61989C0307

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. I denne sag har Kommissionen nedlagt paastand om, at det statueres, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (1).

2. Ifoelge bestemmelserne i artikel L 815 i den franske lov om social sikring (Code de la sécurité sociale, herefter benaevnt "CSS") kan personer, der er berettiget til en fransk invalide-, alderdoms- eller enkepension, og som er statsborgere i andre medlemsstater, men bosat i Frankrig, kun goere krav paa tillaegsydelsen fra Fonds national de solidarité (herefter benaevnt "FNS"), naar en dobbelt betingelse er opfyldt, nemlig for det foerste, at der er indgaaet en international konvention om gensidighed med den medlemsstat, hvor den pensionsberettigede er statsborger (CSS' artikel L 815-5), og for det andet, at den pensionsberettigede har boet i Frankrig i en bestemt periode (CSS' artikel L 815-2 som aendret ved lov nr. 87-39 af 27. januar 1987) (2).

Artikel 3, stk. 1, om "ligebehandling" i forordning nr. 1408/71 bestemmer imidlertid, at

"personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning" (3).

3. Under den administrative fase af proceduren i henhold til artikel 169 anfoerte den franske regering, at tillaegsydelsen fra FNS var social forsorg, som forordning (EOEF) nr. 1408/71, herunder den naevnte artikel 3, stk. 1, ikke fandt anvendelse paa (4). Domstolen har imidlertid gentagne gange fastslaaet, at forordning nr. 1408/71 ogsaa finder anvendelse paa tillaegsydelser (5) og har endnu engang udtrykkeligt bekraeftet dette med hensyn til den tillaegsydelse, der udbetales af FNS, ved dom af 12. juli 1990 (6). Paa baggrund af denne retspraksis bestrider den franske regering ikke laengere, at den paagaeldende franske lovgivning faktisk er i strid med faellesskabsretten, og den har taget skridt til at tilpasse sin lovgivning. I efteraaret 1990 blev der fremsat lovforslag herom for det franske parlament (7). Denne omstaendighed aendrer imidlertid intet ved traktatbruddet.

4. Skoent det ikke laengere bestrides, at den paagaeldende lovgivning er uforenelig med faellesskabsretten, har den franske regering dog henvist til, at denne lovgivning i praksis ikke (laengere) anvendes paa statsborgere fra andre af Faellesskabets medlemsstater, og at disse, som det kraeves i artikel 3, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, nu har samme rettigheder som franske statsborgere. Allerede i svaret paa Kommissionens begrundede udtalelse meddelte den franske regering den 26. november 1987, at det for statsborgere fra andre medlemsstater ikke laengere kraevedes, at der var indgaaet en international konvention om gensidighed som betingelse for tildeling af en tillaegsydelse, og at alle kompetente instanser var blevet underrettet herom ved ministerielt cirkulaere nr. 1370 af 5. november 1987 (8). Med hensyn til kravet om bopael i en bestemt periode i Frankrig henviste den franske regering til, at de noedvendige gennemfoerelsesdekreter aldrig var blevet udstedt, og at dette krav derfor aldrig blev anvendt.

Det maa imidlertid bemaerkes, at den omstaendighed, at en i sig selv diskriminerende lovgivning som foelge af instrukser til de kompetente myndigheder eller paa grund af manglende gennemfoerelsesdekreter i praksis ikke foerer til forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater, ikke kan berettige den paagaeldende lovgivning. Opretholdelse af den paagaeldende lovgivning kan skabe usikkerhed og tvivl hos de kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat og frem for alt hos de beroerte borgere fra andre medlemsstater (9). Dette bekraeftes af den omstaendighed, at Kommissionen har fastslaaet, at tillaegsydelsen i praksis sommetider alligevel blev naegtet statsborgere fra andre medlemsstater (10).

5. Derfor foreslaar jeg Domstolen at statuere, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordning (EOEF) nr. 1408/71, navnlig dennes artikel 3, stk. 1, og at doemme den til at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2.

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) AEndret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 om aendring og ajourfoering af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og forordning (EOEF) nr. 574/72 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, EFT 1983 L 230, s. 6.

(2) De naermere bestemmelser for denne anden betingelse skulle fastsaettes ved gennemfoerelsesdekreter.

(3) EFT 1983 L 230, s. 13.

(4) Se artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71. Den franske regering har dog kun brugt dette argument i sit svar af 7.3.1986 paa Kommissionens skrivelse af 4.12.1985.

(5) Se f.eks. dom af 9.10.1974, sag 24/74, Biason, Sml. 1974, s. 999, praemis 9-12; dom af 24.2.1987, forenede sager 379/85-381/85 og sag 93/86, Giletti, Sml. 1987, s. 971, praemis 9-12; og dom af 17.12.1987, sag 147/87, Zaoui, Sml. 1987, s. 5511, praemis 9.

(6) Dom af 12.7.1990, sag C-236/88, Kommissionen mod Frankrig (Fonds national de solidarité), Sml. I, s. 3163. I denne sag var der tale om tildeling af samme tillaegsydelse til en pensionsberettiget person, som bor eller bosaetter sig i en anden af Faellesskabets medlemsstater. Se ogsaa mit forslag til afgoerelse af 12.6.1990 i denne sag.

(7) Se bilag til den franske regerings duplik. Det boer bemaerkes, at den franske regering i slutningen af 1989/begyndelsen af 1990 allerede havde gjort et foerste forsoeg paa at aendre den paagaeldende lovgivning. Lovforslaget om aendring af CSS' artikel L 815-5 blev imidlertid da erklaeret ugyldigt af Conseil constitutionnel.

(8) Bilag V til Kommissionens staevning.

(9) Se f.eks. dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1974, s. 359, praemis 41 og 42.

(10) Se retsmoederapporten, s. 6.