61989C0214

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Denne sag drejer sig om nogle spoergsmaal, som Oberlandesgericht Koblenz har forelagt Domstolen vedroerende fortolkningen af artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benaevnt "konventionen"), som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978.

2. Jeg skal foerst give en kort oversigt over sagens faktiske omstaendigheder, men vil i oevrigt henvise til den mere udfoerlige fremstilling i retsmoederapporten.

I 1979 - og derefter i 1980 og 1981 - tegnede det engelske selskab Powell Duffryn plc (herefter benaevnt "Powell Duffryn") aktier i forbindelse med kapitalforhoejelser i det tyske selskab IBH-Holding AG (herefter benaevnt "IBH").

Den 28. juli 1980 blev det paa en generalforsamling i IBH besluttet at aendre selskabets vedtaegter. Blandt andet blev der, af interesse i denne sammenhaeng, indsat foelgende nye bestemmelse i vedtaegternes § 4: "Ved tegning eller erhvervelse af aktier eller interimsbeviser accepterer aktionaeren selskabets almindelige vaerneting i enhver tvist med selskabet eller dets organer." Det skal bemaerkes, at Powell Duffryn deltog i generalforsamlingen og dermed var til stede, da aendringen blev besluttet ved akklamation.

Efter at IBH var taget under konkursbehandling, anlagde advokat Petereit, som kurator i boet, sag mod Powell Duffryn ved Landgericht Mainz. Kurator gjorde gaeldende, dels at det engelske selskab ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til tegningserklaeringerne, dels at Powell Duffryn skulle tilbagebetale udbyttebeloeb, som med urette var blevet betalt til selskabet. Powell Duffryn gjorde paa sin side gaeldende, at Landgericht Mainz ikke var rette vaerneting. Retten erklaerede sig imidlertid kompetent til at paadoemme sagen, idet den betragtede vaernetingsklausulen i vedtaegternes § 4 som en gyldigt indgaaet vaernetingsaftale.

Powell Duffryn appellerede dommen til Oberlandesgericht Koblenz, som udsatte sagen og forelagde Domstolen i det vaesentlige foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:

1) Udgoer en vaernetingsklausul i et aktieselskabs vedtaegter en "aftale om retternes kompetence" som omhandlet i konventionens artikel 17, og har det betydning for besvarelsen af dette spoergsmaal, om aktionaeren selv har tegnet aktierne, eller om aktionaeren har erhvervet allerede eksisterende aktier?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende:

a) Opfylder tegning og overtagelse af aktier i forbindelse med en kapitalforhoejelse ved skriftlig tegningserklaering kravene til skriftlig form i henhold til konventionens artikel 17?

b) Er kravet om, at der skal vaere tale om et tilstraekkelig bestemt retsforhold, som fremtidige tvister opstaar i anledning af, jf. konventionens artikel 17, opfyldt?

c) Omfatter den paagaeldende vaernetingsklausul ogsaa betalingskrav i henhold til en aftale om aktietegning og krav paa tilbagebetaling af urigtigt betalt udbytte?

3. Hovedproblemet i sagen er saaledes at faa afklaret, om en vaernetingsklausul i et aktieselskabs vedtaegter udgoer en "aftale om retternes kompetence", jf. konventionens artikel 17, og dermed opfylder de formkrav, der opstilles i artiklen.

Artikel 17 - som affattet ved konventionen af 1978 om Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse - omhandler som bekendt den situation, at "... parterne i tilfaelde, hvor mindst én af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold". I artiklen kraeves det, at "en saadan aftale om retternes kompetence skal vaere indgaaet skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekraeftelse eller, inden for international handel, i en form, der er anerkendt af saedvanen paa dette omraade, og som parterne har eller burde have kendskab til".

I betragtning af bestemmelsens ordlyd maa det i foerste raekke undersoeges, om den i denne sag omhandlede vedtaegtsbestemmelse (vaernetingsklausulen) har karakter af en aftale i artikel 17' s forstand. Med henblik herpaa maa det allerfoerst afklares, hvilken betydning begrebet vedtagelse (eller aftale) maa antages at have i bestemmelsens forstand.

Det er i denne sammenhaeng klart, at de begreber, der er anvendt i konventionen - naar de ikke er defineret i denne - kan tillaegges en selvstaendig betydning, der dermed gaelder ensartet for alle kontraherende stater, eller kan forstaas saaledes, at de henviser til national ret. Som bekendt har Domstolen ikke principielt lagt sig fast paa en "national" eller en selvstaendig fortolkning, men har ladet dette bero paa en stillingtagen til de enkelte begreber for derefter i hvert enkelt tilfaelde at fastslaa, hvilken af de to muligheder der i stoerst omfang bidrager til, at konventionen faar sin fulde virkning (1).

I sin nyere praksis har Domstolen dog givet udtryk for klart at foretraekke en selvstaendig fortolkning af konventionen (2), saaledes at man kan haevde, at praksis paa dette omraade har udviklet sig i retning af, at den almindelige regel er en selvstaendig fortolkning, mens undtagelsen er en henvisning til national ret.

Efter min opfattelse maa ogsaa begrebet "aftale" mellem parterne, jf. konventionens artikel 17, fortolkes selvstaendigt. Fortolkningen boer ske dels ud fra konventionens formaal og opbygning - herunder specielt behovet for at undgaa forskelle i anvendelsen af konventionen og dermed for at sikre stoerre retssikkerhed gennem en klar og ensartet fortolkning for alle de kontraherende stater - dels ud fra de almindelige retsprincipper, der kan udledes af de nationale retsordener som helhed.

