSM, Hoechst, ICI, Monte og Shell udsendte praktisk taget identiske instrukser om ivaerksaettelse af disse priser i september og oktober.

160 Ifoelge beslutningen (36. betragtning) gik planerne nu ud paa i loebet af september og oktober 1981 at komme op paa en "basispris" for rafia paa 2,20 til 2,30 DM/kg. Papirer fra Shell viser, at man oprindeligt paataenkte et yderligere prisforhoejelsestrin til 2,50 DM/kg pr. 1. november, men at dette blev opgivet. Af materialet fra de forskellige producenter fremgaar, at priserne steg i loebet af september, og initiativet blev viderefoert i oktober 1981, hvor man naaede op paa en markedspris paa ca. 2,00 til 2,10 DM/kg for rafia. Et notat fra Hercules viser, at maalprisen paa 2,30 DM/kg i loebet af december 1981 blev nedjusteret til en mere realistisk pris paa 2,15 DM/kg, men det hedder i notatet, at "man med den faelles maalbevidste indsats fik priserne op paa 2,05 DM/kg, dvs. det naermeste nogensinde ved de offentliggjorte (sic) maalpriser". Ved udgangen af 1981 laa de priser, der blev refereret i fagpressen, paa 1,95 til 2,10 DM/kg for rafia, altsaa ca. 0,20 DM under producenternes maalpriser. Kapacitetsudnyttelsen androg ca. 80% og blev omtalt som "sund".

161 Ifoelge beslutningen (56. betragtning) var markedsdelingen for 1981 genstand for lange og komplicerede forhandlinger. Ved moederne i januar 1981 enedes man om, at hver producent som en midlertidig foranstaltning med det formaal at lette ivaerksaettelsen af prisinitiativet for februar til marts skulle begraense sit maanedlige salg til 1/12 af 85% af 1980-maalet. Med henblik paa at faa fastlagt en mere permanent ordning oplyste hver producent paa moederne, hvilken maengde han haabede at kunne saelge i loebet af 1981. Sammenlagt var disse "oenskede maengder" imidlertid langt stoerre end den forventede efterspoergsel. Trods flere kompromisforslag fra Shell og ICI blev der ikke opnaaet enighed om en endelig kvoteaftale for 1981. I forbindelse med disse forhandlinger moedtes ICI og Shell mindst to gange, den 27. maj og den 15. juni 1981, og Monte var repraesenteret ved et af disse moeder. Shell var noget skeptisk med hensyn til de forslag, der blev fremsat under disse droeftelser, idet forslagene ifoelge selskabets opfattelse var stoettet paa alt for ambitioese markedsforventninger, men selskabet erklaerede ikke desto mindre, at det ville vaere tilfreds med en markedsandel paa 11-12%. Det anfoeres i beslutningen (87. betragtning, tredje afsnit), at den skepsis, som Shell havde udtrykt med hensyn til kvoteplanerne, samtidig med, at selskabet over for ICI oplyste, hvad man ville kunne acceptere, kan anskues under den synsvinkel, at det i et kompleks kartel er taenkeligt, at nogle producenter paa et givet tidspunkt ikke giver udtryk for definitiv tilslutning til en bestemt foranstaltning, der er vedtaget af andre, men ikke desto mindre udtrykker generel stoette til den paagaeldende ordning og indretter sin adfaerd herefter. Som en noedloesning gik producenterne ud fra den enkelte producents kvote i det foregaaende aar som teoretisk grundlag og indberettede deres faktiske salg i hver maaned paa moederne. Det faktiske salg blev saaledes kontrolleret paa grundlag af en teoretisk opdeling af det disponible marked, der var baseret paa 1980-kvoterne (57. betragtning til beslutningen).

b) Parternes anbringender

162 Sagsoegeren naegter at have deltaget i de to prisinitiativer i 1981, dvs. initiativet i januar - maj 1981 og initiativet september - december 1981. Med hensyn til januar 1981 har sagsoegeren i sine skriftlige indlaeg for Retten anfoert, at Kommissionen beskylder selskabet for deltagelse i en prisaftale, skoent en saadan beskyldning ikke synes at vaere fremsat i beslutningen. Denne beskyldning er ikke begrundet, eftersom ligheden mellem den pris, som sagsoegeren anbefalede til koncernens erhvervsaktive selskaber og den pris, som haevdes at vaere aftalt, kun blev fastslaaet med hensyn til rafia. Den manglende lighed mellem den pris, der paastaas at vaere aftalt, og den pris, der blev anvendt for copolymerisater, viser, at den konstaterede lighed med hensyn til rafiaprisen ikke var resultatet af en gensidig forstaaelse.

163 Hvad angaar februar 1981 mener sagsoegeren, at Kommissionen med urette haevder, at Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber traf foranstaltninger med henblik paa at naa de maalpriser, der var blevet fastsat under et producentmoede. De pris-"instrukser", som Shell gav efter dette moede, nemlig den 26. januar 1981 (bilag C1, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985), foerte tvaertimod de erhvervsaktive selskaber til at fakturere priser, der var lavere end maalpriserne.

164 For saa vidt angaar 1981 har sagsoegeren anfoert, at et af Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber (Shell UK) forsoegte at opnaa priser, der var betydeligt lavere end maalpriserne (memorandum, Shell UK, af 23.2.1981, bilag C2, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985). Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selv om de erhvervsaktive selskaber forsoegte at forhoeje priserne til et niveau, som tilfaeldigvis faldt sammen med maalprisen, kan det ikke heraf udledes - uden at fejlfortolke dokumenterne (bilag C2 og C3, skrivelse af 29.3.1985) - at selskabet saaledes forsoegte at naa maalprisen.

165 Med hensyn til maj 1981 goer sagsoegeren gaeldende, at selskabet i et telex af 10. april 1981 (bilag Shell D3 til skrivelse af 29.3.1985) anbefalede de erhvervsaktive selskaber at fakturere priser, der var lavere end maalpriserne, at flere af disse selskaber anvendte endnu lavere maalpriser og angav, at maalpriserne ikke kunne naas (Shell UK, memorandum af 29. og 30.3.1981, bilag Shell D2 til skrivelse af 29.3.1985 og bilag D1, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985), og at de faktiske priser endelig var vaesentligt lavere.

166 Med hensyn til prisinitiativet september - december 1981 har sagsoegeren henvist til sine svar paa meddelelsen om klagepunkter og skrivelsen af 29. marts 1985.

167 Med hensyn til kvoterne har sagsoegeren anfoert, at hvis en direktoer i det sagsoegende selskab har anfoert, at Shell kunne vaere tilfreds med en markedsandel paa 11-12% (bilag 64 til den generelle meddelelse), kan en saadan erklaering ikke anses for et bevis, eftersom de oevrige producenter vidste, at det ikke kunne binde Shell-selskaberne. Referaterne af moederne i maj og juni 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse) viser klart, at disse droeftelser ikke havde til formaal at opnaa indgaaelse af en kvoteaftale. Saafremt der efterfoelgende skete udveksling af oplysninger om salgsmaengder, skete dette blot for at indsamle handelsmaessige oplysninger med henblik paa at vaere i stand til at konkurrere mere effektivt og ikke for at efterproeve overholdelsen af en kvoteaftale.

168 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens deltagelse i prisinitiativerne i 1981 klart fremgaar af det bevismateriale, som den har fremlagt. Hvad angaar januar 1981 var de priser, som Shell anbefalede, de samme, som var indeholdt i de andre producenters prisinstrukser for den vigtigste polypropylenkvalitet (rafia) og homopolymerisater. Selv om Kommissionen erkender, at de var forskellige for copolymerisater, mener den ikke desto mindre, at dette ikke er tilstraekkeligt til at bevise, at Shell foerte en fuldstaendig uafhaengig prispolitik.

169 Med hensyn til februar 1981 har Kommissionen anfoert, at maalpriserne var blevet fastsat i december 1980. Paa dette tidspunkt fremsatte Shell henstillinger indeholdende disse maalpriser, selv om det er rigtigt, at selskabet senere udsendte nye henstillinger, hvori priserne var nedjusteret.

170 Ifoelge Kommissionen kan samme hensigt med at anvende de aftalte priser ogsaa iagttages med hensyn til marts og maj 1981. F.eks. gav ICI og Shell identiske instrukser for april og maj 1981 (bilag C3 og D1 ff. til skrivelsen af 29.3.1985).

171 Kommissionen har understreget, at den omstaendighed, at det ene eller det andet af Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber maatte have besluttet at anvende en pris, der var lavere end maalprisen, ikke kan betyde, at Shell ikke var begyndt at acceptere en maalpris; denne fremgangsmaade forklares ud fra en hensigt om at "snyde".

172 Kommissionen har erkendt, at der ikke kunne indgaas en endelig kvoteaftale for 1981. Den har imidlertid anfoert, at producenterne i begyndelsen af 1981 indgik en aftale om et midlertidigt system bestaaende i at begraense de maanedlige salg til en tolvtedel af 85% af de maengdemaal, der var blevet aftalt for 1980, hvilket fremgaar af referatet af moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse). For det andet overvaagede producenterne indbyrdes deres faktiske salg paa maanedsbasis, hvilket fremgaar af en tabel af 21. december 1981, der blev fundet hos ICI, som angiver de forskellige producenters maanedlige salg i 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse). For det tredje moedtes ICI, Shell og Monte to gange, nemlig den 27. maj og den 15. juni 1981, med henblik paa at diskutere forslag om kvoteaftaler (bilag 64 til den generelle meddelelse).

c) Rettens vurdering

173 Retten finder, at sagsoegerens deltagelse i prisinitiativerne og kvotesystemet i 1981 maa undersoeges i lyset af selskabets kontakter med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne, dets deltagelse i moederne den 27. maj og 15. juni 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse) og indholdet af et internt Shell-notat af 15. februar 1982 (bilag 94 til den generelle meddelelse) med overskriften "Market Quality PP", hvori det anfoeres:

"Price initiatives by PP majors (Hoechst, M-E, ICI, Shell) unlikely to have much effect (as usual: there are too many PP producers with differing objectives & perceptions)."

("Det er usandsynligt, at de prisinitiativer, der er vedtaget af de store PP (Hoechst, M-E, ICI, Shell), vil faa stoerre virkning (som saedvanlig fordi der er for mange PP-producenter med forskellige maal og forventninger)").

174 Med hensyn til prisinitiativet i januar - maj 1981 skal Retten fastslaa, at sagsoegeren modsat selskabets anbringender i beslutningen (tabel 7B) beskyldes for at have deltaget i fastsaettelsen af en maalpris for 1. januar 1981. Denne beskyldning er baseret paa den omstaendighed, at de priser, som er indeholdt i et telex, som Shell sendte til Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber den 17. december 1980 (bilag Shell B/C1 til skrivelsen af 29.3.1985), er identiske med de prisinstrukser, som blev udsendt af fem andre producenter mellem den 29. oktober og den 15. december 1980 for rafia og homopolymerisater, og med prisinstrukserne fra tre af disse producenter med hensyn til copolymerisater. Det skal herved fastslaas, dels at det fremgaar af ICI' s prisinstruks af 1. december 1980 (bilag ICI B2 til skrivelsen af 29.3.1985), at ICI gennem markedet havde faaet kendskab til, at Shell havde besluttet at forhoeje sine priser i november, dvs. foer det moede af 16. december 1980, som Kommissionen har henvist til, dels at Shell' s prisinstruks af 17. december 1980 - modsat hvad der er anfoert i tabel 7B til beslutningen - ikke svarer til prisinstrukser fra nogen som helst anden producent med hensyn til copolymerisater, eftersom sagsoegeren har angivet en pris paa 1,80 DM/kg, mens tre andre producenter angiver en pris paa 2,00 DM/kg og to andre en pris paa 1,95 DM/kg, dvs. betydeligt hoejere priser. Heraf foelger, at tabel 7B til beslutningen giver det fejlagtige indtryk, at der er lighed mellem sagsoegerens pris og de oevrige producenters priser med hensyn til denne polypropylenkvalitet. Da Kommissionen ikke har fremlagt noget andet dokument, som viser, at sagsoegerens priser var identiske med andre producenters priser for samme kvalitet, finder Retten, at Kommissionen ikke udelukkende kan laegge sagsoegerens telex af 17. december 1980 til grund med henblik paa at haevde, at Shell deltog i fastsaettelsen af en maalpris for 1. januar 1981.

175 Med hensyn til februar 1981 har Kommissionen som begrundelse for sin kritik mod sagsoegeren anvendt Shell' s telex af 17. december 1980 (bilag Shell B/C1 til skrivelsen af 29.3.1985) og det interne memorandum fra Shell UK af 21. januar 1981 (bilag Shell C2 til skrivelsen af 29.3.1985), som begge viser en prisforhoejelse svarende til den, der var paataenkt af selskabets konkurrenter. Som svar paa dette bevismateriale har sagsoegeren fremlagt et telex fra Shell af 26. januar 1981 (bilag C1, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985), der angiver priser for 1. februar 1981, der baade adskiller sig fra de tidligere instrukser og instrukserne fra andre producenter og fra de maalpriser, der var blevet fastsat under moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse). Sagsoegeren har anfoert - i modsaetning til det af Kommissionen anfoerte - at memorandummet fra Shell UK af 21. januar 1981 (bilag Shell C2 til skrivelsen af 29.3.1985) vedroerer en prisforhoejelse for marts 1981 og ikke for 1. februar 1981. Retten finder for det foerste, at det dokument, som sagsoegeren har fremlagt, ikke kan afkraefte de konklusioner, som Kommissionen har draget paa grundlag af de tidligere dokumenter. Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber fulgte nemlig den praksis, at de, efter at have givet prisinstrukser, der strengt svarede til deres konkurrenters, aendrede disse instrukser nogle faa dage inden deres ikrafttraeden, naar de fandt, at det vedtagne prisinitiativ kun havde faa chancer for at lykkes. Dette er grunden til, at prisinitiativerne ofte mislykkedes, samt grunden til, at de priser, som sagsoegeren anvendte paa markedet, ofte var lavere end de maalpriser, der var blevet fastsat, hvilket Kommissionen har erkendt i beslutningen. Retten finder for det andet - i modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte - at memorandummet fra Shell UK af 21. januar 1981 saerskilt henviser til selskabets hensigt om at foelge den prisforhoejelse, der var blevet bebudet for februar af de europaeiske producenter, hvilket foerte til den pris, der baade er naevnt i selskabets telex af 17. december 1980 og i referatet af moederne i januar 1981 (1,75 DM/kg for rafia), og til den prisforhoejelse, der var planlagt til den 3. marts. Sagsoegerens opfattelse er uforenelig med de forskellige tal, der er anfoert i memorandummet, eftersom det henviser til en pris for januar paa 1,50 DM/kg (315 UKL/ton) og en maalpris for februar paa 1,75 DM/kg (360-370 UKL/ton) og forudser en prisforhoejelse paa 20 UKL/ton den 3. marts.

176 For saa vidt angaar marts 1981 skal Retten fastslaa, at Kommissionen ved at haevde, at Shell deltog i denne del af det paagaeldende prisinitiativ, henviser til et internt memorandum fra Shell UK af 21. januar 1981 (bilag Shell C2 til skrivelsen af 29.3.1985) og et Shell-memorandum af 28. januar 1981 (bilag Shell C3 til skrivelsen af 29.3.1985), som henviser til en maalpris paa 2,00 DM/kg, der strengt svarede til den maalpris, der var fastsat under moederne i januar 1981, og til selskabets konkurrenters prisinstrukser. Stillet over for dette bevismateriale har sagsoegeren anfoert, at et memorandum af 23. februar 1981 fra Shell UK (bilag C2, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985) angiver en pris, der var klart lavere end denne pris. Retten finder, at Kommissionen med rette har udledt af de ovennaevnte dokumenter, at sagsoegeren havde deltaget i denne del af det paagaeldende prisinitiativ, eftersom det var loebende praksis hos Shell at aendre de tidligere fastsatte priser nogle faa dage foer deres ikrafttraeden. Det skal herved understreges, at Shell UK i et memorandum af 27. marts 1981 (bilag Shell D1 til skrivelsen af 29.3.1985) forudsaetningsvis henviste til sit eget memorandum af 21. januar 1981 som udgangspunkt for beregningen af en maalpris for 1981, hvilken pris var identisk med Hoechst' s og Monte' s, og paa ingen maade henviste til sit memorandum af 23. februar 1981.

177 Med hensyn til den prisforhoejelse, som skulle traede i kraft den 1. maj 1981, skal Retten fastslaa, at Kommissionen i sin kritik af sagsoegeren henviser til et memorandum fra Shell UK af 27. marts 1981 og et telex fra Shell af 10. april 1981 (bilag Shell D3 til skrivelsen af 29.3.1985), som begge henviser til en maalpris paa 2,15 DM/kg, og sidstnaevnte tilfoejer en mindstepris paa 2,00 DM/kg. Kommissionen har anfoert, at memorandummet fra Shell UK er forsynet med samme dato som prisinstrukserne fra BASF, ICI og Monte, og at det er udfaerdiget en eller to dage efter det producentmoede, der blev afholdt den 25. marts. Som svar paa dette bevismateriale har sagsoegeren anfoert, at memorandummet fra Shell UK af 29. april (bilag Shell D2 til skrivelsen af 29.3.1985), 30. april og 13. maj (bilag D1 og D2, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985) angav, at de tidligere citerede prisniveauer ikke kunne naas. Retten finder, at Kommissionen med foeje udledte af memorandummet af 27. marts 1981 fra Shell UK og telexet fra Shell af 10. april 1981, sammenholdt med moedet den 25. marts 1981 og prisinstrukserne fra BASF, ICI og Monte, at Shell havde deltaget i et prisinitiativ, der skulle traede i kraft den 1. maj. Den omstaendighed, at telexet af 10. april 1981 indeholdt en maalpris og en mindstepris, hvoraf kun den foerste svarede til prisinstrukserne fra de andre producenter, kan ikke afkraefte denne konstatering.

178 Hvad angaar prisinitiativet august - december 1981 finder Retten, at Kommissionen med rette fandt, at sagsoegeren deltog i forberedelsen af dette initiativ sammen med Monte og ICI under moederne den 27. maj og 15. juni 1981. Det fremgaar af notatet af det foerste af disse moeder (bilag 64a til den generelle meddelelse), at deltagerne i dette moede, herunder Shell og ICI, fandt, at gennemsnitsprisen paa rafia var 1,80 DM/kg i slutningen af maj. Det fremgaar af referatet af det andet af disse moeder (bilag 64 til den generelle meddelelse), at deltagerne, herunder Shell, ICI og Monte, forudsaa en forhoejelse paa 0,20 DM/kg som en mulig loesning paa det overdrevent lave prisniveau, og at det var paa grundlag af resultatet af dette moede, at Shell fastsatte den pris, som det meddelte sine erhvervsaktive selskaber den 17. juni 1981 (bilag Shell E1 til skrivelsen af 29.3.1985), nemlig 2,00 DM/kg, der skulle anvendes den 1. juli (dvs. 1,80 DM/kg + 0,20 DM/kg).

179 Hvad angaar den 1. september skal Retten fastslaa, at Kommissionen atter baserer sine anbringender paa Shell' s telex af 17. juni 1981, som ogsaa henviser til en oprindelig maalpris paa 2,30 DM/kg for september. Ifoelge Kommissionen blev denne maalpris sandsynligvis revideret under moedet den 28. juli 1981. Kommissionen har herefter henvist til et memorandum fra Shell UK af 4. august 1981 (bilag Shell E3 til skrivelsen af 29.3.1985), som henviser til en forhoejelse paa 40 UKL/ton for homopolymerisater og copolymerisater fra den 5. september. Foruden dette bevismateriale henviser Kommissionen til et telex fra Shell af 28. august 1981 (bilag Shell E2 til skrivelsen af 29.3.1985), som henviser til en maalpris paa 2,20 DM/kg for september, dvs. 0,20 DM/kg "higher than existing target of 2.00 DM/kg". Kommissionen mener, at en sammenholdelse af disse prisinstrukser med moederne af 4. og 21. august 1981 understoetter de konklusioner, som den har foretaget. Stillet over for dette bevismateriale har sagsoegeren anfoert, at et telex fra Shell UK af 16. juli 1981 og et telex fra Shell France af 17. juli 1981 (bilag E2 og E3, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985) naevner maalpriser, der adskiller sig fra dem, som Kommissionen haevder er blevet fastsat. Sagsoegeren har tilfoejet, at Shell' s telexer af 4. og 20. august 1981 (bilag E4 og E5, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985) ogsaa angiver forskellige maalpriser for september. Retten finder, at Kommissionen har bevist Shell' s deltagelse i fastsaettelsen af maalprisen for 1. september, for saa vidt som den pris, der var indeholdt i Shell' s oprindelige telex af 17. juni 1981, klart udgjorde et langsigtet maal ("we suggest you start discussions with your customers indicating a floor PP ff level of 2.30 DM/kg"), som derfor blev underkastet revision, memorandummet fra Shell UK af 4. august 1981 og Shell' s telex af samme dag viser, at paa dette tidspunkt var maalet for september blevet saenket til 2,00 DM/kg, og Shell' s telex af 28. august 1981 viser, at paa denne dato "new business/orders should be based on a minimum of 2.20 for kg, 0.20 DM/kg higher than existing target of 2.00 DM per kg". Disse konstateringer bekraeftes af den omstaendighed, at der blev afholdt producentmoeder den 28. juli 1981, den 4. og 21. august 1981, og at det fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), at sagsoegeren var underrettet om resultatet af producentmoederne.

