61989J0281

++++

1. Annullationssoegsmaal - Domstolens dom - retskraft - raekkevidde

2. Landbrug - EUGFL - afslutning af regnskaberne - afvisning af at finansiere udgifter foraarsaget af uregelmaessigheder i forbindelse med anvendelsen af faellesskabsreglerne - uregelmaessighed vedroerende de finansielle betingelser for ivaerksaettelse af faellesskabsreglerne - anfaegtet af den beroerte medlemsstat - bevisbyrde

(Raadets forordning nr. 729/70)

1. Den retskraft, der tillaegges en af Domstolen afsagt dom, vedroerer kun de faktiske og retlige omstaendigheder, som dommen rent faktisk eller noedvendigvis har taget stilling til.

2. I forbindelse med finansieringen af den faelles landbrugspolitik over EUGFL paahviler det Kommissionen, saafremt den vil afvise at lade en af en medlemsstat anmeldt udgift finansiere over EUGFL, at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af faellesskabsreglerne. Naar Kommissionen har paavist, at der forligger en saadan tilsidesaettelse, skal den paagaeldende medlemsstat i paakommende tilfaelde godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen.

I det saerlige tilfaelde, hvor det ikke er muligt at foretage en sondring mellem selve tilsidesaettelsen af bestemmelserne og de oekonomiske virkninger heraf, idet tilsidesaettelsen netop vedroerer den oekonomiske fremgangsmaade, der er anvendt ved foretagelsen af en af faellesskabsreglerne foreskrevet operation, paahviler det den paagaeldende medlemsstat, som er i besiddelse af alle oplysninger vedroerende omstaendighederne i forbindelse med operationen, at foere bevis for, at den har overholdt de bestemmelser, den skulle anvende.

1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. september 1989, har Den Italienske Republik i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 89/418/EOEF af 26. juni 1989 om aendring af beslutning 88/630/EOEF om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1986, der er finansieret gennem Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EFT L 192, s. 33).

2 Raadets forordning (EOEF) nr. 1322/83 af 26. maj 1983 om overfoersel af 550 000 tons bloed bageegnet hvede, som de franske og tyske interventionsorganer ligger inde med, bestemmer bl.a., at 450 000 tons bloed hvede af det franske interventionsorgan skulle stilles til raadighed for det italienske interventionsorgan med henblik paa anvendelse til foder.

3 Artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2794/83 af 6. oktober 1983 om udbud til salg paa det interne marked af 450 000 tons bageegnet bloed hvede, som det italienske interventionsorgan ligger inde med, og om aendring af forordning (EOEF) nr. 1687/76 (EFT L 274, s. 18) bestemmer, at "for at lette kontrollen med anvendelsen til foder foretager det paagaeldende interventionsorgan desuden en farvning med henblik paa identifikation af produktet. Denne farvning skal ske til de lavest mulige omkostninger".

4 Det italienske interventionsorgan, Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (herefter benaevnt "AIMA"), beregnede udgifterne ved den i forordning nr. 2794/83 foreskrevne farvning til 6,15 ECU pr. ton og anmodede om daekning af disse udgifter over EUGFL (3 682 607 099 LIT for den samlede maengde).

5 Kommissionen fandt, at udgifterne til farvning skulle daekkes med et fast beloeb, som den ved beslutning af 7. juni 1985 fastsatte til 1,17 ECU pr. ton behandlet korn. Den italienske regering anfaegtede denne refusionsmetode og indbragte sagen for Domstolen med paastand om annullation af beslutningen, jf. EOEF-Traktatens artikel 173. Ved dom af 4. februar 1988, (sag 256/85, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 521) gav Domstolen Den Italienske Republik medhold og annullerede beslutningen, for saa vidt som beslutningen anvendtes paa farvning i henhold til Kommissionens forordning nr. 2794/83.

6 Med henblik paa opfyldelsen af dommen anmodede Kommissionen ved telex af 15. april 1988 Den Italienske Republik og andre beroerte medlemsstater om inden den 29. april 1988 at oplyse Kommissionen om de faktisk afholdte udgifter til farvning af korn i regnskabsaarene 1983, 1984, 1985 og 1986 og samtidig fremlaegge bevis for, at farvningen var sket paa den billigste maade. Italien reagerede ikke paa denne anmodning.

7 Ved en kontrolundersoegelse, som EF-tjenestemaend udfoerte hos AIMA i slutningen af oktober 1988, modtog Kommissionen imidlertid visse oplysninger fra de italienske myndigheder. Det oplystes, at farvningen havde fundet sted mellem den 26. oktober 1983 og den 6. oktober 1986. Farvningen var blevet foretaget individuelt for AIMA' s regning af de ansvarlige for oplagringen, efterhaanden som produktet fra interventionslageret blev udleveret til aftagerne. AIMA havde overdraget kontrollen af disse individuelle operationer til en privat virksomhed, som for hvert parti, der blev bragt i omsaetning, udstedte en farvningsattest. AIMA havde paa intet tidspunkt henvendt sig til andre virksomheder om at faa foretaget farvning.

8 Den 26. november 1988 gav de italienske myndigheder Kommissionen yderligere oplysninger. Oplysningerne svarede til dem, som AIMA allerede havde fremsendt i to andre telexmeddelelser af 7. januar og 5. oktober 1984, og indeholdt en specifikation af udgifterne til farvning.

9 Kommissionen fandt, at disse oplysninger ikke udgjorde et tilstraekkeligt bevis for, at den af AIMA valgte metode var den billigste, og at det italienske organ derfor ikke havde opfyldt forpligtelserne i artikel 5 i forordning nr. 2794/83. Trods de italienske myndigheders protester udstedte Kommissionen endelig den 26. juni 1989 den omtvistede beslutning, hvorefter de af Den Italienske Republik meddelte omkostninger finansieres over EUGFL med 1,17 ECU pr. ton farvet korn.

10 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

11 Den italienske regering har fremsat to anbringender til stoette for sin paastand. Ved udstedelsen af den omtvistede beslutning har Kommissionen for det foerste paa ny rejst det stridsspoergsmaal, som Domstolen tog endelig stilling til ved ovennaevnte dom af 4. februar 1988. Kommissionen har herved tilsidesat princippet om retsafgoerelsers retskraft. Den italienske regering har for det andet gjort gaeldende, at den har foert bevis for de faktisk afholdte udgifter, og at det paahviler Kommissionen konkret at godtgoere, hvorfor de meddelte udgifter ikke kan anses for de lavest mulige omkostninger.

Den tidligere afsagte doms retskraft

12 Ifoelge den italienske regering burde Kommissionen have anfaegtet de meddelte udgifters stoerrelse under den sag, som afsluttedes ved afsigelsen af ovennaevnte dom af 4. februar 1988. Kommissionen kan ikke afhjaelpe denne undladelse ved under en ny sag at anfaegte rigtigheden af de meddelte udgifter. Dommens retskraft omfatter ikke blot de af parterne faktisk fremsatte anbringender, men ogsaa de argumenter, som kunne have vaeret fremfoert, men ikke blev det.

13 Kommissionen mener ikke, at dette anbringende kan laegges til grund. Sag 256/85 vedroerte spoergsmaalet, om det var lovligt at refundere farvningsudgifterne med et fast beloeb. Det var foerst efter, at dette spoergsmaal var blevet besvaret benaegtende, at Kommissionen kunne rejse spoergsmaalet, om farvningen var sket til de lavest mulige omkostninger. Det fremgaar af praemis 18 i ovennaevnte dom af 4. februar 1988, at Domstolen udtrykkeligt undlod at tage stilling til dette spoergsmaal.

14 Det bemaerkes, at retskraften kun vedroerer de faktiske og retlige omstaendigheder, som den paagaeldende retsafgoerelse rent faktisk eller noedvendigvis har taget stilling til. I ovenaevnte dom tog Domstolen kun stilling til spoergsmaalet, om de omtvistede udgifter ifoelge de almindelige regler for finansiering af interventionsoperationer i henhold til den faelles landbrugspolitik skulle godtgoeres fuldt ud eller med et fast beloeb.

15 Den foreliggende sag vedroerer derfor et andet forhold, nemlig stoerrelsen af de meddelte udgifter, som dommen af 4. februar 1988 ikke tog stilling til.

16 Anbringendet vedroerende retskraft kan derfor ikke laegges til grund.

Bevisbyrden

17 Ifoelge den italienske regering har den italienske administration behoerigt oplyst, at den havde afholdt udgifter, som faktisk svarede til de saerlige forhold, der gjaldt paa det paagaeldende marked i Italien. Det tilkommer derfor Kommissionen at angive den noejagtige grund til, at udgifterne ikke kunne godkendes, og navnlig godtgoere, at omkostningerne ikke var de lavest mulige. En simpel henvisning til forskellen mellem de af Italien og de andre medlemsstater meddelte udgifter kan ikke anses for gyldigt bevis.