4. En sammenligning mellem retsordenerne i de kontraherende stater viser nemlig for det foerste, at de selskabsretlige forhold og specielt forholdet mellem selskabet og aktionaererne, som er det, der interesserer os her, ikke kvalificeres paa samme maade, men for det andet, at denne forskellige kvalifikation ikke indebaerer vaesentligt forskellige retsfoelger.

I de retsordener, hvor kontraktteorien er den fremherskende - og det er langt de fleste - er der saaledes enighed om, at de forpligtelser, der er forbundet med stillingen som aktionaer, kan bestaa uafhaengigt af den vilje, der individuelt er udtrykt. Eksempelvis ligger det fast, at en flertalsbeslutning paa generalforsamlingen, der principielt ikke kan opfattes som en form for kontraktafslutning, er bindende for alle selskabsdeltagerne, herunder ogsaa for dem, der har stemt imod, og for personer der foerst senere er blevet selskabsdeltagere. Omvendt er det i de retsordener, hvor normteorien er den fremherskende - dvs. hvor vedtaegterne (og allerede stiftelsesoverenskomsten) opfattes som en retsakt sui generis, der gaelder som objektiv ret for selskabsdeltagerne - muligt, at nogle af vedtaegtsbestemmelserne kun kan goeres gaeldende over for dem, der rent faktisk og udtrykkeligt (dvs. i egentlig kontraktmaessig form) har tilsluttet sig dem.

Naar alt kommer til alt forekommer denne kontrakt- og normteori mig med hensyn til kvalifikationen af selskabsforholdet at vaere temmelig teoretisk og i hvert fald af mindre betydning for loesningen af det foreliggende problem. Det afgoerende maa vaere, at selskabsbegrebet - uanset hvilken opfattelse man foelger, og uanset hvordan man loeser den teoretiske diskussion - beror paa, at der er givet udtryk for en retshandelsvilje, der er konkretiseret i stiftelsesoverenskomsten, som vedtaegterne indgaar i som en integreret bestanddel. Denne retshandelsvilje danner en fast tilknytning - mellem aktionaererne indbyrdes og mellem aktionaererne og selskabet - som finder sit mest omfattende og definitive grundlag i vedtaegterne, og som i realiteten, med hensyn til retsvirkningerne i denne sammenhaeng, i det mindste kan sammenlignes med et kontraktforhold.

5. Netop dette bekraeftes af dommen i Peters-sagen (3), hvori Domstolen antog, at et betalingskrav, som en forening (der havde status som en juridisk person) fremsatte over for et af sine medlemmer, maatte henregnes til sager om kontraktforhold. Dommen har betydning i to henseender: Paa den ene side praeciserede Domstolen, at begrebet kontraktforhold (jf. konventionens artikel 5) "ikke [boer] fortolkes blot som en henvisning til den interne ret i en af de stater, som sagen har tilknytning til" (4), og som begrundelse herfor udtalte den, at der i videst muligt omfang boer sikres lighed og ensartethed i de rettigheder og forpligtelser, konventionen indebaerer for de kontraherende stater og de af konventionen beroerte personer. Paa den anden side udtalte Domstolen, at der "ved indmeldelse i en forening opstaar en naer forbindelse mellem foreningens medlemmer af samme art som mellem parterne i en kontrakt" (5).

Det er naeppe noedvendigt at naevne, at den generelle og absolutte formulering, Domstolen har valgt til at karakterisere de retlige forhold inden for en sammenslutning, maa udelukke, at raekkevidden heraf kan knyttes alene til begrebet "kontraktforhold" i konventionens artikel 5, nr. 1, som dommen i Peters-sagen konkret angik. Jeg kan heller ikke se nogen grund til, at man i det foreliggende tilfaelde skulle fravige den naevnte praksis.

Alt i alt finder jeg det - inden for rammerne af en selvstaendig og ensartet fortolkning af konventionens begreber og under hensyn til hovedindholdet af selskabsbegrebet (uanset forskellene i den rent formelle kvalifikation i de enkelte retsordener) - tilladeligt og rimeligt, med henblik paa besvarelsen af de forelagte spoergsmaal, at antage, at vedtaegtsbestemmelser, der regulerer forholdet mellem selskabet og selskabsdeltagerne, er af kontraktmaessig karakter eller i hvert fald er af kontraktlignende karakter. Dette maa naturligvis ogsaa gaelde for en vaernetingsklausul som den, der her er tale om. En saadan klausul i vedtaegterne kan herefter henfoeres under begrebet "aftale" mellem parterne i artikel 17' s forstand.

6. Efter at det saaledes er afklaret, at en vaernetingsklausul i et selskabs vedtaegter kan opfattes som en "aftale" i forholdet mellem selskabet og aktionaeren, skal jeg tage stilling til, om betingelserne i konventionens artikel 17 er opfyldt.

Foer jeg behandler dette spoergsmaal, finder jeg det hensigtsmaessigt kort at redegoere for Domstolens praksis paa omraadet.

Domstolen har til stadighed fastholdt, at bestemmelserne i konventionens artikel 17 skal fortolkes snaevert og strengt, idet de udgoer en undtagelse fra det almindelige princip om, at sag skal anlaegges ved sagsoegtes hjemting (artikel 2), og fra de specielle kompetenceregler i artikel 5 og 6.

Domstolen har naermere udtalt, at da artikel 17 "som grundlag for kompetencevedtagelsen kraever en 'aftale' mellem parterne, maa den ret, for hvilken sagen er forelagt, foerst og fremmest proeve, om den bestemmelse, som tillaegger retten kompetence, faktisk har vaeret genstand for parternes samstemmende vilje, som skal vaere udtrykt klart og praecist" (6). Efter den fortolkning, Domstolen har anlagt, er den maade, den samstemmende vilje har fundet udtryk paa, dermed naert knyttet til beviset for, at selve aftalen mellem parterne er kommet i stand. Saaledes skal "formkravene i artikel 17 sikre, at parternes samstemmende vilje faktisk har vaeret til stede" (7).

