61989J0227

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere - faellesskabsbestemmelser - afloesning af overenskomster om social sikring afsluttet mellem medlemsstater - begraensning - bevarelse af fordele, der tidligere var sikrede ved en kombineret anvendelse af national ret og overenskomstbestemmelser

(EOEF-Traktaten, art. 48, stk. 2, og art. 51; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 6 og 7)

Traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51 skal fortolkes saaledes, at arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, ikke maa miste sociale rettigheder som foelge af, at overenskomster mellem to eller flere medlemsstater, der er inkorporeret i national lovgivning, ikke finder anvendelse efter ikrafttraedelsen af Raadets forordning nr. 1408/71.

Den omstaendighed, at forordning nr. 1408/71 har afloest bestemmelserne i overenskomster om social sikring afsluttet mellem medlemsstater, kan nemlig ikke foere til en tilsidesaettelse af maalsaetningen med Traktatens artikel 48 og 51, hvilket ville vaere tilfaeldet, saafremt arbejdstagere som foelge af udoevelsen af deres ret til fri bevaegelighed ville miste de fordele i form af social tryghed, som tidligere var sikret dem i henhold til national lovgivning alene eller i henhold til national lovgivning i forbindelse med internationale overenskomster om social sikring, der gaelder mellem to eller flere medlemsstater.

1 Ved kendelse afsagt den 9. februar 1989, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 18. juli s.aa., har Socialgericht Stuttgart i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt De Europaeiske Faellesskabers Domstol en anmodning om praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af bestemmelserne i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366) og af EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51.

2 Fortolkningsspoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som Roenfeldt har anlagt mod Bundesversicherungsanstalt fuer Angestellte vedroerende beregningen af hans alderspension.

3 Roenfeldt, der er tysk statsborger og bosat i Forbundsrepublikken Tyskland, indbetalte fra 1941-1957 bidrag i medfoer af den tyske alderspensionsforsikringsordning. Han arbejdede derefter i Danmark indtil 1971 og indbetalte i dette tidsrum bidrag til den danske socialforsikring. Derefter fik han arbejde i Tyskland, hvor han som arbejdstager blev omfattet af en obligatorisk forsikring.

4 Det fremgaar af sagen, at pensionsalderen i Danmark og Tyskland ikke er ens. I Danmark er den 67 aar, mens den i Tyskland er 65 aar med mulighed for foertidspensionering ved det fyldte 63. aar. Artikel 25 i Angestelltenversicherungsgesetz indeholder saaledes foelgende bestemmelse:

"1) Alderspension ydes efter ansoegning til personer, der er fyldt 63 aar ..., naar den i § 7, foerste afsnit, omhandlede venteperiode er tilbagelagt.

...

7) ... Venteperioden er fuldstaendig, naar forsikringsperioden omfatter 35 aar omfattende mindst 180 kalendermaaneder ..."

5 Roenfeldt soegte kort foer han fyldte 63 aar at opnaa foertidspensionering i henhold til den tyske lovgivnings regler. Dette var imidlertid ikke muligt for ham, idet den sagsoegte institution gav afslag herpaa under henvisning til, at de i Danmark indbetalte bidrag foerst kunne tages i betragtning ved beregningen af hans pensionsrettigheder i Tyskland, naar han havde naaet den almindelige i dansk lov fastsatte pensionsalder, dvs. 67 aar.

6 Roenfeldt indbragte Bundesversicherungsanstalt' s afslag for Sozialgericht Stuttgart med paastand om, at de af ham i Danmark tilbagelagte bidragsperioder uanset den i dansk lovgivning fastsatte pensionsalder skal medregnes ved fastsaettelse af hans tyske pension. Han har til stoette herfor paaberaabt sig den mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark afsluttede overenskomst om social tryghed af 14. august 1953, hvorefter de i Danmark tilbagelagte forsikringsperioder skal tages i betragtning ikke blot ved tilbagelaeggelsen af ventetiden, men ogsaa ved beregningen af den tyske alderspension.

7 Den sagsoegte institution har paa sin side gjort gaeldende, at de i Danmark tilbagelagte forsikringsperioder kun kan medregnes ved fastlaeggelse af ventetiden og pensionsbetingelserne. Den har tilfoejet, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig den naevnte tysk-danske overenskomst, idet faellesskabsforordningerne om social sikring er traadt i stedet for overenskomsterne mellem medlemsstaterne.

8 Socialgericht har i forelaeggelseskendelsen betvivlet gyldigheden efter faellesskabsretten af nationale ordninger, der fastsaetter en bestemt pensionsalder som betingelse for at faa udbetalt ydelser i anledning af alderdom, idet denne pensionsalder ikke er ens i alle medlemsstaterne.

9 Paa denne baggrund har den nationale ret besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"Er forordning (EOEF) nr. 1408/71, sammenholdt med § 25 i Angestelltenversicherungsgesetz forenelig med EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51?"