180 For saa vidt angaar den 1. oktober fastslaar Retten, at Kommissionen med henblik paa sin kritik af Shell' s deltagelse i denne del af prisinitiativet har henvist til Shell' s telex af 28. august 1981 (bilag Shell E2 til skrivelsen af 29.3.1985), som angiver en maalpris paa 2,30 DM/kg for 1. oktober, og et memorandum fra Shell UK af 8. september 1981 (bilag Shell E4 til skrivelsen af 29.3.1985), som bebuder en forhoejelse paa 60 UKL/ton fra begyndelsen af oktober. Stillet over for dette bevismateriale har sagsoegeren henvist til referatet af et internt Shell-moede den 24. september 1981 (bilag E6, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985), hvorunder Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber angav, at de haabede at opnaa en mindstepris, der var betydeligt lavere end maalpriserne. Sagsoegeren har tilfoejet, at de priser, der faktisk blev naaet paa markedet, var klart lavere end maalpriserne. Retten finder, at sagsoegerens argumenter ikke kan afkraefte Kommissionens konstateringer, for saa vidt som der i notatet af 24. september 1981 henvises til en maalpris pr. 1. oktober paa 2,20 DM/kg, som blev forhoejet til 2,30 DM/kg, svarende til den maalpris, der soegtes opnaaet af de oevrige producenter. Det bemaerkes endvidere, at memorandummet fra Shell UK af 8. september 1981 blev udfaerdiget dagen efter det moede, hvor BASF og ICI havde afgivet deres prisinstrukser, og kun fire dage efter at Monte og DSM havde gjort det samme.

181 Det foelger af det foregaaende, at Kommissionen har bevist, at sagsoegeren deltog i de to initiativer, som fandt sted i 1981, og som er beskrevet i beslutningens 32.-36. betragtning og i tabel 7B-7G til beslutningen, undtagen hvad angaar begyndelsen af det foerste af disse initiativer.

182 For saa vidt angaar sagsoegerens deltagelse i kvotesystemet bemaerkes, at der over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres "oenskede maengder", og at de som en midlertidig foranstaltning, indtil der blev indgaaet en saadan aftale, blev enige om i februar og marts 1981 at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for 1980, at de for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar, at de hver maaned gav oplysninger om deres salg ved moederne, og at de kontrollerede, at deres salg laa inden for den tildelte teoretiske kvote.

183 At der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de under disse forhandlinger meddelte deres "oenskede maengder", bekraeftes af forskellige dele af bevismaterialet, bl.a. tabeller, hvori der for hver producent angives faktisk omsaetning ("actual") og "targets" for 1979 og 1980 samt "aspirations" for 1981 (bilag 59-61 til den generelle meddelelse), en tabel, der er affattet paa italiensk, og hvori der for hver producent angives vedkommendes kvote for 1980, andre producenters forslag med hensyn til, hvilken kvote vedkommende skulle tildeles for 1981, og producentens egne "ambitions" for 1981 (bilag 62 til den generelle meddelelse) samt et internt notat fra ICI (bilag 63 til den generelle meddelelse), hvori der er en beskrivelse af udviklingen i forhandlingerne, og det anfoeres: PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0011.3

"Taking the various alternatives discussed at yesterday' s meeting we would prefer to limit the volume to be shared to no more than the market is expected to reach in 1981, say 1.35 million tonnes. Although there has been no further discussion with Shell, the four majors could set the lead by accepting a reduction in their 1980 target market share of about 0.35% provided the more ambitious smaller producers such as Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz, Anic/SIR also tempered their demands. Provided the majors are in agreement the anomalies could probably be best handled by individual discussions at Senior level, if possible before the meeting in Zurich."

("Af de forskellige alternativer, der blev droeftet paa moedet i gaar, vil vi foretraekke, at den maengde, der skal fordeles, begraenses til det forventede marked i 1981, dvs. 1,35 mio. tons. Selv om der ikke har vaeret yderligere forhandlinger med Shell, kunne de fire store gaa foran og acceptere en reduktion i deres maal for markedsandelen i 1980 paa ca. 0,35% under forudsaetning af, at de mere ambitioese blandt de mindre producenter som Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz og Anic/SIR ogsaa nedsaetter deres krav. Saafremt de store er enige, kan problemerne sikkert bedst loeses ved individuelle droeftelser paa chef-niveau, helst inden moedet i Zuerich.")

Dette dokument er vedlagt en opstilling med forslag til kompromis, hvori den enkelte producents resultat sammenlignes med 1980 ("% of 1980 target").

184 Det fremgaar af referatet af moederne i januar 1981, at det som en midlertidig foranstaltning blev vedtaget, at det maanedlige salg i februar og marts 1981 skulle reduceres til 1/12 af 85% af det maal, der var aftalt for det foregaaende aar. Det anfoeres saaledes i referatet:

"In the meantime (February-March) monthly volume would be restricted to 1/12 of 85% af the 1980 target with a freeze on customers."

("I mellemtiden (februar - marts) reduceres det maanedlige salg til 1/12 af 85% af maalet for 1980, og der lukkes for tilgang af kunder.")

185 Det forhold, at producenterne for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar og kontrollerede, at deres salg laa inden for denne kvote, ved hver maaned at udveksle oplysninger om deres salg, er bevist ved tre dokumenter i sammenhaeng. Det drejer sig for det foerste om en tabel af 21. december 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse), hvori der for hver producent er angivet salget opdelt paa maaneder, og de sidste tre kolonner vedroerende november og december samt aarets samlede salg er tilfoejet i haanden. Endvidere drejer det sig om en udateret tabel, der er affattet paa italiensk, med overskriften "Scarti per società" ("Fravigelser opdelt paa selskaber" (bilag 65 til den generelle meddelelse)). I tabellen, der blev fundet hos ICI, sammenlignes for hver producent for perioden januar - december 1981 tallene for faktisk salg ("actual") med de teoretiske tal ("theoretic"). Endelig drejer det sig om en udateret tabel, der blev fundet hos ICI (bilag 68 til den generelle meddelelse). Heri sammenlignes den enkelte producents omsaetning og markedsandel i perioden januar - november 1981 med de tilsvarende tal for 1979 og 1980, og paa grundlag heraf er der udarbejdet en prognose for slutningen af aaret.

186 Den foerste tabel viser saaledes, at producenterne udvekslede oplysninger om deres maanedlige salg. Naar dette sammenholdes med sammenligningerne mellem disse tal og de faktiske tal for 1980 - som foretages i de to andre tabeller, der vedroerer samme periode - underbygger det forhold, at producenterne paa denne maade udvekslede oplysninger, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, beslutningens konklusioner.

187 Sagsoegerens deltagelse i disse forskellige aktiviteter fremgaar for det foerste af de kontakter, som selskabet opretholdt med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne. Ifoelge ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), blev sagsoegeren underrettet om resultatet af disse moeder, der - som det fremgaar af referatet af moederne den 27. maj og den 15. juni 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse) vedroerte arrangementer med hensyn til maengdemaal. Det fremgaar af det foerste af disse referater:

"this meeting was arranged to review the polypropylene scene and to seek SICC' s views on the volume scheme put forward by Montepolimeri in Rome ... As expected, Shell were unimpressed by the volume proposals as basically they are unconvinced that they work".

("Dette moede blev afholdt for at gennemgaa forholdene paa polypropylenmarkedet og indhente SICC' s synspunkter med hensyn til den maengdeordning, som Montepolimeri havde fremlagt i Rom ... Som forventet var Shell ikke imponeret af maengdeforslagene, da Shell' s grundlaeggende opfattelse er, at de ikke virker").

Det anfoeres i det andet moedereferat:

"L. repeated his comments about quotas and Z. said only DSM, Saga and ICI had commented on his proposals. Possible solutions included (a) sanctions (not a great success so far on PVC), (b) control production which is within the power of the bosses (L. thought propylene availability might scupper this), (c) quotas which Z. favoured but L. discounted ..."

("L. gentog sine kommentarer om kvoterne, og Z. sagde, at kun DSM, Saga og ICI havde kommenteret hans forslag. De mulige loesninger omfattede (a) sanktioner (har ikke indtil nu vaeret en saerlig succes med hensyn til PVC), (b) kontrol med produktionen, hvilket falder ind under chefernes kompetence (L. mente, at forraadene af polypropylen ville kunne bringe denne loesning i fare), (c) anvendelsen af kvoter, som Z. gjorde sig til talsmand for, men som L. viste ringe entusiasme for ...")

Selv om disse notater viser, at Shell udtrykte forbehold med hensyn til kvoteordningen, viser de ogsaa, at selskabet deltog i diskussionerne om gennemfoerelsen af et saadant system.

188 Sagsoegerens deltagelse fremgaar for det andet af den omstaendighed, at dets navn er naevnt i forskellige af de ovennaevnte dokumenter. Disse dokumenter indeholder tal, der, som det maatte erindres, hidroerer fra sagsoegeren selv (jf. praemis 114 og 115).

189 Retten finder, at Kommissionen af det forhold, at der ved "chef"- og "ekspert"-moederne blev udoevet gensidig kontrol - som sagsoegeren muliggjorde ved at fremlaegge sine salgstal - med, at der i 1981 blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, med rette har udledt, at dette system var vedtaget af moededeltagerne.

190 Kommissionen findes herefter - bortset fra hvad angaar begyndelsen af prisinitiativet januar - maj 1981 - at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om dette prisinitiativ, prisinitiativet august - december 1981 og om begraensningen af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode for 1981.

C.3 - 1982

a) Den anfaegtede retsakt

191 Ifoelge beslutningen (37., 38. og 39. betragtning, foerste afsnit) blev prisinitiativet juni - juli 1982 gennemfoert, efter at der paa markedet var opstaaet ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Initiativet blev besluttet paa producentmoedet den 13. maj 1982, hvorunder der blev udarbejdet en detaljeret maalprisliste pr. 1. juni 1982 for hver af de vigtigste polypropylenkvaliteter i forskellige nationale valutaer (2,00 DM/kg for rafia).

192 Moedet den 13. maj 1982 blev fulgt op af prisinstrukser fra ATO, BASF, Hoechst, Hercules, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell, der med faa ubetydelige undtagelser svarede til de priser, som var fastsat paa moedet (beslutningens 39. betragtning, andet afsnit). Producenterne kunne paa moedet den 9. juni 1982 kun give oplysninger om beskedne forhoejelser.

193 Ifoelge beslutningen (40. betragtning) blev der besluttet et prisinitiativ for september - november 1982 paa moedet den 20. og 21. juli 1982, og som gik ud paa at naa en pris paa 2,00 DM/kg pr. 1. september og 2,10 DM/kg pr. 1. oktober. Ved moedet den 20. august 1982 blev den forhoejelse, der var planlagt til den 1. september, udskudt til den 1. oktober, og denne beslutning blev bekraeftet paa moedet den 2. september 1982 (41. betragtning til beslutningen).

194 Efter moederne den 20. august og 2. september 1982 gav ATO, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell prisinstrukser i overensstemmelse med den maalpris, der var fastlagt ved moederne (43. betragtning til beslutningen).

195 Ifoelge beslutningen (44. betragtning) foretoges der paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, en gennemgang af de foranstaltninger, der var truffet for at naa den tidligere fastsatte maalpris, og der blev givet almindelig tilslutning til et forslag om en prisforhoejelse til 2,10 DM/kg i november - december 1982. Forhoejelsen blev bekraeftet paa moedet den 6. oktober 1982.

196 Efter moedet den 6. oktober 1982 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Shell og Saga prisinstrukser med den besluttede forhoejelse (beslutningens 44. betragtning, andet afsnit).

197 ATO, BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Monte og Saga har til Kommissionen udleveret de prisinstrukser, de udsendte til deres lokale salgskontorer, og de stemmer ikke blot overens indbyrdes, hvad angaar beloeb og tidspunkt, men ogsaa med den maalprisliste, der er vedlagt ICI' s referat af "ekspert"-moedet den 2. september 1982. Sagsoegeren erkender at have deltaget i et moede mellem de "fire store" i Heathrow den 13. oktober (en uge forud for "chef"-moedet i oktober), og at selskabet i september havde regelmaessig kontakt med ICI vedroerende prisinitiativet for oktober (beslutningens 45. betragtning).

198 Moedet i december 1982 resulterede ifoelge beslutningen (46. betragtning, andet afsnit) i en aftale om, at det prisniveau, der var fastsat for november - december, skulle vaere ivaerksat inden udgangen af januar 1983.

199 Det anfoeres i beslutningen [artikel 1, litra c), og 27. betragtning, jf. ogsaa 42. betragtning], at sagsoegeren sammen med de oevrige producenter vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, saasom midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af september 1982 et "kontostyringssystem" med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder.

200 For saa vidt angaar systemet med "kontostyring" ("account management"), som i den seneste og mest udviklede form fra december 1982 er kendt under navnet "kontoledelse" ("account leadership"), blev sagsoegeren paa samme maade som de oevrige producenter udpeget til koordinator ("leader") for mindst én stor kunde, saaledes at selskabet hemmeligt skulle koordinere kundens forbindelser til dens leverandoerer. Som led i systemet fandt man frem til kunder i Belgien, Italien, Tyskland og Det Forenede Kongerige, og for hver af disse blev der udpeget en "koordinator". I december 1982 blev der foreslaaet en mere generel anvendelse af dette system, idet der for hver stoerre kunde blev udpeget en "kundeadministrator" ("account leader"), som skulle lede, droefte og organisere prisaendringer. Andre producenter, der jaevnligt handlede med den paagaeldende kunde, blev betegnet som "participanter" ("contenders") og samarbejdede med "administratoren" ved tilbudsgivning til den paagaeldende kunde. For at beskytte "administratoren" og "participanterne" skulle andre producenter, som kunden rettede henvendelse til, tilbyde priser, der laa over maalprisen. ICI haevder, at systemet broed sammen efter nogle maaneder, hvor det kun havde fungeret delvis og ineffektivt, men i beslutningen anfoeres det, at det fremgaar af det fuldstaendige referat af moedet den 3. maj 1983, at der paa det tidspunkt foregik intensive droeftelser om enkelte kunder og om de priser, hver enkelt producent tilboed eller skulle tilbyde dem, samt om de leverede eller bestilte maengder.

201 Det anfoeres i beslutningen (58. betragtning), at der for 1982 blev fremsat komplicerede forslag til kvoteordninger, der gik ud paa at naa frem til en rimelig afvejning af forskellige faktorer, saasom hidtidige salgsresultater, oensker og disponibel kapacitet. Det samlede marked, der skulle deles mellem producenterne, blev anslaaet til 1 450 000 tons. Nogle producenter fremlagde detaljerede planer til markedsdelingsordninger, mens andre noejedes med blot at oplyse, hvad de forventede at kunne saelge. Monte og ICI forsoegte paa moedet den 10. marts 1982 at naa frem til en aftale. Det fremgaar imidlertid af beslutningen (58. betragtning, sidste afsnit), at man som i 1981 ikke naaede frem til nogen endelig aftale. I aarets foerste halvdel aflagde hver producent beretning om sin maanedlige omsaetning paa moederne, og omsaetningen blev sammenholdt med den paagaeldendes procentvise andel af salget i det foregaaende aar. Ifoelge beslutningen (59. betragtning) fortsatte forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983 paa moedet i august 1982, og ICI foerte bilaterale forhandlinger med hver af producenterne om denne nye ordning. Indtil der kunne indfoeres en saadan kvoteordning, blev producenterne opfordret til i anden halvdel af 1982 at begraense deres maanedlige salg til deres faktiske, procentvise andel af det samlede marked i de foerste seks maaneder af 1982. I 1982 havde markedsandelene saaledes for de mellemstore producenters vedkommende, herunder ATO, naaet en vis balance (af ATO betegnet "quasi-konsensus"); blandt de store havde ICI og Shell fortsat raadet over en andel paa ca. 11%, mens Hoechst' s andel havde andraget 10,5%. Monte, der var den stoerste producent, havde opnaaet en markedsandel paa 15% i forhold til 14,2% i det foregaaende aar.

b) Parternes argumenter

202 Sagsoegeren har i sine indlaeg for Retten ikke specielt naegtet at have deltaget i prisinitiativerne for 1982, men sagsoegeren mener, at dets kritik vedroerende prisinitiativerne 1977, 1979, 1981 og 1983 udelukkende er fremsat som eksempler. Sagsoegeren har endvidere henvist til de indlaeg, som selskabet har indgivet inden for rammerne af den administrative procedure.

203 Sagsoegeren har anfoert - uden at blive modsagt af Kommissionen paa dette punkt - at selskabet ikke deltog i moederne den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse) og den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), hvorunder systemet med kontoledelse blev foreslaaet og udarbejdet, hvorimod Kommissionen i beslutningen anfoerte, at "alle de producenter, der deltog i moederne paa dette tidspunkt (fra september 1982) (ogsaa Shell), blev udpeget som koordinatorer for mindst en stoerre kunde" (beslutningens 27. betragtning, sidste afsnit). Ifoelge Shell er det desuden ikke blevet godtgjort, at de tilstedevaerende producenter var enige om at ivaerksaette dette system. Under alle omstaendigheder blev Shell ikke underrettet herom, og den omstaendighed, at andre producenter undersoegte muligheden for, at selskaber i Shell-koncernen kunne optraede som kundeadministratorer, er ikke tilstraekkeligt til at godtgoere, at disse selskaber accepterede at deltage i systemet.

204 Ifoelge sagsoegeren antager Kommissionen med urette, at den af referatet af producentmoedet i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse) kan udlede, at sagsoegeren har meddelt individualiserede oplysninger om sine kunder, som kun kunne vaere relevante inden for rammerne af et system med kontoledelse. Ingen i Shell-koncernen havde kendskab til indholdet af dette moede, og intet Shell-selskab deltog i eller afgav oplysninger til nogen som helst med henblik paa anvendelse under dette moede. En sammenligning af referatet af dette moede med de egentlige faktiske omstaendigheder viste, at henvisningerne til Shell var baseret paa formodninger, der var unoejagtige med hensyn til andre selskabers salgspersonale, og ikke paa en rapport fra et af Shell' s selskaber vedroerende den faktiske situation. Selskabet BIHR, som Shell haevdes at have vaeret kundeadministrator for, fik sine priser fastsat i overensstemmelse med gennemsnittet af dets oevrige leverandoerers priser, hvilket forhindrede Shell i at foretage en prisforhoejelse via BIHR eller i at angive priser, som Shell ville anvende i forhold til BIHR; disse priser kunne kun fastsaettes efterfoelgende.

205 Endelig har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen heller ikke kan laegge referatet af et internt moede i Shell den 17. marts 1983 (bilag 53 til den generelle meddelelse) til grund, fordi dette referat ikke beviser selskabets deltagelse i systemet. Desuden har Kommissionen undladt at henvise til referatet af et andet internt Shell-moede af 14. marts 1983 (bilag 42, Shell' s saerlige indsigelser), som viser, at Shell antog, at selskabet som storleverandoer ikke kunne forhoeje sine priser i forhold til en vanskelig kunde som BIHR. Endelig ville Shell' s deltagelse i et saadant system have vaeret i strid med dets politik, som paa det dagaeldende tidspunkt var baseret paa salgsmaengder.

206 Med hensyn til kvoterne har sagsoegeren gjort gaeldende, at da Shell naegtede at deltage i en udligningsordning, mislykkedes ordningen, og der blev ikke indgaaet nogen kvoteaftale. Under disse moeder oplyste en medarbejder hos Shell ganske vist, at Shell ville vaere tilfreds med en markedsandel paa 11-12%, men under hensyn til Shell-koncernens opbygning, inden for rammerne af hvilken Shell ikke kunne indgaa forpligtelser paa de erhvervsaktive selskabers vegne, kunne de andre selskaber umuligt have forstaaet dette som accept af en kvote. I 1982 havde Shell en markedsandel paa over 12% og udnyttede 98% af sin effektive produktionskapacitet; de andre producenter kunne ikke vaere uvidende herom.

207 Kommissionen har henvist til det bevismateriale, der er anfoert i beslutningen, med henblik paa at godtgoere, at sagsoegeren deltog i prisinitiativerne i 1982.

208 Kommissionen mener, at der foreligger uafkraeftelige beviser for, at Shell-selskaberne deltog i de "fire stores" moeder og i lokale moeder, og at de ikke laenge kunne have vaeret uvidende om systemet med kontoledelse og den rolle, som de skulle spille heri (bilag 29 og 33 til den generelle meddelelse), eftersom de blev underrettet om resultatet af moederne, hvilket ICI har anfoert i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse). De andre producenter naevnte kun Shell som en mulig kundeadministrator, fordi de havde god grund til at antage, at Shell var rede til at deltage i systemet.

209 Ifoelge Kommissionen viser referatet af et moede i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), som bekraeftes af et internt referat af et moede af 17. marts 1983 (bilag 53 til den generelle meddelelse), at Shell meddelte de oevrige producenter specifikke oplysninger om sine kunder i forbindelse med selskabets rolle som kundeadministrator, navnlig med hensyn til BIHR.

210 Kommissionen har endvidere understreget, at systemet med kontoledelse kun var et aspekt af de mellem producenterne indgaaede aftaler.

211 Med hensyn til 1982 har Kommissionen anfoert, at der ikke kunne indgaas nogen endelig kvoteaftale, paa trods af de i denne henseende udviste bestraebelser, hvilket efter dens opfattelse bevises af de forskellige kvoteordninger, der blev opdaget. En midlertidig loesning blev imidlertid fundet i form af en bestemt kurs med hensyn til salgene paa grundlag af det foregaaende aars tal. Kommissionen har anfoert, at eksistensen af droeftelser vedroerende fastsaettelse af kvoter fremgaar af et stort antal dokumenter. Blandt disse dokumenter skal der foerst og fremmest henvises til referaterne af moeder affattet af ICI, hvoraf det fremgaar, at der fandt informationsudveksling sted med hensyn til de solgte maengder (bilag 24, 25 og 26 samt 31, 32 og 33 til den generelle meddelelse). Der skal endvidere henvises til de forskellige planer, der blev fundet hos ICI (bilag 69, 70 og 71 til den generelle meddelelse), og et temmelig omfattende forslag for 1982 hidroerende fra ICI (bilag 70 til den generelle meddelelse).

212 Kommissionen har anfoert, at den oplysning vedroerende Shell, som er indeholdt i disse dokumenter, maa hidroere fra Shell selv, hvilket fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger.

c) Rettens vurdering

213 Retten finder, at sagsoegerens deltagelse i prisinitiativerne, de foranstaltninger, der skulle lette ivaerksaettelsen af disse initiativer og kvoteordningen maa undersoeges i lyset af sagsoegerens kontakter med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne, dets deltagelse i moederne med de "fire store" og Shell-koncernens erhvervsaktive selskabers deltagelse i lokale moeder.

214 Hvad angaar prisinitiativet juni - juli 1982, som fastsatte en maalpris for den 14. juni i Det Forenede Kongerige, og som blev besluttet under "ekspert"-moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), har Kommissionen henvist til et memorandum af 17. juni 1982 fra Shell UK (bilag Shell F1 til skrivelsen af 29.3.1985), som henviser til en prisforhoejelse paa 50 UKL/ton svarende til den maalpris, der var fastsat for den 21. juni. Stillet over for disse beviser har sagsoegeren anfoert, at eftersom Kommissionen har erkendt, at initiativet ikke blev ivaerksat, kan selskabet kun tilfoeje, at dets priser for juni var de samme som i maj. Retten finder, at selv om Shell-memorandummet er udfaerdiget mere end en maaned efter moedet den 13. maj 1982 og tre dage efter ikrafttraedelsen af maalprisen for juni, er det ikke desto mindre dateret dagen efter et lokalt moede afholdt den 16. juni 1982, som blev indkaldt i Belgien af DSM efter anmodning fra andre producenter under moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse). Formaalet med dette moede, som Shell deltog i, var "to quote the target levels absolutely rigidly for July". Denne beslutning blev truffet, efter at producenterne havde konstateret foelgende:

"It was impossible to reach the target level of 36 BFR/kg etc. in June. ICI & DSM pressed for a major push in Belgium as it would have beneficial effects on the surrounding countries + bringing Shell bach into the fold (without any producers having to put too much at stake in terms of volume)."

("Dette element gav det indtryk, at det var umuligt at naa maalprisen paa 36 BFR/kg, etc. i juni; ICI og DSM gjorde sig til talsmaend for et stoerre fremstoed i Belgien, da dette ville have fordelagtige virkninger i de tilgraensende lande + bringe Shell tilbage i folden, uden at nogen producenter skulle saette for meget paa spil med hensyn til maengder").

Retten finder derfor, at resultatet af det lokale moede den 16. juni 1982 var, at Shell accepterede det gaeldende prisinitiativ, og den omstaendighed, at initiativet mislykkedes, er irrelevant.

215 Kommissionen har for at godtgoere sagsoegerens deltagelse i prisinitiativet i september - december 1982 henvist til et notat fra Shell UK af 26. august 1982 (bilag Shell G1 til skrivelsen af 29.3.1985), der opfordrede salgskontoret til at underrette kunderne i Det Forenede Kongerige om en prisforhoejelse med virkning fra den 1. oktober 1982, og som fastsatte maalniveauer, der praecis svarede til dem, der var anfoert i referatet af "ekspert"-moedet den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse). Et notat af 1. november vedroerende "handelspolitik mht. polyolefin" anbefalede opretholdelse af den eksisterende mindsteprisstruktur med en forhoejelse paa 20 UKL/ton i Det Forenede Kongerige for saa vidt som markedet i Benelux og det skandinaviske marked konsoliderede deres priser paa 2,00 DM/kg og europaeerne begyndte at kraeve 10 pfennig mere i november og december (bilag Shell G2 til skrivelsen af 29.3.1985). Kommissionen har endvidere henvist til et notat af 25. november 1982, der anbefaler en prisforhoejelse paa 20 UKL/ton i december, samt en forhoejelse af mindsteprisniveauerne til 490 UKL/ton for rafia saa snart som muligt i begyndelsen af december (bilag Shell G3 til skrivelsen af 29.3.1985). Desuden er der i referatet af et moede, som blev afholdt den 30. november under forsaede af SCITCO, og hvori de oevrige Shell-selskaber deltog, opregnet "decembermaal" paa 2,10 DM/kg for rafia, 2,30 DM/kg for homopolymerisater og 2,50 DM/kg for copolymerisater (bilag Shell G4 til skrivelsen af 29.3.1985). Endelig indeholder et notat udarbejdet af ICI med hensyn til prisaendringerne som foelge af producentmoederne i december foelgende vaesentlige bemaerkning: "Shell & ourselves have good progress towards the 490 December level ..." (bilag 34 til den generelle meddelelse). Shell havde imidlertid over for ICI udtrykt forbehold med hensyn til et fremtidigt initiativ, hvilket foerte ophavsmanden til notatet til at tilfoeje: "The most I could persuade them to consider was + UKL 20/t in February to UKL 510/t ...". Referatet af Shell-moedet den 30. november viser, at Shell UK' s maal for 1. februar 1983 var 510 UKL. Stillet over for dette bevismateriale har sagsoegeren anfoert, at Shell UK' s memorandum af 26. august 1982 blev affattet en uge foer moedet den 2. september 1982, hvorunder maalprisen for oktober ifoelge Kommissionen blev fastsat, og ikke udgoer nogen prisinstruks. Sagsoegeren har tilfoejet, at selskabets anbringender bekraeftes af referatet af et af Shell arrangeret internt PIM-moede den 7. september 1982 (bilag 30, Shell' s saerlige indsigelser), hvorunder det blev anfoert, at det ville blive vanskeligt at naa maalet, fordi visse af Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber naegtede at miste markedsandele for at forfoelge en urimelig prispolitik, og for det andet af dokumenter fra andre producenter, hvorefter Shell foerte en meget konkurrencepraeget prispolitik. Sagsoegeren anfoerer endvidere, at notatet af 1. november ikke naevner nogen prisforhoejelse fra Shell' s side, og at notatet af 25. november indeholder en forklaring paa noedvendigheden at forhoeje priserne i december, nemlig pundets svaghed. Sagsoegeren har endelig henvist til et notat fra Shell UK af 14. december (bilag G1, Shell' s svar paa skrivelsen af 29.3.1985), hvorefter denne forhoejelse blev annulleret, hvilket bekraeftes af et notat fra ICI med overskriften "W. European Polypropylene situation December 1982" (bilag 34 til den generelle meddelelse), som henviser til Shell' s aggressive prispolitik. Shell' s tilbageholdenhed med hensyn til prisforhoejelser bekraeftes ifoelge sagsoegeren endvidere af referatet af et moede den 30. november 1982. Retten finder, at skoent memorandummet af 26. august 1982 blev affattet forud for moedet den 2. september 1982, er det dog affattet efter "chef"-moedet den 20. august 1982 og det lokale moede i Belgien den 23. august 1982, hvori et af sagsoegerens erhvervsaktive selskaber deltog. Det var under moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse), at maalprisen paa 2,00 DM/kg for 1. oktober 1982 blev fastsat. For saa vidt angaar referatet af det interne moede den 7. september 1982 (bilag 30, Shell' s saerlige indsigelser) skal det paapeges, at de oekonomiske omstaendigheder er gunstige for en prisforhoejelse, men at niveauet paa 2,00 DM/kg kun kan naas i visse tilfaelde. Retten skal endvidere udtale, at sagsoegerens argumenter blot tilsigter at godtgoere, at selskabet ikke var i stand til at opfylde prismaalet paa markedet, men ikke at det ikke tilsluttede sig aftalen om fastsaettelse af disse maalpriser.

216 Det foelger af det foregaaende, at Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren deltog i de to prisinitiativer, der fandt sted i 1982, og som er beskrevet i beslutningens 37.-46. betragtning og i beslutningens bilag 7H og 7J.

217 Hvad angaar sagsoegerens deltagelse i kontoledelsessystemet skal Retten udtale, at sagsoegeren ikke alene bestrider at have deltaget i dette system, men ogsaa at systemet blev vedtaget og anvendt af andre producenter. Det fremgaar klart af referatet af moederne den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse), af 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) og i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), at de tilstedevaerende producenter under disse moeder enedes om systemet. Vedtagelsen af systemet med kontoledelse fremgaar klart af foelgende passus i referatet af moedet den 2. september 1982:

"about the dangers of everyone quoting exactly DM 2.00 A.' s point was accepted but rather than go below DM 2.00 it was suggested & generally agreed that others than the major producers at individual accounts should quote a few pfs higher. Whilst customer tourism was clearly to be avoided for the next month or two it was accepted that it would be very difficult for companies to refuse to quote at all when, as was likely, customers tried to avoid paying higher prices to the regular suppliers. In such cases producers would quote but at above the minimum levels for October".

("med hensyn til faren ved, at alle opgav en pris paa 2,00 DM, blev A.' s bemaerkning accepteret, men frem for at gaa under 2,00 DM blev det foreslaaet, og der var almindelig enighed om, at producenterne - bortset fra hovedleverandoererne til en bestemt kunde - skal angive en pris, der er faa pfennig hoejere. Mens 'kundeflakkeri' klart skal undgaas i den naeste maaned eller to, var der enighed om, at det vil vaere meget svaert for selskaberne helt at afslaa at give tilbud, naar kunderne sandsynligvis forsoeger at undgaa at betale hoejere priser til de saedvanlige leverandoerer. I saadanne tilfaelde vil producenterne afgive tilbud, men til priser, der ligger over niveauet for oktober").

218 Ivaerksaettelsen af dette system bekraeftes af referatet af moedet den 3. maj 1983 (bilag 38 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"A long discussion took place on Jacob Holm who is asking for quotations for the 3rd quarter. Is was agreed not to do this and to restrict offers to the end of June. April/May levels were at DKR 6.30 (DM 1.72). Hercules was definitely in and should not have been so. To protect BASF, it was agreed that CWH(uels) + ICI would quote DKR 6.75 from now to end June (DM 1.85) ..."

("En laengere diskussion fandt sted vedroerende Jacob Holm, der har anmodet om prisnedsaettelse for tredje kvartal. Moededeltagerne besluttede ikke at goere dette og at begraense tilbuddene indtil udgangen af juni. I april og maj androg priserne ca. 6,30 DKR (1,72 DM). Det er klart, at Hercules var med og burde ikke have vaeret det. For at beskytte BASF blev det besluttet, at CWH(uels) + ICI skulle angive en pris paa 6,75 DKR fra nu og til udgangen af juni (1,85 DM) ...").

Denne ivaerksaettelse blev bekraeftet ved ICI' s besvarelse af begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvori der anfoeres foelgende vedroerende moedereferatet:

"In the Spring of 1983 there was a partial attempt by some producers to operate the 'Account Leadership' scheme ... Since Hercules had not declared to the 'Account Leader' its interest in supplying Jacob Holm, the statement was made at this meeting in relation to Jacob Holm that 'Hercules were definitely in and should not have been so' . It should be made clear that this statement refers only to the Jacob Holm account and not to the Danish market. It was because of such action by Hercules and others that the 'Account Leadership' scheme collapsed after at most two months of partial and ineffective operation.

The method by which Huels and ICI should have protected BASF was by quoting a price of DKR 6,75 for the supply of raffia grade polypropylene to Jacob Holm until the end of June."

("I foraaret 1983 forsoegte nogle producenter at ivaerksaette systemet med kontoledelse ... Da Hercules ikke havde meddelt kundeadministratoren, at Hercules var rede til at sikre leverancerne til Jacob Holm, blev det under dette moede vedroerende Jacob Holm fastslaaet, at 'det er klart, at Hercules var med, og ikke burde have vaeret det' . Det skal understreges, at denne udtalelse kun vedroerer kunden Jacob Holm og ikke det danske marked. Det var paa grund af en saadan adfaerd fra Hercules og andre, at systemet med kontoledelse faldt fra hinanden efter hoejst to maaneder, hvorunder det kun havde fungeret delvist og ineffektivt.

Den metode, hvorved Huels and ICI skulle have beskyttet BASF bestod i at citere en pris paa 6,75 DKR for levering af polypropylen af rafiakvalitet til Jacob Holm indtil udgangen af juni.")

219 Retten finder - modsat det af sagsoegeren fremfoerte - at referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) viser, at systemet med kontoledelse var blevet vedtaget paa moedet den 2. september (bilag 29 til den generelle meddelelse), eftersom det heri anfoeres, at "the idea of account management was proposed for more general adoption" den 2. december, hvilket viser, at systemet allerede var blevet vedtaget tidligere i en mere begraenset form. Med hensyn til bevisvaerdien af den omstaendighed, at sagsoegerens navn er naevnt i de tabeller, der er vedlagt referatet af disse to moeder, hvori sagsoegeren ikke deltog, skal det bemaerkes, at sagsoegerens navn er anfoert ud for selskabets stoerste kunder i Det Forenede Kongerige baade i den tabel, der er vedlagt det foerste referat, og i den tabel, der er vedlagt det andet referat, men at antallet af kunder er formindsket i det andet referat, hvori er tilfoejet navnet paa selskabets stoerste kunde i Frankrig. Mellem disse to moeder deltog et af Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber i lokale moeder i Det Forenede Kongerige den 13. september, 18. oktober og 15. november 1982, og sagsoegeren deltog i et moede mellem de "fire store" den 13. oktober 1982. I lyset af dette bevismateriale finder Retten det ikke trovaerdigt, at sagsoegeren ikke af sine konkurrenter under disse fire moeder blev underrettet om, at der under moedet den 2. september 1982 var blevet vedtaget systemet med kontostyring. Foelgelig viser den omstaendighed, at Shell' s navn er opfoert i listen over kundeadministratorer for visse af selskabets stoerre kunder i den tabel, der var vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982, i det mindste, at selskabet ikke havde fremsat nogen principielle indvendinger mod dets deltagelse i systemet, og at det derfor ikke foerst var efter moedet den 2. december 1982, at sagsoegeren blev underrettet om eksistensen af forslag om kontoledelse, saaledes som det har anfoert. Ved ikke formelt at naegte at deltage i systemet har sagsoegeren i det mindste givet det indtryk i forhold til selskabets konkurrenter, at det accepterede at deltage heri.

220 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegerens erhvervsaktive selskab i Det Forenede Kongerige under et lokalt moede afholdt i Det Forenede Kongerige i januar 1983 modsatte sig at deltage i et saadant system, finder Retten, at sagsoegerens anbringender herom ikke er underbygget af noget som helst bevis, eftersom selskabet ikke har fremlagt referatet af det lokale moede, hvorunder dette afslag skulle vaere blevet fremsat.

221 Med hensyn til sagsoegerens anbringende om, at det var umuligt for selskabet at spille rollen som kundeadministrator i forhold til selskabets stoerste kunder i Det Forenede Kongerige, fordi det ikke ville loebe risikoen med at vaere den foerste til at forhoeje priserne i forhold til selskabets stoerste kunder, skal det bemaerkes, at dette argument kun har baerekraft, saafremt det antages, at der paa det paagaeldende tidspunkt gjaldt fri priskonkurrence. Retten har imidlertid dels fastslaaet, at polypropylenproducenterne samordnede deres prispolitik, og dels at de enedes om systemet med kontoledelse. Det foelger heraf, at sagsoegeren kunne forhoeje sine priser i forhold til sine stoerste kunder uden nogen som helst risiko, eftersom selskabet vidste, at dets konkurrenter ville goere det samme.

222 Med hensyn til den nye prispolitik, som sagsoegeren haevder at have anvendt fra januar 1983, og som bestod i at forsoege at opnaa supplerende salgsmaengder ved at fastsaette priserne over for de stoerste kunder i forhold til de priser, der blev anvendt i den foregaaende periode, paa den betingelse, at disse kunder opretholdt eller foroegede antallet af ordrer - hvilken politik ifoelge sagsoegeren bekraeftes af to interne notater fra Shell UK af 26. januar 1983 og 16. marts 1983 (bilag 18 og 19 til Shell' s besvarelse af meddelelsen om klagepunkter) - finder Retten, at selv om de to notater, som sagsoegeren har fremlagt, udtrykker en vilje til at foere en politik centreret om salgsmaengder, indeholder de ikke nogen angivelser om prisfastsaettelsen under hensyn til en foregaaende periode. Sagsoegerens argument maa derfor forkastes.

223 Med hensyn til det argument, hvorved sagsoegeren soeger at godtgoere, at selskabet ikke kunne have vaeret kundeadministrator for kunden BIHR i Frankrig, samt selskabets bestridelse af bevisvaerdien af en sammenholdelse af det interne Shell-notat af 17. marts 1983 (bilag 41, Shell' s saerlige indsigelser) og referatet af et moede i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), finder Retten, at sagsoegerens samlede argumentation tilsigter at godtgoere, at det var umuligt for selskabet at spille rollen som kundeadministrator i forhold til BIHR - foerst og fremmest, fordi det ville have udgjort en for stor risiko for selskabet at vaere den foerste til at forhoeje priserne i forhold til denne kunde, som selskabet var meget afhaengig af, og for det andet, fordi de priser, som BIHR blev faktureret, blev fastsat i overensstemmelse med den gennemsnitspris, som BIHR havde betalt til sine andre leverandoerer i det foregaaende kvartal. Dette argument kunne tages til foelge, for saa vidt angaar et marked, hvor konkurrencen ikke var begraenset. Retten skal imidlertid atter fastslaa, at maalpriserne blev fastsat af polypropylenproducenterne, og at de havde vedtaget et system med kontoledelse, hvis resultat var at beskytte den vigtigste leverandoer til en kunde, da det forhoejede sine priser i forhold til denne kunde. Endvidere foerte det prisfastsaettelsessystem, der blev anvendt i forhold til BIHR, til et tilsvarende resultat som systemet med kontoledelse, eftersom det var aftalt, at de oevrige leverandoerer til denne kunde skulle kraeve priser, der svarede til eller var hoejere end den oenskede maalpris. De priser, som denne kunde betalte til sagsoegeren, blev derfor forhoejet paa grund af den af selskabets konkurrenter kraevede prisforhoejelse. Der er derfor ingen grund til at antage, at sagsoegeren ikke blev udpeget til kundeadministrator for BIHR.

224 Retten skal endelig fastslaa, at den omstaendighed, at oplysningerne i referatet af et moede afholdt i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse) er delvis forkerte for saa vidt navnlig angaar de priser, som sagsoegeren anvendte i forhold til visse kunder, ikke skal forklares med den omstaendighed, at disse oplysninger ikke blev afgivet af sagsoegeren, men ved den omstaendighed, at sagsoegeren ofte var blevet kritiseret af sine konkurrenter for selskabets prispolitik, navnlig i forhold til visse kunder, som det var blevet udnaevnt til kundeadministrator for (jf. referatet af det interne Shell-moede den 14.3.1983, bilag 42, Shell' s saerlige indsigelser), og at sagsoegeren derfor forsoegte at give sine konkurrenter indtryk af, at det praktiserede priser, der laa naermere op ad de aftalte maalpriser og saaledes var hoejere end de priser, som selskabet faktisk anvendte.

225 For saa vidt angaar 1982, bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de - da der ikke blev indgaaet en endelig aftale - ved moederne orienterede om deres maanedlige omsaetning i foerste halvaar, som blev sammenlignet med den procentvise andel af salget i det foregaaende aar, og at de i andet halvaar bestraebte sig paa at begraense deres maanedlige salg til den procentvise markedsandel i aarets foerste halvdel.

226 Det forhold, at der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de i forbindelse hermed udvekslede oplysninger om deres oensker, bekraeftes for det foerste af et dokument med overskriften "Scheme for discussions 'quota system 1982' " (bilag 69 til den generelle meddelelse), hvori der for alle de virksomheder, beslutningen er rettet til, med undtagelse af Hercules, er angivet den maengde, som de hver isaer mente at have ret til, og for nogle producenter (alle med undtagelse af Anic, Linz, Petrofina, Shell og Solvay) den maengde, der efter deres opfattelse skulle tildeles de andre producenter. For det andet drejer det sig om et notat fra ICI med overskriften "Polypropylene 1982, Guidelines" [bilag 70, litra a), til den generelle meddelelse], hvori ICI analyserer de igangvaerende forhandlinger. For det tredje er der tale om en tabel af 17. februar 1982 [bilag 70, litra b), til den generelle meddelelse], hvori de forskellige forslag til fordeling af salget sammenlignes - i det ene af disse forslag, der har overskriften "ICI Original Scheme", foretages der af Monte i en anden, haandskrevet tabel mindre aendringer i en kolonne med overskriften "Milliavacca 27/1/82" [det er navnet paa en medarbejder hos Monte; bilag 70, litra c), til den generelle meddelelse]. Endelig er der tale om en tabel, der er affattet paa italiensk (bilag 71 til den generelle meddelelse), og som indeholder et komplekst forslag (beskrevet i beslutningens 58. betragtning, tredje afsnit in fine).

227 Der er foert bevis for de foranstaltninger, der blev truffet i foerste halvaar, ved referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"To support the move a number of other actions are needed a) limit sales volume to some agreed prop. of normal sales."

["For at stoette prisforhoejelsen maa der traeffes en raekke andre foranstaltninger a) begraense salget til en vis aftalt del af det normale salg."]

At disse foranstaltninger blev gennemfoert, bekraeftes af referatet af moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse), der er vedlagt en tabel, hvori der for hver producent er angivet det faktiske tal ("actual") for salget i januar - april 1982 sammenlignet med et teoretisk tal "based on 1981 av[erage] market share", af referatet af moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden fra januar til maj 1982, og af referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden fra januar - juli 1982. Den teoretiske karakter af den kvote, der skulle anvendes som reference ved sammenligningen med de faktiske maanedlige salg, skyldes den omstaendighed, at der ikke kunne opnaas enighed om en kvote for hele 1981, men det beroever ikke denne sammenligning sin betydning af en metode til overvaagning af begraensningen af maanedlige salg i forhold til det foregaaende aar.

228 De foranstaltninger, der blev truffet for andet halvaar af 1982, er bevist ved referatet af moedet den 6. oktober 1982 (bilag 31 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres: "In October this would also mean restraining sales to the Jan/June achieved market share of a market estimated at 100 kt" og "Performance against target in September was reviewed" ("I oktober vil dette indebaere, at salget begraenses til den markedsandel, der blev opnaaet fra januar til juli, paa grundlag af et forventet marked paa 100 kt" og "De resultater, der var opnaaet i september, blev vurderet i forhold til maalet"). Dette referat er vedlagt en tabel med overskriften "September provisional sales versus target (based on Jan-June market share applied to demand est(imated) at 120 kt)" - ("Foreloebigt salg i september i forhold til maalet (beregnet paa grundlag af markedsandelen i januar til juni ud fra en forventet efterspoergsel paa 120 kt)"). Det bekraeftes af referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), at disse foranstaltninger blev opretholdt. Referatet er vedlagt en tabel, hvori det faktiske salg i november 1982 ("Actual") sammenlignes med teoretiske tal ("Theoretical") beregnet paa grundlag af "J-June % of 125 kt".

229 Retten finder, at det maa udledes af sagsoegerens hyppige kontakter med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne, navnlig gennem Shell-koncernens erhvervsaktive selskabers deltagelse i talrige lokale moeder - de faa moedereferater, som foreligger, viser, at moederne vedroerte overvaagning af salgsmaengder for forskellige producenter i de forskellige medlemsstater - og dets deltagelse i bilaterale moeder med andre producenter, at sagsoegeren var involveret i kvotesystemet. Under et bilateralt moede med ICI den 26. november 1982 blev det anfoert, at sagsoegerens repraesentant "was quick to pick up that in October only Shell' s market share was in line with their Jan-June performance" (bilag 99 til den generelle meddelelse).

230 Et yderligere bevis er den omstaendighed, at sagsoegerens tal er anfoert i referaterne af moeder, der havde til formaal at overvaage ivaerksaettelsen af kvotesystemet (jf. referater af moeder afholdt den 10.3., 9.6., 12.8., 20.8. og 2.11.1982, hhv. bilag 23, 25, 26, 28 og 32 til den generelle meddelelse). Bevisvaerdien af disse tal bekraeftes af den omstaendighed, at sagsoegerens tal i referaterne af moederne den 12. august, 6. oktober og 2. december (bilag 27, 31 og 33 til den generelle meddelelse) er erstattet med bogstaverne "N.A." ("not available"), hvilket viser, at naar sagsoegeren ikke meddelte sine tal til de andre producenter, var de ikke i stand til at vurdere dem paa grundlag af statistikker hidroerende fra Fides-systemet. Det skal tilfoejes, at tallene vedroerende sagsoegeren er blevet meddelt af selskabet selv (jf. praemis 114 og 115).

231 Til dette bevismateriale skal foejes den omstaendighed, at der under moedet den 13. maj 1982 foretoges henvisning til genaabningen af visse af Shell' s produktionsanlaeg; under moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse) blev det anfoert, at det var noedvendigt atter at faa Shell bragt ind under ordningen; referatet af moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse) angiver, at det var noedvendigt at optage kontakt med fravaerende producenter; det anfoeres i referatet af moedet den 21. september (bilag 30 til den generelle meddelelse):

"pressure was needed on Shell Italy to restrain themselves to the agreed levels for October. SCIT + SCUK were reported to be fully supportive + good meeting had been held by ICI, DSM with Shell Netherlands. It was reported that SCIT had agreed to attend a 'big four' meeting subsequently fixed for 13 October".

("Det var noedvendigt at udoeve pression mod Shell Italy for at faa selskabet til at overholde de for oktober aftalte niveauer. Det oplystes, at SCIT + SCUK fuldt ud understoettede dette + der var blevet afholdt et godt moede mellem ICI, DSM og Shell Nederlandene. Det meddeltes, at SCIT havde accepteret at deltage i et moede mellem de 'fire store' , der derefter fastsattes til den 13. oktober").

232 Retten finder, at Kommissionen af det forhold, at der ved "chef"- og "ekspert"-moederne var en gensidig kontrol - som sagsoegeren havde gjort mulig ved at fremlaegge sine salgstal - med, at der i 1982 blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, med rette har udledt, at dette system var vedtaget af polypropylenproducenterne.

233 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om prisinitiativer for juni - juli 1982 og september - november 1982 med hensyn til foranstaltninger, der skulle lette ivaerksaettelsen af prisinitiativer og en begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode.

C.4 - 1983

a) Den anfaegtede retsakt

234 Ifoelge beslutningen (47. betragtning) deltog sagsoegeren i prisinitiativet juli - november 1983. Paa moedet den 3. maj 1983 var der saaledes enighed om, at producenterne skulle straebe efter en maalpris paa 2,00 DM/kg i juni 1983. Imidlertid blev det paa moedet den 20. maj 1983 besluttet at udskyde det fastlagte maal til september, og der blev fastsat et midtvejsmaal pr. 1. juli (1,85 DM/kg). Paa et moede den 1. juni 1983 gav de tilstedevaerende producenter, herunder sagsoegeren, udtryk for, at de var fast besluttet paa at bringe forhoejelsen paa 1,85 DM/kg i anvendelse. Det blev ved denne lejlighed besluttet, at Shell skulle fremstaa som officiel anfoerer i ECN). Det anfoeres i beslutningen, at Hercules, der omtaltes som "meget positivt indstillet", skulle bebude nye priser i juni. Alle de tilstedevaerende havde givet deres salgsafdelinger besked herom, og de var i gang med at underrette kunderne om de paataenkte forhoejelser.

235 Det anfoeres i beslutningen (48. betragtning), at naesten som et citat af denne omtale af Shell som "officiel anfoerer", offentliggjordes der den 13. juni 1983 en artikel i ECN, hvori det hed, at producenterne soegte at haeve priserne, og at Shell planlagde en forhoejelse til mindst 1,90 DM/kg den 1. juli og en yderligere forhoejelse i september. Det hed desuden, at ICI og Monte ville ivaerksaette tilsvarende forhoejelser. Det anfoeres endvidere i beslutningen, at Shell siden oktober 1982 hver maaned havde deltaget i de fleste af de forberedende moeder mellem de "fire store". Det anfoeres i ECN-artiklen, at markedet blev "stadig mere spaendt", og i et yderst kortfattet ICI-notat fra omkring slutningen af marts hedder det: "June volume - restrict 122 1/2 = June market assumed cf. 130 + likely". Notatet fortsaetter: "Shell skal foere an. ECN-artikel om to uger. ICI informeret".

236 Det anfoeres i beslutningen (49. betragtning), at ICI, DSM, BASF, Hoechst, Linz, Shell, Hercules, ATO, Petrofina og Solvay efter moedet den 20. maj 1983 gav deres salgskontorer instruks om at anvende en rafiapris paa 1,85 DM/kg pr. 1. juli. Shell-dokumenter vedroerende Det Forenede Kongerige og Frankrig viser, at selskabet havde kendskab til de niveauer, der var blevet aftalt pr. 1. juli, og baserede sin salgspolitik paa disse priser. I et Shell-dokument med overskriften "PP W. Europe-Pricing" henvises til et "July target" paa 1,85 DM/kg eller 480 UKL/ton. En Shell-"market quality"-rapport af 14. juni 1983 rapporterer endvidere, at "in Western Europe the integrated [Shell] companies are holding (indeed slipping back in Holland, United Kingdom) market shares as an aid to price stability". Det tilfoejes, at der hos ATO og Petrofina kun blev fundet fragmentariske prisinstrukser, men at de viser, at disse producenter haevede deres prisniveau, for Petrofina' s og Solvay' s vedkommende med en vis tidsforskydning. Det konkluderes i beslutningen, at det saaledes kan fastslaas, at med undtagelse af Huels, for hvem der ikke foreligger nogen prisinstrukser for juli 1983, udsendte alle de producenter, der havde deltaget i moederne eller givet tilsagn om at stoette den nye maalpris paa 1,85 DM/kg, instrukser om at ivaerksaette den nye pris.

237 Endvidere anfoeres det i beslutningen (50. betragtning), at der fandt yderligere moeder sted den 16. juni, den 6. og 21. juli, den 10. og 23. august samt den 5., 15. og 29. september 1983, hvor alle de faste deltagere var til stede. I slutningen af juli og begyndelsen af august 1983 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Solvay, Monte og Saga alle prisinstrukser til deres nationale salgskontorer, der skulle gaelde fra 1. september, og som var baseret paa en rafiapris paa 2,00 DM/kg, mens Shell' s prisinstrukser for Det Forenede Kongerige i form af et internt notat af 11. august viser, at det britiske datterselskab arbejdede paa at "fremme" basispriser, der skulle traede i kraft den 1. september, og som svarede til de af de oevrige producenter fastsatte maalpriser. Ved udgangen af maaneden gav Shell imidlertid det britiske salgskontor instruks om at vente med hele forhoejelsen, indtil de oevrige producenter var naaet op paa de oenskede basispriser. Det anfoeres i beslutningen, at instrukserne var identiske for hver kvalitet og hver national valuta med enkelte ubetydelige undtagelser. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0011.4

238 Ifoelge beslutningen (50. betragtning, sidste afsnit) viser de prisinstrukser, der blev fundet hos producenterne, at det senere blev besluttet at fortsaette prisforhoejelsen fra september, saaledes at rafiaprisen blev forhoejet til 2,10 DM/kg pr. 1. oktober og 2,25 DM/kg pr. 1. november. Det anfoeres i beslutningen (51. betragtning, foerste afsnit), at BASF, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay hver isaer gav deres salgskontorer instrukser om at anvende identiske priser i oktober og november. Hercules fastsatte i foerste omgang priser, der laa lidt under de oevrige producenters.

239 Endelig anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, tredje afsnit), at et internt notat fra ATO dateret 28. september 1983 indeholder en tabel med overskriften "Rappel du prix de cota (sic)" med priser paa de tre vigtigste polypropylenkvaliteter gaeldende i september og oktober for de forskellige lande. Priserne var identiske med de af BASF, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay anvendte priser. Under kontrolundersoegelsen hos ATO i oktober 1983 bekraeftede repraesentanter for virksomheden, at salgskontorerne var blevet underrettet om disse priser.

240 Uanset hvornaar det sidste moede fandt sted, varede overtraedelsen ifoelge beslutningen (105. betragtning, fjerde afsnit) til november 1983, idet der var knyttet retsvirkninger til aftalen mindst til dette tidspunkt. Dette er den seneste maaned, for hvilken der vides at vaere blevet fastsat maalpriser og givet prisinstrukser.

241 Afslutningsvis anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, sidste afsnit), at det i fagpressen ved udgangen af 1983 hed, at polypropylenpriserne var blevet styrket med en rafiapris paa 2,08 til 2,15 DM/kg (det fastsatte maal var 2,25 DM/kg).

242 Ifoelge beslutningen (60. betragtning) opfordrede ICI for 1983 alle producenter til at meddele stoerrelsen af den kvote, de selv oenskede tildelt, og foreslaa, hvilken procentdel de oevrige producenter burde have tildelt. Monte, Anic, ATO, DSM, Linz, Saga og Solvay fremsatte hver isaer detaljerede forslag, ligesom de tre tyske producenter fremsatte et faelles forslag gennem BASF. De forskellige forslag blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede markedsandel. ICI kunne paa grundlag heraf fremsaette forslag til retningslinjerne for en ny rammeaftale for 1983. ICI fandt, at det var af afgoerende betydning for udfaldet af enhver ny plan, at de "fire store" indtog en faelles holdning over for de oevrige producenter. Shell' s opfattelse - saaledes som den kom til udtryk over for ICI - var, at Shell, ICI og Hoechst hver burde have en kvote paa 11%. Ifoelge ICI' s forslag for 1983 skulle de italienske producenter have 19,8%, Hoechst og Shell skulle hver have 10,90% og ICI skulle selv have 11,10% (beslutningens 62. betragtning). Disse forslag blev droeftet paa moederne i november og december 1982. Ved moedet den 2. december 1982 blev der diskuteret et forslag, der i foerste omgang kun daekkede aarets foerste kvartal. Det fremgaar af referatet af dette moede, der blev udarbejdet af ICI, at ATO, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Monte og Solvay samt Hercules fandt deres tildelte kvote "acceptabel" (63. betragtning til beslutningen). Oplysningerne underbygges af notater fra en telefonsamtale, ICI foerte med Hercules den 3. december 1982. ICI-referatet naevnte intet om Shell' s reaktion paa dette forslag, men Shell var til stede paa et moede mellem de "fire store" den 20. december 1982. I et udateret ICI-notat, der skulle tjene som forberedelse til et moede med Shell i eller omkring maj 1983, hedder det, at Shell havde "accepteret kvoterne i Vesteuropa paa 39,5 kt/kvartal for foerste og andet kvartal af 1983".

243 Endelig anfoeres det i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit), at et dokument, der blev fundet hos Shell, bekraefter, at der blev indgaaet en aftale, idet selskabet forsoegte ikke at overskride sin kvote. Dokumentet bekraefter endvidere, at en maengdekontrolordning blev viderefoert i andet kvartal af 1983. For at holde markedsandelen i andet kvartal oppe i naerheden af 11% gav Shell-koncernen saaledes sine nationale salgsselskaber ordre til at reducere salget. Det bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983, at der fandtes en saadan aftale. Selv om der ikke i referatet naevnes kvoter, anfoeres det, at "eksperterne" udvekslede oplysninger om hver enkelt producents salg i den foregaaende maaned, hvilket indicerer, at der fandtes en kvoteordning (64. betragtning til beslutningen).

244 Endelig anfoeres det i beslutningen (65. betragtning), at selv om der aldrig blev indfoert et system med sanktioner for overtraedelse af kvoterne, udgjorde den omstaendighed, at hver producent paa moederne skulle indberette, hvad vedkommende havde solgt i den foregaaende maaned, med fare for at blive kritiseret af de oevrige producenter, hvis de fandt, at vedkommende havde solgt for meget, en tilskyndelse til ikke at overskride den tildelte kvote.

b) Parternes argumenter

245 Ifoelge sagsoegeren beskylder beslutningen ikke alene Shell-selskaberne for at have deltaget i et prisinitiativ i juli 1983, men for at vaere ophavsmanden til dette initiativ. Sagsoegeren har imidlertid i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter allerede anfoert, at denne beskyldning ikke er baseret paa noget som helst objektivt bevis. Selv om der den 19. maj 1983 blev afholdt et moede mellem de "fire store" (bilag 101 til meddelelsen om klagepunkter), havde sagsoegeren allerede fastsat sit eget prismaal inden dette moede; desuden har sagsoegeren ikke under dette moede forpligtet sig til at traeffe et prisinitiativ og var i oevrigt heller ikke i stand til at goere det paa det paagaeldende tidspunkt, eftersom sagsoegeren endnu ikke havde foert droeftelser med de erhvervsaktive selskaber (sagsoegeren havde kun moeder med dem i loebet af juni, dvs. efter datoen for producentmoedet). Sagsoegeren deltog ikke i producentmoedet den 1. juni 1983, hvorunder det af Kommissionen anfaegtede prisinitiativ haevdes at vaere blevet vedtaget, og referatet af dette moede (bilag 40 til den generelle meddelelse) kan ikke korrekt gengive sagsoegerens standpunkt, som blev gengivet urigtigt af en anden producent. Selv om et referat fra ICI naevner sagsoegerens stoette til dette initiativ (bilag 40 til den generelle meddelelse), modsiges dette af et andet notat fra ICI, som gengiver de diskussioner, som fandt sted mellem de "fire store" den 19. maj (bilag 101 til den generelle meddelelse), men som Kommissionen har ladt ude af betragtning, fordi dette notat modsiger dens argumentation. Desuden var den artikel vedroerende polypropylenpriser (bilag 41 til den generelle meddelelse), som sagsoegeren selvstaendigt paataenkte at foreslaa ECN, en generel artikel, hvori Shell ikke havde til hensigt at henvise til en specifik pris. Selv om artiklen i sidste ende paa ECN' s forespoergsel indeholdt mere praecise angivelser, var den maalpris, som Shell foreslog, hoejere end den, som haevdes at vaere blevet aftalt mellem producenterne.

246 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabet havde godtgjort, at det fulgte en selvstaendig adfaerd paa prisomraadet.

247 Sagsoegeren har med hensyn til kvoterne anfoert, at de maengdemaessige nedskaeringer, der var blevet besluttet i 1983, ikke var resultatet af aftaler mellem producenter, men en uafhaengig beslutning truffet af Shell-selskaberne med henblik paa at forhoeje priserne. Sagsoegeren har som svar paa Kommissionens anbringende om, at hvis Shell i virkeligheden havde forfulgt en uafhaengig politik ved at begraense sine salg, ville dets salgsmaal have vaeret udtrykt i tons og ikke i markedsandele (bilag 50-54, Shell' s saerlige indsigelser), anfoert, at hvis selskabets maal havde vaeret udtrykt i absolutte vaerdier, ville det i tilfaelde af en faldende samlet efterspoergsel i forhold til forudsigelserne have vaeret foranlediget til at foroege sin markedsandel med risiko for at udloese en priskrig med andre producenter. Sagsoegeren har opfordret Kommissionen til at fremlaegge beviser i form af en erklaering fra en uafhaengig oekonomisk sagkyndig for at bevise den oekonomiske "teori", der er blevet fremfoert i svarskriftet. Selskabet har tilfoejet, at den omstaendighed, at det haabede - men ikke forventede - at de andre producenter ligesom det selv ville foere en politik bestaaende i stabilisering af markedsandele, ikke betyder, at selskabet deltog i et kartel.

248 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der aldrig var tale om kvoter under de forberedende moeder eller de lokale moeder, hvori sagsoegeren eller andre selskaber i Shell-koncernen har kunnet deltage. Kommissionen kan ikke med foeje anfoere, i lyset af et notat fra ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), at sagsoegeren har erklaeret over for ICI, at Shell, ICI og Hoechst efter selskabets opfattelse hver burde have en kvote paa 11% for 1983. I virkeligheden var der intet Shell-selskab, som har udtrykt en saadan forventning over for nogen som helst, og en grundig analyse af notatet fra ICI vil vise, at denne forventning blev tilskrevet Shell af en anden producent, hvilket fremgaar af den omstaendighed, at det tal, der blev tildelt Shell, er anfoert i en firkant. Det forholder sig paa samme maade med en tabel fra ICI vedroerende de enkelte producenters forventninger for 1983 (bilag 84 til den generelle meddelelse), hvor der er anfoert et spoergsmaalstegn ved siden af det tal, som er tildelt Shell. Desuden har Kommissionen i et haandskrevet dokument fra ICI vedroerende samme periode (bilag 99 til den generelle meddelelse) forvekslet "L.", som er en medarbejder ved SCITCO, med ordet "have".

249 Sagsoegeren har anfoert, at kvoterne kun skulle udarbejdes i tilfaelde af vedtagelsen af en udligningsordning. Da Shell-selskaberne imidlertid naegtede at deltage i en saadant ordning, kunne den ikke vedtages.

250 Ifoelge sagsoegeren holder Kommissionen fast ved den fejl, der bestaar i at behandle Shell-selskabernes interne maengdemaal som kvoter, der kollektivt er blevet aftalt med andre producenter. Paa det paagaeldende tidspunkt havde Shell-selskaberne uafhaengigt fastsat det maal, der bestod i at opnaa en markedsandel paa 11% paa det vesteuropaeiske marked. Planerne og de tilsvarende budgetter for foerste kvartal af 1983 blev udarbejdet, inden man havde kendskab til de salgsmaal, der blev tildelt Shell-selskaberne paa moederne, og de blev fulgt i det foelgende.

251 Med hensyn til andet kvartal af 1983 har sagsoegeren anfoert, at skoent der var planlagt en nedskaering af salget inden for Shell-koncernen (bilag 90 og 94 til den generelle meddelelse, bilag 53 og 54, Shell' s saerlige indsigelser), skete dette for at overholde det maengdemaal, som var vedtaget uafhaengigt inden for koncernen, og ikke for at overholde paastaaede kvoter, aftalt med andre producenter.

252 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det er uden betydning, om Shell allerede havde fastsat en maalpris forud for moedet den 19. maj 1983, eftersom det er godtgjort, at de "fire store" efter afslutningen af dette moede havde aftalt en faelles holdning, hvilket fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse). Paa producentmoedet den 1. juni 1983 blev de "fire store" underrettet om Shell' s hensigter og navnlig om den artikel, som selskabet agtede at offentliggoere i ECN for at bebude sine hensigter om prisforhoejelser (bilag 40 til den generelle meddelelse). Den omstaendighed, at det maal, som Shell bebudede i denne artikel, var noget hoejere end den maalpris, som var aftalt ved slutningen af moedet den 1. juni, maa ifoelge Kommissionen vurderes under hensyn til den omstaendighed, at det er en saedvanlig handelsmaessig praksis at annoncere en pris, der er noget hoejere end den, som selskaberne faktisk haaber at kunne opnaa.

253 Kommissionen har endvidere anfoert, at muligheden af kontakter mellem Shell og de erhvervsaktive selskaber foer den 1. juni ikke kan udelukkes, samt at de erhvervsaktive selskaber under alle omstaendigheder gik ind for en prisforhoejelse, saafremt den ikke medfoerte en formindskelse af salgsmaengderne (bilag 15 til Shell' s svar paa meddelelsen om klagepunkter).

254 Kommissionen har understreget, at sagsoegeren trods sin skepsis med hensyn til kvotesystemer (bilag 64 til den generelle meddelelse) deltog i forberedende moeder med de "fire store", samt at Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber har deltaget i lokale moeder (bilag 10 til den generelle meddelelse, bilag 18, Shell' s saerlige indsigelser). Talrige dokumenter (bilag 8, 64, 95-97 og 99-101 til den generelle meddelelse) beviser imidlertid, at diskussionerne under disse moeder vedroerte emner, der var uadskilleligt forbundet med kvoter. Sagsoegeren meddelte ICI i 1983 (bilag 87 og 99 til den generelle meddelelse), at selskabet ville vaere tilfreds med en markedsandel paa 10-12% og foreslog en kvote paa 11% for ICI, Shell og Hoechst (bilag 87 til den generelle meddelelse). Dette forslag blev ikke fremsat inden for rammerne af en udligningsordning, men med hensyn til en rammeaftale vedroerende kvoter for 1983. Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren haevder, at udligningsordningen mislykkedes paa grund af Shell' s naegtelse af at deltage heri, hvilket viser, at kartellet ikke kunne fungere uden Shell' s deltagelse. Kommissionen har anfoert, at i det haandskrevne notat (bilag 99 til den generelle meddelelse) maa man laese "L." og ikke "have" af grammatiske grunde, ogsaa fordi dokumentets indhold svarer til indholdet af et andet dokument (bilag 87 til den generelle meddelelse), hvori L.' s navn ubestrideligt forekommer. Sagsoegeren fik de erhvervsaktive selskaber til at acceptere og anvende denne politik bestaaende i maengdemaessige begraensninger (bilag 90 og 94 til den generelle meddelelse, bilag 53 og 54, Shell' s generelle indsigelser). Selv om Shell havde fuldt kendskab til, at det drejede sig om et kartel (bilag 37 til den generelle meddelelse), gav selskabet ikke desto mindre oplysninger til andre deltagere i kartellet og modtog oplysninger fra dem. Endelig havde selskabet kendskab til de sagkyndiges bedoemmelse af markedet med hensyn til foerste og andet kvartal af 1983 og fastsatte sine egne markedsmaal i lyset af den kvote, som selskabet blev tildelt.

c) Rettens vurdering

255 Sagsoegerens deltagelse i prisinitiativer og kvotesystemet i 1983 maa undersoeges i lyset af selskabets kontakter med deltagerne i "chef"- og "ekspert"-moederne, og navnlig i lyset af Shell-koncernens erhvervsaktive selskabers hyppige deltagelse i lokale moeder og sagsoegerens regelmaessige deltagelse i moeder mellem de "fire store", der skulle forberede "chef"- og "ekspert"-moederne.

256 Retten skal med hensyn til prisinitiativet juli - november 1983 fastslaa, at prisinitiativet paa 1,85 DM/kg for 1. juli 1983 ikke blev fastsat, men alene bekraeftet under moedet den 1. juni, hvilket fremgaar af referatet af dette moede, hvorefter "Those present reaffirmed complete commitment to the 1.85 move to be achieved by 1 st July. Shell was reported to have committed themselves to the move and would lead publicly in ECN" (bilag 40 til den generelle meddelelse). Dette prismaal blev aftalt under et moede mellem de "fire store" den 19. maj 1983, hvilket fremgaar af referatet af dette moede, sammenholdt med referatet af moedet den 1. juni 1983. I referatet af moedet den 19. maj 1983 anfoeres det: "Shell to lead - ECN 2 weeks. ICI informed / S. Shell B. (L.' s boss) - commitment - but not absolute" (bilag 101 til den generelle meddelelse). Dette maal blev derefter foreslaaet under "chef"-moedet den 20. maj 1983, hvorunder det blev vedtaget af samtlige producenter. Efter dette moede anfoertes i et memorandum fra Shell France af 25. maj 1983 (bilag Shell C1 til skrivelsen af 29.3.1985) priser, der var identiske med de maalpriser, der var blevet fastsat paa moedet den 20. maj og de prisinstrukser, der samme dag blev udstedt af DSM, to dage tidligere af ICI og to dage senere af BASF for rafia, homopolymerisater og copolymerisater. Et memorandum fra Shell UK af 24. juni 1983 (bilag Shell C2 til skrivelsen af 29.3.1985) angiver ogsaa identiske priser, bortset fra hvad angaar copolymerisater, for hvilke der anfoeres en pris paa 550 UKL/ton. Retten mener, at den omstaendighed, at alene prisen paa copolymerisater i memorandummet af 24. juni 1983 var noget lavere end den, som blev kraevet af andre producenter, ikke kan afkraefte sagsoegerens deltagelse i dette prisinitiativ, eftersom nedsaettelsen af maalet for dette produkt skete endnu en gang i ugen forud for ivaerksaettelsen af den vedtagne forhoejelse. Desuden fremgaar den omstaendighed, at den i ECN-udgaven af 13. juni 1983 bebudede prisforhoejelse var noget hoejere end den aftalte maalpris (1,90 DM/kg i stedet for 1,85 DM/kg) af samme hensigt som den, som Shell udtrykte i sit notat af 24. juni 1983; sidstnaevnte hensigt bestod i over for kunderne at annoncere vaesentlig hoejere prisforhoejelser end faktisk forventet.

257 Det foelger af det foregaaende, at sagsoegeren ikke har fremfoert argumenter, der kan afkraefte de bevismaessige konstateringer, som Kommissionen har foretaget i beslutningens 47., 48 og 49. betragtning.

258 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren var ophavsmand til dette prisinitiativ, skal Retten fastslaa, at referatet af moedet mellem de "fire store" den 19. maj 1983 (bilag 101 til den generelle meddelelse), sammenholdt med referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), goer det muligt at udlede, at prisinitiativet i juli 1983 hidroerer fra de "fire store", og at de enedes om, at Shell skulle offentliggoere dette initiativ gennem en artikel i ECN. Det skal understreges, at den omstaendighed, at ordene "L. in principle only", som er indeholdt i referatet af moedet den 19. maj 1983, ikke kan afkraefte denne konstatering, for saa vidt som referatet er vedlagt et notat, der anfoerer "B. (L.' s boss) - commitment - but not absolute", hvilket betyder, at sagsoegeren forpligtede sig, men var noedsaget til at diskutere sagen med Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber for at kunne give sit endelige samtykke. Prisinstrukserne fra sagsoegeren og den artikel, der blev offentliggjort i ECN, viser, at sagsoegeren efterfoelgende opnaaede samtykke fra de erhvervsaktive selskaber, selv om selskabet haevder det modsatte uden at fremlaegge noget som helst bevis herfor. Sagsoegerens anbringende om, at den artikel, som selskabet oprindeligt havde til hensigt at offentliggoere i ECN, var en generel artikel, som ikke henviste til nogen specifik pris, er irrelevant, eftersom den artikel, som faktisk blev offentliggjort, henviste til en specifik pris.

259 Det foelger heraf, at sagsoegeren deltog i prisinitiativet i juli 1983 sammen med de tre andre store producenter.

260 Vedroerende sagsoegerens deltagelse i forfoelgelsen af en maalpris for september 1983 finder Retten, at Kommissionen med foeje har udledt en saadan deltagelse af den omstaendighed, at priserne i memorandummet af 11. august 1983 fra Shell UK (bilag Shell I til skrivelsen af 29.3.1985) stemmer overens med prisinstrukserne fra de andre producenter for 1. september 1983. Dette memorandum blev affattet dagen efter et "ekspert"-moede og i den uge, som efterfulgte tilsvarende instrukser fra BASF, Hercules, ICI, Linz og Saga. Det skal anfoeres, at memorandummet - i modsaetning til det af sagsoegeren fremfoerte - for den 1. september omhandler en pris, der er identisk med den, som anvendtes af de fleste producenter (Shell forveksler sin pris for august med prisen for september). Den omstaendighed, at Shell UK korrigerede disse instrukser den 31. august, dvs. dagen forud for deres ikrafttraeden, kan af ovennaevnte grunde ikke afkraefte selskabets deltagelse i dette initiativ.

261 Med hensyn til afslutningen af dette prisinitiativ skal Retten fastslaa, at det fremgaar af bilag 7M til beslutningen, sammenholdt med 50. betragtning i beslutningens dispositive del, at sagsoegeren beskyldes for at have deltaget i dette initiativ i oktober og november 1983. Sagsoegeren var en af de producenter, hos hvem der blev fundet prisinstrukser, der viste, at det var blevet besluttet at opretholde fremstoedet fra september med nye etaper baseret paa 2,10 DM/kg for rafia den 1. oktober stigende til 2,25 DM/kg pr. 1. november, eftersom selskabets navn er anfoert i tabel 7M til beslutningen, som sammenligner prisinstrukserne fra de forskellige producenter for oktober. Denne fortolkning af beslutningens 50. betragtning, sidste afsnit, bekraeftes af beslutningens dispositive del, hvori det fastslaas, at Shell har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, mindst til november 1983, mens - for saa vidt angaar maanederne oktober og november - den eneste adfaerd, som de virksomheder, der er adressaterne for beslutningen, beskyldes for, er deres deltagelse i dette prisinitiativ.

262 Retten skal fastslaa, at det eneste bevis, der er fremfoert af Kommissionen for at godtgoere sagsoegerens deltagelse i dette initiativ, er et memorandum fra Shell UK af 21. september 1983, som er naevnt i tabel 7M til beslutningen. I denne tabel sammenholdes denne prisinstruks med prisinstrukser fra andre producenter enten pr. 1. oktober (BASF, Hoechst, Huels og ICI) eller for oktober uden naermere praecision (ATO, Hercules, Linz, Monte og Solvay). I kolonnen vedroerende sagsoegeren er der anfoert to priser, hvoraf den anden noejagtig svarede til de priser, der blev kraevet af de andre producenter, idet den foerste pris er betydeligt lavere uden yderligere forklaring. Det fremgaar af en gennemlaesning af dette dokument, at den foerste pris udgoer en prisinstruks for 1. oktober, mens den anden pris, som var den eneste, der svarede til den pris, der anvendtes af de andre producenter for oktober 1983, skulle traede i kraft den 31. oktober. Foelgelig maa det fastslaas, at beslutningen giver et fejlagtigt indtryk af sammenfald mellem sagsoegerens prisinstruks og de andre producenters prisinstrukser. Retten skal endvidere fastslaa, at Kommissionen i tabel 7N, der angiver prisinstrukser fra forskellige producenter, der skulle traede i kraft enten den 1. november (BASF, Hoechst og Huels) eller i loebet af november (Hercules, ICI, Linz, Monte og Solvay), ikke har medtaget nogen prisinstruks fra sagsoegeren, skoent den del af sagsoegerens prisinstruks, der skulle traede i kraft den 31. oktober, burde have vaeret sammenlignet med prisinstrukser fra de oevrige producenter pr. 1. november. En saadan sammenligning viser, at de priser, som sagsoegeren kraevede for 31. oktober, er vaesentligt lavere end dem, som andre producenter kraevede pr. 1. november 1983. Foelgelig har Kommissionen ved ikke at naevne sagsoegerens prisinstruks for 21. september 1983 i tabel 7N undladt at paavise divergensen mellem sagsoegerens prisinstrukser og de oevrige producenters prisinstrukser.

263 Heraf foelger, at Kommissionen ikke har bevist sagsoegerens deltagelse i prisinitiativet juli - november 1983 i maanederne oktober og november.

264 Det skal endvidere bemaerkes, at Kommissionen har bevist sagsoegerens deltagelse i kontoledelsessystemet i de sidste maaneder af 1982 og foerste halvaar af 1983.

265 For saa vidt angaar kvoterne bemaerkes, at det fremgaar af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt (bilag 33, 85 og 87 til den generelle meddelelse), at polypropylenproducenterne i slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983 droeftede en kvoteordning for 1983, at sagsoegeren i denne forbindelse gav oplysninger om sit salg, og at selskabet saaledes har deltaget i forhandlinger med henblik paa at indfoere et kvotesystem for 1983.

266 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt forhandlingerne faktisk foerte til et resultat med hensyn til de to foerste kvartaler af 1983, saaledes som det anfoeres i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit, og 64. betragtning), bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), som sagsoegeren ikke deltog i, at ti producenter under dette moede gav oplysninger om deres omsaetning i maj maaned. Endvidere anfoeres foelgende i referatet af et internt moede i Shell-koncernen den 17. marts 1983 (bilag 90 til den generelle meddelelse):

"... and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%. Accordingly the following reduced sales targets were set and agreed by the integrated companies".

("... og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%. Foelgende reducerede salgsmaal blev fastsat af og aftalt med selskaberne i koncernen").

De nye maengder er angivet, og herefter anfoeres foelgende:

"this would be 11.2 Pct of a market of 395 kt. The situation will be monitored carefully and any change from this agreed plan would need to be discussed beforehand with the other PIMS members".

("dette vil svare til 11,2% af et marked paa 395 kt. Situationen foelges noeje, og enhver aendring i den aftalte plan skal foerst droeftes med de andre PIMS-medlemmer").

267 Retten finder, at Kommissionen ved at sammenholde disse to dokumenter med rette har udledt, at forhandlingerne mellem producenterne foerte til indfoerelse af en kvoteordning. Det interne notat fra Shell-koncernen viser saaledes, at virksomheden anmodede sine nationale salgsselskaber om at begraense deres salg, ikke for at begraense Shell-koncernens samlede salgsmaengde, men for at begraense koncernens samlede markedsandel til 11%. En saadan begraensning, der er udtrykt i form af markedsandel, kan kun forklares med, at der fandtes en kvoteordning. Endvidere indeholder referatet af moedet den 1. juni 1983 et yderligere indicium for en saadan ordning, idet formaalet med udveksling af oplysninger om producenternes maanedlige salg foerst og fremmest maa vaere at kontrollere, at de paatagne forpligtelser overholdes.

268 Endelig bemaerkes, at de 11% ikke kun optraeder som Shell' s markedsandel i selskabets interne notat, men ogsaa i to andre dokumenter: et internt notat fra ICI, hvori dette selskab anfoerer, at Shell foreslaar denne andel for sig selv, Hoechst og ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), og et af ICI udarbejdet referat af et moede den 29. november 1982 mellem ICI og Shell, hvorunder naevnte forslag blev omtalt paa ny (bilag 99 til den generelle meddelelse).

269 Det foelger af det foregaaende, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren, bortset fra hvad angaar oktober og november 1983, var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om prisinitiativet juli - november 1983, foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativer og maengdemaal for de to foerste kvartaler af 1983.

D - Vurdering af de generelle argumenter

270 Sagsoegeren har generelt gjort gaeldende, at Kommissionen ikke kan forkaste argumenterne vedroerende dette eller hint initiativ ved at henvise til en paastaaet rammeaftale, eftersom det netop drejer sig om at godtgoere eksistensen af denne rammeaftale ved at godtgoere Shell-selskabernes deltagelse i bestemte initiativer. Sagsoegeren har i replikken anfoert, at Kommissionen ikke har underbygget sin konklusion, hvorefter Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber har accepteret og ivaerksat foreslaaede priser eller deltaget i et kvotesystem, hvis eksistens hverken er blevet bevist direkte eller indirekte, men som Kommissionen maatte laegge til grund for at underbygge sine svage beviser vedroerende de forskellige paastaaede overtraedelser.

271 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved at fastslaa, at alle producenterne opfordrede deres salgskontorer til at naa de under moederne aftalte maalpriser (beslutningens 74. betragtning), ikke tog hensyn til Shell-koncernens struktur. Sagsoegeren har anfoert, at koncernens erhvervsaktive selskaber, som producerer eller leverer polypropylen inden for EOEF, raader over en hoej grad af autonomi, og at Shell giver dem raad og vejledning, men ikke har nogen kompetence til at give dem paabud; Shell' s og de erhvervsaktive selskabers synspunkter kan variere, idet sidstnaevnte for eksempel kan foretraekke at opretholde deres produktionsmaengde til skade for priserne, og disse faktorer havde konsekvenser for Shell' s forhold til de oevrige polypropylenproducenter. Shell var ikke i stand til at paalaegge Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber at anvende nogen specifik maalpris og var ikke i stand til at paatage sig nogen forpligtelser paa disse selskabers vegne.

272 Kommissionen har endvidere ved beskrivelsen af prisinitiativerne henvist til Shell, som om alle Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber havde accepteret og ivaerksat de aftalte priser og udstedt tilsvarende prisinstrukser, hvorimod den i naesten alle tilfaelde kun henviser til meddelelser, som Shell UK eller lejlighedsvis Shell havde tilstillet deres salgspersonale. Det kan ikke heraf udledes, medmindre man vil loebe risikoen for overdreven generalisering, at alle Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber har handlet paa samme maade.

273 Sagsoegeren har tilfoejet, at eftersom beslutningen beskylder producenterne for at have "indfoert samtidige prisforhoejelser for at naa maalene", kan Kommissionen ikke i svarskriftet goere gaeldende, at det er tilstraekkeligt, at Shell har meddelt priserne til de erhvervsaktive selskaber, selv om disse selskaber hverken accepterede eller ivaerksatte saadanne meddelelser. Et saadant argument er i strid med beslutningens artikel 1, litra d), hvori det anfoeres, at de "indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal".

274 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at forskellen mellem de priser, der faktisk blev anvendt paa markedet, og de paastaaede maalpriser, viser, at selskabets adfaerd bestemtes i fuld uafhaengighed.

275 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter har bestridt Kommissionens anbringende om, at Shell-selskaberne deltog i kvoteaftaler, idet det navnlig har gjort gaeldende, at disse selskaber fastsatte deres egne maengdemaal, at fastsaettelsen af deres budgetter og planer vedroerende produktion og salg generelt fandt sted forud for moederne, og at disse ikke senere blev aendret i lyset af resultatet af disse moeder, selv naar den markedsandel, som Shell var blevet tildelt af de oevrige producenter, oversteg det maal, som Shell havde sat sig selv, at selskabernes planlagte tal og opnaaede salgsmaengder afveg betydeligt fra dem, der blev tildelt Shell af de andre producenter, og endelig at Shell-selskaberne ikke deltog i moederne, og at Shell ikke havde noget kendskab til de kvoter, der blev tildelt andre producenter, og aldrig udvekslede oplysninger med dem. Ifoelge sagsoegeren fulgte Shell-selskaberne derfor deres egen politik, fastsat i fuld afhaengighed, hvad angaar deres salgsmaengder.

276 Kommissionen har heroverfor for det foerste anfoert, at den ikke beskylder Shell for at have deltaget i samtlige de aktiviteter, som er beskrevet i beslutningens artikel 1, litra a)-e). Kommissionen goer derimod gaeldende, at Shell var involveret i den generelle rammeaftale, hvorefter producenterne udoevede de ovennaevnte aktiviteter, og at Shell ikke kan unddrage sig sit ansvar ved at godtgoere, at selskabet var mindre entusiastisk eller samarbejdsvilligt med hensyn til visse end andre aspekter, eller at det ikke deltog i visse typer af moeder (beslutningens 81. og 83. betragtning).

277 Ifoelge Kommissionen er det irrelevant, om Shell kunne tvinge de erhvervsaktive selskaber eller kun kunne "give dem raad", som de kun vanskeligt kunne ignorere. Shell-koncernens decentraliserede struktur var paa ingen maade til hinder for indgaaelsen og ivaerksaettelsen af kartellet, hvilket fremgaar af et dokument, der beskriver den instruktionsbefoejelse, som forbandt Shell med Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber (bilag 96 til den generelle meddelelse). Naar sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen har misforstaaet Shell-koncernens noejagtige struktur, overdriver selskabet herved raekkevidden af bestemte udtryk betragtet uden for deres kontekst. De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, viser, at sagsoegeren indrettede sin prispolitik efter de maal, der var blevet fastsat under moederne, som det fuldt ud havde kendskab til gennem sine kontakter med ICI, og at selskabet rettede henstillinger herom til de erhvervsaktive selskaber, der ikke kunne betragte dem som ugyldige.

278 Kommissionen har understreget, at den omstaendighed, at et selskab i Shell-koncernen i sidste ende besluttede at anvende en lavere pris, ikke betyder, at Shell ikke var begyndt at acceptere maalprisen, idet "snyderi" kan forklare dette. Kommissionen har herved generelt anfoert, at den ikke forsoeger at godtgoere, at maalpriserne altid blev anvendt paa markedet eller altid blev accepteret af de erhvervsaktive selskaber, men alene at de blev fastsat og anvendt i forening, hvilket der henvises til i beslutningens artikel 1, litra d), der beskylder producenterne for at have indfoert samtidige prisforhoejelser som "maal". Ifoelge sagsoegeren indebaerer salgskontorernes selvstaendighed - for saa vidt som den undertiden affoeder forskelle i praktiserede priser - at aftaler indgaaet mellem de forskellige virksomheders centrale organer bliver irrelevante i forhold til faellesskabsretten.

279 Kommissionen har gjort gaeldende, at Shell har tilstillet de erhvervsaktive selskaber henstillinger med henblik paa at begraense deres salg og indroemmer, at det er uden betydning, om denne begraensning bliver udtrykt i maengder eller i markedsandele. Dette beviser, at sagsoegeren havde vished om eller i det mindste kunne forvente - og ikke kun haabe - at andre producenter ville foelge samme tilbageholdende politik, navnlig for saa vidt som Shell selv haevder, at dets erhvervsaktive selskaber baserede deres politik paa maengder snarere end paa priser.

280 Retten finder, at Shell-koncernens struktur og sagsoegerens placering inden for denne ikke kunne udgoere en hindring for selskabets deltagelse i prisinitiativer, i systemet med kontoledelse eller i kvotesystemet. En gennemgang af Shell-koncernens struktur viser, at sagsoegeren i det vaesentlige havde to opgaver: dels at forestaa moederne inden for Polyolefins Strategic Business Unit (PSBU), hvori ogsaa deltog Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber (bilag 5, s. 3), idet PSBU er ansvarlig for at udarbejde (langsigtet) strategi, inden for rammerne af hvilken koncernens erhvervsaktive selskaber fastlaegger deres egen strategi paa eget ansvar, dels at raadgive de erhvervsaktive selskaber med hensyn til markedssituationen.

281 Retten finder derfor, at sagsoegeren deltog i udarbejdelsen af de erhvervsaktive selskabers langsigtede politik og deres politik paa kort sigt. Selv om sagsoegeren ikke kunne gennemtvinge beslutninger hverken paa det ene eller det andet omraade, staar det ikke desto mindre fast, under hensyn til de forskellige erhvervsaktive selskabers generelt sammenfaldende interesser og Shell-koncernens og de andre producenters sammenfaldende interesser - navnlig mht. at opnaa en generel forhoejelse af prisniveauet selv paa bekostning af indroemmelser med hensyn til salgsmaengder - at det ikke var noedvendigt for sagsoegeren at have en kompetence til at udoeve tvang over for de erhvervsaktive selskaber for at paatvinge dem selskabets synspunkter, navnlig fordi disse selskaber vidste, at sagsoegerens "raad" var baseret paa maal, der var aftalt af polypropylenproducenterne. Sagsoegeren har i svaret paa begaeringen om oplysninger anfoert:

"ICI often communicated to SCITCO' s 'target prices' for certain polypropylene grades in the local currencies of the Western European market. It was understood by SCITCO that such 'target prices' were those which had been prepared at 'bosses' or 'experts' meetings - SCITCO do not know which."

("ICI meddelte ofte SCITCO 'maalpriser' for visse polypropylenkvaliteter udtrykt i nationale valutaer paa det vesteuropaeiske marked. SCITCO opfattede det saaledes, at saadanne maalpriser var dem, der var blevet forberedt under 'chef' - eller 'ekspert' -moederne - SCITCO vidste ikke, hvilke moeder det drejede sig om.")

Desuden deltog Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber i lokale moeder med repraesentanter fra andre producenter, idet disse moeder angik ivaerksaettelsen af de aftalte maalpriser.

282 Denne analyse bekraeftes - og afkraeftes ikke - af de vanskeligheder, som sagsoegeren undertiden maatte vaere stoedt paa, naar selskabet skulle diskutere en udligningsordning, hvilket emne noedvendiggjorde vigtigste indroemmelser fra Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber. Stillet over for saadanne vanskeligheder i oktober 1982 henviste sagsoegeren til dem over for sine konkurrenter og angav, hvordan selskabet havde til hensigt at loese dem. Det fremgaar saaledes af et notat fra ICI af 18. oktober 1982 med overskriften "Polypropylene Compensation Scheme" (bilag 96 til den generelle meddelelse):

"L. of SCITCO said that he & his colleagues were under pressure to improve margins on PP and that he would be willing to attend meetings of the big four but not wider gatherings. The problems of the Shell organisation were discussed and whilst the local companies were autonomous L. requested that approaches should be channelled through SCITCO. He had not been able to meet with J., V. L., etc. before this meeting but had agreement to talk about a compensation scheme. L. would be meeting with J. & others on 20/10/82 ...

L. raised the problem of not having any centralised profit centre but after discussion accepted that it was really up to Shell to agree internally who would draw or conversely provide any compensation."

("L. fra SCITCO sagde, at han og hans kolleger var udsat for pression med henblik paa at forhoeje margenerne for polypropylen, og at han ville vaere villig til at deltage i moeder mellem de 'fire store' , men ikke i stoerre moeder. Shell-organisationens problemer blev droeftet og, da de lokale selskaber var selvstaendige, kraevede L., at henvendelse skulle rettes gennem SCITCO. Han havde ikke vaeret i stand til at moede J., V. L., etc., men havde bemyndigelse til at diskutere en udligningsordning. L. skulle moede J. og de andre den 20. oktober 1982.

L. rejste problemet forbundet med ikke at raade over et centraliseret profitcenter, men accepterede efter nogen diskussion, at det faktisk tilkom Shell at naa til intern enighed om, hvem der skulle modtage eller omvendt yde udligning.")

Det skal herved bemaerkes, at moedet af 20. oktober 1982 faktisk blev afholdt, selv om sagsoegeren ikke har fremlagt noget referat heraf, eftersom referatet af moedet den 7. september 1982 blev godkendt paa dette moede, hvilket bekraeftes af datoen "20.10.1982", der er indeholdt i sidstnaevnte referat.

283 Det foelger af det foregaaende, at Shell-koncernens interne organisation ikke var til hinder for sagsoegerens deltagelse i prisinitiativer, systemet med kontoledelse og kvotesystemet.

284 Hvad angaar de priser, som sagsoegeren anvendte paa markedet, skal det bemaerkes, at det ikke haevdes i beslutningen, at sagsoegeren anvendte priser, der altid svarede til de maalpriser, der var blevet fastsat af producenterne, hvilket viser, at beslutningen heller ikke stoettes paa sagsoegerens ivaerksaettelse af disse maal for at bevise, at selskabet deltog i prisinitiativerne.

285 Retten finder, at sagsoegeren har anfoert, men ikke bevist, at Shell-selskaberne fastsatte deres politik med hensyn til salgsmaengder i fuld uafhaengighed. Det fremgaar af de ovennaevnte bevismaessige konstateringer, at sagsoegeren havde kendskab til de kvoter, der var blevet tildelt andre producenter, udvekslede oplysninger med dem og havde regelmaessige kontakter med dem, som navnlig vedroerte fastsaettelse af salgsmaal. Den omstaendighed, at sagsoegerens salg ikke altid svarede til de tildelte kvoter, er irrelevant, eftersom den anfaegtede beslutning ikke stoettes paa sagsoegerens faktiske ivaerksaettelse af kvotesystemet for at godtgoere selskabets deltagelse i systemet. Retten finder under alle omstaendigheder, at sagsoegeren ikke har godtgjort sit anbringende om, at Shell-selskaberne i almindelighed udarbejdede deres budgetter, produktion og salgsplaner foer afholdelsen af moederne, og at disse budgetter og planer ikke efterfoelgende blev beroert af resultatet af disse moeder, selv om den markedsandel, som Shell var blevet tildelt af de andre producenter, var stoerre end det markedsmaal, som Shell havde sat sig selv. Da Kommissionen for saa vidt angaar 1979 og 1980 ikke har vaeret i stand til at angive, hvornaar et kvotesystem blev vedtaget, kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at Shell-selskaberne allerede havde fastlagt deres planer og budgetter forud for de moeder, hvorunder der blev indgaaet aftaler om kvoter. Med hensyn til 1981 og 1982 goer Kommissionen ikke gaeldende, at der blev vedtaget et kvotesystem daekkende hele aaret, men kun at der blev aftalt et midlertidigt maanedligt system. For saa vidt angaar 1983 er sagsoegerens argumentation baseret paa den urigtige forudsaetning, at det tal paa 11% repraesenterende Shell' s markedsandel i det interne Shell-notat af 17. marts 1983 (bilag 90 til den generelle meddelelse) blev fastsat fuldstaendigt uafhaengigt af Shell selv. Retten har allerede fastslaaet, at dette ikke var tilfaeldet.

286 Det fremgaar af det foregaaende, at Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren var en af de producenter, der blev enige om de mindstepriser og forskellige prisinitiativer, der er naevnt i beslutningen, bortset fra hvad angaar begyndelsen af initiativet januar - maj 1981 og slutningen af initiativet juli - november 1983.

287 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette har udledt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger - hvori det anfoeres, at "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ..." ("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...") - at disse prisinitiativer var led i et system med fastsaettelse af maalpriser.

288 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de producenter, som blev enige om de i beslutningen naevnte foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

289 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de salgsmaal for 1979, 1980 og foerste halvaar af 1983 og i 1981 og 1982 om den begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, som er naevnt i beslutningen.

290 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.

291 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig enten det dokument af 6. september 1977, der blev fundet hos Solvay, og som er naevnt i beslutningens 16. betragtning, naestsidste afsnit, eller de dokumenter, der blev fundet hos ATO, og som er naevnt i beslutningens 15. betragtning, litra h), som Kommissionen ikke havde tilstillet sagsoegeren.

2. Anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1

a) Den anfaegtede retsakt

292 Ifoelge beslutningen (den dispositive del, artikel 1), har sagsoegeren overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade: (a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik; (b) fra tid til anden fastsatte "maalpriser" (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF' s medlemsstater; (c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidig produktionsbegraensning, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af 1982 et "kundeledelsessystem" med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelse over for bestemte kunder; (d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal; (e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig "kvote" (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

b) Parternes argumenter

293 Sagsoegeren naegter at have begaaet de forskellige overtraedelser, der er anfoert i beslutningens artikel 1, litra a), b), c), d) og e), og har anfoert, at Kommissionen ikke er berettiget til, under paaberaabelse af overtraedelsens fortsatte karakter, at undlade at godtgoere, at Shell har deltaget i hver enkelt af disse overtraedelser. Selskabet har gjort gaeldende, at begrebet rammeaftale ikke kan anvendes af Kommissionen, for saa vidt som den ikke raadede over noget bevis for, at der er blevet indgaaet en aftale, som er selvstaendig i forhold til de forskellige paaberaabte overtraedelser.

294 Sagsoegeren har anfoert, at selv om det godtgoeres, at de i beslutningen anfoerte faktiske omstaendigheder foreligger, kan disse konstateringer paa ingen maade begrunde den slutning, at der forelaa en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

295 Kommissionen har anfoert, at den ikke beskylder Shell for at have deltaget i alle de aktiviteter, der er beskrevet i beslutningens artikel 1, litra a)-e), men for at have deltaget i den generelle rammeaftale, i henhold til hvilken producenterne ivaerksatte ovennaevnte aktiviteter. Disse aktiviteter skal ikke betragtes som en raekke saerskilte overtraedelser, men som momenter i én enkelt fortsat overtraedelse. Det samlede bevismateriale skal derfor betragtes som en helhed, der godtgoer Shell' s deltagelse i en generel rammeaftale.

296 Kommissionen har endelig anfoert, at selv om det maa erkendes, at sagsoegeren ikke fuldt ud accepterede aftalen i alle dens detaljer, opretholdt selskabet snaevre kontakter med de oevrige store producenter gennem en laengere periode, gav sin generelle stoette til forskellige planer, fremsatte endog specifikke forslag og fulgte en adfaerd svarende hertil, hvorved selskabet mere end opfyldte de kriterier med hensyn til koordination og samarbejde, som Domstolen har knaesat i dommen af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 173), hvilke kriterier skal opfyldes, for at der foreligger en samordnet praksis.

c) Rettens vurdering

297 Det bemaerkes, at Kommissionen har kvalificeret hvert af de forhold, der er paaberaabt over for sagsoegeren, enten som aftale eller som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar saaledes af beslutningens 80. betragtning, andet afsnit, jf. 81. betragtning, tredje afsnit, og 82. betragtning, foerste afsnit, at Kommissionen principalt har kvalificeret hvert af forholdene som "aftale".

298 Tilsvarende fremgaar det af beslutningens 86. betragtning, andet og tredje afsnit, jf. 87. betragtning, tredje afsnit, og 88. betragtning, at Kommissionen subsidiaert har kvalificeret de forskellige elementer i overtraedelsen som "samordnet praksis", enten fordi det paa grundlag af disse ikke kunne fastslaas, at parterne forinden var naaet til enighed om en faelles plan, der fastlagde deres naermere adfaerd paa markedet, men dog at de havde vedtaget eller tilsluttet sig samordnede foranstaltninger, der skulle fremme koordineringen af deres politik, eller fordi det paa grundlag af disse og som foelge af kartellets komplekse karakter med hensyn til nogle af producenterne ikke kunne anses for bevist, at de paa et givet tidspunkt havde givet udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der var vedtaget af de andre, men ikke desto mindre havde udtrykt generel stoette til den paagaeldende plan og indrettet deres adfaerd herefter. Det konkluderes saaledes i beslutningen, at det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor i visse henseender kunne have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis.

299 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, praemis 112, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Heintz van Landewyck, Sml. s. 3125, praemis 86). Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem sagsoegeren og andre polypropylenproducenter, som der er foert tilstraekkeligt bevis for, og som omfattede prisinitiativer, foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, salgsmaal for 1979 og 1980 og foerste halvdel af 1983 samt foranstaltninger med henblik paa at begraense det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode i 1981 og 1982, for aftaler i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

300 Med hensyn til definitionen af begrebet "samordnet praksis" henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgaar, at de kriterier om koordination og samarbejde, som den tidligere har opstillet, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174).

301 Sagsoegeren har i denne sag opretholdt kontakter med andre producenter og deltaget i moeder mellem de "fire store", og sagsoegerens erhvervsaktive selskaber har deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og der blev under moederne udvekslet oplysninger mellem konkurrenter om de priser, de oenskede paa markedet, om deres forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de ansaa for noedvendige, om deres omsaetning og om navne paa kunder. Sagsoegeren har ved sin deltagelse i disse moeder sammen med sine konkurrenter deltaget i en samordning med det formaal at paavirke deres adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet.

302 Sagsoegerens formaal var saaledes ikke kun paa forhaand at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfaerd, men selskabet maa noedvendigvis have taget hensyn - direkte eller indirekte - til de oplysninger, det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det agtede at foere paa markedet. Paa samme maade maa selskabets konkurrenter - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som sagsoegeren gav dem, vedroerende den adfaerd, selskabet havde besluttet eller paataenkte at indtage paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere.

303 Det er saaledes med rette, at Kommissionen - paa grund af moedernes formaal - subsidiaert har kvalificeret de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, som sagsoegeren deltog i mellem 1977 og september 1983, som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

304 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var berettiget til at fastslaa, at der var tale om en enkelt overtraedelse, bemaerkes, at den samordnede praksis, der er konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgaar som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter.

305 Det maa understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Sagsoegeren deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgoer en enkelt overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og denne overtraedelse blev gradvis udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

306 Sagsoegerens argument boer derfor forkastes.

3. Sammenfatning

307 Det foelger af det foregaaende, for det foerste, at da Kommissionens bevismaessige konstateringer i forhold til sagsoegeren for saa vidt angaar perioden efter september 1983 ikke er blevet godtgjort, maa beslutningens artikel 1 annulleres, for saa vidt som den fastslaar, at sagsoegeren har deltaget i en overtraedelse i denne periode; for det andet, da Kommissionens bevismaessige konstateringer i forhold til sagsoegeren med hensyn til selskabets deltagelse i begyndelsen af prisinitiativet januar - maj 1981 ikke er blevet godtgjort, maa beslutningens artikel 1 annulleres, for saa vidt som den - sammenholdt med beslutningens betragtninger - fastslaar, at sagsoegeren deltog i denne del af prisinitiativet. I oevrigt maa sagsoegerens anbringender vedroerende de bevismaessige konstateringer, som Kommissionen har foretaget i den anfaegtede retsakt og vedroerende anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, forkastes.

Spoergsmaalet, om sagsoegeren er ansvarlig for overtraedelsen

A - Den anfaegtede retsakt

308 Det fastslaas i beslutningen (102. betragtning), at i Shell-koncernen er det serviceselskabet Shell International Chemical Company, der har ansvaret for koordinationen og den strategiske planlaegning i termoplastsektoren. Det var denne virksomhed, der deltog i moederne mellem de "fire store" og kanaliserede kommunikationen mellem kartellet og Shell' s forskellige erhvervsaktive selskaber i EF. Sidstnaevnte selskaber deltog i nationale eller lokale moeder. Da Shell havde det generelle ansvar for planlaegning og koordination af Shell-koncernens selskabers adfaerd inden for polypropylensektoren, kunne Kommissionen med foeje anse selskabet som rette adressat for beslutningen.

B - Parternes argumenter

309 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen med urette har beskyldt selskabet for at have begaaet overtraedelsen. Inden for Shell-koncernen er Shell, som er adressat for beslutningen, hverken producent eller leverandoer af polypropylen paa Faellesskabets marked, men et af Shell-koncernens serviceselskaber, som raadgiver selskaber, der driver virksomhed i Vesteuropa med hensyn til handelsanliggender paa kort sigt, og som varetager international handel. Da sagsoegeren ikke er en producent, som kan fastsaette priser og salgsmaengder for polypropylen, kan Kommissionen ikke goere selskabet ansvarlig for den i beslutningen beskrevne overtraedelse. Selskabet har tilfoejet, at som foelge af den hoeje grad af autonomi, som tilkommer Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber, var sagsoegeren ikke i stand til at gennemtvinge nogen som helst beslutning i forhold til dem eller indgaa forpligtelser paa deres vegne.

310 Kommissionen har heroverfor anfoert, at Shell var Shell-koncernens repraesentant paa internationalt plan, og at det var sagsoegeren, som deltog i moederne mellem de "fire store" og havde kontakter med ICI. Det var ogsaa en af selskabets hoejtstaaende medarbejdere, der forestod Shell' s internationale arbejdsgrupper, som koordinerede koncernens politik inden for polypropylensektoren. Det er herefter irrelevant, om Shell havde kompetence til at meddele de erhvervsaktive selskaber paabud eller kun gav dem raad, som de vanskeligt kunne ignorere.

C - Rettens vurdering

311 Det bemaerkes, at EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, hvorefter det bl.a. er forbudt for virksomheder at indgaa aftaler eller deltage i samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, er rettet til oekonomiske enheder bestaaende af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfoelger et oekonomisk maal paa lang sigt, og som kan medvirke ved overtraedelser af bestemmelsen.

312 Retten finder, at Shell og Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber, som producerer og markedsfoerer produkter, udgoer en enhed af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der paa lang sigt bl.a. forfoelger det maal, som bestaar i at producere og saelge polypropylen med henblik paa at maksimere fortjenesten, selv i givet fald til skade for enhedens forskellige bestanddeles individuelle fortjeneste. I denne organisation spiller hver enkelt selskab en bestemt rolle. De erhvervsaktive selskaber fremstiller eller saelger polypropylen, mens sagsoegeren stimulerer og koordinerer koncernens forskellige erhvervsaktive selskaber. Shell og Shell-koncernens erhvervsaktive selskaber udgoer derfor én virksomhed.

313 Sagsoegerens rolle i denne virksomhed bekraeftes i det mindste af fem dokumenter; det foerste er dateret 15. februar 1982 og har overskriften "Market quality PP" (bilag 94 til den generelle meddelelse), det andet er et notat af telefonsamtaler mellem en repraesentant for sagsoegeren og ICI den 9. og 10. september 1982 (bilag 95 til den generelle meddelelse), det tredje er et dokument med overskriften "Polypropylene compensation scheme" dateret 18. oktober 1982 (bilag 96 til den generelle meddelelse), det fjerde er et notat af en telefonsamtale mellem en medarbejder hos sagsoegeren og ICI af 8. november 1982 (bilag 97 til den generelle meddelelse), og det femte er et notat af et bilateralt moede mellem sagsoegerens medarbejdere og ICI den 26. november 1982 (bilag 99 til den generelle meddelelse). Det foerste af disse dokumenter indeholder foelgende passus:

"Integrated companies (SCUK, SNC, SC) plus SCITCO have met in group chaired by CITP, and agreed:

a) Will meet regularly (approx. quarterly) to review current state of market & formulate marketing/pricing policies for Shell PP in Europe;

b) CITP/2 will collect & disseminate market intelligence (Demand, Competition, prices) approximately monthly;

c) SCITCO will NOT participate in any poly-competitor meetings, but will try to keep informed of their activities & ambitions through CITP bi-lateral contacts;

...

ALSO SCITCO/CITP/2 is taking the following actions to try & improve European PP market quality:

e) continental liaison with Shell QUIMICLY POLIBRAZIL to ... move exportation surplus PP in ... through Shell MKT2 ... in LATIN AMERICA & S.E. ASIA: and prevent its export to W. Europe ..."

["De integrerede selskaber (SCUK, SNC, SC) og SCITCO moedtes inden for rammerne af en gruppe under forsaede af CITP og enedes om foelgende:

a) Gruppens deltagere vil moedes regelmaessigt (ca. hvert kvartal) for at undersoege den aktuelle markedssituation og fastlaegge markeds/prispolitik for Shell PP i Europa;

b) CITP/2 vil indsamle og udsende materiale vedroerende markedet (efterspoergsel, konkurrence, priser) ca. hver maaned;

c) SCITCO vil IKKE deltage i nogen moeder med et stort antal konkurrenter, men vil forsoege at holde sig underrettet om deres aktiviteter og forventninger gennem bilaterale kontakter med CITP;

...

ENDVIDERE vil SCITCO/CITP/2 traeffe foelgende foranstaltninger for at forsoege at forbedre kvaliteten af det europaeiske marked for polypropylen:

e) opretholde forbindelse paa kontinentet med Shell QUIMICLY POLIBRAZIL ... for at overfoere overskud af polypropylen til eksport til LATINAMERIKA gennem Shell MKT2 og forhindre eksport heraf til Vesteuropa ..."].

Sagsoegeren anfoerte i det andet dokument:

"I spoke with L. again today to give him the elements of the proposed scheme. His reaction was to say that he felt the group should meet to talk the scheme through & that he would be willing to join in. Particular points raised were:

1) The group as a whole should agree the point at which they would react i.e. if x % market share was lost the scheme would be abandoned.

2) Any target for Shell might have to be broken down territorially to make it organisationally operable ...".

["Jeg talte atter med L. i dag for at meddele ham indholdet af det foreslaaede system. Hans reaktion var, at han foelte, at gruppen burde moedes for at droefte systemet, og at han ville vaere rede til at deltage. Saerlige punkter, der blev naevnt:

1) Gruppen skulle som helhed aftale det tidspunkt, fra hvilket de ville reagere, dvs. hvis x % markedsandel blev mistet, skulle systemet opgives.

2) Ethvert maal fastsat for Shell kunne eventuelt opdeles efter omraade for at goere det muligt at ivaerksaette det paa organisationsniveau"].

I det tredje dokument anfoeres:

"L. of SCITCO said that he & his colleagues were under pressure to improve margins on PP and that he would be willing to attend meetings of the big four but not wider gatherings. The problems of the Shell organisation were discussed and whilst the local companies were autonomous L. requested that approaches should be channelled through SCITCO. He had not been able to meet with J., V. L., etc. before this meeting but had agreement to talk about a compensation scheme. L. would be meeting with J. & others on 20/10/82

...

L. raised the problem of not having any centralised profit centre but after discussion accepted that it was really up to Shell to agree internally who would draw or conversely provide any compensation."

("L. fra SCITCO sagde, at han og hans kolleger var udsat for pression med henblik paa at forhoeje margenerne for polypropylen, og at han ville vaere villig til at deltage i moeder mellem de 'fire store' , men ikke i stoerre moeder. Shell-organisationens problemer blev droeftet og, da de lokale selskaber var selvstaendige, kraevede L., at henvendelse skulle rettes gennem SCITCO. Han havde ikke vaeret i stand til at moede J., V. L., etc., men havde bemyndigelse til at diskutere en udligningsordning. L. skulle moede J. og de andre den 20. oktober 1982.

...

L. rejste problemet forbundet med ikke at raade over et centraliseret profitcenter, men accepterede efter nogen diskussion, at det faktisk tilkom Shell at naa til intern enighed om, hvem der skulle modtage eller omvendt yde udligning").

Det anfoeres i det fjerde dokument:

"P. said L. would be back in the office on Mon. 15th November. In the meantime he passed on the following information on the reaction of the various Shell units to the proposed compensation arrangements".

("P. sagde, at L. ville vaere tilbage paa kontoret mandag den 15. november. I mellemtiden meddelte han foelgende oplysninger om de forskellige Shell-enheders reaktioner paa de foreslaaede udligningsarrangementer").

Det anfoeres i det femte dokument:

"John L. was very interested in the new organisation within P&P Divis(ion) & in particular the responsibilities on polyolefins ... Compensation will be discussed with the local Shell companies at a meeting with J. E. L. on 30 November. I said the scheme was not dead by any means & that it was Shell who were holding things up. J. E. L. was quick to pick up that in October only Shell' s market share was in line with their Jan-June performance".

("John L. var meget interesseret i den nye organisation inden for afdelingen P&P og navnlig i omfordelingen af ansvaret inden for polyolefinsektoren ... Udligningsordningen vil blive diskuteret med de lokale Shell-selskaber under et moede med J. E. L. (en medarbejder hos sagsoegeren) den 30. november ... Jeg sagde, at udligningsordningen paa ingen maade var opgivet, og at det var Shell, der forhalede sagen. J. E. L. anfoerte straks, at i oktober var kun Shell' s markedsandel paa linje med selskabets resultater i januar - juni").

314 Enhedskarakteren af organisationens forskellige menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer bekraeftes endvidere af den omstaendighed, at i alle de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, vedroerer de for sagsoegeren anfoerte salgstal samtlige Shell-selskaber.

315 Kommissionen kunne derfor med foeje antage, at sagsoegeren var ansvarlig for koordinationen af Shell-koncernens adfaerd i forbindelse med overtraedelsen, og saaledes holde den ansvarlig for overtraedelsen.

316 Sagsoegerens anbringende boer derfor forkastes.

Begrundelsen

317 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet har godtgjort, at det fulgte en uafhaengig adfaerd med hensyn til priser, og at Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor den forkastede dette bevis, idet den kun henviste til beslutningens laengde.

318 Kommissionen mener, at den i beslutningen tilstraekkeligt klart har angivet det bevismateriale, paa grundlag af hvilket den fastslog, at Shell havde deltaget i prisaftalen. Kommissionen mener, at den ikke var forpligtet til at gendrive de argumenter, som sagsoegeren har fremfoert for at godtgoere, at selskabets prispolitik var uafhaengig.

319 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 66, og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, a.st., praemis 88), at selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at tage stilling til de punkter, den anser for at vaere helt uden betydning.

320 Det bemaerkes herved, at Kommissionen har besvaret sagsoegerens argumenter vedroerende de priser, som selskabet faktisk har anvendt paa markedet, i beslutningens 74., 75. og 76. betragtning.

321 Anbringendet maa derfor forkastes.

Boeden

322 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i beslutningen har tilsidesat artikel 15 i forordning nr. 17, idet den ikke i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til overtraedelsens varighed og grovhed.

1. Foraeldelse

323 Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at da der ikke foreligger nogen forbindelse mellem den i 1977 indgaaede aftale om mindstepriser og de efterfoelgende moeder, er de overtraedelser, som haevdes at vaere blevet begaaet i 1977, under alle omstaendigheder daekket af den femaarige foraeldelsesperiode i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om foraeldelse af adgangen til at paalaegge oekonomiske sanktioner inden for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2988/74").

324 Kommissionen har gjort gaeldende, at den af sagsoegeren paaberaabte foraeldelse er et nyt anbringende efter artikel 42 i Domstolens procesreglement, der ifoelge artikel 11, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for Retten i Foerste Instans i medfoer af Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988, og at anbringendet derfor boer forkastes. Kommissionen har endvidere anfoert, at der foreligger en fortsat overtraedelse, for hvilken foraeldelse kun kan begynde at indtraede fra den dag, hvor overtraedelsen ophoerer.

325 Det bemaerkes, at i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/74 regnes den femaarige foraeldelse af Kommissionens befoejelse til at paalaegge boeder ved vedvarende eller gentagne overtraedelser foerst fra den dag, overtraedelsen ophoerte.

326 I denne sag fremgaar det af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at sagsoegeren uden afbrydelse deltog i en uafbrudt aftale fra midten af 1977 indtil september 1983.

327 Sagsoegeren kan derfor ikke paaberaabe sig, at boederne er foraeldet.

2. Overtraedelsens varighed

328 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen med urette har antaget, at indgaaelsen i midten af 1977 af en aftale om mindstepriser eller de prisdroeftelser, som fandt sted paa dette tidspunkt, udgjorde begyndelsen af sagsoegerens deltagelse i overtraedelsen.

329 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren deltog i mindsteprisaftalen af 1977. Kommissionen har imidlertid tilfoejet, at den ved boedens fastsaettelse har fundet, "at medens overtraedelsen tog sin begyndelse ved midten af 1977, blev de foranstaltninger, hvorved denne adfaerd skulle udmoentes, ikke fuldstaendigt fastlagt foer omkring begyndelsen af 1979" (beslutningens 105. betragtning, sidste afsnit).

330 Det bemaerkes, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at varigheden af den overtraedelse, der er fastslaaet for saa vidt angaar sagsoegeren, er kortere end antaget i beslutningen, idet den ophoerte ved udgangen af september 1983 og ikke i november 1983.

331 Foelgelig boer den boede, som sagsoegeren er blevet paalagt, nedsaettes.

3. Overtraedelsens grovhed

A - Sagsoegerens rolle

332 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i vidt omfang har overdrevet den rolle, som sagsoegeren har spillet i forbindelse med overtraedelsen, eftersom Kommissionen med urette haevder, at fordi Shell var en af de "fire store", var selskabet i centrum for de paagaeldende arrangementer, at de skiftedes til at foere an i prisinitiativerne, og at Shell derfor noedvendigvis var en af lederne ved udarbejdelsen og gennemfoerelsen af de ulovlige aftaler.

333 For saa vidt angaar beslutningens 68. betragtning, der henviser til en paastaaet "faelles overenskomst" mellem de "fire store", har sagsoegeren henvist til, at det notat fra ICI, som Kommissionen har lagt til grund (bilag 64 til den generelle meddelelse), ikke i sig selv indeholder nogen angivelse med hensyn til den naevnte faelles overenskomst, og at ICI i sit svar paa begaeringen om oplysninger, som er naevnt i beslutningens 68. betragtning, forklarede, at den faelles overenskomst udgjorde en indroemmelse af, "at hvis priserne skulle forhoejes, maa de som de foerende producenter 'tage têten' , ogsaa selv om det blev paa bekostning af deres eget salg". Sagsoegeren mener, at denne forklaring hviler paa den antagelse, at en udligningsordning mellem disse fire producenter ville have gjort det muligt for dem lettere at overveje muligheden af en aftale om maalpriser. Sagsoegeren naegtede at deltage i nogen som helst udligningsordning (hvilket Kommissionen ikke bestrider) eller i nogen af de arrangementer, som ICI har eller havde til hensigt at ivaerksaette. Sagsoegeren har tilfoejet, at selskabet i sine erklaeringer i tidsskriftet ECN, hvorefter Shell-selskaberne overvejede en prisforhoejelse, var baseret paa en uafhaengig vurdering af markedsbetingelserne og ikke noget som helst arrangement med ICI, Monte og Hoechst.

334 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen for ikke desto mindre at haevde, at de "fire store" soegte at tilvejebringe en faelles overenskomst og at indtage en faelles holdning, har henvist til et dokument fra ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), som ikke er et notat vedroerende et forberedende moede, men et notat vedroerende resultatloese droeftelser om en udligningsordning for kvoter i oktober 1982. Kommissionen har endvidere henvist til et notat fra Shell af 20. oktober 1982 (bilag 100 til den generelle meddelelse; bilag 30, Shell' s saerlige indsigelser), men har anlagt en urigtig fortolkning heraf (notatet illustrerede blot markedslovenes funktion, idet det anfoerte, at den omstaendighed, at de "fire store" besad 51% af markedet, gjorde det muligt for dem at fremme et tiltag med hensyn til prisstabilitet). Kommissionen har ikke henvist til dette dokument i meddelelsen om klagepunkter til stoette for anbringendet om, at sagsoegeren var en af lederne af kartellet, eller til stoette for det mindre alvorlige klagepunkt, hvorefter Shell havde afsluttet en pris- og/eller kvoteaftale med de tre andre saakaldte "ledere" ved udgangen af 1982. I meddelelsen om klagepunkter henvises der kun til dette dokument for at paavise, at selv om Shell-selskaberne ikke var villige til at miste yderligere markedsandele ved at foelge urimeligt haarde prispolitikker, havde de "kendskab til maalpriserne og havde (angiveligt) fastlagt deres handelspolitik for at tage hensyn til disse". Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen baade med hensyn til ICI-dokumentet og Shell-notatet af 20. oktober 1982 anfoert, at den ikke heraf har udledt den konklusion, at de "fire store" indtog en faelles holdning, men at de var naaet til den forstaaelse, at selv om de kunne vedtage en saadan holdning, ville det vaere nyttigt. Kommissionen har endelig baseret sin afgoerelse paa notater, der haevdes at angaa forberedende moeder (bilag 64, 100 og 101 til den generelle meddelelse), som ifoelge sagsoegeren ikke har bevisvaerdi og modsiges af andre dokumenter.

335 Sagsoegeren har anfoert, at Shell-selskaberne - som langt fra bistod ved ivaerksaettelsen af aktiviteterne i forbindelse med det paastaaede kartel - befandt sig i yderste periferi af de ulovlige arrangementer, som eventuelt eksisterede. Eftersom Shell-selskaberne ikke deltog i "chef"- og "ekspert"-moederne, deltog de ikke aktivt i de bestraebelser, der gik ud paa at gennemfoere samordnede prisforhoejelser og indfoere samordnede maengdemaessige begraensninger. De optraadte ikke som kundeadministratorer, men spillede kun en marginal rolle, hvilket Kommissionen har undladt at tage hensyn til ved fastsaettelsen af boeden. Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i sine indlaeg for Retten har haevdet, at den ikke beskylder Shell for at have deltaget i alle de overtraedelser, der var opregnet i beslutningens artikel 1, litra a)-e), og har anfoert, at Kommissionen ikke er befoejet til for Retten at aendre de klagepunkter, der er anfoert i beslutningens dispositive del, navnlig naar disse var afgoerende for fastsaettelsen af boedens stoerrelse.

336 Sagsoegeren har sammenfattende anfoert, at den paalagte boede ikke kunne have vaeret hoejere, selv om selskabet havde deltaget i alle de overtraedelser, der er beskrevet i beslutningen.

337 Kommissionen har heroverfor anfoert, at bevisdokumenterne viser, at de arrangementer, der startede i midten af 1977, blev organiseret af de "fire store", og at det altid var en af dem, der gik i spidsen ved en prisforhoejelse (hvilket var tilfaeldet med Shell i februar 1981 og juli 1983), samt at de "fire store" fra 1982 og senere afholdt forberedende moeder forud for "chef"-moederne.

338 Kommissionen har paapeget, at sagsoegeren deltog i alle de forberedende moeder, som Kommissionen har kendskab til, og at den faelles holdning, som blev vedtaget af de fire store med henblik paa at forhoeje priserne, var forbundet med disse moeder, hvorunder der foertes meget konkrete droeftelser. Kommissionen har derfor fastslaaet, at Shell deltog i de aktiviteter, der udgjorde kernen i overtraedelsen.

339 Ifoelge Kommissionen er det vanskeligt at forstaa dokumenter, saasom notater af telefonsamtaler mellem Shell og ICI (bilag 95 til den generelle meddelelse), paa anden maade, end at der forelaa en forstaaelse om, at de "fire store" delte et saerligt ansvar for markedet; dette svarer ogsaa til ICI' s stilling, idet ICI ikke havde kunnet organisere et kartel uden Shell' s deltagelse.

340 Retten skal fastslaa, at sagsoegerens deltagelse i de forberedende moeder mellem de "fire store" udgoer et af de momenter, i lyset af hvilke sagsoegerens deltagelse i overtraedelsen skal bedoemmes.

341 I denne henseende viser et notat vedroerende moedet mellem repraesentanter fra ICI, Shell og Monte af 15. juni 1981 (bilag 64b til den generelle meddelelse), at disse producenter i faellesskab undersoegte mulige loesninger med henblik paa at afhjaelpe vanskelighederne paa markedet. Tilsvarende anfoeres det i et notat udarbejdet af en medarbejder hos ICI med overskriften "Sharing the pain", udarbejdet i begyndelsen af andet halvaar af 1982 (bilag 98 til den generelle meddelelse), at indfoerelsen af en udligningsordning med hensyn til nedskaeringen af salgsmaengder "might provide usefull elements for the understanding between the 'Big Four' ". ICI har i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende dette dokument anfoert foelgende:

"The 'understanding' between the 'Big Four' was recognition that if the prices were to be increased then the 'Big Four' producers would have to give af strong lead, even at the expense of their own sales volume. It was thought that a 'Compensation Arrangement' between these four producers might have made it easier for them to contemplate the possibility of a commitment on 'Target Prices' ."

("Forstaaelsen mellem de 'fire store' bestod i anerkendelsen af, at hvis priserne skulle forhoejes, maatte de 'fire store' gaa staerkt i spidsen, selv paa bekostning af egne salgsmaengder. De 'fire store' antog, at et udligningsarrangement mellem dem kunne goere det lettere for dem at overveje muligheden af en forpligtelse med hensyn til maalpriser.")

Disse momenter viser, at de "fire store" havde kendskab til den saerlige rolle, som de maatte spille i forbindelse med de initiativer, der skulle forhoeje priserne. Der henvises saaledes i et internt notat fra Shell af oktober 1982 til de "fire stores" prisinitiativer (bilag 94 til den generelle meddelelse).

342 Det bemaerkes, at det fremgaar af de ovennaevnte beviser samt af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at Kommissionen - bortset fra, hvad angaar begyndelsen af prisinitiativet i januar - maj 1981 - korrekt har foert bevis for sagsoegerens rolle i overtraedelsen, og at Kommissionen i den 109. betragtning, foerste afsnit, til beslutningen har oplyst, at den har taget hensyn til denne rolle ved udmaalingen af boeden.

343 Endvidere finder Retten, at de faktiske omstaendigheder, der er foert bevis for - navnlig vedroerende fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal - er saerdeles belastende, og dette viser, at sagsoegeren ikke handlede uforsigtigt eller uagtsomt, men forsaetligt.

344 Det foelger heraf, at boeden boer nedsaettes, for saa vidt som den genspejler sagsoegerens deltagelse i begyndelsen af prisinitiativet januar - maj 1981, samt at anbringendet i oevrigt boer forkastes.

B - Utilstraekkelig hensyntagen til den oekonomiske krise

345 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved fastsaettelsen af boeden har taget utilstraekkelig hensyn til de betydelige tab, som producenterne har lidt, og gjorde dette paa en ukontrollerbar maade. Kommissionen har endvidere undladt at tage hensyn til den omstaendighed, at producenterne ikke havde nogen grund til at forvente, at konkurrencelovenes normale funktion inden for en rimelig periode ville affoede en normal konkurrencemaessig ligevaegt paa markedet. Sagsoegeren er ikke tilfreds med Kommissionens svar, hvorefter en hensyntagen til denne omstaendighed ville tilskynde tilsidesaettelse af lovgivningen, eftersom en saadan indsigelse ifoelge sagsoegeren kan fremfoeres med hensyn til et hvilket som helst moment, der fremfoeres som formildende omstaendighed.

346 Kommissionen har anfoert, at den som en formildende omstaendighed har taget hensyn til, at producenterne i en laengere periode led store tab paa deres polypropylenaktiviteter, selv om den ikke mener, at den var forpligtet til at tage hensyn til ufordelagtige oekonomiske vilkaar inden for en sektor ved fastsaettelsen af stoerrelsen af boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne. Hvad angaar producenternes manglende forventning om, at normale konkurrencekraefter ville genoprette en konkurrencemaessig ligevaegt paa markedet inden for en rimelig frist, har Kommissionen anfoert, at behovet for at rationalisere markedet og umuligheden af at goere det i naer fremtid ikke kan begrunde overtraedelser af konkurrenceretten. Saafremt det forholdt sig modsat, ville fristelsen vaere for stor for virksomhederne til at traeffe konkurrencebegraensende foranstaltninger netop paa det tidspunkt, hvor det er saerligt noedvendigt, at konkurrencekraefterne rationaliserer markedet.

347 Retten finder, at det ved behandlingen af dette anbringende foerst maa undersoeges, hvorledes Kommissionen har fastsat den boede, der er paalagt sagsoegeren.

348 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen dels har fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der er paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), dels har fastlagt kriterier med henblik paa at foretage en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen).

349 Retten finder, at de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, fuldt ud begrunder det generelle boedeniveau, som er anvendt over for de virksomheder, beslutningen er rettet til. Der henvises i denne forbindelse specielt til, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), var aabenbar, hvilket polypropylenproducenterne, der handlede forsaetligt og i dybeste hemmelighed, ikke var uvidende om.

350 Retten finder ligeledes, at de fire kriterier, der er naevnt i 109. betragtning, er relevante og tilstraekkelige som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed.

351 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen ikke var forpligtet til for den enkelte producent naermere at redegoere for, hvorledes den havde taget hensyn til de betydelige tab, som producenterne havde lidt paa polypropylenmarkedet, idet der er tale om et af de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, og som indgik i fastsaettelsen af det generelle boedeniveau, som Retten finder rimeligt. Kommissionen har i beslutningens 108. betragtning, sidste led, udtrykkeligt angivet, at den har taget hensyn til de betydelige tab, virksomhederne havde lidt paa deres polypropylenaktiviteter i en laengere periode. Dette viser, at Kommissionen ikke blot tog hensyn til tabene, men ogsaa til de daarlige oekonomiske vilkaar i branchen ud over de oevrige kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, da den fastsatte det generelle niveau for de boeder, der blev paalagt de beroerte virksomheder.

352 Sagsoegerens anbringende boer derfor forkastes.

C - Hensyntagen til overtraedelsens virkninger

353 Sagsoegeren har anfoert, at selv om det antages, at visse producenter soegte at opnaa priser fra deres kunder svarende til maalpriserne, godtgoer dette ikke, at de opnaaede priser afveg maerkbart som foelge af disse forsoeg. I virkeligheden bestemtes baade prisniveauet og salgsmaengderne af markedskraefterne i perioden fra 1977 til 1984.

354 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet i sit svar paa meddelelsen om klagepunkter fremlagde beviser, der bekraeftede, at priserne faktisk laa paa konkurrenceniveau. Det fremgaar af undersoegelser og sammenligninger, som Shell har foretaget, at de priser, som Shell-selskaberne opnaaede paa Faellesskabets marked, laa vaesentligt under maalpriserne, at de altid laa meget taet op ad verdensmarkedspriser som foelge af konkurrencen, at de priser, som opnaaedes af Shell-selskaberne i Vesteuropa, var gennemsnitligt lavere end deres eksportpriser, og endelig, at de gennemsnitspriser, der opnaaedes i USA fra begyndelsen af 1977 til slutningen af 1982, i praksis var de samme som de gennemsnitspriser, der blev opnaaet af Shell UK.

355 Sagsoegeren har anfoert, at selv om Kommissionen ikke har bestridt disse beviser paa noget trin under den administrative procedure og heller i beslutningen (og endog ikke i indlaeggene for Retten), har den dog totalt undladt at tage hensyn til foelgerne af de beviste omstaendigheder. Kommissionen har ikke desto mindre anfoert i beslutningen, at de paastaaede ulovlige aftaler havde "maerkbare virkninger" (90. betragtning). Kommissionen har ikke forklaret, hvad der skal forstaas ved "maerkbare", men presseartikler gengiver overslag udarbejdet af Kommissionen, hvorefter prisforhoejelsen som foelge af kartellet var stor (fra 15-40% afhaengig af perioden). Sagsoegeren har endelig anfoert, at enten er Kommissionen naaet til denne konstatering ved at se bort fra Shell' s beviser for det modsatte og uden at anvende noget som helst bevis, eller ogsaa har Kommissionen lagt omstaendigheder og momenter til grund, som ikke er anfoert i beslutningen.

356 Sagsoegeren mener, at det er saa meget desto mere vigtigt at afklare det spoergsmaal, som Kommissionen paa grundlag af en undersoegelse indeholdt i Kommissionens Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken fastslog, at den termoplastiske industri (herunder polypropylenindustrien) var genstand for intens konkurrence og navnlig var karakteriseret ved overskydende produktionskapacitet, "som foerer til intens priskonkurrence". Sagsoegeren har derfor anmodet Retten om at anordne bevisoptagelse med henblik paa, at Kommissionen angiver sin begrundelse for at have forkastet det af sagsoegeren fremlagte bevismateriale og selv fremlaegger de dokumenter, som den lagde til grund ved konstateringen af kartellets virkninger. Hvis disse grunde og dokumenter ikke - som sagsoegeren mener - er tilstraekkelige, boer Retten om noedvendigt indhente en sagkyndig udtalelse.

357 Sagsoegeren har anfoert, at da kartellet ikke havde nogen virkninger, led forbrugerne ingen skade. Kommissionen har desuden heller ikke taget hensyn til producenternes betydelige anstrengelser med henblik paa at nedbringe deres omkostninger og det teknologiske fremskridt, som de har opnaaet under den af kartellet daekkede periode.

358 Kommissionen har anfoert, at beslutningens 90., 91. og 92. betragtning er tilstraekkeligt klare med hensyn til kartellets virkninger paa markedet, samt at Kommissionen ikke er forpligtet til at besvare alle de argumenter, som var fremfoert af de forskellige virksomheder. Det bevismateriale, som Kommissionen har lagt til grund, er anfoert i beslutningen. Retten har i sin kendelse af 11. december 1986 (sag 212/86 R, ICI mod Kommissionen, ikke offentliggjort i Samling af Afgoerelser) accepteret, at Kommissionen ikke tog hensyn til andre momenter. Det er derfor ikke noedvendigt at indhente en sagkyndig erklaering.

359 Kommissionen mener, at de maalpriser, der blev aftalt af producenterne, blev lagt til grund for forhandlingerne med deres kunder, og at der kan iagttages et regelmaessigt moenster og en parallel udvikling af maal- og markedspriser (tabel 9 til beslutningen). Selv om der fortsat bestod forskelle mellem maalpriser og markedspriser som foelge af markedsvilkaarene (pres fra kunderne, udsving i raavarepriserne, nationale prisreguleringer osv.), lykkedes det ikke desto mindre producenterne i nogen grad at udjaevne de prisudsving, der ville vaere indtraadt, saafremt kartellet ikke eksisterede, og at konsolidere et vist prisniveau, der for det meste laa taet op ad de aftalte maalpriser. Tilsvarende svarede de fleste producenters leveringer i de aar, hvor der gjaldt et system med stabilisering af deres markedsandele, generelt til de aftalte kvoter eller maal.

360 Kommissionen har sammenfattende anfoert, at kartellet ikke var uden virkninger paa markedet, men at den ved udmaalingen af boederne ikke desto mindre tog hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten (108. betragtning til beslutningen), selv om den ikke var forpligtet hertil.

361 Det bemaerkes, at Kommissionen har sondret mellem to former for virkninger foraarsaget af overtraedelsen. Den foerste form gaar ud paa, at producenterne - efter de moeder, hvor der blev fastsat maalpriser - gav deres salgsafdelinger instruktion om at ivaerksaette dette prisniveau, saaledes at "maalpriserne" var udgangspunkt for prisforhandlinger med kunderne. Kommissionen fastslog med rette paa grundlag heraf, at alt tyder paa, at aftalen paavirkede konkurrenceforholdene maerkbart (beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, med henvisning til 90. betragtning). Den anden form for virkninger gaar ud paa, at en sammenligning mellem udviklingen i fakturerede priser med de maalpriser, der blev fastsat i forbindelse med konkrete prisinitiativer, bekraefter rigtigheden af den fremstilling, som er givet i de papirer, der blev fundet hos ICI og andre producenter angaaende gennemfoerelsen af prisinitiativerne (beslutningens 74. betragtning, sjette afsnit).

362 Retten finder, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for den foerste form for virkninger paa grundlag af de talrige prisinstrukser, som producenterne gav, og som svarer til hinanden og til de maalpriser, der blev fastsat ved moederne. Disse priser skulle afgjort tjene som grundlag for prisforhandlinger med kunderne.

363 For saa vidt angaar den anden form for virkninger bemaerkes for det foerste, at Kommissionen ikke havde grund til at betvivle rigtigheden af de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved deres moeder (jf. bl.a. referatet af moederne den 21.9., den 6.10., den 2.11. og den 2.12.1982, bilag 30-33 til den generelle meddelelse), og som viste, at de maalpriser, der var fastlagt ved moederne, i stor udstraekning var gennemfoert paa markedet. Endvidere bemaerkes, at selv om Coopers og Lybrand-undersoegelsen og de oekonomiske analyser, som er udfoert paa nogle af producenternes anmodning, maatte vise, at de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved moederne, var forkerte, vil dette ikke foere til en nedsaettelse af boeden, idet Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, har angivet, at den som formildende omstaendighed har taget hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten, og at der i sidste instans ikke fandtes foranstaltninger, hvorved en producent kunne tvinges til at overholde kvoterne eller andre ordninger.

364 De begrundelser i beslutningen, der vedroerer fastsaettelsen af boeden, maa ses i sammenhaeng med de oevrige begrundelser i beslutningen, og paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen med rette fuldt ud har taget hensyn til den foerste form for virkninger og til det begraensede omfang af den anden form for virkninger. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har angivet, i hvilken udstraekning Kommissionen har undladt at tage tilstraekkeligt hensyn til det begraensede omfang af den anden form for virkninger som en formildende omstaendighed.

365 Retten finder endvidere, at de erklaeringer, der blev fremsat under pressekonferencen efter vedtagelsen af beslutningen, og hvorefter virkningen af overtraedelsen bestod i en forhoejelse af det generelle prisniveau paa 15-40%, ikke skal tages i betragtning paa dette punkt, for saa vidt som de modsiger beslutningens betragtninger. Af denne grund kan de kun anvendes til at foere bevis for den omstaendighed, at beslutningen i virkeligheden er baseret paa andre begrundelser end dem, som den selv angiver, hvilket ville udgoere magtfordrejning (jf. Domstolens kendelse af 11.12.1986, sag 212/86 R, a.st., grund 11-16). Retten har imidlertid under udoevelse af sin fulde proevelsesret antaget, at det generelle boedeniveau var retfaerdiggjort under hensyn til beslutningens begrundelse (108. betragtning, sammenholdt med alle beslutningens betragtninger). Der kan derfor ikke vaere tale om magtfordrejning i denne sag.

366 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

D - Ingen tidligere overtraedelse

367 Sagsoegeren har bebrejdet Kommissionen at den ikke har taget hensyn til den omstaendighed, at Shell aldrig tidligere er blevet beskyldt for at have overtraadt Faellesskabets konkurrenceregler, i modsaetning til, hvad der gaelder for andre producenter.

368 Kommissionen har anfoert, at den ikke er retligt forpligtet til at paalaegge virksomheder, der allerede tidligere er blevet forfulgt for overtraedelse af konkurrencereglerne, hoejere boeder.

369 Retten finder, at den omstaendighed, at Kommissionen allerede tidligere har fastslaaet, at en virksomhed havde overtraadt konkurrencereglerne og forfulgt den for denne overtraedelse, kan anses for en skaerpende omstaendighed i forhold til denne virksomhed, men at manglen paa en tidligere overtraedelse udgoer en normal omstaendighed, som Kommissionen ikke behoever at tage i betragtning som en formildende omstaendighed, saa meget desto mere som der i denne sag foreligger en saerlig aabenlys overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

370 Anbringendet maa derfor forkastes.

371 Det foelger af det foregaaende, at den boede, som sagsoegeren er blevet paalagt, boer nedsaettes med 10%, for det foerste paa grund af den kortere varighed af den overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, som er blevet fastslaaet i forhold til sagsoegeren, for det andet paa grund af overtraedelsens mindre grovhed, for saa vidt som sagsoegeren ikke deltog i begyndelsen af prisinitiativet i januar - maj 1981.

Genaabningen af den mundtlige forhandling

372 Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 6. marts 1992 har sagsoegeren anmodet Retten om at genaabne den mundtlige forhandling og anordne bevisoptagelse paa grund af de erklaeringer, som Kommissionen fremsatte under retsmoedet i de forenede sager T-79/89, T-84/89-T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, og under den pressekonference, som Kommissionen afholdt den 28. februar 1992, efter at der var blevet afsagt dom i naevnte sager.

373 Retten finder, efter atter at have hoert generaladvokaten, at det er ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte bevisoptagelse.

374 Det bemaerkes, at dommen i ovennaevnte sager (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89-T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), ikke i sig selv kan begrunde genaabningen af den mundtlige forhandling i denne sag. Retten skal nemlig konstatere, at en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig. Det paahviler derfor den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne Retten med de grunde, der goer det muligt for den at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed af den formelt meddelte og offentliggjorte retsakt. I denne sag har sagsoegeren ikke fremlagt noget bevis, som kan godtgoere, at den meddelte offentliggjorte retsakt ikke var blevet godkendt og vedtaget af Kommissionens medlemmer som kollegial enhed. Navnlig har sagsoegeren i modsaetning til PVC-sagerne (dom i forenede sager T-79/89, T-84/89-T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, a.st., praemis 32 ff.) ikke fremfoert noget som helst bevis for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat gennem en aendring af beslutningens ordlyd efter det kommissionsmoede, hvorunder den blev vedtaget.

Sagens omkostninger

375 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Retten kan imidlertid i henhold til artikel 87, stk. 3, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da der delvis er givet sagsoegeren medhold, og da begge parter har nedlagt paastand om, at den anden tilpligtes at betale sagens omkostninger, baerer sagsoegeren ud over sine egne omkostninger to tredjedele af Kommissionens omkostninger, mens Kommissionen selv baere en tredjedel af sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Artikel 1 i Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149-Polypropylen, EFT L 230, s. 1) annulleres, for saa vidt det heri fastslaas, at Shell deltog i overtraedelsen

- efter september 1983

- i begyndelsen af prisinitiativet januar - maj 1981.

2) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, fastsaettes til 8 100 000 ECU, svarende til 5 222 855,70 UKL.

3) I oevrigt frifindes sagsoegte.

4) Sagsoegeren baerer sine egne omkostninger og to tredjedele Kommissionens. Kommissionen baerer en tredjedel af sine egne omkostninger.