Men i oevrigt viser de loesninger, Domstolen er naaet frem til i praksis, at den i et vist omfang har opbloedet de formkrav, der stilles i bestemmelsen.

Det ses saaledes af retspraksis paa omraadet, at parternes samstemmende vilje ogsaa kan fremgaa af omstaendighederne (f.eks. maa en part, som en vaernetingsklausul er til fordel for, antages at have tilsluttet sig klausulen) (8), af en bestemt adfaerd (f.eks. naar der ikke er rejst indsigelse mod en skriftlig bekraeftelse fra den anden parts side, eller naar en part har gjort brug af den for vaernetingsklausulen aftalte modydelse i tilfaelde, hvor vaernetingsklausulen er til fordel for den anden part) (9) eller af princippet om saedvanlig agtpaagivenhed, f.eks. i tilfaelde, hvor der er tale om klausuler eller en praksis, som den paagaeldende part kunne have kendt eller burde have kendt under udvisning af saedvanlig agtpaagivenhed (10).

Den opbloedning af formkravene, som Domstolen paa denne maade har foretaget, har fundet udtryk i den nye affattelse af artikel 17 som foelge af tiltraedelseskonventionen af 1978, og den er endog blevet viderefoert i den nye affattelse, som er den, der finder anvendelse i den foreliggende sag. I tiltraedelseskonventionen henvises der som bekendt til saedvaner inden for international handel, og det bestemmes, at en vaernetingsaftale ogsaa kan vaere indgaaet i den form, der er i overensstemmelse med en saedvane, som parterne har eller burde have kendskab til.

Alt dette viser en stoerre (og noedvendig) opmaerksomhed paa og forstaaelse for den internationale handels krav og, mere generelt udtrykt, den praksis, der foelges i forretningsforhold. Det er saaledes indlysende, at en alt for streng anvendelse af principperne i artikel 17 i praksis ville foere til, at man ikke kunne anvende vaernetingsklausuler i kontraktdokumenter - eller i andre dokumenter, der er udtryk for kontraktforhold (f.eks. vaerdipapirer) - i tilfaelde, hvor dokumenterne paa grund af deres saerlige karakter ikke underskrives (eller kun vanskeligt vil kunne underskrives) af en af parterne.

7. Domstolen har imidlertid fastholdt, at det skal godtgoeres, at parterne rent faktisk er naaet til enighed om klausulerne, dvs. at de bevidst er accepteret. Formaalet har nemlig hele tiden vaeret at forhindre, at en vaernetingsklausul indfoeres uafvidende, dvs. paa en saadan maade, at en af parterne ikke rent faktisk har faaet kendskab til den - eventuelt ogsaa kun under hensyn til, at der boer udoeves saedvanlig agtpaagivenhed, eller til, at der bestaar en handelsbrug, der maa anses for bekendt (jf. de ovenfor naevnte domme i sagerne Salotti og Tilly Russ).

I det foreliggende tilfaelde skal det saaledes afklares, om der foreligger en bevidst accept eller i det mindste et kendskab til en bestemmelse i et selskabs vedtaegter, hvorefter vaernetinget i sager vedroerende selskabet - som en fravigelse af den almindelige regel i konventionens artikel 2 om, at sag skal anlaegges ved sagsoegtes bopael, og som en fravigelse af de specielle kompetenceregler i konventionens artikel 5 og 6 - er retterne paa selskabets hjemsted (selskabets hjemting), uanset sagens art.

De tilfaelde, hvor spoergsmaalet om gyldigheden af og dermed muligheden for at paaberaabe sig en vaernetingsklausul opstaar, goer sig gaeldende i forskellige faser af selskabets eksistens.

Det foerste tilfaelde staar i forbindelse med, hvad jeg vil kalde spoergsmaalet om klausulens "oprindelige gyldighed", naar klausulen er optaget i vedtaegterne ved selskabets stiftelse. Jeg mener ikke, at der i dette tilfaelde opstaar saerlige problemer, naar det selskabsretlige forhold materielt kvalificeres som et kontraktforhold, saaledes som jeg allerede har foreslaaet. Med hensyn til formkravene i artikel 17 maa det vaere utaenkeligt, at stiftelsen af et selskab ikke skulle opfylde kravene, som Domstolen naermere har fastlagt dem.

Det giver ikke anledning til stoerre eller andre problemer, naar man ser paa det tilfaelde, at en vaernetingsklausul senere optages i vedtaegterne ved en generalforsamlingsbeslutning om en vedtaegtsaendring, specielt ikke hvad angaar de selskabsdeltagere, som har tilsluttet sig optagelsen af klausulen i vedtaegterne ved at stemme for vedtaegtsaendringen. Ogsaa i dette tilfaelde maa saavel de materielle betingelser (accepten) som de formelle betingelser (i det mindste skriftligt og underskrevet) i konventionens artikel 17 antages at vaere opfyldt.

Det er herefter naeppe noedvendigt at understrege, at klausulen - for saa vidt det er oplyst i sagen - i det foreliggende tilfaelde maa vaere gyldig og kunne goeres gaeldende over for Powell Duffryn, som udtrykkeligt har stemt for, at den blev optaget i IBH' s vedtaegter.