10 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

11 Indledningsvis bemaerkes, at det ikke tilkommer Domstolen ved en procedure i henhold til Traktatens artikel 177 at tage stilling til, om en national lov er forenelig med Traktaten. Domstolen er derimod kompetent til at give den nationale ret alle de oplysninger vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, som kan saette den paagaeldende ret i stand til at afgoere, om den nationale lov er forenelig med faellesskabsretten.

12 For saa vidt angaar den af den nationale ret omtalte tvivl vedroerende gyldigheden efter EF-retten af nationale bestemmelser, der fastsaetter forskellige pensionsaldre, bemaerkes, at forordning nr. 1408/71 efter Domstolens faste praksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.7.1988, sag 21/87, Borowitz, Sml. s. 3715, praemis 23) ikke indfoerer en faelles social sikringsordning, men at de nationale sikringsordninger fortsat bestaar efter forordningens ikrafttraeden. Domstolen har gentagne gange (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, praemis 20) fastslaaet, at der efter artikel 51 fortsat kan gaelde forskellige sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater og dermed forskellige rettigheder for arbejdstagerne dér. Forskelle i de forskellige medlemsstaters sociale sikringsordningers materielle og formelle regler paavirkes saaledes ikke af Traktatens artikel 51.

13 For saa vidt angaar medregningen af forsikringsperioder, arbejdstagere har tilbagelagt i andre medlemsstater, staar det fast, at efter artikel 16 og 17 i overenskomsten om social tryghed af 14. august 1953 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark, medregnes for tyskere, der har boet i Danmark og tilbagelagt forsikringsperioder i Tyskland, ved beregningen af den tyske pension opholdsperioder paa indtil 15 aar i Danmark.

14 Det fremgaar imidlertid af artikel 6 i forordning nr. 1408/71, at forordningen, medmindre andet er bestemt i forordningens artikel 7, 8 og 46, stk. 4, baade hvad angaar dens personkreds og saglige anvendelsesomraade, traeder i stedet for overenskomster afsluttet mellem to eller flere medlemsstater. De naevnte bestemmelser i den tysk-danske overenskomst er ikke omfattet af de udtrykkeligt naevnte undtagelser og kan derfor ikke laengere finde anvendelse paa ydelser, der fastsaettes efter ikrafttraedelsen i Danmark af forordning nr. 1408/71. Disse bestemmelser i den tysk-danske overenskomst er derfor med virkning fra den 1. april 1973 blevet afloest af faellesskabsbestemmelserne i den naevnte forordning.

15 Det maa herefter undersoeges, om, og i bekraeftende fald, hvorledes faellesskabsretten ved tildeling af alderspension i en anden medlemsstat regulerer spoergsmaalet om medregning af forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Danmark, og bidrag, der er indbetalt dér foer forordning nr. 1408/71' s ikrafttraeden i Danmark, som foelge af Danmarks tiltraedelse af Faellesskaberne.

16 Herved bemaerkes foerst, at artikel 94, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at "enhver forsikringsperiode samt - i givet fald - enhver beskaeftigelses- eller bopaelsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning forud for den 1. oktober 1972 eller forud for datoen for denne forordnings anvendelse i den paagaeldende medlemsstat, skal tages i betragtning ved afgoerelsen af ret til ydelser efter denne forordning". Heraf foelger, at der i det i hovedsagen foreliggende tilfaelde ved afgoerelsen af spoergsmaalet om pensionsrettighederne i Tyskland ogsaa skal tages hensyn til de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter dansk lovgivning foer datoen for naevnte forordnings ikrafttraeden i Danmark.

17 Det bemaerkes dernaest, at efter artikel 45 i forordning nr. 1408/71 skal den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperioder, medregne forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gaeldende lovgivning.

18 Det maa dog, for saa vidt angaar beregningen af pensionens beloeb, tilfoejes, at det omvendt i artikel 46 i samme forordning er bestemt, at enhver kompetent institution i en medlemsstat fastsaetter ydelsens stoerrelse i overensstemmelse med reglerne i den for institutionen gaeldende lovgivning og paa grundlag af den samlede laengde af de forsikrings- eller bopaelsperioder, der skal tages i betragtning i henhold til den paagaeldende lovgivning.

19 Naevnte forordning nr. 1408/71 indeholder altsaa ikke bestemmelser om, at bidragsperioder, der er tilbagelagt i en eller flere andre medlemsstater, med henblik paa en forhoejelse af pensionens beloeb skal laegges til de bidragsperioder, der er tilbagelagt i den medlemsstat, hvor der ansoeges om pension. Forsikringsperioder, der er tilbagelagt i forskellige medlemsstater, medregnes altsaa kun med henblik paa erhvervelsen af pensionsretten.

20 Heraf foelger derfor, at de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Danmark, modsat af, hvad der gaelder efter den naevnte tysk-danske overenskomst, ikke efter bestemmelerne i forordning nr. 1408/71 kan medregnes ved beregningen af pensionsbeloebet, der fastlaegges forholdsmaessigt efter de i henhold til den tyske lovgivning tilbagelagte perioder. Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at sagsoegeren fortaber de sociale fordele, som den mellem de to naevnte stater afsluttede bilaterale overenskomst indroemmede ham.