18 Kommissionen har heroverfor anfoert, at farvningen i Italien ikke blev foretaget ifoelge faellesskabsreglerne. Artikel 5 i forordning nr. 2794/83 paalaegger nemlig medlemsstaterne en konkret pligt, idet farvningen skal ske til de lavest mulige omkostninger. For at overholde denne bestemmelse er det noedvendigt at foretage en sammenligning. I det foreliggende tilfaelde har de italienske myndigheder imidlertid ikke foretaget en saadan sammenligning. Kommissionen er af den opfattelse, at en saadan mangel i henhold til Domstolens praksis giver den mulighed for at naegte enhver refusion af udgifterne. Kommissionen har dog af billighedshensyn i stedet for taget de udgifter i betragtning, der svarer til en mere effektiv farvningsmetode.

19 I denne forbindelse henvises foerst til de almindelige bevisregler i forbindelse med finansieringen af den faelles landbrugspolitik. Ifoelge Domstolens faste praksis paahviler det Kommissionen at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne vedroerende de faelles markedsordninger for landbruget (jf. dom af 24.3.1988, sag 347/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 1749, af 2.2.1989, sag 262/87, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 225, og af 10.7.1990, sag C-335/87, Den Hellenske Republik mod Kommissionen, Sml. I, s. 2875). Saafremt Kommissionen har paavist, at der foreligger en saadan tilsidesaettelse, skal den paagaeldende medlemsstat i paakommende tilfaelde godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen.

20 Det skal herefter fremhaeves, at denne praksis forudsaetter, at der kan sondres mellem det forhold, at bestemmelserne eventuelt er tilsidesat, og de oekonomiske virkninger heraf. Der kan imidlertid ikke foretages en saadan sondring i den foreliggende sag, hvor tilsidesaettelsen af forpligtelsen efter artikel 5, andet afsnit, i forordning nr. 2794/83 direkte vedroerer finansieringsformen for den paagaeldende operation og dermed dennes oekonomiske virkninger. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 16 i sit forslag til afgoerelse, bestaar tilsidesaettelsen netop i, at omkostningerne ved den omtvistede operation ikke var de lavest mulige. Da den paagaeldende medlemsstat er i besiddelse af alle oplysninger vedroerende omstaendighederne i forbindelse med operationen, paahviler det denne at foere bevis for, at faellesskabsreglen er overholdt.

21 Det skal derfor afgoeres, om den italienske administration har godtgjort, at farvningsoperationen, jf. artikel 5, andet afsnit, i forordning nr. 2794/83, blev gennemfoert til de lavest mulige omkostninger. Det kraeves herved i det mindste bevist, at den valgte farvningsmetode var billigere end andre, eller at det ikke var muligt at vaelge en anden metode.

22 Det fremgaar af sagen, at den italienske administration har foert bevis for, at farvningsoperationen blev foretaget, og har fremlagt en specifikation af de forskellige hermed forbundne omkostninger, nemlig det anvendt farvestofs art og pris, oploesningsomkostninger, udgifter til apparatur og certifikater samt udlagringsomkostninger. Den italienske administration har imidlertid ikke givet Kommissionen nogen oplysninger, der beviser, at de for operationen saaledes afholdte omkostninger var de lavest mulige. Den italienske administration har nemlig hverken godtgjort, at den anvendte farvningsmetode var billigere end andre metoder, eller at den, selv om den i visse henseender var mere praktisk, var den eneste mulige metode, naar henses til de foreliggende omstaendigheder.

23 Det er derfor ikke godtgjort, at forpligtelsen i henhold til artikel 5, andet afsnit, sidste punktum, i forordning (EOEF) nr. 2794/83 blev overholdt.

23 Det fremgaar af Domstolens praksis, at Kommissionen under disse omstaendigheder var berettiget til at naegte at lade de meddelte omkostninger finansiere over EUGFL eller kunne noejes med at refundere en del af omkostningerne (jf. dom af 25.11.1987, sag 342/85, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 4677, og ovennaevnte dom af 24.3.1988, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen). Kommissionen kan under disse omstaendigheder udoeve et skoen ved fastsaettelsen af den del af udgifterne, der kan finansieres over EUGFL. I den foreliggende sag havde Kommissionen kompetence til at fastsaette omkostningerne til 1,17 ECU pr. ton. Dette beloeb svarer til det vaegtede gennemsnit af de af de andre medlemsstater meddelte omkostninger.

25 Sagsoegerens andet anbringende kan derfor ikke laegges til grund.

Sagens omkostninger

26 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Den Italienske Republik har tabt sagen og skal derfor betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionen frifindes.

2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.