8. Der er givet udtryk for betaenkeligheder med hensyn til eller endog modstand mod muligheden for dels at betragte vaernetingsklausulen som gyldig i forhold til, og dels at anse det for tilladeligt, at den goeres gaeldende ogsaa over for de selskabsdeltagere a) som udtrykkeligt har rejst indsigelse, da klausulen blev optaget i vedtaegterne, eller b) som senere er indtraadt som selskabsdeltagere, idet de f.eks. har erhvervet en aktie pr. telefon eller - som det blev fremfoert under den mundtlige forhandling i et noget uheldigt eksempel - tilfaeldigt har fundet vaerdipapiret, eller endog har stjaalet det, eller har tegnet nye aktier i forbindelse med en kapitalforhoejelse. Argumentet skal i begge de naevnte tilfaelde vaere, at betingelserne i artikel 17 ikke er opfyldt. I det foerste tilfaelde foreligger der ikke en aftale, da der jo netop ikke var enighed, og i det andet tilfaelde kan det ikke godtgoeres, at der konkret er opnaaet enighed om et andet vaerneting end efter de almindelige regler.

Jeg deler ikke denne betaenkelighed. Tvaertimod mener jeg, at en vaernetingsklausul i et selskabs vedtaegter er bindende for alle selskabsdeltagerne, herunder ogsaa for de fremtidige selskabsdeltagere og endog for dem, som ikke kunne tilslutte sig, at klausulen blev indfoert, men som fortsat er selskabsdeltagere. Det modsatte synspunkt maa saaledes efter min opfattelse afvises, da det ikke bidrager til at erkende eller loese hverken de mest naerliggende eller de mere fjerntliggende eller generelle problemer (11).

Med hensyn til det tilfaelde, at en selskabsdeltager har givet udtryk for at modsaette sig indfoerelsen af en vaernetingsklausul i vedtaegterne, skal det for det foerste bemaerkes, at formaalet med artikel 17 er at forhindre, at en saadan klausul uafvidende indfoejes i en kontrakt, men i hvert fald ikke at udelukke, at klausulen bringes i anvendelse over for personer, som - med fuldt kendskab til dens eksistens, men dog uden at tilslutte sig den - bliver ved med at vaere selskabsdeltagere. Mens det normalt vil vaere saaledes, at en manglende accept af en vaernetingsklausul foerer til, enten at den kontrakt, den skal gaelde for, ikke kommer i stand, eller at klausulen ikke optages i kontrakten, vil det nemlig i det mindste vaere besynderligt, hvis en saadan manglende tilslutning, naar der er tale om et selskab, kunne foere til den overordentlig fordelagtige situation, at egenskaben af selskabsdeltager bevares, men at den paagaeldende klausul samtidig ikke kan goeres gaeldende over for selskabsdeltageren.

Hvad dernaest angaar det tilfaelde, at en selskabsdeltager har erhvervet denne egenskab ved koeb eller tegning af en aktie, er det overbevisende blevet gjort gaeldende, at der i dette tilfaelde normalt alligevel vil vaere opfyldt en eller anden skriftlig formalitet, enten samtidig med transaktionen eller i det mindste i form af en efterfoelgende bekraeftelse. Herved vil der vaere refereret til selskabets vedtaegter og til alle rettigheder og forpligtelser ifoelge vedtaegterne, saaledes at de strenge betingelser i konventionens artikel 17, som Domstolen har fortolket dem, er opfyldt (12).

I denne forbindelse maa der dog, jf. et forskningsnotat fra Domstolens Dokumentationsafdeling, goeres opmaerksom paa, at tegning og erhvervelse af aktier ganske vist sker paa en saadan maade, at der kraeves en eller anden skriftform, men at tegningserklaeringen og/eller det dokument, hvorved erhvervelsen af aktierne bekraeftes, normalt ikke indeholder en henvisning til vedtaegterne. I modsaetning til, hvad der er gjort gaeldende under den mundtlige forhandling, kan en udtrykkelig henvisning til selskabets vedtaegter dog naeppe vaere paakraevet, for at en vaernetingsklausul i vedtaegterne er gyldig, og her kan det ikke vaere relevant, hvad Domstolen har kraevet i forbindelse med vaernetingsklausuler i almindelige forretningsbetingelser eller standardkontrakter.

Det maa naesten vaere overfloedigt at goere opmaerksom paa, at mens en henvisning til almindelige forretningsbetingelser utvivlsomt er noedvendig, da forholdet jo ogsaa kan vaere, at der ikke findes almindelige forretningsbetingelser, ville en henvisning til vedtaegterne i det dokument, hvorved erhvervelsen eller tegningen af aktierne bekraeftes, vaere udtryk for en overdreven og unoedvendig formalisme. Selv en nok saa uafvidende eller lejlighedsvis aktiekoeber vil nemlig meget vel vaere klar over, at vedtaegtsbestemmelserne altid og under alle omstaendigheder vil vaere gaeldende for ham, ogsaa selv om der ikke er henvist til, at de finder anvendelse.

9. Jeg er imidlertid overbevist om, at problemets loesning kraever, at man anlaegger et videre perspektiv, hvorunder man ogsaa ser paa det saerlige forhold, der goer sig gaeldende i forbindelse med vaernetingsklausuler i et selskabs vedtaegter, og den betydning, der maa tillaegges den faelles "vilje" (i modsaetning til den individuelle accept), ikke alene i oekonomisk sammenhaeng, men ogsaa i selskabets retlige forhold. Vi vil ikke naa ret langt, hvis vi ikke erkender, at noeglen til loesningen af det problem, den nationale ret har forelagt, ikke kan bestaa i en fortolkning, der udelukkende tager udgangspunkt i den individuelle accept og den traditionelle kontraktdimension. Man ville maaske nok kunne finde frem til en loesning i den konkrete sag, men under alle omstaendigheder ville dimensionen vaere begraenset og ikke helt tilfredsstillende.

Specielt ville der med sikkerhed opstaa en uacceptabel "dualisme" i forholdet mellem selskabsdeltagerne, hvis man ville kraeve en accept i traditionel forstand fra hver enkelt selskabsdeltager - noejagtig som hvis man ville anvende de samme kriterier paa en vaernetingsklausul i et selskabs vedtaegter som dem, der anvendes paa en kontrakt om koeb af et parti sukkerroer. Dette ville nemlig vaere resultatet, hvis en saadan klausul - ogsaa selv om den falder ind under artikel 17' s anvendelsesomraade - kun kunne goeres gaeldende over for dem, der har deltaget i fastsaettelsen af vedtaegterne samtidig med vedtagelsen af stiftelsesoverenskomsten, eller, hvis klausulen er indfoejet senere, kun over for dem, der har stemt for den. I forbindelse med erhvervelse af allerede bestaaende aktier ville man endog kunne naa til det resultat, at klausulen skulle gaelde i forhold til erhververne, alt efter om de har koebt aktierne af selskabsdeltagere, som den var gaeldende for, eller af andre selskabsdeltagere. Det er klart, at man ville naa frem til et saadant uacceptabelt resultat, hvis man blindt fulgte Domstolens afgoerelse i Tilly Russ-sagen (13).

Det er sikkert ikke tilfaeldigt, at alle, der har afgivet indlaeg i denne sag, har udtalt sig imod en dualistisk loesning. Hvis der ikke skulle gaelde samme regler, ville det nemlig kunne foere til en helt paradoksal situation, specielt hvis et selskab har mange selskabsdeltagere i mange forskellige lande. Selskabet ville da, hvis en klausul som den foreliggende ikke fandtes, vaere tvunget til - eventuelt ved domstole i hele Europa, Amerika og Asien - at goere krav gaeldende mod selskabsdeltagere, maaske kun for at inddrive en ubetydelig del af sine fordringer.

For det foerste har netop princippet om ligebehandling af selskabsdeltagerne og de allerede naevnte indlysende krav foert til, at man i de lande, hvor man har reguleret forholdet mest indgaaende, har indfoert et selskabsvaerneting (forum societatis) i lovgivningen. Som bekendt er en eksklusiv eller konkurrerende kompetence for retten paa det sted, hvor selskabet har sit hjemsted, et fast element i sammenhaeng med saavel sager mellem selskabsdeltagerne indbyrdes som mellem selskabet og selskabsdeltagerne, og dette gaelder naturligvis helt uafhaengigt af sagens karakter eller af, om selskabet er sagsoeger eller sagsoegt (14).

Det er endvidere betegnende, at man i den vaernetingsklausul, denne sag drejer sig om, har benyttet det i oevrigt saedvanligt anvendte udtryk "selskabets almindelige vaerneting".

Det ville naturligvis ikke vaere rimeligt at forestille sig, at hver enkelt selskabsdeltager ved erhvervelsen eller tegningen af aktierne skulle underskrive en udtrykkelig og saerskilt erklaering om, at han anerkender en vaernetingsklausul, hvorefter selskabsvaernetinget skal gaelde. Et saadant resultat, som heller ikke laengere vil vaere i overensstemmelse med Domstolens praksis, ville i alle tilfaelde heller ikke vaere realistisk, naar man tager i betragtning, hvorledes aktieomsaetningen rent teknisk foregaar, og det ville ikke forhindre, at der kom til at gaelde to forskellige regelsaet for aktionaererne. Ret beset ville det betyde, at det ville vaere helt umuligt for et aktieselskab at benytte sig af en vaernetingsklausul som den, der her er tale om.

Som vi har set, maa der anlaegges en anden, mindre snaever synsvinkel, hvorved der - under fuld iagttagelse af formaalet med konventionens artikel 17 og ud over enhver saavel unoedvendig som skadelig formalisme - tages hensyn til de reelle forhold i forbindelse med selskabsbegrebet, til selskabsbegrebets saerlige kendetegn i forhold til aftaler i handelsforhold og endelig til aktieomsaetningens krav.

10. Naar det drejer sig om selskaber, er det ubestrideligt, at der ved stiftelsen (uanset hvorledes stiftelses-"overenskomsten" skal opfattes som retlig konstruktion) er tale om sammenfaldende oekonomiske interesser, som gaar ud paa at soege at realisere faelles maalsaetninger. Stiftelsesretsakten er karakteriseret af et interessefaellesskab, da alle kontraherende parter oensker at opnaa overskud og fordele gennem udoevelse af en faelles (erhvervsmaessig) virksomhed. Dette gaelder uafhaengigt af den enkelte selskabsdeltagers bevaeggrunde for at forfoelge den faelles interesse, idet disse bevaeggrunde naturligvis kan vaere forskellige, uden at dette kan vaere afgoerende.

Dette oprindelige interessesammenfald og selskabsdeltagernes ensartede retsstilling (som ikke alene bestaar mellem selskabsdeltagerne paa stiftelsestidspunktet, men ogsaa i forholdet mellem disse selskabsdeltagere og personer, der senere bliver selskabsdeltagere, idet der med disse opstaar det samme interessefaellesskab med sigte paa at opnaa faelles maal) indebaerer saaledes, at enkeltpersoners retsposition eventuelt kan traede i baggrunden til fordel for realiseringen af selskabets maal, som under alle omstaendigheder er faelles for alle deltagerne.

At selskabsdeltagerne er underkastet alle vedtaegtsbestemmelserne, ogsaa i tilfaelde, hvor de ikke skulle kunne tilslutte sig enkelte af bestemmelserne, foelger af iagttagelsen af reglerne om beslutningsmaaden inden for selskabet, idet det er disse regler, der er afgoerende for, hvordan selskabet fungerer. Disse regler, som vi kan betegne som selskabets "spilleregler" indebaerer noedvendigvis, at selskabsdeltageren - ogsaa selv om han ikke kan tilslutte sig en bestemt vedtagelse - underkaster sig generalforsamlingens beslutninger paa samme maade som en person, der senere bliver selskabsdeltager, underkaster sig alle de for selskabet gaeldende regler og vedtagelser.

Underkastelsen under alle de vedtaegtsmaessige rettigheder og forpligtelser er uloeselig forbundet med erhvervelsen af stillingen som selskabsdeltager og omfatter ogsaa en underkastelse under alle selskabsorganernes - tidligere og fremtidige - beslutninger, som er kommet i stand i overensstemmelse med vedtaegternes og lovgivningens krav til beslutningsmaaden.

11. Det fremgaar saaledes klart af selve selskabsfaenomenet og de principper, det beror paa, at parternes accept af vedtaegterne - som de regler der gaelder for selskabets virke - er udtryk for en faelles vilje fra selskabsdeltagernes side, en egentlig "selskabsvilje", som ogsaa - i sammenhaeng med de handlinger, hvori den finder udtryk - regulerer de obligationsretlige forhold mellem de enkelte selskabsdeltagere og selskabet. Denne "selskabsvilje" optager ogsaa det aftaleelement, som ligger til grund for selve selskabets eksistens, og dette viser, at det maa vaere utaenkeligt at soege efter en aftale mellem parterne i snaever forstand som det eneste grundlag for de omhandlede obligationsretlige forhold.

Spoergsmaalet om, hvorvidt vaernetingsklausulen opfylder kravene i konventionens artikel 17, maa saaledes vurderes ud fra denne "selskabsvilje" og ikke i forhold til den enkelte selskabsdeltagers accept.

Enhver anden loesning ville vaere i strid med de reelle forhold i forbindelse med selskabsdannelser og ville foere til resultater, som med sikkerhed ikke er tilsigtede, og som i hvert fald ikke er i overensstemmelse med artiklens formaal. Herunder falder navnlig den omtalte "dualisme" med hensyn til de vaerneting, der skal gaelde for de enkelte selsskabsdeltagere, idet en saadan loesning klart er i strid med artiklens formaal.

Paa denne baggrund finder jeg herefter, at formkravene i konventionens artikel 17 er opfyldt, saafremt "selskabsviljen" - som en afspejling af selskabsdeltagernes vilje i forening - har fundet udtryk under iagttagelse af de gaeldende nationale regler paa omraadet.

Denne henvisning til de nationale retsregler, der finder anvendelse, anser jeg, inden for de anfoerte rammer, dels som noedvendig for at fastslaa, om selskabsviljen er kommet gyldigt i stand, og dels som noedvendig for samtidig konkret at fastlaegge graenserne herfor (idet der i de enkelte medlemsstater gaelder forskellige regler om beslutningsprocessen og specielt om det stemmeflertal, der kraeves). Jeg behoever vel naeppe at naevne, at en saadan henvisning ikke vil give de kontraherende stater ret til at opstille andre og mere vidtgaaende formkrav end dem, der foelger af konventionens artikel 17 i den fortolkning, jeg her foreslaar.

I det foreliggende tilfaelde er disse krav fuldt ud opfyldt, da der i alle de kontraherende stater stilles krav om skriftlig form - hyppigt i form af et officielt bekraeftet dokument - ved fastsaettelsen af et selskabs stiftelsesoverenskomst, heri indbefattet vedtaegterne eller i hvert fald en udtrykkelig henvisning til vedtaegterne. Ogsaa aendringer af vedtaegterne skal ske skriftligt - eller i hvert fald med skriftlig bekraeftelse - principielt under iagttagelse af de samme formkrav, som gaelder for stiftelsesoverenskomsten.

Af disse betragtninger fremgaar det klart, at man naar til samme resultat, hvad enten den omtvistede vaernetingsklausul straks fra starten har vaeret indeholdt i vedtaegterne eller den foerst er indsat senere ved en aendring af vedtaegterne.

Hvad angaar de selskabsdeltagere, der ikke har deltaget i vedtagelsen af klausulen, maa der gaelde samme loesning, dels i betragtning af de specifikke selskabsforhold, dels i betragtning af de krav, aktieomsaetningen stiller. Selve erhvervelsen af egenskaben af selskabsdeltager indebaerer saaledes, at den paagaeldende underkaster sig alle forpligtelser i henhold til vedtaegterne, herunder en eventuel vaernetingsklausul (og dette maa gaelde uafhaengigt af, om de aktier, der erhverves, allerede bestaar, eller om det er nye aktier, som tegnes i forbindelse med en kapitalforhoejelse).

12. Det forekommer mig heller ikke at vaere rimeligt at give naering til betaenkeligheder ved den her foreslaaede loesning ved at fremhaeve risikoen for uoverlagte vaernetingsvalg eller valg af uhensigtsmaessige vaerneting (forum non conveniens - f.eks. vaerneting i Heidelberg for et selskab med hjemsted i Neapel).

Allerfoerst skal jeg naevne, at Domstolen i den foreliggende sag skal traeffe afgoerelse om konventionens fortolkning i et tilfaelde, hvor vaernetinget ifoelge klausulen er "selskabets almindelige vaerneting", dvs. retten paa selskabets hjemsted. Naar dette er sagt, er det dog min opfattelse, at problemstillingen paakalder sig overvejelser ud over det konkrete tilfaelde, saavel paa grund af spoergsmaalets betydning som paa grund af, at den forelaeggende rets spoergsmaal er generelt formuleret.

Umiddelbart kunne selve indholdet af parternes valg af vaerneting synes at vaere uden betydning med henblik paa konventionen og Domstolens praksis. Hvis man ser naermere og mere indgaaende paa forholdene, kan det dog ikke fuldstaendig udelukkes, at man i Domstolens praksis (jeg taenker paa dommen i Tilly Russ-sagen og dommen i Salotti-sagen) og specielt i selve artikel 17, som aendret ved 1978-konventionen (jeg taenker her paa omtalen af den internationale handel og specielt saedvaner, som parterne har eller burde have kendskab til) ogsaa - og yderst hensigtsmaessigt - kan finde en aabning i retning af, at vaernetingsklausulens indhold i sidste instans boer vaere udtryk for et kohaerent og rimeligt valg af forum i overensstemmelse med gaeldende praksis (15).

I hvert fald bestaar den eneste maade, hvorpaa man ikke frakender den nye affattelse af artikel 17 ethvert indhold, og hvorpaa man kan tage hensyn til de saerlige krav, som foelger af forretningslivets konkrete funktion (uden at man dermed ser bort fra bestemmelsens oprindelige formaal, som fortsat er at sikre, at klausulerne er klare og er kommet til parternes kundskab) netop i at opstille konkrete betingelser for viljesoverensstemmelsen, som tager hensyn til det specielle omraade, der tages sigte paa (16).

Set under denne synsvinkel maa det vaere paa sin plads at lade efterproevelsen af vaernetingsklausulers gyldighed - paa baggrund af internationale handelssaedvaner - omfatte ikke alene de formelle krav, som skal sikre, at klausulerne er kendt, men ogsaa selve klausulernes indhold. Det boer saaledes efterproeves, om reguleringen af forholdet er kohaerent og hensigtsmaessigt ud fra de saedvaner, der foelges paa det paagaeldende omraade.

Med henblik paa den foreliggende sag skal jeg, for nu at udtrykke det endnu klarere, konstatere, at det i betragtning af, at man i de fleste retssystemer har besluttet sig for selskabets hjemting, ikke alene er i overensstemmelse med de gaeldende formkrav, at selskabsdeltagerne i selskabets vedtaegter traeffer et tilsvarende valg af vaerneting, men at dette ogsaa er det eneste kohaerente og hensigtsmaessige valg i forhold til de (faktiske eller retlige) vaernetingsvalg, som er saedvanlige paa det paagaeldende omraade.

Jeg skal herefter foreslaa, at en vaernetingsklausul kun betragtes som gyldig, saafremt den, som i denne sag, gaar ud paa, at sag skal anlaegges ved selskabets almindelige vaerneting. Desuden skal jeg foreslaa Domstolen at fastslaa, at en vedtaegtsbestemmelse, hvorved der indfoeres et saadant vaerneting, udgoer en gyldig vaernetingsaftale i artikel 17' s forstand, naar den er kommet i stand i overensstemmelse med de gaeldende nationale bestemmelser om beslutningsmaaden i et selskab. Hermed er ogsaa spoergsmaal 2, litra a), besvaret.

13. Hvad dernaest angaar spoergsmaalet om, hvorvidt vaernetingsklausulen opfylder kravet i konventionens artikel 17 om, at det retsforhold, hvoraf fremtidige tvister kan opstaa, skal vaere tilstraekkelig bestemt [spoergsmaal 2, litra b)], skal jeg foerst naevne, at formaalet med denne bestemmelse er at forhindre, at den part, som befinder sig i den oekonomisk staerkeste position, paatvinger den anden part et bestemt, generelt vaerneting. Bestemmelsen er herefter overholdt, saafremt vedtaegternes § 4 - som det i sidste instans tilkommer den nationale ret at fortolke - skal fortolkes saaledes, at den omfatter alle tvister mellem aktionaeren og selskabet vedroerende de indbyrdes selskabsretlige forhold.

Hvad endelig angaar spoergsmaal 2, litra c), hvormed den nationale ret oensker afklaret, om bestemmelsen i vedtaegternes § 4 ogsaa omfatter betalingskrav i henhold til tegning af aktier samt krav paa tilbagebetaling af urigtigt betalt udbytte, maa det konstateres, at det er den nationale ret, der skal traeffe afgoerelse om fortolkningen af bestemmelsen. Dette maa omfatte en stillingtagen til, om og i hvilket omfang vaernetingsklausulen finder anvendelse paa inddrivelse af beloeb, der skyldes selskabet, og paa krav om tilbagebetaling af urigtigt betalt udbytte.

14. Sammenfattende skal jeg foreslaa, at Domstolen besvarer de spoergsmaal, Oberlandesgericht Koblenz har forelagt, saaledes:

"1) En vaernetingsklausul, der er indeholdt i et aktieselskabs vedtaegter, og hvorefter aktionaeren er undergivet selskabets almindelige vaerneting i alle tvister med selskabet eller dets organer, udgoer en gyldig vaernetingsaftale i konventionens artikel 17' s forstand i forhold til alle aktionaererne, saafremt den er blevet fastsat i overensstemmelse med de gaeldende nationale regler for beslutningsmaaden i selskaber.

2) Det i artikel 17 opstillede krav om, at det retsforhold, der kan give anledning til tvister, skal vaere tilstraekkelig bestemt, er opfyldt, saafremt bestemmelsen i vedtaegternes § 4 skal fortolkes saaledes, at den angaar enhver tvist mellem aktionaeren og selskabet i det indbyrdes selskabsretlige forhold.

3) Det tilkommer den nationale ret at fortolke vaernetingsklausulen med henblik paa at fastslaa, hvilke tvister den finder anvendelse paa."

(*) Originalsprog: italiensk.

(1) - Jf. dom af 6.10.1976 (sag 12/76, Tessili mod Dunlop, Sml. s. 1473, saerlig s. 1484, praemis 11).

(2) - Jf. bl.a. dom af 14.10.1976 (sag 29/76, Eurocontrol, Sml. s. 1541), af 30.11.1976 (sag 21/76, Mines de Potasse d' Alsace, Sml. s. 1735), af 18.3.1981 (sag 139/80, Trost, Sml. s. 819) og af 22.3.1983 (sag 34/82, Peters, Sml. s. 987).

(3) - Dom af 22.3.1983, jf. fodnote 2.

(4) - Sammesteds, s. 1002, praemis 9.

(5) - Sammesteds, praemis 13.

(6) - Domme af 14.12.1976 (sag 24/76, Estasis Salotti, Sml. s. 1831, praemis 7, og sag 25/76, Galeries Segoura, Sml. s. 1851, praemis 6).

(7) - Dommen i Estasis Salotti-sagen, praemis 7, og dommen i Segoura-sagen, praemis 6.

(8) - Dom af 14.7.1983 (sag 201/82, Gerling, Sml. s. 2503).

(9) - Dom af 11.11.1986 (sag 313/85, Iveco Fiat, Sml. s. 3337) og af 11.7.1985 (sag 221/84, Berghoefer, Sml. s. 2699).

(10) - Dom af 14.12.1976 (sag 24/76, jf. ovenfor), af 19.6.1984 (sag 71/83, Tilly Russ, Sml. s. 2417) og af 11.11.1986 (sag 313/85, jf. ovenfor).

(11) - Den her kritiserede opfattelse er gjort gaeldende af den paagaeldende part i denne sag og af Thode, ganske vist i en kommentar til forelaeggelseskendelsen i sagen (Wirtschafts- und Bankrecht, VII, B.1., 1989, s. 1425). Den modsatte opfattelse, dvs. principielt den her forsvarede, er - ligeledes i en kommentar til forelaeggelseskendelsen - fremfoert af Geimer (Entscheidungen zum Wirtschaftsrecht, 1989, s. 855) og af andre forfattere (Kropholler, Europaeisches Zivilprozessrecht, Heidelberg 1987, s. 152 ff.). Geimer har dog haevdet den samme opfattelse, allerede foer denne sag er opstaaet (Geimer-Schuetze, Internationale Urteilsanerkennung, Band I, Muenchen 1983, s. 969 ff.). Jf. om gyldigheden af en voldgiftsklausul i et selskabs vedtaegter i sammenhaeng med en bestemmelse om formkravene til vilkaarlige klausuler analogt med artikel 17, Corte di Cassazione italiana, dom af 3.2.1968, nr. 353, i Giustizia civile, 1968, s. 179 ff.

(12) - Jf. i denne retning Geimer-Schuetze, Internationale Urteilsanerkennung, a.st., s. 940.

(13) - Dom af 19.6.1984, jf. ovenfor, praemis 24 og 25.

(14) - I Belgien er en (eksklusiv) kompetence for retten paa det sted, hvor selskabet har sit hjemsted eller hovedkontor, fastlagt ved lov (artikel 628 i code judiciaire), i Danmark kan sag ogsaa anlaegges ved retten paa selskabets hjemsted, jf. retsplejelovens § 238, og det samme gaelder i Tyskland i henhold til § 22 i Zivilprozessordnung. Tilsvarende regler gaelder i Luxembourg (artikel 36 i code de la procédure civile) og i Nederlandene (artikel 126 i Wetboek van burgerlijke rechtsvordering). I Italien gaelder selskabets almindelige vaerneting (artikel 19 i codice di procedura civile), ogsaa i sager mellem selskabsdeltagerne indbyrdes (artikel 23).

(15) - Jf. i denne retning de interessante betragtninger, der er fremfoert af Carbone i La disciplina comunitaria della 'proroga della giurisdizione' in materia civile commerciale , Diritto del Commercio Internazionale, 1989, s. 351 ff., saerlig s. 356 ff., jf. allerede samme forfatter Area dell' economia comunitaria e clausole di deroga alla giurisdizione contenute in polizze di carico , Diritto marittimo, 1977, s. 169, saerlig s. 181.

(16) - Jf. Kohler: Rigeur et souplesse en droit international privé: Les formes possibles pour une convention de juridiction 'dans le commerce international' par l' article 17 de la Convention de Bruxelles dans sa nouvelle rédaction , Diritto del Commercio Internazionale, 1990, s. 611 ff. Forfatteren henviser med rette til, at den opbloedning af formforskrifterne, som er sket ved den nye affattelse af artikel 17, og som foerer til en uundgaaelig opbloedning af betingelserne for selve viljesoverensstemmelsen, kun er berettiget, hvis der er mulighed for at foretage en indholdsmaessig kontrol af vaernetingsklausuler. Selv om forfatteren fremhaever, at de nationale lovgivninger og specielt common law-retssystemerne altid har kendt en saadan domstolskontrol - ikke alene naar det drejer sig om at beskytte den svageste part, men ogsaa i tilfaelde hvor handlende driver virksomhed paa grundlag af betingelser, der er fastsat paa forhaand - giver han dog udtryk for, at en saadan kontrol ikke er mulig paa grundlag af den nuvaerende affattelse af artikel 17, men at der boer foretages en aendring af bestemmelsen.