21 Paa denne baggrund maa det af Sozialgericht Stuttgart forelagte spoergsmaal tilsigte en afgoerelse af, om den fortabelse af fordele for saa vidt angaar social sikring, der rammer de paagaeldende arbejdstagere som foelge af, at overenskomster mellem medlemsstaterne ikke finder anvendelse efter ikrafttraedelsen af forordning nr. 1408/71, er retmaessig efter Traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51.

22 Det bemaerkes, at Domstolen i dom af 7. juni 1973 (sag 32/72, Walder, Sml. s. 599, praemis 6 og 7), vedroerende fortolkningen af artikel 6 og 7 i forordning nr. 1408/71 har fastslaaet, at det af disse bestemmelser klart fremgaar, at princippet om, at forordningen traeder i stedet for bestemmelserne i overenskomster om social sikring afsluttet mellem medlemsstater, har en bindende virkning, som ikke tillader andre undtagelser end dem, der udtrykkeligt er fastsat i forordningen.

23 Det maa imidlertid afgoeres, om dette princip er foreneligt med grundreglen om fri bevaegelighed for arbejdstagerne i Traktatens artikel 48-51, naar foelgen heraf bliver, at arbejdstagerne, for saa vidt angaar visse rettigheder, stilles ringere end efter den tidligere ordning.

24 Hertil bemaerkes, at bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, der er udstedt med hjemmel i Traktatens artikel 51, skal fortolkes paa baggrund af formaalet med naevnte traktatartikel, der er at bidrage til, at vandrende arbejdstageres frie bevaegelighed bliver saa vidtgaaende som muligt, idet dette princip er et af Faellesskabets grundprincipper.

25 Faktisk skal Raadet ifoelge Traktatens artikel 51 vedtage de foranstaltninger vedroerende social tryghed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed og herved indfoere en ordning, som goer det muligt at sikre vandrende arbejdstagere sammenlaegning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik paa at indroemme og opretholde retten til ydelser og paa beregning af disse.

26 I den forbindelse bemaerkes, at det i Domstolens faste praksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 24.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, praemis 13, af 23.2.1986, sag 254/84, De Jong, Sml. s. 671, praemis 15, og af 14.12.1989, sag 168/88, Dammer, Sml. s. 4553, praemis 21) er fastslaaet, at maalet for Traktatens artikel 48-51 ikke vil blive naaet, hvis arbejdstagerne som foelge af udoevelsen af deres ret til fri bevaegelighed ville miste de fordele i form af social tryghed, som de under alle omstaendigheder sikres, hvis kun en enkelt medlemsstats lovgivning finder anvendelse. Paa grundlag heraf har Domstolen i dom af 9. juli 1980 (sag 807/79, Gravina, Sml. s. 2205, praemis 7), fastslaaet, at Faellesskabets regler ikke kan anvendes saaledes, at de medfoerer en nedsaettelse af de ydelser, der udredes i henhold til en bestemt medlemsstats lovgivning.

27 Denne praksis maa forstaas saaledes, at ydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning maa anses for at omfatte saavel ydelser, der er fastlagt alene ved national lovgivning og vedtaget af de nationale lovgivende organer, som ydelser i henhold til bestemmelser i internationale overenskomster om social sikring, der gaelder mellem to eller flere medlemsstater og er inkorporeret i deres nationale lovgivning, saaledes at vedkommende arbejdstager i henhold til dem opnaar en gunstigere stilling end den, han har i henhold til faellesskabsbestemmelserne.

28 En anden fortolkning af naevnte retspraksis, hvorefter der ikke kan tages hensyn til bestemmelser i overenskomster mellem medlemsstater, der giver arbejdstagerne stoerre fordele end Faellesskabets bestemmelser, ville indebaere en vaesentlig begraensning af raekkevidden af formaalene med artikel 51, idet en arbejdstager, der udnytter sin ret til fri bevaegelighed, herved ville blive stillet ringere, end hvis han ikke havde udnyttet retten til fri bevaegelighed.

29 Det foelger af det anfoerte, at spoergsmaalet fra den forelaeggende ret maa besvares med, at Traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51 skal fortolkes saaledes, at arbejdstagere ikke maa miste sociale rettigheder som foelge af, at overenskomster mellem to eller flere medlemsstater, der er inkorporeret i national lovgivning, ikke finder anvendelse efter ikrafttraedelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelsen af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet.

Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af Raadet og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt den af Sozialgericht Stuttgart ved kendelse af 9. februar 1989, for ret:

Traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51 skal fortolkes saaledes, at arbejdstagere ikke maa miste sociale rettigheder som foelge af, at overenskomster mellem to eller flere medlemsstater, der er inkorporeret i national lovgivning, ikke finder anvendelse efter ikrafttraedelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelsen af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet.